15. søndag efter trinitatis 2021

Angst, beklemt, bange, betænkeligheder, bæven, forfærdet, foruroliget, frygt, gru, gysen, hjertebanken, hunderæd, høneangst, livræd, nervøs, panikslagen, rædsel, skræk, skræmt, sky, urolig, utryg, ængstelig.

Det var 23 synonymer for bekymring. Det er ikke så lidt. 23 forskellige måder at sige til hinanden og sig selv, at man er bekymret. Der er altså sproglige varianter nok til at kunne udfylde og nuancere sin bekymring. Så langt så godt.

For at bekymre sig er en del af livet. Sådan er det at være menneske, og her adskiller vi os fra dyrene. Fordi vi har en tidslig forståelse af verden, så er vi faktisk i stand til at bekymre os om fremtiden. Vi ved, at der kommer en mandag i morgen, men vi ved ikke hvad den bringer. Og her det, at bekymringerne træder til med sit hovedspørgsmål: Hvad nu hvis…

At være bekymret er en bagside ved at være et tænkende og reflekteret individ – en bagside ved, at tilværelsen er uvis.

Men at det er en del af tilværelsen, er ikke det samme som, at vi skal gøre en dyd ud af at bekymre os.

Jesus siger i dag til os, at vi ikke skal bekymre os, og vi ved jo godt, at det er rigtigt. Der er de fleste, der vil være enig i, at det ikke er godt. For bekymringer trækker os væk fra at leve.

Jeg var for nylig til et foredrag med Pia Callesen, der er psykolog og ekspert i bekymringer. Eller i at lægge dem fra sig. Hun siger, at man som menneske kan øve sig i at lægge bekymringer fra sig ved at skemalægge dem. Man sætter ½ time af hver dag til bekymringer, og skulle der i løbet af dagen dukke en bekymring op (og det gør der jo nok), så skal man sige til sig selv, at man vil tage det op igen kl. 15.00, hvor man har bekymringstid. Når man så kommer til kl. 15.00, har det ofte vist sig, at man har glemt bekymringen eller at den ikke blev til noget. Hun kalder det ”Lev mere og tænk mindre”.

Det er ingen tvivl om, at hendes metode virker til at nedsætte stress og bekymringsniveauet – og på sin vis, så det faktisk det, som Jesus beder os om i dagens evangelium. At lade bekymringerne ligge er altså ikke i vores verden banebrydende nyt – for vi ved det allerede. Jesus har allerede sagt det til os.

Men det vi også ved, det er, at livet stadigvæk kan være svært, selvom vi øver os i at lægge bekymringer fra os. ”Hver dag har nok i sin plage”, siger Jesus til os. Som en påmindelse om, at livet ikke på magisk vis bliver nemmere ved at lade være at med at bekymre os – og dog skal vi øve os i at leve i dag, i stedet for at leve mentalt i næste uge. I stedet for at være et andet sted i tanken, skal vi komme til stede, hvor vi er.

Vi skal stille skarpt på det liv, der ligger lige foran os.

Og det liv, der ligger foran os, er altid livet med næsten. K.E. Løgstrup skriver i en af sine prædikener: ”Og Gud skabte menneskelivet, så det ene menneske ikke kan undvære det andet. Gud skabte ikke mennesket og overlod det så til sig selv. Nej Gud skabte mennesket og overlod det så til dets medmenneske” (Prædikener fra Sandager-Holgevad, Gyldendal 1995, s. 71).

Vi er skabt, så vi ikke kan undvære hinanden. Vi er skabt til at leve frie, uhindrede og i fællesskab. Det er intentionen med den verden, som Gud så var god.

Og ja! vi kan komme til at tvivle på om det kan passe, at vi overhovedet kan leve sådan. I går sad jeg og så udsendelser fra 11. september 2001, og genlevede de tanker og følelser, jeg havde den tirsdag eftermiddag for 20 år siden. Der tvivlede jeg. Når jeg læser om den umenneskelige behandling af mennesker på flugt, der bliver udvist i hele verden, og såmænd også her i Danmark, så tvivler jeg. Når jeg læser om klimakrisen, der er forårsaget af mennesker, så tvivler jeg. Der er massevis af grunde til en dyb og gennemborende bekymring på verdens og menneskers vegne.

Og man kan begynde at tvivle på om Gud vil kendes ved os, når vi kan være sådan.

Men Gud satte engang en regnbue på himlen. Lige der, hvor skyerne truer med skybrud og oversvømmede kældre. En regnbue, der skal vidne om og minde os om, at Gud vil os.

Og Gud er os nær. Han er ikke ved siden af sin regnbue, men derimod ved siden af os – han er til stede mellem os, som Helligånden.

Paulus siger, at vi skal vandre i Helligånden. At vandre i Ånden er i virkeligheden at leve ved jorden – ikke at leve i skyerne, selvom det kan lyde sådan. Og at vandre i Ånden er at leve med sin næste for øje. Vi lever ikke for at vinde verden, men for at finde hverandre.

Det er i medmennesket, at kimen til Guds rige findes.

Denne overleveret til hinanden, fjerner den byrde det kan være at skulle leve og være noget stort i andre øjne. Herinde får vi at vide, at det ikke handler om, hvad vi er i andres øjne, men om at få øje på hinanden. Der er en verden til forskel. Der er Guds rige til forskel.

I dag har vi høstgudstjeneste, og den gudstjeneste er anderledes herinde i byen end ude på landet. Vi synger nogle af de samme salmer, men vi har ikke udsigt til marker. Vi har altankasser, parker, grønt mellem blokkene, villahaver og kolonihaver. Vi har noget andet – og vores overlevelse er ikke afhængig af om purløgen spirer eller tomaterne er modne. Det er derimod en kærkommen tilføjelse til det, vi handler ind i Rema1000. Men selvom vi ikke har markerne og kreaturerne, så har vi på samme vis, brug for at takke. Takke for livet – takke for alt det, vi ikke har magt over, og som alligevel bliver os til del.

Det er høstens kerne – en tak til vores skaber, der igen og igen møder os med sin ødselhed og gavmildhed – med vores næste blik, med tiltroen til at vi kan forvalte verden og med håbet om, at vi rummer muligheder.

En tak for at vi får lov at høste – også der, hvor vi ikke har sået.

En tak – og tak har den bivirkning, at den trækker glæden med sig. Og glæden har den bivirkning, at den ætser bekymringer væk.

