Præsteklumme, februar 2018

Kan du gætte hvem jeg er?

Du kender dem nok godt – de der mennesker, man har en fornemmelse af altid har en maske på. De er aldrig helt dem selv. Man skulle tro, at de fejrede fastelavn hele året rundt. Det er som om, at hele deres peronlighed bliver forloren. Kald det mavefornemmelse eller instinkt, men det er ubehageligt at står overfor sådanne personer. De bliver utydelige.

Eller det vil sige, engang imellem er det jo os, der ”tager maske på” og bliver en anden. Nok mest for at skærme os selv, eller fordi vi bliver usikre. Vi påtager os en personlighed, der passer til situationen, tror vi, og spiller ud fra den. Spiller med, men spiller også fallit. For hvem er man, når man tager maske på? Det er nok individuelt, hvordan vores masker ser ud; men fælles for os alle er, at vi gerne vil være vellidte. Det betyder faktisk noget, at andre kan lide en. Og frygten for, at vi ikke er gode nok, kan være nok så skræmmende. Men faktum er, at lige meget om vi har maske på eller ej, så har andre en holdning til os. Så hvorfor ikke lade folk have en holdning til dem, vi reelt er, snarere end en selvfabrikeret maske?

Det handler om at turde være i sit liv.

Livet giver knubs. Det kan ikke undgås; og det hjælper ikke at leve gennem en stand-in. Vi kan ikke leve som andre end os selv.

Jeg tror, vi skal holde op med at bruge så meget tid på at polere vores maskers facader, og mere tid på at vise verden, hvem vi er. Og vi er forskellige. Vi har fået forskellige evner, og det er ok. Der er plads til og brug for alle.

Så skal vi ikke holde op med at bruge tid på at gætte, hvem der er bag masken, og istedet for bruge tiden på at lære hinanden at kende?

Præsteklumme, april 2016

Ethvert liv bør leves i frihed.

Den sætning er forudsætningen for, at liv kan blive godt. Vi bør leve et liv, hvor enhver må mene, tænke, forsamles og tro på det de vil. Så længe det ikke skader medmennesket selvfølgelig. Det giver bevægelsesfrihed i sindet, når friheden kan bruges frit.

Jeg var for kort tid siden på besøg i Imam Ali Moskeen i København, der er en shia muslimsk moske. Der fik jeg mulighed for at tale med ung kvinde, der var konverteret til islam. Hun var opvokset på landet, havde sunget i kirkekor og fået en, hvad mange vil kalde, almindelige, dansk opdragelse. Og alligevel fandt hun i islam, den vej, som hun skulle følge. Hun konverterede, og efter en del år, valgte hun at tage tørklæde på. Hun havde tænkt, at det var hendes egen sag mellem hende selv og Gud, men hun blev klogere. For derefter oplevede hun at blive chikaneret på åben gade, skubbet til, råbt af, og sågar spyttet på. Kun fordi hun nu åbent viste, at hun som pæredansk kvinde, var blevet muslim.

Hendes historie rørte mig dybt. Dels fordi jeg var rystet over den chikane, hun oplevede, men fordi jeg også vil have ret til at tro på den treenige Gud, og gå med et kors om halsen, uden at blive chikaneret. Hendes historie er en historie om, at frihed er noget, vi giver hinanden.

Frihed er noget ganske sårbart, som meget nemt kan blive kvalt i fordomme, fordømmelse og frygt. Friheden kræver, at vi tiltror hinanden det bedste, og faktisk giver hinanden lov til at være anderledes end os selv. Gør vi ikke det, er det ikke frihed.

I kristendommen lærer vi, at vi er blevet sat fri. Vi er sat fri til at elske – og ikke kun andre kristne, men alle mennesker. Ja, selv vores fjender, skal vi elske. Det betyder, at selvom vi måske et kort øjeblik, kan mærke en frygt i maven over for en ukendt person, så skal vi øve os i at se mennesket bag. Og selvom vi gang på gang bliver skuffede over andre, så skal vi stadigvæk øve os i at se mennesket bag. Der er ingen undskyldning for at ikke at forsøge at elske. Det er kærlighed at give hinanden frihed.

Og dét er kærlighed, der insisterer på at være levende iblandt os.

Præsteklumme, oktober 2015

Fryd dig på trods
I foråret begravede vi min stedmor. Det skete efter flere års kamp mod kræft. Den sidste tid var hård – uendelig hård. Hun var svundet ind til en ingenting, hun var ældet og livsmodet var krympet. Hun skulle dø. Hun vidste det, sygehuspersonalet vidste det og vi vidste det. Men vi brød os ikke om det. Et sted inde i os selv, håbede vi vel alle på, at et mirakel ville helbrede hende, selvom man ikke kan kalkulere med mirakler.

Nogle sagde til os, at det var til det bedste; men vi syntes ikke, at det var til det bedste. Det bedste ville være, hvis hun ikke skulle dø. Det bedste ville være, at hun ikke skulle lide. Det bedste ville være, at hun levede.

