3. søndag i advent 2018

Hvad forventer vi af Gud? Vi sidder måske alle med hver vores forventninger eller ønsker til Gud. Hvad kan han gøre for mig?


Der går i disse dage en udsendelse om og af Charlotte Rørth, der har mødt Jesus i et kapel i Spanien. Hun forsøger i denne udsendelse at finde hoved og hale i sine oplevelser. Hun ved med sit hjerte, at det er Jesus, hun mødte og hun ved, at Guds kærlighed ramte hende. Det ved hun. Det ved hjertet. Men alligevel fortæller hun om, at hun i tiden efter oplevensen var bange for om hun var ved at blive skør. Om oplevelsen var virkelig nok.


Det sker, at man kan ende i mørket, selvom man får lyset. Eller man i al fald kan blive i tvivl.


Johannes døberen, vi hører om i dag, sidder i mørket. Han er fængslet, fordi han ytrede sin holdning til Kong Herodes Antipas ægteskabelige forhold. Der sidder han i mørket – både fængslets mørke og sit eget mørke. Og det selvom han fik en vigtig opgave af Gud. Johannes døberen skulle bane vejen for Kristus. Johannes vidste, at der ville komme en større end ham – en der ville give hans liv mening.


Hans forventning blev ikke mødt med glæde, men med en skuffelse så dyb, at kun fængslets mørke kunne matche det. Og derfor spørger han, da han hører om Jesus, om det er ham, han har ventet på, eller om han skal vente en anden?


Selvfølgelig spørger han. Han er ramt af tvivlen. Og Kristus svarer. Ikke med et ja eller et nej. Han peger derimod hen på sine gerninger. For svaret på, om Jesus er Kristus kan ikke kun besvares med et ja. Det skal opleves, mærkes og tros. Når blinde ser, lamme går og spedalske bliver rene, så er det et glimt af Guds eget rige, vi får. Man kan ikke svare rationelt på om man tror.


Det er interessant, fordi vi netop lægger så stor vægt på ordet i protestantismen. Ordet var i begyndelsen – Gud var ordet, og det er ved ordet, at han skaber. Men hvis ordene ikke peger hen på en virkelighed, så er de tomme. Hvis ordene bare er retoriske spidsfindigheder, så er de ligegyldige. Derfor kunne Jesus ikke bare sige, at de skulle svare Johannes med et ja – derfor svarede Jesus, at de ord, I hører om, de er går i opfyldelse.


Men Kristus siger noget mærkeligt efter han fortæller, at blinde ser, lamme går og spedalske bliver rene. Han siger: ”Og saglige er de, der ikke forarges på mig.”


Forarges. Åh den herlige følelse af forargelse. Forargelse hedder på græsk, som Det Nye Testamente er skrevet på, Skandalon. Det er faktisk navnet på den pind, man bruger i en dyrefælde, der holder fælden i spænd. Når dyret kommer og skubber til pinden, så klapper fælden. Forargelse eller skandalon er altså det, der gør, at fælden klapper for os. Klapper om et menneske.


Forargelse er i vores sammenhæng, at Jesus Kristus er en anden end den, man forventer. Hans kærlighed var ikke som man ventede sig, og det forargede folk dengang. Forargede så meget, at det kostede ham livet. Tænk at kærlighed har den effekt? Kærligheden har så store konsekvenser på den måde, vi er mennesker med hinanden på, at den faktisk kan forarge. For kærligheden fjerner skel – fjerner barrierer – fjerner domme – fjerner systemer. Den gør os alle lige, og derfor forarger den. Den er en forandring af den verden, vi kender. For kærligheden er i sandhed Guds rige, der slår revner i vores virkelighed, og sender sit klare lys ind i vores verden og ind i vores hjerter. Vores verdens mørke, bliver oplyst af kærligheden, og nogle gange må vi misse med øjnene. Og nogle gange bliver vi forargede. Nogle gange klapper fælden om os, og vi sidder i fældes mørke og spørger med håb i stemme og med frygt i hjertet: er du virkelig den, der skal komme, eller skal jeg vente en anden? Er jeg ved at blive skør?


Og Kristus vil svare os – ikke som vi regner med – men som vi har brug for. Han forkynder budskabet for de fattige og de magtesløse. For os, der sidder i den klappede fælde. Det er os, han forkynder for, og han siger til os, at kærligheden er kommet til verden. Selvom vi sidder i livets realiteter, så er noget forandret.


Og Kristus svarer også Johannes i fængslet – ikke som han regnede med, men som han havde brug for. Da Kristus svarer Johannes i fængslet med, at de blinde ser, de døve hører og de spedalske bliver rene er det faktisk et citat fra Esajas. Det oprindelige citat lyder sådan her:


”Sig til de urolige hjerter: Vær stærke, frygt ikke! Nu kommer jeres Gud med hævn, Guds gengæld, han kommer og frelser jer. Da skal blindes øjne åbnes og døves ører lukkes op; da springer den halte som hjorten, den stummes tunge bryder ud i jubel”. (Es.35, 4-6a)


Kristus gengiver det bare ikke som i Esajas, for han udelader noget. Han udelader stykket om hævn. Den fjerner han simpelthen. Og så tilføjer han noget væsentligt. Han siger nemlig også til Johannes, at de døde står op, og evangeliet forkyndes for de fattige.


Kristus fjerner hævnen og tilføjer opstandelsen og evangeliet for de fattige.


Det er bemærkelsesværdigt. Fordi Kristus siger hermed til Johannes – og til os – at noget nyt er sket. Noget banebrydende nyt. Guds søn er kommet til jord, og det har konsekvenser.


Og så forkynder han evangeliet til de fattige. Egentlig er de fattige også dem, der er fattige på magt – altså de magtesløse. Dem der ikke har magt i deres liv – dem der sidder fast – dem der er ved at drukne – dem der er forargede – dem der sidder i fælden – dem forkynder han evangeliet for. De får det gode budskab. De får ord, der ikke er tomme, men som er fyldt af sandhed og kærlighed. De ord, der peger hen på en virkelighed, hvor Guds rige slår igennem.


Og adventstiden er tiden for alle de her tegn, der alle sammen peger i den samme retning; nemlig mod Guds søn, der bliver født. Mod en verden, der aldrig bliver den samme. Mod en verden, hvor Gud slår revner i alt det, vi tror, vi ved. En Gud der bliver menneske, fordi han ved, at vi har brug for en Gud, der står lige ved siden af os i livet, og ikke bare kigger ned på os. Men kigger os lige ind i øjnene og siger: blinde ser, døve høre, spedalske bliver rene, døde står op og evangeliet forkyndes for dem, der har brug for det – og ikke dem, der har gjort sig fortjent til det. Kristus er kommet til verden – kommet til os. Mørket er for altid brudt.


Amen



Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

1. søndag i advent 2018

Jeg vil dele en historie med jer, der stammer fra Johannes Møllehave, som mange af jer nok kender. Han fortæller om sin barndom, at han en jul, var blevet lovet en gave fra sin onkel. En ganske særlig gave. Onkelen ville ikke røbe, hvad det var, men kunne dog sige, at gaven, hverken kunne stå, gå, svømme eller flyve.

Det var noget af en gåde, og den lille Johannes tænkte og tænkte over, hvad det dog kunne være, som hans onkel, ville give ham. Han kunne til sidst ikke tænke på andet, og selve juleaften vandt han ikke mandelgaven, fordi han ikke kunne få en bid ned. Hvad mon det var, der hverken kunne stå, gå, svømme eller flyve.

ENDELIG kom tidspunktet, efter en lang aftens venten, hvor han sad med gaven i hænderne. Gaven var på størrelse med en skotøjsæske og vejede næsten ingenting. Æsken var fyldt med papir. Hvad mon der var så fint, at det skulle pakkes så smukt ind? Han fjernede mere og mere af papiret. Og til sidst lå gaven der på bunde af æsken.

Det, der hverken kan stå, gå, svømme eller flyve – en blyant. En blyant?

Og onklen udbrød: hvad sagde jeg – den kan hverken stå, gå, svømme eller flyve.

Johannes var så helt igennem skuffet. Glæden, forventningen og spændingen udløst i et eneste øjeblik af stor skuffelse. Blyanten lå der, og var ikke andet end en blyant.

Sådan er første del af fortællingen om Johannes Møllehaves juleaften.

Og det er ved første øjekast en fortælling om skuffelse, men også om forventninger.

Og advent handler om forventninger. Tiden inden jul er pakket ind i et tykt lag af forventninger. Hver dag bliver særligt markeret som et skridt på vejen mod jul. Vi åbner måske en julekalender, pakkekalender, tænder kalenderlys, og i dag på denne 1. søndag i advent tænder vi adventskransen. Fire lys står der, og vi ved, at vi skal have alle fire tændt, sove en enkelt nat, og så er det juleaftensdag. En dag der om nogen har et magisk skær – for børn om ikke andet.

Forventningerne står i kø. Og det er ikke fordi forventninger er dårlige eller jeg skal tale dem ned.

Faktisk er det nogle gange dejligt, når andre forventer noget af os. Det gør, at vi gør os mere umage – gerne vil leve op til forventningerne. Så de kan kalde det bedste frem i os – vise os sider af os selv, vi ikke var klar over, at vi havde.

Men forventninger kan også stå i vejen for livet. Skuffe os, lede vores blik hen mod det, der ikke lykkes og mod det vi tror, vi heller vil have.

Som en blyant på bunden af en æske eller som lille, fattigt barn i en stald. Tilmed et barn, der lever den første del af sin barndom som flygtning sammen med sine forældre.

Skuffelsen er forventningens skyggeside.

Og værst er det, når vi skuffer hinanden. Vreden kan vi håndtere og forholde os til, men skuffelsen er anderledes. Den ligger bare mellem os, som en pude af tavshed. Skuffelsen. Og nogle mennesker bruger den tilmed som et våben til at få det, de gerne vil have.

Skuffelsen er når, man ikke får det, man gerne vil have. Eller man ikke får den adfærd man gerne vil have. Det kan også være svigt eller nederlag, der gør os skuffede. Og sårbare. Skuffelsen er svær at håndtere.

Børn har en umiddelbar tilgang til skuffelse, og kan slet ikke skjule den. De surmuler, bliver vrede, bliver måske kede af det, eller går for dem selv. De reagerer med det samme – vi andre stivnede mennesker, vi har lært sociale spilleregler, og kan til tider skjule skuffelsen. Især hvis det drejer sig om en julegave, man ikke havde ønsket sig. Vi smiler, takker – og går måske endda et skridt for langt i hjertelighed for ikke at blive afsløret i vores skuffelse.

Men den ligger der. Skuffelsen.

Men det at blive skuffet behøver ikke være så svær en følelse. For i den ligger der også en mulighed. Vi kan flytte fokus. Der ligger lige frem et potentiale i skuffelsen. Der er simpelthen noget, vi møder, som vi ikke kan ændre – noget vi må acceptere, er anderledes, end vi forventede. Og selvom skuffelsen lurer i baggrunden, så kan vi øve os i at se det, som vi fik i stedet for, og se om det har noget for sig.

Sådan er det ofte med troen – og med Gud. Vi får aldrig det, vi forventede, og altid det, vi aldrig drømte om. Gud viser igen og igen i de fortællinger, vi læser om Bibelen, at han vil have vores hjerter, og ikke blind tilbedelse. Vi skal omvende vores inderste og ikke bare omvende vores handlinger. Så ja, vi får aldrig det vi forventer, men vi får forunderligt nok ofte det, vi har brug for at klare livet, som det er. For Gud ændrer ikke livets gang – han fjerner ikke sorg, død og smerte lige nu og her; men derimod så giver han os den nåde og den kærlighed, der skal til, så vi kan leve. Leve på trods. Selv Jesus liv viste os netop det.

