søndag den 28. december 2014
Juledag 2014
Smilet er den korteste afstand mellem to mennesker. Sådan sagde den folkekære Victor Borge om livet mennesker imellem.
Smilet er den kortest afstand mellem to mennesker. Det er rigtigt. Men jeg kender en læge, der siger om smilet, at det faktisk bare er spejlneuroner, der gør at vi automatisk smiler igen. Der er altså slet ikke tale om en afstand, der bliver tilbagelagt, men om en efterabning.
Smilet er den korteste afstand mellem mennesker. Det er rigtigt. Men jeg hørte engang et foredrag af Karen- Marie Lillelund, der fortalte om engang hun oplevede et rigtigt godt og gammeldags regnvejr og blev ganske gennemblødt. Således kommer hun til en lille kiosk og vil gå i ly for regnen, og derinde møder hun en mand, der også er gennemblødt til skindet. Hun smiler til ham, for de deler en oplevelse. Han smiler igen og nikker. Men da hun er gået ud af kiosken kommer han løbende efter og siger: ”ja, undskyld, at jeg hilste før. Jeg troede, jeg kendte dig, men det gør jeg ikke”. Og straks trak han sit smil tilbage, som han havde givet hende. Det var slet ikke til hende.
Smilet er den korteste afstand mellem mennesker. Det er rigtigt. Men vi bliver også udleveret i smilet, for det kan hænde, at det ikke bliver modtaget. Eller måske er der en, der vil gøre smilet til meget mindre end det er. Vi vover pelsen og hjertet, når vi smiler til hinanden.
Vi kender ikke hinandens liv, eller har prøvet at gå i hinandens sko. Vi ved ikke, hvorfor andre reagerer som de gør. Der ligger altid en forhistorie i os, der går i dialog med vores liv lige nu. Vi reagerer som vi gør, fordi vi faktisk altid forsøger vores bedste, men nogle gange reagerer vi på en måde, hvor vi sårer andre. Vi sender et smil ubrugt retur, fordi vi ikke kan overskue blikket. Vi kan ikke rumme godheden. Vi kan ikke finde vej ud af mørket, og derfor sender vi nogle gange godheden ubrugt tilbage.
Men godheden, smilet og blikket har det nu med at klæbe fast til os som de værste burrer en sensommerdag. De hænger fast, og det er ikke altid, at vi opdager dem, men de er der.
Godheden har en magt i verden, som er lige så stærk - Ja, stærkere end alt mørket tilsammen. Godheden ligger som kernen i os mennesker. Den er skænket til os som den smukkeste og mest dyrebare gave af alle julegaver tilsammen, og vi kalder den for gud-billed-ligheden. Det i os, der har en lighed med Gud. Det er ikke Gud, men det har en lighed. Det er vores pejlemærke i livet. Det er samvittigheden, der som godhedens vogter guider os i retning mod lyset – mod smilet mellem mennesker.
Nogle har dækket den godt til med mørke, og andre har vandret så meget i mørket, at de har glemt hvor de lagde samvittigheden; men vi mennesker er skræmmende ens, for vi har, ligegyldigt hvilket liv vi har levet og lever, alle den samme gud-billed-lighed i os. Den er lagt i os fra skabelsesmorgenen, og kan ikke pilles ud af os. Den bliver aktiveret af smilet. Af blikket, der ser os med kærlighed.
Smilet er den korteste afstand mellem mennesker. Det er rigtigt. Og når man møder et menneske, der smiler til en, så breder der sig en varme i brystet. Der var en, der fik øje på mig, og sendte mig et smil.
Og vi har brug for, at der er nogen, der ser os. Hvis vi ikke bliver set, så visner vi. Vi har brug for andres blik, som planter har brug for vand.
Men vi har ikke brug for deres fordømmende eller misbilligende blik. Vi har ikke brug for en bigbrother, der vogter os, eller et øje i det høje, der skammer os ud af livet. Vi har faktisk heller ikke brug for det blik, der beundrende ser på vores handlinger eller udseende, for det er alt sammen forgængeligt, og vil kun være et blik, der holder en tid. Så vil det smuldre bort sammen med selvværdet.
Vi har derimod brug for det blik, der ser os, hvor vi er, og ikke hvor vi burde være eller ville ønske vi har. Vi har brug for et blik, der ser os, og ikke ser på os. Vi har brug for det blik, der ser os fordomsfrit, medmenneskeligt og kærligt. Det er blikke, der skaber øjeblikke af hellighed.
Livet er fyldt med sådanne hellighedsøjeblikke. Vi giver dem til hinanden som små gaver i hverdagen. Nogle gange ser vi dem ikke, fordi vi går med næsen i sky eller med hovedet mod jorden. Men tør vi kigge på hinanden, vil vi opdage, at smilet ligger latent i os mennesker, klar til blive udløst ved den mindste anledning.
I dag fejrer vi Jesusbarnets fødsel. Han var et lille barn, der kiggede på verden og der blev mødt af sin mors kærlige blik.
Og Jesus voksede op og kiggede tilbage på verden. Så den og så os. Han fik øje på os de meste umulige steder, og kaldte os frem i lyset. Han banede vejen mellem himlen og jorden, så vi nu kunne se den vej, vi skal gå. Han blev et menneske, så vi kan være mennesker for hinanden.
Julen er både en glædelig og sårbar tid. Den er glædelig, fordi vi fylder den med liv og fred, og fordi vi fejrer at Gud blev menneske. Men julen er også en sårbar tid, hvor vi mærket savnet efter de mennesker, der ikke er i vores liv længere, hvad enten de er gået deres vej, eller vi har lagt dem i graven. Julen er en tid, der skinner så klart, at selv kringelkrogene bliver oplyst, og støvet hvirvler.
