mandag den 18. september 2017

14. søndag efter trinitatis 2017, Lokalcentergudstjeneste

"En mand skulle til et vigtigt møde i centrum af København. Han ledte og ledte efter en parkeringsplads, men kunne ikke finde en. Han kom i tidsnød og sagde så: ”Gud, jeg ved ikke om du er der, eller om du hører mig. Jeg beder aldrig om noget, men nu har jeg brug for din hjælp. Så hvis du hører mig, så har jeg virkelig brug for en parkerinsplads lige nu, så jeg kan nå mit møde”. Mens han bad kørte han rundt og rundt og lige som han var færdig med sin bøn sagde han: ”Gud, det er ligemeget nu, jeg har selv fundet en plads”. "

(lånt af kollega)

Sådan tror jeg mange har det. Man kan jo altid lige prøve det af det der med at bede Gud om hjælp i en snæver vending. Hvad kan det skade?

Ja, det skader i al fald ikke lige at sende en enkelt bøn afsted, og klarer Gud ikke ærterne, så kan man jo selv gøre det.

Vi er så vant til at klare livet selv, at vi simpelthen ofte tror, at alt i livet er vores egen fortjeneste. Vi er ikke særlig gode til at lægge vores liv i andre hænder – lægge vores liv i Guds hænder.

Det kalder man "Gud i vold". Det er ikke et udtryk, man hører så tit længere. Faktisk er det snart 18 år siden, jeg sidst hørte det brugt offentligt, nemlig ved Dronning Margrethes nytårstale ved årtusindskiftet, hvor hun sagde Gud i vold.

Det betyder at lægge sit liv i Guds hænder – at stole på, at han tager sig af os, skærmer os – tager vare på os.

Men selvfølgelig har ordet også en anden mere ubehagelig association – nemlig vold! Vold som magtmisbrug. Vold som overfald, voldtægt og terror. Her er vold alt det, vi forsøger at arbejde mod. Vold betyder, at andre har fysisk magten over en, og misbruger den. Vi kender det også fra, at man siger, at man med vold og magt vil noget.

Ordet vold er i vores hverdagssprog et ord, der beskriver noget negativt. Det er frygteligt at være i nogens vold, hvis de ikke elsker en eller har barmhjertighed med en.

Men når man er i Guds vold, får ordet en anden klangfarve – en anden betydning. For her har vi at gøre med Gud, der elsker os, og viser os barmhjertighed. Ham der engang har skabt os, og som vil os alt godt i verden. Det er i hans varetægt, vi er. Og når vi siger: Gud i vold, så erkender vi, at vi afhængige af ham. Det er ham, der sørger for livet – sørger for kærligheden og nåden.

Vi læner os op ad ham, og stoler på, at han kan holde til os. Holde os ud, når vi er urimelige, bange, smålige eller vrede. Holde os ud, når vi ikke kan holde os selv ud.

Jeg har engang rejst i Indien, hvor de tro fylder meget mere i gadebilledet end herhjemme. Faktisk kan man ikke undgå at tale om tro, når man rejser rundt. Jeg besøgte den lutherske kirke i Indien, og opdagede hurtigt, at indere i langt højere grad lægger deres liv i Guds hænder. Således var jeg engang på vej op ad et bjerg i en bil fyldt med mennesker, da den pludselig midt i ingenting går i stå. Der holder vi så. Og der er lang vej til en by. Da går en af præsterne fra kirken ud af bilen, og stiller sig ved kølerhjelmen og begynder at bede Gud om hjælp, mens han slår utallige kors ud i luften. Og pludselig begynder motoren at brumme igen. Vi haster ind i bilen og kan køre videre.

Og inde i bilen takkede præsten Gud for hans hjælp i nødens stund. Han levede med en overbevisning, at Gud hjalp helt konkret til i verden.

Her i norden er vi lidt mere tilbageholden når det komme til Guds konkrete hjælp i verden, fordi vi erfarer, at det ikke er hver gang tingene går, som vi gerne vil have det. Men den erfaring har inderene altså også. Det er da ikke hver gang, det går så nærmest mirakuløst at motoren begynder at brumme igen, men som regel som løser langt de fleste situationer sig på en eller anden måde. Måske ikke som vi drømte om, men tingene har det med at løse sig. Og når tingene løser sig, så takker de Gud. Giver ham æren for livet.

Ligesom samaritanerne, vi hører om i dag, der bliver rask, og som derfor går tilbage til Jesus, for at takke ham og ære Gud.

Istedet for at blot at tage lige som en selvfølge, så takkede han.

Det kan vi lære meget af, for ofte kommer vi til at tage livet som en selvfølge, og måske endda blive vrede på Gud, hvis tingene ikke går lige som vi selv vil have det. Eller vi gør som manden, der ledte efter en parkeringsplads – vi tager æren selv.

Øvelsen er, at takke Gud – at lægge sit liv i Hans hænder, og stole på, at han viser os den kærlighed og barmhjertighed, vi har brug for. At gå tilbage og takke. For derefter at rejse sig og gå ud i livet igen.

Gud i vold.

Amen

Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

søndag den 17. september 2017

14. søndag efter trinitatis 2017



At være kendt – eller rettere genkendt – er rart. Det gør godt, at møde et menneske, der kan genkende en fra en anden gang, man har mødtes. Man har gjort et indtryk – man er nogen for nogen.

I dag hører vi også om mennesker, der har brug for at blive genkendt. Brug for at være nogen for nogen. De ti spedalske.

Spedalskhed er en frygtelig sygdom, der langsomt æder en op. Ens krop smuldrer simpelthen. Man taber sine lemmer – næse, fingre, tæer. Det er faktisk svært at se, hvem man var før, fordi ansigtet og kroppen ændrer sig, hvis sygdommen får lov at brede sig. På Jesu tid var der ingen behandling for sygdommen, og mange var bange for at blive smittede, og derfor skulle spedalske holde sig langt fra andre mennesker. De blev sendt ud i ørkenen, hvor de skulle råbe højt, hvis de så en rask komme gående, så den raske kunne skynde sig i sikkerhed. Tænk at skulle passe på andre, når man selv har brug for at blive passet på.

Spedalske har været udstødte, udskældte og uønskede. Ingen har set på dem. Ingen har genkendt dem for andet end sygdommen. De var med andre ord deres sygdom.

