Palmesøndag 2014

Jeg har lige været i teateret og set forestillingen Les Miserable. Det handler om en mand, Jean Valjean, som har været i fængsel i 19 år, oprindeligt for at stjæle et stykke brød til sin sultne søster. Da han bliver løsladt, forsøger han at finde et sted at sove, men selvom han har afsonet sin straf, så vil ingen have ham inden for deres døre. Han er straffet, og straffen klæber ved ham.

Han må sove på gaden. Det gør ham bitter. En dag møder han en biskop, der inviterer ham indenfor og giver ham mad, men i stedet for være taknemmelig, er Valjean blevet så præget af den måde, han er blevet behandlet på, at han stjæler noget sølvtøj. Straffen der klæber til ham, er efterhånden blevet en del af ham som person.

Politiet fanger ham, og så sker der noget forunderligt. For biskoppen, som man kunne forestille sig ville pege fingre af ham, vælger i stedet for at redde ham. Han siger, at sølvtøjet var en gave, og giver ham ovenikøbet to sølv lysestager. Men biskoppen giver ham også nogle ord med på vejen – han siger til ham, at han skal bruge sølvet til at blive en hæderlig mand. Han giver ham en chance som ingen andre ville give ham – han tror på ham som menneske.

Valjean bliver set som den han er, og det forandrer det, han gør.

Han bliver en hæderlig mand, tager sig af en lille pige, og giver hende en god opvækst. Og han dør mæt af dage. I bogen fortælles det, at en engel kommer for at hente hans sjæl, men i musicalen synger de i stedet for følgende:

”At tro på kærligheden er at stå foran Gud.”

Så ligetil kan livet med Gud forklares.

Og det, der er ligetil, er ofte det rigtige. Vi hører om Maria i dag, der tager noget meget kostbart olie, og hælder ud over Jesu fødder, og salver ham. Det er ligetil – en enkel handling, der ikke kræver andet end kærlighed.

Hun satte sig for hans fødder, og salvede ham. Der er sikkert mange, der i dag ville værge sig ved at sætte sig foran et andet menneskes fødder og salve dem. Der ligger en ydmygelse i det, som mange ville finde svært ved at få ind i deres liv. Vi vil helst ikke ydmyges; men der er netop en forskel på at ydmyge sig, og det ydmygende. Det ydmygende er en mand, der stjæler sølvtøj fra ham, der giver ham mad, eller den mand, der stjæler af pengekasse i stedet for at give til de trængende. Det ydmygende fjerner livsglæde, mod og glæde fra livet. Det ydmygende får os til at krympe os, fordi vi bliver set på som mindreværd, eller behandler andre som mindreværdige. Det er handlinger, der kræver tilgivelse.

At ydmyge sig er derimod det, vi gør, når vi bukker os dybt for hinanden, fordi vi i virkeligheden ser storheden. Fordi vi tror på kærligheden. Og der må vi bukke os – ydmyge os, for det er Gud selv vi står ansigt til ansigt med.

Gud selv ydmygede sig, da han blev et menneske. Han skabte os, og efterfølgende valgte han at bukke sig dybt for sin skabning ved at lade sig føde som menneske.

Da Maria falder ned foran Jesus, er det et billede på, at Gud gør det samme for os. Han falder på knæ for os, ydmyger sig, fordi han ser storheden i os. Og når Gud gør det for os, da bør vi også gør det for hinanden. Livet er en konstant øvelse i at ydmyge sig overfor hinanden. At ydmyge sig betyder, at man giver den anden respekt. For respekt er ikke noget, vi kan kræve, men noget vi giver hinanden, når vi tør bøje os for medmennesket, og se dets storhed. Det er næstekærlighed.

Det er ligetil. For livet med Gud er ligetil. Det er, som når vi endelig kommer til en beslutning efter måske måneders overvejelser – når vi kommer til en beslutning, så forekommer svaret så enkelt, at vi kan undre os over, at vi ikke fandt det før. På samme måde med kærligheden – når vi lader kærligheden fylde i vores liv – åbner vores hjerter – så er det, det meste enkle og ligetil i verden at favne vores næste i kærlighed.

Kritikere ville måske kalde det naivt. Det er naivt, at tro på, at mennesket kan være så stort. For der er så mange modbydelige handlinger, der sker både mellem nationer og mellem mennesker.

Desmond Tutu, der er ærkebiskop i Sydafrika skriver om netop dette således:

”Der synes ikke at være nogen ende på menneskets kreativitet, når det drejer sig om at gøre hinanden ondt, og ingen ende på de grunde, vi kan finde til at retfærdiggøre det. Men der er heller ingen ende på menneskets evne til at hele det brudte. Vi har hver især en medfødt evne til at skabe glæde ud af lidelsen, til at finde håb i de mest håbløse situationer og til at hele et hvilket som helst forhold, der behøver at blive helet.” (Tilgivelsesnbog, Desmond og Mpho Tutu, s. 10-11).

Ja, det er at være realistisk, når vi erkender, at vi kan være rigtig onde mod hinanden; men det er også at være realistisk, når vi erkender, at vi kan tilgive, tro, håbe og elske steder, det forekommer umuligt.

Vi har evnen til at åbne vores hjerter på tidspunkter, der ser umulige ud. Som Maria gjorde det ved et middagsbord, eller som biskoppen i Les Miserable gjorde det, da Valjean var blevet fanget. Vi kan åbne vores hjerter og falde på knæ for hinanden.

I dag begynder påskeugen, og det begynder med denne fortælling om Maria, og om fortællingen om Jesus, der rider ind i Jerusalem på et æsel.

Jesus rider ind i Jerusalem, som han også rider ind i vores hjerter. Jesus rydder det af vejen, der lukker vores hjerter af for kærligheden. Det kan være vrede og bitterhed, som i Valjeans tilfælde. Det kan være smålighed, som i Judas’ tilfælde. I dit liv er det måske trodsighed. Måske gider du ikke, måske har du givet op. Måske nægter du, at se storheden i andre, eller måske oplever du, at alle er på nakken af dig – eller måske har livet givet dig så mange ar, at du har det, som om du havde været fængslet i 19 år.

