1. søndag efter Helligtrekonger 2021

"Hvorfor leder I efter mig?" Sådan spørger den unge Jesus. Hvorfor leder I efter mig?

Ja, hvorfor leder vi overhovedet, os mennesker. Vi leder efter det, vi mangler, det skjulte, det forsvundne eller det savnede. Vi leder efter det, der kan udfylde en mangel eller et hul. Mætte en længsel.

Vi leder efter mening eller mål. Vi leder efter en retning. Vi leder efter svar. Svar på tilværelsen.

Når man leder, er man også på vej så at sige. For det er svært at lede efter noget, hvis man sidder helt stille på sin stol. Når man leder, så vil de fleste af os rejse os op, og med bruge kroppen til at lede med. Vi vil flytte ting, kigge bag ved ting, eller vi vil gå en lang tur og tænke over tingene. Og på samme måde brugte Maria og Josef deres kroppe til at lede efter deres søn – de ledte højt og lavt, og kaldte på ham. De vandrede rundt for at finde ham. Som en pilgrimsvandrer går mange mil for at søge Gud. Vi bevæger os, når vi leder. Vi er på vandring, når vi leder.

Bibelen er en fortælling om mennesker på vandring. Det er en nomadefortælling.

Helt fra begyndelsen hører vi om Eva og Adam, der vandrer ud af Edens Have og ud i verden. Vi hører om Moses, der vandrede gennem ørkenen med sit folk. Og vi hører om Jakob, der vandrede for at mødes med sin bror Esau. Og så hører vi om Jesus, der vandrer fra sted til sted og møder mennesker. De har alle vandret og været på vej.

Og mennesket har altid vandret – vi har befolket hele jorden ved at vandre fra sted til sted. De store folkevandringer kalder man det. For i hjertet af os alle sammen ligger der en nomade, der vil se, hvad der er bag ved næste højdedrag, om næste hjørne eller bag ved horisonten. Vi er nysgerrige – vi er drevne. Vi leder.

Selv kirken er indrettet sådan, at vi alle kigger den samme retning, som et folk på vandring mod solopgangen. Vi går et stykke livsvej sammen herinde i kirken.

For man kan nemlig sammenligne livet med en vandring gennem forskellige landskaber. Gennem bakkedale, gennem frodige haver, og gennem ørkener. Nogle gange hopper vi afsted i glæde, og andre gange slæber vi os afsted. Sådan veksler livet for os, og vores livs landskaber forandrer sig, selvom vi måske ikke bevæger os fysisk langt væk fra vores hjem målt i kilometer.

Men fordi vi er nomader, så har vi også brug for at høre hjemme et sted. Et sted, hvor vi kan komme, hvile og puste ud. Lade op.

Nu har mange af os været meget hjemme det seneste år snart. Vi har isoleret os og holdt afstand. Og vi orker næsten ikke mere ro. Vi orker ikke mere hjem, men oplever måske at have brug for mere vandring – flere mennesker – flere oplevelser.

Men hjem kan vi ikke undvære om vi kan være trætte af at være hjemme hele tiden eller ej. Vi bliver rodløse uden et hjem. Vi har brug for at mærke os velkomne et sted.

Gerd Teissen, der er tysk teolog skriver i sin bog: ”Tro og Tanke” følgende om hjem:

I begyndelsen var ordet,
Ordet er vores begyndelse.
Det bor iblandt os.
Vi bor i det.
Det er vores hjem.
I og hinsides ordet
aner vi virkelighedens hemmelighed,
men den åbenbarer sig kun
i ordet.

(s.290, ALFA forlag, 1. udgave, 1. oplag 2015)

Sådan skriver han. Ordet bor blandt os, og vi bor i det. Det er vores hjem.

Kan man bo i et ord, vil mange af os spørge? Et ord kan i al fald give os trøst – men Guds ord kan mere end det. For Guds ord er mere end bare en lyd – Guds ord er mening og åbenbaring. Guds ord er skaberkraft og tiltale. Guds ord er en kalden på os mennesker på vores livs vandring.

Guds ord er et barn, der bliver født en julenat under en stjerne, og tager bolig i vores verden og ved vores hjerter.

Guds ord finder hvile i menneskets hjerter, ligesom Maria gemte ordene fra den dag i templet i sit hjerte.

Ved vores hjerter finder Guds ord en bolig, og giver os dermed et hjem. Giver os en følelse af at være velkommen, høre til. Et sted hvor vi hjemmevant kan henvende os til Gud. Eller hvor han indbyder os til at gøre det i al fald.

Vores hjerter er blevet Guds hjem. Og dermed har vi også hjemme hos Gud.

I teksterne til i dag hører vi:

”Hvorfor leder I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?«”
”I skal leve jeres liv, så det bliver som én lang gudstjeneste” (Rom 12, 1b)
”De der bor i dit hus er lykkelige” (Salme 84, 5a)

Hjertet er vores hus – vores liv er som en gudstjeneste – og vi er allerede og har altid været hos Gud.

Amen

Kirkebøn
Lad os bede
Gud – i denne tid, i denne verden, hvor vi alle frygter det, vi ikke kan se, beder vi dig om at hviske til os igen og igen, at vi ikke skal lade frygten styre livet. I en tid, hvor vi holder afstand til hinanden, beder vi dig om at komme os nær, så vi mærker nærvær. I en tid, hvor vi ikke kan se hinandens ansigter, beder vi dig om at give os øjenkontakt.
Vær med os alle i den kommende tid, der kommer til at kræve af os. Giv os håb midt i ensomheden. Giv os kreativitet midt i kedsomheden. Og giv os glæde midt i sorgen.
Vi beder for alle dem, der er syge, og kæmper for at blive raske. Vi beder for dem, der ved, at de aldrig kan blive raske. Vi beder for dem, der skal dø snart, og for deres kære, der står ved siden af.
Vi beder for de mennesker, der sidder hjemme og arbejder og jonglerer en svær hverdag. Vi beder for dem, der er på arbejde og udsætter sig selv for smitte – pædagogerne, politifolk, sygeplejerskerne, lægerne, poderne og alle dem, vi glemmer, der hver dag får samfundet til at hænge sammen.
Vi beder for de fattige, der lige nu er ude af verdens fokus – og vi beder for dem, der flygter fra krig, diktatur og håbløshed.
Vi beder for dem, der mangler et hjem og dem der fryser i deres indre.
Og vi beder for USA – vi beder for at de må finde vejen tilbage til demokrati og fred.
Vi beder for vores kirke – vi takker for, at vi må være åbne i denne særlige tid, og at her kan tales trøst.
Vi beder for kirken i hele verden.
Lad os være stille sammen lidt. AMEN

Teksterne til dagen er hentet her: bibelselskabet.dk/1-s-efter-helligtrekonger-fra-foerste-raekke

Dog er de første tekster denne søndag læst fra Bibelen 2020 (Bibelselskabet)

Juledag 2020

”Gud er en lyd, en erindring,
en salme, der synger sig selv.

At tro det er at lytte
til ord du altid har kendt: 

Han sang dig så blidt ind i livet,
Han synger dig blidt ud igen.”

Sådan lyder et digt af Helle Søtrup, som hun skriver i sin digtsamling: ”Send flere engle.” Ja, alene titlen kunne være titlen på 2020.

Gud er en lyd, digter Helle Søtrup. Ja, en salme. Og at tro det er at lytte til den salme.

Vi har de seneste uger haft mange og lange debatter om salmesang i kirken – turde vi eller turde vi ikke. Var det for risikabelt, og kunne man overhovedet have en gudstjeneste uden sang. Ja, jeg fandt i al fald ud af, at det var svært for mig at forestille mig, at vi slet ikke skulle synge. Synge sammen med den stemme hver især af os nu har.

For fællessang har den egenskab, at der er plads til alle stemmer – både dem, der brummer, dem der hvisker og dem der slet ikke rammer en eneste tone i melodien. Det betyder ikke noget, for sat sammen, så bliver det kor. Et kor af stemmer, hvor hver eneste stemme bidrager og gør helheden hel.

I Johannesevangeliet får vi beskrivelse af verdens skabelse, hvor der står: I begyndelsen var ordet, og ordet var hos Gud, og ordet var Gud.

Gud var et ord – en lyd, der gennemborede universet.

Teologen Gerd Theissen skriver i sin bog: Tro og Tanke, følgende:

”Gud er musik,

som lyder fra alle sider,

uden at man kan sige,

hvor den kommer fra.

Alting forvandler sig til toner.

Vores liv er en melodi.

Vi må afstemme os efter hinanden,

så vi sammen kan lovsynge ham!”

(s. 136, 1. udgave, 1. oplag 2015, Forlaget Alfa).


Vi må afstemme os, skriver Gerd Theissen.

Hvis man har været til en klassisk koncert, så ved man, at inden de begynder, så bliver instrumenterne varmet op, og det lyder kaotisk. På et tidspunkt rejser 1. violinisten sig, og giver en eneste tone. En tone, der består af svingning, som alle de andre instrumenter stemmer efter. De falder ind i den svingning, og bagefter kan de, med hver deres melodi at spille, tilsammen lave store symfonier, der får hårene til at rejse sig på armenden af fryd, tårerne til at løbe af længsel og smilene til at bryde frem af glæde.

Men instrumenterne må stemme, før de kan spille. Som vi også må stemme os ind efter hinanden, når vi møder et andet menneske. Vi skal være på bølgelængde, siger man også. Vi skal være der, hvor vores svingninger giver mening sammen.

Gud valgte en julenat at være på bølgelængde med os mennesker. Han valgte at lade sin svingninger, der lyder i hele universet, giver genlyd i vores hjerter. Det skriver Gerd Theissen også om, og jeg citerer:

”Gud er en svingning

som gennemtrænger alle ting

lige fra stjernerne til de mindste nerver.

Den ryster de levende og det ikke-levende.

Gud ”skal glæde sig over sine værker.

Blot han ser på jorden, skælver den”.

Denne skælven sammenføjer alt,

som er, og som var,

og som skal komme” (s. 137 Ibid.)

I år har vi oplevet at fællessang gør en forskel. Vi har stået på altaner, i haver og foran åbne vinduer og sunget. Vi har fulgt Philip Faber uge efter uge, synge glæden og håbet ind i vores stuer. Den nye Højskolesangbog er udkommet og blev revet ned fra hylderne. Fordi vi har prøvet at synge – sammen.

For det er sådan med sang, at man bliver nødt til at prøve at synge med for at opdage, hvad det er fællessangen gør ved os.

Hvad sangen kan, når vi stemmer os ind efter hinanden.

Det findes ikke bare os i mennesker – det findes i hele skaberværket. Jeg har set en lille film – eller rettere hørt en lille film, hvor man har optaget lyden af tusindvis af græshopper. Derefter har man afspillet lyder langsomt, så langsomt, at der pludselig opstår en melodi, der toner sig op og ned. Som en symfoni. Selv naturen har en melodi, den spiller for os hver dag. Selv græshopper synger til Guds ære.

I brevet til menigheden i Effesos, der står der ligefrem: (…) lad jer fylde af Ånden, tal til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng og spil af hjertet for Herren, og sig altid Gud Fader tak for alt i vor Herre Jesu Kristi navn. (5, 18b-20)

Vi opfordres til musik.

Nu er det jo ikke alle der er lige musikalske. Og nogle synger – ja, forfærdeligt. Det tør jeg godt sige, for jeg kommer fra en familie, hvor man enten synger godt eller slet ikke. Der er ikke noget derimellem. Men det fine her er, at musikken ikke er en præstation.

For i Guds øjne handler livet aldrig om præstationer, men om os. Og hvem vi er, når vi tør lade alt det falde, som vi holder op foran os. Så vi står der – som vi er. Skabt og elsket med den stemme, der er vores. Tør lade os blive set, som vi er.

Det handler nemlig om blikket – blikket der møder os.

Vi har fra barnsben brug for at blive set – at få øjenkontakt. Ja, faktisk så går vores udvikling i stå, hvis vi ikke får øjenkontakt med et andet menneske, når vi er små børn. Vi skal ses gennem andres øjne for at blive dem, vi er.

Øjet er sjælens spejl, siger vi. Og det er rigtigt – for gennem den anden spejler vi vores egen sjæl, men gennem den andens øjne ser vi også deres sjæl.

Øjne er blevet anderledes vigtige i disse dage, hvor vi skal bære mundbind i offentlige rum. Vi er vant til at kunne se hele ansigtet, men nu kan vi kun se øjnene.

Og øjnene er vigtige – så vigtige, at vi, når vi døber her i kirken, ikke holder barnet ned mod vandspejlet, men op mod øjnenes spejl, så de bliver set, at de voksne, der står omkring dem. Og så kigger de her i kirken op mod loftet, hvor hullet gør at vi kan skue mod Guds blå himmel.

For også Vor Herre kigger med – han ser på os, og elsker os. Han ser på os med milde øjne, der igen og igen ser forbi det, vi gør forkert, og ser os.

Vi skal ikke præstere – vi skal leve.

Og det gjorde Gud så også selv, da han en julenat bøjede sig mod verden og lod sig føde som et barn af en kvinde i en stald. Under stjernerne lød der skrig den nat – først af en kvinde, der fødte og siden af et barn, der skreg. Skreg mod verden, at livet er begyndt. Satte gang i vibrationer og svingninger, der fik hele himmelrummet til at fryde sig i glæde over, at kærligheden fik krop.

Og englene fyldte himlen og begyndte at synge for verdensrummet.

Ære være Gud i det højeste og på jorden. Fred til mennesker, der har Guds velbehag.

Amen.


Kirkebøn:

Kære Gud,

Julenat bøjer du ned mod verden, og lod sin søn føde. Vi har fejret lige det siden. Vi har sat lys i stager og tændt lys på juletræet.

Mørket udenfor er så massivt, selv en julenat, og derfor beder vi Dig om, at du må lade lyset skinne videre fra vores små stager og ud i hele verden.

Vi beder om, at mørket i denne verden må svinde – om det så er mørket på himlen eller mørket i menneskers hjerter. Lad lyset stå klarest.

Vi beder i aften for:

- De syge

- De ensomme

- De glædesløse

- De håbløse

- De barnløse

- De hjemløse

- De utålmodige

- De gnaven og bitre

- De bange

Vi beder – og beder om, at vores bønner ikke behøver rejse hele vejen op gennem atmosfæren, men at du lytter til os lige her, hvor vi er. Amen


Dagens tekst kan findes her:
https://www.bibelselskabet.dk/juledag-fra-foerste-raekke

Juleaften 2020

Inde ved vores hjerter sidder der en lille refleks. Sådan en, som vi hænger på børns flyverdragter, og som lyser op i mørket, når man lyser på den.

Gud anbragte den der, da han skabte mennesket, fordi han vidste, at vi ville opleve tider i mørket. Når han skinner sit lys på os – sit kærligheds lys – så fanger hjertes-refleks det lys, og lyser op og sender det videre.

Gud satte refleksen der, for han ville nemlig være sikker på, at han kunne finde os igen - selv i mørket, og så ville han hjælpe os, så vi ikke bare beholdt kærligheden for os selv, men ville sende den videre og bruge af den. Hjertets refleks er også inde i dig – lige derinde, hvor hjertet banker.

Sådan lyder en lille fortælling om Guds kærlighed til os mennesker – og også om vores evne til at dele kærligheden.

For kærlighed skal deles, ellers er den ikke meget ved. Ja, faktisk så skal alt, der har værdi for os, deles. Kærlighed, oplevelser, håb, fællesskaber, sang og glæde. Det er godt at dele med andre. Dele med hinanden.

Det har mange af os oplevet i dette år, hvor særligt fællessangen har grebet os, og løftet os på håbets vinger. Vi har godt nok siddet hver for sig, men selv gennem en skærm, har vi oplevet, at det gør en forskel at synge sammen. Være sammen. Dele.

Det er vigtigt at dele. Der er lavet mange videnskabelige forsøg, der viser, at de samfund, der deler, generelt klarer sig bedre som helhed. Det er bemærkelsesværdigt. At når man giver, får alle mere.

Den nu afdøde skuespiller Kamilla Bech Holten siger i et interview kort før sin død, at hun tænkte tilbage på de handlinger, hvor hun spontant havde hjulpet andre, uden selv at ville stå i et bedre lys, at de nu lå i hende som diamanter. Vi får med andre ord, noget langt mere betydningsfuldt, når deler – nemlig små diamanter i hjertet, der lyser og funkler af glæde og kærlighed.


Ja, faktisk så havde Pipi Langstrømpe ret, for hun siger nemlig: Den som er vældig stærk, bør også være vældig rar. Vi skal dele af vores overskud, for kun sådan får alle mere af det hele. Det er et paradoks, men et paradoks, som er hele evangeliet grobund.

En julenat mens stjernerne har funklet der deler Gud sig selv med os. Han lod sin søn føde, og valgte at dele sit liv med. Og dermed blev verden mere. Og vores liv blev mere.

Vores hjertes reflekser får lov at lyse og funkle, fordi lyset for altid er komme til verden. Sådan beskriver vi Guds kærlighed – som et lys, der rammer os.

Det giver god mening her på denne breddegrad, hvor mørket har godt tag i vinteren, og hvor solen kun har skinnet ca. 4 timer i hele december. Vi ved, at lyset er godt og vi længes efter det. Vi mærker lyset som kærlighed. Men det kan synes lidt mørkt til tider at leve, og vi kan drømme, at de varme stråler når os.

Det minder mig om en historie fra Norge – fra en lille by, der hedder Rjukan. Den er blevet anlagt i en dal, hvor fjeldene skygger for solens stråler 5 måneder om året. I 5 lange måneder kan de se, at solen farver himlen, men ikke en eneste af solens strålerne når dem i bunden af dalen.

Det blev for meget for en af beboerne i byen, Martin Andersen. Han besluttede sig derfor for at installere spejle i 450 meters højde på toppen af fjeldet, så de kunne reflektere solens stråler ned til bunden af byen – helt præcist ned til byens centrale torv. Og det lykkedes. Han satte ikke mindre end 51 m2 spejle op monteret på fjeldet, der nu griber solens stråler og sender dem videre ned i dalens mørke. Og selvom resten af dalen er lige så mørk som den plejer, så skinner lyset nu på byen torv. Installationen hedder: ”Sol-spejlet”.

Det er så fint et navn. For i dag hører vi, at Gud også har givet os et ”sol-spejl”, der kan sørge for, at lyset når os, selv i mørket. Og også i en tid som denne, hvor vi måske kan have svært ved at se ind i fremtiden. Jesus er det sol-spejl

Jesus blev født ind i verden – ikke på en sollys dag, men en mørk nat, for det var netop der, at vi havde brug for lyset. Det er netop ind i mørket, at lyset skal skinne. Jesus er vores solspejl, der spejler lyset. Så vi kan rammes af det, mærkes af det og varmes af det.

Det er julens glædelige budskab. Lyset er kommet til verden. Og vi får lov at tage det med os ud i verden og dele det med hinanden.

Må julen give jer glæde og kærlighed. Glædelig jul.

Amen

Kirkebøn:

Lysets Gud, vi beder for dem, der sidder i mørket og ikke kan se en vej ud. Vi beder for dem, der er faret vild, og ikke kan finde hjem. Vi beder for dem, der mangler om det så er kærlighed, et barn, et hjem, et arbejde, stilhed eller glæde. Vi beder for det personale, der er på arbejde i julen, og som passer og plejer vores syge. Vi beder for dem, der har magt i verden – lad dem bruge magten med omtanke og næstekærlighed, så den fattige løftes op, og den sårbare passes på.



Vær med vores kirke her i Møllevang og ud over hele verden. Amen




Dagens tekster kan findes her:

https://www.bibelselskabet.dk/juleaften-fra-foerste-raekke

2. søndag i advent 2020

I år er en gruppe danskere trådt ud af skyggerne, for at fortælle om hvordan de forbereder sig på, at en katastrofe skal ramme Danmark. De bliver kaldt ”preppere” – det betyder ”forberederne”.

DR havde nemlig i år en række udsendelser om de mennesker, der gør sig klar til katastrofen. Prepperne samler dåsemad, har overlevelsesudstyr i alle kalibre liggende og har planer for, hvordan de skal komme et sikkert sted hen, når katastrofen rammer og samfundet kollapser. Hovedformålet er tage ansvar for sig eget liv og sin egen overlevelse. De forbereder sig med andre ord på en fremtid, de ikke kender, men som de frygter.

Vi kender fænomenet fra USA, hvor folk i årevis bl.a. har bygget underjordiske rum fyldt med mad, hvor de kan bo isolerede og beskyttede fra omverdenen i måneder. Og fænomenet har nu bredt sig til store dele af verden – og også til Danmark.

De beskytter sig – er min påstand – fordi de er bange for fremtiden. Bange for det, de ikke har kontrol over. Og bange for at miste. Alt sammen såre menneskeligt. Det tror jeg alle kender til. At vi kan lade os gribe af frygten for fremtiden, og særligt når verden til tider kan synes at brænde for øjnene af os. Der er nok af tegn i sol, måne og stjerner, hvis man tyder dem i negativ retning. Og det har der været al den tid, mennesker har levet. Og frygten har været, så længe mennesket har været.

Frygt er en drivkraft for os mennesker. Men ikke en evangelisk en af slagsen. Tværtimod. For i evangeliet står der over 300 gange: Frygt ikke. Ord der stædigt lyder til os også i dag – frygt ikke. Og det er vigtige ord, fordi frygt har det med at gribe fat i os, når vi kigger væk. Når vi mindst venter det.

Og frygt trives så godt i os, når den først har fået fat. Så er den svær at komme af med.

Mange af os mærker det måske i denne tid med Corona. Frygten bølger i os, og nogle gange kan den måske ligefrem true med at helt at drukne os i forbehold og håndsprit.

Corona er alvorligt, men man kan sagtens være alvorlig omkring noget, uden at lade frygten få 1. pladsen i livet.

For når frygten hersker i vores indre, så glemmer vi håbet. Og håbet kan vi ikke leve uden.

Den franske filosof Gabriel Marcel, sagde at: ”Håb er for sjælen, hvad vejrtrækning er for den levende organisme” (Hvor der er håb, Vibeke Graven og Jan Brøndslev Olsen, Samfunds litteratur2018, s. 9).

Han siger med andre ord, at vi ikke kan leve uden håb – vi lever af den.

Håb er jo det, der gør, at vi kan klare livet, når det er fuldt af modstand og gør os skrøbelige. Håb er det, der gør, at vi kan være der for vores næste. Men håb er også fuld af kræfter – for ligesom frygten kan få os til at træffe foranstaltninger og bygge mure om os selv, sådan kan håbet modsat få os til at råbe højt og skubbe til mure, hvor vi møder håbløse vilkår.

Håb har styrke.

Håbet er nogle gange – ja, mest på trods. På trods af det, vi oplever – på trods af det vi ser – på trods af tilstanden – så håber vi på en fremtid, der kan være anderledes. Være mere.

Håb åbner fremtiden, hvor frygt lukker fremtiden.

Derfor siger Gud til os, hver dag: Frygt ikke.

Lad ikke frygten styre dig – lad håbet fylde dig.

Det er så sjovt fordi håb som ord er beslægtet med det at hoppe. Altså sådan fysisk at hoppe. Det kan jeg så godt lide. Mange voksne holder op med at hoppe, fordi det er sådan lidt barnligt, medmindre det er til træning og dermed har et formål. Men børn hopper hele tiden.

Børn hopper når de ser en god ven, og er begejstrede. Børn hopper rundt på ting – fordi det er sjovt.

Børn hopper, når håbet fylder så meget i dem, at kroppen må svare med et hop.

Og så er hop – også et billede på det, at man springer op uden at vide, hvordan det bliver at lande. Men man springer fordi, man ikke kan andet – man må op i luften – ud i luften – og tro på, at man lander på grund, der holder.

Derfor er det så smukt, at håb og hop hænger sammen.

Håbet skal være vores udgangspunkt – og indgang til livet. Vi skal bære håb – og især når alt er håbløst. Vi skal turde tro på en fredelig og smuk fremtid, også og særligt når ingen andre gør.

Det er det kristne håb – det er juletidens håb.

At have en drøm for fremtiden.

Den drøm havde Martin Luther King i 1963, da han holdt sin berømte tale i Washington foran tusindvis af borgerrettighedsforkæmpere. Han holdt en af historiens smukkeste og stærkeste taler. Og han talte om håb – han gav håb til samtlige, der lyttede og til folk, der lytter den dag i dag.

Han sagde:

Jeg har en drøm (…) at sønner af tidligere slavere og sønner af tidligere slaveejere vil være i stand til at sætte sig ved broderskabets bord.

Og han fortsætter og citerer Bibelen:

Jeg har en drøm, at

Hver dal skal hæves,

hvert bjerg og hver høj skal sænkes,

klippeland skal blive til slette

og bakkeland til dal;

Herrens herlighed skal åbenbares,

og alle mennesker skal se den. (Esajas 40, 4-6)

Dette er vores håb.”

Sådan talte Martin Luther King den dag, og tændte håbet i tusindvis af mennesker.



Han kunne sagens have talt om frygt, og fodret folk med had og mistro; men han valgte håbets vej, fordi det er den vej, der leder til at fjender en dag kan sidde ved sammen bord. Fællesskabets bord, hvor det ikke handler om at være ens eller mene det samme; men om med nysgerrighed, respekt og ydmyghed at møde medmennesket.

Det er håbet – også i dag.

Håbet er levende. Det lever som en organisme, der trækker vejret – det er i verden. Fordi Gud har givet os det håb. Og det på trods.

Det hører vi om i påsken, der er én lang fortælling om håbet på trods – på trods af svigt, på trods af ensomhed, på trods af dom, på trods af tortur, på trods af smerte og lidelse, på trods af død. På trods af alt, der truer os – ja, netop her kommer håbet til os.

Vi skal håbe – vi skal turde hoppe, for nu at blive i det billede.

På trods af den forfærdelige fortælling som påskens er, så kom håbet alligevel til os en søndag morgen, da to kvinder opdagede, at graven var åben og tom, fordi Kristus havde rejst sig fra døden. At Kristus kunne opstå fra de døde, fortæller os, at når alt synes fortabt, mistet og ødelagt, så har vi altid og stadigvæk håbet. Gud gav os håbet den morgen til alle tider. Og siden har hver søndag vejret en fejring af netop påskemorgen. Hver søndag samles vi her for at få håbet.

For at høre, at vi Gud er med os i livets modstand – og at der altid er grund til at håbe. At holde fast i en drøm om en bedre fremtid. 

Så ja – vi skal håbe – alt det vi kan. For Gud er med os, når vi springer ud i livet og ind i fremtiden.

Frygt ikke – hop kun.

Amen

Dagens tekster:
https://www.bibelselskabet.dk/2-s-i-advent-fra-foerste-raekke

Alle Helgen 2020

Når vi kommer til verden, får vi et navn, og med tiden bliver vi vores navn, siger man. Vores navn og vores liv bliver umærkeligt, men sikkert flettet sammen. Vores navn og dem vi er, er to sider af samme mønt. Vi er intet uden vores navn.

For navnet åbner for mere. Det mærker vi tydeligt i dag, hvor vi er kommet her for at mindes et menneske, vi har fulgt og båret til graven. Når vi siger det navn i vores indre, så åbner deres liv sig for os. Vi husker dem, som vi savner og sørger over – vi husker dem som de var, deres små særheder eller de særlige bevægelser de havde. Vi husker dem, og vi mærker den omsorg og kærlighed, vi føler for dem. For navnet er ikke bare en lyd, men en åbning ind til et helt menneskeliv.

Navnet er.

Gud kender vores navne, som han kender os. Han har skrevet dem i sin hånd, så vi aldrig er ude af hans hænder. Selv ikke på de mørke dage. Vi er i hans hule hånd.

Og når vi en dag er i dødens mørke, så vil han kalde på os, og kalde os ud af mørket. Han vil kalde os ved navn, og vi vil gå mod ham. Gå mod lyset.

Det er opstandelsestroen, som er troen på, at døden ikke bare er som en betonvæg, vi ikke kan gennemtrænge, men derimod er som et tæppe, der bliver trukket fra, og som vi kan få lov at gå gennem ind til livet hos Gud.

Det er på mange måder en vild tro. Så vild, at vi stadigvæk den dag i dag, kan have svært ved at forstå den. Men opstandelsen skal ikke forstås med fornuften – den skal gribes med hjertet.

Der findes en fortælling om opstandelsen, som jeg gerne vil dele med jer – en fortælling, der taler til hjertet. Den lyder sådan her:

”I et stille vandhul – nede under vandet – levede en flok larver. De levede lykkeligt dernede langt væk fra solen. I mange måneder havde de meget travlt, mens de piskede rundt i det bløde mudder på bunden af vandhullet. De lagde mærke til, at en af larverne engang imellem så ud til at tabe interessen for de andre. Mens den klyngede sig til stilken på en åkande, forsvandt den ganske langsomt ud af syne, og de så den aldrig mere. "Se", sagde en larve til en anden larve. "En af de andre larver klatrer op af åkandens stilk: Hvor tror du, hun skal hen?" Den bevægede sig langsomt opad og opad. Mens de andre kikkede, forsvandt larven ud af syne.

Dens venner ventede og ventede, men den kom ikke tilbage. Det var da mærkeligt", sagde den ene larve til den anden. "Tror du ikke, hun var glad for at være her?" spurgte en anden larve. ”Hvor tror I, hun gik hen?”, undrede en tredje sig. Men ingen af dem havde noget svar. De var meget forbløffede.

Til sidst kaldte en af larve-lederne alle larverne sammen. ”Jeg har en ide. Den næste af os, der klatrer op af åkande-stilken må love at komme tilbage og fortælle de andre, hvor han eller hun gik hen og hvorfor?” ”Det lover vi”, sagde de alle sammen højtideligt.

En forårsdag ikke længe efter opdagede den larveleder, der havde foreslået planen, at han selv var på vej op af stilken, Opad og opad gik det. Og før han egentlig forstod, hvad der skete, var han brudt gennem vandets overflade og lå på det brede, grønne åkandeblad.

Da han kom til sig selv, så han sig omkring med forbavselse. Der var sket en forvandling af hans gamle krop. Hans bevægelser afslørede, at han havde fire sølvvinger og en lang hale. Varmen fra solen tørrede fugten af hans nye krop. Han bevægede sine vinger og pludselig opdagede han, at han var ovenover vandet. Han var blevet til en guldsmed! Han steg og sank i store cirkelbevægelser, mens han fløj gennem luften. Han følte sig munter og glad i de nye omgivelser. Indimellem landede den ny guldsmed lykkeligt på et blad for at hvile sig. Mens han hvilede sig, så han ned mod bunden af vandhullet. Han var lige ovenover sine gamle venner larverne. Der var de – piskende rundt lige som han selv havde gjort det indtil for nylig.

Guldsmeden huskede, hvad de havde lovet hinanden: At den næste, der klatrede opad stilken skulle komme tilbage og fortælle, hvor han tog hen og hvorfor. Uden at tænke sig om styrtede guldsmeden sig ned mod vandet. Pludselig ramte han overfladen og blev ligesom skubbet væk.

Nu da han var en guldsmed kunne han ikke længere komme ned i vandet. ”Jeg kan ikke komme tilbage”, sagde han nedslået. ”I det mindste prøvede jeg, men jeg kan ikke holde mit løfte. Selv hvis jeg kunne komme tilbage, ville ingen af larverne genkende mig i min nye krop. Jeg tror, jeg bliver nødt til at vente, indtil de også bliver guldsmede. Så vil de forstå, hvad der skete med mig, og hvor jeg tog hen.” Og guldsmeden fløj lykkeligt af sted ind i dens nye verden af sol og luft.”(http://baptistmenighed.dk/wp-content/uploads/2015/11/Larver-og-guldsmede.pdf)

Sådan lyder fortællingen, og selvom den kan forekomme lidt barnlig, så kan jeg virkelig godt lide den. For troen er, at de mennesker, der er døde, nu er smukkere end aldrig før – at de er forvandlet, og at de kan bevæge sig i en dimension, som vi ikke kan forestille os.


Det giver mig ro, at de døde er der, for så er der ikke mere, jeg kan gøre for dem. Det er mennesker, der har betydet noget for os, da de var i live – mennesker, der har givet livet værdi, smag og farve.

I dag er evangelieteksten hentet fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus holder en tale på et bjerg for en masse mennesker. Her siger han, at ”I er jorden salt.”

Det er et stærkt udsagn om, hvad vi mennesker er for hinanden.

Salt er uundværlig. Når vi græder, er vores tårer salte, når vi sveder er vores sved salt – og når et lille foster begynder at vokse, så ligger det i saltvand i sin mors mave.

Vi har brug for salt for at leve – salt giver smag til tilværelsen.

Vi er omgivet af salt, men det pudsige er, at vi drikker vandet fersk. Når det ferske vand kommer ind i os, så forvandler det sig til noget andet – så bliver det salt – så får det smag.

Det fortæller noget om, hvordan vi mennesker er overfor hinanden. Det er OS, der giver tilværelsen smag – det er OS der forandrer tilværelsen for hinanden. Vi er jorden salt. Vi mennesker er som salt i verden, der forvandler det smagløse.

Vi er salt for hinanden.

Og selvom døden skiller os fra hinanden, så er de døde stadigvæk salt i vores liv. De døde bliver ved med at betyde noget for os. Vi hører stadigvæk sammen med de døde. Måske vi deler efternavn med dem, måske den døde var det menneske, der valgte dit navn, måske har du valgt navnet på den, der er død. Vi hører sammen. Vi er forbundet på den ene eller den anden måde.

Det gør ikke de mørke dage mindre mørke. Det gør ikke savnet mindre eller sorgen lettere. Men det giver en livline, at vi er forbundet, og altid vil være det. Døden er ikke afslutningen, men overgangen til Guds evighed.

Det ender ikke med en mørk grav – det ender i lyset. Amen




Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/allehelgen-fra-anden-raekke

20. søndag efter trinitatis 2020

Vi er sat i det her liv, der på godt og ondt udspiller sig, med os som hovedrolleindehaverne. Det er kun os, der kan leve det liv, der er vores.

Livet kræver os, kunne man sige.

Karen Blixen havde livet igennem en del mottoer, som hun levede ud fra, og et af dem var: ”Je responderay”

Det betyder: Jeg vil svare.

Livet skal svares. Når der bliver kaldt på os, skal vi give et svar. Det nytter ikke at være stille, gemme sig eller lade som om man ikke hørte noget. Livet kræver svar.

Og dermed også ansvar. For ansvar er at svare på tiltale. Give et ja eller et nej. Ansvar er altså ikke det samme som at tage opgaver på sig, men derimod at give det svar, der må gives – også når det svar er nej.

Jeg vil svare.

Jesus fortæller os en lignelse i dag, om to søskende, der skal svare deres far. Den ene svarer ja og den anden nej. Og det ville såmænd have været udmærket, hvis det ikke var fordi, at de gør det modsatte af, hvad de svarer. Den ene svarer ja, da faren kalder, men kommer ikke. Den anden svarer nej, da faren kalder, og kommer.

Det er forvirrende, når folk gør det modsatte. Det gør os usikre og vi ved ikke, hvordan vi skal forholde os til dem. Forestil jer, at der var en på jeres arbejdsplads eller i jeres omgangskreds, der altid gjorde det modsatte. Det ville være næsten umuligt at være omkring dem.

Og alligevel fortæller Jesus en lignelse om to søskende, der er umulige at være omkring, fordi man ikke kan stole på deres svar.

Men det rammer alligevel noget – i al fald i mig. For engang imellem er det jo mig, der lover noget, jeg ikke kan holde. Eller siger nej til noget, jeg gør alligevel. Det er ikke min vilje at give det forkerte svar, men jeg fortryder eller ændre holdning – eller glemmer, hvad jeg har sagt.

Jeg vil svare – men jeg svarer nogle gange skævt.

Allerede Paulus skrev om det, da han i sit brev til romerne skrev: Det jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg er imod, det gør jeg (Rom 7, 15, 2020-oversættelsen).

Vi må nok indrømme, at sådan er vi mennesker. Vi har til tider lidt udfald. Og nogle gange gør vi endda noget, der gør andre ondt. Gøre noget ondt.

Paulus skriver i Romerbrevet, at det er menneskets selvoptagethed, der gør, at vi til tider vælger det onde fremfor det gode.

Selvoptagethed er det absolut modsatte af Guds intention med livet. Og måske derfor noget, vi slås så med. At være optaget af en selv, og dermed ikke af andre.

Jeg kommer sådan til at tænke på eventyret om Snehvide, der jo som bekendt var hvid som sne, rød som blod og sort som ibenholt. Snehvides onde stedmor, brugte et spejl til at hele tiden at blive forsikret om, at hun selv var den skønneste i landet her. Lille spejl på væggen der, hvem er den skønneste i landet her? Sådan spurgte hun, og hver dag så hun sit eget spejlbillede, og i lyset af sine egne øjne, fik hun at vide, at hun var den skønneste.

Vi kan stirre os blinde på os selv, hvis vi kun ser på verden gennem vores eget spejlbillede. Luther talte om, at vi mennesker kunne være indkroget i os selv. Og Paulus kalder det selvoptagethed eller synden. Det er det samme, der sker – det er det, der fjerner os fra hinanden, og dermed også fra Gud.

Jeg forstår lidt bedre, hvad synd eller selvoptagethed er, når jeg hører om spejlet fra Snehvide. Når man står foran et spejl og iagttage sig selv, så har man ikke rigtig blik for andre. Og det man ser på, er jo ikke engang en selv, men et billede af en selv. Det er et SPEJL-billede, og dermed også spejlvendt.

Og vi kommer aldrig til at se os selv udefra – sådan i virkeligheden. Det vil altid være en optagelse, en gengivelse, et billede – men aldrig som andre ser os i virkeligheden.

Hannah Arendt, der var filosof, sagde noget i retningen af, at der er noget ved os, der kun kan ses af andre, og som vi slet ikke selv er klar over. Du er mere end du selv ved.

Det er interessant, fordi vi tror, vi kender os selv bedst; men i din næsten blik, er du mere.

Og i Guds øjne endnu mere.

Når Gud ser på os mennesker, så ser han, hvad vi rummer – og vi rummer mere end vi kan få øje på i spejlet. Vi rummer nemlig muligheden for at sige ja til Guds kærlighed og holde fast ved det.

Det kan være, at livet gør, at det netop det ja, kan være svært at give, og vi har en tendens til at glemme det ja i vores hverdagsliv med hinanden.

Men Gud ved, at det ja altid ligger i os. Gud ser vores uanede potentiale.

Han ser ikke kun dårlig frugt, men ser den gode frugt, vi har mulighed for at give. Og han ser, at selvom vi kom til at sige ja, og ikke gjorde som vi havde lovet, så er vi mere end det: nemlig at vi altid vil være hans.

Gud har sagt ja til mennesket. Sagt ja til sin skabning, og stadfæster det, da han bliver menneske i Jesus Kristus.

Aldrig vil han vende ryggen til os, og det ligegyldigt hvor tåbelige vi er, hvor meget vi end fejler eller dummer os. Jesu egne disciple er så udmærkede eksempler på, hvordan vi mennesker kan love for meget eller for lidt. Den sidste nat, hvor Jesus levede, havde de fx lovet at ville holde sig vågne med Jesus, men de falder alle som en i søvn. Og senere lover disciplen Peter at stå ved Jesu side; men da hans eget liv er i fare, benægter han ethvert kendskab til Jesus. Sådan kan går livet i forskellige retninger, og vi kan ende med at love mere end vi kan holde.

Men lige meget hvor meget, vi end kan lave ged i den, lige så meget holder Gud fast i sit JA til os. Ja til kærligheden til os.

Guds kærlighed bliver ikke slidt eller blegner. Guds kærlighed forsvinder ikke. Den holder stædigt ved os.

Det kan vi leve på. Vi kan vove at svare livet, fordi holdepunktet altid vil være Guds kærlighed til os. Du er elsket – du er Guds elskede barn. Og han kalder på dig. Håber at du siger ja, og står ved det. Og svigter du, ja så får du en chance til, for Gud opgiver aldrig at se det store i os, også når vi ikke selv kan se det.

Så svar frimodigt.

Amen

Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/20-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke

18. søndag efter trinitatis 2020

Fortællingen om Gud – eller rettere fortællingen om Gud og mennesket – er også en fortælling om træet.

Helt fra begyndelsen til i dag, spiller træet en rolle.

I Edens Have stod træet i midten af verden. Kundskabens træ. Ved at sætte sine tænder i dets lækre og indbydende frugter, kunne man pludselig kende forskellen på godt og ondt. Men Gud ville skåne mennesket, og sagde til Adam og Eva, at de ikke måtte spise af træet. De måtte tage alt det andet; men lige præcis det træ skulle de lade være. Men Adam og Eva gjorde ikke som Gud ville, og en dag tog de en frugt fra træet og spise af det. Og verden forandrede sig for altid. De så på hinanden på nye måder. De så på dem selv på nye måder. De var ikke længere uskyldige, men skyldige. Det var første gang mennesket ikke gjorde, som Gud ville. Og Gud blev vred. Så vred, at han sendte dem væk fra Edens Have – ud i verden.

Senere da jorden var blevet befolket, begyndte mennesket igen at forplumre Guds intention med sit skaberværk. I stedet for at leve i fred og kærligheden, omgav de sig med sladder, ondskab, hævn og ulighed. Og da besluttede Gud, at Noa – en retfærdig mand – skulle bygge et skib så stort, at to af hver art på hele jorden, kunne være i det. Og af træet formede han sin ark, der reddede skaberværket, mens Gud lod regnen falde over jorden, og igen straffede mennesket.

Men Gud indså noget. Da regnen var faldet, og alle mennesker var druknet i angst og panik, da indså Gud, at det ikke nytter at lave udrensninger på den måde. Det nytter ikke at lade nogle gå fortabt og redde andre.

Så Gud forandrede sig.

Og den dag, hvor solen stod op over verden efter regnen, satte han en regnbue på himlen, som et tegn på, at Han aldrig igen ville udrense verden på den måde. Aldrig igen skulle jorden bliver oversvømmet – aldrig igen ville Gud slå sin skabning ihjel.

Årene gik – og Moses blev født. En jødisk dreng, der skulle være slået ihjel af en bange og skinsyg farao, men heldigvis havde Moses en snedig mor, der reddede ham fra døden, og han fik lov at vokse op.

Moses var en dag ude i ørkenen, hvor han pludselig så en busk brænde. Men ikke sådan at træet forkullede eller glødede – nej, det brændte uden at brænde. Og Moses tog sine sandaler af, og knælede. Og da hørte han Guds stemme i sit indre, der sagde til ham, at han skulle befri Israelitterne, der levede som slaver i Ægypten.

Gud ville udfri i stedet for udrense. Og Moses spurgte, hvem skal jeg sige, at du er? Og Gud svarede: jeg er, den er.

Og Moses gik fra den brændende busk og udfriede sit folk.

Mange år senere igen, en julenat, blev et barn født i en stald, af alle steder. I stalden hvor dyrene stod – der fik himlen veer, og et lille barn blev født.

Men ikke hvilket som helst barn – Guds barn.

Jeg er, den jeg er, havde Gud sagt til Moses. Men den nat blev Gud et menneske, der kunne afslutte sætningen.

Jesus var barnet – det havde I nok gættet.

Og barnet blev voksen, og gav os slutningen på Guds første svar. Jesus sagde:

Jeg er livets brød.

Jeg er døren.

Jeg er den gode hyrde.

Jeg er opstandelsen og livet.

Jeg er vejen og sandheden.

Jeg er verdens lys.

Og

Jeg er det sande vintræ.

Sådan sluttede Jesus Guds svar til Moses i ørkenen. Og et af de ord, som Jesus sagde var: Jeg er vintræet. Eller vinstokken, faktisk. For en vin er ikke et træ, men en stok – en stamme. Den er knudret, knortet og skæv. Den er præcis som den skal være. Præcis så knudret, knortet og skæv, at vi mennesker nu fatter, at Gud forstår os. Ved hvad det vil sige at være menneske i denne verden.

Dette nye paradistræ.

Træet, der igen kan blive centrum i verden – centrum i vores hjerter.

Træet spiller en rolle i fortællingen mellem mennesker og Gud.

Og Jesus endte sit jordiske liv på et træ – på trækorset døde han. Og hans blod gled ned over korset, og farvede det rødt. Og de satte en krone på ham lavet af tornebuskens grene. Og tornene borede sig ned i hans pande, og fik blodet til at dryppe.

Han døde på et træ, men den dag slog Kristus rod i hele verden.

Jeg er vintræet, siger Jesus til os. Vi er grenene.

Vi har allerede spist af kundskabens træ, men Kristus giver os nu af livets træ. Af det andet træ i haven, som Gud først havde sagt, at mennesket ikke måtte spise af. For der var to træer derinde i Eden have. To træer, der var forbudte. Kundskabens træ og Livets træ. Og nu spiser vi af begge.

For alt er forandret.

Og vi får lov til en ny begyndelse med Kristus.



Det mærker vi, når vi går til alters og knæler. Her modtager vi lidt brød og lidt saft af druer, der har hængt på vinstokken.

Vi får lov til at få en ny begyndelse hver eneste gang, vi går til alters.

Vi får lov at spire, også efter en uge, hvor vi kan føle, at vi er blevet trådt på, at vi er blevet udtørret eller overskygget af andre. Her får vi en ny begyndelse. Her får vi tilgivelsen.

Og det er så vigtigt, at vi husker på det. Ikke bare for vores egen skyld, men for hinanden skyld.

Vi bliver alle tilgivet – vi har alle lige adgang til Guds tilgivelse. Vi har alle lige adgang til en ny begyndelse – en ny mulighed. Der er intet fejltrin, der for lille eller for stort til ikke at få tilgivelsen.

Alene fordi vi er elsket. Eller som Peter Bastian skrev det inden sin død: vi er altid allerede elsket.

Vi er tilgivet af Gud – og derfor skal vi også tilgive hinanden Ligesom vi beder om det i Fadervor: ”forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.”

Vi skal tilgive hinanden.

Og nogle gange skal vi kigge til andre lande for at forstå tilgivelsens magt. Synne Garff, der er præst og international chef for Bibelselskabet skriver i sin bog: ”Når Gud bøjer sig”, om krigshærgede lande, hvor evangeliet har klinket menneskehjerter sammen.

Her sammenlignes en traumatisk oplevelse med det at blive sagt på en stol. En stol som man så kan forsøge at rejse sig fra og gå rundt med på ryggen. Men vi har mulighed for stille stolen fra os. Det er ikke os, der har sat os på den stol – vi er blevet sat af en anden eller af andre. Tilgivelsen er at rejse fra den, frimodigt – og leve. I tilgivelsen bliver vi forløst til at leve. Vi glemmer ikke, men vi forholder os til det skete.

Og på den måde, begynder vi at behandle hinanden som grene på samme vinstok. Som grene på Kristusstammen. Som medmennesker, hvor ikke en af os kan undværes.

Vi er alle en del af vinstokken – en del af paradistræet.

Vi er alle en del af den ny begyndelse, og Kristus er vores stamme.

Amen




Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/18-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke