søndag den 9. juni 2019

Pinsedag 2016



Jeg ved ikke om, I har hørt det, men et bredt politisk flertal har besluttet, at Postdanmark fremover skal uddele posten på nye betingelser. Fremover vil A-post blive afskaffet sammen med lørdagsomdelingen. En æra er slut, og serviceniveauet får et hak nedad. Sådan er, for der bliver sendt færre breve nu end tidligere. Udbud og efterspørgsel gør sig også gældende hos posten, og derfor er det god købmandsskab at slække på omdeling af breve.

Men jeg kan ikke lade være med at ærgre mig alligevel. For det betyder jo, at der bliver sendt færre breve. Og der findes ikke noget så dejligt som at modtage et ægte håndskrevet brev. Der er en afsender, der har sat sig ned, tænker over hvad der skulle stå i brevet, og taget sig tid til at skrive det, og sende det. Og så ligger det der i postkassen og funkler, når man kommer hjem.

Der er også undersøgelser, der har vist, at vi er mere tilbøjelige til at åbne og læse et brev, selv et officielt brev, hvis bare adressen er skrevet med håndskrift. Det gør noget ved os, når andre vil henvende sig til os.

Mother Theresa har engang sagt: Jeg er en lille blyant i hænderne på en skrivende Gud, der sender et kærlighedsbrev til verden.

Gud vil sende et kærlighedsbrev til verden, og vi er blyanterne, der skal skrive det. Men breve er altid bedst, når de når frem til modtageren. Når det kommer til Gud, så nytter det ikke, at der er ventetid eller at brevene ikke bliver uddelt om lørdagen. Der kan ikke være restriktioner på dem. Et kærlighedsbrev fra Gud, skal helst nå frem, lige når det er skrevet.

Og pinsen handler netop om, at Gud har skrevet et kærlighedsbrev til verden. Og dette brev er til alle i hele verden. Enhver er inkluderet, hvis man altså vil modtage brevet.

Vi hørte før om, hvordan disciplene var samlet i huset. Det er 50 dage efter Jesu opstandelse til påske, og han er nu steget til himmels. Disciplene er så at sige alene tilbage i verden, da der pludselig kom en vind gennem huset, og flammer af ild viser sig over hver af disciplene. Ånden var ikke bare en vind, men kunne ses som et lys, der flammede og jog mørket væk. Og da skete underet, og de begyndte at tale forskellige sprog. Disse mænd, der har været analfabeter, og som kun kunne tale aramæisk, kunne pludselig tale forskellige sprog.

Disciplene kunne nu med deres nye sprogkundskaber vandre ud i verden, og fortælle om Guds kærlighed og Jesu liv. De kunne udbrede kristendommen, og vi sidder jo her i dag som en konsekvens af det.

Men det fortæller os også noget grundlæggende om kristendommen, nemlig at Gud henvender sig til os, så vi kan forstå det. Vi skal ikke kunne et særligt sprog, selvom vi i kirken desværre bruger mange, størknede kirkeformler, der er svære at forstå; men selve den levende tro mellem den enkelte og Gud er ligetil og ligefrem. Gud taler til os, så vi kan forstå det.

Det andet grundlæggende er, at kristendommen ikke er bundet op på en bestemt kultur. Vi tror nogle gange, at kristendommen er særlig dansk, men det er den slet ikke. Kristendommen er en tro, som enhver kultur kan indoptage. Kristendommens rammer former sig nemlig efter den enkelte kultur. Så i Indien har de røgelse og baja i kirken, og her i Danmark har vi skibe hængende i loftet. Formen ændrer sig alt efter hvor man er.

Og derfor lærte disciplene også forskellige sprog, så enhver kan få at lytte til Guds ord. Eller rettere lytte til Guds kærlighed.

Guds kærlighedsbrev skal ud, og det er os, der er de skrivende blyanter, der skal få budskabet ud. Vi er dem, der skal fortælle om Guds kærlighed, insistere på den, hvor mørket råder og hele tiden invitere andre ind i et fællesskab, så ensomhed kan overvindes. Guds kærlighed skal være en levede kærlighed mellem os, og ikke bare en, vi godt kan lide at tale om. Den bliver nødt til at være konkret og virkelig. For ellers visner troen.

Man kunne måske tro, at når nu Jesus døde, så ville forbindelsen mellem himmel og jord være afbrudt. Disciplene kunne gå tilbage til at være fiskere, tømrer og hvad de ellers var. Det fællesskab, de før var en del af, er nu væk. Men sådan er det ikke, for Ånden er her endnu. Hvor Jesus var som et menneske, og kun kunne være tilstede på et tidspunkt på et sted, så er Ånden til stede overalt til alle tider. Disciplene er stadigvæk en del af fællesskabet, for nu er det Ånden der konstituere det. Og stadigvæk gør det den dag i dag.

Vi siger i trosbekendelsen: vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke. De helliges samfund, syndernes forladelse og det evige liv.

Vi siger, at den kirke, og her mener vi det fællesskab som vi har i kirken, den kirke skal vi værne om. Vi kan ikke bare vende ryggen til hinanden og være ligeglade. Vi kan ikke bare lade stå til, men vi er forpligtede på hinanden i det fællesskab, vi er sat i. Fællesskabet er den vigtig del af Åndens virke.

Jesus siger på et tidspunkt til sine disciple, at hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, der er jeg midt iblandt jer (Matt 18,20). Hvor vi samles, der er Ånden tilstede.

