2. søndag efter trinitatis 2020

”For jeg er med dig, jeg frelser dig og redder dig, siger Herren” Amen
Det er en dyb længsel i mennesket efter at høre til – at være en del af en gruppe. Det er en længsel så dyb, at man i nogle samfund har brugt det at smide folk ud af gruppen i kortere eller længere tid som en straf. Som den ultimative straf.

Når man ikke længere bliver regnet, bliver set eller hørt, så smerter det langt ind i sjælen.

Derfor gør vi mennesker meget for at blive i gruppen. Derfor ser man også, at nogle ser tavse til, mens der foregår mobning eller folk bliver bagtalt, fordi de selv er bange for at blive dømt ude.

Vi frygter at andre vender ryggen til os. Den afvisende, brede ryg som man viser, at man ikke længere er velkommen. Man føler sig låst ude, og har ikke længere lov til at komme indenfor. Man er ekskluderet.

Det ligger dybt i os, at vi gerne vil høre til. Vi har med andre ord brug for at føle os som en del af et fællesskab eller som velkomne et sted. Vi har brug for at blive mødt ansigt til ansigt.

Der gør en forskel.

I kristendommen hører vi i det gamle testamente om en Gud, der viser os sin ryg, viser sig i flammerne eller gennem tordenrøst. Men det ændrer sig i det nye testamente – den ændrer sig med Jesus. For her får vi et ansigt, der møder vores. En Gud, der kigger os ind i øjnene og siger kom. Gud vender sig om mod os, i stedet for at stå med ryggen til og siger: der er er plads til dig.

Det er tydeligt i dåben, hvor vi læser højt fra Bibelen, hvor Jesus siger: Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

Vi er ikke alene, for Gud går sammen med os – han går ikke foran og viser vejen; men slår derimod følge med os på vejen.

I dagens evangelium hører vi, at Jesus bliver fulgte at store skarer. Af flokke af mennesker, der går lige efter ham. Det eneste de har set, er de andres rygge og baghoveder og støv, der blev hvirvlet op. Jesus har gået forrest. De har fulgt ham blindt og opildnet af massernes tilbedelseslyst.

Det er set mange gange i historiens løb at store masser af mennesker har opildnet hinanden, både til store og smukke statements, men desværre også til uhyrligheder. Begge dele er mulige, når mennesker mødes. Det hedder tribalisering, når mennesker uden ord med kun vha. kroppen tuner ind på hinanden og bevæger sig som stære i flok.

Jesus gør i sit virke op med de store flokke. Han har kendt risikoen for blind efterfølgelse, som netop kan ske, når man kun går efter en ryg af en person, og ikke bliver mødt ansigt til ansigt. Han siger nej til en kristendom, hvor vi skal jage efter ham.

Og derfor hører vi i dagens evangelium om, at han pludseligt vender sig om, står ansigt til ansigt med skaren og taler til dem. Taler alvor, for at vække dem ved at sige, at når de går efter ham, så er det ikke nok bare blindt at følge de andre, for Gud kræver dig – dit liv og dit hjerte. At være troende er ikke bare noget, man kan gøre i sin fritid, men kræver dig livet igennem.

Så Jesus vender sig mod dem, og giver dem et ansigt. De skal ikke længere følge ham, de bliver mødt af ham.

Hele skaren må gerne alle blive hans disciple, men ikke som en stor flok – kun som individer går det an. Det er DIG, Gud leder efter – ikke den flok, du tilhører.

I mødet med Gud betyder det ikke længere noget, hvilken betydningsfuld slægt du kommer af, det betyder ikke noget om du er rig eller fattig, populær eller vigtig. Det der betyder noget er DIG. Derfor siger Jesus også til os, at vi skal hade vores far, mor, hustru, børn, brødre og søstre. Når vi siger hader, så forestiller vi os altid en intens følelse i kroppen, men her skal mere tænkes som en påmindelse om, at i Guds rige er dine familierelationer ikke det vigtigste – det er derimod Gud og næsten. Du skal ikke kun sørge for dem, som du ved, elsker dig. Du skal være næste for alle, du møder.

Så det kræver at være kristen – og Jesus fortsætter med at tale om, at man heller ikke bygger et tårn uden at beregne udgifterne. Det er i al fald noget, vi kender ret meget til her i Møllevang. Der er i al fald lavet minutiøse beregninger, og de er mange bolde i luften, når man bygger et tårn.

På samme måde med vores Gudsforhold – Gud vil have med os at gøre hele tiden. Og den gode nyhed er, at Gud er her allerede.

Gud har vendt sig mod os, gået hen til vores dør og banket på. Hører vi ham banke, så vil han gå ind og holde måltid med os. Men det er HAM der kommer til os, og banker på døren til vores hjerter. Vi skal låse op, så han kan komme ind. Vi behøver ikke halse efter Gud, for han står og banker på.

Og når vi har låst op for vores Gud og skaber, skal vi vende os mod andre mennesker og møde dem ansigt og ansigt og invitere dem indenfor. Vi må ikke vende ryggen til hverken Gud eller mennesker.

Det hele hænger sammen – vi kan ikke nøjes med at bygge fundamentet til tårnet, hvis vi ikke bygger resten.
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
”Hvis du vil vende om, lader jeg dig vende om, så du kan stå i min tjeneste” sådan svarer Gud profeten Jeremias, som vi hørte læst højt ved alteret. Jeremias klager til Gud, og klager over sit liv. Han skammer sig pga. Gud, han er som et sår der ikke vil læges og Gud er for Jeremias som en bæk uden vand.

Ethvert menneske, der får sådan en svada, havde nok vendt Jeremias ryggen, men ikke Gud.

