Skt. Hans 2011, Universitets parken

Kære Alle – jeg skal som traditionen byder, men som jeg også føler, sige jer tak for invitationen til at holde dette års båltale. Båltaler er en mærkelig kategori, fordi de finder sted i et krydsfelt mellem hedenskab, kristendom og folkelighed. Og så skal talen helst være forståelig, morsom, oplysende og aktuel. Jeg har tænkt længe over, hvad jeg skulle sige. Det oplagte og sikre ville være at tale om Johannes døberen, der har lagt navn til dagen – der næstmest oplagte vil være at tale bålet og om hvordan man lavede bål så man kunne holde al ondskab og magi på afstand. Og så selvfølgelig at tale om lyset og mørket – den evige kamp som foregår på makroplan og mikroplan – mellem nationer og i ethvert menneskeliv. Mulighederne er mange. Så hvorfor faldt mit valg så på det, jeg vil tale om, nemlig kollegie livet og drømme? Fordi vi står her! Vi står på et de mest historiske steder i Aarhus, og skriver os selv ind i den. Fordi universitet har præget byen og fordi det fremover vil være et sted, der farver Aarhus. Og selvom mange af jer ikke ender i Aarhus, fordi jobbene kalder på jer i andre egen af landet, og selvom I ikke er indfødte århusianere eller siger Nørrega(j)e eller nugah(å)rn, så vil Aarhus altid være en del af jeres liv. Den del, der med tiden vil gulne som et gammelt billede og gennem dette skær fremstå som en tid, hvor drømmene kunne drømmes, hvor idealerne var himmelhøjt og hvor friheden var jeres. Så derfor siger jeg jer tak for at jeg måtte komme og tale – og nu til talen:



Da jeg var barn, tog min far mig en gang om året i sommerferien med til Aarhus. Det lå fast, at vi skulle til Moesgaard museum og Naturhistorisk museum. Jeg elskede det. At gå på eventyr mellem hylder og montre, hvor alt fra udstoppede fugle, dna kæder lavet i overdimensioneret plastic og såmænd et gammel moselig. Det var en eventyrverden for mig. Vi endte som regel ved Naturhistorisk museum, og efterfølgende var der lige tid til en smuttur rundt om søen i parken, der dengang var meget større – og ikke kun fordi jeg var mindre. Jeg så både på ænder og kæmpe træer, men også de mange studerende, der selvsikre bevægede sig rundt, fangede min interesse – de sad rundt i græsset, spiste, drak kaffe af termokander og røg en masse smøger – dengang var rygning in. Og mens vi vandrede rundt, og min far viste mig, hvor han selv engang havde læst, viste han mig også kollegierne med alle alterne, der vendte ud mod parken. Fyldt med ølkasser, mennesker der læste i solen og vasketøj – og jeg drømte. Drømte om, at den engang skulle være mig, der boede her, og tage del i det liv. Og jeg proklamerede højt for min far, at her ville jeg bo. Hvad jeg lige dengang ville læse, stod hen i det uvisse, men bo her, det ville jeg. Det pudsige er, at jeg faktisk stod ved den blok, der senere skulle blive mit hjem.



Det er jo en sentimental begyndelse på en aften, hvor vi om lidt skal sætte ild til heks. Men nogle gange går de ønsker, man har, i opfyldelse, og hvad bedre aften, end denne aften til at sende ønsker af sted ud i verden. Selvfølgelig har vi den naturlige skæringsaften, hvad angår ønsker – nemlig nytårsaften. Der ønsker vi i et væk, at nu skal vi begynde på spinning mindst 4 gange om ugen, nu skal vi spise blomkål hver søndag, eller nu skal vi virkelig studere hver dag og ikke bare læse til eksamen. Og hver gang holder det måske 14 dage, og måske kun til dagen efter. Det er som om at nytårsaften alligevel ikke rigtig gør sig så godt ud i ønsker. Så hvilken bedre kan man tænke sig end denne aften vi står i nu? En sommeraften (hvor der er potentiale for, at den bliver) smuk, blå, lys og mild. En aften, hvor vi tænder bål rundt om i landet og samles omkring det, kigger på flammerne, lytter til dets knitren og for et øjeblik falder i et med verden. Her skal ønskerne lyde – og med ønskerne håbet om, at det bliver til virkelighed.



Jeg endte med at bo på dette kollegium, som jeg ønskede engang i 80’erne på en tur til Aarhus. Der skulle gå små 20 år inden jeg kunne flytte mine ting ind på værelset, og undervejs havde jeg sikkert ikke regnet med at skulle bo her. Jeg kom hertil som så mange andre – jeg flyttede ikke bare ind på uni kollegiet, men på heartbreak hotel. I massevis sad vi og slikkede vores sår, og drak rødvin til. Jeg flyttede ind på 7, stuen – den sære gang. Nu var vi nok ikke mere sære end gennemsnittet, men sære fordi ikke et værelse ligner det andet. Kollegium 7 var oprindeligt et kvindekollegium. Det er bygget langt senere, så også kvinder kunne få lov til at bo på kollegiet. Der var til kollegium 7 tilknyttet en kvindelig efor, for man kunne jo ikke tænke sig, kvinder boede uden en anstandsdame. Hun skulle eftersigende have boede i 7, stuen. Bemærk at de andre eforer, der boede her, havde eforen her., hvor vi står nu, og kollegie kontorets bygninger som bolig. Men de var også mænd. Senere fandt ligestillingen heldigvis ind, og man vovede, at kvinder boede helt alene, og sammen med mændene. Men 7. stuen bærer præg af, at være særlig. Nogle rum er større end gennemsnittet, og andre er små, men har altandør. Og så ligger kollegiets eneste 1.5 værelses på denne gang. Det blev mit værelse.



Rygterne svirrede da jeg flyttede ind – der var tale om, at der måske var et køkken på det værelse, jeg havde fået. Det skulle være en hel lille lejlighed. Skuffelsen var stor, mest blandt mine gangfæller, da jeg kunne afsløre, at køkkenet blot var et par skabe, der godt nok engang havde stået i et køkken, men som ikke længere kunne betegnes som et køkken. Og sammen med varmemesteren blev vi enige om, at de bare skulle ud under træet, og på magisk vis forsvinde. Dog var et rygte sandt: der er eget toilet på værelset.



Det skulle vise sig, at blive en rigtig god tid på kollegiet – jeg nød det. Jeg nød det lidt mindre til kapsejladsen, hvor jeg fandt ud af, hvorfor man siger: if you can’t beat them, join them. 



