1. søndag i advent 2013

Fredslyset er i dag kommet til Møllevangskirken. Oprindeligt er fredslyset tændt ved den flamme, der altid brænder i fødselsgrotten i Betlehem på det sted, hvor Jesus er født. Fredslyset bliver bragt rundt i hele Europa, og der bliver den ene flamme til mange flammer, der lyser op i den mørke tid.

Det er Sct. Georgs Gilderne, der sørger for, at lyset kommer rundt i Danmark.

Deres budskab for fredslyset er:

Fred på Jorden
et lys for fællesskab
et lys for forståelse
et lys for fred og venskab
et lys for tolerance
et lys for nødlidende og ensomme
et lys for aktivt hjælpende
en gave som skal lyse op i adventstiden
en gave til dig, så du kan tænde et lys til glæde for andre.

Og derfor tændte vi også alterets lys med fredslyset her i dag, så lyset kan brænde for os i dag gennem gudstjenesten, og minde os om, at lyset er i verden, så vi kan glæde hinanden.

Og med fredslyset tager vi hul på julen.

Jeg må indrømme, at jeg er kommet i den alder, hvor jeg tænker om julen: er det allerede jul igen? Jeg syntes altså ikke, at det er ret langt tid siden, det sidst var jul. Jeg er godt klar over, at det er 365 dage siden, men de dage er fløjet afsted.

Og det gør tiden – den flyver afsted med os. Vi har nogle gange svært ved at følge med, og vi halser efter den i håbet om, at vi en dag vil slå den. Vi bruger og bruger af tiden, men vi får ikke mere af den af den grund.

Det er jo velkendt, at vi ikke kan vinde mere tid ved at bruge af den. Tiden vil gå sin gang uagtet, hvad vi så end vælger at bruge den på. Vi kan ikke slå tiden.

Det har mennesket vidst til alle tider, og næsten alle religioner har fortællinger om, at vi ikke kan slå tiden.

I nordisk mytologi er der en historie om Thor, der drager til Udgårdsloke, der er konge over jætterne. Her indgår han i en kappestrid, hvor han bl.a. skal brydes md Udgårdslokes mor Elle. Det, tænker Thor, er nemt, men han kan ikke rokke hende ud af stedet. Han kæmper med hende, men må til sidst synke i knæ, slået af en gammel kone.

Hvad, han ikke vidste, var, at Elle ikke var Udgårdslokes mor, men derimod alderdommen, som ingen kan kæmpe mod.

Tiden kan ingen slå, ikke engang guderne. Sådan tænkte man dengang.

Men tiden er anderledes i Kristendommen. Tiden er ikke noget, vi skal kæmpe mod. I kristendommen tænker vi radikalt anderledes om tiden – der sker noget nyt.

I dag er det kirkens nytår. Det er begyndelsen, og vi begynder jo lidt før tid med nytåret i kirken. Når kalenderåret fejrer nytår har vi allerede i kirken fejret vores, og dermed taget forskud på året.

Det er en smuk tanke, at vi her i kirken allerede har fejret nytår, når vi kommer til d. 31. december. Det er en glæde at tænke på, at vi, når vi står og hopper ind i det nye år med hovedet fyldt med nytårsforsæt, så allerede har noget med os. Vi har allerede fejret advent og jul – der er noget, der er givet til os på forhånd, som vi får lov til at tage med os ind i det nye kalenderår.

Vi får lov at tage et overskud med ind i det nye år. Et overskud der kommer af det, vi kender. Et kirkeår er det samme hvert år. Vi fejrer jul, påske og pinse. Vi kender fortællingerne på forhånd, og har hørt budskabet før. Og derfor ved vi, at vi går til julen med den fortælling, at Gud vælger at fortælle sig selv ind i tiden – ind i vores tid. Den fortælling kender vi så godt.

Men vi kender endnu ikke fortællingen om vores eget liv. Der står vi endnu på kanten til fremtiden. Hvad vil næste år bringe, hvad vil vi opleve af glæder og sorger? Fremtiden er uvis – den er endnu ikke levet, og endnu ikke bestemt. Den er klar, frisk til at bruge af, og det bør give enhver et sus i maven. For nogle er det et sus af spænding, andre et sus af ængstelse. Men fælles er, at vi skal leve det liv, der ligger foran os.

Og derfor hører vi de samme fortællinger igen og igen. Fortællingerne, der igen og igen møder os lige der, hvor vi er i livet, og ikke hvor vi gerne vil være eller hvor vi bør være. For med fortællingerne møder vi Gud, lige nu i dag. Vi får simpelthen lov til at tage det for givet, at Gud vil møde os i vores liv, også i det kommende år. Det er grundlaget for vores liv, at Gud er med os alle dage.

Men vi har ofte så travlt med at være i vores hoveder, og planlægge løs. Bruge af tiden før den er kommet. Det er godt for os engang imellem at stoppe op og give tankerne lov til at være til stede der, hvor kroppen er fanget midt i tiden. Og der møder Gud os.

Vi skal turde lade i dag være i dag, og tage livet alvorlig, og turde leve på det vilkår, at Gud er en Gud i tiden.

Jesus siger i dagens evangelium, at »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.«. I dag siger han. Ikke i morgen, ikke når vi er klar; men i dag.

Jesus står i en synagoge i sin hjemby. Han er kommet hjem og har lige læst højt fra profeten Esajas. Denne tekst har givet trøst til folket om der engang skulle komme udfrielse fra trængsler og dårligdomme. De kunne holde til nutiden, fordi de fik lovet en bedre fremtid. Jesus ser på dem, og siger så: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.« I dette sekund er det gået i opfyldelse.

Og det forarger.

”Intet er mere forargende end evangeliets evige nutid, der afskærer al fortid som død og glemt og gør al fremtid helt ligegyldig – for kun at sige hvad vi skal gøre i dag” (Johannes Møllehave, ”Hvor kærlighed bor”)

Jesus fortæller noget, som de har hørt mange gange. Han fortsætter og taler om hvad der skete på Elias’ tid, hvor der var hungersnød i landet, og mange enker døde. Men hos en hedningeenke, som Gud bad sin profet at bo hos slap hverken melet eller olien op. Krukkerne var altid fulde. Og Jesus fortæller om profeten Elisas oplevelser i en tid, hvor mange døde af spedalskhed, at Gud lod en hedning fra Syren helbrede.