Man siger lidt populært, at pinsen er kirkens fødselsdag. Det kan man sige, for i pinsen bliver det tydeligt, at vi skal skabe fællesskaber for alle – og kirken er fællesskab. Den glemmer vi til tider, når vi kommer til at fokusere på kirken som bygning, kirken som arbejdsplads eller kirken som økonomi. Det er slet ikke det, kirken er. Kirken er os, der sidder her i dag, om man så sidder her hver søndag eller en håndfuld gange i løbet af sit liv. Vi er fællesskabet på lige vilkår. Og vi er alle blyanter for en Gud, der sender sit kærlighedsbrev rundhåndet ud i verden. Og heldigvis er PostDanmarks stramninger ikke nået ud til Guds postomdeling. For der er omdeling flere gange om dagen, ja selv både lørdage og søndage, og sågar helligdage kommer posten.

Den kræver nogle gange et kraftigt vindstød, der går gennem stuen og hvirvler op i vores liv. Det kræver nogle gange tunger af ild, der får os til at ændre ståsted. Andre gange er det i det stille blik eller smilet. Men hvordan posten end kommer ud, så sender Gud sin kærlighed til os – men det op til os, at lukke op for kuverten, så vi kan blive til blyanter i en skrivende Guds hånd, der sender sit kærlighedsbrev til verden.

Amen

Lovprisning

Apostlene: vor Herre Jesus Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen


Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

lørdag den 8. juni 2019

Pinse 2019



Kapitel 23:

- Goddag, sagde den lille prins.

- Goddag, sagde købmanden.

Det var en købmand, der solgte vidunderpiller, som var i stand til at stille tørst. Man tager én om ugen, og så føler man ikke mere trang til at drikke.

- Hvorfor sælger du dem? Spurgte den lille prins.

- Det er kolossalt tidsbesparende, sagde købmanden. – vi har haft eksperter til at regne det ud. Man sparer treoghalvtreds minutter om ugen.

- Og hvad bruger man så de treoghalvtreds minutter til?

- Til hvad det passer en…

- Ja, hvis det var mig, der havde treoghalvtreds minutter til min rådighed, svarede den lille prins, så ville jeg bruge dem til i fred og ro at vandre hen til en kilde.

(Den lille prins, Antoine De Saint-Exupery)

Sådan lyder kapitel 23 fra Den lille prins. Om købmanden, der solgte vidunderpiller. Den lille prins er et eventyr, der handler om en prins, der bl.a. rejser rundt mellem planeter og møder forskellige mennesker, der alle som en går op i skøre ting – ligegyldige, materielle ting, der er blottet for skønhed.

Og købmanden er en af dem. Han vil effektivisere livet med 53 minutter, og dermed fjerne tørsten, og uden at tænke over det, så fjerner han også gåturen hen til kilden.

Købmanden er forblindet af effektiviseringens drivkraft. Tænk sig at få mere tid. Mere og mere. Der ligger en uro og en travlhed over købmanden. Han vil gøre verden bedre, det er der ingen tvivl om. Han mener selv, at han kommer med noget godt, men han glemmer at det gode, ikke er det samme som kvantitet.

Tiden er en af de størrelser, som vi i vore dage higer efter, bruger af, planlægger og kategoriserer og som alligevel flyver afsted med os. Vi skynder os så vi kan få mere tid.

Hvem af os ville ikke tage en pille, hvis den kunne give os mere tid? Mere tid til det vigtige. Så vi skynder os endnu mere, måske i håbet om, at vi kan spare op, så vi engang kan hæve rigtig meget tid i banken.

Og den lille prins står der med al sin naivitet og visdom, og siger ganske stille – giv mig 53 minutter og jeg vil gå til kilden efter vand.

Han vil gå ad den sti, til den kilde, hvor vandet springer.

For han er tørstig, og det handler ikke om at fjerne tørsten med en pille, men om at slukke den med køligt, rindende vand.

Ånden er ligesom det vand, der rinder fra den kilde. Klart og køligt. Den kan læske os, og skal ikke bare fjerne tørsten, som om den er ubelejlig. For vi har brug for Åndens kilde, der også er kilden til liv. Vi har brug for Ånden.

Men vores liv, verden og travlhed kan desværre fjerne troen på, at det er noget at hente ved kilden, og vi falder for pillen i købmandens hÅnd.

Vi fjerner tørsten, og tror måske bagefter, at vi aldrig har tørstet før.

Men det har vi.

Og det ser den lille prins. Den lille prins bliver et symbol på visdommen, der åbner vores verden for det mere. Åbner den for det, der står så enkelt og klart, når først vi hører det. Selvfølgelig skal vi gå til kilden for at slukke vores tørst.

Åndens kilde.

I dag er det pinsedag, og i dag fejrer vi Åndens komme til verden. Vi fejer, at Ånden kom som et vindstød gennem huset og fik flammer til at vise sig over disciplenes hoveder. Og da skete det, at de pludselig kunne tale alle sprog i verden, så de kunne gå ud og fortælle om Gud på folks modersmål.

Det er en fortælling om, at troen altid taler det sprog, der ligger dit hjerte nærmest. Og at der ikke går noget tabt, når vi oversætter troens ord, for Ånden – HelligÅnden – vil komme som et sus gennem vores hjerte, og sørge for resten. Vi kan gå til kilden, så at sige, og så vil kilden slukke tørsten.

Men det er også en fortælling om noget mere og samtidig helt indlysende. Lige så indlysende som den lille prins, der siger, at vi skal gå til kilden.

Det er også en fortælling om, at lige meget hvilket sprog, der er dit, hvor end i verden du kommer fra eller hvilken kultur der er din, så vil Gud gerne nå dig. Der er ikke forskel på mennesker i Guds øjne. For da Gud skabte verden, skabte han alle mennesker og ikke kun nogle af os. Og ligesom skabelsesberetningen, hvor Gud former Adam af ler og blæser Ånde ind i ham, sådan skal vi forestille os, at Gud gør ved hver enkelt af os. Hvert evig eneste menneske har Guds livs Ånde hos sig. Helligånden er fællesskab.

Vi er alle lige for Gud. Der er ikke et eneste menneske, der står nærmere Gud eller fjernere væk fra Gud end andre. Vi er Guds mennesker alle sammen.

