4, søndag efter helligtrekonger 2014

Jeg fik engang denne lille bog af forfatterens søn, der hedder det samme som sin far, nemlig Martin Salmonsen. Martin – faderen – brugte efter sin pension sin tid i Kirkens Korshær, hvor han gik blandt gadens folk. Det blev til mange snakke og oplevelser, og nogle af de møder skrev han om i denne lille bog, der så sigende hedder: ”Det er aldrig spildt” udgivet i 1978.

Jeg vil læse en af beretningerne højt for jer. Den hedder ”vagten” og lyder sådan her:

”Der ligger bag så mange af mine venners tragedie en tråd, der fører tilbage til rige og gode år med værdier som et godt hjem i et godt ægteskab med børn og hygge og tryghed og godt arbejde. Sådan var det for ”vagten”, der var en af de mange, der gik ned.

Om han som ung var blevet oplært i et eller andet fag, ved jeg ikke, men i sit barndomshjem lærte han, at spiritus på bordet hørte til daglig forplejning, og den lærdom lå ham i blodet. Efter soldatertjenesten blev han ansat ved de københavnske sporveje og avancerede til vognstyrer. Alt tegnede lyst, og bortset fra de sjældne soldeture i såkaldt godt lag, var der intet, der tydede på, at han skulle ende som dranker. Han giftede sig med en pæn pige, og sammen flyttede de ind i en god lejlighed. Her fik de to sunde børn, der var hans stolthed. Det var alt sammen godt og skulle synes så trygt, men alligevel var den en slange i hans paradis.

Vagtens omgangskreds var på linie med hans barndoms skik med spiritus som en daglig fornødenhed, og dette blev lidt efter lidt hans skæbne. En tid havde han så meget herredømme over sit stadigt voksende trang til spiritus, at han mødte ædru til sit arbejde, men på sine fridage drak han, og dette måtte efterhånden sætte sit præg på ham og dermed også på hans forhold til hjem, kone og børn.

Meget blev ødelagt. Meget blev forsømt.

Så skete det, at han for en del år siden var hjemme hos sine forældre til en julefrokost, og den frokost var med øl og snaps.

Samme dags eftermiddag havde han tjeneste. Han kørte sin vogn, som han skulle. Han standsede og igangsatte efter givne regler, men han snakkede lidt fjollet og lugtede fælt efter den våde frokost, og da han kom til vejs ende, stod en overordnet og bad ham følge med ind på sit kontor.

Det blev omgående afskedigelse. Afskedigelse uden anbefaling. En passager havde ringet.

Derefter begyndte de ægteskabelige vanskeligheder for alvor, og da disse efterhånden var blevet så store og så vidtfavnende, at samlivet mellem ægtefællerne var ødelagt, pakkede han sit tøj og forlod hjemmet. Han lejede et værelse i en anden bydel, og fra den stund gik det hurtigt ned ad bakke.

En kort tid havde han arbejde i et vagtselskab, men da han gang på gang mødte beruset på sin arbejdsplads og til tider helt udeblev, blev han fyret.

Nu stod han uden nogen form for ordnede forhold. Det var ingen indtægter og følgelig ikke noget at betale huslejen med, så derfor blev gaden og havneområdet og andre sædvanlige opholdssteder for subsistensløse hans hjem.

Han blev en vandrer uden mål, men fjerne fra sin last kunne han ikke.

Jeg traf ham i Århus.

- Kun på gennemrejse, sagde han flot.

Han var den dag mægtig højt oppe og stank af sprit, alt imens han pralede af store og antagelig tænkte bedrifter som vagtmand.
- Tyvepakket lærte både mig og mine ruter at kende, så det holdt sig borte, hvor jeg havde vagten.
Men i sine ædru stunder så han tilbage over store sin store fallit, og så græd han.

Det gjorde han også den aften, vi sad sammen i mødesalen og fælles med så mange andre derude fra overdrevet sang: Du, som bryder lænker…
Ak ja, broder. Bliver du mon en dag løst fra trællebåndene, eller skal du vandre din elendighedens vej din livsdag ud?

Hverken du eller jeg ved derom, men vi ved, at du i dine tunge lænker trænger at møde en medbroder, der i Jesu navn vil prøve at hjælpe dig.

En næste, som vil følge dig med sin forbøn”

Sådan skriver Martin Salmonsen om sit møde med vagten.

Jeg tror, vi alle kender eller har hørt om sådanne skæbner. Vi kender alle et menneske, der har mistet alt, som har kæmpet og tabt, eller som har grædt over deres liv.

Vi er jo selv det menneske engang imellem; og selvom det heldigvis er de færreste, der ender som vagten, så kan vi godt genkende os selv i dele af hans skæbne.

Der er bare stunder i livet, hvor vi er på gyngende grund. Der er tidspunkter, hvor vi føler, at vi drukner i bekymringer, ulykker eller ensomhed. Der er situationer, hvor vi træffer forkerte valg, der får konsekvenser for dem omkring os. Livet er som en sejlads på oprørte vande, hvor vi kæmper mod bølgerne – ligesom vi hører om det i evangeliet til i dag.

I fortællingen hører vi også om Jesus, der kommer gående ud til dem på vandet i den fjerde nattevagt.

Det er måske nok den mest kendte fortælling om Jesus i hele Bibelen. Bortset fra den, hvor han gør vand til vin, så er fortællingen om Jesus, der kommer gående på vandet, enormt udbredt. Og de fleste af os, får med det samme et billede af, hvordan det måtte have set ud, da Jesus kom gående.

Men fortælling rummer flere facetter end Jesus, der går på vandet. Vi kommer nemlig til, i lyset fra underet, at overse noget væsentligt, nemlig den oplysning, at Jesus kommer til disciplene i den fjerde nattevagt.

Natten var inddelt i fire vagter, og den sidste – nemlig den fjerde – lå fra kl. 3 om natten til kl. 6 om morgenen.

Vi hører også, at Jesus dagen inden havde været sammen med en stor mængde af mennesker, der ville kåre ham som konge, og da Jesus ville undgå den form for dyrkelse af sig selv, nødede han sine disciple til at sejle ud på søen, mens han selv gik op i bjergene for at bede. Og vejret var ikke godt, så vi ved at disciplene har kæmpet mod bølgerne en hel aften og nat.

Man siger jo, at det er mørkets før daggry – det er den tid, hvor natten har varet længst og hvor længslen efter lyset i horisonten er stærkest. Det er den fjerde nattevagt, der er mørkest, og da er det, at Han kommer gående ud til dem.

Han kommer til de bange, nej skrækslagne disciple – og han kommer til dem inden de overhovedet når at bede om hjælp, eller folde deres hænder i bøn eller registrere at de har brug for Jesus.

Jesus ved, hvornår vi trænger til hjælp, og hvornår livets lænker holder os bundne – og han ved det, før vi selv er klar over det. Han er med os, før vi ved, at vi har brug for ham. Og at Jesus netop kommer i den fjerde nattevagt, hvor alt er mørkest, betyder, at han kommer til alle mennesker, der sidder i mørket – han kommer til det skårede menneskesind, hvor vi selv har svært ved at kline skårene sammen igen. Og han kommer når de skår vi sidder med, som gør mest ondt, er dem, vi slog i andre (jf. ”Adgang tillad for uvedkommende” af Georg S. Geil, 1982, prædiken til 4.s.e.Helligtrekonger)

Jesus kommer til os. Eller sagt på en anden måde, så er Jesus tro, når vi mister troen, om det så er på os selv, hinanden, vores liv, fremtid eller Gud. Jesus er tro i vores troløshed.

I dåben hører vi, at der bliver sagt, at Jesus er med os alle dage indtil verdens ende. De ord er ikke kun sagt til dåbsbarnet, men bliver også sagt til os, der sidder på bænkerækkerne, så vi kan vide, at Jesus også kommer gående til os over oprørte vande, selv når vi tror, at det er umuligt for Gud at være os nær.

Måske kan man derfor også driste sig til at sige, at intet liv er spildt.

For hvordan kan et liv, som Gud tror på, være spildt? Ethvert liv har mening for Gud, selvom det kan forekomme meningsløst for os. Ethvert liv har brug for at blive set med kærlige og milde øjne, når vi dømmer det ude. Ethvert liv er livet værd, selvom vi føler os værdiløse. Ethvert liv har brug for at blive mødt i den fjerde nattevagt og mødt med ordene:

”Vær frimodige, frygt ikke, det er mig.”

Og se, der kommer han gående mod os – mod dig, ene og alene fordi du er til.

Amen


Dagens tekst
Straks efter nødte Jesus disciplene til at gå om bord i båden og tage i forvejen over til den anden bred, mens han selv sendte skarerne bort. Da han havde sendt skarerne bort, gik han ene op på bjerget for at bede. Og da det var blevet aften, var han alene dér. Båden var allerede mange stadier fra land og kæmpede med bølgerne, for vinden var imod. Men i den fjerde nattevagt kom han til dem, gående på søen. Da disciplene så ham gå på søen, blev de skrækslagne og sagde: »det er et spøgelse,« og de skreg af frygt. Og straks talte Jesus til dem og sagde: »vær frimodige, det er mig, frygt ikke!« men Peter sagde til ham: »herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet.« han sagde: »kom!« peter trådte ud af båden og gik på vandet hen til Jesus. Men da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte: »Herre, frels mig!« straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham og sagde: »du lidettroende, hvorfor tvivlede du?« da de kom op i båden, lagde vinden sig. Og mændene i båden kastede sig ned for ham og sagde: »sandelig, du er Guds søn.« matt 14,22-33

3. søndag efter helligtrekonger 2014

Vi hører om tro og vantro i Bibelen. Vi taler om, at mennesker kan være stærke i troen. Vi kan tro på noget eller lade være. Vi kan have tiltro til noget eller hinanden. Og vi kan være trofaste. Vi kan også være utro, og det er aldrig godt. Tro er væsentligt for mennesker, om man så tilhører en tro eller ej, og det er jo ret utroligt. Tror I mig, når jeg siger, at tro i allerhøjeste grad er på spil under dette tag?

Men kan man egentlig spørge om, hvor meget et menneske tror? Findes der sådan en skala, hvor man kan placere sig selv, eller score point, så man rammer et godt gennemsnit?

Da jeg læste teologi blev jeg tit spurgt om jeg var sådan meget troende. Hvad svarer man på det? Jeg vidste aldrig hvad jeg skulle sige, og jeg vil tro, at det hænger sammen med de fordomme, der er omkring meget troende mennesker. For der er massevis af fordomme omkring meget troende menneske. Lad os lige prøve at give vores fordomme frit slag. Hvordan er man, hvis man er meget troende?

For min nethinde toner der sig et billede frem af et menneske, der er: kedelig, fromset, moraliserende, naiv, svag i sjælen og måske endda lidt kedelig at se på.

Det er der da ingen, der har lyst til at være. Jeg har heller ikke lyst til at være meget troende, hvis det betyder, at jeg fromset eller naiv. Vores fordomme bygger høje mure mellem os, og får os til at placere hinanden i kasser, der forhindrer os i, at se hinanden som vi faktisk er.

Faktisk handler tro slet ikke om, hvor meget man tro. Spørgsmålet kan ikke besvares, for det er stillet på et forket grundlag, hvor vi mener, at vi kan gradbøje troen. Tro kan hverken gradbøjes eller vurderes. Det kan faktisk være lidt svært at forstå. Alt andet her i livet handler om, at den flittige eller den dygtige belønnes. Vi får hele tiden at vide, at vi skal profitmaksimere – altså få mere profit ud i den anden, større resultat. Jamen, så er det da ikke så underligt, at det er svært for os at forstå, at tro hverken handler om resultat eller om profit. Selv på Jesu egen tid havde mange svært ved at begribe, at tro ikke kan gradbøjes, og Jesus fortalte rigtig mange lignelser om mennesker, der på trods af manglede tro alligevel blev elsket af Gud. Mon vi ikke også i dag har en rem af huden, når det kommer til med at gradbøje troen?

En af mine kolleger har engang i en prædiken sammenlignet troen på Gud med rulletrapper, hvor vi egentlig bare skal blive stående på trappen, og så kommer vi frem ved Guds hjælp (Erik Aagaard www.erikaagaard.dk, prædikener til anden tekstrække, 3.s.e.helligtrekonger). Og går vi op ad trappen, så kommer vi hurtigere frem. Men når det kommer til tro, så kan vi ikke bare springe et par trin over, eller kommer hurtigere frem, hvis kondien rækker til det. Gud skal nok være der for os.

Det er et fint billede på troen – troen er som en rulletrappe.

Men billedet kan også give den misvisende tolkning, at vi så kan være ligeglade, mens rulletrappen så at sige transporterer os op. Er faren ikke, at vi kan ende i ligegyldighed i forhold til Gud, hvis han alligevel får alle med? Det virker lidt som om Gud bare er dukkefører, og vi blot er dukker, der gør som han siger.

Men heldigvis hænger det ikke sådan sammen.

For Gud ville nemlig ikke nøjes med at være en slags dukkefører. Han ville helt herned og leve sammen med os småfolk. Det besøg på jorden forandrer verden, og den er aldrig rigtigt kommet sig oven på besøget – heldigvis.

Jesus kom med budskabet om Gud – han kom med kærligheden. Kærligheden væsen handler ikke om bedrifter. Kærlighed kan vi hverken købe, tigge eller true os til – den får vi ganske gratis, bare fordi vi er til. Det betyder ikke, at livet ved et trylleslag er blevet lettere, for vi kæmper stadigvæk men tanker og følelser. Vi brydes stadigvæk med vores tro, eller vores mangel på sammen.

For 400 år siden tilstod præsten Antonius Musa over for Luther, at han ofte følte sig ret tom. Faktisk var han tit så tømt for tro, at han ofte følte, at han ikke kunne prædike. Luthers svar er overraskende, for så på ham og sagde: Gud ske lov, andre har det på den måde – jeg gik og troede, at det kun var mig.

