Nytårsaften 2015

Jeg vil begynde med legende, der hedder: ”Det gemte lys”. Den lyder sådan her:

Da Gud skabte solen, lod han den til at begynde med lyse både dag og nat, så jorden på den måde hele tiden blev overstrålet af et guddommeligt lys. Men Gud så ind i fremtiden og så, at mennesker ville komme til at vende sig bort fra lyset og i stedet vælge den mørke vej.

Da trak Gud en del af solens lys tilbage, så solen kun skinnede i løbet af dagen. Det lys, som på den måde blev til overs, delte han op i små, lysglimt, som han gemte overalt i verden.

Disse lysglimt fik mennesket derefter til opgave at søge efter, hver og en på sin egen måde. Nogle finder det i form af et venligt ord fra en ven, andre i en hjælpende hånd fra en fremmed og atter andre i et mirakel fra himlen.

Lysglimtene kommer på forskellige måder, men de findes – rede til at sprede deres guddommelige lys til det menneske, der har brug for det (Altid elsket, tanker om tro og kærlighed. Kristina Reftel, Unitas forlag).

Sådan lyder legenden om lyset. Selvom det bare en legende, så kan det alligevel sige os noget om, hvordan vi mennesker kan gøre livet dybere for hinanden. For selvom der er massevis af eksempler, der modsiger Guds lys i verden, så er der lige så mange eksempler, der bekræfter, at godheden er blandt os.

Vi skal se dem – få øje på dem. Og nogle gange kan det gode være skjult for os, så vi knap for øje på det. For Gud havde ret, da han forudså, at vi mennesker nogle gange søger mørket frem for lyset.

Vi kan drages ad veje, hvor vi pludselig ser det som vores pligt at undertrykke andre, og nogle gange bliver Gud ligefrem brugt som blåstemplingen af det, selvom det slet ikke er Guds mening at dele mennesker op i A og B hold. Sådan ser vi det, når store dele af verden erklærer krig mod dem, der er anderledes tænkende. Der bliver dannet fjendebilleder, der ikke har noget med virkeligheden at gøre.

Eller vi drages ad veje, hvor vi krampagtigt holder mere på vores egne rettigheder end ser medmenneskets nød. Sådan oplevede store dele af Europa det, da flygtningestrømmene begyndte at bane sig vej gennem Europa, og vi blev udfordret på vores næstekærlighedssyn.

Eller vi drages ad veje, hvor vi tror, vi er mere værd end andre mennesker. At vi er tættere på at gøre det rigtige end andre, og vi langer ud efter dem, vi er uenige med på facebook eller i samtalen, hvor vi er med til at nedbryde tilliden til hinanden.

Eller vi drages ad veje, hvor vi kroger os om vores eget jeg, og ikke længere opdager verden omkring os. Opdager mennesker, lyset eller kærligheden, fordi vi kun kan få øje på mørket i os selv. Og bitterheden tager over.

Der er nok at veje, der drager os mod mørket. Men der er også veje, der drager os mod lyset. Der er veje i lys.

Men vi må ikke stå på gadehjørnerne som hyklerne og vise os for mennesker, formaner Jesus os. Hvorfor nu ikke.

Det kan lyde som det største drag over nakken på det menneske, der endelig har fundet kærlighedens lys, og så derfor gerne vil dele den med andre. Det lyder som Jantelovens klamme hånd, der lægger sig over ens mund og hjerte og klemmer til. Hvorfor nu ikke råbe lyset ud fra hustagene?

Fordi livet med Gud ikke er et kunststykke, der skal beundres, men en måde at være i verden på – det er en måde at leve på.

Og livet er ikke skinnende, pænt og blankpoleret. Livet er livet. Vi skal ikke vise vores renvaskede sjæle frem til beundring, men leve.

Det handler om det skjulte i livet. Men hvad har vi dog at skjule, kunne man spørge? Bør man ikke være stolt af alt det, man gør rigtigt. Undersøgelser har vist, at vi i højere grad angiver fartsyndere, sort arbejde. Vi angiver socialt bedrageri. Vi giver mere, når der er landsindsamling. Vi er på overfladen bedre mennesker. Vi gør det rigtige. Vi er rigtige. Men så var der en mand, der sagde, at det måske var omvendt. At jo mere rigtigt, det så ud på overfladen, des mere var der skjult af snavs under overfladen.

En mand, der sagde, at det handler om hjertet, og ikke om at følge reglerne, så det ser godt ud i andres øjne?

Det skjulte skal frem i lyset, og det i lyset skal være skjult. Det er omvendt af hvad vi nu gør. De fleste vil gemme det væk, de skammer sig over. De vil gemmer det væk, de gjorde forkerte. De episoder, hvor de sårede andre eller ikke slog til. De vil gemme det væk, der ikke passer med vores selvforståelse. Skammen over det vi ikke magtede. Men det behøver vi ikke gemme væk, for det er også en del af livet. Det skal ikke være i mørket, for det er netop det, der gør os til mennesker. Når vi må indse, at vi ikke kan klare livet alene.

Vi beder i Fadervor: ”For dit er Riget og magten og ære i evighed. ”

Det er vigtige ord, for her hører vi, at det er Gud, der har magten. Det er ikke os. Vi har derimod brug for at lægge vores liv i hænderne på ham, der er magtfuld. Det er en kæmpe lettelse, for det betyder, at alt det, vi skammer os over, det får vi hjælp til at bære. Det er ikke meningen, at vi skal leve et liv, hvor vi ikke træder ved siden af. For sådan er det. Vi er syndere, for nu at bruge et fortærsket og misforstået udtryk. Vi kommer til at træde ved siden af. Men det skal frem i lyser, så vi der kan give det i Guds hænder. Og gøre os fri af det. Få tilgivelsen og lyset.

Og det der nu er lyset, det skal være skjult. Vi skal ikke bringe vores omsorg, barmhjertighed og godhed til torvs. Det skal ikke stå til skue for andre, så de kan blive misundelige eller beundre det. Nej, vi må forstå, at godhed ikke er vores, men er noget der bliver levende mellem os. Godhed er ikke noget vi kan eje eller noget særligt ved vores karakter. Nej, godheden sker, når vi møder hinanden, og Guds guddommelige lys skinner mellem os, så det lyser os helt ind i krogene af vores hjerters mørke. Så vi kan ikke bryste os at vores godhed, for æren er alene Guds – og det til evighed.

