søndag den 23. marts 2014
3. søndag i fasten 2014
Clara Kramer var en lille pige under 2. verdenskrig, og boede i Polen. Hun havde et dejligt liv, en lillesøster, som hun elskede, forældre, som hun ærede. Det eneste problem var, at Clara var jøde.
Da krigen bryder ud, flygter mange jøder fra den lille by, hun bor i. Men mange bliver også tilbage, deriblandt Clara og hendes familie.
De søger i skjul.
De gemmer sig under gulvet hos et par, de knap kender – et par, der på den ene side samarbejder med SS, og på den anden side ikke kan se til, mens uskyldige mennesker bliver slået ihjel. Derfor vælger de at redde denne familie ved at gemme dem under gulvet. En lille lem fører ned til rummene, hvor der knap er 1,5 meter til loftet. Familien kan ikke stå oprejst, og kun gennem et lille glughul i væggen får de lidt sollys ind hver dag.
Der boede de, levede, fejrede fødselsdage og helligdage. Der boede de, da SS overtog huset for en periode. Der sad de i kælderen, mens soldater trampede rundt ovenpå, så tæt på dem, at det mindste host ville have afsløret dem.
Clara skriver i al den tid dagbog, og hun fortæller om perioder af mismod og sult, og om perioder af glæde og håb. På et tidspunkt hører de, at tyskerne er på tilbagetrækning, da bliver befrielsen pludselig en realitet. Og hun skriver om den følelse:
”Vi fejrede det i stilhed, og hver især følte vi mere håb end vi havde gjort i månedsvis. Hvis blot jeg var ét åndedrag fra at sulte ihjel, når vi blev befriet, vidste jeg, at jeg ville være ligeglad” ("Claras krig", s.267).
Bare et åndedrag fra døden, når hun blev befriet, og hun ville være ligeglad med døden, for så havde hun dog åndet i frihed, en enkelt gang.
Det er stærke ord om friheden, og selvom de er sagt for 60 år siden, så runger de stærkt den dag i dag, hvor friheden er trængt for så mange rundt om i verden.
Det forunderlige i denne historie er, at Clara trods sine forfærdelige oplevelser, ikke mister troen på andre mennesker. Hun beholder det i sig, der gør hende til hende. Hun bliver ikke bitter, lader ikke vreden eller hadet fylde i resten af sit liv. Hun forsoner sig med sit livs fortælling. Hun fastholder at være den, hun er.
Det nemmeste ville ellers være at miste sig selv.
Det er der mange, der taler om disse dage – det, at vi så nemt kan miste os selv. Hverdagen her i Danmark er ikke så hård for flertallet som fortællingen om Clara i en kælder i Polen, men vi kan nu alligevel opleve noget, der gør, at vi føler, at vi mister os selv. Det kan være stress, dødsfald, skilsmisse eller sygdom i familien. Livet er fyldt med oplevelser, der truer os – får os til at miste os selv.
I evangeliet til i dag hører vi om Djævelen, der bliver kaldt for en morder. Morder betyder faktisk en, der røver vores væren. Altså en, der røver det i os, der gør os til os. Djævelen er ham, der slår glæden, modet, håbet, tilliden og kærligheden ihjel. Han er morder, fordi han dræber det i os, der gør os til levende mennesker.
Djævelen er løgnen, der hvisker til os, at vi ikke behøver glæde, mod, håb, tillid og kærlighed. Det er løgnen om, at andre heller ikke behøver det, så derfor må jeg gerne slå det ihjel.
Djævelen fryder sig, når vi mister troen på hinanden. Når vi ikke længere ser et medmenneske, men en fjende, så fryder Djævelen sig. Djævelen er det modsatte af Gud, og når vi mister troen på hinanden, så har vi også mistet troen på, at Gud har skabt hver eneste af os i sit billede. Det er selve skaberværket, vi sætter ud af spil, når vi mister troen på hinanden.
Når vi søger tilflugt i moralise og fordomme, eller har mere travlt med at kræve vores ret end vi har med at være mennesker, da skal vi være varsomme – for hvem er det, vi træder på, når vi forsøger at sætte verden i sådanne kasser?
Vi bliver fortabte, når vi kommer til at danse om den gulvkalv. Vi indsætter alt muligt andet som centrum for vores liv, end den ene der retmæssig kan kræve den plads; nemlig Gud.
Vi mister os selv.
Men som alt, der er mistet, kan det også findes igen. Og den gode nyhed er, at vi bliver fundet.
Vi får en chance mere, selvom vi satte en gulvkalv i centrum for vores liv. Det er enkelt – Gud har ikke skabt verden til fortabelse, men til frelse. Og frelse er det samme som at blive fundet.
Som Clara var gemt væk under gulvbrædderne, men kom ud til befrielsen, sådan kommer bliver vi også fundet, når vi er så langt nede, at vi er under gulvbrædderne. Og på samme måde er befrielsen også en mulighed for en ny begyndelse for os. En mulighed for at vælge den vej, der fører til kærlighed. Vi kan vælge sandheden.
Og sandheden er altid, uden undtagelse, den fortælling, der handler om kærlighed. Hvor kærligheden råder, der er der altid plads til et menneske til. Hvor kærligheden har magten, da bliver den fortabte altid fundet.
Vi er fundet.
Kristus mister aldrig troen på, at vi mennesker kan bliver fundet igen, når vi er faret vild. Han vil insisterer på at lede efter dig, og tro på, at når du bliver fundet, så befrier han dig til et liv i kærlighed.
Kærligheden er livets vidunderlige trodsmagt. En magt så trodsig, at frelsen er mulig, hvor alt ser håbløst ud. Fat mod – kærligheden finder vej.
Kristus er givet til frelse og fred.
Amen
Dagens tekst:
»Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.« Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.« Joh 8,42-51
søndag den 16. marts 2014
2. søndag i fasten 2014
Det er en forårsdag af den smukkeste slags. Forårsblomsterne lyser op. Himlen er lyseblå og solens varme forsøger at opvarme den kolde jord og de kolde hjerter. På bænke rundtomkring sidder og ligger folk – nogle har smidt sig med en god bog, og andre sidder med lukkede øjne med ansigtet vendt mod solen. Fuglene kvidrer.
