14. søndag efter trinitatis 2019

Jeg har lige været lidt småforkølet. Ikke noget stort, bare sådan lidt snøften og en næsen, der løb. Men denne gang, lagde jeg mærke til noget. For næsten alle jeg mødte, konkluderede: Du må have haft for travlt på det sidste. Altså underforstået, at man bliver syg som en direkte konsekvens af, at man har haft for travlt. Nu bliver de fleste af os jo syge af en virus eller en bakterie, der rammer os, så det hænger ikke altid sammen med travlhed.

Men det er pudsigt, for jeg siger det jo selv, det med at sygdom og travlhed hænger sammen. Og dermed siger jeg jo også, at det er min egen skyld og min egen fejl, hvis jeg bliver syg.

Det er en tungt åg at have siddende på sine skuldre, at man selv er ansvarlig for sygdom. For så er vi også selv ansvarlige for at blive raske igen. Og ja, jeg ved da godt, at ingefær, hvidløg og massevis af vand alt sammen er godt for kroppen, og at vi ikke skal drikke så meget alkohol eller spise så meget bacon. Men er det virkelig den sandhed, der baner sig frem hos os, at vi selv er ansvarlige?

Det mente man i al fald på Jesu tid, hvor spedalske selv fik skylden for at være blevet syge. Spedalskhed var en straf for, at man havde bagtalt, sladret eller løjet. Men det var ikke kun den, der havde gjort det, der blev straffet – nej, hele samfundet blev straffet. Så man var bange – bange for at enkeltpersoner ville ødelægge samfundet med deres adfærd.

Det kan lyde fremmed for os, men vi kender det altså også fra nyere tid, hvor AIDS eller HIV blev udråbt som nutidens spedalskhed, og homoseksuelle blev behandlet som paria. Det er ikke mere end små 40 år siden, at homoseksuelle blev anklaget for selv at være ansvarlige, hvis de var så uheldige at blive smittet med HIV, og det var først da man opdagede at HIV, smittede alle uanset, hvem man forelskede sig, at snakken ændrede sig. Længere tid siden er det såmænd ikke.

For når det kommer til stykket, hvor mange af os, har reelt en skyld, når det kommer til sygdom? Noget sygdom rammer bare, fordi den rammer blindt og uretfærdigt. Det er en vilkårlig risiko ved livet, at vi kan blive syge.

Ja nogle sygdomme skal vi ligefrem have, for at få et bedre immunforsvar.

Men vi tager tit ansvar, der ikke er vores.

Lad mig fortælle en lille historie: Der ligger en lille spurv på vejen med benene lige op i vejret. En anden spurv kommer forbi og spørger: Hvorfor ligger du der og stritter med benene lige op i vejret? Jo ser du, svarede den første spurv, jeg holder himlen med mine fødder. Trækker jeg dem tilbage et øjeblik, så styrter himlen ned om ørerne på os. Men knap havde den sagt det, før der faldt et blad ned fra træerne i nærheden og landede lige ved siden af spurven. Den blev så bange, at den i panik for at mere af himlen skulle falde ned, flygtede over hals og hoved. Og tilbage stod den anden spurv og forstod ikke helt, hvad der lige var sket.

Tager vi også nogle gange et ansvar, der ikke er vores?

Et eksempel kunne være klimakampen, som selvfølgelig er vigtig. Men er vi ikke kommet dertil, hvor selv børn nu ligger med benene i vejret og forsøger at holde himlen, mens der råbt til alle andre om at lægge sig ved siden af? Vi har fået et ansvar af Gud om at forvalte kloden bedst mulig – men vores ansvar går kun så langt som til vores magtesløshed. Vi skal gøre os umage med at finde holdbare løsninger – også ift. Klimaet; men vi kan ikke holde himmel med vores fødder. Lige meget hvor mange, vi så end er.

Og vi kan heller ikke holde himlen i vores eget liv. Vi er langt hen ad vejen magtesløse, og det er så svært at begribe. Vi okser afsted for at leve det rigtige og gode liv i balance med den rigtige kost uden sukker. Faktisk har vi mennesker taget så meget af ansvaret for livet, at mennesker der er lidt for tykke, er blevet lavstatus mennesker. De bliver råbt efter på gaderne, og bedt om at tage hjem fra strandene. Fordi der bliver ræsonneret, at hvis man ikke kan tabe sig, er man uansvarlig. Man er dermed et menneske ude af kontrol. Og kontrol og ansvar hænger sammen.

Men er det virkelig den verden, Gud har skabt til os. En verden, hvor kun nogle af os går an? En verden, hvor panik skal være grundfølelsen? En verden, hvor vi næsten segner af ansvar og benene syrer til fordi vi ligger der alle sammen med benene i luften? En verden, hvor vi alene skal få styr på livet?

Gud skabte verden, og så at den var god. Den står hver gang, Han skaber noget nyt i Skabelsesberetningen. Og nu hører vi om Jesus, der møder 10 spedalske. Ti mennesker, der alle var lavstatus. Og de råber til Jesus, at han skal forbarme sig over dem. Og det gør han faktisk. Da de råber, svarer Jesus dem. Og Jesus siger, at de skal gå til præsterne for at blive undersøgt, og idet de går derhen, bliver de alle 10 raske for deres spedalskhed. Men en af dem vender tilbage til Jesus for at takke ham.

Deres liv forandrede sig ved mødet med Jesus. Men den første forandring skete, da de blev syge. De blev helt uretfærdigt syge, og ramt af en sygdom, der tilmed gjorde at de blev stemplet som lavstatus. De skulle bo i udkanten af byen, og mange steder op gennem historien, har de skullet ringe med en klokke, når de kom gående, så andre kunne skynde sig væk. Deres liv forandrede sig fra at være et normalt liv med familie, opgaver og venskaber, til at være et liv på kanten.

De mistede alt. De var i sandhed magtesløse, bortset fra, at de kunne råbe til Gud. Og det gjorde det, da de så Jesus. Forbarm dig over os, råbte de. Og det gjorde Jesus så. Forbarmede sig. Og de var ikke længere spedalske.

Og lige der! I det øjeblik kommer Guds rige os nær. I det øjeblik viser Gud os sin hensigt med verden og med os. Han viser, at det er hos HAM alene, at vi finder friheden til at blive og være de mennesker vi er. Hos Gud bliver vi befriet af den ”spedalskhed” vi lægger som filter over vores eget eller andres liv. Han fjerner det, der tynger, for derefter at rejse os op. Vi var hjælpeløse, fornedrede, uvelkomne og lavstatus. Og han rejser os op. Han forbarmer sig over os. Han vender os om, så vi har benene på jorden og øjnene rettet mod hinanden. Det er Guds rigets virkelighed.