Det er en glædelig og en sårbar tid. Vi er kommet her til kirken i dag med hver vores oplevelser af dette års jul. Vi sidder med hjertet fyldt af det, der optager os.
Men et er sikkert, vi sidder her sammen som mennesker, fordi Gud vil, at vi også skal få øje på hinanden, som han får øje på os. Vi skal se hinanden med et fordomsfrit, medmenneskeligt og kærligt blik.
Smilet er den korteste afstand mellem mennesker. Det er rigtigt. Lad os vove pelsen og smile til hinanden. Lad os turde se på hinanden. Og skulle det ske, at smilet bliver sendt ubrugt tilbage, så tænk i dit hjerte, at du alligevel lagde en smule godhed i det menneskes liv, der ikke lige slipper taget med det sammen.
Glædelig jul.
Amen
Dagens tekster:
Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land. Du gør jubelen stærk, du gør glæden stor; de glæder sig for dit ansigt, som man glæder sig over høsten, som man jubler, når man deler byttet. For det tyngende åg, stangen over deres skulder, og slavefogedens kæp brækker du som på Midjans dag. Hver støvle, der tramper i larmen, og kappen, der er sølet i blod, skal brændes og fortæres af ild. For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste. Stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids trone og over hans rige, så han kan grundfæste det og understøtte det med ret og retfærdighed fra nu af og til evig tid. Es 9,1-6a
Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne, men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn, hvem han har indsat som arving til alle ting, ved hvem han også har skabt verden. Han er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede, og han bærer alt med sit mægtige ord. Da han havde skaffet renselse for vore synder, tog han sæde ved den Højestes højre hånd i det høje, og han er blevet så meget mægtigere end englene, som det navn, han har arvet, overgår deres. For til hvem af englene har Gud nogen sinde sagt: “Du er min søn, jeg har født dig i dag, og et andet sted: Jeg vil være hans fader, og han skal være min søn?« Hebr 1,1-5
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: “Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: “Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« Luk 2,1-14
Juleaften 2014
I vores have står der et juletræ. Desværre er det plantet ret tåbeligt. Den ene side står i solen og er derfor fyldt med grene, smuk og prægtig. Den anden side står derimod i skyggen. Den har ingen grene og er fuldstændig skæv.
Vi skal have fældet det træ, tænkte vi i foråret, men da vi tog beslutningen om at fælde det, fik vi den tanke, at vi da kunne bruge det som juletræ. Det bliver nødt til at stå op ad væggen, men det er også pladsbesparende at have et træ med kun grene på den ene side. Det gik vi så og tænkte lidt over, og efterhånden blev ideen bare bedre og bedre. Som en slags redningsaktion af et ubrugeligt træ – det passede os rigtig godt.
Men i løbet af sommeren skete der noget underligt. Vores juletræ fik røde bær. Nu er vi ikke de store havemennesker hjemme hos os. Ja, den første havebog vi købte, handlede om ukrudt, fordi det ligesom matchede vores have lidt bedre; men vi havde nu alligevel aldrig hørt om røde bær på et juletræ.
Gode råd var dyre, og hvad gør man, når man skal søge oplysninger? Vi foretog en hurtig rundspørge på Facebook, og der fandt vi så ud af, at det slet ikke var et juletræ, men en taks, vi har stående. En taks?
Ikke nok med at juletræet er skævt, og mangler grene på den ene side, så er det også en taks. Nu synger vi jo ikke: ”Højt fra taksens grønne top”.
Det satte en stopper for juletræsdrømmene. Det var bare slet ikke som vi havde forventet.
Og det er julen i en nøddeskal for rigtig mange. Den bliver aldrig helt som vi havde forventet.
Juleaften er tyk af forventninger. Vi har i en hel måned talt dagene frem til jul. Vi har spist æbleskiver, set julekalender, købt gaver og forestillet os, hvordan denne aften skulle være. Anden, gåsen, flæskestegen eller hvad man nu spiser skal købes, mandler skal smuttes og bordet dækkes. Julen er en masse forberedelser, der alle kulminerer i denne ene aften, hvor det hele gerne skal gå op i en højere enhed.
Forventningens glæde er den største af alle, siger man. Og denne aften er ingen undtagelse.
Faktisk vi har også travlt med at afstemme forventningerne hele året igennem. Den gode ferie, det gode ægteskab, den gode børneopdragelse, den perfekte jul. Vi sætter ord på vores forventninger, og lever på den måde allerede ude i fremtiden. Hvad vil være perfekt for mig?
Det perfekte har det bare med at skuffe. Og det er faren ved forventningen. Den kan skuffe os så fælt. Og skuffelsen er den værste er alle. Især hvis det er os, der forårsager skuffelsen.
Min far sagde engang til mig, at man ikke skal forvente mere af folk end de kan give. Det kan lyde som hårde ord, men når man tænker efter er der en sandhed i dem. Det betyder ikke, at vi skal sætte baren lavt i forhold til hinanden, men at vi skal forsøge at se på det, der faktisk ER at være taknemmelig for. Forventningerne står nogle gange i vejen og skygger for det, vi faktisk får.
Vi skal måske øve os i at lægge alle vores forventninger fra os. Lægge dem på hylden, og lade dem samle lidt støv. For de største glæder i livet, viser sig altid at være dem, vi ikke have forventet.
Og glæde er hvad juleaften handler om.