Jesus kommer til os, hører vi. Ridende på et æsel. Det er fortællingen, vi hører Palmesøndag lige før påske, og igen 1. søndag i advent. Han kommer ridende som et symbol på den bevægelse han vil gøre sig ind i vores hjerter. Han kommer til menneskeheden, som han kommer til verden julenat. Han kommer ikke i prompt og pragt, om end verden kan hylde ham med ekstaser. Nej, han kommer ydmygt. Ikke i stor og pompøs indpakning, men født i en stald, ridende på et æsel.

Og vil ind der, hvor hjertet bor. Hvor vi er. Vores forventninger til Gud, kan være større end det, vi får. Vi kan forvente, han skal være en regerende, magtfuld og streng konge, eller julemand for vores ønsker. Men han giver os ikke det, vi vil have af ham; men derimod det, vi har brug for. Han giver os sig selv.

Han bøjer sig hele vejen ned, og lever som os. Med os – for os. Han bliver et menneske. Et menneske på de vilkår menneskelivet har – lige fra fødsel, forventninger, glæder, sorger, smerte, valg, død og (ja) skuffelser. Han ved, hvordan vores liv er. Han forstår os. Han går med os. Vi er ikke alene, for altid går han med os. Alle dage indtil verdens ende.

Der er et fællesskab mellem os og Gud.

Og inden jeg glemmer det, vil jeg springe tilbage til den lille Johannes, som stod der juleaften med skuffelsen og sin blyant. De andre børn havde fået legetøj. Og nyhedens interesse var stor, men efter et par uger gad mange af hans venner ikke lege med deres nye legetøj. Og der stod Johannes med sin blyant og opdagede dens helt særlige kraft. Men den kunne han rime, stave, skrive fortællinger og bruge store ord. Den åbnede en verden for ham. Han havde aldrig drømt om at ønske sig en blyant, men gaven fik større betydning, da han opdagede, hvad den indeholdte.

Jeg tror heller ikke mange på Jesu tid drømte om, at Gud ville leve sit liv som en tømrersøn fra Mellemøsten. At Gud ville vælge et liv, hvor han skulle gå rundt mellem byer på sine egne fødder i varmen, og med snavset hængende ved sig. At han skulle leve som de fleste levede den gang. Men det har en betydning, når vi opdager, hvad det indeholder. Det indeholder en kærlighed så stor, at den baner sig vej gennem de murer, vi bygger op om hjerte, de skjold vi sætter om vores inderste. Han baner sig vej til os – ridende sagtmodig på et æsel.

Løft jeres hoveder, I porte,
løft jer, I ældgamle døre,
så ærens konge kan drage ind.

Sådan lyder det i den gamle salme, jeg læste højt fra alteret. Løft jeres hoveder – lad de porte og døre, der spærre åbnes, så kærligheden frit kan leve mellem os.

Det er advent.

Amen



Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

Alle helgens dag 2018

Da jeg slog øjnene op i morges, vidste jeg ikke, at jeg skulle miste dig. Da jeg slog øjnene op i morges, havde jeg stadigvæk håbet siddende i sjælen. Da jeg slog øjnene op i morges, var sorgen ikke endnu ikke trådt ind i mit liv. Sådan havde jeg det første gang jeg mistede en, jeg havde kær.



Og i det øjeblik sorgen træder ind i livet, bliver livet noget andet. Noget forandret.



For nogle fylder smerten, det kaotiske og uforståelige. Og for andre igen er der lettelsen, der står forrest, efter et måske langt og opslidende sygdomsforløb. Vi reagerer forskelligt – men vi reagerer. Og selvom vi sørger på hver vores måde, så kan vi spejle os i hinandens sorg og hinandens fortællinger om livet uden den, man elsker.



Sorg er blevet beskrevet som at træde ind i et ukendt landskab med et landkort, der ikke passer til omgivelserne. Man famler sig frem. Måske man føler sig alene, og måske føler man som den første der, nogensinde har prøvet at mærke, hvordan det er at miste. Men døden er ikke ny. Sorgen er ikke ny. Død og sorg har altid og vil altid være en del af menneskers liv. Det er en realitet, som rammer os. Eller som en, jeg kender sagde, så bliver man pludselig voksen. Og det på trods, at hun både har mand og barn, så var det døden, der gjorde hende voksen.



Døden er livets modsætning. Og har man set et dødt menneske, så ved man, at det passer. Døden er et absolut fravær af liv. Det modsatte – mørket og modstanderen. Døden er så pludselig, selv når den er ventet. Fra et øjeblik til det næste er der død.



Og så kommer sorgen. Sorgen træder ind der, hvor kærligheden er, og iklæder kærligheden i sørgedragt. For sorg er kærligheden, men en kærlighed, der smerter. Sorg over alt det, der ikke længere er mere – alt det ikke mere vil være – og en fremtid, der for altid vil mangle det menneske. Men også en sorg over de konflikter og brud, der ikke nåede at blive klinket. De ord, der aldrig blev talt – og de øjne der aldrig mere vil møde hinanden.



Der findes ikke en særlig opskrift på at sørge. Det kunne man nogle gange ønske sig, så man bare kunne følge den. Men man står midt i det ukendte landskab og må tage hvert skridt famlende. Men når der ikke findes en opskrift på at sørge, så kan man heller ikke sørge forkert. Vi sørger som vi kan og skal. Der er ingen i sorg, der skal presses til at klare sig flot, eller være kommet ”over det” efter nogle måneder. Sorgen er – indtil den en dag ikke fylder det hele, men dog er der. Eller måske bliver den i højere grad til savn.



Sorgen gør det tydeligt, at vi mennesker er jordens salt, som Kristus siger til os. Vi er salt for hinanden. Det er mødet med hinanden, der giver livet dybde og smag. Det fællesskab, som vi giver hinanden, gør livet til noget mere. Vi er jordens salt. Så salt som de tårer vi græder af sorg. Vi er jorden salt.