Da er det, at bægeret med vrede flyder over. For Jesus sidder og fortæller disse retskafne, troende mænd, at Gud viser nåde mod dem, han viser nåde. Gud redder dem han vil, og ikke altid de retskafne og troende mænd. Og de reagerer med vrede, og vil smide ham ud, fordi de ikke kan bruge Jesus til noget. Jesus er et problem for dem.

Jesus siger ikke bare, at det er i dag, at skriftordet vil gå i opfyldelse, men han siger også, at Gud handler godt mod uværdige.

Jesu ord skal forarge. Julen er mere end sødladen romantik om et lille barn, der bliver født en stjerneklar nat. Det kan vi ikke leve vores liv på.

Men vi kan leve vores liv på, at Gud rørte jorden, og lod sig selv føde som et menneske ind i tiden på tidens betingelser, for derved at bringe lidt af sit rige ind i vores verden – og her mener han ikke kun de kristnes verden, men derimod verden som helhed med alle mennesker. Den verden lader han mødes med sit eget rige.

Det er et rige, hvor nu altid er i dag, og hvor Gud handler godt mod uværdige. Det er et rige, hvor vi er elsket ikke for det, vi er gode til, men fordi vi er til. Det er et rige, der begyndte i verden den nat, og som siden har forandret os mennesker.

Vi kan reagere med vrede, når Gud handler godt mod en vi mener er uværdig, før han handler godt mod os, der er døbt i hans navn. Vi kan forsøge at smide ham ud af vores kirke, fordi han ikke lever op til den forestilling vi har om ham, og så kan vi sætte os til at vente på noget bedre i fremtiden.

Men vi kan også åbne vores hjerter for, at Gud ikke interesserer sig for vores retfærdighed, men derimod netop valgte at forkynde sig rige gennem et menneske. Gud blev krop, og med det blev Guds vilje med skaberværket en del af vores liv.

Gud forandrer tiden ved at sætte sig selv i spil i tiden.

Det er julens kernebudskab. Gudsriget er kommet os nær. Det er det, vi venter på at skulle høre om til jul. Men det er allerede i dag. Lige nu og her er Gudsriget begyndt.

Gud fortæller os, hvordan han vil have, at vi skal leve og være i dag. Fortiden har han sonet, og fremtiden bærer han på sine skuldre. Vi har i dag.

Og derfor skal vi åbne vores hjerter for, at livet giver mening fordi vi har i dag. Dette nu, som Gud så nådigt skænker os ud af sin kærlighed til os.

Godt nytår, og glædelig advent




Dagens tekst:
Jesus kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas' bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:
Herrens ånd er over mig,
fordi han har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger
og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed,
for at udråbe et nådeår fra Herren.
Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.« Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: »Er det ikke Josefs søn?« Han svarede dem: »I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!« Men han sagde: »Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias' tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na'aman.« Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik. Luk 4,16-30

Gudstjeneste om tabet, 2013

Efteråret. En ambivalent tid, for på den ene side er den måske den smukkeste årstid med blade, der lyser op mod den klare, krystalblå, sprøde himmel. Men de lyser kun op for derefter at slippe deres tag, eller måske bliver de sluppet, og falder mod jorden, hvirvelende i blæstens nåde.

Og der ligger de, til irritation for DSB og haveejere, men til glæde for børn der hopper, sparker og lytter til dem.

Træerne taber deres blade – og de bliver en påmindelse om, at vi også taber. Der er ingen, der kan lide at være en taber – vi vil vinde. Men vi kan ikke undgå at tabe, om det så er håret, årene eller vores hjerter.

Vi taber, mister – fordi livet er forgængeligt. Intet består – en blomst visner, en rose bleger, en sten bliver med tiden rundet af vandets favntag. Alt er i forandring fra at være et, til at blive noget andet. Memento mori, hedder det – Husk du skal dø. Ikke som en trussel, men som en forsigtig påmindelse om, at livet er nu og her. Som en sommerfugl, der er landet blidt mellem dine hænder, og nu ånder med vingerne, inden den igen vil flyve videre.

Og selvom vi med trods kan stampe i jorden, og kræve stilstand, så er det forgæves. For alt er i forandring. Vi er på rejse, på gennemfart, på pilgrimsvandring gennem livet.

Det er alle helgen, hvor vi får lov til at mindes de døde – mindes tabet og forgængeligheden. Vi mindes med glæde, det vi fik, og med sorg, det der aldrig igen bliver. Lukkede muligheder, veje vi ikke kan gå.

Vi mærker tabet som en smerte i kroppen – som en længsel i brystet - som åndenød – som huller i livet.

Tabet.

Bibelen er en fortælling om tab. Det er en lang tabsfortælling, fra Adam og Eva, der mister retten til Paradiset have, over Job, der mister sin familie og alt han ejer, til mennesker, der mister syn, førlighed, hørelse eller andres agtelse. Og så den største tabsfortælling af dem alle – nemlig Jesu egen død. En fortælling om os, om dig og mig. Og hvad der sker, når vi lader skuffelsen og frygten få førstepladsen i livet. Når vi ikke tør mærke skuffelsen og frygten, da lader vi brutaliteten tage over, og hævnen finder sin vej ind i vores liv.

Jesus blev slået ihjel, fordi de var skuffede over, at han virkede magtesløs. Jesus blev slået ihjel, fordi de var bange for det lys, som Gud spreder i verden, og i frygt krøb de tilbage i mørket. De slog Jesus ihjel. Vi slog kærligheden ihjel af frygt for, at den ikke ville række sig langt nok og nå vores hjerter. Af frygt for skuffelsen afviste vi kærligheden.

Det er faren i vores liv – den virkelig fare. Det er ikke tabet, der er faren; men derimod at vi sammen med tabet, taber troen på kærligheden – taber troen på Gud.

Når vi begraver de døde, siger vi:

”Af jord er du kommet, til jord skal du blive”. Tænk hvis det endte der: ”Af jord er du kommet, til jord skal du blive”. At vi kun skal blive til jord – hvis det endte der, ville vi med rette skulle tabe troen på kærligheden, for hvad er der at tro på, hvis vi ender i intetheden.

Men vi siger noget mere – vi slutter med: ”Af jorden skal du igen opstå”. Det forunderlige og ufattelige i, at livet fortsætter efter døden. Nok er Jesu død en tabsfortælling, men det er også en fortælling om en mand, der lå død i tre dage, og som på tredje dagen rejste fra sit leje igen. Tabsfortællingen er fortællingen om, at vi midt i tabet aldrig taber kærligheden.

Det sidst ord i verden er ikke stilheden efter tabet, men derimod en hvisken om, at livet er stærkere. At nok er tro, håb og kærlighed, disse tre, men størst er dem er kærligheden. Kærligheden, er er ligeglad med døden. Kærligheden, der ikke ender, bare fordi vi taber, men som stædigt insisterer på sig selv – og som, trods vores frygt, altid rækker langt nok.

Memento mori – husk du skal dø. Sommerfuglen er landet mellem dine hænder. Lad ikke frygten få dine hænder til at knuge den hårdt, men hold den varsomt og modigt.

Tro, håb og kærlighed er disse tre, men størst af dem er kærligheden.



Tekster:
Salme 42, Salmernes Bog, 

v2 Som hjorten skriger
ved det udtørrede vandløb,
sådan skriger min sjæl
efter dig, Gud.
v3 Min sjæl tørster efter Gud,
den levende Gud.
Hvornår kan jeg komme
og se Guds ansigt?
v4 Tårer er blevet mit brød
dag og nat,
når de dagen lang spørger mig:
Hvor er din Gud?

v6 Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl?
Hvorfor skælver du i mig?
Vent på Gud!
For jeg skal takke ham på ny,
min frelser og min Gud.

v10 Jeg siger til Gud, min klippe:

Hvorfor har du glemt mig?
Hvorfor skal jeg vandre i sorg
plaget af fjenden?
v11 Det går mig til marv og ben,
mine fjender håner mig
og spørger mig dagen lang:
Hvor er din Gud?

v12 Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl?
Hvorfor skælver du i mig?
Vent på Gud!
For jeg skal takke ham på ny,
min frelser og min Gud.



Salme 139, Salmernes Bog, GT
Herre, du ransager mig og kender mig.
v2 Du ved, om jeg sidder eller står,
på lang afstand er du klar over min tanke;
v3 du har rede på, om jeg går eller ligger,
alle mine veje er du fortrolig med.
v4 Før ordet bliver til på min tunge,
kender du det fuldt ud, Herre;
v5 bagfra og forfra indeslutter du mig,
og du lægger din hånd på mig.
v6 Det er for underfuldt til, at jeg forstår det,
det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det.

v7 Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd?
Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt?
v8 Stiger jeg op til himlen, er du dér,
lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.
v9 Låner jeg morgenrødens vinger
og slår mig ned, hvor havet ender,
v10 så leder din hånd mig også dér,
din højre hånd holder mig fast.
v11 Siger jeg: »Mørket skal dække mig,
lyset blive til nat omkring mig«,
v12 så er mørket ikke mørke for dig,
natten er lys som dagen,
mørket er som lyset.

v13 Det var dig, der dannede mine nyrer,
du flettede mig sammen i min mors liv.
v14 Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt,
underfulde er dine gerninger,
jeg ved det fuldt ud!


1. Kor, kapitel 13
v1 Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. v2 Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet.v3 Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet. v4 Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. v5 Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. v6 Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. v7 Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. v8 Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. v9 For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, v10 men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. v11 Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. v12 Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.

21. søndag efter trinitatis 2013

"Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke”, sådan siger Jesus til den kongelige embedsmand. Og sådan siger han også til os i dag. Vi vil se tegn og undere. Vi vil se beviser, før vi kan tro.

Det bliver især tydeligt, når livet vil brydes med os. For så vil vi rigtig gerne have tegn og undere fra Gud.

For det kan gøre ondt at leve. Rigtig, smertefyldt ondt. Det kan være uretfærdigt, uforståeligt og uforsonligt. Det er et vilkår, som vi deler, at livet også er hårdt. Vi er fælles om sådanne erfaringer, om end vi sjældent deler dem med hinanden.

For hvordan deler man afmagt, ensomhed og forvirring? Vi bør dele det noget mere, men det er svært, fordi vi er inde og berører det mest sårbare ved menneskelivet, nemlig vores egen skrøbelighed.

Vi er skrøbelige væsner. Vi kan rammes af naturkatastrofer, sygdomme og knuste hjerter. Vi kan rammes så hårdt, at livet aldrig bliver det samme igen.

Men vi er skrøbelige, fordi der er noget på spil – fordi livet ikke er ligegyldigt. Det betyder noget – vi betyder noget for hinanden.

Derfor rammes vi. Og selvom vi ved, at sådan er det, og selvom ingen af os i virkeligheden ønsker det anderledes, for så ville det indebære, at vi holdt med at betyde noget for hinanden, så kan det være svært at acceptere, når livet gør ondt. Når vi bliver stillet overfor eksistens skrøbelighed og vores egen afmagt.

Og i afmagten er vi parate til næsten at gøre alt, så vi kan lindre smerten. Vi leder efter tegn og undere. Vi søger efter noget, der kan sige vores smerte imod? Hvem kan se sig fri for ikke at have gjort det? Bedt om et under eller et tegn? Bedt Gud om at gribe ind? Bedt ham om at vende det uretfærdige til det retfærdige?

Det er så menneskeligt at gøre.

Jeg har selv gjort det. Bedt Gud om mirakler. Selvfølgelig har jeg det, for jeg er også derude til tider, hvor jeg ikke længere kan bunde og må række hænderne op efter hjælp.