Amen og glædeligt nytår



(Inspireret af Kathrine Lilleøers prædiken til Nytårsaften)




Dagens Tekst:

»Når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig. Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det. Derfor skal I bede således: Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.« Matt 6,5-13

Juleaftensdag 2015

Jeg vil dele en historie med jer om min mormor og morfar. De var engang for mange år siden på ferie – en af de første charterrejser til Mallorca. En dag går de en tur, og der kommer de forbi en bunke affald. Der er umiddelbart ikke noget at se, men da min mormor er kommet næsten forbi strejfes hendes blik af noget, der ligger i bunken.

Og der mellem affald og ubrugeligt skrammel ligger en Jesusfigur. Hun tager den op mellem sine hænder, og da opdager hun, hvorfor den lå der. Den ene arm var brækket af.

Alligevel vælger hun ikke at kaste den tilbage i skraldet, men at tage den med sig. Hun lægger den i sin kuffert hjem til Danmark. Da hun kommer hjem til Danmark reparer hun armen med ler og min morfar laver et kors, så Jesusfiguren igen kan komme til sin ret.

Det er en fortælling, jeg har hørt hele min barndom. Historien om Jesusfiguren min mormor fandt i en affaldsbunke.

Der er noget utrolig fint ved den fortælling. Det, der i første omgang kan forekomme som affald, som brugt og nytteløst, det kan klinkes – det kan repareres. Det kan blive nyt og fint – det kan blive til noget andet.

Det er en fortælling om muligheder. Mulighedernes magt.

Og julen er en fortælling om muligheder.

En julenat slog Gud hul på himlens hvælvning, så han kunne strække sig hele vejen ned til jorden, og lade sig føde som et lille barn. Maria – en ung teenager fra byen Nazareth var mor. Et usandsynligt og højst tvivlsomt valg, hvis man skal vurdere det. Hvorfor lige vælge en ung, fattig pige, der ikke engang var gift. Man så anderledes på børn uden for ægteskabet dengang, så hun har sat både sin familie og sin forlovede i en frygtelig kattepine. For hvordan kunne det gå, at hun kunne blive gravid? Ja, vi ved jo godt hvordan det gør til, men hun fortæller en historie om en engel, der kommer og besøger hende, og så er hun gravid. Det må have vakt en del tvivl og mistro hos hendes nærmeste.

Det ville da have været lettere hvis Gud havde valgt en gift kvinde, så de slap for al balladen. Men det gjorde han ikke. Måske så Gud muligheder gemt hos Maria. Muligheder der endnu ikke var udfoldet, men som kunne det, hvis de fik chancen til det.



Men muligheder skal have chancen for at udfolde sig. De skal have plads og tillid. Tro på at der er mere end øjet lige ser.

Der findes en ordsprog, der hedder: Man skal ikke skue hunden på hårene. Det betyder, at man ikke skal se på det ydre, men på det indre. Det kan vi jo ikke gøre ved første øjekast, og derfor bliver man også nødt til at gøre sig umage, når man møder et menneske. For nogle mennesker gemmer sig bag en masse forsvarsværker for ikke at vise omverdenen, hvem de er. Det kan være store ord, sårende ord eller grimme ord, de gemmer sig bag. Eller det kan være tåbelige handlinger eller måske de vender sig bort, når man kommer for tæt på. Vi skal ikke skue hinanden på ord eller handlinger, men nogle gange anstrenge os for at få øje på det, der ligger bagved. Det er så nemt at dømme hinanden ude, men den virkelige opgave ligger i at dømme hinanden inde i fællesskabet.

Der ligger muligheder i hver eneste af os. Det er skabelsens vilkår, at Gud har skabt os med muligheder. Vi har mulighed for at vokse som mennesker, lade kærligheden slå rod som var den et lille frø, der skal vokse sig stort i vores hjerter. Kærligheden har mulighed for at blive så stor, at mistro, frygt og fordomme visner i skyggen af kærligheden. Den mulighed ligger der. Men vi skal turde sige ja tak, når frøet bliver lagt. For ligesom ethvert andet frø, vi planter i haven, kolonihaven eller altankassen, så skal det have næring, lys og plads for at kunne vokse. Vi kan kvæle kærligheden, hvis vi ikke passer på den.

Ja, frøet er for altid lagt i vores hjerter – det gjorde Gud helt fra begyndelsen af, men vi skal give det rum til at vokse. Den mulighed har vi alle, hvis vi giver, ikke bare os selv, men særligt hinanden plads, troen og tilliden til at vokse i. Kærlighed er stædig – den vil vokse bare den får chancen. Faktisk kan man sammenligne kærligheden med en mælkebøtte, som haveejerne er ret trætte af. Men hvis vi ser bort fra det, så er det forunderligt, at mælkebøtten bare skal have en sprække, så vokser den. Den spirer op gennem asfalten, hvis den får mulighed for det. Og når den er klar, så spreder den sine frø på de fineste, blødes små englefrø, der af vinden får dem til at danse langt bort – for også langt borte har de brug for kærlighed.

Kærlighed er som en mælkebøtte. Den kan kvæles, men giver vi den bare lidt plads, så blomstrer den. For kærlighed er det stærkeste i hele verden.

Det er julens budskab – kærligheden er så stærk, at Josef sagde ja til at være stedfar, så stærk at Maria sagde ja til at blive Jesu mor, så stærk at Gud blev et menneske julenat, og så stærk at vi den dag i dag 2000 år senere stadigvæk samles juledag og lytter til fortællingen om det lille barns fødsel.

Og kærligheden er stadigvæk tilstede i verden, selvom jeg nogle gange kan komme til at tvivle, når jeg ser de rædsler vi mennesker udsætter hinanden for, og den forhærdelse, der er kommet i så mange sind over for vore medmennesker. Da kan jeg tvivle på kærligheden, og da glemmer jeg, at kærligheden kan vokse op gennem selv det hårdeste asfalthjerte. Men vi må ikke tvivle på kærlighedens magt, men hele tiden bære troen på den fremstrakt i vores hænder.

Kærligheden er stærk, og den kan klinke selv den dybeste revne. Gud kan sætte det sammen, der er gået itu. Selv det, der for os, kan se ud som om det ikke har værdi, fordi det er krøllet, trådt på eller i stykker – der ser Gud muligheden, og værdien.

Og vi kan lade os inspirere af det. Vi kan øve os i at se værdien i det der umiddelbart er værdiløst og smidt ud. Vi kan se mulighedes kærlighedsfrø.

Ligesom min mormor så værdien i en ødelagt Jesus figur, skal vi se værdien i et ødelagt menneske, og give det muligheden for at vokse.

Jeg vil her til slut gerne vise jer korset, som min mormor og morfar ved fælles hjælp lavede. Det hang på væggen i deres hjem, og da de døde arvede jeg det. Nu er selve korset ved at gå fra hinanden, så min mand skal reparere det for mig. Og på den måde fortsætter historien om den værdiløse figur, der viste sig at have stor værdi.

Amen

Dagens tekst:
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« Luk 2,1-14

23. søndag efter trinitatis 2015

Tænk at livet koster livet. Det er altid samme pris. (DDS 14,1)

Da jeg var barn undrede jeg mig meget over en bestemt formulering, der lød fra fjernsynet, når min far og mor så TV Avisen. Der blev talt om, at krige eller konfliktede kostede menneskeliv. Og som lille pige kunne jeg slet ikke forstå, hvem der skulle betale de penge, og hvor meget et menneskeliv var værd. Mine forældre har senere fortalt, at jeg dengang mente et menneskeliv måtte være en million kroner værd. Og det er et svimlende beløb, når man er 7 år gammel.

Men der er noget bagvendt og ganske underligt ved at tale om et menneskeliv i økonomiske termer. For hvor meget er vi værd? Hvem kan sætte et beløb på et menneskes hoved?

Det blev der faktisk forsøgt, da den danske fotograf Daniel Rye blev taget som gidsel i Syrien, og hans forældre gennem en massiv indsamling fik skaffet de millioner af kroner, der skulle til for at frigive ham. En helt almindelig familie, der pludselig stod ansigt til ansigt med deres værste mareridt – at skulle miste deres barn, og kun kunne få ham frigivet ved at betale for hans liv. Og enhver kan forstå de forældres forsøg på at skaffe pengene. Enhver ville have gjort det samme. For sådan er det, når vi står og skal vælge mellem millionerne og kærligheden. Vi vælger kærligheden. For hvad er livet værd, hvis vi fravælger dem, vi elsker?

Livet kan man ikke sætte prismærke på. Livets værdi er livet selv. Og på den led er livet uendeligt meget værd.

Vi taler om menneskeliv i økonomiske termer, selvom det faktisk ikke giver mening. Men det er en målestok, som vi forstår, for der er indbygget en handelstanke i den. Du giver noget og får noget. Du giver arbejdskraft og får penge til husleje. Du giver opmærksomhed og får god samvittighed. Du giver kærlighed og får kærlighed. Vores hverdag er gennemsyret af noget for noget tanken.

Det Nye Testamente er også gennemsyret af økonomisk sprogbrug. Der bliver talt om løn, hvad man skylder hinanden, talenter (altså mønter) der graves ned og om at Jesus giver sit liv som løsesum. Det er iøjefaldende at økonomiske termer fylder så meget som de gør i Bibelen. Men det er termer, vi forstår.

Og også i dagens evangelium er det økonomi på dagsordenen, hvor vi hører, at vi skal give kejserens hvad kejserens er og Guds hvad Guds er – alt sammen udsprunget af samtalen om en mønt med kejserens hoved på mønten.

Alt for ofte er dette sted i Bibelen blevet misbrugt til at tale om, at Kejserens er det offentlige rum og Guds det private rum, og at de to rum ikke må blandes sammen overhovedet. Men det er naivt, at tro, at det lader sig gøre. De to rum skal naturligvis ikke være sammenfaldende, men man må altså forvente et vist overlap. Alt andet vil negligere mennesket som helhed. Vi er både indre og ydre, både når vi bevæger os i det private og i den offentlige sfære. Vi kan ikke lægge vores indre på hylden. Så den tolkning altså både naiv og fejlslagen.

Vi skal derimod se på, hvad det betyder for mit forhold til Gud, og dermed for mit forhold til min næste, at vi skal give Guds, hvad Guds er. Det er her, der bliver spændende.

Vi kender kejserens mønt også i dag – eller dronningens mønt med hendes profil præget på den ene side. Det er denne prægning, der giver mønten sin værdi. Men hvordan ser Guds mønt ud? Hvad er Guds billede? Guds billede er indprentet på os, for vi er skabt i hans billede, og han har skrevet sit navn på vores hjerter, som man siger her i kirken. Det betyder, at vi er hans. Vi er hans mønter, kunne man sige, for at blive i det sprog.

Vi er skabt som mennesker i hans billede – høje, lave, tykke, tynde og med forskellige hudfarver og øjenfarver. Vi er alle skabt i Guds billede.

Det er alligevel utrolig at tænke på, at ud af den menneskeform som Gud havde, kom vi alle sammen som vi er. Der er en mangfoldighed i skaberværket, der blot tjener til at gøre det endnu smukkere. Og gøre mennesket endnu mere unikt.

Vi er skabt i Guds billede. Og ligesom Gud skabte os, så danner vi os også billeder. Men ikke altid med samme held som Gud. Vi danner os hele tiden billeder af hinanden og tilskriver hinanden forskellige tanker og motiver. Nogle gange er det ok, at vi gør det, men andre gange, så sker det i mistillid. Vi danner et grimt billede af den anden for vores indre øje og tror mere på det billede, som vi selv har skabt. Og det værste er, hvis den, vi har dannet billedet af, selv kommer til at tro på, at dette grimme billede er sandt. Ja, billeder har magt. Billeder kan fortrylle og fordreje sandheden. Billeder kan piller mennesker i stykker.

VI burde have et slags billedeforbud, når det kom til hinanden. Vi må ikke danne os billeder af hinanden, eller presse hinanden ned i en bestemt form – vi skal derimod åbne vores nysgerrighed for den anden, og lade den anden være sig selv for øjnene af os, og så se hvad der sker. Vi skal være mangfoldige i mødet med hinanden.

Det er en måde at give Guds, hvad Guds er. Vi skal nemlig give os selv til Gud, men vi skal også give os selv til hinanden. Man kan sige, at vi skal give os selv til Gud, men der er lagt renter på, så vi skal give os selv til hinanden. Men her hører de økonomiske termer også op, for når vi giver os selv til Gud og hinanden, så gør vi det hverken for at dække et underskud eller få et overskud. Så gør vi det, fordi vi slet ikke kan lade være med at gøre andet – fordi livet bliver større, når vi gør det.

Vi lever i en bevægelse opad mod Gud, og udad mod hinanden. Vi lever både vertikalt og horisontalt, og selvom det kan lyde som en modsigelse at gøre begge dele, så kan vi godt leve i den spænding. Vi kan leve med både at skulle have et forhold til Gud og forholde os til hinanden. Det er samme bevægelse vi ser i korset, hvor de to bevægelser krydser hinanden, så de danner et kors.

Men dette kors skal hele tiden holdes i balance, for vi kan nogle gange komme til at give Guds hvad kejserens er. I Romerriger skulle man ofre til kejseren. Gud vil ikke have, at vi ofre til ham. Vi skal hverken ofre os selv, hinanden ellers vores glæde. Gud han lod sin søn betale hele vores gæld, så vi aldrig mere behøver ofre til Gud. Vi skal derimod bede til Gud og gøre Guds kærligheden levende mellem os.

Nogle gange kommer vi faktisk også til at give kejserens, hvad Guds er. I Romerriget tilbad man også kejseren. Vi skal ikke tilbede kejserne, som kan være et symbol på idoler eller måske designertøj fra H&M. Eller måske stræber vi efter andres tilbedelse af ens egen person. Vi skal kun bede til Gud, ikke tilbede hinanden eller andet.

Mennesket altså uendeligt værdifult. Vi kan hverken købes eller betales for. Gud kender vores værdi, og derfor giver han os sin kærlighed helt gratis. Og når vi tør dele de med hinanden, så vokser den til frihed, glæde, nysgerrighed og ligeværdighed.

Tænk at livet koster livet. Det er altid samme pris. Det er nemlig ganske gratis, og ganske vidunderligt.


Amen

Dagens prædiken er inspireret af Niels Grønkjærs prædiken i bogen: "Det skal råbes fra tagene..." Redigeret af Johannes Møllehave og Ebbe Preisler, Gads forlag, 2007

Dagens tekst: 
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da gik farisæerne hen og besluttede at fange Jesus i ord. De sendte deres disciple hen til ham sammen med herodianerne, og de sagde: »Mester, vi ved, at du er sanddru og lærer sandt om Guds vej og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk. Sig os, hvad du mener: Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?« Men Jesus gennemskuede deres ondskab og sagde: »Hvorfor sætter I mig på prøve, I hyklere? Vis mig skattens mønt!« De rakte ham en denar. Og han spurgte dem: »Hvis billede og indskrift er det?«. »Kejserens,« svarede de. Da sagde han til dem: »Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!« Da de hørte det, undrede de sig og forlod ham og gik deres vej. Matt 22,15-22 

20. søndag efter trinitatis 2015

Der vil altid være fest. Og nogle siger endog at hver dag er en fest.

Fest er jo en helt særlig måde at være sammen på: vi er sammen om at være sammen. Det er højdepunkter i livet, som vi marker ved at indbyde til en sammenkomst. Til fest. Og fester varer sjældent kun lige ½ time. Nej, de strækker sig over timer – nogle gange lige så mange timer, og endog flere timer end en arbejdsdag. Man får noget godt at spise, snakker, hygger og måske danser man. Fester har det mål i sig selv, at gæsterne skal have det godt. Og der er intet som en god fest, der kan skabe minder.

Det kan være en barnedåb, konfirmation, en rund fødselsdag eller et bryllup, som vi hører om i dag. Disse store fester, hvor vi sætter alle sejl til. Det skal være godt, ikke bare for os selv, men særligt for de mennesker, som vi inviterer. For når alt kommer til alt, så er en god fest, også en fest, som man taler om i år frem, fordi man havde det godt.

Men sådan er alle fester ikke. Der er fester, hvor man af en eller anden grund ikke føler, at man hører til. Der er de der oplevelser af, at man ikke passer ind, som en puslespilsbrik, der bliver forsøgt presset ned det forkerte sted. Jeg er med til festen, men alligevel ikke rigtig med. Mere som en tilskuer end som en deltager. Eller måske er det endda sådan, at man slet ikke er inviteret til festen. Det kan svie i sjælen at vide, at man ikke er inviteret med til en fest – fravalgt.

Der vil altid være fest. Ja, men ikke hvor jeg er.

Vi kan slet ikke undvære fællesskaber, os mennesker. Selv det menneske, der siger, at de trives bedst alene, har brug for fællesskaber. Vi kan bilde os ind, at vi er bedst alene; men det er ofte vores usikkerhed og længsel efter et fællesskab, der forstår os og accepterer som dem vi er, der får os til at sige, at vi er bedst alene. Men vi længes – længes efter hinanden.

Det er i mødet med hinanden, vi forstår hvem vi selv er. Det er, når vi møder et menneske, der har tid og lyst til at høre, hvad vi tænker, at vi opdager noget værdifuldt om os selv, nemlig: jeg er værd at elske.

Derfor kan være svært når man føler sig ensom. Følelsen kan næsten invalidere ens sociale kompetencer. Ensomhed. Der findes ikke et menneske her på jorden, der ikke har følt sig ensom. Det er et grundvilkår, at vi til tider vil opleve ensomheden. Nogle gange i glimt og andre gange i lange perioder. Problemet med ensomhed er, at mange er flove over at føle sig ensomme. I en kultur, hvor alt er muligt, er der kun en ting, der ikke fremstår som en mulighed; nemlig ensomhed. Ensomhed er et problem, fordi vi ikke må snakke om det, uden at blive udstillet endnu mere. Og det eneste man har brug for er en ven. Bare en eneste ven.

Det kan gøre ondt helt i marv og ben, når man tænker på det menneske, der føler sig ensom – udelukket. Det er ikke fair, tænker man.

Og derfor bliver lignelsen til i dag, også en provokation. For der er én til festen, der bliver smidt ud, fordi han ikke har det rigtige tøj på. Og da brudgommen spørger ham hvorfor han ikke er klædt om, da forbliver manden tavs.

Lignelser giver ofte flere spørgsmål end svar og de skal tolkes på, men man kan få den fornemmelse, at den lignelse ikke er fortalt af Jesus, men af udsmideren til festen. Og jeg kan ikke selv undgå at føle, at jeg måske er den person, der ikke gør det rigtige til festen, og når jeg bliver spurgt ikke får svaret, og derfor ryger på halen ud fra festen. Festen, der er Guds fest for os mennesker. Og det er en fest, jeg ikke vil gå glip af. Jeg vil ikke smides ud – og jeg vil ikke føle en forkerthed overfor Gud. Jeg har brug for at vide, at han er på min side. Men når man hører, han kan finde på at smide en ud, hvorfor så ikke mig?