Men hun døde. Stille og roligt. Smukt. Værdigt. Og ganske forfærdeligt.

Vi sang ”Dejlig er jorden” mens vi stod der i afmagt.

Vi sang om slægter, der skulle følge slægters gang. Vi sang om tonen fra Himlen, og vi sang:

Fred over jorden!
Menneske, fryd dig,
os er en evig frelser fød!

Det var stærke ord midt i sorgen. De rakte ud efter os, og greb os. Fryd dig menneske, for en evig frelser er født. Det var troens stemme, der pludselig svarede os på spørgsmål, vi ikke vidste, vi havde stillet. Og selvom det kan lyde absurd, så var der på stuen et håb, der gennemtrængte døden. Døden blev ikke det sidste, der var og er at sige om hende. Hun er hos Gud.

Hun blev ikke helbredt, som vi kan høre Jesus gør i Bibelen, eller som visse tv-prædikanter påstår de kan; men hun er hos Gud. Og selv det i vores hverdag er det næstebedste, for vi ville hellere have hende hos os, så er det et håb i vores liv, der gør, at vi kan fryde os over livet. Dejlig er jorden, også i afmagtens favntag.

2. søndag efter trinitatis 2018

Jeg har en lille bog stående på mit kontor med en masse små historier i. Bogen hedder: Altid elsket. Den står på reolen lige ved siden af mit skrivebord. Altid elsket står skrevet med rødt, så når mit blik glider hen over reolen, fanges jeg af titlen, og bliver lige mindet om; altid elsket. Bogens indhold er også godt, men det er titlen, der er skrevet med rødt, der igen og igen minder mig om en sandhed i livet. Og særligt en sandhed, jeg har brug for at høre igen og igen, når livet er svært.

Altid elsket, også når livet slet ikke går i den retning, jeg gerne vil have det. Altid elsket, når jeg snubler over livet, andre mennesker eller egne forventninger. Altid elsket. Og elsket på trods.

For selvom vi skal opleve fiaskoer, svigt eller modstand, så er vi elsket alligevel. På trods af det, vi selv synes vi fortjener, eller rettere ikke fortjener, så er vi elsket. Gud elsker os. Altid.

Og i en tid, hvor vi kan arbejde os til næsten alting, så er det befriende at vide, at der er noget, vi får også på de dage, hvor fejler. Der er noget i livet, som er ude af vore hænder. Vi glemmer det bare tit.

Faktisk er meget ude af vores kontrol. Det er vores jordiske succes og fremgang også – der er altid en stor portion held involveret for dem, der faktisk bliver store i samfundets øjne, og vi glemmer, at der sker dårlige ting for gode, flittige og dygtige mennesker. Livet rummer en uforudsigelighed, som vi må leve med.

Smukke mennesker dør. Gode mennesker bliver syge. Onde mennesker vinder i lotto. Livet kan simpelthen ikke sættes i rammer og kasser. Heller ikke selvom vi prøver. Hårdt. Og så hårdt, at forventningerne har det med at overtage vores liv, og gøre det mere surt end godt.

Livet er uforudsigeligt.

Åh, men hvor kan det skræmme dette uforudsigelige liv, og man kan få lyst til at trække sig, lukke sig inde på i sit hjem og lade verden udenfor ske. Problemet er bare, at man ikke lever, når man kigger på. Man er nødt til at kaste sig ud i livet, velvidende at vi ikke ved, hvordan det vil forløbe.

Modet til at så at gøre det, og kaste sig ud i livet, kan vi finde i ordene om, at vi er elsket. Altid.

De ord skal vi have med os som en rettesnor i dagens evangelium, der handler om, at Jesus siger, at vi skal hade vores familie for at kunne følge ham.

Det lyder så voldsomt for idealet er, at vi elsker vores familie, også selvom det ikke altid er virkeligheden.

Og vi møder et ideal, som er meget dominerende. Den ideelle familie er smilende, overbærende, lykkelig. De er aldrig i konflikt, aldrig uenige, og der eksister ingen skjulte forventninger mellem dem.

Men vi kan ikke leve op til det ideal, for i virkelighedens verden kommer vi til at skuffe hinanden, såre hinanden eller gå hinanden på nerverne. Selvfølgelig har mange øjeblikke, der er ideelle, men der er også mange øjeblikke af det modsatte.

Vi taler bare ikke så meget om det. Vi lever et liv, hvor vi halser efter det perfekte. Det gennemsyrer alt. Vi skal være perfekte mennesker – perfekte kærester, gøre en perfekt karriere og være perfekte forældre.