I morgen bliver Jesusbarnet født. Vi fejrer hans fødselsdag. Gud, der er større end universet, valgte at besøge vores verden. Man kunne måske forvente, at Gud ville komme på en majestætisk og pompøs måde – når det nu er Gud – men han kom som et lille spædbarn. Man kunne måske forvente, at han ville lade sig føde af en fornem og lærd kvinde, men han blev født af ugift teenagepige fra en ukendt landsby, der bestod af ganske få huse. Man kunne måske have forventet, at han ville blive født i smukt hus, men han blev født i en stald og lagt i fodertruget, for der var ikke plads andre steder. Man kunne måske så have forventet, at de første til at få beskeden om Jesu fødsel var nogle vigtige og fornemme mennesker, men det var beskidte hyrder på en mark, der fik besøg af engle den nat.
ALT ved Gud er noget helt andet end det, vi forventer. For Gud er ikke forventningens Gud, men derimod forandringens Gud.
Gud kom til verden som alt andet end det, vi kunne forestille os, og selvom det umiddelbart virker sært, at han lader sig føde som en ganske almindelig mand uden nogen synlig politisk magt, position i samfundet eller penge på kistebunden, så skulle det vise sig at blive og være den største glæde af dem alle.
Gud kom til verden for at forandre den.
Han kom til verden for at fjerne skel og grænser mellem mennesker. For at fjerne vores mistro og mistillid til andres motiver. Han kom for at være menneske blandt mennesker.
Johanne Møllehave har skrevet et digt til denne aften, som jeg vil læse højt. Det lyder sådan her:
Vi trækker streger og sætter skel
imellem andre folk og os selv.
Vi taler om børn, som vi kalder ægte,
og andre hvis ægthed, vi vil benægte.
I evangeliet får vi at vide,
han stillede sig på de uægtes side.
Og alle dem, der faldt uden for stregen,
dem slog han følge med på vejen.
Så ingen af dem, som Vorherre skabte,
skal kaldes udenfor eller fortabte.
Han fjernede grænser og slettede skel,
og derfor slog de ham også ihjel.
Han satte en streg over hver en streg,
som sættes imellem dig og mig.
Det danner et kors, naturligvis,
og det blev hans kærligheds høje pris.
Hans kærlighed sletter julenat
de streger og skel vi selv har sat.
Sådan lyder det.
Han sletter julenat de streger og skel vi selv har sat.
Gud er ikke som vi forventede. Heldigvis. Han holder ikke kun med de mennesker, der er særlig fromme eller særlig dydige. Han holder med os.
Så ingen af dem, som Vorherre skabte, skal kaldes udenfor eller fortabte.
Gud vil nedbryde det, der skiller os ad, så vi kan få øje på hinanden. Gud ville forandre verden, ikke leve op til den. Og det skal vi også øve os i.
Og for at vi ikke skal glemme det, så hænger vi faktisk noget på juletræet, de kan minde os om det, nemlig det flettede julehjerte. Inden et julehjerte er blevet flettet har man blot to stykker mærkeligt papir, men i det øjeblik vi begynder at flette det sammen, så opstår det smukkeste hjerter. Vi skal også flette vores liv sammen med andre. Alene bliver vores liv blot mærkelige og usammenhængende stykker.
Gud flettede sit hjerte sammen med os julenat. Han så, at vi slet ikke kan finde ud af det alene, og derfor sendte han det bedste han havde, nemlig sin søn. Tilsammen skaber vi de smukkeste hjerter. Nogle er store, andre små. Nogle har mønstre og andre er simple. Men alle rummer de en skønhed. Vi skal indse, at der i ethvert menneske er et hjerte, der venter på at blive flettet sammen med et andet, så det kan blive fuldent.
Det er glæde. Han vil nå os midt i vores liv, hvor vi så end er. Han kommer til os, hvor vi står, og ikke hvor vi gerne ville være, hvor vi burde stå eller hvor vi forventer af være om 2 år. Han kommer lige nu til dig og slår følge med dig på vejen.
Livet bliver ikke altid som vi forventer, og hvordan vores flettede hjerter vil se ud, ved vi ikke. Men lige gyldigt hvad, så skal vi tro på, at glæden også gælder for os nu i dag.
Og for resten hvad taksen i vores have angår. Så har vi ikke fældet det, men derimod hængt en lyskæde på træet, så det nu lyse smukt udenfor. Så det blev et juletræ alligevel.
Glædelig jul – og flet nu nogle hjerter.
Amen
Dagens tekster:
Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land. Du gør jubelen stærk, du gør glæden stor; de glæder sig for dit ansigt, som man glæder sig over høsten, som man jubler, når man deler byttet. For det tyngende åg, stangen over deres skulder, og slavefogedens kæp brækker du som på Midjans dag. Hver støvle, der tramper i larmen, og kappen, der er sølet i blod, skal brændes og fortæres af ild. For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste. Stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids trone og over hans rige, så han kan grundfæste det og understøtte det med ret og retfærdighed fra nu af og til evig tid. Es 9,1-6a
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« Luk 2,1-14
onsdag den 17. december 2014
Juleafslutning, Lokalcentret 2014
Vi trækker streger og sætter skel
imellem andre folk og os selv.
Vi taler om børn, som vi kalder ægte,
og andre hvis ægthed, vi vil benægte.
I evangeliet får vi at vide,
han stillede sig på de uægtes side.
Og alle dem, der faldt uden for stregen,
dem slog han følge med på vejen.
Så ingen af dem, som Vorherre skabte,
skal kaldes udenfor eller fortabte.
Han fjernede grænser og slettede skel,
og derfor slog de ham også ihjel.
Han satte en streg over hver en streg,
som sættes imellem dig og mig.
Det danner et kors, naturligvis,
og det blev hans kærligheds høje pris.
Hans kærlighed sletter julenat
de streger og skel vi selv har sat.
Sådan skriver Johannes Møllehave om julenat. Den nat fjerner Jesus skel og grænser mellem mennesker.
