Pinsedag 2014

Da jeg var barn elskede jeg at ligge i græsset på sommerdage og dufte jorden, mens jeg kiggede op i den blå himmel. Skyer, der svævede forbi og antog forskellige former som fantasien gjorde levende. Solen bagte og satte fregner på næsen. Og mens jeg lå der husker jeg den blide sommervind. Den vind, der luftede, svalede og mildnede solens stråler. Den vind gjorde det godt at ligge der, og bare være til. Vinden, der både pustede og kærtegnede på en og samme tid.

Mon Helligånden er som en vind, der både kærtegner os som en hilsen fra Gud, og puster liv i vores tilgroede tanker? Blæser os ud af fordomme, og får os til at tage skridt, vi ikke turde tage? Som vinden, der kommer lige i tide og mildner luften omkring os? Som vinden, der gør os levende?

Et øjeblik af væren. Kærlighedens eneste bud er, at når vinden kommer, så vend den i ryggen, men vov at vend dg mod den åbne arme og mærk pustet. Det er Helligånden – Talsmanden – der kommer.

Nu vil jeg blankt indrømme, at det her barndoms minde er ret idyllisk. Og jeg vil vove den påstand, at mange af jer har et minde, der ligner det her. Det er nemlig noget, børn gør. Lægger sig ned og kigger op på verden med store øjne. Faren ved det billede af Helligånden, som jeg ligesom selv har givet jer, er, at det nemt gør ånden til noget meget sødt, og intet andet.

Men Helligånden er mere end det. Den er også dybt provokerende. Den tvinger sig vej til vores hjerter og banker på med en kraft, der får det til at runge i vores indre. Den er såmænd sin egen rambuk, og åbner du ikke, så skal den nok banke hårdere.

Da Lukas skriver Apostelenes Gerninger, som jeg læste højt for jer fra alteret, skriver han om tunger af ild, der sætter sig på hver enkelt. Ild. Ikke en smuk glorie, men tunger af ild.

Som noget, der kan brænde sig vej – give dig et mærke for altid. Det har sin pris.

Helligånden har sin pris.

Den kræver dig.

Så hvad er det Helligånden gør? John V. Taylor, der var biskop, siger følgende om Helligåndens virke:

»Den Hellige Ånd er den usynlige tredjepart,
som står midt mellem mig og den
anden og gør os begge hver for sig opmærksomme
på, at den anden står der...Vi taler så
selvfølgeligt om Ånden som kilde til kraft.
Men i virkeligheden dygtiggør den os ikke ved
at gøre os unaturligt stærke, men ved at åbne
vore øjne« (s. 25). (Kærligheds og Sandheds Ånd, DMS 1979).

Helligånden er ånden mellem os mennesker, der kræver os, så vi åbner vores øjne – eller rettere åbner vore hjerter, så vi får øje på det menneske, der står ved siden af os. Det er øjnene, der ser, men hjertet, der forstår.

Det handler om relationer – om dig om mig.

Helligånden er mere end bare det enkelte menneske optaget af sin relation til Gud. Hvis det var meningen med skaberværket, at vi ikke skulle gå i fællesskaber, var Gud stoppet ved Adam, og vores Bibel ville have været noget kort. Men i skabelsesmyten hører vi, at Gud skaber kvinden, og den fortælling er symbol på det, vi mennesker erfarer livet igennem, nemlig at vi er skabt til at indgå i fællesskaber.

Jeg mødte engang en psykiater, der fortalte, at låste man et almindeligt menneske ind i en gummicelle, ville enhver i løbet af 14 dage få høre- og synshallucinationer. Man ville med andre ord få en hjerne, der ikke længere kunne kende forskel på virkelighed og fantasi. Det er bemærkelsesværdigt, at vi mennesker bliver ude af os selv, hvis vi er alene.

Vi er altså skabt til at få øje på hinanden.

Det er ganske unaturligt at vi hver dag går forbi så mange mennesker uden at se på dem, anerkender at de eksisterer, smiler til dem eller er nysgerrige efter at høre hvem de er. Og måske er det også derfor så mange mennesker i de store byer faktisk er ensomme.

Ensomhed er et grundvilkår, som vi alle føler i vores liv i større eller mindre grad. Den ligger der under overfladen som en protest mod livet, der bliver levet i ensomhed. Ensomheden rammer med en kraft, der kan true med at slynge os ud af vores livsbane. Den kan gøre os panikslagne. Den kan gøre os handlingslammede. Den kan stoppe tiden.

Ensomheden rammer – og den rammer, fordi vi er skabt til fællesskaber.

Jesus siger i dag: ”Jeg efterlader jer ikke faderløse; jeg kommer til jer”. Det er et stærkt udtryk, der fortæller noget om vores relationer, og den frygt, der måske har ligget i hans disciple den aften, Jesus taler med dem. Og måske er det også den frygt, der ligger i mange af os. Frygten for, at Gud vil forlade os – efterlade os i livet som forældreløse. Ethvert barn, der er blevet væk fra sin far eller mor i et supermarked kender den følelse. Frygten for, at man aldrig skal blive fundet igen.

Den frygt kender Gud, og siger derfor Jesus til sine disciple og til os: ”Jeg efter jer ikke faderløs; jeg kommer til jer.”

Jesus kommer til os som den Hellige ånd, der kan nå de steder, hvor vi ikke troede, der var plads til Gud.

Leonard Cohen, som I måske kender, synger i en af sine berømte sange, nemlig Anthem: ”There is a crack in everything. That is how the light gets in.” Oversat betyder det: Der er en revne i al. Det er sådan lyset kommet ind.

Der er hvad Helligånden gør. Finder den mindste revne i et forhærdet, forbitret eller forstenet hjerte, og der blæser den sin varme ånde ind, så den langsomt baner vej for lyset. Åbner os for, at ved siden af os, sidder et menneske, der har brug for dig.

Vi er skabt til fællesskab. Det betyder, at det menneske du møder på din vej – ethvert menneske, du møder på din vej – har brug for at blive set.

Helligåndens vinde blæser over denne verden. Åbner veje når alt ser håbløst ud. Åbner hjerter hvor kærligheden er visnet. Åbner vores arme hvor vi krampagtigt holder fast i os selv.