Og sådan taler vi ikke generelt om mennesker, der er syge. Vi siger ikke om en kvinde med influenza, at hun nu er influenza, eller om mennesker med kræft, at de nu er kræft. Det ville være absurd. Nej, de har fået en sygdom, men de er ikke deres sygdom. Deres identitet ligger et andet sted. Selvfølgelig vil langvarige sygdoms forløb farve identiteten, men der altid mere at sige om et menneske end sygdommen.

Derfor er der også værd at bide mærke i, at mennesker med spedalskhed bliver spedalske. De er blevet deres sygdom, som ikke bare fortærer deres krop, men som også fortærer deres identitet – de er ikke andet end spedalske. De er ikke andet end deres sygdom.

Isolerede, ensomme og forskudte. De har gået på grænsen af samfundet, på grænsen af livet.

Og selvom spedalskhed ikke er udbredt i Danmark længere, så kender vi godt følelsen af at blive behandlet som en spedalsk. Følelsen af at være alene, isoleret. Følelsen af ikke at være velkommen. Følelsen af ikke at blive set, der hvor man står i sit liv. Følelsen af ikke at blive genkendt – at blive overset.

Jeg hørte engang en prædiken af en præst, der talte om netop det, at blive overset, og så kommer hun med en sidebemærkning om, at hun godt nok aldrig havde prøvet det, men at hun forestillede sig, at det måtte være hårdt.

Så sad man der som menighed, og følte sig i den grad overset. Som en spedalsk, som selv ikke præsten ville kendes ved. Det viser bare, hvor svært det er at tale om det at være blevet isoleret af andre mennesker. Frygten for, at man bliver upopulær, hvis man fortæller, man har prøvet at være udenfor. Det skilter man generelt ikke med. Vi vil ikke genkendes som en, der har været eller er isoleret eller ensom, forskudt eller overset.

Inger Christensen har skrevet et digt om det at føle sig udenfor, eller om angsten for at blive udstødt af fællesskabet, og det lyder sådan her:

Angsten for at være sammen

være sammen med andre

der pludselig ved

hvad de ikke må vide

om sig selv

være sammen med andre

der pludselig siger, at man ikke må sige

det man har sagt



og hvis man siger det mere

så går de

en trussel

et chok

eller sammen med andre

der slet ikke gider

og sammen med andre

der gider for meget

eller sammen med

anklagen

sladderen

vreden

(Inger Christensen, ”Samlede digte”, Gyldendal, s. 340)

Sådan skriver hun. Hun skriver faktisk om social kontrol, selvom hun ikke bruger ordet. Hun skriver:

”være sammen med andre

der pludselig siger, at man ikke må sige

det man har sagt (...)”

Der findes social kontrol i alle fællesskaber, og oftest er det med til at sikre, at der er plads til alle i fællesskabet; men social kontrol kan også tage overhånd, så den ikke længere sætter mennesker fri, men binder dem fast til en bestemt måde at tænke og være på. Og enhver afviger bliver smidt ud. Social kontrol er særlig farlig, når den bliver blandet med religion, for så får den sociale kontrol sin autoritet fra en gud, og dermed bliver menneskets små bestemmelser over gruppen til en guddommelig lov, der er ufravigelig. Mennesket projicerer simpelthen deres eget magtbegær ud på en gud, og bilder andre ind, at det, de siger, er guddommelige bestemmelser. De kontrollerer andre gennem social kontrol.

Det ser vi i Det nye testamentes noget karikerede måde at tale om farisæerne på. Farisæeren var så fokuserede på loven, og på at korekse andre, at fællesskabet blev usundt. Fællesskabet overså mennesket, og fortalte folk, at man ikke må sige, det man har sagt, som Inger Christensen formulerer det.

Så er fællesskabet ikke længere et fællesskab, men et magtinstrument. En måde at fastholde mennesker på. En måde at fastholde den spedalske på grænsen væk fra de andre. Og frygten får de andre til at fjerne sig, hvor de spedalske kommer frem.

Men hvor vi ikke tør, der tør Kristus.

Jesus bevæger sig nemlig i grænselandet. Han går derude, hvor vi andre holder hos væk af smittefare. Han går derude, hvor de spedalske er. Derude, hvor der er øde.

Derude, hvor han kan høre råbene fra dem, der trænger til at blive set. Og han ser dem. Han ikke bare ser dem – han helbreder dem, så de igen kan bevæge sig blandt andre og blive genkendt.

Jesus fjerner alt det, der skiller os fra hinanden, så vi kan være sammen i fællesskaber, hvor vi ikke skal kontrollere hinanden; men være sammen som mennesker. Vi skal ikke længere se hinanden som spedalske eller udenfor, men som mennesker.

For det er, hvad vi først og fremmest er. Ikke spedalske, ikke danskere, fremmede, farisæerer, eller hvilket mærkat vi end sætter på hinanden og os selv. I evangeliets lys får vi lov at være mennesker først.

Elskede mennesker. Det var sådan Gud skabte os – som mennesker.

Fællesskaber, der insisterer på, at sætte næsten i centrum, er sunde fællesskaber, for der vil enhver bevægelse altid pege ud mod den anden.

Og denne bevægelse ud, ser vi rigtig tit hos evangelisten Lukas. Han fortæller igen og igen om Jesu møder med mennesker, hvor Jesus siger til dem: rejs dig og gå herfra. Jesus peger ud i i verden. Ud mod hinanden. Vi skal ikke flygte fra hinanden somom vi var spedalske, men derimod gå mod hinanden. Finde hinanden.

Jesus bruger os som sin krop i verden. Vi skal med vore fødder gå ud og møde hinande. Vi skal med vore hænder favne den, der har brug for det. Vi skal med vore øre, høre hvor der bliver kaldt, og vi skal med vore øjne genkende hinanden. Vi skal bruge vores lemmer til at være Jesu lemmer i verden.

Og vi skal i mødet genkende hinanden, ikke fordi vi nødvendigvis har mødt hinanden før, men genkende kærligheden i hinandens øjne. Vi er skabt af Gud, os elskede mennesker.

Lad os i dag gå herfra med det ord om, at Kristus viser os vejen til Gud og til hinanden. Han siger rejs dig og gå. Han sætter os ind under gudslysets skær, som vi om lidt vil synge om. Han sætter os ind i fællesskabet igen.



Amen



Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

torsdag den 7. september 2017

Sæsonstart, ældreeftermiddage 2017



I Skagen står den tilsandede kirke. Den har engang været i brug som Skagens sognekirke, men blev lukket pga. sandflugt. Sand der flygter fra stranden hen over grenen for at ende på den anden side – den anden strand. Råbjerg mile er sådan en sandflugt. Den bevæger sig med 15 meter om året – og vil med tiden dække hovedvejen til Skagen. Efter sig har den et spor af forfald. Sandflugt har drevet folk fra deres hjem, og hvad man har efterladt til milen, vil man efter mange år finde igen, men i stumper og stykker spredt over et stort stykke land.



Sandflugten er også en flugt for de mennesker, der bor tæt. Og tænk sig, at det bare er sand. Det er ikke andet end sand, der kan løbe mellem ens fingre, når man en sommerdag ved stranden tager en håndfuld op. Sand, man kan børste af sine tæer, efter man har gået med bare ben langs stranden. Sand, der er så flygtigt, men som i store mængder kan være så katastrofalt.



Sådan er det også med ord. Ord bruger vi hver dag. Vi smider om os med dem, selvom der er lavet undersøgelser, der viser, at hvor mænd bruger omkring 8.000 ord og dagen, så bruger kvinder...hold nu fast...16.000 ord om dagen. Altså dobbelt så mange.



Men om vi bruger få eller mange, så er ordet en stor del af vores hverdagsliv. Vi læser, vi taler, vi får viden og information gennem ord, vi bliver underholdt og vi beder med ord. Ord er vigtige.



Det var også med ord, at Gud skabte verden. I begyndelsen var ordet – Gud er et ord, der lyder i universet, og ved det skabes alting. Adam og Eva fik ordet, som de kunne bruge mellem hinanden og til at tale med Gud. Og da de forlod Edens Have fik de ordet med sig.



Og da Jesus trådte frem var det med et ord fra Gud, om at han var Guds elskede søn. Og Jesus brugte sine egne ord til at fortælle, forklare og åbne folks hjerter for Guds kærlighed.



Og ja, vi bruger også selv ordene til at åbne, for hjertets og sjælens dybder. Det kan være i samtalen med præsten, vennen eller sågar med den fremmede – samtalen med det menneske, der har tid og nærvær til at lytte til de ord, man har på hjertet.



Og det er en vigtigt pointe, at vi har ord på hjertet. Vi har ikke ord på hjernen, selvom hjerneforskerne siger noget andet. Vi har ord på hjertet, fordi hjertet betyder noget helt særligt for os. Ord er forbundet med det levende, det der banker. Tæt forbundet med det, der tæller for os – livet. Ordet gør os klogere på os selv og hinanden, hvis vi tør lytte.



Men ord kan også være som en sandflugt, der pløjer sig gennem et landskab og tager alt med sig på sin vej – destruktivt og ødelæggende. Ord kan splitte et menneske ad, for derefter at efterlade det i stumper og stykker over et stort område. Ord kan tages som gidsel i et forsøg på at hævde sig over andre, eller for at få ret. Ord kan råbes ad andre, og ord kan bruges til at sætte folk på plads. Ord kan såre værre end det drabeligste våben, for ord kan fjerne det i os, der gør os til mennesker. Ord kan dræbe kærligheden, glæden og livsmodet. Ord kan efterlade os med en følelse af, at vi ikke hører til. At vi ikke er velkomne i fællesskabet.



Og derfor skal vi være varsomme, når vi bruger ordet. Vi skal veje vores ord på en guldvægt for modtageren er ikke bare en statist i vores liv, men er et ægte levende menneske, der lader sig påvirke.



Mother Teresa sagde om ordet: Venlige ord kan være små og enkle at sige, men de genlyd i det uendelige.



Venlige ord giver genlyd i det uendelige. Det er så smuk en tanke, at venlige ords ekko aldrig holder op med at lyde. Som om livet var en tunnel, hvor alt det gode bliver ved med at klinge. Og når man bevæger sig gennem livet, kan vi hører alt det gode, Gud vil med os, hvis vi lytter efter.



Ekkoet er her i verden. Vi finder det i solopgangen en vintermorgen, i efterårets overflod, i smilet fra den fremmede, i barnets lille hånd, der griber ud efter din – i det fællesskab vi møder her i kirken. Vi skal blot lytte. Verden er fyldt med det gode ords ekko.



Det gode rummer en evighed i sig, for det gode er det, som Gud vil.



I begyndelsen var ordet, og ordet var hos Gud, og ordet var Gud.



Guds ordet er lagt på vore tunger, så lad os gå ud i verden og sprede det. Sprede ordet om kærlighed, som var det blade, der rasler af træerne, for derefter at flyve rundt i luften. Sprede ordet om glæden som var det en efterårsregn, der falder i haver og på hustage. Sprede ordet om håbet som var det en efterårsstorm, der rusker i os, og blæser alt mismod og vrede væk.



Venlige ord kan være små og enkle at sige, men de genlyd i det uendelige.

Amen




Tekstlæsning: evangelisten Johannes skriver (kapitel 1, 1-17) Copyright Bibelselskabet 1992



søndag den 27. august 2017

11. søndag efter trinitatis 2017


Dette her er en afrettersnor – eller en rettesnor (står med en afrettersnor i hånden). En snor, som man bruger, når man fx skal mure en mur op. Man spænder snoren ud, og så bruger mureren snoren til at rette stenene ind efter, så muren og dermed huset står lige. Det er vigtigt, når man bygger et hus, at det ikke er skævt. Er det skævt, så kan man risikre, at det vælter senere hen. Så kan det ikke modstå stormvejr, eller at der er nogen, der læner sig op ad muren. En mur skal være lige, så den kan holde.

Derfor bruger man en rettesnor. En snor man retter ind efter.

Men vi bruger også ordet i en anden forbindelse – nemlig i overført betydning om vores liv. Vi kan have en rettesnor i livet. En snor, som sikrer os, at vores liv ikke bliver skævt, så det ikke kan holde. Vi skal som mennesker også kunne holde til stormvejr, og til at andre lænder sig op ad os. Vi har altså også brug for en rettesnor.

Og kristendommen er sådan en rettesnor. Noget vi kan bygge efter. Noget vi kan pejle efter.

Men hvad er kristendommen, hvis man skal sige det kort? Det er faktisk ikke nemt at gøre kort, for kristendommen er ikke et slogan, man kan sætte på en T-shirt, selvom det ville være smart. Kristendommen er en måde at leve sit liv på – en måde at være i verden på. Og det kan ikke beskrives kort nok til at kunne stå på en T-shirt– heldigvis. Kristendommen er en livsvej. Og det betyder, at vi ikke kan nøjes med at kigge på livet som om det var et teaterstykke, vi bare var skuespillere til – vi bliver nødt til at spille med; at leve med kristendommen og tage livtag med troen.