Disciplene siger i dag til Jesus: Giv os mere tro. Er vi bange for, at vores forhold til Gud afhænger af, hvor meget vi kan tro eller hvor dygtige vi er som kristne? Hvad vil vi dog med et større tro? Hvad kan vi opnå med den over for Gud, som han ikke allerede giver os? Du kan ganske roligt være det menneske, du er. Du kan være tømt for tro og føle at troen ikke er for dig. Kærligheden holder, også selvom troen svigter.

Guds kærlighed til verden sætter os alle på forrest række, hvor Gud siger til os, at vi er gyldige. Vi går an. Gud kommer med kærlighed, uanset vores tro.

Troen er altså ikke et bevis på vores succes som kristne. Og derfor kan vi ikke spørge om, hvor meget vi tror, for det er ligegyldigt. Vi skal ikke give troen så står en plads i vores liv, at vi glemmer at give Gud en plads også.

Vi tænker altså for snævert om troen. Tro kommer jo til udtryk på mange flere måder end vi regner med. Tro er også håb, tillid og længslen. Troen har mange udtryksformer, og hver gang vi sætter vores lid til hinanden eller morgendagen, så lægger vi vores liv i Guds hænder og tror. Det er bare ikke altid vi opdager, at det er det, vi gør.

Jesus slutter i dag af med at fortæller os en lignelse om en tjener. Det er det samme som en træl eller en slave. En lille landmand på den her tid, havde råd til en træl, der både skulle arbejde ude og inde for sin herre. Jesus siger, denne mand blot gør det, han skylder sin herre. Trællen er trofast, fordi det er hvad han skylder. Jesus vil sige til os, at vores forhold til Gud er på samme måde. Vi skylder Gud alt og derfor skylder vi Gud vores troskab.

Der bliver altså talt om både det at have tro og at være tro. Vi er begge dele med svingende held, men vi er dog mere tro end vi ofte selv ser.

Hver gang vi lader kærligheden vinder over bitterhed, er det troskab mod Gud. Hver gang vi sender et smil er det troskab mod Gud. Hver gang vi lider med et menneskes nød er det troskab mod Gud. Hver gang vi møder et medmenneske i tillid er det troskab mod Gud. Det skylder vi Gud.

Vi skal være tro mod Guds skaberværk, ikke fordi vi derved kan købe kærligheden eller springe et par trin over på rulletrappen, men fordi vi skylder ham alt.

Jesus siger, at vi skylder Gud alt. Senere sprænger han det trællekår, som vi mennesker er under, da han dør på sit kors og opstår, men den fortælling må I vente med til påske.

Jesus siger om troen, at den er som et sennepskorn. Sennepskornet er det mindste af alle korn. 500 små sennepsfrø vejer tilsammen blot et gram.

Var vores tro bare som et sennepsfrø, så ville vi kunne få morbærtræer, der står solidt plantet i jorden til at svæve ud i vandet og plante sig der. Men vores tro er mindre end det.

Gud kender os. For ham er det ingen hemmelighed, at troen kan være svær. Men han ser det menneske bag, der længes og håber, og han ser den tro der er, også selvom den er mindre end et sennepskorn.

Tro er fast tillid til det, der håbes på – overbevisning om det, der ikke ses.


Amen


Dagens tekst:

Apostlene sagde til Herren: »Giv os en større tro!« Herren svarede: »Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer.

Hvis en af jer har en tjener, som pløjer eller er hyrde, vil han så sige til ham, når han kommer hjem fra marken: Kom straks og sæt dig til bords? Vil han ikke tværtimod sige: Lav mad til mig og bind kjortlen op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikker; bagefter kan du selv spise og drikke. Mon han takker tjeneren, fordi han gjorde det, han har fået besked på? Således også I: Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.«Luk 17,5-10

Helligtrekongers søndag 2014

”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.

Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene.

Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første dag.”

Sådan begynder Bibelen med en fortælling om, at Gud skabte lyset. Og da han havde skabt lyset, så han, at det var godt, og det blev aften og morgen for første gang i verdenshistorien.

Det er, da Gud skaber lyset, at han også sætter tiden i gang, som vi kender den – det bliver aften og morgen. Det er fascinerede at tænke på, at der ikke fandtes tid før lyset kommer til verden. De fysikere, der beskæftiger sig med Big bang, kan også fortælle at tiden ikke fandtes før Big bang, som vi også hører om det i skabelsesberetningen.

Tiden knytter sig til lyset. Og lyset knytter sig til livet. For uden lys vil der slet ikke være liv på jorden. Vi har brug for lyset til at skinne ned på os, få blomster til at springe ud, marker til at give afgrøder og få smilet frem på barnekinder.

Vi har brug for lyset, så det kan skabe livet for os. Gud skaber lyset som det første, og han ser, at det er godt.

Det er livets forudsætning, at det er godt. Gud skaber verden med planter, dyr, stjerner og mennesker, og hver gang ser han, at det er godt. Det er altså udgangspunktet for vores liv, at det er godt. Vores liv begynder ikke med tomhed og øde, som dengang Gud skabte verden. Vi får lov til at begynde med lyset.

Men lyset er ikke ubetinget. Som barn fik jeg altid at vide af min meget beskyttende far, at vi børn aldrig måtte se direkte på solen. Og det er rigtigt, at ser man direkte mod lyset, så kan man i værste fald bliver blind eller får permanente skaber på øjnene. Lyset kan skade. Selv det gode kan blive for voldsomt for os mennesker. I Det Gamle Testamente står der, at intet menneske kunne se direkte på Gud og leve. Ikke engang Gud kunne man se på, for det ville også give ar, og derfor måtte livet med det gode, altså livet med Gud, være en balancegang mellem nærhed og afstand.

Sådan er det i livet, der er en konstant balancegang mellem for meget og for lidt. Mellem det der gavner og det der skader.

For meget lys, og vi kan ikke se stjernerne – for meget mørke, og vi kan ikke se lyset. Livet er en balancegang, og som almindeligt menneske vil vi svinge som et pendul mellem mørket og lyset – mellem det der skader og gavner – mellem tristhed og glæde.

Sådan er livet. Det er ikke en visdom, der specielt er knyttet til kristendommen, men tværtimod en visdom, der er kendt over hele kloden. Yin og yang som de fleste kender, er netop en figur, der viser denne balance.

Men der sker noget nyt med Jesus. Balancen bliver rykket. Der sker noget, som vi ikke kan fortælle os selv – noget der ikke er selvindlysende.

Jesus siger til os, at han er verdens lys. Et menneske, eller nærmere en tømrersøn fra en lille landsby, der hedder Nazareth, påstår hårdnakket, at han er verdens lys, og at han ikke behøver andre vidner på det end ham selv og sin far. Og den far han nævner, er ikke Josef, men derimod Gud selv. Normalt ville man kræve to vidner i en retssag før en noget kunne betegnes som værende sandt. Men Jesus kalder sig selv og Gud som sit vinde, og sætter dermed den normale tankegang ud af spil.

Og så siger han om sig selv, at HAN er verdens lys. Ham – et menneske.