Og han gjorde det som et lille barn, der endnu intet kunne. Han var, som børn er, afhængig af sine forældre. Blev han efterladt, ville han dø. Børn er afhængige af, at der er voksne, der kan sætte egne behov til side, så det lille barn kan vokse op.
Voksne bliver simpelthen nødt til at være voksne, så det lille barn kan leve. Og alligevel er det, det lille spædbarn, der fjerner verdens skel og streger. Det virker underligt, at Jesus barnet har de evner blot ved at blive født. Men børn ændrer os. Når man først er blevet forældre, kan intet fjerne den titel fra en. Man vil altid være nogens mor eller fra. Barnet åbner vores hjerter, så både den dybeste kærlighed og den største skuffelse på en og samme tid kan spille i os. Børn ændrer vores liv – fordi de er.
I kristendommen hører vi mange gange, at Jesus stiller børnene forrest. Og nogle gange kommer vi måske nok til at gøre barnelivet for lyserødt. Vi glemmer at børns umiddelbarhed ikke kun gælder deres kærlighed og hengivenhed, men også glæder deres misundelse, behov og at centrum for deres verden er dem selv. Børn kan sjældent skjule skuffelsen over en blød gave juleaften, når de hellere ville have haft det nyeste sværd fra Fætter BR. Børn kan ikke forstå, at det ikke skal proppe sig med juleslik inden aftensmaden, fordi de så ikke kan spise noget. Børn skal lære gennem opdragelse, så de kan blive ansvarsfulde voksne.
Det er dem, som Jesus stiller forrest. Det er alligevel værd at bemærke, fordi det faktisk fortæller noget om Guds forhold til os. Gud kender jo vort sinds kringelkroge, og han ved hvad vi tænker og føler. Og han er på vores side - alligevel. Han holder med os, selvom vi engang imellem er som børnene, der ikke kan skjule skuffelsen over Gud eller ikke forstår, hvad der er godt for os. Og ligesom jordiske forældres kærlighed ikke holder op, selvom de igen bliver vækket midt om natten og de er trætte og udkørte, sådan holder Guds heller ikke. Måske det ikke lige er kærligheden, der fylder mest kl 4 om morgenen hos forældre, når de bliver vækket, men den er der. Den bliver ikke slidt af børnene krav til forældrene. Måske nærmest tværtimod så bliver den styrket af, at barnet har brug for sin mor og far.
For det forunderlige ved kærlighed er, at den netop bliver stærkere, når vi gør brug af den. Kærlighed, eller hengivenhed kunne man også kalde den, har brug for afhængighed af andre for at vokse.
Vi kan bruge de smukke flettede julehjerter som eksempel på vores forhold til Gud. Inden et hjerte er flettet har man blot to stykker mærkeligt papir, men i det øjeblik vi begynder at flette det samme, så opstår det smukkeste hjerte. Vi skal også flette vores liv sammen med andre. Alene bliver vores liv blot mærkelige, usammenhængende stykker, men sammen dannes det smukkeste hjerter.
Gud flettede sit hjerte sammen med os julenat. Han så, at vi slet ikke kunne finde ud af det alene, og derfor sendte han det bedste han havde; nemlig sin egen søn – det lille barn, der kan åbne vores hjerter, så Gud kan begynde at bygge skønheder af vores liv. Så han, mens han bygger, kan nedbryde skel og mistro. Så han kan fjerne vores trang til at dømme andres motiver, og blot indse, at der i ethvert menneske, er et hjerte, der venter på, at blive flettet sammen med et andet, for at blive fuldendt.
Glædelig jul - og husk at flet hjerter.
Gud flettede sit hjerte sammen med os julenat. Han så, at vi slet ikke kunne finde ud af det alene, og derfor sendte han det bedste han havde; nemlig sin egen søn – det lille barn, der kan åbne vores hjerter, så Gud kan begynde at bygge skønheder af vores liv. Så han, mens han bygger, kan nedbryde skel og mistro. Så han kan fjerne vores trang til at dømme andres motiver, og blot indse, at der i ethvert menneske, er et hjerte, der venter på, at blive flettet sammen med et andet, for at blive fuldendt.
Glædelig jul - og husk at flet hjerter.
Amen
Tekst:
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« Luk 2,1-14
Tekst:
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« Luk 2,1-14
tirsdag den 16. december 2014
Juleafslutning, lokalcentret 2013
Juleaften.
Det er den aften
Hvor enhver sminke er håbløs
Det er den aften
hvor sjælen kryber frem
gennem kikhullerne
og afsætter
våde pletter
på tøjet
Det er den aften
hvor de døde
stiger ud af fotografierne
og tager plads i stuen
så levende
at det gør ondt
at opdage
at pladsen er tom
Det er den aften
hvor de adskildte
konfronteres
med afstanden
og ser hinandens
opløste ansigter
i øjenkrogenes
spejlbilleder
Det er den aften
hvor Gud
overvinder afstanden
og kærtegner
mennesket
Det er den aften
hvor Guds finger
rører jorden
og aftegner
en vej
af kærlighed
at gå
for os
fra menneske
til menneske.
Sådan lyder et juledigt skrevet af Søren Nielsen ("Julens glæde og smerte" af Søren Nielsen, ALFA 2005).
Julen er både en dejlig aften fyldt med hellighedsfornemmelser, men også en aften med fornemmelser af savn over dem, man mangler.
Julen er en ambivalent tid, hvor vi både har travlt, fordi der er så meget, vi skal nå, men det er også en tid, hvor vi taler om julefred og juleglæde.
Søren Nielsen, der har skrevet digtet, har faktisk mødt julens glæde.
I hans barndom var Julens glæde en mand, der kørte rundt på sin knallert en gang om måneden og samlede penge ind. Folk betalt små beløb til ham, der alle blev sat ind på en konto i Sparekassen.