For man bliver aldrig rigtig færdig med kristendommen – den bliver ved med at udfordre dig.

Og det gør den fordi den Gud, vi tror på, er en levende Gud. Når man siger, at Gud er levende, så siger man i virkeligheden, at vi tror på en Gud, der er tilstede mellem os, også lige nu. Vi kalder det for Helligånden denne tilstedeværelse – eller vi kalder det også for kærlighed, for det er sådan, vi oplever den. Som kærlighed. Og kærlighed er det mest dyrebare, vi har i vores liv.

Det ved Justin Bieber også. Han skrev om kærligheden på et badeværelsesspejl på Hotel Royal, da han overnattede der i forbindelse med en koncert. Han skrev om kærligheden: kærligheden er tålmodig. Kærligheden er mild. Kærligheden misunder ikke, den praler ikke. Kærligheden søger ikke sit eget.


Det er flot skrevet. Så flot, at det faktisk ikke er Justin Bieber, der har fundet på det, men en mand ved navn Paulus, der levede for 2000 år siden. Paulus var med til at sprede kristendommen ud i verden, og han skrev dette til en menighed i byen Korinth. Og den kærlighed, som han skriver om, er Guds – den er Gud.

Så når jeg siger, at kristendommen er en rettesnor i vores liv, så siger jeg i virkeligheden, at kærligheden er den rettesnor. Gud er kærlighed – Jesus fortæller og viser os den kærlighed og Helligånden gør den levende mellem os. Kærligheden har både førstepladsen og sidstepladsen i vores liv. Den er alt. Og det er den kærlighed, som vi siden Jesus har forsøgt at forstå, opleve, fortælle om, bede om og til – og gøre levende iblandt os.

Kærligheden. Det er den, som årets konfirmander, der er inviteret særligt til denne gudstjeneste, skal forsøge at tage livtag med i det kommende år, inden de skal konfirmeres. Det er den kærlighed, som man selv efter konfirmationen stadigvæk forsøger at tage livtag med – som man bruger resten af sit liv på at fatte med hjerne og hjerte. Det er kærligheden, der skal vise os vej i livet.

Og det er faktisk også kærligheden som vi hører om i dagens evangelium. Vi hører om to mænd, der hver især beder til Gud.

En farisær og en tolder. Farisæerene var en religiøs retning inden for jødedommen, der gik meget op i at overholde de religiøse regler. Toldere var dem, der opkrævede penge for romerne, der på den tid, havde besat Palæstina. Ofte bliver farisæerene i Det nye Testamente fremstilllet som dem, der ikke har forstået Gud, selvom de var meget religiøse. Tolderne derimod er der godtnok ingen der kan lide på det her tidspunkt, men der er mange fortællinger om, at Jesus tilbringer tid sammen med tolderne, så derfor bliver de billedet på dem, som samfundet støder fra sig, men som Gud tager til sig.

Den ene, farisæeren, er lidt selvfed, og den anden, tolderen, ville helst kravle i et musehul, hvis han kunne. Umiddelbart virker lignelsen ligetil. Vær som tolderen og ikke farisæeren. Men det er faktisk ikke helt det, der er pointen i lignelsen. Det er en fælde, som vi meget nemt falder i.

Tolderens måde at være på, er ikke nødvendigvis bedre end farisæerens. Det er ikke bedre at lukke sig inde i sin egen synd og slå sig for brystet, fordi man ikke kan lide sig selv – og faktisk slet ikke opdager andre omkring sig. Han er alt for optaget af sig selv. Men det er heller ikke bedre at rose sig selv af alt det, man i al fald ikke er, og alt det man gør godt, som farisæeren. Det er faktisk ingen af de her to måder, der kan tjene som forbillede eller rettesnor.

Så hvem af dem, siger Jesus til os, vi skal være? Måske begge, for er det ikke sådan, at vi både rummer en farisær og en tolder i os?

Vi er altså både farisæeren, der roser sig selv af at være bedre end andre, og vi er også tolderen, der har så travlt med sig selv, at han slet ikke lægger mærke til andre omkring sig.


Men der er også en god nyhed, for både farisæeren og tolderen følger også kærligheden, når den viser dem vej.

Farisæeren giver en stor del af sit overskud til templet. Det gør vi også i en overført betydning. For man kan dele ud af andre slags overskud: glæde, kærlighed, omsorg og opmærksomhed. Det gør vi også.

Og tolderen beder ydmygt til Gud, og lægger sit liv i hans hænder. Han har brug for Gud – brug for kærligheden. Det har vi også. Vi er afhængige af Guds kærlighed, og af at han så gavmildt sender den til os hver morgen med solens stråler. Vi skal lægge vores liv i Guds hænder og stole på ham.

For Gud sørger for os – han viser os kærlighedens vej. Sørger for at vi har en rettesnor, vi kan bruge i vores liv.

Når kærligheden viser vej, så kommer vi til kærligheden, så bygger vi vores liv, så det kan holde til stormvejr, og til at andre læner sig op af os.

Så har kærligheden første og sidstepladsen i vores liv.



Amen



Lad os bede:

Vi beder for de farisæerere og toldere, vi møder i vores liv, om vi ser dem i spejlet om morgenen, eller om vi møder dem på arbejdspladsen, vennekredsen eller i Brugsen. Åbn deres og vores hjerter, så vi møder din kærlighed, der som en efterårsstorm fejer hovmodet og det dårlige selvværd bort som var det blade på et træ.

Vi beder for dem, der søger dig Gud, og som endnu ikke har opdaget, at du går bag dem. Lad dem mærke dig i deres liv.

Vi beder for dem, der ikke har overskud i deres liv, at dele ud af – lad dem møde en, der har rigeligt at give, så de sammen kan deles om din kærlighed.

Vi beder for dem, der er syge og kæmper. Giv dem mod og styrke til at kæmpe lidt endnu.

Vi beder for dem, der skal dø. Lad din Helligånd røre deres hjerte og øjne, så de ved, at de ikke skal dø alene, men at du er med dem hvert skridt på vejen.

Vi beder for alle her i vores menighed, og for hvad de måtte kæmpe med i disse dage. Vi beder for de tre små nydøbte børn – giv dem din velsignelse og kærlighed.