Det nye er, at Gud giver sig selv et ansigt til os. Han siger til os, at vi ikke længere behøver kigge væk, men vi kan se lige på ham – se ham ind i øjnene og se Gud.

Gud har fået et ansigt. Lyset er blevet menneske. Det er langtfra selvindlysende, og kan nærmest forekomme som en spot, hvis det kom fra almindeligt menneske. Men det kommer fra Guds søn, og derfor rammer det os dybere end solens stråler.

Lyset er ikke længere bare et lys, der skinner på os, men er nu et lys, der når helt ind i vores indre og oplyser os.

Det kan forekomme skræmmende at tænke på, og det er det også. Den nat Jesus blev født, fik en flok hyrder besøg af en engel, og det guddommelige lys fik dem til at frygte, så engel som det første måtte sige til dem: frygt ikke.

Og siden da måtte Jesus sige det et utal af gange til dem omkring sig: frygt ikke.

For når vi møder det guddommelige kan det skræmme os med sit lys, som det skræmte hyrderne. Det kan være provokerende for os, at få belyst de sider ved vores liv, eller i os selv, som vi gemmer væk i skyggen.

Men det guddommelige lys, der skinner i vores indres kroge, gør det ikke for at udstille vores skam eller vores personlige snavs. Det lys, der skinner, når Jesus siger: ”Jeg er verdens lys”, er kærlighedens lys.

Det lys skinner dybere og dybere ind i vores hjerter, hvor der vil forvandle vores stenhjerter til kødhjerter – hvor det vil forvandle hårdheden til nærvær.

Jesus Kristus blev mennesket, der var Gud, der kunne fortælle os, at lyset ikke længere er farligt at se på eller nærme sig, for Gud kom helt herned til os, for at gå sammen med os.

Men hvad mere forunderligt er, så blev tiden også berørt at Jesus komme til verden. Gud blev Gud i tiden – nu er han del af vores historie, som vi er en del af hans fortælling. Men historier slutter. Men denne fortælling er anderledes, for den ender med evigheden. Da Jesus kom til verden, levede som os og døde som os, men efter tre dage i graven stod han op fra døden, og viste os, at livets lys er så stærkt, at ikke engang den timelige død kan ødelægge det.

Alt er virkeligt forandret.

Vi har fået et lys.

Men hvis sidder i mørket, så kan sådan en påstand, lyde som om Gud ikke forstår os mennesker, og spørgsmålet m lyde: hvor er lyset, når man selv sidder i mørket?

Det er så besnærende at ville kræve to vidner, som loven krævede det, før man selv kunne tro, at der er sandt, at Jesus er verdens lys. Det er så nemt at være som de farisærer, der siger til Jesus, at hans vidnesbyrd er falsk, når man selv kun kan se mørket.

Den nat Jesus blev født skinnede en stjerne på den mørke aftenhimmel, hvor den ledte vise mænd fra fjerne egne til stalden, hvor Jesus lå.

En stjerne, der lyser i mørket. For det var i mørke, at de vise mænd fandt Jesus. De fandt ham ikke i den bagende sol, men i det mere stille lys, som Gud skabte – nemlig stjernerne.

Gud lod de vise mænd lede af en stjerne – ikke en sol, ikke en brændende tornebusk eller en hvirvelvind foran deres fødder. Men en stjerne i mørket.

Vi kan ikke altid få øje på stjernen i vores liv, fordi vi er så fokuseret på mørket, eller fordi vi ser i den forkerte retning, men stjernen er der. Den skinner for os, lige så klart som den nat Jesus blev født. Den skinner, når vi samles og holder gudstjeneste, når vi folder hænderne til bøn, når vi døber og får nadver. Den skinner selv når vi ikke ved, at vi har brug for den.

Stjernen blev tændt for aldrig at blive slukket igen. Det er den stjerne, der leder os i Jesu favn. Han bredte sine arme ud i favntag mod verden en fredag for 2000 for at vise os hvor meget, han elsker os.

Han gik i mørket, så han kunne møde os i mørket. Og kun den, der bærer verdens lys i sig, kan gøre det, og vende tilbage med livet.


”Jeg er verdens lys”, siger Jesus. Han er lys for dig og mig – for verden nu og i al evighed.

Amen


Dagens tekst:
Atter talte Jesus til dem og sagde: »Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.« Da sagde farisæerne til ham: »Du vidner om dig selv; dit vidnesbyrd er ikke gyldigt.« Jesus svarede: »Selv om jeg også vidner om mig selv, er mit vidnesbyrd gyldigt, for jeg ved, hvor jeg er kommet fra, og hvor jeg går hen; men I ved ikke, hvor jeg kommer fra, eller hvor jeg går hen. I dømmer efter det ydre, jeg dømmer ingen. Men selv om jeg også dømmer, er min dom sand, for jeg er ikke alene, men Faderen, som har sendt mig, er med mig. Og i jeres egen lov står der skrevet, at et vidnesbyrd fra to mennesker er gyldigt. Jeg vidner om mig selv, og om mig vidner også Faderen, som har sendt mig.« De spurgte så: »Hvor er din fader?« Jesus svarede: »I kender hverken mig eller min fader. Kendte I mig, kendte I også min fader.« Disse ord talte han ved tempelblokken, da han underviste på tempelpladsen. Men ingen greb ham, for hans time var endnu ikke kommet. Joh 8,12-20

Nytårsaftens dag 2013

Den sidste dag i året. Vi står på tærsklen til et nyt år, og tærskler har vi det lidt ambivalent med. Vi taler meget i kirkelige kredse om, at vi skal sænke tærsklen til kirken, så det er nemmere at træde ind i kirken. Tærskler kan nemlig være så høje, at de kan være svære at komme over.

I gamle dage troede man, at dørtærsklen var en genvej til underverdenen, så man måtte ikke stå på dem, for ellers kunne man risikere at blive hevet med ned i underverdenen. Man skulle træde over dem.

Og endnu den dag i dag, så er der mange, der vælger at springe ind i det nye år – springe tærsklen over, så man undgår at skulle dvæle bare et øjeblik på den. Måske er det en måde at sikre, at ulykker ikke vil ramme en i året der kommer – en slags overtro.

Nytårsaften er ikke bare en dag med sjove hatte, bordbomber og konfetti. Den rummer en alvor, som vi ikke altid taler om, men som vi nok mærker. Vi står og ser ind i øjnene af et nyt år, som vi ikke ved, hvad vil bringe os. 2013 er vi ved at have styr på, men 2014 ligger derude klar til at blive brugt. Det er ukendt grund, og derfor gør vi, hvad vi kan, for at sikre os, at vi får så meget kontrol over det som muligt – ved at springe tærsklen over.

Det er også i det lys, at de mange nytårsforsæt skal ses. Nytårsforsæt handler tit om forbedringer af livet. Det kan være alt fra at holde op med at ryge, til at cykle mere, spises sundere eller se mindre fjernsyn. Forbedringer, der skal kan lede os i retning af det liv, som vi gerne vil have og som vi drømmer om. Der ligger en længsel i dem efter noget mere, eller i al fald noget andet end det vi gør lige nu. Men der ligger også en frygt for det ukendte, og det vi ikke har kontrol over. Vi forsøger at skabe os magt over det, som vi ikke har magt over – nemlig fremtiden.