Vi skal i livet huske at takke – takke for hinanden, bede for hinanden og huske hinanden.

Og så skal vi leve med hinanden for øje. 

Amen

Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/15-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke


Kirkebøn:

Ødsle Gud – vi takker dig. Vi kan ikke andet end at sige dig TAK, for den du er – det du gør – og det du giver os – ganske frit.

Din opmærksom mod os er nådig, og vi ved, at vi er værd at elske, fordi du gør det. Lær os at dele af den kærlighed, så vores næste også mærker din kærlighed gennem os.

Og tilgiv os de dage, hvor vi ikke orker, siger tingene grimt eller mister lysten til at være noget for andre. Giv os igen styrken og glæden ved at se hinanden i øjnene og dele øjeblikke.

Vi beder Gud for den verden, vi lever i. Vær med alle der sulter og mangler. Vær med alle der drukner i arbejde. Vær med alle der er ensomme og opgivende. Vær med alle der er syge og triste. Vær med alle der kæmper og opgiver.

Vær med alle der har magt og midler – og alle der har overskud og glæde.

Hjælp os til dele ud af vores overskud. Hjælp os til at få øje på næsten.

Vær med din kirke her i Møllevang og over hele jorden. Lad kirkerne være stædige påmindelser om et menneskesyn hvor alle er lige, hvor alle er værdige og hvor alle får hjælp.

Amen

14. søndag efter trinitatis 2021

For mange år siden byggede man en mur i Berlin. Eller det vil sige, man byggede to mure. En fra hver sin side – og mellem de to mure var en stykke land. Det var ikke stort – et par meter bredt. Et grænseland. Et ingenmandsland omkranset af beton og militærstøvler. Der var intet og støv, og kun de mest standhaftige af alle planter vovede at sætte et frø i det golde landskab. En gang imellem blev dette ingenmandsland også betrådt af mennesker med drømme om noget andet. Ikke nødvendigvis mere, men bare noget andet: frihed, åbenhed og øjenkontakt. De sneg sig gennem mellemrummet i håbet om at lande på den anden side.

Men et ingenmandsland kan være farligt, for du træffer et valg om noget andet, og det, du bevæger dig fra, kan hive fat i dig for at få dig tilbage.

Ingenmandslandet er stedet for valg – går du tilbage eller frem – går du til højre eller venstre. Og ingen af os trives i virkeligheden der – i ventesalen, i kløften mellem to muligheder. Vi er anspændte, urolige og på vakt. Dér på grænsen af valget – på grænsen af livet – kan tilværelsen føles tung og til tider ganske ensom.

Men når valget er truffet, så slapper vi af – skuldrene sænkes og åndedrættet kan blive dybt igen. Vi kan igen leve. Vi går de skridt, vi skal gå.

Det er forløsende at træde ud og væk. Ind i virkeligheden igen.

Livet er fyldt med valg – og vi lever i en tid, hvor der synes at komme flere og flere valg til. Ikke bare for unge, men egentligt for os alle sammen. Vi er så gennemsyret af det, at der opstod en filosofisk retning, kaldet eksistentialismen, der handler om, at mennesket skaber sig og bliver til gennem sine valg. Men kan det passe, vil man spørge. Og det spørgsmål dirrer ikke altid kun af kritisk stillingtagen, men måske snare af frygt overfor en tilværelse, hvor intet er givet, men alt er valgt? Hvor mine valg er lige så gyldige som min næsten, og hvor jeg alene – gennem mine valg – skaber mening og sammenhæng i tilværelsen. Skaber mig. Kan det passe, at jeg kun er mig i kraft af mig?

Det er et åg på skuldrene. Hvem ved i dag, hvad et åg er? Det er en stang, der ligger på tværs af nakken på to trækdyr, og som man forbinder til en vogn. Et åg skal man bruge, hvis man skal trække noget stort og tungt. Som ens eget liv.

Så vi har brug for hjælp.

Vi har brug for en, der vil trække åget med os, så vi ikke trækker det alene.

Vi har brug for Gud.

Jesus går på grænsen mellem Samaria og Galilæa. Han gik derude, hvor valgene skulle træffes, og der møder han ti syge. Lige så mange syge, som vi har fingre på hænderne. Og de syge råber til ham – for Jesus synes dem så langt væk. Så langt fra deres liv. De råber – anråber – beder og bønfalder.

Og Jesus svarer – ikke ved råb, men han taler til dem. Som en ven til en ven. En almindelige tiltale. Gå. Siger han. Gå – bliv ikke her, hvor intet er, men gå. Og uden at sige det med ord, fortæller Jesus dem, at de skal gå, for han har valgt livet for dem. Men ikke nok med det, så vælger ham dem. De er hans.

Det betyder noget, at vi er skabt, og ikke skal skabe os selv. Vi har fået noget fra begyndelsen – en essens – vi er skabt af en vilje og med vilje. Vi kan frimodige gå ud i tilværelsens kaos og valgmuligheder, for vi har et tilhørsforhold – en relation, der er givet.

Og vi har fået en Gud, der møder os i livets ingenmandsland – som hører os, når vi råber, og som taler til os. Som blidt skubber os ud i tilværelsen igen. Gå, siger han. Og skulle vi opleve, at vi har fået spedalskhed på sjælen, så vil også det blive helbredt. Vi har en vej ud af isolationen.

Der er noget smukt i at blive bedt om gå. Jesus siger tit til folk, at de skal gå. Rejs dig og gå.

Vi skal ikke gå vores vej, og så alligevel skal vi gå VORES vej. For vi kan ikke undslå os at leve livet – for hvert åndedrag vi tager, lever vi levet. Det sker pr. refleks – livet er på den led anmassende. Livet vil, at vi lever det.

Og Jesus kalder os ud i livet, så vi opdager, at vi lever det. Gå, siger han – gå nu ud i det liv, og lev – men bliv ikke her i det golde land, hvor intet er. Her kan man nok være når grænser skal krydses, men her kan man ikke leve.

For selvfølgelig oplever vi at befinde os i grænselandet i løbet af et liv. Vi oplever alle at være der, hvor vi ikke lige ved, hvad der skal ske næste gang – og hvor fremtiden virker endnu mere åben end den plejer.

Det er ikke kun et sted, hvor beslutninger træffes – det er også et sted med muligheder. Muligheder for at gå til den ene eller den anden side af grænsen – mulighed for noget nyt eller præcis det samme.