Sommerens komme lader sig ikke fornægte, og selv det mest lukkede sind åbner en sprække og lader lyset finde vej. Der bliver smilet til fremmede, og det er som om vinterens kulde smelter væk.
Livet er, som det er skabt til at være. Godt, lyst, fyldt med håb og glæde – og på vej mod sommeren.
Men der er også noget sårbart over denne tid. For vi ved jo, at vejret nemt kan skifte til gråvejr og regn. De spæde knopper på træerne kan let blive ofre for nattefrostens hærgen – intet er sikkert, selvom vi ved, at sommeren er på vej. Og midt i al glæden over solen og lyset, er der en farve af mismod og bekymring.
Sådan var det måske for den far, vi hører om i dagens evangelium. Han fik en søn, og glæden vil ingen ende tage. Men sønnen blev syg, og midt i glæden over at se sin søn vokse op, har bekymringerne taget over. Håbet og tvivlen har kæmpet om førstepladsen i hans liv.
Mørket kan snige sig ind på os. Vi kan blive overmandet af det, og det kan kaste os rundt i livet. Det kan fylde det hele. Og i glimt kan vi mærke, at det ikke er en del af Guds plan med verden, og derfor kalder vi det for det Guds modsætning – det dæmoniske. Det der falder udenfor Guds skaberværk.
Drengen var besat af en dæmon. Han var så syg, at det faldt udenfor Guds skaberværk. Det var ikke Guds vilje, at den lille dreng skulle lide, og hverken omsorg, kærlighed eller tid har kunnet helbrede ham. Mørket har spredt sig i faderens sind – en istap har sat sig fast i hans hjerte og frosset det til af smerte. Smerte af frygt for at skulle miste den, man ikke kan leve uden. Det er modsigelserne tid. Guds vilje mod det dæmoniske. Kærligheden mod frygten. Lyset mod mørket. Vi hvirvles rundt – falder ned i det hul, vi så stædigt har kæmpet mod at falde ned i. Det hul er tvivlens hul.
Faderen kæmpede mod frygten og tvivlen. For hvad nu hvis drengen aldrig bliver rask – hvad nu hvis døden tager ham? Og mon ikke den far har forsøg at finde en sammenhæng eller en mening i det, der er så meningsløst; nemlig hvorfor bliver nogle syge og andre ikke? Og det underlige er, at det er først, da han tør lade tvivlen fylde i sit liv – da han faktisk lader sig falde ned i hullet, at der sker en forandring. Det er i modsigelsen, Jesus møder ham, og da udbryder faderen spontant:
”Jeg tror, hjælp min vantro”.
Når folk modsiger sig selv, skal man lytte godt efter. Der er sket noget med os, når vi modsiger os. For når alle vores normer, forsvarsmekanismer, masker og holdninger falder til jorden, så står vi overfor livet, så nøgne som Adam og Eva, da de opdager, at de netop er nøgne. Når livet ikke giver mening, fordi det er krøbet helt tæt på os, da går sproget i stykker, og det kan ikke længere rumme sandheden (”Prædikener fra i går til i morgen”, Karin Friis Plum, s. 107). Faderen opdager, at den verden, som han har bygget op, ikke længere holder. Og han ser den falde sammen for øjnene af sig. Det går op for ham, at hans tro ikke rakte. Tvivlen måtte derfor komme på banen.
Tvivlen er menneskets råb om hjælp til Gud. Hvis vi kun tror, og aldrig tvivler, bliver vi som disciplene, der overmodigt forsøger at helbrede drengen, og fejler. Vi bliver som Ikaros, der tror, at vingerne vil bære hele vejen op til solen.
Vi kommer til at sætte os selv i centrum, hvis vi ikke tør åbne for vores tvivl. Hvis vi ikke tør se, at tro ikke handler om, hvorvidt vi tror nok eller helt rigtigt på Gud, så ser vi slet ikke, at tro i virkeligheden handler om, at turde lægge sit liv i Guds hænder, og være hjælpeløse. Så hjælpeløse, at vi tør tvivle og giv Gud plads.
Da faderen turde lukke tvivlen ind, turde bede Jesus om hjælp, fordi han indså sin egen magtesløshed, da lukkede han Gud ind i sit liv.
Tro behøver ikke være smuk, blankpoleret eller særlig standhaftig. Faktisk vil jeg nok blive ret bekymret, hvis jeg mødte sådan et menneske. Troen på Gud kan blive så stærk, at vi ikke længere behøver Gud.
Pontoppidan har en i en katekismus-forklaring fra 1700-tallet skrevet ca. sådan her: ”Troen er undertiden meget svag, som en dirrende hånd, der knap tør røre Guds barmhjertighed eller tage imod den – men i længsel er denne hånd rakt frem mod Guds barmhjertighed” (”Befrielsen” af Georg S. Geil, s. 45).
Tro er den fremstrakte hånd mod Gud. Den dirrende fremstrakte hånd, der beder om hjælp.
Vi skal komme til Gud, som dem vi er, i det liv som vi lever. Ja, hvordan kan vi overhovedet komme til Gud anderledes end dem vi er? Vi kan komme til Gud med de tanker vi har, med den tvivl vi har, og med de handlinger, vi har gjort. Vi kan komme, som dem vi er, og ikke som dem, vi tror, Gud gerne vil have, at vi skal være. Vi kan komme fyldt med modsætninger, med mørke tanker og frosne hjerter. Vi kan komme med mismodighed og vrede.
Og hvordan vi end kommer, som dem vi end er, da spreder Gud sin kærlighed ud over os og vores liv. Da må dæmonerne flygte i rædsel, for der, hvor kærligheden ser tvivlen og stadig elsker, er der ikke længere plads til dæmoner. Der er ikke det sted, hvor Gud ikke tør være – der er ingen gudsforladte steder, hvor dæmonen kan slå sine folder.
Sommeren er på vej. Troen og tvivlen råder endnu her. Men noget er forandret, som det blev det hos faderen. Noget har bevæget sig. Han mødte Kristus.
Mødet med Kristus smelter vores livs vinter væk for at lade krokus og anemoner blomstrer, hvor der før lå is. Han genopretter livet, giver os livet tilbage, så selv det mest frosne menneske kan få varme i sin krop. Sommeren er på vej, også selvom der endnu ligger is i vores liv.