I fortællingen sker der en bevægelse. Nemlig den, at der bliver råbt om hjælp, der bliver takket og derefter sagt gå. Hjælp, tak og gå. De tre bevægelser bliver gentaget igen og igen i Lukasevangeliet. Hjælp, tak og gå.

Ikke en af bevægelserne kan undværes, for tilsammen skaber de rammerne for et liv, hvor vi kan leve i overgivelse til Gud og til hinanden.

Hjælp, tak og gå. Det er i virkeligheden gudstjenestens kerne. Hjælp, tak og gå. Vi kommer her for at råbe til Gud i afmagt, takke, og derefter bliver vi bedt om at vende tilbage til livet. Forandrede.

Gud forandrer os.

Men ikke altid på den måde, vi ønsker os. Hans målestok er anderledes end vores, og hos ham er det ikke så vigtigt om vi er tykke eller tynde, højt eller lavt på strå, smarte eller ej. Hos er det vigtigste mennesker, og der er brug for os alle lige som vi er. Hos ham er det vores hjerter og vores fællesskaber, der er vigtige.

Vi er i hænderne på noget større. Vi er i hænderne på Gud, der lover at være med os alle dage indtil verdens ende. Han er med os, lige meget hvordan livet så end udfolder sig. Gud er dog ikke en curling far, der fejer foran os, så alle forhindringer forsvinder. Han er heller ikke en løvemor, der vogter bagved os, og brøler ad enhver, der giver os modstand. Han er derimod tilstede med sin Helligånd i den luft vi indånder. Han er tilstede i troen, der bor i hjertet. Han er tilstede i vores medmenneskers råb om hjælp. Han er tilstede, hver gang kærligheden sejrer over smålighed, had eller frygt. Hver gang vi ikke længere ser et menneske som spedalsk, men som et medmenneske er Gud til stede. Hver gang sløret falder fra vores øjne, og vi opdager, at alle andre er ligesom os, hvordan de end ser ud, og hvor de end kommer fra, og hvem den end forelsker sig i, og hvilke holdninger de end har. De er medmennesker.

Hjælp, tak og gå.

Det er det vi skal og det vi kan. Vi skal ikke være som Gud, men være os selv. Være mennesker med den begrænsninger det giver. Og alligevel kan vi vandre ud i livet frimodige, fordi vi hos Gud får alt for intet. Han forbarmer sig, når vi råber.

Hjælp, tak og gå.

Amen



Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

11. søndag efter trinitatis 2019

Venner, I må give mig en hånd. Man kan ikke sige ”farvel” alene. Sådan skrev forfatteren og poeten Dan Turell. Venner, I må give mig en hånd. Man kan ikke sige ”farvel” alene.

Og det er så enkelt og sandt. Selv når man står og skal sige farvel, gå sine egne veje, vende ryggen til et andet menneske, så kan man ikke gøre alene. Man har brug for en hånd for at sige farvel.

Brug for at et andet menneske kigger på os og ser os, rækker os hånden og siger farvel sammen med os.

Vi har brug for hinanden. Mennesker har brug for mennesker.

Men i virkeligheden, hvor vi lever vores liv, er vi mere og mere alene. Mange er ensomme som aldrig før. Vi har mindre og mindre øjenkontakt, og ser på hinanden gennem et filter. Og det pudsige er, at jo kortere afstanden bliver globalt set mellem mennesker, fordi vi er forbundne over nettet, des længere kommer vi væk fra hinanden. Des mere står vi alene på vores egen livsscene.

Er der overhovedet nogen, der ser os? Sådan rigtigt får øje på os. Hvem ser vi og hvem ser os i løbet af en dag?




Jeg holder selv særligt af at sidde på en cafe og se på mennesker. Mennesker der ikke ved, at de bliver iagttaget og derfor går i deres egne tanker på vej til et sted, til et møde. Måske de stopper og tager mobiltelefonen ud, tager et billede af dem selv med åen som baggrund, inden de går videre. Men vi kigger alle sammen – os ved bordene. Ser på dem, men jeg tror egentlig ikke, at vi rigtig ser dem.

Vi ser en ydre handling, et valg af tøj, en gangart. Men vi ser ikke mennesket. For i det øjeblik vi får øjenkontakt – os ved bordene og en af dem, der går forbi; så kigger vi hastigt ned i blufærdigheden over at blive opdaget. For blikket afslører os. Tænk nu hvis den anden troede, at man kiggede på dem. Men det er jo lige præcis, hvad man gjorde. Iagttog den anden.

Vi lever i en kultur, hvor vi egentlig bruger mere tid på at iagttage os selv. Sjældent direkte dog – det sker gennem mobilens kamera eller andres iagttagelser af os. Kulturen er blevet en billedkultur, hvor vi deler billeder af os selv med hinanden, hvor vi er smukkest, sjovest og bedst. Vi fortæller vores livshistorie gennem vores succeser. Og vi har brug for at andre ser billederne. Hvis ingen så dem, ville der ikke være vidner til vores liv, og billederne ville miste deres værdi.

Så vi har brug for vidner, vi har brug for at blive set og vi har brug for at fortælle vores historie.

Vi har brug for hinanden.

Men vi viser desværre kun et lille udsnit af, hvem vi er. Vi viser forsiden – ikke dybden. Vi viser et øjebliksbillede af os selv, som jo kun er en flig af fortællingen om, hvem vi er. Vi bliver ikke set, sådan rigtigt.

At blive set, har altid været i kernen af kristendommen. Tilbage i tiden indenfor kunsten er Gud blevet malet som et øje, der kigger ned på verden. Det særlige er, at øjet er malet i en trekant. Det symbol er senere blevet overtaget af andre religiøse grupper; men i sin oprindelse var det et symbol på, at Guds milde øje kigger på os mennesker, og trekanten var et symbol på Guds treenighed. Gud viser sig forskellige til os mennesker, alt efter hvem vi er. Han er Gud – den der skaber og sætter i gang. Han er også Kristus – ham, gav os ansigt på kærligheden. Og han er Helligånden – den kreative og flammende ånd, der giver livet liv. De tre – Gud, søn og helligånd er den treenige Gud, der sat sammen giver en trekant.

Vi tror altså på én Gud, men han viser sig for os på tre forskellige måder. Gud er Gud, menneske og ånd. Man kan sammenligne treenigheden med dråber af vand. Hvis man sætter tre dråber vand på en glat overflade, så har man et billede på Gud, Søn og Helligånd. Hvis man stille og roligt ryster overfladen, vil de tre dråber glide sammen til en stor dråbe. Man kan ikke længere se, hvor de tre dråber begynder eller slutter – der er nu kun en dråbe. Gud er altså tre og en.

Man kan sige, at Gud i sit væsen er i relation – med sig selv og med os. Og den egenskab har vi, hans skabning fået. Vi går også i relation. Martin Buber, der er teolog, siger et sted, at et jeg bliver til et jeg i mødet med et du. Det er mellem mennesker, vi bliver til mennesker.

Og Gud går i relation med os, når med sit milde blik ser på os. Han ser ikke væk i blufærdighed, og han nøjes heller ikke med at se overfladen. Han ser hele os, med alt det vi rummer. Han ser fiaskoen, drømmene, håbene, længslen, svigtet og skylden. Han ser ALT det vi rummer. Og han ser det, og elsker os alligevel. Vi går an, selvom vi har en masse i os, som vi nogle gange selv har svært ved at acceptere.

Vi går an.

Det er også det, som Jesus siger til os i lignelsen i dag. En fortælling med 2000 år på bagen, men som stadigvæk handler om i dag.

Lignelsen er en fortælling om en mand, farisæren, der i taknemmelighed over, at det går ham godt, kommer til at sammenligne sig med andre. Og en fortælling om en anden mand, tolderen, der slet ikke tør møde andres blik, eller Guds for den sags skyld. En fortælling om mennesket, der forherliger sig selv og en fortælling om mennesket der hader sig selv. To mænd, der hver især har brug for Gud.

Farisæerne var velanset i samfundet dengang – de gik ofte i templet og hjalp de fattige. Toldere derimod var set på som snydere og bedragere.

Så hvis vi nu prøver at oversætte lignelsen så den foregår i dag, så er farisæren stjernen på de sociale medier med tusindvis af følgere. Han gør en masse gode ting, som han tager billeder af os viser. Men han trænger i Guds øjne til at få fokus et andet sted. Han bliver ikke smidt ud af Gud – for Gud ved, at han er et menneske, der ligesom alle andre har brug for relation, kærlighed og at blive set. Og set, ikke kun for det, man selv vælger at vise; men for alt, hvad man rummer. For det er dér – når man virkelig bliver set i al sin uperfekthed og stadigvæk bliver elsket, at man opdager kærlighedens forandrende magt.

Tolderen er en rigtig skidt person, der lyver og stjæler for egen vindings skyld. Man kunne sammenligne ham med en af de værste kriminelle, vi kan komme i tanke om. Og man kunne få den tanke, at han fortjener at stå der – med hænderne vredet i anger og med et blik, der ikke vil mødes. Men Gud ved, at han er et menneske, der ligesom alle andre har brug for relation, kærlighed og at blive set. Og set, ikke kun det, man har gjort forkert, men for alt, hvad man rummer. For det er dér – når man virkelig bliver set i al sin uperfekthed og stadigvæk bliver elsket, at man opdager kærlighedens forandrende magt.

Lignelsen fortæller os, at vi til tider skal skifte fokus, så vores blik ser andet og mere end det, vi er vant til. Ser det hele billede. Og ser, at vi ikke skal bruge andre, som statister i vores liv, men som medmennesker. Vi kan ikke leve alene – vi kan ikke engang sige farvel alene. Vi har brug for et blik, der møder vores.

Vi er sat i et fællesskab af Gud. Vi er skabt til at være noget for hinanden, og for enhver begynder det med Guds milde blik på os, der siger til os: du går an. Så kig op og kig hinanden i øjnene. Vi er lige meget værd – vi er lige elsket. Amen




Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

4. søndag efter trinitatis 2019

Intro - vi byder menigheden velkommen før gudstjenestens begyndelse:

Godmorgen. Det er i dag 4. søndag efter trinitatis.

Dagen handler om, hvordan vi lever med hinanden. Hvad optager os, og er der noget, der skygger, så vi ikke kan se hinanden.

Dagens teksten, fortæller om Jesus, der skælder ud, og siger, at vi ikke skal have så travlt med splinten i vores medmenneskes øje, når vi selv render rundt med en bjælke. Vi skal skifte perspektiv, siger han, så vi ser verden mere klart. Men tør vi det, kunne man fristes til at udbryde, i en verden, hvor alt forandrer sig. Svaret er, ja det tør vi – det skal vi, for Gud har lovet at være med os i hvad fremtiden end bringer. Og hos ham får vi lov at sidde ned og være. Han er evigheden midt i vores afmålte liv.




Prædiken: 
Barmhjertighed. Det er et af de ord, som er ved at uddø i det danske sprog. Og det kan være svært på stående fod at forklare, hvad det præcist betyder.

Men det betyder egentlig at have ondt i hjertet over at se andres elendighed, og at man derfor må handle på det. Barmhjertighed.

Barmhjertighed er en følelse så stærk, at man ikke kan andet end række ud efter et andet menneske. Det er tydeligt, hvis man læser de steder i Det Nye Testamente, hvor ordet barmhjertighed optræder, at de alle sammen leder til en handling eller en proces. Barmhjertighed er altså noget man gør, og ikke bare en privat følelse. Barmhjertighed har med det liv, vi lever med hinanden at gøre

Men vi lever i en tid, hvor barmhjertigheden kan være svær at få øje på. Ikke fordi den ikke er der, men fordi alt er i forandring. Og særligt vores klima. Fra at nogle få har talt om før i tiden, så taler alle om klimaet i dag. Der er en næsten dommedagsagtig stemning. Børn holder med at spise kød for at redde klimaet, og de har temauger om det i skolen. De samler affald, og hører om isen, der smelter. Sammen med alt dette, er der kommet en holdning til fremtiden, og måske særligt blandt voksne, hvor mange mener, at mennesket ikke har en fremtid her på kloden, og at vi alligevel uddør, så hvorfor bekymre sig om klimaet, når naturen helt sikkert EFTER mennesket nok skal rette sig op på nogle tusinde år?

Det er på mange måder en trist og ødelæggende måde at anskue ikke bare verden, men også sit eget liv på. Som om det allerede er spildt.

Og det kommer også til at præge vores syn på hinanden. For hvis alt er ligegyldigt, så er ens næste det også. Hvorfor forsøge at redde en, der alligevel ingen fremtid har, kan man næsten høre spørgsmålet lyde.