Og midt i sorgens mørke, midt i magtesløsheden og midt i tvivlens favntag, da kommer der ord, der modsiger døden. Ord, der siger, at livet ikke ender i mørke. At døden ikke får det sidste ord. At der også er liv efter døden. At når vi ånder ud for sidste gang, så står Gud klar til at tage os ved hånden.



Vores håb er, at de døde er hos Gud i hans evige favntag. Der er en opstandelse.



De ord kan være som en stråle af lys, der trænger gennem gardinet en morgen i november. De ord kan give en sprække af håb midt i sorgen. Det er ikke ord, der gør det ok, at døden findes; men det er ord, der modsiger døden. Ord der nægter, at døden er det sidste, der er at sige om et menneske. Gud holder os fast på, at det er kærligheden, der skal have det sidste ord i et menneskes liv.



Vi skal miste hinanden, men vi har kærligheden. Den kan ingen tage fra os. Vi har altid kærligheden.



Men livet er forandret. Intet bliver som det var før. Vi skal leve med det vilkår, vi nok ikke bryder os om. Men Gud bryder sig heller om det. Vi er ikke alene, når vi protesterer mod døden. Gud er på livets side, og han lover os, at han er med hver enkelt af os – i livet, gennem døden og ind i opstandelsen. Så når vi må slippe de dødes hænder, så kan vi folde vores tomme hænder i bøn, og bede Gud tage over der, hvor vi ikke længere kan nå. Gud er med os indtil verdens ende – han er med os. Vi er ikke alene, hverken levende eller døde.

Døden er fravær af liv. Men livet bryder gennem døden, og insisterer på, at nok er døden en realitet, men livet får sidste ord. Kærligheden lever.



Amen



Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

17. søndag efter trinitatis, 2018

Der er noget nusset ved kristendommen. Noget sært snavset ved det. Vi glemmer det nok bare.

For vi sidder her i denne smukke kirke med det smukkeste lysindfald, der næsten kan få enhver til at stoppe et øjeblik og falde i staver over skønheden.

Og kristendommen er også skønhed, lys og glæde. Men den tager sit udgangspunkt et helt andet sted. Den begynder i skidtet.

Hvor provokerende må en præst være? Ja, det har jeg virkelig overvejet til i dag. Jeg skal ikke være så provokerende at fokus kommer på præsten fra Møllevang, som det så nemt kan ske, når man åbner munden. Fokus er på fortællingen om Jesus.

Så bær over med mig i dag – det er meningen, det skal provokere, og det kommer til at gøre ondt.

Evangeliet kunne i dag være omskrevet til:

Da Jesus gik forbi, så han Peter Lundin sidde for sig selv, og han sagde til ham: følg mig.

Eller

Da Jesus gik forbi, så han Peter Madsen sidde for sig selv, og han sagde til ham: følg mig.

Eller

Da Jesus gik forbi, så han Thomas Borgen sidde for sig selv, og han sagde til ham: følg mig.

Sådan kunne evangeliet til i dag måske se ud. For det er så provokerende, det er. Det er så dødhamrende provokerende. Og jeg bliver selv provokeret, og tænker, at nu går det over stregen.

Men Gud går over stregen – altid.

Og derfor var der også stor modstand mod Jesus dengang. For han kom og gjorde op med de sociale spilleregler, og ikke mindst med vores retfærdighedssans.

Hvem er det egentlig Gud kan bruge? Og svaret er mennesker. Eller som der står i evangeliet til i dag, så kommer han til syge, for det er dem, der har brug for en læge. Og han kom virkelig til dem, som stod på mål for andres foragt.

Så provokerende er evangeliet, for evangeliet er hverken en lovtekst eller et politisk manifest – evangeliet er Guds historie med os mennesker.

Og det begynder jo allerede på s. 3 i Bibelen, hvor Kain står sin egen bror ihjel, og Gud alligevel tilgiver ham. Tonen er sat.

Det betyder dog IKKE, at Gud er ligeglad med hvordan vi opfører os, for selvfølgelig skal vi gøre os umage med at leve med hinanden for øje. Det hører vi næsten lige så mange gange, som vi hører om tilgivelsen. Næstekærlighed er en af grundpillerne i kristendommen.

Men en anden er, at Gud ikke afviser dig, når du så fejler. Og det er særlig tydeligt, når Gud ikke afviser de værste af mennesker.

Og afviser han ikke dem, så afviser han heller ikke os.

Også selvom man engang imellem kan blive i tvivl om den påstand. Gud afviser os ikke, men siger, ligesom han sagde til Levi, Alfæus’s søn: følg mig.

Sådan kalder han dit navn op i dag, og siger følg mig.

En simpel opfordring: følg mig. Levi havde ikke engang sendt en invitation ud til Gud, men Gud har det med at dukke op alligevel. Gud går ikke så højt op i, om det passer i vores kalender eller ej. Han kommer bare, og siger Følg mig.

Og så har han den vane at invitere de helt forkerte, når han holder fest. Han vælger de upopulære, og dem der ikke hører til i fællesskabet. Han vælger dem, som ingen regner med, og dem som ikke regner med dem selv.

Det er et budskab, der i en popularitetskultur som vores, er fremmed. For meget interaktion handler om at være populær – er man vellidt, er man en succes, har man mange følgere på de sociale medier eller er man populær på sit arbejde. Der er så utrolig mange parameter, som vi bliver bedømt på, og som vi bedømmer os selv på. Og så kommer Jesus, og ser stort på det, og siger: følg mig.

Og så må man rejse sig og følge mig. Levi betyder noget i retningen af ”forbundet med”. Og navne har i sig en skjult tolkning af begivenhederne – de er ikke tilfældige i Bibelen. Levi var altså forbundet med Gud, så derfor kunne han ikke andet end at følge ham, da han kaldte.

Vi er også forbundet med Gud. Måske vi ikke mærker det, eller måske er vi i tvivl om det; men vi er forbundet med Gud. Han slipper os ikke, heller ikke når vi slipper ham.

