Kristi himmelfarts dag 2014

I Fadervor beder vi:

Fadervor, du som er i himlene.

Du som er i himlene – ikke bare i den blå himmel, som vi kan se ovenover vores hoveder, men i alle himle, vi kan forestille os. Der er han.

Det er altså langt væk. Eller det forekommer langt væk, for selvom jeg stiller mig på tæerne, og strækker mig alt, hvad jeg kan, så kommer jeg aldrig til at nå himlen. Heller ikke hvis jeg hopper så højt jeg kan, kommer jeg til at nå himlen. Tyngdekraften holder mig nede. Og skulle jeg en dag mod forventning komme med et rumskib ud i universet, så kan jeg heller ikke der nå himlen med mine fingerspidser.

Det forekommer så langt væk. Og det er der Jesus farer hen. Væk, væk, væk – op, op, op.

Men det er jo ikke pointen i dag. Det er jo ikke budskabet, at Jesus forsvinder væk fra os til himlene. Ude af øje, ude af sind. Nej, det vil jo betyde, at livet som kristen er ligegyldigt, for Gud er her slet ikke. Det ville betyde, at Jesu liv på jorden ar spildt, for han forsvandt igen. Men selvom det ikke er pointen, så kan jeg godt sidde med den tanke sådan en dag som i dag.

For det, der sker i dag, er så forunderligt, at det kan være svært at forstå. Det er også så håndgribeligt, at det kan være svært at forstå.

Jesus farer mod himlen, båret afsted. Forestil jer det lige.

Jesus der står på en sky, eller er det engle, der holder ham – måske er det Guds hånd, der kommer ned, griber ham og lader ham stige opad. Vi får med det samme en masse billeder i hovedet – forestillinger om, hvordan det måtte have set ud.

Vi har hver vores billede af det. Det er, som når man læser en bog, og bogstaverne bliver levende inde i os. Vi forestille os landskaber, personer, samtaler og begivenheder. Og ikke et billede er ens – vi har hver vores. Det er der intet forkert i – sådan er vi mennesker nu engang. Vi drømmer forskelligt. Men fantasien kan også blive stopklodsen, der gør denne dag, Kristi himmelfarts dag, til en lidt svær, ja måske endda en lidt fjollet, Helligdag. Vi ser Kristus forsvinde op i himlen for vores indre blik, men har svært ved at overbevise fornuften om, at det måtte være sket på denne måde. Det er så nemt at forestille sig, at det også bliver lidt plat.

Men der er intet plat ved denne dag – for den handler ikke om, hvordan vi forestiller os, at det er sket; men om selve forvandlingen. Ligesom en bog først giver mening, hvis der er en, der læser i den – inden er det bare en samling af sort ”krims kram” på papir, sådan skal denne dag også læses, men med hjertet. Det er forvandlingen, der sker med Jesus, der giver dagen indhold, og ikke hvordan det måtte have set ud.

Der sker en forvandling fra et til noget andet.

Fra det ene, hvor Jesus levede på jorden som enhver af os gør. Vi lever et liv, hvor vi er begrænset af vores kroppe. Vi kan ikke være to steder på en gang, selvom vores tanker kan flyve. Vi er lige nu og her.

Sådan var Gud også, da han levede som Jesus. Han begrænsede sig selv til kun at være et sted, og til kun at møde de mennesker, man kan nå at møde gennem et liv. Han var begrænset af tid og rum. Begrænset af døden. Han var i de nederstes sted, den yderste nød – og han fulgte os. Jesu liv er et symbol på, at Gud vil gøre alt for at følge os, om det så betyder, at han må aflægge sig sin magt, for at kunne være nær os.

Til det andet, hvor Jesus ikke længere kun er i den synlige verden, men overgår til den usynlige verden. Vi får at vide, at han farer til himlen, som et billede på, at der sker noget afgørende nyt.

Han er ikke længere begrænset af tid, rum og død. Selv ikke tyngdekraften er han begrænset af. Han bliver løftet ud af sin begrænsning, så han nu kan være hos os. Nærvende til stede hos hver enkelt.

Han var mennesket, der blev menneske for alle, og ikke kun for de få, han mødte gennem sit jordiske liv. Det er store ord, der kan lyde så store, at de truer med at flyve væk som balloner i Tivoli på en sommerdag. Men det ER også stort. Først steg Gud ned på jorden og begrænsede sig, så vi kunne få et ansigt, en stemme, ører og øjne at forholde os til. Og derefter steg han ud af den begrænsning for at kunne være nærværende i DIT liv.

Det er budskabet i dag – Kristus er der også for dig. Han måtte drage mod himlene så han kunne nå dit hjerte. Det er en forvandling – en forunderlig forvandling.

Vi behøver ikke strække os for at nå ham, han er overalt, som vinden der kærtegner os, når solen stikker. Som skyen der giver regn, når vi er ved at tørre ud og tørster efter kærlighed. Som lyset, der skinner gennem uvejret og lover, at det kan være anderledes. Som forvandlingens mulighed i vores liv.

Gud sidder ikke på en sky langt væk og kigger ned, fordi det er mere bekvemt eller nemmere for ham. Han er her, hvor vi er. Ikke hvor vi burde være eller hvor vi gerne vil være, men lige her, hvor vi faktisk er. Han er med os, også når vi ikke rigtig bryder os om, at være ved os selv, så står han ved os.

Det er himlene, han er i. Han er i vores individuelle himle. Eller rettere sagt vores forskellige forståelser af den verden, han har skabt. Så når vi beder: ”Fadervor, du som er i himlene”, så beder vi til den Gud, der er til stede hos alle mennesker.

Bruno Rasmussen, der er præst har skrevet en salme om himlen. Den lyder sådan her:


Himlen er ikke et sted i det fjerne.

Himlen er ikke blot til, når vi dør,

Himlen er ikke gemt bort bag en stjerne,

Himlen er dér, hvor vi tvivler og spø’r.

Himlen er dér, hvor Gud er nær.



Himlen er dér, hvor det tabte bli’r fundet,

dér hvor der svares på skrig og på råb,

dér hvor den knugende angst er forsvundet,

dér hvor fortvivlelsen ændres til håb.

Himlen er dér, hvor Gud er nær.



Himlen er dér, hvor Vorherre forkynder:

Straf sku’ du ha’, du får lov at gå fri.