Barmhjertigheden bliver trængt i baggrunden, for der er ikke brug for den.

Men kan man ikke se verden på en anden måde? Lad mig begynde et andet sted.

Nogle mennesker er født farveblinde. De kan ikke se de farver, verden har, som flertallet af verdens befolkning kan se dem. Verden mangler farver.

Men der er lavet nogle særlige briller, der gør det muligt for farveblinde at se verden i farver. Og første gang de får sådanne briller på, ser de pludseligt klart. Mange af dem hopper rundt i glæde, peger på alt det, der er så åbenlyst for os, men som for dem fremstår så meget anderledes og så meget smukkere end de nogensinde havde forestillet sig.

Verden har jo altid set sådan ud, men de kunne bare ikke se det, før de fik de helt rigtige briller på. De briller, hvor farverne lyser op.

Tænk hvis der fandtes briller, man kunne tage på, så man kunne få øje på kærligheden i verden – håbet og glæden. Så alt det kunne lyse op mellem det ensfarvede, mellem mismodet, fortvivlelsen og dommedagstankerne? Et par briller, der kunne kickstarte ens barmhjertighed igen? Så vi kunne se verden, som Gud ser på den og ser på os.

Men er vi alle blevet farveblinde, når det kommer til kærligheden magt, og har frygten fået sådan et tag i os, at vi kun ser dommedag og ødelæggelse i fremtiden? Lidelser. Har vi alle en bjælke i øjet?

At verden er i forandring, er ikke noget nyt. Fra det øjeblik, hvor verden blev sat i gang ved en kæmpe eksplosion, har alt være i forandring. Evolutionen er en forandring. Alt er i forandring. Og ja, lige nu er forandringen massiv og menneskepåvirket, men det betyder ikke, at vi må fjerne det ved os, der gør os menneskelige; nemlig vores barmhjertighed. Vores hjerte for hinanden. For vi ER både en del af naturen, OG noget ganske andet. Vi har vores menneskelighed, der gør, at vi ikke kun tænker på egen overlevelse på andres bekostning. Nej, det viser sig, at de samfund, der klarer sig bedst både socialt og kulturelt, men så sandelig også økonomisk, faktisk er dem, hvor man hjælper den svage, om de så har fortjent det eller ej. Der er også lavet videnskabelige forsøg, hvor det viser sig igen og igen, at mennesker faktisk vægter hinanden og retfærdighed højere end fx profit og penge. Det er en defekt i mennesket, hvis man møder en, der synes penge er mere vigtigt end andre mennesker.

Vi har vores menneskelighed i behold – barmhjertigheden lever om end vi kan definere den på stående fod eller ej. Selv i den foranderlige verden.

Og alt er i forandring, men Kristus vandrer med.

Livet kan have forskellige perspektiver alt efter, hvordan vi ser på det. Tanken om dommedag har alle dage optaget mennesker, og rykket i os med frygt. Det er ikke noget nyt, og de første kristne, troede at dommedag ville indfinde sig i deres levetid. Og der kommer nok en dag, hvor alt ender. Men ikke endnu. Indtil da skal vi leve. Eller som der bliver sagt i tegneseriestriben Radiserne i en dialog mellem Søren Bruun og hunden Nuser. Søren Bruun siger: En dag skal vi alle dø. Nuser svarer: Ja, men alle andre dage skal vi leve.

Og det er rigtigt. Vi skal leve.

Vi bliver nødt til at åbne os for livet. Også selvom vi ikke kender fremtiden. Men sådan har mennesket altid levet. Der er intet nyt under solen. Fremtiden ligger foran os indhyllet i tåge, og ingen af os ved, hvad den bringer. Men ligeså store opdagelser og opfindelser fortiden har bragt, ligeså store opdagelser og opfindelser kan fremtiden bringe. Der er ingen grund til ikke at tro på livet – og på hinanden.

Vi skal leve frimodige. Vi skal leve med barmhjertighed. For livet betyder noget, også selvom vi ikke kender morgendagen. Selvom der er lidelse i verden, så er livet lige her.

Vi skal være barmhjertige, som Gud er barmhjertig, som Jesus siger til os i dag.

Det betyder noget, hvordan vi lever med hinanden. Det er ikke ligegyldigt, selvom alting er i forandring. Barmhjertigheden skal stadigvæk stå forrest i vores liv. Ja, måske særlig stå forrest, når alt er i forandring. For så må dén blive konstanten

Gud må være og er konstanten. Vi kan bruge en af metaforer der i Bibelen om Gud. Nemlig klippen.

Klipper har en anden tid – de har evigheden foran sig. De har tyngde og fylde i verden – et nærvær. Gud er som en klippe, der står med evigheden i hånden trods livets foranderlighed. Han har tyngden og dybden. Han har nærværet og stilheden, når alt andet raser og larmer.

Gud er, når vi ikke tør være. Han siger; sæt dig ned. Lad vær med at løbe din vej væk fra mig og dig selv – og andre. Sæt dig et øjeblik og læn dig op ad mig.

Evigheden er lige her. Selv i en verden, der forandrer sig.



Amen




Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

2. søndag efter trinitatis, 2019

Det er det helt nære, der betyder noget for os. Det er ikke altid, at vi indser det, fordi vi har travlt med hverdagen og kalenderen. Det kender jeg i al fald ret godt. Men det er det nære, der er vigtigst.

Sådan siger enhver, der ligger for døden også Og man skal lytte, når mennesker står og skal miste det, vi andre tager for givet. For deres blik bliver skarpt.

Det er det helt nære, der betyder noget os. Det er hinanden og måske det enkle, der har størst betydning. Selvfølgelig kan livet sagtens være fyldt med store rejser og oplevelser. Det er spændende at få rykket grænser og åbnet vidder. Ja, ligefrem nødvendigt til tider. Men det må ikke stå i stedet for det nære. Det skal også med.

Det nære.

Det kan være kærlighedsblikket fra mor, far store varme hånd at holde i, venindens opmuntrende sms, vennens klap på ryggen – eller ens barn, der med stjerneøjne kigger på verden.

Det nære betyder noget.

Det er middagsbordet uden telefonener, hvor man ser hinanden, taler og måske endda giver plads til stilheden, hvorfra tanken for alvor kan vokse.

Og netop middagsbordet – eller maden betyder meget i kristendommen. Og i kirken.