Og når han kalder på os, og vi rejser os for at følge ham, så sker der en forvandling. Vi kan ikke blive siddende i det gamle, men må rejse os og begive os på vej ud i det nye. Man kan ikke komme ung vin på gamle lædersække – man kan ikke følge Jesus siddende – vi må turde bevæge os, og lade os bevæge af hinanden, kærligheden og Gud.

Det er jo på mange måder vanvittigt at være kristen. Gud kommer uinviteret, og inviterer desuden en masse med, der ikke passer med et godt image, og tilmed, så vil troen forvandle dig – forandre dig – give dig noget nyt – tvinge dig ud af din gamle rille.

Det er vanvittigt, og det nemmeste er at vende troen ryggen. For så beholder man sin gamle vin på sine gamle sække.

Følg mig, siger Gud til os. Følg mig alligevel. Følg mig på trods af din frygt, din tvivl, din modstand – alt det der holder dig tilbage, så følg mig alligevel.

”Vejen til helvede er brolagt med dårlige undskyldninger”, sagde min mor altid til mig, når jeg ikke ville hjælpe med opvasken eller rydde op. Nu tror jeg på muligheden for alles frelse, så helvede er ikke så vigtig en del af min personlige tro; men der findes noget rigtigt i de mange undskyldninger, vi kan finde i livet – og som stopper os fra at leve livet. Med hinanden og med Gud.

Søren Kierkegaard talte om, at man skulle kaste sig ud på 70.000 favne uden at vide, hvad der ville ske. Leve uden hele tiden at skabe sig sikkerhedsnet. Det er vovet og vildt at leve med kærligheden som fortegn.

Men det er sådan det er, når kristendommen bliver levende – så oplever vi, at Guds rige bliver en virkeligheden nu og her i vores liv.

Så oplever vi også, at kirken, ophører med bare at være en samling af sten, der tilfældigvis er smukke, men bliver et udgangspunkt for livet med hinanden, som vi lige har sunget om i sidste salme.

Guds rige er begyndt her i vores hverdag – den spirer og gror. Kærligheden breder sig stædigt, selvom mørket engang imellem ser ud til at få overtaget, så er kærligheden stærkest. Vi skal være mennesker, der står sammen i et fællesskab, som vi her kalder for kirke, og i det fællesskab holder vi kærligheden forrest. Også når den møder mørket, snavset og skidtet, fordi det er her, kærligheden er allermest savnet.

Følg mig, siger Jesus til hver enkelt af os. Personligt og kærligt. Kast jer ud i livet – de 70.000 favne.

Lad os være en levende kirke, der tør insistere på kærligheden. Tør være der for hinanden.

Amen





Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.





Kirkebøn:

Overraskende Gud,

I den vidunderlige verden – i dette skønne liv, der både byder på store glæder, men også frustrationer og byrder, beder vi dig om, at du må komme til os, og hviske, råbe eller byde os: Følg mig.

Giv os modet til at turde springe ind i livet igen, når vi er stået af fordi vi er trætte eller kede af det.

Gør os ikke til dommere over hinanden, og lad ikke hævnens isnende hånd få tag om vores hjerte. Lad os insistere på, at kærligheden gælder der, hvor den ikke er – for de syge har brug for en læge.

Vær med dem, der lige nu kæmper med livet, for at beholde det eller for at udholde det. Lad livet sejre.

Vær med dem, der sidder i mørket, og føler sig ensomme. Lad mørket blive gennembrudt af dit lys.

Vær med dem, der savner et hjem og en familie. Vær med dem, der er ensomme, dem der er blevet forladt og dem, der tror de ikke er gode nok. Lad os finde hinanden.

Vær med de unge, der sætter filter op for alt i tilværelsen. Lad dem se verden uden filter og ikke mindst dem selv.

Vær med dem midt i livet, der drukner i tøjvask og arbejde. Lad dem hvile.

Vær med de gamle, der står tættest på døden. Lad dem leve stærkt.

Kære Gud – råb os alle op med dit: Følg mig. Lad os rejse os, så vi kan træde et skridt ind i verden, og sammen arbejde for, at Guds rige bliver en virkelighed.

Vær med din kirke her i Møllevang og Frydenlund. Vær med os alle.

Amen

15. søndag efter trinitatis 2018

Min kusine har sammen med sin mand for et par år siden bygget deres eget hus. Der var mange planer og tanker omkring det. Hvor skulle stikkontakterne sidde, hvilke klinker skulle der være i badeværelse, og hvor store vinduer skulle der være mod syd.

Det eneste, jeg aldrig har hørt dem diskutere, var om der skulle være køkkenalrum. For det skulle der selvfølgelig. Jeg tror næsten ikke, at der i dag bliver bygget huset, hvor der ikke er et køkkenalrum.

Det er stedet, hvor familien samles efter en lang dag, ungerne læser lektier eller ser ipad ved spisebordet, far ordner kartoflerne, mens mor koordinere næste uges kalender. Med variationer ser mange hjem sådan ud.

Og køkkenalrummet er nødvendigt i et liv fyldt med kalenderstyring og logistik. Vi har brug for at samles som familie, fordi alt andet går så hurtigt omkring os.

Køkkenalrummet er en reaktion på en accelerende verden – en replik til et liv, hvor vi længes efter at være mere sammen.

Det gælder ikke kun småbørnsfamilier – det gælder mennesker generelt, at livet går hurtigt. Det påvirker os alle – ingen går ram forbi. Vi læser massevis af mails hver dag, læser sms’er, opdaterer måske lige instagram og tjekker facebook, mens vi netværker på linkedin. Der er 100 kanaler at vælge imellem, film vi kan se, når det passer os og nyheder, der gentages i et væk. Vores hjerner kan næsten ikke følge med, og flere og flere får stresssymptomer og glemmer måske endda at nyde tiden i køkkenalrummet.

Vi lever på vores måde i vores tid. Og som enhver tid, skal den udsættes for sund kritik.

