søndag den 1. december 2019
1. søndag i advent 2019
Det tager tid at lære at vente.
Advent betyder at vente, og vi venter disse fire søndage på, at Jesusbarnet skal fødes en nat mellem halm og fattigdom. Og selvom vi hvert år får fire søndage, hvor vi kan øve os i at vente, så er det stadigvæk svært.
Nogle gange bliver vi så fyldt med uro og rastløshed, når vi venter, at vi må rejse os og gå frem og tilbage, eller vi vipper med foden i ét væk. Andre gange kan tiden snegle sig afsted, og vi fylder vores ventetid med gab. Ventetid kan være længselsfuld, og den også næsten gøre ondt.
Vi venter, som mennesker alle dage har ventet. Venter på jul. Ventet på bedre tider. Ventet på regn eller sol. Venter på bedring eller helbredelse. Venter på at blive gravide eller venter på en fødsel. Venter på at barnebarnet ringer eller venter på at blive krammet.
Venter på årstidernes skiften. Ventet på at kornet skal modnes. Ventet på vækst.
Og vækst tager tid. Der er ingen, der tror, at de kan lægge et kernehus i jorden ene dag, og plukke æbler den næste. Vi ved alle som en, at det kan tage årevis, før der er gode æbler på et træ.
Vækst tager tid.
Det gør det også for os mennesker. Både helt fysisk fra vi bliver født som spædbørn, helt hjælpeløse og sårbare. Men vækst tager også tid, når det handler om vores indre liv. Vi skal som mennesker lære os selv at kende, og vi skal lære Gud at kende. Og begge dele kan tage et helt liv. Heldigvis stresser Gud ikke over, at vi ikke lærer ham at kende efter en gang til gudstjeneste, eller efter at have bedt fadervor et dusin gange. Gud giver os tid – og han venter på os.
Spørgsmålet er om vi har tålmodighed til at vente på os selv?
Tålmodighed er sådan et fint ord. Det betyder egentligt at have mod til at tåle.
Vi skal kunne tåle, når tingene ikke altid sker, selvom man lynhurtigt har googlet et svar. Vi skal tåle, at andre mennesker ikke altid giver os den reaktion, vi ønsker, selvom vi kommer nok så rimelige og fair. Vi skal tåle, at Gud ikke svarer på vores bønner her og nu, selvom vi beder indtrængende. Vi skal tåle at livet taget tid.
Og vi skal have mod til at stå lige der, hvor livet tager tid. Mod til at stå midt i kaos, uorden, manglende svar og en masse ventetid. Vi skal være tålmodige og vente.
Vi skal acceptere at kedsomhed, langsommelighed, udholdenhed og at vente er vigtige elementer ved livet. Faren er, at vi hele tiden skal underholdes, tilfredsstilles eller have ønsker opfyldt. Vi bliver afhængige af det sus som fart kan give.
Men ikke alle svar kan findes på nettet. Og løsningen er ikke at hive telefonen frem hver gang der er optræk til kedsomhed. Jeg ved det, for jeg sidder lige så tit med min telefon i hånden.
Men i den her verden, hvor alt går hurtigt, glemmer vi tit at stoppe op, slå rødder og vokse. Vi skal ikke vækste, men vokse; og der er stor forskel.
Vi skal nære vores indre liv ligeså meget som vi nære kroppen. Vores sjæl skal værnes om. Vandes, have plads, lys og tid.
Thomas Sjödin, der er præst i Sverige, har ligefrem skrevet en bog, der hedder: ”Det sker når du hviler”, hvor han taler for, at vi mennesker skal hvile mere på sofaen. Ikke sammen med mobilen dog, men i stilheden. For det er i hvilen, at vores krop vokser, at vores problemer løses, og i hvilen, at vi lader livet komme til os.
Han skriver følgende et sted: ”Hvad skal man gøre for at finde Gud? Svaret må være: Så lidt som muligt. Allerhelst ingenting. (…) Derfor er det også klogt at undlade at bedømme den åndelige vækst for hurtigt og for ofte. (…) Jeg hviler i, at det ikke er mine anstrengelser, der giver livet dybde.” (s. 115)
Han skriver, at vi skal lade væksten ske – vi stole på Gud. Stole på, at han kommer til os. Vi skal vente.
Men vi kan opleve os sårbare, når vi venter. Man venter på noget – på nogen. Man er prisgivet, når man venter, for man kan ikke andet end at håbe. Og håbet må vi ikke miste. Det hårdeste er mennesker, der er holdt op med at vente sig noget som helst.
Det kan koste at vente. Vi skal vente, men med håb. I Hebræerbrevet (11,1ff) står der:
"Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses. (…)
I tro fatter vi, at verden blev skabt ved Guds ord."
Det er en mættet sætning, hvor vi hører, at troen og håbet er flettet ind i hinanden. Vi tror på det, vi håber på. Vi skal med tro og med håb vente på fremtiden.
Men at vente er også at opleve magtesløshed, og det kan slå over i raseri. Det raseri oplevede Jesus vendt mod sig. Han blev drevet ud til et bjerg, hvor de mennesker, der havde kendt ham fra han var en lille dreng, ville slå ham ihjel. De var blevet blinde af raseri og det slukkede alt menneskeligt i dem.
Men de slog ham ikke ihjel – han banede sig vej mellem dem og gik. Han gik sin vej og vendte dem ryggen.
Vi skal vende ryggen til det, der vil slå vores menneskelighed ihjel. Vi skal vende ryggen til det, der fjerner os fra vores indre vej.
Og Jesus gik sin vej. Han gik, fordi de ikke forstod, at han kom med Guds rige – ikke bare til dem – men til verden. De var ikke særligt udvalgte, fordi de kendte Jesus. Gud kommer til alle, og ikke kun dem, der tror de kender ham bedst.
Og han kommer med sit rige. Guds rige.
Det kan lyde som et geografisk sted, men er i højere grad en væren. Et Gudsnærvær. Det er livet, som det ser ud, når vi tænder lys i mørket i stedet for at forbande det. Livet, når vi rækker hånden til hinanden
Men det er også mere end det – det er når Gud bliver nærværende i mellemrummet mellem os mennesker. Det er, når vi bliver opløftet af ånden. Guds rige er alt det, hvor vores ord ikke slår til, fordi der kun er Guds ord tilbage.
Og det er allerede begyndt i verden – begyndt i os. Vi beder i nadverbønnen om, at Jesus må bo ved troen i vores hjerter. Jesus er ikke bare et begreb uden for os, vi intellektuelt kan tilgå. Det begynder med os og i os.
Guds rige er allerede begyndt i verden.