Det rydder Gud af vejen. Han åbner dit hjerte, falder på knæ foran dig, salver dig, og ser storheden i dig. Du skal tro på kærligheden, ikke fordi jeg siger det, men fordi du står ansigt til ansigt med Gud, når du tror på kærligheden.

Jesus var Guds ansigt på jord – han kom for at fortælle os om kærlighedens budskab – et budskab, han troede så meget på, at han endte med at dø for det. På fredag bliver han hængt op på kors, fordi han nægtede at lade bitterhed, vrede og hævn fylde, og fordi han valgte at tro på kærligheden.

Det er en høj pris at betale for kærligheden. Men en pris, der er værd at betale – han mødte ondskab med godhed, og vandt. Gud gav os ikke bare sølvet – vi fik to lysestager oveni.

Palmesøndag er glædens dag.

Jesus rider ind i Jerusalem, åbner vores hjerter, og gør livet større – så stort, at det går an både at råbe Hosianne af glæde, og knæle i ydmyghed.

Tak Herre, Tak Gud, fordi du ser os, ikke som vi gerne vil være, eller som vi bør være, men lige præcis som vi er – og der knæler DU for os, og salver os med kærlighed. Tak.
Amen

Dagens tekst:
Seks dage før påske kom Jesus til Betania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde. Dér holdt de et festmåltid for Jesus; Martha sørgede for maden, og Lazarus var en af dem, der sad til bords sammen med ham. Maria tog et pund ægte, meget kostbar nardusolie og salvede Jesu fødder og tørrede dem med sit hår; og huset fyldtes af duften fra den vellugtende olie. Judas Iskariot, en af Jesu disciple, han, som skulle forråde ham, sagde da: »Hvorfor er denne olie ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?« Det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv; han var nemlig den, der stod for pengekassen, og han stak noget til side af det, der blev lagt i den. Da sagde Jesus: »Lad hende være, så hun kan gemme den til den dag, jeg begraves. De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid.« Den store skare af jøder fik nu at vide, at Jesus var der; og de kom derud ikke alene på grund af ham, men også for at se Lazarus, som han havde oprejst fra de døde. Men ypperstepræsterne besluttede også at slå Lazarus ihjel, for på grund af ham gik mange jøder hen og troede på Jesus. Næste dag hørte den store folkeskare, som var kommet til festen, at Jesus var på vej til Jerusalem. De tog da palmegrene og gik ham i møde, og de råbte:
Hosianna!
Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn,
Israels konge!
Jesus fik fat på et ungt æsel og satte sig på det, sådan som der står skrevet:
Frygt ikke, Zions datter!
Se, din konge kommer,
ridende på et æsels føl.



Det forstod hans disciple ikke straks; men da Jesus var herliggjort, kom de i tanker om, at dette var skrevet om ham, og at det var det, man havde gjort med ham. Joh 12,1-16

Mariæ bebudelses dag 2014

Jeg tror et græsstrå er intet mindre end

stjernernes svendestykke,

og myren er lige så mirakuløs, eller et

sandskorn, eller gærdesmuttens æg,

og løvfrøen er en af den Højestes mesterværker.

og brombærranken ville smykke Himmeriges sale,

og det ubetydeligste hængsel i min hånd gør al

mekanik til skamme,

og koen der rasper græs med sænket hoved

overgår enhver statue,

og en mus er mirakel nok til at slå benene væk

under seks trillioner af vantro.

(”Jeg tror et græsstrå” af Walt Whitman (1819-1892), Gengivet fra Trinitetsmaksinen, s. 54)

Sådan skriver Walt Whitman.

En myre, et sandkorn eller en mus er et mirakel? Måske er miraklernes tid ikke forbi. Ja, tag bare ørets kringlede form. Måske er det et tegn, et symbol eller et bevis på, at Gud er stor. Eller en barnefod, der spjætter mod verden. Måske er den et håb, der finder vej til vores hjerter. Eller tag bare solsorten, der synger på en tagryg i tillid til at hele verden vil høre dens sang. Miraklernes tid er ikke forbi.

Det store skal ses i det små. Det mirakuløse skal findes i den verden omkring os – i nuet.

Det store skal ses i det små. Det ved vi godt, men vi glemmer det i hverdagens rasen, i køen i Rema og når vi ikke kan finde vores nøgler. Vi glemmer det, fordi hverdagen løber af med os.

Vi ser ikke en myre som et mirakel, men husker, at vi skal have købt myrelokkedåser. Vi ser ikke græsstrået som stjernernes svendestykke, men som en påmindelse om, at vi skal have slået det. Hverdagen løber af med os – livet løber af med os. Og vi løber efter, for hvor skulle vi ellers løbe hen? Storheden forsvinder i det små i stedet for at blive påmindelsen om, at Gud har skabt denne verden som et helt mesterværk.

Storheden skal ses i det små, og godt for det – for vi lever i det små. Vi er mennesker, der på en og samme gang er ganske små og helt mirakuløse.

Tænk jer – i forhold til det store univers med stjerner der fødes og dør, med galakser og uendelighed, da er vi blot små væsener.

Men i forhold til Gud, der skabte verden og ud af støv formede os, da er vi store. Vi er skabt af stjernestøv.

Vi er en del af det uendelige univers, som vi iagttager gennem en kikkert. Men vi får ikke altid øje på det store i os selv, i stedet for forsøger vi at kigge til verdens ende i jagten på noget større end os, og vi glemmer, at i os, ligger universet gemt som støvkorn, formet af vores skaber.

Gud har villet, at vi skal leve. Gud har villet din eksistens som den er. Og derfor er vi i os selv små mirakler, der vidner om, at livet på en lille planet er værd at leve.

Gud vil os. Gud vil dig.

Men Han nøjes ikke med, at se på os gennem en kikkert på afstand. Han ville se det store i det små på tæt hold, og derfor valgte han at lade sig føde som et menneske.

På denne Maria Bebudelsesdag fejrer vi, at Maria, en helt almindelige kvinde, skulle være mor til Jesus – til verdens frelser. Det pudsige er, at det netop er Maria. For hun var virkelig almindelig – der var intet særligt ved hende. Ja, skulle man pege på en kvinde, der skulle føde verdens kommende frelser, ville mange næppe vælge en alt for ung pige fra sted, som ingen dengang havde hørt om. Og man ville da slet ikke vælge en fattig kvinde, men hellere en kvinde med ressourcer.

Men Maria blev valgt. Og Gud har en tilbøjelighed til at vælge dem, der ikke egner sig. Jeg læste før om Sarah, der blev mor selvom hun var alt for gammel, og hendes skød tørret ud. Jesus vælger fiskere og analfabeter til at være sine disciple, og Paulus forfulgte kristne og slog dem ihjel. Det er sådanne mennesker, Gud vil have noget at gøre med. Dem som ingen andre regner, dem der ingen chancer har – dem der under ingen omstændigheder kan vinde x-faktor.

DE bliver valgt, når Gud skal vælge. For Gud ser storheden i det små.

Og Maria blev valgt. Valgt til at bære et barn under sit hjerte. Englen Gabriel kom til hende, og hun blev bange. Men englen siger til hende: ”Frygt ikke.”

Frygt ikke. De ord bliver gentaget den nat – 9 måneder senere – hvor Jesus kommer til verden. Da kommer en hel hær af engle til jorden, og finder en flok hyrder på en mark. Budskabet om verdens frelser blev ikke givet til de store i samfundet, men til de små – til hyrderne. Og også de bliver bange, og englene gentager ordene: ”Frygt ikke.”

Frygt ikke – sådan skal det siges til det menneske, der ikke forventede at blive udvalgt. Som ikke regnede sig selv for andet end støv. Som ikke så, at Guds kærlighed rakte hele vejen ind til deres hjerte. Det menneske, bliver overmandet, overvældet og forundret over at Gud fik øje det.

Frygt ikke. Maria hører de ord, og de gør hende tryg, for de bliver en forsikring om, at Gud er Gud også for hende. Og da tør hun lægge sit liv i hans hænder.

De ord lyder også til os i dag. Frygt ikke. Måske bør vi skrive de ord ned – på en post-it, på vores spejl i gangen eller som baggrundsskærm på din computer, så vi hver dag kunne få at vide, at vi ikke skal frygte.

Gud har udvalgt dig til dit liv, og hans kærlighed er stor nok til at også kunne rumme dig. Du kan trygt lægge dit liv i hans hænder, for Gud har lovet at ville gå med os. Han går ved siden af dig, og hvisker et ”frygt ikke” til dig hver gang du tvivler eller falder på din vej.

Gud går med dig.

Men vi tror bare ikke altid på det. Og derfor er der mange af os, der leder efter Gud i vores liv. Vi søger Gud gennem en følelse af nærvær, et tegn på at han er til, eller måske ligefrem et konkret bevis, der kan fortælle vores fornuft, at han er til. Vi leder efter Gud. Vi tager en kikkert frem og skuer rundt i livet efter Gud. Men det er nu engang svært at se det, der er tæt på os gennem en kikkert. Tag kikkert fra dine øjne, og se, at Gud er i dit liv.

Det store skal ses i det små.

Det store skal ses i det liv, vi lever. I den hverdag vi har. Det er her Gud møder os, ligesom han mødte en helt almindelig pige, Maria, der skulle bære verdens frelser under sit hjerte.

Det store skal ses i det små, og derfor må vi bryde ud i lovsang, som Maria måtte bryde ud i lovsang af glæde over Guds kærlighed til sin skabning.

Det store skal ses i det små. Vi bliver store i lyset af Guds kærlighed – Frygt derfor ikke, men gå frimodigt ud i det liv, Gud har givet dig.

Jeg tror et græsstrå er intet mindre end

stjernernes svendestykke,

og myren er lige så mirakuløs, eller et

sandskorn, eller gærdesmuttens æg,

og løvfrøen er en af den Højestes mesterværker.

og brombærranken ville smykke Himmeriges sale,

og det ubetydeligste hængsel i min hånd gør al

mekanik til skamme,

og koen der rasper græs med sænket hoved

overgår enhver statue,

og en mus er mirakel nok til at slå benene væk

under seks trillioner af vantro.


Dagens tekst:
Da sagde Maria: »Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vore fædre – mod Abraham og hans slægt til evig tid.” Luk 1,46-55

3. søndag i fasten 2014

Clara Kramer var en lille pige under 2. verdenskrig, og boede i Polen. Hun havde et dejligt liv, en lillesøster, som hun elskede, forældre, som hun ærede. Det eneste problem var, at Clara var jøde.

Da krigen bryder ud, flygter mange jøder fra den lille by, hun bor i. Men mange bliver også tilbage, deriblandt Clara og hendes familie.

De søger i skjul.

De gemmer sig under gulvet hos et par, de knap kender – et par, der på den ene side samarbejder med SS, og på den anden side ikke kan se til, mens uskyldige mennesker bliver slået ihjel. Derfor vælger de at redde denne familie ved at gemme dem under gulvet. En lille lem fører ned til rummene, hvor der knap er 1,5 meter til loftet. Familien kan ikke stå oprejst, og kun gennem et lille glughul i væggen får de lidt sollys ind hver dag.

Der boede de, levede, fejrede fødselsdage og helligdage. Der boede de, da SS overtog huset for en periode. Der sad de i kælderen, mens soldater trampede rundt ovenpå, så tæt på dem, at det mindste host ville have afsløret dem.

Clara skriver i al den tid dagbog, og hun fortæller om perioder af mismod og sult, og om perioder af glæde og håb. På et tidspunkt hører de, at tyskerne er på tilbagetrækning, da bliver befrielsen pludselig en realitet. Og hun skriver om den følelse:

”Vi fejrede det i stilhed, og hver især følte vi mere håb end vi havde gjort i månedsvis. Hvis blot jeg var ét åndedrag fra at sulte ihjel, når vi blev befriet, vidste jeg, at jeg ville være ligeglad” ("Claras krig", s.267).

Bare et åndedrag fra døden, når hun blev befriet, og hun ville være ligeglad med døden, for så havde hun dog åndet i frihed, en enkelt gang.