Ved juletid kørte Julens glæde igen rundt på sin knallert men denne gang delte han ud af det opsparede beløb, så folket havde noget at købe gaver og julemad for.
Søren Nielsen fortæller om Julens glæde, at han tyggede på skrå og brugte snus tobak. Det flød sort ud af munden på ham, og landede som sorte pletter på hans tøj. Julens glæde kom kørende på knallert, og nogle gange kom han også med flaske snaps til dem, der havde brug for det. Så delte de lidt glæde og trøst sammen, som de fandt på bunden af flasken.
Julen er glæde. Men julen er en anden glæde end penge, mad og snaps. Julen er noget mere. Den er glæden over det, der er større end noget andet – det er glæden over et lille barn, der bliver født og lagt i et fodertrug. Han er den dybeste glæde. Han er himmerigskongen, der bor hos os.
Han sætter os i gang, presser os ud af vores hverdagsmarch og får os i gang med at køre glæden ud til hinanden på en knallert.
Det er storheden i det små. Når stolene står tomme, når aftenerne er lange, når dagene er travle og bekymringerne står i kø, så er glæden et lille barn i et fodertrug, der får os op af stolene.
Vi bærer glæden frem. Den kan ikke gå selv, eller hoppe mellem os, men er afhængig af, at vi kan bære den – og når vi har båret den et stykke, så skal vi dele den med hinanden. Glæde skal deles for glæde smitter. Glæde er heller noget, man kan skabe selv, eller holde for sig – glæde har det med at ville deles med andre. Et menneske, der glæder sig kan altså ikke skjule det – den vil bane sig vej gennem øjenkrogene, og afsløre at her er glæden til stede.
Glæde er at turde grine sammen, være til stede sammen, leve samme – glæde er at turde lægge sit liv i hinanden hænder og vide sig sikker på, at vi vil hinanden det bedste.
For juleglæden er altså ikke sådan en hoppende lallende glædesfornemmelse, nej, det er dybere end det. Det er en vedvarende følelse af, at Gud har rørt jorden. En følelse, der skal være grundtonen i vores liv, også når mørket tager til. Juleglæden forsvinder ikke, når vi pakker julehjerterne væk, når kalenderlyset er brændt ned og den sidste æbleskive fortæret. Juleglæde holder til et helt, ja et helt liv.
Den kører rundt på knallert, findes i stuerne, i fællesskabet mellem mennesker. Den bæres frem af mennesker på alle mulige opfindsomme måder. Den synges ind, den sanses, den smiles og den berøres mellem os.
Juleglæden er den, at Gud bøjede sig ned, og rørte ikke bare ved jorden, men ved vores hjerter, og gav os en vej, vi kan gå fra menneske til menneske.
Glædelig jul
Amen
Tekst;
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« Luk 2,1-14
lørdag den 8. november 2014
21. søndag efter trinitatis 2014
Det er begyndelsen på sommeren. Solen hænger på himlen og dingler. Dens stråler baner sig vej gennem universet og rammer mit ansigt og bare ben. Jeg har taget mine sandaler af og står i vandkanten. Sandet borer sig mellem mine tæer. Jeg krummer tæerne om sandet og forsøger at fange det, men det smutter væk lige så snart jeg strammer til. Bølgerne slår blidt mod vandkanten. De oversvømmer mine tæer og trækker sig tilbage. Der ligger tang og bobler i overfalden af vandet. En måge skriger et sted, og en tangloppe hopper i vejret.
Jeg står der midt i verden. Omgivet af luft, sødme, næring og varme.
Livet er.
Livet er en gave.
Livet er en gave fra Gud.
Livet er en gave fra Gud.
Luther sagde om livet: synd tappert. Man kunne også sige, kast dig ud i det. Få blå mærker, ar og rynker. Kast dig ud i det.
Men er vi nogen gange for bange til at gøre netop det? Kaste os ud i livet med de knubs det kan give? Er vi ikke netop nervøse, for, at det vi gør i dag, vil ramme os i morgen. Tror vi, at det er vores egen fejl, hvis vi bliver syge, kommer ud for ulykker eller bliver uretfærdigt behandlet?
Det er en spænding, vi lever i. Livet, der skal leves, og livet, der rammes os.
Og vi kommer til at blande dem sammen. Når livet rammer os med sin uretfærdighed, så knytter vi næverne, hjertet banker, det smerter i brystet og tårerne presser sig på. Hvad har vi gjort for at fortjent dette? Vi leder efter episoder, handlinger, der kan forklare det. Eller vi forsøger at handle med Gud, der må gribe ind, hvis vi lover at ændre vores adfærd.
Men hvad nu hvis det slet ikke forholder sig sådan? Hvad nu hvis, man kan se livet på en anden måde? Hvad nu hvis det slet ikke er op til os, hvornår, hvordan og hvorfor det uretfærdige rammer?
Vi skal give slip på ønsket om kontrol – vi skal slippe længslen efter at få sikkerhed for i morgen. Det får vi aldrig. Ulykker, sygdom, meningsløshed er en del af det liv, vi skal leve, og vi kommer aldrig til at forstå, hvorfor det rammer os. Vi er sårbare og skrøbelige.
Paulus skriver i Ny Testamente, at Gud på et tidspunkt svarer ham på en bøn, hvor Paulus har bedt Gud om at gribe ind. Svaret er: Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed (2.kor. 12, 9). Min magt er i magtesløshed.
Der ligger en styrke i at erkende sin egen svaghed. Selv Gud gør det. Guds styrke er ikke i magtanvendelsen, men i magtesløsheden.