Det sker ikke mirakuløst på en gang, eller i et orgie af følelser – men det sker hele tiden i det små. Et smil, en håndsrækning eller en bøn. En handling eller et møde, der for altid brænder sig fast i vores erindring.

Som en stille sommerbrise, der mildner luften omkring os, og som en tunge af ild, der brænder sig fast i vores hjerter.

Kære menighed – Vi mennesker er skabt til fællesskab. Helligånden vil lede os i den retning.

Det holder vi pinse på – det bygger vi kirker på – det lever vi på.

Glædelig pinse.



Amen




Dagens tekster:
Jesus sagde: »Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.« Joh 14,15-21




Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige. I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. De var ude af sig selv af forundring og spurgte: »Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.« ApG 2,1-11




Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren. Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd. Jer 31,31-34

6. søndag efter påske 2014

Jeg blev engang kaldt ud på intensivafdelingen. Et menneske lå i koma, og fremtiden lå krøllet sammen i en affaldsspand. Håbet lå lige ved siden af klar til at blive smidt ud.

Jeg talte med de pårørende, der kæmpede med tvivlen og håbet, der hele tiden skiftede plads som vinder i deres liv. Det var en bevægende tid, hvor alt var kaotisk. De anede ikke, hvad de skulle forberede sig på. Og når det sker, så forbereder vi mennesker os næsten altid på det værste, for at slibe den hårde kant af chokket væk. Det var ikke en nem tid for de pårørende. De ønskede derfor, at jeg som præst skulle bede en bøn.

Det ville jeg gerne, så jeg bad. Bad om et mirakel, og hvis det ikke kom, så bad jeg Gud om, at Han måtte tage dette menneske i hånden og gå med det hele vejen ind i Himlen.

Mens jeg bad, stod jeg og kigge på en skærm, der viste hjerterytmen. Det er underligt, at et hjerte, som vi forbinder med liv, kærlighed, passion, lidenskab og empati, kan koges ned til en maskine, der bipper. Men det kan det måske heller ikke, når det kommer til stykket.

Jeg bad stille og sagte. Nærmest hviskede bønnen ind i øret på dette menneske, og mens jeg bad, skete der noget bemærkelsesværdigt. Hjerterytmen faldt. Hjertet slog roligere, mens jeg bad, og da bønnen var færdig steg hjerterytmen igen.

Nu ville en, der har forstand på mekanik om det så er maskiner eller mennesker, måske kunne bortforklare dette med en ledning eller almindelige forstyrrelser i hjertet. Det er faktisk meget nemt, at gøre sådan en oplevelse til noget meget mindre. Men heldigvis har jeg ikke forstand på mekanik. Og derfor tror jeg, at det der Gud, der gør vores liv større. Han gør vores liv så stort, at når der bliver bedt, så falder hjertet til ro.

Bøn er kærlighed, der bliver delt. Bøn er at holde et andet menneske fast på, at det er elsket af Gud. Bøn er at insistere på kærligheden.

Jesus beder for os. Beder for os, og får vores hjerter til at falde til ro.

Jesus beder om, at vi skal blive ét. ”Jesus sagde: ”ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dag, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig”.

Han beder om, at vi skal blive ét. Det er i virkeligheden noget underligt noget at bede om. Bede om at blive et, som om vi mennesker kan og bør samles i en åndelige smeltedigel?

Vi lever nemlig i en tid, hvor det at være en ener er et adelsmærke. Der er ikke ret mange, der har lyst til at være gennemsnitlige, så derfor søger vi vores individuelle livsvej.

Men vi mærker alligevel engang imellem i vores liv trangen til at være et. I kærligheden mærker vi trangen til at smelte sammen, og forene selv det, der gør os forskellige. Kærligheden søger at få os til at passe sammen som to puslespilsbrikker.

På sin vis er det, hvad der sker i kirken. Her bliver det, der umiddelbart ser forskelligt ud samlet som puslespilsbrikker, der tilsammen danner billedet: menneske.

For Gud er vi mennesker først. Alt det vi kan, alle de succeser, vi kommer med, har ingen betydning. Det kan lyde nedslående, hvis man har arbejdet hårdt for noget. Men omvendt så betyder ens fiaskoer heller ikke noget. Det afgørende i mødet med Gud er nemlig vores menneskelighed.

Jesus beder altså for, at vi skal blive et i vores menneskelighed. Det er jo det, vi alle har tilfælles; om man så kommer fra den ene af verden eller den anden, om man stemte det ene eller det andet til Europa parlaments valget, eller om man er til samtalekøkkener eller badekar. Det er ikke det, der bliver bedt for, men derimod vores menneskelighed.

Det har vi tilfælles. Det er vores enhed.

I virkeligheden handler det om, at vi skal acceptere, at vi har menneskeligheden tilfælles – eller sagt med andre ord, at vi skal acceptere os selv. Det er ord, der bliver gentaget mange steder, alt fra Dameblade til terapirum. Og det bliver gentaget, fordi det rummer en sandhed. Men for at kunne acceptere sig selv, så skal vi slippe de illusioner, vi har om os selv. De dagdrømme, hvor vi er de smukkeste, bedste og største, der findes.

Vi skal acceptere os selv, som vi er, og ikke som vi drømmer, vi er – acceptere vores menneskelighed. Det handler om ydmyghed. Ordet ydmyghed kommer af det latinske humilitas, der igen kommer fra ordet humus, som betyder jord. Ydmyghed handler altså om at tage vores jordeliv på sig. Ofte vil man få at vide, at man skal fokusere på sine stærke sider, men det kan give den vrangforestilling, at det kun er de stærke sider, der er værd at acceptere. Vi skal derimod acceptere vores jordeliv med alt, hvad det rummer, og dermed også de svage sider. De sider, hvor vi er bange, sårbare, skrøbelige og usikre. Det er også en del af det at være menneske. Og det er også en del af de sider, som Gud elsker dig for.

Vi skal have mod til at være svage. Og når vi tør det, så finder vi accepten af os selv. Både solsiden og skyggesiden.

Gud vil give os det rum – rummet hvor det bliver muligt at være til i al vores menneskelighed. Hvor vi kan finde sammen på tværs af alt det, der skiller os ad. Hvor der bliver bygget bro, fordi vi slet og ret er mennesker. Hvor vores hjerter kan få lov at slå roligere i tilliden til at det går an være os.