Vi beder for konfirmanderne, der skal begynde at gå til forberedelsen – lad nysgerrigheden fylde, så de kan møde dig med undren og glæde.

Vi beder for den kristne kirke i hele verden. Må dit ord om kærlighed nå så mange som muligt, så den kan blive en realitet i en verden, hvor ondskaben, råheden og grusomheden hele tiden stikker sit hoved frem. Må kærligheden først som sidst være det ord, den lyd, der runger i universet.



Amen



Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

mandag den 4. juli 2016

3. søndag efter trinitatis, 2016



Vi lever i en tid med muligheder. Eller vi lever i en del af verden med mulighed. Vi kan næsten vælge det liv, vi gerne vil leve. Vi kan vælge uddannelse. Vi kan rejse til dele af verden, hvor mennesker ikke er nær så privilegerede som os. Vi kan vælg, om vi vil spise økologisk eller ej.

Vores liv er fyldt med valg, som det forventes, at vi træffer. Ja, faktisk vil mange mene, at der er noget galt med os, hvis vi ikke træffer valg. ”Kun døde fisk flyder med strømmen”. Sådan stod der på mit penalhus, da jeg gik i skole, sammen med en masse andre slogans, der skulle hjælpe os unge til at begynde at træffe valg. For hvad vi end traf af valg, så skulle vi sikre os, at det var vores egne. Vi måtte for alt i verden ikke bare flyde med strømmen.

Sådan var og er der lagt en slags forudbestemt skabelon ned over vores liv i denne del af verden. Individualismen kalder vi den. Det er individet, der er i centrum i dag.

Der er meget godt at sige om individualismen. Jeg er datter af en smed, så for 100 år siden ville det ikke ligge i kortene, at jeg skulle få mulighed for at få tage en akademisk uddannelse, og blive præst. Nå ja, så havde jeg også kønnet imod for 100 år siden –det fik vi heldigvis lavet om på, så kvinder også kan fungere som præster.

Men altså der er meget godt at sige om individualismen, fordi den giver os mulighed for at vælge vore egne veje i livet. Vi har frihed.

Men som alt andet, så er friheden ikke absolut, for med alt hvad vi gør, så er der konsekvenser, slagsider og priser, der skal betales. Og individualismen er ikke kun mulighedernes marked, men er også en række forventninger fra samfundet. Forventning, der kan få folk til at knække nakken.

Formanden for Dansk Psykolog Forening, Eva Secher Mathiasen, har påpeget, at der særligt findes tre krav til unge i denne tid. Krav, som jeg mener, ikke kun gælder unge, men som også rammer folk på arbejdsmarkedet.

Det første er kravet om et godt udseende. Man skal være smuk, velproportioneret og veltrænet. De sociale medier fylder hver dag unges liv med billeder af smukke mennesker, der er langt fra gennemsnitlige, men som de forventes at kunne leve op til. Det giver et stort pres på den enkelte, at skulle efterkomme sådanne idealer, og mase sin krop ned i forme, der slet ikke passer en.

Det andet krav, som Eva Secher Mathiasen nævner, er kravet om at have en personlighed, der trives godt i fællesskaber og ikke mindst gør sig bemærket i dem. Jeg er som menneske, præst og kristen en fortaler for fællesskaber, men jeg ved også, at det perfekte fællesskab ikke findes. Det kan være svært, krævende og man kan blive såret i fællesskaber. Man kan føle sig udenfor, og der kan være en kamp om at have den populære position i gruppen. Fællesskaber er besværlige, men de er også det værd. Men det er bare ikke den fortælling, de unge hører. De hører kun om perfekte, konfliktløse fællesskaber. De får at vide, at deres succes som menneske afhænger af, hvor gode de er til at indgå i fællesskaber, og ethvert glimt af svaghed, bliver gemt af vejen.

Det sidste krav er kravet om kompetencer. I en tidlig alder begynder unge at sammenligne sig med hinanden, og sammenligne karakterer. Vores to præster for studerende her i byen, der begge er knyttet her til kirken, kan fortælle om unge, hvis verden bryder sammen, hvis de får en anden karakter end 12. Der er simpelthen blevet et lighedstegn mellem ens værdi som menneske og ens faglige kunnen.

Mange unge tror, at hvis de ikke er de bedste, så er de ikke gode nok.

Så vidt formanden for Dansk Psykolog Forbund Eva Secher Mathiasen.

Disse krav, som hun nævner, er altså slagsiden ved vores samfund, og lægger et enormt pres på, ikke bare unge, men på folk på arbejdsmarkedet også. Kravet om at være det perfekte menneske, eller kravet om at leve op til forventningerne. Det gennemsnitlige menneske har trange kår, hvilket er rigtig skidt, for de fleste af os, er jo pudsigt nok netop det – gennemsnitlige. Og som gennemsnitlig menneske, vil man opleve at fejle, fiaskoer og at blive skuffet. Det er en del af et liv. Og denne del af livet skal også fortælles.

Lignelsen fortæller netop denne fortælling. Vi hører om to mænd. Brødre. Den ene vil have forskud på sin arv, og da han står med pengene i hånden, drager han ud i verden. Langt væk fra sin familie. Der lever han et liv, hvor han bruger alle sine penge. Så sker der det, at der udbryder hungersnød, hvor han er. Han er fattig, sulten og forarmet. Og han må tage arbejde som svinehyrde, og drømmende ser han på de bønner, som svinene får at spise, og forestiller sig, at de ligger i hans mave i stedet for svinenes.

Den anden bror lever et liv, som man kan forvente. Han bliver derhjemme, gør det i samfundets øjne rigtige og passer sine pligter. Han er mæt og har en seng at sove i. Men da hans lillebror vender hjem, og deres far tager imod lillebroren med fest og glæde, og uden et eneste lillebitte ondt ord eller skæld ud, bliver han vred. Så vred, at han nægter at deltage i festen, og skælder sin far ud. Misundelig og forsmået står den store bror uden for huset og nægter at gå ind.

De to brødre er diametrale modsætninger. To fortællinger om livet. At leve fuldstændig i sine lysters vold, og at leve fuldstændig som andre forventer det. De bliver en slags eksempler på, hvordan vi lever vores liv. Vi kan måske identificeres os men en af dem, eller med dele af dem. Vi kan se, at det er os, der nogle gange vender andre ryggen, for at stille vores egne lyster, eller det er os, der bliver vrede og misundelige over andres glæde. Vi er nok ikke kun én af de to brødre, men har dele af begge i os.