Dér bli’r der glæde, og livet begynder,

frygten for helvedes hævn er forbi.

Himlen er dér, hvor Gud er nær.



Himlen er evig og altid på færde,

Himlen er nær i det daglige brød,

bryder den magt, der gør tingene værre,

bryder den dystre og djævelske død.

Himlen er dér, hvor Gud er nær.


Amen




Dagens tekst:
Jesus sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.« Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud. Luk 24,46-53

3. søndag efter påske 2014

Den bedste fornemmelse i livet er, når man føler, at man er på rette vej. Den fornemmelse af, at alting går i den rigtige retning, at man går i et tempo, hvor man kan følge med.

Ofte har der inden været lange perioder med tanker og overvejelser om, hvorvidt det vitterligt er den rigtige vej at gå. Ofte har det ikke været nemt at træffe beslutningen, men når man endelig har sagt til sig selv: ”Ja, det er den vej, jeg skal”, så er det som solskin efter et regnvejr. Skyerne trækker sig bort og afslører en blå himmel, dugdråberne synes at afspejle selve verden, og fuglene begynder at synge. Vi er på rette vej, fordi vi nu kender det mål, vi går mod.

Det er da bare en god fornemmelse.

Vi kalder den fornemmelse for alt muligt. Den indre stemme, at lytte til hjertet eller intuition. Og lige meget, hvad vi kalder det, så er det ord for det sammen, nemlig det, at når vi er på rette vej, så føles det som det eneste rigtige sted at være. Så føler vi, at vi er i live. Vi har et mål for øje og går vejen.

Men hvad er vigtigst – målet eller at være på vej?

Det er noget underligt noget, for når vi når et mål i vores liv, så er det ikke nødvendigvis altid jublende lykke, man oplever. Derimod oplever man nogle gange en slags melankoli. Det er blevet kaldt for sejrens melankoli. Det, at noget definitivt er slut, færdigt – og nu er man ikke længere på rette vej, men har nået sit mål. Så skal man finde et nyt mål at gå efter.

Jeg kender det ret godt. Jeg er ikke så god til at komme i mål, og det er nu ikke fordi jeg ikke er målrettet, men jeg er ikke særlig god til afslutninger. Fx så holder jeg af at læse bøger, men at læse de sidste 10 sider er næsten en kraftanstrengelse. Så læser jeg dem bare inden jeg begynder på bogen, så går det nemlig op. Jeg bryder mig heller ikke om at sige farvel til selskaber, og vil egentligt helst bare liste ud af bagvejen. Og da jeg var barn var sidste skoledag inden sommerferien ikke en festdag, men en lidt trist dag – en melankolsk dag. Jeg kender godt sejrens melankoli.

Det betyder ikke, at vi ikke skal have mål eller sætte os mål i livet, men der er måske mere at sige om livet end de mål, vi når.

For er det ikke sådan, at vi ofte også oplever perioder hvor vi ikke lige har et mål? At der er mange perioder i livet, hvor hverdagen fylder mest? Hvor vasketøj, græsslåning, betale regninger, lave mad, vaske op, gøre rent, gå på arbejde, svare på mails, gå til møder osv. bare fylder mest? Hverdagen har det med at tage fat i os, og så glider vi bare med?

Det er uretfærdigt blevet kaldt, at det kun er døde fisk, der flyder med strømmen, men jeg tror nærmere, at det er et udtryk for at livet bliver levet i det små – eller i hverdagen. Man er ikke en død fisk, fordi man gør det, der er nødvendigt, at der bliver gjort. Tværtimod så er man på vej.

Livet handler ikke kun om at nå i mål, men også om at være på vej. Og det glemmer vi engang imellem, når vi sammenligner os selv med døde fisk. Vi glemmer, at det ikke kun er de mennesker, der når alle deres mål, der er værdigfulde, men også dem, der aldrig når et mål. For at leve handler om at være på vej.

Jesus siger til os, at han er vejen, sandheden og livet.

Han er vejen.

Han er ikke målet, vi skal nå, men vejen vi skal gå. Han er ikke noget, vi kan krydse af på en liste, at så nåede vi også det. Han er ikke en Gud, der står i det fjerne og venter på, at vi indhenter ham – nej, han ER vejen, vi går. Han er vejen, hvad enten den er lang eller kort, bugtet eller lige, en omvej eller en genvej – eller den vej, hvor vi farer vild. Han er vejen, vi går. Han er med os i hverdagen, og ikke kun i livets højdepunkter.

Han er sandheden.

Der findes et ordsprog, der lyder: ”Følg den mand, der siger han søger sandheden, men undgå ham, der siger, han har fundet den."

Det er jo sandt, og især i en verden, hvor religiøs fanatisme fordærver den sunde fornuft. Og alligevel siger Jesus, at han er sandheden. Jesus var Guds søn, der kom for at fortælle os om Guds vilje med os mennesker. Den vilje er enkel – Gud elsker sin skabning. Han elsker dig.

Gud bekymrer sig om alle sine børn – kristne, hinduer, muslimer, buddhister, ateister – ja, selv politikere. Vi har, som kristne, ikke patent på Gud eller kærligheden, for den er for alle. Den skal vi søge i vores liv, og søge at give den til andre.

Han er livet.

Han er selve livet. Han er livet, fordi han er i livet. Gud er i vores liv. Gud nøjedes ikke med at sidde på en sky i himlen, men han kom ned mellem os som et menneske, for at han kunne dele sit liv med os. Når vi deler liv med hinanden, så skal vi huske, at vi gør det samme, som Gud gjorde for os – nemlig levede mellem os. Vi skal leve mellem hinanden, for hinanden.

Han er vejen, sandheden og livet. Det er gode ord, vi kan tage med os. De ord kan forvandle vores liv. De ord kan give os mod til at gå den vej, vi skal gå for hinanden. Give os mod til ikke kun at nedstirre målet i det fjerne, men at turde se os omkring i det liv, vi lever. Og give os håbet om, at selvom vi til tider kun går med småbitte skridt gennem livet, så går vi dog på den vej, hvor Gud selv går med.

Jeg vil slutte af med en lille historie om at gå i Jesu fodspor:

Margrethe var som sædvanlig i gang med de huslige gøremål med sin søn på tre år i nærheden. Men det var ikke helt nemt. Hvor hun gik, var hun ved at falde over sønnen.

Hun prøvede at foreslå ham forskellige mere stille aktiviteter, som han kunne beskæftige sig med på egen hånd – puslespil, målebog og lignende, men der var intet, der hjalp.

Sønnen smilte bare og sagde: ”Det gør ikke noget, mor, jeg vil meget hellere være her sammen med dig”.

Han fortsatte med at følge efter hende rundt i huset, men da hun for femte gang var ved at falde over ham, slap tålmodigheden op.

”Hvorfor følger du efter mig hele tiden?”, spurgte hun, lidt mere uvenligt end hun egentligt havde tænkt sig.

”I søndagsskolen sagde de, at vi skulle gå i Jesus’ fodspor”, forklarede sønnen. ”Men jeg kan ikke se ham. Derfor går jeg i dine i stedet for.”

(”Altid elsket” af Kristina Reftel, s. 11)


Amen


Dagens tekst:

Jesus sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.« Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.« Joh 14,1-11

Påskedag 2014

Jeg talte engang med en meget inspirerende kvinde, der sagde, at hvis hun nogensinde skulle prædike, så skulle det foregå på følgende måde:

Hun ville stille sig op på prædikestolen, se myndigt ud over menigheden, og så proklamere:

Gud er kærlighed.

Derefter ville hun gå ned, og bare lade folk sidde med det budskab og tygge på det i et kvarters tid. Og så ville den prædiken være slut.

Lad mig blankt erkende, at jeg har været fristet til at holde den prædiken – og ikke kun fordi jeg tror, at I ville kunne huske det i langt tid fremover, men også fordi hun har fat i den lange ende.

Hvis man skal koge kristendommen ned til et slogan, vil sætningen: ”Gud er kærlighed” være et godt bud. Men der er en sætning mere, der brænder sig på, og det er ”Kristus er opstanden”. Det er ordene, vi siger til hinanden påskemorgen i glæde og forventning. Vi siger ”Kristus er opstanden”. Og på sin vis er det kirkens korteste trosbekendelse.

Tilsammen udgør de to sætninger kristendommen samlet i en maggiterning. Alt andet udledning af disse to sætninger – eller alt andet er en konsekvens af, at Gud er kærlighed og Kristus er opstanden. En konsekvens, der sætter sig igennem i vores liv, ikke bare dengang, men også den dag i dag.

Men det er ikke altid lige til at få øje på, for nogle gange så kan det næste være som om der står sten i vejen mellem os og budskabet. Ligesom der for graven var rullet en stor sten for, der spærrede vejen mellem livet og døden. En stor sten, der spærrede vejen

Vi kender godt til sten, både de åndelige sten, men også de fysiske sten.

Vi kender sten, der ser ud til at vokse frem på markerne før kornet gør det. Sten, som børnene fylder i lommer og poser, når de går på stranden. Sten, der er bittesmå, men som irriterer grusomt, når vi får dem i skoen. Sten, som vores døbefonte er lavet af. Sten, der falder fra hjertet og letter os for tusind bekymringer. Sten, vi skal have fjernet og sten som vi lægger. Og sten, som vi også sætter ved gravene for at markere, at her ligger et menneske, som vi har elsket, og som senere generationer ikke længere kender. Men stenen markerer, at her ligger en, som jeg er i familie med, som jeg aldrig vil møde, men vi er knyttet sammen.

Så ja, vi kender stenene i vores liv. Vi kender trædestenene og anstødsstenene. Vi kender de store bautasten, og de små sandkorn.

Vi kender sten så store, at vi ikke kan rokke ved dem. De kan være så tunge og bastante, at de blokerer for vejen til fremtiden. Mon kvinderne fra dagens evangelium havde det sådan, da de med tunge skridt gik til deres Herres grav. En mand, de havde sat al deres lid til – en mand, de havde hørt tale om Gud som ingen anden, helbrede syge og oprejse døde. Og nu er han selv død.

Døden rummer en flig af vantro. Kan det virkelig passe, at døden har taget et menneske. Et menneske, der i går gik, levede, åndede og elskede? I går kunne jeg nå at sige og gøre alt. I går var fremtiden noget vi delte med hinanden. I dag er det for sent.

Jesus døde. Døde selvom han var Guds søn. Et hjertet der blev sat i gang i Marias mave med små bank, er nu holdt op med at slå. Og det kan intet menneske ændre på.

Men det kan Gud.

Gud sendte en engel til at vælte stenen, der blokerede vejen ind til graven, til fremtiden, til kærligheden og til livet. Den sten, der stod sådan, at intet menneske kunne se forbi den, men blot leve i dens skygge – den sten bliver fjernet.

Kristus gav os opstandelsen, og han gjorde det med et jordskælv, der fik stenene til at rulle. Jordskælv forandrer verden. Selve jorden ryster og alting falder fra hinanden – og bagefter ser intet ud som det gjorde før. Verden er forandret. Opstandelsen blev markeret med et jordskælv. Gud sætter også et jordskælv i gang inde i os. Han ryster vores hjerter, så de kan åbne sig for kærligheden. Han ryster vores tanker, så vi kan se med friske og fordomsfri øjne på hinanden. Han ryster vores kroppe, så indgroede vaner kan holde op, og give plads til nye veje at gå i livet.

Han ryster os, så det der spærrer vejen for os kan falde fra hinanden, og vi kan træde ud i lyset. Selv den sten der ser umulig at flytte, og den sten, vi ikke havde opdaget, den flytter Han for os, for:

Gud er kærlighed og Kristus er opstanden.
Opstandelsen skete ikke bare dengang, men er lige her i vores hverdag. Den er vores virkelighed – en realitet vi må tro. Opstandelsen er lige her.

Vi ser virkningen af opstandelsen i vores liv den dag i dag. Den er ved sygelejet, hvor en ægtefælle i medgang og modgang passer sin elskede til døden. Den er i barnets øjne første gang det kigger op og bliver mødt af sine forældres stolte blikke. Det er ved graven, hvor kvinden igen og igen måtte hen, fordi hun ikke kunne andet, og fordi hun fornemmede at her var kærligheden også at finde.

Opstandelsen er fornemmelsen af, at også her i vores liv i dag er der kærlighed at finde. Opstandelsen er livet, der er værd at leve – ikke bare på trods af døden – men i kraft af livet.