I vores tid lever vi nok på en måde, hvor vi mister jordforbindelsen og lever for meget i skyen og for lidt mellem hinanden.

På Jesu tid var det anderledes. Der var individet i langt højere grad indfældet i en gruppedynamik, og da Martha beder Maria hjælpe til (godt nok gennem Jesus), er det en helt almindelig forespørgsel, fordi det var forventet, at man hjalp til, når der var gæster. Det var en ære og en opgave. Martha er op gennem historien blevet psykologiseret, således at hun er blevet tillagt forskellige følelser, såsom vrede, harme, misundelse – men det står der intet om. Hun bad bare om hjælp.

Hver tid har sine vaner og kulturer – sine måde, vi mennesker omgås hinanden på.

Og hver tid har en risiko for at blive sig eget stilleben. Sit eget frosne billede af en tid, som låser os mere fast end befrier.

Og det er også sket med dagens evangelium. Det er frosset så godt fast på vores nethinde, at vi næsten ikke kan se anderledes på det.

Og disse to kvinder bliver på hver deres måde arketyper for to måder at være kristen på – er man den, der lytter til ordet, eller er man den, der handler.

Men de beskriver faktisk ikke så meget en stilstand, som den bevægelse, der er nødvendigt i livet. Der er mere i evangeliet til i dag end et silleben.

Martha er kvinden, der glemmer øjeblikket, fordi hun har så mange opgaver, at tiden til åndelighed bliver udskudt. Hvem kender ikke det? Vi sørger så godt for vores ydre – træning (eller nogen af jer gør det måske), cremer, sund mad. Vi dyrker kroppen og forsøger at passe godt på den. Men vi glemmer, at vi også er åndelige mennesker, der har brug for det indre. Vores indre skal passes på sammen måde. Martin Luther skulle engang have sagt, at han mediterede en time om dagen, på nær, når han havde travlt. Så mediterede han to timer. Det viser, at vi skal bevæge hen mod Kristus. Vi skal tage os tid og give åndeligheden plads i livet.

Martha skal gå mod Kristus.

Maria er kvinden, der er så opslugt af Jesus, at hun glemmer andre omkring sig. Maria har brug for at gå væk fra Kristus og ud i verden. Når ordet har slået rod i os, skal det vokse, og give frugt i mødet med hinanden.

Maria skal bevæge sig ud i verden.

Det er ikke den ene kvinde fremfor den anden, for begge skal gøre en bevægelse.

Man kan sige, at Martha skal ind foran Jesu fødder og lytte – og Maria skal ind i køkkenet og tjene. En vekslen mellem ord og tjeneste.

Og det handler jo ikke kun om kvinder – det handler om mennesker. Fortællingen er bare tilfældigt om kvinder, fordi kvinder ofte har en magtfuld position i Lukas evangeliet, hvor denne fortælling er fra.

Det handler om mennesker, og om hvordan vi har brug for en vekslen mellem ro, lytten og aktiv handlen.

Vi har brug for at få et samtalekøkkenet i vores religiøsitet. Det er stedet, hvor vi samles, finder ro, sidder alene i fællesskabet – men også stedet, hvor vi mødes og deler erfaringer. Et troens samtalekøkken, hvor den ene kan tjene, mens den anden fordyber sig – og omvendt.

Troen må gerne være et hjemligt sted, hvor vi kan slappe af. Et sted, hvor kravene ikke tynger os, men hvor vi med åbenhed og umiddelbarhed lever med hinanden.

For der er sket det, at Jesus ikke bare engang imellem kommer på besøg, som han gjorde den dag hos Martha og Maria – nej, Kristus er hos alle. Han er hos os og med os, og klar til at lytte, tale og puffe os blidt ud i verden.

Vi behøver ikke vælge mellem Marta og Maria – vi er Martha og Maria. Vi er begge i en bevægelse gennem livet.

Amen





Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

14. søndag efter trinitatis 2018

Tag din båre og gå. Sådan lyder opfordringen i dag til os. Det bliver sagt tre gange i dagens evangelietekst. Og der er altid en båre, der skal bæres. For den lamme mand var det 38 års lammelse – for andre er det måske en opvækst, der gik skævt, et ægteskab der kulsejlede, en misforståelse der fik konsekvenser eller en fiasko i livet, der stadigvæk rammer, når man taler om den. Der er altid en båre, der skal bæres. Det kan være erindringen, sorgen, længslen efter det, der ikke blev – der er altid en båre.

Og opfordringen i dag lyder: tag din båre og gå. Gå ud i livet, ud i verden og lev så godt du kan. Mere forlanges der ikke af dig.

Der er mange, når de hører evangeliet til i dag, der bliver stødt over Jesus, der spørger: VIL du være rask, og det spørgsmål kommer til at stå i vejen for budskabet. For hvis man lægger vægt på VIL, ja så betyder det jo, at vi som mennesker har en vilje, der kan afgøre om vi vil være syge eller ej. Der er ikke mange, der ligger på Skejby, der har villet ligget der. Det forekommer så provokerende, hvis vi lægger vægt på vores egne vilje. Men hvis vi i stedet for hører, at det Jesus spørger om, er om vi vil tage imod det han kommer med til os. Vil du være rask – vil du have det jeg kan tilbyde dig? Så får det anden klang. For det han tilbyder er livet med Gud.

På Jesus tid var der en skarp opdeling mellem rent og urent. Det rene var Gud og templet, hvor man mente Gud var, og det urene var at finde i livet udenfor templet. Man kunne som menneske blive forurenet, og så skulle man vente til forureningen ligesom gik af, før man igen kunne komme i templet. Det betyder også, at Gud er den rene. Den absolut rene. Og man måtte ikke komme i templet som uren, fordi det kunne smitte Gud.

Det lyder helt absurd for os, at Gud kan blive smittet med vores urenhed, men det er fordi, der sker noget nyt med Jesus. Og vi lever i lyset af Kristus.