Kampen mellem lyset og mørket af afgjort. Sommeren er helt sikker på vej! Men der venter os endnu nætter med frost og dage med rusk, men sommeren er på vej. Gud har vundet.
Vi står endnu ved begyndelsen af noget stort og smukt. Gudsrige er begyndt i verden, men vi er endnu ikke ved målet. Vi kan skimte det i det fjerne – det er det sted, hvor den eneste magt, der er tilbage, er kærligheden. Den kan vi bruge af uden frygt for at misbruge den. Den får os til at sætte hinanden fri, som stod vi med en sårbar fugl i vores hænder, der var klar til at flyve ud i verden.
Vi lever i et allerede – endnu ikke. Døden er en realitet – vi skal dø, der er smerte og sorg. Men noget er forandret. Sommeren er på vej.
Gud har rakt sin hånd ned for at gribe vores dirrende hånd, og han vil rejse os fra døden. Opstandelsen er lige her.
Sommeren er på vej.
Amen
Dagens tekst:
Da Jesus og Peter og Jakob og Johannes kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?« Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.« Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!« Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn. Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.« Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.« Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!« Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!« Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.« Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op. Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn.« Mark 9,14-29
onsdag den 19. februar 2014
Præsteklumme februar 2014
Dommedagsprofetier og kærlighed
Jeg vil komme med en indrømmelse. Jeg er dommedagsnørd, og ikke kun fordi jeg er præst. Jeg elsker at se dokumenterudsendelser om dommedag, hvor der bliver talt om alt fra gammastråling, vulkanudbrud over til de mere fantasifulde forslag som UFO angreb.
Jeg er dommedagsnørd. Og det bekymrer mig faktisk. Jeg kan nemlig blive lidt panisk ved tanken om, at vores galakse om 2 milliarder kan risikere at kollidere med Andromedagalaksen. TO MILLIARDER ÅR, og jeg kan få hjertebanken ved tanken. Der så meget liv, jeg skal nå at leve inden.
Jeg siger jer, at der er massevis af katastrofer, der venter på ske. Livet er stærkt bekymrende, når man tænker over det. Heldigvis dækker bekymringer over et liv, som vi holder af, og som vi helst ikke vil af med; men drukner vi i bekymringer i stedet for at leve livet?
Svaret er ja. Vi bekymrer os for meget over det, som vi alligevel ikke har indflydelse på. Vi bestemmer ikke over dommedag. Vi bestemmer ikke over hvornår frøet i jorden skal begynde at spire. Vi bestemmer heller ikke over kærligheden. Livet fyldt af det, som vi ikke har kontrol over.
I kristendommen får vi at vide, at Gud elsker os. Det har vi heldigvis heller ikke kontrol over. Gud har sat kærligheden i verden som en slags magnetisme, der holder os mennesker sammen.
Så når alt andet kan synes at falde fra hinanden, eller når bekymringerne, hvor fjollede de end måtte forekomme at være, overmander os, så skal vi huske på, at vi har fået kærligheden, som den stærkeste kraft af alle. Den kraft er ligeglad med fysiske love og dommedagsprofetier. Kærligheden er allerede lagt i os som et frø i jorden, der ligger klar til at spire. Kærligheden er begyndt, og en dag vil Gud fuldende det, han har begyndt, og se, det er en dommedagsprofeti, der giver trøst i stedet for bekymring.
lørdag den 15. februar 2014
Septuagesima 2014
Ok, livet er altså lidt en rodet affære. Jeg sad i går og lyttede til radioprogrammet Mads og Monopolet. Det er et program, hvor kendte giver gode og dårlige råd til mennesker, der ringer ind med dilemmaer. I går var der en sag om en ung gymnasieelev, der var inviteret på ferie i påsken sammen med kammerater fra skolen; men der var en, de ikke havde inviteret, fordi han var irriterende. Kammeraterne sagde, at de bare skulle lade være med at fortælle om turen til den dreng, der ikke var inviteret. Men det havde den unge gymnasieelev svært ved, fordi han selv havde prøvet, at være den dreng, der ikke kom med.
Rådene var der jo massevis af, men et af dem lød som følge: ”Tror han på, at det han giver ud, det vil komme igen, så skal han fortælle det; og gør han ikke, så skal han ikke fortælle det.”
Udover at det er et virkeligt dårligt råd, så blev jeg simpelthen så vred, da jeg hørte det, for hvad er det for en tilgang til livet?
Der bliver sagt til drengen, at han kun skal handle godt, hvis han tror på, at det gode vil komme tilbage til ham. Og troede han ikke på det, så kunne han gøre som han ville. Det er jo en sær tilgang til, ikke bare livet, men også andre mennesker. Som at vi mennesker ikke længere er medmennesker, men blot er redskaber, der skal sikre, at JEG får det godt. Hvad jeg ville råde drengen til, det må I gætte jer til :-)
Ja, livet er en rodet affære, og det kan være rigtig svært at vide, hvad man skal gøre, for man vil jo helst gøre det rigtige. Det vil vi alle sammen – vi vil helst træffe de valg, der gør, at vi får det bedst muligt – vi vil gerne gøre det rigtige, men det kan være svært engang imellem at se, hvad det rigtige er. Så nogle gange undslår vi os.
Evangeliet til i dag handler om tre tjenere, og der bliver ved første øjekast vendt op og ned på alt det, vi har lært om Gud. Det virker nemlig som om, at det er vores retfærdighed, der gør sig gældende i denne lignelse, og ikke Guds; nemlig menneskers retfærdighed, der siger, at du får igen som du investerer i livet – at det så ofte viser sig ikke at holde stik, er en helt anden side af sagen.
Vi lærer derimod i kristendommen, at Gud ikke bruger den menneskelige retfærdighed, men tværtimod høster, hvor han ikke har sået, og samler hvor han ikke har spredt. Vi hører om en kærlig Gud, der igen og igen elsker os på trods af vores fejltrin.
Og nu lader det til, at vi pludselig hører om en Gud, der straffer en mand, der er bange for at investerer, og derfor vælger den sikre vej – gemmer sin ene talent i jorden til Herren kommer igen. Hvad skete der med Guds nåde og barmhjertighed? Hvorimod de tjenere, der investerede fik ros for deres overskud – for profitten.
Det forekomme os næsten, at der er tale om en anden Gud end den, vi plejer at høre om. Der ligger den fare i evangeliet til i dag, at vi stirrer os blinde på den profit – og langsomt sniger det spørgsmål sig op i os, om det er profitten, der afgør om vi får ros af Gud eller ej?
Det er, hvad man kalder for gerningsretfærdighed, og det som Luther gjorde op med, da han dannede den protestantiske kirke, som vi er en del af – nemlig tanken om, at vi først er gode nok i Guds øjne, når vi har gjort nok. Eller sagt på en anden måde, at det er vores eget ansvar at få Guds godkendelse og ros.
Men det er slet ikke det, der er på færde i dag. Der er en anden helt afgørende forskel på de to første tjenere og den sidste, som ikke er profitten.
Vi bliver nødt til at digte lidt videre på evangeliet.
Søren Kierkegaard skrev et sted, at der manglede en tjener, nemlig den tjener, der investerer sin talent, og som IKKE får overskud, men derimod taber den. Hvad vil der ske med ham, hvis han var med i lignelsen? Kirkegaard gætter på, at han nok ville få vist tilgivelse og barmhjertighed.
Og ved at lave en hypotese om en fjerde tjener, står det klart, at det ikke handler om profit, men om noget helt andet. Her er nemlig forskellen på de to første tjenere og den sidste, og det er ikke profitten, men derimod vovemodet. De to første vovede, den sidste undslog sig.
Vi skal vove! Kierkegaard skiver i en af sine mange udgivelser, at man skal vove, for vover man ikke, så taber mig sig selv – ganske som den tredje tjener i dag (Sygdommen til Døden. En christelig psychologisk Udvikling til Opbyggelse og Opvækkelse af Anti-Climacus udgivet af S. Kierkegaard, C.A. Reitzel 1849, 1ste Afsnit, C, A, a, β, »Endelighedens Fortvivlelse er at mangle Uendelighed«).
At vove er at vise tillid til Guds nåde – til Guds storsind. Vi gør Gud så lille, at han kan være i vores bukselomme, hvis vi tror, at han ikke har råd til at tabe eller miste det, vi investerer. Vi skal ikke være bange for Gud, og bange for at det ikke går an at vove – Gud har råd!
Gud har givet os talenter, og her tænker jeg ikke på sådan et X-faktor talent – nej, han har givet os livet, som vores talent. Og det liv skal vi investerer. Vi må ikke undslå os eller fylde os selv med undskyldninger på Guds vegne om, at vi ikke vil pådrage ham tab ved at gøre os selv skyldige.
Livet gør os skyldige. Vi kan ikke leve et liv uden at komme til at skylde nogen noget – og her tænker jeg ikke penge. Og i sidste ende, så skylder vi jo Gud livet, og det sker, at vi taber, men det betyder ikke, at Gud ikke vil give os ros. Han vil rose os, når vi lever, hvordan det så end gik.
Vi skal have modet til at være skyldige. Det er et ord, der ofte lyder af åg på skuldrene og nedtrykt stemning og tristesse. Men skyld er nu engang en del af livet her på denne side af syndefaldet, og vi skal leve med vores skyld, og ikke begrave det levende af frygt eller i selvretfærdighed. Vi skal have tillid til, at Gud er livets Gud, der kan tåle vores skyld – han har råd til det.
Vi skal altså ikke sikre Gud maksimal profit som en betaling for vores liv – men vi skal heller ikke undslå os at leve vores liv med den skyld, det giver. Vi skal leve vores liv på Guds regning – helt gratis (Bent Falk, Kærlighedens pris, bind I, side 46).
Det nytter ikke noget at være beregnende foran Gud. Han gennemskuer det. Vi kan ikke snyde os til godhed ved at behandle andre eller vores liv som et redskab til at se godt ud i Guds øjne. Livet skal leves som den gave, det er, givet af Gud helt gratis ene og alene fordi han elsker os.
Amen
Dagens tekst:
Jesus sagde: »Det er med Himmeriget som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han. Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. Ligeledes tjente han med de to talenter to til. Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem. Den, der havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde: Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Også han med de to talenter kom og sagde: Herre, du betroede mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.« Matt 25,14-30

søndag den 2. februar 2014
4, søndag efter helligtrekonger 2014
Jeg fik engang denne lille bog af forfatterens søn, der hedder det samme som sin far, nemlig Martin Salmonsen. Martin – faderen – brugte efter sin pension sin tid i Kirkens Korshær, hvor han gik blandt gadens folk. Det blev til mange snakke og oplevelser, og nogle af de møder skrev han om i denne lille bog, der så sigende hedder: ”Det er aldrig spildt” udgivet i 1978.
Jeg vil læse en af beretningerne højt for jer. Den hedder ”vagten” og lyder sådan her:
”Der ligger bag så mange af mine venners tragedie en tråd, der fører tilbage til rige og gode år med værdier som et godt hjem i et godt ægteskab med børn og hygge og tryghed og godt arbejde. Sådan var det for ”vagten”, der var en af de mange, der gik ned.
Om han som ung var blevet oplært i et eller andet fag, ved jeg ikke, men i sit barndomshjem lærte han, at spiritus på bordet hørte til daglig forplejning, og den lærdom lå ham i blodet. Efter soldatertjenesten blev han ansat ved de københavnske sporveje og avancerede til vognstyrer. Alt tegnede lyst, og bortset fra de sjældne soldeture i såkaldt godt lag, var der intet, der tydede på, at han skulle ende som dranker. Han giftede sig med en pæn pige, og sammen flyttede de ind i en god lejlighed. Her fik de to sunde børn, der var hans stolthed. Det var alt sammen godt og skulle synes så trygt, men alligevel var den en slange i hans paradis.
Vagtens omgangskreds var på linie med hans barndoms skik med spiritus som en daglig fornødenhed, og dette blev lidt efter lidt hans skæbne. En tid havde han så meget herredømme over sit stadigt voksende trang til spiritus, at han mødte ædru til sit arbejde, men på sine fridage drak han, og dette måtte efterhånden sætte sit præg på ham og dermed også på hans forhold til hjem, kone og børn.
Meget blev ødelagt. Meget blev forsømt.
Så skete det, at han for en del år siden var hjemme hos sine forældre til en julefrokost, og den frokost var med øl og snaps.