Han siger derimod:

”Hvis du vil vende om, lader jeg dig vende om, så du kan stå i min tjeneste” og ”Jeg er med dig, jeg frelser dig og redder dig”. Det er svaret på klagen. Gud vender sit ansigt mod os.

Så vi må også gerne klage til Gud – vi må beskylde ham for det værste og råbe det grimmeste. Det kan Gud bære, men han kan ikke bære, at vi tror, at han ikke er hos os. Eller at vi skal følge ham, som en diktator, der udstikker love og regler. Det er ikke sådan Gud er – det er ikke sådan vores tro er.

Vi tror, at Gud er med os alle dage – vi tror, at Gud skænker os frelsen uden at vi behøver gøre os fortjent til den – at han gavmildt giver os sin nåde – og at han hver evig eneste dag banker på vores hjertes dør for at komme ind. Den har øre at høre med, skal høre.

Og lytter vi, kan vi høre Guds skridt lige ved i siden af vores. Gå frimodigt ud i livet – gå.

Amen

Søndagens tekster kan findes her:

https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke

Trinitatissøndag 2020

Da jeg skulle forberede prædikenen til i dag, gjorde jeg som jeg plejer, nemlig at finde bibelteksterne til søndagen på Bibelselskabets hjemmeside. Det har jeg gjort de sidste 12 år, så der var sådan set ikke noget nyt i det; bortset fra, at da jeg forsøgte at komme ind på hjemmesiden, blev siden rød, og der dukkede en advarsel med kæmpe trekant op.

Der stod: ”Vildledende website forude. Brugeren har ondsindede hensigter, og kan narre dig til at gøre farlige ting.”

Det gik jeg lidt og tyggede over, for jeg havde egentlig aldrig syntes at Bibelen var farlig.

Men det kan den være. Eller det vil sige, at den kan bruges af mennesker, der vil sætte deres egen magt forrest i verden, og dermed bliver Bibelen redskab for magtmisbrug. Bibelen kan være farlig, når man bruger den til at legitimere sin magt over andre mennesker. Når man tager en magt, man ikke har mandat til at tage, og som fastlåser folk i et greb, de ikke kan komme ud af og som kvæler dem, så er Bibelen farlig.

”I can’t breathe” sådan sagde den amerikanske George Floyd mandag i sidste uge, da han med et knæ på halsen døde af kvælning. Knæet tilhørte en betjent. Og siden har vi set, hvordan folket i USA demonstrerer mod magt, der bliver misbrugt, og særligt overfor den sorte del af befolkningen. Og vi ser politibetjente bruge deres knæ i solidaritet ved at knæle foran de demonstrerende masser, og vise, at de også kæmper mod magtmisbrug.

”I can’t breathe”. Jeg kan ikke få vejret.

På dansk siger vi, at vejrtrækningen er noget vi får. Vi modtager den luft, der holder i os, og det klinger af fortællingen fra begyndelsen på Bibelen, hvor Gud puster livsånde i Adams næsebor, og giver ham livet. At kunne vejret er en gave, vi modtager, hver gang vi ånder ind. Det ved patienter, der kæmper med at trække vejret – det ved mennesker med corona. At kunne trække vejret er en gave, vi får. Gud skænker os ånden, og intet menneske har ret til at tage livsånden fra et andet menneske. Den gave tilhører det menneske, der har fået den. Det er magtmisbrug, hvis man tager andres livsånde, fordi det er magtmisbrug at tage det, der ikke er dit.

Men magtmisbrug er også at tro, at magten gør en mere værdifuld end andre. Magtmisbrug er at træde ned ad, fordi man kan, eller fordi man ikke bryder sig om et andet menneske, eller fordi man er uenig. Magtmisbrug er et knæ, der holder den anden nede.

Denne slags magt har verdenshistorien set mange, mange gange, og det er nok ikke slut endnu.

Den magt fik Jesus slået ihjel – og den magt slår folk ihjel den dag i dag.

Men det bliver også tydeligt, at det er anden magt, vi taler om i kirken. Evangelierne vil lære os om magt, men på en anden måde. Allerede sproget herinde er anderledes, fordi vi her taler om almagt. Guds almagt.

Jeg holder meget af ordet almagt. Det referer til Guds kærligheds magt. Guds kærligheds magt er en almagt, der aldrig bliver mindre af brug, aldrig korrumperes og aldrig forsvinder. Gud fortryder aldrig sin kærlighed til os, sin skabning, og derfor er Guds magt en almagt. Den holder altid.

Gud elsker os inderligt og stædigt, og så meget, at han vil bruge sin magt til at frelse os.

Og til at frelse selv den stakkel, der livet igennem troede, at magten var hans ejendom. For Guds almagt er magten til at frelse os mennesker, som vi er.

Guds almagt har ikke brug for kontrol over andre, for at gælde alle. Den tør endda være afmægtig, som den var da Jesus hang på korset, og døde af kærlighed til dem, der ikke ville elskes. Eller turde.

Gud elsker på trods – også dem, der afviser ham. Det er almagten. For almagt er ikke den slags magt, der tvinger folk til troen på Gud, men en magt, der holder ud og holder ved, også når vi mennesker vender ryggen til Gud, og nægter at følge hans vilje.

For vi er sat frie under Guds magt – vi er sat frie til at bevæge os – vi er sat frie til at skabe frodighed og liv.

Guds magt frisætter i stedet for skelsætter. Guds magt er kærlighedens almagt. Alfa og omega – begyndelsen og ende.