Og hvis Gud er noget, så er det mulighedernes Gud. Jesus levede et liv af muligheder – han gjorde det umulige muligt – han pegede på det omvendte af vores stivnede logik. For hjertet har en logik, der overgår al logik (frit efter Allan Holmgren). Gud er mulighedernes Gud.

I Guds rige sker det, vi ikke kan tænke os til, men alene må gribe med hjertet. Med overbevisningen. Gud giver kærligheden, glæden, freden, tålmodigheden, venligheden, godheden, trofastheden og mildheden en mulighed for at udfolde sig i vores liv. Det er alt sammen ord, som Paulus nævner i sit brev til menigheden i Galatien. Ord for Åndens frugt. Det er en beskrivelse af alt det gode, han kunne komme i tanke i tilværelsen, som måtte stamme fra Gud.

Mulighedernes Gud siger til os, gå. Gå ud i livet – og hvis jeg kan møde dig det mest golde sted og tale til det, så kan jeg også møde dig i livets kaos, og når i de valg, du træffer.

Vi er aldrig overladt alene. Vi har Gud, der går lige på grænsen af Guds rige og vores liv, så han hele tiden kan høre os, når vi råber og beder – og altid kan svare os: Gå – jeg er med dig. Alle dage. Ja, helt til verdens ende.

Amen

Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/14-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke

9. søndag efter trinitatis, 2021

Jeg har – ligesom mange andre har, vil jeg tro – prøvet at været udsat for rygter. At der er gået en eller anden historie om mig, som har meget lidt med sandheden at gøre; men som får liv af de mennesker, der fortæller den videre. Nogle rygter vil man gerne lægge ryg til – og andre rygter er så langt fra virkeligheden, man kan komme.

Men rygter findes. For mennesker taler.

Martin Luther, der havde ordet i sin magt, og som ikke var bleg for at være bramfri, skulle efter signede havde udtalt, at hvis man deltog i rygter, så var det som at rulle sig i andre mennesker lort (undskyld mit sprog, jeg gengiver blot Luther), og at man ved at gøre det, kun kommer til at lugte fælt.

Han advarer mod rygter. De er sjældent sande.

Jesus var selv udsat for rygter. De har svirret omkring ham – Jesus helbredte, opvakte døde og talte så hjerterne brændte. Men udover det, så provokerede han folk. Han spiste og talte nemlig med kollaboratører og urene – med toldere og syndere. Toldere, der var håndlangere for romerne, der havde besat landet, spiste han hos, og urene rørte han ved. Der var nok af grund til at rygterne var løbet forud for Jesus.

Men et andet rygte har også svirret – nemlig et rygte om en godsforvalter, der skulle have snydt med pengene, og skrevet gælden ned på skyldnere. Denne mands handlinger var på alles læber, og folk var forargede. Den ene mere end den anden.

Rygter om to mænd har fyldt i datidens Jerusalem. Rygtet om Jesus – Guds søn – og rygtet om den uærlige godsforvalter, som vi hører om i dagens evangelium.

Der er nemlig god grund til at tro, at den lignelse, som Jesus fortæller til os i dag, faktisk har rødder i noget, der er sket i virkeligheden – eller i al fald et rygte, der har huseret i datidens Jerusalem (jf. Joachim Jeremias). Og rygter har det med at forstørre dele af virkeligheden.

H. C. Andersen vidste også, hvordan rygter kunne forstørre en hændelse, og derfor fortalte han eventyret om en fjer, der bliver til fem høns, som I nok kender. En høne mister en fjer og inden dagen er omme går der en fortælling om fem høns, der plukker fjerene af sig selv. Jo rygter lægger til og forstørrer – ikke altid det smukke, men nok nærmere det sensationelle.

Jesus fortæller i dag om en godsforvalter, der er ansat ved en rig mand, og som bliver fyret, fordi der er gået rygter om, at han har ødslet med den rige mands ejendom. Om det er sandt ved vi ikke – og hvilket slags menneske han har været ved vi heller ikke. Faktisk så går rygtet endnu om den uærlige godsforvalter, som han i dag kaldes stadigvæk, for vi tillægger ham alle mulige og umulige intentioner, som doven, grisk eller utro – ja, bare det, at lignelsen har fået titlen ”den uærlige godsforvalter”. Inden vi er kommet i gang med lignelsen, har vi fældet dom over manden. Rygtet er gået i forvejen.

Jesus var ikke ukendt med rygter – han blev offer for det. Og måske derfor fortæller han denne lignelse – om en mand, der alene på rygtet mister sit arbejde, og nu ikke længere ved, hvad han skal gøre; men som så gør det eneste rigtige: nedskriver folks gæld.

Det minder om noget. Det minder om Jesus. Han ikke bare nedskrev gælden – han eftergav den. Han eftergav enhver det, han måtte skylde – ikke økonomisk, men i livet.

Jesus var ødsel, som godsforvalteren var det. Ødsel med Himmerigets gaver – ødsel med nåden og kærligheden – ligheden og glæden.

Godsforvalteren er her et billede på Jesus, der sætter en streg over gælden. Nedskriver den til et stort rundt 0.

Jesus tager altså et reelt rygte og vender det om – han siger ikke, at han er forarget over manden, der nedskriver gælden; men derimod roser han denne mand. Han vender op og ned på virkeligheden – eller han vender op og ned på vores forståelse af retfærdighed.

For i Guds rige er der altså ikke hæveautomater, og man kan ikke betale med penge. Det er absurd at tænke sig, at det vil være penge i Guds rige. Og derfor bør farisæerne arbejde med at få bugt mere deres egen glæde ved penge, før de peger fingre ad andre. Så pyt med at godsforvalteren har nedskrevet gælden, for han handlede godt i forhold til sin næste. Han gjorde hverdagene nemmere for dem, så ikke skulle kæmpe så meget – det er vigtigere end tallet på bundlinjen.

Men hvorfor gøre gode gerninger? For at redde sig selv?

Det spørgsmål får Martin Luther også en gang i en debat med en gruppe katolske teologer, der presser ham hårdt for at han skal svare på, hvorfor vi gør gode gerninger.

Luther vil helst ikke svare direkte, men sagde, at det ikke var for at få en fordel, det var heller ikke for at få Guds kærlighed. Men hvorfor så?