Det er stærke ord om friheden, og selvom de er sagt for 60 år siden, så runger de stærkt den dag i dag, hvor friheden er trængt for så mange rundt om i verden.

Det forunderlige i denne historie er, at Clara trods sine forfærdelige oplevelser, ikke mister troen på andre mennesker. Hun beholder det i sig, der gør hende til hende. Hun bliver ikke bitter, lader ikke vreden eller hadet fylde i resten af sit liv. Hun forsoner sig med sit livs fortælling. Hun fastholder at være den, hun er.

Det nemmeste ville ellers være at miste sig selv.

Det er der mange, der taler om disse dage – det, at vi så nemt kan miste os selv. Hverdagen her i Danmark er ikke så hård for flertallet som fortællingen om Clara i en kælder i Polen, men vi kan nu alligevel opleve noget, der gør, at vi føler, at vi mister os selv. Det kan være stress, dødsfald, skilsmisse eller sygdom i familien. Livet er fyldt med oplevelser, der truer os – får os til at miste os selv.

I evangeliet til i dag hører vi om Djævelen, der bliver kaldt for en morder. Morder betyder faktisk en, der røver vores væren. Altså en, der røver det i os, der gør os til os. Djævelen er ham, der slår glæden, modet, håbet, tilliden og kærligheden ihjel. Han er morder, fordi han dræber det i os, der gør os til levende mennesker.

Djævelen er løgnen, der hvisker til os, at vi ikke behøver glæde, mod, håb, tillid og kærlighed. Det er løgnen om, at andre heller ikke behøver det, så derfor må jeg gerne slå det ihjel.

Djævelen fryder sig, når vi mister troen på hinanden. Når vi ikke længere ser et medmenneske, men en fjende, så fryder Djævelen sig. Djævelen er det modsatte af Gud, og når vi mister troen på hinanden, så har vi også mistet troen på, at Gud har skabt hver eneste af os i sit billede. Det er selve skaberværket, vi sætter ud af spil, når vi mister troen på hinanden.

Når vi søger tilflugt i moralise og fordomme, eller har mere travlt med at kræve vores ret end vi har med at være mennesker, da skal vi være varsomme – for hvem er det, vi træder på, når vi forsøger at sætte verden i sådanne kasser?

Vi bliver fortabte, når vi kommer til at danse om den gulvkalv. Vi indsætter alt muligt andet som centrum for vores liv, end den ene der retmæssig kan kræve den plads; nemlig Gud.

Vi mister os selv.

Men som alt, der er mistet, kan det også findes igen. Og den gode nyhed er, at vi bliver fundet.

Vi får en chance mere, selvom vi satte en gulvkalv i centrum for vores liv. Det er enkelt – Gud har ikke skabt verden til fortabelse, men til frelse. Og frelse er det samme som at blive fundet.

Som Clara var gemt væk under gulvbrædderne, men kom ud til befrielsen, sådan kommer bliver vi også fundet, når vi er så langt nede, at vi er under gulvbrædderne. Og på samme måde er befrielsen også en mulighed for en ny begyndelse for os. En mulighed for at vælge den vej, der fører til kærlighed. Vi kan vælge sandheden.

Og sandheden er altid, uden undtagelse, den fortælling, der handler om kærlighed. Hvor kærligheden råder, der er der altid plads til et menneske til. Hvor kærligheden har magten, da bliver den fortabte altid fundet.

Vi er fundet.

Kristus mister aldrig troen på, at vi mennesker kan bliver fundet igen, når vi er faret vild. Han vil insisterer på at lede efter dig, og tro på, at når du bliver fundet, så befrier han dig til et liv i kærlighed.

Kærligheden er livets vidunderlige trodsmagt. En magt så trodsig, at frelsen er mulig, hvor alt ser håbløst ud. Fat mod – kærligheden finder vej.

Kristus er givet til frelse og fred.

Amen




Dagens tekst:
»Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.« Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.« Joh 8,42-51

2. søndag i fasten 2014

Det er en forårsdag af den smukkeste slags. Forårsblomsterne lyser op. Himlen er lyseblå og solens varme forsøger at opvarme den kolde jord og de kolde hjerter. På bænke rundtomkring sidder og ligger folk – nogle har smidt sig med en god bog, og andre sidder med lukkede øjne med ansigtet vendt mod solen. Fuglene kvidrer.

Sommerens komme lader sig ikke fornægte, og selv det mest lukkede sind åbner en sprække og lader lyset finde vej. Der bliver smilet til fremmede, og det er som om vinterens kulde smelter væk.

Livet er, som det er skabt til at være. Godt, lyst, fyldt med håb og glæde – og på vej mod sommeren.

Men der er også noget sårbart over denne tid. For vi ved jo, at vejret nemt kan skifte til gråvejr og regn. De spæde knopper på træerne kan let blive ofre for nattefrostens hærgen – intet er sikkert, selvom vi ved, at sommeren er på vej. Og midt i al glæden over solen og lyset, er der en farve af mismod og bekymring.

Sådan var det måske for den far, vi hører om i dagens evangelium. Han fik en søn, og glæden vil ingen ende tage. Men sønnen blev syg, og midt i glæden over at se sin søn vokse op, har bekymringerne taget over. Håbet og tvivlen har kæmpet om førstepladsen i hans liv.

Mørket kan snige sig ind på os. Vi kan blive overmandet af det, og det kan kaste os rundt i livet. Det kan fylde det hele. Og i glimt kan vi mærke, at det ikke er en del af Guds plan med verden, og derfor kalder vi det for det Guds modsætning – det dæmoniske. Det der falder udenfor Guds skaberværk.

Drengen var besat af en dæmon. Han var så syg, at det faldt udenfor Guds skaberværk. Det var ikke Guds vilje, at den lille dreng skulle lide, og hverken omsorg, kærlighed eller tid har kunnet helbrede ham. Mørket har spredt sig i faderens sind – en istap har sat sig fast i hans hjerte og frosset det til af smerte. Smerte af frygt for at skulle miste den, man ikke kan leve uden. Det er modsigelserne tid. Guds vilje mod det dæmoniske. Kærligheden mod frygten. Lyset mod mørket. Vi hvirvles rundt – falder ned i det hul, vi så stædigt har kæmpet mod at falde ned i. Det hul er tvivlens hul.