Ånden er det medskabende i verden – det der giver liv, får alt til at blomstre og gro. Man kan faktisk bruge billedet af et træ som et billede på menneskers forhold til den treenige Gud. Gud er ejeren af træet – ham der gøder det og skærmer det. Jesus er stammen. Vi mennesker er grenene. Og Ånden, ja Ånden må være det, der får bladene til at folde sig ud. Ånden er vandet, som rødderne suger op. Ånden er det, der får grenene til at bevæge sig i verden.

Ligesom det billede, I har fået udleveret. Måske vi taler forskellige sprog, men vi er alle grene på det samme træ – den samme stamme. Der er kun en Gud.

Så i dag fejrer vi Ånden. Det levende, pulserende, det flammende, det fejende.

Der er så mange ord for Ånden, for Helligånden er luftig og svær at indfange med ord. For Ånden er det mere end.

Og måske skal man netop bruge mange ord for at beskrive Ånden. For hver beskrivelse fortæller en lille smule om Ånden, som også er sandt.

Så Ånden er flammerne, der varmer og lyser i mørket.

Ånden er livsånden, der fylder vores lunger.

Ånden er det usynlige, der giver bevægelse i verden.

Ånden blæser vores hjerte op, så vi kan høre Guds ord.

Ånden griber os med sin glæde og inspiration.

Ånden er kilden til liv, som vi skal bruge 53 minutter hver uge på at gå til, så vi kan få slukkes vores tørst.

Og bruger vi mere end 53 minutter, så går det også an – for Ånden går ikke så meget om i tiden, som vi gør.

Amen

lørdag den 1. juni 2019

6. søndag efter påske 2019

Karen Blixen sagde:

”Gud undte selv den mindste skabning at være til, og at være til som sig selv.”

Og alligevel er det for mange en kamp. En kamp at få lov at være den, man er. Måske ikke så meget af andre, men snarere at få lov af en selv.

Vi er vores egen værste dommer, siger man.

”Gud undte selv den mindste skabning at være til, og at være til som sig selv.”

Man skal ikke være bange for at være menneske. Det er jo det, Karen Blixen siger. Du skal ikke været andet end den, du er. Det budskab går igen fra Kierkegaard til Karen Blixen.

Der er så meget andet, vi med rette kan være bange for: klimaforandringer, had og krig. Men vores menneskeliv skal vi øve os i, ikke at vige tilbage for.

Vi skal ikke være bange for at være mennesker, hvad det end rummer af konflikt eller følelser – fejl eller pinligheder. Det er en del af vejen gennem tilværelsen, at vi skal runde alt det, som er ubehageligt; men som hører sig til.

Vi skal ikke være bange for at være mennesker. For ”Gud undte selv den mindste skabning at være til, og at være til som sig selv.”

Det er en god forudsætning for at forstå teksterne til i dag, hvor vi får formaninger og opgaver.

Paulus formaner os til at blive ved med at elske hinanden, så vi hele tiden møder hinanden med åbne arme fremfor knugede hænder. Og Jesus giver den opgave til sine disciple, at de skal vidne om ham, selvom det vil skabe situationer for dem, hvor de vil blive udelukket, ja ligefrem slået ihjel.

Når Jesus ligefrem fortæller os, at vi skal vidne om ham, så er det en svær opgave for mange, fordi missionshistorien har et dårligt rygte. Og at vidne giver os associationer til retssalen, hvor det handler om at afdække sandheden og med rationelle argumenter at få loven på sin side.

Men man begynder ikke at tro ved, at man får de helt rigtige argumenter serveret. Tro er ikke en debatklub, hvor vinderen får resten over på sin side.

Troen skal man selv tage livtag med. Det er som at stå med det dejlige æble fra haven. Rødt, sprødt og sødt efter den helt rigtige mængde regn og sol. Og man plukker det direkte fra træet, og sætter tænderne i det. Man spiser det.

Og bagefter skal man forklare, hvordan det smagte. Ja, tænk lige over, hvor svært det er. Det kan faktisk ikke lade sig gøre fyldestgørende. Men hvis man opfordrer folk til selv at smage på æblet, så kan de selv smage om det er noget for dem.

Tro er altid en sag mellem os og Gud – og ikke en sag mellem mennesker. Selvfølgelig kan vi tale om troen, uddybe troen, blive klogere på den, øve os i at lade troens smukke sprog gribe os – men tro, handler om dig og Gud.

Intet menneske kan ved sine ord gøre et andet menneske troende. Men det kan Gud – eller Talsmanden, som Jesus taler om i dag. Talsmanden, eller Helligånden, som vi også kalder den, er den ånd, der griber os og giver vores indre vinger. Det er ånden, der banker vildt og inderlige, eller forsigtigt og sagte på vores hjertes dør i håbet om, at vi engang vil åbne op.

Tro er en sag mellem dig og Gud – og ikke en sag, som et andet menneske kan udtale sig om. Troen på Gud bliver ikke bedre af, at man praler med, hvor meget man tror på Gud. Troen på Gud er din, og den kan være så lille som det mindste frø i verden, og stadigvæk have potentialet til at spire til det største træ i skoven.

Så hvordan vidner vi?

Ja, ikke ved at gøre vores private forhold til Gud til en målestok for resten af verden. Eller til en hyldestsang. Det gavner intet.

Men ved at blive ved med at elske hinanden, og være gæstfri. Vi skal bruge vores evner til at hjælpe hinanden, og derved med vores liv ære Gud.

Vi vidner ved at være.