Teologerne pressede og pressede Luther, indtil han endelig svarede: Aus Dankbarheit. Af taknemmelighed. Af taknemmelighed over, at Guds godhed også gælder mig, og særligt de dage, hvor jeg ikke har fortjent den. For er man taknemmelig – husker man at takke for det, der blev en til del, så kommer glæden i tilgift. Og glæde kommer til udtryk i gode gerninger.

Vi mennesker gør det gode, fordi vi ikke kan lade være, når vores hjerter flyder over. Derfor begynder mange bønner med en tak for det små i tilværelsen, fordi det kan blive til det store.

En af bønnerne er fadervor. I den 5. bøn i fadervor beder vi: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere.”

Det er en sætning, der rummer hele evangeliet i få ord. Gud tilgiver os vores skyld – mens vi skal tilgive hinanden. Det er Guds generøse og ødsle handling med os – for os – der gør, at vi kan sende tilgivelsen videre mod hinanden.

Han nedskriver vores gæld på et øjeblik – inden vi får set os om, så får vi lov at gå herfra som frie mennesker – uge efter uge sætter Guds os fri til at være mennesker for hinanden.

Evangeliet er fortællingen om ødselhed. Gud ødsler med sin nåde.

Og i taknemmelighed over det, skal vi tilgive hinanden – skrive hinandens gæld ned, så vi hverken bærer nag eller rygter med videre i livet. Så vi tør stå foran hinanden i ligeværdighed hver dag i en taknemmelighed over, at Gud ser os og elsker os – både fordi og på trods.

Amen

Dagens evangelium: https://www.bibelselskabet.dk/9-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke

4. søndag efter trinitatis 2021

Mon ikke de fleste mennesker har prøvet at sammenligne dem selv med andre? Det er i al fald en tese, som mange psykologer antager – at vi mennesker sammenligner os med hinanden. Det hedder også social comparison (Festinger). At man tager sit eget liv og ser på det gennem lyset af andres tilsyneladende mere interessante liv.

Min liste – for jeg har sådan en liste – altså min liste over mennesker, jeg sammenligner mig selv med, ser sådan her ud:

1. Kvinder, der får 4 børn og stadigvæk ser ud som da de fyldte 20 år.

2. Dem der mediterer, træner og spiser sundt hver dag.

3. De mennesker, der når at læse en ny og interessant bog hver uge, skriver en klumme til avisen, spiser brunch med deres veninder ved stranden uden at få sand mellem tæerne og ikke mindst har et ryddeligt hjem.

Eller sagt med andre ord – dem, der kan og gør alt det, som jeg ikke selv tilsyneladende når eller mangler.

Og er man der, hvor man sammenligner, så kan andres liv forekomme som problemfri og gnidningsløse – uden vasketøj eller snavs.

Det minder om den situation, hvor man ser splinten i andres øjne, og bjælken i sit eget. Man sammenligner alt det, de andre kan og viser frem, med den, man er i sit eget indre.

Man fælder en dom – ikke kun over sig selv, men også over andre. De andres liv gøres bedre og ens eget værre. Og det har vist sig, at sociale medier er en fremragende kilde til at vores selvværd ned med nakken. Der er lavet undersøgelser, der viser en direkte sammenhæng mellem ens brug af sociale medier og depression, ensomhedsfølelse og lavt selvværd. (https://www.psykologrikkepapsoe.dk/hvordan-paavirker-de-sociale-medier-os/).

Mennesker har altid sammenlignet sig med hinanden, men nu kan man nå at sammenligne sig med flere ved et enkelt klik.

Der er i denne tid, som vi lever i, særlig brug for et fokus på, at flere og flere mennesker føler sig ensomme. Vi fælder ikke altid kun en negativ dom over andre, men måske i højere grad over os selv.

Når vi sidder alene med vores tanker og sammenligninger, og der aldrig er et andet (virkeligt) menneske, der bryder ind og får den udgave af virkeligheden, vi skaber i vores indre, brudt med andre synsvinkler, så falder vi igen og igen en grøft af negativitet.

Der sker ikke en perspektivforskydning. Og den har vi brug for.

Vi har brug for at få øje på andet end os selv i spejlet – eller brug for at få øje på andet den anden gennem spejlet. Vi har brug for virkeligheden.

Vi har brug for barmhjertigheden.

Det er et ord, jeg holder meget af – barmhjertighed. På hebraisk kommer det af to ord: hanan og hesed.

Det ene betyder, at Gud er gavmildhed, og at den gavmildhed er både overraskende og givet frit. Det er en handling, der oprejser mennesker, når de er nede og fortvivlede. Og det andet ord bruger man om det, at mennesker kommer i relation med hinanden, og bliver brugt, når der er et overskud, som gør at man får lov at være med i en relation uden at man først bliver spurgt om, hvad man kan give eller gøre – eller hvem man er. Man bliver bare budt ind – eller som vi hørte i dåben, så siger Jesus: Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. De er indbudt inden de kan andet end blot at være. (”Trinitatis – en homiletisk rejse” af Mogens Lindhardt, Anis 2015, s. 164ff).

Det er alt sammen barmhjertighed. Eller et udtryk for Guds nåde.

Gud er barmhjertig, når han udøser sig nåde over os.

Vi får at vide, at vi skal være barmhjertige, som Gud er det. Men også her skal vi passe på ikke at sammenligne os, så vi ikke tror, at vi skal være guddommelige.

Vi kan derimod forestille os, at vi bor i et stort hus, som Gud har skabt her på kloden. I dette hus er Gud hele tiden nær med sin gavmildhed, sin omsorg, sin barmhjertighed og sin nåde. Huset har en kultur – eller i det her tilfælde en ånd. En måde at være på, som vi bliver bedt om at bringe videre. Vi skal ikke skabe den særlige stemning i huset – den har Gud allerede skabt, men vi skal arbejde med på den. (Ibid.s. 167).

Det er dagens evangelium – arbejd med på den verden, Jeg skaber for jer, siger Gud til os. Og det gør vi, når vi sætter os ud over hierarkier og social status, og begynder at behandle hinanden som mennesker før alt andet. Før det øjet ser, men som hjertet for længst har opdaget – at vi fælles om vores menneskelighed. Først og sidst er vi mennesker, der har brug for det samme i tilværelsen. Omsorg, opmærksomhed, kærlighed og barmhjertighed.

Vi er i et fællesskab med hinanden, hvor ingen er mere end den anden.