Faderen kæmpede mod frygten og tvivlen. For hvad nu hvis drengen aldrig bliver rask – hvad nu hvis døden tager ham? Og mon ikke den far har forsøg at finde en sammenhæng eller en mening i det, der er så meningsløst; nemlig hvorfor bliver nogle syge og andre ikke? Og det underlige er, at det er først, da han tør lade tvivlen fylde i sit liv – da han faktisk lader sig falde ned i hullet, at der sker en forandring. Det er i modsigelsen, Jesus møder ham, og da udbryder faderen spontant:

”Jeg tror, hjælp min vantro”.

Når folk modsiger sig selv, skal man lytte godt efter. Der er sket noget med os, når vi modsiger os. For når alle vores normer, forsvarsmekanismer, masker og holdninger falder til jorden, så står vi overfor livet, så nøgne som Adam og Eva, da de opdager, at de netop er nøgne. Når livet ikke giver mening, fordi det er krøbet helt tæt på os, da går sproget i stykker, og det kan ikke længere rumme sandheden (”Prædikener fra i går til i morgen”, Karin Friis Plum, s. 107). Faderen opdager, at den verden, som han har bygget op, ikke længere holder. Og han ser den falde sammen for øjnene af sig. Det går op for ham, at hans tro ikke rakte. Tvivlen måtte derfor komme på banen.

Tvivlen er menneskets råb om hjælp til Gud. Hvis vi kun tror, og aldrig tvivler, bliver vi som disciplene, der overmodigt forsøger at helbrede drengen, og fejler. Vi bliver som Ikaros, der tror, at vingerne vil bære hele vejen op til solen.

Vi kommer til at sætte os selv i centrum, hvis vi ikke tør åbne for vores tvivl. Hvis vi ikke tør se, at tro ikke handler om, hvorvidt vi tror nok eller helt rigtigt på Gud, så ser vi slet ikke, at tro i virkeligheden handler om, at turde lægge sit liv i Guds hænder, og være hjælpeløse. Så hjælpeløse, at vi tør tvivle og giv Gud plads.

Da faderen turde lukke tvivlen ind, turde bede Jesus om hjælp, fordi han indså sin egen magtesløshed, da lukkede han Gud ind i sit liv.

Tro behøver ikke være smuk, blankpoleret eller særlig standhaftig. Faktisk vil jeg nok blive ret bekymret, hvis jeg mødte sådan et menneske. Troen på Gud kan blive så stærk, at vi ikke længere behøver Gud.

Pontoppidan har en i en katekismus-forklaring fra 1700-tallet skrevet ca. sådan her: ”Troen er undertiden meget svag, som en dirrende hånd, der knap tør røre Guds barmhjertighed eller tage imod den – men i længsel er denne hånd rakt frem mod Guds barmhjertighed” (”Befrielsen” af Georg S. Geil, s. 45).

Tro er den fremstrakte hånd mod Gud. Den dirrende fremstrakte hånd, der beder om hjælp.

Vi skal komme til Gud, som dem vi er, i det liv som vi lever. Ja, hvordan kan vi overhovedet komme til Gud anderledes end dem vi er? Vi kan komme til Gud med de tanker vi har, med den tvivl vi har, og med de handlinger, vi har gjort. Vi kan komme, som dem vi er, og ikke som dem, vi tror, Gud gerne vil have, at vi skal være. Vi kan komme fyldt med modsætninger, med mørke tanker og frosne hjerter. Vi kan komme med mismodighed og vrede.

Og hvordan vi end kommer, som dem vi end er, da spreder Gud sin kærlighed ud over os og vores liv. Da må dæmonerne flygte i rædsel, for der, hvor kærligheden ser tvivlen og stadig elsker, er der ikke længere plads til dæmoner. Der er ikke det sted, hvor Gud ikke tør være – der er ingen gudsforladte steder, hvor dæmonen kan slå sine folder.

Sommeren er på vej. Troen og tvivlen råder endnu her. Men noget er forandret, som det blev det hos faderen. Noget har bevæget sig. Han mødte Kristus.

Mødet med Kristus smelter vores livs vinter væk for at lade krokus og anemoner blomstrer, hvor der før lå is. Han genopretter livet, giver os livet tilbage, så selv det mest frosne menneske kan få varme i sin krop. Sommeren er på vej, også selvom der endnu ligger is i vores liv.

Kampen mellem lyset og mørket af afgjort. Sommeren er helt sikker på vej! Men der venter os endnu nætter med frost og dage med rusk, men sommeren er på vej. Gud har vundet.

Vi står endnu ved begyndelsen af noget stort og smukt. Gudsrige er begyndt i verden, men vi er endnu ikke ved målet. Vi kan skimte det i det fjerne – det er det sted, hvor den eneste magt, der er tilbage, er kærligheden. Den kan vi bruge af uden frygt for at misbruge den. Den får os til at sætte hinanden fri, som stod vi med en sårbar fugl i vores hænder, der var klar til at flyve ud i verden.

Vi lever i et allerede – endnu ikke. Døden er en realitet – vi skal dø, der er smerte og sorg. Men noget er forandret. Sommeren er på vej.

Gud har rakt sin hånd ned for at gribe vores dirrende hånd, og han vil rejse os fra døden. Opstandelsen er lige her.

Sommeren er på vej.


Amen


Dagens tekst:
Da Jesus og Peter og Jakob og Johannes kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?« Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.« Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!« Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn. Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.« Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.« Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!« Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!« Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.« Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op. Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn.« Mark 9,14-29

Præsteklumme februar 2014

Dommedagsprofetier og kærlighed

Jeg vil komme med en indrømmelse. Jeg er dommedagsnørd, og ikke kun fordi jeg er præst. Jeg elsker at se dokumenterudsendelser om dommedag, hvor der bliver talt om alt fra gammastråling, vulkanudbrud over til de mere fantasifulde forslag som UFO angreb.

