17. søndag efter trinitatis 2017

Storcenter nord havde for et par år siden lavet en reklame for at gøre opmærksom på, at de var åbnet om søndagen. Den lød: Nu er søndag ikke længere den kedelige lillebror til lørdag.

Det betød selvfølgelig, at de har åbent, men søndagen som den kedelige dag? En dag, hvor butikker i al fald før hen var lukkede, og hvor kun kirken og meget små kiosker holdt åbent. En dag hvor alt holdt stille.

Engang var søndagene virkelig hviledage. I dag kan det være svært at få folk til at holde op med at arbejde. Vi skøjter gennem livet, og jo mere på overfladen vi er, og jo mindre i dybden vi går med livet, desto større er sandsynligheden for en stress sygemelding. Vi skøjter afsted i rivende fart. Vi har ikke ret meget tid til fordybelse.

Men det er ikke for at jamre, at jeg står her, eller fordi det er synd for kirken. Prædikestolen er ikke bygget, så man kan jamre. Det er bygget, så ordet om Gud kan høres.

Men nogle gange har vi så travlt med mål og gerninger, at vi glemmer at sidde stille og lytte. Lytte til, hvad Gud vil sige til os. Og det er synd, ikke for kirken, men for mennesker.

Søndagen er ikke længere hviledagen, hvor vi med god samvittighed kan være uproduktive og bare lytte; men derimod en dag, hvor vi kan nå at indhente noget arbejde vi mangler, eller realiserer os selv gennem en ironman eller en maraton.

Og vi går glip af noget. Vi går glip af meget, fordi vi ikke tør hvile. Vi lever efter et helt særligt motto, nemlig:

”Jeg agerer og realiserer, derfor er jeg.”

Med fokus på JEG. For det handler ofte om en selv. Luther taler om dette fokus, og kaldet det for en indkrogethed i sig selv. Man bøjer sig så meget sammen om sig selv, at man ikke længere kan se andet end sin egen navle. Det handler ikke længere om fællesskabet eller hinanden, men om en selv. Det kan virke meget provokerende på det moderne menneske, at skulle stoppe op, lytte, være og måske endda kede sig. Nogle gange er vi ligefrem bange for det. Bange for hvilen.

Men der er heldigvis en anden måde at talte om mennesker på, og derfor kommer vi også i kirke. For at høre det ord, der kan rette os ud, så vi kan få øje på andre mennesker.

I kirken hører vi nemlig:

”Vi er mennesker, fordi Gud elsker os.”

Det er nok kristendommens mest provokerende og pragtfulde budskaber. Vi er mennesker, fordi Gud elsker.

Helt fra skabelsen har Gud skabt os i kærlighed – til kærlighed. Og hele vejen op gennem historien, hører vi fortællinger om, at Gud møder mennesker – høj som lav. Det er det provokerende i budskabet, som kan være svært at forstå. Nemlig at Gud ikke nødvendigvis møder dem, som vi synes fortjener det. Hele Bibelen er fyldt med fortællinger om mennesker, der møder Gud, hvor de mindst forventer det. I en ørken, hvor de sover med en sten som hovedpude, i en brændende busk, som en fremmed til et middagsselskab – som en tømrersøn fra Nazareth. Gud møder os altid der, hvor vi ikke regner med det, men hvor vi har brug for det.

I dagens evangelium møder Jesus en mand med vand i kroppen. Det er en frygtelig sygdom, fordi man dengang troede, at det var en straf fra Gud, fordi man havde været usædelig. Mennesker med vand i kroppen fortjente altså straffen, troede man.

Derfor har det vagt opsigt hos det middagsselskab, som Jesus deltager i, at der kunne komme en mand hen til Jesus med vand i kroppen, som Jesus derefter giver opmærksomhed.

Det er et meget fint selskab Jesus sidder til middag hos. Han spiser ikke kun sammen med samfundets laveste, men også de højeste som i dag, hvor han spiser sammen med lovkyndige og farisæere. Så han spørger dem om loven, og om man overhovedet må helbrede på en sabbat. Loven er klar – man må gerne helbrede på en sabbat, hvis man kan redde en mands liv derved. Man må derfor også gerne hente en dreng op fra en brønd. Men de lovkyndige og farisæerne kan ikke svare Jesus nu og her på hans spørgsmål. Ikke fordi de ikke kender svaret, men fordi svaret vil afsløre dem. Hvis de svarer, at Jesus ikke måtte helbrede, så afslører de, at de ikke kender nok til loven. Hvis de svarer, at Jesus godt må helbrede, så ville de vedkende sig, at Jesus er Guds søn. Og det kunne de ikke.

Derfor tavshed. Rungende tavshed. De ville ikke, de kunne ikke give et svar. For hvad svarer man Gud, når han afslører, at han har magten til at bøje enhver menneskelig lov.

Og så det underlige i, at Jesus faktisk helbreder en mand med vand i kroppen. Man måtte jo gerne helbrede, hvis det gjaldt liv eller død. Det gør det ikke her. Manden med vand i kroppen er ikke ved at dø. Han har måske smerter, men han er ikke ved at dø.

Og alligevel hjælper han ham. Der er åbenbart ingen bagatelgrænse for, hvem Jesus vil helbrede. Fordi sådan var Jesus – sådan er Gud. De regler, vi sætter op for hinanden, dem kan Gud ikke rette sig efter. Det giver ikke mening, at Gud skal underlægge sig vores streger og skel. De skel, vi laver, er kun for os, ikke for Gud. Så selvfølgelig helbreder Jesus.

Manden med vand i kroppen bliver mødt af Gud. Mødt som menneske, selvom han er straffet. Om han virkelig har været usædelig eller ej, ved vi ikke. Han kan jo bare have fået vand i kroppen som en helt almindelig sygdom, men menneskets dom over ham er hurtig og effektiv. Han udstødes. Og der kommer Gud ham i møde, som den udstødte han er med en dom over nakken. Og Jesus helbreder ham.

Og domme er vi generelt ret hurtige med. Måske mere end nogensinde før. De sociale medier, nettet og afstanden fra tasterne til modtagerne, har gjort at det er meget nemt at fælde dom over andre. Man tilraner sig en magt, som er så berusende, at man glæder sig til næste gang, man kan svine et menneske til.

Vi dømmer folk ude.

