torsdag den 18. april 2013

Præsteklumme april 2013



Vi er skabt til kærlighed 


Du er bedst til at være dig selv. Vær dig selv, for andre er allerede optaget. Ingen er så gode til at være dig som dig.

Klicheer er der nok af, når det kommer til identitet, men i enhver kliche er der også en sandhed. Vi kan nemlig godt lide at få den rigtige kliche serveret på det rigtige tidspunkt i vores liv. Når det kommer til identitet, så har vi brug for – ja, vi længes måske efter at få at vide, at vi gør det, så godt vi kan.

I Danmark har vi den vane, at vi altid spørger folk om, hvad de laver første gang, vi møder dem. Og vi svarer, at hvad vi ER. Vi er lærere, ingeniører, bagere og ja, præster? Vi er vores arbejde. Og det vil vi gerne være gode til. Det er ikke mange, man møder, der vil fortælle, at de er middelmådige til deres job. Men selvom arbejdet er vigtigt, så er der mere at sige om os end den uddannelse, vi har taget, eller det arbejde, vi kan ikke få.

Vores identitet er mere end det, vi er gode til. I et kristent perspektiv er vi først og fremmest skabt i Guds billede. Vi er altså ikke skabt ud af tilfældigheder, men med et formål for øje.

Vi er skabt til kærlighed. Det er en kliche, men den rummer en sandhed, som vi længes efter at høre; nemlig at vi ikke behøver gøre vores identitet til et projekt, vi skal eksilere i, eller blot en uddannelse, vi kan tage. Det er det gode budskab, når livet ikke går, som vi planlægger det, nemlig at din identitet uløseligt er bundet sammen med Guds liv. Han skabte os af kærlighed så vi kan leve i kærlighed.

Du er…elsket.





søndag den 14. april 2013

2. søndag efter påske 2013


Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.
Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.
Selvom jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig. (Salmernes Bog, salme 23, 1a-4a)
Amen


Man undrer sig i mange lande sig over, hvorfor Danmark, trods finanskrise, klarer sig så godt, som vi gør. Vi burde have det langt værre. Vi burde strømme til bankerne, hæve alt, hvad vi ejer og stoppe det ned i madrasser og brændestabler. Men det gør vi ikke.

I mange lande undrer man sig over, at vi kan lade barnevogne stå ude foran cafeer uden at barnet bliver kidnappet. Vi burde vogte over barnevognene i mistro til andres intentioner. Men det gør vi ikke.

I mange lande undrer man sig over, at vi tør gribe ind, når der sker et uheld. Vi burde blande os uden om, for ikke at få skylden for uheldet. Men det gør vi ikke.

Og hvorfor gør vi ikke det? Svaret er simpelt: tillid.

I Danmark har vi en høj grad af tillid til hinanden, til systemet og til andres intentioner. Der er lavet store og lange undersøgelser, hvor man har fundet frem til, at vi her i Skandinavien har en særlig høj grad af tillid til andre mennesker. Men det særegne er, at vi har tillid ikke bare til dem vi kender, men også til fremmede.

Det er en tanke, vi finder hos mange store teologiske tænkere. K. E. Løgstup, der er dansk teolog, kalder det for en suveræn livsytring, at vi har denne tillid. Altså en grundlæggende menneskelig ytring, der suverænt vil komme til udtryk i mødet med andre – det ligger simpelthen i vores natur, om man vil, at vi viser hinanden tillid. Vi kan slet ikke lade være med at vise hinanden tillid

Vi ser det så tydeligt hos barnet, der kigger op på sine forældre i tillid til at de passer på det, og at det er i trygge hænder.

Eller tænk på, hvis I møder en fremmed, der fortæller om sit liv. Vi regner helt naturligt med, at det er sandt, hvad vedkommende siger. Det er kun i særlige tilfælde, at vi bliver mistroiske.

Vi har med andre ord lagt lidt af vores liv i hinandens hænder i tillid til, at de vil passe på det.

Men sådan en tillid kan også blive misbrugt og blive til mistillid. Når vi oplever, at andre udnytter os og vores godhed, så bliver den grundlæggende tillid overskygget af mistillid. Vi er indrettet til at forholde os til den verden vi lever i, og tilpasse os den. Og desværre bliver nogle nødt til at tilpasse deres tillid til en mistillid for at kunne overleve. Det er i grunden en synd, for tilliden ligger i vores inderste som et bankende hjerte, der tror på, at andre vil os det godt. Det er som et levn fra Paradisets Have, hvor Gud så på sin skabte verden, og så at den var god, som han til stadighed ser på os, og konstaterer, at det, han ser, er godt. Gud ser igen og igen på os, og ser det gode i os. Gud ser, at den mistillid vi rummer, blot er en hinde – en skal – der dækker tilliden. At piller man lagene af os som et løg, da vil man finde en suveræn livsytring – nemlig at vi gerne vil og længes efter at møde medmenneske med åbne tillidsfulde arme.

Men tillid skal værnes om og bekræftes. Vi må aldrig bare regne med, at blot fordi vi synes, at tillid bør være til stede, at den også vil være det.

Vi lever i dag i samfund, hvor der er sket en drejning fra fokus på fællesskabet til et højere fokus på individet. Det er der meget godt ved, men der er også en fare i det: nemlig den voksende mistillid. Tillid er tilliden til, at vi ikke bliver ladt i stikken, bliver stukket i ryggen eller snydt af hinanden. Tillid er, at vi uden ord og kontrakter, blot ved, at ham vi møder, altid gør sit bedste – også for mig.

Men når vi begynder at sætte spørgsmålstegn ved hinandens intentioner, når vi selv begynder at pege fingre af andres liv, fordi vi ikke synes, at de gør det ”godt nok”, da har vi mistet tilliden. For tillid kræver nemlig ikke kontrol, men beror på, at vi med vores samvittighed kan finde vejen i livet, også med hinanden.

Evangeliet til i dag handler om tillid. Jesus siger til os, at han er den gode hyrde, der leder os og kender os.

