Palmesøndag 2015

Hvad længes du efter?

Hvad er det dit hjerte hvisker til dig, når det ellers kan få ørenlyd? Er det mere tid til at få læst bøger, drukket kaffe med venner, eller er der et projekt i garagen, der venter? Er det mere nærhed med din ægtefælle eller er det, at der kommer en, der kan gennemskue din ensomhed. Hvad længes du efter?

Vi længes alle efter noget eller nogen.

Men det kan være svært i en travl hverdag at få tid til at møde sin længsel. Vi lytter ikke så tit til hjertet, så det får bare lov at tikke derud af, og det er først når det truer med at ville holde op med det, eller når vi har begravet os i så mange aftaler og møder, så vi har glemte os selv et sted midt i livet, at det går op for os, at hjertet måske også har noget at skulle have sagt i vores liv.

Men det er ikke populært. Altså at lytte til hjertet. Vi siger, at fornuften er rationel, og dermed bliver det modsatte, at følelserne er irrationelle. Det ligger lige til højrebenet at lave den kobling. Følelserne er det, vi ikke kan regne med – og vi undskylder dem også fra tid til anden. Tænk lige på, at hvis en kvinde bliver vred, så er det altid fordi det er den tid på måneden. Eller hvis en mand taler om sine føleler, så er han sikkert lige blevet skilt.

Vi taler ikke ret tit om vores følelser eller længsler.

Og det er en skam.

For vi lukker af for noget væsentligt ved menneskelivet.

På Jesu tid sagde man, at man gemte ord i hjertet. Det var ikke i hjernen – og selvom vi i dag ved, at ja hukommelsen sidder i hjernen, sådan rent fysisk, så ligger der en dybere sandhed om mennesket, når vi siger, at vi skal gemme ord i hjertet. Hjernen er nemlig larmens sted – det er der, hvor alle ord bliver gemt – og synonymerne. Der hvor sproget og tallene er. Der hvor koder til netbanken og de næste dages aftaler bliver lagret. Det er stedet, hvor vi planlægger, reflekterer og forstår. Hjernen er en banegård fyldt med lyde og larm.

Hjertet er det modsatte. Det er stilhedens sted. Det er stedet, hvor ordene holder op med at være konkrete ord, men får en betydning, som vi bare erfarer. Det stedet, hvor vi ikke behøver kommenterer, reflektere eller fortolke på det, vi har gemt der. Der er ingen domme, fordomme eller fordømmelser. Der er bare betydning.

Der er bare det: at være til stede.

Vi skal ind til vores hjerter – det er det sted, vi skal åbne for i vores liv. Det kan være, at det i begyndelsen blot skal stå på klem, men hvis vi bliver ved at med øve os, så kan vi lære at åbne vores hjerter for vores længsler.

I dag er det Palmesøndag, og denne dag handler om, at Jesus rider ind i Jerusalem. Men det er også blevet tolket som et symbol på, at Jesus rider ind i vores hjerter. Han åbner hjertets dør, og drager helt derind, hvor vores inderst ligger, hvor ordene mister mening og hvor kun betydningen er tilbage.

Jesus er nemlig ikke særlig interesseret vi hvor dygtige vi er til at huske bankkoder, tro det eller lad være. Han sidder heller ikke og klapper af os, når vi igen i en uge har nået meget mere end, vi egentligt magtede, fordi vi ikke kunne sige nej – tror vi. Men vi farer så tit vild i vores liv, og sætter alt muligt andet på første pladsen som slet ikke er væsentligt. I al fald ikke i forhold til vores hjerte.

Og så sker det, at vi bliver skuffede. Så grueligt skuffede. Over os selv, de andre…og Gud.

Den dag Jesus red ind i Jerusalem har der været larm og støj. Der har været støvet og varmt. Han kommer ridende på et lavbenet æsel, og har knap raget op over folkemængden. Man har skullet hoppe for at få et glimt af manden, som alle hylder. Og alligevel så er der noget ved ham, der gør at folk skære grene af palmerne og vajer med dem i luften mens de tager deres kapper og smider ud på vejen, så æslet kan gå på dem.

Kapperne er blevet beskidte og støvede. Der er noget helt jordnært sært i denne fortælling, for hvorfor gør de det? Hvorfor ofre en god kappe, og hvorfor hylde dette menneske – har det ikke netop været, fordi de alle havde en forventning til Jesus om, at her var den mand, der kunne løse deres problemer. En profet, der med sin klare og rene stemme kunne få hverdagen til at blive bedre. Og helt konkret ønskede de dengang, at romerne, der havde besat Palæstina skulle smides ud – det måtte en konge kunne gøre. De ønskede en bedre hverdag og derfor forventede de en masse af manden på æslet.