Manden smides ud, og det gør ondt på det moderne, individualistiske menneske. Vi kan gøre som vi vil og klæde os som vi vil. Det sidste århundrede har været et langt opgør og oprør mod traditioner, der presser mennesker ned i forstøbte forme. Vi er individer, så selvfølgelig er vi på mandens side. Og man kan næste forestille sig den opbakning, som man ville få på facebook, hvis han skrev en statusopdatering der ude i mørket. Han ville få folkets overvældende sympati. Det der gør manden glad, skal han gøre, så længe det ikke skader andre. Og jeg er sådan set enig, hvis det nu handlede om et helt almindeligt bryllup; men det gør det ikke. Det handler om Gud. Det handler om vores forhold til Gud. Vores svar til Gud.

I virkeligheden er Gud ligeglad med vores tøj, frisure, nationalitet eller kultur. Han kan sagtens se forbi det tøj, vi iklæder os, om det så er det fysiske tøj på kroppen, eller det vi iklæder sjælen. Vi kan tage mange forskellige klædninger på. Vi kan iklæde os hovmod, kontrol, ja sågar overskud kan vi iklæde os. Vi kan være iklædt en følelse af at være helt forkerte eller kiksede. Hvilken klædning vi end tager på eller er blevet iklædt, så ser Gud forbi det, og ser os som vi er. For de klæder er jo ikke os – det er ikke dem vi er, men blot et skue.

Han ser os. Og i det blik bliver en ny virkelighed givet til os – vi kan iklæde os kærligheden. Det er det vigtigste – vi skal tage kærligheden på som klædning.

Når der er bryllup her i kirken, så læses der altid en tekst som Paulus har skrevet, hvor der står følgende:

”Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre. Men over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd.” (Kol, 3, 13-14)

Ifør jeg kærligheden, siger vi til alle brudepar. Og selvfølgelig taler man i den situation også om den kærlighed, der er mellem to mennesker, der elsker hinanden; men der bliver altid talt om den kærlighed der er større end det. Nemlig den kærlighed vi skal iføre os for at leve livet.

Det er den klædning, som manden ikke har på. Han fravælger kærligheden, og da brudgommen spørger til ham, tiltaler han ham som ven. Min ven, hvordan er du kommet ind uden at have iklædt dig kærligheden?

Manden er ikke en stakkel eller en individualist, men derimod et menneske, der bliver tilbudt kærligheden og ikke vil have den. Sådan er kærlighed – den kan ikke tvinges, men skal altid være fri. Du må altid gerne sige nej, og gå hjem fra festen. Manden bliver udelukket, fordi han lukker sig selv ude. Men det ender ikke der for manden, selvom lignelsen ender. For Gud vil at der skal være fest. Og manden der lukkes ude, bliver til Guds sorg. Og Guds sorg er også Guds omsorg. Gud holder fest, så vi kan have det godt. Han vil give os en fest – et liv, hvor vi har det godt. Et liv hvor vi har kærligheden som klædning. Han vil finde os i mørket, hvor vi er bundet på hænder og fødder, og der vil han løfte os op, befri os og give os mod til at leve livet. Han vil følge os livet igennem, indtil vi vender om og følger ham. Gud viser omsorg overfor det fortabte og stædige.

Der vil altid være fest. Der ligger en himmelsk trods i det, at Gud insisterer på fest. Han vil lede og invitere os igen og igen. Hvordan vi end vender og drejer det, så bliver der bryllup.



Amen




Dagens tekst:

Jesus tog til orde og talte igen til dem i lignelser: »Himmeriget ligner en konge, der holdt sin søns bryllup. Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme. Så sendte han nogle andre tjenere ud, der skulle sige til de indbudte: Nu er der dækket op til fest; mine okser og fedekalve er slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet! Men det tog de sig ikke af og gik, én til sin mark, en anden til sin forretning, og andre igen greb hans tjenere og mishandlede dem og slog dem ihjel. Men kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by. Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige. Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet. Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster. Men da kongen kom ind for at hilse på sine gæster, fik han dér øje på en, der ikke havde bryllupsklæder på. Han spurgte ham: Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder? Men han tav. Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Thi mange er kaldet, men få er udvalgt.« Matt 22,1-14

18. søndag efter trinitatis 2015

I romersk mytologi afbilleder de retfærdighedens og lovens gudinde, der i øvrigt hedder Justitia, med en vægt i den ene hånd til at veje argumenter, et sværd i den anden, der symboliserer hendes forkærlighed for fornuft og retfærdighed, og sidst, men ikke mindst med et bind for øjnene. Gudinden Justitia har et bind for øjnene, så hun ikke kan se dem, hun skal dømme – så hendes fordomme ikke kommer i forkøbet.

Det er retfærdigt, og så retfærdigt, at mange domhuse, særligt i USA, har en figur af Justitia stående udenfor. Som en påmindelse om, at loven er blind.

Og der findes intet som en lov, der sætter verden i system. Vi er omgivet af love. Vi har alle de juridiske love, som vi møder i vores hverdag. Man må ikke stjæle eller slå hinanden, man må ikke køre på fortovet og man må heller ikke køre over for rødt. Det er nemt og ligetil. Og så har vi alle de love, der gælder mellem os mennesker. De love, der ikke er nedfældet, men som er en del af vores kultur og vores omgang med hinanden. Tænk på, at vi er et meget høfligt folkefærd, der taler afdæmpet til hinanden, bruger ironi, siger undskyld, hvis vi støder ind i hinanden og tak når nogen hjælper os. Vi har en masse sociale koder eller regler, som vi bare følger, fordi det gør hverdagen nemmere, når vi ved, hvor vi har hinanden. Netop derfor kan det også være svært for os, når vi møder mennesker, der endnu ikke har lært de koder at kende. Det er følelsen af, at de bryder loven, selvom det bare er en uformel, relationel lov, så bliver den brudt, og det kan skabe vrede og frygt i os. Det fremmede, vi ikke ved, hvor vi har henne, gør os utrygge.

Så denne indbyggede eller indre lovmæssighed har også en slagside. For selvom den langt hen af vejen, gør hverdagen nemmere for os, fordi vi ikke hver morgen skal blive enige om hvilke grænser, vi har i dag, så kan denne lovmæssighed også smitte af på vores omgang med hinanden. Og med Gud.

Hvis vi i mødet med et andet menneske fokuserer for meget på de love, der bliver brudt, og dermed i vores indre løfter en pegefinger til advarsel og belæring, så tager vi afstand fra det menneske. Vi graver grøfter i stedet for at bygge broer. Vi er ikke længere medmennesker, men skaber fjendebilleder. Og det behøver ikke kun handle om flygtningene i denne tid, men kan også ske på arbejdspladsen, på studiet eller i omgangskredsen.

Og det samme kan gøre sig gældende med Gud. Der sker det meget menneskelige, at Gud bliver gjort til en dommer – lidt ligesom Justitia. Det kan der være godt belæg for, for flere steder i Bibelen, står der om en kommende dom af verden. Og i Matthæusevangeliet, som dagens evangelium er hentet fra, skriver Mathæus om en kommende verdensdom, hvor fårene skal skilles fra bukkene. Så vi hører om at der skal være en dom. Men kommer vi ikke til at blande vores retfærdighedssans sammen med Guds? Kommer vi ikke til at give Gud en vægtskål i den hånd, et sværd i den anden og bind for øjnene. Så han kun kan lytte efter argumenter, fornuft og må følge loven til punkt og prikke.

Men sikke en forfærdelig tanke, hvis det er rigtigt. For den lov, der i Guds tilfælde skal følges, vil være den lov, der står i Mosebøgerne. Der står bl.a. følgende:

Hvis en mand har en genstridig og trodsig søn, der ikke vil adlyde sin far og mor og heller ikke vil rette sig efter dem, selv om de straffer ham, skal hans far og mor gribe ham og føre ham til byens ældste i byporten. De skal sige til de ældste: »Vores søn her er genstridig og trodsig, han vil ikke adlyde os, han er en frådser og dranker.« Alle mændene i hans by skal så stene ham til døde. (5. mosebog, kapitel 21 vers 18-21)

Mosebøgerne er fyldt med sådanne love, der kræver stening til døden, eller udelukkelse af fællesskabet. Det er altså loven, som står i vores Bibel; men det er også den lov, som Jesus gør op med.

Sådanne love som vi hører om her fra Mosebøgerne er forfærdelige. De deler mennesker op i dem, der overholder dem, og dem, der ikke gør. Dem Gud elsker og dem han ikke elsker. Love inddeler mennesker i får og bukke. I retfærdige og uretfærdige. Og det værste er, at love kan give os den vildfarelse, at vi gerne må dømme. Men hvem af os dømmer blindt?

Jesus gør op med den lovtanke, for han er ikke sådan. Gud er ikke sådan. Gud vil ikke have lydige undersåtter, der overholder loven til punkt og prikke – han vil have mennesker. Gud sidder altså IKKE med en lille lommebog og skriver alle vores synder ned på en side og alle vore gode gerninger på den anden. Gud er ikke en overdimensioneret julemand, der skal afgøre om vi har været artige nok til at komme i himlen. Og skulle Gud have ønsket sig denne hær af lovrobotter, der gjorde som han gerne ville uden omtanke eller følelser, var vi næppe blevet skabt med hjerne og hjerte. Gud vil have vores hjerter. Han vil have hele os, som dem vi er. Vi skal væk fra den ydre lov overholdelse og vi skal væk fra den forlorne moralisme, vi kan dømme andre med. Vi skal derimod helt ind til kernen af hvad et menneske er. Vi er skabt i kærlighed af Gud, der er kærlighed. Det begynder i kærlighed og det ender i kærlighed.

Vi skal elske Gud og vi skal elske hinanden. Det er ikke bare endnu en lov, der skal holdes, men er en konsekvens af, at vide sig elsket. Det er en konsekvens af skaberværket.

Og det pudsige er, at Gud, når han dømmer, ikke står med en vægt, et sværd og bind for øjnene. Gud dømmer med åbne øjne. Han dømmer ikke mere i blinde efter en lov, der står skrevet i sten; men med hjertet. Gud dømmer seende. Han lader sin ansigt lyser over dig, og er dig nådig. Han løfter sit ansigt mod dig, og giver dig fred. Gud ser dig, fordi du er dyrebart skabt af ham. Og vi skal turde stå der foran Gud, for han dømmer os med kærlighed.

Vi siger ofte, at Gud dømmer med kærlighed. Det er et paradoks, at vi bliver dømt med kærlighed, men det er en metafor for, hvad der sker. For kærligheden dømmer ikke. Vi bliver derimod sat til at leve sammen i kærlige fællesskaber. I ægteskabet, venskabet, familien eller i menigheden. Vi er skabt til at være bundet sammen i kærlighed. Og hvordan vi end oplever den i vores liv, så besidder den en robusthed. Den tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt. Hele tiden dette alt. Kærlighed kan ikke slås af banen. Kærligheden hører aldrig op.

Derfor er kærligheden også det største bud i loven.

Den stræber vi efter, længes efter, og alligevel vil den altid være hemmelighedsfuld for os. Vi kommer aldrig til bunds i kærligheden, eller kommer til at vide alt om den. Vi bliver aldrig eksperter i kærlighed, men må stille os tilfredse med at være glade amatører. Glade amatører, der søger kærligheden – søger Gud.

Og så jeg tror, vi skal lade os inspirere af Gud, når vi nu hører, hvordan han ser på os med åbent ansigt. Vi skal ladet det klæde det dækker vores øjne falde. Vi skal forsøge at se næsten med Guds kærlige øjne. Prøve at gætte os til, hvordan vil Gud se på det menneske ved siden af mig? Og tænk så, han ser på dig med samme kærlighed. Vi er alle noget helt særligt for vor Herre.

Jeg vil slutte med nogle ord af Elisabeth Barrett Browning, der skal minde os om, at det hellige er helt tæt på hver dag - klædet er faldet.

Ordene lyder sådan her:

Jorden er proppet med himmel,

Gud brænder i hver eneste busk.

Men kun den, der ser det,

tager skoene af –

de andre sidder der bare

og plukker brombær.