Vi glemmer helt, at vi er mennesker, fordi Gud elsker os.

Jesus fortæller derefter en lignelse fra en bryllupsfest. I lignelsen får vi at vide, at vi skal sætte os længere ned, når vi er inviteret til en fest. Vi skal ydmyge os selv, så vi kan blive ophøjet. Det kunne vi godt blive ret beregnende med, så ydmygelsen bliver et skuespil for at få den gode plads. Men det får vi sjældent noget ud af.

Sådan en lignelse skal forstås i det rette lys – nemlig, at det menneske, der kroger sig om sig selv, sætter sig selv forrest, lukker ørerne for Gud og kun lever for eget, det menneske vil Gud pille ned fra sin selvskabte piedestal. Men han vil ikke smide det menneske på porten – man får ikke en dom hos Gud, som man resten af sit liv kan google sig frem til os læse om igen og igen. Der bliver holdt fast i en.

Gud slipper ikke! Gud holder fast.

For hvis der ikke er en bagatelgrænse for hvem Gud er Gud for, så gælder det begge veje.

Jeg tror på, at Gud vil os noget – vil noget med os. Han vil have, at den kærlighed han elsker os med, skal leve mellem os. Kærligheden er det mellem os, som gør den verden, Gud har skabt, levende. Det er den, der får det til at blomstre mellem os, gør os lette om hjertet, og gør at vi tør leve. Det er Guds skabermagt, der sætter sig igennem.

Vi skal ære den skabermagt. Vi skal tage imod kærligheden – åbne os selv for den. Rette os op og få øje på hinanden.

Og når vi igen fejler, og kommer til at sætte os selv forrest i verden, og det kommer vi til, så kan vi heldigvis på en højhellig søndag – den kedelige fætter til lørdag – komme her i kirken, og få at vide, at vi er mennesker, som Gud elsker.

Og slappe af. Hvile. Lytte. Være. Og bliver rette ud for derefter igen at gå ud i livet og møde hinandens blik.



Amen




Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

16. søndag efter trinitatis 2017

Håbet er et anker. Sådan bliver det skildret. Som et anker, man kan kaste ud i vandet, når man mangler et holdepunkt i sin tilværelse. Håbet er et anker.

I mange kirker i Danmark hænger der et skib netop med et anker. Et symbol på, at vi som menighed sidder ombord på et skib, en båd, der sejler gennem livet.

I vores kirke er det ikke et skib, men en fisk – måske en hval (Lavet af Ejvind Nielsen). Er det en fisk minder den os om, at kristendommen fra begyndelsen blev symboliseret med en fisk, dengang de kristne var forfulgte, og måtte skjule deres tro, for at redde deres liv. Fisken var det hemmelige tegn mellem kristne, så de kunne finde hinanden. Fisken blev valgt, fordi man ud fra de græske forbogstaver for ordet fisk, kunne stave Jesus Kristus Guds søn frelseren. Så måske er vores skib en fisk som symbol på kristendommens ukuelighed og Guds frelse gennem sin søn.

Men måske er det en hval, og så tænker vi på Jonas i hvalens bug. Der sad han i tre dage, fordi han ikke ville gøre det, som Gud bad ham om. Han sad der indtil han fortrød, og han blev spyttet ud, så han igen kunne gøre Guds vilje. Måske er det en hval, der fortæller os, at alting nok skal gå, hvis vi tør gå Guds veje.

Vore skib er en fisk og en hval.

Og som ethvert skib har den et anker, også selvom vi ikke kan se det. Men ankeret er der – håbet er der. Håbet kan vi ikke leve uden.

For uden håb er alt håbløst.

På sygehusene rundt om i Danmark, bliver der igen og igen sagt mellem pårørende til meget syge, at de stadigvæk har håbet. Det er det sidste, vi står med, når livet nærmer sig sin afslutning. Da kaster vi vores anker, og håber. Håber at miraklernes tid ikke er forbi, og håber, at kommer miraklet ikke (og de er jo svære at kalkulere med), så lad den sidste tid være nådig og værdig.

Håbet og livet hænger sammen. Uden håb giver livet op. Vi er håbsmennesker. Det ligger dybt i os, at vi gerne vil håbe.

Men vi kan miste vores håb. I mødet med døden kan håbet blegne.

Håbet bliver uhåndterligt. Vi kan ikke rigtig finde ud af at kaste anker, og vi leder efter svar, efter logiske grunde, efter skyld at placere hos os selv, hos andre. Vi kan have svært ved at acceptere døden.


Døden ødelægger livet.

En enke har mistet sit barn. Sin eneste søn. Hun går de tungeste skridt et menneske skal gå, nemlig at gå med sit døde barn til dets grav. Et følge går med hende, og sammen græder de. Hendes søn er død kort forinden, og hurtigt er han blevet vasket og gjort klar, så de kan bære ham til graven. Sorgen og chokket er nyt. Enken går i en gruppe af mennesker, men enken går også helt alene.

Fortvivlet, midt i al det meningsløse går hun. Hjertet skriger til bøn; red mig, for jeg synker (DDS 636).

Jesus går forbi hende. Og han hører hjertes bøn, og føler med hende. Føler hendes smerte så voldsomt, at han kan mærke det i hele sin egen krop.

Hendes tårer rører hans hjerte. Og han siger til hende: græd ikke. Ikke som en hård kommando, men som pust af håb. Græd ikke, for se nu.

Og han går hen og opvækker sønnen, med ordene: Rejs dig op. Og som ved et trylleslag, der bliver svunget over den døde, rejser han sig op, og begynder at tale. Så pludseligt som døden kan synes at komme og stjæle livet, lige så pludseligt er drengen i livet, og givet til sin mor. Og moren tager imod ham med åbne arme, forestiller vi os. For hvad, der var mistet, har hun fået igen. Og det ønske, hun har haft, om bare én eneste gang mere at kunne trykke hans varme hånd i sin, og snuse duften fra hår – det ønske er gået i opfyldelse.

Og ikke bare hende, men hele følget, kan igen håbe. For hvor håbet var taget fra dem af døden, har de fået det igen af livet.

Jesus vækker til liv.

Men, og der lyder et men i dagens evangelium, hvordan skal vi i vores eget liv bruge denne fortælling om opvækkelsen? For drengen skulle jo dø igen, men langt senere i sit liv, og jeg forestiller mig, at han dør mæt af dage – klar til at gå til Gud.