Der er langt fra Jesu tid, hvor hyrder var en naturlig del af hverdagsbilledet til i dag, hvor det er blevet en fritidsaktivitet at træne hyrdehunde, man kan vinde konkurrencer med. Forstår vi hyrdebilledet?

Hyrden skulle vogte over fårene, finde nye græsgange og vand til dem. Om natten ledte ham dem ind i fold, der var lavet af en jordvold med tjørnegrene som en slags pigtråd. I indgangen til folden lagde fårehyrden sig og sov for at vogte fårene fra vilde dyr. Han var således døren ind til fårene.

Når Jesus bruger billedet af sig selv som fårehyrde, så er han den, der vogter over os, finder nye græsgang og vand – og det er ham, der lægger sig i døren for at beskytte os fra vilde dyr. Det er Jesus, der er vores hyrde.

Men det kræver tillid, og ikke kontrol.

Får går frit omkring, og er hverken låst fast eller bundet i deres liv.”I alt er vi trængt, men ikke stængt inde”, siger Paulus (2.kor 4,8a). Vi er skabt til at kunne gå derhen hvor vi vil. Vi er skabt til at være ubundet – skabt i frihed.

Og det kan lyde som et mærkeligt paradoks, at vi er skabt i frihed for at høre til en flok. Men frihed er ikke at gøre, hvad du egenrådigt har behov for uagtet andres ønsker. Vi må ikke gøre friheden til et egoistisk soloprojekt. Frihed er derimod at lægge den som gave foran næsten hver dag, og sige: se her, jeg giver dig friheden til at tænke, tale, drømme, elske og håbe. Jeg giver dig den frihed, at vi sammen i tillid kan være med til at værne om det fællesskab, vi begge er sat i.

Fællesskab er kun muligt, fordi vi har en hyrde, der kan lede os. Jesus er den hyrde, der ikke lader os i stikken, stikker os i ryggen eller snyder os. Tværtimod så er han den hyrde, der i en påske for 2000 år siden lagde sig ved indgangen til folden velvidende, at faren ville komme den nat. Han lagde sig ned, og forsvarende os med det eneste våben han havde, nemlig sin kærlighed.

Han døde for sine får – han døde for os. For det var den eneste måde han kunne redde os alle på. Og ikke bare reddede han dem, der var i hans lille fold – nej, han reddede os alle. Alle. Selv dem, der er løbet deres vej og dem, der er faret vildt.

Han gik forsoningens vej, for der er ikke den vej, som Jesus ikke vil gå med os. Når vi går gennem mørke dale, og stenede stier, så går han med os. Han er den hyrde, vi kan have tillid til, når alt andet ramler.

Vis os da vejen, du Himmelens Herre, og giv os mod til at gå den! (DDS 613, 4)

Amen

Dagens tekst:
Jesus sagde: »Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; for han er daglejer og er ligeglad med fårene. Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.« Joh 10,11-16

tirsdag den 9. april 2013

1. søndag efter påske 2013



Men det, som intet øje så,
vil kirken holde søndag på
og vidne frit, som Ånden bød,
om ham, der døden gennembrød, (DDS 238,4)


Amen

Universet blev til da Big Bang fandt sted for 13 milliarder år siden. Da eksploderede universet ind i sin væren, og gasser og energi fyldte, udvidede og var samtidig selve universet. Tyngdekraften fik masserne til at klumpe sammen, og danne sole, der igen eksploderede, dannede tungere grundstoffer, og selv blev de til sorte huller, hvorom galakser roterer. I midten af vores egen mælkevej er et sort hul, og vi er blot en galakse af millioner. Og i en af armene i denne mælkevej ligger vores solsystem. Og tre kloder fra solen på den blå planet, bor vi.

Det er sådan, vi får beskrevet, hvordan verden blev til, og de fleste moderne mennesker vil tilslutte sig denne forklaring, og det vil jeg såmænd også. Vi godtager denne forklaring på universets opståen uden nogensinde selv at have set det. Det er heller ikke mange, der kan forstå de indviklede matematiske beregninger, der har gået forud for denne teori. Og ingen af os vil kunne foretage en rejse udenfor universet for at tjekke fakta.

Men selvfølgelig tror vi på, at det er sket, som vi hører det. Vi siger ja uden at forstå størrelsesordenen, og trods det, at vores fantasi ikke rækker.

Lidt værre står det til, når vi kommer til talen om opstandelsen, og det selvom vi ved lige så meget om opstandelsen, som de fleste af os ved om Big Bang. For ingen af os har set den opstandne Kristus, vi har kun hørt om ham. Ingen af os forstår Guds beregninger, der er gået forud for Jesu opstandelse. Og ingen af os kan tage en rejse til Gud for at tjekke fakta.

Men det er ikke en selvfølge, at vi tror på opstandelsen som vi tror på teorien om Big Bang. For vi er moderne mennesker, der med skepsis ser på det ”overnaturligt” – altså det, der går ud over vores empiriske iagttagelser af naturen, og som ikke kan forklares med de fysiske love.

Vi er, hvad vi et anfald af manglende ydmyghed, har kaldt for oplyste mennesker.

Men det var Thomas også. Han var et meget moderne menneske, der med skepsis erklærer følgende: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.«

Thomas vil have så håndfaste beviser, at han selv vil mærke efter, før han tror på, at det er sandt.

Thomas, manden med det tvivlende, oprørske, skeptiske sind. Da det kom til troen, slap den ham af hænde, sammen med håbet. Han blev desperat, og måtte erklære sin modstand. Han tvivler, da springet fra selv at have set med egne øjne til at tro på det, han får fortalt skal tages.

Men Thomas var ikke en dårlig discipel, eller et eksempel til skræk og advarsel. Nej, tværtimod bør vi være taknemmelige for Thomas. Tak til den discipel, der trods sit liv med Jesus, måtte stille sin tvivl til skue. Tak at Gud har samme mas med Thomas, som han har det med os andre. For jeg er Thomas. Jeg er tvivleren.

