Juleafslutning, lokalcentret 2013

Juleaften.

Det er den aften

Hvor enhver sminke er håbløs

Det er den aften

hvor sjælen kryber frem

gennem kikhullerne

og afsætter

våde pletter

på tøjet



Det er den aften

hvor de døde

stiger ud af fotografierne

og tager plads i stuen

så levende

at det gør ondt

at opdage

at pladsen er tom



Det er den aften

hvor de adskildte

konfronteres

med afstanden

og ser hinandens

opløste ansigter

i øjenkrogenes

spejlbilleder



Det er den aften

hvor Gud

overvinder afstanden

og kærtegner

mennesket



Det er den aften

hvor Guds finger

rører jorden

og aftegner

en vej

af kærlighed

at gå

for os

fra menneske

til menneske.



Sådan lyder et juledigt skrevet af Søren Nielsen ("Julens glæde og smerte" af Søren Nielsen, ALFA 2005).

Julen er både en dejlig aften fyldt med hellighedsfornemmelser, men også en aften med fornemmelser af savn over dem, man mangler.

Julen er en ambivalent tid, hvor vi både har travlt, fordi der er så meget, vi skal nå, men det er også en tid, hvor vi taler om julefred og juleglæde.

Søren Nielsen, der har skrevet digtet, har faktisk mødt julens glæde.

I hans barndom var Julens glæde en mand, der kørte rundt på sin knallert en gang om måneden og samlede penge ind. Folk betalt små beløb til ham, der alle blev sat ind på en konto i Sparekassen.

Ved juletid kørte Julens glæde igen rundt på sin knallert men denne gang delte han ud af det opsparede beløb, så folket havde noget at købe gaver og julemad for.

Søren Nielsen fortæller om Julens glæde, at han tyggede på skrå og brugte snus tobak. Det flød sort ud af munden på ham, og landede som sorte pletter på hans tøj. Julens glæde kom kørende på knallert, og nogle gange kom han også med flaske snaps til dem, der havde brug for det. Så delte de lidt glæde og trøst sammen, som de fandt på bunden af flasken.

Julen er glæde. Men julen er en anden glæde end penge, mad og snaps. Julen er noget mere. Den er glæden over det, der er større end noget andet – det er glæden over et lille barn, der bliver født og lagt i et fodertrug. Han er den dybeste glæde. Han er himmerigskongen, der bor hos os.

Han sætter os i gang, presser os ud af vores hverdagsmarch og får os i gang med at køre glæden ud til hinanden på en knallert.

Det er storheden i det små. Når stolene står tomme, når aftenerne er lange, når dagene er travle og bekymringerne står i kø, så er glæden et lille barn i et fodertrug, der får os op af stolene.

Vi bærer glæden frem. Den kan ikke gå selv, eller hoppe mellem os, men er afhængig af, at vi kan bære den – og når vi har båret den et stykke, så skal vi dele den med hinanden. Glæde skal deles for glæde smitter. Glæde er heller noget, man kan skabe selv, eller holde for sig – glæde har det med at ville deles med andre. Et menneske, der glæder sig kan altså ikke skjule det – den vil bane sig vej gennem øjenkrogene, og afsløre at her er glæden til stede.

Glæde er at turde grine sammen, være til stede sammen, leve samme – glæde er at turde lægge sit liv i hinanden hænder og vide sig sikker på, at vi vil hinanden det bedste.

For juleglæden er altså ikke sådan en hoppende lallende glædesfornemmelse, nej, det er dybere end det. Det er en vedvarende følelse af, at Gud har rørt jorden. En følelse, der skal være grundtonen i vores liv, også når mørket tager til. Juleglæden forsvinder ikke, når vi pakker julehjerterne væk, når kalenderlyset er brændt ned og den sidste æbleskive fortæret. Juleglæde holder til et helt, ja et helt liv.

Den kører rundt på knallert, findes i stuerne, i fællesskabet mellem mennesker. Den bæres frem af mennesker på alle mulige opfindsomme måder. Den synges ind, den sanses, den smiles og den berøres mellem os.

Juleglæden er den, at Gud bøjede sig ned, og rørte ikke bare ved jorden, men ved vores hjerter, og gav os en vej, vi kan gå fra menneske til menneske.

Glædelig jul



Amen




Tekst;


Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« Luk 2,1-14

21. søndag efter trinitatis 2014

Det er begyndelsen på sommeren. Solen hænger på himlen og dingler. Dens stråler baner sig vej gennem universet og rammer mit ansigt og bare ben. Jeg har taget mine sandaler af og står i vandkanten. Sandet borer sig mellem mine tæer. Jeg krummer tæerne om sandet og forsøger at fange det, men det smutter væk lige så snart jeg strammer til. Bølgerne slår blidt mod vandkanten. De oversvømmer mine tæer og trækker sig tilbage. Der ligger tang og bobler i overfalden af vandet. En måge skriger et sted, og en tangloppe hopper i vejret.

Jeg står der midt i verden. Omgivet af luft, sødme, næring og varme.

Livet er. 

Livet er en gave.

Livet er en gave fra Gud.

Gud giver livet og dagen. Gaven er lagt i vores hænder, og som bølgerne der strømmer mod os, sådan strømmer livet mod os hver dag. Klar til at blive brugt. Livet er ikke en gave, vi kan undslå os at pakke op, eller bytte. Vi kan heller ikke nøjes med at stille den på en hylde og kun tage den frem ved særlige lejligheder. Livet er en gave, der skal bruges hver dag. Den skal helst blive flosset i kanten, bøjet visse steder. Der vil komme skår i den, og nogle gange må vi klinke. Livet er en gave, der skal mærkes af brug. Og det vil i sidste ende koste dig livet, at bruge det. Men du kan ikke lade være.

Livet er en gave fra Gud.

Luther sagde om livet: synd tappert. Man kunne også sige, kast dig ud i det. Få blå mærker, ar og rynker. Kast dig ud i det.

Men er vi nogen gange for bange til at gøre netop det? Kaste os ud i livet med de knubs det kan give? Er vi ikke netop nervøse, for, at det vi gør i dag, vil ramme os i morgen. Tror vi, at det er vores egen fejl, hvis vi bliver syge, kommer ud for ulykker eller bliver uretfærdigt behandlet?

Det er en spænding, vi lever i. Livet, der skal leves, og livet, der rammes os.

Og vi kommer til at blande dem sammen. Når livet rammer os med sin uretfærdighed, så knytter vi næverne, hjertet banker, det smerter i brystet og tårerne presser sig på. Hvad har vi gjort for at fortjent dette? Vi leder efter episoder, handlinger, der kan forklare det. Eller vi forsøger at handle med Gud, der må gribe ind, hvis vi lover at ændre vores adfærd.

Men hvad nu hvis det slet ikke forholder sig sådan? Hvad nu hvis, man kan se livet på en anden måde? Hvad nu hvis det slet ikke er op til os, hvornår, hvordan og hvorfor det uretfærdige rammer?

Vi skal give slip på ønsket om kontrol – vi skal slippe længslen efter at få sikkerhed for i morgen. Det får vi aldrig. Ulykker, sygdom, meningsløshed er en del af det liv, vi skal leve, og vi kommer aldrig til at forstå, hvorfor det rammer os. Vi er sårbare og skrøbelige.

Paulus skriver i Ny Testamente, at Gud på et tidspunkt svarer ham på en bøn, hvor Paulus har bedt Gud om at gribe ind. Svaret er: Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed (2.kor. 12, 9). Min magt er i magtesløshed.

Der ligger en styrke i at erkende sin egen svaghed. Selv Gud gør det. Guds styrke er ikke i magtanvendelsen, men i magtesløsheden.

Det erfarede skuespilleren Bodil Jørgensen efter sin ulykke under en filmindspilning. Hun lå på intensivafdelingen en hel nat i respirator og forsøgte at bede Fadervor. I en artikel (KD 26. oktober 2014) siger hun:

””Jeg kæmpede en hel nat, og så kom den stærke forståelse af, at Gud er der, hvor det hele braser sammen og snurrer rundt, og verden bliver sort. Vi er så vant til at holde vores små verdener i gang med arbejdsliv og familie, men når hele verden styrter sammen, er Gud der. Jeg var i et mellemrum mellem livet og døden, og der var Gud. Gud var i intetheden sammen med mig. Jeg havde ikke troet, at det ville være sådan, men jeg erfarede det. Alt det, som er sket, er så meningsløst, voldsomt, sort og dystert, og der var Gud,” siger hun [Bodil Jørgensen]. ”

Gud er i mellemrummet og intetheden. Han tør være sammen med os der, hvor vi bliver magtesløse. Gud er gået ind i verden – blevet en del af verden, for at være os helt nær, også i magtesløsheden.

Når Gud tør, skal vi også have modet til at være der. Vi skal slippe vores egen selvhøjtidelige miner, unødige stridigheder og konflikter, vores jagt efter det perfekte liv. Vi skal slippe den tanke, at vi får som fortjent, for det gør vi HELDIGVIS ikke. Hvor ville livet blive anstrengende, hvis vi hele tiden var bange for Guds straf?

Der er en magt i magtesløsheden, også for os.

Vi skal åbne vores øjne for det fine ved tilværelsen. Vi skal sætte pris på det gode – barnets smil, de farverige efterårsblade, stearinlys i vindueskarmen, opkaldet fra bedstemor, glæden ved tanken om dig og solopgangen. Der er så meget overflod i vores liv, hvis vi ser efter. Vi skal turde stå på stranden, lufte fødderne og lade vandet skylle sandkornene væk.

Vi skal bære frugt som et figentræ. Og er der år, hvor vi ikke bærer frugt, så skal vi ikke frygte, at grunden er, at vi ikke er gode nok eller ikke har fortjent frugterne. Vi skal derimod stole på, at Gud vil vande os med sin nåde, gøde os med sin kærlighed og lade os stå endnu et år.



Spring ud i livet, brug det, gør det flosset i kanten – og vigtigst af alt: DEL DET.




Dagens evangelium:

På den tid kom nogle og fortalte Jesus om de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr. Og han sagde til dem: »Mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de. Eller de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte – mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.« Så fortalte han denne lignelse: »En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. Han sagde da til gartneren: I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte? Men han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om.« Luk 13,

Alle Helgens dag 2014

Nu er livet gemt hos Gud.
Vi overgir alt til ham.
Håbet er tændt i savn og sorg.
Ingen er glemt af Gud. (DDS 550,1)

Amen



En legende fortæller om Adam og Eva:

Adam og Eva blev udvist af Edens have efter de havde spist af kundskabens træ. Gud forviste dem til et liv i smerte. Til et liv hvor de skulle kæmpe for overlevelsen. Til et liv med død.