Samme dags eftermiddag havde han tjeneste. Han kørte sin vogn, som han skulle. Han standsede og igangsatte efter givne regler, men han snakkede lidt fjollet og lugtede fælt efter den våde frokost, og da han kom til vejs ende, stod en overordnet og bad ham følge med ind på sit kontor.
Det blev omgående afskedigelse. Afskedigelse uden anbefaling. En passager havde ringet.
Derefter begyndte de ægteskabelige vanskeligheder for alvor, og da disse efterhånden var blevet så store og så vidtfavnende, at samlivet mellem ægtefællerne var ødelagt, pakkede han sit tøj og forlod hjemmet. Han lejede et værelse i en anden bydel, og fra den stund gik det hurtigt ned ad bakke.
En kort tid havde han arbejde i et vagtselskab, men da han gang på gang mødte beruset på sin arbejdsplads og til tider helt udeblev, blev han fyret.
Nu stod han uden nogen form for ordnede forhold. Det var ingen indtægter og følgelig ikke noget at betale huslejen med, så derfor blev gaden og havneområdet og andre sædvanlige opholdssteder for subsistensløse hans hjem.
Han blev en vandrer uden mål, men fjerne fra sin last kunne han ikke.
Jeg traf ham i Århus.
- Kun på gennemrejse, sagde han flot.
Han var den dag mægtig højt oppe og stank af sprit, alt imens han pralede af store og antagelig tænkte bedrifter som vagtmand.
- Tyvepakket lærte både mig og mine ruter at kende, så det holdt sig borte, hvor jeg havde vagten.
Men i sine ædru stunder så han tilbage over store sin store fallit, og så græd han.
Det gjorde han også den aften, vi sad sammen i mødesalen og fælles med så mange andre derude fra overdrevet sang: Du, som bryder lænker…
Ak ja, broder. Bliver du mon en dag løst fra trællebåndene, eller skal du vandre din elendighedens vej din livsdag ud?
Hverken du eller jeg ved derom, men vi ved, at du i dine tunge lænker trænger at møde en medbroder, der i Jesu navn vil prøve at hjælpe dig.
En næste, som vil følge dig med sin forbøn”
Sådan skriver Martin Salmonsen om sit møde med vagten.
Jeg tror, vi alle kender eller har hørt om sådanne skæbner. Vi kender alle et menneske, der har mistet alt, som har kæmpet og tabt, eller som har grædt over deres liv.
Vi er jo selv det menneske engang imellem; og selvom det heldigvis er de færreste, der ender som vagten, så kan vi godt genkende os selv i dele af hans skæbne.
Der er bare stunder i livet, hvor vi er på gyngende grund. Der er tidspunkter, hvor vi føler, at vi drukner i bekymringer, ulykker eller ensomhed. Der er situationer, hvor vi træffer forkerte valg, der får konsekvenser for dem omkring os. Livet er som en sejlads på oprørte vande, hvor vi kæmper mod bølgerne – ligesom vi hører om det i evangeliet til i dag.
I fortællingen hører vi også om Jesus, der kommer gående ud til dem på vandet i den fjerde nattevagt.
Det er måske nok den mest kendte fortælling om Jesus i hele Bibelen. Bortset fra den, hvor han gør vand til vin, så er fortællingen om Jesus, der kommer gående på vandet, enormt udbredt. Og de fleste af os, får med det samme et billede af, hvordan det måtte have set ud, da Jesus kom gående.
Men fortælling rummer flere facetter end Jesus, der går på vandet. Vi kommer nemlig til, i lyset fra underet, at overse noget væsentligt, nemlig den oplysning, at Jesus kommer til disciplene i den fjerde nattevagt.
Natten var inddelt i fire vagter, og den sidste – nemlig den fjerde – lå fra kl. 3 om natten til kl. 6 om morgenen.
Vi hører også, at Jesus dagen inden havde været sammen med en stor mængde af mennesker, der ville kåre ham som konge, og da Jesus ville undgå den form for dyrkelse af sig selv, nødede han sine disciple til at sejle ud på søen, mens han selv gik op i bjergene for at bede. Og vejret var ikke godt, så vi ved at disciplene har kæmpet mod bølgerne en hel aften og nat.
Man siger jo, at det er mørkets før daggry – det er den tid, hvor natten har varet længst og hvor længslen efter lyset i horisonten er stærkest. Det er den fjerde nattevagt, der er mørkest, og da er det, at Han kommer gående ud til dem.
Han kommer til de bange, nej skrækslagne disciple – og han kommer til dem inden de overhovedet når at bede om hjælp, eller folde deres hænder i bøn eller registrere at de har brug for Jesus.
Jesus ved, hvornår vi trænger til hjælp, og hvornår livets lænker holder os bundne – og han ved det, før vi selv er klar over det. Han er med os, før vi ved, at vi har brug for ham. Og at Jesus netop kommer i den fjerde nattevagt, hvor alt er mørkest, betyder, at han kommer til alle mennesker, der sidder i mørket – han kommer til det skårede menneskesind, hvor vi selv har svært ved at kline skårene sammen igen. Og han kommer når de skår vi sidder med, som gør mest ondt, er dem, vi slog i andre (jf. ”Adgang tillad for uvedkommende” af Georg S. Geil, 1982, prædiken til 4.s.e.Helligtrekonger)
Jesus kommer til os. Eller sagt på en anden måde, så er Jesus tro, når vi mister troen, om det så er på os selv, hinanden, vores liv, fremtid eller Gud. Jesus er tro i vores troløshed.
I dåben hører vi, at der bliver sagt, at Jesus er med os alle dage indtil verdens ende. De ord er ikke kun sagt til dåbsbarnet, men bliver også sagt til os, der sidder på bænkerækkerne, så vi kan vide, at Jesus også kommer gående til os over oprørte vande, selv når vi tror, at det er umuligt for Gud at være os nær.
Måske kan man derfor også driste sig til at sige, at intet liv er spildt.
For hvordan kan et liv, som Gud tror på, være spildt? Ethvert liv har mening for Gud, selvom det kan forekomme meningsløst for os. Ethvert liv har brug for at blive set med kærlige og milde øjne, når vi dømmer det ude. Ethvert liv er livet værd, selvom vi føler os værdiløse. Ethvert liv har brug for at blive mødt i den fjerde nattevagt og mødt med ordene:
”Vær frimodige, frygt ikke, det er mig.”
Og se, der kommer han gående mod os – mod dig, ene og alene fordi du er til.