Ja, som forældre får vi øvelser, vi skal lave med vores børn, så deres hoveder ikke bliver skæve, så de kan lære at vende og gå. Vi skal stimulere dem rigtigt, så de bliver kreative, selvhjulpne, selvstændige og rustede til livet. Man kan blive vildt stresset over alt den træning, man skal lave for sit barn i sin barsel. Det er ikke fordi, jeg er imod at vi skal give vores børn det bedste, eller at vi skal forsøge at være de bedste mennesker, men problemet er de dage, hvor vi ikke kan leve op til idealerne og forventningerne. De dage er hårde, og de dage, kan vi banke os selv oven i hovederne med. Det er svært. Faktisk er der lavet undersøgelser, der viser, at mange slapper mere af på arbejde end hjemme.

Familiens skød er ikke nødvendigvis et fredens sted, men kan lige så let være et svært sted og et smertende sted. Et sted, hvor vi bliver forpustede og kede af det. Et sted vi fejler.

Og nu siger Jesus så til os, at vi skal hade vores mor, far, børn – ja, hele familien. Det kan lyde så forvirrende.

Så hvad mener han?

Han mener, at der findes en måde at leve på, hvor vi, selvom vi ikke altid opnår det, vi ønsker, og selvom vi nogle gange er forkerte eller ikke slår til i samfundets øjne, så alligevel kan være til. Selvom nogle hårdnakket vil påstå, at det er umuligt, så kan man faktisk leve med alt det rod, man har med i bagagen. Den kristne tro er troen på, at det kan lade sig gøre – fordi vi har Guds kærlighed.

Vi skal se ud over os selv og se livet i den større sammenhæng. En sammenhæng, hvor vi ikke kun er i familie med dem, vi deler DNA med, men også er i familie med Gud. Vi skal udvide vores blik, så vi ikke stirre os blinde på vores eget liv, men faktisk ser, at vi er i en relation med Gud.

Det er en relation, hvor forventninger, domme og idealer ikke fylder, men hvor der kun er kærlighed. Der ér en relation i livet, vi ikke kan dumpe eller fejle i. Kærligheden er ikke afhængig af resultater. Det mærker man særligt, når mn bliver forældre – og i dag, hvor vi har døbt tre små drenge, så ved I, deres forældre, at I elsker dem, fordi de er dem, og ikke for hvad de kan. Der bliver kærlighedens væsen så tydelig. Kærlighed er uden betingelser.

Og hvor meget mere elsker Gud så ikke os? Vi er elsket altid.

Der er en kæmpe befrielse i det, at vi ikke bliver bedømt på om vores liv blev en succes eller på hvor få konflikter, vi havde med vores familie. For i Guds rige handler det ikke om dom, men om tilgivelse, nåde, velsignelse og kærlighed. Guds rige er kærlighedens rige.

Vi skal hade vores familie? Jamen, det skurrer stadigvæk i mine øre. Det giver ikke mening. Og faren er, at vi kommer til at hade i kærlighedens tjeneste.

Men vi skal ikke begynde at hade, hvor kærligheden er. Vi må ikke skubbe kærligheden væk til fordel for hadet. Hadet er ikke målet – det er aldrig målet.

Fortællingen her er svær, og derfor kan det være godt, at se i Matthæus evangeliet, hvor denne episode også er nævnt. Men hos Matthæus siger Jesus ikke noget om had, men om at vi ikke må elske vores familie mere end vi elsker Gud.

Her bliver det mere tydeligt og klart, hvad der menes. Her kan vi lettere forstå, at det ikke handler om at hade, men om at vi ikke må kroge os så meget ind i vores eget lille liv, at vi glemmer åndeligheden – glemmer Gud. Glemmer Guds kærlighed. Men det er ikke et enten eller – det er ikke en konkurrence mellem Gud og familien; men en ny måde at se sit liv på.

Vi skal åbne os vore verden, og tage imod Guds kærlighed. Og den kærlighed skal vi gøre levende mellem os.

Også i familien. Men også mellem dem, der ikke lige er vores familie eller venner. Vi skal være ødsel med kærligheden, og ikke bare dosere den til dem, vi synes fortjener den.

Det er er budskabet – del kærligheden. Del i ødselhed.

Lad kærligheden løfte dig op, så du glædes over det som er, og ikke det som ikke blev. Gud elsker dig som du er, ikke som den du ønskede at være. Gud elsker dig. Du er altid elsket.

Amen


Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

Trinitatis søndag 2018

At skulle livet kan være svært. Og omstændigheder kan gøre det næsten umuligt. Man kan tvivle på fremtiden. Ja, tvivle på det liv, man står i lige nu og her.

Det oplevede Paul Wittgenstein. Han var bror til Ludvig Wittgensten, der var en berømt filosof. Men Paul Wittgenstein blev også berømt, men for noget ganske andet.

Paul var en meget talentfuld pianist, der havde sin debutkoncert i 1913, som han fik store roser for. Men året efter brød 1. verdenskrig ud, og han blev indkaldt til militærtjeneste. Der skete det forfærdelige for en pianist, at han blev skudt i sin højre albuen, og derefter taget til fange af russerne og sendt til Sibirien. Der var skaderne på hans arm så omfattende, at han fik amputeret armen.