Amen







Dagens tekst:

Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: »Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.« Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.« Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige: ›Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder?‹ Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?« Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget. Matt 22,34-46

Jazz gudstjeneste september 2015

Jazz gudstjeneste er en aftengudstjeneste, hvor vi veksler mellem læsninger og musik. Her er refleksionen fra den aften:

Kom. Sådan lyder opfordringen fra den udstrakte hånd mod ham, der ligger sammenkrummet om sig selv. Kom. Håndfladen vender op, klar til at blive taget.

Kom.

Ikke et ord om, hvor de skal hen eller hvorfor; men ord om, at du ikke behøver være alene mere.

Du kan rejse dig og følge med. Du får en mulighed foræret. Ethvert menneske rummer muligheder. Vi er en halvåben dør, der kan åbnes ind til noget mere.

Selv det menneske, der lige nu krammer sig selv i et favntag af desperation – af fortvivlelse – af sorg – afmagt. Krammer sig selv i manglen på en anden.

Der er mørkest lige før daggry siger man. Da har natten varet længe, mørket har overtaget. Når man er tættest på lyset, kan det synes længst væk.

Men som enhver solopgang, så kommer lyset langsomt til syne i horisonten. Først så langsomt og langt væk, at man ikke kan tro, det engang vil blive til en solopgang. Det sorte mindskes, og længe inden solens runde kugle kan ses i det fjerne har den farvet himlen.

Den er på vej. Det må vi tro.

Det må vi håbe.

Vi får lov at håbe at selv det tætteste mørke har en solopgang. Vi får lov at håbe på muligheden selv i mørket. Muligheden for at det, vi ikke kan gennemtrænge nu, engang – en dag – vil blive lyst og klart.

Vi lever i vekslen mellem lys og mørke, sorg og glæde. Vi lever i livet med alt hvad det rummer af nat og dag. Tvivlen råder i natten og glæden om dagen. Sådan må det være, men det er ikke alt hvad der er at sige.

Selv når vores livspendul svinger mod det mørke og mod tvivlen, så har vi en Gud, der rækker sin hånd frem og siger Kom. Kom med. Og de dage, hvor vi ikke orker at tage den hånd, da sætter han sig i stedet for ved siden af os. Vi behøver ikke være alene – heller ikke når modet ikke rækker længere end til os selv. Da behøver vi ikke være alene. Hånden er rakt til os og muligheden er ikke slukket, men er en mulighed også for i morgen.

Kære Gud

Ud af den uro der er liv kommer til sidst troen.

Ud ad det vi giver kommer muligheden.

Ud af det vi ikke ved kommer håbet.

Ud af det vi ikke magter kommer forvandlingen.

Ud af det vi får kommer alt det vi skal dele med andre.

Ud at hvert øjeblik kommer du.



Amen




Tekster:

Jobs bog, 3,11-19

Hvorfor døde jeg ikke ved fødslen,
hvorfor udåndede jeg ikke fra moders liv?
Hvorfor var der knæ, der tog imod mig, og bryster, jeg kunne die?
Jeg kunne have ligget i ro,
jeg kunne have sovet og fundet hvile
sammen med konger og rådsherrer,
som byggede sig gravkamre,
eller sammen med stormænd, der var rige på guld og fyldte deres huse med sølv.
Hvorfor var jeg ikke som et dødfødt barn, der bliver gravet ned,
som børn, der aldrig ser dagens lys?
Dér har ugudelige raset ud,
udmattede har fundet hvile;
de, der var fanger, lever trygt,
de hører ikke slavefogedens stemme.
Dér er både små og store,
trællen er fri, uden herre.




Esajas, 49,14-18

• Men Zion siger: »Herren har svigtet mig,
Herren har glemt mig!«
Glemmer en kvinde sit diende barn?
Glemmer en mor det barn, hun fødte?
Selv om de skulle glemme,
glemmer jeg ikke dig.
Se, i mine hænder har jeg tegnet dig,
dine mure har jeg altid for øje.
De, der skal genopbygge dig, er hurtigt på vej,
de, der rev dig ned og lagde dig øde,
drager bort fra dig.
Løft blikket, se dig omkring:
De samles alle og kommer til dig.

Salme 121

Jeg løfter mine øjne mod bjergene,
hvorfra kommer min hjælp?
Min hjælp kommer fra Herren,
himlens og jordens skaber.

Han lader ikke din fod vakle,
han, som bevarer dig, falder ikke i søvn.
Han, som bevarer Israel,
falder ikke i søvn, han sover ikke.
Herren bevarer dig,
Herren er din skygge
ved din højre side.

Om dagen stikker solen dig ikke,
månen ikke om natten.



Herren bevare dig mod alt ondt,
han bevare dit liv.
Herren bevare din ududgang og din indgang
fra nu af og til evig tid.

Filliperbrevet, 4,4-7

Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær. Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.

15. søndag efter trinitatis, 2015

Kong Midas var konge i Grækenland. En dag gør han en tjeneste for guden Dionysos, der til gengæld vil gøre ham en tjeneste. Kong Midas ønsker derfor, at alt hvad han rører, vil blive forvandlet til guld. Dionysos forsøger at advare ham, men han vil ikke lytte. Og således sker det, at alt hvad han rører ved bliver forvandlet til guld. Han er begejstret, og skåle, potter og borde bliver til guld. Kongen vil da vise sin datter skønheden i sine evner, så han tager hende ved hånden og vil gå ud i haven for at vise hende guldblomster; men hun følger ikke med, og da han vender sig om, ser han en skulptur af guld af en lille pige med forventningens glæde i ansigtet.

Kong Midas begræder sine evner, og han bønfalder Dionysos om at fjerne dem igen. Kongens evner bliver fjernet og siden må han leve uden sin datter.

Det er en fortælling I sikkert alle kender. Kongen, der er så grådig, at han ender med at miste sin egen datter. Det der forekom som en gevinst blev en sorg.

Det er en fortælling, hvor pointen er så lysende klar, at vi ofte genfortæller myten om Kong Midas til børn. I skal ikke stræbe efter det materielle, for når alt kommer til alt er det kærligheden, der er vigtig. Jeg kunne også have genfortalt eventyret om Nattergalen af HC Andersen, hvor kejseren nyder nattergalens sang. En dag får kejseren en gave, der er en mekanisk nattergal overstrøet med diamanter, rubiner og safirer. Men da kejseren bliver syg, kan den mekaniske fugl ikke røre hans hjerte, og de må finde den ægte vare.

Igen en fortælling om at det ægte – det levende, ikke kan erstattes af et produkt.