Det er gennem tiden blevet udtrykt meget forskelligt, og nogen ynder at sige, at vi alle er syndere. Det er ikke forkert, men problemet er, at man begynder ved synden, i stedet for at begynde med nåden og barmhjertigheden. Vores fællesskab som mennesker, er ikke konstitueret af synden, men at Guds nåde og barmhjertighed.

Det begynder ved Gud og ender ved Gud. Det er ham, der er Alfa og Omega.

Teologen Mogens Lindhardt taler også om synd, men han siger, at synd er en skade – noget, der bliver ødelagt eller slået itu. Og som ved enhver skade, så sørger man efter, man har fået den. Sorg er en reaktion på, at der er sket en skade. Det er altid den første reaktion. Den næste reaktion er, siger han, omsorg (Ibid. S. 172). Han taler om, at synden ikke må blive til en skandale mellem mennesker, hvor vi måske ruller os lidt rundt i andre menneskers synd, men at vi gør den til en tragedie, forstået på den måde, at vi skal vise omsorg fremfor at sladre, for nu at sige det sådan lige ud af posen. Vi skal ikke gøre synden større ved at dele dem med flere, men behandle den nænsomt og med omsorg.

Det er en anderledes måde at se synden på – og reaktionen på den. Synd er ikke bare noget, der kan stemples som ”forkert” ud fra et etisk perspektiv, men måske snarere en skade, der skal klinkes. Og kan klinkes gennem omsorg. Ved at sørge for hinanden – at sørge med hinanden.

Vores skæbnefællesskab er ikke synden, men Guds barmhjertighed, Guds nåde og vores fælles evne til at vise omsorg – også overfor det menneske, vi ikke kender endnu. Vi sætter hinanden i relationer ved at gentage den indbydelse til livet, som Gud har givet os, når han frit og kvit invitere os – uden at vide, hvad livet vil bringe os.

Vi er hinandens, som vi er Guds.

Det skal vi møde hinanden med i stedet for sammenligningens ubarmhjertige blik. Vi er fælles på denne klode som Gud har skabt – den er lige som eget din som min – som vores næstes.

AMEN




Dagens evangelium: https://www.bibelselskabet.dk/4-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke




Kirkebøn:



Overraskende og barmhjertige Gud – i livets travlhed og livets kaos kommer du til os, hvor vi er. Du kommer og finder os, når vi ikke kan finde os selv. Når vi er faret vild i egne tanker og sammenligninger – i misundelse og ensomhed.

Du kommer og viser os omsorg – viser os barmhjertighed. Du peger på en anden vej end den, vi kan komme til at tage – ikke fordi vi er slette, men fordi vi ikke kan få øje på andre.

Tak Gud fordi du igen og igen peger os i en anden retning. Peger os mod hinanden hjerter og mod dig.

Hjælp os så vi kan hjælpe hinanden med at arbejde for en verden, hvor kærlighed får 1. pladsen i vores liv – hvor vi ser på hinanden med overbærenhed, og hvor vi byder hinanden ind i vores liv.

Og vær os nær i denne bøn, når vi beder for verden.

Vær med alle syge, der er bange og i smerter.

Vær med alle ensomme, der tror sig forladte.

Vær med alle der mangler, og føler de falder ned i den mangel.

Vær med alle, der føler sig uperfekte.

Vær med alle, der glemmer andre – mest fordi de er bange for at andre har glemt dem.

Vær med alle der kæmper i livet.

Vær med alle der sørger og savner.

Vær med alle de magtfulde.

Vær med vores kirke her – lad os binde bånd til alle andre kirker i hele verden, så vi sammen kan skabe fællesskaber på tværs af alt det, der ellers skiller os ad.

Lad os være stille sammen.

Amen

Skt. Hans 2021

Her står jeg med en kost i hånden. Klar til at flyve til Bloksbjerg. For sådan troede man engang – at hekse satte sig på koste og fløj hele vejen til Bloksbjerg, hvor de festede hele natten.

Så engang gemte man koste væk til Skt. Hans for at sikre sig, at heksene ikke skulle flyve afsted – jeg ved ikke om det skyldes frygt for hekse eller misundelse over ikke at komme med til festen.

Men i dag kender vi det at flyve på koste fra Harry Potter, der jo er et talent på en koste, og første gang han prøver, bare kan. Han deltog i mange Quiddish-kampe på kost - en Nimbus 2000 og sidenhen en Firebolt-kost. 

Men hjemme hos mig, kender jeg nu mest kosten fra, når jeg skal feje. Og lige præcis den her kost står udenfor, så jeg kan feje terrassen ren for blade, jord og hvad der ellers sådan er. Jeg fejer og fejer – selvom jeg ved, at i morgen vil der ligge lige så meget som i dag. Sådan er det med snavs og skidt – det er næsten som om det kommer helt af sig selv.

Det tror jeg, vi alle kan nikke genkendende til – os der har arbejdet hjemmefra i over et år. Det er som om, at når man er hjemme, så samler der sig mere snavs i hjørnerne, end hvis man ikke var hjemme. Det kommer bare – flyver over trægulvene og samler sig i store grå totter eller tunge bunker af sand.

Det minder måske lidt om det, der også sker inden i os – altså i vores hjerter. At snavs sådan kan samle sig i totter. Bekymringer og negative tanker.

Jeg har lige været til et foredrag med en psykolog Pia Callesen, der siger, at bekymringer er som at sidde ved running Sushi. I ved det der transportbånd der går gennem en restaurant med sushi-tallerkner på, og så tager man det, man gerne vil have, når der kommer en tallerken, man synes om. Ikke helt som i lufthavnen, hvor man helst skal tage sin egen kuffert. Nej, her må man tage lige det man vil.

Men, Pia Callesen siger, at bekymringer er som den tallerken med sushi som ingen tager og som bare kører rundt og rundt. Spørgsmålet er om man så egentlig har lyst til den tallerken med dårlig fisk, når den kommer? Nej vel. Men bekymringer er som stabler af tallerkner med dårlig sushi som man tager og spiser. Hvor Pia Callesen siger, at man skal øve sig i at lade dem køre videre med rundt velvidende at de nok kommer igen – men vi skal øve os i ikke at tage fat i bekymringen.