Amen
Dagens tekst
Straks efter nødte Jesus disciplene til at gå om bord i båden og tage i forvejen over til den anden bred, mens han selv sendte skarerne bort. Da han havde sendt skarerne bort, gik han ene op på bjerget for at bede. Og da det var blevet aften, var han alene dér. Båden var allerede mange stadier fra land og kæmpede med bølgerne, for vinden var imod. Men i den fjerde nattevagt kom han til dem, gående på søen. Da disciplene så ham gå på søen, blev de skrækslagne og sagde: »det er et spøgelse,« og de skreg af frygt. Og straks talte Jesus til dem og sagde: »vær frimodige, det er mig, frygt ikke!« men Peter sagde til ham: »herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet.« han sagde: »kom!« peter trådte ud af båden og gik på vandet hen til Jesus. Men da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte: »Herre, frels mig!« straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham og sagde: »du lidettroende, hvorfor tvivlede du?« da de kom op i båden, lagde vinden sig. Og mændene i båden kastede sig ned for ham og sagde: »sandelig, du er Guds søn.« matt 14,22-33
søndag den 26. januar 2014
3. søndag efter helligtrekonger 2014
Vi hører om tro og vantro i Bibelen. Vi taler om, at mennesker kan være stærke i troen. Vi kan tro på noget eller lade være. Vi kan have tiltro til noget eller hinanden. Og vi kan være trofaste. Vi kan også være utro, og det er aldrig godt. Tro er væsentligt for mennesker, om man så tilhører en tro eller ej, og det er jo ret utroligt. Tror I mig, når jeg siger, at tro i allerhøjeste grad er på spil under dette tag?
Men kan man egentlig spørge om, hvor meget et menneske tror? Findes der sådan en skala, hvor man kan placere sig selv, eller score point, så man rammer et godt gennemsnit?
Da jeg læste teologi blev jeg tit spurgt om jeg var sådan meget troende. Hvad svarer man på det? Jeg vidste aldrig hvad jeg skulle sige, og jeg vil tro, at det hænger sammen med de fordomme, der er omkring meget troende mennesker. For der er massevis af fordomme omkring meget troende menneske. Lad os lige prøve at give vores fordomme frit slag. Hvordan er man, hvis man er meget troende?
For min nethinde toner der sig et billede frem af et menneske, der er: kedelig, fromset, moraliserende, naiv, svag i sjælen og måske endda lidt kedelig at se på.
Det er der da ingen, der har lyst til at være. Jeg har heller ikke lyst til at være meget troende, hvis det betyder, at jeg fromset eller naiv. Vores fordomme bygger høje mure mellem os, og får os til at placere hinanden i kasser, der forhindrer os i, at se hinanden som vi faktisk er.
Faktisk handler tro slet ikke om, hvor meget man tro. Spørgsmålet kan ikke besvares, for det er stillet på et forket grundlag, hvor vi mener, at vi kan gradbøje troen. Tro kan hverken gradbøjes eller vurderes. Det kan faktisk være lidt svært at forstå. Alt andet her i livet handler om, at den flittige eller den dygtige belønnes. Vi får hele tiden at vide, at vi skal profitmaksimere – altså få mere profit ud i den anden, større resultat. Jamen, så er det da ikke så underligt, at det er svært for os at forstå, at tro hverken handler om resultat eller om profit. Selv på Jesu egen tid havde mange svært ved at begribe, at tro ikke kan gradbøjes, og Jesus fortalte rigtig mange lignelser om mennesker, der på trods af manglede tro alligevel blev elsket af Gud. Mon vi ikke også i dag har en rem af huden, når det kommer til med at gradbøje troen?
En af mine kolleger har engang i en prædiken sammenlignet troen på Gud med rulletrapper, hvor vi egentlig bare skal blive stående på trappen, og så kommer vi frem ved Guds hjælp (Erik Aagaard www.erikaagaard.dk, prædikener til anden tekstrække, 3.s.e.helligtrekonger). Og går vi op ad trappen, så kommer vi hurtigere frem. Men når det kommer til tro, så kan vi ikke bare springe et par trin over, eller kommer hurtigere frem, hvis kondien rækker til det. Gud skal nok være der for os.
Det er et fint billede på troen – troen er som en rulletrappe.
Men billedet kan også give den misvisende tolkning, at vi så kan være ligeglade, mens rulletrappen så at sige transporterer os op. Er faren ikke, at vi kan ende i ligegyldighed i forhold til Gud, hvis han alligevel får alle med? Det virker lidt som om Gud bare er dukkefører, og vi blot er dukker, der gør som han siger.
Men heldigvis hænger det ikke sådan sammen.
For Gud ville nemlig ikke nøjes med at være en slags dukkefører. Han ville helt herned og leve sammen med os småfolk. Det besøg på jorden forandrer verden, og den er aldrig rigtigt kommet sig oven på besøget – heldigvis.
Jesus kom med budskabet om Gud – han kom med kærligheden. Kærligheden væsen handler ikke om bedrifter. Kærlighed kan vi hverken købe, tigge eller true os til – den får vi ganske gratis, bare fordi vi er til. Det betyder ikke, at livet ved et trylleslag er blevet lettere, for vi kæmper stadigvæk men tanker og følelser. Vi brydes stadigvæk med vores tro, eller vores mangel på sammen.
For 400 år siden tilstod præsten Antonius Musa over for Luther, at han ofte følte sig ret tom. Faktisk var han tit så tømt for tro, at han ofte følte, at han ikke kunne prædike. Luthers svar er overraskende, for så på ham og sagde: Gud ske lov, andre har det på den måde – jeg gik og troede, at det kun var mig.
Disciplene siger i dag til Jesus: Giv os mere tro. Er vi bange for, at vores forhold til Gud afhænger af, hvor meget vi kan tro eller hvor dygtige vi er som kristne? Hvad vil vi dog med et større tro? Hvad kan vi opnå med den over for Gud, som han ikke allerede giver os? Du kan ganske roligt være det menneske, du er. Du kan være tømt for tro og føle at troen ikke er for dig. Kærligheden holder, også selvom troen svigter.
Guds kærlighed til verden sætter os alle på forrest række, hvor Gud siger til os, at vi er gyldige. Vi går an. Gud kommer med kærlighed, uanset vores tro.