Og i virkeligheden er det er en lignelse eller en fortælling om noget ganske almindeligt og hverdagsagtigt; nemlig en familie, hvor forskellige personligheder engang imellem støder sammen.

Vi hører om, livet ikke er altid er perfekt. Vi kan ikke altid leve op til de krav, der bliver stillet, og vi kommer til at såre andre og os selv.

I kristendommen bruger vi ordet synd om netop det. Synd betyder faktisk adskilt. Synd er, når noget, eller måske nærmere nogen, er blevet adskilt. Når vi ikke længere er i relation med hinanden – når vi vender Gud ryggen, og drager væk fra ham. Så er vi tabt. Så er vi adskilt, og det er synd. Både for Gud og for os.

Brødrene synder på hver deres måde. De bliver adskilt fra faderen. Eller det er jo Gud, det handler om. De bliver adskilt fra Gud. Enten ved at rejse bort, eller ved i harme at påpege uretfærdig og føle sig forbigået – ved at stille spørgsmålstegn ved kærligheden.

Begge brødre bliver adskilt fra Gud, og ved at gøre det, så sårer de faktisk dem selv. De påfører dem selv et sår, så smertefuldt, at det hæmmer deres handlinger og følelser. Et sår, der lukker kærligheden ude. Og det er der mange, der gør. Vi lukker kærligheden ude af vores liv. Måske fordi vi selv er blevet såret engang, eller fordi vi ikke føler vi fortjener den, eller måske af helt andre grunde, så lukker vi kærligheden ude. Vi åbner os ikke for den. Og såret i vores indre, bliver ved med at smerte os. Og det eneste, der kan hele os, er kærlighed.

Vi har brug for kærligheden. Vi har brug for Gud, der ser os i det fjerne, og derefter kommer løbende imod os, sætter en ring på vores finger, klæder os i festtøj, og fejrer, at vi er kommet til ham.

Gud er kærlighed. Det står der faktisk i Bibelen. Gud er kærlighed. Han er selve kærligheden, og alt han vil og er, er kærligt. Han stiller ikke krav til os, han forventer ikke af os, at vi er bedre end gennemsnittet og han skælder os ikke ud, når vi går veje, han ved ikke er gode for os.

Han tager os derimod i favnen, som var vi små børn, der kommer grædende til ham, og tager os op og trøster os. Han favner os i kærlighed, og visker alt det bort, der gør, at vi tror, vi er mindreværd end andre. Vi er præcis som vi er skabt til at være. Vi er alle som en skabninger med kærligheden plantet solidt i vores hjerter. Vi har kærligheden, og vi kan bruge af den – både når vi tænker på os selv, og når vi tænker på andre. Vi skal være milde overfor os selv, som vi skal være milde overfor andre. Vi skal altså hverken dømme hinanden eller os selv. Vi skal forsøge at gøre den kærlighed, vi har fået givet, levende, så den kan trives mellem os. Derfor beder jeg også ved nadveren på alles vegne om, at kærligheden skal blive netop levende blandt os.

Kærligheden skal gro og vokse, så den kan række til alle omkring og os længere endnu, og det begynder med en Gud, der kommer dig løbende i møde, tager dig i sin favn, og elsker dig.

Amen

Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

lørdag den 14. maj 2016

6. søndag efter påske 2016



Jeg vil begynde med en lille fortælling. En aften sætter en træt og udmattet mor mad på bordet foran sin familie. Det er brændt toast. Drengen i familien, kigger på faren og venter, at han skal sige noget. Men faren tager blot toasten, skraber det mørke af og spiser den. Senere undrer drengen i familien sig, og spørger faren, hvorfor han ikke sagde noget til moren. Og faren svarer drengen: din mor var træt, og havde brug for min støtte. Brændt toast sårer ingens følelser, men ord kan såre, så derfor sagde jeg ikke noget.

Ord kan bruges til lige det, man har lyst til. Men det er ikke alt, der gavner. Det handler dagen i dag om – ordet, og hvordan vi bruger der.

Vi er nået til den sidste søndag inden pinse. I tiden mellem påske og pinse har vi lyttet til tekster fra Johannesevangeliet. De er ofte meget meditative og komprimerede, og de kan derfor være vanskelige at få vredet en mening ud af. Men det betyder ikke, at den ikke er der.

Teksten til i dag er hentet fra det, man kan kalder for Jesu ypperstepræstelige bøn. Det er en bøn, som Jesus beder, lige inden han går over i Getsemane Have med sine disciple, hvor han bliver arresteret og sidenhen korsfæstet. Vi er altså tidsmæssigt i påsketiden. Jesus beder i bønnen for sine disciple, og så beder han for os – de troende. Vi hørte første del af bønnen – altså bønnen for disciplene sidste søndag, og i dag er det så anden del af bønnen, hvor Jesus beder for os, det handler om.

Jesus taler igennem hele bønnen om herlighed. Han siger, at den herlighed, han har fået af Gud, har han givet videre til os. Vi får del i Guds herlighed. Men hvad betyder det? Herlighed er et stort og mærkeligt ord, og det kan være svært helt at fatte, hvad Jesus mener med det. Jesus vil sige til os, at der er sket noget nyt i verden. Guds virkelighed overlapper nu vores virkelighed. Verden har fået et skær af det guddommelige, og nogle gange kan vi se glimt af evigheden midt i forgængeligheden. Gud vil altså flette sit liv sammen med vores liv. Dét er herligheden, han taler om.

Og Jesus formidler dette til os gennem sin bøn, som han beder højt, så disciplene kan høre den. Han beder og de lytter.

Han bruger sine ord til at nå dem.

Og ord kender vi. Vi omgiver os med ord. Hver dag bliver vi bombarderet med ord. Tekst Tv, nyheder, aviser, hjemmesider, facebook og mails. Kommunikation er et af tidens mest brugte ord på arbejdspladser. Man hyrer konsulenter ind udefra, der skal hjælpe med kommunikationen internt og eksternt. Folk kommunikerer og er forbundet på kryds og tværs. Og det sætter pres på kommunikationen. For hvordan taler vi med hinanden, og hvad siger vi. Og lytter vi?

Jeg så en kortfilm lavet af det grønlandske hus i København om det at flytte til Danmark fra Grønland for at studere, og en af de studerende fortalte, at det overraskede ham her i Danmark, at vi havde så travlt med at tale, at vi glemte at lytte til, hvad den anden sagde. En samtale var i højere grad to monologer.