Opstandelsen er lige her. Eller som en af vores moderne salmedigtere, Iben Krogsdal (2010), skriver det i salmen:

Opstandelsen er også her
Du står
ved siden af det menneske der planter
et frø på vintergraven iført vanter

Opstandelsen er lige her
Du er
den store ånde bagved vores planer
der blæser liv i mere, end vi aner

Opstandelsen er lige her
Du går
med mennesker der smiler lidt generte
til en, der pludslig kigger op og ser det

Opstandelsen er lige her
Du går
med sagte skridt hos dem, der bærer andre
og alt til trods blir ved og ved at vandre

Opstandelsen er lige her
Du ser
vi ligger angstgrå i de værste stunder
du lægger dine stærke arme under

Opstandelsen er lige her
Du sker
når mennesker, der vakler tæt med sorgen,
igen kan se og smile: sikken morgen!

Opstandelsen er lige her
Du er
din himmel, når den blæser gennem sjæle
som mærker dig og endelig kan knæle

Opstandelsen er lige her
Du er
når vi kan give alt det liv tilbage
som nogen tog fra os på onde dage

Glædelig påske – stenen er væltet fra graven – du står i lyset. Opstandelsen er også her.

Når I går ud herfra i dag, vil I finde en spand med sten ved indgangen. I er velkomne til at tage en sten med jer i lommen, som en påmindelse om, at Gud har væltet stenen også for dig. Opstandelsen er lige her – i dit liv.


Amen.


Dagens tekst:
Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. Matt 28,1-8

Palmesøndag 2014

Jeg har lige været i teateret og set forestillingen Les Miserable. Det handler om en mand, Jean Valjean, som har været i fængsel i 19 år, oprindeligt for at stjæle et stykke brød til sin sultne søster. Da han bliver løsladt, forsøger han at finde et sted at sove, men selvom han har afsonet sin straf, så vil ingen have ham inden for deres døre. Han er straffet, og straffen klæber ved ham.

Han må sove på gaden. Det gør ham bitter. En dag møder han en biskop, der inviterer ham indenfor og giver ham mad, men i stedet for være taknemmelig, er Valjean blevet så præget af den måde, han er blevet behandlet på, at han stjæler noget sølvtøj. Straffen der klæber til ham, er efterhånden blevet en del af ham som person.

Politiet fanger ham, og så sker der noget forunderligt. For biskoppen, som man kunne forestille sig ville pege fingre af ham, vælger i stedet for at redde ham. Han siger, at sølvtøjet var en gave, og giver ham ovenikøbet to sølv lysestager. Men biskoppen giver ham også nogle ord med på vejen – han siger til ham, at han skal bruge sølvet til at blive en hæderlig mand. Han giver ham en chance som ingen andre ville give ham – han tror på ham som menneske.

Valjean bliver set som den han er, og det forandrer det, han gør.

Han bliver en hæderlig mand, tager sig af en lille pige, og giver hende en god opvækst. Og han dør mæt af dage. I bogen fortælles det, at en engel kommer for at hente hans sjæl, men i musicalen synger de i stedet for følgende:

”At tro på kærligheden er at stå foran Gud.”

Så ligetil kan livet med Gud forklares.

Og det, der er ligetil, er ofte det rigtige. Vi hører om Maria i dag, der tager noget meget kostbart olie, og hælder ud over Jesu fødder, og salver ham. Det er ligetil – en enkel handling, der ikke kræver andet end kærlighed.

Hun satte sig for hans fødder, og salvede ham. Der er sikkert mange, der i dag ville værge sig ved at sætte sig foran et andet menneskes fødder og salve dem. Der ligger en ydmygelse i det, som mange ville finde svært ved at få ind i deres liv. Vi vil helst ikke ydmyges; men der er netop en forskel på at ydmyge sig, og det ydmygende. Det ydmygende er en mand, der stjæler sølvtøj fra ham, der giver ham mad, eller den mand, der stjæler af pengekasse i stedet for at give til de trængende. Det ydmygende fjerner livsglæde, mod og glæde fra livet. Det ydmygende får os til at krympe os, fordi vi bliver set på som mindreværd, eller behandler andre som mindreværdige. Det er handlinger, der kræver tilgivelse.

At ydmyge sig er derimod det, vi gør, når vi bukker os dybt for hinanden, fordi vi i virkeligheden ser storheden. Fordi vi tror på kærligheden. Og der må vi bukke os – ydmyge os, for det er Gud selv vi står ansigt til ansigt med.

Gud selv ydmygede sig, da han blev et menneske. Han skabte os, og efterfølgende valgte han at bukke sig dybt for sin skabning ved at lade sig føde som menneske.

Da Maria falder ned foran Jesus, er det et billede på, at Gud gør det samme for os. Han falder på knæ for os, ydmyger sig, fordi han ser storheden i os. Og når Gud gør det for os, da bør vi også gør det for hinanden. Livet er en konstant øvelse i at ydmyge sig overfor hinanden. At ydmyge sig betyder, at man giver den anden respekt. For respekt er ikke noget, vi kan kræve, men noget vi giver hinanden, når vi tør bøje os for medmennesket, og se dets storhed. Det er næstekærlighed.

Det er ligetil. For livet med Gud er ligetil. Det er, som når vi endelig kommer til en beslutning efter måske måneders overvejelser – når vi kommer til en beslutning, så forekommer svaret så enkelt, at vi kan undre os over, at vi ikke fandt det før. På samme måde med kærligheden – når vi lader kærligheden fylde i vores liv – åbner vores hjerter – så er det, det meste enkle og ligetil i verden at favne vores næste i kærlighed.

Kritikere ville måske kalde det naivt. Det er naivt, at tro på, at mennesket kan være så stort. For der er så mange modbydelige handlinger, der sker både mellem nationer og mellem mennesker.

Desmond Tutu, der er ærkebiskop i Sydafrika skriver om netop dette således:

”Der synes ikke at være nogen ende på menneskets kreativitet, når det drejer sig om at gøre hinanden ondt, og ingen ende på de grunde, vi kan finde til at retfærdiggøre det. Men der er heller ingen ende på menneskets evne til at hele det brudte. Vi har hver især en medfødt evne til at skabe glæde ud af lidelsen, til at finde håb i de mest håbløse situationer og til at hele et hvilket som helst forhold, der behøver at blive helet.” (Tilgivelsesnbog, Desmond og Mpho Tutu, s. 10-11).

Ja, det er at være realistisk, når vi erkender, at vi kan være rigtig onde mod hinanden; men det er også at være realistisk, når vi erkender, at vi kan tilgive, tro, håbe og elske steder, det forekommer umuligt.

Vi har evnen til at åbne vores hjerter på tidspunkter, der ser umulige ud. Som Maria gjorde det ved et middagsbord, eller som biskoppen i Les Miserable gjorde det, da Valjean var blevet fanget. Vi kan åbne vores hjerter og falde på knæ for hinanden.

I dag begynder påskeugen, og det begynder med denne fortælling om Maria, og om fortællingen om Jesus, der rider ind i Jerusalem på et æsel.

Jesus rider ind i Jerusalem, som han også rider ind i vores hjerter. Jesus rydder det af vejen, der lukker vores hjerter af for kærligheden. Det kan være vrede og bitterhed, som i Valjeans tilfælde. Det kan være smålighed, som i Judas’ tilfælde. I dit liv er det måske trodsighed. Måske gider du ikke, måske har du givet op. Måske nægter du, at se storheden i andre, eller måske oplever du, at alle er på nakken af dig – eller måske har livet givet dig så mange ar, at du har det, som om du havde været fængslet i 19 år.

Det rydder Gud af vejen. Han åbner dit hjerte, falder på knæ foran dig, salver dig, og ser storheden i dig. Du skal tro på kærligheden, ikke fordi jeg siger det, men fordi du står ansigt til ansigt med Gud, når du tror på kærligheden.

Jesus var Guds ansigt på jord – han kom for at fortælle os om kærlighedens budskab – et budskab, han troede så meget på, at han endte med at dø for det. På fredag bliver han hængt op på kors, fordi han nægtede at lade bitterhed, vrede og hævn fylde, og fordi han valgte at tro på kærligheden.

Det er en høj pris at betale for kærligheden. Men en pris, der er værd at betale – han mødte ondskab med godhed, og vandt. Gud gav os ikke bare sølvet – vi fik to lysestager oveni.

Palmesøndag er glædens dag.

Jesus rider ind i Jerusalem, åbner vores hjerter, og gør livet større – så stort, at det går an både at råbe Hosianne af glæde, og knæle i ydmyghed.

Tak Herre, Tak Gud, fordi du ser os, ikke som vi gerne vil være, eller som vi bør være, men lige præcis som vi er – og der knæler DU for os, og salver os med kærlighed. Tak.
Amen

Dagens tekst:
Seks dage før påske kom Jesus til Betania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde. Dér holdt de et festmåltid for Jesus; Martha sørgede for maden, og Lazarus var en af dem, der sad til bords sammen med ham. Maria tog et pund ægte, meget kostbar nardusolie og salvede Jesu fødder og tørrede dem med sit hår; og huset fyldtes af duften fra den vellugtende olie. Judas Iskariot, en af Jesu disciple, han, som skulle forråde ham, sagde da: »Hvorfor er denne olie ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?« Det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv; han var nemlig den, der stod for pengekassen, og han stak noget til side af det, der blev lagt i den. Da sagde Jesus: »Lad hende være, så hun kan gemme den til den dag, jeg begraves. De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid.« Den store skare af jøder fik nu at vide, at Jesus var der; og de kom derud ikke alene på grund af ham, men også for at se Lazarus, som han havde oprejst fra de døde. Men ypperstepræsterne besluttede også at slå Lazarus ihjel, for på grund af ham gik mange jøder hen og troede på Jesus. Næste dag hørte den store folkeskare, som var kommet til festen, at Jesus var på vej til Jerusalem. De tog da palmegrene og gik ham i møde, og de råbte:
Hosianna!
Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn,
Israels konge!
Jesus fik fat på et ungt æsel og satte sig på det, sådan som der står skrevet:
Frygt ikke, Zions datter!
Se, din konge kommer,
ridende på et æsels føl.



Det forstod hans disciple ikke straks; men da Jesus var herliggjort, kom de i tanker om, at dette var skrevet om ham, og at det var det, man havde gjort med ham. Joh 12,1-16

Mariæ bebudelses dag 2014

Jeg tror et græsstrå er intet mindre end

stjernernes svendestykke,

og myren er lige så mirakuløs, eller et

sandskorn, eller gærdesmuttens æg,

og løvfrøen er en af den Højestes mesterværker.

og brombærranken ville smykke Himmeriges sale,

og det ubetydeligste hængsel i min hånd gør al

mekanik til skamme,

og koen der rasper græs med sænket hoved

overgår enhver statue,

og en mus er mirakel nok til at slå benene væk

under seks trillioner af vantro.

(”Jeg tror et græsstrå” af Walt Whitman (1819-1892), Gengivet fra Trinitetsmaksinen, s. 54)

Sådan skriver Walt Whitman.

En myre, et sandkorn eller en mus er et mirakel? Måske er miraklernes tid ikke forbi. Ja, tag bare ørets kringlede form. Måske er det et tegn, et symbol eller et bevis på, at Gud er stor. Eller en barnefod, der spjætter mod verden. Måske er den et håb, der finder vej til vores hjerter. Eller tag bare solsorten, der synger på en tagryg i tillid til at hele verden vil høre dens sang. Miraklernes tid er ikke forbi.

Det store skal ses i det små. Det mirakuløse skal findes i den verden omkring os – i nuet.

Det store skal ses i det små. Det ved vi godt, men vi glemmer det i hverdagens rasen, i køen i Rema og når vi ikke kan finde vores nøgler. Vi glemmer det, fordi hverdagen løber af med os.

Vi ser ikke en myre som et mirakel, men husker, at vi skal have købt myrelokkedåser. Vi ser ikke græsstrået som stjernernes svendestykke, men som en påmindelse om, at vi skal have slået det. Hverdagen løber af med os – livet løber af med os. Og vi løber efter, for hvor skulle vi ellers løbe hen? Storheden forsvinder i det små i stedet for at blive påmindelsen om, at Gud har skabt denne verden som et helt mesterværk.

Storheden skal ses i det små, og godt for det – for vi lever i det små. Vi er mennesker, der på en og samme gang er ganske små og helt mirakuløse.

Tænk jer – i forhold til det store univers med stjerner der fødes og dør, med galakser og uendelighed, da er vi blot små væsener.