Fortællingen om Babelstårnet handler om at ville have kontrol over det, vi ikke kan kontrollere. Menneskene ønskede at bygge et tårn, der gik helt op i himlen – helt op til Gud. De ønskede sig det perfekte. Men Gud steg ned til dem, og lod dem pludselig tale hvert sit sprog, så de ikke længere kunne forstå hinanden, og de måtte opgive at bygge tårnet.

Vi er de mennesker den dag i dag, ønsker os det perfekte. Vi bygger endnu på tårne, men de ser anderledes ud end dem vi hører om fortællingen om Babelstårnet. Vi bygger vores liv.

Vi lever i en tid, der i høj grad er fokuseret på det perfekte liv, godt hjulpet på vej af sociale medier. Det perfekte liv består af overskud, energi, træning, hjemmelavet mad, hygge, brændeovne og rigtige holdninger. Aldrig før er livet blevet pudset så meget på overfladen, så det kan ligne et glansbillede. Og de billeder, vi så tager af livet, har vi apps til, der kan lægge farvefiltre over, og give det helt rigtige skær.

Vi søger det perfekte, fordi det har mennesket altid søgt. Vi søger det, ikke fordi vi ikke har taget ved lære af fortællingen om Babelstårnet; men fordi det perfekte jo er Gud selv. Det er i virkeligheden ham, vi søger, når vi forsøger at gøre vores liv perfekt. Der ligger en længsel efter Gud i det ønske. Det bliver bare vendt lidt på hovedet for os.Vi forveksler vores jordiske "perfekthed" med Gud, og tror, at det er det samme. Vi tror, at vi kan gøre det perfekte, men Gud er den perfekte. Det er denne forveksling af, hvad vi kan gøre, og hvem Gud er, der fik Gud til at ødelægge planerne for Babelstårnet. Vi skal ikke gå Gud i bedene og være perfekte som ham, vi skal derimod leve vores liv på de vilkår, der er givet i verden.

Når man i tidligere tider byggede kirker, så sørgede man altid for, når f.eks. lavede mosaikker i gulvet, at man lagde en af stenene forkert, så der ikke blev et perfekt mønster. Det uperfekte mønster skulle huske menigheden på, at det kun er Gud, der er perfekt.

Det er altså ikke et guddommelig krav til os, at vi skal være perfekte – den opgave skal Gud nok klare for os.

Vi skal leve vores uperfekte liv på denne jord, hvor vi ikke behøver bygge tårne, der går ind i himlen. For Gud endte med at komme ned til os, så vi ikke skulle forsøge at nå ham. I julen fejrer vi, at Jesusbarnet bliver født – vi fejrer inkarnationen. Gud bøjede sig hele vejen ned til jorden, og rørte jorden for derved at berøre vores hjerter. Han er ikke længere i himlen, men er her blandt os.

Jesus er den vej, vi skal gå i livet. Han er vejen, sandheden og livet. Og på den vej, skal vi gå, som de mennesker vi er. Bent Falk, der er gestaltterapeut og præst, siger om dette, at vi på den vej skal have modet til at være skyldige – altså uperfekte – og samtidig have ønsket om ikke at blive skyldige. Og når vi både tør være så skyldige, som vi er, samtidig med at vi lader vores længsel efter ikke at blive skyldige runge, så er vi på vej til at gøre det bedst mulige med dem, vi nu engang er – for så er vi på vej (Bent Falk – ”Kærlighedens pris”).

Og i Guds øjne er det at være på vej det samme som at være i mål. Derfor siger Jesus også som sig selv, at han ER vejen. Han er både målet og midlet på en og samme gang.

Livet er fuldt af dobbelthed, som Gud også er det. Gud er både vejen og målet – og vi er både skyldige og retfærdiggjorte. Vi er både skyldige og tilgivet på en og samme gang. Luther kalder det for ”Simul justus et peccator” – vi er både retfærdige og skyldige.

Vi skal turde leve i den dobbelthed. Dobbeltheden er et livsvilkår. Livet er ambivalent. Jung siger, at modenhed er at leve med ambivalens, og midt i den ambivalens, der kan forekomme at rive vores hjerter itu, møder Gud os og lover at være med os alle dage indtil verdens ende.

I morgen er tærsklen til det nye år overvundet. Vi er klar til at tage hul på et nyt år, og det gør vi uden at vide, hvilken vej, vi kommer til at gå. Men et er sikkert – vi skal gå den vej, der ligger foran os med Jesu ord i vores hjerter:

Jeg er vejen, sandheden og livet.

Amen



Tekster:
v1 Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. v2 Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned.v3 De sagde til hinanden: »Kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!« De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. v4 Så sagde de: »Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.« v5 Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. v6 Så sagde Herren: »Se, de er ét folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. v7 Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden.« v8 Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så de måtte holde op med at bygge byen. v9 Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden. (1. mosebog, 11, 1-9))


v1 Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! v2 I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? v3 Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. v4 Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.«v5 Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« v6 Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. v7 Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.« (Joh. 14, 1-7)

Juleaften 2013

Så blev det endelig juleaftensdag. Juleforberedelserne har været i gang længe, men jeg må altså komme en indrømmelse overfor jer. I må love ikke at sige den til alt for mange.

Mine juleforberedelser har i høj grad været præget af en masse ikke.

Jeg fik ikke lavet konfekt, så nu ligger der marcipan, nougat, krymmel og chokoladeknapper derhjemme i skabet.

Jeg fik ikke gjort rent, så en hurtig støvsugning og dæmpet belysning må kunne gøre det.

Jeg fik ikke købet alle julegaverne i tide, så min søster fik penge, som jeg pakkede ind i en papæske, jeg fandt i skabet.

Jeg fik ikke pyntet op til jul, så tre keramiknisser i vinduet må sprede stemningen.

Mine juleforberedelser var bare en masse ikke.

Jeg har en fornemmelse af, at jeg ikke står alene med den oplevelse. Der er nogle år, hvor det kommer som en overraskelse, at julen igen falder d. 24. december.

Vi har det normalt ikke ret godt med ordet ikke. Det er negativt, afstandtagende, beklagende – det er ordet for det, vi ikke magtede og det vi ikke nåede. Det er et ord, der sætter sig på tværs af vores planer og ideer.

Og alligevel er det netop det, som vi hører om i juleevangeliet. Hyrderne på marken, der ligger og passer på flokken af dyr får besøg af engle, der giver dem budskabet: ”Frygt ikke! Se jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.”

De første, der hørte julens budskab, blev altså bange, og englene måtte berolige dem med et ”frygt ikke”.

Det er værd at lægge mærke til, at det var hyrder, der første gang hørte om Jesu fødsel. Hyrder var dengang mennesker som ingen stolede på. De levede i udkanten af samfundet, og kunne ikke engang bruges som vidner i en retssag. De var en slags ikke-mennesker. Det var dem, der hørte budskabet. Det var dem englene kom til. Det var dem, der skulle vidne om Jesus.

De modtager julens glade budskab med et ”frygt ikke”. De finder barnet i en stald – et sted de kender med en lugt der rummer hverdag og tryghed – og i fodertruget ligger barnet. ”Han er som os – han er en af vores” lyder det som en hvisken fra deres hjerter.

Hyrderne går derfra tilbage til hverdagen, der ligner dagen i går. De lever stadigvæk i udkanten af samfundet. Men noget er forandret.

Gud har givet dem sit ikke – frygt ikke.

Et lille ord, der betyder noget andet, når Gud siger det. Det ikke gør nemlig livet større.

Et ikke, der forandrer verden. For nu er frygten og sorgen ikke længere alt, der er at sige. I er ikke længere faret vild i verden. I er ikke alene.

Frygt ikke. Gud har bøjet sig ned, og rørt jorden, og derved skabt en vej mellem os mennesker. En vej der insisterer på, at selv hyrder i mørket, er værdifulde nok til at modetage budskabet om verdens frelser.

Og det budskab er sidenhen råbt fra hustagene, hvisket i krogene og forkyndt fra prædikestolene til hele folket; nemlig at Gud blev menneske for alle menneskers skyld.

For Gud ser det værdifulde i os, om vi sidder i lyset eller mørket. Det var ikke kun de andre, Gud blev menneske for. Han blev menneske for din skyld, af kærlighed til dig.

Det er julens glæde, der ligesom hyrderne også kan forekomme skræmmende. For med lys kommer klarhed, og det er ikke alt, vi ønsker klarhed over. Men derfor lyder det også til os: ”frygt ikke”.

Jeg vil slutte med at fortælle en kort historie fra England, der netop handler om ikke at frygte.

I 1940 blev Coventry Cathedral bombet og ødelagt. Det var en svær tid for hele Europa, men selvom deres kirke lå i ruiner, så insisterede borgmesteren på, at dette ikke skulle hævnes. Og under en radiotransmitteret gudstjeneste holdt juledag samme år som katedralen var blevet bombet, erklærede han, at når krigen var ovre, ville de arbejde på at skabe en mere venlig verden.

På ruinens væg blev der skrevet: ”Fader tilgiv dem” – de samme ord som det lille Jesus barn senere skulle sige, da han hang på korset som voksen: ”Tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør.”

Taget på den bombede katedral var holdt sammen af store søm, hvoraf man senere fandt tre søm liggende i ruinerne. De tog sømmene og lavede et kors af dem, som den dag i dag står på alteret i den nye katedral, de har bygget ved siden af ruinerne af den gamle.

Dette kors er blevet kaldt ”forsoningskorset”, fordi de i en tid, der var præget af mørke ikke lod sig overmande af hævn, men lod længslen efter fred fylde mest. De ville forsoning. Korset er den dag i dag et globalt symbol på forsoning.

Men korset er også et symbol på, at vi ud af det som kan se ødelagt ud, kan komme noget værdifuldt. Ud af ruinerne kom et kors.

Julens glade budskab, og det vi skal gå herfra med er glæden over, at Gud kommer til os som vi er. Gud vil finde os, og når han finder os, så ser han det skønne i os. Vi behøver ikke lede, for han kommer til os, også når vi sidder i mørket. Han kommer til os, og der giver han os sit ”Frygt ikke”.

Det bliver sagt lige præcis 365 gange i Bibelen. En gang for hver dag i året. Gud møder os hver dag i vores hverdag med et ”frygt ikke” – Se jeg forkynder jeg en stor glæde som skal være for hele folket. I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.

Amen


Dagens tekst:
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« Luk

4. søndag i advent 2013

Hvis man spøger et barn, hvor gammelt det er, vil må få et ret præcist svar. Faktisk vil mange børn sige, at de f.eks. ikke kun er 5 år, men at de er 5 ½ år, eller ligefrem 5 ¾ år. Og når de bliver ældre, vil unge ikke nøjes med at sige, hvor gamle de er, men derimod sige, hvor meget de fylder til næste fødselsdag. Og ikke nok med det, så vil man også, når man møder andre folks børn, næsten altid som det første, kommentere på, hvor store de er blevet, siden man så dem sidst.

Alt sammen handler det om at blive ældre. Vi ser på børnene, smiler og glædes over, at de får lov til at blive ældre, og børnene de kappes om at blive det.

Hele vores liv er alder essentielt. Enten vil vi gerne være ældre, eller også ville vi ønske vi så yngre ud. Men det bemærkelsesværdige i denne sammenhæng er børns stærke og brændende ønske om at vokse sig større. Det er bemærkelsesværdigt, fordi vi samtidig, hver gang der er dåb i kirken, hører Jesus sige til sine disciple: "Lad de små komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres."  Er Guds riget så ikke for dem, der vil gøre sig større? Det må vi vende tilbage til.

Det er netop Guds Rigets komme, forventningen og opfyldelsen, der er tema for disse advents dage, der snart nærmer sig deres afslutning, Og ligesom man tæller sin alder, så tæller vi også op i adventstiden op og ikke ned. Vi lægger søndag til søndag, og når til slut den 24. december, hvor vi fejrer, at Jesus barnet blev født.

Og i virkeligheden er vi jo vant til at lægge til og lægge til. Vi lægger vores liv sammen, vi lægger erfaringer til, vi lægger oplevelser til, lægger antallet af børn og børnebørn til, vi lægger karriere til, vi lægger kompetencer til og vi lægger efteruddannelser til. Livet igennem lægger vi hele tiden til. Det er en måde at holde regnskab på – for at se hvor langt vi er kommet.

Men netop i dagens evangelium bliver det fortalt, at Johannes Døberen gør sig selv mindre, så Jesus kan blive større. Hvem var han, ham Johannes, der åbenbart ikke lægger til?

Johannes var en stor mand, og ret berømt på dette tidspunkt. Han havde succes. Folk strømmede til ham, for at blive døbt. Ikke bare af hvem som helst, men de ville døbes af ham. Og Johannes havde disciple, der fulgte ham, ligesom Jesus havde det. Han var en profet, der havde gjort det godt. Med moderne ord, kunne man sige, at han havde optimeret sine karrierer muligheder og havde opnået tidssvarende kompetencer.

Men så skrider det hele. Ikke fordi han mister sine kompetencer, men fordi han begynder at henvise til en anden. Det starter uskyldigt ved, at hans disciple, vil høre hans kloge ord om renselse ved dåb, fordi de har hørt at Jesus også er begyndt at døbe. Så hvem har ret af dem? Johannes eller Jesus?

Og der gør Johannes noget forunderligt, og dybt umoderne. Han begynder at prise en anden mands egenskaber. Det er bestemt ikke den bedste måde, at komme frem i verden på, hvis man taler om, at andre kan gøre ens arbejde bedre end en selv. Men det er, hvad han gør. Han lægger ikke Jesus til sig selv, og fortæller om, hvordan han døber Jesus; men derimod lægger han sig selv til Jesus. Johannes fortæller, at han ikke sendt af Herren, men blot er en, der skulle berede Jesu vejen. Jesus derimod er sendt af Gud.