Men Paul gav ikke op. Han ville bruge sin venstre hånd til at spille med, og derfor kontaktede han forskellige komponister, som han fik til at arrangere stykker til ham skrevet for kun venstre hånd.

Og det lykkedes faktisk Paul at lære kun at bruge sin venstre hånd, og at skabe musik med den.

Senere kom Paul Wittgenstein til USA, hvor han døde i 1946. Et liv fyldt med krige og forfærdelse, men også et liv med musik, vilje og liv. Skygge og sol. Han levede et liv med musik på trods af sin manglende arm. Man kan næsten sige, at han gjorde det umulige, men så alligevel ikke.

Paul ender med at blive kejthåndet. Kejtet betyder egentlig skæv. Så når man bruger venstre hånd, er der noget skævt på færde – noget, der burde være anderledes. Vi kender det også fra det, vi kalder for venstrehåndsarbejde, som er et stykke sjusket arbejde. Det er den højre hånd, der er den rigtige. Ja, før i tiden tvang man ligefrem skolebørn til at skrive med højre hånd, selvom de var venstrehåndede. Den højre var den dominerende og dermed den korrekte.

Men i denne fortælling om Paul Wittgenstein ser vi, at det som er kejtet eller venstrehåndsarbejde kan blive til noget stort. Det handler ikke om vores forudsætninger til at begynde med, men om at noget stort netop kan opstå på trods. Eller trods tvivl.

Disciplene i dagens evangelium tvivler også. Fordi det er hvad livet gør ved os – får os til at tvivle. Tvile på om vi nu magter den opgave, livet også er. Tvivle på om det, vi tror, kan bære, når det gælder. Det er ganske naturligt at tvivle. Tvivle på om jeg lille menneske kan holde til livet.

Og selvfølgelig tvivlede disciplene også, for de var ganske almindelige mennesker som dig og mig. Det er jo ikke underligt, at de tvivlede.

Men vi skal altid se tvivlen i troens lys. Hvis vi ikke gør det, så ender vi i ingenting – i nihilismen. Der er der mange, der er endt, og underligt nok stædig står fast. Som om dette ingenting har nået deres hjerter, og ætset håbet væk. Alt mister betydning i intetheden. For hvis intet er, har intet heller mening – heller ikke menneskelivet.

Så tvivlen skal ses i troens lys. Troen er håbet om, at der en forbindelse mellem himmel og jord, også når vi tvivler. Den forbindelse er dåben.

Dåben er en gave. Dåben har den særlige karakter, at man ikke kan døbe sig selv. Man kan give sig selv nadver, altså brød og vin; men man kan altså ikke døbe sig selv. Man bliver altid døbt – af et andet menneske. Ja, ikke engang Jesus kunne døbe sig selv, men blev også døbt af et andet menneske.
 Og dermed bliver det så tydeligt, at dåben er en dåb til fællesskab.

Man bliver døbt ind i en historie, hvor ens forældre og deres forældre før dem, er blevet båret til døbefonten og døbt. Man er en del af en slægt. Men man bliver også døbt ind i et fællesskab i menigheden. Her rejser vi os for det lille barn, når det bliver båret ind i kirken af trætte og stolte forældre. Vi rejser os i ærbødighed og som en velkomst til det lille menneske, der har livet liggende foran sig. For det lille menneske er jo ikke alene i verden, men har, uden overhovedet at gøre sig fortjent til det, fået en plads i vores fællesskab. Fordi det slet og ret ikke handler om, hvad man kan, men om, at enhver er velkommen.

Og så er dåben et fællesskab med Gud – med Kristus og med Helligånden. Jesus siger, at han vil være med os alle dage indtil verdens ende. Vi er ikke alene i dette liv, hvordan livet så end går for os.

Vi opdrager i dag vores børn til at være selvstændige. Det gør min mand og jeg også. Vi ønsker, at vores barn skal træffe fornuftige og gode valg, der også klinger med hans indre. Han skal gøre det, han brænder for. Jeg vil ikke træffe livets valg for ham, men tilskynder ham, at han skal kunne træffe dem selv. Og alligevel lod vi ham døbe. Det valg skulle han ikke træffe selv.

For selvom selvstændighed bliver sat højt i vores kultur, så er det altid det, vi får givet, der har størst betydning for os. Det er gaven, der åbner vores liv. Og dåben er en gave. I dåben får vi tilgivelsen. Der bliver altså givet noget til – ikke bare til os – men til vores liv. Noget ekstra som vi ikke kan selv kan skabe. Vi får nåden og ånden. Vi får nåden, som er Guds ubetingede kærlighed til os mennesker. Den kommer i form af syndernes forladelse. At lige meget hvad vi gør, og hvor meget vi kan træde ved siden af, så forlades de synder os. Det er aldrig sjovt at blive forladt; men her giver det mening. For synderne bliver tilbage, mens vi får lov at fortsætte i vores liv. Det giver Gud os, så vi ikke behøver gå med tyngden af alt det, vi gjorde, der sårede andre på vores skuldre. Vi kan gå frit.