Vores tidligere kirketjener, lavede tit sjov med de mange, mange indkøb man laver af mad, når man arbejder i en kirke. Hvis der ikke er ostebord eller smørrebrød, så er der småkager eller sødt til kaffen. Vi spiser. Meget.

Og enhver præst med respekt for sig selv tager 10 kg på, når man første gang får embede.

Ja, mad er væsentligt. Og så væsentligt, at Jesus i fadervor beder: giv os i dag vort daglige brød. Han beder simpelthen om, at vi må blive mætte.

Vi er i bunden af behovspyramiden, når vi taler om mad. Det er et behov, der skal dækkes, før vi kan fungere i verden – mellem hinanden.

Mad er vigtigt – livsvigtigt. Men også sjælevigtigt. For når mad får lov at blive til et måltid, så sker der noget. Mad bliver til et måltid, når vi mødes og spiser sammen. Ja, det bliver ligefrem til et festmåltid. Ikke nødvendigvis med høj musik og sjove hatte, for et festmåltid kan også være det måltid, vi deler til hverdag – med hinanden, sammen med hinanden, overfor hinanden.

Lignelsen som Jesus fortæller os i dag, handler også om et festmåltid, hvor dem, der først blev indbudt, havde for travlt med deres eget. De havde kun fokus på det, der var deres alene. Ikke på det, de kunne have delt med andre; men deres helt eget. Og derfor takker de nej til indbydelsen, da den kommer. Nej tak – mit eget er nok.

Jeg kommer sådan til at tænke på den historie om en mand, der skulle til et vigtigt møde i byen. På vej derind bliver han forsinket, og da han endelig kommer til parkeringspladsen, beder han til Gud, om han ikke nok vil hjælpe med at finde en parkeringsplads, så han ikke kommer for sent til sit møde. Han kører rundt og rundt, men kan stadigvæk ikke finde en, så han beder igen: Gud vil du ikke hjælpe mig med at finde en parkeringsplads, så jeg ikke kommer for sent til mit møde. Han kører rundt igen, og pludselig er der en plads. Juhu, tænker manden, og derefter henvendt til himlen: Pyt med det Gud, jeg fandt selv en plads.

Og er det nu os, der kommer til både at takke nej til indbydelsen, når Gud kalder og tilmed tror, at alt det, vi kalder vores eget, netop intet har med Gud at gøre?

Jesus er hård ved os i lignelsen her. For han sætter ligesom et forstørrelsesglas på os, og spørger os, om vi er dem, der fokuserer for meget på vores eget? Er vi dem, der kommer til at takke nej, hvor et ja ville have åbnet for et festmåltid? Måske nogle gange.

Med Jesu lignelser er det sådan, at vi altid rummer lidt af alle de personer, vi hører om. Så vi er ikke kun dem, der takker nej, vi takker også ja. Men ved at lytte til lignelserne kan vi blive klogere på verden, hinanden og Gud.

Nogle andre, vi hører om i lignelsen er bænkevarmerne. Eller det bliver de ikke kaldt, men det er dem, der først bliver inviteret i anden omgang. Det er dem, der ikke lige passer ind, er skæve eksistenser, særlige eller udsatte. De bliver inviteret, og de takker alle JA.

Det kan lyde underligt, at netop de i lignelsen ikke bliver inviteret først. For hvis manden, der inviterer, skal forestille at være Gud, ville han så egentlig hellere have haft nogle andre med i stedet for? Men selvfølgelig er det ikke sådan, det forholder sig. For vi kommer til at tænke tidsligt om Gud, og glemmer at Gud er rummelig.

Alle er til hver tid inviteret med til hans fest. Alle får indbydelsen, og alt vi skal gøre er, at takke Ja.

Og der sker noget ved ja.

Et ja er et helt særligt ord, som vi bruger, når livet bliver stort.

Vi hører det, når to mennesker skal giftes. Så bliver de spurgt om de vil leve sammen, og dertil skal de svare ja. Lige sådan en dag, er det ikke specielt sjovt at få et mjow eller måske. Der har man brug for et ja.

Og også når vi konfirmerer, hører vi et ja, for så skal konfirmanderne for første gang stå foran alteret og selv sige ja.

Og selvfølgelig når vi døber. Når vi bærer børnene til dåben, så siger vi også ja. Der er der en voksen, der siger det i deres sted, men der lyder et ja. Og Gud lægger derefter sit ja til vores. Vores ja, der lyder fra en enkelt stemme, bliver til et stort ja, der gælder helt til verdens ende. Et ja, der vil følge dåbsbarnet livet igennem. Her er det også vigtigt, at det er et ja, og ikke et mjow eller måske, vi får fra Gud.

Vi har brug for at høre et klart Ja fra Gud. Vi tør ikke leve på et måske. Vi visner på et mjow.

Og Gud siger ja til os. Ja til at blive ved med at inviterer os, også selvom vi takker nej. Han insisterer på sit ja.

Men hvorfor kan vi overhovedet sige nej, så? Fordi vi har en fri vilje. Vi kan leve vores liv, som vi vælger det. Gud vil ikke låse vores arme om på ryggen, og tvinge os til at deltage i festen. Hvis Guds rige kun er mennesker, der ikke vil være der, så bliver det ikke til et festmåltid.

Så derfor kan vi vælge at gå.

Gå fra kærligheden.

Men det er jo i grunden en noget hypotetisk tanke, for hvem vil vende kærligheden ryggen, når man først har mødt den?

Det kan være, at vi først møder den dag, vi lukker øjnene en sidste gang – det kan også være, at vi møder den i livet her. Men møder vi kærligheden, så kan vi ikke andet end at sige ja.

Ja og tak.

Og dertil Gud sit ja, og glæder sig over, at lige netop du fik en plads ved hans bord, og at det slet ikke ville have været den samme fest uden dig.

Det er det nære der betyder noget – også for Gud.

Amen






Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

Pinsedag 2016

Jeg ved ikke om, I har hørt det, men et bredt politisk flertal har besluttet, at Postdanmark fremover skal uddele posten på nye betingelser. Fremover vil A-post blive afskaffet sammen med lørdagsomdelingen. En æra er slut, og serviceniveauet får et hak nedad. Sådan er, for der bliver sendt færre breve nu end tidligere. Udbud og efterspørgsel gør sig også gældende hos posten, og derfor er det god købmandsskab at slække på omdeling af breve.