Johannes siger, at han selv skal blive mindre, og Jesus bliver større. Nu er det jo nemt at drive en pointe ud af, at Johannes faktisk i virkeligheden også er stor, netop fordi han henviser til Jesus og ikke til sig selv. Det forstår vi såmænd godt, at de store er dem, der tør gør sig små.

Men et er at høre om det, noget andet er at forstå det. Vi hører om Jesus, der helbrede, taler og møder dem, ingen andre vil møde. Udfordringen er, at vi ikke altid forstår det sindsoprivende i, at han møde en tolder. Eller at han forsvarer børn og kvinder. Er det provokerende, at en samaritaner hjælper en mand i en grøft, når vi ikke kan forestille os en festival eller et løb uden samariterne i deres hvide telte, klar til at yde førstehjælp?

Udfordringen ved at stå 2000 år efter Jesus levede er, at vi måske har hørt fortællingerne så ofte, at de ikke længere rammer os der, hvor de bør ramme os. I takt med at vi vokser op med fortællingerne, så holder fortællingerne op med at være store for os.

Derfor må vi engang i mellem stoppe op, og spørge: hvad betyder det for os – hvad betyder det for mig?

Og her må vi først spørge: hvad betyder noget for os? Hvad er det vi drømmer om? Hvornår synes, vi selv, at vi har et godt liv? Skræller man drømme om milliongevinster og sommerhuse væk, så finder vi ret få drømme. En drøm om relationer – en drøm om, at der er brug for os, og at vi har folk i vores liv, vi kan bruge. Et ønske om at bliver set, som det menneske, man måske ikke endnu tør være. Vi mennesker har, når det kommer til stykket og vi graver ind til kernen af, hvem vi er, et ønske om at være noget for nogen. Selv det menneske, der ikke kan finde ud af det, og svigter igen og igen, har et ønske om, at det en dag må lykkes at blive noget for nogen.

Og Johannes må siges, at han var noget for nogen. Han forandrede folks liv ved at døbe dem. Men selv det forandrede sig – med Jesus. Jesus forandrede Johannes vej i livet. Man kunne måske nok tro, at det ville gøre Johannes vred, at Jesus så at sige overtager pladsen. Men Johannes er ikke som man kunne forvente. Han træder til side og siger: "Han skal blive større og jeg skal blive mindre." Det skal overraske os. Det handler om mere end ord, for det sker faktisk. Han træder til side og lægger sig selv til Jesus.

Og det er faktisk hvad der ligger i det begreb, at gøre sig mindre. For at gøre sig selv mindre, handler ikke om, at man synke sammen, eller fjerne noget – det handler derimod om, at man skal lægge til. Man skal lægge sig til Jesus – og kun derved, kan Gud blive stor i ens liv.

Gud har allerede lagt sig til vores liv, og venter nu på, at vi skal lægge os til hans. Det fejrer vi juleaften – at Gud lagde sig selv til os – til verden. Han ville være noget for os, og derfor lod han sin søn føde som et menneske,

Og så skete det forunderlige. For med Jesu fødsel forandrede verden sig, og er aldrig kommet sig siden. Guds Riget kommer nær. Hvor der før var en skarp adskillelse af Guds Rige og verden, så begynder Guds Rige at nærme sig vores verden. Der er overlap hvor Guds Rige træder igennem i verden – hvor vi fornemmer, at her møder vi noget, der må komme fra Gud. Når kærligheden vinder over had, smålighed og selvhævdelse, så er Guds Rige nær. Når forsoningen vinder over hævn, så er Guds Rige nær. Når Johannes siger: Jeg skal blive mindre og han større, da er Guds riget nær. Guds Rige er allerede i verden, men er endnu ikke helt i verden. Jesus er sendt til verden, for at sætte det i gang.

Og det bliver vi ofte mindet om – ikke bare til jul, men hele året – hver gang vi døber et barn i kirken, så bliver vi mindet om, at Gud er nær. I dåben bliver vores relation til Gud tydelig – for her lover han, at han vil være med os, og bevare vores udgang og vores indgang. Gud lægger sig selv til os. Og når han gør det, bliver selv den mindste stor i hans øjne.

Og det er vores juleglæde. At vi ikke er overladt til et liv i relationsløshed, men at Gud er med os.


Dagens tekst:
Nu kom Johannes' disciple i diskussion med en jøde om renselse, og de gik hen til Johannes og sagde: »Rabbi, han, som var hos dig på den anden side af Jordan, han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham.« Johannes svarede: »Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen. I kan selv bevidne, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt forud for ham. Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. Han skal blive større, jeg skal blive mindre. Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, er jordisk og taler jordisk. Den, der kommer fra himlen, er over alle; hvad han har set og hørt, det vidner han om, og ingen tager imod hans vidnesbyrd. Den, der har taget imod hans vidnesbyrd, har dermed bekræftet, at Gud er sanddru; for han, som Gud har udsendt, taler Guds ord; Gud giver jo ikke Ånden efter mål. Faderen elsker Sønnen, og alt har han lagt i hans hånd. Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.« Joh 3,25-36

1. søndag i advent 2013

Fredslyset er i dag kommet til Møllevangskirken. Oprindeligt er fredslyset tændt ved den flamme, der altid brænder i fødselsgrotten i Betlehem på det sted, hvor Jesus er født. Fredslyset bliver bragt rundt i hele Europa, og der bliver den ene flamme til mange flammer, der lyser op i den mørke tid.

Det er Sct. Georgs Gilderne, der sørger for, at lyset kommer rundt i Danmark.

Deres budskab for fredslyset er:

Fred på Jorden
et lys for fællesskab
et lys for forståelse
et lys for fred og venskab
et lys for tolerance
et lys for nødlidende og ensomme
et lys for aktivt hjælpende
en gave som skal lyse op i adventstiden
en gave til dig, så du kan tænde et lys til glæde for andre.

Og derfor tændte vi også alterets lys med fredslyset her i dag, så lyset kan brænde for os i dag gennem gudstjenesten, og minde os om, at lyset er i verden, så vi kan glæde hinanden.

Og med fredslyset tager vi hul på julen.

Jeg må indrømme, at jeg er kommet i den alder, hvor jeg tænker om julen: er det allerede jul igen? Jeg syntes altså ikke, at det er ret langt tid siden, det sidst var jul. Jeg er godt klar over, at det er 365 dage siden, men de dage er fløjet afsted.

Og det gør tiden – den flyver afsted med os. Vi har nogle gange svært ved at følge med, og vi halser efter den i håbet om, at vi en dag vil slå den. Vi bruger og bruger af tiden, men vi får ikke mere af den af den grund.

Det er jo velkendt, at vi ikke kan vinde mere tid ved at bruge af den. Tiden vil gå sin gang uagtet, hvad vi så end vælger at bruge den på. Vi kan ikke slå tiden.

Det har mennesket vidst til alle tider, og næsten alle religioner har fortællinger om, at vi ikke kan slå tiden.