Og derfor kunne Jesus den dag i synagogen og læse højt fra Esajas bog, og sige:
Herrens ånd er over mig,
fordi han har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger
og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed,
for at udråbe et nådeår fra Herren.
Nådens tid er begyndt.
Glædelig advent. Amen
Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.
søndag den 24. november 2019
Sidste søndag i kirkeåret 2019
Møllevangskirken har et samarbejde med Kirkens Korshær om en genbrugsbutik på Musvågevej. Det er et skønt sted, hvor der kommer mange gode effekter ind, som vi sælger videre. For noget tid siden opdagede de gode frivillige et maleri, som havde stået blandt de andre billeder i næsten et år. Det var egentligt ikke noget særligt – et stilleben af nogle geometriske figurer. Rammen var slidt, og der var ingen, der i al den tid, havde skænket det maleri så meget som et blik. Det var ellers billigt. 25 kroner stod der på bagsiden. Men så er der en frivillig med blik for det sjældne, der fik øje på maleriet. Og hun fik en fornemmelse af, at det billede måske var mere værd en 25 kroner. Så hun gik på jagt på google og fandt ud af, at det faktisk var en kendt kunstner, der havde lavet billedet. Så det blev fragtet til Brun Rasmussen, sat på auktion og solgt for omkring 1000 kroner, hvis jeg ikke husker forkert. Det som ingen regnede, var noget værdifuld for den med det rigtige blik.
Det minder jo egentlig om Guds blik på os mennesker. Han ser forbi det slidte i os og får øje på os i mængden. Også selvom man kan føle, at man er blevet glemt. Eller selvom andre måske synes, at man ikke er noget særligt. I Guds øjne er vi værdifulde.
Det blik møder vi igen og igen i Bibelens fortællinger. Mennesker som måske med vores domme, var blevet dømt til fortabelse, får i Guds øjne en chance.
Tænk på Kain, der slog sin egen bror ihjel. Han fik et mærke i panden, der skulle sikre, at ingen domme fra andre mennesker, ville røre ham. Eller tænk på Zakæus, som stjal og løj – ham ville Jesus ligefrem spise middag hos. Eller tænk på kvinden, der var blevet på fersk gerning i utroskab. Hende gav Jesus også en ny chance. Eller den lamme der bliver hejset ned gennem loftet, ham både tilgiver Jesus og giver ham hans førlighed igen – også selvom den lamme, jo intet har gjort for andre. Han har jo bare ligget ned.
Sådan er Bibelen fuld af beretninger om mennesker, der alle som en, ville være røget til evig straf, hvis de blev dømt efter verdensdommens parameter. Og man må (desværre) også formode at de efter mødet med Jesus, nok har levet som alle vi andre, og har klokket i det fra tid til anden alligevel. Ligesom Jesu betroede discipel Peter, der det sidste døgn Jesus lever, og hvor Jesus virkelig har brug for ham, lyver 3 gange om, at han ikke kender Jesus – bare for at redde sig selv. Der er altså ingen grund til at tro, at vi bliver perfekte udgaver af os selv, selv om vi er blevet kristen. Jo jo selvfølgelig skal vi gøre os umage med at være menneskelige, det siger jeg ikke; men vi er jo netop mennesker på godt og ondt.
Heldigvis ser Gud det sjældne i det slidte, det almindelige, det overset, det forkerte og det skamfulde. Han ser det værdifulde i os. Som vi er.
Teksten fra evangeliet til i dag hedder altså Verdensdommen. Og den handler, som I hørte, om, at Jesus fortæller en lignelse, hvor fårene bliver frelst, fordi de har handlet godt, og bukkene bliver dømt til evig ild, fordi de ikke har handlet godt. Det er en lignelse, som har haft en kæmpe stor virkningshistorie. Og også for stor.
For der er det besynderlige ved den, at den efter alt at dømme, er præget så meget af den græske tankegang, at den ikke har sin oprindelse hos Jesus. Det er simpelthen sket det, at forfatteren til Matthæusevangeliet har digtet videre ud fra fri fantasi. Han har ud fra græsk tankegang indført en tanke om fortabelse, hvor mennesket skal svide i ild til evig tid. Men faktisk så er det sådan, at læser man Bibelen som helhed, så har ilden en helt anden funktion. Nemlig den, at når Gud viser sig i verden, så sker det mange gange som ild. Den brændende tornebusk, som det helt store eksempel. Så ild betyder, at Gud er nær. At Gud er tilstede. Det er nok ikke den tolkning som forfatteren til Matthæusevangeliet gik efter. Men en tolkning, der passer med det billede, vi får af Jesus i evangelierne ellers – at Gud er nær de fortabte.
I evangelierne hører vi om Jesus, der handler så selvfølgeligt medmenneskeligt, at det provokerer mange af dem, der har magt. Han vender op og ned på sociale strukturer, og insisterer på, at Gud ikke kun er forbeholdt de hellige, men at Gud er med mennesker. Han går mere op i frelse end fortabelse.
Og jeg kan love jer for, at det her også den dag i dag vækker anstød hos mange. Det lyder jo som om, at jeg i denne prædiken forsøger at afskaffer helvede og den dobbelte udgang. Hvor er retfærdigheden så henne?
Ja, hvor er den? Den er der jo ikke. Er Gud retfærdighed, når han sikrer sig, at morderen Kain alligevel kan leve et liv i fred? Er Gud retfærdig, når en tyv får lov at beværte Jesus? Er Gud retfærdig, når en ægteskabsbryder, får lov at gå ustraffet væk? Nej Gud er ikke retfærdig – han er nådig, og det er noget helt andet.
Nåde er, at Gud på trods af vores sære retfærdighedslængsel alligevel giver os en mulighed for at være en del af hans fællesskab. Vi bliver ikke udelukket eller forladt. Selv når vores muligheder er sluppet op.
Og vores muligheder er så sandelig sluppet op på dommens dag. For der vil der blive set tilbage på det, vi har gjort og det kan vi ikke lave om på. Men selv når mine muligheder alle er opbrugt, er Guds muligheder det ikke. Det er nåden, vi håber på. At når alt er sagt og gjort – så har Gud stadigvæk sin nåde.
Det må og skal være vores fokus. Vi skal bede for at Gud stadigvæk er Gud, også selvom Matthæus tanke om dommen måske skulle vise sig at være rigtig. Vi skal fastholde den åbenbaring vi får om, hvem Gud er gennem Jesus. At Gud er nåden Gud – kærligheden Gud – menneskers Gud. At han ikke smider os på lossepladsen som et maleri, der har stået for længe, overset og ældet; men at han ser os og genkender den værdi, vi har i os.
Det skal også være vores bøns inderste væsen – at vi beder for hinanden – beder Gud om, at han må redde os. Når vi synger eller siger Hosianna, så betyder det faktisk: FRELS DOG. Det er en bøn i sin korteste form.
Hver gang vi siger – hosianna – så er det os, der råber til nådens Gud om, at bruge de muligheder, han altid har, når vores er sluppet op – at han vil være os nær, også selvom vi svigter hinanden.
Hosianna.
Det bliver sagt til alle højmesser. Hosianna. Fordi vi ved, at selvom vi forsøger at være de bedste udgaver af os selv, så vil vi fejle. Sådan er livet på denne side af syndefaldet. Og derfor har vi brug for Gud – hosianna. Frels os, for vi kan ikke selv.
Amen
Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.
onsdag den 16. oktober 2019
18. søndag efter trinitatis 2019
Du er mere end summen af dine fejltagelser.
Du er mere end dit ophav.
Du er mere end din tankeløse ungdom.
Du er mere end alle dine vildskud tilsammen.
Du er mere end dine kuldsejlede relationer.
Du er mere end din tvivlsomme indsats.
Du er mere end dine gode hensigter.
Du er mere end dine tab.
Mere end dengang du var fej.
Mere end hvad nogen mener om dig.
Mere end hvad nogen engang har sagt om dig.
Du er væsentlig mere
end din helt egen hjerteløse kalkule
over alle de ting,
du vil kunne bebrejde dig selv
nu
og i al evighed. Sådan lyder det vidunderlige digt af Helle Søtrup med det pudsige navn: Overgivelse no. 3 fra bogen: Kyshånd.
Du er mere. Og du er mere end de bebrejdelser, du lægger på dig selv. For hvis der er noget, som langt de fleste er gode til, så er det at fejlfinde hos sig selv. At finde de små fejl, vi alle sammen hele tiden gør og har; og så puste dem op til gigantiske luftballoner, der får lov at svæve i ens indre landskab. Gud behøver slet ikke være dommer over os mennesker, for han har udliciteret opgaven til os. Det er vi egentlig også bedre til end Gud, for når Gud dømmer, er det med nåden. Når vi dømmer, så er det med skam. Og det er langt mere effektivt at dømme med skam. Jeg håber I kan høre ironien, i det jeg siger.
I al fald er skammen mere effektiv, hvis man gerne vil gøre sig selv og andre bitte små.
Skammen. Vi kender den alle sammen, og nogle af os, kan måske næsten høre en voksen sige til os, da vi var børn: ”Du burde skamme dig”. Men det var nu ikke et problem at skamme sig, for den følelse ligger i alle mennesker. Vi kan ikke undgå den. Og nogle gange er den såmænd god nok, fordi den er med til at regulere fællesskabet. Men andre gange – de fleste gange – er skammen med til at trykke os mod jorden. Vi sænker blikket og hovedet. Ordene forsvinder inde i os, og vi bliver tavse. Og tavshed er aldrig uskyldig. I skammens favntag, har vi mest lyst til at skamme os helt usynlige, så vi kan forsvinde. Komme væk. Og samtidig lever skammen af, at vi giver den ret. Vi fodrer den.
Det modsatte af skam er ære. Vi siger i vielsesritualer, at ægteparret skal elske og ære. Og i de 10 bud hører vi, at vi skal ære vores forældre. Vi skal altså sætte pris på og respektere dem omkring os. Det betyder, at vi ikke må ødelægge deres grænser eller deres inderste. Vi skal respektere dem i deres skabthed. Men hvis æren ikke er der, så er der en fare for, at skammen kommer. Når man ikke ære hinanden, så smitter man med skam – skam over at være den, man er. Skam over ikke at slå til. Skam over ikke at være mere.
I evangeliet til i dag, handler det også om skam og ære. Det gør alle disse samtaler, hvor grupper forsøger at fange Jesus på det forkerte ben. De ønsker at skamme ham ud. De vil tage hans ære fra ham.
Farisæerne vil vide, hvilket bud, der er det største i loven. Og farisæeren havde ikke mindre end 613 bud, så der var nok af tage af. Det var vel nok en fælde, for hvordan kunne Jesus om muligt kende alle 613 bud, og endsige fortælle dem, hvilket der var det største.
Men Jesus svarer dem. Han tager to bud fra loven, der ikke engang står samme sted, sammenfatter dem, og siger, at disse to er de største. Han siger: ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ og fortsætter: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹
Det er en sammenfatning så enkel, at det vel nok er det citat, som kristendommen er mest kendt for. I stedet for at Jesus blev skammet ud over et svar, han ikke kunne give, så viser han os gennem dette svar, at al æren er hans.
Men fortællingen slutter ikke her. For Jesus vil noget mere. Han spørger farisæerne om hvem de tror, han er. Og de svarer, at han er Davids søn. Men dermed så afslører de sig selv, for de ved ikke, hvem han er. Og derfor sætter Jesus dem på plads med deres egne retoriske spidsfindigheder. Jesus påpeger, at David kalder ham Herre og ikke søn. Det er endnu et citat fra Det gamle Testamente, som viser, at Jesus kunne sit stof. De kunne ikke skamme ham ud, men han afslørede dem i deres uvidenhed. Men han skammer ikke dem ud – for han begyndte jo med at give dem de to bud, som hele livet skal bygge på. Han giver dem løsningen på skammen, kunne man sige. Hvis og når man elsker sin næste som sig selv, så handler og behandler man hinanden med ære. Skammen får derfor ikke næring, og bliver udsultet.
Jesus viser os med sine korte og præcise svar, at han er Guds søn. Han er Herren. Og dermed bliver sammenfatningen af loven endnu mere vigtig. Det er Gud selv, der siger til os, at vi skal elske ham af hele vores hjerte, sind og sjæl.
Vi skal elske med hjertet, der er vores følelsers hule. Vi skal elske med sindet, der er forstanden. Og vi skal elske med sjælen, som er vores vilje. Vi skal elske med alt, der er os. Og vi skal elske vores næste som os selv.
Det betyder, at vi må kaste os ud i livet med alt, der er os. Hele os, og ikke bare dele af os. Vi skal bruge hjertet, sjælen og sindet. Vi skal bruge os selv.
Kærligheden er handling, fordi det er en måde at være på. At leve på.
Det er det ”mere”, som Helle Søtrup taler om i sit digt. Du er mere. Du er mere end det, du ikke formår og det der ikke gik, som det skulle. Det ”mere”, er den kærlighed som Gud kalder dig til at leve i. Vi skal leve i kærligheden. Ikke bare på den eller med den. Nej, vi skal leve i kærligheden, så den bliver en del af hele vores virke.
Det handler ikke om en nær fremtid eller en fjern fortid – vi skal handle nu i dette øjeblik.