Det er egentligt et godt råd, og som et menneske, der i høj grad har katastrofetanker på daglig basis er det virkelig et godt råd. Jeg forestiller mig al mulig forfærdeligt vil ske, og havde, da Mette Frederiksen sidste år lukkede DK, allerede forestillet mig mundbind, afstand og sprit. Jeg var med andre ord langt foran jer. Men jeg havde ikke forestillet mig, at vi kunne mødes her i aften – også sådan er det med bekymringer. De viser sig sjældent at holde stik. Der sker næsten altid et eller andet godt, der ødelægger bekymringen.

Og det jo egentligt godt.

Derfor har jeg en kost med, for håbet, lyset og alt det gode i livet er som den her kost, der kommer uventet og fejer bekymringer, negative tanker og domme over andre, væk – fejer hjørnerne i vores hjerter rene, så vi igen kan få øje på det smukke.

Og i aften er det det, vi tænder bål. Ikke for at skræmme heksene som man gjorde engang – de må hjertens gerne tage til fest i aften – men for at huske os selv på, at lyset, håbet, kærligheden stadigvæk er i verden – og i os.

Vi skal det næste år – og måske mange år frem – øve os i at feje alt det væk, der afholder fra at leve livet med hinanden – for hinanden. Her hvor corona får baghjul har vi fået en mulighed for at redefinere alt det, der betyder noget for os – vi skal gribe chancen.

Lad os skabe en fremtid, der er om muligt endnu smukkere med nærvær, samvær og kærlighed.

Glædelig midsommer.

2. søndag efter trinitatis 2021

”Kaos giver ofte liv, når orden er blevet en vane”. Sådan skulle den amerikanske historiker Henry B. Adams efter sigende havde udtalt sig. Det er ellers ikke sådan, vi er vant til at se på kaos, som det, der giver liv. Faktisk er det nok nærmere det modsatte. Det er en værdsat kompetence på arbejdsmarkedet i dag, at man kan lede sig egen arbejdsdag, have overblik, styr på kalenderen, mails og aftaler. Der er ikke mange, der bliver ansat på, at de skriver, at de er gode til at skabe kaos omkring sig. Der skal derimod orden og struktur til.

Men spørgsmålet er om det ikke går imod den verden, vi lever i? Imod det liv, vi lever?

Jeg synes nemlig, at der ofte sker noget, der viser det modsatte. Jeg bruger fx oceaner af tid på lede efter mine nøgler eller mine briller, selvom jeg godt ved, at jeg bare skal lægge ting det samme sted. Hver gang.

Men livet er også kaotisk på andre planer end bare det helt personlige, når vi ser på klimakrisen, vi står midt i. En pandemi, der lukker verden ned. Man har måske mennesker i sit liv, der ikke altid agerer, som man regner med.

Der er et element at kaos i tilværelsen – af noget, vi ikke kan styre eller planlægge. Noget der får os til at stoppe op eller reagere eller græde eller gyse eller undres. Det kaotiske gør noget ved os. Eller livet gør noget ved os.

Vi kan ikke undgå at blive forstyrret i livet. Vi kan planlægge, men det uforudsigelige vil stadigvæk være der.

I 1970’erne udviklede man noget, der kaldes for kaosteorien, der i grundtræk går ud på, at alting udvikler sig over tid, og at startbetingelserne er vigtige for resultatet. Man kalder det også for sommerfugleeffekten. Det er ideen om, at en sommerfugls slag med vingen på den ene side af jordkloden kan føre til en orkan på den anden side. At enhver handling har konsekvenser – breder sig som ringe i vandet og rammer bredder, vi ikke kan forudsige. At livet er kaotisk i sin essens.

Vi kan ikke forudsige det eller beregne livet på forhånd. Men vi kan navigere i det – eller det det eneste vi kan. Navigere i det, der kan synes kaotisk og løssluppent – uordentligt eller rodet.

Problemet er nok mest os mennesker, der gerne vil have orden i vores liv. Vi opstiller regler, kasser og regneark – prøver at skabe orden i det kaotiske. Og vi bliver tit skuffede.

Men det største problem opstår, når vi forsøger at gøre det samme med Gud. Forsøger at få styr på Gud – sætte ham eller hende i en kasse, der passer med den lille del af verden, som vi kan se og opfatte.

Det er ikke fordi, det er forkert at gøre; men vi skal være forberedte på, at blive overraskede og overrumplede af Gud. Og måske særligt, når vi tror, vi har fået styr på Gud.

Jesus fortæller en lignelse om en mand. Når Jesus fortæller om en mand, en godsejer eller en vinbonde, så er det ofte Gud, han taler om.

Jesus fortæller om mand, der vil holde fest – men alle de indbudte takker nej i sidste øjeblik. De var nok ikke bekendte med Søren Pind-reglen. Det er en regel, som Søren Pind gjorde sig til fortaler i radioprogrammet Mads & Monopolet, der går ud på, at har man først sagt JA til et arrangement, så aflyser man ikke, selvom der kommer noget mere vigtigt eller spændende, man måske hellere ville til. Søren Pind- reglen er, at et JA altid gælder.

Men det vidste de indbudte mennesker i lignelsen ikke. De undskyldte sig, fordi noget vigtigere var sket i deres liv end denne fest. Enhver der har prøvet at blive brændt af på den måde, ved at det ikke er rart. Det er ikke rart at blive prioriteret fra – at få en følelse af at være uvæsentlig i andres liv.

Og manden i lignelsen bliver også vred. Ordet vrede betyder egentlig ”forvreden” – at noget bliver forvreden. Som en fod, man vrikker om på, og forvrider – smerten, der jager gennem kroppen. Eller som et hjerte man vrikker om på og forvrider – den smerte kan blive længe efter, man har lagt is på og hvilet. Men også forvreden som det ansigtsudtryk, som vreden giver. Man bliver svær at kende og vreden kan lyse ud af øjnene som lyn, der rammer den, man er vred på. Vreden opstår, når det man gerne vil, ikke sker. Som når folk takker ned til ens åbne arme og udstrakte hånd.

Men manden i lignelsen dropper ikke festen – han inviterer nogle andre.

Han inviterer de fattige, vanføre, blinde og lamme, som der står. Han inviterer dem, der på det her tidspunkt tilhører den sociale lavklasse. Dem der ellers aldrig får en invitation. I skal forestille jer, at det er mennesker, der har haft slidt og måske beskidt tøj på – de har været usoignerede. Det er mennesker, der med forskellige handikaps måske har haft svært ved at spise uden at spilde. Mennesker der har rørt ved maden med hænderne for at mærke den inden, der var kommet op til munden – eller måske mennesker, der har spist direkte af tallerkenen uden at bruge hverken arme eller ben.