Jeg er dommedagsnørd. Og det bekymrer mig faktisk. Jeg kan nemlig blive lidt panisk ved tanken om, at vores galakse om 2 milliarder kan risikere at kollidere med Andromedagalaksen. TO MILLIARDER ÅR, og jeg kan få hjertebanken ved tanken. Der så meget liv, jeg skal nå at leve inden.

Jeg siger jer, at der er massevis af katastrofer, der venter på ske. Livet er stærkt bekymrende, når man tænker over det. Heldigvis dækker bekymringer over et liv, som vi holder af, og som vi helst ikke vil af med; men drukner vi i bekymringer i stedet for at leve livet?

Svaret er ja. Vi bekymrer os for meget over det, som vi alligevel ikke har indflydelse på. Vi bestemmer ikke over dommedag. Vi bestemmer ikke over hvornår frøet i jorden skal begynde at spire. Vi bestemmer heller ikke over kærligheden. Livet fyldt af det, som vi ikke har kontrol over.

I kristendommen får vi at vide, at Gud elsker os. Det har vi heldigvis heller ikke kontrol over. Gud har sat kærligheden i verden som en slags magnetisme, der holder os mennesker sammen.

Så når alt andet kan synes at falde fra hinanden, eller når bekymringerne, hvor fjollede de end måtte forekomme at være, overmander os, så skal vi huske på, at vi har fået kærligheden, som den stærkeste kraft af alle. Den kraft er ligeglad med fysiske love og dommedagsprofetier. Kærligheden er allerede lagt i os som et frø i jorden, der ligger klar til at spire. Kærligheden er begyndt, og en dag vil Gud fuldende det, han har begyndt, og se, det er en dommedagsprofeti, der giver trøst i stedet for bekymring.

Septuagesima 2014

Ok, livet er altså lidt en rodet affære. Jeg sad i går og lyttede til radioprogrammet Mads og Monopolet. Det er et program, hvor kendte giver gode og dårlige råd til mennesker, der ringer ind med dilemmaer. I går var der en sag om en ung gymnasieelev, der var inviteret på ferie i påsken sammen med kammerater fra skolen; men der var en, de ikke havde inviteret, fordi han var irriterende. Kammeraterne sagde, at de bare skulle lade være med at fortælle om turen til den dreng, der ikke var inviteret. Men det havde den unge gymnasieelev svært ved, fordi han selv havde prøvet, at være den dreng, der ikke kom med.

Rådene var der jo massevis af, men et af dem lød som følge: ”Tror han på, at det han giver ud, det vil komme igen, så skal han fortælle det; og gør han ikke, så skal han ikke fortælle det.”

Udover at det er et virkeligt dårligt råd, så blev jeg simpelthen så vred, da jeg hørte det, for hvad er det for en tilgang til livet?

Der bliver sagt til drengen, at han kun skal handle godt, hvis han tror på, at det gode vil komme tilbage til ham. Og troede han ikke på det, så kunne han gøre som han ville. Det er jo en sær tilgang til, ikke bare livet, men også andre mennesker. Som at vi mennesker ikke længere er medmennesker, men blot er redskaber, der skal sikre, at JEG får det godt. Hvad jeg ville råde drengen til, det må I gætte jer til :-)

Ja, livet er en rodet affære, og det kan være rigtig svært at vide, hvad man skal gøre, for man vil jo helst gøre det rigtige. Det vil vi alle sammen – vi vil helst træffe de valg, der gør, at vi får det bedst muligt – vi vil gerne gøre det rigtige, men det kan være svært engang imellem at se, hvad det rigtige er. Så nogle gange undslår vi os.

Evangeliet til i dag handler om tre tjenere, og der bliver ved første øjekast vendt op og ned på alt det, vi har lært om Gud. Det virker nemlig som om, at det er vores retfærdighed, der gør sig gældende i denne lignelse, og ikke Guds; nemlig menneskers retfærdighed, der siger, at du får igen som du investerer i livet – at det så ofte viser sig ikke at holde stik, er en helt anden side af sagen.

Vi lærer derimod i kristendommen, at Gud ikke bruger den menneskelige retfærdighed, men tværtimod høster, hvor han ikke har sået, og samler hvor han ikke har spredt. Vi hører om en kærlig Gud, der igen og igen elsker os på trods af vores fejltrin.

Og nu lader det til, at vi pludselig hører om en Gud, der straffer en mand, der er bange for at investerer, og derfor vælger den sikre vej – gemmer sin ene talent i jorden til Herren kommer igen. Hvad skete der med Guds nåde og barmhjertighed? Hvorimod de tjenere, der investerede fik ros for deres overskud – for profitten.

Det forekomme os næsten, at der er tale om en anden Gud end den, vi plejer at høre om. Der ligger den fare i evangeliet til i dag, at vi stirrer os blinde på den profit – og langsomt sniger det spørgsmål sig op i os, om det er profitten, der afgør om vi får ros af Gud eller ej?

Det er, hvad man kalder for gerningsretfærdighed, og det som Luther gjorde op med, da han dannede den protestantiske kirke, som vi er en del af – nemlig tanken om, at vi først er gode nok i Guds øjne, når vi har gjort nok. Eller sagt på en anden måde, at det er vores eget ansvar at få Guds godkendelse og ros.

Men det er slet ikke det, der er på færde i dag. Der er en anden helt afgørende forskel på de to første tjenere og den sidste, som ikke er profitten.

Vi bliver nødt til at digte lidt videre på evangeliet.

Søren Kierkegaard skrev et sted, at der manglede en tjener, nemlig den tjener, der investerer sin talent, og som IKKE får overskud, men derimod taber den. Hvad vil der ske med ham, hvis han var med i lignelsen? Kirkegaard gætter på, at han nok ville få vist tilgivelse og barmhjertighed.

Og ved at lave en hypotese om en fjerde tjener, står det klart, at det ikke handler om profit, men om noget helt andet. Her er nemlig forskellen på de to første tjenere og den sidste, og det er ikke profitten, men derimod vovemodet. De to første vovede, den sidste undslog sig.