Og sådan er mange af os opflasket med sådanne fortællinger, der skal give os et grundlag i livet. Der skal give os en ide om, hvordan vi skal prioritere vores liv. Eller som man siger, så er der ikke lommer i den sidste skjorte, vi får på. Vi kan ikke leve livet med glansen fra bankbogen i øjnene – det vigtig i livet er altid andre mennesker.

For nogle år siden samlede en australsk sygeplejerske ved navn Bronnie Ware en liste over de fem fortrydelser, som mennesker, der skulle dø, havde.

De fem fortrydelser var:

1. Jeg ville ønske, jeg havde haft mod til at være tro mod mig selv og ikke blot leve op til andres forventninger til mig.

2: Jeg ville ønske, jeg ikke havde arbejdet så meget

3: Jeg ville ønske, jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser

4: Jeg ville ønske, at jeg havde holdt kontakt til mine venner

5: Jeg ville ønske, at jeg havde ladet mig selv være mere lykkelig

(http://bronnieware.com/regrets-of-the-dying/)

De fem fortrydelser er et udtryk for top prioriteter. Men de er også netop fortrydelser, fordi hverdagen og livet har det med at sende bekymringer vores vej, så vi netop ikke gør det, vi egentlig gerne vil. Bekymringer har det med at snige sig ind på 1. pladsen i vores liv, uden at vi er herrer over dem. Det kan være bekymringer for pensionsopsparingen, hvad andre tænker om en, planlægning af ugen eller opgaver, der står i kø. Vi kan have så travlt med alt muligt andet, at vi slet ikke opdager, at vi har fyldt livet med bekymringer.

Man kan tale om, at der findes forskellige slags bekymringer. Man kan tale om bekymringer, der udspringer af omsorg. Man kan også tale om bekymringer, der er produktive, og får os til at handle, som ledte vi efter en naturlig nattergal, fordi den mekaniske ikke rakte langt nok. Og så har vi de uproduktive bekymringer. De bekymringer, hvor vores hovedbrud alligevel ikke gør den store forskel. Bekymringer, der bare fylder i vores liv. Forskning har vist, at fem minutters bekymring er nok til at bringe os i dårlig humør. Vi kan altså tænke os i dårligt humør.

Men spørgsmålet er om vi kan tænke os væk fra uproduktive bekymringer? Det kan vi nok ikke, og alligevel så kan vi øve os i at se på livet med andre briller. Vi kan øve os i kun at tjene en Herre, og ikke 117 andre prioriteter i livet.

Vi kan øve os i at give slip på alt det, vi alligevel ikke har kontrol over eller magt over. Livet er fyldt med elementer, vi ikke kan forudse eller tænke os til. Spørgsmålet er om vi tør give slip?

Anonyme Alkoholikere eller AA, som de også kaldes, afslutter verden over, deres aftener med sindsrobønnen, der lyder sådan her;

Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre. Mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen.

Det er netop det, der er øvelsen. Sindsro til at acceptere det, man ikke kan ændre.

Tør vi acceptere, at der er så meget, vi ikke kan gøre noget ved? Tør vi tro på, at når det kommer til Gud, så er det nok bare at være dem, vi er. Vi kan i forhold til ham hverken lægge til eller trække fra. Vi er nok som dem, vi er. Du er Guds.

Sætter vi det rigtige på førstepladsen, eller er vi som Kong Midas, der stræber efter mere og mere og mere, at vi til sidst opdager, vi har mistet det vigtigst, vi havde; hinanden?

Vi er sat her på jorden af Gud, så vi kan være hinandens. Så vi kan være Guds. Vi skal møde hinanden, gå i relation med hinanden, lytte til hinanden, dele livet sammen og være sammen. Vi har hinanden. Det ægte, det levende og det der kan røre vores hjerter.

Vi skal have sindsro nok til at hvile i, at det er nok i livet. Det er nok at være hinandens og Guds.


Det bliver sagt i Bibelen på denne måde, at vi skal elske Herren vores Gud, og vores næste som os selv. Det er 1. pladsen. Så kommer alt andet derfra. Så kan bekymringerne smuldre, og give plads livet.

Vi skal sætte hinanden ind i livet.

Og alligevel, så giver evangeliet til i dag mig en besk smag i munden. Du skal ikke bekymre dig for hvad du får at spise eller tøjet på kroppen. Det er dybt provokerende, når mennesker er på flugt fra krig, og lever fra hånden til munden. Det er dybt provokerende, når der har været vist billeder af druknede børn på strande i Europa. Det er dybt provokerende, når det jo ikke er virkeligheden, at vi bare skal lade være med at bekymre os.

Den dag evangeliet ikke provokere os, er den dag, vi er holdt op med at læse, hvad der faktisk står. For det skal provokere os. Vi kan i vores del af verden, nemt forstå, at det materielle ikke er det vigtigste, fordi vi får dækket vores primære behov. Men står man i en situation, hvor fremtiden er usikker, og man mangler mad og drikke, så bliver det helt legalt at bekymre sig. Det kan i visse dele af verden, næsten være en umulighed at skulle vælge mellem Gud og mammon eller mellem Gud og bekymring. Jesus havde nok alligevel fingeren på pulsen, allerede dengang.

For hvem sætter vi på førstepladsen i vores liv?

For et par søndage siden hørte vi lignelsen om den barmhjertige samaritaner. En lignelse, der handler om hjælpen, der kommer, fordi vi ikke kan lade være med at hjælpe medmennesket. Fordi vi har hinanden. Hvilke problemer vi end kommer ud for her i livet, eller i fremtiden, så vil det altid vende tilbage til det udsagn, at vi har hinanden. Vi skal være mennesker for hinanden.

Også i dag skal vi være mennesker for hinanden. Vi skal leve for hinanden og med hinanden. Hvem skal hjælpe det menneske, der står med bekymringer til op over begge øre – det skal næsten. Hvem skal hjælpe den nødlidte, der mangler klæder og mad – det skal næsten. Hvem skal hjælpe flygtningen – det skal næsten.

Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre. Mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen

Livet er en balance mellem sindsro i forhold til de uproduktive bekymringer, der blot fylder i livet, og de ting, vi faktisk kan gøre noget ved. Den balance kommer vi nok til at jage livet igennem, men så længe vi forsøger at skabe den balance, så er det Gud vi tjener.

Amen

Dagens tekst:
Jesus sagde: »Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.« Matt 6,24-34