Og vi lever her i miden af det hele – et sted, hvor ondskab og tåbelighed titter frem. Et sted hvor der er brug for advarselssider, der blinker, når vi nærmer os hinanden og hvor der står: ”Brugeren har ondsindede hensigter, og kan narre dig til at gøre farlige ting.” Og der findes helt konkrete eksempler på, at næstekærligheden får lavere prioritet end penge og privilegier. Så vi lever i en virkelighed, der ikke altid afspejler Guds almagt – en verden, hvor der er en spænding mellem det, der gør mennesker godt og et knæ på halsen.

Kristeligt set er enhver magt givet af Gud, så vi kan være næstekærlige mod hinanden. Det gælder alle i samfundet. Og når den magt ikke længere bruges til fælles bedste, skal vi sige stop.

Vi skal turde gå ud i verden, og tale magtmisbrug i mod og sætte Guds almagt ind i stedet for. Vi skal sige fra, når næstekærligheden bliver korsfæstet.

Vi har fået hinanden som ansvarsområde, og det forpligter os til at tage det ansvar på os. Vi må ikke se tavse til, når mennesker bliver onde ved hinanden – vi skal sige fra og sige stop. Det ligger måske langt fra den danske måde at være på, fordi tillid stadigvæk er en stor del af vores måde at være samfund på; men hvis vi ikke værner om den tillid, så smutter den os af hænde. Vi skal sige fra, når magten misbruges – ikke fordi det er det politisk rigtige at gøre, men fordi det er det kristelige at gøre.

Vi må insistere på kærligheden, når den er svær at finde.

Jesus siger i dagens evangelium, at vi skal gøre som han har befalet os. Det lyder faktisk meget som vores menneskelige magtsprog, men ordet er bedre oversat med ”at give en opgave”.

Vi skal gå ud i verden, og lære det, han lærte os. Vi skal møde hinanden fordomsfrie og med nærvær og omsorg. Vi skal gøre kærligheden til en måde at være på og en måde at handle på. Vi skal gøre den levende mellem os. Det gælder os alle. Gud har kaldet os alle til at være medmennesker for hinanden.

Men Jesus siger også i evangeliet til i dag ”se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”.

Vi er ikke alene i den opgave det er at være menneske, og det kan være en lettelse de dage, hvor opgaven kan tynge os, tvivlen fylder os eller frygten rammer os. Vi er ikke alene i dette liv – Gud er med os hvert øjeblik.

Han rækker os livet, så vi kan række os ud mod hinanden.

Verden er ikke tabt til ondskab. Tværtimod. Den er vundet af Gud. Men verden trænger til det Gud vandt, som den altid har trængt til det. Derfor giver Gud sin magt – sin fuldmagt til Kristus – så han kan række os kærligheden, glæden, frelsen, nyskabelsen videre til os. Der er stadigvæk og vil altid være grund til at håbe på at kærligheden er stærkest.

Jeg kan trække vejret. Nu.

Amen




Dagens evangelium kan findes på bibelselskabets hjemmeside - hvis du tør.

Kristi Himmelfart 2020

Den svenske sangerinde Lisa Ekdahl synger i en sang: ”Bortom det blå” følgende:
”Jeg så en mand gå ude i havet, jeg spurgte ham, hvor han skulle hen. Han sagde: Jeg går derhen, hvor benene bærer mig, sværere skal det ikke være. Han talte om himlen og havet, han valgte de almindeligste ord. Men ordene fik liv, da de kom ud af hans mund, ja det var som om jeg pludselig forstod: at vi er mange, der taler om himlen, men få kan forstå en evighed.

Jeg så en mand, han bar himlen inden i sig, men hvor han er nu, er der ingen der ved.”

Sådan sang Lisa Ekdal i 1997, da jeg bævende flyttede til Aarhus for at læse teologi. Jeg lyttede til netop denne sang, men jeg forstod først for nylig, at hun synger om Jesus. Jeg havde lyttet og lyttet og lyttet – og først efter at have lyttet længe, forstod jeg endelig, hvad det handlede det.

Hun synger om Jesus. Om manden, der bar himlen inden i sig – om manden der brugte almindelige ord, men som talte om livet. Om manden der fik os til at forstå, at vi mennesker nok egentligt altid har talt om himlen, også inden Jesus levede på jorden.

Men inden jeg forstod, at sangen handlede om Jesus, så måtte jeg nynne melodien igen og igen. Sådan er det også med livet, hvis livet var en melodi. Så skulle vi også nynne den igen og igen, inden vi ville begynde at forstå bare en lille smule af livet. Vi skal også nynne melodien om hinanden mange gange, inden vi begynder at forstå en lille smule om hinanden. Eller nynne melodien om livets omfang, Gud, eksistensen og døden, inden vi rigtig forstår.

Vi lever i denne på mange måder smukke verden, men vi er også begrænsede i den, for vi forstår ikke alt. Paulus skrev at: endnu ser vi et spejl, i en gåde. At livet er en gåde, som vi endnu ikke har løsningen på. Men vi kan måske ane, hvad Gud har villet med verden. Vi kan se Guds vilje med verden, hver gang noget godt sker – når vi får ærlig øjenkontakt med hinanden eller når vi hjælper hinanden. Lige der i det øjeblik, kommer Guds himmel nær til verden. Eller som Lisa Ekdal sang: Vi er mange, der taler om himlen, men få kan forstå en evighed.

Men vi behøver heller ikke forstå evigheden nu, hvor vi lever i timeligheden. Vi lever i en verden, hvor vi må acceptere, at selvom vi bruger livet på at nynne en melodi om Gud, så forstår vi ikke fuldt ud – ikke endnu.

Men gennem Kristus får vi en retning mod Gud.