Eller som Frans af Assisi sagde engang han var omgivet af sine disciple: ”Venner, vi er endnu ikke begyndt at gøre Guds vilje. Lad os dog få begyndt.” Det begynder nu – vi skal overgive os Gud.
Vi er i Guds kærlighed. Du er altid mere.

fredag den 11. oktober 2019
17. søndag efter trinitatis 2019
Vi har alle en plads i livet, der er vores. En plads som ingen andre kan tage fra os, men som er vores helt alene.
Fra den plads skal vi udfolde livet, leve med hinanden, grine og græde. Herfra skal vi opdage verden, forelske os, elske og sørge.
Vi har en plads, der er vores, og som ikke ligner andres.
Vi har også fået et liv, der er vores. Et liv, som ingen kan tage fra os, men som er vores. Vi har fået forskellige evner – nogle har et stort følelses register, andre er mere lukkede. Nogle er gode til at skabe relationer, nogle til at få noget fra hånden, nogle stiller de gode kritiske spørgsmål og andre spreder latter. Vi har alle en profil, som man ville sige på marketings sprog. Vi har alle en profil. Men nu er vi i kirken, og vi taler anderledes om mennesker. Vi siger derfor, at vi alle har forskellige nådegaver. Vi kan noget forskelligt og skal noget forskelligt, men ingen af os kan undværes.
Men det kan være svært at finde sin plads i livet. Mange søger efter lige præcis den hylde, de (eller skulle jeg sige vi?) kan ligge på. For det kan være svært at finde sig til rette. Og særligt i en verden, hvor alle valg er åbne.
Vi har alle vores identitetskampe.
Verden er mere og mere splittet. Generationer har svært ved at spejle sig i hinanden, fordi verden har forandret sig markant de sidste 20-30 år. Der er kommet nye kommunikationsformer, der også er blevet faktorer i vores identitetsdannelse. Vi er tilgængelige 24/7, og derfor er vi også udsat for andres bedømmelser og dom hele tiden. Vi er hele tiden forbundet, men ikke i et fællesskab, men i en kamp om at være den, andre ser op til, misunder og vil være som. Ord som ydmyghed, bliver nok af mange postfaktuelle mennesker tolket som ydmygelse. Der mangler en forståelse for nuancerne.
Man kan nu fristes til at drømme sig tilbage til de gode gamle dage, hvor alt med årene bliver bedre og bedre. Fortiden får altid et gyldent skær af lykke, jo længere væk den kommer.
Men livet var ikke nemmere før i tiden – det var bare anderledes, og hver generation har sine kampe. Og i denne del af verden er identitetskampen særligt fremherskende.
Vi får hele tiden at vide, at vi skal være små succeser og populære. Måske ikke sådan i en national forstand, men så i vores eget liv. Vi skal drømme stort og gå efter den. Det er bl.a. grunden til, at jeg som smededatter fik en boglig uddannelse -fordi jeg fik lov at drømme. Men bagsiden af medaljen er, når vi får så travlt med at blive succeser, at vi ligesom Jesus fortæller om lignelsen sætter os for højt op. Når vi ikke længere ser andre, men alene har øje for vores egne mål. Når rundsavene bliver monteret på albuerne, og vi til højre og venstre flænser andres drømme for vores egens skyld.
Da er det ikke længere vores egen plads, vi går efter, men vi forsøger at tilrane os noget, vi ikke bør. Nemlig en plads på andres bekostning. Og den plads er aldrig vores.
Der ligger et element af idealisme i kristendommen. Forstået på den måde, at det Guds rige, som vi hører om, faktisk ikke kan realiseres på jorden. Dertil er vi alt for sølet ind i at gøre det forkerte. Vi kan ikke andet end at komme til at fejle.
Men selvom vi ikke i vores liv på denne side af døden kommer til at opleve en verden uden synd, så er det alligevel værd at bemærke, at det er det liv, som Gud fra begyndelsen skabte. Et liv hvor mennesker lever side om side på den plads, der er deres. Et liv, hvor vi ikke gå så meget op i at få ret, men om at være sammen. Leve sammen.
Måske er det derfor, vi får denne verbale lussing af Jesus, når han siger, at vi skal sætte os på en ydmyg plads, og vente på at blive budt op.
Vi skal indse, at det vigtigste i livet ikke er noget, vi kan tilrane os, men er noget, vi får tilbudt.
Vi kan vide nok så meget Gud, kristendommen og Bibelen, men hvis vi ikke overgiver os til Gud og hans kærlighed, så er alt ligegyldigt.
Vi har brug for Gud – hans nåde, hans øjne, han kærlighed. I Guds øjne bliver vores identitet rolig.
Identitet betyder egentlig Den samme. Så Identitet handler altså om, at den vi er, og det vi viser går hånd i hånd. At vi er den samme i hjertet som i handlingen.
Det var Jesus. Hans hjerte og hans handlinger var den samme.
Og det provokerede folk. For han gik ikke op i menneskelige regler i forholdet til Gud.
Vi hører om farisæerne i dag. De var mennesker, der havde deres identitet bundet op på de regler, som de fulgte. Sabbatten skulle holdes hellig. Der måtte man ikke arbejde. Der måtte man kun hvile. Farisæeren var dygtige, lovlydige mennesker, der prydede sig af at holde reglerne. De holdt reglerne, derfor var de.
Og så kommer Jesus. Tømrersønnen fra Nazaret og gør alt helt forkert. Han helbredte på en sabbat. Det måtte man ikke, og måske slet ikke for noget så ligegyldigt som vand i kroppen. Det har ikke været livstruende, højst meget generende. Bagatelgrænsen for undere, må være nået her. Det kunne ligeså godt være en ligtorn, han fjernede.
Men skandalen ligger i, at han helbreder på en sabbat, og går imod loven. Den lov, der er grundlaget for farisæernes selvforståelse. Det er klart, de bliver vrede. Men hvad de ikke forstår er, at man i sin jagt efter at gøre det rigtige, kan ende med at skubbe andre til side for at få en plads højere oppe. Farisæerne var ikke onde mennesker, men de forstod ikke. Forstod ikke kærlighedens magt.
Jesus kommer med Guds rigets virkelighed lysende i hjertet, og gør op med de love og rammer, vi sætter. I Guds rige er det ligegyldigt om man holder hviledagen i hu, hvis man af den grund glemmer næsten. I Guds rige går de nok ikke helt så meget op i liturgi, som vi præster egentligt bruger ret meget tid på at tænke over.
For i Guds rige handler det ikke om den enkeltes bedrifter, men om at vi alle er mennesker for og med hinanden. Der vil vi være en enhed – der vil Gud være i alle – gennem alle. En del af Guds rige er allerede en del af vores virkelighed. Det begyndte en søndag morgen i påsken ved en tom grav, hvor en lille flok kvinder blev grebet af frygt, men også af mod fordi de gik hen og fortalte det utrolige. Nemlig at Kristus ikke længere lå i graven, men var gået ud af den. Ud i verden igen.
