Præsteklumme maj 2015

Hvilens nødvendighed

Det er ikke tit jeg sidder i min sofa med en god bog, en kop kaffe og bare slapper af. Forstå mig ret, jeg vil rigtig gerne finde mig selv i afslapning i sofaen; men virkeligheden har det med at overhale mig indenom, og dagen, der skulle være brugt på hvile, ender med vasketøj, ukrudt, oprydning og udmatning. Det er en skam, for jeg tror, vi har brug for en ugentligt dag, hvor vi kobler af.

Det er jo ingen hemmelighed, at vi lever i en travl verden. De fleste har en fyldt kalender, og vi halser rundt for at nå alt det, vi gerne vil. Vi er alt andet end dovne. Der er så meget vi gerne vil og skal nå - både på arbejdet, i fritiden og forholdet. Måske handler det om en indre trang til at udrette noget, eller ikke gå glip af noget. Men i dette jag, glemmer vi, at vi også har brug for at hvile. Hvilen er en vigtig del af vores liv, og vi kan finde beretninger om den allerede i begyndelsen af Bibelen. Der står, at Gud skabte verden på 6 dage, og på den 7. dag hvilede han. Fortællingen skal vise om noget vigtigt om livet, nemlig, at da Gud havde skabt og arbejdet, så valgte han at hvile. Han tog en hel dag, hvor han blot hvilede, pustede ud og samlede kræfter.

Vi har også brug for hvile. Vi har brug for en dag, hvor vi kan tage pause fra alt det vi skal, alt det der stjæler vores nærvær og ødelægger vores ro. En dag, hvor vi bogstaveligt hiver stikker ud, og tager os tid til at hvile.

Hvilen er et rum, vi giver os selv. Det rum kan vi fylde med kærlighed, nærvær, omsorg, ro og tid. Resten af tiden kan vi bruge på arbejde eller opgaver. Men en dag om ugen, skal vi afsætte til at være mennesker.

Når vi hviler, så lader vi stå til. Vi skaber ikke noget nyt – vi er bare til, som dem vi er. Og det er en vigtigt pointe i kristendommen, at vi bliver mødt af Gud som dem vi er. Vi behøver ikke skabe noget eller skabe for os, for hvor vi end er, så kommer Gud til os. Men vi skal opdage det.



Vi skal tage den om ugen, hvor vi skal hvile, lige så alvorligt, som vi tager de dage, vi arbejder alvorligt. Vi skal turde sætte os i sofaen, og intet lave en hel dag. Og selv der, hvor intet sker, møder Gud os, puster ud sammen med os, samler kræfter, og skubber os tilbage ud i livet med fornyede kræfter.

1. søndag efter trinitatis 2015

97,85 % af en menneskekrop består af grundstoffer. Så hvis man skulle sætte et menneske på formel, ville vi blive beskrevet således:

65% Ilt
18% Kulstof
10% Brint
3% Kvælstof
1,5% Fosfor
0,35% Calcium



Det er noget af en introduktion til et menneske. Men det er altså formlen for os.

Tænk nu hvis man også kunne sætte Gud på en formel. Det er han faktisk allerede på en måde, da vi før hørte, at Gud er kærlighed, så formlen vil lyde sådan her: Gud består af 100 % kærlighed.

Men tænk så, hvis man kunne sætte vejen til Paradiset på en formel. Altså hvor meget man skal udholde af pinsler her i livet, før man kunne få en billet til himlen.

Formlen ville måske lyde sådan her:

7 år rygsmerter, 3.5 måned med tandpine, 5 måneder med myggestik – der klør, og minimum 14 forkølelser. Så handler det bare om at holde regnskab, og når det er opnået, så er man klar til at komme afsted.

Tænk hvis det virkelig var sådan. Det ville være grotest at tænke på. Ikke mindst at Gud ville sidde med en lille regnskabsbog og føre notat over vores lidelser. Det giver slet ikke mening, at lidelser kan give os en adgangsbillet til himlen, og alligevel er det faktisk, hvad vi hører, der sker, i den lignelse, som Jesus fortæller i dag. Lazarus, der er så fattig, at han ender i himlen, og den rige mand, der er så rig, at han ender i dødsriget – altså i Helvede. De to mænds tilværelse har været meget forskellige, og fortsætter med at være det efter døden, men her bliver rollerne byttet om.

Jeg synes, den her lignelse er så provokerende. Ikke fordi den fattige kommer i Himlen, men fordi han kommer i himlen, fordi han har lidt. Forstå mig ret, jeg ønsker ikke, at folk skal lide, men lignelsen sætter altså vores liv i et helt særligt masochistisk skær. Lignelsen vil sætte Guds retfærdighed på en matematisk formel, hvor det vi lider, kan blive ombyttet med himmelske lyksaligheder. Hvad er det for en retfærdighed – hvad er det for en Gud?

Det er langt fra en himmelsk retfærdighed, men snarere en jordisk. Det er en retfærdighed lige efter menneskers hoveder. Men der er altså noget lorent ved det, for hvis man bruger den slags matematiske retfærdighed på himlen, så lyder det næsten som om vi kan udregne, hvad der skal til for at komme ind i Himlen, og så har slet ikke brug for hverken bønner, dåb eller nadver mere. Så bliver alt det, vi gør her i dag, ligegyldigt. For så kan vi jo selv, og så er der ingen grund til at mødes.

Derfor er denne lignelse så svær at forstå. Men måske fordi man forsøger at læse den helt bogstaveligt. Kristendommen leverer faktisk ikke pakkeløsninger. Der er ikke sådan, at vi kan sætte kristendommen på en formel, og så blot udlevere den ved døren til kirken, så folk kan gå hjem med det samme, og bare læse den. Kristendommen er en måde at leve sit liv, hvor man åbner sit hjerte for Gud. Der bliver ikke givet love eller formler, men derimod bliver der givet ganske få bud, som vi skal følge. Der er faktisk kun to, så det er til at huske. De står lige, så de kan ikke prioriteres – gør man det ene, gør man også det andet. Den ene er:

Du skal elske Herren din Gud.

Og det andet lyder:

Du skal elske din næste som dig selv.

Det er de to bud, der er i kristendommen. Du skal elske Gud, og du skal elske din næste.

De to bud er ikke love eller paragraffer, som vi kan bruge til at måle hinanden med, eller som kan give os forspring i køen til himlen. Det er bud, der kan åbne livet for os, så det bliver større, også selvom problemer, prøvelser og udfordringerne vedbliver at være de samme. Vi får ikke lovning på et nemmere liv, men vi får lovning på et dybere liv, hvis vi følger de bud.

Kristendommen er altså den enkeltes relation til Gud og næsten, der er i centrum. Og så skal livet udfoldes ud fra det.

Lignelsen om Lazarus handler om noget helt andet. Den handler om en retfærdighed, man netop kan slå hinanden oven i hovet med. Fortællingen kendes fra andre steder end Bibelen, og er en slags vandrehistorie, der af en eller anden grund har sneget sig ind i Lukasevangeliet. Derfor kunne man vælge at fastholde at lignelsen er en gøgeunge, der blot skal skippes ud; men vi kan også vælge at se på den, som vi ser på alle andre lignelser – nemlig med tolkningens briller.

Enhver lignelse vil sige noget mere om livet end øjet lige ser, derfor også denne. Det er Jesus selv, der fortæller den og med hans ord, bliver den anderledes. Jesus lever for at fortælle os om konsekvensen af, at Gud er 100 % kærlighed. Hvad betyder det for os, at Gud elsker os?

Det betyder, at hvor vi med vores retfærdighedssans siger nej, der siger Gud ja. Når vi siger, nej du skal blive i dødsriget, så siger Gud ja du kan komme med mig.

Når Jesus fortæller lignelsen, så ender den ikke længere med, at den rige må lide til verdens ende, for Jesus steg ned til dødsriget, hvor han tog enhver ved hånden, og førte dem med ind i Himlen. Der sker noget afgørende nyt med Jesus – nemlig det, at vores liv ikke længere bliver dømt ud fra, hvad vi har fortjent, men vi får Guds retfærdighed, eller Guds nåde, som den også kaldes, selv når vi ikke har fortjent den. Det er nyt – Guds retfærdighed er anderledes end vores. Den dømmer ikke. Den sætter fri.

Det er ikke fair, men Gud er ligeglad med fairness, for han er kærlighed. Han bruger kun kærlighed. Derfor ønsker han også, at vi skal elske ham og hinanden.

Og her kan vi aktivt bruge lignelsen, der fortæller om Lazarus, der i livet ligger ved porten til den rige mand. Vi skal elske hinanden, og det betyder, at vi har et ansvar overfor hinanden. Vi kan ikke nøjes med kun at tænke på os selv først, men vi bliver nødt til at tænke på hinanden også.

Vi har med andre ord et valg i livet. Vi kan vælge at hjælpe hinanden. Og det skal vi ikke gøre, fordi vi bliver truet til det, og er bange for at få en engangsbillet til helvede, men vi skal gøre det, fordi vi bliver elsket til det.

Vi har et ansvar overfor manden ved porten, ham der sidder ensom hjemme, hende der bliver mobbet i skolen eller den der ikke har råd til julegaver til sine børn. Vi har ansvar overfor hinanden, høj som lav. Vi har ansvar overfor enhver, vi møder til at gribe ind, hvis der er brug for det – vi har et valg.

Og vi har det valg, fordi Gud allerede har valgt dig. Du er valgt af Gud. Han elsker dig allerede, og det er vores mod til at gå ud i verden og leve den. Ikke af frygt for dommen, men i tillid, at den Gud, der har skabt verden ud af sin kærlighed, også elsker dig så meget, at han vil gå helt ind i det dybeste mørke for at hente os ud igen.

Gud er 100 % kærlighed.

Amen




Dagens tekster:

Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham. Deri er kærligheden fuldendt i os: at vi har frimodighed på dommens dag; for som han er, er også vi i denne verden. Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten, for frygt er forbundet med straf, og den, der nærer frygt, er ikke fuldendt i kærligheden. Vi elsker, fordi han elskede os først. Hvis nogen siger: »Jeg elsker Gud,« men hader sin broder, er han en løgner; for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Og dette bud har vi fra ham: Den, der elsker Gud, skal også elske sin broder. 1 Joh 4,16b-21

Jesus sagde: »Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.« Luk 16,19-31

4. søndag efter påske 2015

Peter Seeberg har skrevet en novelle, der hedder ”Helten”, og i den bliver der fortalt om et ægtepar (fra ”Eftersøgningen og andre noveller”). Ægteparret bor i et ældre hus, og en dag ser de en fugtplet i loftet. ”Huset er gammelt” siger konen, ”Men godt bygget”, svarer manden.

Taget bliver nu efterset og tætnet, men 10 år senere får konen øje på en revne i væggen nede i kælderen. ”Nu synker huset sammen” siger hun, og manden køber cement og begynder at fylde revnerne. Men pudset falder af ved siden af, og derfor begynder han at bruge al sin tid på at finde den hele rigtige cement, og han fylder revnerne ved hjælp af små smalle fugeskeer.

”Det er ikke morsomt længere.” siger konen, som om det på et tidspunkt havde været morsomt. ”Revnerne yngler som rotter” fortsætter hun. Så hun flytter væk – væk fra huset og manden, og forbander ham tre gange om dagen. Manden er også flittig, men han bruger sin tid på at forsøge at redde huset. Han bygger både en indre og en ydre skal på huset, for at sikre det. Han piloterer endda de nu tre huse han har med 14 meter lange betonbjælker, men lige lidt hjælper det. Husene synker og revner. Og til sidst efter års slid og slæb står kun skorstenen tilbage. Manden sætter sig ind i skorstenen, og der bor han resten af sine dage, mens han mindes alt det tabte.

Sådan lyder novellen af Peter Seeberg.

Manden ender med at sidde i sin skorsten, for det er det eneste, der er tilbage.

Nu skal I høre om disciplene, der i dag lytter til Jesu tale. For lige efter Jesu korsfæstelse, i dagene inden opstandelsen, lukker de sig også inde i skorstene - deres eget indre.

Evangeliet til i dag foregår før påsken, men vi hører det altså her i tiden mellem påske og Kristi Himmelfart. Fortællingen er en af Jesu afskedstaler, hvor han forsøger at fortælle eller forberede sine disciple på, hvad der skal ske; nemlig som vi hører i påsken, at han skal korsfæstes. Og hvad mere er, at Jesus frivilligt lader sig korsfæste. Disciplene ved altså endnu ikke, at det skal ske, men talen skal forberede dem på det, der skal til at ske.

Disciplene som fulgtes med Jesus, havde forladt alt hvad de ejer for at gå med ham. De havde forladt deres hjem, deres seng, deres koner og børn. De har forladt alt, hvad de kender for denne mand – afskrevet alt for ham. Tænk på hvad der skulle til, før vi ville gøre det samme og forlade alt. Disciplene har sat deres håb, drømme og tillid til denne mand. De har set ham gøre undere, og de har hørt ham tale om, at han er sendt af Faderen – af Gud. De har troet på det. Selvfølgelig har de det, også selv om det har været svært til tider. Så selvom Jesus forsøger at forbedrede dem inden, han skal dø, så er der med vantro og sorg, at de indser, at Jesus ikke redder sig selv ned fra korset, men hænger der indtil han dør. Og nu står de tilbage – alt omkring dem er ødelagt. Det begyndte måske med en fugtplet i loftet, da Jesus blev tilfangetaget, en revne i kælderen, da Barabas blev frigivet i stedet for ham, og selvom de piloterede deres tro ned med 14 meter lange betonbjælker, så forlod han dem. Og nu er de krøbet i skjul i skorstenen og mindes alt det, der var. Drømmen er slået i stykker.

Men hvad har de tænkt disse disciple, som har kendt Jesus personligt? Tænker de på den tid, der har været heldige at opleve, eller tænker de på den tid, de har spildt på Jesus? Hvad tænker vi selv? Er det spildt eller godt brugt?

Hvordan forholder vi os til det liv, der er vores? Går vi vores vej, som konen i Seebergs novelle, alt imens vi forbander livet, eller forsøger vi at lappe på livet og endog så meget, at ender med at lukke os selv inde i skorstenen, mens minderne fylder mere end livet?

Eller er der en anden vej, vi kan gå? Selv når vi føler vi er endt i en blindgyde?

Evangeliet fortæller os, at der er en vej at gå. Der er altid en vej.

Men som altid, næsten som i et eventyr, så er der farer eller faldgruber. Jesus nævner selv nogle af dem, men siger også at disse faldgruber er forandret, for før ham vidste vi ikke, at faldgruberne var der – nu ved vi det, og kan undgå dem.

Jesus nævner selv synd, retfærdighed og dom i dagens evangelium.

Synd er det, at vi ikke tror - når vi vender ryggen til kærligheden og nægter at lade den tage plads i vores liv. ikke når det sker af frygt, for da ser Gud, at vi længes efter kærligheden, men når vi vender kærligheden ryggen på grund af ondskab hævntørst eller grådighed. Det er en synd.

Og så nævner Jesus også retfærdighed og dom. Vi siger i trosbekendelsen, at Jesus vil sidde ved Guds højre side og dømme. Der er altså en dom, men hvilken dom? For det er ikke en dom, som vi kender den her på jorden, hvor vores retfærdigheds sans kræver, at har man gjort noget slemt, så skal man straffes. Guds retfærdighed er ikke straffende, for han dømmer med nåden. Nåden er vores advokat, og vi bliver frikendt. Vi dømmes af kærlighed til kærlighed – hvis vi vil have den.

Der er altså farer på vejen – termer vi kan misbruge, eller tage som gidsler og dømme andre med. Det er altid faren i et liv, at vi tager Guds rolle på os, og tror, at vi skal fælde dom, når det vi skal gøre er at leve.

Egentlig kan man sige, at faren er, at vi tror at vores tilværelse og livet er samme størrelse. Vi gør livet alt for småt – vi gør livet så lille, at det lige passer ind i en skorsten.

Men livet er større end det. Langt større. Så stort at det skal svimle i os, når vi tænker på det.

Så spørgsmålet bliver stillet igen: hvilken vej går du i livet?

Evangeliet fortæller os om en anden vej.

Helligåndens komme der skal virke mellem os, levende og kærlig. Den skal fortælle verden om synd, retfærdighed og dom. Den skal opklare forvirringen. Helligånden skal forvandle vores hjerter fra stenhjerter, der kødhjerter.

Vi bliver kaldt os ud af vores skorsten og vist at livet er større. Vi skal vove os ud, selvom vi måske begyndte med et hus, og endte med en skorsten, så skal vi vove os ud, for det er kun derude, livet kan leves.

Jesus siger om sig selv, at han er vejen, sandheden og livet. Han er vejen vi skal gå. Der er en anden vej, der bliver tilbudt os. Vi bliver ikke tvunget til den, men vi kan tage imod den, hvis vi vil. Den vej er vejen til kærlighed – den vej gør livet større.

Den treenige Gud hvisker hver dag til os: kom ud af dit skjul og jeg går med dig.

Hver dag skal vi igen forsøge at leve livet så godt vi kan. Hver dag skal gå ud og møde hinanden. Hver dag. Og når dagen er slut, og selv om vi måske fejlede, så møder Gud os med sin kærlighed og siger til os:

”Se, jeg er med jer alle dagen indtil verdens ende.”

Amen

Dagens tekster: 

Denne hellige lektie skriver profeten Ezekiel: Dette siger Gud Herren: »Jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød. Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud. I skal bo i det land, jeg gav jeres fædre; I skal være mit folk, og jeg vil være jeres Gud.« Ez 36,26-28

Epistlen skrives i Jakobsbrevet: Alle gode og fuldkomne gaver kommer ned fra oven, fra lysenes fader, hos hvem der ikke findes forandring eller skiftende skygge. Efter sin vilje fødte han os ved sandhedens ord til at være en førstegrøde af hans skabninger. Det skal I vide, mine kære brødre: Enhver skal være snar til at høre, men sen til at tale, sen til vrede, for et menneskes vrede udretter intet, der er retfærdigt for Gud. Aflæg derfor al urenhed og al den megen ondskab, og tag med sagtmodighed imod det ord, som er indplantet i jer, og som kan frelse jeres sjæle. Jak 1,17-21


Jesus sagde: »Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen? Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg. Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt. Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer.« Joh 16,5-15


Kirkebøn:
Kære Gud

Du forbavser os med din kærlighed, som vi ikke altid forstår. Åbn vores hjerter, så vi kan mærke den, og lad den forandre os, så vi kan gå ud i verden med frimodighed og møde andres blikke.

Giv os styrken til at arbejde for en verden, hvor lighed og tillid er på førstepladsen.

Vi beder dig om, at du må være med enhver der ikke oplever livet i frihed eller kærlighed. Vi beder dig om, at du må være med alle dem, der kæmper for overlevelse, og alle dem hvis glæde fordamper hver gang de prøver at leve livet. Lad dem få del i din kærlighed.

Vi beder for dem, der lukker sig dem inde – luk dem ud, og væn dem til at se din lysende sol som et tegn på din godhed. Lad deres øjne vænne sig til sandhedens lys, så de kan opdage, at der altid var en plads ledig til dem i fællesskabet.

Vi beder for de syge, der kæmper en daglig kamp om at beholde håbet. Vi beder for dem, der har mistet – lad dem ikke miste dig af syne. Vi beder for de unge mennesker, der bliver konfirmeret i denne tid – hold det løfte, du gav dem i dåben om at gå med dem indtil verden ende.

Vi beder i dag særligt for ofrene for jordskælvet i Tibet og Nepal – og for de efterladte, der står tilbage i kaos og fortvivlelse. Vær med dem, og giv dem styrke til at genopbygge deres land, deres liv og deres hverdag.

Vær med alle, der har brug for dig, også selvom de ikke ved det.

Lad os være stille sammen et øjeblik.

Hør vores bønner Gud.



Amen

Anden påskedag 2015

Hvordan siger man farvel til et menneske, man elsker? Hvordan accepterer man, at livet ikke blev som man ønskede det? Hvordan fastholder man håbet, når det er revet ud af ens hænder, og man står tilbage med intet. Hvordan gør man – hvordan lever man?

Hvorfor kan ens hjerte blive ved med at slå, når det er gået i stykker?

Selvom nyheden om, at solen skinner over skyerne er nået frem til en, og selvom vi går fejrede, at Kristus er opstanden, så er vores liv – lige her og nu – stadigvæk svøbet ind i hverdagens rytmer og livets hårdhed. Her dør vi stadigvæk, her skuffes vi og her bliver drømme knust.

Hvordan finder man mening i det meningsløse? Hvor finder vi evighedsglimtet i hverdagen?

Når livet velsigner os, og vi føler, at vores ønsker bliver hørt, så er det så nemt at finde. Så er enhver lille spire, ethvert smil og enhver person næsten et levende bevis på Guds godhed. Så bobler livet i os, og vi glædes og lader den strømme gennem os.

Men sådan er livet jo ikke hele tiden. For døden er jo en virkelighed i vores verden. Vi bliver tvunget til at gå veje, som vi ikke ønsker at gå. Modvilligt må vi gå tunge skridt.

To af disciplene gik tunge skridt. 

De går den lange til Emmaus. Det er faktisk påskedag i fortællingen, selvom vi sidder her dagen efter. Det er altså kun tre dage siden, at de i vantro og chok måtte erkende, at Jesus faktisk døde. De havde måske troet til det sidste, at det ikke kunne ske. Men det skete. Og nu har de hørt den forfærdende nyhed, at Jesus er opstanden – påstår kvinderne, der kom til den tomme grav. Og hvor vi glæder os med påskeliljer og højtidssalmer, fordi vi står 2000 år på afstand af begivenheden, så bragte denne nyhed forfærdelse.

Selvfølgelig. Graven er tom. Jesus er lige død og nu er graven tom. Rygtet siger, at han er levende; men frygten for det ukendte, mangel på forståelse af, hvad det her betyder, har jaget gennem dem. De er bange.

Med moderne ord har de to disciple været ude for en traumatisk oplevelse, som de slet ikke har fået bearbejdet endnu. De er slet ikke klar til at tale om, hvad det betyder, men er endnu der, hvor de har brug for at tale om, hvad der er sket.

Disciplene havde brug for at tale igennem hvad der var sket, og derfor gik de på vejen til Emmaus. Martin Luther sagde i ”Troens evangelium” at sjælesorg er brødrenes indbyrdes samtale og trøst. Det er hvad de to gør – de taler sammen, og det er sjælesorg. Man kan se denne fortælling som kirkens første beretning om sjælesorg. De forsøger at finde hoved og hale i livet. De er kede af det, og det gør dem blinde for det åbenlyse, forvirrende overfor fakta og bedrøvede af sorgen.

Men da er det, at de møder en mand. Vi ved, at det er Jesus, men det ved de ikke. Og Jesus får dem til at fortælle om, hvad der er sket. De får lov at sætte ord på oplevelserne.

Jesus giver dem plads til at fortælle, ligesom man i sjælesorgen skal give hinanden plads til at fortælle uden at komme med løsninger, gode råd eller konkludere på hvad der bliver sagt. Man skal bare lytte, og det gør Jesus som et forbillede for os, der også skal øve os i at lytte til hinanden.

Hvad har du på hjertet og hvordan ser verden ud fra din synsvinkel? Man skal med andre ord begynde at vandre en stykke af vejen med den, man møder, ligesom Jesus gjorde det.

Og når man går, så går man ofte skulder ved skulder. Det er immervæk svært at høre, hvad den anden siger, hvis man går 100 meter foran – man bliver nødt til at slå følge, og tillade sig selv at gå i den andens tempo. Og der, mens man går skulder ved skulder, som ligemænd, der opstår der en mulighed for at tale om livet. Vi går og taler – fordi vi er fælles om at bevæge os, ikke bare ud af vejen, men gennem livet.

Jesus lytter til fortællingen, og da sætter han den ind i bibelsk forståelsesramme. Han giver dem derefter nogle ord, de kan tolke deres oplevelser med.

De bliver bragt til en nyt sted – får en ny orientering i livet, der gør, at de igen kan leve.

Det lyder nemt, måske for nemt. Desværre er det ikke nok at sige til folk, at Gud elsker dig. Hvis det kunne gøres med det, så kunne kirken degraderes til en højttaler, der kunne gentage det hver dag så alle kunne høre det. Det gør det ikke – vi har brug for at tage til hjertet, at den Gud, der elsker mig, elsker mig så højt, at han ikke bare har slået følge med et par disciple for 2000 år siden, men at han har slået følge med mennesker i dag. Og engang imellem sker det, at vi opdager det. Det kan for nogle være en fornemmelse i kroppen af, at der er en mening med tilværelsen, det kan være en overbevisning om, at ens håb bliver hørt, eller det kan også være en voldsom oplevelse, som Charlotte Rørth oplevede det, da hun mødte Jesus. Det har hun skrevet en bog, der hedder: ”Jeg mødte Jesus”, og med den fantastiske undertitel: ”bekendelser fra en modvillig frelst”.

Hun skriver et sted i sin bog følgende, da hun taler med sin mor om mødet med Jesus:

Én ting er, at jeg mødte Jesus. Men at han kendte mig, er voldsomt. Han, der er søn af den gud, der er så fjern for mit liv og familie, at min mor lige nu over kaffen kun kan bruge ham som et udråbsord.

»Gud, er du blevet religiøs?«

»Ja, det er jeg vel,« svarer jeg og ser ned i gulvet, ikke flov, men genert. Selv for et ordrigt menneske som mig er det svært at få det sagt. At tro er et tyst område, et tabu, i mit og mange danskeres liv.

»Ingen må få noget at vide om mødet, mor.«

»Nej, det lover jeg.«

Under samtalen er det, som om ordene prøver at flytte oplevelsen fra mine sanser og krop op i min hjerne, ind i intellektet. Men kan synet komme til at høre til der? Det kan ikke forklares eller bevises. Det er sansning. Det er ikke viden, der er kommet ind via en læreproces med opmærksom og koncentreret læsning og lærdom. Og den er kommet helt uden varsel. Jeg er hverken digter eller teolog, mediterende eller har anden kunnen, der på nogen måde kan kvalificere mig til at opfinde eller opsøge den slags oplevelser. Kan det ske for mig, kan det ske for alle. Man kan næsten ikke være mindre klar til sådan en tur end mig.

»Men det store er ikke, at det er mig, der har mødt Jesus,« siger jeg pludselig til min mor, og hun siger, hun ikke forstår.

»Det gør jeg heller ikke, men det føles ikke som afgørende, at han viste sig lige netop for mig. Jeg er ikke udvalgt. Jeg er ikke noget særligt. Han har netop valgt mig, fordi jeg er almindelig.«

Da ordene siges, lyder de tåbelige. Alle omkring mig – ikke mindst min egen mor – ved, at jeg så absolut er lige så forfængelig og selvoptaget som alle andre. Og hvem vil ikke gerne være den udvalgte? Det er bare ikke sådan, det er. Det er, som om jeg elsker hele verden, som har han lagt en kærlighed til andre ind i mig, som er så stor, at der er rigeligt til alle. Og at jeg derfor ikke behøver være bekymret for, om der er nok til mig. Han var der bare og elskede mig så meget, at jeg også bare kan elske andre uden nødvendigvis at skulle føle mig som noget særligt. At han elsker mig uanset hvad, gør jo, at han også elsker andre uanset, hvordan de er.
(Information, 5, april 2015 http://www.information.dk/522906)

Sådan skriver hun. Hun er ikke noget særligt. Og alligevel så ganske særligt, at hun møder Jesus – eller rettere sagt, at hun opdager, at Jesus går med hende. Og har altid har gjort det.

Deri ligger trøsten, der kan få os tilbage på rette spor. Du er ikke alene. Du er så særlig, at Jesus også går med dig. Og han går ikke 100 meter foran, men slår følge med dig, og går i dit tempo. Han vil gerne vide, hvordan verden ser ud fra din synsvinkel og han har tid til at lytte. Han kender dig. Han forstår din sorg og trængsler. Han forstår din frygt for fremtiden. Han forstår din forvirring, og giver dig tid til at fortælle om det.

Påskens tomme grav betyder for dig i dag, at Kristus er gået ud af den, for at gå ved siden af dig.

Derfor kan  vi igen i dag, og alle dage gentage ordene, som disciplene sagde: Herren er virkelig opstået.

Ja, han er virkelig opstået til liv i dag og i al evighed.



Amen




Dagens tekst:

Samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?« De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede: »Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?« »Hvad da?« spurgte han. De svarede: »Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket – hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.« Da sagde han til dem: »I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?« Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne. De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde: »Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.« Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden: »Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?« Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde: »Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.« Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet. Luk 24,13-35

Skærtorsdag 2015

Der har før i tiden været mange myter, der har været forbundet med skærtorsdag.

Før i tiden troede man, at dagene omkring skærtorsdag var særlig hellige, ikke bare for kirkens folk, men også for overtroens – for troldmændene, elverfolket og ikke mindst for heksene.

Man fortalte, at aftenen inden skærtorsdag samledes alle heksene for at flyve til Bloksbjerg, hvor de ville danse om heksebålet sammen. For at sikre, at heksene ikke skulle flyve afsted, skulle man derfor gemme alle genstande, som de kunne flyve afsted på. Leen blev gemt vejen, knivene måtte ikke ligge med stålet op ad, og kostene blev gemt af vejen. Alt sammen for at sikre, at den heks, der tog afsted ikke skulle komme tilbage og gøre skade på ejendommen eller beboerne. Men heksene fløj ikke alene – de tog alle skaderne med sig til Bloksbjerg, og derfor, siger man, kan man ikke se en skade på himlen den aften. Men tænkt nu hvis de også tog gæssene med – det ville en bondemand med respekt for sig selv ikke have, så alle gæs blev gennet sammen og låst inde den aften.

Så afsted tog heksende sammen med skaderne, og derfor har man også i folkemunde kaldt aftenen for St. skadeaften eller Sct. Skadeaften.

Og heksene kom hjem igen til skærtorsdag, der jo af gode grunde var kirkens store altergangsgudstjeneste. Heksende var ingen undtagelse, så de drog også afsted til kirke. Men man sagde, at heksene spyttede altervinen ud, og gemte nadverbrødet, for senere at kunne udøve magi med det.

Men man kunne afsløre dem. Hvis man havde var så heldig at have det første æg en høne lægger på sig, så kunne man tage det i hånden, skue ud over menigheden, og da ville enhver heks vise sig for øjnene af den, der holder ægget med et køkkenredskab på hovedet.

Og jeg er faktisk så heldig netop at have sådan et æg på mig her til aften, så lad os lige se.

Nej jeg tænkte det nok. Der var ikke nogen hekse her til aften, og jeg kan også lige så godt aflive myten med det sammen. Der findes ikke hekse, der flyver til Bloksbjerg eller udøver ondt med nadverbrødet.

Men det er noget bemærkelsesværdigt i, at netop denne højtid har været forbundet med overtro – den har rummet noget mystisk, ja nærmest magisk, som så er blevet oversat til overtro.

Og det er fordi, der foregår noget, der overgår vores forstand. Der er mere på spil end bare dette måltid som vi deler. Det er med andre ord en dag, hvor sanserne er åbne.

Skærtorsdag er jo dagen, hvor Jesus indstifter nadveren, som kirken lige siden har gentaget. Han siger de store ord: ”Tag det og spis det; dette er mit legeme” og ”Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse.”

Det er store ord.

Gennem tiderne er der blev sat mange teologisk ord på nadveren, for at forklare fornuften, hvad der er på spil. Ordene har været rigtige og gode, men nadveren er større end de ord. Hvis man spørger et barn, hvad der er mest interessant eller største ved en gudstjeneste vil de fleste svare, at det er nadveren og velsignelsen. Nu er er velsignelsen ikke et sakramente, som nadveren og dåben; men der sker altså noget i nadveren, som taler til det barn, der endnu ikke forstår de store ord. Der er noget på spil.

Spørgsmålet er, hvad det er ved måltider generelt, der er så væsentligt, og som også gør nadveren til noget særligt. I Danmark har vi begrebet hygge, der næsten altid, og måske netop i Jylland, involverer noget mad, om det så er et regulært måltid eller om det er kaffe og kage.

Og når vi mødes på den måde, så knytter vi bånd med hinanden. Vi udveksler tanker og vi griner sammen. Men det er kun med folk, som vi kan lide, vi gør det her. Det er ikke ret hyggeligt at spise aftensmad med en, man ikke bryder sig om – det er altså udelukkende folk, vi kan lide som vi hygger med.

Så vi kender jo godt det, at når man samles om mad, så forstærker det et venskab – giver fælles minder.

Jesus gør det samme. Den sidste aften han lever, samler han også sine venner omkring sig for at spise og hygge. Men midt under måltider tager han brød og vin og gør det til andet og mere. Han gør det til krop og blod.

Man kan sammenligne det, der sker i nadveren, med et stykke jern, som man varmer op over ild. Ilden går ind i jernet, og giver det en glødende farve; men det er stadigvæk jern. Det er både jern og ild på en og samme gang. På samme både med brødet og vinen – det er brød, vin, krop og blod på en og samme gang.

Der sker noget. Gud kommer til os i kærlighed og gør det måltidet, vi deler, til mere end blot et måltid vi kan leve af; men til et måltid vi kan leve på. Det er et kærlighedsmåltid.

Det er tydeligt, når vi hører fortællingen om Jesus på skærtorsdag. Han deler nemlig måltidet med det menneske, han ved, vil forråde ham. Han deler maden med Judas.

VI ved ikke, hvordan Jesus havde det med Judas, men ud fra den måde Jesus har været på, så kan vi kun formode, at Judas også var elsket af Jesus. Det er mere end man kan sige om os, hvis vi blev sat i en position, hvor vi skulle dele et måltid med en, der havde forrådt os eller ville gøre det. En der gennem sladder eller modvilje har gjort livet surt for os.

Ville vi kunne dele et måltid med sådan et menneske i kærlighed. Næppe. Det kan vi ikke, men det kan Gud.

Nadveren er derfor langt større end de hyggemåltider, vi deler sammen med vores venner. Nadveren er nemlig det måltid Gud deler med alle, der vil have del i det. Selv Judas.

Det er nadverens storhed, at enhver, der kommer til den, bliver taget i mod uden spørgsmålstegn, optagelseskrav eller løftede øjenbryn. Der kan enhver sætte sig til bords, og enhver til få de samme ord at vide: dette er Jesu Kristi legeme, dette er Jesu Kristi blod.

Det er simpelthen umuligt at være et lukket selskab til en nadver. Enhver er velkommen, og enhver bliver mødt. Ja, selv hvis der skulle indfinde sig en heks fra Bloksbjerg ville denne kunne få del i nadveren, men igen må jeg lige slå fast, at det er umuligt at lave ondskab ud af nadveren. Nadveren er i sit væsen en kærlighedsgerning. Vi bliver sat ind i et fællesskab, ikke bare med hinanden, men med Gud. Et fællesskab der går på tværs af vores sociale skel og holdninger; og et fællesskab, hvor ene og alene det, at man er menneske skabt i kærlighed, er nok til, at vi får en plads. Der er altid en plads.

Skærtorsdag får vi slået fast at hvad der end sker de kommende dage, hvad der end sker i morgen, hvor meget vi end kommer til at svige eller forråde og hvor meget ondt der end kan ske os eller vores kære, så står et fast: der er altid en plads, hvor du kan komme og igen høre ordene:

Dette er Jesu Kristi legeme, dette er Jesu Kristi blod. Tag det og spis det. Gør dette til ihukommelse af mig.





Amen







Dagens tekst:

Den første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvor vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?« Han svarede: »Gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple.« Og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet. Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. Og mens de spiste, sagde han: »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.« De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: »Det er vel ikke mig, Herre?« Han svarede dem: »Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.« Judas, som forrådte ham, spurgte: »Det er vel ikke mig, Rabbi?« Han svarede ham: »Du sagde det selv.« Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag det og spis det; dette er mit legeme.« Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.« Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget. Matt 26,17-30

Palmesøndag 2015

Hvad længes du efter?

Hvad er det dit hjerte hvisker til dig, når det ellers kan få ørenlyd? Er det mere tid til at få læst bøger, drukket kaffe med venner, eller er der et projekt i garagen, der venter? Er det mere nærhed med din ægtefælle eller er det, at der kommer en, der kan gennemskue din ensomhed. Hvad længes du efter?

Vi længes alle efter noget eller nogen.

Men det kan være svært i en travl hverdag at få tid til at møde sin længsel. Vi lytter ikke så tit til hjertet, så det får bare lov at tikke derud af, og det er først når det truer med at ville holde op med det, eller når vi har begravet os i så mange aftaler og møder, så vi har glemte os selv et sted midt i livet, at det går op for os, at hjertet måske også har noget at skulle have sagt i vores liv.

Men det er ikke populært. Altså at lytte til hjertet. Vi siger, at fornuften er rationel, og dermed bliver det modsatte, at følelserne er irrationelle. Det ligger lige til højrebenet at lave den kobling. Følelserne er det, vi ikke kan regne med – og vi undskylder dem også fra tid til anden. Tænk lige på, at hvis en kvinde bliver vred, så er det altid fordi det er den tid på måneden. Eller hvis en mand taler om sine føleler, så er han sikkert lige blevet skilt.

Vi taler ikke ret tit om vores følelser eller længsler.

Og det er en skam.

For vi lukker af for noget væsentligt ved menneskelivet.

På Jesu tid sagde man, at man gemte ord i hjertet. Det var ikke i hjernen – og selvom vi i dag ved, at ja hukommelsen sidder i hjernen, sådan rent fysisk, så ligger der en dybere sandhed om mennesket, når vi siger, at vi skal gemme ord i hjertet. Hjernen er nemlig larmens sted – det er der, hvor alle ord bliver gemt – og synonymerne. Der hvor sproget og tallene er. Der hvor koder til netbanken og de næste dages aftaler bliver lagret. Det er stedet, hvor vi planlægger, reflekterer og forstår. Hjernen er en banegård fyldt med lyde og larm.

Hjertet er det modsatte. Det er stilhedens sted. Det er stedet, hvor ordene holder op med at være konkrete ord, men får en betydning, som vi bare erfarer. Det stedet, hvor vi ikke behøver kommenterer, reflektere eller fortolke på det, vi har gemt der. Der er ingen domme, fordomme eller fordømmelser. Der er bare betydning.

Der er bare det: at være til stede.

Vi skal ind til vores hjerter – det er det sted, vi skal åbne for i vores liv. Det kan være, at det i begyndelsen blot skal stå på klem, men hvis vi bliver ved at med øve os, så kan vi lære at åbne vores hjerter for vores længsler.

I dag er det Palmesøndag, og denne dag handler om, at Jesus rider ind i Jerusalem. Men det er også blevet tolket som et symbol på, at Jesus rider ind i vores hjerter. Han åbner hjertets dør, og drager helt derind, hvor vores inderst ligger, hvor ordene mister mening og hvor kun betydningen er tilbage.

Jesus er nemlig ikke særlig interesseret vi hvor dygtige vi er til at huske bankkoder, tro det eller lad være. Han sidder heller ikke og klapper af os, når vi igen i en uge har nået meget mere end, vi egentligt magtede, fordi vi ikke kunne sige nej – tror vi. Men vi farer så tit vild i vores liv, og sætter alt muligt andet på første pladsen som slet ikke er væsentligt. I al fald ikke i forhold til vores hjerte.

Og så sker det, at vi bliver skuffede. Så grueligt skuffede. Over os selv, de andre…og Gud.

Den dag Jesus red ind i Jerusalem har der været larm og støj. Der har været støvet og varmt. Han kommer ridende på et lavbenet æsel, og har knap raget op over folkemængden. Man har skullet hoppe for at få et glimt af manden, som alle hylder. Og alligevel så er der noget ved ham, der gør at folk skære grene af palmerne og vajer med dem i luften mens de tager deres kapper og smider ud på vejen, så æslet kan gå på dem.

Kapperne er blevet beskidte og støvede. Der er noget helt jordnært sært i denne fortælling, for hvorfor gør de det? Hvorfor ofre en god kappe, og hvorfor hylde dette menneske – har det ikke netop været, fordi de alle havde en forventning til Jesus om, at her var den mand, der kunne løse deres problemer. En profet, der med sin klare og rene stemme kunne få hverdagen til at blive bedre. Og helt konkret ønskede de dengang, at romerne, der havde besat Palæstina skulle smides ud – det måtte en konge kunne gøre. De ønskede en bedre hverdag og derfor forventede de en masse af manden på æslet.

Vi er ikke så anderledes i dag. Vi forventer også en masse af Gud – vi råber også til Gud. I krisens stund, i nødens eller udmattelsens stund. Hvor Gud, der kan lette vores liv?

De mennesker, der den dag hyldede Jesus med palmegrene stod få dage efter og råbte skældsord efter ham, mens han bar det kors han selv skulle henrettes på. Vejen fra forventning til skuffelse er kort, da Jesus ikke løste de problemer, de stod med. Han kunne ikke trylle alligevel.

Eller sagt med andre ord, så kunne de ikke lide det svar Gud gav dem på deres forventninger. De tilbad ham, fordi de troede, de havde fået en Gud, der ville gøre som de ønskede. I stedet for fik de en Gud, der gav dem, hvad de havde brug for.

Alt i livet er ikke Guds ansvar. Det er fx vores ansvar at kæmpe mod uretfærdighed og gøre hverdagen nemmere for alle. Det kan vi ikke lægge over på Gud, men vi kan derimod bede Gud om at ride ind i vores hjerter. Vi har brug for at få åbnet hjertet, så vores længsler kan blive mødt. Vi har brug for at sætte livet på førstepladsen og ikke vores kalender.

Derfor hylder vi manden på æslet også i dag. Derfor vil vi også i dag vende vores blik, ikke opad mod himlen, men hen mod den Gud, der rider ind i byen, og lige ind i vores hjerter.



Amen


Dagens tekst:
Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!« Matt 21,1-9

Faze artikel, KFUM og KFUK, november 2014

Frihed er at være bundet i kærligheden

Der findes en anekdote om, hvad der sker lige inden et barn bliver født, og den lyder sådan her:

”Før et barn bliver født, tager en engel barnet og viser det hele universet. Barnet ser alle livets hemmeligheder og al verdens visdom. Barnet møder Gud og mærker den største kærlighed af alle.

Når barnet har set alt dette, så sætter englen forsigtig sin finger over barnets mund og hvisker, at det nu skal glemme alt det, det lige har set. Vi bliver nemlig nødt til at selv at opdage livet og tilegne os visdom. Men når et barn bliver født, så har det stadigvæk mærket efter englens finger. Det er fordybningen mellem munden og næsen, der skal minde os om, at verden er større end det, vi lige kan se.

Og fordi vi engang så livets i al dets storhed, søger vi resten af livet efter meningen med livet – og vi søger efter fællesskabet med den kærlige Gud.” (frit genfortalt fra bogen ”Altid elsket”af Kristina Reftel, s. 187, Unitas forlag)

I anekdoten taler de slet ikke om frihed, men den handler om frihed. Frihed er et flydende begreb, for hvad er det, vi gerne vil have frihed fra eller til? Vil vi selv bestemme over vores værelse, eller hvornår vi skal i seng om aftenen. Eller er frihed, at vi kan sige og gøre det, vi mener? Frihed bliver brugt i mange sammenhænge, men når vi taler om frihed i kristen sammenhæng, så mener vi noget helt bestemt.

Frihed i kristendommen er at være bundet. Det lyder skørt, men frihed handler om at være bundet i kærligheden. I anekdoten møder barnet Gud, og vil resten af livet lede efter den kærlighed. Vi kan slet ikke lade være med at søge efter Guds kærlighed, så derfor kan man sige, at vi er bundet i kærligheden.

Det oplever vi også i hverdagen. Vi har venner og familie, og kan slet ikke forestille os at livet uden dem. Vi binder os af kærlighed til andre, og vi har friheden til at gøre det.



Så næste gang du tænker over frihed, læg din finger på fordybningen mellem næse og mund, og husk på, at du er bundet i kærlighed.

https://www.kfum-kfuk.dk/maalgrupper/ung/magasinet-faze/