Jesus var manden, der talte livet frem, hvor alt var dødt. Manden der så gennem alt det rod, skam og ituslået, der ligger i os, og så på det med mildhed. Manden der ikke dømte det menneske, der havde prøvet, men fejlet; men som derimod dømte dem der hyklerisk troede, at de var bedre end dem, der havde fejlet. For vi har alle fejlet. På et tidspunkt i vores liv har vi fejlet, og det bliver vi såmænd ved med at gøre. Men vi bryder os ikke om at høre det. Selvfølgelig gør vi ikke det – det er heller ikke meningen.

For det vigtigste er ikke, at vi fejler, men hvordan Gud ser på os, når vi har fejlet. Og Gud ser på os med milde øjne. Ser alt det, der er noget rod, slået itu eller fyldt med skam inde i os – og ser stadigvæk på os med milde øjne. Og i det øjeblik, hvor vores liv ikke længere behøver være noget, som vi fejer ind under gulvtæppet, men er noget, som vi kan se på ærligt og kærligt, da ændrer vi retning. For da betyder alt det rod ikke så meget, som det har gjort før – da bliver der en accept af rodet – en accept af det hele menneske, vi er. Vi bliver tilgivet og dermed givet til os selv på ny.

Mennesker, der mødte Jesus, kunne ikke andet end at vende sig mod ham. Vende deres liv mod ham.

Og det skete ikke bare dengang – men sker også i dag. For Kristus var ikke bare til stede i et punkt i historien. Fordi han en dag lod sig bære ud af livet og ind i verden, er han nu til stede i alles liv. Det er ikke alle, der endnu har opdaget det, men han er der – ser os, hører vores tale om himlen endnu før vi selv forstår, at det er det, vi taler om. Ser på os med mildhed. Sværere behøver det ikke være – heller ikke for os.

Det er hvad denne dag handler om – at Kristus går med hver enkelt af os gennem livet.

Men vi lever i denne verden fyldt med kategorier, der er meget menneskelige, som vi bruger til at forstå verden med. Hvad er sandsynligt, hvad er forklarligt, hvad er videnskabeligt, hvad er beviseligt? Men når vi taler om Gud, bliver talen usandsynlig, uforklarlig, uvidenskabelig. Som hele Jesu liv var det. Og dengang var der nogle der ikke ville tro det, selvom de bare kunne gå ud og se det. Og i dag er der folk, der ikke vil tro, og bruger langt tid på at bortforklare Gud. Vi skærer små bidder af verden og undersøger dem under lup for at forstå Gud. Men vi gør det alt for svært for os selv. Vi leder og leder, og opdager slet ikke at livet handler om at blive fundet.

Og Kristus har fundet os.

Det finurlige ved Kristi Himmelfart er, at mange prædikener handler om, hvor svært det er at tro, at Kristus fløj til himmels en ellers helt almindelig dag i løbet af en helt almindelig uge. Men vi gør troen sværere for os selv her – for Kristi Himmelfart er hverken mere eller mindre utrolig end inkarnationen og opstandelsen. Kristi Himmelfart er faktisk i tråd med hvad Jesus Kristus har vist os om Gud.

Kristus måtte op til Gud, om man vil, for at kunne få øje på hvert eneste menneske. Han blev løftet ud af verden – og ind i vores hjerter. Det er egentlig ret enkelt.

Jeg tror, vi skal tage troens enkelthed til os, selvom vi måske kan mærke protesten i os. Kan det virkelig være så enkelt, og hvorfor kan svaret på det ikke være ja? Ja, det behøver ikke være kompliceret for at være sandt. Det sande er jo netop enkelt, når ens hjerte griber det. Vi får en retning.

Men som med alt i livet, så kan det ske, at vi igen og igen skal have udstukket retningen på ny. Og heldigvis så kan vi komme her i kirken og få korrigeret vores kompas. Vi kan også bede, synge, læse i Bibelen eller meditere. Vi skal give plads til tilbedelse i vores liv, så vi kan opdage, at Kristus allerede er med os. Eller sagt med andre ord, så skal vi nynne melodien om Gud igen og igen – og gerne sammen.

Kristi Himmelfart kommer med verdens bedste nyhed – intet mindre. Kristus går med os – giver os en retning i livet. Det kan vi leve på.

Amen

2. søndag i fasten 2020

De sidste par dage har præsterne i hele landet diskuteret om vi skulle give hånd til menigheden i dag eller lade være. Det skyldes coronavirus. Anbefalingerne siger, at man skal undgå at give hånden.

Vi har valgt at følge anbefalingerne, så i dag nikker vi til hinanden på vej ud af kirken.

Men det er ikke kun det at give hånden, for sundhedsstyrelsen anbefaler, at man heller ikke giver knus eller kys.

Set fra et samfundsmæssigt perspektiv er det fornuftigt – vi skal passe på de borgere i samfundet, der har dårligt helbred, og sundhedssystemet har slet ikke kapacitet til de mange smittede, så derfor skal vi sørge for at dæmme op for smitten.

Så vi rører ikke ved hinanden. Venner krammer ikke og elskende kysser ikke.

Men det er egentlig en uskik. Faktisk er jeg helt vildt imod, at vi mennesker ikke må røre ved hinanden. Vi har brug for at blive rørt og berørt.

Der findes et udtryk, der hedder hudsult. Og det er, hvad der sker for mennesker, der lever længe uden at have fysisk kontakt med andre mennesker. De får hudsult. En sult efter at mærke hud mod hud.

Det ligger dybt i os alle sammen. Vi ser det særligt ved spædbørn, hvor man kan måle at deres hjerterytme bliver roligere, når de ligger hud mod hud.

Vi skal mærke hinanden, også sådan helt fysisk gennem et håndtryk.

Vi rækker til hverdag hænderne frem mod hinanden og ser hinanden i øjnene, mens vi trykker hinanden hænder. Og i det øjeblik står to mennesker og hænger lidt sammen. Bare et øjeblik. Hænger sammen ved hånden og ved øjet. Anerkender hinandens eksistens, hinandens ligeværdighed, hinandens berettigelse. Vi lukker hinanden ind. Et lille klem med hånden, og vi er blevet lige høje.

Vi har brug for at mærke hinanden.

Det opdagede jeg særligt for snart et år siden. Lige før jul – helt præcis 21. december 2018 – ringede min søster, og fortalte, at hun havde fået kræft. Det var alvorligt, og på et øjeblik blev frygten en del af min families liv. Frygten for at miste det, vi aldrig havde tænkt over, vi kunne miste. Hinanden.

Og man står der og ved ikke hvilken vej, man skal gå. Og om man overhovedet kan gå. Den næste tid inden hun begyndte at få kemoterapi, var præget af kaos og usikkerhed.

Og i afmagtens greb sank jeg ned og bad. Bad om mirakler, bad om helbredelse, bad om trøst. Bad om at kunne mærke Gud i mit liv.

Og så jeg bad folk omkring om at bede for hende – kollegaer og venner. Og alle som en sagde de ja. Som om det var det mest naturlige i hele verden.

Jeg beder selv for folk, og alligevel blev jeg så overrasket over, at folk bare sagde ja. Som om jeg bad dem række mig saltet. Ja, de ville bede for hende. Og de ville bede om helbredelse.

Og midt i det kaos, som fyldte i min familie i foråret sidste år, fandt jeg en mur at læne mig op ad de dage, hvor mine ben vaklede. Der var mennesker, der bad for hende. Jeg mærkede dem.

Jeg tror – hjælp min vantro. Sådan råbte faren i dagens evangelium. Jeg tror – hjælp min vantro. Hans søn var syg, og han vendte sig mod Jesus for hjælp. Det eneste og måske sidste sted, han havde tilbage.

Jeg tror – hjælp min vantro.

Sådan er råbet til Gud, når livet truer med at vælte os omkuld. Et råb som er gentaget mange gange. Af os – helt almindelige mennesker. Når sygdom rammer dem vi elsker. Når uretfærdighed rammer, når kaos fylder hverdagen og når alt bliver sort omkring os.

Jeg tror – hjælp min vantro.

Dette udråb, er i virkeligheden en bøn til Gud om at gribe ind i livet. Vi spørger og Gud svarer.

Bønnen er i sin form en dialog mellem Gud og mennesker. Det er ikke kun os, der fylder et tomrum med ord – det er også Gud, der svarer os. Berører os. Kommer os nær.

I bønnen lytter Gud med, når vi beder. Lytter til hvad vi siger, mærker hvad vi føler og ved hvad vi tænker. Han kender hele os. Og derfor kan bønnen opleves som en lettelse.

Bøn er en dialog.

Martin Luther skriver i et brev til en af sine venner, at det gælder om at holde hjertet varm, når man beder, og holde fast i de gode og rige tanker, der måtte komme til en. Da vil Helligånden selv prædike for en.

Bønnen er forunderlig. Den er som et åndedrag, hvor Gud puster sin ånde på os, og vi svarer igen med vores udånding – vores ord. Vi beder i et fælles åndedræt med Gud. Bøn er organisk og bevægende. Bøn er at tro på, at Gud giver, når vi ikke selv magter. At det er en dialog.

Jeg tror – hjælp min vantro.

Jesus siger til os, at alt er muligt for den, der tror.

Det kan provokere os, for selv meget fromme mennesker oplever ulykker. Og alligevel siger Jesus det. Hvilken tro leder han efter? Men jeg tror, han siger mere om sin egen tro, end han siger om vores. For vores tro vil altid være en tro, hvor tvivlen eller vreden også fylder. Men Jesu tro har ikke det i sig. Han tror på Guds grænseoverskridende og absolutte magt. Guds magt er så meget større end vi nogensinde kan turde håbe på.

Det ved Paulus, og derfor skriver han i Kærlighedens højsang, at endnu ser jeg i et spejl, i en gåde. Han ved, at livet endnu er gådefuldt for os, og at der meget vi endnu ikke kan forstå. Som Guds magt. Den forstår vi ikke fuldt ud. Vi kan måske ane den, men forstå den kan vi ikke helt.

Alt er muligt for den, der tror. Jesus tror. Og derfor kan han helbrede drengen. Jesus giver os et lille blik ind i Guds rige.

Det er en tro, vi kan læne os op ad. Og særligt når vores egen tro bliver prøvet af livets vilkår. Når vores tro ikke synes at række hele vejen op til Himlen, ja knap nok til vores eget hjerte, da kan vi bede til Gud: Jeg tror – hjælp min vantro. For troen er ikke en præstation, men Gud, der bøjer sig hele vejen ned til os, for at komme os nær. Vi behøver ikke tro stærkt eller godt – ja ikke engang særlig trofast, for når det kommer til stykket, er det Gud, der kommer til os, og giver os den tro, vi ikke selv magter.

Og ligesom i dagens evangelium rækker Gud os hånden, og rejser os op igen, når vi er snublet. Han holder os i hånden, og i det øjeblik ser Gud os ind i øjnene, og gør sig lige høj med os. Han tør godt røre os – røre vores hjerter og hænder. Vi kan mærke hinanden.