Sådan har alle, der har boet på kollegium, historier at fortælle. Historier, der er til at grine af men også historier, der har ændret deres liv og livsbane. Historier, der på forunderlig vis har bagt dem andre steder hen, end hvor de regnede med at skulle ende. Historier, der overgik deres vildeste fantasi.



Lige når, står de fleste af jer et sted i jeres liv, hvor I ved med sikkerhed er på vej væk. Man begynder et studie, og ved at man skal afslutte det en dag. Man ved, at man tager denne uddannelse, som et middel til at nå et mål – det være sig et arbejde, en hverdag eller et livsprojekt. Men de fleste opdager på vejen, at midlet bliver et mål i sig selv. Langsomt bliver det en identitet at være studerende, og det kan synes som lysår væk, at man bliver kandidat. Og det er her, når fremtiden er længst væk, og man kun lige er til stede her og nu, at drømmene blomstrer. Her er mulighederne åbne.



Alle mennesker har drømme om deres liv. Om vi så taler en studerende i Danmark, et gadebarn i Indien eller en surfer i Australien – alle har vi drømme. Vi har mål, vi gerne vil nå, vi har ting vi gerne vil have set, bøger vi skal have læst og udfordringer vi skal overkomme. Alle har vi drømme. Dog er verden anderledes i dag for de studerende, der bor her, end for de studerende, der flyttede ind på kollegiet i 1030’erne. Ikke kun den politiske scene var anderledes, men også måden at se mennesket på var anderledes. Dengang handlede livet om, at finde frem til hvem man var. Den handlede om at danne sig selv – i dag er det vendt om – nu handler det om at skabe sig selv. Det er en stor forandring, for nu skal vi opfinde os selv og skaber selv dem, vi gerne vil være. Med fare for at lyde gammel, så forekommer det mig dog nemmere at finde frem til sig selv, end at skabe sig selv.



Og måske netop derfor er det godt, at tage sine drømme op til revision. Hvorfor drømmer vi dem? Vil vi holde lavt selvværd fra døren? Drømmer vi for at være noget i andres øjne. Drømmer for at opnå berømmelse? Eller drømmer vi fordi vi ikke kan lade være? Fordi drømmen om livet ligger så tæt på hjertets slag, at vi ikke kan lade være?



Drømmer vi med andre ord, om at skabe en identitet, andre kan se på og beundre, eller drømmer vi, fordi vi dermed faktisk kommer tættere på dem, vi er? Vi må ikke stavnsbinde drømmen til kun at handle om image. Drømme bliver små og ubetydeligt, når vi kun drømmer om at være noget i andres øjne – men drømmer vi om at blive noget for andre, så bevæger vi os i retningen af det menneske i os, vi er skabt til at være. Så åbne vi muligheder i os selv. Sagt med andre ord, så handler det ikke om at være et objekt i verden, som andre kan beundre, men det handler om at blive et subjekt i verden – et menneske, der til stede for andre og blandt andre.



Og mens vi lige om lidt skal tænde bålet, og synge midsommervisen, får vi alle en stund, hvor man falder ind i sig selv – bemærk, at man falder ind i sig selv og ikke ud af sig selv. Er man først faldet ud af sig selv, så er man hysterisk, men lader man sig falde ind ad, så finder man frem til, hvem man er. Det er ikke alt, vi behøver skabe selv, noget er giver på forhånd. Noget ligger allerede i os.



Så denne midsommer vil jeg tilegne drømmene – drømmene om fremtiden, om livet, om familien, om vennerne, om hverdagen og om de dage, man aldrig glemmer. Så send en drøm af sted. Og lad håbet bære den på sine vinger.



Tak for jeres opmærksomhed – og god aften.

Skt. Hans 2023, Møllevangskirken

Det er svært at holde en båltale, særligt i dag, uden at nævne, at vi jo ikke rigtigt har et bål. Men Skt. Hans bliver det jo alligevel, med eller uden bål. Og sådan er der faktisk meget i livet – det bliver juleaften, også uden sne. Vi holder efterårsferie selvom bladene næsten knap er gule på det tidspunkt. Og nu holder vi Skt. Hans uden bål. Men jeg holder nu stadigvæk en båltale og vi skal synge midsommervisen.

Hvorfor? Fordi der er noget, der er vigtigere – der er noget på spil!

Jeg har altid holdt utrolig meget af Skt. Hans – fordi denne aften rummer alle muligheder, synes jeg. Det er en aften, der i tidens løb er spændt for mange forskellige vogne. Den var oprindeligt en rigtig helligdag på højde med juleaften og påsken, men den blev nedlagt i 1770 med helligdagsreformen, hvor man lagde en masse små helligdage sammen til St. Bededag. Og vi ved jo godt, hvordan det gik med St. bededag.

Men selvom kongen sløjfrede St. Hans så blev folk ved med at mødes om aftenen og tænde bål. Aftenen endte med at være en aften, hvor man i folketroen forsøgte at skræmme det onde væk, og det endte så for 100 år siden med, at man satte en dukke af en heks på bålet. Heldigvis er vi blevet klogere, og kunne ikke drømme at brænde en heks af, for vi ikke bange for stærke kvinder længere. Men vi ønsker stadigvæk at forsøge at skræmme alt det onde væk.

Og gid man denne ene aften kunne brænde alt det onde væk, så vi var sikrede et år frem. Det kan vi selvfølgelig ikke, men vi kan faktisk komme lidt af vejen. Vi kan sætte os sammen i dag, synge, mærke fællesskabet og se hinanden i øjnene. Og det er de små skridt mod en verden, hvor håbet kommet på 1. pladsen.

Det er de små skridt i retningen mod det bedre, der i sidste ende vil skabe forandringen.

I kender nok fortællingen om haren og skildpadden, der skulle løbe om kap? Aesops fabel. De begynder samtidig, og haren kommer hurtigt foran, men fordi den var så sikker på en sejr, så lagde den sig til at sove i græsset. Men skildpadden blev ved med at gå og gå. Og langsomt og stædigt kom den først over målstregen. Og selvom haren vågnede og løb alt, hvad den kunne, så endte det med, at den kom sidst over målstregen.

Der er flere moraler i den lille fortælling, men en af dem, jeg selv holder mest er, at den der med små bitte skridt, stædigt fortsætter, til sidst vil nå målstregen.

Men fortælling in mente kan jeg derfor sige: håbet er stadigvæk i vores verden, som bestemt er under forandring. Det, at vi ikke har bål i aften, er måske et tegn på en verden, der bliver varmere. Der er, ligesom sidste år, uro og krig ikke langt herfra, og magt mennesker forsøge at bestemme over andre.

Men i aften sidder vi her – vi glemmer ikke verden omkring os, men vi mærker, at der er mere at sige om verden end det, der splitter os ad. Vi får i aften en saltvandsindsprøjtning af fællesskab og sammenhold, og på den måde forandrer vi faktisk langsomt den verden, der er omkring os til noget bedre. Vi må aldrig give op – heller ikke selvom vi vil opleve, at vi ikke må tænde bål. Trods de forbud, der må blive smidt efter os, trods de mangler vi måske oplever, eller trods det der gør, at vi på forhånd næsten har tabt, så må vi ikke give op. Vi må gå samlet ind fremtiden med troen på, at den kan rumme lys, glæde, fred og sammenhold.

Manglerne skal ikke definere os, men det skal vores evne til at håbe.

Håbet er større, og det lever.

Glædelig Skt. Hans.

4. søndag efter påske 2023

Introduktion:
Vi lever i en verden fyldt med håb. Selv når jorden ryster under os, vores hjerter skælver eller underlæben dirrer – selv der, hvor vi holder med at mærke os selv, står vi midt i håbet.
Håbet er der altid til hver en tid. Det lever vi på, og det dør vi på.

Prædiken:
Jesus taler til sine venner i dag – han advarer dem om, at han skal dø.

Vi har lige fejret påske, og hørt, at Jesus dør på korset – hånet og forhadt. Han bliver udstillet som en fupmager, der har påståede forbindelser til Gud. Det er også nemt at få den tanke, for hvilken Gud ville tillade at hans egen søn skal dø på et kors på den måde? Det er det nemmeste at vende Jesus ryggen, mens han hænger der på korset, og alle omkring ville have forstået det. For lige der – den fredag – ser det ud til, at Jesus tog fejl. Han var ikke Guds sendebud.

Men vi sidder jo her – 4. søndag efter påske – vi ved jo godt, at den rystelse alle Jesu venner følte Langfredag, blev til en langt større rystelse, da Jesus steg ud af sin grav 3 dage senere. At han ikke døde, men vandt over døden.

Rystelsen da stenen væltede fra graven, satte svingninger i gang i skaberværket, der endnu den dag i dag rammer os, og bevæger os. OG forandrer os.

Det er noget underligt noget – det med svingninger. Det er næsten en naturlov, at når noget ryster, så sker der noget nyt.

Jeg er blevet meget fascineret af den japanske teknik kintsugi. Den går ud på, at hvis man kommer til at smadre et stykke keramik, fx en keramikskål, så kan man lime stykkerne sammen med guld. Det betyder, at man meget tydeligt kan se, hvor skålen har været skåret, men at man gør en dyd ud af nødvendigheden – og fremhæver det ødelagte med guld. Den ødelagt skål bliver til en ny og forandret skål.

Det samme gør Gud ved os.

Gud bliver faktisk i det gamle testamente sammenlignet med en pottemager, der former mennesker ud af ler. Det er jo også pudsigt, at navnet ADAM, der er navnet på det første menneske fra skabelsesmyten, netop betyder både menneske, men også jord. Fordi ADAM er formet af jorden. Navnet kan også betyde rød, der både er lerets farve, men også farven på vores blod.

Gud former altså et menneske ud af ler – og lige som en skål af ler kan tabes og knuses, sådan kan vi det også. Vi mennesker får slået skår af os – det kan ikke undgås. Og nogle af os vil opleve, at vi bliver tabt (måske føle os fortabte) og går i stykker.

Men at noget går i stykker, er ikke det samme som, at det ikke længere har værdi. Ligesom den japanske teknik kintsugi klinker stykkerne sammen med guld, og gør det ødelagte til det smukke ved en skål, sådan klinker Kristus os sammen. Vi bliver samlet igen, helet og bragt ind i livet. Det ødelagte får nyt liv. Den rystelse, der fik skålen til at knuses, da den ramte gulvet, den rystelse banede vejen for noget nyt.

Og i evangeliet til i dag er rystelserne også på vej – for Jesus fortæller dem, at han skal dø, og at deres verden vil forandre sig. Man kan sige, at han advarer dem.

Jeg er ikke sikker på, at de helt forstår omfanget; og at deres livsverden i tre dage efter langfredag vil være så forandret, at de har svært ved at finde mening. Men efter påske da vil de forstå, at der var mening i det hele – og at Jesus ikke forlod dem på korset. De vil forstå efter påske.

Ligesom vi sidder her efter påsken og ved, at det ikke ender med, at Jesus dør på korset – men at han opstår i lys. Vi forstår, hvad Jesus prøver at sige til sine venner. Han prøver at få dem til at huske på, at de ikke står alene i livet. Heller ikke den fredag, hvor han dør på korset. Det ved vi, der sidder her i kirken, for det er ord, vi gentager ved hver dåb:

”Se, jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende.” Sådan siger Jesus til alle, der bliver døbt. Jeg er med jer.

Og det er ord, vi har desperat brug for at høre – også i dag. Særligt i dag.

Kristian Leth sagde, da han holdt foredrag her i kirken sidste år, at mennesker i dag står i en eksistentiel krise. Rent historisk er der sket det, at da sekulariseringen kom, blev Gud over os fjernet – og med individualiseringen blev fællesskabet omkring os fjernet. Og nu står mennesket alene i verden – alene i tilværelsen. Og det bliver vi syge af.

Heldigvis får vi noget at vide, nemlig at Gud aldrig forlader os – Talsmanden vil komme. Talsmanden er Gud Hellige Ånd, der vil komme – den ånd, den luft, den sitren, den flamme der er mellem os mennesker. Helligånden er Gud der til stadighed ånder liv i verden – blæser på os med kærlighed.

Gud har aldrig forladt os, selvom nogle påstår andet. Gud er hos med sin Hellige Ånde – som Talsmanden, der taler sandhed. Som den levende kærlighed mellem os.

Og den Ånd vil klinke vores individualiserede sjæle-ar – ikke bare med sekundlim, men med det pureste guld, og derefter sætte os i fællesskab med hinanden.

Sekulariseringen og individualiseringen har været som et jordskælv for vores sjæle, og vi har måske glemt det væsentligste i livet, nemlig fællesskabet med hinanden med Gud. Men Helligånden er her – og arbejder på, at genindsættes os i fællesskabet med hinanden – og her mener jeg ikke et online fællesskab, men et in real life fællesskab, hvor vi kommer hinanden ved. Hvor vi kigger ind i øjnene på hinanden, og ikke bare er tilskuere eller publikum.

Vi skal være dele af hinanden liv, fordi Gud har skabt os til at være i fællesskab med hinanden. Helligånden klinker os sammen med tro, håb og kærlighed – ja, med det pureste guld.