Troen er altså ikke et bevis på vores succes som kristne. Og derfor kan vi ikke spørge om, hvor meget vi tror, for det er ligegyldigt. Vi skal ikke give troen så står en plads i vores liv, at vi glemmer at give Gud en plads også.
Vi tænker altså for snævert om troen. Tro kommer jo til udtryk på mange flere måder end vi regner med. Tro er også håb, tillid og længslen. Troen har mange udtryksformer, og hver gang vi sætter vores lid til hinanden eller morgendagen, så lægger vi vores liv i Guds hænder og tror. Det er bare ikke altid vi opdager, at det er det, vi gør.
Jesus slutter i dag af med at fortæller os en lignelse om en tjener. Det er det samme som en træl eller en slave. En lille landmand på den her tid, havde råd til en træl, der både skulle arbejde ude og inde for sin herre. Jesus siger, denne mand blot gør det, han skylder sin herre. Trællen er trofast, fordi det er hvad han skylder. Jesus vil sige til os, at vores forhold til Gud er på samme måde. Vi skylder Gud alt og derfor skylder vi Gud vores troskab.
Der bliver altså talt om både det at have tro og at være tro. Vi er begge dele med svingende held, men vi er dog mere tro end vi ofte selv ser.
Hver gang vi lader kærligheden vinder over bitterhed, er det troskab mod Gud. Hver gang vi sender et smil er det troskab mod Gud. Hver gang vi lider med et menneskes nød er det troskab mod Gud. Hver gang vi møder et medmenneske i tillid er det troskab mod Gud. Det skylder vi Gud.
Vi skal være tro mod Guds skaberværk, ikke fordi vi derved kan købe kærligheden eller springe et par trin over på rulletrappen, men fordi vi skylder ham alt.
Jesus siger, at vi skylder Gud alt. Senere sprænger han det trællekår, som vi mennesker er under, da han dør på sit kors og opstår, men den fortælling må I vente med til påske.
Jesus siger om troen, at den er som et sennepskorn. Sennepskornet er det mindste af alle korn. 500 små sennepsfrø vejer tilsammen blot et gram.
Var vores tro bare som et sennepsfrø, så ville vi kunne få morbærtræer, der står solidt plantet i jorden til at svæve ud i vandet og plante sig der. Men vores tro er mindre end det.
Gud kender os. For ham er det ingen hemmelighed, at troen kan være svær. Men han ser det menneske bag, der længes og håber, og han ser den tro der er, også selvom den er mindre end et sennepskorn.
Tro er fast tillid til det, der håbes på – overbevisning om det, der ikke ses.
Amen
Dagens tekst:
Apostlene sagde til Herren: »Giv os en større tro!« Herren svarede: »Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer.
Hvis en af jer har en tjener, som pløjer eller er hyrde, vil han så sige til ham, når han kommer hjem fra marken: Kom straks og sæt dig til bords? Vil han ikke tværtimod sige: Lav mad til mig og bind kjortlen op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikker; bagefter kan du selv spise og drikke. Mon han takker tjeneren, fordi han gjorde det, han har fået besked på? Således også I: Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.«Luk 17,5-10

lørdag den 4. januar 2014
Helligtrekongers søndag 2014
”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.
Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene.
Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første dag.”
Sådan begynder Bibelen med en fortælling om, at Gud skabte lyset. Og da han havde skabt lyset, så han, at det var godt, og det blev aften og morgen for første gang i verdenshistorien.
Det er, da Gud skaber lyset, at han også sætter tiden i gang, som vi kender den – det bliver aften og morgen. Det er fascinerede at tænke på, at der ikke fandtes tid før lyset kommer til verden. De fysikere, der beskæftiger sig med Big bang, kan også fortælle at tiden ikke fandtes før Big bang, som vi også hører om det i skabelsesberetningen.
Tiden knytter sig til lyset. Og lyset knytter sig til livet. For uden lys vil der slet ikke være liv på jorden. Vi har brug for lyset til at skinne ned på os, få blomster til at springe ud, marker til at give afgrøder og få smilet frem på barnekinder.
Vi har brug for lyset, så det kan skabe livet for os. Gud skaber lyset som det første, og han ser, at det er godt.
Det er livets forudsætning, at det er godt. Gud skaber verden med planter, dyr, stjerner og mennesker, og hver gang ser han, at det er godt. Det er altså udgangspunktet for vores liv, at det er godt. Vores liv begynder ikke med tomhed og øde, som dengang Gud skabte verden. Vi får lov til at begynde med lyset.
Men lyset er ikke ubetinget. Som barn fik jeg altid at vide af min meget beskyttende far, at vi børn aldrig måtte se direkte på solen. Og det er rigtigt, at ser man direkte mod lyset, så kan man i værste fald bliver blind eller får permanente skaber på øjnene. Lyset kan skade. Selv det gode kan blive for voldsomt for os mennesker. I Det Gamle Testamente står der, at intet menneske kunne se direkte på Gud og leve. Ikke engang Gud kunne man se på, for det ville også give ar, og derfor måtte livet med det gode, altså livet med Gud, være en balancegang mellem nærhed og afstand.
Sådan er det i livet, der er en konstant balancegang mellem for meget og for lidt. Mellem det der gavner og det der skader.
For meget lys, og vi kan ikke se stjernerne – for meget mørke, og vi kan ikke se lyset. Livet er en balancegang, og som almindeligt menneske vil vi svinge som et pendul mellem mørket og lyset – mellem det der skader og gavner – mellem tristhed og glæde.
Sådan er livet. Det er ikke en visdom, der specielt er knyttet til kristendommen, men tværtimod en visdom, der er kendt over hele kloden. Yin og yang som de fleste kender, er netop en figur, der viser denne balance.
Men der sker noget nyt med Jesus. Balancen bliver rykket. Der sker noget, som vi ikke kan fortælle os selv – noget der ikke er selvindlysende.
Jesus siger til os, at han er verdens lys. Et menneske, eller nærmere en tømrersøn fra en lille landsby, der hedder Nazareth, påstår hårdnakket, at han er verdens lys, og at han ikke behøver andre vidner på det end ham selv og sin far. Og den far han nævner, er ikke Josef, men derimod Gud selv. Normalt ville man kræve to vidner i en retssag før en noget kunne betegnes som værende sandt. Men Jesus kalder sig selv og Gud som sit vinde, og sætter dermed den normale tankegang ud af spil.