Den grønlandske studerende så, at vi alle har så travlt med at tilkæmpe os taletid, være i centrum og få egne holdninger igennem, at vi ikke hører, hvad den anden siger. Vi anstrenger os ikke for at forstå hinanden.

Vi bruger så meget tid på kommunikation i dagens Danmark, men kun som et middel til at blive hørt – ikke som en måde at lytte til hinanden på. Vi har derfor en opgave. Opgaven går ud på, at samtalen skal genindføres, som en samtale. To, der taler sammen, lytter, tænker, svarer og tager sig tid. Samtalen kan åbne for nye indsigter og perspektiver. Og samtalen har den vidunderlige bivirkning, at man kan blive rykket som menneske, når vi går i samtale med hinanden. Vi kan blive puffet til, og sågar ændre holdning gennem en samtale.

Ord skal bruges til at åbne verden, og skal ikke bruges til at lukke ned med.

Og ord ER fantastiske. Ordet giver os mulighed for at forklare, hvem vi er, hvor vi kommer fra og hvad vi tænker. Ord giver os mulighed for at skabe fortællinger, fantasifulde universer og poesi. Ord skaber mening.

I Johannesevangeliet står der: I begyndelsen var ordet, og ordet var hos Gud, og ordet var Gud.

Og i skabelsesberetningen hører vi, at det er gennem sit ord, at Gud skaber. Ved at lade ordet klinge, skaber han verden – skaber mening.

Ord er vigtige, for det er gennem ordet, at Gud henvender sig til os. Og det er gennem ord, vi kan henvende os til ham, og han lytter.

Hver gang vi beder en bøn, om det så er en, vi selv formulerer, eller fadervor, så lytter Gud. Han lytter bag om ordene, anstrenger sig for at lytte til vores hensigt. Vi har brug for, at Gud lytter til os. At vi bliver taget alvorligt.

Men vi skal også lytte til Guds ord. Det er også en samtale. Vi skal høre, hvad Gud vil sige til os. Faktisk er det ret simpelt det, som Gud har på sinde. Han vil fortælle os, at hans kærlighed er det største i verden, og at han elsker os. Faktisk er kærligheden så stor, at hverken død, liv, engle, magter, noget nuværende eller noget kommende, kræfter i det høje eller det dybe, eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed. Det er Paulus, der skrev sådan om Guds kærlighed, da han skulle forklare om den til menigheden i Rom. Guds kærlighed er så stor, at intet vi kan forestille os, eller ikke forestille os, kan skille os fra Guds kærlighed. Intet kan ødelægge hans kærlighed til os.

Det er det, Gud vil fortælle os, og han giver sit ord til os gennem Jesu liv. Han taler til os hver gang vi går i kirke, synger en salme, beder en bøn, læser i Bibelen eller er sammen i fællesskaber. Men vi kan også være bærere af Guds kærlighed.

Vi kan bruge vores ord til at bære kærligheden frem i verden. Vi bærer allerede kærligheden frem gennem vore relationer til forældre, søskende, ægtefælle, børn eller venner. Når vi oplever at blive elsket og holdt ud, selv når ikke kan holde os selv ud, så er det Guds kærlighed. Men Guds kærlighed er selvfølgelig større end det. Den er mere vedholdende og udholdende, for den rækker længere ud end til dem, vi lige er i relation til. Den rækker ud til dem, vi ikke gider, dem vi er trætte af, og dem, der har såret os. Den rækker ud til ensomme, forhadte og snavsede. Derfor skal vi også bære kærlighed i en anden forstand end den konkrete følelse af kærlighed over for dem, vi elsker – vi skal med ordet om Guds kærlighed bære kærligheden videre. Vi skal holde hinanden fast på, at Guds kærlighed gælder for alle. Ingen undtagelser. Inden glemt. Ingen stemt ude. INGEN. Vi skal minde hinanden om, at Guds kærlighed er større end vores retfærdighedssans og smålighed. For Guds kærlighed kan ikke fjernes fra et menneske af et andet menneskes dom.

Det er os, der kan holde hinanden fast på, at sådan er det. Guds kærlighed er ikke bare en følelse af åndeligt slægtskab, men også en handling, hvor vi inkluderer hinanden i fællesskaber for Guds skyld.

Og dermed vender vi tilbage til begyndelsen af prædikenen med fortællingen om faren, der ser, at det ikke altid handler om at få ret eller gøre sine meninger gældende, men handler om at bruge ordene med omhu. Bruge dem til at støtte op om hinanden, om man så skal spise brændt toast ind imellem. Lad os være Guds medarbejdere, der bærer Guds kærlighed frem i verden – Gud fletter sit liv sammen med vores, og sådan kan vi oplever vi, at det er sandt. At Guds herlighed virkelig er givet til os – nu og altid.

Amen




Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

onsdag den 11. maj 2016

Konfirmation 2016, St. Bededag



Kære konfirmander

Så kom dagen, hvor I skal konfirmeres. I gamle dage betød konfirmationen, at man nu var voksen. Konfirmationen var simpelthen overgangen fra barndom til det at være voksen.



Sådan er det ikke helt i dag – I er stadigvæk på vej til at blive voksne, men I er der ikke helt endnu. I skal have lov til at være teenagere og unge nogle år inden.



Men af en anden grund, så er I ikke helt voksne endnu – heldigvis. For I er et hold, der har en helt særlig evne til at lege. Indtil flere gange, er en af jer gået på toilet til konfirmandforberedelsen og kommet ind igen, efter at have været i kirkens udklædningstøj, klædt ud som krokodille, pingvin eller med kongekrone på hovedet. I har pjattet, grinet og fjollet rundt. I kan med andre ord lide af lege. Og det skal I være stolte af.



At lege er vigtigt, ikke bare nu, men hele livet igennem. For når man leger, så lukker man glæden, latteren og hinanden ind i ens liv. Når man leger, så gør man livet større.



Og leg faktisk har rigtig meget med kristendommen at gøre. Nu skal I bare høre.

Ordet leg består jo af tre bogstaver. Vi skal se på disse bogstaver en ad gangen.

L: L’et står for livsgnist. Livsgnist betyder, at man brænder for livet. Man vil leve livet.