I nordisk mytologi er der en historie om Thor, der drager til Udgårdsloke, der er konge over jætterne. Her indgår han i en kappestrid, hvor han bl.a. skal brydes md Udgårdslokes mor Elle. Det, tænker Thor, er nemt, men han kan ikke rokke hende ud af stedet. Han kæmper med hende, men må til sidst synke i knæ, slået af en gammel kone.

Hvad, han ikke vidste, var, at Elle ikke var Udgårdslokes mor, men derimod alderdommen, som ingen kan kæmpe mod.

Tiden kan ingen slå, ikke engang guderne. Sådan tænkte man dengang.

Men tiden er anderledes i Kristendommen. Tiden er ikke noget, vi skal kæmpe mod. I kristendommen tænker vi radikalt anderledes om tiden – der sker noget nyt.

I dag er det kirkens nytår. Det er begyndelsen, og vi begynder jo lidt før tid med nytåret i kirken. Når kalenderåret fejrer nytår har vi allerede i kirken fejret vores, og dermed taget forskud på året.

Det er en smuk tanke, at vi her i kirken allerede har fejret nytår, når vi kommer til d. 31. december. Det er en glæde at tænke på, at vi, når vi står og hopper ind i det nye år med hovedet fyldt med nytårsforsæt, så allerede har noget med os. Vi har allerede fejret advent og jul – der er noget, der er givet til os på forhånd, som vi får lov til at tage med os ind i det nye kalenderår.

Vi får lov at tage et overskud med ind i det nye år. Et overskud der kommer af det, vi kender. Et kirkeår er det samme hvert år. Vi fejrer jul, påske og pinse. Vi kender fortællingerne på forhånd, og har hørt budskabet før. Og derfor ved vi, at vi går til julen med den fortælling, at Gud vælger at fortælle sig selv ind i tiden – ind i vores tid. Den fortælling kender vi så godt.

Men vi kender endnu ikke fortællingen om vores eget liv. Der står vi endnu på kanten til fremtiden. Hvad vil næste år bringe, hvad vil vi opleve af glæder og sorger? Fremtiden er uvis – den er endnu ikke levet, og endnu ikke bestemt. Den er klar, frisk til at bruge af, og det bør give enhver et sus i maven. For nogle er det et sus af spænding, andre et sus af ængstelse. Men fælles er, at vi skal leve det liv, der ligger foran os.

Og derfor hører vi de samme fortællinger igen og igen. Fortællingerne, der igen og igen møder os lige der, hvor vi er i livet, og ikke hvor vi gerne vil være eller hvor vi bør være. For med fortællingerne møder vi Gud, lige nu i dag. Vi får simpelthen lov til at tage det for givet, at Gud vil møde os i vores liv, også i det kommende år. Det er grundlaget for vores liv, at Gud er med os alle dage.

Men vi har ofte så travlt med at være i vores hoveder, og planlægge løs. Bruge af tiden før den er kommet. Det er godt for os engang imellem at stoppe op og give tankerne lov til at være til stede der, hvor kroppen er fanget midt i tiden. Og der møder Gud os.

Vi skal turde lade i dag være i dag, og tage livet alvorlig, og turde leve på det vilkår, at Gud er en Gud i tiden.

Jesus siger i dagens evangelium, at »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.«. I dag siger han. Ikke i morgen, ikke når vi er klar; men i dag.

Jesus står i en synagoge i sin hjemby. Han er kommet hjem og har lige læst højt fra profeten Esajas. Denne tekst har givet trøst til folket om der engang skulle komme udfrielse fra trængsler og dårligdomme. De kunne holde til nutiden, fordi de fik lovet en bedre fremtid. Jesus ser på dem, og siger så: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.« I dette sekund er det gået i opfyldelse.

Og det forarger.

”Intet er mere forargende end evangeliets evige nutid, der afskærer al fortid som død og glemt og gør al fremtid helt ligegyldig – for kun at sige hvad vi skal gøre i dag” (Johannes Møllehave, ”Hvor kærlighed bor”)

Jesus fortæller noget, som de har hørt mange gange. Han fortsætter og taler om hvad der skete på Elias’ tid, hvor der var hungersnød i landet, og mange enker døde. Men hos en hedningeenke, som Gud bad sin profet at bo hos slap hverken melet eller olien op. Krukkerne var altid fulde. Og Jesus fortæller om profeten Elisas oplevelser i en tid, hvor mange døde af spedalskhed, at Gud lod en hedning fra Syren helbrede.

Da er det, at bægeret med vrede flyder over. For Jesus sidder og fortæller disse retskafne, troende mænd, at Gud viser nåde mod dem, han viser nåde. Gud redder dem han vil, og ikke altid de retskafne og troende mænd. Og de reagerer med vrede, og vil smide ham ud, fordi de ikke kan bruge Jesus til noget. Jesus er et problem for dem.

Jesus siger ikke bare, at det er i dag, at skriftordet vil gå i opfyldelse, men han siger også, at Gud handler godt mod uværdige.

Jesu ord skal forarge. Julen er mere end sødladen romantik om et lille barn, der bliver født en stjerneklar nat. Det kan vi ikke leve vores liv på.

Men vi kan leve vores liv på, at Gud rørte jorden, og lod sig selv føde som et menneske ind i tiden på tidens betingelser, for derved at bringe lidt af sit rige ind i vores verden – og her mener han ikke kun de kristnes verden, men derimod verden som helhed med alle mennesker. Den verden lader han mødes med sit eget rige.

Det er et rige, hvor nu altid er i dag, og hvor Gud handler godt mod uværdige. Det er et rige, hvor vi er elsket ikke for det, vi er gode til, men fordi vi er til. Det er et rige, der begyndte i verden den nat, og som siden har forandret os mennesker.

Vi kan reagere med vrede, når Gud handler godt mod en vi mener er uværdig, før han handler godt mod os, der er døbt i hans navn. Vi kan forsøge at smide ham ud af vores kirke, fordi han ikke lever op til den forestilling vi har om ham, og så kan vi sætte os til at vente på noget bedre i fremtiden.

Men vi kan også åbne vores hjerter for, at Gud ikke interesserer sig for vores retfærdighed, men derimod netop valgte at forkynde sig rige gennem et menneske. Gud blev krop, og med det blev Guds vilje med skaberværket en del af vores liv.

Gud forandrer tiden ved at sætte sig selv i spil i tiden.

Det er julens kernebudskab. Gudsriget er kommet os nær. Det er det, vi venter på at skulle høre om til jul. Men det er allerede i dag. Lige nu og her er Gudsriget begyndt.

Gud fortæller os, hvordan han vil have, at vi skal leve og være i dag. Fortiden har han sonet, og fremtiden bærer han på sine skuldre. Vi har i dag.

Og derfor skal vi åbne vores hjerter for, at livet giver mening fordi vi har i dag. Dette nu, som Gud så nådigt skænker os ud af sin kærlighed til os.

Godt nytår, og glædelig advent




Dagens tekst:
Jesus kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas' bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:
Herrens ånd er over mig,
fordi han har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger
og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed,
for at udråbe et nådeår fra Herren.
Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.« Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: »Er det ikke Josefs søn?« Han svarede dem: »I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!« Men han sagde: »Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias' tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na'aman.« Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik. Luk 4,16-30