Så døden blev han ikke snydt for, men den blev udsat.

Måske vores fokus ikke skal være på underet eller på sensationen, men på hvad der sker, når Jesus får øje på os. Jesus får øje på enken, og hendes sorg er hans sorg. Og han mærker den sorg.

I en af Ingemanns børnesalmer, Nu titte til hinanden (DDS 750), synger vi, at Gud ånder på øjet, når det græder. Som en stille hvisken, en blid brise, som et lille lys i mørket, sådan ånder Gud på øjet det græder. Og Jesus så kvinden – ser os. Ser os, når vores liv er en kamp, når døden braser ind i livet, og truer med at vælte os. Ser at vi kæmper.

Og lige så stille giver han os håbet igen. Ånder os på øjet, når vi græder.

For den forvandling der skete med kvindens sorg, den forvandling lover Jesus også vil ske med os.

Det er en særlig erfaring som de mennesker, der møder Jesus igen og igen har. De bliver rejst op, når de ligger som døde, og får håbet igen. De bliver sat ind i et håbsfællesskab. Det er noget som kun Gud kan – og Jesus kan det, som kun Gud kan. Jesus giver os vores håb igen, når det er tabt. Han giver os opstandelsen.

Der sker en genfødsel af håbet. Igen kan vi rejse os op, se os omkring. Vi kan igen uhindret mærke, favne, kysse og tale med de mennesker, der er omkring os. Vi tør igen leve livet. Som havde vi siddet fanget i mørket, og igen pludselig var vi blevet blæst ud i livet. Vi kan ånde og leve! Opstandelsen er lige her.

Søren Ulrik Thomasen skriver om opstandelsen i sin seneste bog: ”En hårnål klemt inde bag panelet”.

”Døden kan jeg umuligt forestille mig, men opstandelsen kunne godt være lyden af en blank cykelklokke et sted derude i morgenmørket”.

Opstandelsen kan vores hjerner ikke fatte, men vi kan fornemme den ude i mørket, som en klar lyd, der når vore øre.

Opstandelsen kaster lys ind over livet, så vi kan leve på trods. Han ser os! Føler med os! Og giver os håbet!

Håbet er et anker, Jesus kaster ud i vandet, når vi mangler et holdepunkt i livet.



Amen


Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

14. søndag efter trinitatis 2017, Lokalcentergudstjeneste

"En mand skulle til et vigtigt møde i centrum af København. Han ledte og ledte efter en parkeringsplads, men kunne ikke finde en. Han kom i tidsnød og sagde så: ”Gud, jeg ved ikke om du er der, eller om du hører mig. Jeg beder aldrig om noget, men nu har jeg brug for din hjælp. Så hvis du hører mig, så har jeg virkelig brug for en parkerinsplads lige nu, så jeg kan nå mit møde”. Mens han bad kørte han rundt og rundt og lige som han var færdig med sin bøn sagde han: ”Gud, det er ligemeget nu, jeg har selv fundet en plads”. "

(lånt af kollega)

Sådan tror jeg mange har det. Man kan jo altid lige prøve det af det der med at bede Gud om hjælp i en snæver vending. Hvad kan det skade?

Ja, det skader i al fald ikke lige at sende en enkelt bøn afsted, og klarer Gud ikke ærterne, så kan man jo selv gøre det.

Vi er så vant til at klare livet selv, at vi simpelthen ofte tror, at alt i livet er vores egen fortjeneste. Vi er ikke særlig gode til at lægge vores liv i andre hænder – lægge vores liv i Guds hænder.

Det kalder man "Gud i vold". Det er ikke et udtryk, man hører så tit længere. Faktisk er det snart 18 år siden, jeg sidst hørte det brugt offentligt, nemlig ved Dronning Margrethes nytårstale ved årtusindskiftet, hvor hun sagde Gud i vold.

Det betyder at lægge sit liv i Guds hænder – at stole på, at han tager sig af os, skærmer os – tager vare på os.

Men selvfølgelig har ordet også en anden mere ubehagelig association – nemlig vold! Vold som magtmisbrug. Vold som overfald, voldtægt og terror. Her er vold alt det, vi forsøger at arbejde mod. Vold betyder, at andre har fysisk magten over en, og misbruger den. Vi kender det også fra, at man siger, at man med vold og magt vil noget.

Ordet vold er i vores hverdagssprog et ord, der beskriver noget negativt. Det er frygteligt at være i nogens vold, hvis de ikke elsker en eller har barmhjertighed med en.

Men når man er i Guds vold, får ordet en anden klangfarve – en anden betydning. For her har vi at gøre med Gud, der elsker os, og viser os barmhjertighed. Ham der engang har skabt os, og som vil os alt godt i verden. Det er i hans varetægt, vi er. Og når vi siger: Gud i vold, så erkender vi, at vi afhængige af ham. Det er ham, der sørger for livet – sørger for kærligheden og nåden.

Vi læner os op ad ham, og stoler på, at han kan holde til os. Holde os ud, når vi er urimelige, bange, smålige eller vrede. Holde os ud, når vi ikke kan holde os selv ud.

Jeg har engang rejst i Indien, hvor de tro fylder meget mere i gadebilledet end herhjemme. Faktisk kan man ikke undgå at tale om tro, når man rejser rundt. Jeg besøgte den lutherske kirke i Indien, og opdagede hurtigt, at indere i langt højere grad lægger deres liv i Guds hænder. Således var jeg engang på vej op ad et bjerg i en bil fyldt med mennesker, da den pludselig midt i ingenting går i stå. Der holder vi så. Og der er lang vej til en by. Da går en af præsterne fra kirken ud af bilen, og stiller sig ved kølerhjelmen og begynder at bede Gud om hjælp, mens han slår utallige kors ud i luften. Og pludselig begynder motoren at brumme igen. Vi haster ind i bilen og kan køre videre.

Og inde i bilen takkede præsten Gud for hans hjælp i nødens stund. Han levede med en overbevisning, at Gud hjalp helt konkret til i verden.