Men i forhold til Gud, der skabte verden og ud af støv formede os, da er vi store. Vi er skabt af stjernestøv.

Vi er en del af det uendelige univers, som vi iagttager gennem en kikkert. Men vi får ikke altid øje på det store i os selv, i stedet for forsøger vi at kigge til verdens ende i jagten på noget større end os, og vi glemmer, at i os, ligger universet gemt som støvkorn, formet af vores skaber.

Gud har villet, at vi skal leve. Gud har villet din eksistens som den er. Og derfor er vi i os selv små mirakler, der vidner om, at livet på en lille planet er værd at leve.

Gud vil os. Gud vil dig.

Men Han nøjes ikke med, at se på os gennem en kikkert på afstand. Han ville se det store i det små på tæt hold, og derfor valgte han at lade sig føde som et menneske.

På denne Maria Bebudelsesdag fejrer vi, at Maria, en helt almindelige kvinde, skulle være mor til Jesus – til verdens frelser. Det pudsige er, at det netop er Maria. For hun var virkelig almindelig – der var intet særligt ved hende. Ja, skulle man pege på en kvinde, der skulle føde verdens kommende frelser, ville mange næppe vælge en alt for ung pige fra sted, som ingen dengang havde hørt om. Og man ville da slet ikke vælge en fattig kvinde, men hellere en kvinde med ressourcer.

Men Maria blev valgt. Og Gud har en tilbøjelighed til at vælge dem, der ikke egner sig. Jeg læste før om Sarah, der blev mor selvom hun var alt for gammel, og hendes skød tørret ud. Jesus vælger fiskere og analfabeter til at være sine disciple, og Paulus forfulgte kristne og slog dem ihjel. Det er sådanne mennesker, Gud vil have noget at gøre med. Dem som ingen andre regner, dem der ingen chancer har – dem der under ingen omstændigheder kan vinde x-faktor.

DE bliver valgt, når Gud skal vælge. For Gud ser storheden i det små.

Og Maria blev valgt. Valgt til at bære et barn under sit hjerte. Englen Gabriel kom til hende, og hun blev bange. Men englen siger til hende: ”Frygt ikke.”

Frygt ikke. De ord bliver gentaget den nat – 9 måneder senere – hvor Jesus kommer til verden. Da kommer en hel hær af engle til jorden, og finder en flok hyrder på en mark. Budskabet om verdens frelser blev ikke givet til de store i samfundet, men til de små – til hyrderne. Og også de bliver bange, og englene gentager ordene: ”Frygt ikke.”

Frygt ikke – sådan skal det siges til det menneske, der ikke forventede at blive udvalgt. Som ikke regnede sig selv for andet end støv. Som ikke så, at Guds kærlighed rakte hele vejen ind til deres hjerte. Det menneske, bliver overmandet, overvældet og forundret over at Gud fik øje det.

Frygt ikke. Maria hører de ord, og de gør hende tryg, for de bliver en forsikring om, at Gud er Gud også for hende. Og da tør hun lægge sit liv i hans hænder.

De ord lyder også til os i dag. Frygt ikke. Måske bør vi skrive de ord ned – på en post-it, på vores spejl i gangen eller som baggrundsskærm på din computer, så vi hver dag kunne få at vide, at vi ikke skal frygte.

Gud har udvalgt dig til dit liv, og hans kærlighed er stor nok til at også kunne rumme dig. Du kan trygt lægge dit liv i hans hænder, for Gud har lovet at ville gå med os. Han går ved siden af dig, og hvisker et ”frygt ikke” til dig hver gang du tvivler eller falder på din vej.

Gud går med dig.

Men vi tror bare ikke altid på det. Og derfor er der mange af os, der leder efter Gud i vores liv. Vi søger Gud gennem en følelse af nærvær, et tegn på at han er til, eller måske ligefrem et konkret bevis, der kan fortælle vores fornuft, at han er til. Vi leder efter Gud. Vi tager en kikkert frem og skuer rundt i livet efter Gud. Men det er nu engang svært at se det, der er tæt på os gennem en kikkert. Tag kikkert fra dine øjne, og se, at Gud er i dit liv.

Det store skal ses i det små.

Det store skal ses i det liv, vi lever. I den hverdag vi har. Det er her Gud møder os, ligesom han mødte en helt almindelig pige, Maria, der skulle bære verdens frelser under sit hjerte.

Det store skal ses i det små, og derfor må vi bryde ud i lovsang, som Maria måtte bryde ud i lovsang af glæde over Guds kærlighed til sin skabning.

Det store skal ses i det små. Vi bliver store i lyset af Guds kærlighed – Frygt derfor ikke, men gå frimodigt ud i det liv, Gud har givet dig.

Jeg tror et græsstrå er intet mindre end

stjernernes svendestykke,

og myren er lige så mirakuløs, eller et

sandskorn, eller gærdesmuttens æg,

og løvfrøen er en af den Højestes mesterværker.

og brombærranken ville smykke Himmeriges sale,

og det ubetydeligste hængsel i min hånd gør al

mekanik til skamme,

og koen der rasper græs med sænket hoved

overgår enhver statue,

og en mus er mirakel nok til at slå benene væk

under seks trillioner af vantro.


Dagens tekst:
Da sagde Maria: »Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vore fædre – mod Abraham og hans slægt til evig tid.” Luk 1,46-55

3. søndag i fasten 2014

Clara Kramer var en lille pige under 2. verdenskrig, og boede i Polen. Hun havde et dejligt liv, en lillesøster, som hun elskede, forældre, som hun ærede. Det eneste problem var, at Clara var jøde.

Da krigen bryder ud, flygter mange jøder fra den lille by, hun bor i. Men mange bliver også tilbage, deriblandt Clara og hendes familie.

De søger i skjul.

De gemmer sig under gulvet hos et par, de knap kender – et par, der på den ene side samarbejder med SS, og på den anden side ikke kan se til, mens uskyldige mennesker bliver slået ihjel. Derfor vælger de at redde denne familie ved at gemme dem under gulvet. En lille lem fører ned til rummene, hvor der knap er 1,5 meter til loftet. Familien kan ikke stå oprejst, og kun gennem et lille glughul i væggen får de lidt sollys ind hver dag.