Jeg er den, der har brug for Gud til at holde trofast fast i mig, når jeg tvivler, sætter spørgsmålstegn og kræver bevis for min tro. Jeg tænker nogle gange, at havde jeg været Thomas, havde jeg ikke tvivlet, for så havde jeg jo set Jesus. Men sådan hænger det ikke sammen. For Thomas tvivlede ikke på det han så, men på det han hørte. Og sådan er det med vores ord - det er så vanskeligt at overbevise andre om troen gennem gode argumenter og retoriske krumspring. Gud skal med i ligningen før den kan gå op.

Mange tror, at det modsatte at tro er tvivl. Men det er det ikke. Det modsatte af tro er vantro – eller mangel på tro. Tvivlen hører derimod sammen med troen. Thomas bliver kaldt for Didymos, der betyder tvilling, og nogle har kaldt netop tro og tvivl for tvillinger. De hører sammen, for det er sådan med tvivl, at den faktisk gerne vil tro. Den længes tro, og leder efter denne sin modsætning. Den der tvivler står med et hjerte, der siger ja, og forstanden der siger nej. Og her bliver der trukket og hevet fra begge retninger i en, mens de kæmper om 1. pladsen i ens liv.

Der er intet syndigt i at tvivle. Det er heller ikke noget særlig dydigt i aldrig at have tvivlet. Thomas bliver jo heller ikke sendt bort som en dårlig troende, blot fordi han kræver beviser. Nej, for han ville jo gerne være troende.

Men Thomas har som den eneste af Jesu disciple ikke set den opstandne Kristus. Mon ikke Thomas derfor pludselig har stået vaklende i forhold til sine venners fortælling, i forhold til at han er blevet snydt, og i forhold til sit eget liv, der på en uge har ændret sig fra trygheden med Jesus ved sin side, til ensomhed og tomhed. Han må have følt sig magtesløs. Og da forsøger han at læne sig op af det eneste sikre han kender, nemlig sin fornuft. Han turde ikke troens spring, for fornuften og kravet om beviser holdt ham fast til jorden.

Men da sker det utrolige. Nemlig at den opstandne Kristus kommer og møder ham. Det sker ikke i det øjeblik Thomas kræver sit bevis, men derimod en uge senere. Da stiller Kristus dig op foran ham, og beder ham om at mærke efter med sine hænder, men Thomas behøver kun mærke efter med sit hjerte. For i det øjeblik oplever Thomas noget, der går over beviserne, og overbeviser ham om, at Jesus er sand. Da må han sige:

Min Herre og min Gud.

Vi der lever i dag, 2000 år efter begivenhederne, har kun fortællingerne at tro på. Vi må tage springet, og derfor vil tvivlen sikkert altid være troens følgesvend. Og Jesus siger da også den aften han møder Thomas, som en hvisken ud i fremtiden, der skal nå vore øre i dag, at ”Saglige er de, som ikke har set, men som dog tror.”

Vi må ikke lade os stoppe ved tankens hjernevridninger, men vi skal turde gå det skridt dybere ind i os selv, hvor vi med hjertet kan høre, hvad der bliver sagt. Hvor ordene bliver til andet end talte ord mellem mennesker, men bliver til Guds fortælling med os.

Og der taler han trøst til mit hjerte, så vi kan tro. Tro på, at der er mere end øjnene ser, ørerne hører, huden mærker. Tro på, at livet kan være mere forunderligt end formler på papir. Og tro på, at når vores tro bliver til tvivl, så tror han for os. Vi er ikke alene, heller ikke i tvivlens favntag.




Dagens tekst:


Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!« Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.« Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.« Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.« Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.« Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.Joh 20,19-31

mandag den 1. april 2013

2. påskedag 2013



Når to veje skærer hinanden kalder man dem for korsveje. Det er fordi de ovenfra ligner et kors. Man kommer ad en af vejene, og skal nu vælge hvilken vej, man vil gå, og ofte er valget vanskeligt. Det kan tage tid at vælge hvilken retning man skal gå i. Nogle gange bliver man stående stille i håbet om, at valget bliver nemmere, men faktum er, at man bliver nødt til at træffe et valg. Man kan ikke gå tilbage, hvor man kom fra, og man bliver nødt til at gå videre på sin færd.

Sådan er livet. Vi kan ikke bare stå stille, men bliver nødt til at vandre videre – gennem landskaber, der kan forekomme fremmede, uhyggelige, ja ligefrem livstruende. Vi må vandre gennem mørke, gennem lys – gennem liv og gennem død. Stadig fremad, for det er den eneste retning, der er.

Vi lever i en handle-tid – en gøre-tid på godt og ondt. Vi skal desværre hele tiden gennem vores handlinger og valg, bevise at vi er til. Det kan blive et åg at bære, når vi står ved korsvejen, og ikke længere ved, hvilken vej, vi skal vælge. For de fleste af os vil helst vælge den vej, hvor vi fortryder mindst. Den bedste af dem alle, faktisk. Valget er svært, når vi står alene ved vejen, og må vælge veje, der kan såre ikke bare os, men måske også dem omkring os. Ingen af os kan undgå eller undslå os valget, for det ville være at fornægte selve livet, og det kan ingen af os gøre. Valget skal træffes ved korsvejen.

Korset er også kristendommens symbol. Et stærkt symbol. Det er enkelt. To bjælker, der krydser hinanden, og vi kan nemt tegne det foran os med vores hænder. Der hænger et kors i alle kirker i Danmark, og her i Møllevangskirken er det endda vores altertavle. Det første man ser, når man træder ind i kirken er Erik Heides udgave af et krucifiks.

Vi tegner korsets tegn over dåbsbarnets ansigt og bryst. Vi tegner det efter nadveren med kalken, og vi tegner det efter velsignelsen. Korset, der for os symboliserer kærlighed, men var det sted, hvor Jesus døde.

Han måtte selv i fredags bære korset til Golgata. Det var stort og tungt, og varmen, frygten og håbløsheden har tynget det endnu mere mod jorden. Han, der selv var tømrer, måtte bærer korset til sin egen død.