Her i norden er vi lidt mere tilbageholden når det komme til Guds konkrete hjælp i verden, fordi vi erfarer, at det ikke er hver gang tingene går, som vi gerne vil have det. Men den erfaring har inderene altså også. Det er da ikke hver gang, det går så nærmest mirakuløst at motoren begynder at brumme igen, men som regel som løser langt de fleste situationer sig på en eller anden måde. Måske ikke som vi drømte om, men tingene har det med at løse sig. Og når tingene løser sig, så takker de Gud. Giver ham æren for livet.

Ligesom samaritanerne, vi hører om i dag, der bliver rask, og som derfor går tilbage til Jesus, for at takke ham og ære Gud.

Istedet for at blot at tage lige som en selvfølge, så takkede han.

Det kan vi lære meget af, for ofte kommer vi til at tage livet som en selvfølge, og måske endda blive vrede på Gud, hvis tingene ikke går lige som vi selv vil have det. Eller vi gør som manden, der ledte efter en parkeringsplads – vi tager æren selv.

Øvelsen er, at takke Gud – at lægge sit liv i Hans hænder, og stole på, at han viser os den kærlighed og barmhjertighed, vi har brug for. At gå tilbage og takke. For derefter at rejse sig og gå ud i livet igen.

Gud i vold.

Amen

Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

14. søndag efter trinitatis 2017

At være kendt – eller rettere genkendt – er rart. Det gør godt, at møde et menneske, der kan genkende en fra en anden gang, man har mødtes. Man har gjort et indtryk – man er nogen for nogen.

I dag hører vi også om mennesker, der har brug for at blive genkendt. Brug for at være nogen for nogen. De ti spedalske.

Spedalskhed er en frygtelig sygdom, der langsomt æder en op. Ens krop smuldrer simpelthen. Man taber sine lemmer – næse, fingre, tæer. Det er faktisk svært at se, hvem man var før, fordi ansigtet og kroppen ændrer sig, hvis sygdommen får lov at brede sig. På Jesu tid var der ingen behandling for sygdommen, og mange var bange for at blive smittede, og derfor skulle spedalske holde sig langt fra andre mennesker. De blev sendt ud i ørkenen, hvor de skulle råbe højt, hvis de så en rask komme gående, så den raske kunne skynde sig i sikkerhed. Tænk at skulle passe på andre, når man selv har brug for at blive passet på.

Spedalske har været udstødte, udskældte og uønskede. Ingen har set på dem. Ingen har genkendt dem for andet end sygdommen. De var med andre ord deres sygdom.

Og sådan taler vi ikke generelt om mennesker, der er syge. Vi siger ikke om en kvinde med influenza, at hun nu er influenza, eller om mennesker med kræft, at de nu er kræft. Det ville være absurd. Nej, de har fået en sygdom, men de er ikke deres sygdom. Deres identitet ligger et andet sted. Selvfølgelig vil langvarige sygdoms forløb farve identiteten, men der altid mere at sige om et menneske end sygdommen.

Derfor er der også værd at bide mærke i, at mennesker med spedalskhed bliver spedalske. De er blevet deres sygdom, som ikke bare fortærer deres krop, men som også fortærer deres identitet – de er ikke andet end spedalske. De er ikke andet end deres sygdom.

Isolerede, ensomme og forskudte. De har gået på grænsen af samfundet, på grænsen af livet.

Og selvom spedalskhed ikke er udbredt i Danmark længere, så kender vi godt følelsen af at blive behandlet som en spedalsk. Følelsen af at være alene, isoleret. Følelsen af ikke at være velkommen. Følelsen af ikke at blive set, der hvor man står i sit liv. Følelsen af ikke at blive genkendt – at blive overset.

Jeg hørte engang en prædiken af en præst, der talte om netop det, at blive overset, og så kommer hun med en sidebemærkning om, at hun godt nok aldrig havde prøvet det, men at hun forestillede sig, at det måtte være hårdt.

Så sad man der som menighed, og følte sig i den grad overset. Som en spedalsk, som selv ikke præsten ville kendes ved. Det viser bare, hvor svært det er at tale om det at være blevet isoleret af andre mennesker. Frygten for, at man bliver upopulær, hvis man fortæller, man har prøvet at være udenfor. Det skilter man generelt ikke med. Vi vil ikke genkendes som en, der har været eller er isoleret eller ensom, forskudt eller overset.

Inger Christensen har skrevet et digt om det at føle sig udenfor, eller om angsten for at blive udstødt af fællesskabet, og det lyder sådan her:

Angsten for at være sammen

være sammen med andre

der pludselig ved

hvad de ikke må vide

om sig selv

være sammen med andre

der pludselig siger, at man ikke må sige

det man har sagt



og hvis man siger det mere

så går de

en trussel

et chok

eller sammen med andre

der slet ikke gider

og sammen med andre

der gider for meget

eller sammen med

anklagen

sladderen

vreden

(Inger Christensen, ”Samlede digte”, Gyldendal, s. 340)

Sådan skriver hun. Hun skriver faktisk om social kontrol, selvom hun ikke bruger ordet. Hun skriver:

”være sammen med andre

der pludselig siger, at man ikke må sige

det man har sagt (...)”

Der findes social kontrol i alle fællesskaber, og oftest er det med til at sikre, at der er plads til alle i fællesskabet; men social kontrol kan også tage overhånd, så den ikke længere sætter mennesker fri, men binder dem fast til en bestemt måde at tænke og være på. Og enhver afviger bliver smidt ud. Social kontrol er særlig farlig, når den bliver blandet med religion, for så får den sociale kontrol sin autoritet fra en gud, og dermed bliver menneskets små bestemmelser over gruppen til en guddommelig lov, der er ufravigelig. Mennesket projicerer simpelthen deres eget magtbegær ud på en gud, og bilder andre ind, at det, de siger, er guddommelige bestemmelser. De kontrollerer andre gennem social kontrol.

Det ser vi i Det nye testamentes noget karikerede måde at tale om farisæerne på. Farisæeren var så fokuserede på loven, og på at korekse andre, at fællesskabet blev usundt. Fællesskabet overså mennesket, og fortalte folk, at man ikke må sige, det man har sagt, som Inger Christensen formulerer det.

Så er fællesskabet ikke længere et fællesskab, men et magtinstrument. En måde at fastholde mennesker på. En måde at fastholde den spedalske på grænsen væk fra de andre. Og frygten får de andre til at fjerne sig, hvor de spedalske kommer frem.

Men hvor vi ikke tør, der tør Kristus.

Jesus bevæger sig nemlig i grænselandet. Han går derude, hvor vi andre holder hos væk af smittefare. Han går derude, hvor de spedalske er. Derude, hvor der er øde.

Derude, hvor han kan høre råbene fra dem, der trænger til at blive set. Og han ser dem. Han ikke bare ser dem – han helbreder dem, så de igen kan bevæge sig blandt andre og blive genkendt.

Jesus fjerner alt det, der skiller os fra hinanden, så vi kan være sammen i fællesskaber, hvor vi ikke skal kontrollere hinanden; men være sammen som mennesker. Vi skal ikke længere se hinanden som spedalske eller udenfor, men som mennesker.

For det er, hvad vi først og fremmest er. Ikke spedalske, ikke danskere, fremmede, farisæerer, eller hvilket mærkat vi end sætter på hinanden og os selv. I evangeliets lys får vi lov at være mennesker først.

Elskede mennesker. Det var sådan Gud skabte os – som mennesker.

Fællesskaber, der insisterer på, at sætte næsten i centrum, er sunde fællesskaber, for der vil enhver bevægelse altid pege ud mod den anden.

Og denne bevægelse ud, ser vi rigtig tit hos evangelisten Lukas. Han fortæller igen og igen om Jesu møder med mennesker, hvor Jesus siger til dem: rejs dig og gå herfra. Jesus peger ud i i verden. Ud mod hinanden. Vi skal ikke flygte fra hinanden somom vi var spedalske, men derimod gå mod hinanden. Finde hinanden.

Jesus bruger os som sin krop i verden. Vi skal med vore fødder gå ud og møde hinande. Vi skal med vore hænder favne den, der har brug for det. Vi skal med vore øre, høre hvor der bliver kaldt, og vi skal med vore øjne genkende hinanden. Vi skal bruge vores lemmer til at være Jesu lemmer i verden.

Og vi skal i mødet genkende hinanden, ikke fordi vi nødvendigvis har mødt hinanden før, men genkende kærligheden i hinandens øjne. Vi er skabt af Gud, os elskede mennesker.

Lad os i dag gå herfra med det ord om, at Kristus viser os vejen til Gud og til hinanden. Han siger rejs dig og gå. Han sætter os ind under gudslysets skær, som vi om lidt vil synge om. Han sætter os ind i fællesskabet igen.



Amen



Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

Sæsonstart, ældreeftermiddage 2017

I Skagen står den tilsandede kirke. Den har engang været i brug som Skagens sognekirke, men blev lukket pga. sandflugt. Sand der flygter fra stranden hen over grenen for at ende på den anden side – den anden strand. Råbjerg mile er sådan en sandflugt. Den bevæger sig med 15 meter om året – og vil med tiden dække hovedvejen til Skagen. Efter sig har den et spor af forfald. Sandflugt har drevet folk fra deres hjem, og hvad man har efterladt til milen, vil man efter mange år finde igen, men i stumper og stykker spredt over et stort stykke land.



Sandflugten er også en flugt for de mennesker, der bor tæt. Og tænk sig, at det bare er sand. Det er ikke andet end sand, der kan løbe mellem ens fingre, når man en sommerdag ved stranden tager en håndfuld op. Sand, man kan børste af sine tæer, efter man har gået med bare ben langs stranden. Sand, der er så flygtigt, men som i store mængder kan være så katastrofalt.



Sådan er det også med ord. Ord bruger vi hver dag. Vi smider om os med dem, selvom der er lavet undersøgelser, der viser, at hvor mænd bruger omkring 8.000 ord og dagen, så bruger kvinder...hold nu fast...16.000 ord om dagen. Altså dobbelt så mange.



Men om vi bruger få eller mange, så er ordet en stor del af vores hverdagsliv. Vi læser, vi taler, vi får viden og information gennem ord, vi bliver underholdt og vi beder med ord. Ord er vigtige.



Det var også med ord, at Gud skabte verden. I begyndelsen var ordet – Gud er et ord, der lyder i universet, og ved det skabes alting. Adam og Eva fik ordet, som de kunne bruge mellem hinanden og til at tale med Gud. Og da de forlod Edens Have fik de ordet med sig.



Og da Jesus trådte frem var det med et ord fra Gud, om at han var Guds elskede søn. Og Jesus brugte sine egne ord til at fortælle, forklare og åbne folks hjerter for Guds kærlighed.



Og ja, vi bruger også selv ordene til at åbne, for hjertets og sjælens dybder. Det kan være i samtalen med præsten, vennen eller sågar med den fremmede – samtalen med det menneske, der har tid og nærvær til at lytte til de ord, man har på hjertet.



Og det er en vigtigt pointe, at vi har ord på hjertet. Vi har ikke ord på hjernen, selvom hjerneforskerne siger noget andet. Vi har ord på hjertet, fordi hjertet betyder noget helt særligt for os. Ord er forbundet med det levende, det der banker. Tæt forbundet med det, der tæller for os – livet. Ordet gør os klogere på os selv og hinanden, hvis vi tør lytte.



Men ord kan også være som en sandflugt, der pløjer sig gennem et landskab og tager alt med sig på sin vej – destruktivt og ødelæggende. Ord kan splitte et menneske ad, for derefter at efterlade det i stumper og stykker over et stort område. Ord kan tages som gidsel i et forsøg på at hævde sig over andre, eller for at få ret. Ord kan råbes ad andre, og ord kan bruges til at sætte folk på plads. Ord kan såre værre end det drabeligste våben, for ord kan fjerne det i os, der gør os til mennesker. Ord kan dræbe kærligheden, glæden og livsmodet. Ord kan efterlade os med en følelse af, at vi ikke hører til. At vi ikke er velkomne i fællesskabet.



Og derfor skal vi være varsomme, når vi bruger ordet. Vi skal veje vores ord på en guldvægt for modtageren er ikke bare en statist i vores liv, men er et ægte levende menneske, der lader sig påvirke.



Mother Teresa sagde om ordet: Venlige ord kan være små og enkle at sige, men de genlyd i det uendelige.