Vi er ikke så anderledes i dag. Vi forventer også en masse af Gud – vi råber også til Gud. I krisens stund, i nødens eller udmattelsens stund. Hvor Gud, der kan lette vores liv?

De mennesker, der den dag hyldede Jesus med palmegrene stod få dage efter og råbte skældsord efter ham, mens han bar det kors han selv skulle henrettes på. Vejen fra forventning til skuffelse er kort, da Jesus ikke løste de problemer, de stod med. Han kunne ikke trylle alligevel.

Eller sagt med andre ord, så kunne de ikke lide det svar Gud gav dem på deres forventninger. De tilbad ham, fordi de troede, de havde fået en Gud, der ville gøre som de ønskede. I stedet for fik de en Gud, der gav dem, hvad de havde brug for.

Alt i livet er ikke Guds ansvar. Det er fx vores ansvar at kæmpe mod uretfærdighed og gøre hverdagen nemmere for alle. Det kan vi ikke lægge over på Gud, men vi kan derimod bede Gud om at ride ind i vores hjerter. Vi har brug for at få åbnet hjertet, så vores længsler kan blive mødt. Vi har brug for at sætte livet på førstepladsen og ikke vores kalender.

Derfor hylder vi manden på æslet også i dag. Derfor vil vi også i dag vende vores blik, ikke opad mod himlen, men hen mod den Gud, der rider ind i byen, og lige ind i vores hjerter.



Amen


Dagens tekst:
Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!« Matt 21,1-9

Faze artikel, KFUM og KFUK, november 2014

Frihed er at være bundet i kærligheden

Der findes en anekdote om, hvad der sker lige inden et barn bliver født, og den lyder sådan her:

”Før et barn bliver født, tager en engel barnet og viser det hele universet. Barnet ser alle livets hemmeligheder og al verdens visdom. Barnet møder Gud og mærker den største kærlighed af alle.

Når barnet har set alt dette, så sætter englen forsigtig sin finger over barnets mund og hvisker, at det nu skal glemme alt det, det lige har set. Vi bliver nemlig nødt til at selv at opdage livet og tilegne os visdom. Men når et barn bliver født, så har det stadigvæk mærket efter englens finger. Det er fordybningen mellem munden og næsen, der skal minde os om, at verden er større end det, vi lige kan se.

Og fordi vi engang så livets i al dets storhed, søger vi resten af livet efter meningen med livet – og vi søger efter fællesskabet med den kærlige Gud.” (frit genfortalt fra bogen ”Altid elsket”af Kristina Reftel, s. 187, Unitas forlag)

I anekdoten taler de slet ikke om frihed, men den handler om frihed. Frihed er et flydende begreb, for hvad er det, vi gerne vil have frihed fra eller til? Vil vi selv bestemme over vores værelse, eller hvornår vi skal i seng om aftenen. Eller er frihed, at vi kan sige og gøre det, vi mener? Frihed bliver brugt i mange sammenhænge, men når vi taler om frihed i kristen sammenhæng, så mener vi noget helt bestemt.

Frihed i kristendommen er at være bundet. Det lyder skørt, men frihed handler om at være bundet i kærligheden. I anekdoten møder barnet Gud, og vil resten af livet lede efter den kærlighed. Vi kan slet ikke lade være med at søge efter Guds kærlighed, så derfor kan man sige, at vi er bundet i kærligheden.

Det oplever vi også i hverdagen. Vi har venner og familie, og kan slet ikke forestille os at livet uden dem. Vi binder os af kærlighed til andre, og vi har friheden til at gøre det.



Så næste gang du tænker over frihed, læg din finger på fordybningen mellem næse og mund, og husk på, at du er bundet i kærlighed.

https://www.kfum-kfuk.dk/maalgrupper/ung/magasinet-faze/

Præsteklumme december 2014

Julens forandrende glæde

Juleferien er over os, men i enhver ferie kommer der ofte et punkt, hvor vi trænger til at komme i gang med hverdagen igen. Vi længes efter noget andet end der, hvor vi er. Vi længes efter forandringen.