Og selv ikke Jesus kunne bære det hele vejen, så tungt har det været. Han måtte få hjælp fra en mand, der stod ved vejkanten – Simon af Kyrene, der tager det, og bærer korset for ham.

Vi har alle kors at bære. Tunge, store kors der til tider kan true med at tynge os mod jorden. Og nogle gange må vi have hjælp af andre, der må bære med, når vi ikke selv kan.

De to mænd, der går hen af vejen, er slet ikke kommet sig over forskrækkelsen endnu. Det er blot tre dage siden, deres Herre, ham de har fulgt gennem de sidste tre år, er blevet henrettet. For en uges tid siden gik de stolte sammen med ham ind i Jerusalem, og nu er han død. Det er chokerende og de føler ikke, at de har trukket vejret siden dommen. Nu går de side og side. De har valgt at tage til byen Emmaus – et eller andet skulle de jo gøre – de kunne ikke bare blive siddende. De går os snakker om alt det, der er sket. Hvad så du? Hvad oplevede du? Hørte du ham manden, der sagde det? Hvad hørte du Jesus sagde på korset? Savner du ham også?

Kunne dette ikke foregå i dag? Er det ikke en fortælling om os, når vi mister? Chokket – at alting omkring os går i stå, mens verden mærkelig nok fortsætter. Jamen kan de da ikke se, at jeg har mistet, og nu mangler det menneske, der før var lige ved siden af mig?

For de to mænd, Jesu disciple, er påskedagen med opstandelsen ikke andet end rygter, der tilmed har forfærdet dem. Det siger dem ikke noget – de har ikke med glæde, påskeliljer og smil på læben sunget ”Krist stod op af døde” (DDS 218), for de tror ikke på det er sket. Hverken påskedag eller 2. påskedag er en realitet for disse to disciple denne dag på vej til Emmaus.

De er ved deres livs korsvej. Skal de sige, at de tre år med Jesus er spildt tid, eller skal de tro på ham? Det de vælger, får konsekvenser for deres liv, og Jesus er der ikke længere til at guide dem.

Er det ikke netop os, der bliver talt om? Os, når vi mister orienteringen i livet, hvilke omstændigheder i livet, der så end førte os dertil. Os, når vi ikke ved, hvad vi skal gøre, og føler os så fortabte, som vi må gætte os til disciplene måtte have følt.

Vi må helt derud, for at forstå det skelsættende, der sker. For, ikke med hjernen at kunne begribe, men med hjertet at gribe det store i, at Jesus finder dem, slår følge med dem og fortæller dem, at han er sand.

Vi hører, at de møder Jesus, men ikke kan kende ham. Og først da de om aftenen sidder sammen, og han bryder brødet, som han gjorde det skærtorsdag, som vi gør det hver gang der er nadver, kan de genkende ham. Først da opdager de, at han hele tiden har været hos dem – eller som vi beder det i nadverbønnen: "(...) du som selv er til stede iblandt os med al din kærligheds rigdom!"

Gud kom til os som Jesus, og har ikke forladt os siden. I hans liv måtte Gud begrænse sig så meget, at vi kunne genkende ham i et menneske.

Og da det menneske døde for at redde os fra selvsamme død, da kom han tilbage som den opstandne Herre.

Men vi ser ham ikke klart. End ikke hans disciple så ham klart dengang for 2000 år siden, da han gik med dem på Emmausvejen. Ej heller Maria, der ikke opdagede, at det var ham, men troede det var havemanden. Eller tvivleren Thomas, der måtte stikke sine finger ind i naglegabene før han kunne tro. Eller Saulus, der må tvinges til jorden af torden og lynild før han indså, at Jesus også gik med ham.

Vi ser ham ikke klart, men vi opdager ofte bagefter, når krisen er overstået, når valget er truffet og vejen er gået, at vi ikke bar vores kors alene – der var en, der bar med, som han lovede os, han ville gøre, mens han endnu levede her.

Disciplene ser dette, da Jesus bryder brødet, som han har gjort så mange gange. Da ser de ham, og bagefter siger de til hinanden: ”Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen (…)”. De opdagede, at de ikke havde været alene på vejen, som vi også kan opdage, at vi heller ikke er alene.

Når vi ser bagud kan vi opdage, at Kristus selv har gået med os, og det skal være vores mod til at se fremad, og turde gå den vej i møde, som skal gås.

Og selvom man tvivler på det, ikke erfarer det, eller føler sig alene, så skal det ord lyde her, som en sprække i det mørke, der kan omkranse et menneskeliv. En sprække, der kan åbne for det lys, der trænger ind i selve døden og tager dens brod. Det lys der er kommet til verden, og skinner nu for evigt for os.

Nemlig ordet om, at: Kristus er opstanden, og går lige ved siden af dig klar til at bære med, når korset bliver for tungt.

Glædelig påske til jer alle.




Dagens tekst:
Samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?« De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede: »Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?« »Hvad da?« spurgte han. De svarede: »Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket – hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.« Da sagde han til dem: »I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?« Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne. De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde: »Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.« Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden: »Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?« Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde: »Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.« Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet. Luk 24,13-35

søndag den 17. marts 2013

Mariæ bebudelses dag 2013



Vi kender hende godt alle sammen. Hende der måske har et lidt tvivlsomt rygte. Hende der render med lidt for mange mænd. Og hende, hvis historier om sig selv, slet ikke stemmer overens med de rygter, der går om hende.

Vi kender hende godt. Og når hun igen begynder på sine fantasifulde historier om, hvad der ”i virkeligheden” skete, så tror vi ikke på det. Jovist vi kan stå og smile, men inderst inde, så ved vi jo godt, hvad vi selv tænker om den sag.

Det er også hende, der igen er blevet gravid, og slet ikke kan forstå, hvordan det er gået for sig. Og i vores stille sind tænker vi, at den snak må hun hellere tage med ham, der har lyksaliggjort hende.

For selvfølgelig ved vi jo godt, hvordan babyer bliver til. Og ingen skal forsøge, at fortælle os, at det er gået for sig på anden måde end den, der bliver forklaret i biologitimen.

