Præsteklumme juli 2014

Jeg udfordrer dig

Dette forår har facebook været oversvømmet med udfordringer. Den mest udbredte udfordring handlede om, at man skulle hoppe i vandet inden 24 timer, og gjorde man det ikke, skyldte man udfordreren en is, en middag eller andet. Udfordringen blev dog i løbet af foråret forandret, da en und mand blev træt af den. Derfor købte han en masse dagligvarer og noget tøj, som han puttede i en kasse og gav til en hjemløs. Han udfordrende andre til det samme. Jeg ved ikke, om det blev lige så stort som det at hoppe i vandet; men det er interessant, at han vendte udfordringen om, så den pludselig handlede om at give til de fattige.

Jeg sætter tit mig selv i situationer, hvor jeg bliver udfordret. Det er en rar fornemmelse at rykke sine grænser; men mange gange er mine udfordringer kun skridt i mit liv. Derfor kom jeg til at tænke på, om der ikke ligger en anden udfordring bagved; nemlig den, at mens vi rykker grænser i vores liv, skal vi også samtidig rykke tættere på hinanden. Vi kan ikke nøjes med at rykke længere væk fra vores begyndelsessted, hvis vi ikke også rykker sammen.

Vi skal rykke sammen, fordi vi har en fællesnævner i livet, som intet kan sætte ud af spil. Fællesnævneren lader sig ikke påvirke af livsstil, uddannelse, retfærdighed eller fordomme. Fællesnævneren er det, der gør, at vi kan se forbi alt, hvis vi vil. Fællesnævneren ser forbi ethvert ydre og ethvert levet liv – hvordan det så end blev – og ser, at der står et menneske.

Fællesnævneren er vores menneskelighed. Udfordringen er at kunne se det, hver gang vi møder et nyt menneske.

De små skridt i dit liv, kan blive til store skridt for andre.

5. søndag efter trinitatis, 2014

Hvor er Gud henne i verden i dag?

Det er et spørgsmål, jeg igen og igen er vendt tilbage til i disse dage, hvor reportager om uro, vold, krig og fjender presser sig på i medierne. Der er mennesker, der bliver behandlet uden respekt, slået ihjel og skammet ud.

Hvor er Gud?

Det er spørgsmålet de dage, hvor verdensnyhederne bliver fyldt med tragedier. Når skrigene fra jorden fylder himlen, og vi mennesker behandler hinanden med ondskab.

Det kan være svært at finde Guds tilstedeværelse i sådan en verden, hvor man føler sig magtesløs, og hvor friheden er trængt. Det kan være svært at tro på det gode i mennesker, når vi oplever, at mennesker begår uhyrligheder, og lukker hadet og hævnen ind i hjertet.

Vi føler os sårbare i mødet med det onde, og i desperation er det meget nemt, at tro, at man kan bekæmpe denne ondskab med ondskaben selv. Vi tror, at hvis jeg lukker ondskaben ind, at vi nemt kan lukke det onde ud igen; men ondskaben forandrer vores handlinger, så vi ikke længere handler om mennesker, men som noget andet.

Derfor skrev Paulus også, at vi ikke skal lade os overvinde af det onde, men at vi skal overvinde det onde med det gode (Rom 12,21).

Vi skal møde det, der splitter os ad, med det der samler os. Vi skal insistere på fællesskabet, når fællesskaber bliver brudt. Vi skal insistere på kærlighed, når hadet tager over. Vi skal insistere på lighed, når mennesker behandles uretfærdigt.

Det var, hvad Jesus gjorde – insisterede på fællesskab, retfærdighed og kærlighed. Jesus insisterede på det gode i mødet med det onde, fordi sådan er Gud. Gud har en intention med skaberværket, som vi hører om igen og igen i skabelsesmyten. Hver gang Gud skaber, så ser han, at det er godt. Skaberværket er i udgangspunktet godt. Og til sidst skaber han mennesket i sit billede. Vi har noget i os, der har en lighed med Gud, og derfor er vi også hans børn. Gud elsker sine børn. Alle sine børn. Selvom vi kan ødelægge livet for hinanden, så er vi også i stand til at gøre store gerninger. Vi kan med Guds hjælp genoprette tillid, forsoning og kærlighed. På trods af det, der river os fra hinanden, beviser vi også, at vi har potentialet til at elske.

For nylig så jeg et videoklip fra 1980’erne, hvor en mand, der havde reddet børn fra KZ-lejrer blev hyldet. Hans hyldest var, at de børn, han havde reddet, havde fået lov til at blive voksne, og nu mødte ham som voksne. Man anede i de voksne, de børn de engang var.

Vi har et valg. Du har et valg. Vi kan vælge at se hinanden som Guds børn. Vi kan vælge kærligheden, ligheden og retfærdigheden til.

Jeg tror ikke på, at vi mennesker er født med had til hinanden. Børn har ikke fremtidsdrømme om at blive mordere, krænkere, krigsforbrydere eller hvad vi ellers kan opregne af onde handlinger. Det er noget, de lærer som de vokser op. Hvorfor den lærdom har så god grobund hos nogle mennesker end andre, kan jeg ikke svare på; men vi kan se, at det bliver en livsvej for dem, at gøre andre ondt.

Men vi er skabt til noget bedre end det. Vi er skabt til at lade Guds skaberværk vokse i kærlighed – eller sagt med andre ord, så er vi skabt til at leve sammen. Det er en opgave, vi er kaldet til at løse. Kaldet. Vi har et kald.

Der er mange fantastiske fortællinger om kaldelse i Bibelen, og det har handlet om mennesker, der har gjort store gerninger. Men netop fordi de gerninger er så store, kan det forekomme for stort at se sig selv som kaldet.

Men kald er andet end de store gerninger, som Bibelen er skrevet af – kald er, at Gud har kaldet på dig. Han har kaldt dit navn. Og når der bliver kaldt, så skal vi svare. Det er svaret, der er forskellen. Vi skal give et svar, når Gud kalder på os. Hun Vi har et ansvar i vores liv. Lutherdommen taler om, at mennesket lever af Guds nåde alene. Det er sandt, at vi ikke kan komme ind i Himlen gennem vores gerninger, og at vi har brug for Gud i vores i liv. Men det betyder ikke, at vi ikke har et ansvar overfor hinanden. Det betyder ikke, at vi har card blanche til at handle som vi vil, for Gud kalder på dig, og du skal svare. Gud ved godt, at ingen af os er ubetinget gode eller onde, men han elsker os som vi er, så kan få modet til at elske os selv og hinanden på trods af vores fejl.

Og Gud sætter sin lid til os. Os små mennesker, der er sårbare og som ikke altid magter livet eller godheden. Det er os, han kalder på. Men netop os, som han skabte. Vi er nok sårbare, men vi er skabt i kærlighed, og den kærlighed lagde sig som et svøb om hele vores eksistens. Det er udgangspunktet, endepunktet og midten. Det er det første og sidste - alfa og omega. Det er Gud.

Han elsker os med vores fejl og med vores potentialer. Det er den levende Gud, der kan det og gør det.

Levende!

Det er et af nøgleordene i evangeliet. Levende. Gud er skaber, og dermed er han den kraft, der får græsset til at vokse, solen til at skinne, livet til at bryde gennem asfalt, og får øjne til at mødes.

Levende er så stærkt et ord. Det emmer af liv, kærlighed og vilje. Det emmer af troen på fred, hvor alt ser håbløst ud.

Simon Peter bekender, at han tror, at Jesus er Kristus den levende Guds søn. Den bekendelse spirer og springer fra hjertet, og ikke fra hjernen. Det er ikke en erkendelse, men en bekendelse.

Bekendelsen er det levende, der på trods alligevel vokser. Vi kender det fra naturen. Selvom vi fjerner ukrudt og beskærer, så vil naturen – livet – altid finde vej tilbage. Det kan tage tid, men det ligger i skaberværket, at det levende vil vokse frem, fordi Gud er den levende Gud.

Og det er den levende Gud, der har kaldt på dig. Han kalder på dig, fordi han tror på dig. Tror, at din kærlighed gør en forskel i verden.

”Livets Gud har dine hænder, derfor er det dig, han sender, når din næste lider nød.” (DDS 370) Sådan synger vi i en kendt salme. Livets Gud har dine hænder. Vi er kaldt til at være verdens hænder, vi er kaldet til at møde hinanden med hænderne først, udstrakt i et håndtryk, et knus eller en omsorgsfuld favn. Gud er der, hvor vi er. Det er svaret på spørgsmålet til at begynde med. Det er ikke en erkendelse; men en bekendelse. Gud er, hvor vi er, hvor vi så end befinder os.



Vi er kaldet til at være mennesker for hinanden. Svaret er op til dig.







Dagens tekst:

Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« De svarede: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.« Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.« Da forbød han strengt sine disciple at sige til nogen, at han var Kristus. Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag. Da tog Peter ham til side og begyndte at gå i rette med ham og sagde: »Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!« Men Jesus vendte sig om og sagde til Peter: »Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.« Da sagde Jesus til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?« Matt 16,13-26

2. søndag efter trinitatis 2014

Det modsatte af kærlighed må være had. Det er logisk. De er hinandens poler, som to magneter, der frastøder hinanden.

Når vi siger til et andet menneske, at vi enten hader det eller elsker det, så er ordene så kraftfulde, at de gør noget ved modtageren. Ordene baner sig vej helt ind i hjertet, hvor de påvirker os. Det gør en forskel om vi hører, at vi er elsket eller hadet. Og selvfølgelig vil vi helst høre, at vi er elsket.

Derfor virker det fremmed og provokerende, at Jesus i dag siger til os, at den, der vil følge ham, skal hade sin far, mor, bror, søster og sit eget liv. Det modsatte af kærligheden. Dagen i dag bliver kaldt for trinitatistidens langfredag. Og ligesom langfredag er fyldt med mørke, svigt og brudte relationer, så rummer den dag ved første øjekast det samme mørke. En tristesse, der kan true med at følge os ud af kirken og ind i livet.

Hvis det er kristendom at hade sin familie, så vil jeg ikke have noget med det at gøre. Det er for at være ærlig. Jeg kradser mig på ordene. Og det kan forekomme som om Jesus har misforstået sit eget budskab.

Hvad skal det nytte?

Det er en vanskelig tekst, der kræver noget af os. Hvad er budskabet til os i dagens evangelium? Ordet evangelium kommer oprindeligt fra græsk, og betyder det gode budskab. Det vil sige, at evangeliet har et godt budskab til os, som vi kan gå ud af kirken med. Det er også der, at arbejdet begynder, for livet som kristen er ikke bare at læse i Bibelen, og så gøre hvad der står ord for ord – bruge den som en fejlfri lov, vi skal følge. Den tilgang gjorde Jesus op med. Han gik i rette med de mennesker, der stod med en gammel skrift i hånden, og en løftet pegefinger belærende svingende mod andre mennesker. Som om den gamle skrift var sandheden selv. Bibelen er ikke en dommerbog, vi skal bruge til at slå hinanden oven i hovedet med, og fortælle hinanden, hvem vi synes der er dum, tager fejl eller lever forkert. Det er misbrug af Bibelen, og det støder mennesker fra hinanden, og skaber splid og fordømmelse.

For at undgå det, så er det, at arbejdet begynder.

Den der har øre, at høre med, skal høre, siger Jesus til os. Vi skal høre og lytte. Gør man det, vil man også nogle gange støde på grund eller kæmpe med en tekst. Eller kæmpe med os selv. Vi skal med andre ord investere os selv i mødet med teksten, for kun sådan kan vi finde evangeliet i evangeliet.

Og derfor er det nærliggende at stille spørgsmålet: hvem er du? Det er et sjældent spørgsmål i Danmark, hvor vi er mere tilbøjelige til at spørge, hvad laver du? Men det er et mere interessant spørgsmål, at spørge: Hvem er du?

Vi har hvert vores svar på det spørgsmål. Hvem er jeg? Det varierer fra person til person, hvad vi lægger vægt på, for det handler om identitet. Vi bygger vores identitet på relationer, tilhørsforhold, ja sågar på oplevelser. Livet former os. Vi skaber hele tiden vores identitet, og fylder vores liv med Jeg er- ord. Jeg er træt, utilfreds, ulykkeligt. Jeg er glad, lykkelig, opløftet. Jeg er introvert, ekstrovert, leder, tidsoptimst. Jagten efter jeg er-ord.

Vi vil gerne vide, hvem vi er. Vi vil gerne vide, hvordan andre ser os.

Det er vores verden. Det er ikke forkert, det er bare vores verden. Vi lever i en verden, hvor vi selv er aktører i vores stræben efter at danne vores identitet. Og derfor har vi også nogle gange ret travlt – med os selv.

”Du skal elske din næste som dig selv” står der dog i Bibelen. Det bliver ofte omskrevet til: du skal elske dig selv før du kan elske andre.

Det er en eviggyldig sandhed, at vi stræber efter og ønsker os kærlighed i vores liv. Og det gennem relationer – venner, ægtefælle, kæreste, børn, søskende, forældre osv. Om vi har de relationer eller ej, så ligger det som et fundamentalt ønske i os at være en del af en kærlighedsmættet hverdag med andre. Vi har brug for at elske. Det er ikke forkert, det er bare vores verden.

Men vi er mere end vores egne jeg er-ord. Det er ikke altid, vi kan se det, og derfor har vi brug for at høre det. Vi har brug for at høre om evangeliets kærlighed. Kærligheden til næsten. Du skal elske din næste. Det er nemt, når det er en, vi kender, som er en del af vores verden og vores liv. Men evangeliet puffer til os, og skubber os ud af vore comfort-zone ved at sige til os, at vi skal elske den næste, der ikke er den del af vores verden. Jesu forkyndelse er talen om den kærlighed, der elsker det, den ikke ejer eller er en del af. I Guds rige elsker et menneske det, han ikke ejer. Jesus elskede aldrig det, han ejede, for han ejede jo ingenting, så derfor rettede han kærlighed sig altid mod næsten, der også var den fremmede.

Det er nemt at elske at dem, man holder af; men for at verden som helhed skal kunne hænge sammen, er det ikke nok kun at elske sine egen. Vi skal elske vores næste. Vi skal turde lukke kærligheden ind i vores liv – og ikke kun vores egen lille kærlighed, men den store kærlighed – Guds kærlighed. Det kræver et afkald, som at hade sin far, mor, bror, søster, kone og børn.

Når evangeliet bruger ordet hade, så tillægger vi den betydningen, at man hader med følelserne. Men ordet betyder egentligt at tage afstand fra eller at sætte til side.

Hvad betyder det så? Det betyder, at der er to slags kærlighed. Guds kærlighed og vores kærlighed. Vi elsker i vores verden – det er en smuk kærlighed, der kan være selvopofrende og selvforglemmende, men den er også selvisk. Vi elsker de udvalgte, og derfor er vores jordiske kærlighed ikke større end vores egen lille verden. Det er ikke forkert eller syndigt, det er bare vores verden.

Gud har større forventninger til os end det. Han vil åbne vores verden for hinanden gennem sin kærlighed. En kærlighed, der er så stor, at den ikke kan rummes i en lille verden, men elsker det, der er udenfor. Vi skal elske vores næste, men ikke kun den næste, der er nem at elske. Vi skal anstrenge os for at elske den næste, vi ikke kender eller forstår.

Derfor skal vi sætte vores egen lille verden til side, og vove os ud af den. Vove at se næsten, hvor han er.

Evangeliet er ikke kun ord, men kræver handling. VI må gøre noget af det, vi snakker om herinde. Hvis vi ikke handler bliver vores ord tomme og hule. Ord og handling skal hænge sammen, ellers hænger vi heller ikke sammen. Vi taler om troværdighed i disse dage, og den ene politiker efter den anden bliver revset, fordi det ser ud som om der ikke er sammenhæng mellem ord og handling. Ord og handling skal hænge sammen. Kirkens forkyndelse skal have konsekvenser for sognet – have konsekvenser for dig.

Prisen for at følge Jesus er, at vi tager i mod Guds kærlighed. Men det har en konsekvens. Du kan risikere, at du elsker din næste og din verden bliver større.

Amen


Dagens tekst:
Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!« Luk 14,25-35

Pinsedag 2014

Da jeg var barn elskede jeg at ligge i græsset på sommerdage og dufte jorden, mens jeg kiggede op i den blå himmel. Skyer, der svævede forbi og antog forskellige former som fantasien gjorde levende. Solen bagte og satte fregner på næsen. Og mens jeg lå der husker jeg den blide sommervind. Den vind, der luftede, svalede og mildnede solens stråler. Den vind gjorde det godt at ligge der, og bare være til. Vinden, der både pustede og kærtegnede på en og samme tid.

Mon Helligånden er som en vind, der både kærtegner os som en hilsen fra Gud, og puster liv i vores tilgroede tanker? Blæser os ud af fordomme, og får os til at tage skridt, vi ikke turde tage? Som vinden, der kommer lige i tide og mildner luften omkring os? Som vinden, der gør os levende?

Et øjeblik af væren. Kærlighedens eneste bud er, at når vinden kommer, så vend den i ryggen, men vov at vend dg mod den åbne arme og mærk pustet. Det er Helligånden – Talsmanden – der kommer.

Nu vil jeg blankt indrømme, at det her barndoms minde er ret idyllisk. Og jeg vil vove den påstand, at mange af jer har et minde, der ligner det her. Det er nemlig noget, børn gør. Lægger sig ned og kigger op på verden med store øjne. Faren ved det billede af Helligånden, som jeg ligesom selv har givet jer, er, at det nemt gør ånden til noget meget sødt, og intet andet.

Men Helligånden er mere end det. Den er også dybt provokerende. Den tvinger sig vej til vores hjerter og banker på med en kraft, der får det til at runge i vores indre. Den er såmænd sin egen rambuk, og åbner du ikke, så skal den nok banke hårdere.

Da Lukas skriver Apostelenes Gerninger, som jeg læste højt for jer fra alteret, skriver han om tunger af ild, der sætter sig på hver enkelt. Ild. Ikke en smuk glorie, men tunger af ild.

Som noget, der kan brænde sig vej – give dig et mærke for altid. Det har sin pris.

Helligånden har sin pris.

Den kræver dig.

Så hvad er det Helligånden gør? John V. Taylor, der var biskop, siger følgende om Helligåndens virke:

»Den Hellige Ånd er den usynlige tredjepart,
som står midt mellem mig og den
anden og gør os begge hver for sig opmærksomme
på, at den anden står der...Vi taler så
selvfølgeligt om Ånden som kilde til kraft.
Men i virkeligheden dygtiggør den os ikke ved
at gøre os unaturligt stærke, men ved at åbne
vore øjne« (s. 25). (Kærligheds og Sandheds Ånd, DMS 1979).

Helligånden er ånden mellem os mennesker, der kræver os, så vi åbner vores øjne – eller rettere åbner vore hjerter, så vi får øje på det menneske, der står ved siden af os. Det er øjnene, der ser, men hjertet, der forstår.

Det handler om relationer – om dig om mig.

Helligånden er mere end bare det enkelte menneske optaget af sin relation til Gud. Hvis det var meningen med skaberværket, at vi ikke skulle gå i fællesskaber, var Gud stoppet ved Adam, og vores Bibel ville have været noget kort. Men i skabelsesmyten hører vi, at Gud skaber kvinden, og den fortælling er symbol på det, vi mennesker erfarer livet igennem, nemlig at vi er skabt til at indgå i fællesskaber.

Jeg mødte engang en psykiater, der fortalte, at låste man et almindeligt menneske ind i en gummicelle, ville enhver i løbet af 14 dage få høre- og synshallucinationer. Man ville med andre ord få en hjerne, der ikke længere kunne kende forskel på virkelighed og fantasi. Det er bemærkelsesværdigt, at vi mennesker bliver ude af os selv, hvis vi er alene.

Vi er altså skabt til at få øje på hinanden.

Det er ganske unaturligt at vi hver dag går forbi så mange mennesker uden at se på dem, anerkender at de eksisterer, smiler til dem eller er nysgerrige efter at høre hvem de er. Og måske er det også derfor så mange mennesker i de store byer faktisk er ensomme.

Ensomhed er et grundvilkår, som vi alle føler i vores liv i større eller mindre grad. Den ligger der under overfladen som en protest mod livet, der bliver levet i ensomhed. Ensomheden rammer med en kraft, der kan true med at slynge os ud af vores livsbane. Den kan gøre os panikslagne. Den kan gøre os handlingslammede. Den kan stoppe tiden.

Ensomheden rammer – og den rammer, fordi vi er skabt til fællesskaber.

Jesus siger i dag: ”Jeg efterlader jer ikke faderløse; jeg kommer til jer”. Det er et stærkt udtryk, der fortæller noget om vores relationer, og den frygt, der måske har ligget i hans disciple den aften, Jesus taler med dem. Og måske er det også den frygt, der ligger i mange af os. Frygten for, at Gud vil forlade os – efterlade os i livet som forældreløse. Ethvert barn, der er blevet væk fra sin far eller mor i et supermarked kender den følelse. Frygten for, at man aldrig skal blive fundet igen.

Den frygt kender Gud, og siger derfor Jesus til sine disciple og til os: ”Jeg efter jer ikke faderløs; jeg kommer til jer.”

Jesus kommer til os som den Hellige ånd, der kan nå de steder, hvor vi ikke troede, der var plads til Gud.

Leonard Cohen, som I måske kender, synger i en af sine berømte sange, nemlig Anthem: ”There is a crack in everything. That is how the light gets in.” Oversat betyder det: Der er en revne i al. Det er sådan lyset kommet ind.

Der er hvad Helligånden gør. Finder den mindste revne i et forhærdet, forbitret eller forstenet hjerte, og der blæser den sin varme ånde ind, så den langsomt baner vej for lyset. Åbner os for, at ved siden af os, sidder et menneske, der har brug for dig.

Vi er skabt til fællesskab. Det betyder, at det menneske du møder på din vej – ethvert menneske, du møder på din vej – har brug for at blive set.

Helligåndens vinde blæser over denne verden. Åbner veje når alt ser håbløst ud. Åbner hjerter hvor kærligheden er visnet. Åbner vores arme hvor vi krampagtigt holder fast i os selv.

Det sker ikke mirakuløst på en gang, eller i et orgie af følelser – men det sker hele tiden i det små. Et smil, en håndsrækning eller en bøn. En handling eller et møde, der for altid brænder sig fast i vores erindring.

Som en stille sommerbrise, der mildner luften omkring os, og som en tunge af ild, der brænder sig fast i vores hjerter.

Kære menighed – Vi mennesker er skabt til fællesskab. Helligånden vil lede os i den retning.

Det holder vi pinse på – det bygger vi kirker på – det lever vi på.

Glædelig pinse.



Amen




Dagens tekster:
Jesus sagde: »Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.« Joh 14,15-21




Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige. I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. De var ude af sig selv af forundring og spurgte: »Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.« ApG 2,1-11




Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren. Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd. Jer 31,31-34

6. søndag efter påske 2014

Jeg blev engang kaldt ud på intensivafdelingen. Et menneske lå i koma, og fremtiden lå krøllet sammen i en affaldsspand. Håbet lå lige ved siden af klar til at blive smidt ud.

Jeg talte med de pårørende, der kæmpede med tvivlen og håbet, der hele tiden skiftede plads som vinder i deres liv. Det var en bevægende tid, hvor alt var kaotisk. De anede ikke, hvad de skulle forberede sig på. Og når det sker, så forbereder vi mennesker os næsten altid på det værste, for at slibe den hårde kant af chokket væk. Det var ikke en nem tid for de pårørende. De ønskede derfor, at jeg som præst skulle bede en bøn.

Det ville jeg gerne, så jeg bad. Bad om et mirakel, og hvis det ikke kom, så bad jeg Gud om, at Han måtte tage dette menneske i hånden og gå med det hele vejen ind i Himlen.

Mens jeg bad, stod jeg og kigge på en skærm, der viste hjerterytmen. Det er underligt, at et hjerte, som vi forbinder med liv, kærlighed, passion, lidenskab og empati, kan koges ned til en maskine, der bipper. Men det kan det måske heller ikke, når det kommer til stykket.

Jeg bad stille og sagte. Nærmest hviskede bønnen ind i øret på dette menneske, og mens jeg bad, skete der noget bemærkelsesværdigt. Hjerterytmen faldt. Hjertet slog roligere, mens jeg bad, og da bønnen var færdig steg hjerterytmen igen.

Nu ville en, der har forstand på mekanik om det så er maskiner eller mennesker, måske kunne bortforklare dette med en ledning eller almindelige forstyrrelser i hjertet. Det er faktisk meget nemt, at gøre sådan en oplevelse til noget meget mindre. Men heldigvis har jeg ikke forstand på mekanik. Og derfor tror jeg, at det der Gud, der gør vores liv større. Han gør vores liv så stort, at når der bliver bedt, så falder hjertet til ro.

Bøn er kærlighed, der bliver delt. Bøn er at holde et andet menneske fast på, at det er elsket af Gud. Bøn er at insistere på kærligheden.

Jesus beder for os. Beder for os, og får vores hjerter til at falde til ro.

Jesus beder om, at vi skal blive ét. ”Jesus sagde: ”ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dag, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig”.

Han beder om, at vi skal blive ét. Det er i virkeligheden noget underligt noget at bede om. Bede om at blive et, som om vi mennesker kan og bør samles i en åndelige smeltedigel?

Vi lever nemlig i en tid, hvor det at være en ener er et adelsmærke. Der er ikke ret mange, der har lyst til at være gennemsnitlige, så derfor søger vi vores individuelle livsvej.

Men vi mærker alligevel engang imellem i vores liv trangen til at være et. I kærligheden mærker vi trangen til at smelte sammen, og forene selv det, der gør os forskellige. Kærligheden søger at få os til at passe sammen som to puslespilsbrikker.

På sin vis er det, hvad der sker i kirken. Her bliver det, der umiddelbart ser forskelligt ud samlet som puslespilsbrikker, der tilsammen danner billedet: menneske.

For Gud er vi mennesker først. Alt det vi kan, alle de succeser, vi kommer med, har ingen betydning. Det kan lyde nedslående, hvis man har arbejdet hårdt for noget. Men omvendt så betyder ens fiaskoer heller ikke noget. Det afgørende i mødet med Gud er nemlig vores menneskelighed.

Jesus beder altså for, at vi skal blive et i vores menneskelighed. Det er jo det, vi alle har tilfælles; om man så kommer fra den ene af verden eller den anden, om man stemte det ene eller det andet til Europa parlaments valget, eller om man er til samtalekøkkener eller badekar. Det er ikke det, der bliver bedt for, men derimod vores menneskelighed.

Det har vi tilfælles. Det er vores enhed.

I virkeligheden handler det om, at vi skal acceptere, at vi har menneskeligheden tilfælles – eller sagt med andre ord, at vi skal acceptere os selv. Det er ord, der bliver gentaget mange steder, alt fra Dameblade til terapirum. Og det bliver gentaget, fordi det rummer en sandhed. Men for at kunne acceptere sig selv, så skal vi slippe de illusioner, vi har om os selv. De dagdrømme, hvor vi er de smukkeste, bedste og største, der findes.

Vi skal acceptere os selv, som vi er, og ikke som vi drømmer, vi er – acceptere vores menneskelighed. Det handler om ydmyghed. Ordet ydmyghed kommer af det latinske humilitas, der igen kommer fra ordet humus, som betyder jord. Ydmyghed handler altså om at tage vores jordeliv på sig. Ofte vil man få at vide, at man skal fokusere på sine stærke sider, men det kan give den vrangforestilling, at det kun er de stærke sider, der er værd at acceptere. Vi skal derimod acceptere vores jordeliv med alt, hvad det rummer, og dermed også de svage sider. De sider, hvor vi er bange, sårbare, skrøbelige og usikre. Det er også en del af det at være menneske. Og det er også en del af de sider, som Gud elsker dig for.

Vi skal have mod til at være svage. Og når vi tør det, så finder vi accepten af os selv. Både solsiden og skyggesiden.

Gud vil give os det rum – rummet hvor det bliver muligt at være til i al vores menneskelighed. Hvor vi kan finde sammen på tværs af alt det, der skiller os ad. Hvor der bliver bygget bro, fordi vi slet og ret er mennesker. Hvor vores hjerter kan få lov at slå roligere i tilliden til at det går an være os.

Jesus beder for os – beder om, at vi må blive ét. Bønnen er en kærlighedserklæring til medmennesket, at det er elsket af Gud.

Vi beder den dag i dag for verden omkring os. Vi går i forbøn hver søndag lige efter prædikenen, hvor vi beder for andre i håbet om, at Gud vil skabe rummet, hvor vi kan få øje på hinandens menneskelighed.

Vi beder fordi, vi får skænket en rum, hvor vi kan sænke paraderne og lade hjertet slå roligt.



Amen




Dagens tekst:

Jesus sagde: »Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.« Joh 17,20-26

Kristi himmelfarts dag 2014

I Fadervor beder vi:

Fadervor, du som er i himlene.

Du som er i himlene – ikke bare i den blå himmel, som vi kan se ovenover vores hoveder, men i alle himle, vi kan forestille os. Der er han.

Det er altså langt væk. Eller det forekommer langt væk, for selvom jeg stiller mig på tæerne, og strækker mig alt, hvad jeg kan, så kommer jeg aldrig til at nå himlen. Heller ikke hvis jeg hopper så højt jeg kan, kommer jeg til at nå himlen. Tyngdekraften holder mig nede. Og skulle jeg en dag mod forventning komme med et rumskib ud i universet, så kan jeg heller ikke der nå himlen med mine fingerspidser.

Det forekommer så langt væk. Og det er der Jesus farer hen. Væk, væk, væk – op, op, op.

Men det er jo ikke pointen i dag. Det er jo ikke budskabet, at Jesus forsvinder væk fra os til himlene. Ude af øje, ude af sind. Nej, det vil jo betyde, at livet som kristen er ligegyldigt, for Gud er her slet ikke. Det ville betyde, at Jesu liv på jorden ar spildt, for han forsvandt igen. Men selvom det ikke er pointen, så kan jeg godt sidde med den tanke sådan en dag som i dag.

For det, der sker i dag, er så forunderligt, at det kan være svært at forstå. Det er også så håndgribeligt, at det kan være svært at forstå.

Jesus farer mod himlen, båret afsted. Forestil jer det lige.

Jesus der står på en sky, eller er det engle, der holder ham – måske er det Guds hånd, der kommer ned, griber ham og lader ham stige opad. Vi får med det samme en masse billeder i hovedet – forestillinger om, hvordan det måtte have set ud.

Vi har hver vores billede af det. Det er, som når man læser en bog, og bogstaverne bliver levende inde i os. Vi forestille os landskaber, personer, samtaler og begivenheder. Og ikke et billede er ens – vi har hver vores. Det er der intet forkert i – sådan er vi mennesker nu engang. Vi drømmer forskelligt. Men fantasien kan også blive stopklodsen, der gør denne dag, Kristi himmelfarts dag, til en lidt svær, ja måske endda en lidt fjollet, Helligdag. Vi ser Kristus forsvinde op i himlen for vores indre blik, men har svært ved at overbevise fornuften om, at det måtte være sket på denne måde. Det er så nemt at forestille sig, at det også bliver lidt plat.

Men der er intet plat ved denne dag – for den handler ikke om, hvordan vi forestiller os, at det er sket; men om selve forvandlingen. Ligesom en bog først giver mening, hvis der er en, der læser i den – inden er det bare en samling af sort ”krims kram” på papir, sådan skal denne dag også læses, men med hjertet. Det er forvandlingen, der sker med Jesus, der giver dagen indhold, og ikke hvordan det måtte have set ud.

Der sker en forvandling fra et til noget andet.

Fra det ene, hvor Jesus levede på jorden som enhver af os gør. Vi lever et liv, hvor vi er begrænset af vores kroppe. Vi kan ikke være to steder på en gang, selvom vores tanker kan flyve. Vi er lige nu og her.

Sådan var Gud også, da han levede som Jesus. Han begrænsede sig selv til kun at være et sted, og til kun at møde de mennesker, man kan nå at møde gennem et liv. Han var begrænset af tid og rum. Begrænset af døden. Han var i de nederstes sted, den yderste nød – og han fulgte os. Jesu liv er et symbol på, at Gud vil gøre alt for at følge os, om det så betyder, at han må aflægge sig sin magt, for at kunne være nær os.

Til det andet, hvor Jesus ikke længere kun er i den synlige verden, men overgår til den usynlige verden. Vi får at vide, at han farer til himlen, som et billede på, at der sker noget afgørende nyt.

Han er ikke længere begrænset af tid, rum og død. Selv ikke tyngdekraften er han begrænset af. Han bliver løftet ud af sin begrænsning, så han nu kan være hos os. Nærvende til stede hos hver enkelt.

Han var mennesket, der blev menneske for alle, og ikke kun for de få, han mødte gennem sit jordiske liv. Det er store ord, der kan lyde så store, at de truer med at flyve væk som balloner i Tivoli på en sommerdag. Men det ER også stort. Først steg Gud ned på jorden og begrænsede sig, så vi kunne få et ansigt, en stemme, ører og øjne at forholde os til. Og derefter steg han ud af den begrænsning for at kunne være nærværende i DIT liv.

Det er budskabet i dag – Kristus er der også for dig. Han måtte drage mod himlene så han kunne nå dit hjerte. Det er en forvandling – en forunderlig forvandling.

Vi behøver ikke strække os for at nå ham, han er overalt, som vinden der kærtegner os, når solen stikker. Som skyen der giver regn, når vi er ved at tørre ud og tørster efter kærlighed. Som lyset, der skinner gennem uvejret og lover, at det kan være anderledes. Som forvandlingens mulighed i vores liv.

Gud sidder ikke på en sky langt væk og kigger ned, fordi det er mere bekvemt eller nemmere for ham. Han er her, hvor vi er. Ikke hvor vi burde være eller hvor vi gerne vil være, men lige her, hvor vi faktisk er. Han er med os, også når vi ikke rigtig bryder os om, at være ved os selv, så står han ved os.

Det er himlene, han er i. Han er i vores individuelle himle. Eller rettere sagt vores forskellige forståelser af den verden, han har skabt. Så når vi beder: ”Fadervor, du som er i himlene”, så beder vi til den Gud, der er til stede hos alle mennesker.

Bruno Rasmussen, der er præst har skrevet en salme om himlen. Den lyder sådan her:


Himlen er ikke et sted i det fjerne.

Himlen er ikke blot til, når vi dør,

Himlen er ikke gemt bort bag en stjerne,

Himlen er dér, hvor vi tvivler og spø’r.

Himlen er dér, hvor Gud er nær.



Himlen er dér, hvor det tabte bli’r fundet,

dér hvor der svares på skrig og på råb,

dér hvor den knugende angst er forsvundet,

dér hvor fortvivlelsen ændres til håb.

Himlen er dér, hvor Gud er nær.



Himlen er dér, hvor Vorherre forkynder:

Straf sku’ du ha’, du får lov at gå fri.

Dér bli’r der glæde, og livet begynder,

frygten for helvedes hævn er forbi.

Himlen er dér, hvor Gud er nær.



Himlen er evig og altid på færde,

Himlen er nær i det daglige brød,

bryder den magt, der gør tingene værre,

bryder den dystre og djævelske død.

Himlen er dér, hvor Gud er nær.


Amen




Dagens tekst:
Jesus sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.« Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud. Luk 24,46-53

3. søndag efter påske 2014

Den bedste fornemmelse i livet er, når man føler, at man er på rette vej. Den fornemmelse af, at alting går i den rigtige retning, at man går i et tempo, hvor man kan følge med.

Ofte har der inden været lange perioder med tanker og overvejelser om, hvorvidt det vitterligt er den rigtige vej at gå. Ofte har det ikke været nemt at træffe beslutningen, men når man endelig har sagt til sig selv: ”Ja, det er den vej, jeg skal”, så er det som solskin efter et regnvejr. Skyerne trækker sig bort og afslører en blå himmel, dugdråberne synes at afspejle selve verden, og fuglene begynder at synge. Vi er på rette vej, fordi vi nu kender det mål, vi går mod.

Det er da bare en god fornemmelse.

Vi kalder den fornemmelse for alt muligt. Den indre stemme, at lytte til hjertet eller intuition. Og lige meget, hvad vi kalder det, så er det ord for det sammen, nemlig det, at når vi er på rette vej, så føles det som det eneste rigtige sted at være. Så føler vi, at vi er i live. Vi har et mål for øje og går vejen.

Men hvad er vigtigst – målet eller at være på vej?

Det er noget underligt noget, for når vi når et mål i vores liv, så er det ikke nødvendigvis altid jublende lykke, man oplever. Derimod oplever man nogle gange en slags melankoli. Det er blevet kaldt for sejrens melankoli. Det, at noget definitivt er slut, færdigt – og nu er man ikke længere på rette vej, men har nået sit mål. Så skal man finde et nyt mål at gå efter.

Jeg kender det ret godt. Jeg er ikke så god til at komme i mål, og det er nu ikke fordi jeg ikke er målrettet, men jeg er ikke særlig god til afslutninger. Fx så holder jeg af at læse bøger, men at læse de sidste 10 sider er næsten en kraftanstrengelse. Så læser jeg dem bare inden jeg begynder på bogen, så går det nemlig op. Jeg bryder mig heller ikke om at sige farvel til selskaber, og vil egentligt helst bare liste ud af bagvejen. Og da jeg var barn var sidste skoledag inden sommerferien ikke en festdag, men en lidt trist dag – en melankolsk dag. Jeg kender godt sejrens melankoli.

Det betyder ikke, at vi ikke skal have mål eller sætte os mål i livet, men der er måske mere at sige om livet end de mål, vi når.

For er det ikke sådan, at vi ofte også oplever perioder hvor vi ikke lige har et mål? At der er mange perioder i livet, hvor hverdagen fylder mest? Hvor vasketøj, græsslåning, betale regninger, lave mad, vaske op, gøre rent, gå på arbejde, svare på mails, gå til møder osv. bare fylder mest? Hverdagen har det med at tage fat i os, og så glider vi bare med?

Det er uretfærdigt blevet kaldt, at det kun er døde fisk, der flyder med strømmen, men jeg tror nærmere, at det er et udtryk for at livet bliver levet i det små – eller i hverdagen. Man er ikke en død fisk, fordi man gør det, der er nødvendigt, at der bliver gjort. Tværtimod så er man på vej.

Livet handler ikke kun om at nå i mål, men også om at være på vej. Og det glemmer vi engang imellem, når vi sammenligner os selv med døde fisk. Vi glemmer, at det ikke kun er de mennesker, der når alle deres mål, der er værdigfulde, men også dem, der aldrig når et mål. For at leve handler om at være på vej.

Jesus siger til os, at han er vejen, sandheden og livet.

Han er vejen.

Han er ikke målet, vi skal nå, men vejen vi skal gå. Han er ikke noget, vi kan krydse af på en liste, at så nåede vi også det. Han er ikke en Gud, der står i det fjerne og venter på, at vi indhenter ham – nej, han ER vejen, vi går. Han er vejen, hvad enten den er lang eller kort, bugtet eller lige, en omvej eller en genvej – eller den vej, hvor vi farer vild. Han er vejen, vi går. Han er med os i hverdagen, og ikke kun i livets højdepunkter.

Han er sandheden.

Der findes et ordsprog, der lyder: ”Følg den mand, der siger han søger sandheden, men undgå ham, der siger, han har fundet den."

Det er jo sandt, og især i en verden, hvor religiøs fanatisme fordærver den sunde fornuft. Og alligevel siger Jesus, at han er sandheden. Jesus var Guds søn, der kom for at fortælle os om Guds vilje med os mennesker. Den vilje er enkel – Gud elsker sin skabning. Han elsker dig.

Gud bekymrer sig om alle sine børn – kristne, hinduer, muslimer, buddhister, ateister – ja, selv politikere. Vi har, som kristne, ikke patent på Gud eller kærligheden, for den er for alle. Den skal vi søge i vores liv, og søge at give den til andre.

Han er livet.

Han er selve livet. Han er livet, fordi han er i livet. Gud er i vores liv. Gud nøjedes ikke med at sidde på en sky i himlen, men han kom ned mellem os som et menneske, for at han kunne dele sit liv med os. Når vi deler liv med hinanden, så skal vi huske, at vi gør det samme, som Gud gjorde for os – nemlig levede mellem os. Vi skal leve mellem hinanden, for hinanden.

Han er vejen, sandheden og livet. Det er gode ord, vi kan tage med os. De ord kan forvandle vores liv. De ord kan give os mod til at gå den vej, vi skal gå for hinanden. Give os mod til ikke kun at nedstirre målet i det fjerne, men at turde se os omkring i det liv, vi lever. Og give os håbet om, at selvom vi til tider kun går med småbitte skridt gennem livet, så går vi dog på den vej, hvor Gud selv går med.

Jeg vil slutte af med en lille historie om at gå i Jesu fodspor:

Margrethe var som sædvanlig i gang med de huslige gøremål med sin søn på tre år i nærheden. Men det var ikke helt nemt. Hvor hun gik, var hun ved at falde over sønnen.

Hun prøvede at foreslå ham forskellige mere stille aktiviteter, som han kunne beskæftige sig med på egen hånd – puslespil, målebog og lignende, men der var intet, der hjalp.

Sønnen smilte bare og sagde: ”Det gør ikke noget, mor, jeg vil meget hellere være her sammen med dig”.

Han fortsatte med at følge efter hende rundt i huset, men da hun for femte gang var ved at falde over ham, slap tålmodigheden op.

”Hvorfor følger du efter mig hele tiden?”, spurgte hun, lidt mere uvenligt end hun egentligt havde tænkt sig.

”I søndagsskolen sagde de, at vi skulle gå i Jesus’ fodspor”, forklarede sønnen. ”Men jeg kan ikke se ham. Derfor går jeg i dine i stedet for.”

(”Altid elsket” af Kristina Reftel, s. 11)


Amen


Dagens tekst:

Jesus sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.« Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.« Joh 14,1-11