Gud er os nær. Det kan vi leve på – og det kan vi dø på. For han har lovet at tage os ved hånden og rejse os op. I dag, i morgen og helt til verdens ende.

Amen


(Jeg har hentet inspiration til dele af prædikenen fra "I anden række" Aros Forlag 2009, 1. udgave, 1. oplag, s. 154-161)

Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

Askeonsdag 2020

"Jeg kommer her 

for at blive det
jeg altid var" 
Sådan skriver Helle S. Søtrup i sin bog ”Audiens”. Jeg kommer her – for at blive det – jeg altid var.

Hvem er vi? Den spørgsmål klinger i os livet igennem, særligt når livet vil brydes med os. Når sorgen rammer os, når uretfærdigheden fylder verdensrummet eller når vi svigter – eller bliver svigtede. Så vakler vi.

Vi bliver bekymrede, vi skjuler vores ansigt i hænderne, vi rammes. Vi gemmer os. Og vi rækker vores arme i vejret efter Gud, som vi håber, vil gribe fat i os.

Vi har brug for at blive dem, vi altid har været.

Men til tider ved vi måske ikke engang selv, hvem vi var. Vi bygger tårne af kompetencer og murer af selvbedrag. Vi bilder os selv ind, at vi er, hvad vi kan udrette. At vores kalender er succesens dagbog. Vi søger at blive til noget gennem andres øjne, i stedet for at blive til nogen for andre.

Hvem er vi?

Spørgsmålet dirrer i luften. Er vi vores alder, vores nationalitet, vores uddannelse, vores arbejde eller antallet af vores børn?

Vi har brug for at blive dem, vi altid har været.

Vi er skabt af støv. Støv der er hvirvlet gennem universet, og en dag af Guds hænder formet til et menneske. Og vi skal blive til støv igen.

Hvem er vi?

Vi er støv, der som partikler flyver og danser ind og ud mellem hinanden. Det er, hvad der står tilbage, når vi skræller lagene af bedrifter og eksamensbeviser af os. Vi er støv. Hverken mere eller mindre.

Vi er mennesker. Vi er støv og skal vende tilbage til støvet.

Men er vi ER mennesker. Vi er skabt i Guds billede, formet i hans store hænder. Gud blæste sin livsånde ind i støvet, så det fik livet.

Vi er skabt i kærlighed. Nok er vi støv, men vi er Guds. Vi er hans. Vi hører til et sted, hvor vi altid kan komme, når resten vakler. Hvor vi altid vil hører til, også de dage, hvor vi kom for sent. Vi hører til hos Gud. Vi er hans.

Han hvisker det til os i bønnen. Han synger det til os i salmen. Han lader os mærke det i nadveren. Han favner os i dåben. Han går med os i livet. Vi er hans.

Jeg kommer her

for at blive det

jeg altid var

Vi får lov at blive dem, vi allerede altid har været – elsket.

Elsket.

Elskede.

Guds.

Amen

Seksagesima 2020

”Jeg vil lige sove på det.” Sådan siger vi, når der er noget, vi ikke kan løse, eller skal tænke over. Så sover vi på det. Det er værd at lægge mærke til, og hvem har ikke prøvet at gå i seng med et tilsyneladende uløseligt problem i hovedet, og næste dag vågnet med en løsning.

Der sker noget, når vi sover. Vi får noget forærende, som vi ikke kan sige os selv. Man kan sige, at vi må miste noget kontrol, som søvnen jo er et udtryk for, for at finde en vej frem. Tanker og løsninger vokser frem, når vi sover. Ligesom et frø.

Et frø, der bliver lagt i jorden, og helt af sig selv spirer og gror, uden at vi ved hvordan. Vi kan sove, og alligevel vokser frøet. Frøet kræver ikke vores kontrol over det for at vokse – det sker helt af sig selv.

Ligesom så meget andet sker af sig selv. Et foster i maven vokser, uden at vi har kontrol over det. Det lille menneskebarn bliver voksen, uden at vi kontrol over det. Vi ånder luften ind, også uden en videre kontrol – det sker bare uden at vi tænker over det. Faktisk kan vi ikke med al vores kontrol holde op med at trække vejret. Det sker af sig selv. Og så vokser frøet i jorden også helt af sig selv.

Og der er noget fascinerede ved at lægge et lille undseeligt frø i jorden, der så vokser op og bliver et stort træ. Men det mest fascinerede ved et frø, sker faktisk under jorden, helt inden det er begyndt at spire. Det første et frø gør, før det sætter en grøn spire mod himlen, er at begynde at sætte rødder ned i dybet. Og rødderne er lange og dybe, og når længere ned end den første, lille spæde spire i jordens mørke. Rødderne vokser i mørket, og holder spiren fast i livet.

Vi mennesker skal også slå rødder. Lange og dybe rødder ned i mulden omkring os, så vi står fast. Vi kan ikke bare vokse grønne ud i lyset og verden, for at blive beundret af andre – nej, hvis vi gør det, og glemmer at slå rødder i mørket, så visner vi. Vi skal slå rødder – eller man kan sige, at vi skal huske at hvile. Vi skal sove på livet, for når vi gør det, så slår vi rødder.

Det er tydeligt Biblen igennem. Ja, helt fra første fortælling i Bibelen, nemlig vores skabelsesberetning. Gud skaber verden, og på den 6. dag skaber han mennesket – han skaber en mand og en kvinde. Og dagen efter bestemmer Gud, at det skal være hviledag. Mennesket er lige kommet til verden, og der får de en masse opgaver af Gud, hvor de skal passe på jorden og varetage den, og lige som de har fået den opgave, skal de begynde med at hvile. De skal slå rødder, før de kan tage kontrol.