Dengang blev Guds rige en del af vores verden, og lyset fra dengang skinner endnu hos os. Guds rige er begyndt at blomstre hos os. Kærligheden er i verden. Vi er forbundet – vi er i Kristus. Kærlighedens vind blæser over hjerteløse egne. Kærlighedens ild flammer på menneskekolde steder. Guds rige er begyndt, og vi har fået et kald til at arbejde med på kærligheden. Dele den, være ødsle med den, og give den der, hvor der er allermest brug for den.
Kaldene er mange, Herren er én,
Herren Jesus Kristus,
kaldene er mange, Herren er én,
vi er ét i ham!
(DDS 330, 4)
Vi er alle et i Kristus – det er vores identitet. Når vi overgiver os til det, så handler vi som vores hjerte. Så er vi på den plads, der er vores, og som har været det fra begyndelsen.
Amen
Salmer:
392: Himlene herre (Indgang)
20: Jeg ser dit kunstværk (Mellem læsningerne)
335: Flammerne er mange (Før prædikenen)
320: Midt iblandt os (Efter prædikenen)
676: Guds fred (Under nadveren)
861: Herren svinger (Udgang)
Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.
søndag den 22. september 2019
14. søndag efter trinitatis 2019
Jeg har lige været lidt småforkølet. Ikke noget stort, bare sådan lidt snøften og en næsen, der løb. Men denne gang, lagde jeg mærke til noget. For næsten alle jeg mødte, konkluderede: Du må have haft for travlt på det sidste. Altså underforstået, at man bliver syg som en direkte konsekvens af, at man har haft for travlt. Nu bliver de fleste af os jo syge af en virus eller en bakterie, der rammer os, så det hænger ikke altid sammen med travlhed.
Men det er pudsigt, for jeg siger det jo selv, det med at sygdom og travlhed hænger sammen. Og dermed siger jeg jo også, at det er min egen skyld og min egen fejl, hvis jeg bliver syg.
Det er en tungt åg at have siddende på sine skuldre, at man selv er ansvarlig for sygdom. For så er vi også selv ansvarlige for at blive raske igen. Og ja, jeg ved da godt, at ingefær, hvidløg og massevis af vand alt sammen er godt for kroppen, og at vi ikke skal drikke så meget alkohol eller spise så meget bacon. Men er det virkelig den sandhed, der baner sig frem hos os, at vi selv er ansvarlige?
Det mente man i al fald på Jesu tid, hvor spedalske selv fik skylden for at være blevet syge. Spedalskhed var en straf for, at man havde bagtalt, sladret eller løjet. Men det var ikke kun den, der havde gjort det, der blev straffet – nej, hele samfundet blev straffet. Så man var bange – bange for at enkeltpersoner ville ødelægge samfundet med deres adfærd.
Det kan lyde fremmed for os, men vi kender det altså også fra nyere tid, hvor AIDS eller HIV blev udråbt som nutidens spedalskhed, og homoseksuelle blev behandlet som paria. Det er ikke mere end små 40 år siden, at homoseksuelle blev anklaget for selv at være ansvarlige, hvis de var så uheldige at blive smittet med HIV, og det var først da man opdagede at HIV, smittede alle uanset, hvem man forelskede sig, at snakken ændrede sig. Længere tid siden er det såmænd ikke.
For når det kommer til stykket, hvor mange af os, har reelt en skyld, når det kommer til sygdom? Noget sygdom rammer bare, fordi den rammer blindt og uretfærdigt. Det er en vilkårlig risiko ved livet, at vi kan blive syge.
Ja nogle sygdomme skal vi ligefrem have, for at få et bedre immunforsvar.
Men vi tager tit ansvar, der ikke er vores.
Lad mig fortælle en lille historie: Der ligger en lille spurv på vejen med benene lige op i vejret. En anden spurv kommer forbi og spørger: Hvorfor ligger du der og stritter med benene lige op i vejret? Jo ser du, svarede den første spurv, jeg holder himlen med mine fødder. Trækker jeg dem tilbage et øjeblik, så styrter himlen ned om ørerne på os. Men knap havde den sagt det, før der faldt et blad ned fra træerne i nærheden og landede lige ved siden af spurven. Den blev så bange, at den i panik for at mere af himlen skulle falde ned, flygtede over hals og hoved. Og tilbage stod den anden spurv og forstod ikke helt, hvad der lige var sket.
Tager vi også nogle gange et ansvar, der ikke er vores?
Et eksempel kunne være klimakampen, som selvfølgelig er vigtig. Men er vi ikke kommet dertil, hvor selv børn nu ligger med benene i vejret og forsøger at holde himlen, mens der råbt til alle andre om at lægge sig ved siden af? Vi har fået et ansvar af Gud om at forvalte kloden bedst mulig – men vores ansvar går kun så langt som til vores magtesløshed. Vi skal gøre os umage med at finde holdbare løsninger – også ift. Klimaet; men vi kan ikke holde himmel med vores fødder. Lige meget hvor mange, vi så end er.
Og vi kan heller ikke holde himlen i vores eget liv. Vi er langt hen ad vejen magtesløse, og det er så svært at begribe. Vi okser afsted for at leve det rigtige og gode liv i balance med den rigtige kost uden sukker. Faktisk har vi mennesker taget så meget af ansvaret for livet, at mennesker der er lidt for tykke, er blevet lavstatus mennesker. De bliver råbt efter på gaderne, og bedt om at tage hjem fra strandene. Fordi der bliver ræsonneret, at hvis man ikke kan tabe sig, er man uansvarlig. Man er dermed et menneske ude af kontrol. Og kontrol og ansvar hænger sammen.
Men er det virkelig den verden, Gud har skabt til os. En verden, hvor kun nogle af os går an? En verden, hvor panik skal være grundfølelsen? En verden, hvor vi næsten segner af ansvar og benene syrer til fordi vi ligger der alle sammen med benene i luften? En verden, hvor vi alene skal få styr på livet?
Gud skabte verden, og så at den var god. Den står hver gang, Han skaber noget nyt i Skabelsesberetningen. Og nu hører vi om Jesus, der møder 10 spedalske. Ti mennesker, der alle var lavstatus. Og de råber til Jesus, at han skal forbarme sig over dem. Og det gør han faktisk. Da de råber, svarer Jesus dem. Og Jesus siger, at de skal gå til præsterne for at blive undersøgt, og idet de går derhen, bliver de alle 10 raske for deres spedalskhed. Men en af dem vender tilbage til Jesus for at takke ham.