Jesus beder for os – beder om, at vi må blive ét. Bønnen er en kærlighedserklæring til medmennesket, at det er elsket af Gud.

Vi beder den dag i dag for verden omkring os. Vi går i forbøn hver søndag lige efter prædikenen, hvor vi beder for andre i håbet om, at Gud vil skabe rummet, hvor vi kan få øje på hinandens menneskelighed.

Vi beder fordi, vi får skænket en rum, hvor vi kan sænke paraderne og lade hjertet slå roligt.



Amen




Dagens tekst:

Jesus sagde: »Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.« Joh 17,20-26

Kristi himmelfarts dag 2014

I Fadervor beder vi:

Fadervor, du som er i himlene.

Du som er i himlene – ikke bare i den blå himmel, som vi kan se ovenover vores hoveder, men i alle himle, vi kan forestille os. Der er han.

Det er altså langt væk. Eller det forekommer langt væk, for selvom jeg stiller mig på tæerne, og strækker mig alt, hvad jeg kan, så kommer jeg aldrig til at nå himlen. Heller ikke hvis jeg hopper så højt jeg kan, kommer jeg til at nå himlen. Tyngdekraften holder mig nede. Og skulle jeg en dag mod forventning komme med et rumskib ud i universet, så kan jeg heller ikke der nå himlen med mine fingerspidser.

Det forekommer så langt væk. Og det er der Jesus farer hen. Væk, væk, væk – op, op, op.

Men det er jo ikke pointen i dag. Det er jo ikke budskabet, at Jesus forsvinder væk fra os til himlene. Ude af øje, ude af sind. Nej, det vil jo betyde, at livet som kristen er ligegyldigt, for Gud er her slet ikke. Det ville betyde, at Jesu liv på jorden ar spildt, for han forsvandt igen. Men selvom det ikke er pointen, så kan jeg godt sidde med den tanke sådan en dag som i dag.

For det, der sker i dag, er så forunderligt, at det kan være svært at forstå. Det er også så håndgribeligt, at det kan være svært at forstå.

Jesus farer mod himlen, båret afsted. Forestil jer det lige.

Jesus der står på en sky, eller er det engle, der holder ham – måske er det Guds hånd, der kommer ned, griber ham og lader ham stige opad. Vi får med det samme en masse billeder i hovedet – forestillinger om, hvordan det måtte have set ud.

Vi har hver vores billede af det. Det er, som når man læser en bog, og bogstaverne bliver levende inde i os. Vi forestille os landskaber, personer, samtaler og begivenheder. Og ikke et billede er ens – vi har hver vores. Det er der intet forkert i – sådan er vi mennesker nu engang. Vi drømmer forskelligt. Men fantasien kan også blive stopklodsen, der gør denne dag, Kristi himmelfarts dag, til en lidt svær, ja måske endda en lidt fjollet, Helligdag. Vi ser Kristus forsvinde op i himlen for vores indre blik, men har svært ved at overbevise fornuften om, at det måtte være sket på denne måde. Det er så nemt at forestille sig, at det også bliver lidt plat.

Men der er intet plat ved denne dag – for den handler ikke om, hvordan vi forestiller os, at det er sket; men om selve forvandlingen. Ligesom en bog først giver mening, hvis der er en, der læser i den – inden er det bare en samling af sort ”krims kram” på papir, sådan skal denne dag også læses, men med hjertet. Det er forvandlingen, der sker med Jesus, der giver dagen indhold, og ikke hvordan det måtte have set ud.

Der sker en forvandling fra et til noget andet.

Fra det ene, hvor Jesus levede på jorden som enhver af os gør. Vi lever et liv, hvor vi er begrænset af vores kroppe. Vi kan ikke være to steder på en gang, selvom vores tanker kan flyve. Vi er lige nu og her.

Sådan var Gud også, da han levede som Jesus. Han begrænsede sig selv til kun at være et sted, og til kun at møde de mennesker, man kan nå at møde gennem et liv. Han var begrænset af tid og rum. Begrænset af døden. Han var i de nederstes sted, den yderste nød – og han fulgte os. Jesu liv er et symbol på, at Gud vil gøre alt for at følge os, om det så betyder, at han må aflægge sig sin magt, for at kunne være nær os.

Til det andet, hvor Jesus ikke længere kun er i den synlige verden, men overgår til den usynlige verden. Vi får at vide, at han farer til himlen, som et billede på, at der sker noget afgørende nyt.

Han er ikke længere begrænset af tid, rum og død. Selv ikke tyngdekraften er han begrænset af. Han bliver løftet ud af sin begrænsning, så han nu kan være hos os. Nærvende til stede hos hver enkelt.

Han var mennesket, der blev menneske for alle, og ikke kun for de få, han mødte gennem sit jordiske liv. Det er store ord, der kan lyde så store, at de truer med at flyve væk som balloner i Tivoli på en sommerdag. Men det ER også stort. Først steg Gud ned på jorden og begrænsede sig, så vi kunne få et ansigt, en stemme, ører og øjne at forholde os til. Og derefter steg han ud af den begrænsning for at kunne være nærværende i DIT liv.

Det er budskabet i dag – Kristus er der også for dig. Han måtte drage mod himlene så han kunne nå dit hjerte. Det er en forvandling – en forunderlig forvandling.

Vi behøver ikke strække os for at nå ham, han er overalt, som vinden der kærtegner os, når solen stikker. Som skyen der giver regn, når vi er ved at tørre ud og tørster efter kærlighed. Som lyset, der skinner gennem uvejret og lover, at det kan være anderledes. Som forvandlingens mulighed i vores liv.

Gud sidder ikke på en sky langt væk og kigger ned, fordi det er mere bekvemt eller nemmere for ham. Han er her, hvor vi er. Ikke hvor vi burde være eller hvor vi gerne vil være, men lige her, hvor vi faktisk er. Han er med os, også når vi ikke rigtig bryder os om, at være ved os selv, så står han ved os.

Det er himlene, han er i. Han er i vores individuelle himle. Eller rettere sagt vores forskellige forståelser af den verden, han har skabt. Så når vi beder: ”Fadervor, du som er i himlene”, så beder vi til den Gud, der er til stede hos alle mennesker.