Søndagen mellem jul og nytår hører i kirken om forandring. Det handler om det lille Jesusbarn, der bliver bragt til templet, hvor en gammel mand ved navn Simeon griber Jesus og priser ham. Simoen havde fået at vide af Gud, at han først kunne dø, når han havde set Herrens salvede, altså Jesus. Det, at Simeon ser Jesus, betyder altså, at han skal dø. Det er jo ikke glædeligt, synes vi. Men for Simeon var glæden over at se Jesus, så stor, at han nu kunne dø med fred.

Julen skal også give os en glæde, så stor, at vi kan, ikke bare dø med fred, men særligt leve med fred i hjertet. Freden skal forandre vores hårde sten hjerter til bankende levende hjerter. Julen handler altså om forandring.

Den største forandring er, at Gud blev menneske, og dermed gav os muligheden for at lære Ham at kende gennem et menneske. Det er ikke længere bare os mennesker, der skal søge viden om Gud, men Gud der bøjer sig ned for at møde os. Den anden forandring er, at Gud ved at forandre sin mulighed for at møde os, faktisk forandrede vores hjerter, så kan møde hinanden.

Lige meget hvor vi er livet, så vil Gud række ud efter vores hjerter, og forandre hårdheden til liv. Det er julens glæde, der gerne må smitte mere end en forkølelse i en børnehave. Vi skal prise Gud, for glæden er så stor, at vi kan leve med fred.

Lad glæden forandre dig nu i dag.

2. søndag i fasten 2015

”Man har en holdning til man tager en ny”. Sådan sagde Jens Otto Kragh i et interview i 1977, og den blev videreudviklet i 2013, da Lars Lykke Rasmussen sagde: ”Vi har skiftet standpunkt, men ikke holdning”.

Hvorom alting er, så det at skifte holdning ikke noget, man bare gør. Når folk siger, at man har en holdning til man tager en ny, så kan det lyde som en slags forklaring på, hvorfor man har ændret holdning. Men det er jo ikke en forklaring. Det er bare en beskrivelse af, hvad der er sket. Men det er faktisk helt rimeligt at skifte holdning og stå ved det. Det skal bare ikke være for tit. Forestil jer fx børneopdragelse, hvis forældrene hver dag fik en ny holdning til hvad barnet måtte? Ja, man ville få et skrubforvirret barn. Det er med andre ord ikke god opdragelse at skifte holdning hele tiden. Men heller ikke på arbejdspladser eller i vennekredsen er det særlig prisværdigt at møde et menneske, der hele tiden skifter holdning. Dem der svajer i vinden alt efter hvad der lige nu er fremme i samfundsdebatten, eller alt efter, hvem de taler med. Det er sådan en slags menneskelig kamelæon, vi ikke kan regne med. Det giver usikkerhed, når vi ikke ved, hvor folk står.

Man har en holdning til man tager en ny. Måske nok; men det kan altså virke utroværdigt.

Hvem ønsker at være utroværdig? Og hvem ønsker en utroværdig Gud?

Jesu var i begyndelsen af dagens evangelium troværdig efter datidens standarder. En kanaanæisk kvinde råber i vilden sky efter Jesus. Jeg kan forestille mig, at han oplevede det ofte – at folk råbte efter ham og på ham. Ofte stimler folk sammen om ham, når han går ind i en by, og han må mase sig vej frem. Der har været et leben og en kakofoni af stemmer, der har råbt efter ham. Men denne kvinde er kanaanæisk. Hun tilhører en helt anden religion, der dyrkede andre guder. Hun har intet vidst om Jahve, mosebøgerne eller det grundlag Jesus kom fra. Hun ville ikke ane, hvad Jesus talte om, hvis han henviste til skrifterne. Hun var blank, men ét vidste hun: denne mand kan hjælpe, og derfor lagde hun sit liv i hans hænder.

Men hun er kanaanæisk. Hun er en anden – en fremmed. Og hun bliver afvist. Det er ubehageligt at tænke på, at et menneske bliver ignoreret af Jesus.

Disciplene blev irriteret på denne kvinde, der ikke vil holde op med at råbe efter dem, og beder Jesus om at sende hende væk.

Og Jesus svarer principfast, at han jo heller ikke er sendt for at frelse andre end dem fra sin egen tro. Det havde han en klar holdning til.

Men kvinden insisterer på, at blive set. Hun giver ikke slip, fordi hun ikke passer ind, og fordi hun møder en principfast mand. Hun holder ved – holder ud. Ikke for sin egen skyld, men for sin datters skyld. For kærlighedens skyld. Hun ville gå 1000 mil og 1000 til for sin datter. Det får kærligheden os til – den får os til at træde ud af vores egen comfort zone og principper. Kærlighed er ikke for mennesker med mange principper, de stædigt står ved. Kærligheden kræver ligefrem af os, at vi slipper vores principper og forandrer os.