Så da Maria – Anna og Joachims datter ved siden af – kommer og er blevet gravid, så ved vi jo godt, hvad der er sket. Hun er kærester med Josef, og mon ikke han har forklaret hende, at de ikke behøver vente mere, fordi de jo er skabt for hinanden?

Ak ja, hun var ellers sådan en sød pige, men nu begynder hun at fable om, at det var en engel, der kom til hende. Og englen skulle have fortalte hende, at hun var udvalgt. Ja, jeg ved nok, hvad hun var udvalgt til….

Helt ærligt, hvordan kan hun bilde sig selv ind, at vi kan tro på det.


Rygterne svirrede – og problemet for Maria var, at hun ikke bare havde en tvivlsom sag, men også at hun levede på et tidspunkt, hvor kvinder blev stenet til døde, hvis de var sammen med en mand uden for ægteskabet.

Jo, Maria var i knibe.

For det her var forkert. Ikke bare var der rygterne, men også det, at hun kom fra Nazareth – og i den by boede der ikke andet en rakkerpak. Det var ikke ligefrem derfra, man ventede, at Guds søn skulle komme. Man regnede med, at Jerusalem eller Bethlehem ville være mere oplagte og prægtige byer til den opgave. Det var så forkert, at det var Maria fra Nazareth. Selvfølgelig skulle Guds søn fødes af en kvinde, men da ikke af hende. Det ringe pigebarn.

Jo, Maria var i knibe.

Hvad vil folk ikke tænke? Hvilke historier vil der ikke gå om hende? Hvordan vil folk ikke reagere? Selv i dag er spørgsmålene de samme.

Vi dømmer og fordømmer i en og samme ombæring, hvis vi hører noget, der er for langt ude. Og vi er så skolet til kun at støtte os til det, der kan måles, vejes og sættes på formel, at vi med det samme lukker muligheden for, at Maria rent faktisk var jomfru, da hun blev gravid.

Og jeg kan heller ikke i dag give jer det bevis, som Maria ikke selv kunne give. Jeg kan heller ikke gennem snedig retorik få jer overbevist om, at det rent faktisk skete som Lukas i dag fortæller.

Selv da jeg læste, gentog vi studerende ofte til hinanden, når talen faldt på Maria, at ”Jomfrufødsler beskæftiger videnskaben sig ikke med længere”. Som et slags forsvar overfor os selv, fordi vi kom på glatis, og ikke anede, hvad vi skulle mene om det – og derfor er det nemmere at vende det ryggen, som man vender kvinden med det dårlige rygte ryggen.

Når vi ikke ved, hvad vi skal mene, eller når vi netop ved, hvad vi ”mener om den sag”, så vender vi det ryggen.

Vi mener og mener dagen igennem. Vi har meninger om alt. Og vi har meninger om Gud. Problemet er bare, at vi gør Gud meget lille, når vi har meninger om ham. Vi gør Gud så lille, at det bliver op til os at afgøre, om han er til eller ej. Han bliver så lillebitte, at vi giver os selv mandat til at have en mening om, hvorvidt jomfrufødsler er sandsynlige. Og giver det ikke mening, så giver det Gud et dårligt rygte, og vi vender ham ryggen. Vi har gjort Gud til en hobby, vi kan gå fra og til.

Men når vi med Gud at gøre, så handler det ikke om vores meninger om ham.

Havde Maria nu haft en anden mening om englens besøg, kunne det ske, at det barn slet ikke var blevet til noget. Hun kunne have ment alt muligt, for vores meninger er som vores domme – flygtige og foranderlige.

Og fordi livet er flygtigt og meninger foranderlige, har vi også brug for en konstant. Brug for at vide, at trods rygter, domme og meninger, er der noget, der holder ved. Noget der holder os fast, og går ud over vores forstand. Noget der får os til at stoppe op, stoppe vores domme og tankemylder – og bare lytte i stilhed. Konstanten, der fortæller os, at vores meninger, domme og handlinger til trods, er der mere at sige om os end det.

Maria bebudelse, som dagen hedder, ligger 9 måneder før jul, og er også optakten til påsken, hvor vi skal høre om Jesu død og opstandelse. Livet begynder altså før døden. Og på sin vis er Maria bebudelse en meget jordnær begivenhed. Maria bliver befrugtet. Og lige så jordnært er det, når vi skal høre, at Maria føder et barn. For det er jo livets begyndelse. Vi er alle blevet båret af en kvinde og født af en kvinde.

Også Guds egen søn bliver båret og født af en kvinde. For hvad skulle Han ellers, den Gud der elsker sin skabning så meget, at han vil flette sit liv sammen med vores? Gud er ikke længere den brændende tornebusk i ørkenen eller stemmen i profetens øre. Nej, han lader himlen møde jorden, da han iklæder sig selv vores kød og blod. Han gør sig til et menneske, for at møde os mennesker. Og det er jordnært, fordi Gud vil være nær os. Han er ikke længere en transcendent Gud, der sidder isoleret på sin trone i Himlen, men bøjer sig derimod ned, for at gå blandt os, leve med os, og dø med os.

Og Maria bliver kvinden, der var helt forkert, men som blev den helt rigtige, da hun lyttede. Hun stoppede og lyttede op, da englen kom.

Hun lyttede til det, der kun kunne lyttes til – og accepterede det uacceptable; nemlig at hun risikerede sit liv og sit rygte. Risikerede folks holdninger og meninger om hende. Risikerede spot og ensom. Lyttede, og vendte ikke ryggen til.

I det møde med sit livs konstant, da skete, der noget med Maria: hun kom, som den hun var, og gik som sig selv.

Hun holdt op med at være forkert for andres øjne, for at blive sig selv i Guds øjne.

Vi bliver os selv hos Gud – vi er ikke længere kun dem, der ikke nåede det, vi skulle. Vi er ikke længere kun den, der ikke turde tage en konflikt. Vi er ikke længere kun den, der sårede en, vi elsker. Vi får skrællet de lag væk, når vi møder Gud. For Gud har mere at sige om os end de rygter, vi laver og fortæller om andre og om os selv.