Men vi skal huske række dem det rigtige sted hen. Vi rækker dem desværre alt for ofte derhen, hvor vi kræver af Gud, at han beviser sin eksistens. At han træder i karakter.

Det er så udbredt en del af vores tid, at man skal kunne sælge sig selv. Man skal netop træde i karakter, være ekstrovert og kunne vise verden, hvem man er. Så det er nærliggende at overføre sådanne krav til Gud, at han også skal bevise sit værd.

Og når det, vi kræver, eller ønsker, så ikke sker? Når vi alligevel må tage kistens håndtag i vores hånd, i stedet for at holde hinanden i hænderne. Når sygdom ætser en krop væk. Eller når den, man elsker, alligevel går sin vej. Hvad så – hvor var Gud? Har han fejlet – kan vi ikke længere tro på ham?

Ja, for mange forsvinder Gud i katastrofen og ulykken. Mange mister Gud i mørket.

De mister Gud, fordi de bliver skuffede over, at han ikke trådte i karakter. Over at ulykken på trods kunne ramme. På trods af hvad, kunne man fristes til at spørge? Vores tro?

Nej, sådan er Gud ikke. Han holder ikke nogle af os tættere på sig, og andre i strakt arm. Var Gud sådan, ville det betyde, at samtlige ulykker var en straf fra Gud. Og det ville betyde, at ulykker var retfærdige, fordi de var fra Gud. Og hvem kender vi, som virkelig har fortjent ulykke? Hvem kan vi pege på, og sige, at det var Guds straf? Hvem af os, har lov til at kaste den sten?

Nej, siger jeg. Vi skal ikke bede om tegn og undere. For det er at bede Gud om at gøre forskel på sin skabning. At elske nogle af os højere end andre.

Vi skal ikke række vores hænder mod tegn og undere, og kræve af Gud, at han gør forskel på os. Vi skal derimod række vore hænder mod Gud, når vi ikke kan bunde og bede ham om at være os nær.

Vi tror, vi har brug for en Gud, der vil gøre, hvad vi ønsker, men vi har brug for en Gud, der er tæt på.

Det kan lyde som en ringe trøst, når man står og skal miste. Når livet er så rungende forkert, at vi tror, vi aldrig skal trække vejret igen. Men det er en trøst. For i stedet for at se mod Himlen og kræve, at Gud gør noget, så skal vi se på den vej, der ligger foran os, som vi skal gå.

Og det hører vi om i dag, da Jesus siger til den kongelige embedsmand: ”Gå hjem, din søn lever”. Gå hjem. Gå.

Jesus beder os om at gå – at vandre. Og embedsmanden, der ikke har andet end Jesu ord med sig, tror ham og går. Går en lang vej hjem, hvor han ikke ved, om det er sandt, hvad Jesus siger. Men han går.

Og embedsmandens vandring bliver et symbol på den vandring, vi er på her i livet.

Vi skal gå på et ord fra Gud om, at vi skal leve.

Da Jesus dengang helbredte mandens søn, blev det et symbol på, at også vores liv rummer mere end mørket, at der er mere at sige om vores liv end det øjet ser; nemlig at vores liv rummer Guds kærlighed. Derfor kan Gud tillade sig at sige til os: ”Gå. Gå ud i dit liv, og bær det, som du ikke tror, du magter at bære. Gå og jeg går med dig.”

Vi er ikke alene, og det hvad Gud siger til os. Det er hans ord til os. Vi er ikke alene. Selv når vi ikke mærker ham, er han med os. Selv når vi ikke tror, han træder i karakter, så er han med os.

Gud er stædigt med os i vores liv – i vores skrøbelighed. Han er med selv der, hvor livet er rungende forkert. Da står han der som et vidnesbyrd om, at der er mere at sige om livet end mørket.

Og det, netop det, har vi fået et tegn på. Et eneste tegn, der gør det ud for dem alle: nemlig det, at Gud blev et menneske.

Gud bøjede sig hele vejen ned på mod jorden, og blev som os, for at vise os, at han er med os i det liv, som vi skal leve på godt og ondt. Gud er tæt på. Han hænger ikke længere på korset – han er steget ned, og sidder lige ved siden af dig midt i livet.

Kom vær hos mig, himmelske Fader,

min styrke jeg låner af dig.

Når kræfter og mod mig forlader,

hvordan skal jeg da finde vej?

Jeg ved, at du aldrig vil svige,

mens jeg ville vakle og vige

om ikke du bliver hos mig. (DDS 677,4)

Amen



Dagens tekst:

Jesus kom nu atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort vand til vin.
Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum. Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden. Da sagde Jesus til ham: »Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.« Den kongelige embedsmand svarede: »Herre, kom med derned, før mit barn dør.« Jesus sagde til ham: »Gå hjem, din søn lever.« Manden troede Jesus på hans ord og gik; og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live. Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede: »I går ved den syvende time forlod feberen ham.« Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt: »Din søn lever.« Og han og hele hans husstand kom til tro. Joh 4,46-53

18. søndag efter trinitatis 2013

Tro på Gud og elsk din næste. 

http://www.youtube.com/watch?v=y_JAlTxc1k4&list=FL40vCmbUMerRoaJPBtbV8NA&index=8

Det er jo i virkeligheden nemt, det med livet. Det er nemt, fordi vi inderst inde godt ved, hvordan vi bør opføre os. Det er nemt, fordi vi sagtens kan se det smukke i at møde andre mennesker med godhed.

Og alligevel er det så svært og kompliceret. Det er ikke så nemt som det ser ud.

Vi lever i en tid med utrolig mange meninger. Vi har meninger om alt…og alle. I vore dage skal man kunne argumentere for sit liv og sine valg, og det er ikke nok at være ligeglad. Er man ligeglad er man aldrig glad, får vi at vide, og derfor skal vi tage stilling og have en mening.

Vi har også meninger om andre mennesker. Det er nu ret naturligt, at vi har meninger om andre mennesker. Når man møder et menneske, kan man slet ikke undgå at få en mening om dem.