Venlige ord giver genlyd i det uendelige. Det er så smuk en tanke, at venlige ords ekko aldrig holder op med at lyde. Som om livet var en tunnel, hvor alt det gode bliver ved med at klinge. Og når man bevæger sig gennem livet, kan vi hører alt det gode, Gud vil med os, hvis vi lytter efter.



Ekkoet er her i verden. Vi finder det i solopgangen en vintermorgen, i efterårets overflod, i smilet fra den fremmede, i barnets lille hånd, der griber ud efter din – i det fællesskab vi møder her i kirken. Vi skal blot lytte. Verden er fyldt med det gode ords ekko.



Det gode rummer en evighed i sig, for det gode er det, som Gud vil.



I begyndelsen var ordet, og ordet var hos Gud, og ordet var Gud.



Guds ordet er lagt på vore tunger, så lad os gå ud i verden og sprede det. Sprede ordet om kærlighed, som var det blade, der rasler af træerne, for derefter at flyve rundt i luften. Sprede ordet om glæden som var det en efterårsregn, der falder i haver og på hustage. Sprede ordet om håbet som var det en efterårsstorm, der rusker i os, og blæser alt mismod og vrede væk.



Venlige ord kan være små og enkle at sige, men de genlyd i det uendelige.

Amen




Tekstlæsning: evangelisten Johannes skriver (kapitel 1, 1-17) Copyright Bibelselskabet 1992

11. søndag efter trinitatis 2017

Dette her er en afrettersnor – eller en rettesnor (står med en afrettersnor i hånden). En snor, som man bruger, når man fx skal mure en mur op. Man spænder snoren ud, og så bruger mureren snoren til at rette stenene ind efter, så muren og dermed huset står lige. Det er vigtigt, når man bygger et hus, at det ikke er skævt. Er det skævt, så kan man risikre, at det vælter senere hen. Så kan det ikke modstå stormvejr, eller at der er nogen, der læner sig op ad muren. En mur skal være lige, så den kan holde.

Derfor bruger man en rettesnor. En snor man retter ind efter.

Men vi bruger også ordet i en anden forbindelse – nemlig i overført betydning om vores liv. Vi kan have en rettesnor i livet. En snor, som sikrer os, at vores liv ikke bliver skævt, så det ikke kan holde. Vi skal som mennesker også kunne holde til stormvejr, og til at andre lænder sig op ad os. Vi har altså også brug for en rettesnor.

Og kristendommen er sådan en rettesnor. Noget vi kan bygge efter. Noget vi kan pejle efter.

Men hvad er kristendommen, hvis man skal sige det kort? Det er faktisk ikke nemt at gøre kort, for kristendommen er ikke et slogan, man kan sætte på en T-shirt, selvom det ville være smart. Kristendommen er en måde at leve sit liv på – en måde at være i verden på. Og det kan ikke beskrives kort nok til at kunne stå på en T-shirt– heldigvis. Kristendommen er en livsvej. Og det betyder, at vi ikke kan nøjes med at kigge på livet som om det var et teaterstykke, vi bare var skuespillere til – vi bliver nødt til at spille med; at leve med kristendommen og tage livtag med troen.

For man bliver aldrig rigtig færdig med kristendommen – den bliver ved med at udfordre dig.

Og det gør den fordi den Gud, vi tror på, er en levende Gud. Når man siger, at Gud er levende, så siger man i virkeligheden, at vi tror på en Gud, der er tilstede mellem os, også lige nu. Vi kalder det for Helligånden denne tilstedeværelse – eller vi kalder det også for kærlighed, for det er sådan, vi oplever den. Som kærlighed. Og kærlighed er det mest dyrebare, vi har i vores liv.

Det ved Justin Bieber også. Han skrev om kærligheden på et badeværelsesspejl på Hotel Royal, da han overnattede der i forbindelse med en koncert. Han skrev om kærligheden: kærligheden er tålmodig. Kærligheden er mild. Kærligheden misunder ikke, den praler ikke. Kærligheden søger ikke sit eget.

Det er flot skrevet. Så flot, at det faktisk ikke er Justin Bieber, der har fundet på det, men en mand ved navn Paulus, der levede for 2000 år siden. Paulus var med til at sprede kristendommen ud i verden, og han skrev dette til en menighed i byen Korinth. Og den kærlighed, som han skriver om, er Guds – den er Gud.

Så når jeg siger, at kristendommen er en rettesnor i vores liv, så siger jeg i virkeligheden, at kærligheden er den rettesnor. Gud er kærlighed – Jesus fortæller og viser os den kærlighed og Helligånden gør den levende mellem os. Kærligheden har både førstepladsen og sidstepladsen i vores liv. Den er alt. Og det er den kærlighed, som vi siden Jesus har forsøgt at forstå, opleve, fortælle om, bede om og til – og gøre levende iblandt os.

Kærligheden. Det er den, som årets konfirmander, der er inviteret særligt til denne gudstjeneste, skal forsøge at tage livtag med i det kommende år, inden de skal konfirmeres. Det er den kærlighed, som man selv efter konfirmationen stadigvæk forsøger at tage livtag med – som man bruger resten af sit liv på at fatte med hjerne og hjerte. Det er kærligheden, der skal vise os vej i livet.

Og det er faktisk også kærligheden som vi hører om i dagens evangelium. Vi hører om to mænd, der hver især beder til Gud.

En farisær og en tolder. Farisæerene var en religiøs retning inden for jødedommen, der gik meget op i at overholde de religiøse regler. Toldere var dem, der opkrævede penge for romerne, der på den tid, havde besat Palæstina. Ofte bliver farisæerene i Det nye Testamente fremstilllet som dem, der ikke har forstået Gud, selvom de var meget religiøse. Tolderne derimod er der godtnok ingen der kan lide på det her tidspunkt, men der er mange fortællinger om, at Jesus tilbringer tid sammen med tolderne, så derfor bliver de billedet på dem, som samfundet støder fra sig, men som Gud tager til sig.

Den ene, farisæeren, er lidt selvfed, og den anden, tolderen, ville helst kravle i et musehul, hvis han kunne. Umiddelbart virker lignelsen ligetil. Vær som tolderen og ikke farisæeren. Men det er faktisk ikke helt det, der er pointen i lignelsen. Det er en fælde, som vi meget nemt falder i.