Da Jesus kommer, så spiser han sammen med urene – syndere, toldere, skøger, lamme, spedalske – alle dem, som det herskende samfund så som urene. Men Guds egen søn spiser med dem, omgås dem, elsker dem. Og det gør han FORDI det ikke længere handler om, at Gud kan blive smittes med vores urenhed, men fordi vi bliver rene i samværet med Gud.

Når Jesus spiser sammen med de laveste i samfundet, så gør han dem samtidig rene. Der bliver vendt om på smitten så at sige. Før kunne det urene smitte Gud, men nu kommer Gud til os og gør os rene.

Rene og urent er ikke en tanke, der fylder meget i vore dages tro. Og det gør den ikke, fordi vi har et andet vilkår. Gud kommer med sin kærlighed, der forandrer verden for os – han gør os rene. Vi får tilbudt en personlig relation til Gud, der gør, at vi slet ikke kan forestille os, at det engang var anderledes. Men efter Kristus har været i verden, er verden forandret, og vi har en Gud, der vil spise med os alle, som dem vi er.

Så det er vendingen, der sker med Jesus. Der sker noget nyt med ham, så derfor lyder spørgsmålet: vil du være rask? Eller hvad han mener er: vil du være ren, være en del af mit rige – vil du have kærligheden?

Og for manden ved dammen blev det begyndelsen på et nyt liv. Det blev en forvandling, da han tog i mod.

I Guds rige er kun kærligheden tilbage, og derfor så vi et glimt af Guds rige i Jesu møde med den lamme.

Og det giver håb også for dette liv. For uanset hvor lammet vi kan være i livet eller hvor ødelagt det er, så er der håb for os. Hver dag er der mulighed for, at der kan bryde noget nyt ind, som forvandler også os. Det er aldrig for sent. Det kan være et møde med et medmenneske, et ord der varmer eller et glimt i livet – noget, der gør, at vi åbner vores øjne mens vi åbner vores hjerter.

Men det er også hver gang vi er her i kirken, og rejser os fra nadverskranken, at vi hører ordene bag ordene: Tag din båre og gå. Guds fred være med dig.

Livet med Gud er et liv til frihed. Troen skal gøre os frie – ikke binde os til regler og ramme – ikke lamme os. Men gøre os frie og frimodige i samværet med hinanden.

Og hvis man endelig skal tale om vilje, så handler det ikke om, hvorvidt vi vil være raske eller ej, men om at Gud vil noget med os. Han vil oprejse os. Og når vi svarer Gud med en hvisken, et opgivelsens suk eller med vrede, at vi ikke kan, fordi vi allerede har prøvet i 38 år, så hvisker Gud tilbage til os: Tag din båre og gå.

Vi kan nogle gange falde ind i en opfattelse af verden, hvor vores egen tro eller vores eget syn på sagen kommer til at være afgørende for om vi kan bære den båre. Vi glemmer, at det er på Guds ord, at vi rejser os. Det er Guds suveræne ord til os, som er DET der forvandler. Ikke vores tro, der kan vakle eller vores selvtillid der kan svigte – men GUDs ord til os. Og på det ord kan vi leve og dø – på det ord, kan vi rejse os og gå ud i verden igen.

Spørgsmålet lyder derfor til os, også i dag: vil du være rask? Vil du have Guds kærlighed, så tag din båre og gå.

Amen




Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

13. søndag efter trinitatis, 2018

Der findes et forsøg med aber, der handler om, hvorvidt aber forstår retfærdighed. Forsøget var sådan her:

Man tog to aber i hver deres bur ved siden af hinanden, så de kunne se hinanden. Opgaven var så, at aberne skulle række en sten ud til forskeren, der så ville give dem et stykke agurk for stenen. De var begge glade for deres stykke agurk. Men så får den ene abe en vindrue, der i abeverdenen er meget bedre end agurk. Og det ser den anden abe. Og da det bliver dens tur, rækker den en sten frem – og får, ikke en vindrue, men en agurk. Hvad gør aben – smager på agurken, og smider den derefter resolut på gulvet. Det var ikke en vindrue. Da den får stenen igen, undersøger den om stenen er ok ved lige at banke den mod væggen – så afleverer den stenen, og får igen agurk. Også det stykke lander på gulvet. Den vil have en vindrue. For den anden får jo vindrue, og det er ikke fair, at den ikke selv får.

Forsøget var banebrydende for det viste, at aber har forståelse af retfærdighed. Det var ok så længe de begge fik agurk, ja så smagte det lige som det skulle, men hvis den anden fik noget bedre for samme opgave, så ville den slet ikke have agurken. Man skulle tro, at et stykke agurk er bedre end ingenting. Men sådan reagerede aben ikke.

Det er så interessant fra et biologisk synspunkt, at abers adfærd nogle gange minder om menneskers. Og også fordi der er en fællesnævner i skabelsen. Alt levende i skabelsen udviser en adfærd omkring retfærdighed. Vi kæmper ikke kun for at overleve på de andres bekostning – det skal gå fair til.

Det tror jeg, siger noget om den Gud, der har skabt alting. Nemlig at han har villet at retfærdighed skal være en del af vores liv. Og hvis aberne har den, hvor meget mere så ikke os mennesker, hans børn?

Vi tager lige scenariet fra dagens evangelietekst til i dag en gang til: Der står en mor sammen med sine to sønner. De to sønner kender Jesus godt, for de er hans disciple. Moren kaster sig ned for fødderne af Jesus, og beder for sine børn. Hun beder Jesus om at tage dem med sig ind i sit rige – den ene skal sidde ved Jesu ene side og den anden søn ved på den anden side.

Hun beder om, at sønnerne må en god plads. Det er ikke mærkeligt at beder om det. Hun overgiver sine børn til Jesus, og beder ham sørge for, at der er plads til dem. Eller sagt på abesprog, så vil hun gerne have, at de får vindruer og ikke agurker.