Der boede de, levede, fejrede fødselsdage og helligdage. Der boede de, da SS overtog huset for en periode. Der sad de i kælderen, mens soldater trampede rundt ovenpå, så tæt på dem, at det mindste host ville have afsløret dem.

Clara skriver i al den tid dagbog, og hun fortæller om perioder af mismod og sult, og om perioder af glæde og håb. På et tidspunkt hører de, at tyskerne er på tilbagetrækning, da bliver befrielsen pludselig en realitet. Og hun skriver om den følelse:

”Vi fejrede det i stilhed, og hver især følte vi mere håb end vi havde gjort i månedsvis. Hvis blot jeg var ét åndedrag fra at sulte ihjel, når vi blev befriet, vidste jeg, at jeg ville være ligeglad” ("Claras krig", s.267).

Bare et åndedrag fra døden, når hun blev befriet, og hun ville være ligeglad med døden, for så havde hun dog åndet i frihed, en enkelt gang.

Det er stærke ord om friheden, og selvom de er sagt for 60 år siden, så runger de stærkt den dag i dag, hvor friheden er trængt for så mange rundt om i verden.

Det forunderlige i denne historie er, at Clara trods sine forfærdelige oplevelser, ikke mister troen på andre mennesker. Hun beholder det i sig, der gør hende til hende. Hun bliver ikke bitter, lader ikke vreden eller hadet fylde i resten af sit liv. Hun forsoner sig med sit livs fortælling. Hun fastholder at være den, hun er.

Det nemmeste ville ellers være at miste sig selv.

Det er der mange, der taler om disse dage – det, at vi så nemt kan miste os selv. Hverdagen her i Danmark er ikke så hård for flertallet som fortællingen om Clara i en kælder i Polen, men vi kan nu alligevel opleve noget, der gør, at vi føler, at vi mister os selv. Det kan være stress, dødsfald, skilsmisse eller sygdom i familien. Livet er fyldt med oplevelser, der truer os – får os til at miste os selv.

I evangeliet til i dag hører vi om Djævelen, der bliver kaldt for en morder. Morder betyder faktisk en, der røver vores væren. Altså en, der røver det i os, der gør os til os. Djævelen er ham, der slår glæden, modet, håbet, tilliden og kærligheden ihjel. Han er morder, fordi han dræber det i os, der gør os til levende mennesker.

Djævelen er løgnen, der hvisker til os, at vi ikke behøver glæde, mod, håb, tillid og kærlighed. Det er løgnen om, at andre heller ikke behøver det, så derfor må jeg gerne slå det ihjel.

Djævelen fryder sig, når vi mister troen på hinanden. Når vi ikke længere ser et medmenneske, men en fjende, så fryder Djævelen sig. Djævelen er det modsatte af Gud, og når vi mister troen på hinanden, så har vi også mistet troen på, at Gud har skabt hver eneste af os i sit billede. Det er selve skaberværket, vi sætter ud af spil, når vi mister troen på hinanden.

Når vi søger tilflugt i moralise og fordomme, eller har mere travlt med at kræve vores ret end vi har med at være mennesker, da skal vi være varsomme – for hvem er det, vi træder på, når vi forsøger at sætte verden i sådanne kasser?

Vi bliver fortabte, når vi kommer til at danse om den gulvkalv. Vi indsætter alt muligt andet som centrum for vores liv, end den ene der retmæssig kan kræve den plads; nemlig Gud.

Vi mister os selv.

Men som alt, der er mistet, kan det også findes igen. Og den gode nyhed er, at vi bliver fundet.

Vi får en chance mere, selvom vi satte en gulvkalv i centrum for vores liv. Det er enkelt – Gud har ikke skabt verden til fortabelse, men til frelse. Og frelse er det samme som at blive fundet.

Som Clara var gemt væk under gulvbrædderne, men kom ud til befrielsen, sådan kommer bliver vi også fundet, når vi er så langt nede, at vi er under gulvbrædderne. Og på samme måde er befrielsen også en mulighed for en ny begyndelse for os. En mulighed for at vælge den vej, der fører til kærlighed. Vi kan vælge sandheden.

Og sandheden er altid, uden undtagelse, den fortælling, der handler om kærlighed. Hvor kærligheden råder, der er der altid plads til et menneske til. Hvor kærligheden har magten, da bliver den fortabte altid fundet.

Vi er fundet.

Kristus mister aldrig troen på, at vi mennesker kan bliver fundet igen, når vi er faret vild. Han vil insisterer på at lede efter dig, og tro på, at når du bliver fundet, så befrier han dig til et liv i kærlighed.

Kærligheden er livets vidunderlige trodsmagt. En magt så trodsig, at frelsen er mulig, hvor alt ser håbløst ud. Fat mod – kærligheden finder vej.

Kristus er givet til frelse og fred.

Amen




Dagens tekst:
»Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.« Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.« Joh 8,42-51

2. søndag i fasten 2014

Det er en forårsdag af den smukkeste slags. Forårsblomsterne lyser op. Himlen er lyseblå og solens varme forsøger at opvarme den kolde jord og de kolde hjerter. På bænke rundtomkring sidder og ligger folk – nogle har smidt sig med en god bog, og andre sidder med lukkede øjne med ansigtet vendt mod solen. Fuglene kvidrer.

Sommerens komme lader sig ikke fornægte, og selv det mest lukkede sind åbner en sprække og lader lyset finde vej. Der bliver smilet til fremmede, og det er som om vinterens kulde smelter væk.

Livet er, som det er skabt til at være. Godt, lyst, fyldt med håb og glæde – og på vej mod sommeren.

Men der er også noget sårbart over denne tid. For vi ved jo, at vejret nemt kan skifte til gråvejr og regn. De spæde knopper på træerne kan let blive ofre for nattefrostens hærgen – intet er sikkert, selvom vi ved, at sommeren er på vej. Og midt i al glæden over solen og lyset, er der en farve af mismod og bekymring.

Sådan var det måske for den far, vi hører om i dagens evangelium. Han fik en søn, og glæden vil ingen ende tage. Men sønnen blev syg, og midt i glæden over at se sin søn vokse op, har bekymringerne taget over. Håbet og tvivlen har kæmpet om førstepladsen i hans liv.

Mørket kan snige sig ind på os. Vi kan blive overmandet af det, og det kan kaste os rundt i livet. Det kan fylde det hele. Og i glimt kan vi mærke, at det ikke er en del af Guds plan med verden, og derfor kalder vi det for det Guds modsætning – det dæmoniske. Det der falder udenfor Guds skaberværk.