Vi skal vove! Kierkegaard skiver i en af sine mange udgivelser, at man skal vove, for vover man ikke, så taber mig sig selv – ganske som den tredje tjener i dag (Sygdommen til Døden. En christelig psychologisk Udvikling til Opbyggelse og Opvækkelse af Anti-Climacus udgivet af S. Kierkegaard, C.A. Reitzel 1849, 1ste Afsnit, C, A, a, β, »Endelighedens Fortvivlelse er at mangle Uendelighed«).

At vove er at vise tillid til Guds nåde – til Guds storsind. Vi gør Gud så lille, at han kan være i vores bukselomme, hvis vi tror, at han ikke har råd til at tabe eller miste det, vi investerer. Vi skal ikke være bange for Gud, og bange for at det ikke går an at vove – Gud har råd!

Gud har givet os talenter, og her tænker jeg ikke på sådan et X-faktor talent – nej, han har givet os livet, som vores talent. Og det liv skal vi investerer. Vi må ikke undslå os eller fylde os selv med undskyldninger på Guds vegne om, at vi ikke vil pådrage ham tab ved at gøre os selv skyldige.

Livet gør os skyldige. Vi kan ikke leve et liv uden at komme til at skylde nogen noget – og her tænker jeg ikke penge. Og i sidste ende, så skylder vi jo Gud livet, og det sker, at vi taber, men det betyder ikke, at Gud ikke vil give os ros. Han vil rose os, når vi lever, hvordan det så end gik.

Vi skal have modet til at være skyldige. Det er et ord, der ofte lyder af åg på skuldrene og nedtrykt stemning og tristesse. Men skyld er nu engang en del af livet her på denne side af syndefaldet, og vi skal leve med vores skyld, og ikke begrave det levende af frygt eller i selvretfærdighed. Vi skal have tillid til, at Gud er livets Gud, der kan tåle vores skyld – han har råd til det.

Vi skal altså ikke sikre Gud maksimal profit som en betaling for vores liv – men vi skal heller ikke undslå os at leve vores liv med den skyld, det giver. Vi skal leve vores liv på Guds regning – helt gratis (Bent Falk, Kærlighedens pris, bind I, side 46).

Det nytter ikke noget at være beregnende foran Gud. Han gennemskuer det. Vi kan ikke snyde os til godhed ved at behandle andre eller vores liv som et redskab til at se godt ud i Guds øjne. Livet skal leves som den gave, det er, givet af Gud helt gratis ene og alene fordi han elsker os.

Amen

Dagens tekst:
Jesus sagde: »Det er med Himmeriget som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han. Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. Ligeledes tjente han med de to talenter to til. Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem. Den, der havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde: Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Også han med de to talenter kom og sagde: Herre, du betroede mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.« Matt 25,14-30

4, søndag efter helligtrekonger 2014

Jeg fik engang denne lille bog af forfatterens søn, der hedder det samme som sin far, nemlig Martin Salmonsen. Martin – faderen – brugte efter sin pension sin tid i Kirkens Korshær, hvor han gik blandt gadens folk. Det blev til mange snakke og oplevelser, og nogle af de møder skrev han om i denne lille bog, der så sigende hedder: ”Det er aldrig spildt” udgivet i 1978.

Jeg vil læse en af beretningerne højt for jer. Den hedder ”vagten” og lyder sådan her:

”Der ligger bag så mange af mine venners tragedie en tråd, der fører tilbage til rige og gode år med værdier som et godt hjem i et godt ægteskab med børn og hygge og tryghed og godt arbejde. Sådan var det for ”vagten”, der var en af de mange, der gik ned.

Om han som ung var blevet oplært i et eller andet fag, ved jeg ikke, men i sit barndomshjem lærte han, at spiritus på bordet hørte til daglig forplejning, og den lærdom lå ham i blodet. Efter soldatertjenesten blev han ansat ved de københavnske sporveje og avancerede til vognstyrer. Alt tegnede lyst, og bortset fra de sjældne soldeture i såkaldt godt lag, var der intet, der tydede på, at han skulle ende som dranker. Han giftede sig med en pæn pige, og sammen flyttede de ind i en god lejlighed. Her fik de to sunde børn, der var hans stolthed. Det var alt sammen godt og skulle synes så trygt, men alligevel var den en slange i hans paradis.

Vagtens omgangskreds var på linie med hans barndoms skik med spiritus som en daglig fornødenhed, og dette blev lidt efter lidt hans skæbne. En tid havde han så meget herredømme over sit stadigt voksende trang til spiritus, at han mødte ædru til sit arbejde, men på sine fridage drak han, og dette måtte efterhånden sætte sit præg på ham og dermed også på hans forhold til hjem, kone og børn.

Meget blev ødelagt. Meget blev forsømt.

Så skete det, at han for en del år siden var hjemme hos sine forældre til en julefrokost, og den frokost var med øl og snaps.

Samme dags eftermiddag havde han tjeneste. Han kørte sin vogn, som han skulle. Han standsede og igangsatte efter givne regler, men han snakkede lidt fjollet og lugtede fælt efter den våde frokost, og da han kom til vejs ende, stod en overordnet og bad ham følge med ind på sit kontor.

Det blev omgående afskedigelse. Afskedigelse uden anbefaling. En passager havde ringet.

Derefter begyndte de ægteskabelige vanskeligheder for alvor, og da disse efterhånden var blevet så store og så vidtfavnende, at samlivet mellem ægtefællerne var ødelagt, pakkede han sit tøj og forlod hjemmet. Han lejede et værelse i en anden bydel, og fra den stund gik det hurtigt ned ad bakke.

En kort tid havde han arbejde i et vagtselskab, men da han gang på gang mødte beruset på sin arbejdsplads og til tider helt udeblev, blev han fyret.

Nu stod han uden nogen form for ordnede forhold. Det var ingen indtægter og følgelig ikke noget at betale huslejen med, så derfor blev gaden og havneområdet og andre sædvanlige opholdssteder for subsistensløse hans hjem.

Han blev en vandrer uden mål, men fjerne fra sin last kunne han ikke.

Jeg traf ham i Århus.

- Kun på gennemrejse, sagde han flot.