Gud sætter os ind i en anden fortælling – en større fortælling. Når Gud fortæller, er det os, han taler om. Og han fortæller os, at livet er større, end vi tror. Dit liv er større, end du tror.

Gud vender simpelthen op og ned på verden, og den måde, vi bilder os ind, det hænger sammen på. Han vender op og ned på de sociale spilleregler, som vi sætter for hinanden, for at kunne møde os der, hvor vi er. Han vender op og ned på livet, for at gøre det større. Han griber ind i vores verden, for at gribe os.

Og det handler dagen om – at livet er større end vi tror. Dit liv er større end du selv tror. Og endog større end de rygter, vi udsætter hinanden for. Livet er større, også når ikke mærker det og tror det.

Gud siger til os, at han elsker dig så meget, at han lod en lille dreng føde for din skyld. Han lod siden den voksne mand, dø for dig. Han lod livet spirer, og turde gå hele vejen ind i døden med sit liv, for at redde dit. Lige meget hvad, kan intet af det, vi siger, gør eller har meninger om, rive os ud af den fortælling. For Gud har grebet ind i verden, og gjort vores liv større.




Dagens tekst:
Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria. Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: »Herren er med dig, du benådede!« Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde. Da sagde englen til hende: »Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.« Maria sagde til englen: »Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.« Englen svarede hende: »Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn. Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; thi intet er umuligt for Gud.« Da sagde Maria: »Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!« Så forlod englen hende. Luk 1,26-38


mandag den 4. marts 2013

3. søndag i fasten 2013



”Jeg vil svare” – dette er gudstjenestens overskrift i dag. Det stammer fra Karen Blixen, der igennem sit liv havde forskellige mottoer, som hun levede sit liv på. Dette er et af dem. ”Jeg vil svare”.

Og hvad kan vi svare på? Vi svarer på tiltale. Vi svarer på spørgsmål. Vi forsøger at give svar på de mysterier livet giver os. Vi vil svare.

Og hvad svarer vi så? Det kommer an på spørgsmålet, ville den skarpe sige. Og ja, det gør det. Men der ,hvor spørgsmålet bliver mest påtrængende, er i mødet med det onde. Hvad er svaret da?

Det kommer selvfølgelig an på, hvad det er for et onde, vi møder. Når det er naturkatastrofer, så ved vi godt, at svaret ligger i jordens uforudsigelighed. At vi blot er små mennesker på en lille blå planet i et stort univers, hvor jordskælv ryster jorden, hvor tsunamier rammer kyster, hvor vulkanudbrud sætter flytrafikken på standby og hvor meteorer kan ramme. Det ved vi godt, og den slags onder, giver vi ingen levende skylden for, da det er risikoen ved livet.

Men når det onde kommer fra andre – hvad gør vi så? Når det onde kommer fra et medmenneske, hvad så? Vi hører igen og igen, når vi kommer i kirken, at vi alle er skabt i Guds billede, at vi alle er lige meget værd, og at Gud elsker sin skabning. Men det stemmer ikke altid overens med de oplevelser, som livet giver os.

Hvad svarer vi så, når vi oplever ondskab hos andre? ”Med ondt skal ondt fordrives” hører vi ofte. Det er et kendt ordsprog. Mennesker har gennem tiden erfaret, at for at bekæmpe det onde, må man nogle gange ty til ondskab selv. Så kan det blive svaret: at vi bekæmper ondt med ondt?

Dødsstraffen stammer derfra. Fra det sted, hvor vi bekæmper ondt med ondt indenfor hævnens rammer. Og hævn er måske ondskabens største bedrift. For i hævnen har ondskaben samtidig bildt os ind, at det er retfærdigt – ja måske samfundsgavnligt, at vi bekæmper ondt med ondt.

Kender vi det ikke godt selv – det med at bekæmpe ondt med ondt? Når vi er ude at køre, og en pludselig kører provokerende tæt på – gør os forskrækkede – så ligger det ofte lige under overflade, at vise dem vores midterste finger. Eller hvis vi opdager, at en har talt grimt om os, så får lyst til at tale grimt tilbage.

Ja, ok – måske det ikke lige frem er ondskab i sin reneste form, men det er blot for at vise, at vi netop ofte forsøger at bekæmpe det onde med det onde. Og spørgsmålet runger: er det hvad Gud vil med os?

Det kan for en stund holde ondskaben fra døren. Men vi kan ikke besejre det på den måde. Vi kan ikke bare fjerne det onde med ondskab, for da har vi for en stund adopteret det onde som vores redskab.

Men det ligger så besnærende nært at gøre – ikke fordi vi er onde, men fordi vi så gerne vil nå målet. Målet der for de fleste, er det gode. Og nogle gange kan målet hellige midlet. Men kun for en stund.

For vi gør som i evangeliefortællingen til i dag. Vi fejer og pryder vores hus – tror at vi har fjernet det onde. Og det fører ofte til glædesrus, når vi tror vi har fjernet ondskaben. Det ser vi verden over. 11. september 2001 var for nogle en glædesdag. Den dag Bin Laden blev likvideret var for nogle en glædesdag. Og det her er ikke for at blive politisk eller opponerer mod hverken det ene eller det andet. Det for at illustrerer den teologisk pointe, nemlig at ondskaben bliver relativ, når vi bruger den til at bekæmpe det onde med. Når vi bekæmper ondt med ondt, da adopterer vi det onde som vores redskab. Og hvem har da ret?

Jesus siger: Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå?
Jesus er blevet anklaget for at have uddrevet dæmoner ved Beelzebul, der er dæmonernes fyrste – altså Satan. De anklager netop Jesus for at bekæmpe ondt med ondt.

Og da svarer han, at hvorfor skulle Satan ville ønske, at bekæmpe sig selv med sig selv? Satan kan ikke bekæmpes med Satan. Det er blot brænde på det ondes bål.

Det onde er kun bange for en ting – det gode.