Bruno Rasmussen, der er præst har skrevet en salme om himlen. Den lyder sådan her:


Himlen er ikke et sted i det fjerne.

Himlen er ikke blot til, når vi dør,

Himlen er ikke gemt bort bag en stjerne,

Himlen er dér, hvor vi tvivler og spø’r.

Himlen er dér, hvor Gud er nær.



Himlen er dér, hvor det tabte bli’r fundet,

dér hvor der svares på skrig og på råb,

dér hvor den knugende angst er forsvundet,

dér hvor fortvivlelsen ændres til håb.

Himlen er dér, hvor Gud er nær.



Himlen er dér, hvor Vorherre forkynder:

Straf sku’ du ha’, du får lov at gå fri.

Dér bli’r der glæde, og livet begynder,

frygten for helvedes hævn er forbi.

Himlen er dér, hvor Gud er nær.



Himlen er evig og altid på færde,

Himlen er nær i det daglige brød,

bryder den magt, der gør tingene værre,

bryder den dystre og djævelske død.

Himlen er dér, hvor Gud er nær.


Amen




Dagens tekst:
Jesus sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.« Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud. Luk 24,46-53

3. søndag efter påske 2014

Den bedste fornemmelse i livet er, når man føler, at man er på rette vej. Den fornemmelse af, at alting går i den rigtige retning, at man går i et tempo, hvor man kan følge med.

Ofte har der inden været lange perioder med tanker og overvejelser om, hvorvidt det vitterligt er den rigtige vej at gå. Ofte har det ikke været nemt at træffe beslutningen, men når man endelig har sagt til sig selv: ”Ja, det er den vej, jeg skal”, så er det som solskin efter et regnvejr. Skyerne trækker sig bort og afslører en blå himmel, dugdråberne synes at afspejle selve verden, og fuglene begynder at synge. Vi er på rette vej, fordi vi nu kender det mål, vi går mod.

Det er da bare en god fornemmelse.

Vi kalder den fornemmelse for alt muligt. Den indre stemme, at lytte til hjertet eller intuition. Og lige meget, hvad vi kalder det, så er det ord for det sammen, nemlig det, at når vi er på rette vej, så føles det som det eneste rigtige sted at være. Så føler vi, at vi er i live. Vi har et mål for øje og går vejen.

Men hvad er vigtigst – målet eller at være på vej?

Det er noget underligt noget, for når vi når et mål i vores liv, så er det ikke nødvendigvis altid jublende lykke, man oplever. Derimod oplever man nogle gange en slags melankoli. Det er blevet kaldt for sejrens melankoli. Det, at noget definitivt er slut, færdigt – og nu er man ikke længere på rette vej, men har nået sit mål. Så skal man finde et nyt mål at gå efter.

Jeg kender det ret godt. Jeg er ikke så god til at komme i mål, og det er nu ikke fordi jeg ikke er målrettet, men jeg er ikke særlig god til afslutninger. Fx så holder jeg af at læse bøger, men at læse de sidste 10 sider er næsten en kraftanstrengelse. Så læser jeg dem bare inden jeg begynder på bogen, så går det nemlig op. Jeg bryder mig heller ikke om at sige farvel til selskaber, og vil egentligt helst bare liste ud af bagvejen. Og da jeg var barn var sidste skoledag inden sommerferien ikke en festdag, men en lidt trist dag – en melankolsk dag. Jeg kender godt sejrens melankoli.

Det betyder ikke, at vi ikke skal have mål eller sætte os mål i livet, men der er måske mere at sige om livet end de mål, vi når.

For er det ikke sådan, at vi ofte også oplever perioder hvor vi ikke lige har et mål? At der er mange perioder i livet, hvor hverdagen fylder mest? Hvor vasketøj, græsslåning, betale regninger, lave mad, vaske op, gøre rent, gå på arbejde, svare på mails, gå til møder osv. bare fylder mest? Hverdagen har det med at tage fat i os, og så glider vi bare med?

Det er uretfærdigt blevet kaldt, at det kun er døde fisk, der flyder med strømmen, men jeg tror nærmere, at det er et udtryk for at livet bliver levet i det små – eller i hverdagen. Man er ikke en død fisk, fordi man gør det, der er nødvendigt, at der bliver gjort. Tværtimod så er man på vej.

Livet handler ikke kun om at nå i mål, men også om at være på vej. Og det glemmer vi engang imellem, når vi sammenligner os selv med døde fisk. Vi glemmer, at det ikke kun er de mennesker, der når alle deres mål, der er værdigfulde, men også dem, der aldrig når et mål. For at leve handler om at være på vej.

Jesus siger til os, at han er vejen, sandheden og livet.

Han er vejen.

Han er ikke målet, vi skal nå, men vejen vi skal gå. Han er ikke noget, vi kan krydse af på en liste, at så nåede vi også det. Han er ikke en Gud, der står i det fjerne og venter på, at vi indhenter ham – nej, han ER vejen, vi går. Han er vejen, hvad enten den er lang eller kort, bugtet eller lige, en omvej eller en genvej – eller den vej, hvor vi farer vild. Han er vejen, vi går. Han er med os i hverdagen, og ikke kun i livets højdepunkter.

Han er sandheden.

Der findes et ordsprog, der lyder: ”Følg den mand, der siger han søger sandheden, men undgå ham, der siger, han har fundet den."

Det er jo sandt, og især i en verden, hvor religiøs fanatisme fordærver den sunde fornuft. Og alligevel siger Jesus, at han er sandheden. Jesus var Guds søn, der kom for at fortælle os om Guds vilje med os mennesker. Den vilje er enkel – Gud elsker sin skabning. Han elsker dig.

Gud bekymrer sig om alle sine børn – kristne, hinduer, muslimer, buddhister, ateister – ja, selv politikere. Vi har, som kristne, ikke patent på Gud eller kærligheden, for den er for alle. Den skal vi søge i vores liv, og søge at give den til andre.

Han er livet.

Han er selve livet. Han er livet, fordi han er i livet. Gud er i vores liv. Gud nøjedes ikke med at sidde på en sky i himlen, men han kom ned mellem os som et menneske, for at han kunne dele sit liv med os. Når vi deler liv med hinanden, så skal vi huske, at vi gør det samme, som Gud gjorde for os – nemlig levede mellem os. Vi skal leve mellem hinanden, for hinanden.