Men har I nogensinde tænkt på, at det ikke kun er os her, der har meninger om andre – andre har også meninger om os?

Ja, her kan det ofte gøre lidt mere ondt. Det er de færreste, der er ligeglad med hvad andre tænker om dem. For egentligt vil vi jo helst have, at folk godt kan lide os. Det er rarest, når andre synes man er ok.

Men vi ved jo også, at sådan er det ikke altid. Vi kan ikke få alle til at synes om os, og hvis vi skal blive i ordsprogenes verden, så kan man ikke gå gennem livet uden venner og fjender.

Aristotels, der var filosof, skulle efter sigende engang have sagt til sine disciple, da de en dag kom og fortalte, at der var nogle, der sladrede om ham på torvet, at folk måtte tale lige så grimt om ham, som de ville, så længe han ikke var til stede. Ja, de måtte faktisk også gerne stikke ham en lussing, så længe han ikke var til stede.

Faktum er, at vi mennesker taler om hinanden, og vi har en mening om hinanden. På den negative bane kan ondsindet sladder, slå mennesker i stykker. Og positivt kan et godt ry, bane vejen for en. Det betyder noget, hvad andre siger om os. Det betyder noget, hvad de mener.

Vi lever i en udleverethed til hinanden – vi bærer med andre ord hinandens liv i vores hænder.

Men vi har også en mening om Gud. Om ikke andet vil man have den mening, at Gud er ligegyldig. Men jeg vil tro, at alle har en mening om Gud.

Eller sagt på en anden måde, så har vi en mening om, hvilken Gud, vi har brug for.

Problemet er blot, at når vi har en masse meninger om Gud, så sætter vi faktisk os selv i centrum i verden. Pludselig handler det ikke om Gud, men hvad jeg mener om Gud. Nu kunne man godt argumentere, at Gud, der har skabt alt fra galakser til nanopartikler, nok ikke går frygtelig meget op i, hvad hver enkelt af os tænker. Men der tager vi fejl.

Det betyder noget, hvad vi tænker. Gud er fællesskabets Gud. Han viste det tydeligt, da han valgte at gå ind i fællesskabet som et menneske. Gud blev Jesus, så vi kunne få et ansigt og en stemme at forholde os til – og ikke mindst så Gud tydeligt kunne fortælle os, at han vil være i fællesskab med sin skabning. Gud slår altså følgeskab med os, og han guider os. Vi får ikke lov til at gå alene rundt i verden. I dåben er det tydeligt, når vi hører, at der bliver sagt, at jeg vil være med jer alle dage indtil verdens ende. Her gentager vi, at vi ikke skal klare livet alene. Gud tager sin del af ansvaret for os.

Gud elsker os. Så enkelt er det. Og det får betydning for os, at vi betyder noget for Gud.

I evangeliet bliver Jesus spurgt af farisæerne, hvad det største bud i loven er. Der findes 613 bud i loven, så Jesus havde lidt at vælge imellem.

Jesus svarer: ”Du skal elske Gud af hele dit hjerte, hele din sjæl og med hele din forstand.” Og han fortsætter og udvider dette ene bud med: ”Du skal elske andre mennesker på samme måde som du elsker dig selv.”

Det er et finurligt svar. For svaret er jo i al sin enkelhed: kærlighed. Du skal elske Gud og din næste.

Men vi kan ikke lovgive om kærlighed. Vi kan ikke tvinge andre til at elske os. Vi er lige så udleveret til hinanden i kærligheden, som vi er det, når det kommer til andres meninger om os. Vi kan hverken tigge, købe eller true os til kærlighed (Bent Falk). Kærlighed er en gave, som vi kan give hinanden.

Men netop heri ligger vi Guds væsen. For Gud er kærlighed (1. Joh. 4.16), og det er den kærlighed, der strømmer til os, som vi kan bruge til at elske hinanden med. Gud giver os sig selv – det sker hver dag, ja hvert sekund. Gud giver os kærligheden som gave, og den skal vi hverken betale for, tigge os til eller vriste ud af ham. Han elsker os kvit og frit.

Derfor får vi at vide, at vi skal vi elske Gud af hele vores hjerte, sind og fornuft. Det bliver en slags modpol til vores mening om Gud, der kan blafre i vinden. Det bliver en modpol til, når vi sætter alt muligt andet end Gud i midten af vores liv, og ofte os selv. Hvis vi ikke sætter Gud som centrum for vores liv, så sætter vi noget andet på det sted, og forguder det, om det så er arbejde eller hinanden.

Derfor har vi brug for at høre, at vi skal elske Gud med både vores hjerte, vores sjæl og vores fornuft. Vi skal med hele vores liv sætte Gud som centrum i vores liv, som vi er centrum i hans.

Johannes Møllehave skriver i en af sine prædikener, at Gud elsker miskundeligt, hvor mennesker elsker misundeligt.

Miskundeligt betyder, at man ikke har kendskab. Gud kigger ikke på vores handlinger og laver en facitliste ud fra det. Han elsker, også når vi ikke føler, a vi fortjener det.

Misundeligt betyder derimod, at vi ikke altid kan unde andre kærligheden. Vi kan blive bitre og smålige med vores kærlighed.

Vi har simpelthen brug for at vores liv bliver gjort større af Gud, fordi vi ikke kan selv.

Guds kærlighed er miskundelig, og ikke misundelig. Derfor siger han også til os, at vi skal give videre af den kærlighed, som han giver os. Vi skal ikke beholde den for os selv, men derimod give videre af den. Ja lige frem være ødsel med den. Elsk hvor ingen fortjener det, elsk hvor bitterhed forpester luften, og elsk når brok holder folk nede. Elsk.

Det er så simpelt, at vi skal elske Gud og næsten. Nogle gange tager det et helt liv at lære, men hver dag får vi igen muligheden for at elske. Og fejler så, så rejser han os op, og giver os mulighed for at prøve igen.