Tolderens måde at være på, er ikke nødvendigvis bedre end farisæerens. Det er ikke bedre at lukke sig inde i sin egen synd og slå sig for brystet, fordi man ikke kan lide sig selv – og faktisk slet ikke opdager andre omkring sig. Han er alt for optaget af sig selv. Men det er heller ikke bedre at rose sig selv af alt det, man i al fald ikke er, og alt det man gør godt, som farisæeren. Det er faktisk ingen af de her to måder, der kan tjene som forbillede eller rettesnor.

Så hvem af dem, siger Jesus til os, vi skal være? Måske begge, for er det ikke sådan, at vi både rummer en farisær og en tolder i os?

Vi er altså både farisæeren, der roser sig selv af at være bedre end andre, og vi er også tolderen, der har så travlt med sig selv, at han slet ikke lægger mærke til andre omkring sig.


Men der er også en god nyhed, for både farisæeren og tolderen følger også kærligheden, når den viser dem vej.

Farisæeren giver en stor del af sit overskud til templet. Det gør vi også i en overført betydning. For man kan dele ud af andre slags overskud: glæde, kærlighed, omsorg og opmærksomhed. Det gør vi også.

Og tolderen beder ydmygt til Gud, og lægger sit liv i hans hænder. Han har brug for Gud – brug for kærligheden. Det har vi også. Vi er afhængige af Guds kærlighed, og af at han så gavmildt sender den til os hver morgen med solens stråler. Vi skal lægge vores liv i Guds hænder og stole på ham.

For Gud sørger for os – han viser os kærlighedens vej. Sørger for at vi har en rettesnor, vi kan bruge i vores liv.

Når kærligheden viser vej, så kommer vi til kærligheden, så bygger vi vores liv, så det kan holde til stormvejr, og til at andre læner sig op af os.

Så har kærligheden første og sidstepladsen i vores liv.



Amen



Lad os bede:
Vi beder for de farisæerere og toldere, vi møder i vores liv, om vi ser dem i spejlet om morgenen, eller om vi møder dem på arbejdspladsen, vennekredsen eller i Brugsen. Åbn deres og vores hjerter, så vi møder din kærlighed, der som en efterårsstorm fejer hovmodet og det dårlige selvværd bort som var det blade på et træ.

Vi beder for dem, der søger dig Gud, og som endnu ikke har opdaget, at du går bag dem. Lad dem mærke dig i deres liv.

Vi beder for dem, der ikke har overskud i deres liv, at dele ud af – lad dem møde en, der har rigeligt at give, så de sammen kan deles om din kærlighed.

Vi beder for dem, der er syge og kæmper. Giv dem mod og styrke til at kæmpe lidt endnu.

Vi beder for dem, der skal dø. Lad din Helligånd røre deres hjerte og øjne, så de ved, at de ikke skal dø alene, men at du er med dem hvert skridt på vejen.

Vi beder for alle her i vores menighed, og for hvad de måtte kæmpe med i disse dage. Vi beder for de tre små nydøbte børn – giv dem din velsignelse og kærlighed.

Vi beder for konfirmanderne, der skal begynde at gå til forberedelsen – lad nysgerrigheden fylde, så de kan møde dig med undren og glæde.

Vi beder for den kristne kirke i hele verden. Må dit ord om kærlighed nå så mange som muligt, så den kan blive en realitet i en verden, hvor ondskaben, råheden og grusomheden hele tiden stikker sit hoved frem. Må kærligheden først som sidst være det ord, den lyd, der runger i universet.



Amen



Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

3. søndag efter trinitatis, 2016

Vi lever i en tid med muligheder. Eller vi lever i en del af verden med mulighed. Vi kan næsten vælge det liv, vi gerne vil leve. Vi kan vælge uddannelse. Vi kan rejse til dele af verden, hvor mennesker ikke er nær så privilegerede som os. Vi kan vælg, om vi vil spise økologisk eller ej.

Vores liv er fyldt med valg, som det forventes, at vi træffer. Ja, faktisk vil mange mene, at der er noget galt med os, hvis vi ikke træffer valg. ”Kun døde fisk flyder med strømmen”. Sådan stod der på mit penalhus, da jeg gik i skole, sammen med en masse andre slogans, der skulle hjælpe os unge til at begynde at træffe valg. For hvad vi end traf af valg, så skulle vi sikre os, at det var vores egne. Vi måtte for alt i verden ikke bare flyde med strømmen.

Sådan var og er der lagt en slags forudbestemt skabelon ned over vores liv i denne del af verden. Individualismen kalder vi den. Det er individet, der er i centrum i dag.

Der er meget godt at sige om individualismen. Jeg er datter af en smed, så for 100 år siden ville det ikke ligge i kortene, at jeg skulle få mulighed for at få tage en akademisk uddannelse, og blive præst. Nå ja, så havde jeg også kønnet imod for 100 år siden –det fik vi heldigvis lavet om på, så kvinder også kan fungere som præster.

Men altså der er meget godt at sige om individualismen, fordi den giver os mulighed for at vælge vore egne veje i livet. Vi har frihed.

Men som alt andet, så er friheden ikke absolut, for med alt hvad vi gør, så er der konsekvenser, slagsider og priser, der skal betales. Og individualismen er ikke kun mulighedernes marked, men er også en række forventninger fra samfundet. Forventning, der kan få folk til at knække nakken.

Formanden for Dansk Psykolog Forening, Eva Secher Mathiasen, har påpeget, at der særligt findes tre krav til unge i denne tid. Krav, som jeg mener, ikke kun gælder unge, men som også rammer folk på arbejdsmarkedet.

Det første er kravet om et godt udseende. Man skal være smuk, velproportioneret og veltrænet. De sociale medier fylder hver dag unges liv med billeder af smukke mennesker, der er langt fra gennemsnitlige, men som de forventes at kunne leve op til. Det giver et stort pres på den enkelte, at skulle efterkomme sådanne idealer, og mase sin krop ned i forme, der slet ikke passer en.

Det andet krav, som Eva Secher Mathiasen nævner, er kravet om at have en personlighed, der trives godt i fællesskaber og ikke mindst gør sig bemærket i dem. Jeg er som menneske, præst og kristen en fortaler for fællesskaber, men jeg ved også, at det perfekte fællesskab ikke findes. Det kan være svært, krævende og man kan blive såret i fællesskaber. Man kan føle sig udenfor, og der kan være en kamp om at have den populære position i gruppen. Fællesskaber er besværlige, men de er også det værd. Men det er bare ikke den fortælling, de unge hører. De hører kun om perfekte, konfliktløse fællesskaber. De får at vide, at deres succes som menneske afhænger af, hvor gode de er til at indgå i fællesskaber, og ethvert glimt af svaghed, bliver gemt af vejen.