Og så får vi ånden i dåben, som er Guds levende, vilde, stille, eftertænksomme, pulserende, brændende ånd. Den er som vinden, og er her hele tiden. Nogle gange blæser den i os, så vi bliver rykket med, og andre gange er den så stille, at vi ikke mærker den; men der er der hele tiden.

Dåben er dåb med vand og ånd. Vi bliver genfødt, siger vi. Vi skal ikke bare fødes af vores mor, men vi bliver født igen af ånden. Uden smerte, uden trængsler, men født af kærlighed.

Dåben er en gave. En forbindelse mellem himmel og jord. Himlen spejles i vandet, og vandet lander på barnet, og sammen er Guds ånd helt nær og omslutter med kærlighed.

Vi er ikke alene.

Det løfte får disciplene i dagens evangelium. Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende, siger Jesus til dem, mens han sender dem ud i verden for at fortælle om troen. Fortæl dem om mig, siger Jesus. Fortæl dem om kærlighedens magt, for Jesus har den magt i himlen og på jorden.

De bliver sendt ud i verden med kærlighed, med nåde og ånd. Men det var ikke kun disciplene, der fik den opgave. Den opgave har alle døbte. Derfor lyder dagens evangelium også til alle barnedåb i kirken. Vi skal dele kærligheden.

Se, nu er tvivlen igen vores, for hvordan skal jeg gøre det. Men her er vi som Poul Wittgenstein, der kan føle, at vi har fået højre hånd amputeret. Hvad ved jeg om tro, kan man tænke? Men med netop dette spørgsmål er det største skridt allerede taget. Vi er alle teologer, idet vi begynder at tale om tro. Det er ikke forbeholdt præsten. Heldigvis.

Og ligesom Poul, der endte med at spille med venstre hånd, så bliver vi altså sendt ud i verden i den tillid, at vi kan magte opgave. Vi bliver sendt ud trods vores tvivl. Vi bliver sendt ud selvom ikke altid føler, at vi er de bedste repræsentanter for den Lutherske evangeliske kirke, som folkekirken er.

Men netop her står vi ved noget væsentligt. For det handler ikke om at gøre reklame for en forening, men om at gå ud i verden og tale tro. Vi skal ikke lukke os inde i smukke rum, og tro at troen kun hører hjemme her. Den hører derimod hjemme i vores liv – i vores hverdag, og i de fællesskaber vi kommer i.

Jeg talte den anden dag med en skøn kvinde, jeg kender, der sagde, at tro er en privatsag. Jeg er for så vidt enig, men jeg vil hellere sige, at tro er personlig; men langtfra privat. Den skal nemlig deles.

Dåben er ikke en mur til verden, men en indgang til livet.


Så jeg vil slutte med at citere den salme, vi skal synge om lidt skrevet af Holger Lissner:



”Herre, spræng den mur, vi bygger
op omkring vor tro og dåb!
Styrt det hus, hvor vi os hygger
lukket til for verdens råb!
Lad kun stormens vindstød løfte
kirkens port af hængslet ned,
så dit hus kan stå vidåbent
med din nåde og din fred.”



Amen




Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.




Kirkebøn:



Kære Gud

Giv os det mere, vi ikke kan give os selv. Læg din kærlighed, din vilje, din nåde og tilgivelse til vores liv, så vi med din hjælp kan skabe det store ud af det små.

Vær med os, når vi tror vi skal magte livet selv, og hold dine hænder under os, når vi snubler i livet.

Vær med alle dem, der i disse dage kæmper med livet, med forventninger, med bristede idealer og skuffelser. Lys for deres fod.

Vær med alle dem, der er syge, kede af det eller indhyllet i smerter. Let deres liv.

Vær med alle dem, der mangler mad, mangler nærvær og omsorg, mangler et sted at bo, mangler mening. Giv dem håbet og næsten.

Vær med alle dem, vi glemmer at bede for og dem ingen beder for. Åbn vores øjne for hinanden.

Vær med din kirke – skub os blidt ud i verden, så vi der kan dele din kærlighed. Vær med din os her i Møllevang, og med alle over hele jorden – vær med dem alle dage indtil verdens ende. Amen

6. søndag efter påske 2018

Haverne blomstrer, alting skyder frem, og med det skyder mælkebøtterne også frem. De er de mest stædige og velholdne blomster, og faktisk ganske smukke, hvis man kan se forbi irritationen over, at de breder sig så meget.