Og det bringer mig til høsten, for i dag fejrer vi høstgudstjeneste her i kirken. Traditionelt set er høsten en takkegudstjeneste, hvor vi takker for de frugter jorden giver os. Det er så nemt at fokusere på det, der ikke gik, andre meninger osv. Vi glemmer at ikke bare til høst, men hele livet igennem skal vi takke. Tak for at vi ikke magter alt, men at Gud magter for os.

Og så takker vi ham for, at vi ikke behøver at skulle livet alene, og at han har lovet at ville være med os alle dage indtil verdens ende.

Tro på Gud og elsk din næste. Tak.

Amen

Dagens tekst: 
Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: »Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.« Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.« Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige: ›Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder?‹ Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?« Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget. Matt 22,34-46

16. søndag efter trinitatis 2013

Midt i alt det meningsløse,
som vi møder her på jorden,
bliver hjertets skrig til bøn.
Gud, vi råber: Om du findes,
find os, red os, når vi synker
i vort eget tomhedsmørke.(DDS 636, 1)

Mørke kan føles så tomt. Og tomhed kan føles som et mørke, man falder ned i.

Mørket. Fra gammel tid, har vi frygtet mørket. Vi er ikke skabt med øjne der kan se igennem det, og derfor har mennesker gennem tiderne samlet sig om ilden – om lyset – med et håb om, at solen må komme igen.

Og hver morgen har mennesket set mod øst, hvor solen er kommet fra og har gennembrudt den mørke nat.

Det er tydeligt i disse dage, hvor mørket langsomt opluger dagen. Vi har færre og færre timer i selskab med solen. Jorden er begyndt at suge livet tilbage til sit eget mørke. Vi bliver mindet om mørket. Ja, efteråret har sin pris, hvor smukt det end kan være. Vinteren er på vej.

Vi kender mørket, også fra vores eget liv. Ethvert menneske vil prøve at sidde i sit livs nat, og føle tomheden krybe ind på sig.

Årstidernes skift bliver et symbol på det mørke, som livet rummer. Et symbol på det meningsløse – på døden.

Vi hører i dag to begivenheder om mørket – Jobs klage over sit liv, og fortællingerne om enken fra Nain, der har mistet sin eneste søn.

Job klager over sit liv, og han ønsker, at han aldrig havde fået det. Livet kan opleves så smertefuldt, at man ønsker, at man ikke fik det. ”Hvorfor døde jeg ikke ved fødsel” råber han. Job ønsker sig ned i den grav, som enken fra Nains søn er på vej i.

Det er kontrasterne søndag, som efteråret også er kontrasternes tid.

Kontrast fordi den ene begræder sit liv, og den anden begræder tabet af et liv. Begge sidder de i et mørke, som de ikke kan finde vej i; men de sidder der af hver sin grund.

Fortællingen om Job, som vi finder i Det Gamle Testamente, er fortællingen om en mand, der får taget alt fra sig på nær sit liv. Han mister sine børn, kone og hjem. Job føler sig elendig og er fortvivlet. Han klager over livet, der føles meningsløst, og ville ønske at han måtte dø, men Gud vil ikke give ham den død, han længes efter.

Og Job undrer sig. Undrer sig over, at Gud giver lys til de elendige, og liv til de fortvivlede. Undrer sig over, at Gud ikke vil give ham den død, han længes efter, når han nu beder om den.

Hvorfor insisterer Gud på livet midt i elendigheden?

Fordi det netop er der, vi har allermest brug for det.

Fortællingen om enken fra Nain, som vi finder i Det Nye Testamente, er fortællingen om en kvinde, der får taget alt fra sig. Hun har mistet sin mand, og nu har hun mistet sin søn. En søn var på dette tidspunkt, og især hvis man var enke, eneste økonomiske grundlag. Samtidig skulle en søn føre slægten videre. Mistede en enke sin eneste søn, mistede enken alt. Enken fra Nain græder.

Græder, fordi det gør forældre, der skal følge deres børn til graven. Græder af en sorg så dyb, at den til tider kan synes, at true med at opsluge en. En sorg, der rummer frygt og ensomhed.

Der møder Jesus hende. Og da siger han: ”Græd ikke”, for jeg vil give dig det tilbage som du har mistet. Og han vækker drengen, som havde han bare sovet, med et ”Rejs dig op.”

Midt i elendigheden insisterer Gud på livet.

Fordi det netop er der, vi har allermest brug for det.

I fortællingerne til i dag sker det forunderlige, at både Job og enken fra Nain får det tabte igen. I fortællingen om Job, sker det senere, at Job faktisk får en nye kone, nye børn og et nyt hjem. Han får det tabte igen – i en ny udgave, men Gud giver ham det tilbage, som han har mistet. Og enken fra Nain får sin søn igen. Hun får også det tilbage, som hun har tabt.

Vores egne erfaringer af livet, minder nok mest om Jobs liv. Mister man sin ægtefælle, om det så er til døden eller ved skilsmisse, oplever mange, at de igen bliver forelsket, og måske vælger at leve deres liv med en ny. Hvorimod ingen af os, der har fulgt en til graven, har prøvet at få vedkommende igen i levende live.

Så hvad skal vi lære af fortællingerne? De minder om hinanden, og er alligevel så forskellige.

Hvorfor insisterer Gud på livet midt i elendigheden.

Fordi det er der, vi har allermest brug for det.

Jesus opvækker gennem sit virke tre mennesker til live igen. Det er enken fra Nains søn, Jairus’, der er synagogeforstander, datter og Lazarus. Tre gange kalder Jesus et menneske tilbage til livet.

Og så er der en fortælling mere om et liv, der trodser døden; nemlig Jesu egen opstandelse.

Siden Jesu tid er det ikke sket, at et menneske, der har været lagt i kisten, er stået op. Vi har kun fortællingerne om, at det engang skete, at leve på.

Men vi har netop de fortællinger at leve på.

Da Jesus opvækker tre mennesker til livet, opvækker ham det til et liv, der igen skal ende med døden. De tre mennesker endte alligevel i en grav. Jesus fjerner ikke døden.