Martin Luther, talte meget om vores Gudsforhold – og om synden. Denne synd, der kan være så vanskelig at forstå. Men det er egentligt ret enkelt. Synd handler alene om vores forhold til Gud. Det handler hverken om livsstil eller handlinger. Men om at vi mennesker ikke har tillid nok til Gud og tvivler på ham. Og når vi gør det, så synder vi. Synd handler altså om vores forhold til Gud. Ikke om vores forhold til hinanden – og derfor kan vi heller ikke synde med hinanden.

Men selvom vores forhold til Gud ikke er perfekt, så skal vi ikke fortvivle. For der er i iflg. Luther INGEN, der har et perfekt forhold til Gud. Vi er lige meget syndere på det punkt. Men det, der gør, at vi ikke skal gå duknakket ud af kirken, fordi man føler præsten har talt dundertale, er at Guds kærlighed er større og størst.

Guds gæstfrihed overgår enhver forventning. Og vi er inviteret med til festen. VI er alle inviteret med til festen – eller sagt med andre ord, så får vi nåden. Helt gratis.

Og nåde hedder da også på latin gratia. Så det er ikke tilfældigt, at ordet gratis nemlig hedder gratis på dansk. Det er det, der bliver givet til dig uden du behøver gøre dig fortjent til det.

Luther siger derfor til sin gode ven Melanchton:

”Så synd frejdigt, men tro og glæd dig endnu mere frejdigt i Kristus, for han er sejrrig over synd, død og verden. Så længe vi er her, så kan vi ikke undgå at synde Bed frejdigt, for også du er en stor synder.”

(1521, brev).

Synd frejdigt siger Luther. Og her mener Luther jo som sagt ikke vores handlinger, for synden handler ikke om, hvad vi gør, men alene om vores forhold til Gud. Vi er både syndere, men vi får også nåden. Vi er det som vi i fagsprog kalder for simul justus et peccator. Det betyder, at ethvert menneske både er retfærdig og synder på en og samme gang. Synd frejdigt, men glæd dig endnu mere.

Derfor konkluderer Karen Blixen da også:

”Gud undte selv den mindste skabning at være til, og at være til som sig selv.”

For det vigtige i kristendommen er altså ikke, at vi er syndere. Det gentager jeg lige: det vigtige i kristendommen er IKKE, at vi er syndere. Det vigtige er, at Guds nåde og kærlighed får lov at være i centrum for vores liv.

At vi får lov til at håbe på i morgen. At vi får lov til at turde åbne vores hjerter for hinanden. At vi kan sætte kærligheden forrest i mødet med den fremmede og byde vedkommende indenfor. At vi gennem vores liv, får lov at leve i en synlig og en usynlig verden. Den synlige for øjet, men også den usynlige verden, der er Guds. Den verden, hvor Talsmanden eller skal vi sige Helligånden, blæser sagte over os. Blæser håb og drømme ind i os. Så vi gennem vores tro og forhold til Gud, også får troen på, at det går an at vende sig mod næsten.

Når Gud elsker os, får vi kærligheden til at elske hinanden.

Elsk, del og vidn om Gud.

Amen.




Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

tirsdag den 28. maj 2019

Kristi Himmelfarts dag 2019



Nogle har af jer har måske fulgt serien Game of Thrones, der de sidste mange år, har begejstret og forfærdet et stort publikum. Og selvom I ikke kender serien, så er det ikke så vigtigt for dagens pointe. En af hovedpersonerne, Jon Snow, oplever i serien at blive slået ihjel, og derefter genoplivet. En slags opstandelsesscene. I det sidste afsnit i serien bliver han spurgt, hvad han oplevede i døden – om der er noget. Og han svarer fuldstændig i overensstemmelse med de vinde, der blæser hen over verden, at der intet er. Der er bare død og mørke.

Det svar provokerer ingen i dag, og er faktisk det nemme svar at give på et stort spørgsmål. Og ingen stiller sig kritiske overfor det svar, når det kommer i en tv-serie. Men havde han nu svaret, at han havde oplevet Gud eller noget mere, større og smukkere, så ville serien sikkert have været udsat for skarp kritik.

For så ville serien have en holdning til noget åndeligt, og det ville ikke falde i god jord. Vi står i en tid, hvor troen er blevet så meget en privatsag, at der er faldet helt ud af vores bevidsthed, og mange gange mangler vi sprog for det åndelige. Der er kommet en fremmedhed overfor Gud. En blufærdighed, der gør, at vi ikke længere taler troens sprog, og vi alene taler samfundets, politikkens, naturvidenskabens eller mediernes sprog. Troens sprog har trange kår.

Troens sprog er det æstetiske, det smukke, det til tider uforståelige og dog større sprog.

Troens sprog griber vores hjerter og tager os med ud i en sfære, hvor troen på menneskeheden fornyes. Hvor kærligheden får lov at vokse trods verdens hårdhed og had. Troens sprog kræver, at vi åbner vores hjerter, og ikke altid lader hjernen altid tage imod beskeder og fortællinger.

Men hjernen har det med at tage over lidt for tit. Vi skal derfor øve os i at høre med hjertet.

Vi hører om Kristi Himmelfart i dag, og om hvordan Kristus blev taget op til himlen og sat ved Guds højre hånd. Billedet af Kristus, der flyver til himlen, er svær at forstå og nem at forestille sig. Og mange vil sige spontant: jamen det kan ikke være virkeligt. Det er hjernen, der tager over. Hjernen der søger logiske forklaringer på verden.

Og sådan kan meget forklares – selv kærlighed, kan forklares som kemi i hjernen. Men fortæl det til den forelskede, at det blot er kemi. Fortæl det til moderne, der holder sit barn i hånden, at det blot er kemi.

Der er så meget mere i verden end det logiske. Der er noget mellem alt og intet. Men det moderne menneske laver den fejlslutning, at vi tror, at vi skal leve enten med hjernen eller med hjertet. At man enten må tro på Gud eller tro på det forklarlige. Men verden og livet har aldrig været et sted for enten eller – det har altid været et både og. Både det målbare og det gådefulde. Både det mekaniske og det smukke. Det er der side om side i denne verden.