Jeg er klar over det politiske ukorrekte i at male billedet for jer – men jeg tør kun at gøre det, fordi at netop en lignelse som denne, har været som et slag med en sommerfuglevinge; og i dag bliver der arbejdet med at fastholde menneskers ligeværdighed uagtet handicaps.

Fordi Jesus turde tale om det kaotiske i tilværelsen og tale om mennesker, som andre anså som kaotiske, har vi i dag et sundhedssystem, der forsøger at hjælpe mennesker uagtet. Jesus har skabt direkte socialpolitiske retningslinjer helt op til i dag – munke og nonne har gennem tiden bygget hospitaler og væresteder til dem, som ingen andre ville bekymre sig om. Insisteret på ligeværdigheden. Også hos mennesker, som mange så som kaotiske – svære at være sammen med – eller måske ligefrem besværlige.

I lignelsen bliver de kaotiske mennesker beskrevet meget konkret, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at lignelsen handler om mennesker som helhed og det kaos, vi alle har med os fra vores liv.

For er det ikke sådan, at vi alle til tider lever kaotisk – vores tanker kan rode, vores valg synes ulogiske og vi ved ikke hvilket skridt, der bliver det næste? Vi har alle et kaos med os, som vi måske forsøger at dække over eller forsøger at leve med.

Og da kommer Gud til os midt i livet, og indbyder os til fest. Han indbyder os ikke lige her til en stille, privat stund, men netop til fest, der som bekendt er bedst, når der er glæde, sang, høje stemmer og en væren i nuet. Fester er bedst, når tiden flyver og man har ondt i maven af at grine, når man går hjem. Når man har mødt spændende mennesker, haft gode samtaler eller danset fødderne ømme.

Eller sagt på en anden måde, så er fester bedst, når vi er i relation med andre. Når vi glemmer os selv.

Selvforglemmelse er så skønt et ord. Luther talte om en indkrogethed i sig selv – det kan ske, at man kroger så meget ind i sig selv, at man kun kan se sin egen navle og slet ikke kan få øje på andre. Og så kommer evangeliet og forvandler os – retter os ud, rejser os op, så vi ser hinanden. Deri ligger selvforglemmelse, for at have den anden for øje, er at have Gud på sinde.

Gud vil oprejse os og sende os ud, så vi kan indbyde hinanden til den festlige begivenhed, det er at blive rettet ud.

Evangeliet har det store potentiale, at det kan forvandle mennesker. Vi hører, at Gud kan skabe liv ud af kaos. Der står ikke noget om, at han fjerner kaos eller gør det nemmere at være menneske – tilværelsen vil til stadighed forkrampe os, fortvivle os og forfærde os. Men der er mere at sige end det – mere at sige om os end det, vi ikke kan overskue. Det mere giver Gud os, når han skaber liv ud af kaos. Skaber hjerter ud af sten og liv ud af ler.

Vi er oprejste, ranke og hinandens.

Amen

Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke


Kirkebøn:

Festens Gud – Livets Herre

Vi takker fordi du igen og igen sender os i hinandens arme. Vi beder dig om at hjælpe os med at indbyde til Dit fællesskab, og åbn vores øjne for dem, vi tror indbydelsen ikke rækker til; for også de er med.

Vi beder dig være med os, når vi nøler eller ikke tør. Og ret os ud, når vi igen falder sammen og kroger os ind i os selv.

Vi beder dig Gud vær med os i denne bøn for verden:

Vær med alle der er slidte og trætte.

Vær med alle der er bange eller bedrøvede.

Vær med alle der er syge eller i smerter.

Vær med alle der er usikre overfor fremtiden.

Vær med alle der håber eller længes.

Vær med alle der skammer sig eller skammes ud.

Vær med alle der træder på andre og alle der er blevet trådt på.

Vær med alle der er foragtede og alle der er forargede.

Vær med alle, der er magtfulde eller magtglade.

Vær med alle troende, og vær med alle der ikke tror om det så er på Dig Gud eller dem selv.

Vær med din kirke her i Møllevang. Lad den være et håbstegn i verden, og lad dens virkning være som et slag af en sommerfuglevinge, så fremtiden kan tegne lys og glædelig.

Hold os fast på, at det nytter at sprede ordet – at det nytter at insistere på kærligheden.

Amen

Trinitatis søndag 2021

”Det du giver slip på, vil forlade dig” sådan skriver Mirian Due i sin lille digtsamling ”Vågnet” (2021, Kronstork forlag). Det du giver slip på, vil forlade dig. Det er både en trøst og en trussel. En trøst; for det, vi bærer rundt på, som tynger os mod jorden og gør at hvert skridt bliver slæbende, kan vi lægge fra os og det vil forlade os. Men det kan også lyde som en trussel om, at glemmer du noget, så vil du aldrig få det igen.

Jeg kan nikke genkendende til det sidste, og jeg ved ikke om det er min alder, der er begyndt at tynge mig. Men jeg er begyndt at glemme detaljer fra min fortid, som jeg før bare huskede. Jeg kan sagtens finde skuffen i min hjerne, men når jeg åbner den, er tom. Så er det bare forsvundet – som fx navne på skolekammerater. Jeg husker deres ansigter, deres bevægelser og deres smil, men jeg har glemt deres navne.

”Hvor er tiden, der tager os?” synger en den danske musikgruppe ”Inside the whale”.

Tiden tager små stykker af vores hukommelse. Og små stykker af vores liv. Det vi ikke bruger, bliver smidt ud.

Og derfor er ihukommelse så vigtig for os. For at ihukomme; for at erindre. At minde sig selv om det, der er umisteligt, men som vi til tider glemmer. Vi husker ikke for fortidens skyld, men for fremtidens. Vi husker for at gå ind i livet.

Kirken er et sted, hvor vi ihukommer. Søndag efter søndag gentager vi ord om Jesu liv. Og vi gør det for at lade troens ord lægge sig som små frø i vores indre med håbet om, at det vil forplante sig gennem vores tilværelse.

”Vi forlader hverdagens verden og går ind for at lade os erindre om, hvem vi er, hvordan vi er blevet til det, vi er, og hvor vi skal hen.” (Mogens Lindhardt, Trinitas – en homiletisk rejse, s. 94). Herinde husker vi på det, der engang skete, men som på forunderlig vis stadigvæk sker med os og for os. Vi ihukommer.