Han er vejen, sandheden og livet. Det er gode ord, vi kan tage med os. De ord kan forvandle vores liv. De ord kan give os mod til at gå den vej, vi skal gå for hinanden. Give os mod til ikke kun at nedstirre målet i det fjerne, men at turde se os omkring i det liv, vi lever. Og give os håbet om, at selvom vi til tider kun går med småbitte skridt gennem livet, så går vi dog på den vej, hvor Gud selv går med.

Jeg vil slutte af med en lille historie om at gå i Jesu fodspor:

Margrethe var som sædvanlig i gang med de huslige gøremål med sin søn på tre år i nærheden. Men det var ikke helt nemt. Hvor hun gik, var hun ved at falde over sønnen.

Hun prøvede at foreslå ham forskellige mere stille aktiviteter, som han kunne beskæftige sig med på egen hånd – puslespil, målebog og lignende, men der var intet, der hjalp.

Sønnen smilte bare og sagde: ”Det gør ikke noget, mor, jeg vil meget hellere være her sammen med dig”.

Han fortsatte med at følge efter hende rundt i huset, men da hun for femte gang var ved at falde over ham, slap tålmodigheden op.

”Hvorfor følger du efter mig hele tiden?”, spurgte hun, lidt mere uvenligt end hun egentligt havde tænkt sig.

”I søndagsskolen sagde de, at vi skulle gå i Jesus’ fodspor”, forklarede sønnen. ”Men jeg kan ikke se ham. Derfor går jeg i dine i stedet for.”

(”Altid elsket” af Kristina Reftel, s. 11)


Amen


Dagens tekst:

Jesus sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.« Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.« Joh 14,1-11

Påskedag 2014

Jeg talte engang med en meget inspirerende kvinde, der sagde, at hvis hun nogensinde skulle prædike, så skulle det foregå på følgende måde:

Hun ville stille sig op på prædikestolen, se myndigt ud over menigheden, og så proklamere:

Gud er kærlighed.

Derefter ville hun gå ned, og bare lade folk sidde med det budskab og tygge på det i et kvarters tid. Og så ville den prædiken være slut.

Lad mig blankt erkende, at jeg har været fristet til at holde den prædiken – og ikke kun fordi jeg tror, at I ville kunne huske det i langt tid fremover, men også fordi hun har fat i den lange ende.

Hvis man skal koge kristendommen ned til et slogan, vil sætningen: ”Gud er kærlighed” være et godt bud. Men der er en sætning mere, der brænder sig på, og det er ”Kristus er opstanden”. Det er ordene, vi siger til hinanden påskemorgen i glæde og forventning. Vi siger ”Kristus er opstanden”. Og på sin vis er det kirkens korteste trosbekendelse.

Tilsammen udgør de to sætninger kristendommen samlet i en maggiterning. Alt andet udledning af disse to sætninger – eller alt andet er en konsekvens af, at Gud er kærlighed og Kristus er opstanden. En konsekvens, der sætter sig igennem i vores liv, ikke bare dengang, men også den dag i dag.

Men det er ikke altid lige til at få øje på, for nogle gange så kan det næste være som om der står sten i vejen mellem os og budskabet. Ligesom der for graven var rullet en stor sten for, der spærrede vejen mellem livet og døden. En stor sten, der spærrede vejen

Vi kender godt til sten, både de åndelige sten, men også de fysiske sten.

Vi kender sten, der ser ud til at vokse frem på markerne før kornet gør det. Sten, som børnene fylder i lommer og poser, når de går på stranden. Sten, der er bittesmå, men som irriterer grusomt, når vi får dem i skoen. Sten, som vores døbefonte er lavet af. Sten, der falder fra hjertet og letter os for tusind bekymringer. Sten, vi skal have fjernet og sten som vi lægger. Og sten, som vi også sætter ved gravene for at markere, at her ligger et menneske, som vi har elsket, og som senere generationer ikke længere kender. Men stenen markerer, at her ligger en, som jeg er i familie med, som jeg aldrig vil møde, men vi er knyttet sammen.

Så ja, vi kender stenene i vores liv. Vi kender trædestenene og anstødsstenene. Vi kender de store bautasten, og de små sandkorn.

Vi kender sten så store, at vi ikke kan rokke ved dem. De kan være så tunge og bastante, at de blokerer for vejen til fremtiden. Mon kvinderne fra dagens evangelium havde det sådan, da de med tunge skridt gik til deres Herres grav. En mand, de havde sat al deres lid til – en mand, de havde hørt tale om Gud som ingen anden, helbrede syge og oprejse døde. Og nu er han selv død.

Døden rummer en flig af vantro. Kan det virkelig passe, at døden har taget et menneske. Et menneske, der i går gik, levede, åndede og elskede? I går kunne jeg nå at sige og gøre alt. I går var fremtiden noget vi delte med hinanden. I dag er det for sent.

Jesus døde. Døde selvom han var Guds søn. Et hjertet der blev sat i gang i Marias mave med små bank, er nu holdt op med at slå. Og det kan intet menneske ændre på.

Men det kan Gud.

Gud sendte en engel til at vælte stenen, der blokerede vejen ind til graven, til fremtiden, til kærligheden og til livet. Den sten, der stod sådan, at intet menneske kunne se forbi den, men blot leve i dens skygge – den sten bliver fjernet.

Kristus gav os opstandelsen, og han gjorde det med et jordskælv, der fik stenene til at rulle. Jordskælv forandrer verden. Selve jorden ryster og alting falder fra hinanden – og bagefter ser intet ud som det gjorde før. Verden er forandret. Opstandelsen blev markeret med et jordskælv. Gud sætter også et jordskælv i gang inde i os. Han ryster vores hjerter, så de kan åbne sig for kærligheden. Han ryster vores tanker, så vi kan se med friske og fordomsfri øjne på hinanden. Han ryster vores kroppe, så indgroede vaner kan holde op, og give plads til nye veje at gå i livet.

Han ryster os, så det der spærrer vejen for os kan falde fra hinanden, og vi kan træde ud i lyset. Selv den sten der ser umulig at flytte, og den sten, vi ikke havde opdaget, den flytter Han for os, for:

Gud er kærlighed og Kristus er opstanden.
Opstandelsen skete ikke bare dengang, men er lige her i vores hverdag. Den er vores virkelighed – en realitet vi må tro. Opstandelsen er lige her.

Vi ser virkningen af opstandelsen i vores liv den dag i dag. Den er ved sygelejet, hvor en ægtefælle i medgang og modgang passer sin elskede til døden. Den er i barnets øjne første gang det kigger op og bliver mødt af sine forældres stolte blikke. Det er ved graven, hvor kvinden igen og igen måtte hen, fordi hun ikke kunne andet, og fordi hun fornemmede at her var kærligheden også at finde.

Opstandelsen er fornemmelsen af, at også her i vores liv i dag er der kærlighed at finde. Opstandelsen er livet, der er værd at leve – ikke bare på trods af døden – men i kraft af livet.

Opstandelsen er lige her. Eller som en af vores moderne salmedigtere, Iben Krogsdal (2010), skriver det i salmen:

Opstandelsen er også her
Du står
ved siden af det menneske der planter
et frø på vintergraven iført vanter

Opstandelsen er lige her
Du er
den store ånde bagved vores planer
der blæser liv i mere, end vi aner

Opstandelsen er lige her
Du går
med mennesker der smiler lidt generte
til en, der pludslig kigger op og ser det

Opstandelsen er lige her
Du går
med sagte skridt hos dem, der bærer andre
og alt til trods blir ved og ved at vandre

Opstandelsen er lige her
Du ser
vi ligger angstgrå i de værste stunder
du lægger dine stærke arme under

Opstandelsen er lige her
Du sker
når mennesker, der vakler tæt med sorgen,
igen kan se og smile: sikken morgen!

Opstandelsen er lige her
Du er
din himmel, når den blæser gennem sjæle
som mærker dig og endelig kan knæle

Opstandelsen er lige her
Du er
når vi kan give alt det liv tilbage
som nogen tog fra os på onde dage

Glædelig påske – stenen er væltet fra graven – du står i lyset. Opstandelsen er også her.

Når I går ud herfra i dag, vil I finde en spand med sten ved indgangen. I er velkomne til at tage en sten med jer i lommen, som en påmindelse om, at Gud har væltet stenen også for dig. Opstandelsen er lige her – i dit liv.


Amen.


Dagens tekst:
Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. Matt 28,1-8

Palmesøndag 2014

Jeg har lige været i teateret og set forestillingen Les Miserable. Det handler om en mand, Jean Valjean, som har været i fængsel i 19 år, oprindeligt for at stjæle et stykke brød til sin sultne søster. Da han bliver løsladt, forsøger han at finde et sted at sove, men selvom han har afsonet sin straf, så vil ingen have ham inden for deres døre. Han er straffet, og straffen klæber ved ham.

Han må sove på gaden. Det gør ham bitter. En dag møder han en biskop, der inviterer ham indenfor og giver ham mad, men i stedet for være taknemmelig, er Valjean blevet så præget af den måde, han er blevet behandlet på, at han stjæler noget sølvtøj. Straffen der klæber til ham, er efterhånden blevet en del af ham som person.

Politiet fanger ham, og så sker der noget forunderligt. For biskoppen, som man kunne forestille sig ville pege fingre af ham, vælger i stedet for at redde ham. Han siger, at sølvtøjet var en gave, og giver ham ovenikøbet to sølv lysestager. Men biskoppen giver ham også nogle ord med på vejen – han siger til ham, at han skal bruge sølvet til at blive en hæderlig mand. Han giver ham en chance som ingen andre ville give ham – han tror på ham som menneske.

Valjean bliver set som den han er, og det forandrer det, han gør.

Han bliver en hæderlig mand, tager sig af en lille pige, og giver hende en god opvækst. Og han dør mæt af dage. I bogen fortælles det, at en engel kommer for at hente hans sjæl, men i musicalen synger de i stedet for følgende:

”At tro på kærligheden er at stå foran Gud.”

Så ligetil kan livet med Gud forklares.

Og det, der er ligetil, er ofte det rigtige. Vi hører om Maria i dag, der tager noget meget kostbart olie, og hælder ud over Jesu fødder, og salver ham. Det er ligetil – en enkel handling, der ikke kræver andet end kærlighed.

Hun satte sig for hans fødder, og salvede ham. Der er sikkert mange, der i dag ville værge sig ved at sætte sig foran et andet menneskes fødder og salve dem. Der ligger en ydmygelse i det, som mange ville finde svært ved at få ind i deres liv. Vi vil helst ikke ydmyges; men der er netop en forskel på at ydmyge sig, og det ydmygende. Det ydmygende er en mand, der stjæler sølvtøj fra ham, der giver ham mad, eller den mand, der stjæler af pengekasse i stedet for at give til de trængende. Det ydmygende fjerner livsglæde, mod og glæde fra livet. Det ydmygende får os til at krympe os, fordi vi bliver set på som mindreværd, eller behandler andre som mindreværdige. Det er handlinger, der kræver tilgivelse.

At ydmyge sig er derimod det, vi gør, når vi bukker os dybt for hinanden, fordi vi i virkeligheden ser storheden. Fordi vi tror på kærligheden. Og der må vi bukke os – ydmyge os, for det er Gud selv vi står ansigt til ansigt med.

Gud selv ydmygede sig, da han blev et menneske. Han skabte os, og efterfølgende valgte han at bukke sig dybt for sin skabning ved at lade sig føde som menneske.

Da Maria falder ned foran Jesus, er det et billede på, at Gud gør det samme for os. Han falder på knæ for os, ydmyger sig, fordi han ser storheden i os. Og når Gud gør det for os, da bør vi også gør det for hinanden. Livet er en konstant øvelse i at ydmyge sig overfor hinanden. At ydmyge sig betyder, at man giver den anden respekt. For respekt er ikke noget, vi kan kræve, men noget vi giver hinanden, når vi tør bøje os for medmennesket, og se dets storhed. Det er næstekærlighed.

Det er ligetil. For livet med Gud er ligetil. Det er, som når vi endelig kommer til en beslutning efter måske måneders overvejelser – når vi kommer til en beslutning, så forekommer svaret så enkelt, at vi kan undre os over, at vi ikke fandt det før. På samme måde med kærligheden – når vi lader kærligheden fylde i vores liv – åbner vores hjerter – så er det, det meste enkle og ligetil i verden at favne vores næste i kærlighed.

Kritikere ville måske kalde det naivt. Det er naivt, at tro på, at mennesket kan være så stort. For der er så mange modbydelige handlinger, der sker både mellem nationer og mellem mennesker.

Desmond Tutu, der er ærkebiskop i Sydafrika skriver om netop dette således:

”Der synes ikke at være nogen ende på menneskets kreativitet, når det drejer sig om at gøre hinanden ondt, og ingen ende på de grunde, vi kan finde til at retfærdiggøre det. Men der er heller ingen ende på menneskets evne til at hele det brudte. Vi har hver især en medfødt evne til at skabe glæde ud af lidelsen, til at finde håb i de mest håbløse situationer og til at hele et hvilket som helst forhold, der behøver at blive helet.” (Tilgivelsesnbog, Desmond og Mpho Tutu, s. 10-11).

Ja, det er at være realistisk, når vi erkender, at vi kan være rigtig onde mod hinanden; men det er også at være realistisk, når vi erkender, at vi kan tilgive, tro, håbe og elske steder, det forekommer umuligt.

Vi har evnen til at åbne vores hjerter på tidspunkter, der ser umulige ud. Som Maria gjorde det ved et middagsbord, eller som biskoppen i Les Miserable gjorde det, da Valjean var blevet fanget. Vi kan åbne vores hjerter og falde på knæ for hinanden.

I dag begynder påskeugen, og det begynder med denne fortælling om Maria, og om fortællingen om Jesus, der rider ind i Jerusalem på et æsel.

Jesus rider ind i Jerusalem, som han også rider ind i vores hjerter. Jesus rydder det af vejen, der lukker vores hjerter af for kærligheden. Det kan være vrede og bitterhed, som i Valjeans tilfælde. Det kan være smålighed, som i Judas’ tilfælde. I dit liv er det måske trodsighed. Måske gider du ikke, måske har du givet op. Måske nægter du, at se storheden i andre, eller måske oplever du, at alle er på nakken af dig – eller måske har livet givet dig så mange ar, at du har det, som om du havde været fængslet i 19 år.

Det rydder Gud af vejen. Han åbner dit hjerte, falder på knæ foran dig, salver dig, og ser storheden i dig. Du skal tro på kærligheden, ikke fordi jeg siger det, men fordi du står ansigt til ansigt med Gud, når du tror på kærligheden.

Jesus var Guds ansigt på jord – han kom for at fortælle os om kærlighedens budskab – et budskab, han troede så meget på, at han endte med at dø for det. På fredag bliver han hængt op på kors, fordi han nægtede at lade bitterhed, vrede og hævn fylde, og fordi han valgte at tro på kærligheden.

Det er en høj pris at betale for kærligheden. Men en pris, der er værd at betale – han mødte ondskab med godhed, og vandt. Gud gav os ikke bare sølvet – vi fik to lysestager oveni.

Palmesøndag er glædens dag.

Jesus rider ind i Jerusalem, åbner vores hjerter, og gør livet større – så stort, at det går an både at råbe Hosianne af glæde, og knæle i ydmyghed.

Tak Herre, Tak Gud, fordi du ser os, ikke som vi gerne vil være, eller som vi bør være, men lige præcis som vi er – og der knæler DU for os, og salver os med kærlighed. Tak.
Amen

Dagens tekst:
Seks dage før påske kom Jesus til Betania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde. Dér holdt de et festmåltid for Jesus; Martha sørgede for maden, og Lazarus var en af dem, der sad til bords sammen med ham. Maria tog et pund ægte, meget kostbar nardusolie og salvede Jesu fødder og tørrede dem med sit hår; og huset fyldtes af duften fra den vellugtende olie. Judas Iskariot, en af Jesu disciple, han, som skulle forråde ham, sagde da: »Hvorfor er denne olie ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?« Det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv; han var nemlig den, der stod for pengekassen, og han stak noget til side af det, der blev lagt i den. Da sagde Jesus: »Lad hende være, så hun kan gemme den til den dag, jeg begraves. De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid.« Den store skare af jøder fik nu at vide, at Jesus var der; og de kom derud ikke alene på grund af ham, men også for at se Lazarus, som han havde oprejst fra de døde. Men ypperstepræsterne besluttede også at slå Lazarus ihjel, for på grund af ham gik mange jøder hen og troede på Jesus. Næste dag hørte den store folkeskare, som var kommet til festen, at Jesus var på vej til Jerusalem. De tog da palmegrene og gik ham i møde, og de råbte:
Hosianna!
Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn,
Israels konge!
Jesus fik fat på et ungt æsel og satte sig på det, sådan som der står skrevet:
Frygt ikke, Zions datter!
Se, din konge kommer,
ridende på et æsels føl.



Det forstod hans disciple ikke straks; men da Jesus var herliggjort, kom de i tanker om, at dette var skrevet om ham, og at det var det, man havde gjort med ham. Joh 12,1-16

Mariæ bebudelses dag 2014

Jeg tror et græsstrå er intet mindre end

stjernernes svendestykke,

og myren er lige så mirakuløs, eller et

sandskorn, eller gærdesmuttens æg,

og løvfrøen er en af den Højestes mesterværker.

og brombærranken ville smykke Himmeriges sale,

og det ubetydeligste hængsel i min hånd gør al

mekanik til skamme,

og koen der rasper græs med sænket hoved

overgår enhver statue,

og en mus er mirakel nok til at slå benene væk

under seks trillioner af vantro.

(”Jeg tror et græsstrå” af Walt Whitman (1819-1892), Gengivet fra Trinitetsmaksinen, s. 54)

Sådan skriver Walt Whitman.

En myre, et sandkorn eller en mus er et mirakel? Måske er miraklernes tid ikke forbi. Ja, tag bare ørets kringlede form. Måske er det et tegn, et symbol eller et bevis på, at Gud er stor. Eller en barnefod, der spjætter mod verden. Måske er den et håb, der finder vej til vores hjerter. Eller tag bare solsorten, der synger på en tagryg i tillid til at hele verden vil høre dens sang. Miraklernes tid er ikke forbi.

Det store skal ses i det små. Det mirakuløse skal findes i den verden omkring os – i nuet.