Det sidste krav er kravet om kompetencer. I en tidlig alder begynder unge at sammenligne sig med hinanden, og sammenligne karakterer. Vores to præster for studerende her i byen, der begge er knyttet her til kirken, kan fortælle om unge, hvis verden bryder sammen, hvis de får en anden karakter end 12. Der er simpelthen blevet et lighedstegn mellem ens værdi som menneske og ens faglige kunnen.

Mange unge tror, at hvis de ikke er de bedste, så er de ikke gode nok.

Så vidt formanden for Dansk Psykolog Forbund Eva Secher Mathiasen.

Disse krav, som hun nævner, er altså slagsiden ved vores samfund, og lægger et enormt pres på, ikke bare unge, men på folk på arbejdsmarkedet også. Kravet om at være det perfekte menneske, eller kravet om at leve op til forventningerne. Det gennemsnitlige menneske har trange kår, hvilket er rigtig skidt, for de fleste af os, er jo pudsigt nok netop det – gennemsnitlige. Og som gennemsnitlig menneske, vil man opleve at fejle, fiaskoer og at blive skuffet. Det er en del af et liv. Og denne del af livet skal også fortælles.

Lignelsen fortæller netop denne fortælling. Vi hører om to mænd. Brødre. Den ene vil have forskud på sin arv, og da han står med pengene i hånden, drager han ud i verden. Langt væk fra sin familie. Der lever han et liv, hvor han bruger alle sine penge. Så sker der det, at der udbryder hungersnød, hvor han er. Han er fattig, sulten og forarmet. Og han må tage arbejde som svinehyrde, og drømmende ser han på de bønner, som svinene får at spise, og forestiller sig, at de ligger i hans mave i stedet for svinenes.

Den anden bror lever et liv, som man kan forvente. Han bliver derhjemme, gør det i samfundets øjne rigtige og passer sine pligter. Han er mæt og har en seng at sove i. Men da hans lillebror vender hjem, og deres far tager imod lillebroren med fest og glæde, og uden et eneste lillebitte ondt ord eller skæld ud, bliver han vred. Så vred, at han nægter at deltage i festen, og skælder sin far ud. Misundelig og forsmået står den store bror uden for huset og nægter at gå ind.

De to brødre er diametrale modsætninger. To fortællinger om livet. At leve fuldstændig i sine lysters vold, og at leve fuldstændig som andre forventer det. De bliver en slags eksempler på, hvordan vi lever vores liv. Vi kan måske identificeres os men en af dem, eller med dele af dem. Vi kan se, at det er os, der nogle gange vender andre ryggen, for at stille vores egne lyster, eller det er os, der bliver vrede og misundelige over andres glæde. Vi er nok ikke kun én af de to brødre, men har dele af begge i os.

Og i virkeligheden er det er en lignelse eller en fortælling om noget ganske almindeligt og hverdagsagtigt; nemlig en familie, hvor forskellige personligheder engang imellem støder sammen.

Vi hører om, livet ikke er altid er perfekt. Vi kan ikke altid leve op til de krav, der bliver stillet, og vi kommer til at såre andre og os selv.

I kristendommen bruger vi ordet synd om netop det. Synd betyder faktisk adskilt. Synd er, når noget, eller måske nærmere nogen, er blevet adskilt. Når vi ikke længere er i relation med hinanden – når vi vender Gud ryggen, og drager væk fra ham. Så er vi tabt. Så er vi adskilt, og det er synd. Både for Gud og for os.

Brødrene synder på hver deres måde. De bliver adskilt fra faderen. Eller det er jo Gud, det handler om. De bliver adskilt fra Gud. Enten ved at rejse bort, eller ved i harme at påpege uretfærdig og føle sig forbigået – ved at stille spørgsmålstegn ved kærligheden.

Begge brødre bliver adskilt fra Gud, og ved at gøre det, så sårer de faktisk dem selv. De påfører dem selv et sår, så smertefuldt, at det hæmmer deres handlinger og følelser. Et sår, der lukker kærligheden ude. Og det er der mange, der gør. Vi lukker kærligheden ude af vores liv. Måske fordi vi selv er blevet såret engang, eller fordi vi ikke føler vi fortjener den, eller måske af helt andre grunde, så lukker vi kærligheden ude. Vi åbner os ikke for den. Og såret i vores indre, bliver ved med at smerte os. Og det eneste, der kan hele os, er kærlighed.

Vi har brug for kærligheden. Vi har brug for Gud, der ser os i det fjerne, og derefter kommer løbende imod os, sætter en ring på vores finger, klæder os i festtøj, og fejrer, at vi er kommet til ham.

Gud er kærlighed. Det står der faktisk i Bibelen. Gud er kærlighed. Han er selve kærligheden, og alt han vil og er, er kærligt. Han stiller ikke krav til os, han forventer ikke af os, at vi er bedre end gennemsnittet og han skælder os ikke ud, når vi går veje, han ved ikke er gode for os.

Han tager os derimod i favnen, som var vi små børn, der kommer grædende til ham, og tager os op og trøster os. Han favner os i kærlighed, og visker alt det bort, der gør, at vi tror, vi er mindreværd end andre. Vi er præcis som vi er skabt til at være. Vi er alle som en skabninger med kærligheden plantet solidt i vores hjerter. Vi har kærligheden, og vi kan bruge af den – både når vi tænker på os selv, og når vi tænker på andre. Vi skal være milde overfor os selv, som vi skal være milde overfor andre. Vi skal altså hverken dømme hinanden eller os selv. Vi skal forsøge at gøre den kærlighed, vi har fået givet, levende, så den kan trives mellem os. Derfor beder jeg også ved nadveren på alles vegne om, at kærligheden skal blive netop levende blandt os.

Kærligheden skal gro og vokse, så den kan række til alle omkring og os længere endnu, og det begynder med en Gud, der kommer dig løbende i møde, tager dig i sin favn, og elsker dig.

Amen

Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.