Hvem har været den samme efter en forelskelse? Hvem har fået et barn og være fuldstændig lige som før?

Når vi møder kærligheden, så forandrer den os – som en kvinde med et sygt barn, der vil råbe og insistere på at blive set og komme ind i lyset.

Nu kunne Jesus have stået fast ved sin holdning og været ubevægelig og uforanderlig i mødet med hende. Kvinden var jo en fremmed og uønsket. En principfast gud ville have vendt blikket bort, og sagt for sig selv: man elsker kun sine egne, for det siger loven.

Men heldigvis er Gud ikke sådan. Gud er ikke lovens Gud. Når vi lægger vores liv i Guds hænder og følger ham, så får vi altså ikke en himmelsk Karnov sendt med posten, hvor vi blot skal følge de love, Gud har stukket ud. At tro er ikke det samme som at være god til jura. At tro er at åbne sit hjerte for kærligheden, og turde lade sig bevæge.

Evangeliet til i dag handler heller ikke om, at vi gennem de rigtige argumenter kan overbevise Gud. Det kunne man nemlig godt fristes til at tro, når man hører evangeliet, fordi hun går i rette med Jesus. Han ser nemlig dybere end hendes argumenter, og ser hende. Og der lader han sig bevæge af hendes nød.

Det er ikke kun os, hvor kærligheden kræver forandring – den kræver det også af Gud selv.

Gud lade sig bevæge af vores nød.

Og Guds søn lader sig bevæge – han kom ikke kun for at frelse sine egne, men for at frelse mennesker. Det indser han, da han møder hende. Han ændrer holdning, og tak for det.

Jesus stirrede sig ikke blind på sine principper eller den religiøse lovs krav, men vendte blikket derhen, hvor der var brug for ham.

Han vil gå 1000 mil for os, og så 1000 til. Han vil gå i døden for os, og det gjorde han. Han lod kærligheden få første og sidste ord i sit liv.

Det er dagens glædelige budskab: Kærlighed kræver forandring.

At lægge sig liv i Guds hænder og tro, er det ikke en bastant og uformelig kasse, vi skal forsøge at mase os selv og andre ned i. At tro er derimod at være i bevægelse gennem livet, lade sig inspirere, vove at skifte holdning i ny og næ, følge kærligheden og give den lov til at forandre vores liv – og ikke mindst at vi lader os bevæge af andres nød, hvem de så end er. Om de er fremmed, uønskede eller højtråbende. Så skal vi øve os at lukke dem ind, som en kvinde i nød for 2000 år siden blev lukket ind i lyset af ren og skær kærlighed.

Jeg vil slutte med at læse et digt højt af Jens Rosendal, der handler om det at leve et liv i tro, hvor man lægger sit liv i Guds hænder og tør lade kærligheden forandre, og det lyder sådan her:

Troen er ikke en klippe
midt i et stormpisket hav,
tro er at sejle trods bølger
over en truende grav.

Troen er ikke det sikre
midt i en verden af fald,
tro er at være til stede,
høre, når nogen har kaldt.

Troen er aldrig artikler
trykt i en indbunden bog,
tro er at vove sig udad
varsom og kærlig og klog.

Troen er det, som kan svigte
i en forfærdelig stund,
troen er det, som kan gribes
midt på den gyngende grund.

Tro er det levende, nære,
som gi´r mig kræfter og mod,
så jeg går med dig på vejen,
selv om jeg ikke forstod.

Tro er at løfte din stemme,
der hvor din fjende har magt,
tro er at satse på håbet
udsat for verdens foragt.

Tro er utrolige kræfter,
som vil forandre alt.
Vove sig dybt ind i mørket,
hvis der for alvor er kaldt.


Amen


Dagens tekst:

Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.« Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: »Send hende væk! Hun råber efter os.« Han svarede: »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: »Herre, hjælp mig!« Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« Men hun svarede: »Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« Da sagde Jesus til hende: »Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask. Matt 15,21-28

1. søndag i fasten 2015

Nu skal I høre en ret velkendt historie – nemlig historien om Anders Ands bedre jeg.

· Det er tidlig morgen, og vækkeuret ringer. Straks springer Anders Ands bedre jeg ud af sengen, klar med glorie og vingerne strøget, mens Anders And bare bliver liggende.

· Med lidt overtagelse og rysten kommer Anders And ud af fjerene.