Det erfarede skuespilleren Bodil Jørgensen efter sin ulykke under en filmindspilning. Hun lå på intensivafdelingen en hel nat i respirator og forsøgte at bede Fadervor. I en artikel (KD 26. oktober 2014) siger hun:
””Jeg kæmpede en hel nat, og så kom den stærke forståelse af, at Gud er der, hvor det hele braser sammen og snurrer rundt, og verden bliver sort. Vi er så vant til at holde vores små verdener i gang med arbejdsliv og familie, men når hele verden styrter sammen, er Gud der. Jeg var i et mellemrum mellem livet og døden, og der var Gud. Gud var i intetheden sammen med mig. Jeg havde ikke troet, at det ville være sådan, men jeg erfarede det. Alt det, som er sket, er så meningsløst, voldsomt, sort og dystert, og der var Gud,” siger hun [Bodil Jørgensen]. ”
Gud er i mellemrummet og intetheden. Han tør være sammen med os der, hvor vi bliver magtesløse. Gud er gået ind i verden – blevet en del af verden, for at være os helt nær, også i magtesløsheden.
Når Gud tør, skal vi også have modet til at være der. Vi skal slippe vores egen selvhøjtidelige miner, unødige stridigheder og konflikter, vores jagt efter det perfekte liv. Vi skal slippe den tanke, at vi får som fortjent, for det gør vi HELDIGVIS ikke. Hvor ville livet blive anstrengende, hvis vi hele tiden var bange for Guds straf?
Der er en magt i magtesløsheden, også for os.
Vi skal åbne vores øjne for det fine ved tilværelsen. Vi skal sætte pris på det gode – barnets smil, de farverige efterårsblade, stearinlys i vindueskarmen, opkaldet fra bedstemor, glæden ved tanken om dig og solopgangen. Der er så meget overflod i vores liv, hvis vi ser efter. Vi skal turde stå på stranden, lufte fødderne og lade vandet skylle sandkornene væk.
Vi skal bære frugt som et figentræ. Og er der år, hvor vi ikke bærer frugt, så skal vi ikke frygte, at grunden er, at vi ikke er gode nok eller ikke har fortjent frugterne. Vi skal derimod stole på, at Gud vil vande os med sin nåde, gøde os med sin kærlighed og lade os stå endnu et år.
Spring ud i livet, brug det, gør det flosset i kanten – og vigtigst af alt: DEL DET.
Dagens evangelium:
På den tid kom nogle og fortalte Jesus om de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr. Og han sagde til dem: »Mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de. Eller de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte – mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.« Så fortalte han denne lignelse: »En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. Han sagde da til gartneren: I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte? Men han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om.« Luk 13,
mandag den 3. november 2014
Alle Helgens dag 2014
Nu er livet gemt hos Gud.
Vi overgir alt til ham.
Håbet er tændt i savn og sorg.
Ingen er glemt af Gud. (DDS 550,1)
Amen
En legende fortæller om Adam og Eva:
Adam og Eva blev udvist af Edens have efter de havde spist af kundskabens træ. Gud forviste dem til et liv i smerte. Til et liv hvor de skulle kæmpe for overlevelsen. Til et liv med død.
Men Gud så, hvor svært deres liv var blevet, og det rørte ved hans hjerte. Han fik medynk med dem. Han bestemt sig for at skænke dem noget, der ville gøre livet lettere for dem. Derfor skabte han den mest dyrebare af alle gaver og skænkede den til mennesket. Han gav dem tårerne.
Lige siden dengang løber der tårer ud af menneskenes øjne, når de sørger, og smerten lindres (”Altid elsket” af Kristina Reftel, s. 152).
Sådan lyder legenden. Tårerne er en gave fra Gud til os mennesker – en gave, der blev givet, fordi vi rørte Guds hjerte.
Tårer kender alle mennesker, om man så fælder mange eller få i sit liv. De kommer ofte uden advarsel. Pludselig fyldes vores øjne, og vi må give slip på dem, så de kan trille ned af kinden.
Tårer løber, når livet gør ondt. Når vi rammes af virkeligheden, og vi indser, at livet for altid vil være forandret, så løber tårerne.
Men det er ikke kun, når vi sørger – vi kan også græde af glæde. Sådan er det med tårerne. Når vores hjerter bliver berørt, så flyder øjnene over med vores salte tårer.
Vores salte tårer.
Det er forunderligt, for det er os, der gør tårerne salte. Det er os, der forvandler vandet, vi drikker, til salte tårer. Uden os ville det blot være fersk vand. Vi giver smag til smagløse. Vi er jorden salt.
Det siger Jesus til os i dag. I er jordens salt. I er verdens lys.
Det er underlige udsagn, men vi forstår dem godt. Vi forstår dem med hjertet. Vi er jordens salt. Vi er salt for hinanden – vi fylder hinandens liv med mening og kraft. Vi fjerner det ferske og flade fra tilværelsen, når vi møder hinanden. Vi er verdens lys. Vi er lys for hinanden, og skal skinne på hinandens liv. Vi skal sætte hinanden i stager, vores lys kan skinne smukt og rent.
Vi er salt for hinanden. Vi er lys for hinanden.
Det oplever vi i særlig grad, når vi står ved en kiste. Når vi nænsomt bærer et menneske til graven, mærker vi, hvordan det menneske var salt og lys i vores liv. Og livet uden det menneske, kan forekomme fladt og fersk, mørkt og slukket. I afsavnet mærker vi, hvad vi var for hinanden, og sorgen river i os, som var den kantet og skarp.
Man kan sammenligne sorgen med et glasskår. Glasskåret er det ituslåede. Det var helt før, men nu er det brudt. Det kan i bedste fald klinkes, men aldrig blive det samme.