Med godt skal ondt bekæmpes. Det er det kristne svar når ondskaben rammer. Det er, hvad Jesus både siger og gør. Han bekæmper det onde med det gode. Han gik ind i kampen på vores vegne. Og han kæmpede. Kæmpede til døden, og da han døde gik han hele vejen ned i helvede og kæmpede videre. Til påske vil vi høre, hvordan han opstod fra de døde – og det skal være vores tegn på, at det ondes ultimative mål – nemlig destruktion, tilintetgørelse og tomhed i døden – bliver vendt om til liv. Jesus døde ikke der, hvor han skulle være blevet gjort til intet. Han stod op fra døden til livet.

Og da det onde ikke kan tilintetgøre Jesus ved at lade ham forsvinde i tomheden, da taber det onde kampen og præmien er os mennesker.

Satan og Kristus kæmpede til døden om os, og Kristus vandt.

Men virkeligheden er, at det onde endnu er i verden. Det har tabt, men har stadigvæk krampetrækninger. For der sker jo onde ting i verden. Det onde er det, der fjerner os fra os selv. Det der ætser vores relationer med hinanden. Det der fjerner vores tillid til hinanden. Det onde er det, der gør, at livet bliver fordærvet, ødelagt og tilintetgjort.

Jovist ondskab er i verden, og vores instinkter fortæller os med det samme at: med ondt skal ondt fordrives. Men med Kristus får vi en ny mulighed – en ny vej at gå – et nyt svar.

For Kristus kæmpede mod det onde, og det eneste redskab han havde i hænderne var kærlighed.

Vi kan svare med kærlighed!

Og det kan være vores øvelse at møde det onde med det gode. Og når vi falder, og det ikke lykkes os, da kan vi hvile i, at Kristus ikke kæmpede forgæves, men vandt os – og møder dig, ikke hvor du brude være eller gerne vil være, men lige der, hvor du er.




Teksten:

Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde: »Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.« Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer. Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.« Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!« Men han svarede: »Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!« Luk 11,14-28

søndag den 17. februar 2013

1. søndag i fasten 2013


Var det bare så nemt – det med fristelser. At man blot sagde klart nej, hvorefter engle ville komme og sørge for en, som vi hører, at det sker med Jesus. Var det bare så enkelt, så ville jeg leve af grøntsager og aldrig spise for meget chokolade. Var det bare så nemt, så ville jeg ikke zappe rundt på fjernsynet en hel aften uden at finde noget, og i stedet for ville jeg løbetræne. Var det bare så let, så ville jeg aldrig bruge for mange penge på mig selv og give alle mine ejendele til fattige.

Var det bare så enkelt at sige nej.

Men det er bare ikke så enkelt. Vi bliver hele tiden fristet til at gøre alt det, vi ikke sætter os for. Vi gør ofte det modsatte af, hvad vi gerne vil. Vi når ikke vores mål. Og det er vanvittigt utilfredsstillende. Faktisk er det blot brænde til bålet, der brænder for vores selvlede.

Vi vil jo helst sætte os mål og nå dem. Vi vil gerne overraskes over vores egne ressourcer og kræfter. Og ikke mindst modstå fristelsen, så det ikke er den, der styrer os, men derimod os der fravælger den.

Var det bare så nemt at sige nej.

Men det er hverken enkelt eller nemt, og her taler vi blot om chokoladespisning og fjernsynskiggeri. Det er fristelser i den lille kategori.

Hvad med de fristelser, hvor man bliver kastet ind i grim samtale om kollegaen, der lige er gået ud af døren. Hvad med den, hvor man lyver for at slippe ud af en telefonsamtale?

Eller hvad med den kategori, hvor vi pludselig ser på andre, og tænker ved os selv: ”jeg er lige lidt bedre end dig” eller ”du skal ikke tro, du er noget”. Hvad med den kategori?

Men vi bliver hele tiden fristet til at gøre alt det, som vi faktisk ikke vil. Gøre alt det, der nedbryder livet frem for at opbygge det.

Fristeren hvisker til os hele tiden. Hvisker det i vores øre, der ødelægger vores relationer med hinanden – gør at nogle føler sig højt hævet over andre, hvor andre mister troen på dem selv. I kender måske det, der bliver sagt. Der bliver hvisket ting som:

Du skal da tabe dig før nogen kan elske dig.

Du skal da yde mere for at blive anerkendt.

Der er ingen, der kan lide dig, hvis du ikke forandrer dig.

Du er et dårligt menneske, hvis du spørger om hjælp.

Du er selv ude om, at andre ikke kan lide dig.

Det er din egen fejl, at du bliver drillet.

Osv.

Hele tiden runger sådanne udsagn for manges ører. Udsagn, der langsomt men sikkert ætser det væk i os, der giver os troen på os selv. Ætser det væk os i der giver os troen på, at vi alle er skabt med ligeværd.

Var det bare let at sige nej.

Men det er jo netop ikke let. Det er jo netop derfor fristelserne bliver til fristelser for os. Der bliver fristet med blændværk, glitter, magt eller med den opfattelse, at du ikke er noget værd, som du er.

Og vi lytter.

Så da Gud vælger at lade sig føde som et menneske, må fristeren selvfølgelig også hviske ind i hans øre. Hviske for at høre ham, om der da ikke er en sætning, der kan få ham til at falde og miste troen på sig selv. Få ham til at vakle – bare længe nok til at der kan blive skubbet til ham, så hele projektet kan blive spoleret.

Og fristeren frister.

Først spørger han Jesus, der har været ude i ørkenen i 40 dage og 40 nætter uden så meget som en krumme at tygge på, om Jesus ikke kan forvandle et par sten til brød. Og ikke bare frister han Jesus med maden, der kunne stå lige foran ham, hvis han ville; men spørgsmålet runger med i baggrunden: hvem er du, hvis du ikke kan forvandle de sten til brød? Er du da ikke længere Guds egen søn?

Der bliver krævet et bevis på, at han er Guds egen søn, som vi også så tit vender blikket mod himlen og kræver et bevis fra Gud selv. Kræver, at han viser, at han er til i vores liv.