En af mine venner kommer fra Thailand, og da hun første gang kom til Danmark, forelskede hun sig i disse smukke gule blomster, der var overalt. Hun nød dem – ja, det vil sige, hun nød dem til indtil hun fik at vide, at det kunne man slet ikke. De er ukrudt, en plante der med lynets hast overtager haverne og skyder lange, besværlige rødder ned i jorden. Nej, mælkebøtten måtte hun endelig ikke elske. Den skulle bekæmpes.

Så hun lærte, at det ikke er alt, man må elske.

Og måske derfor er mælkebøtten også en blomst, der ofte bliver sammenlignet med menneskelivet. Denne blomst, der bare skal have en sprække, så spirer den – op gennem asfalten og bryder den i stykker. Denne blomst, der trods sit ringe udgangspunkt, kan skinne om kap med solen. Denne blomst, der i nogle øjne er ukrudt, der skal fjernes og ikke har ret til at være – men dén blomst, er lige som mennesket.

Og Gud ser sine blomster – og ser os, ikke som ukrudt, men som en del af det skønne, store, vidunderlige skaberværk. Han ser os, og elsker os. Elsker os, selvom der er nogle, der mener, at alle ikke skal elskes – at alle ikke fortjener det. Men i Guds øjne har vi alle en herlighedsværdi.

Herlighed. Det er et stort ord. Vi bruger det ret tit om huse. De kan have en herlighedsværdi. Vi bruger herlighedsværdien som en målestok og en vurdering af et hus. Ligger det det rigtige sted, er det er en god udsigt osv. Men vi kommer også til at bruge den målestok om hinanden. Hvem har en herlighedsværdi – hvem er populær, kan få andre til at grine, samler folk om sig som en magnet? Hvem har ret til at blive elsket og hvem har ikke?

Det er så selvfølgelig en måde for os mennesker at være sammen på, at vi indordner vores sociale spilleregler efter det. Og det er ikke altid, vi kan beskrive, hvorfor nogle er populær og andre ikke, men nogle har bare i andres øjne en herlighedsværdi.

Men at noget er indrettet på en bestemt måde, betyder ikke, at det er godt. Og det betyder ikke, at vi ikke kan finde en anden måde at være sammen på, der er bedre. For det kan vi.

Lige nu indretter vi vores samfund efter en matrice, hvor konkurrence er en naturlig del af livet. Det kan måske nok set med politiske øjne give mening.

Men set med troens øjne er der en anden måde at være menneske på sammen. Set med troens øjne – eller rettere set med Guds øjne har ethvert menneske herlighedsværdi. Herlighed handler ikke om popularitet, men om kærlighed. Ikke spor andet. Vi skal ikke være særligt dygtige, stræbende, perfekte eller have x-factor for at være herlige i Guds øjne. Vi er herlige, fordi Gud elsker os. Der er ingen konkurrence i forhold til Gud. Han har ingen regnskabsbog, han skriver vores handlinger op i.

Tænk at livet er så stort og smukt, at ethvert menneske uagtet dets handlinger er elsket af Gud.

Jeg så engang en TED-talk med en kvinde, der netop fik lov at opleve livets storhed. Hun havde haft en nærdødsoplevelse. Hun var dødeligt syg af kræft, der havde overtaget store dele af hendes krop. Hun lå på randen af døden, da hun får et hjertestop. Da oplever hun livets storhed – hun sammenligner det med et supermarked, hvor alt lyset er slukket. Vi har alle fået en lille lommelygte og med den kan vi lyse en lillebitte del af supermarkedet op. Og i lommelygtens skær, står farverne slet ikke frem, men er blot en afglans af, hvordan det virkeligt ser ud. Da hun dør, oplever hun, at lyset bliver tændt i supermarkedet, og da kan hun se række efter række af farvestrålende, lysende, mangfoldige og vidunderlige ting. Verden var så meget større, så meget smukkere og så meget mere vidunderlig, end hun havde troet. Og der sker faktisk det, at hun vågner igen, og hun kommer sig efter sin kræftsygdom – mirakuløst endda.

Det er mange, der forsøger at bortforklare nærdødsoplevelser, og som hælder mere til at tro, at der intet er efter døden. Det forekommer måske mere nøgternt. Og nøgternt vinder ofte over fornemmelser og følelser.

Men det pudsige er faktisk, at ordet nøgternt stammer fra tysk, og henviser til den første messen, der blev afholdt i et kloster på fastende hjerte. Det rene, klare og enkle. Selve ordet nøgtern har sin oprindelse i troens verden. Så lad os tage det tilbage, og erklære, at det nøgterne også kan være den smukke, rene, klare og enkle sandhed, at livet rummer mere end vi kan se.

Vi har kun en lille lommelygte at lyse livet op med; men vi må kaste os ud i den overbevisning, at der er mere end det vores lille lyskegle kan fange. Vi skal åbne for livet – ikke lukke for det. Åbne vores sanser og liv for, at livet har en merværdi. Og leve med, at den merværdi kommer til udtryk i, at ethvert menneske er værd at elske. Ethvert menneske er en del af fællesskabet – Guds fællesskab med os.