Men jeg kan ikke lade være med at ærgre mig alligevel. For det betyder jo, at der bliver sendt færre breve. Og der findes ikke noget så dejligt som at modtage et ægte håndskrevet brev. Der er en afsender, der har sat sig ned, tænker over hvad der skulle stå i brevet, og taget sig tid til at skrive det, og sende det. Og så ligger det der i postkassen og funkler, når man kommer hjem.

Der er også undersøgelser, der har vist, at vi er mere tilbøjelige til at åbne og læse et brev, selv et officielt brev, hvis bare adressen er skrevet med håndskrift. Det gør noget ved os, når andre vil henvende sig til os.

Mother Theresa har engang sagt: Jeg er en lille blyant i hænderne på en skrivende Gud, der sender et kærlighedsbrev til verden.

Gud vil sende et kærlighedsbrev til verden, og vi er blyanterne, der skal skrive det. Men breve er altid bedst, når de når frem til modtageren. Når det kommer til Gud, så nytter det ikke, at der er ventetid eller at brevene ikke bliver uddelt om lørdagen. Der kan ikke være restriktioner på dem. Et kærlighedsbrev fra Gud, skal helst nå frem, lige når det er skrevet.

Og pinsen handler netop om, at Gud har skrevet et kærlighedsbrev til verden. Og dette brev er til alle i hele verden. Enhver er inkluderet, hvis man altså vil modtage brevet.

Vi hørte før om, hvordan disciplene var samlet i huset. Det er 50 dage efter Jesu opstandelse til påske, og han er nu steget til himmels. Disciplene er så at sige alene tilbage i verden, da der pludselig kom en vind gennem huset, og flammer af ild viser sig over hver af disciplene. Ånden var ikke bare en vind, men kunne ses som et lys, der flammede og jog mørket væk. Og da skete underet, og de begyndte at tale forskellige sprog. Disse mænd, der har været analfabeter, og som kun kunne tale aramæisk, kunne pludselig tale forskellige sprog.

Disciplene kunne nu med deres nye sprogkundskaber vandre ud i verden, og fortælle om Guds kærlighed og Jesu liv. De kunne udbrede kristendommen, og vi sidder jo her i dag som en konsekvens af det.

Men det fortæller os også noget grundlæggende om kristendommen, nemlig at Gud henvender sig til os, så vi kan forstå det. Vi skal ikke kunne et særligt sprog, selvom vi i kirken desværre bruger mange, størknede kirkeformler, der er svære at forstå; men selve den levende tro mellem den enkelte og Gud er ligetil og ligefrem. Gud taler til os, så vi kan forstå det.

Det andet grundlæggende er, at kristendommen ikke er bundet op på en bestemt kultur. Vi tror nogle gange, at kristendommen er særlig dansk, men det er den slet ikke. Kristendommen er en tro, som enhver kultur kan indoptage. Kristendommens rammer former sig nemlig efter den enkelte kultur. Så i Indien har de røgelse og baja i kirken, og her i Danmark har vi skibe hængende i loftet. Formen ændrer sig alt efter hvor man er.

Og derfor lærte disciplene også forskellige sprog, så enhver kan få at lytte til Guds ord. Eller rettere lytte til Guds kærlighed.

Guds kærlighedsbrev skal ud, og det er os, der er de skrivende blyanter, der skal få budskabet ud. Vi er dem, der skal fortælle om Guds kærlighed, insistere på den, hvor mørket råder og hele tiden invitere andre ind i et fællesskab, så ensomhed kan overvindes. Guds kærlighed skal være en levede kærlighed mellem os, og ikke bare en, vi godt kan lide at tale om. Den bliver nødt til at være konkret og virkelig. For ellers visner troen.

Man kunne måske tro, at når nu Jesus døde, så ville forbindelsen mellem himmel og jord være afbrudt. Disciplene kunne gå tilbage til at være fiskere, tømrer og hvad de ellers var. Det fællesskab, de før var en del af, er nu væk. Men sådan er det ikke, for Ånden er her endnu. Hvor Jesus var som et menneske, og kun kunne være tilstede på et tidspunkt på et sted, så er Ånden til stede overalt til alle tider. Disciplene er stadigvæk en del af fællesskabet, for nu er det Ånden der konstituere det. Og stadigvæk gør det den dag i dag.

Vi siger i trosbekendelsen: vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke. De helliges samfund, syndernes forladelse og det evige liv.

Vi siger, at den kirke, og her mener vi det fællesskab som vi har i kirken, den kirke skal vi værne om. Vi kan ikke bare vende ryggen til hinanden og være ligeglade. Vi kan ikke bare lade stå til, men vi er forpligtede på hinanden i det fællesskab, vi er sat i. Fællesskabet er den vigtig del af Åndens virke.

Jesus siger på et tidspunkt til sine disciple, at hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, der er jeg midt iblandt jer (Matt 18,20). Hvor vi samles, der er Ånden tilstede.

Man siger lidt populært, at pinsen er kirkens fødselsdag. Det kan man sige, for i pinsen bliver det tydeligt, at vi skal skabe fællesskaber for alle – og kirken er fællesskab. Den glemmer vi til tider, når vi kommer til at fokusere på kirken som bygning, kirken som arbejdsplads eller kirken som økonomi. Det er slet ikke det, kirken er. Kirken er os, der sidder her i dag, om man så sidder her hver søndag eller en håndfuld gange i løbet af sit liv. Vi er fællesskabet på lige vilkår. Og vi er alle blyanter for en Gud, der sender sit kærlighedsbrev rundhåndet ud i verden. Og heldigvis er PostDanmarks stramninger ikke nået ud til Guds postomdeling. For der er omdeling flere gange om dagen, ja selv både lørdage og søndage, og sågar helligdage kommer posten.

Den kræver nogle gange et kraftigt vindstød, der går gennem stuen og hvirvler op i vores liv. Det kræver nogle gange tunger af ild, der får os til at ændre ståsted. Andre gange er det i det stille blik eller smilet. Men hvordan posten end kommer ud, så sender Gud sin kærlighed til os – men det op til os, at lukke op for kuverten, så vi kan blive til blyanter i en skrivende Guds hånd, der sender sit kærlighedsbrev til verden.

Amen

Lovprisning

Apostlene: vor Herre Jesus Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen


Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

Pinse 2019

Kapitel 23:

- Goddag, sagde den lille prins.

- Goddag, sagde købmanden.

Det var en købmand, der solgte vidunderpiller, som var i stand til at stille tørst. Man tager én om ugen, og så føler man ikke mere trang til at drikke.

- Hvorfor sælger du dem? Spurgte den lille prins.