Kristendommen er sprækken i vores verden, hvorfra lyset, nåden, friheden og kærligheden strømmer – og giver den ekstra dimension til livet, der gør, at vi kan tale om et både og. Troen er der – men sproget skal tales for at holdes ved lige.

Troens sprog, der både indeholder ord, bøn, salmer, læsninger; men troens sprog der også indeholder stilhed, eftertænksomhed og overgivelse. Og kommer troens sprog frem, så bliver der plads til det ufattelige – det utrolige – det usandsynlige.

Og der er noget ufatteligt, utroligt og usandsynligt ved Kristi Himmelfart. Det er naturstridigt – det vil enhver fysiker give mig ret i. Men jeg tror ikke, at protesten mod kristendommen stammer fra det usandsynlige. Det stammer fra, at vi er bange. Bange for at blive ladt alene og være udenfor.

Det er en af de værste følelser et menneske kan have. At føle sig udenfor. Og derfor er det i mange af Jesu lignelser også det at være udenfor, han bruger til at beskrive det forhold, dem der vender Gud er i. De er udenfor, hvor der er gråd og tænders skæren. At være udenfor.

Udenfor Guds tanke, udenfor Guds omsorg og udenfor Guds åsyn. Det er en ensomhed, der skærer gennem marv og ben.

Og mange vender kristendommen ryggen, fordi de føler sig udenfor. De er ikke inkluderet i de salige.

Men livet er et både og. Kristus steg til himmels – forsvandt som menneske fra denne jord OG han kom samtidig tilstede i vores liv.

Jesus der gik mellem venner og fremmede. Jesus der spiste med tolderen, tilgav kvinden grebet i hor, opvakte Lazarus og enken fra Nains søn – det er ham, der steg til himmels, så han ikke længere kun skulle være Guds søn, der gik omkring i et lille geografisk område; men så han kunne være Guds søn for os alle sammen. Han har nu magten både i himlen og jorden. Det er nu sådan, at ingen længere behøver være udenfor, for Kristus er hos alle. Han steg op, så han kunne være os nær.

Han er hos dem, der sidder udenfor i gråd – han er hos dem, der vender kirken ryggen – han er hos dem, der længes efter ham, og dem, der ikke ved, de længes. Han er hos os mennesker, som vi er og hvor end vi er.

Derfor er Kristi Himmelfart en festdag. En festdag, hvor vi fejrer, at hele verden tilhører Kristus. Verden har slået revner – ikke den dårlige slags revner, men den slags, hvor Guds rige kan finde vej til os.

There is a crack in everything, that is how the light gets in. Sådan sang Leonard Cohen. Der er en revne i alt, og det er sådan lyset trænger ind.

Verden slog revner – verden blev forandret af mødet med Guds søn. Det bliver klart for os på Kristi Himmelfart.

Vi skal både leve i denne verden som den er, og leve i lyset af Guds rige, der skinner ind over os. Vi skal turde stå ved kærligheden og håbet, også selvom det lette svar nogle gange er mørke og tomhed, og også er det svar, der skaber mindst røre i vandet. Men nogle gange er det lette svar ikke det rigtige. Gud skabte engang for milliarder af år siden røre i vandene, og siden dengang har livet banet sig vej gennem den mindste sprække og den mindste revne.

Lyset er kommet til verden, og lyset er nu spredt over hele verden.

Så lad os tale troens smukke sprog sammen. Lyset er spredt over hele verden.

Amen.




Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

søndag den 28. april 2019

1. søndag efter påske 2019


Fred være med jer. Sådan lyder ordene fra Jesus til sine disciple. Sådan lyder ordene fra Jesus til os, også i dag. Sådan lyder ordene til alle gudstjenester. Fred være med jer.

Det er et stort ønske til os og til verden. Hvad kan man næsten ønske mere for andre mennesker end fred. Fred i verden, fred i livet, fred med dem selv og dem de er.

Verdens religioner har næsten alle freden som deres kerne.  Men det betyder ikke, at der ikke kan være skrifter, også i Bibelen, der, revet ud fra deres sammenhæng, kan give udtryk for det modsatte. Skriftsteder som kan ophøjes til sandheder og bruges som argument for at gøre og ville det onde. Men det er både misbrug og misforståelse. Misbrug af tillid og misforståelse af Gud i sidste ende.

For da Jesus var blevet henrettet. Og ikke bare henrettet, men hånet, spyttet på, slået, latterliggjort, ydmyget og svigtet. Da han havde hængt på korset til sin død, og nu endelig var opstået på 3. dagen Påskemorgen, og igen mødte sine disciple – der vel at mærke er menneske, der alle som én flygtede og svigtede ham, da de opdagede alvoren og blev bange, da mødte Jesus dem med ordene:

Fred være med jer.

Han mødte dem ikke med hverken anklager eller vrede, og slet ikke med hævn. Han møder dem med fred. Fred. Det er ikke bare forbilledligt, men det skal gøre noget ved os, når Jesus møder mennesker med et Fred være med jer. Møder os med det.


Det SKAL spejle tilbage på vores liv og verden. Det SKAL spejle tilbage på vores måde at være kristne på.

I sidste uge genlød Sri Lanka af lyden fra bomber, der sprang. Sprang i kirker, hvor troende fejrede, at Jesus har overvundet døden og fejrede at livet er større og stærkest. Sprang på hoteller, hvor mennesker og heriblandt børn, sad klar til at nyde morgenmad sammen. Langfredag gentog sig denne påskemorgen. Og sorgen væltede så mange familier omkuld, mens vi andre så til i uforståenhed overfor de mennesker, der bar bomberne ind. Dette had. Og et rungende ”hvorfor” flængede himlen over os, som det altid vil gøre, når døden rammer pludseligt og uretfærdigt. Hvorfor. Man står magtesløs tilbage.