Det må vi ikke glemme – vi skal huske at hvile. Vi skal slippe kontrollen, og hvile. Lade roen komme til os, og stole på, at når vi slipper den kontrol, som vi har så svært ved at lade falde, så sker der også noget. Vi slår rødder.

Og kun et frø med rødder, kan spire.

Selv Videnskaben har også fundet frem til, at hvilen er vigtig. Cellerne fornyer sig, og vi gøres klar til en ny dag. Børn og unge vokser mens de sover. Men hvis vi skal sige det smukt, så hjertet forstår, hvad vi taler om, så fornyer skaberværket sig i hvilen. Hvilen er en lang udånding efter den heftige og aktive indånding. Vi ånder ud, og vi slipper og giver plads til at modtage.

Så meget andet i livet handler om, at vi skal give og gøre. Handle og behandle. Reagerer og agere. Men i hvilen, er det os, der modtager. Og selvom Adam og Eva endnu ikke havde et resultat af deres opgaver, som de kunne fremvise Gud, så var hvilen deres alligevel. Den er en Guds gave til. En nødvendighed, så livet kan spire ud i lyset. Vi skal have rødder.

Jesus siger i dag til os, at Himmeriget ligner et sennepsfrø. Et lillebitte frø, der mest af alt ligner lidt snavs som man børster af tøjet. Sådan er Guds riget. Men det kommer i jorden, slår rødder, og vokser op og bliver stort nok til at fuglene, der flyver i himlen, og kan se hele verden fra oven, bygger rede i det.

Sennepstræet er ikke det største træ – faktisk ikke højere end en voksen mand. Men det har nogle særlige egenskaber, som alle kendte til på Jesu tid.

1. Frøene kan holde deres spireevne i mange, mange år. Ja helt op til 40 år. Så frøet forgår ikke så let.

2. Sennepsplanten blev set som ukrudt i Middelhavsområdet, fordi den vokser hurtigt og vild.

Gudsriget er som et sennepsfrø, siger Jesus.

Men hvad er Guds rige? Gudsriget er egentlig ikke et sted. Guds rige er, når Guds vilje med verden, og vores verden falder sammen. Bliver et. Når kærligheden bliver det, der står forrest i livet. Guds rige sker i dåben, hvor vi med tre håndfulde vand og ord, oplever, at Gud bøjer sig ned og kommer til stede mellem os. Guds rige er nadveren, hvor vi gennem lidt brød og lidt saft og ord, oplever at være en del af noget større. Guds rige er det, der kommer til os helt af sig selv.

I Fadervor beder vi: Helliget blive dit navn, kommet dit rige. Vi beder om, at Guds rige til stadighed må komme til os. Og at det også må komme selv på de dage, hvor vores daglige anstrengelser i livet ikke gav pote. Guds rige kommer til os, også når vi fejler. Guds rige er håbet på, at fremtiden kan stå i næstekærlighedens tegn, også de dage, hvor tweets, trusler og terror ryster os i vores grundvold. Guds rige er også et fremtidshåb. Og selvom det til tider kan opleves så lille som et sennepskorn, der børstes væk fra tøjet, så er det et stædigt lille frø, der holder ud og holder ved. Og er det først sået, så venter det indtil den dag, hvor det kan bryde frem. Måske vi ikke ser det, men det sætter rødder i det dybe, for en dag at spire frem.

Og så vil det vokse vildt og i alle retninger.

Eller som Michel Serres, der var fransk filosof, engang udtrykte det: ”Det er det, der vil ske ved verdens ende, om morgenen på den sidste dag. Tiden vil sprudle i en retning, vi ikke har kunnet håbe på.”

Guds rige vil sprudle og brede sig i retninger, vi ikke engang har turdet sætte vores lid til.

Guds rige er et lillebitte sennepsfrø, der bliver plantet dybt inde i vores hjerter, og venter på at spire. Og vi skal overgive os til det – overgive os til, at når vi slipper trangen til at kontrollere alt i livet, så vokser der noget frem, vi ikke anede var der. Noget stort, smukt og ganske fantastisk.

Det er det gode budskab. Et budskab vi skal turde sove på – for nogle ting kommer man faktisk sovende til.

Vi skal overgive os til, at alt ikke er i vores hænder, og at noget sker uden vi vores kontrol. Men vi kan beundre det, skatte det og takke for det.

Og så huske at hvile – så frøet i vores indre kan slå rødder. Rødder så dybe, at spiren en dag vil stor nok til, at himlens fugle vil bygge rede i det.



Amen



Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

1. søndag efter Helligtrekonger 2020

Vi er alle Guds børn. Hver og en af os er et barn af Gud. Men hvilket barn, er forskelligt og ændrer sig livet og dagen igennem.

Vi kan være den tilfredse, den glade, den overraskede eller den forundrede. Men vi kan også være den utilfredse, den urimelige, den vrede, den tilstrækkelige eller den ulykkelige.

Hvilken følelse vi end rummer, så rummer Gud den også for os – ligesom en forælder, der rummer sit barns følelser. Og ligesom et barn kan kalde på sine forældre, sådan kan vi også altid kalde på Gud.

Vi er alle Guds børn. Det ændrer sig aldrig, lige meget hvor voksne eller fornuftige vi end bliver, så vil vi altid være børn af Gud

Det giver os en særlig status i livet, som er befriende. Lige meget hvad der end sker, så er vi Guds. Hvad livet end kaster i vores retning, så hører vi til et sted.

I evangeliet til i dag, hører vi om nogle mennesker, der bærer børn til Jesus, og der sker i teksten meget på kort tid. Og samtidig er der så meget, vi ikke får at vide i dagens evangelium, og alligevel står det vigtigste tilbage.