Glasskåret er skarpt, og vi skærer os på det. Passer på ikke at træde på det, for det rammer os, når vi mindst venter det. Det skærer i os. Det mistede, det vi ikke fik gjort eller sagt, det der aldrig bliver.
Men det kan forandres.
Når man går ture ved stranden, kan man nogle gange finde et stykke glas, der har ligget i vandet. Vandet, som glasskåret i begyndelsen skånselsløst skærer igennem, bliver med tiden rundet af bølgernes milde favntag. Kanterne bliver slebet, og glasset bliver med tiden blødt og glat. Man kan tage det i hånden uden at skære sig på det. Man kan tage det frem, holde om det, og holde af det.
Sorg forandrer vores verden. Den river i vores hjerter, så man nogle gange tvivler på, at det kan holde til det. Sorgen får hjertet til at bløde og tårerne til at falde. Men sorgen bliver med tiden rundet af de tårer, vi har grædt, den omsorg vi har modtaget og den Gud, der hjælper. Og en dag kan vi holde den i hånden uden at skære os på den.
Vi vil for altid være forandret af døden, men sorgen vil også forandre sig med os. Den vil finde en plads i vores liv, og vi vil altid kunne finde den frem. Og en dag, vil vi ikke længere skære os helt så meget, som da vi første gang fik den i hånden.
Vi er jordens salt og verdens lys.
Vi betyder noget for hinanden. Vi berører hinandens liv og hjerter.
Alle helgensøndag læser vi navnene højt på dem, der er døde i årets løb. Vi mindes dem, tænder lys for dem, beder og besøger måske et gravsted. Alle Helgen er rummet, hvor vi kan tænke tilbage på de oplevelser, vi har haft og det vi har lært af hinanden. Vi tænker og mindes alt det, vi ikke ville have været foruden. De var salt og lys for os. De berørte vores liv.
Sorgen bliver kaldt for kærlighedens pris. Det er den pris, kærligheden koster, at den må blive til sorg. Men det er en pris, som vi ikke ville have været foruden.
Gud har sat os i verden, så vi kan elske. Gud ønsker for os, at vi skal opleve kærligheden. Ja, han er selve kærligheden.
Og kærligheden ænser ikke døden. Vi holder ikke op med at elske, selvom vi møder døden. Vi elsker. Det ligger i vores inderste væsen, at vi skal elske.
Vi mister hinanden, men vi har altid kærligheden.
Det er de løfterige ord til os. Vi har altid kærligheden. Den kan ingen vriste fra os.
Selv de døde har kærligheden. Vi er alle favnet af Guds kærlighed som bølger på en strand, der nænsomt runder vores kanter.
Nu er livet gemt hos Gud.
Vi overgir alt til ham.
Håbet er tændt i liv og død.
Ingen er glemt af Gud. (DDS 550, 5)
Amen
Dagens tekst:
Jesus sagde: »I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.« Matt 5,13-16
søndag den 19. oktober 2014
18. søndag efter trinitatis 2014
”I dag skal du løfte dit hoved mod himlen og rejse dig op. Tag frit mod dig selv som, du nu blev dig givet med sind og krop.” (Syng Nyt-hæftet, Tekst: Jens rosendal, melodi: Peter Møller)
Sådan lyder første vers af salmen, vi sang til at begynde med, som en opfordring til os i efterårets mørke, hvor regnens grå farve får os til at sænke hovedet. Løft dit hoved mod himlen og risiker at få regn i øjnene, men gør det alligevel.
Løft dit hoved og lad din sjæl blive fyldt af liv. Lad det strømme igennem dig som saften gennem et træs grene. Tag i mod, voks og udfold dig som det menneske, du er.
Der ligger en befrielse i denne tanke. En befrielse til at leve vores liv frimodigt, bekymringsløst og tæt på Gud. Skilt fra mig kan I slet intet gøre, siger Jesus til os. Fordi I hænger fast ved mig – er podet til mig – så får I del i livet, kærligheden og evigheden. Jeg er så tæt på, at jeg kan sende jer livet, så I kan forvandle jer fra knopper til frugter – så I kan springe ud i livet.
Og modsat efteråret, så falder I ikke af eller bliver tabt. Jeg slipper jer ikke.
Det er forunderligt, at Jesus vælger netop vintræet – eller vinstokken, som det er. Han vælger ikke pinjetræet, cedertræet, palmen eller en af de andre store, smukke og majestætiske træer, der er i Mellemøsten. Han vælger den lille og lavstammede vinstok. Vinstokken, der giver al sin saft og kraft til frugterne. Stokken, der bløder, når man skærer i den. Kendere taler om, at vinstokken græder.
Det er dette træ, han vælger, fremfor andre nok mere oplagte valg. Men netop det træ. Det fortæller os noget om, hvem Jesus er for os. Hvor meget han sætter sig selv før os, så vi kan få modet til at løfte hovedet mod himlen og rejse os op.
Så vi kan få lov at kende vejen ind i evigheden. Det er ord, der skal rense os, løfte os op, så vi kan bære frugt. Og at bære fugt er et billede, vi kender.
Vi lever i en tid, hvor netop de frugter, vi kan frembringe, er i fokus. Vi skal yde. Det har i mange år været et adelsmærke at have en fyldt kalender. Som om den fyldte kalender er udtryk for, at her er et virkeligt elskeligt og vigtigt menneske.
Vi lever i en travl tid.
Det handler om udviklingspotentialer, forandring, kompetencer, selvindsigt og ja-hatten. Vi lever i en positiv tidsalder, hvor vores problemer er blevet ophøjet til udfordringer og hvor det er bandlyst at sige nej. Det er det accelererende samfund. Selv vores familie og venner kan være svære at få presset ind i en kalender.
Det postmoderne menneske har ikke længere rødder, men fødder (”Stå fast”, Svend Brinkmann, 2014, s. 13). Vi skal kunne bevæge os rundt, så vi kan følge med den accelererende kultur. Det eneste vi ikke må, er slå rødder. Vi må for alt i verden ikke sidde fast.
Og det pudsige er, at vi tror, at vi er frie. Vi tror, vi ikke sidder fast. Men måske det i virkeligheden er en illusion? For måske er vi i virkeligheden mere bundet af vores eget krav om frihed og udvikling, at vi binder os selv for en vogn, vi ikke har kræfter til at trække? For faren i samfund, der har fødder i stedet for rødder er, at vi netop bliver rodløse. Der er ikke længere et sted, hvor vi kan få næring fra; og i stedet for at bære frugt, så falder vi sammen med stress og udbrændthed.
Det ironiske er, at vi er så præget af tanken om, at vi selv bestemmer, at vi ikke tør tænke ud af boksen. Tør vi titte ud, så kan vi finde den tanke, at livet ikke er mit alene at bære.
Det er provokerende at høre, for mange vil tænke, at de bestemt er herre i eget hus. Men den bestemmelse har kristne afsagt for længe siden. I kristendommen afgiver vi magten til Gud. Vi har ikke ansvar for hvor mange frugter, vi kan give. Vi har brug for Gud til at sende os kraften, der giver frugter. Det er ikke alt i livet, vi kan kommandere frem.
Benny Andersen skriver i et af sine digte om det, at ville kommandere godheden frem i sit liv gennem en kraftanstrengelse eller viljeshandling. Han skriver om, hvordan det er at være et menneske med fødder i stedet for rødder:
Det hedder Godhed og lyder sådan her:
Jeg har altid prøvet at være god
det er meget krævende
jeg er en hel hund efter
at gøre noget for nogen
holde frakker
døre
pladser
skaffe nogen ind ved et eller andet
og lignende
brede armene ud
lade nogen græde ud ved min skjorte
men når lejligheden er der
blir jeg fuldstændig stiv
vel nok en slags generthed
jeg rusker i mig selv
slå nu armene ud
men det er svært at ofre sig
når nogen kigger på det
så svært at være god
i længere tid ad gangen
som at holde vejret
men ved daglig øvelse
er jeg nu nået op på en time
hvis ikke jeg bliver forstyrret
jeg sidder helt alene
med uret foran mig
breder armene ud
gang på gang
der er ikke spor i vejen
jeg er egentlig bedst
når jeg er helt alene.
Sådan er det rodløse menneske. Godheden bliver en præstation som kan tvinges frem. Men alle de store aspekter ved livet, kommer ikke fra os selv, men bliver givet os. Kærligheden, livet og evigheden. Det er alt sammen gaver, der bliver givet til os. Vi bliver ikke elsket for det, vi kan; men for dem vi er. Vi får ikke vores liv, fordi vi forinden har levet et ”prøveliv” og dermed bevist, at vi er knaldgode til at leve; men vi får det, bare fordi. Vi får ikke del i evigheden, fordi vi er særlig dygtige til at lave projektplanlægning; men fordi vi er til. Alt får vi givet, fordi vi er podet på stammen.
Billedet af Gud som vingårdsmanden. Jesus som stammen og os som grenene er til at forstå. Vi hænger fast ved stammen. Fjerner man os fra stammen, så dør vi. Vi skal ikke anstrenge os for at hænge fast. Livet er ikke en præstation eller et projekt, men et, der skal leves.
Det eneste Jesus siger, vi skal, er at blive i ham. Han siger ikke, at vi skal være omstillingsparate eller træffe de helt rigtige valg i vores liv. Han siger bare, at vi skal blive i ham. Bliver vi i ham, så sørger han for resten. Han sørger for, at vi får næring – han skænker os troen. Det er nemlig en bestemt slags frugter, som lignelsen handler om – nemlig troens frugter.
Og tro er forunderlig, for den kan hverken måles, vejes eller sættes i system. Tro er bare. Selv en lille bitte tro er dog en tro, også selvom den kun varer i et øjeblik. Troen man finder i et eneste menneske, er mere værd end alverdens guld.
For tro er i sin grund, troen på, at kærligheden også gælder mig, og at det nytter at insistere på den. Troen på, at livet er værdifuldt, og at vi ikke skal behøver spørge, hvad der i grunden kom ud af vort liv. Troen på, at vi hver dag får del i evigheden, fordi vi er blevet lovet, at Gud vil bevare vores udgang og indgang til evig tid.
Og derfor sang vi frimodigt, da vi kom her ind i kirken:
”I dag skal du løfte dit hoved mod himlen og rejse dig op. Tag frit mod dig selv, som du nu blev dig givet med sind og krop.”
Sådan er mennesket med rødder.
Du har rødder – Guds stærke og dybe rødder holder dig fast, så du kan springe ud i livet.
Amen
Dagens tekst:
Jesus sagde: »Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple. Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.« Joh 15,1-11
Abonner på:
Opslag (Atom)
4. søndag efter trinitatis 2026
Et menneske består af 6 forskellige grundstoffer: kulstof, bring, kvælstof, calcium, fosfor og ilt – og så selvfølgelig vand. Det lyder ret ...
-
Jeg vil dele en historie med jer, der stammer fra Johannes Møllehave, som mange af jer nok kender. Han fortæller om sin barndom, at han en ...
-
Det er mørkt i dag. Natten klæber sig til jordens overflade, og vil ikke slippe sit tag. Lyset skinner kun i små 7 timer, og vi har den kort...
-
På forfatteren Tom Kristensen gravsten står der et berømt citat fra hans digt Græs: ”Bøjer jeg mig så dybt jeg kan, vokser min verden sig st...