Drengen var besat af en dæmon. Han var så syg, at det faldt udenfor Guds skaberværk. Det var ikke Guds vilje, at den lille dreng skulle lide, og hverken omsorg, kærlighed eller tid har kunnet helbrede ham. Mørket har spredt sig i faderens sind – en istap har sat sig fast i hans hjerte og frosset det til af smerte. Smerte af frygt for at skulle miste den, man ikke kan leve uden. Det er modsigelserne tid. Guds vilje mod det dæmoniske. Kærligheden mod frygten. Lyset mod mørket. Vi hvirvles rundt – falder ned i det hul, vi så stædigt har kæmpet mod at falde ned i. Det hul er tvivlens hul.

Faderen kæmpede mod frygten og tvivlen. For hvad nu hvis drengen aldrig bliver rask – hvad nu hvis døden tager ham? Og mon ikke den far har forsøg at finde en sammenhæng eller en mening i det, der er så meningsløst; nemlig hvorfor bliver nogle syge og andre ikke? Og det underlige er, at det er først, da han tør lade tvivlen fylde i sit liv – da han faktisk lader sig falde ned i hullet, at der sker en forandring. Det er i modsigelsen, Jesus møder ham, og da udbryder faderen spontant:

”Jeg tror, hjælp min vantro”.

Når folk modsiger sig selv, skal man lytte godt efter. Der er sket noget med os, når vi modsiger os. For når alle vores normer, forsvarsmekanismer, masker og holdninger falder til jorden, så står vi overfor livet, så nøgne som Adam og Eva, da de opdager, at de netop er nøgne. Når livet ikke giver mening, fordi det er krøbet helt tæt på os, da går sproget i stykker, og det kan ikke længere rumme sandheden (”Prædikener fra i går til i morgen”, Karin Friis Plum, s. 107). Faderen opdager, at den verden, som han har bygget op, ikke længere holder. Og han ser den falde sammen for øjnene af sig. Det går op for ham, at hans tro ikke rakte. Tvivlen måtte derfor komme på banen.

Tvivlen er menneskets råb om hjælp til Gud. Hvis vi kun tror, og aldrig tvivler, bliver vi som disciplene, der overmodigt forsøger at helbrede drengen, og fejler. Vi bliver som Ikaros, der tror, at vingerne vil bære hele vejen op til solen.

Vi kommer til at sætte os selv i centrum, hvis vi ikke tør åbne for vores tvivl. Hvis vi ikke tør se, at tro ikke handler om, hvorvidt vi tror nok eller helt rigtigt på Gud, så ser vi slet ikke, at tro i virkeligheden handler om, at turde lægge sit liv i Guds hænder, og være hjælpeløse. Så hjælpeløse, at vi tør tvivle og giv Gud plads.

Da faderen turde lukke tvivlen ind, turde bede Jesus om hjælp, fordi han indså sin egen magtesløshed, da lukkede han Gud ind i sit liv.

Tro behøver ikke være smuk, blankpoleret eller særlig standhaftig. Faktisk vil jeg nok blive ret bekymret, hvis jeg mødte sådan et menneske. Troen på Gud kan blive så stærk, at vi ikke længere behøver Gud.

Pontoppidan har en i en katekismus-forklaring fra 1700-tallet skrevet ca. sådan her: ”Troen er undertiden meget svag, som en dirrende hånd, der knap tør røre Guds barmhjertighed eller tage imod den – men i længsel er denne hånd rakt frem mod Guds barmhjertighed” (”Befrielsen” af Georg S. Geil, s. 45).

Tro er den fremstrakte hånd mod Gud. Den dirrende fremstrakte hånd, der beder om hjælp.

Vi skal komme til Gud, som dem vi er, i det liv som vi lever. Ja, hvordan kan vi overhovedet komme til Gud anderledes end dem vi er? Vi kan komme til Gud med de tanker vi har, med den tvivl vi har, og med de handlinger, vi har gjort. Vi kan komme, som dem vi er, og ikke som dem, vi tror, Gud gerne vil have, at vi skal være. Vi kan komme fyldt med modsætninger, med mørke tanker og frosne hjerter. Vi kan komme med mismodighed og vrede.

Og hvordan vi end kommer, som dem vi end er, da spreder Gud sin kærlighed ud over os og vores liv. Da må dæmonerne flygte i rædsel, for der, hvor kærligheden ser tvivlen og stadig elsker, er der ikke længere plads til dæmoner. Der er ikke det sted, hvor Gud ikke tør være – der er ingen gudsforladte steder, hvor dæmonen kan slå sine folder.

Sommeren er på vej. Troen og tvivlen råder endnu her. Men noget er forandret, som det blev det hos faderen. Noget har bevæget sig. Han mødte Kristus.

Mødet med Kristus smelter vores livs vinter væk for at lade krokus og anemoner blomstrer, hvor der før lå is. Han genopretter livet, giver os livet tilbage, så selv det mest frosne menneske kan få varme i sin krop. Sommeren er på vej, også selvom der endnu ligger is i vores liv.

Kampen mellem lyset og mørket af afgjort. Sommeren er helt sikker på vej! Men der venter os endnu nætter med frost og dage med rusk, men sommeren er på vej. Gud har vundet.

Vi står endnu ved begyndelsen af noget stort og smukt. Gudsrige er begyndt i verden, men vi er endnu ikke ved målet. Vi kan skimte det i det fjerne – det er det sted, hvor den eneste magt, der er tilbage, er kærligheden. Den kan vi bruge af uden frygt for at misbruge den. Den får os til at sætte hinanden fri, som stod vi med en sårbar fugl i vores hænder, der var klar til at flyve ud i verden.

Vi lever i et allerede – endnu ikke. Døden er en realitet – vi skal dø, der er smerte og sorg. Men noget er forandret. Sommeren er på vej.

Gud har rakt sin hånd ned for at gribe vores dirrende hånd, og han vil rejse os fra døden. Opstandelsen er lige her.

Sommeren er på vej.


Amen


Dagens tekst:
Da Jesus og Peter og Jakob og Johannes kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?« Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.« Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!« Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn. Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.« Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.« Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!« Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!« Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.« Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op. Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn.« Mark 9,14-29