Deres liv forandrede sig ved mødet med Jesus. Men den første forandring skete, da de blev syge. De blev helt uretfærdigt syge, og ramt af en sygdom, der tilmed gjorde at de blev stemplet som lavstatus. De skulle bo i udkanten af byen, og mange steder op gennem historien, har de skullet ringe med en klokke, når de kom gående, så andre kunne skynde sig væk. Deres liv forandrede sig fra at være et normalt liv med familie, opgaver og venskaber, til at være et liv på kanten.
De mistede alt. De var i sandhed magtesløse, bortset fra, at de kunne råbe til Gud. Og det gjorde det, da de så Jesus. Forbarm dig over os, råbte de. Og det gjorde Jesus så. Forbarmede sig. Og de var ikke længere spedalske.
Og lige der! I det øjeblik kommer Guds rige os nær. I det øjeblik viser Gud os sin hensigt med verden og med os. Han viser, at det er hos HAM alene, at vi finder friheden til at blive og være de mennesker vi er. Hos Gud bliver vi befriet af den ”spedalskhed” vi lægger som filter over vores eget eller andres liv. Han fjerner det, der tynger, for derefter at rejse os op. Vi var hjælpeløse, fornedrede, uvelkomne og lavstatus. Og han rejser os op. Han forbarmer sig over os. Han vender os om, så vi har benene på jorden og øjnene rettet mod hinanden. Det er Guds rigets virkelighed.
I fortællingen sker der en bevægelse. Nemlig den, at der bliver råbt om hjælp, der bliver takket og derefter sagt gå. Hjælp, tak og gå. De tre bevægelser bliver gentaget igen og igen i Lukasevangeliet. Hjælp, tak og gå.
Ikke en af bevægelserne kan undværes, for tilsammen skaber de rammerne for et liv, hvor vi kan leve i overgivelse til Gud og til hinanden.
Hjælp, tak og gå. Det er i virkeligheden gudstjenestens kerne. Hjælp, tak og gå. Vi kommer her for at råbe til Gud i afmagt, takke, og derefter bliver vi bedt om at vende tilbage til livet. Forandrede.
Gud forandrer os.
Men ikke altid på den måde, vi ønsker os. Hans målestok er anderledes end vores, og hos ham er det ikke så vigtigt om vi er tykke eller tynde, højt eller lavt på strå, smarte eller ej. Hos er det vigtigste mennesker, og der er brug for os alle lige som vi er. Hos ham er det vores hjerter og vores fællesskaber, der er vigtige.
Vi er i hænderne på noget større. Vi er i hænderne på Gud, der lover at være med os alle dage indtil verdens ende. Han er med os, lige meget hvordan livet så end udfolder sig. Gud er dog ikke en curling far, der fejer foran os, så alle forhindringer forsvinder. Han er heller ikke en løvemor, der vogter bagved os, og brøler ad enhver, der giver os modstand. Han er derimod tilstede med sin Helligånd i den luft vi indånder. Han er tilstede i troen, der bor i hjertet. Han er tilstede i vores medmenneskers råb om hjælp. Han er tilstede, hver gang kærligheden sejrer over smålighed, had eller frygt. Hver gang vi ikke længere ser et menneske som spedalsk, men som et medmenneske er Gud til stede. Hver gang sløret falder fra vores øjne, og vi opdager, at alle andre er ligesom os, hvordan de end ser ud, og hvor de end kommer fra, og hvem den end forelsker sig i, og hvilke holdninger de end har. De er medmennesker.
Hjælp, tak og gå.
Det er det vi skal og det vi kan. Vi skal ikke være som Gud, men være os selv. Være mennesker med den begrænsninger det giver. Og alligevel kan vi vandre ud i livet frimodige, fordi vi hos Gud får alt for intet. Han forbarmer sig, når vi råber.
Hjælp, tak og gå.
Amen
Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.
søndag den 1. september 2019
11. søndag efter trinitatis 2019
Venner, I må give mig en hånd. Man kan ikke sige ”farvel” alene. Sådan skrev forfatteren og poeten Dan Turell. Venner, I må give mig en hånd. Man kan ikke sige ”farvel” alene.
Og det er så enkelt og sandt. Selv når man står og skal sige farvel, gå sine egne veje, vende ryggen til et andet menneske, så kan man ikke gøre alene. Man har brug for en hånd for at sige farvel.
Brug for at et andet menneske kigger på os og ser os, rækker os hånden og siger farvel sammen med os.
Vi har brug for hinanden. Mennesker har brug for mennesker.
Men i virkeligheden, hvor vi lever vores liv, er vi mere og mere alene. Mange er ensomme som aldrig før. Vi har mindre og mindre øjenkontakt, og ser på hinanden gennem et filter. Og det pudsige er, at jo kortere afstanden bliver globalt set mellem mennesker, fordi vi er forbundne over nettet, des længere kommer vi væk fra hinanden. Des mere står vi alene på vores egen livsscene.
Er der overhovedet nogen, der ser os? Sådan rigtigt får øje på os. Hvem ser vi og hvem ser os i løbet af en dag?
Jeg holder selv særligt af at sidde på en cafe og se på mennesker. Mennesker der ikke ved, at de bliver iagttaget og derfor går i deres egne tanker på vej til et sted, til et møde. Måske de stopper og tager mobiltelefonen ud, tager et billede af dem selv med åen som baggrund, inden de går videre. Men vi kigger alle sammen – os ved bordene. Ser på dem, men jeg tror egentlig ikke, at vi rigtig ser dem.
Vi ser en ydre handling, et valg af tøj, en gangart. Men vi ser ikke mennesket. For i det øjeblik vi får øjenkontakt – os ved bordene og en af dem, der går forbi; så kigger vi hastigt ned i blufærdigheden over at blive opdaget. For blikket afslører os. Tænk nu hvis den anden troede, at man kiggede på dem. Men det er jo lige præcis, hvad man gjorde. Iagttog den anden.
Vi lever i en kultur, hvor vi egentlig bruger mere tid på at iagttage os selv. Sjældent direkte dog – det sker gennem mobilens kamera eller andres iagttagelser af os. Kulturen er blevet en billedkultur, hvor vi deler billeder af os selv med hinanden, hvor vi er smukkest, sjovest og bedst. Vi fortæller vores livshistorie gennem vores succeser. Og vi har brug for at andre ser billederne. Hvis ingen så dem, ville der ikke være vidner til vores liv, og billederne ville miste deres værdi.
Så vi har brug for vidner, vi har brug for at blive set og vi har brug for at fortælle vores historie.
Vi har brug for hinanden.