Tro, håb og kærligheden. Troen på, at Jesus døde for os – håbet om, at livet er stærkere end døden – og med kærligheden der binder os til Gud og til hinanden.

Tro, håb og kærlighed vil klinke vores sjæle, så vi kan skinne som verdens lys.

Vi er ikke alene.

Amen

Dagens evangelium: https://www.bibelselskabet.dk/4-s-efter-paaske-fra-foerste-raekke

2. søndag efter påske 2023

Du har altid hørt til et sted, også de dage, hvor du synes, at du ikke passer ind, eller du oplever at se ind på fællesskabet fremfor at være med i det. :"Du har altid hørt til et sted", er som et ekko, der runger, når vi hører dagens evangelium. Du har altid hørt til – også de dage, hvor du selv vurderer, at du ikke engang fortjener det, så siger Jesus noget andet.

Det er vigtige ord i en tid, hvor vi måske har en tendens til at have svært ved at høre til.

Brene Brown, der er professor, og har skrevet bøger om menneskets sårbarhed, som en forudsætning for at leve, siger et sted:

”Gå ikke gennem livet, og søg efter beviser på, at du ikke hører til, for du vil altid finde dem.

Gå ikke gennem livet, og søg efter beviser på, at du ikke er god nok, for du vil altid finde dem. ” (oversat efter https://www.facebook.com/watch/?v=485485565328467, 23. april 2023)

Det vi søger, vil ofte være det, vi finder. Og selvfølgelig vil der være beviser på det modsatte af dagens evangelium. Hvis man leder, så kan man finde små episoder, der måske ikke direkte modbeviser, men så om ikke andet, støtter den tese, at man hverken hører til eller er god nok. For livet er kompleks, og vi kommer i tilværelsen ud for så meget, at hvis vi fokuserer et eneste sted, så kan det fylde det hele.

Jeg har lige læst en bog af højskolelærer Christian Hjortkjær, der udkom i 2020, og hedder: ”Utilstrækkelighed”. De handler om ungdommen, og er skrevet til os ældre, så vi bedre kan forstå unge, og hvorfor der er noget særligt svært i vores tid, og hvorfor de har brug for at høre fra os, at der ikke bare er håb, men at det ikke er bundet op på om man fejler eller har succes i livet.

Han skriver i sin bog, at vi har en generation af unge, der gør alt det rigtige. De laver deres lektier, de drikker mindre, skejer mindre ud, griber de muligheder livet giver dem, og alligevel føler de, at de ikke slår til. Jo mere de forsøger at gøre alt det rigtige, des mere oplever de, at de ikke slår til (Utilstrækkelig, Klim, 1. udgave, 5. oplag, Aarhus 2022, s. 47)

Unge er produktet af tidligere generationer – sådan har det altid været, også da vi var unge. Unge definerer sig i forhold til eller i opposition til tidligere tider. Og i dag har vi unge, siger Christian Hjortkær, der i så høj grad er blevet tudet ørerne fulde med, at de kan alt, hvad de sætter sig for, hvis de bare prøver lidt mere. Og det gør de så – prøver lidt mere. De har faktisk hørt efter tidligere generationer, og gør nu hvad de kan få at forvalte livets muligheder og friheder.

Og overalt bliver de mindet om det liv, der bare venter på, at de griber det.

Tænk bare på udsagn som:

Hvis du kan drømme det, kan du nå det.
Drøm stort.
Vær dig selv.
Vær unik.
Kun døde fisk flyder med strømmen.

Sådanne udsagn har unge hørt på, ja siden jeg selv var ung, og på et tidspunkt går de fra at være opfordringer til at være påbud. Konklusionen på at lytte til dette er: at du SKAL gøre sådan, for ellers bliver du aldrig et ordentligt, autentisk menneske. Ja, man kan næsten høre, at der bliver sagt, at gør man ikke alt det, og griber livet, så har man næsten ikke levet det. Det gør ikke mennesker godt, at få sådanne påbud - det er heller ikke evangelisk.

Det at blive menneske er noget, som alle generationer har forsøgt. På den led er unge af i dag, som mennesker altid har været.

Søren Kierkegaard beskriver det allerede i 1800-tallet, at livet handler om at blive sig selv. Men hans konklusion er en helt andet end i dag, også fordi han ikke var vokset op med t-shirt hvor der står, at man skal skinne som en stjerne.

Han siger derimod, at vi kan finde os selv, når vi giver slip på os selv. Han siger, for at begynde med konklusionen, at vi skal give slip på os selv, og opdage, at vi er skabt af noget større end os. Vi er ikke vores egen herre, eller vores egen lykkes smed, for den sags skyld, men vi er Guds – og det er ham vi skylder livet.

Kierkegaard taler om, at vi mennesker kan blive fortvivlede, hvis vi bliver mennesker, der kun ser muligheder. Så er vi hele tiden i gang med at få nye ideer, og komme videre. Et menneske, der kun er summen af næste nye ide, og som derfor heller aldrig kommer rigtigt til stede i nuet. Mennesket bliver grænseløst.

Til gengæld bliver vi også fortvivlede, hvis vi kun handler ud fra nødvendighed, og ikke tør se idealer. Hvis man kun handler efter, hvad der er nødvendigt lige nu, så ser man aldrig andre muligheder, og sætter alt for mange grænser op i livet. Man handler ud fra nødvendighed hele tiden, og ser ikke, at livet er større.

Og et sted imellem de to yderpunkter – mellem mulighed og nødvendighed er livet.

For livet bliver for karikeret, hvis vi befinder os i enten-eller. Der er noget mellem alt og intet – ja, det meste af livet er mellem yderpunkterne. Og selvfølgelig er vi en gang imellem i mulighedernes yderpunkt og andre gange i nødvendighedens; men for at blive os selv, så skal vi slippe det – ja, for at blive os selv skal vi slippe os selv.

For Kierkegaard handlede livet ikke om at få succes, men om at forholde sig til sig selv som skabt af Gud. Det handler om tro, og i overført betydning at kaste sig ud på de 70.000 favne, som hans siger, og der mærke hvad der holder os oppe – nemlig Kristus.

Eller for at vende tilbage til dagens evangelium at høre, at der bliver kaldt.

Jesus er som en hyrde, der samler sine får, og som kender sin får. Vi er kendt af Jesus. Han kender os, og selvom det nogle dage, kan lyde som en trussel, så er der en befrielse i, at vi ikke behøver anstrenge os, og gøre mere eller mindre, for Gud kender os og kender vores indre – og elsker os. Ikke på trods, men fordi vi er dem, vi er – med fejl, utilstrækkelighed og syndighed.