· Han får overrakt sine skolebøger, så han som en dydig and kan komme i skole. Hans bedre jer fører an på vejen fløjtende, mens Anders And går bagved.

· Men undervejs venter fristelsen – nemlig hans dårlige jeg, der står klar med en fiskestang og udsigten til en dag ved søen, store fisk og afslapning. Men han har mere at tilbyde Anders And.

· Og derfor får han ham også overtalt til at prøve lidt af sin pibe.

· Det går ikke så godt for Anders And – den stakkel.

· Heldigvis leder hans bedre jeg efter, og kan ikke forstå hvor han er blevet af. Da han opdager, hvad der er sket bliver han rasende, men nægter at slås.

· Det synes Anders Ands dårlige jeg er en rigtig god ide, og han benytter lejligheden til at hive hans glorie hele vejen ned om livet. Men det skulle han aldrig have gjort, for…

· Så vanker der. Og når man kan flyve, så kan også give igen.

· Det bedre jeg giver igen, og det ender skidt for hans dårlige jeg, og der bliver plantet en lilje hvor han grav ligger.

· Så har Anders And et forklaringsproblem, men heldigvis bliver han tilgivet på stedet, og nu kan han atter gå mod skolen som den artige lille and han engang imellem er.

                                               ------------------------------------------

Sådan er tegnefilmen om Anders And og hans bedre jeg. I har måske set den, og den er rigtig god, og i en tid, der er usikker, har vi brug for at more os. Vi har brug for letheden.

Tegnefilmen er en af klassikerne med Anders And i hovedrollen, men den har et teologisk problem. Nu er det næppe heller tegnet for at tilfreds teologer, men vi kan bruge den som springbræt i dag.

Tegnefilmen springer mig nemlig i øjnene på særlig et punkt, nemlig at det bedre jeg og det dårlige jeg er afbilledet som en engel og en djævel.

Billedet af menneskets inderste som en engel eller en djævel hænger sig fast i manges tanker om, hvad et menneske er. Ofte synes jeg, at man hører, at alt ondskab stammer fra mennesket, og derfor er det så også os selv der er skyldige i, at ondskab finder sted. Det er jo en besnærende og fristende tanke, at skyde ondskaben over i mennesket selv, for ligger den først der, så kan vi forklare den. Vi har måske en tendens til at smide om os med diagnose, vi selv finder gode i situationen, og man kan næsten heller ikke være leder i dag uden at få mærkatet psykopat. Vi lever i et diagnosesamfund, hvor vi ikke længere lader lægerne om den opgave, men selv tager den på os. Og ondskaben er blevet en diagnose af menneskets sjæl.

Men ligesom Jesus i ørkenen blev fristet, bliver vi også her fristet til at give ondskaben en grund eller en mening, som den ikke har. Og vi bliver nogle gange fristet til at behandle hinanden som om ondskaben virkelig kom fra os.

Men vi skal holde fast i, at ondskab i sit væsen er meningsløst, og derfor heller ikke skal forklares. Og at ondskaben heller ikke ligger inde i os, men er noget, der kommer udefra og påvirker os. Vores inderste er godt og skabt af Gud.

Bibelen fortæller heller ikke om, at mennesket er djævle, men tværtimod at vi skabt i kærlighed. Det er hele omdrejningspunktet og grunden til, at Gud bliver ved med at ville os. Han ser håbet i os, når vi selv føler os håbløse.

Så hvor er ondskaben? Vi kan ikke forklare djævelens eksistens, for det ville være at give det en eksistensberettigelse. Det er bare noget, der er på trods. Vi kan ikke forklare det. Om det er en person eller en magt i verden, kan jeg ikke svare på, men gør det en forskel for vores holdning til ondskaben? Gør det ondskaben mindre ond? Det er der vi skal lægge vores kræfter, men tværtimod skal vi lægge vores kræfter i forsagelsen.

Vi siger i begyndelsen af trosbekendelsen, at vi forsager djævelen. Det betyder, at ”tager afstand fra”. Djævelen er noget, vi ikke vil have med at gøre. Det er en god begyndelse på enhver dag, at vi slår fast, at vi ikke vil have noget at gøre med ondskaben, og at vi ikke vil tage den ind til hjertet. Vi skal ikke diagnosticere ondskaben, men holde den væk fra os – forsage den.

Ordet djævel betyder egentlig den, der bagvasker eller skaber splid. Altså den der sår løgne og river mennesker væk fra hinanden. Derfor kan man heller ikke tro på djævelen, for man kan ikke tro på løgnen. Men vi kan se, at den er der.