Men vi viser desværre kun et lille udsnit af, hvem vi er. Vi viser forsiden – ikke dybden. Vi viser et øjebliksbillede af os selv, som jo kun er en flig af fortællingen om, hvem vi er. Vi bliver ikke set, sådan rigtigt.
At blive set, har altid været i kernen af kristendommen. Tilbage i tiden indenfor kunsten er Gud blevet malet som et øje, der kigger ned på verden. Det særlige er, at øjet er malet i en trekant. Det symbol er senere blevet overtaget af andre religiøse grupper; men i sin oprindelse var det et symbol på, at Guds milde øje kigger på os mennesker, og trekanten var et symbol på Guds treenighed. Gud viser sig forskellige til os mennesker, alt efter hvem vi er. Han er Gud – den der skaber og sætter i gang. Han er også Kristus – ham, gav os ansigt på kærligheden. Og han er Helligånden – den kreative og flammende ånd, der giver livet liv. De tre – Gud, søn og helligånd er den treenige Gud, der sat sammen giver en trekant.
Vi tror altså på én Gud, men han viser sig for os på tre forskellige måder. Gud er Gud, menneske og ånd. Man kan sammenligne treenigheden med dråber af vand. Hvis man sætter tre dråber vand på en glat overflade, så har man et billede på Gud, Søn og Helligånd. Hvis man stille og roligt ryster overfladen, vil de tre dråber glide sammen til en stor dråbe. Man kan ikke længere se, hvor de tre dråber begynder eller slutter – der er nu kun en dråbe. Gud er altså tre og en.
Man kan sige, at Gud i sit væsen er i relation – med sig selv og med os. Og den egenskab har vi, hans skabning fået. Vi går også i relation. Martin Buber, der er teolog, siger et sted, at et jeg bliver til et jeg i mødet med et du. Det er mellem mennesker, vi bliver til mennesker.
Og Gud går i relation med os, når med sit milde blik ser på os. Han ser ikke væk i blufærdighed, og han nøjes heller ikke med at se overfladen. Han ser hele os, med alt det vi rummer. Han ser fiaskoen, drømmene, håbene, længslen, svigtet og skylden. Han ser ALT det vi rummer. Og han ser det, og elsker os alligevel. Vi går an, selvom vi har en masse i os, som vi nogle gange selv har svært ved at acceptere.
Vi går an.
Det er også det, som Jesus siger til os i lignelsen i dag. En fortælling med 2000 år på bagen, men som stadigvæk handler om i dag.
Lignelsen er en fortælling om en mand, farisæren, der i taknemmelighed over, at det går ham godt, kommer til at sammenligne sig med andre. Og en fortælling om en anden mand, tolderen, der slet ikke tør møde andres blik, eller Guds for den sags skyld. En fortælling om mennesket, der forherliger sig selv og en fortælling om mennesket der hader sig selv. To mænd, der hver især har brug for Gud.
Farisæerne var velanset i samfundet dengang – de gik ofte i templet og hjalp de fattige. Toldere derimod var set på som snydere og bedragere.
Så hvis vi nu prøver at oversætte lignelsen så den foregår i dag, så er farisæren stjernen på de sociale medier med tusindvis af følgere. Han gør en masse gode ting, som han tager billeder af os viser. Men han trænger i Guds øjne til at få fokus et andet sted. Han bliver ikke smidt ud af Gud – for Gud ved, at han er et menneske, der ligesom alle andre har brug for relation, kærlighed og at blive set. Og set, ikke kun for det, man selv vælger at vise; men for alt, hvad man rummer. For det er dér – når man virkelig bliver set i al sin uperfekthed og stadigvæk bliver elsket, at man opdager kærlighedens forandrende magt.
Tolderen er en rigtig skidt person, der lyver og stjæler for egen vindings skyld. Man kunne sammenligne ham med en af de værste kriminelle, vi kan komme i tanke om. Og man kunne få den tanke, at han fortjener at stå der – med hænderne vredet i anger og med et blik, der ikke vil mødes. Men Gud ved, at han er et menneske, der ligesom alle andre har brug for relation, kærlighed og at blive set. Og set, ikke kun det, man har gjort forkert, men for alt, hvad man rummer. For det er dér – når man virkelig bliver set i al sin uperfekthed og stadigvæk bliver elsket, at man opdager kærlighedens forandrende magt.
Lignelsen fortæller os, at vi til tider skal skifte fokus, så vores blik ser andet og mere end det, vi er vant til. Ser det hele billede. Og ser, at vi ikke skal bruge andre, som statister i vores liv, men som medmennesker. Vi kan ikke leve alene – vi kan ikke engang sige farvel alene. Vi har brug for et blik, der møder vores.
Vi er sat i et fællesskab af Gud. Vi er skabt til at være noget for hinanden, og for enhver begynder det med Guds milde blik på os, der siger til os: du går an. Så kig op og kig hinanden i øjnene. Vi er lige meget værd – vi er lige elsket. Amen
Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.
søndag den 14. juli 2019
4. søndag efter trinitatis 2019
Intro - vi byder menigheden velkommen før gudstjenestens begyndelse:
Godmorgen. Det er i dag 4. søndag efter trinitatis.
Dagen handler om, hvordan vi lever med hinanden. Hvad optager os, og er der noget, der skygger, så vi ikke kan se hinanden.
Dagens teksten, fortæller om Jesus, der skælder ud, og siger, at vi ikke skal have så travlt med splinten i vores medmenneskes øje, når vi selv render rundt med en bjælke. Vi skal skifte perspektiv, siger han, så vi ser verden mere klart. Men tør vi det, kunne man fristes til at udbryde, i en verden, hvor alt forandrer sig. Svaret er, ja det tør vi – det skal vi, for Gud har lovet at være med os i hvad fremtiden end bringer. Og hos ham får vi lov at sidde ned og være. Han er evigheden midt i vores afmålte liv.
Prædiken:
Barmhjertighed. Det er et af de ord, som er ved at uddø i det danske sprog. Og det kan være svært på stående fod at forklare, hvad det præcist betyder.
Men det betyder egentlig at have ondt i hjertet over at se andres elendighed, og at man derfor må handle på det. Barmhjertighed.
Barmhjertighed er en følelse så stærk, at man ikke kan andet end række ud efter et andet menneske. Det er tydeligt, hvis man læser de steder i Det Nye Testamente, hvor ordet barmhjertighed optræder, at de alle sammen leder til en handling eller en proces. Barmhjertighed er altså noget man gør, og ikke bare en privat følelse. Barmhjertighed har med det liv, vi lever med hinanden at gøre
Men vi lever i en tid, hvor barmhjertigheden kan være svær at få øje på. Ikke fordi den ikke er der, men fordi alt er i forandring. Og særligt vores klima. Fra at nogle få har talt om før i tiden, så taler alle om klimaet i dag. Der er en næsten dommedagsagtig stemning. Børn holder med at spise kød for at redde klimaet, og de har temauger om det i skolen. De samler affald, og hører om isen, der smelter. Sammen med alt dette, er der kommet en holdning til fremtiden, og måske særligt blandt voksne, hvor mange mener, at mennesket ikke har en fremtid her på kloden, og at vi alligevel uddør, så hvorfor bekymre sig om klimaet, når naturen helt sikkert EFTER mennesket nok skal rette sig op på nogle tusinde år?