I Guds øjne er vi ikke summen af vores handlinger eller mere elskelige fordi vi har være succeser. Her har vi lov til at være fuldstændig almindelige og gennemsnitlige. Her kan vi få lov til at have verdens tyndeste cv, og alligevel blive elsket.

Vi hører til hos Gud – i hans flok. Vi hører til hos Gud, der vil sætte livet på spil for os – og gør det. En Gud, der vil have os alle med, og som derfor er klar på at ofre sig selv for at det skal ske.

Det er befrielsen – det er håbet i en tid, hvor flosklerne står i kø, når livet gør ondt. Og lige dem med floskler kender jeg. Jeg var unge i 90’erne, hvor mit penalhus var overtegnet med sådanne udsagn. Og de har aldrig rigtig sluppet mig, og jeg må med skam sige, at jeg kan gribe mig i at sige til et andet menneske: pas nu på dig selv. Som om det andet menneske havde glemt det, og havde brug for mig til at minde om det. Eller jeg siger: du skal bare være dig selv, for alle andre er jo optaget. Det er jo netop det at blive og være sig selv, der er problemet, så det hjælper ikke at blive mindet om det.

Floskler gør livet mindre, og vores ellers velmenende udsagn, gør ikke livet nemmere. Vi skal ikke gøre livet mindre, men vi skal derimod gøre håbet større, og pege i retningen af Gud.

Det er tilhørsforholdet til Gud – det Gud er noget i forhold til os, der gør en forskel. Gud er ikke bare skaber, men Gud forholder sig til os ved at gå i et forhold med os. Jesus var menneske med os, og selvom han døde, så opstod han, så han siden har kunnet være menneske med alle. Jesus er hyrden, der vogter os, leder os, værner os, og giver sit liv for os.

Han er hyrden, der vandrer med os gennem livets mange landskaber, og hele tiden leder os på rette vej. Han er hyrden, der går bag os, og altid er med og, også når vi ikke kan se det.

Og ikke nok med det, så går vi en flok – vi går sammen. Vi er en del af noget større – vi er en del af Guds menighed, også de dage, hvor ikke selv synes fortjener det, så hører vi igen og igen, når vi kommer her i kirken, at vi hører til.

Du er ikke bare dig selv – du er Guds. Altid og for evigt Guds.

Amen

Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-paaske-fra-foerste-raekke


Lad os bede:

Skaber og frelser – du kommer til os midt i livets morads og siger, at vi hører til. Siger at vi altid har været dine.

Det takker vi for.

Vi beder dig om, at du må styrke vores fællesskabsfølelse med hinanden, så vi ser medmennesker fremfor fjender, og ser hinanden i øjnene fremfor at se ned på hinanden.

Vi beder i dag for ungdommen, at du må guide dem i livet, og give dem livsmod. Lær os alle at se, at vores fejl ikke er konklusionen på vores liv; men at der altid er mere at fortælle om os – nemlig at vi er skab af dig.

Vær med alle, der i denne tid lever i ufred i enten deres land eller hjem. Vær med alle der mangler glæde og overskud, og vær med alle mennesker der kæmper for at få mad på bordet.

Vær med alle syge og alle i nød – trøst dem, så de mærker at også i mørket er du, Gud.

Vær med alle, der er mangler et hjem, kærlighed eller nærvær. Vær med alle der mangler modstandskraft og vilje.

Vi beder for alle med magt og myndighed – lad dem altid sætte den svage forrest. Vi beder for Dronning Margrethe d. 2 og hele det kongelige hus.

Vi beder for din menighed ud over hele jorden, at den må høre din røst, og følge dig Gud. Lad hver kirke stå som et tegn på, at du lever, virker og er i verden.

Lad os være stille sammen et øjeblik.

Hør vore bønner Gud.

Amen

Sidste søndag efter helligtrekonger 2023

Jeg har et par gange i mit liv prøvet at bestige bjerge. Jeg bliver aldrig rigtig glad for det – det er alt for hårdt og stejlt. Og ofte så skal man gerne afsted inden morgen, så man går den første strækning i mørke. En af de gange jeg har prøvede det, var i Egypten, hvor jeg gik op ad Sinaibjerget. Det var det bjerg, hvor Moses fik de 10 bud på 2 stentavler. Vi begyndte kl. 3 om natten, og vi kunne ikke se mere end et par skridt foran os, selvom nattehimlens stjerne strålede over os. Vi sled os op, og det virkede som om vi skulle gå i en evighed. Der var steder, hvor jeg snublede over sten, og måtte sætte en hånd på stien. Men der var kun en vej, og det var op, for at gå ned i mørket alene, var heller ikke en valgmulighed.

Efter mange timers vandring nåede vi toppen. Der stod vi så i mørket, og så mod øst, hvor nattehimlen langsomt opløstes i lysere farver, indtil solen pludselig sendte sine første stråle over bjergtoppene. Der stod vi, og så solopgangen, som om det var verdens første – det var noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set. Jeg var bjergtaget.

Det pudsige er, at som vi stod der og så lyset komme til verden, var den hårde vej op ad bjerget ikke længere i forgrunden.

Den oplevelse, tror jeg, mange kender. At vi kæmper med noget, som næsten fylder alt, og så kan det forsvinde i baggrunden på et øjeblik, fordi der er noget, der bliver vigtigere.

Jeg ved godt, at min oplevelse på Sinaibjerget slet ikke minder om den oplevelse som Peter, Jakob og Johannes havde på bjerget med Jesus. Men jeg forestiller mig, at de også har kæmpet sig op ad bjerget, og syntes, at det var hårdt. Måske har støvet lagt sig i ansigtets furer – måske har læggene smertet, som de gik op og op.

Og al den tid, har de fulgt Jesus uden at vide, hvad der skulle ske på bjerget. De har gået i tillid og tro på Jesus. Det er måske ikke så mærkeligt, at de gik med ham, fordi de for ikke så længe siden forlod deres gamle liv, for at gå med ham. De har opgivet alt kendt, for at følge en mand, der gik og forbi og sagde: ”kom” til dem.

Så at de nu skulle op ad et bjerg, har nok været hårdt, men de har også gjort det i troen på, at Jesus ville dem det godt. De er vandret i trængsler, men vandret i tillid.

Og da de er kommet op på bjerget, sker der noget storslået. De oplever en flig af Guds herlighed. For Jesu viser dem, hvem han er. Den mand, der blev født i en stald og dermed lod himlen bøje sig ned mod jorden, viser for Peter, Jakob og Johannes, hvem han er. Hans ansigt forvandler sig, og lyser som solen, og hans klæder bliver hvide som lyset. Jesus er Gud. Det er lysende klart, at Jesus ikke kun er mand, men at han både er menneske og Gud. At Gud lod sig selv blive et menneske – lod sig begrænse, så han kunne tale til os med menneskestemme. Det er det, som de tre venner – de tre disciple – i et øjeblik får lov at opleve, da Jesus lader sit lys skinne forbi menneskekroppens begrænsninger.