Og løgnen kommer snigende og bilder os alt muligt ind om magtforholdet mellem Gud og djævelen. Den næststørste løgn vi kan blive hvisket i øret er, at misbruger vi vores magt blot en gang for at få balance, så gør det ikke noget. En enkelt gang betyder vel ikke noget, hvis det bringer retfærdighed. Det samme kunne Jesus vel have tænkt, da djævelen møder ham i ørkenen. Bare en enkelt sten om til et brød til at stille den værste sult. Bare en enkelt skridt ud intetheden for min tro vil vel frelse mig, og Gud gribe ind. Eller bare et enkelt buk for ondskaben så vil alle disse riger være mine og jeg ville kunne bringe fred.

Men han sagde nej, for han kunne gennemskue det. Det var ikke den slags gud Han ville være. Vi skulle ikke falde i svime over ham, fordi han kunne trylle sten om til brød, eller fordi han var et overmenneske, der kunne tvinge de fysiske love eller fordi han havde magten. Jesus levede for at vi kunne opleve Gud som den han er, nemlig som kærlighed. Og den kærlighed er så stor, at den møder os, som dem vi er. Vi skal ikke optræde eller performe, være særlige artige eller dydige som Anders And, der ender med at gå i skole, før Gud vil kendes vil os. Sandheden, der blæser os omkuld, er den sandhed, at du kan være det menneske, du er, og stadigvæk blive elsket. Derfor sagde Jesus nej til fristelsen, for han ville vise os, hvem Gud er – ikke ved at trylle eller tvinge, men ved at elske. Så Jesus sagde nej til fristelsen.

Det kan vi ikke altid, og det sker, at vi bliver fristet, og render den ondes ærinder i godhedens navn – se det er en ondskab, der er til at føle på. Heldigvis tilgiver Gud os lige på stedet.

Men den største løgn af dem alle som vi kan blive bildt ind, og som ofte møder os der, hvor vi er mest sårbare er den, at Gud er færdig med dig. Nu har Gud vendt dig ryggen. Det er den ondeste løgn.

Men det er en løgn. Det passer ikke. Gud bliver aldrig færdig med dig. Gud kom til verden for at sige den løgn imod, og gøre vores liv større.

Det er det, vi skal høre hver søndag, når vi kommer her – at nok kan djævelen fortælle os løgne og friste os, men det er ikke andet end løgn. Sandheden er, at du aldrig falder ud af Guds hænder. Selv den mest håbløse er der håb for. For Gud er livets Gud, der får det til at spire selv de steder, hvor andre giver fortabt.

Så selvom ondskaben og løgnen endnu er i verden, og selvom vi alle til tider bliver fristet, så er der grund til håb – vi holder søndag for at modsige løgnen, og holde fast i den sandhed, der ikke kan gentages nok gange:

Vi falder aldrig ud af Guds hænder – han er med os alle dage indtil verdens ende.



Amen




Dagens tekst:

Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.« Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹ « Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: ›Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.‹ « Jesus sagde til ham: »Der står også skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.'« Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.” Da svarede Jesus ham: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ « Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham. Matt 4,1-11

Fastelavn 2015

Familiegudstjeneste

Nu skal I høre:

Floden Jordan løb midt gennem ørkenen. Ørkenen strakte sig så langt øjet rakte, og kun fordi floden gik igennem kunne man faktisk bo der.



Der boede Johannes.

Johannes var vild at se på – han havde et stort uredt hår, buskede øjenbryn, gik med kamel uld slynget rundt om sig. Og han levede af det han kunne finde i ørkenen – græshopper og honning fra vilde bier.

Men selvom han boede ude i ørkenen og lignede en vildmand, så kom folk rejsende langvejs fra for at møde ham. Johannes døbte nemlig de mennesker, der kom for at besøge ham, i floden, der løb gennem ørkenen.



Der var en stor begivenhed at blive døbt. Johannes ville vade ud i floden sammen med den, der skulle døbes (man døbte kun voksne dengang) – og så ville han holde en, og dykke en helt ned under vandet, så både hår og tøj blev vådt. Og når man dukkede op igen, ja så var man døbt.



Men der var noget underligt, ja nærmest foruroligende ved Johannes. Når han så på en, så var det som om han kunne se alt det, man havde gjort forkert. Han kiggede lige ind i en, og man skammede sig altid, når Johannes havde set på en. Men folk kom alligevel for at blive døbt af ham.