Ja, han dør endog selv. Han blev ikke sparet for døden, selvom han var Guds søn. Døden er en realitet. Men døden bliver ændret. Da Jesus selv går ud af sin egen grav i levende live, bliver det et vidnesbyrd om, at døden ikke længere har magten i verden. Mørket kan overvindes.

Jesus åbner muligheder, hvor alt før var lukket. Han giver os håbet.

Håbet peger i to retninger. Det ene håb peger mod vores død, og giver os håbet om, at livet vil fortsætte efter døden.

Det andet håb peger mod vores liv. Det er håbet om, at Gud vil give lys til elendige og liv til fortvivlede.

Vi har brug for at høre, at der er muligheder for liv på trods af døden. At livet er værd at leve, hvordan det så end blev. Fortællingen fortæller, at Gud åbner nye livs muligheder for os, hvor ingen andre kan se dem.

Vi kommer her med vores konkrete liv, vores problemer og svigt. Vi søger svar hos Gud på vores liv, og vender blikket mod himlen med klagen over livet og bønnen om hjælp. Vi håber, at det vi hører her, holder i vores hverdag.

Og da hører vi en fortælling, der er fortalt gennem generationer. Overleveret med håbet om at livet rummer muligheder. Overleveret fordi der i de ord, Jesus siger, er håb. Når han siger ”Græd ikke” og ”Rejs dig op”, så er det ord, der siges til os den dag i dag. Gud tror på os, når vi ikke selv gør det – Gud kan se lyset, når vi ikke selv kan det – og han insisterer livet midt i elendigheden.

Det kan være svært, og livet kan til tider synes så mørkt, at man mister orienteringen i livet. Da har vi virkelig brug for at høre om håbet. Håbet om, at kan Jesus kalde tre mennesker tilbage til livet, vil han også kalde mine muligheder frem for et liv på trods af døden. At han vil give mig en vej gennem mørket.

Vi sidder i kirken med ansigterne vendt mod øst – mod alteret. Sådan sidder vi sammen vi hver søndag i kirken. Vi ser sammen mod øst med håbet om, at solen vil komme og gennembryde den mørke nat. Vi samles og her hører vi ordet, bliver hvisket til os, dybt i vores hjerter: ”Græd ikke”, ”Rejs dig op”.

Om vi sejrer eller synker,skal vort svage liv dog bæres
gennem liv og gennem død
Gud, vi råber: Du, som findes
find os, red os, lad din nærhed
blive lys i tvivlens mørke

(DDS 363,4)


Dagens tekster:
Hvorfor døde jeg ikke ved fødslen,
hvorfor udåndede jeg ikke fra moders liv?
Hvorfor var der knæ, der tog imod mig,
og bryster, jeg kunne die?
Jeg kunne have ligget i ro,
jeg kunne have sovet og fundet hvile
sammen med konger og rådsherrer,
som byggede sig gravkamre,
eller sammen med stormænd, der var rige på guld
og fyldte deres huse med sølv.
Hvorfor var jeg ikke som et dødfødt barn, der bliver gravet ned,
som børn, der aldrig ser dagens lys?
Dér har ugudelige raset ud,
udmattede har fundet hvile;
de, der var fanger, lever trygt,
de hører ikke slavefogedens stemme.
Dér er både små og store,
trællen er fri, uden herre.


Hvorfor giver Gud lys til de elendige,
hvorfor giver han liv til de fortvivlede,
til dem, som længes efter døden, der ikke kommer,
som søger den mere end nogen skat,
som glæder sig og jubler
og fryder sig, når de finder deres grav. Job 3,11-22



Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: »Græd ikke!« Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: »Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!« Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: »En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.« Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen. Luk 7,11-17

Præsteklumme september 2013

Alt er forbi
Sådan har jeg det i al fald ofte, når vi nærmer os sensommer. Bladene hænger dårligt fast på træerne, jorden trækker sig sammen, og så er der en duft af vinter i luften. Vi nærmer os efterår. Og der er jo en grund til at vi ofte sammenligner livet med årstiderne, fordi der er en udvikling året igennem, som matcher livet. Men at være i sit livs efterår lyder ikke helt så attraktivt som det nok er meningen. For hvor man høster, efterlader man jorden bar og gold.

Så alt kan synes forbi. Vi går mod vinter, og i denne efterårstid trækker lyset sig mere og mere mod syd, for at efterlade os nordboere i en tættere og tættere mørke.

Men mørkets magt er en magt, der let brydes. Leonard Cohen synger det legendariske sætning: There is a crack in everything, that is how the light gets in (Der er en sprække I alt, og det er sådan lyset kommer ind). Lysets magt er stor. Hvis man stiller et enkelt lys i et mørkt rum, vil det lyse rummet op. Lidt lys vil altid gennembryde mørket.

Det er en trøst i en tid, hvor alt kan synes forbi. Mørket har ikke magten i verden, for lyset vil altid forsøge at nå vores frosne hænder og bankende hjerte.

På søndag skal vi høre evangelieteksten om Jesus, der vækker en mand op fra døden. Jesus viser os, at efter vores livs efterår og vinter, kommer der en ny sommer, så stærk, at døden må give fortabt. Vi skal høre om livet efter døden. Det er vanskeligt at forestille sig livet efter døden, og nogle gange så svært, at vi blankt må afvise det. Men selvom noget er større end vores forstand, betyder det ikke, at det ikke er sandt. Vi hører som et håb fra sommeren, der går på hæld, at dødens magt er forbi. Ikke alt er forbi – kun dødens magt er forbi.

Lad lyset brænde.

14. søndag efter trinitatis 2013

Det handler i dag om en mand, der var helt forkert, men som i Guds øjne blev den helt rigtige. Bibelen er fuld af sådanne fortællinger. Fortællinger om mennesker, der i menneskers øjne er forkerte, men som set med det guddommelige blik bliver helt rigtige.

Tænk bare på Jomfru Maria. Hun var ikke engang gift, og bliver gravid. I menneskers øjne var hun forkert på den, men i Guds øjne blev hun den helt rigtige.