Peter, Jakob og Johannes får lov at lade sig gennemstrømme af det guddommelige lys, og for et øjeblik er hverdagen afløst af noget større – noget mere.

Og hvem har ikke lyst til at blive der? De må have været fyldt af en længsel efter at blive.

Jeg har ikke selv oplevet noget så stort, som de tre disciple oplever den dag, men jeg kan genkende den længsel, de må have haft. En længsel efter det guddommelige – en længsel efter at opleve pludselig menings fylde.

Og da kommer Peter med en utrolig hands-on og nede-på-jorden-løsning. Han foreslår, at han kan bygge tre hytter – en til Moses, en til Elias og en til Jesus. Så kan de bo der, og man kan nemt besøge dem, og ikke mindst opleve det guddommelige lys, når man har brug for det.

En længsel efter Gud, der kan imødekommes ved at bygge huse.

Men Gud kan ikke puttes ind i et hus, så vi kan få nem adgang til ham, når vi lige synes, vi har brug for det.

Og inden Peter da også når at tænke sin tanke til ende, lyder der en røst fra himlen: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham.”

Og disciplene bliver bange, for ordene rammer dem. Længslen er afløst af frygt, og de kaster sig ned på jorden – lægger sig fladt ned, og tør end ikke kigge op. Pludselig rammer Guds storhed dem.

Men endnu engang viser Jesus dem, hvem han er – og derfor også hvem Gud er - , for han går hen til dem, røre ved dem, og beder dem rejse sig med et: ”frygt ikke. Rejs jer.”

Lige der tager Jesus dem med tilbage til hverdagen, hvor vi jo alle lever vores liv – hverdagen, hvor alt ikke altid er lysende klart, hvor der er trængsler og bakker – og hvor vi til tider bliver kastet mod jorden, og har svært ved at rejse os igen.

Der kommer Jesus til os.

Det er omdrejningspunktet, at vi ikke behøver bestige høje bjerge for at møde Gud; men at Gud kommer hen til os, når vi har brug for det – og da lyder ordene: ”Frygt ikke – rejs dig.”

Det er i ordene, at Gud åbenbarer sig. Det er i Jesu ord, at vi hører Guds rige. Det er i ordene mellem hinanden, at vi opdager Gud. Vi skal lytte. Men det kræver, at vi til tider holder mund, og ikke kommer med løsningsforslag som Peter. Det kræver, at tør stilne vores sind.

Jesus fortæller os – og viser os – at han vil sende os ud i livet igen med fornyet mod og håb, hver gang vi bliver bange og stivner.

De ord, som Jesus taler den dag på bjerget, er også talt til os. Frygt ikke – rejs dig.

Jeg har aldrig haft en oplevelse, som den på bjerget – ikke så lysende klart i al fald. Men det gør ikke noget, for jeg har oplevet, at jeg er blevet rejst op, og ført ud i livet igen, når jeg af frygt er stivnet. Når jeg er faldet på mit ansigt. Når jeg har sagt eller gjort noget dumt – når jeg tvivler.

Så er jeg blevet vendt mod livet igen, fordi jeg her inde i det her hus, hvor vi dog ikke kan fange Gud med en lasso, men hvor vi kan dele ordene, hører, at Gud elsker mig. Ikke som jeg burde være eller ville ønske jeg var, men lige præcis som jeg er. Også når jeg falder.

At det faktisk er der, hvor jeg holder allermindst af mig selv, at Jesus kommer og rejser mig op. Netop der, har vi alle brug for at høre, at vi ikke skal frygte, men at vi skal rejse os op.

Vi er aldrig alene – hverken i vores trængsler eller vores klarsyn. Hverken når vi dummer os eller brillierer.

For Jesus siger: se, jeg er med jer alle dage – indtil verdens ende.

Amen


Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/sidste-s-efter-helligtrekonger-fra-foerste-raekke

Juleaften 2022

Livet rummer stjernestunder. Små øjeblikke af klarhed, hvor alt falder i hak – øjeblikke, hvor logik og hjertesprog taler sammen – øjeblikke hvor det storslåede og det mindste får samme vægt. Og alting er som det skal være, og altid har skullet være.

Vi kalder disse øjeblikke for stjernestunder. Det er tidspunkter, hvor livet går op. Hvor vi glemmer os selv, og bare er til stede. Øjeblikke hvor antallet af likes, støv på stuegulvet, inflation og stigende priser får lov at træde en smule i baggrunden, og viger pladsen for noget større. Noget vigtigere.

Stjernestunder er glimt i tilværelsen, der skal minde os om det væsentligste i tilværelsen – om det, vi kan tage med os altid, gemt dybt i vores hjerter.

Jeg tror, at mange ønsker, at hver eneste jul kunne blive sådan en stjernestund. Jeg må indrømme, at jeg selv ønsker det. Vi har en dreng på 6 år hjemme, og jeg ønsker i virkeligheden nok at give min barndomsjul.

Men det pudsige er, at jeg bedst husker den jul, hvor vores komfur gik i stykker, og vi måtte låne overboens komfur. Op og ned ad trapper gik det med kalkunen og sovsen – jeg er ret sikker på, at min mors puls har været høj, og at hun ikke i øjeblikke har nydt det – men efterfølgende blev det en stjernestund. Det blev jo jul, også med et ødelagt komfur; og vi endte, som vi plejede, ved det runde bord i stuen, hvor vi med højtidelige miner spiste måltidet.

En stjernestund behøver ikke være perfekt, men kan være de øjeblikke af sammenhold og af glæde på trods, som møder os.

Jeg kommer til at tænke på en lidt pudsig historie, som jeg gerne vil dele med jer. I Indien i Calcutta ligger der en golfbane, som havde et tilbagevendende problem med aber. Aberne var så fascinerede af golfboldene, at de hoppede ind på banen og snuppede dem, og lagde dem helt andre steder end der, hvor de først landende. Man forsøgte mange ting, så disse aber ikke skulle forstyrre spillet – man lagde mad ud til dem, man fyrede advarselsskud af, men lige meget hjalp det. Aberne tog boldene, løb med dem, og kastede dem fra sig igen til stor irritation for golfspillerne. Men så fandt man en løsning, for løses skulle det jo. Man indførte en ny regel til golfreglerne, nemlig den: Spil bolden derfra hvor aben taber bolden.

Det er nok den eneste golfklub i verden med den regel, men den giver mening i Calcutta golfklub.

Livet er som et golfspil, hvor der kan komme en abe og tage vores golfbolde – og lige meget, hvad vi ellers gør – vifter med armene, lægger søde sager ud, eller fyrer skud af, så vil aben tage de bolde. Det er et vilkår, at livet ikke altid går som vi ønsker det eller drømmer om. Men det betyder ikke, at vi ikke kan gøre noget – vi kan nemlig spille bolden derfra, hvor aben taber den igen.

Nogle gange er det, det eneste, vi kan – og der ligger et lille håb gemt i det, når der kommer aber ind i vores liv. Livet rummer muligheder og stjernestunder, aber til trods.

Det siger jeg ret skråsikkert, livet igen og igen viser os, at håbet gror i skyggen – når livet vil brydes med os, så vokser håbet.

Det hører vi om her i kirken, netop i dag, at det skete i de dage, at der udgik en befaling, som alle måtte følge. De skulle tælles, selvom det var meget ubelejligt for en ung, gravid pige fra Nazareth. Men hun måtte spille bolden, derfra hvor aben, havde lagt den. Og hun tog afsted med sin forlovede, og hun endte med at føde i byen Betlehem. Men ikke engang i en seng fødte hun – hun fødte på jorden liggende på halm – i en stald, hvor luften har været tæt af dyrenes ånde. Et sted med den sødlig og skarp duft, der rammer næseborene på enhver, der er gået ind i en stald. Derinde på det snavsede gulv fødte hun sit første barn, som hun, forestiller vi os, har taget imod selv og lagt til sit bryst, som kvinder har gjort det i tusindvis af år. Kroppen har vidst, hvad den skulle gøre, og hendes skrig har løftet sig mod himlen og op mod den klare stjerne, der på dette tidspunkt i historien, har lyst himlen op. En stjerne så stor og klar, at den har kunnet ses langt væk fra. Vi kalder den stjerne for Betlehems stjernen opkaldt efter den by, hvor Jesus blev født. Stjernen har med sit lys forkyndt, at Gud vil have stjernestunder med sin skabning – med os.

Kvinden i stalden – Maria - fødte Guds søn. Vi kalder dette lille barn for kongesøn, Evigheds Fader og Freds Fyrste. Barnet fik fra fødslen store og betydningsfulde navne, som sømmer sig for et barn født på et slot. Men Guds søn blev født på jorden – helt fysisk. For at vise os, at Gud ville møde mennesker, som vi er. På arbejde, i sorg, syge, i længslen, i håb og drømme. Han mødte os i livet lige der, hvor vi er.

Han kom til os, og kommer stadigvæk til os – for jul handler ikke om alt det, som vi når i juledagene, men om det, der når os. Og Jesus når os. Han kommer til os, og taler om kærlighed og håb, som var det det mest naturlige i verden, og fortæller os, at kærligheden og håbet tilmed er for alle, venner som fjender.

Det er bemærkelsesværdigt, at han talte på den måde, for hans liv var så svært til at begynde med, at man skulle tro, at kærligheden kunne være blevet kvalt fra begyndelsen af.

Jesus blev født i et land, der var besat af et andet land. Hans familie måtte tilmed flygte med ham, da han var spæd, fordi der var en konge, der ville slå ham ihjel. Jesus boede således i et fremmede land den første tid, han levede, indtil hans familie igen turde vende hjem. Jesus var både flygtning og et barn af en besættelse.

Han blev ikke blot født i en stald – hans forudsætninger i livet var hårde.

Men der er også et skæbnefællesskab mellem ham og os – mellem Gud og os. Jesus blev ikke sparet, fordi han var Guds søn – han blev kastet ind i tilværelsen ligesom os.

Og alligevel forkyndte han kærlighedens magt. Ja på trods. For livet er til tider et liv på trods. Et liv, der trods alt der, vi skal kæmpe med, gør os åbne for det smukke i livet. Gør at vi stædigt kan holde fast ved, at kærligheden er større end hævnen. Lyset er kraftigere end mørket – og at håbet kan få bekymringerne til at mindskes.

Julen er en stjernestund – ikke pga. det, vi når eller ikke når – men fordi julen rummer et budskabet til os. Betlehems stjernen, der lyste for Jesus den nat, lyser nu for os. Husk på det, når I ser stjernen øverst i juletræet – for det er netop Betlehemsstjernen vi sætter der – at lyset kom til verden den dag i form af et lille barn. Der er håb i en verden, hvor fremtiden kan synes sort og dyster. Der er håb, fordi der altid har været håb i mørket. Stjernerne skinner ind i det mørke, og lover os, at Gud er med os, også nu.

Og som englene sang der i mørket den nat, således gentager vi deres sang med ordene:

Ære være Gud i det højeste. Og på jorden fred med mennesker, som har hans velbehag.

Amen

Kirkebøn:

Lysets Gud – du skinner så klart, at hele universet blev oplyst, da du befalede det.

Det lys lod du skinne i et lille menneske – Jesus – der voksede op for at fortælle os om din kærlighed. En kærlighed der er for alle, der vil have den.

Vi kommer her i dag for at høre de ord igen, som får vores hjerter til at falde til ro – og julen til at skinne mere klart.

Vi kommer her for at få håbet gødet, så det kan vokse op, og vi kan gå herfra med frihed i hjerterne.

Vi beder for den verden, du har givet os, og det ansvar, der følger med.

Vi beder for alle, der i dag sidder alene, og mangler. Vi beder for alle, der har fulgt en, de elsker til graven. Vi beder for alle, der er bange, nervøse eller bekymrede for i dag.

Vi beder for alle, der skændes med deres familier. Vi beder for alle, der savner deres familier.

Vi beder for alle børn – både dem der kommer til at opleve stjernestunder i aften, og dem der oplever noget som intet menneske bør opleve.

Vi beder for barnet i os voksne, at vi med tillid til verden må møde hinanden – lær os at give af vores overskud, så vi sammen kan skabe en verden for alle.

Vi beder for Møllevangskirken, og for alle kirker, templer, moskeer og helligsteder over hele verden. Selvom vi ikke er enige, så er vi enige om, at vi ønsker fred i verden. Lad freden stå forrest.

Lad Betlehemsstjernen lyse for alle.

Amen

Alle helgens dag 2022

Den anden dag spurgte min søn på 6 år mig om, hvornår jeg skulle dø. ”Hvornår skal du dø, mor?”
Det er et spørgsmål som næsten alle børn på et tidspunkt stiller deres forældre, og hvad skal man svare? For det er jo det eneste, vi ikke ved noget om her i livet. Vi kan måske nok vide, at det er snart, men det præcise øjeblik, hvor vi ånder ud for sidste gang, kender vi ikke.

Det er skjult for os – heldigvis.

Så jeg svarede ham, det eneste jeg kunne: ”når jeg er meget gammel, og du er voksen. ”

Og uden at sige det højt, indsatte jeg et lille: ”håber jeg.”

For jeg håber, at jeg skal dø, når jeg er parat til det. Når jeg har set, at vores søn er godt i vej, og at jeg også får tid til at forberede døden. Jeg håber, at jeg får tid til at sige alt det, der skal siges.

Selv i døden er der håb om noget. Og jeg får lyst til at tilføje: ja, netop i døden er der håb.

Døden er håbets sted, selvom det kan lyde selvmodsigende. Men hvis man tænker efter, er det næsten logisk – for netop der, hvor alt synes mørkt, vokser håbet om noget andet eller mere frem.

Døden har mørket i sig – den er definitiv og endelig. Det er afslutningen på livet, som vi kender det. Den efterlader os tilbage, og trækker følelser som sorg, længsel, tomhed og smerte med sig. Så netop der, hvor vi møder døden, har vi brug for at håbe.

Håbet strækker sig i alle retninger – det er både den dødende og os, der skal leve, der mærker håbet.

Den døende håber ofte, at de gode og kærlige minder og oplevelser, man har delt, må stå lysende klare, også i fremtiden. Den døende håber også ofte, at fremtiden for dem, der skal blive i livet, må blive fyldt med glæder, kærlighed og latter. Og så håber mange døende, at de slog til – og de med deres liv var nok – for andre.

Andre igen ønsker tilgivelse, for noget, de har båret rundt på, måske i årevis. Noget de gjorde eller måske ikke gjorde.

Døden gør os på en måde synlige for hinanden. Der er ord, der presser sig på – eller en væren, der presser sig på. Nogle gange er en hånd, der bliver holdt eller to mennesker der ser på hinanden alt det, der skal siges. Vi ser og oplever en indsigt – og ser måske tydeligt for første gang i vores liv.

Det er som om, at der bliver kastet lys på livet. Eller som Jesus siger til os i dag: I er verdens lys. I skal skinne for alle.

Livet er som en flamme eller som et lys – et lys, der skinner og gør verden en lille smule mindre mørk. Det synes jeg selv blev meget tydeligt, da vi fik vores søn. Vi blev forældre i en sen alder og da vi endelig fik vores lille dreng i armene, skinnede han så stærkt i vores liv, at vi vidste, at livet for altid ville være forandret. Hans liv blev vores lys. Han er som salt, der giver livet smag. Og det blev også tydeligt for os, at døden nu også var en del af vores liv. Det er underligt, at på fødestuen var døden med i skyggen. Men vi vidste og fornemmede instinktivt, at vi ville og vil beskytte ham med vores liv. Kærligheden kræver det af os, og vi er mere end villige til at betale prisen.

Hans liv er flettet sammen med lyset i vores liv.

Døden og livet hænger sammen. Og jeg håber, at jeg får lov at dø før ham – ikke fordi jeg ønsker, at han skal opleve sorgen, men fordi jeg ønsker ham livet. Og det er netop livet, denne dag handler om. Alle Helgen er den dag på året, hvor vi særligt mindes de døde og det de var og er for os. Dagen er ikke dødens dag, men derimod livets og håbets dag. For vi sidder med livet – og vi sidder med håbet.

Vi mindes jo de dødes liv – vi tænker ikke altid på deres død. Jo – lige når man har mistet, så er døden tæt på, og den sidste tid, kan synes at fylde det hele. Men som tiden går toner livet frem. Små begivenheder i ens eget liv, kan få en til at tænke på den døde. Man kan trække på smilebåndet eller få en tåre i øjenkrogen. De lever stadigvæk med os i vores erindringer – og i vores hjerter. De døde er en del af vores liv. Det er håbefuldt.

Vi sætter aftryk i hinanden liv – nogle gange på små måder og andre gange bombastisk. Nogle gange er aftrykket, at man har vinket til hinanden gennem et køkkenvindue og andre gange er det timelange snakke, vi mindes. Vi kan ikke møde andre mennesker uden at sætte aftryk.

En dag bliver det os, der skal gennem døden. En dag bliver det os, der bliver mindet – vores aftryk i livet bliver trukket frem.

Men lige nu er vi lys og salt. Lige nu er vi verdens lys og salt – og vi skal leve med hinanden. Leve for hinanden. Vi skal skinne som små fyrtårne i en til tider mørk verden. Det kan lyde stort – og ja også svært. Men vi skal læne os i den vished, at det er Gud, der satte det lys i os, og at han får det til at skinne, når vi møder hinanden. At han sørger for, at vi lyser for andre. Som en baby, der endnu ikke kan andet end blot at være, men som alligevel gør en verden til forskel, sådan er vi for Gud. Bare ved at vi er, så gør vi en forskel.

Vi er salt og lys – for hinanden, og for Gud.

Alle helgen er fyldt med håb.

Jeg møder døden med et håb om, at de døde ikke bare, ligger i et mørke eller at deres eksistens bare er stoppet. Jeg håber, at de er i ”altet” – hos Gud. At de er i evighedens lys – det sted, hvor alt begynder og alt slutter. Alfa og omega – begyndelsen og enden.

Det er et håb, der begynder med, at jeg håber, at de døde endnu ER, og ikke bare var. Men er lige nu også i dag – i dette øjeblik.

Selvom det øjeblik kan være tungt for os at være i, fordi sorgen overmander os.

Helle Søtrup, der er digter, skrive i sin bog ”Kyshånd” følgende:

”Engle kan flytte tunge sten” (Overgivelse No 9)

Her tænker hun dels på de engle, der påskemorgen kom ned til Jesu grav, og flyttede den sten, der lå foran graven, så Jesus Kristus kunne gå ud af den som opstanden. Men måske tænker hun også på sorgens sten, der kan ligge foran os, og gøre det svært at komme frem. Englene kan hjælpe os med at flytte stenene en ad gangen, så vi kan fortsætte på livets vej.

”Engle kan flytte tunge sten-” – selv de sten, som vi ikke orker at rokke selv. Og lidt ad gangen, får de dem rykket for os – og rykket os ind i livet igen.

Vi skal leve – leve det liv, som de døde måtte slippe. Leve fordi vi har fået livet.

Vi må leve med taknemmelighed over at have delt det med andre – leve det med glæde over hinanden. Og med et håb om, at Gud er med os hele vejen. Ud i livet, gennem døden og ind i opstandelsen.

Der er håb.

Amen


Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/allehelgen-fra-anden-raekke