I hørte før fortællingen om manden Zakæus. Zakæus var en mand, der snød alle dem, han kom i nærheden af for penge, og derfor var der ikke mange, der havde lyst til at være i nærheden af ham. Han havde ingen venner, og var faktisk ret alene. Han var også selv ude om det. Men så en dag kommer Jesus til byen. Ham vil Zakæus gerne se, men Zakæus har et andet problem. Han er ret lille, så derfor kan han ikke få øje på Jesus for alle de mennesker, der omgiver Jesus. Han kan kun se ryggen på en helt masse mennesker. Derfor får han den gode ide, at løbe i forvejen, klatre op i træ, og så derfra se Jesus. Deroppe fra var der heller ingen, der ville opdage ham. Men Jesus er ikke, hvem som helst. Han er Guds søn. Så da han kommer hen til træet, hvor Zakæus sidder, så kigger han op, og mellem blade og grene, ser han Zakæus. Han får øjenkontakt med ham, og beder ham komme ned. Det her lillebitte møde forandrer Zakæus for altid, så han beslutter sig til at betale ALLE de penge tilbage, han skylder, og mere til.

Zakæus fik livsgnist igen. Han var dømt ude af fællesskabet, fordi han havde gjort noget forkert, men da han møder Jesus, møder han også kærligheden. Zakæus blev fundet, og det gav ham livsgnisten igen.



Kære konfirmander. Man skal have en livsgnist i sig. En gnist, der gør at livet bliver værd at leve. Når I kommer i situationer, hvor den gnist er svær at finde, så tænk på Zakæus. Han blev fundet og sådan er I også fundet. Hver dag finder Gud jer, og møder jeres blik med kærlighed, så I kan få mod til at kravle ud i livet, og leve det.



Det næste bogstav i ordet LEG er E.

E: E’et står for evner. Vi alle født med evner. De er forskellige, men vi kan alle noget.



I hørte lignelsen om de tre tjenere, der alle fik nogle mønter, de skulle tage vare på. Mønter blev dengang kaldt for talenter, og det er jo ret sjovt, for hvis man tolker på denne fortælling, så er mønterne, de får, det samme som deres evner eller deres talenter.



De får alle tre talenter, som de skal passe på. De to første går ud og handler med deres talenter og tjener endnu flere. Men den sidste graver sin talent ned. Da herren kommer tilbage fra sin rejse, vil han se, hvad de har fået ud af deres talenter. De første bliver ros, for de fik endnu mere ud af det. Men den sidste, ham, der gemte sin talent væk, han bliver smidt ud.



Hvorfor nu det. Jo, hvis vi tolker, så er talenterne det samme som evner. Vi har alle fået evner. De er forskellige, men vi har alle evner. Og hvilke evner, vi end fik, så skal vi bruge af dem. I skal bruge jeres evner. Og hvordan I end bruger dem, og hvor meget eller lidt eller intet, der end kommer ud af det, så vil Gud rose jer. Det eneste I ikke må gøre, er at gemme jer væk.



Kære konfirmander. I skal bruge jeres evner. Hvis I ikke bruger jeres evner, så er det det samme som ikke at leve. Og I skal leve, så godt I kan. I skal kaste jer ud i livet. Det vil give jer skrammer, I kommer til at gøre tonsvis af ting, I ikke gider, men som I skal, fordi sådan er livet også. I kommer til at vove jer ud på eventyr, der rykker jeres grænser for, hvad I troede, I kunne. I kommer til at blive forelskede, I får glade dage, I får sørgelige dage, hverdage, store dage, dage I glemmer og dage I husker for altid, ligesom denne. Sådan er livet – men lige meget hvad, så skal I leve det efter bedste evne. Og hvordan resultatet end bliver, så vil Gud være der for jer. Det er ikke resultatet Gud er interesseret i, men at I forsøgte.

E står for evner. Brug dem.



Det sidste bogstavn er G. Det står for Gud og glæde. For de to hører sammen. Vi kan ikke tale om Gud, uden at tale om glæde. Gud er kilden til glæden, kærligheden, fred, tilgivelse og alt hvad der er godt i verden. Det er Gud, der hver dag sender glæde ned på verden sammen med solens første stråler.



Jeg ved godt, at vi ikke kan rende rundt og være lalleglade hver dag, og at vi nogle gange har god grund til at være kede af det. Men det I skal huske, det er, at Gud glæder sig over dig, når han ser dig. Det er hvad, det betyder. Gud glæder sig over dig hver dag. Og derfor er G det sidste bogstav i LEG.



Og I, ikke bare jer konfirmander, men alle her i dag, vi skal huske at lege. Der kan være farligt at blive voksen, for vi kan synes, at vi skal være så voksne og modne, at vi tager endnu mere ansvar, endnu mere kontrol, får endnu flere bekymringer, og så glemmer vi at lege. Vi glemmer at have det sjovt, være kreative og nyde nuet. Men det er vigtigt for os at lege, og lukke glæden ind.



Vi får faktisk også at vide her i kirken, at vi er Guds BØRN. Der er ingen, der får at vide, at de er Guds voksne. Det går simpelthen ikke. Så vi skal slippe vores trang til at være succesfulde og populære, og så bare lege, leve og være til.



Vi er alle her i dag børn. Guds børn.



Det sidste jeg vil sige, kære konfirmander er, at I får en gave her fra kirken i dag. I får et stykke legetøj, som I vil kunne kende fra da vi havde besøg af en ung, kristen mand fra Cambodia (konfirmandAktion). Han viste os et stykke legetøj, der kan bruges af alle. Det ligger under jeres stol, og det må I gerne tage frem nu.



Den kan I tage med herfra som en påmindelse om, at skal lege. Måske I kan prøve den til festen her bagefter. Og husk så at L, står for livsgnist, E står for evner og G står for Gud og glæde.



Så tillykke konfirmander. Nu skal vi synge om at lege – lege i livstræet, for livet er stort.



Amen







Tekster:

Lukas evangeliet, kapitel 19, vers 1-10



Og Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. Dér var der en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst. Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi. Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: »Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.« Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham. Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: »Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.« Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: »Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.« Da sagde Jesus om ham: »I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.«




Matthæus, kapitel 25, vers 14-30

Det er som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han. Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. Ligeledes tjente han med de to talenter to til. Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem. Den, der havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde: Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Også han med de to talenter kom og sagde: Herre, du betroede mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.



Amen


4. søndag efter trinitatis 2026

Et menneske består af 6 forskellige grundstoffer: kulstof, bring, kvælstof, calcium, fosfor og ilt – og så selvfølgelig vand. Det lyder ret ...