Der kommer nogle gående – vi ved ikke, hvem de er. De vil have Jesus til at røre ved børnene, men vi ved ikke hvorfor. Disciplene truer af dem. Men vi ved ikke, hvad de siger.

Det eneste, vi ved, er, at Jesus siger: Lad de små børn komme til mig. Det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Og vi ved, at Jesus tager dem i favnen – holder dem og bærer dem – og velsigner dem.

Det ved vi.

Vi ved, at disciplene truer, og vi ved, at Jesus velsigner.

Og på den måde får vi to positioner optegnet i livet: truslen og velsignelsen.

Trussel er en handling, hvor man vil tvinge andre til at gøre noget bestemt, og hvor man, hvis det ikke sker, vil skade den, man truer. Det er en konsekvensretorik, hvor man som trusselsmand, lægger et umuligt valg over på en anden. Fratager den anden muligheden for at vælge, for valget er enten min straf eller min vilje.

Det er faktisk ikke engang særligt menneskeligt at true – dyr truer også. Klapperslangen der rasler i græsset med sin hale. Hunden der knurrer ved madskålen. Forsvind eller jeg bider.

Mennesker gør det samme. Truer for at få deres vilje eller få mere magt. Truer for at fastholde deres position i forhold til andre. Eller truer fordi de tror, det er godt at gøre.

Ordet true betyder i sig selv at trykke eller bore. Man trykker den andens selvforståelse helt væk, og borer i dem indtil man får sin vilje. Det er truslen.

Men man kan ikke true sig til noget ægte – for truslen tvinger frygten frem. Den binder mennesker i stedet for at sætte dem fri.

Og disciplene truer. De truer, og vi kan kun gætte på hvorfor. Gør de det af irritation over de mennesker, der kommer med børnene? Gør de det for at sikre, at der ikke skulle flokkes en masse mennesker omkring Jesus? Gør de det, fordi børn blev ringeagtet? Eller gør de det, fordi de tror, det er, hvad Jesus ønsker. Vi ved det ikke. Og vi kan sikkert finde begrundelser, der er forståelige, men som alle ender i frygt og afstand.

Men kristendommen giver et andet svar på et liv med trusler og frygt. Den giver et modsvar. Og svaret er: velsign.

Velsign i stedet for at forbande. Når mennesker truer, velsigner Gud.

Og Jesus velsignede børnene. Og Jesus velsigner os.

Når Jesus velsigner, så er det særligt. Det bliver åbnet en dør for os ind til hans rige. Han giver os adgang til kærligheden, freden og lyset. Og i evangeliet til i dag, velsigner han nogle børn, der er så små, at de skal bæres.

Børn der intet har bedrevet, og som både er urimelige, grædende og krævende. Og som selvfølgelig vækker en umådelig kærlighed. Men børns verden er lille, og ureflekteret. De står i en situation, hvor de endnu skal lære alt om det at leve. Og så giver Jesus dem adgangen til sit rige gennem velsignelsen. Han viser overfor sine disciple at adgangen til Guds rige ikke beror på handlinger eller gerninger, og at selv det meste urimelige Guds barn kan få velsignelsen.

Guds velsignelse bliver nærværende i vores liv gennem Jesus – vi får del i en virkelighed, der er større end vores. Vi får velsignelsen.

I velsignelsen siges der til os: Herre lade sit ansigt lyser over dig og være dig nådig. Herre løfte sit åsyn på dig.

Det handler om at blive set. Det er så nemt at blive overset i en verden, hvor alt går hurtigt. Det er nemt at blive overset, hvis man ikke råber højest. Og det er også det lille barns største frygt at blive overset af dem, der skal passe på en. Tænk at blive glemt af dem, der skal give en kærlighed. Det gibber i voksne, når man taler om det oversete eller glemte barn, fordi det rammer noget helt centralt hos os – nemlig at børn skal passes på. Ingen børn skal glemmes eller overses. De skal elskes.

Hvor meget mere mon ikke Gud har det med os? Og i velsignelsen lover Gud at se os. Og lade sit lys skinne ind over os.

Vi er set, også de dage, hvor vi ikke tør se os selv i øjnene. Vi er er badet i Guds lys, også de dage, hvor mørket kryber sig ind i vores sind. Vi er husket, også de dage, hvor andre glemmer.

Vi vil altid være Guds børn, også de dage, hvor vi bliver så voksne og ansvarsfulde at vi begynder at true andre.

Guds velsignelse får man ufortjent. Man får velsignelsen på sit glatte ansigt så at sige, og uden at Gud først spørger, hvad man har bedrevet i sit liv. Eller om man fortjener den. For det handler ikke, om hvad vi synes eller mener. Vi får velsignelsen alene fordi Gud vil lyse den over os. Velsignelsen er uden betingelser.

Den er samtidig en retning vi får peget ud - en vej ind i fremtiden. Jesus peger på døren til sit rige gennem velsignelsen. Han viser os vejen, vi skal gå. Det er tydeligt i dåben, hvor det første der sker efter selve dåben, er at barnet bliver velsignet. Ligesom Jesus tog børnene i sin favn ved dåben, sådan har vi gentaget den handling siden. Vi gør det, han gjorde dengang. Og ved hver dåb, minder det os voksne om, at den favn også er åben for os. Velsignelsen er vores – Guds rige er vores; det må vi ikke hindre hinanden i. Vi skal tage imod velsignelsen som et lille barn med åbne arme, og i en overgivelse til, at Guds favn kan rumme os.

Vi er Guds børn. Både i dag og i morgen. Ja helt til verdens ende.

Amen



Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.