Han var den dag mægtig højt oppe og stank af sprit, alt imens han pralede af store og antagelig tænkte bedrifter som vagtmand.
- Tyvepakket lærte både mig og mine ruter at kende, så det holdt sig borte, hvor jeg havde vagten.
Men i sine ædru stunder så han tilbage over store sin store fallit, og så græd han.

Det gjorde han også den aften, vi sad sammen i mødesalen og fælles med så mange andre derude fra overdrevet sang: Du, som bryder lænker…
Ak ja, broder. Bliver du mon en dag løst fra trællebåndene, eller skal du vandre din elendighedens vej din livsdag ud?

Hverken du eller jeg ved derom, men vi ved, at du i dine tunge lænker trænger at møde en medbroder, der i Jesu navn vil prøve at hjælpe dig.

En næste, som vil følge dig med sin forbøn”

Sådan skriver Martin Salmonsen om sit møde med vagten.

Jeg tror, vi alle kender eller har hørt om sådanne skæbner. Vi kender alle et menneske, der har mistet alt, som har kæmpet og tabt, eller som har grædt over deres liv.

Vi er jo selv det menneske engang imellem; og selvom det heldigvis er de færreste, der ender som vagten, så kan vi godt genkende os selv i dele af hans skæbne.

Der er bare stunder i livet, hvor vi er på gyngende grund. Der er tidspunkter, hvor vi føler, at vi drukner i bekymringer, ulykker eller ensomhed. Der er situationer, hvor vi træffer forkerte valg, der får konsekvenser for dem omkring os. Livet er som en sejlads på oprørte vande, hvor vi kæmper mod bølgerne – ligesom vi hører om det i evangeliet til i dag.

I fortællingen hører vi også om Jesus, der kommer gående ud til dem på vandet i den fjerde nattevagt.

Det er måske nok den mest kendte fortælling om Jesus i hele Bibelen. Bortset fra den, hvor han gør vand til vin, så er fortællingen om Jesus, der kommer gående på vandet, enormt udbredt. Og de fleste af os, får med det samme et billede af, hvordan det måtte have set ud, da Jesus kom gående.

Men fortælling rummer flere facetter end Jesus, der går på vandet. Vi kommer nemlig til, i lyset fra underet, at overse noget væsentligt, nemlig den oplysning, at Jesus kommer til disciplene i den fjerde nattevagt.

Natten var inddelt i fire vagter, og den sidste – nemlig den fjerde – lå fra kl. 3 om natten til kl. 6 om morgenen.

Vi hører også, at Jesus dagen inden havde været sammen med en stor mængde af mennesker, der ville kåre ham som konge, og da Jesus ville undgå den form for dyrkelse af sig selv, nødede han sine disciple til at sejle ud på søen, mens han selv gik op i bjergene for at bede. Og vejret var ikke godt, så vi ved at disciplene har kæmpet mod bølgerne en hel aften og nat.

Man siger jo, at det er mørkets før daggry – det er den tid, hvor natten har varet længst og hvor længslen efter lyset i horisonten er stærkest. Det er den fjerde nattevagt, der er mørkest, og da er det, at Han kommer gående ud til dem.

Han kommer til de bange, nej skrækslagne disciple – og han kommer til dem inden de overhovedet når at bede om hjælp, eller folde deres hænder i bøn eller registrere at de har brug for Jesus.

Jesus ved, hvornår vi trænger til hjælp, og hvornår livets lænker holder os bundne – og han ved det, før vi selv er klar over det. Han er med os, før vi ved, at vi har brug for ham. Og at Jesus netop kommer i den fjerde nattevagt, hvor alt er mørkest, betyder, at han kommer til alle mennesker, der sidder i mørket – han kommer til det skårede menneskesind, hvor vi selv har svært ved at kline skårene sammen igen. Og han kommer når de skår vi sidder med, som gør mest ondt, er dem, vi slog i andre (jf. ”Adgang tillad for uvedkommende” af Georg S. Geil, 1982, prædiken til 4.s.e.Helligtrekonger)

Jesus kommer til os. Eller sagt på en anden måde, så er Jesus tro, når vi mister troen, om det så er på os selv, hinanden, vores liv, fremtid eller Gud. Jesus er tro i vores troløshed.

I dåben hører vi, at der bliver sagt, at Jesus er med os alle dage indtil verdens ende. De ord er ikke kun sagt til dåbsbarnet, men bliver også sagt til os, der sidder på bænkerækkerne, så vi kan vide, at Jesus også kommer gående til os over oprørte vande, selv når vi tror, at det er umuligt for Gud at være os nær.

Måske kan man derfor også driste sig til at sige, at intet liv er spildt.

For hvordan kan et liv, som Gud tror på, være spildt? Ethvert liv har mening for Gud, selvom det kan forekomme meningsløst for os. Ethvert liv har brug for at blive set med kærlige og milde øjne, når vi dømmer det ude. Ethvert liv er livet værd, selvom vi føler os værdiløse. Ethvert liv har brug for at blive mødt i den fjerde nattevagt og mødt med ordene:

”Vær frimodige, frygt ikke, det er mig.”

Og se, der kommer han gående mod os – mod dig, ene og alene fordi du er til.

Amen


Dagens tekst
Straks efter nødte Jesus disciplene til at gå om bord i båden og tage i forvejen over til den anden bred, mens han selv sendte skarerne bort. Da han havde sendt skarerne bort, gik han ene op på bjerget for at bede. Og da det var blevet aften, var han alene dér. Båden var allerede mange stadier fra land og kæmpede med bølgerne, for vinden var imod. Men i den fjerde nattevagt kom han til dem, gående på søen. Da disciplene så ham gå på søen, blev de skrækslagne og sagde: »det er et spøgelse,« og de skreg af frygt. Og straks talte Jesus til dem og sagde: »vær frimodige, det er mig, frygt ikke!« men Peter sagde til ham: »herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet.« han sagde: »kom!« peter trådte ud af båden og gik på vandet hen til Jesus. Men da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte: »Herre, frels mig!« straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham og sagde: »du lidettroende, hvorfor tvivlede du?« da de kom op i båden, lagde vinden sig. Og mændene i båden kastede sig ned for ham og sagde: »sandelig, du er Guds søn.« matt 14,22-33