Det er på mange måder en trist og ødelæggende måde at anskue ikke bare verden, men også sit eget liv på. Som om det allerede er spildt.
Og det kommer også til at præge vores syn på hinanden. For hvis alt er ligegyldigt, så er ens næste det også. Hvorfor forsøge at redde en, der alligevel ingen fremtid har, kan man næsten høre spørgsmålet lyde.
Barmhjertigheden bliver trængt i baggrunden, for der er ikke brug for den.
Men kan man ikke se verden på en anden måde? Lad mig begynde et andet sted.
Nogle mennesker er født farveblinde. De kan ikke se de farver, verden har, som flertallet af verdens befolkning kan se dem. Verden mangler farver.
Men der er lavet nogle særlige briller, der gør det muligt for farveblinde at se verden i farver. Og første gang de får sådanne briller på, ser de pludseligt klart. Mange af dem hopper rundt i glæde, peger på alt det, der er så åbenlyst for os, men som for dem fremstår så meget anderledes og så meget smukkere end de nogensinde havde forestillet sig.
Verden har jo altid set sådan ud, men de kunne bare ikke se det, før de fik de helt rigtige briller på. De briller, hvor farverne lyser op.
Tænk hvis der fandtes briller, man kunne tage på, så man kunne få øje på kærligheden i verden – håbet og glæden. Så alt det kunne lyse op mellem det ensfarvede, mellem mismodet, fortvivlelsen og dommedagstankerne? Et par briller, der kunne kickstarte ens barmhjertighed igen? Så vi kunne se verden, som Gud ser på den og ser på os.
Men er vi alle blevet farveblinde, når det kommer til kærligheden magt, og har frygten fået sådan et tag i os, at vi kun ser dommedag og ødelæggelse i fremtiden? Lidelser. Har vi alle en bjælke i øjet?
At verden er i forandring, er ikke noget nyt. Fra det øjeblik, hvor verden blev sat i gang ved en kæmpe eksplosion, har alt være i forandring. Evolutionen er en forandring. Alt er i forandring. Og ja, lige nu er forandringen massiv og menneskepåvirket, men det betyder ikke, at vi må fjerne det ved os, der gør os menneskelige; nemlig vores barmhjertighed. Vores hjerte for hinanden. For vi ER både en del af naturen, OG noget ganske andet. Vi har vores menneskelighed, der gør, at vi ikke kun tænker på egen overlevelse på andres bekostning. Nej, det viser sig, at de samfund, der klarer sig bedst både socialt og kulturelt, men så sandelig også økonomisk, faktisk er dem, hvor man hjælper den svage, om de så har fortjent det eller ej. Der er også lavet videnskabelige forsøg, hvor det viser sig igen og igen, at mennesker faktisk vægter hinanden og retfærdighed højere end fx profit og penge. Det er en defekt i mennesket, hvis man møder en, der synes penge er mere vigtigt end andre mennesker.
Vi har vores menneskelighed i behold – barmhjertigheden lever om end vi kan definere den på stående fod eller ej. Selv i den foranderlige verden.
Og alt er i forandring, men Kristus vandrer med.
Livet kan have forskellige perspektiver alt efter, hvordan vi ser på det. Tanken om dommedag har alle dage optaget mennesker, og rykket i os med frygt. Det er ikke noget nyt, og de første kristne, troede at dommedag ville indfinde sig i deres levetid. Og der kommer nok en dag, hvor alt ender. Men ikke endnu. Indtil da skal vi leve. Eller som der bliver sagt i tegneseriestriben Radiserne i en dialog mellem Søren Bruun og hunden Nuser. Søren Bruun siger: En dag skal vi alle dø. Nuser svarer: Ja, men alle andre dage skal vi leve.
Og det er rigtigt. Vi skal leve.
Vi bliver nødt til at åbne os for livet. Også selvom vi ikke kender fremtiden. Men sådan har mennesket altid levet. Der er intet nyt under solen. Fremtiden ligger foran os indhyllet i tåge, og ingen af os ved, hvad den bringer. Men ligeså store opdagelser og opfindelser fortiden har bragt, ligeså store opdagelser og opfindelser kan fremtiden bringe. Der er ingen grund til ikke at tro på livet – og på hinanden.
Vi skal leve frimodige. Vi skal leve med barmhjertighed. For livet betyder noget, også selvom vi ikke kender morgendagen. Selvom der er lidelse i verden, så er livet lige her.
Vi skal være barmhjertige, som Gud er barmhjertig, som Jesus siger til os i dag.
Det betyder noget, hvordan vi lever med hinanden. Det er ikke ligegyldigt, selvom alting er i forandring. Barmhjertigheden skal stadigvæk stå forrest i vores liv. Ja, måske særlig stå forrest, når alt er i forandring. For så må dén blive konstanten
Gud må være og er konstanten. Vi kan bruge en af metaforer der i Bibelen om Gud. Nemlig klippen.
Klipper har en anden tid – de har evigheden foran sig. De har tyngde og fylde i verden – et nærvær. Gud er som en klippe, der står med evigheden i hånden trods livets foranderlighed. Han har tyngden og dybden. Han har nærværet og stilheden, når alt andet raser og larmer.
Gud er, når vi ikke tør være. Han siger; sæt dig ned. Lad vær med at løbe din vej væk fra mig og dig selv – og andre. Sæt dig et øjeblik og læn dig op ad mig.
Evigheden er lige her. Selv i en verden, der forandrer sig.

Abonner på:
Opslag (Atom)
4. søndag efter trinitatis 2026
Et menneske består af 6 forskellige grundstoffer: kulstof, bring, kvælstof, calcium, fosfor og ilt – og så selvfølgelig vand. Det lyder ret ...
-
Jeg vil dele en historie med jer, der stammer fra Johannes Møllehave, som mange af jer nok kender. Han fortæller om sin barndom, at han en ...
-
Det er mørkt i dag. Natten klæber sig til jordens overflade, og vil ikke slippe sit tag. Lyset skinner kun i små 7 timer, og vi har den kort...
-
På forfatteren Tom Kristensen gravsten står der et berømt citat fra hans digt Græs: ”Bøjer jeg mig så dybt jeg kan, vokser min verden sig st...