Og hævnens vej begynder at vise sig for os. Det er måske forståeligt et kort øjeblik, men vi skal huske, at hævn dækker over sorg. Dækker over det menneske, der står tilbage og ville ønske, at dette mareridt ikke var sket. At verden aldrig skulle have oplevet dette. Hævnen er blot et klæde, der må og skal rives væk, for hævnen er aldrig en vej at gå. Aldrig.

Jesus møder os med et Fred være med jer.

Fred i sindet, fred i hjertet. Det er det modsatte af hævn. Og hævn avler hævn. Så på et tidspunkt skal det stoppes. På et tidspunkt må vi insistere på den fred Vor Herre selv kom med.

Sidste søndag var et angreb på den kristne kirke, ikke bare i Sri Lanka, men i hele verden. Verdensmagten vil gøres deres ypperste for at retsforfølge bagmændene, hvilket de selvfølgelig skal; men som kirke skal vi svare igen. Vi skal svare igen med kærlighed og tilgivelse. Det er ALTID troens svar på hævn. Vi skal insistere på kærlighed, hvor den ikke er. Tilgivelse hvor den mangler.

Fred være med jer, sagde Jesus. Han sagde ikke Fred være med os. Det kan ellers umiddelbart lyde mere inkluderende, men er det langt fra. For hvis Jesus havde sagt Fred være os, så havde han ment den lille gruppe mennesker, der lige var samlet og som han lige kunne få øje på. Når Jesus derimod siger Fred være med jer, så mener han os alle sammen. Alle mennesker til alle tider. Dem, der ikke er her, og dem vi ikke når. Derfor siger Jesus: Fred være med jer – med jer alle sammen.

Vi skal bære den fred ud af kirken. Hver af os får freden, når vi er samlet her, og den bærer vi med os ud i verden. For fred skal bæres. Den er en konkret og håndgribelig måde at være menneske på, hvor vi holder fast i, at det er freden der skal brede sig. For hævn avler hævn, men freden bremser hævnen. Heldigvis.

Og det KAN være svært, når og hvis vi bliver provokerede eller krænkede, men der, ja, netop der –hvor freden er truet, skal vi holde endnu mere fast i den. Insistere som Thomas gjorde det, da han hørte, at Jesus var komme tilbage fra de døde. Han ville se naglemærkerne og stikke sin finger derind. Thomas, der lidt uretfærdigt er blevet kaldt tvivleren, hvor hans tilnavn faktisk betyder tvilling, er den discipel, der holder ved, at opstandelsen ikke bare må være et rygte, men at det ER sket – som historiske og ægte begivenhed.

Thomas insisterer, og vi tror det er et udtryk for tvivl. Men det er et udtryk for forståelsen af, at opstandelsen ikke bare er en tankemæssig begivenhed, men er sket.

På samme måde vil nogle mene, at ønsket om fred er udtryk for fejhed eller dumhed, når det i virkeligheden er Jesu ønske for mennesker. Vi skal blot bære det ønske med os.

Bære det med os i livet, i fremtiden, i mødet med hinanden – og nok vigtigst af alt, bære det med os ind i mørket.

Fred være med jer. Lad det give genlyd i hele verden. Lad os insistere på fred.

Amen




Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

onsdag den 17. april 2019

Skærtorsdag 2019





I Danmark har vi det, der kaldes for en Smiley-ordning for virksomheder, der håndterer fødevare. Det kunne fx være en restaurant.

Der skal løbende ske en fødevarekontrol, og kan virksomheden – her restauranten – leve op til de krav der er for hygiejne, så får den en glad smiley – altså et glad ansigt – som de kan sætte i vinduet. Så kan vi forbrugere se om vi vil gå ind i restauranten eller ej.

Kravene er mange, og det handler om hvordan man opbevarer fødevaren, om man kan spore den tilbage til, hvor den er købt, om det er den rigtige temperatur maden opbevares ved, om der er rent i restauranten, om der er adgang til rindende vand osv osv osv. Der er ligger en 177 siders lang vejledning på nettet som man kan fornøje sig med.

Nå men hvis man overholder reglerne, får man en glad smiley, og har man fire glade smileys i træk, får man en elite smiley, og ellers må man nøjes med en sur. Og der skal, hvis man har fået en sur smiley, op til mellem 30-50 glade smileys til, før forbrugeren ikke kigger på stedet med ubehag længere. Den sure smiley vejer så langt tungere end den glade. Det er tankevækkende, at den sure smiley lagre sig i vores bevidsthed som sandhed.

Det måltid som Jesus deler med sine disciple skærtorsdag kan man forsøge at se på med miljø- og fødevareministeriets øjne. Og jeg kan med det samme fortælle jer, at det ville få en meget sur smiley med bødeforlæg, politianmeldelse og fratagelse af autorisation. Alt sammen hvad der faktisk sker Langfredag.

Men det måltid ville aldrig gå gennem nåleøjet. Bare det faktum, at madvarerne har været opbevaret ved almindelig stuetemperatur. Den var aldrig gået i dag, hvis det bord Jesus sad ved sammen med sine disciple havde været en åben restaurant.

Jesus fejrede påske ligesom alle de andre jøder den aften, og det særlige er, at jøderne faktisk havde og stadigvæk har en masse regler og love omkring deres måltid og fødevare. Regler og love som Jesus har fulgt.

Der er i jødedommen regler for, hvilket kød, man må spise – man må kun spise dyr, der drøvtygger og som har spaltede hove. Så de har spise okser, får og geder; men ikke grise og kameler. Grisen er ikke drøvtygger og kamelen har ikke spaltede hove. Det er helle ikke alle fugle eller fisk, man må spise, og da slet ikke insekter. Og så skal alle dyr være slagtet på den rigtige måde af en specialiseret slagter, der med den rigtige kniv skærer halsen over på dyret og derefter lader det hænge, så blodet kan rende ud, så man ikke spiser blodet. Blodet står der flere steder i Gammel Testamente, at man ikke må spise.