Men det forpligter. For når vi får lov at være i et fællesskab med Gud, skal vores fællesskab her på jorden spejle det. Og måske særligt her i kirken.

Et fællesskab er altid defineret ved nogle grænser. Vores grænse i kirken er, at vi troende. Vi tror sammen – vi mener ikke altid det samme, og det skal vi have lov til; men vi tror. Det er vores ydre grænse. Men vi har også en opgave som fællesskab, og det er at invitere nye ind i det. Og det er vores alles opgave, for vi er alle en del af fællesskabet.

Det kan godt lyde svært, og nogle mennesker er svære at byde ind, fordi de larmer med deres adfærd, vender sig bort eller irriterer. Men de er som mælkebøtter, der i Guds øjne er værd at elske. De har en herlighedsværdi, som vi er forpligtede på gælder, også når vi ikke selv mærker det. Vi skal elske på trods – eller som Jesus siger det, så skal vi elske vores fjender. Det betyder ikke, at vi skal være forelskede i dem, men at vi skal øve os i at se dem med Guds øjne.

Den måde at se andre på en stor del af kirkens moderne historie. Desmond Tutu arbejder med forsoning og tilgivelse i Sydafrika. Et land der er er revet over af apartheid og misforståelser, men han tror på, at menneskeheden har en chance. Fordi Gud giver os den.

Vi i Danmark skal derfor ikke kigge på afstand af verdens tragedier, fordi vi fysisk sidder langt væk. Vi har måske et særligt ansvar, fordi den politiske arena har skabt et samfund, hvor mænd og kvinder langt hen ad vejen har lige vilkår. Og er man særlig privilegeret, så har man også et særligt ansvar. Vi skal insistere på, at mennesker er skabt til lighed. Insisterer på alles herlighedsværdi. Det skal vi dels fordi vi lever i et demokratisk land, men i langt højere grad, fordi vi er kristne. Vi har en Gud, der elsker os ubetinget – så skal den kærlighed gives videre for intet. Fordi vi mennesker er et.

Vi skal være et, som Jesus siger i dagens evangelium. Vi skal være et, ligesom faderen og sønnen er et. Vi har fået kærligheden, og den skal være i os – mellem os, levende og virkende.

Vi er et. Så kort kan det siges: vi er et.



Amen


Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.




Salmevalg:

806: Nu er det Åndens lyse tid (I)

303: Kom, Gud Faders Ånd fuldgod (SL)

281: Nu nærmer sig vor pinsefest (FP)



888: Vi trækker streger (EP)

439: O Du Guds lam (nadver)

257: Vaj, nu Dannebro på vågen (Nadver)

725: Det dufter lysegrømt (U)

5. søndag efter påske 2018

Jesus siger: jeg beder for dem, du har givet mig, for de er dine. Amen

Der ligger en nyfødt pige på et hospital. Hun ligger der helt alene – født for tidligt og med vand i lungerne. Forældrene bliver rådet til ikke at være der, mens den lille pige beslutter, om hun vil leve eller dø. Og bliver det det sidste, er det bedst, hvis forældrene ikke kender hende.

Det var i 1938, og forældrene gjorde som lægen havde sagt og tog væk. Der lå pigen så, alene. Men så alligevel ikke. For hver dag tog en ældre herre sporvognen ud til hospitalet for at sidde hos den lille pige, ae hende på kinden og holde hende i hendes lille hånd.

Og pigen overlevede. Hun er i dag en voksen kvinde – det er skuespilleren Susse Wold. Hun fortæller i sin selvbiografi ”Fremkaldt”, at hun tror, at den gamle mands nærvær og omsorg, er grunden til at hun overlevede.

Barnet fik menneskekontakt. Og fik også bagefter fortalt om denne episode, så det kunne blive en del af hendes liv.

Vi mennesker har brug for kontakt – vi har brug for at mærke hinanden. Når et lille barn kommer til verden bliver det med det samme lagt på moderens mave. Det er så vigtigt med den kropskontakt, at man har opdaget, at små for tidligt fødte børn faktisk stabiliserer sig i kontakt med et andet menneske. Deres hjerterytme falder i hak og åndedrættet bliver roligt. Børnene mærker, at de ikke er alene i verden, men at der er mennesker, der passer på dem – bekymrer sig om dem.

Det kender vi andre voksne også godt. Ethvert menneske har brug for at vide, at det ikke er glemt eller alene; men at vi netop er i et fællesskab med andre.

Og de dage, hvor vi glemmer af det ene eller den anden grund, har vi brug for at få fortalt, at det er sådan. Ligesom Susse Wold fik fortalt om den ældre herre, der viste hende omsorg, mens hun var spæd.

Vi er et fællesskab med hinanden – det skal vi sætte ord på, så vi ikke glemmer det.