Men hun får ikke det svar, som hun sikkert håber på, for Jesus siger til hende, at det slet ikke er ham, men Gud der giver de pladser til dem, han vil give dem til. Jesus har altså ikke noget med det at gøre.

Og da de andre disciple, der står sammen med dem alle sammen hører Jesu svar, bliver de vrede på de to brødre. Det er uretfærdigt at bede om forrang. Helt ærlig, så kan det godt fremstå som om de er noget selvfede, de disciple. Men måske længes de andre disciple efter samme plads – måske ville de ønske de selv turde spørge.

Og at spørge om at få en bedre plads, er noget som vi i vore dage synes er helt ok. Hvis man skal klare sig på arbejdsmarkedet, så skal man være lidt fræk og spørge. Eller får man jo ingenting. Ordsproget om, at hvis man siger efter stjernerne, så er det værste der kan ske, at du rammer træerne, lever i bedste velgående. Så for os er det svært at hidse sig op over disciplenes mor, der spørger om en fordel.

Så hvad er det præcist, der er problemet i dagens evangelium. Set med moderne øjne griber moren bare muligheden, da den kommer. Det er som sådan heller ikke det, at hun beder om en plads, der er problemet – det er faktisk noget meget fint i, at hun overgiver sine to sønner til Gud. Men problemet er, at alle omkring Jesus (igen kunne man tilføje) misforstår, hvad magt og tjeneste er. Dét er problemet.

At overgive sit liv til Gud, er ikke at få en høj position i Himlen – eller at få en særlig fin position her på jorden i et religiøst hierarki. Det handler slet ikke om at få en af de to særlige pladser. Og helt ærlig, så tror jeg, at vi tænker for småt om Jesus – og alt for konkret. Kunne man derimod ikke forestille sig, at alle pladser i Guds rige er særlige? At hver evig eneste plads var ved siden af Jesus?

Det lyder storsindet og måske ligefrem uretfærdigt. Der må da være nogen, der er lidt tættere på Gud end andre? Og svaret er, at vi alle er lige tætte. Der er ikke mennesker, der særlig hellige eller helgener – for alle får vi den gode plads. Vi får alle vindruer.

Som præst hører jeg tit den joke om, at jeg har forbindelserne i orden op til, og derfor bliver jeg særlig tit bedt om at sørge for godt vejr. Det er ret sjovt, men jeg må skuffe jer: præster er ikke Guds meteorologer på jorden – og vi har heller ikke særlige forbindelser til Gud. Gud er lige meget Gud for alle mennesker. Han er ikke kun 45% Gud for nogen og så 87% for andre. Det er jo helt skørt at tænke på. Nej, han er 100% for os alle.



Det kan godt være uvant for os at tænke på, for vi indordner os anderledes her på jorden. Her har vi vores hverdag fyldt med hierarkier og har en masse formaliseret magtfordeling, så vores samfund kan fungere. Vi fordeler magten, så den kan bruges til fælles bedste. Der er intet forkert eller farlig ved magt – kun når den bliver misbrugt.

Det ved Jesus godt, og derfor anklager han i dagens evangelium stormændene, ikke at de har magt, men at de misbruger den. De bruger magten til det forkerte – de leder ikke vejen, men bruger den kun til at selv at blive større og rigere.

Men det er ikke hvad Gud vil – Guds rige skal være anderledes. Der er altså ikke nogen, der er mere værd end andre, eller får en bedre plads. For vi har allerede fået den smukkeste plads af dem alle – nemlig at være tjenere for hinanden. Vi skal tjene hinanden – det er en af kristendommens fornemste udsagn om livet. At være hinandens tjenere. Og her er kristendommen noget andet end samfundet – men netop derfor er der også brug for kristendommen. For i lyset af Guds kærlighed, er det vigtigt at vi holder fast på, at ethvert menneske, vi møder, er et vi skal tjene. Og her tænker jeg ikke på en på en tjener på en cafe, men mere tjene som en tilgang til hinanden.

Løgstrup, der var en kendt teolog og præst, formulerede det på den, at vi har holder hinandens liv i vore hænder. Vi er så tæt forbundet – man kunne sammenligne det med dominobrikker, at vi hele tiden skal hjælpe med at rejse dem, der vælter i livet. Ja, for ellers vælter vi alle sammen.

Løgstrup taler om, at mennesker har en grundlæggende tillid til hinanden, som altid kommer i spil i det umiddelbare møde. Faktisk lever et lille stykke af Gudsriget ud i vores hverdagsliv.

Vi er tjenere for hinanden.

I virkeligheden er Jesu budskab simpelt. Vær der for hinanden, uden dom, uden forargelse og uden vores menneskelige retfærdighedssans.

Mange har nemlig den tanke, at nogle fortjener vindrue og andre agurker. Selv indenfor kristendommen møder man nogle gange den holdning, at nogle bør få vindruer og andre agurker. Men jeg tror ikke på en Gud, der gør forskel. For hvis Guds kærlighed virkelig skal gælde, så skal den gælde. Så gennemsyrer den alle vores magtforhold og fordelinger – alle vores spørgsmål og krav om at få forrang. Alt det gennemsyrer kærligheden. Gennemsyrer selv dødsriget.

Så er den tillid vi har indpodet i vores inderste den rette vej i livet. Så ved vi, at det ikke handler om at gøre sig fortjent til enten det ene eller det andet. Vi får alligevel det vigtigste givet – en plads hos Gud.

Gud giver os en plads uden vi behøver spørge om den, eller sende vores mor ud i forbøn for os. Vi får den af Gud, fordi vi er hans.

Vi har en plads – både i livet og hos Gud. En plads der er vores. En plads, hvor vi skal tjene hinanden – hjælpe og holde hinandens liv i vores hænder. Amen


Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.


Salmevalg:


Et hus at komme til (I) - Janne Mark

29: Spænd over os (SL)

370: Menneske din egen magt (FP)

192: Hil dig frelser (EP)

Nadver: 260: Du satte dig selv

Nadver: 847: Kalken med ordet

31: Til himlene rækker