Vi frister også Gud, når vi råber mod himlen, at han skal bevise for os, at han virkelig er til. Vi kræver det af Gud, vi ikke kan kræve, nemlig at han skal trylle for os.

Og svaret på vores krav får vi senere i Jesu liv, da han møder en mand med lammelser, og tilgiver hans synder. Folk omkring bliver forargede, fordi de tror han spotter Gud. De tror simpelthen ikke på, at han har magt til at tilgive synder.

Da svarer Jesus:

»Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå? (Mk, 2, 8b-9)

Er det lettest at trylle eller at tilgive synder? Vi bliver mest imponeret over manden, der kan gå, men det er tilgivelsen, der bør imponere os. Det er hjertet, der skal se.

Anden gang fristeren frister, stille han Jesus på en tinde, og beder ham styrte sig mod afgrunden, fordi englene vil komme og gribe ham. For ondt bør da ikke ramme Guds egen søn?

Men ondt rammer Jesus. Det ved vi. Vi ved, at han 3 år senere i sit liv, står afklædt, ydmyget og hånet af de selv samme mennesker, der ugen forinden havde hyldet ham med palmegrene, da han red ind i Jerusalem på et æsel. Ondt rammer ham, og han dør som et menneske i en situation, der ville nedbryde os, stod vi i det samme. Han bliver henrettet af de mennesker, han levede for at møde og elske. Og som han elskede selv på korset. Det er kærlighedens paradoks – det er Guds paradoks. At selv der, hvor bitterheden og hævnen bliver fristelsen, fastholder han sin kærlighed til os. Kærligheden bliver ikke klog af skade. Den tager ikke ved lære, men insisterer. Insisterer på, at dens magt, ikke er en magt, der fratager andre deres, men tværtimod er en magt, der sætter os fri.

Så da Jesus står overfor fristeren, der beder ham kaste sig ned fra den højeste tinde, og lade sig gribe af engle – eller sagt med andre ord, da fristeren frister Jesus til at undgå at leve et menneskeliv, som det nu engang er på godt og ondt, da svarer han nej, og dermed ja til at leve som os. Helt hernede i moradset, hvor livet går op og ned – der vil Gud leve med os.

Tredje gang fristeren spørger Jesus, viser han Jesus hele verden, og siger, at alt kan blive hans, hvis blot han vil tilbede ham en enkelt gang. Et hurtigt lille buk, og alt er dit.

Og her kommer vi nok til det sværeste at sige nej til. For det er nemmere at sige nej til brød til ens egen mave, eller sige nej til at man skal undgå en situation. Det oplever selv vi mennesker at kunne sige nej til. Har vi ikke set eksempler fra verdenshistorien, hvor sultne forældre har givet deres børn den sidste mundfuld mad? Under 2. verdenskrig tog en jødisk læge til Auschwitz sammen med men togvogn fyldt men børn, for at støtte dem og trøste dem velvidende at det ville føre til hans egen død. En situation han fik tilbudt at undgå. Så sat på spidsen kan vi godt sætte os selv forrest i skudlinjen, hvis vi redder eller hjælper andre ved det.

Men her står vi ved den største fristelse – nemlig at bruge kærligheden som pressions middel. Jesus får tilbudt verden. Den verden han er kommet for at møde. De af jer, der har set Ringenes Herre kan huske de situationer, hvor de gode bilder sig selv ind, at de kan bruge den onde ring til at gøre godt med. At de med den onde ring kan få magt til at indhylle verden i kærlighed. På samme måde tilbydes Jesus nu hele verden. Den kan blive din, hvis du blot tilbeder mig, så vil du bagefter kunne gøre det, du er kommet for.

Den største fristelse er nok den, hvor vi tror, vi bruger kærligheden til at tvinge andre.

Men Gud er ikke kommet for at tvinge os til sin kærlighed. Hvilken kærlighed har brug for tvang? Det eneste og dog det største kærligheden kan, er at insisterer på elske selv der, hvor der intet mere er at elske.

Da Jesus den sidste dag hang på korset, siger han til Gud: ”Tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør”.

Han beder om at vi skal tilgives, og her er kærligheden vel nok størst. Kærligheden vil altid mødes der, hvor den mangler og hvor der er brug for den. Der er brug for kærligheden, hvor der er mangel på den.

Men kærlighed skal ikke sætte sig igennem ved at tvinge os til Gud, for da bliver den ikke til andet end tilbedelse i frygt. Gud kunne med torden og lynild, men straf og trusler sagtens tvinge os til ham. Men hvorfor gør han ikke det? Fordi han ikke vil have undersåtter, men derimod vores hjerter. Og hjertet tvinger man ikke – det elsker man.

Jesus står i dagens fortælling ved begyndelsen af sit virke. Han er lige blevet døbt. Gud har lige proklameret: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!.” (Matthæus evangeliet kapitel 3, vers 17). Og her hører vi om, at Jesus bliver fristet. Og han siger nej. Siger nej på vegne af os, når vi ikke magter det. Siger nej på vegne af os, når vi falder igennem. Siger nej på vegne af os, når presset bliver for stort. Siger nej på vegne af os, når vi lytter til fristeren. Siger nej, fordi det slet ikke er nemt at sige.

Og i det nej, siger han ultimativt ja til livet, til kærligheden, og så siger han ja til os. Til dig og mig.

Gud siger ja til os, og elsker os. Gud elsker dig hele vejen ind i fristelsen, hele vejen tilbage til ham. Så enkelt er livet med Gud – du er elsket i det liv, der er dit. Ligegyldigt hvordan det så bliver.



Dagens tekst:


Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.« Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹ « Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: ›Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.‹ « Jesus sagde til ham: »Der står også skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.'« Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.” Da svarede Jesus ham: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ « Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham. Matt 4,1-11

4. søndag efter trinitatis 2026

Et menneske består af 6 forskellige grundstoffer: kulstof, bring, kvælstof, calcium, fosfor og ilt – og så selvfølgelig vand. Det lyder ret ...