En dag kommer der en mand rejsende ud til Johannes for at blive døbt af ham. Manden hedder Jesus.



Jesus er helt anderledes at se på end Johannes. Han går i en kjortel af stof, har sandaler på fødderne og det lange hår er redt. Men øjnene – de øjne. De ser på en, og man føler, at man er elsket. Det er som om han ser på en med alt, hvad man er, og så bliver man elsket alligevel.



Sådan har Johannes det også, da Jesus så på, og måske det var derfor han ikke ville døbe Jesus.



Johannes siger: ”Nej, jeg vil ikke døbe dig Jesus, for jeg trænger til at blive døbt af dig.” Men Jesus ser på ham med de øjne, og siger:

»Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.«



Det er nogle underlige ord, men Johannes forstår, at han skal døbe Jesus, så derfor vader de begge ud i vandet, og Johannes døber Jesus ved at dykke ham helt under vandet.



Og da Jesus kommer op fra vandet igen, åbner himlen sig, som om Gud lige med en stor saks skar et hul gennem skyerne. Og der fløj en hvid due ned fra himlen lige ovenover Jesus. Det var Guds ånd.



Og da lyder der en røst fra himlen – det er Guds selv, der taler:



”Det er min elskede søn – i ham har jeg fundet velbehag.”



Sådan lyder historien for Bibelen om Jesu dåb. Det er et underligt sted historien stopper. Der mangler ligesom en reaktion på Guds røst fra himlen. Hvad sagde Jesus til det, og hvordan reagerede Johannes? Blev han bange eller glad? Gik Jesus bare op på bredden og rejste videre? Vi ved det ikke.



Men vi ved, at Jesus blev døbt. Vi døber også i dag som I har set Christian blive døbt. Og vi forestille os, at Gud hver gang et barn bliver døbt, også siger: Jeg har velbehag i dig. Det betyder, at Gud ser på os, ligesom Jesus også gør, og er glad for at se på os.



Foran Gud behøver vi slet ikke forsøge at være en anden end den, vi er. Gud kan se bag vores udklædning og maske, og for øje på os derinde – og elsker os.



I dag er I er så fint klædt ud, at man næsten ikke kan kende jer. Men Gud ved godt, hvem I er. Selv hvis I virkelig forsøger at gemme jer eller farer vild, så kan Gud altid finde jer igen, og når han gør det, så ser han på jer med de der øjne, og I ved, at I er Guds barn.



Amen



Dagens tekst:
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: »Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?« Men Jesus svarede ham: »Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.« Så føjede han ham. Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!« Matt 3,13-17

Septuagesima 2015

”Der var engang en mand, der samlede på gamle, antikke bøger.

Hver gang han fandt en bog, han manglede i sin samling, svulmede hans hjerte af glæde. Han tog varsomt bogen med hjem og satte den højtideligt i sin bogreol. Bøgerne var hans et og alt.

Men han manglede en helt bestemt bog til sin samling. Det var en ganske særlig, sjælden bog. Han havde brugt år på at lede efter den. Hver gang han kom ind i et antikvariat gik han rundt og så på alle reoler om bogen skulle stå her.

Således gik mange år indtil en dag, hvor hans øje fangede titlen på bogens ryg. Forsigtigt tog han bogen ned fra hylden, og ganske rigtigt – det var den bog, han havde ledt efter. Han bladrede i den, men da opdagede han med sorg, at bogen manglede et helt kapitel. Kapitel 3 var der bare ikke. Det var ligesom revet ud af bogen.

Der stod han med bogen i hånden midt i butikken. Skulle han vælge at købe bogen eller lade være? Han tænkte ikke længe over det, og tog resolut bogen med sig hen til kassen og købte den.

Derhjemme stillede han, ligesom alle de andre bøger, den sjældne, men ukomplette bog op på hylden. Der stod den i nogle år, indtil han en dag, besluttede sig til at se nærmere på bogen. Atter tog han denne bog ned fra en hylde, men denne gang var han forberedt. Den manglede jo et kapitel, så han ville ikke blive skuffet. Men så skete der noget ganske vidunderligt. Mens han bladrede i bogen, opdagede han, at der midt i bogen, var stukket nogle ark ind. Han tog dem ud, og da så han, at de stykker papir, der var stukket ind, netop var det kapitel – kapitel 3 – som han troede bogen manglede.

Og da kunne han gøre sin bog komplet ved at lægge kapitel 3 ind på den rette plads.” (frit fortalt).

Sådan lyder fortællingen om manden, der samlede på gamle bøger.