Men Gud så, hvor svært deres liv var blevet, og det rørte ved hans hjerte. Han fik medynk med dem. Han bestemt sig for at skænke dem noget, der ville gøre livet lettere for dem. Derfor skabte han den mest dyrebare af alle gaver og skænkede den til mennesket. Han gav dem tårerne.

Lige siden dengang løber der tårer ud af menneskenes øjne, når de sørger, og smerten lindres (”Altid elsket” af Kristina Reftel, s. 152).

Sådan lyder legenden. Tårerne er en gave fra Gud til os mennesker – en gave, der blev givet, fordi vi rørte Guds hjerte.

Tårer kender alle mennesker, om man så fælder mange eller få i sit liv. De kommer ofte uden advarsel. Pludselig fyldes vores øjne, og vi må give slip på dem, så de kan trille ned af kinden.

Tårer løber, når livet gør ondt. Når vi rammes af virkeligheden, og vi indser, at livet for altid vil være forandret, så løber tårerne.

Men det er ikke kun, når vi sørger – vi kan også græde af glæde. Sådan er det med tårerne. Når vores hjerter bliver berørt, så flyder øjnene over med vores salte tårer.

Vores salte tårer.

Det er forunderligt, for det er os, der gør tårerne salte. Det er os, der forvandler vandet, vi drikker, til salte tårer. Uden os ville det blot være fersk vand. Vi giver smag til smagløse. Vi er jorden salt.

Det siger Jesus til os i dag. I er jordens salt. I er verdens lys.

Det er underlige udsagn, men vi forstår dem godt. Vi forstår dem med hjertet. Vi er jordens salt. Vi er salt for hinanden – vi fylder hinandens liv med mening og kraft. Vi fjerner det ferske og flade fra tilværelsen, når vi møder hinanden. Vi er verdens lys. Vi er lys for hinanden, og skal skinne på hinandens liv. Vi skal sætte hinanden i stager, vores lys kan skinne smukt og rent.

Vi er salt for hinanden. Vi er lys for hinanden.

Det oplever vi i særlig grad, når vi står ved en kiste. Når vi nænsomt bærer et menneske til graven, mærker vi, hvordan det menneske var salt og lys i vores liv. Og livet uden det menneske, kan forekomme fladt og fersk, mørkt og slukket. I afsavnet mærker vi, hvad vi var for hinanden, og sorgen river i os, som var den kantet og skarp.

Man kan sammenligne sorgen med et glasskår. Glasskåret er det ituslåede. Det var helt før, men nu er det brudt. Det kan i bedste fald klinkes, men aldrig blive det samme.

Glasskåret er skarpt, og vi skærer os på det. Passer på ikke at træde på det, for det rammer os, når vi mindst venter det. Det skærer i os. Det mistede, det vi ikke fik gjort eller sagt, det der aldrig bliver.

Men det kan forandres.

Når man går ture ved stranden, kan man nogle gange finde et stykke glas, der har ligget i vandet. Vandet, som glasskåret i begyndelsen skånselsløst skærer igennem, bliver med tiden rundet af bølgernes milde favntag. Kanterne bliver slebet, og glasset bliver med tiden blødt og glat. Man kan tage det i hånden uden at skære sig på det. Man kan tage det frem, holde om det, og holde af det.

Sorg forandrer vores verden. Den river i vores hjerter, så man nogle gange tvivler på, at det kan holde til det. Sorgen får hjertet til at bløde og tårerne til at falde. Men sorgen bliver med tiden rundet af de tårer, vi har grædt, den omsorg vi har modtaget og den Gud, der hjælper. Og en dag kan vi holde den i hånden uden at skære os på den.

Vi vil for altid være forandret af døden, men sorgen vil også forandre sig med os. Den vil finde en plads i vores liv, og vi vil altid kunne finde den frem. Og en dag, vil vi ikke længere skære os helt så meget, som da vi første gang fik den i hånden.

Vi er jordens salt og verdens lys.

Vi betyder noget for hinanden. Vi berører hinandens liv og hjerter.

Alle helgensøndag læser vi navnene højt på dem, der er døde i årets løb. Vi mindes dem, tænder lys for dem, beder og besøger måske et gravsted. Alle Helgen er rummet, hvor vi kan tænke tilbage på de oplevelser, vi har haft og det vi har lært af hinanden. Vi tænker og mindes alt det, vi ikke ville have været foruden. De var salt og lys for os. De berørte vores liv.

Sorgen bliver kaldt for kærlighedens pris. Det er den pris, kærligheden koster, at den må blive til sorg. Men det er en pris, som vi ikke ville have været foruden.

Gud har sat os i verden, så vi kan elske. Gud ønsker for os, at vi skal opleve kærligheden. Ja, han er selve kærligheden.

Og kærligheden ænser ikke døden. Vi holder ikke op med at elske, selvom vi møder døden. Vi elsker. Det ligger i vores inderste væsen, at vi skal elske.

Vi mister hinanden, men vi har altid kærligheden.

Det er de løfterige ord til os. Vi har altid kærligheden. Den kan ingen vriste fra os.

Selv de døde har kærligheden. Vi er alle favnet af Guds kærlighed som bølger på en strand, der nænsomt runder vores kanter.

Nu er livet gemt hos Gud.
Vi overgir alt til ham.
Håbet er tændt i liv og død.
Ingen er glemt af Gud. (DDS 550, 5)


Amen




Dagens tekst:

Jesus sagde: »I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.« Matt 5,13-16

18. søndag efter trinitatis 2014

”I dag skal du løfte dit hoved mod himlen og rejse dig op. Tag frit mod dig selv som, du nu blev dig givet med sind og krop.” (Syng Nyt-hæftet, Tekst: Jens rosendal, melodi: Peter Møller)

Sådan lyder første vers af salmen, vi sang til at begynde med, som en opfordring til os i efterårets mørke, hvor regnens grå farve får os til at sænke hovedet. Løft dit hoved mod himlen og risiker at få regn i øjnene, men gør det alligevel.

Løft dit hoved og lad din sjæl blive fyldt af liv. Lad det strømme igennem dig som saften gennem et træs grene. Tag i mod, voks og udfold dig som det menneske, du er.

Der ligger en befrielse i denne tanke. En befrielse til at leve vores liv frimodigt, bekymringsløst og tæt på Gud. Skilt fra mig kan I slet intet gøre, siger Jesus til os. Fordi I hænger fast ved mig – er podet til mig – så får I del i livet, kærligheden og evigheden. Jeg er så tæt på, at jeg kan sende jer livet, så I kan forvandle jer fra knopper til frugter – så I kan springe ud i livet.

Og modsat efteråret, så falder I ikke af eller bliver tabt. Jeg slipper jer ikke.

Det er forunderligt, at Jesus vælger netop vintræet – eller vinstokken, som det er. Han vælger ikke pinjetræet, cedertræet, palmen eller en af de andre store, smukke og majestætiske træer, der er i Mellemøsten. Han vælger den lille og lavstammede vinstok. Vinstokken, der giver al sin saft og kraft til frugterne. Stokken, der bløder, når man skærer i den. Kendere taler om, at vinstokken græder.

Det er dette træ, han vælger, fremfor andre nok mere oplagte valg. Men netop det træ. Det fortæller os noget om, hvem Jesus er for os. Hvor meget han sætter sig selv før os, så vi kan få modet til at løfte hovedet mod himlen og rejse os op.

Så vi kan få lov at kende vejen ind i evigheden. Det er ord, der skal rense os, løfte os op, så vi kan bære frugt. Og at bære fugt er et billede, vi kender.

Vi lever i en tid, hvor netop de frugter, vi kan frembringe, er i fokus. Vi skal yde. Det har i mange år været et adelsmærke at have en fyldt kalender. Som om den fyldte kalender er udtryk for, at her er et virkeligt elskeligt og vigtigt menneske.

Vi lever i en travl tid.

Det handler om udviklingspotentialer, forandring, kompetencer, selvindsigt og ja-hatten. Vi lever i en positiv tidsalder, hvor vores problemer er blevet ophøjet til udfordringer og hvor det er bandlyst at sige nej. Det er det accelererende samfund. Selv vores familie og venner kan være svære at få presset ind i en kalender.

Det postmoderne menneske har ikke længere rødder, men fødder (”Stå fast”, Svend Brinkmann, 2014, s. 13). Vi skal kunne bevæge os rundt, så vi kan følge med den accelererende kultur. Det eneste vi ikke må, er slå rødder. Vi må for alt i verden ikke sidde fast.

Og det pudsige er, at vi tror, at vi er frie. Vi tror, vi ikke sidder fast. Men måske det i virkeligheden er en illusion? For måske er vi i virkeligheden mere bundet af vores eget krav om frihed og udvikling, at vi binder os selv for en vogn, vi ikke har kræfter til at trække? For faren i samfund, der har fødder i stedet for rødder er, at vi netop bliver rodløse. Der er ikke længere et sted, hvor vi kan få næring fra; og i stedet for at bære frugt, så falder vi sammen med stress og udbrændthed.

Det ironiske er, at vi er så præget af tanken om, at vi selv bestemmer, at vi ikke tør tænke ud af boksen. Tør vi titte ud, så kan vi finde den tanke, at livet ikke er mit alene at bære.

Det er provokerende at høre, for mange vil tænke, at de bestemt er herre i eget hus. Men den bestemmelse har kristne afsagt for længe siden. I kristendommen afgiver vi magten til Gud. Vi har ikke ansvar for hvor mange frugter, vi kan give. Vi har brug for Gud til at sende os kraften, der giver frugter. Det er ikke alt i livet, vi kan kommandere frem.

Benny Andersen skriver i et af sine digte om det, at ville kommandere godheden frem i sit liv gennem en kraftanstrengelse eller viljeshandling. Han skriver om, hvordan det er at være et menneske med fødder i stedet for rødder:

Det hedder Godhed og lyder sådan her:



Jeg har altid prøvet at være god

det er meget krævende

jeg er en hel hund efter

at gøre noget for nogen

holde frakker

døre

pladser

skaffe nogen ind ved et eller andet

og lignende

brede armene ud

lade nogen græde ud ved min skjorte

men når lejligheden er der

blir jeg fuldstændig stiv

vel nok en slags generthed

jeg rusker i mig selv

slå nu armene ud

men det er svært at ofre sig

når nogen kigger på det

så svært at være god

i længere tid ad gangen

som at holde vejret

men ved daglig øvelse

er jeg nu nået op på en time

hvis ikke jeg bliver forstyrret

jeg sidder helt alene

med uret foran mig

breder armene ud

gang på gang

der er ikke spor i vejen

jeg er egentlig bedst

når jeg er helt alene.



Sådan er det rodløse menneske. Godheden bliver en præstation som kan tvinges frem. Men alle de store aspekter ved livet, kommer ikke fra os selv, men bliver givet os. Kærligheden, livet og evigheden. Det er alt sammen gaver, der bliver givet til os. Vi bliver ikke elsket for det, vi kan; men for dem vi er. Vi får ikke vores liv, fordi vi forinden har levet et ”prøveliv” og dermed bevist, at vi er knaldgode til at leve; men vi får det, bare fordi. Vi får ikke del i evigheden, fordi vi er særlig dygtige til at lave projektplanlægning; men fordi vi er til. Alt får vi givet, fordi vi er podet på stammen.

Billedet af Gud som vingårdsmanden. Jesus som stammen og os som grenene er til at forstå. Vi hænger fast ved stammen. Fjerner man os fra stammen, så dør vi. Vi skal ikke anstrenge os for at hænge fast. Livet er ikke en præstation eller et projekt, men et, der skal leves.

Det eneste Jesus siger, vi skal, er at blive i ham. Han siger ikke, at vi skal være omstillingsparate eller træffe de helt rigtige valg i vores liv. Han siger bare, at vi skal blive i ham. Bliver vi i ham, så sørger han for resten. Han sørger for, at vi får næring – han skænker os troen. Det er nemlig en bestemt slags frugter, som lignelsen handler om – nemlig troens frugter.

Og tro er forunderlig, for den kan hverken måles, vejes eller sættes i system. Tro er bare. Selv en lille bitte tro er dog en tro, også selvom den kun varer i et øjeblik. Troen man finder i et eneste menneske, er mere værd end alverdens guld.

For tro er i sin grund, troen på, at kærligheden også gælder mig, og at det nytter at insistere på den. Troen på, at livet er værdifuldt, og at vi ikke skal behøver spørge, hvad der i grunden kom ud af vort liv. Troen på, at vi hver dag får del i evigheden, fordi vi er blevet lovet, at Gud vil bevare vores udgang og indgang til evig tid.

Og derfor sang vi frimodigt, da vi kom her ind i kirken:

”I dag skal du løfte dit hoved mod himlen og rejse dig op. Tag frit mod dig selv, som du nu blev dig givet med sind og krop.”

Sådan er mennesket med rødder.

Du har rødder – Guds stærke og dybe rødder holder dig fast, så du kan springe ud i livet.



Amen




Dagens tekst:

Jesus sagde: »Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple. Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.« Joh 15,1-11

15. søndag efter trinitatis, 2014

Høstgudstjeneste.

Solsikkerne kan i disse dage ses overalt i landskabet. Deres store, gule hoved lyser trodsigt i det tidlige efterår. De nikker i takt med vinden og drejer sig rundt efter solen. De er kongen over blomster, både hvad angår størrelse og livsglæde.



En af mine kolleger fortalte om de solsikker, hun et år havde i haven.



”De hævede sig mange meter over jorden, og de blev ved og ved med at vokse. For hver dag, der gik, blev de et stykke længere. Det var en imponerende grokraft, de lagde for dagen. Men der kom aldrig blomst i planterne det år. Solsikkerne brugte hele sommeren på at skynde sig at vokse, men de glemte helt at blomstre undervejs. De blev ikke til andet end lange grønne stængler fulde af blade, men uden blomst. Det år havde solsikkerne så travlt med at ”gøre”, at de helt glemte at ”være”. De groede løs, men de blomstrede ikke”

(Lotte Lyngby, ”Kære Martha, ord om Gud til et liv med stress”, Unitas forlag 2013, s. 80)



Mon Martha var sådan en solsikke? Potentialet til at blive en smuk blomst var til stede, men i stedet for, så havde hun så travlt med at gøre klar til at springe ud, at hun til sidst slet ikke havde overskud eller kræfter til det?



Fortællingen i dag handler om ”at gøre” og om ”at være”. Maria er det menneske, der bare er til stede. Og Martha er det menneske, der har travlt med at gøre en masse. Det er to tilgange til livet. Men selvom det er to meget forskellige måder at være til stede i livet på, så sker det tit, at vi får blandet de to begreber sammen. Vi tror, at vores handlinger kan afsløre, hvilket slags menneske, vi er. Men ikke altid – heldigvis.



Sociologiske spørgeundersøgelser har vist, at det mennesker frygter mest, faktisk ikke er terror eller sygdom, men derimod ikke at være god nok. (Johannes Værge, ”Guds skrøbelige arvinger” Anis 2014, s. 13) Vi frygter, at vi ikke er gode nok – ikke slår til. Og vi reagerer på frygt ved at løbe vores vej. Vi løber i den anden retning, hvor vi af frygt for ikke at leve op til kravene arbejder mere og mere. Vi rykker grænsen for, hvor meget vi kan arbejde. Glemmer at sige nej, glemmer at holde pauser og glemmer at nyde livet. For enden af den vej venter i værste tilfælde stress og udbrændthed, der desværre er blevet den nye store folkesygdom. Og den anden dag i nyhederne kunne vi høre, at også flere og flere unge oplever stress, fordi de føler et krav om at skulle leve det perfekte liv. (http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/09/27/080712.htm)

Vi er bange for ikke at være gode nok – for ikke at slå til. Og her får vi blandet begreberne sammen. Vi gør en masse i stedet for at være. Vores handlinger bliver pludselig et udtryk for, hvem vi er.



Men kunne det tænkes, at vi var noget andet, ja ligefrem noget mere, end vores præstationer? Kunne det tænkes, at vi var smukke solsikker også selvom vi ikke vokser mere en end ½ meter op? I stedet for at se hvor højt vi kan række, skal vi også huske at sætte blomst.



Det er et af kristendommens budskaber; at vi kan komme, som vi er. Vi kan faktisk komme i kirken her til morgen uden at have nået at tage opvasken. Vi bliver lukket ind alligevel.



Vi bliver lukket ind som dem vi er. Og det er Marthas fejltagelse. Hun har slet ikke opdaget, at hun allerede er lukket ind som hun er. Hun har travlt og er fuld af bekymringer om alt muligt. Man siger, at vejen til helvede er brolagt med dårlige undskyldninger. Man kunne ikke også sige, at vejen til stress er brolagt med bekymringer.



Vi kan ikke lægge en dag til ved at bekymre os. Sådan siger Jesus til os. Livet bliver ikke længere eller bedre, hvis vi bekymrer os.

Der findes to forskellige slags bekymringer.



Der findes den, der springer ud af kærligheden. Vi bekymrer os for dem, vi elsker, fordi vi ønsker dem det godt. Det er i virkeligheden en slags hverdagsbøn. En bøn vi beder uden at vide det, hvor vi sender gode ønsker og tanker i retning mod et andet menneske. Den slags bekymringer er gode, og behøver ikke give rynker i panden.



Men den anden slags bekymringer er den, der sætter sig som Martha-rynker i vores pande. Den slags bekymringer er fulde af frygt for fremtiden, af fokus på ofte små detaljer, der ikke behøver betyde ret meget og af en masse forsøg på at nå mere end tiden tillader. Tankerne er alle mulige andre steder end der, hvor man selv er. De farer hid og did og hvirvler bekymringer op som støv.



Den slags bekymringer rummer i sig et mistillidsvotum til Gud. Vi hører jo igen og igen, at vi skal lægge vores liv i Guds hænder; men vi er ikke helt sikre på, om de nu er store nok. Så derfor er det nok bedst, at vi beholder sine bekymringer lidt endnu, for tænk nu hvis. Jeg siger ikke, at det er nemt at slippe for vores Martha-rynker i panden; men vi skal øve os på at gøre det. Engang imellem skal vi stoppe op og øve os i at lægge vores liv i Guds hænder. Øve os i stole på, at når vi går et skridt, så følger Gud med. Stole på, at selvom vi vælger at blomstre lige nu, og alle andre har nået meget mere end en selv, så har du, ikke bare lov til at være her, men så er du værdifuld. Det, vi når, er ikke dem, vi er.



”Kære Martha, du bekymrer dig om alt muligt. Men der er kun én ting der er nødvendigt. Maria har valgt det rigtige, og det må du ikke tage fra hende”. (DNA, Lukas kapitel 10, vers 41-42).



Sådan siger Jesus til Martha, da hun peger fingre af sin egen søster. Vi må ikke pege fingre af hinandens væren eller væsen. Vi må ikke se ned på dem, der ikke når nær som meget en selv – vi må ikke se ned på os selv, når vi ikke når det, vi gerne vil. Vi må ikke tage glæden over livet fra hinanden eller os selv.



Glæden over skaberværket skal have lov at runge i os. Livet er en gave fra Gud. Vi har fået et liv, hvor vi både skal gro og sætte blomst. Vi kan ikke undvære det ene frem for det andet. Vi skal både gøre og være; men der skal være en balance mellem de to. Vi skal være dem, vi er, og lægge vores bekymringer fra os, mens vi lægger os i Guds hænder. Vi skal leve i denne fysiske verden med vores flyvske tanker, og de to skal ramme samme tangent, så de ikke farer vild af hinanden. I Gud bliver det samlet til en helhed, og derfor skal vi øve os i lægge vores liv i hans hænder.



Vi er som solsikken, der lyser trodsigt i det tidlige efterår. Vi nikker i takt med vinden og drejer os rundt efter lyset. Vi er kongen over blomster, både hvad angår format og livsglæde.



Og med det kan vi med Aastrups ord fra salmen: ”Du gav mig, O Herre”:

Så lær mig at leve, o Gud, som jeg kan,
frimodigt som fuglen i skove,
og takke for regnen, som vander mit land,
for solskin og varme i sommerens brand,
for avl i min lade dig love.
Hvad magted jeg vel,
om du ej gav held?
Det vokser jo, medens vi sove. (DDS 728,3)


Amen



Dagens tekst:
Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord. Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde: »Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.« Men Herren svarede hende: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.« Luk 10,38-42

Faze artikel, KFUM og KFUK, september 2014

Sommer

Det er rimelig fjollet, men jeg har gået og nynnet en salme hele sommeren, der hedder: ”Nu falmer skoven”. Det er fjollet, fordi det er sommer og temperaturen er høj. Det er slet ikke sæson for at synge efterårssange endnu, men jeg kan altså ikke få den salme ud af hovedet.

Det er især kun et vers, jeg nynner og det lyder sådan her:

Og når engang på Herrens bud,

vort timeglas udrinder,

en evig sommer hos vor Gud

i Paradis vi finder. (DDS 729, 7)


Det lyder godt med en evig sommer. Dag efter dag hvor vejret er godt, solen skinner fra en skyfri himmel, græsset er grønt og saftigt, svalerne flyver højt og solsorten synger. Dage, hvor man har fri til at gøre, hvad man har lyst til. Ja, en evig sommer lyder fristendende.

Men egentlig handler salmen om, at vi skal dø. Den handler om, at vores liv – eller vort timeglas – en dag vil slutte, og så vil vi have et liv efter livet. Døden sætter store spørgsmål i gang i os, og det sætter vores liv i perspektiv. Det er et sandt mysterium, hvad der vil ske efter døden.

Kristendommen bygger på fortællingen om, at Jesus levede efter sin død. Han døde en fredag, blev begravet, og om søndagen rejste han sig op, som om han bare havde taget en eftermiddagslur. Rygtet om, hvad Jesus havde gjort, spredte sig med lynets hast. Nogle troede på Gud med det samme og andre var skeptiske. Ligesom i dag.

Jeg håber, at den fortælling er sand, for det vil betyde, at livet ikke bare ender i intethed. Det er svært at forestille sig Paradis, men jeg har sværere ved at forestille mig intetheden. Jeg håber, at Gud er så stærk, at døden taber.

Jeg kan godt lide tanken om, at Paradiset er en evig sommer. Når det kommer til talen Paradis, så siger jeg tit ”måske”, for jeg ved ikke, hvordan det ser ud. Men jeg tænker, at Gud giver os fantasierne som en hint om, hvordan det er. Så måske er det som en evig sommer.

Døden er et mysterium, og vil være det hele vores liv. Men en ting er sikkert – om man står på den ene eller den anden side af døden, så er livet værdifuldt. Vi skal leve, så godt vi kan, fordi livet har så meget power, at selv ikke døden kan vinde over det.

Lev dit liv.






https://www.kfum-kfuk.dk/maalgrupper/ung/magasinet-faze/

12. søndag efter trinitatis 2014

”Hvor er det vidunderligt, at ingen behøver at vente et øjeblik på at gøre verden til et bedre sted.” – Anne Frank

Sådan skriver Anne Frank i sin dagbog, da hun gemmer sig for nazisterne. En pige, som ikke har prøvet livet i al dets fylde, skriver noget af det smukkeste, der er skrevet i det forrige århundrede. Ingen behøver vente et øjeblik på at gøre verden til et bedre sted.

Det er ikke noget, som vi kan udsætte til i morgen. Det bliver hverken nemmere eller bedre af, at vi først får ordnet vasketøj, krydser alle opgaverne på listen af eller svarer på alle mailsene. Det er dette øjeblik, der er øjeblikket, hvor du kan gøre verden til et bedre sted.

Det er en vidunderlig tanke. Der er nogle vidunderlige ord.

Det er ord, der gør livet større, og selvom vi måske alligevel bliver overmandet af vasketøj og madpakker, så er det ord, der, bare ved at vi hører dem, gør noget ved os. De åbner vores hjerte for at livet er mere end hverdag.

Ord gør noget ved os. Ord er ikke ligegyldige.

Ord kan vise os, hvor stort livet er, men ord kan også gøre livet så småt, at vi krymper. Det er ikke ligegyldigt hvilke ord, vi vælger, og det er ikke ligegyldigt, hvordan vi får dem sagt.

Hvor har jeg ofte sagt noget dumt. Jeg buser ud med en tanke, der slet ikke egentlig var min, og kan se, at den rammer modtageren som en slag i ansigtet. Jeg forsøger at glatte ud med et smil, men ordene er sagt, og kan ikke tages tilbage.

Ord der var ment som noget andet, men som bliver sagt, fordi jeg glemmer at tænke, eller fordi jeg bliver så optaget af mit eget liv, at jeg glemmer at se, at andre står et andet sted end mig.

Ord gør en forskel. Det er ikke ligegyldigt, hvordan vi siger dem.

I dag siger Jesus, at vi på dommens dag skal aflægge regnskab for ethvert tomt ord, vi har talt. På dine ord skal du frikendes og på dine ord skal du fordømmes. Og Jesus fortsætter, og siger, at den der taler imod Helligånden ikke får tilgivelse. Den der bespotter Helligånden får altså ikke tilgivelse.

Jamen, hvem har et regnskab, der går op? Hvem har aldrig sagt ord, der ikke var tomme? Hvem kan gå fri fra anklagen? Den bekymring har givet grå hår op gennem historien. Mange har skammet sig over i et hjørne, fordi de troede, at de nu fortjente dom. Og hvad værre er, så har mange dømt andre over i skammekrogen, fordi de troede, at nu havde DE ANDRE fortjent dom.

Vi dømte dem med vores ord, enten med de ord, vi sagde direkte, eller med de ord, som vi som kujoner, sagde bag ryggen. Ord som vi aldrig ville ønske andre sagde om os.

Ord gør noget ved os. Ord er ikke ligegyldige.

Spørgsmålet er, hvad vil det reelt sige at tale imod Helligånden – at bespotte Helligånden? Der er kommet mange bud i tiden løb, for med Bibelen er det sådan, at den ikke er en facitliste, men en bog, som vi skal forsøge at nærme os gennem en tolkning.

Jeg vil forsøge at nærme mig en tolkning, og vil som nøgle bruge et eventyr, nemlig H. C. Andersens ”Snedronningen”.

”Snedronningen” handler om en trold, ja det var Djævelen selv, der opfandt et spejl, og alt der blev spejlet i det, så ganske forfærdeligt ud. Det forvanskede virkeligheden, så selv de bedste mennesker så skrækkelige ud, og selv de mest smukke landskaber lignede kogt spinat.

Trolden blev så begejstret for sin opfindelse, og alle dens medtrolde blev det også, for nu mente de, at man kunne se, hvordan mennesker i virkeligheden var. De ønskede at tage det med op til Vorherre, og derfor drog de mod himmels, mens de grinede hele vejen, men inden de nåede derop, tabte de spejlet, og det gik i tusindvis af stykker. Stykkerne hvirvlede mod jorden, og satte sig i mennesker. Pludselige kunne mennesker ikke længere se verden i dens skønhed, men alt blev forvansket, og de kunne kun se fejl og grimhed i Guds smukke verden.

Resten af eventyret handler om Gerda og Kay, der må leve og overleve i en verden, hvor troldspejlet har sat sig i mennesket. Og resten må I selv læse.

Spejlet i eventyret er et symbol på, hvordan vi nogle gange gør verden til noget andet, end den er. Vi ser grimheden og det skrækkelige i stedet for det smukke. Siger vi ikke ofte om andre, at de viser deres sande ansigt, når de handler grimt? Som om at vores kerne i virkeligheden er ondskab. Vi kender den trang til at finde fejl og pege dem ud.

Men i eventyret er det ikke menneskets skyld, men jo trolden, der tabte spejlet. Det onde er noget, der kommer ude fra, og sætter sig inde i hjertet. Det er ikke Guds mening med verden, at vi skal pege fingre ad hinanden.

Men Guds mening med verden er ikke forsvundet. For vi længes efter den kærlighed, der ser os, som dem vi er – dem vi i virkeligheden er uden spejle til at forvrænge verden. Vi længes efter den kærlighed, der ikke regner de tomme ord, men som kun regner os for noget.

Det er Guds kærlighed, vi trænger til. Det er ham, der fjerner splinten af troldspejlet i vores hjerter, og gør os smukke. Ikke sådan en overfladisk smukhed, men den indre iboende skønhed. En skønhed, der kommer af, at vi får tilgivet alle vore synder og al bespottelse.

Tænk sig, at Gud vil tilgive for alle de tomme ord, vi har talt gennem livet, og for alle de handlinger, der har skadet andre mennesker. Tænk sig, at Gud også vil tilgive alle de andre.

Guds kærlighed gælder alle mennesker. Det kan være svært at forstå, og nogle vil måske tænke, at der må være en kant. Der må da være nogen, som ikke fortjener Guds kærlighed.

Svaret er selvfølgelig ja, der er da massevis af mennesker, der ikke fortjener Guds kærlighed; men vi får den alligevel. Vi tænker nogle gange meget småt om Gud. Hvis splinten fra troldspejlet i et eventyr kan ramme alle menneskers hjerter, mon så ikke Guds kærlighed i virkeligheden kan nå de selvsamme hjerter.

Og alligevel taler Jesus om en begrænsning. Bespottelse af Helligånden skal ikke tilgives. Det hænger ikke sammen, og jeg bliver altid lidt usikker, når jeg læser det her sted. Betyder det, at der er forskel på synder?

Nej. Gud tilgiver ikke efter vægt, eller fordi han i den enkelte sag vurderer, at det nok går alligevel. Han tilgiver, fordi han elsker. Bespottelse af Helligånden er derimod når, vi ikke tror, at det er sandt. Når vi begynder at betvivle Guds intention med skaberværker, eller ligefrem tror, at Gud selv skabte troldspejlet. Man kunne ligefrem sige, at det er de menneske, der ikke vil modtage det gode – altså tilgivelsen – der bespotter Helligånden. Det kan ikke tilgives, at man ikke vil tilgives. Det hænger godt sammen med tilgivelsens og kærlighedens inderste væsen, for den vil aldrig tvinge sig ind på et menneske. Den skal tages i mod i frihed. Der findes ikke diktatur i Guds rige.

Du får tilgivelsen kvit og frit.

Men mange af os har måske svært med det. Det ville være langt nemmere, hvis vi kunne betale lidt for tilgivelsen. Vi vil langt hellere gøre os fortjent til den end det urimelige i, at man bare får den. Eller hvad nu hvis man tvivler på alt det med Gud, og ikke er helt sikker på hvor man står? Er det at bespotte Helligånden? Tja, enten bliver man da helt nervøs ved den tanke, eller også så vil man slet ikke have noget med Gud at gøre herefter. For det kan være svært at tro, at Guds kærlighed også rækker til mig og mine tvivl, eller mig og mine forstokkede holdninger.

Den gode nyhed, som er hele evangeliets grundlag er, at det aldrig er for sent. Gud er ikke lunefuld, men elsker os. Han har også plads til os, der igen og igen fylder vores liv med tomme ord og tvivl.

Det er aldrig for sent – øjeblikket er altid er, hvor Gud igen vil tilgive os. Tilgivelsen er lige her, lige nu i dag. Det er Guds ord til os.

”Hvor er det vidunderligt, at ingen behøver at vente et øjeblik på at gøre verden til et bedre sted.” – Anne Frank



Amen




Dagens tekst:

Jesus sagde: »Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende. Tag et træ: Enten er det godt, og så er dets frugt også god, eller det er dårligt, og så er dets frugt også dårlig. For et træ kendes på frugten. Øgleyngel, hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. Men jeg siger jer: På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt. På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes.« Da sagde nogle af de skriftkloge og farisæerne til ham: »Mester, vi vil se dig gøre et tegn.« Men han svarede dem: »En ond og utro slægt kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end profeten Jonas' tegn. For som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter. Mænd fra Nineve skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for de omvendte sig ved Jonas' prædiken, og se, her er mere end Jonas. Og Sydens dronning skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for hun kom fra jordens fjerneste egne for at lytte til Salomos visdom, og se, her er mere end Salomo.« Matt 12,31-42