Når vi fx døber et barn, gør vi det foran jer – menigheden. I ser barnet få vand på hovedet, I ser forældrenes stolthed – og vi bliver alle mindet om, at vi også en dag blev døbt. At de ord, der bliver sagt til det lille barn, også lyder til os – og ikke bare dengang, men at ordene har lydt til os lige siden. Når Jesus siger til barnet: se, jeg er med dig alle dage indtil verdens ende, så gælder det også os. Han slipper os ikke, og han glemmer os ikke. Heller ikke hvis vi slipper ham og glemmer ham. Han holder fast ved os. Det er noget, man ikke altid kan sige sig selv, men har brug for at høre igen og igen. Enhver dåb er derfor også en dåbserindring for os andre – eller den kan blive en mulighed for at være det.

Vi bliver simpelthen vidner til – ikke bare det enkelte barn – men på sin vis også hinandens dåb, selvom det kan række langt tilbage i vores livshistorie. For en dåb kræver vidner. Der skal være nogen, der overvære dåben. Det er tydeligt i loven, hvor der står, at man skal have mellem 2-5 vidner, som vi kalder faddere. Men det er bare loven, for det teologiske i det er, at ingen bliver døbt alene. Vi døbes omringet af nogen.

Og sådan har døbte dannet ring om døbte siden begyndelsen – for at ihukomme. Og netop fordi dåben ikke efterlader sig kropslige mærker, har vi brug for erindre, at korstegnelsen for ansigt og bryst gælder endnu og at vandet endnu risler i vores liv. Og vidne om det til hinanden – holde hinanden fast på, at dåben er det, der binder os sammen og binder os til Gud. Og vi bliver bundet til Gud – får en ny relation. Og intet kan komme mellem os og Gud fra nu af og til evig tid. Det er væsentligt – og måske særligt i en tid, hvor vi måles og vejes på vores præstationer og succeser. At intet du gør eller siger – og intet andre gør eller siger overfor og om dig – kan skille dig fra Gud.

Vi siger endda om dåben, at vi bliver genfødt – at dåben altså er en slags genfødsel – en ny fødsel, hvor vi bliver født ved vand og ved Helligånd. Vi bliver født to gange – som mennesker og som ånd, siger Jesus i dag til Nikodemus, der kommet til Jesus for at spørge ham ud.

Men Nikodemus forstår ikke først, hvad Jesus mener. Han forstår ikke, at Jesus taler om livets to fødsler – to overgange fra et til noget andet. Og ligesom vi bliver født ind i denne verden, og går fra den snævre verden i vores mors maver til dette, så er åndens fødsel en fødsel fra en snæver verden til noget større. En fødsel til Guds virkelighed.

Eller som Jesus forklarer, så handler det om Helligånden, der suser som vinden. Helligånden er en bevægelse i verden mellem mennesker. Den tyske teolog Klaus Wengst forklarer det ved, at: ”Ånden er Guds virkelighed, som sætter sig igennem i det jordiske” (ibid. S. 95).

Ånden fejer gennem livet, og den kan feje det væk, som er for tungt for os at bære på. Det der tynger os i livet, og vi må slippe. Men ånden fejer det ikke væk, før vi slipper det.

Vi skal erkende, at det går an at stille det fra os, som vi har gjort forkert og hvor vi gjorde andre fortræd. Du får lov at stille det fra dig – og Ånden fejer det væk. Eller vasker det væk, kunne man sige – som det sker i dåben, der også kan sammenlignes med et bad.

Mirian Dues lille sætning: ”Det du giver slip på, vil forlade dig” kan med kristelige øjne tolkes som Åndens løfte til os. Når du kommer her i kirke, får du forladelsen. Du får lov at forlade alt det, der gør livet tungt, for du er menneske af ånd, og Guds Ånd virker i dig – omkring dig og mellem os.

Guds virkelighed er også en del af vores virkelighed.

Det er det her, som Nikodemus ikke ved, at han spørger om, og ikke har fattet, at han har brug for. Han kommer i nattens mørke, men har brug for lyset.

Nikodemus bliver i evangeliet for kaldt et menneske, og derefter nævnes han med titler. Han kommer som et billede på os, når vi glemmer, at vi er af Ånd. Når vi glemmer, at det betyder noget, at Gud har bundet sig til os – at Helligånden virker i verden – og at vi hele tiden skal ihukomme og bevæges for at leve. Det skal vi erindre – det skal vi ihukomme – det skal vi have gentaget.

For Gud elskede nemlig verden så højt, at han ofrede sin eneste søn for, at den, der tror på ham, ikke skal dø, men få evigt liv. (Johannes 3,16, Bibelen 2020).

Amen




Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/trinitatis-fra-foerste-raekke




Kirkebøn:

Gud – vær en fødselshjælper – en jordemor – i vores liv, så vi kan komme igennem det der er svært, og slippe det, der snærer os.

Vær med os, når vi spørger blinde for det, du hver dag så nådigt giver; men som vi igen og igen har brug for at erindre.

Vær med os, når gemmer os i mørket – og kald os ud i lyset igen. Lad din velsignelse skinne på os.

Og lad os åbne vores øjne for verden, der er din og vores.

Derfor beder vi for alle der ikke kan finde vej i livet og har brug for en guide. Vær den guide, Gud.

Vi beder for alle, der er syge og har smerte, og har brug for lindring. Skænk den lindring Gud.

Vi beder for alle der skal dø og alle der er bange. Giv dem klarhed, Gud.

Vi beder for alle der mangler et hjem eller et sted, hvor de føler de hører til. Giv dem ro i sjælen, Gud.

Vi beder for alle der er forhærdede og råber ad andre. Giv dem kærlighed og åbenhed, Gud.

Vi beder for alle, der fælder domme over andre, fordi de er bange for selv at blive dømt. Kend dem fri af nåde, Gud.

Vi beder for alle der er sløsede med deres opgaver. Giv deres omgivelser tålmodighed, Gud.

Vi beder for alle, der har magt. Giv dem bløde hjerter, Gud.

Vi beder for kirken, Gud – som er bygget af menneskehænder, men som tilhører dig. Din kirke. Vi beder om, at du må virke i den, så vi hele tiden arbejder for dit rige i verden – så vi åbner hjerter fremfor at lukke døre. Så vi løfter fremfor at træde på.

Hjælp os med livet – vi skal bevæges.

Amen