- Det er kolossalt tidsbesparende, sagde købmanden. – vi har haft eksperter til at regne det ud. Man sparer treoghalvtreds minutter om ugen.

- Og hvad bruger man så de treoghalvtreds minutter til?

- Til hvad det passer en…

- Ja, hvis det var mig, der havde treoghalvtreds minutter til min rådighed, svarede den lille prins, så ville jeg bruge dem til i fred og ro at vandre hen til en kilde.

(Den lille prins, Antoine De Saint-Exupery)

Sådan lyder kapitel 23 fra Den lille prins. Om købmanden, der solgte vidunderpiller. Den lille prins er et eventyr, der handler om en prins, der bl.a. rejser rundt mellem planeter og møder forskellige mennesker, der alle som en går op i skøre ting – ligegyldige, materielle ting, der er blottet for skønhed.

Og købmanden er en af dem. Han vil effektivisere livet med 53 minutter, og dermed fjerne tørsten, og uden at tænke over det, så fjerner han også gåturen hen til kilden.

Købmanden er forblindet af effektiviseringens drivkraft. Tænk sig at få mere tid. Mere og mere. Der ligger en uro og en travlhed over købmanden. Han vil gøre verden bedre, det er der ingen tvivl om. Han mener selv, at han kommer med noget godt, men han glemmer at det gode, ikke er det samme som kvantitet.

Tiden er en af de størrelser, som vi i vore dage higer efter, bruger af, planlægger og kategoriserer og som alligevel flyver afsted med os. Vi skynder os så vi kan få mere tid.

Hvem af os ville ikke tage en pille, hvis den kunne give os mere tid? Mere tid til det vigtige. Så vi skynder os endnu mere, måske i håbet om, at vi kan spare op, så vi engang kan hæve rigtig meget tid i banken.

Og den lille prins står der med al sin naivitet og visdom, og siger ganske stille – giv mig 53 minutter og jeg vil gå til kilden efter vand.

Han vil gå ad den sti, til den kilde, hvor vandet springer.

For han er tørstig, og det handler ikke om at fjerne tørsten med en pille, men om at slukke den med køligt, rindende vand.

Ånden er ligesom det vand, der rinder fra den kilde. Klart og køligt. Den kan læske os, og skal ikke bare fjerne tørsten, som om den er ubelejlig. For vi har brug for Åndens kilde, der også er kilden til liv. Vi har brug for Ånden.

Men vores liv, verden og travlhed kan desværre fjerne troen på, at det er noget at hente ved kilden, og vi falder for pillen i købmandens hÅnd.

Vi fjerner tørsten, og tror måske bagefter, at vi aldrig har tørstet før.

Men det har vi.

Og det ser den lille prins. Den lille prins bliver et symbol på visdommen, der åbner vores verden for det mere. Åbner den for det, der står så enkelt og klart, når først vi hører det. Selvfølgelig skal vi gå til kilden for at slukke vores tørst.

Åndens kilde.

I dag er det pinsedag, og i dag fejrer vi Åndens komme til verden. Vi fejer, at Ånden kom som et vindstød gennem huset og fik flammer til at vise sig over disciplenes hoveder. Og da skete det, at de pludselig kunne tale alle sprog i verden, så de kunne gå ud og fortælle om Gud på folks modersmål.

Det er en fortælling om, at troen altid taler det sprog, der ligger dit hjerte nærmest. Og at der ikke går noget tabt, når vi oversætter troens ord, for Ånden – HelligÅnden – vil komme som et sus gennem vores hjerte, og sørge for resten. Vi kan gå til kilden, så at sige, og så vil kilden slukke tørsten.

Men det er også en fortælling om noget mere og samtidig helt indlysende. Lige så indlysende som den lille prins, der siger, at vi skal gå til kilden.

Det er også en fortælling om, at lige meget hvilket sprog, der er dit, hvor end i verden du kommer fra eller hvilken kultur der er din, så vil Gud gerne nå dig. Der er ikke forskel på mennesker i Guds øjne. For da Gud skabte verden, skabte han alle mennesker og ikke kun nogle af os. Og ligesom skabelsesberetningen, hvor Gud former Adam af ler og blæser Ånde ind i ham, sådan skal vi forestille os, at Gud gør ved hver enkelt af os. Hvert evig eneste menneske har Guds livs Ånde hos sig. Helligånden er fællesskab.

Vi er alle lige for Gud. Der er ikke et eneste menneske, der står nærmere Gud eller fjernere væk fra Gud end andre. Vi er Guds mennesker alle sammen.

Ånden er det medskabende i verden – det der giver liv, får alt til at blomstre og gro. Man kan faktisk bruge billedet af et træ som et billede på menneskers forhold til den treenige Gud. Gud er ejeren af træet – ham der gøder det og skærmer det. Jesus er stammen. Vi mennesker er grenene. Og Ånden, ja Ånden må være det, der får bladene til at folde sig ud. Ånden er vandet, som rødderne suger op. Ånden er det, der får grenene til at bevæge sig i verden.

Ligesom det billede, I har fået udleveret. Måske vi taler forskellige sprog, men vi er alle grene på det samme træ – den samme stamme. Der er kun en Gud.

Så i dag fejrer vi Ånden. Det levende, pulserende, det flammende, det fejende.

Der er så mange ord for Ånden, for Helligånden er luftig og svær at indfange med ord. For Ånden er det mere end.

Og måske skal man netop bruge mange ord for at beskrive Ånden. For hver beskrivelse fortæller en lille smule om Ånden, som også er sandt.

Så Ånden er flammerne, der varmer og lyser i mørket.

Ånden er livsånden, der fylder vores lunger.

Ånden er det usynlige, der giver bevægelse i verden.

Ånden blæser vores hjerte op, så vi kan høre Guds ord.

Ånden griber os med sin glæde og inspiration.

Ånden er kilden til liv, som vi skal bruge 53 minutter hver uge på at gå til, så vi kan få slukkes vores tørst.

Og bruger vi mere end 53 minutter, så går det også an – for Ånden går ikke så meget om i tiden, som vi gør.

Amen

6. søndag efter påske 2019

Karen Blixen sagde:

”Gud undte selv den mindste skabning at være til, og at være til som sig selv.”

Og alligevel er det for mange en kamp. En kamp at få lov at være den, man er. Måske ikke så meget af andre, men snarere at få lov af en selv.

Vi er vores egen værste dommer, siger man.

”Gud undte selv den mindste skabning at være til, og at være til som sig selv.”