Eller tænk på Zakæus. Han var overtolder og snød med pengene. I menneskers øjne var han helt forkert, men i Guds øjne blev han den helt rigtige.

Og i dag handler det om en samaritaner, der tilmed var spedalsk.

Samaritanerne var og er en folkegruppe, der i jødernes øjne troede på det helt forkerte. De havde en alternativ udgave af Mosebøgerne, de havde tilmed bygget et alternativ tempel til det eneste rigtige tempel i Jerusalem. De var på alle måder forkert på den. Jøderne så ikke engang på en samaritaner, når de mødte en. De undgik dem, handlede ikke med dem og rejste udenom de områder, de boede i.

Samaritanerne var altså ikke et Gudsfolk, og at Gud skulle ville noget som helst med en samaritaner, var lige så utænkeligt for datidens jøder, som det er for os, at jorden er flad.

Det var sådan en mand, vi hører om i dag.

Men ulykke for manden stoppede ikke ved hans herkomst. Han havde fået den skrækkelige sygdom spedalskhed.

Det er en sygdom, der kan føre til, at man taber fingre, tæer, næse og andre lemmer. Man har gennem historien været meget bange for den her sygdom, også fordi man ikke har vidst, hvordan den smittede. Og når mennesker ikke forstår, hvad der foregår, så ligger frygten lige under overfladen. Dengang gjorde man, som vi desværre også gør i dag overfor det, vi ikke forstår, at vi lukker det ude. Og spedalske blev dengang smidt ud af landsbyer, beordret til at forlade deres familie, arbejde og venner og vandre rundt i små grupper i grænselandet. Man holdt sig på lang afstand af dem. De var levende døde.

De var på grænsen mellem livet og døden.

Den spedalske samaritaner var altså dobbelt udstødt. Han havde en helt forkert og skæv tro, og alligevel er det troen, der frelser ham.

Vi har alle en ide om, hvad tro er eller ikke er. Det havde man også på Jesu tid, hvor troen var Moseloven. Tro var altså det samme som en lov. Man skulle gøre som loven foreskrev, og gjorde man det, så fik man frelse. Det var altså en noget-for-noget mentalitet. Gud var en slags købmand, der ville have noget for sine varer.

Det ændrede Jesus. Pludselig var det ikke rettro, der blev krævet som tilbagebetaling for frelsen, men derimod intet. Intet på den måde, at vi ikke kan lave en gave, så fin, at den står mål med Guds storhed. Vi kalder det for nåden. Guds nåde er, at han på trods af, at vi ikke kan tilbyde andet end os selv som betaling for frelsen, alligevel skænker os den. Gud ønsker sig ikke andet end os. Gud vil have mennesker som vi er, og ikke som vi bør være.

Gud kan altså bruge håbløse mennesker. Han kan bruge bange mennesker. Han kan bruge ensomme mennesker. Han kan bruge alle dem som ingen andre kan bruge til noget. Han kan bruge den forkerte. Han kan bruge enhver, for Gud kan bruge mennesker.

Gud ser storheden i sin skabning. Han ved, at intet menneskeliv er forgæves. Han ved det, også når vi ikke selv tror på det.

Tro er med andre ord ikke en lov, vi skal følge. Man kan ikke sætte tro på en formel, og så bruge den som en politivedtægt andre bare har at følge, for ellers så ryger frelsen. Vi mennesker har slet ikke magt til at vurdere, hvornår Gud frelser.

Men faren er, at vi alligevel kommer til at bruge den levende tro som en målestok for om man nu er en ordentlig kristen eller ej. Og den fare er ganske alvorlig. Selv i dag i vores del af verden i denne lille gren af den kristne globale kirke, som vi kalder evangelisk luthersk, finder man medsøstre og brødre der dømmer hinandens tro som værende forkert.

En sund diskussion bliver til et giftigt slagsmål om at have Gud på sin side. Vi har så travlt med at tvivle på andres frelse, at vi glemmer at den enestes frelse, vi kan tvivle på, er vores egen.

Faren er, at vi bliver som de 9 andre spedalske, der bliver helbredt, og går videre som rettroende. At vi glemmer, at tro ikke handler om at få ret i forhold til hinanden, men handler om noget helt andet, nemlig at sige TAK.

Vi skal i mødet med Gud ikke forsøge at skubbe os selv forrest i den vildfarelse, at vores tro er bedre eller mere korrekt end andres. Kristendommen er ikke et måleredskab, men et levende vidnesbyrd om, at Jesus møder os, som dem vi er – og ikke som dem, vi bør være.

Det er ind i den tilgang, at budskabet om Guds storhed skal lyde – ja det er kun her, det giver mening, at han siger til dig: ”din tro har frelst dig” Og hvilken tro – den tro, der giver æren, hvor æren skal gives: nemlig hos Gud.

Troen er ikke en præstation, men en tak. En tak for et liv, hvordan det så end blev. En tak for at Gud kan holde os ud, når vi ikke selv kan. En tak for at Gud har modet til at være os nær, når vores svigter. En tak for, at Gud ikke går så meget op i dogmer, som vi gør. En tak for han møder os, også når vi lever på grænse.

Vi står i evig taknemmelighedsgæld til Gud. Ved at øve os i at takke, kan vi få øjnene op for storheden i livet. Vi skal øve os i at holde op med at kræve af Gud, at han skal gøre alt muligt for os, og i stedet for se på det, der blev vores til del, og turde sige tak for det.

Tak Gud, at du ser os umulige og forkerte mennesker som brugbare og værdifulde. Lær os at se andre med dine øjne, så vi først og fremmest ser hinanden som skabt i kærlighed af dig.



Amen


Dagens tekster:
For jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, giver jeg loven ret i, at den er god. Men så er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig. Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Rom 7,15-19

Under sin vandring mod Jerusalem fulgte Jesus grænsen mellem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: »Jesus, Mester, forbarm dig over os!« Da han så dem, sagde han: »Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!« Og mens de var på vej derhen, blev de rene. Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus spurgte: »Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?« Og han sagde til ham: »Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.« Luk 17, 11-19