Det kan være svært, og ofte glemmer vi faktisk at sige alle de vigtige ord til hinanden. Vi gemmer og glemmer de vigtige ord, måske fordi ordene kan være så alvorlige, at vi ikke vil bruge af dem lige nu. Mange tænker også, at nogle ord er så store, at de først skal siges på dødslejet. Men vi har jo ingen lovning på, at vi får mulighed for det. Så måske er tiden inde til, at vi tager livet så alvorligt, imens vi lever det, at vi tør sige de store, alvorlige og gode til hinanden lige nu.

Sige tak fordi vi er i hinanden liv, sige at vi elsker hinanden, sige hvad det andet menneske har gjort af godt for os. Sige det, der betyder noget – tale ord om kærlighed. Så vi ikke bare forlader os på, at de andre selv kan gætte, hvordan vi har det med dem; men så de faktisk hører det. Hører at de ikke er overladt og efterladt. Vi har brug for de ord. Både at høre dem fra hinanden, men også fra Gud.

Og de store ord får vi i dagens evangelium. Jesus beder en bøn for os. Han beder den i Gethsemane have lige inden han bliver anholdt og dømt til døden. Han beder en meget inderlig bøn, hvor hvert et ord har vægt.

I sin bøn beder han bl.a. for os mennesker. Han beder om, at vi må blive ved med at være i fællesskabet med ham, så vi ikke må føle, at Gud har forladt os, som var vi et lille, svageligt barn på et hospital i 1930’erne.

Vi må endelig ikke tro, at vi er blevet overladt til dette liv alene – vi er i et fællesskab med Gud.

Og derfor han beder om, at vi må holde fast ved ham og holde fast ved hans ord.

Ord kan man jo ikke holde fast i med hænderne. Ord flyver rundt mellem os, og forandrer sig og former sig.

Men når det kommer til Guds ord – de ord, der handler om kærlighed, så har vi fået et helt særligt organ til at holde fast i dem med. Vi har fået hjertet. Og nu ved jeg godt, at mange videnskabelige folk vil pille min påstand ned og degradere hjertet til en muskel; men hjertet er i poetisk og kærlig forstand mere end bare en muskel. Hjertet er det sted, hvor vi kan gemme de gode ord. Ord vi kan tage frem, når tvivl, sorg og mørke rammer vores liv. Ord vi kan gentage for os selv, og dermed minde os selv om, at de gælder.

Ord, der betyder noget, bliver også ofte gentaget. Vi siger: Jeg elsker dig. De ord har vi ikke brug for at blive moderniseret. De ord gælder til alle tider.

Guds liv med os mennesker er en fortælling om kærlighed. Om en Gud, der skaber os og derefter giver os kærligheden til at dele af. Den bevægelse ser vi i korset – den vertikale er Guds kærlighed, der kommer til os, og den horisontale er den kærlighed vi deler med hinanden. Korset og kærligheden.

Denne fastholden af mennesket er, hvad Jesu bøn handler om. Han vil holde os fast i vores relation til Gud og til hinanden.

Vi er ikke alene. Jesus beder for os.

Og vi beder også. Vi beder altid her i kirken – både de bønner, jeg som præst, beder fra alteret på vores alles vegne, kirkebønnen, der er en forbøn for verden, og så selvfølgelig fadervor. En gudstjeneste er fyldt med bønner. Smukke bønner.

Men bønner kan også være den tankestrøm, der fanger en i hverdagen. En bøn behøver ikke være formfuldendt, men kan være at overgive sig til livets inspiration – til Helligånden.

Mine konfirmander spørger ofte om jeg beder meget. Det gør jeg. Men mange gange ebber de ud inden jeg når at sige Amen. Nogle gange er det ord – tanker, taksigelser, refleksioner til Gud – bønner som, hvis jeg beder dem som aftenbønner, går over i søvnen. Og det er ok.

En kollega – Svend Bjerg – skriver, at ”Bøn til Gud er i sit væsen inspiration, som afbryder de fastfrosne tankebaner og nyskaber hjerter” (Kritisk Forum for praktisk teologi, nr. 116, Anis 2009, s. 20).

Bønnen er det, der puffer os ud af rammer, der låser os os fast – åbner vores hjerter for liv og hinanden. Bøn åbner for fællesskab.

Vi skal bede noget mere. Bede for hinanden og verden. Bede og åbne livet. Vi skal turde bruge de store ord – vi skal vide os elskede.

Jesus bad for os den nat, han skal dø. Han bad om, at vi må blive i fællesskab med ham. For vi er hans.

Jesus siger: jeg beder for dem, du har givet mig, for de er dine. Amen


Dagens evangelium:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig. Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.« Joh 17,1-11

Salmevalg: 

750: Nu titte til hinanden

840: Velsign mit barn

313: Kom regn af det høje



587: Guds kære egen søn

439: O Du Guds lam

10: Alt hvad som fuglevinger fik

871: Du virker i det stille