Man skal ikke være bange for at være menneske. Det er jo det, Karen Blixen siger. Du skal ikke været andet end den, du er. Det budskab går igen fra Kierkegaard til Karen Blixen.

Der er så meget andet, vi med rette kan være bange for: klimaforandringer, had og krig. Men vores menneskeliv skal vi øve os i, ikke at vige tilbage for.

Vi skal ikke være bange for at være mennesker, hvad det end rummer af konflikt eller følelser – fejl eller pinligheder. Det er en del af vejen gennem tilværelsen, at vi skal runde alt det, som er ubehageligt; men som hører sig til.

Vi skal ikke være bange for at være mennesker. For ”Gud undte selv den mindste skabning at være til, og at være til som sig selv.”

Det er en god forudsætning for at forstå teksterne til i dag, hvor vi får formaninger og opgaver.

Paulus formaner os til at blive ved med at elske hinanden, så vi hele tiden møder hinanden med åbne arme fremfor knugede hænder. Og Jesus giver den opgave til sine disciple, at de skal vidne om ham, selvom det vil skabe situationer for dem, hvor de vil blive udelukket, ja ligefrem slået ihjel.

Når Jesus ligefrem fortæller os, at vi skal vidne om ham, så er det en svær opgave for mange, fordi missionshistorien har et dårligt rygte. Og at vidne giver os associationer til retssalen, hvor det handler om at afdække sandheden og med rationelle argumenter at få loven på sin side.

Men man begynder ikke at tro ved, at man får de helt rigtige argumenter serveret. Tro er ikke en debatklub, hvor vinderen får resten over på sin side.

Troen skal man selv tage livtag med. Det er som at stå med det dejlige æble fra haven. Rødt, sprødt og sødt efter den helt rigtige mængde regn og sol. Og man plukker det direkte fra træet, og sætter tænderne i det. Man spiser det.

Og bagefter skal man forklare, hvordan det smagte. Ja, tænk lige over, hvor svært det er. Det kan faktisk ikke lade sig gøre fyldestgørende. Men hvis man opfordrer folk til selv at smage på æblet, så kan de selv smage om det er noget for dem.

Tro er altid en sag mellem os og Gud – og ikke en sag mellem mennesker. Selvfølgelig kan vi tale om troen, uddybe troen, blive klogere på den, øve os i at lade troens smukke sprog gribe os – men tro, handler om dig og Gud.

Intet menneske kan ved sine ord gøre et andet menneske troende. Men det kan Gud – eller Talsmanden, som Jesus taler om i dag. Talsmanden, eller Helligånden, som vi også kalder den, er den ånd, der griber os og giver vores indre vinger. Det er ånden, der banker vildt og inderlige, eller forsigtigt og sagte på vores hjertes dør i håbet om, at vi engang vil åbne op.

Tro er en sag mellem dig og Gud – og ikke en sag, som et andet menneske kan udtale sig om. Troen på Gud bliver ikke bedre af, at man praler med, hvor meget man tror på Gud. Troen på Gud er din, og den kan være så lille som det mindste frø i verden, og stadigvæk have potentialet til at spire til det største træ i skoven.

Så hvordan vidner vi?

Ja, ikke ved at gøre vores private forhold til Gud til en målestok for resten af verden. Eller til en hyldestsang. Det gavner intet.

Men ved at blive ved med at elske hinanden, og være gæstfri. Vi skal bruge vores evner til at hjælpe hinanden, og derved med vores liv ære Gud.

Vi vidner ved at være.

Martin Luther, talte meget om vores Gudsforhold – og om synden. Denne synd, der kan være så vanskelig at forstå. Men det er egentligt ret enkelt. Synd handler alene om vores forhold til Gud. Det handler hverken om livsstil eller handlinger. Men om at vi mennesker ikke har tillid nok til Gud og tvivler på ham. Og når vi gør det, så synder vi. Synd handler altså om vores forhold til Gud. Ikke om vores forhold til hinanden – og derfor kan vi heller ikke synde med hinanden.

Men selvom vores forhold til Gud ikke er perfekt, så skal vi ikke fortvivle. For der er i iflg. Luther INGEN, der har et perfekt forhold til Gud. Vi er lige meget syndere på det punkt. Men det, der gør, at vi ikke skal gå duknakket ud af kirken, fordi man føler præsten har talt dundertale, er at Guds kærlighed er større og størst.

Guds gæstfrihed overgår enhver forventning. Og vi er inviteret med til festen. VI er alle inviteret med til festen – eller sagt med andre ord, så får vi nåden. Helt gratis.

Og nåde hedder da også på latin gratia. Så det er ikke tilfældigt, at ordet gratis nemlig hedder gratis på dansk. Det er det, der bliver givet til dig uden du behøver gøre dig fortjent til det.

Luther siger derfor til sin gode ven Melanchton:

”Så synd frejdigt, men tro og glæd dig endnu mere frejdigt i Kristus, for han er sejrrig over synd, død og verden. Så længe vi er her, så kan vi ikke undgå at synde Bed frejdigt, for også du er en stor synder.”

(1521, brev).

Synd frejdigt siger Luther. Og her mener Luther jo som sagt ikke vores handlinger, for synden handler ikke om, hvad vi gør, men alene om vores forhold til Gud. Vi er både syndere, men vi får også nåden. Vi er det som vi i fagsprog kalder for simul justus et peccator. Det betyder, at ethvert menneske både er retfærdig og synder på en og samme gang. Synd frejdigt, men glæd dig endnu mere.

Derfor konkluderer Karen Blixen da også:

”Gud undte selv den mindste skabning at være til, og at være til som sig selv.”

For det vigtige i kristendommen er altså ikke, at vi er syndere. Det gentager jeg lige: det vigtige i kristendommen er IKKE, at vi er syndere. Det vigtige er, at Guds nåde og kærlighed får lov at være i centrum for vores liv.

At vi får lov til at håbe på i morgen. At vi får lov til at turde åbne vores hjerter for hinanden. At vi kan sætte kærligheden forrest i mødet med den fremmede og byde vedkommende indenfor. At vi gennem vores liv, får lov at leve i en synlig og en usynlig verden. Den synlige for øjet, men også den usynlige verden, der er Guds. Den verden, hvor Talsmanden eller skal vi sige Helligånden, blæser sagte over os. Blæser håb og drømme ind i os. Så vi gennem vores tro og forhold til Gud, også får troen på, at det går an at vende sig mod næsten.

Når Gud elsker os, får vi kærligheden til at elske hinanden.

Elsk, del og vidn om Gud.

Amen.




Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.