Det store skal ses i det små. Det ved vi godt, men vi glemmer det i hverdagens rasen, i køen i Rema og når vi ikke kan finde vores nøgler. Vi glemmer det, fordi hverdagen løber af med os.

Vi ser ikke en myre som et mirakel, men husker, at vi skal have købt myrelokkedåser. Vi ser ikke græsstrået som stjernernes svendestykke, men som en påmindelse om, at vi skal have slået det. Hverdagen løber af med os – livet løber af med os. Og vi løber efter, for hvor skulle vi ellers løbe hen? Storheden forsvinder i det små i stedet for at blive påmindelsen om, at Gud har skabt denne verden som et helt mesterværk.

Storheden skal ses i det små, og godt for det – for vi lever i det små. Vi er mennesker, der på en og samme gang er ganske små og helt mirakuløse.

Tænk jer – i forhold til det store univers med stjerner der fødes og dør, med galakser og uendelighed, da er vi blot små væsener.

Men i forhold til Gud, der skabte verden og ud af støv formede os, da er vi store. Vi er skabt af stjernestøv.

Vi er en del af det uendelige univers, som vi iagttager gennem en kikkert. Men vi får ikke altid øje på det store i os selv, i stedet for forsøger vi at kigge til verdens ende i jagten på noget større end os, og vi glemmer, at i os, ligger universet gemt som støvkorn, formet af vores skaber.

Gud har villet, at vi skal leve. Gud har villet din eksistens som den er. Og derfor er vi i os selv små mirakler, der vidner om, at livet på en lille planet er værd at leve.

Gud vil os. Gud vil dig.

Men Han nøjes ikke med, at se på os gennem en kikkert på afstand. Han ville se det store i det små på tæt hold, og derfor valgte han at lade sig føde som et menneske.

På denne Maria Bebudelsesdag fejrer vi, at Maria, en helt almindelige kvinde, skulle være mor til Jesus – til verdens frelser. Det pudsige er, at det netop er Maria. For hun var virkelig almindelig – der var intet særligt ved hende. Ja, skulle man pege på en kvinde, der skulle føde verdens kommende frelser, ville mange næppe vælge en alt for ung pige fra sted, som ingen dengang havde hørt om. Og man ville da slet ikke vælge en fattig kvinde, men hellere en kvinde med ressourcer.

Men Maria blev valgt. Og Gud har en tilbøjelighed til at vælge dem, der ikke egner sig. Jeg læste før om Sarah, der blev mor selvom hun var alt for gammel, og hendes skød tørret ud. Jesus vælger fiskere og analfabeter til at være sine disciple, og Paulus forfulgte kristne og slog dem ihjel. Det er sådanne mennesker, Gud vil have noget at gøre med. Dem som ingen andre regner, dem der ingen chancer har – dem der under ingen omstændigheder kan vinde x-faktor.

DE bliver valgt, når Gud skal vælge. For Gud ser storheden i det små.

Og Maria blev valgt. Valgt til at bære et barn under sit hjerte. Englen Gabriel kom til hende, og hun blev bange. Men englen siger til hende: ”Frygt ikke.”

Frygt ikke. De ord bliver gentaget den nat – 9 måneder senere – hvor Jesus kommer til verden. Da kommer en hel hær af engle til jorden, og finder en flok hyrder på en mark. Budskabet om verdens frelser blev ikke givet til de store i samfundet, men til de små – til hyrderne. Og også de bliver bange, og englene gentager ordene: ”Frygt ikke.”

Frygt ikke – sådan skal det siges til det menneske, der ikke forventede at blive udvalgt. Som ikke regnede sig selv for andet end støv. Som ikke så, at Guds kærlighed rakte hele vejen ind til deres hjerte. Det menneske, bliver overmandet, overvældet og forundret over at Gud fik øje det.

Frygt ikke. Maria hører de ord, og de gør hende tryg, for de bliver en forsikring om, at Gud er Gud også for hende. Og da tør hun lægge sit liv i hans hænder.

De ord lyder også til os i dag. Frygt ikke. Måske bør vi skrive de ord ned – på en post-it, på vores spejl i gangen eller som baggrundsskærm på din computer, så vi hver dag kunne få at vide, at vi ikke skal frygte.

Gud har udvalgt dig til dit liv, og hans kærlighed er stor nok til at også kunne rumme dig. Du kan trygt lægge dit liv i hans hænder, for Gud har lovet at ville gå med os. Han går ved siden af dig, og hvisker et ”frygt ikke” til dig hver gang du tvivler eller falder på din vej.

Gud går med dig.

Men vi tror bare ikke altid på det. Og derfor er der mange af os, der leder efter Gud i vores liv. Vi søger Gud gennem en følelse af nærvær, et tegn på at han er til, eller måske ligefrem et konkret bevis, der kan fortælle vores fornuft, at han er til. Vi leder efter Gud. Vi tager en kikkert frem og skuer rundt i livet efter Gud. Men det er nu engang svært at se det, der er tæt på os gennem en kikkert. Tag kikkert fra dine øjne, og se, at Gud er i dit liv.

Det store skal ses i det små.

Det store skal ses i det liv, vi lever. I den hverdag vi har. Det er her Gud møder os, ligesom han mødte en helt almindelig pige, Maria, der skulle bære verdens frelser under sit hjerte.

Det store skal ses i det små, og derfor må vi bryde ud i lovsang, som Maria måtte bryde ud i lovsang af glæde over Guds kærlighed til sin skabning.

Det store skal ses i det små. Vi bliver store i lyset af Guds kærlighed – Frygt derfor ikke, men gå frimodigt ud i det liv, Gud har givet dig.

Jeg tror et græsstrå er intet mindre end

stjernernes svendestykke,

og myren er lige så mirakuløs, eller et

sandskorn, eller gærdesmuttens æg,

og løvfrøen er en af den Højestes mesterværker.

og brombærranken ville smykke Himmeriges sale,

og det ubetydeligste hængsel i min hånd gør al

mekanik til skamme,

og koen der rasper græs med sænket hoved

overgår enhver statue,

og en mus er mirakel nok til at slå benene væk

under seks trillioner af vantro.


Dagens tekst:
Da sagde Maria: »Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vore fædre – mod Abraham og hans slægt til evig tid.” Luk 1,46-55