Alle de regler har Jesus fulgt. Og påskemåltidet har været underlagt egen ritualer. Man skulle først drikke fire glas vin blandet med vand, og under det andet glas, har man fortalt om, hvordan israelitterne blev udfriet fra Egypten af Moses og Aron, som er hele grunden til, at jøderne har fejret påske. De har sluttet med en lovsang. Derefter er måltidet begyndt, hvor de spise usyret brød, bitre urter og påskelammet. Man har sluttet med to bæger vin og en takkebøn.

Hvis vi ser på evangeliet, så er det tydeligt at det netop er dette måltid, Jesus deler med sine disciple. Jesus takker og velsigner maden, ligesom jøderne, men tilføjer så noget. Noget ganske særligt; nemlig at dette er mit legeme og dette er mit blod.

Det er særligt og stort, at han gør det.

For hermed bryder han med jødernes forskrifter. Dels udvider han ritualet, og dels siger han, at de skal drikke hans blod. Det blod, som ingen jøde under nogen omstændigheder, måtte indtage. For blodet ER livet (5. mosebog 12.23). I blodet er livet, og altså sjælen.

Den tolkning har Jesus siddet med – det har han vidst, da han indstifter nadveren for første gang.

Så når vi kristne sidder her så mange år senere og gentager den aften, så gør vi det, fordi vi gennem nadveren får livet. Det er gennem Kristus at livet findes, og gennem ham, at vi kan leve – frie.

Frie for regler, der skal sikre, at Gud vil os. Frie for love, der skal sætte os i den rigtige boks, så vi kan få vores smiley af Gud.

Der sker nemlig noget nyt med Kristus. Han gør op med alle de regler, der er. Det er ikke længere vores anstrengelser, der afgør om vi har fortjent Guds kærlighed. Vi bliver alle inviteret med til nadverbordet, hvor vi får lov at sidde høj som lav, fattig som rig, rask som syg, synder som skyldig – vi samles her i et stort synligt og usynligt fællesskab af mennesker, der alle sammen trænger til at få livet. Trænger til at få at vide, at vi er frie og elsket.

Troen skal skære de bånd over, vi lægger på os – bånd af forventning, krav om succes, frygt, bekymring, selvretfærdighed, indkrogethed og smålighed. De bånd der ligger og klemmer os om livet som regler og love, de skal skæres over, så vi frit kan trække vejret.

Og dem skærer Kristus over for os, hver gang han siger: dette er mit legeme, dette er mit blod. Vi får livet af Kristus. Livet med ham, livet med hinanden og livet i kærlighed.

Det kan godt være, at måltidet ikke ville have levet op til fødevarestyrelsens udmærkede stramme krav om håndtering af fødevare ift. Hygiejne. Men det levede op til kærlighedens krav.

Gud ser på os, og af ham får vi alle sammen den glade smiley, ja tilmed elitesmileyen. Vi får dem, fordi vi er dem, vi er. Hverken mere eller mindre. Vi er elsket fra første begyndelse. Vi kan gå ud i livet og leve med hinanden.

Og det hele begynder her ved skranken, hvor vi knæler, får livet og kan rejse os igen som frie. Frie i Guds nåde. Frie til at kigge på hinanden og tænke: se, der går også en med en elite smiley.

Amen




Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

lørdag den 6. april 2019

Mariæ Bebudelses dag, 2019






Ethvert liv rummer både en gave og en opgave.




Livet er en gave, som vi får. Vi har ikke gjort særligt for at få det. Vi er bare blevet født, og skal nu leve vores liv mellem fødsel og død. Det er et vilkår, men altså også en gave.




Det tillader vi os at kalde livet her i kirken, velvidende at nogle mennesker snarere ser livet som en forbandelse end en gave. Og velvidende at vi nogle gange synes, at gaven er svær, besværlig eller vanskelig. Men vi kalder livet for en gave, fordi livet rummer noget værdifuldt. Nemlig muligheden for at vi kan være noget for hinanden. At vi kan dele kærligheden. At kærligheden kan blive levende mellem os. Det er en gave til os selv, men jo også til andre.




Men livet er også en opgave. Ikke sådan at forstå, at der er særlig opgave vi skal løse, før vi kan dø. Det er mest på film, man møder den tanke. Nej, livet er en opgave på den led, at vi skal tage livet på os som det nu engang er. Vi skal gøre os umage med at leve, kunne man sige, uden at det skal lyde moralsk.




Søren Kierkegaard, der var teolog og filosof i 1800-tallet, har formuleret livet på denne måde: ”Valget af sig selv i sin evige gyldighed”.




Valget af sig selv i sin evige gyldighed....




Ofte når man tænker på valg i dag, så står man foran tusindvis af døre, man kan vælge at gå ind ad. Vi har i denne del af verden, næste uanede muligheder. Og det kan næsten lamme os, når vi skal vælge, fordi hvad nu hvis vi vælger forkert. Den tanke ser vi snige sig ind på unge, der bliver mere og mere angste for valgets konsekvens. Det er på alle måder trist for hele samfundet.




Men når Kierkegaard taler om valget, så mente han, at vi i virkeligheden kun har to valgmuligheder. Man kan enten vælge sig selv – og dermed leve det liv, man har fået givet med de muligheder, der byder sig. Eller man kan vælge ikke at vælge sig selv, og og dermed nøjes med at drømme om de muligheder, man aldrig fik. Det sidste fører til fortvivlelse, mens det fører til livet, når man vælger sig selv, og bliver hiin enkelte, som han også udtrykker det.




Vi har lidt forenklet et valg mellem at være os selv, eller at være den, vi ville ønske vi var, eller føler vi burde være. Det er jo så åbenlyst, at de fleste vil tænke, at man da altid skal vælge at være sig selv; men det er svært, når man så skal føre det ud i livet. For ude i livet er der andre mennesker, der har domme og fordomme, forventninger, tanker og holdninger til en. Og for at gøre det hele endnu mere kompliceret, så har vi sociale medier, der gemmer alle vore fejltrin, for at tage dem frem, når det er belejligt, og hænge dem midt i panden på os som en post-it note. Der er alle muligheder for at lave fejl, og at blive mindet om de fejl.




Det mærkede Emma Holten, da hun tilbage i 2011 blev udsat for hævnporno af sin ekskæreste. Hun blev skammet ud af samfundet, men også af sig selv. Dengang. Ikke i dag. Og det var jo ikke hende, der havde lavet en fejl; men det oplevede hun, at folk havde en mening om. Hun var offeret, der fik skammen med i købet.




Nok ligesom Maria fra dagens evangelium, der får at vide, at hun skal føde et barn, selvom hun er jomfru. Maria har ikke gjort noget forkert eller lavet en fejl, men hun oplevede også, at folk havde en mening om hende. Hun blev offer og fik skammen med i købet.




Tilbage til Emma Holten, så tog hun til genmæle og valgte dermed at blive sig selv. Hun tog livet på sig, og slap fri af både skammen og andres domme. De fleste af dem i al fald. Og det skete, da hun stod i sit liv og sagde ja det er mig, og det skete for mig. Hun valgte sig selv, og slap fri.




Det er et grelt eksempel på, hvordan vores liv kan tvinge os i en retning, indtil vi vælger os selv i alt dets gyldige evighed.




Men det kan være svært at stå fast, og det oplever mange. Det er svært at stå ved den, man nu engang er, med de fejl og mangler man har. Med de uheldige valg, man selv træffer, og de valg andre træffer for en. Det kan simpelthen være svært at være sig selv.




Medmindre man har kærligheden.




Der står i Bibelen, at Gud er kærlighed. Det er så vigtig en lille sætning, for resten af Bibelen er en udlægning af dette ene, nemlig at Gud er kærlighed. Alle handlinger, fortællinger, møder og undere er en konsekvens af, at Gud er kærlighed.




Gud skaber af kærlighed, opretholder af kærlighed, vejleder af kærlighed og frelser af kærlighed. Det er er så stort og så smukt, at det ikke kan rummes af mine fattige ord her i dag. Kærligheden er altid det mere.




Det kender vi nok i forelskelsen. At være forelsket er også at være en lille smule gal, men den selvforglemmelse, der ligger i forelskelsen, den fortæller os noget om Guds kærlighed.




Vi kender også kærligheden fra den kærlighed, man oplever, når man bliver forældre. Man oplever kærligheden som stor – så stor, at den kan tru med at sprænge i brystet på en. Men den er også skrøbelig, fordi man ved, at hele ens lykke afhænger af om dette lille væsen har det godt eller ej. Det fortæller os noget om Guds kærlighed.




Vi kender den fra kærligheden mellem venner – denne ærbødige og respektfulde kærlighed til et menneske, man stoler og regner med i alle situationer. Det fortæller os noget om Guds kærlighed.




Vi er omringet af Guds kærlighed, og vi lærer om den i alle de kærlighedsrelationer, vi kommer i. Vi bliver klogere på Guds kærlighed, når vi tør dele kærligheden mellem hinanden. Gøre kærligheden levende mellem os. For Gud er kærligheden og dermed kilden til kærligheden i vores liv.




Og åbner vi os for Guds kærlighed, så ser vi, at vi er elsket som dem vi er. Og derfor går det an at vælge sig selv, som den man er. Deri ligger den evige gyldighed. Det sker næsten samtidigt iflg. Kierkegaard, når man vælger sig selv, opdager man Guds kærlighed.




Jeg tror nu på, at vi også kan øve os. Vi kan øve os i at se på os selv med Guds øjne og stole på, at Guds kærlighed også gælder mig. Langsomt fremad, men dog et skridt mod at lukke lidt mere op for kærligheden.




Fortællingen om Maria er en fortælling om et menneske, der valgte at stole på, at Guds kærlighed strakte sig så langt, at den også gjaldt hende – en fattig teenager fra den anonyme landsby Nazareth.




Gud valgte hende, og dermed kunne hun ikke andet end at vælge sig selv til. Gud gav hende en gave og en opgave, som hun sagde ja til. Hun har nok været bange, nervøs og i tvivl. Men selvom disse følelser har banket i brystet og fået maven til at snøre sig sammen, så valgte hun sig selv i al sin evige gyldighed.




Hun valgte det liv, der lå foran hende, fremfor det liv, hun måske forestillede sig.




Vi har også et valg. Friheden ér vores. Men Gud er den samme, og hans kærlighed ligger lige der, klar til at vi kan tage den. Gud tilbyder os kærligheden i håbet om, at vi vælger den. Men vi skal netop vælge den – det nytter ikke, at vi får den med tvang, for så holder det op med at være kærlighed. Kærlighed kan hverken tvinges, trues, købes eller tigges frem. Kærlighed er altid givet frit, og skal modtages frit.




Vi kan vælge kærligheden, også selvom vi nogle gange skal leve helt liv, før vi indser, at den altid var der. Kærlighed bliver aldrig for gammel og der er aldrig for lidt af den.




Det er styrken, så valget af sig selv i al sin evige gyldighed bliver muligt. Det er gaven og opgaven.




Gud hjælpe os og elske os dertil.


Amen


Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

4. søndag efter trinitatis 2026

Et menneske består af 6 forskellige grundstoffer: kulstof, bring, kvælstof, calcium, fosfor og ilt – og så selvfølgelig vand. Det lyder ret ...