Og så siger han om sig selv, at HAN er verdens lys. Ham – et menneske.
Det nye er, at Gud giver sig selv et ansigt til os. Han siger til os, at vi ikke længere behøver kigge væk, men vi kan se lige på ham – se ham ind i øjnene og se Gud.
Gud har fået et ansigt. Lyset er blevet menneske. Det er langtfra selvindlysende, og kan nærmest forekomme som en spot, hvis det kom fra almindeligt menneske. Men det kommer fra Guds søn, og derfor rammer det os dybere end solens stråler.
Lyset er ikke længere bare et lys, der skinner på os, men er nu et lys, der når helt ind i vores indre og oplyser os.
Det kan forekomme skræmmende at tænke på, og det er det også. Den nat Jesus blev født, fik en flok hyrder besøg af en engel, og det guddommelige lys fik dem til at frygte, så engel som det første måtte sige til dem: frygt ikke.
Og siden da måtte Jesus sige det et utal af gange til dem omkring sig: frygt ikke.
For når vi møder det guddommelige kan det skræmme os med sit lys, som det skræmte hyrderne. Det kan være provokerende for os, at få belyst de sider ved vores liv, eller i os selv, som vi gemmer væk i skyggen.
Men det guddommelige lys, der skinner i vores indres kroge, gør det ikke for at udstille vores skam eller vores personlige snavs. Det lys, der skinner, når Jesus siger: ”Jeg er verdens lys”, er kærlighedens lys.
Det lys skinner dybere og dybere ind i vores hjerter, hvor der vil forvandle vores stenhjerter til kødhjerter – hvor det vil forvandle hårdheden til nærvær.
Jesus Kristus blev mennesket, der var Gud, der kunne fortælle os, at lyset ikke længere er farligt at se på eller nærme sig, for Gud kom helt herned til os, for at gå sammen med os.
Men hvad mere forunderligt er, så blev tiden også berørt at Jesus komme til verden. Gud blev Gud i tiden – nu er han del af vores historie, som vi er en del af hans fortælling. Men historier slutter. Men denne fortælling er anderledes, for den ender med evigheden. Da Jesus kom til verden, levede som os og døde som os, men efter tre dage i graven stod han op fra døden, og viste os, at livets lys er så stærkt, at ikke engang den timelige død kan ødelægge det.
Alt er virkeligt forandret.
Vi har fået et lys.
Men hvis sidder i mørket, så kan sådan en påstand, lyde som om Gud ikke forstår os mennesker, og spørgsmålet m lyde: hvor er lyset, når man selv sidder i mørket?
Det er så besnærende at ville kræve to vidner, som loven krævede det, før man selv kunne tro, at der er sandt, at Jesus er verdens lys. Det er så nemt at være som de farisærer, der siger til Jesus, at hans vidnesbyrd er falsk, når man selv kun kan se mørket.
Den nat Jesus blev født skinnede en stjerne på den mørke aftenhimmel, hvor den ledte vise mænd fra fjerne egne til stalden, hvor Jesus lå.
En stjerne, der lyser i mørket. For det var i mørke, at de vise mænd fandt Jesus. De fandt ham ikke i den bagende sol, men i det mere stille lys, som Gud skabte – nemlig stjernerne.
Gud lod de vise mænd lede af en stjerne – ikke en sol, ikke en brændende tornebusk eller en hvirvelvind foran deres fødder. Men en stjerne i mørket.
Vi kan ikke altid få øje på stjernen i vores liv, fordi vi er så fokuseret på mørket, eller fordi vi ser i den forkerte retning, men stjernen er der. Den skinner for os, lige så klart som den nat Jesus blev født. Den skinner, når vi samles og holder gudstjeneste, når vi folder hænderne til bøn, når vi døber og får nadver. Den skinner selv når vi ikke ved, at vi har brug for den.
Stjernen blev tændt for aldrig at blive slukket igen. Det er den stjerne, der leder os i Jesu favn. Han bredte sine arme ud i favntag mod verden en fredag for 2000 for at vise os hvor meget, han elsker os.
Han gik i mørket, så han kunne møde os i mørket. Og kun den, der bærer verdens lys i sig, kan gøre det, og vende tilbage med livet.
”Jeg er verdens lys”, siger Jesus. Han er lys for dig og mig – for verden nu og i al evighed.
Amen
Dagens tekst:
Atter talte Jesus til dem og sagde: »Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.« Da sagde farisæerne til ham: »Du vidner om dig selv; dit vidnesbyrd er ikke gyldigt.« Jesus svarede: »Selv om jeg også vidner om mig selv, er mit vidnesbyrd gyldigt, for jeg ved, hvor jeg er kommet fra, og hvor jeg går hen; men I ved ikke, hvor jeg kommer fra, eller hvor jeg går hen. I dømmer efter det ydre, jeg dømmer ingen. Men selv om jeg også dømmer, er min dom sand, for jeg er ikke alene, men Faderen, som har sendt mig, er med mig. Og i jeres egen lov står der skrevet, at et vidnesbyrd fra to mennesker er gyldigt. Jeg vidner om mig selv, og om mig vidner også Faderen, som har sendt mig.« De spurgte så: »Hvor er din fader?« Jesus svarede: »I kender hverken mig eller min fader. Kendte I mig, kendte I også min fader.« Disse ord talte han ved tempelblokken, da han underviste på tempelpladsen. Men ingen greb ham, for hans time var endnu ikke kommet. Joh 8,12-20

Abonner på:
Opslag (Atom)
4. søndag efter trinitatis 2026
Et menneske består af 6 forskellige grundstoffer: kulstof, bring, kvælstof, calcium, fosfor og ilt – og så selvfølgelig vand. Det lyder ret ...
-
Jeg vil dele en historie med jer, der stammer fra Johannes Møllehave, som mange af jer nok kender. Han fortæller om sin barndom, at han en ...
-
Det er mørkt i dag. Natten klæber sig til jordens overflade, og vil ikke slippe sit tag. Lyset skinner kun i små 7 timer, og vi har den kort...
-
På forfatteren Tom Kristensen gravsten står der et berømt citat fra hans digt Græs: ”Bøjer jeg mig så dybt jeg kan, vokser min verden sig st...