Gud er den gamle mand, der ikke samler på bøger, men samler på mennesker. Han leder efter os, når vi er blevet væk, og han giver ikke op. Man skal være en meget passioneret samler for i årevis, at ville lede efter den bestemt bog. Og Gud er passioneret.

Gud samler på mennesker.

I lignelsen i dag sammenligner Jesus himmeriget med en vingårdsejer, der går ud og hyrer folk dagen igennem. Det var på denne tid en helt almindelig hændelse. Enhver gårdejer ville gå hen på torvet og hyre de arbejdere, der så sundeste og mest raske ud. Dem, han vidste, ville arbejde godt. Og som dagen skrider frem, står de tilbage, der ikke har kunnet udføre et stykke arbejde. Hvad enten de var gamle, handikappede eller dovne. Men i lignelsen bliver gårdejeren ved med at gå ud og hyre folk. Efterhånden er vingården fyldt med mennesker, der arbejder i meget forskellige tempi, og måske kunne man forestille sig, at der tilmed er nogle af dem, der virkelig har brug for mange og lange pauser.

De får alle lovning på den samme løn, men som vi hører, så går det ikke stille for sig, da lønnen så endelig skal udbetales, for dem, der har arbejdet længe, bliver meget sure over, at de ikke får mere end dem, der er kommet til senere og har lavet mindre.

Det er jo da egentlig en meget almindelig reaktion. Eller det er i al fald en reaktion, vi kan kende. For selvfølgelig er det uretfærdigt. Man skal ikke have været længe på arbejdsmarkedet, og delt ret mange aviser ud tidligt om morgenen, før man forstå den indbyggede retfærdighed, der ligger i det at arbejde. Det er der skrevet mange og lange filosofiske bøger.

MEN vi glemmer her, at fortællingen er en lignelse om Himmeriget, det er ikke en politisk tale. (Nu vil tro faktisk få indflydelse på et samfund, og på den måde vi ser andre mennesker, og forhåbentlig give os mere rummelighed og overskud, men det er en helt anden historie. Jesus var først og fremmest troende, og ikke politiker.)

Vi skal derfor overføre lignelsen til det, den handler om, nemlig vores liv med hinanden.

Og det hele begynder med, at Gud samler på mennesker. Han samler på os, og selvom vi har mangler og fejler, når han finder os, så sætter han os ikke tilbage på hylden, og leder efter et bedre eksemplar. Han tager os med det samme til sig, og behandler os ligesom alle de andre.

Gud behandler mennesker ens. Gud er god. Så enkelt kan det siges. Han er god. Han er faktisk urimelig god. Men den godhed kan være så stor, at vi nogle gange ser os sure på dem, der får den uden at have gjort sig fortjent til den. Men det er ikke godheden, der fejler noget, men derimod øjet, der ser.

Kan det virkelig passe, at Gud også kan bruge mennesker, der er dovne, gamle eller handikappede? Kan det virkelig passe, at Gud kan bruge mennesker, der har en anløben moral, har meldt sig ud af folkekirken eller tror på noget helt andet? Hvorfor er den tanke så underlig? Hvorfor skulle det være så mærkeligt, at Gud ser på mennesket, og ikke på hvad vi kan og gør?

Gud samler på mennesker.

Og derfor handler lignelsen også om livet, vi har fået betroet, og meningen med livet er, at vi skal leve det i kærlighed med hinanden.

Lønnen er kærlighed. Det er den denar, vi får lovet. I det lys er det absurd at tænke på, at vi vil have lønforhøjelse. Kærlighed kan ikke skæres i stykker og deles ud. Enten er der kærlighed eller også er der ikke. Det er enkelt: Gud er god, og han giver os lige meget. Faktisk er Gud dristig med sin kærlighed og vover at dele ud af den med løs hånd. Nej, godheden fejler som sagt ikke noget, men øjet gør, hvis den ikke under andre kærligheden. Vi skal ikke have så travlt med andres løn, men derimod have travlt med at dele ud af den kærlighed, vi har fået.

Gud samler på mennesker, fordi de i hans øjne kan bruges. Der er ingen overflødige eller ubrugelige mennesker. Gud samler på dig. Gud har brug for dig.

Og hver dag går han ud for at lede efter de mennesker, der er blevet væk, og han giver ikke op før han har fundet os alle. Himmeriget er det sted, hvor der er brug for alle.

Gud samler på mennesker.

Amen




Dagens Tekst:




Jesus sagde: »Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan