11. søndag efter trinitatis, 2015

Hvad kan man stole på i sit liv? Ordet at stole på, har faktisk en oprindelse i en stol. Altså et underlag eller noget man kan støtte sig til – noget der sikre, at man ikke falder og falder igennem.

Man kan stole på meget i sit liv: sin uddannelse, sin karriere, sin familie, sine evner, sine venner, sine værdier, sit image og overbevisning. Alt sammen elementer omkring os, der gør, at vi kan støtte os til noget, når vi skal leve vores liv.

Og vi har Gud, vi kan støtte os til. Han er ikke bare en støtte, men han er selve underlaget, ja selve grundlaget for vores liv. Uden Gud intet liv. Vi kan stole på, at Gud går med os hver evig eneste dag. Som vi hører han lover det ved dåben, at han er med os alle dage indtil verdens ende. Vi kan stole på Gud.

Men det pudsige er, at det ikke er kun os mennesker, der kan stole på Gud. Gud stoler også på os. Hvordan man end tror det er gået for os, så er troen, at Gud har skabt, ikke bare mennesket, men hele universet. Det skete nok ikke på 6 dage, som der står i skabelsesberetningen, men over millioner af år gennem en konstant forandring af verden fra få grundstoffer til tungere grundstoffer indtil grundlaget for liv var skabt, og der en dag var en organisme. Og til i dag, hvor vi sidder her midt i livet med vores hjerne, vores selvbevidsthed og refleksion, vores ansvar og vores behov for at kunne stole på hinanden.

Gud har altså gennem en lang skabelsesproces skabt os, der sidder her i dag. Enhver af os er villet af Gud. Han har villet lige præcis dig i dit liv, og derfor er du til. Det er fantastisk, og kan gøre en helt åndeløs at tænke på. Vi er villet af Gud.

Og derfor kan man sige, at når Gud nu har villet dig og mig, så er vi ikke skabt til at leve i anarki med hinanden. Den orden, vi er kommet ud af, må også gøre sig gældende i den måde, vi skal leve vores liv på. Den kærlighed, som Gud viser verden, gennem sin søn, er vores pejlemærke for, hvordan vi skal være i vores liv. Gud stoler på os.

Lad mig tage jer et andet sted hen, for at kredse noget om, hvad hvordan vi skal være i vores i liv.

Vi bliver skabt til fællesskab. Fra begyndelsen skaber Gud to mennesker, for det ikke godt for os at være alene. Men der går ikke længe før de overtræder den eneste forbud, der var. Og i samme sekund begynder de at pege fingre af hinanden. De lægger skylden på hinanden. Peger den videre, væk fra sig selv. Og denne symbolske handling er fortsat gennem tiden – vi peger fingre af hinanden. Ikke nødvendigvis for at håne andre eller skælde ud, men nogle gange fordi det underligt nok, kan føles som om vi laver et fællesskab, hvis vi kan blive enige om, hvem vi ikke bryder os om, eller hvem der falder udenfor.

Den fordømmende finger. Denne finger bliver i dag peget på farisæren, der både er selvfed og usmagelige. Han er så glad i Herren, at han øser det ud over andre, så de kan få øje på, hvor god han er. Det er pral i den værste kaliber. Det er så nemt at fordømme sådan en mand. Fordi fordømmelse er nemt. Et lille ord, en lille sidebemærkning eller en tanke, der sætter et menneske udenfor.

Og selvom det er fristende og nemt at få øje på det aparte, det mærkelige, det pralende og syndebukken, så er livet en konstant øvelse i at lade være. Fordi noget er nemt, betyder det ikke, at det er rigtigt at gøre. Nogle gange er det rigtige det svære eller det, der kræver en ekstra anstrengelse. Den fordømmende finger, der peger mod fastlåsheden og udelukkelsen, skal erstattes af den finger der peger hen mod frigørelse og muligheder. Og selv en farisærer, har brug for at blive peget hen mod frigørelsen og mulighederne.

Gud elsker os, fordi han har skabt os. Han ønsker, at enhver af os, altid bliver peget hen mod frigørelse eller muligheder. Livet er en gave, der skal forvaltes, så vi alle får lov at leve i kærlighed og frihed. Gud stoler på os, så vi kan skabe de muligheder for hinanden. Det er sådan vi skal være i vores liv – vi skal skabe muligheder for hinanden.

Vi skal lære af lignelsen, at det ikke handler om, at vi skal inddele mennesker i farisærer og toldere, men at vi skal indse, at vi på sin vis både er farisæren og tolderen. Vi er mennesket, der bliver så selvoptaget af vores egne gerninger, at glemmer andre omkring os. Vi er mennesket, der peger andre ud, fordi vi dømmer dem efter egne standarder. Men vi er også mennesket, der indser, at vi har slået fejl, og derfor har brug for tilgivelse.

Mennesket er et komplekst væsen, og vi rummer både en solside og en skyggeside. Vi har det hele i os. Og takket være vores selvrefleksion, kan vi tage stilling til os selv, og vores handlen. Vi har muligheden for at indse vores muligheder, hvornår vi kan handle bedre, og hvornår vi ikke slog til.

Tolderen har det, man kalder for en syndserkendelse, og dermed angrer han. Han ved, at han har handlet forkert. Og det har i mange år været en af kirkens store udfordringer, at folk går herfra med den tro, at budskabet er, at du er en synder. Det er rigtigt, at det tit bliver sagt, men det bliver ikke sagt for nedgøre os; men for at tage hinanden alvorligt, også i synden.

Der var i Kristelig dagblad for nogle dage siden en artikel om en kvinde, hvis mand havde været utro, mens hun lå dødssyg. Hun overlever, og manden kommer tilbage. Og hun siger til ham, at det var ok og at han godt kunne forstå ham. Og på sin vis så tog hun ikke hans synd alvorligt, skriver hun. Han forventede vrede og krise; men blev mødt med et: kom bare tilbage ind i sengen. Det var mere ødelæggende end vreden ville have været.

Det er ikke at tage hinanden alvorligt. Når vi møder et menneske, der har lavet noget helt forkert, skal vi også fastholde, at det var forkert. Men her skal vi holde tungen lige i munden, for vi kan godt sige, det du gjorde var forkert, men det er IKKE det samme, som at sige, at du er dermed er forkert. Dine handlinger tager jeg afstand fra, men dig tager jeg til mig.

Her i kirken bliver vi taget alvorligt, både i skyggesiden og i solsiden. Og paradokset er, at når vi bliver set i skyggesiden med vores synd, og taget alvorligt, så har vi langt nemmere ved at tage i mod tilgivelsen. Det er, når vi tør ydmyge os selv, at vi i samme sekund bliver ophøjet.

Det er forandringens paradoks – det er tilgivelsens forvandlings magt.

Så kirkens budskab er ikke, at du er en synder, men budskabet er, at når du synder, så bliver det taget alvorligt. Du bliver taget alvorligt, fordi du er værdifuld.

Budskabet der skal lyde her under disse tage, der hvælver sig som et skib i vandet er, at Gud altid vil pege dig mod frigørelse og muligheder. Han vil altid pege mod kærligheden.

Du kan altid, til hver en tid stole på Gud.





Dagens evangelium:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: »To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.« Luk 18,9-14

7. søndag efter trinitatis 2015

Hvem er Gud for dig?

Spørgsmålet blev stillet af en veninde den anden dag, mens vi går rundt i Botanisk have mellem folk der lufter hunde, unge der griller og børn der klatrer i træer.

Hvem er Gud for dig?



Det åbenlyse svar er, at Gud er den treenige Gud, der lod sig inkarnere og åbenbare i Jesus Kristus, der siden døde på korset for mine synder skyld, og dermed overvandt døden, så opstandelsen også kan være mig til del.



Det var bare ikke det svar hun ledte efter. Hun ville vide, hvem Gud var for mig personligt.



Spørgsmålet var privat, ja nærmest intimt. Og så blev det stillet midt i Botanisk have mellem et hav af mennesker. Men hvilket bedre sted at tænke over Gud end midt i det levede liv.



Vi er blufærdige, når det kommer til at tale om Gud. Faktisk er vi så blufærdige, at en religionsforsker for nogle år siden kaldte Danmark for et ”samfund uden Gud”. Vi vil helst ikke tale om det, og nogle gange kan vi endda have svært ved at lytte til andres tale om Gud. Vi kan føle, at vi ikke helt er kristne nok, når andre taler om hvor meget de beder og hvor meget Gud kommunikere med dem. Eller vi kan føle, at vi deler noget af os selv, der er ukrænkeligt og umisteligt med andre, og derfor bliver vi sårbare. Der kan være mange grunde til, at vi har svært ved at svare på spørgsmålet om: Hvem Gud er for dig? Nogle vælger endog at kravle højt op i et træ for der at danne sig overblik over en situation, før de vil udtale sig om Gud. Og deroppe fra kan man endda gemme sig mellem bladene, så man ikke bliver opdaget. Det kan forekomme nemmere end at svare på, hvem Gud er for dig.



Men mange tænker over det. Ofte fortæller folk, der har mistet et familiemedlem, overraskede om en Bibel, de har fundet i kommoden – slidt af læsning. Eller om en seddel med ønsker om salmer – salmer de ikke anede, afdøde kendte til.



Mange tænker over troen, beder til Gud eller tænder lys for andre. Gud er ikke væk i Danmark. Gud er i høj grad lyslevende tilstede iblandt os.



Så hvem er Gud for dig? Det spørgsmål kunne jeg stille jer her i dag. Hvem er er Gud for dig? Spørgsmålet skal stilles til dig, for Gud er en personlig Gud. Gud taler ikke til masserne, men til dig og dit hjerte. Heldigvis. For den gud, der kun taler til store grupper, taler til gruppepsykologiens farlige mekanismer, der kan få en gruppe mænd til at stene en kvinde blot på et rygte. Nej, Gud taler til dig, for det er dit hjerte han vil have – ikke en euforiserende handling, hvor retfærdighedens harme dirrer i folk. Det er ikke masserne tilbedelse, men hjertets omvendelse han ønske. Han vil møde dig.



Zakæus mødte Jesus. Zakæus var kravlet op i et træ for bedre at kunne se, men Jesus ved, at han sidder deroppe med overblik og i dække af bladene, og kalder ham ned i menneskemængden. Kalder ham tilbage til fællesskabet, hvor han pludselig ikke længere har overblik, men må forholde sig til sit liv, sin manglende højde og sine gerninger. Han må ned midt i livet igen – han kan ikke blive siddende i ly for livet. Zakæus, der var overtolder, snød andre, holdt med besættelsesmagten og havde penge nok. Han må ned til det liv igen, for vi kan ikke undslå os vores liv.



Og Jesus inviterer sig selv på middag hos Zakæus. Det letter hjertet at vide, at når Jesus kommer til en mand som Zakæus, så kommer han også til os, som vi er og hvor vi er. Det letter hjertet i et samfund, der jagter anderkendelse, og hvor dine præstationer fortæller andre hvem du er. Da er det livsens alvorligt, at Jesus tør møde os som dem vi er, og ikke som det vi gør.



Men fortællingen ender ikke der.



Det er jo forunderligt, at tømreren, der gik mellem fattige, spedalske, syge og udstødte, også besøger den rige Zakæus. Der er ikke kun én bøn, der hviskes i dagens evangelium, men to. Den første er: Tag mig, som jeg er Gud. Men den anden bøn runger også: Tag mig, som du er Gud. (Trinitatis, En homiletisk rejseberetning, Mogens Lindhardt, afsnittet om 7. søndag efter trinitatis)



Der er ikke kun en bøn om en Gud, der tager del i vores hverdagsliv; men i lige så høj grad en bøn om, at Gud må tage os ind i sin verden. Tag mig som du er, Gud. I Fadervor beder vi: Ske din vilje som i himlen således også på jorden. Det er anden del af bønnen. At den himmelske vilje, også bliver en vilje på jorden.



Med et gammelt og udskældt ord handler det om omvendelse.



Omvendelse betyder at vende om. At man får en ny retning, eller bliver korrigeret på den vej, man går. Det er en accept af, at dette liv, jeg lever, må jeg lægge i Guds hænder. Eller Gud i vold, som man sagde før i tiden.



Paulus taler om det i romerbrevet, som jeg læste højt for jer. Det handler om vores slaveforhold til Gud. Paulus bruger det billede, så vi nemmere kan forstå forholdet, og det er altså ikke så vellykket et billede at bruge i dag, som det var på Paulus tid. I dag havde han nok valgt et andet billede at beskrive vores forhold til Gud på.



Vi er ikke slaver af synden, men skal være slaver af Gud, skriver han. En slave er viljesløs. Han gør, hvad han får besked på, uden tanke eller refleksion. En slave af synden gør det onde uden at tænke over det. En slave af Gud gør det gode uden at tænke over det, og alligevel er forholdet til Gud anderledes end slaveforholdet til synden.



I forholdet til Gud, skal vi hverdag øve os i at gøre det gode. Hver morgen er ny, kunne man sige. Og hver morgen skal vi vende om, og styrke barmhjertighed, næstekærlighed, glæde og kærlighed. Det er dig og mig, der skal gøre denne verden til et sted, hvor der er plads til alle. Selvfølgelig kan vi sige nej tak og kravle op i træet. Men vi kan også lytte, når der bliver kaldt på os, og kravle ned. Gud vil omvende vores hjerter.



Gud kommer til os, som han er. Vi skal lukke ham ind. Og derfor sender jeg spørgsmålet videre, jeg fik i Botanisk Have, til jer: Hem er Gud for dig? Eller rettere: hvad giver du Gud lov til at gøre for dig i dit liv?

Og med det kan vi bede igen:



Tag mig, som jeg er Gud.
Tag mig, som du er Gud.



Dagens tekst:

Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. Dér var der en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst. Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi. Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: »Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.« Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham. Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: »Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.« Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: »Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.« Da sagde Jesus om ham: »I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.«Luk 19,1-10

Skt. Hans 2015

Velkommen til denne smukke og nok egentlig meget danske sommeraften, hvor vi skal fejre Skt. Hans sammen. I denne tale vil jeg ikke sige et eneste ord om folketingsvalg, blokke eller stemmeprocenter. Det lover jeg, men den vil handle om det samme emne som vores politikerne også taler nemlig, livet. Men med en lidt anden vinkel.

Det har lige været midsommer, som er årets lyseste dag. Det er den dag, hvor solen er allerlængst tid på himlen, og vil byde på over 17 timer med dagslys. Det er noget, vi sætter pris på, på disse himmelstrøg. Solen er ikke så flittig en gæst her som andre steder, så derfor er det helt naturligt, at vi længes efter sollys. Det ser vi særligt i det spæde forår, hvor vi løber udenfor den første dag med sol og varme, og redder os både velvære og ofte en forkølelse. Men vi må udenfor, fordi vi gennem en lang vinter har længtes efter lyset.

Og netop det at længes, vil jeg tro, vi alle kender til. Længsler. Skulle man nu lave en indholdsfortegnelse på en længsel, så ville den indeholde 50% håb og 50% drømme. Længsler er sammensat af håb og drømme. Og nogle årstider har lægsler bedre luft under vingerne end andre. Midsommer særligt.

Når hylden blomstre, bierne summer, græsset dufter lysegrønt og fuglene kvidrer, så kan vores længsler brede sig ud, og drømmene og håbet får højere til himlen, og vokser sig større.

Her den anden dag genhørte jeg en fortælling fra tiden efter 2. verdenskrig – en fortælling, der handler om håb og drømme – og slik. Den fortælling vil jeg dele med jer.

Efter krigen blev Berlin inddelt i en engelsk, fransk, amerikansk og sovjetisk zone. Det var meningen at de fire forskellige besættelseszoner skulle styre i fællesskab, men det lykkedes ikke. Stemning var ikke god. Berlin lå langt inde i det sovjet kontrollerede område, og var derfor prisgivet Sovjets velvilje i forhold til adgang til vejnettet. Det udnyttede Sovjet. De afskar det veste Berlin muligheden for at bruge vejene, og dermed afskar de dem fra resten af verden. De slukkede kraftværket, der forsynede Vestberlin med strøm, og dette skete netop Skt. Hans aften 1948. Vestberlinerne vågnede op til mørke og en potentiel hungernød.

Der skulle ske noget drastisk, men ikke noget der ville udløse en 3. verdenskrig. Men mad skulle de have. Derfor besluttede man, at lave en luftbro til Vestberlin, hvor man hver dag forsynede millionbyen med mad – smidt ned fra luften. Hver dag, hvert minut fløj kæmpestore flyvere ud og smed mad ned til Berlinerne.

En soldat ved navn Gail Halvorsen, en amerikansk soldat, var en af de mange, der hver dag fløj ruter ind over Berlin. En dag hvor han går en tur på flyvebasen, ser han en flok børn stå for enden af landingsbanen, men selvfølgelig bag hegnet. Han går ned til dem, og de begynder at snakke sammen. De snakker om frihed, og børnene siger til ham, at det ok, at de sulter en tid, for de ved, at de engang vil blive mætte, men de vil ikke miste friheden, for den er de bange for aldrig at få igen. Børnene gør et stort indtryk på ham, og tiden flyver afsted for ham. Da der er gået en time vender ham om for at gå tilbage. Men da rykker det i ham. Der er noget, der får ham til at gå tilbage til hegnet, mens han leder i sine lommer. Der finder han to stykker tyggegummi som han deler i 4 stykker og giver børnene. Selve papiret som tyggegummiet var i, bliver delt i endnu flere stykker, og de børn, der ikke fik et stykke at smage, tager papiret op til næsen og snuser langsomt ind. Da får han en ide. Han går straks tilbage til sine kammerater, og beder dem opgive deres ration af slik. Han laver små faldskærme af lommetørklæder, så han på næste dags flyvetur kan smide slikket ud til børnene. Men for at de skal kunne kende netop hans fly fra alle de andre, så fortæller han børnene, at han vil vippe med vingerne, når han kommer flyvende, så ved de, at de skal stå klar til at modtage en lille faldskærm fra himlen fyldt med slik.

Som sagt så gjort – han begynder, og ideen breder sig. Der går ikke længe inden der bliver sendt massevis af kasser af chokolade til flyvestationen, så de kan kaste endnu mere slik ned til de mange børn, der lever i ruinerne efter en krig.

Det kan lyde som et fjollet tiltag, men for de børn, var det med til at holde modet oppe, og give dem en fortsat tro på fremtiden.

Soldaten Gail Halvorsen er over 90 år nu, men flyver stadigvæk flyvemaskine. Og han møder stadigvæk børn fra dengang, der tager til USA for at takke ham for det han gjorde for dem.

Hvorfor skal I nu høre denne historie til Skt. Hans. Fordi Skt. Hans er en fejring af lyset, håbet og drømmene. Bålet her er et glædesblus, der skal brænde langt ind de mørke nætter, og minde os om, at lyset altid vender tilbage.

Gail Halvorsen var bare en ung soldat, men han så en chance for at gøre en forskel, og han greb den. Han lod sine drømme og håb få 1. pladsen i livet. Selv siger han om livet, at hverken penge eller ting kan gøre en lykkelig, men når man lever for andre mennesker, så kommer lykken. Det er kloge ord, som vi kan lægge os på sinde. Måske skal vi selv øve os i at turde lade vore drømme og håb få 1. pladsen. Det kunne være de ord, vi tager med herfra i aften, os som vi kan øve os på. Lyt til dine længsler.

Skt. Hans er midsommerens fest. Om lidt vil vi tænde bålet, synge Midsommervisen sammen, mærke fællesskabet, og lade lyset og varmen fra flammerne skinne langt ind i hjertets mørke kroge. Lad os øve os i at gribe de chancer, der er, for at gøre en forskel.

Glædelig skt. Hans – og god sommer.

4. søndag efter trinitatis 2015

For kort tid siden var vi en gruppe fra kirken på rejse til Hamborg, hvor vi bl.a. besøgte den danske kirke i byen. Kirken er udsmykket af Erik A. Frandsen. Endevæggen hvor alteret er, er et stort spejl, hvor man som menighed kan sidde og spejle sig. Præsten ved kirken var meget glad for spejlet, da han kunne få øjenkontakt med sin menighed, selvom han stod med ryggen til. Nu ved jeg ikke om det var en ide til Møllevangskirken? Spejlet var meget flot, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om der ikke også ligger en ulempe i spejlet. Faren er jo, at når man kigger i det, kun får øje på sig selv. Lidt som dronningen i eventyret om Snehvide, der hver dag kiggede i spejlet, for at få at vide, hvem der var den smukkeste i landet her. Man har kun blik for sig selv.

Og vi mennesker har brug for blikke, men ikke vores eget. Vi har brug for andres blikke – eller sagt mere præcist, så har vi brug for, at der er en, der får øje på os, og ser os med milde øjne.

Et lille barn, der bliver født, har brug for, at en mor eller far kigger det i øjnene. Derfor døber vi også børnene med ansigtet ud mod os, og ikke ned mod vandets spejling. Vi skal få øje på hinanden, og ikke os selv. Det er i mødet med det andet menneske, at vi opdager, hvem vi er. Ikke i mødet med vores eget indre.

Vi har brug for livet igennem, at der er nogen, der ser os, hvor vi er, og ikke hvor vi burde være. Det er grundlæggende for kristendommen, at vi tror på en Gud, der faktisk tør møde os som dem vi er. Også når vores eget mod svigter. Gud ser os – altid. Det er opløftende.

Kristendommen er altså en religion, der skal løfte mennesker op. Det er faktisk lidt af et problem. Altså ikke at vi skal løftes op, men det er et problem, fordi vi har en tendens til at dukke nakken, når vi går ind i kirke. Og mange mennesker begynder at hviske og skælde deres børn ud. Men kirken er ikke et sted for stilleleg. Vi skal ikke dukke nakken, når vi går herind, men tværtimod så burde vi alle ranke ryggen, og tale klart og tydeligt til hinanden. Her skal vi vokse som mennesker. Vi burde give hinanden hånden, ja måske ligefrem et knus. Og så skal vi se hinanden i øjnene. Vi skal få øje på hinanden. Vi skal gå herfra med lette hjerter, med ord på sinde og sang på læben – alt sammen en opmuntring til at leve livet, så vi lever for hinanden og ikke kun for os selv. Vi skal løftes op og ud i livet.

Evangeliet til i dag handler om, hvordan det liv skal leves.

Jesus kommer med masse formaninger om, at vi skal være barmhjertige, at vi ikke skal dømme, at vi ikke skal få øje på andres fejl før vores egen. Og nogle gange har vi da travlt med andres liv – travlt med at snage, udtale os og bedømme det. Travlt med at gætte på andre menneskers motiver, og ofte gætter vi forkert.

Luther sagde engang om det, at mennesker har travlt med at vælte sig rundt i andres snavs, og det eneste man får ud af det er, man selv kommer til at lugte. Så man skal ikke rulle sig andres svinesti, men forsøge at gøre sin egen ren.

Som Jesus siger i dag, så skal vi fjerne bjælken i vores eget øje, før vi forsøger at gøre opmærksom på splinten i andres. Jesus bekymrer sig ikke kun for den enkeltes forhold til Gud, men også for hvordan vi forholder os til hinanden. Det ligger Jesus på sinde, at vi mennesker er gode overfor hinanden, så derfor siger han, at vi skal fjerne bjælker før vi fjerner splinter.

Man kan også sige det med mere moderne ord. Nemlig at ønsker man at forandre en relation til et andet menneske, så hjælper det ikke at fortælle, hvad vedkommende skal gøre anderledes. Det eneste man kan er, at forsøge at ændre på sin egen position. Hvis man gør det, man altid har gjort, så får man det resultat, man altid har fået.

Det er en moderne virksomheds tankegang, som også Jesus havde.

Nu er evangeliet fuld af formaninger, og som de individualister vi er, så kan der komme en trodsmagt i os, når vi får at vide, hvad vi skal gøre. Formaninger kan, og måske særligt i munden på en præst, der står på prædikestole, forekomme som en torden, man mest af alt har lyst til at vende ryggen. Mange, og mig selv inklusiv, vil ikke have at andre skal fortælle mig, hvordan jeg skal leve mit liv: det skal jeg nok selv finde ud af.

Men der er ikke mig, der siger det, men Jesus, der siger til os, at vi ikke skal bruge så meget tid på at dømme andre. Og i munden på Jesus, bliver ordene sagt med en guddommelig kærlighed. Ord der bliver sagt ud af omsorg. Ord, vi har brug for at få at vide. Det er ikke alt, vi kan finde i vore indre, eller ved at mærke efter. Noget skal vi have at vide, fordi vi ikke kan sige os selv det.

Jesus gentager gerne for os igen og igen det, vi har brug for at høre, så vi kan leve til bedste for hinanden.

Vi skal leve i glansen af den kærlighed, som Gud har for os. Vi skal dele af den kærlighed som Gud har for os. Det er ikke meget anderledes end forældre, der ønsker for deres børn, at de skal leve et liv i kærlighed, således ønsker Gud også for os.

Og når det så sker, at vi engang imellem fejler, og glemmer kærligheden. For det må vi jo erkende sker. Vi kommer til at tale ondt om andre, beklikke deres motiver eller dømme andre. Så kan vi kommer her igen, og igen få kærligheden og tilgivelsen. For kærlighed og tilgivelse hører sammen.

Der findes ikke en kærlighed uden tilgivelse. Når Gud tilgiver, kalder vi det for nåde. Et særligt navn til en særlig tilgivelse, for Guds tilgivelse er en anden art end vores. Nåden bliver givet uden betingelser, men givet af kærlighed. Nåden strømmer os i møde, fordi Gud kan se os – se helt ind i vore hjerter, og han forstår os. Nåden er ikke bare en tavle, der bliver vasket ren, men en forståelse af os og vores liv.

Vi skal øve os i at være mennesker, og øve os i at dele kærligheden. Og hver dag skal vi glæde os over, at Guds kærlighed er en evig kilde, der strømmer imod os. Vi får den hver dag, klar til at blive brugt og delt. Og vi får den ene og alene af den grund, at vi er skabt af Gud.

Gå ud herfra med rank ryg, og søg din næstes blik. Del kærligheden. Hver dag.



På den måde kan vi i sandhed gentage ordene, som vi siger i Fadervor; ske din vilje som i Himlen, således også på jorden.





Dagens evangelium:

Jesus sagde: »Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.« Han fortalte dem også en lignelse: »Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.« Luk 6,36-42

Faze artikel, KFUM og KFUK, april 2015

Påske

Mit navn det står med prikker, pas på det ikke stikker.

Sådan står der på mange gækkebreve, der bliver sendt ud. Jeg elskede gækkebreve, da jeg var barn, og min familie kunne aldrig gætte, at de var mig fra. Eller de havde nok gættet det, men de lod som om de ikke havde, så de kunne give mig et påskeæg. Det er en del af legen.

Det er pudsigt for ordet påske betyder faktisk at forbigå. Altså at man ikke får øje på nogen, ligesom med gækkebrevene, hvor man helst ikke vil have, at man bliver gættet på. Der vil man også gerne forbigås.

Ordet stammer fra en fortælling i Gammel Testamente, hvor jøderne var slaver i Ægypten, men blev befriet af Moses. Moses vokser op som ægypter, fordi han var adopteret af prinsessen over Ægypten; men da han finder ud af, at han egentlig er jøde, beslutter han sig for at befri alle jøderne. Han får hjælp af Gud, og da jøderne ikke bliver sluppet fri med det samme Moses kræver det, sender han 10 plager ned over Ægypten. Den sidste af plagerne er døden. En engel går gennem landet og tager livet af et barn i hvert hus, på nær i jødernes huse, hvor englen går forbi. Jøderne bliver reddet, fordi de bliver forbigået. Derfor betyder påske at blive forbigået.

Jeg vil gerne forbigås, når det kommer til ulykker, men i forhold til mine venner og familie vil jeg ikke. Faktisk vil jeg helst, at de får øje på mig, og ikke glemmer mig. Og når det kommer til Gud, så må han slet ikke glemme, hvem jeg er. Nogle gange ønsker jeg, at Gud netop får øje på mig, fordi jeg har brug for det. Hvis jeg er bange, usikker eller har gjort noget dumt, så trænger jeg til at få at vide, at Gud ikke af den grund går forbi mig.

Den gode nyhed er, at det gør Gud heller ikke. Det kan godt være, at han dengang blev nødt til at gå forbi nogle huse for at redde mennesker, men Gud gør altid det, der skal til for at sprede liv.



Det er godt at tænke på de gange livet er svært. Selv i de øjeblikke, hvor livet virkelig er en plage, så gør Gud alt, hvad han kan for at sprede liv. Gud forbigår dig ikke, og han ved altid hvem, der har sendt gækkebrevet.

Præsteklumme maj 2015

Hvilens nødvendighed

Det er ikke tit jeg sidder i min sofa med en god bog, en kop kaffe og bare slapper af. Forstå mig ret, jeg vil rigtig gerne finde mig selv i afslapning i sofaen; men virkeligheden har det med at overhale mig indenom, og dagen, der skulle være brugt på hvile, ender med vasketøj, ukrudt, oprydning og udmatning. Det er en skam, for jeg tror, vi har brug for en ugentligt dag, hvor vi kobler af.

Det er jo ingen hemmelighed, at vi lever i en travl verden. De fleste har en fyldt kalender, og vi halser rundt for at nå alt det, vi gerne vil. Vi er alt andet end dovne. Der er så meget vi gerne vil og skal nå - både på arbejdet, i fritiden og forholdet. Måske handler det om en indre trang til at udrette noget, eller ikke gå glip af noget. Men i dette jag, glemmer vi, at vi også har brug for at hvile. Hvilen er en vigtig del af vores liv, og vi kan finde beretninger om den allerede i begyndelsen af Bibelen. Der står, at Gud skabte verden på 6 dage, og på den 7. dag hvilede han. Fortællingen skal vise om noget vigtigt om livet, nemlig, at da Gud havde skabt og arbejdet, så valgte han at hvile. Han tog en hel dag, hvor han blot hvilede, pustede ud og samlede kræfter.

Vi har også brug for hvile. Vi har brug for en dag, hvor vi kan tage pause fra alt det vi skal, alt det der stjæler vores nærvær og ødelægger vores ro. En dag, hvor vi bogstaveligt hiver stikker ud, og tager os tid til at hvile.

Hvilen er et rum, vi giver os selv. Det rum kan vi fylde med kærlighed, nærvær, omsorg, ro og tid. Resten af tiden kan vi bruge på arbejde eller opgaver. Men en dag om ugen, skal vi afsætte til at være mennesker.

Når vi hviler, så lader vi stå til. Vi skaber ikke noget nyt – vi er bare til, som dem vi er. Og det er en vigtigt pointe i kristendommen, at vi bliver mødt af Gud som dem vi er. Vi behøver ikke skabe noget eller skabe for os, for hvor vi end er, så kommer Gud til os. Men vi skal opdage det.



Vi skal tage den om ugen, hvor vi skal hvile, lige så alvorligt, som vi tager de dage, vi arbejder alvorligt. Vi skal turde sætte os i sofaen, og intet lave en hel dag. Og selv der, hvor intet sker, møder Gud os, puster ud sammen med os, samler kræfter, og skubber os tilbage ud i livet med fornyede kræfter.

1. søndag efter trinitatis 2015

97,85 % af en menneskekrop består af grundstoffer. Så hvis man skulle sætte et menneske på formel, ville vi blive beskrevet således:

65% Ilt
18% Kulstof
10% Brint
3% Kvælstof
1,5% Fosfor
0,35% Calcium



Det er noget af en introduktion til et menneske. Men det er altså formlen for os.

Tænk nu hvis man også kunne sætte Gud på en formel. Det er han faktisk allerede på en måde, da vi før hørte, at Gud er kærlighed, så formlen vil lyde sådan her: Gud består af 100 % kærlighed.

Men tænk så, hvis man kunne sætte vejen til Paradiset på en formel. Altså hvor meget man skal udholde af pinsler her i livet, før man kunne få en billet til himlen.

Formlen ville måske lyde sådan her:

7 år rygsmerter, 3.5 måned med tandpine, 5 måneder med myggestik – der klør, og minimum 14 forkølelser. Så handler det bare om at holde regnskab, og når det er opnået, så er man klar til at komme afsted.

Tænk hvis det virkelig var sådan. Det ville være grotest at tænke på. Ikke mindst at Gud ville sidde med en lille regnskabsbog og føre notat over vores lidelser. Det giver slet ikke mening, at lidelser kan give os en adgangsbillet til himlen, og alligevel er det faktisk, hvad vi hører, der sker, i den lignelse, som Jesus fortæller i dag. Lazarus, der er så fattig, at han ender i himlen, og den rige mand, der er så rig, at han ender i dødsriget – altså i Helvede. De to mænds tilværelse har været meget forskellige, og fortsætter med at være det efter døden, men her bliver rollerne byttet om.

Jeg synes, den her lignelse er så provokerende. Ikke fordi den fattige kommer i Himlen, men fordi han kommer i himlen, fordi han har lidt. Forstå mig ret, jeg ønsker ikke, at folk skal lide, men lignelsen sætter altså vores liv i et helt særligt masochistisk skær. Lignelsen vil sætte Guds retfærdighed på en matematisk formel, hvor det vi lider, kan blive ombyttet med himmelske lyksaligheder. Hvad er det for en retfærdighed – hvad er det for en Gud?

Det er langt fra en himmelsk retfærdighed, men snarere en jordisk. Det er en retfærdighed lige efter menneskers hoveder. Men der er altså noget lorent ved det, for hvis man bruger den slags matematiske retfærdighed på himlen, så lyder det næsten som om vi kan udregne, hvad der skal til for at komme ind i Himlen, og så har slet ikke brug for hverken bønner, dåb eller nadver mere. Så bliver alt det, vi gør her i dag, ligegyldigt. For så kan vi jo selv, og så er der ingen grund til at mødes.

Derfor er denne lignelse så svær at forstå. Men måske fordi man forsøger at læse den helt bogstaveligt. Kristendommen leverer faktisk ikke pakkeløsninger. Der er ikke sådan, at vi kan sætte kristendommen på en formel, og så blot udlevere den ved døren til kirken, så folk kan gå hjem med det samme, og bare læse den. Kristendommen er en måde at leve sit liv, hvor man åbner sit hjerte for Gud. Der bliver ikke givet love eller formler, men derimod bliver der givet ganske få bud, som vi skal følge. Der er faktisk kun to, så det er til at huske. De står lige, så de kan ikke prioriteres – gør man det ene, gør man også det andet. Den ene er:

Du skal elske Herren din Gud.

Og det andet lyder:

Du skal elske din næste som dig selv.

Det er de to bud, der er i kristendommen. Du skal elske Gud, og du skal elske din næste.

De to bud er ikke love eller paragraffer, som vi kan bruge til at måle hinanden med, eller som kan give os forspring i køen til himlen. Det er bud, der kan åbne livet for os, så det bliver større, også selvom problemer, prøvelser og udfordringerne vedbliver at være de samme. Vi får ikke lovning på et nemmere liv, men vi får lovning på et dybere liv, hvis vi følger de bud.

Kristendommen er altså den enkeltes relation til Gud og næsten, der er i centrum. Og så skal livet udfoldes ud fra det.

Lignelsen om Lazarus handler om noget helt andet. Den handler om en retfærdighed, man netop kan slå hinanden oven i hovet med. Fortællingen kendes fra andre steder end Bibelen, og er en slags vandrehistorie, der af en eller anden grund har sneget sig ind i Lukasevangeliet. Derfor kunne man vælge at fastholde at lignelsen er en gøgeunge, der blot skal skippes ud; men vi kan også vælge at se på den, som vi ser på alle andre lignelser – nemlig med tolkningens briller.

Enhver lignelse vil sige noget mere om livet end øjet lige ser, derfor også denne. Det er Jesus selv, der fortæller den og med hans ord, bliver den anderledes. Jesus lever for at fortælle os om konsekvensen af, at Gud er 100 % kærlighed. Hvad betyder det for os, at Gud elsker os?

Det betyder, at hvor vi med vores retfærdighedssans siger nej, der siger Gud ja. Når vi siger, nej du skal blive i dødsriget, så siger Gud ja du kan komme med mig.

Når Jesus fortæller lignelsen, så ender den ikke længere med, at den rige må lide til verdens ende, for Jesus steg ned til dødsriget, hvor han tog enhver ved hånden, og førte dem med ind i Himlen. Der sker noget afgørende nyt med Jesus – nemlig det, at vores liv ikke længere bliver dømt ud fra, hvad vi har fortjent, men vi får Guds retfærdighed, eller Guds nåde, som den også kaldes, selv når vi ikke har fortjent den. Det er nyt – Guds retfærdighed er anderledes end vores. Den dømmer ikke. Den sætter fri.

Det er ikke fair, men Gud er ligeglad med fairness, for han er kærlighed. Han bruger kun kærlighed. Derfor ønsker han også, at vi skal elske ham og hinanden.

Og her kan vi aktivt bruge lignelsen, der fortæller om Lazarus, der i livet ligger ved porten til den rige mand. Vi skal elske hinanden, og det betyder, at vi har et ansvar overfor hinanden. Vi kan ikke nøjes med kun at tænke på os selv først, men vi bliver nødt til at tænke på hinanden også.

Vi har med andre ord et valg i livet. Vi kan vælge at hjælpe hinanden. Og det skal vi ikke gøre, fordi vi bliver truet til det, og er bange for at få en engangsbillet til helvede, men vi skal gøre det, fordi vi bliver elsket til det.

Vi har et ansvar overfor manden ved porten, ham der sidder ensom hjemme, hende der bliver mobbet i skolen eller den der ikke har råd til julegaver til sine børn. Vi har ansvar overfor hinanden, høj som lav. Vi har ansvar overfor enhver, vi møder til at gribe ind, hvis der er brug for det – vi har et valg.

Og vi har det valg, fordi Gud allerede har valgt dig. Du er valgt af Gud. Han elsker dig allerede, og det er vores mod til at gå ud i verden og leve den. Ikke af frygt for dommen, men i tillid, at den Gud, der har skabt verden ud af sin kærlighed, også elsker dig så meget, at han vil gå helt ind i det dybeste mørke for at hente os ud igen.

Gud er 100 % kærlighed.

Amen




Dagens tekster:

Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham. Deri er kærligheden fuldendt i os: at vi har frimodighed på dommens dag; for som han er, er også vi i denne verden. Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten, for frygt er forbundet med straf, og den, der nærer frygt, er ikke fuldendt i kærligheden. Vi elsker, fordi han elskede os først. Hvis nogen siger: »Jeg elsker Gud,« men hader sin broder, er han en løgner; for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Og dette bud har vi fra ham: Den, der elsker Gud, skal også elske sin broder. 1 Joh 4,16b-21

Jesus sagde: »Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.« Luk 16,19-31