Jeg tror, at de fleste mennesker har brug for, at der er nogen, der ser dem. Det tror jeg, fordi jeg selv har brug for at blive set. Men man kan blive set på, på mange forskellige måder. Man kan blive set på med beundrende øje, hvor den anden sætter en op på en piedestal. Man kan blive set på med misundelige øjne, hvor anden ikke kan glæde sig sammen med en. Man blive set på med frygtsomme øjne, hvor den anden er bange for en. Eller man kan blive set på mistroiske øjne, hvor den anden ikke stoler på det man siger eller gør. Og så kan man blive set på med kærlige øjne, der sætter både den der ser, og den der bliver set, fri.
Der er mange måder, vi kan se hinanden på – og i vore dage, ser vi på hinanden som aldrig før – og vi ser på os selv som aldrig.
Jeg læste en artikel, der handlede om en ung kvinde på 19 år (zetland, ”Der findes over 6000 billeder af Emma” 6. juni 2023), der er vokset op med digitalkameraet som fast følgesvend i forældrenes hænder. Der findes over 6000 billeder af hende indtil nu. Og det påvirker oplevelsen af livet, og faktisk også selvtilliden. Kvinden følte, at hun slet ikke havde magt over sit eget liv. Hun var blevet et objekt i en fortælling, der ikke længere var hendes.
Der er lavet undersøgelser, der viser, at vi faktisk slet ikke har godt af at se på os selv så meget.
Os der tager mange selfies er langt mere selvkritiske end dem, der ikke tager så mange. Det er blevet undersøgt – selfies er ikke godt for selvværdet.
Det gør altså noget ved os, når vi ser så meget på os selv. Det vidste man allerede i antikken, for der findes en myte om en mand ved navn Narkissos, der var en meget smuk mand. En nymfe – det er en slags ånd – forelsker sig i ham, men det er ikke gengældt, så hun straffer ham. Straffen er, at han bliver forelsket i sit eget spejlbillede, da han kigger ned i en vandpyt.
Og der sad han dag ind og dag ud og så ikke andre end sig selv, og han endte med at visne og blive til en påskelilje.
Det gør noget ved os, når vi ikke ser andre, og kun ser os selv.
Nu kan man måske tro, at det her kun gælder unge mennesker. Men jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange selfies jeg har på min telefon – men mange. Og jer ser på dem. Og hvem har ikke taget sig i under et videomøde på teams eller skype at bruge tiden på at se på sig selv, i stedet for på den, der taler.
Vi er sært fascinerede af os vores eget spejlbillede.
Men måske det ikke er så sært endda – for vi har brug for at blive set, men i stedet for at få øje på os selv, burde vi måske bruge tiden på at få øje på hinanden. Den du får øje på, ser også dig.
Og det højner selvværdet – fordi mødet med et andet menneske, der vil dig det godt, højner din tro på dig selv.
Vi er skabt til fællesskaber med hinanden og med Gud. Gud skabte menneske til at være sammen med andre. Vi er sat i et netværk, som vi skal være en del – og finde vores plads i.
Jesus fortæller i dag en lignelse – altså en fortælling, der skal ligne noget i vores liv med hinanden og med Gud. En fortælling om en mand, der er blevet udsat for vold og ondskab. En mand, der er blevet ydmyget og forladt – og nu alene er overladt til sig selv – og dermed også dybt afhængig af en andens hjælp.
Og da hører vi, at en præst kommer gående – ser manden, der har brug for hjælp, og går videre. Og dernæst en kommer en levit gående – ser ham og går videre.
Præster og levitter arbejdede begge i templet, hvor der var strenge krav om renhed. Man måtte ikke røre ved et lig, for så var man uren i hele 7 dage efter, og skulle derefter rense sig selv. Måske har det været medvirkende til, at de gik forbi? Måske var de bange for, at han skulle dø, mens de hjalp ham, og dermed ville gøre dem urene, så de i 7 dage ikke kunne komme i templet og tilbede Gud?
Jeg tror, at det er en af Jesu pointer, vi her har fat i. For de to mænd i lignelsen, har dét at tilbede Gud været vigtigere end at hjælpe det svage menneske. Jeg tror heller ikke, at Jesu vil fortælle os, at de to mænd er specielt onde eller dumme, men nærmere har Jesus villet åbne vores øjne for samfundsstrukturer, der ikke gavner den svage.
Præsten og levitten gør det, som man i samfundet ville karakterisere som ”rigtigt”; men at gøre alt rigtigt kan til tider være det helt forkerte.
Nogle gange må man bøje reglerne lidt for at kunne bøje sig mod sin næste.
Den næste der kommer forbi er fra Samaria – han er samaritaner.
Samaritanerne var fjenden på det her tidspunkt – Man foragtede dem, og gik udenom dem. Og havde landet Samaria haft et flag, var det bestemt ikke blevet hængt op på rådhuset, men måske nærmere brændt i foragt.
Derfor er det meget opsigtsvækkende, at det netop er samaritaneren – fjenden – der hjælper manden i grøften. Samaritanerne ser et menneske i nød, og hjælper.
Han ser forbi alt det, vi ellers kan se hinanden med – de filtre, vi kan sætte op. Det kan være nationalitet, religion, påklædning, politisk holdning, køn, seksualitet – ja, vi ser og ser – og vi bruger uanede mængder af tid på at finde kasser til alle mennesker. For i kasser skal de. Men tænk nu hvis, vi brugte lidt mindre tid på at finde bokse nok, så der er en til hver, og mere tid på at være sammen, som mennesker først og fremmest. Ja, tænk hvis det vigtigste ved et menneske var at møde det.
For i mødet – i mellemrummet mellem os, der vokser kærligheden frem.
I den bøn, jeg om lidt vil bede fra alteret på vores alles vegne ifm. nadveren, lyder ordene: ”Gør den indbyrdes kærlighed levende iblandt os.”
Kærligheden er det, der lever MELLEM os – ikke kun inde i vores hjerter, men mellem os, når vi går i fællesskab med hinanden. Og den er levende, vibrerende og dynamisk. Kærligheden er en svingning mellem os, når vi løfter blikket og ser hinanden i øjnene.
Vi skal forsøge at lave endnu flere fællesskaber, selvom jeg nu ikke forestiller mig, at det nødvendigvis bliver nemt. Det bliver både besværligt og træls – for sådan er vi mennesker også. Der er både præster, levitter og fjender som vi skal forholde os til, når vi er i fællesskab med hinanden. Der er mennesker, der er uenige med os, og som gør noget helt skørt. Så jeg siger ikke, at det bliver nemt, men det bliver bedre end at stirre på sit eget spejlbillede for at visne langsomt.
Vi er skabt i kærlighed – vi skal elske den Gud, der har skabt os, og vi skal elske hinanden. Det er hvad fortællingen til i dag, siger os. Vi har to relationer, vi skal passe – Gud og hinanden.
Eller det vil sige – fordi vi er i relation til Gud, så er vi bundet til at gå i relation med næsten.
Sagt på en anden måde – fordi Gud elsker os, så skaber det så meget ekstra kærlighed i os, at vi slet ikke kan andet end at gå ud og elske videre.
Kærlighedens overskud skubber os ud mod hinanden som mennesker og fjerner alt det, der ellers skiller os ad.
Men vi er også realister – for selvom vi får at vide, at vi skal være gode, så er vi det ikke altid. Vi er til tider små mennesker – eller jeg er i al fald. Jeg kender det med, at jeg ikke kan leve op til min egen idealisme, og jeg kommer til at skade folk og gøre dem ondt.
Men at jeg gør det engang imellem, betyder ikke, at det er ALT hvad der er at sige om mig. For jeg er også det modsatte – nemlig en, der hjælper, hvor jeg kan – og en der vil andre det bedste.
Og sådan er vi – vi er både en levit og en samaritaner. Og Gud er os nær i begge situationer.
For Gud sympatiserer ikke kun med manden i grøftekanten eller samaritanerne – han sympatiserer også med præsten og levitten, fordi det måske i virkeligheden er dem, der rent sjæleligt ligger overfaldet i grøftekanten.
Der er ikke et eneste menneske, som Gud opgiver. Han bliver ved med at elske, og særligt dem, der mangler kærlighed.
Den barmhjertige samaritaner er en fortælling om Guds rige – om Guds kærlighed – og om, at Gud ser stort på, hvilket vigtigt job vi har, eller om andre synes vi er fjender, men derimod ser Gud et stort hjerte hos os, der kan banke for livet omkring os, og for andre mennesker.
Gud ser os med kærlighedens øjne – og det er nu engang det blik, der er størst.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/13-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke
søndag den 3. september 2023
torsdag den 27. juli 2023
8. søndag efter trinitatis, 2023
Ord har magt. Og særligt når vi taler i billeder. Billeder kan så nemt vække associationer og tolkninger, der sætter skel mellem mennesker, i stedet for lægge fokus på nådens forvandlende kraft.
Jesus taler om os som frugttræer i dag. Og træer har en stor betydning i Bibelen – lige fra de to træer i Edens have, til træet som Noa byggede sin ark med – over til Job, der siger, at "for et træ er der håb". Til Jesus der bliver korsfæstet, og sømmet fast til planker af træ.
Vi kender træet – vores kirke her er bygget af træ. Det er overalt os – det favner her os her i kirken. Og vi sidder næsten som i en ark sammen herinde. Trygge, mens regnen rammer ruden.
Og nu hører vi, at vi er som træer – at Gud, er som en gartner, der går rundt og skærer dårlige grene af, og passer på de gode grene.
I dagens evangelium bliver træbilledet brugt til at afsløre de falske profeter. På Jesu tid vrimlede det med profeter, der talte fra alle gadehjørner, og derfor har talen om tage sig agt for falske profeter været en velbegrundet advarsel.
I dag har vi ikke helt så mange profeter, men vi har selvfølgelige magtmennesker, der vil bestemme over andre, og som ikke levner meget plads til demokrati eller næstekærlighed.
Men selvfølgelig skal vi også i dag tage os i agt, for dem, der vil skabe fronter. For dem, der råber højest og påberåber sig selvretfærdighedens harme. Eller dem, der under dække af at ville andre det gode, faktisk river mennesker ned og fra hinanden.
Skal vi kendes på vores frugter? Ja, det får vi at vide i dag. Det er svært at forestille sig et træ, der ikke bare engang imellem producerer et råddent æble.
Det æbletræ vi har i haven, producerer helt vildt mange æbler, men ikke alle bliver til spisemodne æbler. Mange af dem falder af førend de er begynder at vokse, og nogle af dem rådner på grenen. Nogle af dem har orm, og nogle af dem kan man slet ikke nå.
Et frugttræ producerer mange slags frugt – ikke alle er søde og gode. Men nogle af dem er selvfølgelig.
Og her er billedet af mennesket som et frugttræ meget nyttigt. For selvfølgelig er der ingen, der ikke bare engang imellem opfører sig som en idiot. Men vi gør det ikke hele tiden og altid. Vi er både idioter og gode mennesker. Vi er både onde og gode. Vi er både egoistiske og næstekærlige. Det ene udelukker ikke det andet.
Så hvilken frugt skal vi kendes på? Den dårlige eller den gode?
Hvad vores eget æbletræ angår, så ser vi på, og synes jo at det er et godt træ, der giver gode æbler – og det selvom halvdelen af æblerne var for små, sure, rådne eller blev spist af orme. På trods af at halvdelen af dem var dårlige, så er det jo ikke det samme, som at træet er dårligt. Der var jo også gode æbler på det træ.
Er mennesker sådan? Ja, det tror jeg, og det er også derfor jeg er kristen. Fordi jeg igen og igen hører i Bibelen, at Gud vælger de mennesker, som andre tror producerer dårlige æbler, og bruger dem i sin frelsesplan. Det er dem, som ingen andre regner, der bliver kaldt frem eller kaldt ned fra et træ, som Zakæus i sidste uge.
Men hvorfor så advare, hvis det er sådan, at Gud kan bruge alle mennesker – og hvis nåden virkelig er større end alt andet, hvorfor så skabe dette stærke billede af ulve i fåreklæder, der både skaber frygt og skel?
Og kan vi overhovedet skelne?
Vi må antage, at fordi det er os, der bliver advaret, så er det ikke os, der er ulvene. Det er noget andet – noget udefrakommende, der vil manipulere os og bilde os noget ind.
Vi kan ikke altid kende dem, fordi de jo netop ligner uskyldige får.
Men Jesus siger faktisk til os, at vi kan kende dem på deres handlinger.
Det er en af kristendommens paradokser. Nemlig den, at troen kommer spontant til udtryk i gode handlinger. At når vi har troen, så er der ingen afstand mellem troen til gerningen, og vi kan ikke gøre andet end det rette.
Men vi siger også, at vores handler ikke definerer os i – hermed mener vi, at gør vi noget forkert, så er der altid mulighed for at vende om og få tilgivelsen. Og modtager vi tilgivelsen, altså nåden, så mærker vi også kærligheden, og så vil vores handlinger faktisk afspejle Guds plan.
Sådan siger handlinger ikke noget om os, når de er onde, men alt om Gud, når de er gode.
Derfor siger Jesus også, at vi kan kende frugten ved at smage på den.
Og smage på den, bliver vi nødt til.
Hospitalsimanen Naveed Baig sagde engang, jeg holdet et oplæg sammen med ham, at tro var som et æble, man tog en bid af, og derefter skulle beskrive hvordan smagte til en, der aldrig havde taget en bid af et æble. Det kan man ikke, var pointen. Man bliver nødt til at selv at bide i æblet.
Og vi bliver måske nødt til at smage frugterne af folks handlinger førend vi kan gennemskue om de er gode eller dårlige frugter, medmindre man med det samme kan se, at frugten er rådden.
Og kan vi smage det, så skal vi tage os i agt.
Men igen, så skal vi huske, at det er Gud, der er gartner, og dermed Gud, der skærer grenene af, der ikke kan bruges. Det er ikke vores opgave eller ansvar. Vi skal blot tage os i agt, så vi ikke følger efter den forkerte.
Livet er farligt – verden er aldrig rigtig i fred. Vi har kriser på krise. Og i skrivende stund er 360 millioner kristne forfulgte for deres tro. I 2016 målte man, at der var blevet slået 90.000 kristne ihjel alene det år pga, deres tro. Det svarer til, at der hver 6. minut bliver slået en kristen ihjel (https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/ekspert-en-kristen-draebes-hvert-sjette-minut).
Der er grund til at advare – ikke mod troen, men mod dem, der ikke vil lade andre tro det, de ønsker. Advare mod dem, der vil bytte friheden med tryghed, hvilket altid ender i ondskab og skel.
Det er et stærkt billede af os som træer. For vi giver frugt – alle sammen. Det kan vi ikke lade være mere.
Men det er alene Gud, der er gartneren – ham, der sørger for os.
Så vi skal leve i spændingen mellem troen på Gud, der er evigt god, og som skænker os troen, nåden og kærligheden. Og en verden, der ikke altid er god, og hvor vi kan blive forført af ondskaben. Vi skal leve med, at ikke alle vores livs frugter er gode, men at vi også engang imellem lader Guds rigets virkelighed skinne gennem vores handlinger.
Vi skal være agtpågivende uden at dømme.
Det er noget af en opgave, men Gud har tiltro til os. Altid.
Han har skænket os livet og hinanden, fordi han tror de muligheder, der er i os.
Fordi der i hver lille kerne ligger muligheden for at blive et stort og smukt træ.
Fordi livet til syvende og sidst rummer mere godhed end alt andet.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/8-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke
Vi kender træet – vores kirke her er bygget af træ. Det er overalt os – det favner her os her i kirken. Og vi sidder næsten som i en ark sammen herinde. Trygge, mens regnen rammer ruden.
Og nu hører vi, at vi er som træer – at Gud, er som en gartner, der går rundt og skærer dårlige grene af, og passer på de gode grene.
I dagens evangelium bliver træbilledet brugt til at afsløre de falske profeter. På Jesu tid vrimlede det med profeter, der talte fra alle gadehjørner, og derfor har talen om tage sig agt for falske profeter været en velbegrundet advarsel.
I dag har vi ikke helt så mange profeter, men vi har selvfølgelige magtmennesker, der vil bestemme over andre, og som ikke levner meget plads til demokrati eller næstekærlighed.
Men selvfølgelig skal vi også i dag tage os i agt, for dem, der vil skabe fronter. For dem, der råber højest og påberåber sig selvretfærdighedens harme. Eller dem, der under dække af at ville andre det gode, faktisk river mennesker ned og fra hinanden.
Skal vi kendes på vores frugter? Ja, det får vi at vide i dag. Det er svært at forestille sig et træ, der ikke bare engang imellem producerer et råddent æble.
Det æbletræ vi har i haven, producerer helt vildt mange æbler, men ikke alle bliver til spisemodne æbler. Mange af dem falder af førend de er begynder at vokse, og nogle af dem rådner på grenen. Nogle af dem har orm, og nogle af dem kan man slet ikke nå.
Et frugttræ producerer mange slags frugt – ikke alle er søde og gode. Men nogle af dem er selvfølgelig.
Og her er billedet af mennesket som et frugttræ meget nyttigt. For selvfølgelig er der ingen, der ikke bare engang imellem opfører sig som en idiot. Men vi gør det ikke hele tiden og altid. Vi er både idioter og gode mennesker. Vi er både onde og gode. Vi er både egoistiske og næstekærlige. Det ene udelukker ikke det andet.
Så hvilken frugt skal vi kendes på? Den dårlige eller den gode?
Hvad vores eget æbletræ angår, så ser vi på, og synes jo at det er et godt træ, der giver gode æbler – og det selvom halvdelen af æblerne var for små, sure, rådne eller blev spist af orme. På trods af at halvdelen af dem var dårlige, så er det jo ikke det samme, som at træet er dårligt. Der var jo også gode æbler på det træ.
Er mennesker sådan? Ja, det tror jeg, og det er også derfor jeg er kristen. Fordi jeg igen og igen hører i Bibelen, at Gud vælger de mennesker, som andre tror producerer dårlige æbler, og bruger dem i sin frelsesplan. Det er dem, som ingen andre regner, der bliver kaldt frem eller kaldt ned fra et træ, som Zakæus i sidste uge.
Men hvorfor så advare, hvis det er sådan, at Gud kan bruge alle mennesker – og hvis nåden virkelig er større end alt andet, hvorfor så skabe dette stærke billede af ulve i fåreklæder, der både skaber frygt og skel?
Og kan vi overhovedet skelne?
Vi må antage, at fordi det er os, der bliver advaret, så er det ikke os, der er ulvene. Det er noget andet – noget udefrakommende, der vil manipulere os og bilde os noget ind.
Vi kan ikke altid kende dem, fordi de jo netop ligner uskyldige får.
Men Jesus siger faktisk til os, at vi kan kende dem på deres handlinger.
Det er en af kristendommens paradokser. Nemlig den, at troen kommer spontant til udtryk i gode handlinger. At når vi har troen, så er der ingen afstand mellem troen til gerningen, og vi kan ikke gøre andet end det rette.
Men vi siger også, at vores handler ikke definerer os i – hermed mener vi, at gør vi noget forkert, så er der altid mulighed for at vende om og få tilgivelsen. Og modtager vi tilgivelsen, altså nåden, så mærker vi også kærligheden, og så vil vores handlinger faktisk afspejle Guds plan.
Sådan siger handlinger ikke noget om os, når de er onde, men alt om Gud, når de er gode.
Derfor siger Jesus også, at vi kan kende frugten ved at smage på den.
Og smage på den, bliver vi nødt til.
Hospitalsimanen Naveed Baig sagde engang, jeg holdet et oplæg sammen med ham, at tro var som et æble, man tog en bid af, og derefter skulle beskrive hvordan smagte til en, der aldrig havde taget en bid af et æble. Det kan man ikke, var pointen. Man bliver nødt til at selv at bide i æblet.
Og vi bliver måske nødt til at smage frugterne af folks handlinger førend vi kan gennemskue om de er gode eller dårlige frugter, medmindre man med det samme kan se, at frugten er rådden.
Og kan vi smage det, så skal vi tage os i agt.
Men igen, så skal vi huske, at det er Gud, der er gartner, og dermed Gud, der skærer grenene af, der ikke kan bruges. Det er ikke vores opgave eller ansvar. Vi skal blot tage os i agt, så vi ikke følger efter den forkerte.
Livet er farligt – verden er aldrig rigtig i fred. Vi har kriser på krise. Og i skrivende stund er 360 millioner kristne forfulgte for deres tro. I 2016 målte man, at der var blevet slået 90.000 kristne ihjel alene det år pga, deres tro. Det svarer til, at der hver 6. minut bliver slået en kristen ihjel (https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/ekspert-en-kristen-draebes-hvert-sjette-minut).
Der er grund til at advare – ikke mod troen, men mod dem, der ikke vil lade andre tro det, de ønsker. Advare mod dem, der vil bytte friheden med tryghed, hvilket altid ender i ondskab og skel.
Det er et stærkt billede af os som træer. For vi giver frugt – alle sammen. Det kan vi ikke lade være mere.
Men det er alene Gud, der er gartneren – ham, der sørger for os.
Så vi skal leve i spændingen mellem troen på Gud, der er evigt god, og som skænker os troen, nåden og kærligheden. Og en verden, der ikke altid er god, og hvor vi kan blive forført af ondskaben. Vi skal leve med, at ikke alle vores livs frugter er gode, men at vi også engang imellem lader Guds rigets virkelighed skinne gennem vores handlinger.
Vi skal være agtpågivende uden at dømme.
Det er noget af en opgave, men Gud har tiltro til os. Altid.
Han har skænket os livet og hinanden, fordi han tror de muligheder, der er i os.
Fordi der i hver lille kerne ligger muligheden for at blive et stort og smukt træ.
Fordi livet til syvende og sidst rummer mere godhed end alt andet.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/8-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke
søndag den 23. juli 2023
7. søndag efter trinitatis, 2023
Vi har alle brug for, at der er nogen, der får øje på os, og ser på os med milde og tilgivende øjne. Vi har brug for at blive set som dem vi er, og kaldt ud i livet. Det heler det brudte i os, når vi bliver set på, på den måde.
Men vi har derimod ikke brug for, at der er nogen, der afslører os eller blotlægger os. Det skaber nemlig skam, og heler ikke – det skaber blot større ar i os. Det river os i stykker.
Det hele handler om, hvordan vi bliver set på – det handler om motivet. For om vi bliver set med alt, hvad vi rummer eller afslører, så er det, det samme menneske, der står i centrum. Men hvor det ene blik, ser og stadigvæk elsker, så det andet blik og foragter.
Som Zakæus, der bliver set på begge blik. Flokken ser ham med skammes blik – fordømmelsens blik. De kan ikke lide ham, fordi han snyder. Og fordi de laver den antagelse, at de valg, du træffer 1:1 siger noget om, hvem du er som menneske. Og så er der Jesus, der også ser Zakæus med alt, hvad han er, og ser at han snyder. Men Jesus ser også potentialet – mulighederne i ham – ser ham med nådige øjne, og det forandrer ham.
Hver gang jeg læser Zakæus, så dukker der et eventyr op i mine tanker, nemlig "Kejserens nyde klæder" af H.C. Andersen. Eventyret handler som bekendt om en kejser, der gik mere op i sit udseende end om sine opgaver.
En dag kommer der to bedragere til slottet, der påstod at de kunne væve det smukkeste stof med de smukkeste mønstre. Men stoffet havde den evne, at var man dum eller duede man ikke til sit embede, så kunne man ikke se stoffet.
Kejseren tænkte, at ved at eje de klæder på, kunne han komme til at kende alle i sit rige. Ja, han tænkte nok, at han kunne afsløre dem.
Så derfor gav han væverne besked på at begynde at væve. Og det gjorde de.
Rygtet om væverne gik i hele byen, og alle var så nysgerrige efter at se klæderne, og endnu mere efter at se, hvor dum deres nabo var.
Kejseren sender indtil flere af sine embedsfolk ud til væverne, for at se, hvordan det går med arbejdet. Men ingen af dem, han sender ud, kan se stoffet, fordi væverne jo er bedragere. De vævede ikke andet luften sammen, men ingen ville afsløres som dumme, så derfor spillede kejserens folk komedie og lod som om de kunne se stoffet.
Og alle i byen talte om stoffet.
Da gik kejseren ud for at se det, og selvfølgelig kunne han heller ikke se stoffet, for hvem kan se luften? Men også han priste tøjet i høje toner, og alle omkring kejseren gjorde det samme. Og væverne fik medaljer for deres arbejde, og tilmed en titel af væverjunkere.
Dagen oprandt, hvor stoffet var færdigt, og var "syet" til klæder til kejseren.
Og væverne kom med det, og klædte kejseren på, og da ville han gå i parade gennem byen. Og sådan skete det, at kejseren, uden en trevl på kroppen, gik gennem byen og blev beundret af alle for det smukke tøj.
Ja, lige indtil et lille barn ser ham og udbryder: Men han har jo ikke noget på.
Og de ord gik gennem folket, der til sidst alle som en råbte: Men han har jo ikke noget på.
Sådan lyder eventyret af H. C. Andersen, som jeg er sikker på, at mange af jer kender.
Barnet, der symboliserer det menneske, der endnu ikke er påvirket af andres meninger om det, da det alene har oplevet kærligheden, siger det, som ingen andre tør sige af frygt for at blive lukket ude, skammet ude eller ikke hører til.
Det er ikke fordi de mennesker, der er omkring kejseren er onde, men frygten fylder mere i deres liv. De er måske selv blevet sårede, og er bange for at blive det igen. Så de skyr sandheden.
Men barnet ser sandheden, og er ikke bange. Barnet tør være i livet med sandheden og en tro på, at man som menneske stadigvæk går an, slår til og hører til, selvom man siger det, man ser.
Det eventyr minder på nogle måder om Zakæus fortællingen.
Zakæus er også udsat for et bedrag, som alle spiller med på; nemlig den, at vores handlinger definerer os. Ud for den tankegang, vil man mene, at fordi Zakæus har handlet slet, så er hans sjæl også slet. Zakæus er udenfor gruppen og sammenholdet. Man kan med et moderne ord sige, at han er udsat for voksenmobning.
Og ingen siger noget, for alle er bange for at blive sat ved siden af Zakæus og dermed uden for gruppens trygge ramme.
Men der bliver vi narret, som folket i eventyret bliver narret af væverne. For der er ikke noget stof.
Zakæus er ikke udenfor gruppen, og har aldrig været det. For Jesus kalder Zakæus ud i livet igen, og ind i fællesskabet ved at inviterer sig selv som gæst i hans hjem. Det er ikke engang Zakæus, der skal ind i Jesus liv – nej. Jesu kommer lige ind i Zakæus’ liv, og er med ham. Jesus sætter kærligheden forrest, og lader ikke de dumme valg, som Zakæus har truffet være det sidste, der er at sige om ham. Han giver ham en chance – en mulighed for at blive sig selv på en bedre måde.
Zakæus skal ikke blive til det, vi sådan lidt med en floskel ”et bedre menneske”. Nej, han skal være sig selv, men på en bedre måde.
Og det bliver han. Med det samme. Spontant om man vil.
For da Zakæus bliver set – ikke med fordømmelse eller had, men med mildhed og tilgivelse, da tør han være sig selv. Stå ved det, han har gjort forkert, og gøre det om.
Han bliver nemlig ikke afsløret som bedrager, men bliver set med kærlighed – og Jesus ser også hans bedrag, men ser samtidig også alt det andet, han rummer. Og lige der sker forandringen med os.
Det er Guds milde blik – det samme blik, vi møder i dåben, nadveren og i velsignelsen. Når Gud ser på os – løfter sit åsyn på os, da forandrer vores verden sig.
Vi mennesker skal øve os i at bruge det blik på hinanden – både kejser og nabo har brug for at blive set med milde blikke. Vi kan selvfølgelig ikke se på hinanden, som Gud gør det – vi har stadigvæk brug for Guds nådige ansigt, der ser os, og befrier os fra synden. Men vi skal ikke modarbejde Guds nåde ved at dømme hinanden – vi kan derimod arbejde med på Guds plan. Eller blive trælle for Gud, som Paulus beskriver det. Det er en gammeldags måde at sige på, at vi skal arbejde for Gud ikke for synden. Vi skal ikke være så bange for at blive sat udenfor af gruppen, at vi ikke tør tale sandheden, når et menneske sidder alene i et træ, fordi ingen andre vil give det menneske en plads ved sin side. Vi skal have modet til at kalde det menneske til at sidde ved siden af os.
Jesus kalder det store frem i et lille menneske – således også med os. For er det ikke os, der sidder i det træ en gang imellem, og føler os ladt uden for? Er det ikke os, der har brug for at høre en venlig stemme?
Vi har brug for Jesus til at kalde på os – men vi har også brug hinanden til at give os plads i fællesskabet.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/7-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke
Men vi har derimod ikke brug for, at der er nogen, der afslører os eller blotlægger os. Det skaber nemlig skam, og heler ikke – det skaber blot større ar i os. Det river os i stykker.
Det hele handler om, hvordan vi bliver set på – det handler om motivet. For om vi bliver set med alt, hvad vi rummer eller afslører, så er det, det samme menneske, der står i centrum. Men hvor det ene blik, ser og stadigvæk elsker, så det andet blik og foragter.
Som Zakæus, der bliver set på begge blik. Flokken ser ham med skammes blik – fordømmelsens blik. De kan ikke lide ham, fordi han snyder. Og fordi de laver den antagelse, at de valg, du træffer 1:1 siger noget om, hvem du er som menneske. Og så er der Jesus, der også ser Zakæus med alt, hvad han er, og ser at han snyder. Men Jesus ser også potentialet – mulighederne i ham – ser ham med nådige øjne, og det forandrer ham.
Hver gang jeg læser Zakæus, så dukker der et eventyr op i mine tanker, nemlig "Kejserens nyde klæder" af H.C. Andersen. Eventyret handler som bekendt om en kejser, der gik mere op i sit udseende end om sine opgaver.
En dag kommer der to bedragere til slottet, der påstod at de kunne væve det smukkeste stof med de smukkeste mønstre. Men stoffet havde den evne, at var man dum eller duede man ikke til sit embede, så kunne man ikke se stoffet.
Kejseren tænkte, at ved at eje de klæder på, kunne han komme til at kende alle i sit rige. Ja, han tænkte nok, at han kunne afsløre dem.
Så derfor gav han væverne besked på at begynde at væve. Og det gjorde de.
Rygtet om væverne gik i hele byen, og alle var så nysgerrige efter at se klæderne, og endnu mere efter at se, hvor dum deres nabo var.
Kejseren sender indtil flere af sine embedsfolk ud til væverne, for at se, hvordan det går med arbejdet. Men ingen af dem, han sender ud, kan se stoffet, fordi væverne jo er bedragere. De vævede ikke andet luften sammen, men ingen ville afsløres som dumme, så derfor spillede kejserens folk komedie og lod som om de kunne se stoffet.
Og alle i byen talte om stoffet.
Da gik kejseren ud for at se det, og selvfølgelig kunne han heller ikke se stoffet, for hvem kan se luften? Men også han priste tøjet i høje toner, og alle omkring kejseren gjorde det samme. Og væverne fik medaljer for deres arbejde, og tilmed en titel af væverjunkere.
Dagen oprandt, hvor stoffet var færdigt, og var "syet" til klæder til kejseren.
Og væverne kom med det, og klædte kejseren på, og da ville han gå i parade gennem byen. Og sådan skete det, at kejseren, uden en trevl på kroppen, gik gennem byen og blev beundret af alle for det smukke tøj.
Ja, lige indtil et lille barn ser ham og udbryder: Men han har jo ikke noget på.
Og de ord gik gennem folket, der til sidst alle som en råbte: Men han har jo ikke noget på.
Sådan lyder eventyret af H. C. Andersen, som jeg er sikker på, at mange af jer kender.
Barnet, der symboliserer det menneske, der endnu ikke er påvirket af andres meninger om det, da det alene har oplevet kærligheden, siger det, som ingen andre tør sige af frygt for at blive lukket ude, skammet ude eller ikke hører til.
Det er ikke fordi de mennesker, der er omkring kejseren er onde, men frygten fylder mere i deres liv. De er måske selv blevet sårede, og er bange for at blive det igen. Så de skyr sandheden.
Men barnet ser sandheden, og er ikke bange. Barnet tør være i livet med sandheden og en tro på, at man som menneske stadigvæk går an, slår til og hører til, selvom man siger det, man ser.
Det eventyr minder på nogle måder om Zakæus fortællingen.
Zakæus er også udsat for et bedrag, som alle spiller med på; nemlig den, at vores handlinger definerer os. Ud for den tankegang, vil man mene, at fordi Zakæus har handlet slet, så er hans sjæl også slet. Zakæus er udenfor gruppen og sammenholdet. Man kan med et moderne ord sige, at han er udsat for voksenmobning.
Og ingen siger noget, for alle er bange for at blive sat ved siden af Zakæus og dermed uden for gruppens trygge ramme.
Men der bliver vi narret, som folket i eventyret bliver narret af væverne. For der er ikke noget stof.
Zakæus er ikke udenfor gruppen, og har aldrig været det. For Jesus kalder Zakæus ud i livet igen, og ind i fællesskabet ved at inviterer sig selv som gæst i hans hjem. Det er ikke engang Zakæus, der skal ind i Jesus liv – nej. Jesu kommer lige ind i Zakæus’ liv, og er med ham. Jesus sætter kærligheden forrest, og lader ikke de dumme valg, som Zakæus har truffet være det sidste, der er at sige om ham. Han giver ham en chance – en mulighed for at blive sig selv på en bedre måde.
Zakæus skal ikke blive til det, vi sådan lidt med en floskel ”et bedre menneske”. Nej, han skal være sig selv, men på en bedre måde.
Og det bliver han. Med det samme. Spontant om man vil.
For da Zakæus bliver set – ikke med fordømmelse eller had, men med mildhed og tilgivelse, da tør han være sig selv. Stå ved det, han har gjort forkert, og gøre det om.
Han bliver nemlig ikke afsløret som bedrager, men bliver set med kærlighed – og Jesus ser også hans bedrag, men ser samtidig også alt det andet, han rummer. Og lige der sker forandringen med os.
Det er Guds milde blik – det samme blik, vi møder i dåben, nadveren og i velsignelsen. Når Gud ser på os – løfter sit åsyn på os, da forandrer vores verden sig.
Vi mennesker skal øve os i at bruge det blik på hinanden – både kejser og nabo har brug for at blive set med milde blikke. Vi kan selvfølgelig ikke se på hinanden, som Gud gør det – vi har stadigvæk brug for Guds nådige ansigt, der ser os, og befrier os fra synden. Men vi skal ikke modarbejde Guds nåde ved at dømme hinanden – vi kan derimod arbejde med på Guds plan. Eller blive trælle for Gud, som Paulus beskriver det. Det er en gammeldags måde at sige på, at vi skal arbejde for Gud ikke for synden. Vi skal ikke være så bange for at blive sat udenfor af gruppen, at vi ikke tør tale sandheden, når et menneske sidder alene i et træ, fordi ingen andre vil give det menneske en plads ved sin side. Vi skal have modet til at kalde det menneske til at sidde ved siden af os.
Jesus kalder det store frem i et lille menneske – således også med os. For er det ikke os, der sidder i det træ en gang imellem, og føler os ladt uden for? Er det ikke os, der har brug for at høre en venlig stemme?
Vi har brug for Jesus til at kalde på os – men vi har også brug hinanden til at give os plads i fællesskabet.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/7-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke
fredag den 23. juni 2023
Skt. Hans 2011, Universitets parken
Kære Alle – jeg skal som traditionen byder, men som jeg også føler, sige jer tak for invitationen til at holde dette års båltale. Båltaler er en mærkelig kategori, fordi de finder sted i et krydsfelt mellem hedenskab, kristendom og folkelighed. Og så skal talen helst være forståelig, morsom, oplysende og aktuel. Jeg har tænkt længe over, hvad jeg skulle sige. Det oplagte og sikre ville være at tale om Johannes døberen, der har lagt navn til dagen – der næstmest oplagte vil være at tale bålet og om hvordan man lavede bål så man kunne holde al ondskab og magi på afstand. Og så selvfølgelig at tale om lyset og mørket – den evige kamp som foregår på makroplan og mikroplan – mellem nationer og i ethvert menneskeliv. Mulighederne er mange. Så hvorfor faldt mit valg så på det, jeg vil tale om, nemlig kollegie livet og drømme? Fordi vi står her! Vi står på et de mest historiske steder i Aarhus, og skriver os selv ind i den. Fordi universitet har præget byen og fordi det fremover vil være et sted, der farver Aarhus. Og selvom mange af jer ikke ender i Aarhus, fordi jobbene kalder på jer i andre egen af landet, og selvom I ikke er indfødte århusianere eller siger Nørrega(j)e eller nugah(å)rn, så vil Aarhus altid være en del af jeres liv. Den del, der med tiden vil gulne som et gammelt billede og gennem dette skær fremstå som en tid, hvor drømmene kunne drømmes, hvor idealerne var himmelhøjt og hvor friheden var jeres. Så derfor siger jeg jer tak for at jeg måtte komme og tale – og nu til talen:
Da jeg var barn, tog min far mig en gang om året i sommerferien med til Aarhus. Det lå fast, at vi skulle til Moesgaard museum og Naturhistorisk museum. Jeg elskede det. At gå på eventyr mellem hylder og montre, hvor alt fra udstoppede fugle, dna kæder lavet i overdimensioneret plastic og såmænd et gammel moselig. Det var en eventyrverden for mig. Vi endte som regel ved Naturhistorisk museum, og efterfølgende var der lige tid til en smuttur rundt om søen i parken, der dengang var meget større – og ikke kun fordi jeg var mindre. Jeg så både på ænder og kæmpe træer, men også de mange studerende, der selvsikre bevægede sig rundt, fangede min interesse – de sad rundt i græsset, spiste, drak kaffe af termokander og røg en masse smøger – dengang var rygning in. Og mens vi vandrede rundt, og min far viste mig, hvor han selv engang havde læst, viste han mig også kollegierne med alle alterne, der vendte ud mod parken. Fyldt med ølkasser, mennesker der læste i solen og vasketøj – og jeg drømte. Drømte om, at den engang skulle være mig, der boede her, og tage del i det liv. Og jeg proklamerede højt for min far, at her ville jeg bo. Hvad jeg lige dengang ville læse, stod hen i det uvisse, men bo her, det ville jeg. Det pudsige er, at jeg faktisk stod ved den blok, der senere skulle blive mit hjem.
Det er jo en sentimental begyndelse på en aften, hvor vi om lidt skal sætte ild til heks. Men nogle gange går de ønsker, man har, i opfyldelse, og hvad bedre aften, end denne aften til at sende ønsker af sted ud i verden. Selvfølgelig har vi den naturlige skæringsaften, hvad angår ønsker – nemlig nytårsaften. Der ønsker vi i et væk, at nu skal vi begynde på spinning mindst 4 gange om ugen, nu skal vi spise blomkål hver søndag, eller nu skal vi virkelig studere hver dag og ikke bare læse til eksamen. Og hver gang holder det måske 14 dage, og måske kun til dagen efter. Det er som om at nytårsaften alligevel ikke rigtig gør sig så godt ud i ønsker. Så hvilken bedre kan man tænke sig end denne aften vi står i nu? En sommeraften (hvor der er potentiale for, at den bliver) smuk, blå, lys og mild. En aften, hvor vi tænder bål rundt om i landet og samles omkring det, kigger på flammerne, lytter til dets knitren og for et øjeblik falder i et med verden. Her skal ønskerne lyde – og med ønskerne håbet om, at det bliver til virkelighed.
Jeg endte med at bo på dette kollegium, som jeg ønskede engang i 80’erne på en tur til Aarhus. Der skulle gå små 20 år inden jeg kunne flytte mine ting ind på værelset, og undervejs havde jeg sikkert ikke regnet med at skulle bo her. Jeg kom hertil som så mange andre – jeg flyttede ikke bare ind på uni kollegiet, men på heartbreak hotel. I massevis sad vi og slikkede vores sår, og drak rødvin til. Jeg flyttede ind på 7, stuen – den sære gang. Nu var vi nok ikke mere sære end gennemsnittet, men sære fordi ikke et værelse ligner det andet. Kollegium 7 var oprindeligt et kvindekollegium. Det er bygget langt senere, så også kvinder kunne få lov til at bo på kollegiet. Der var til kollegium 7 tilknyttet en kvindelig efor, for man kunne jo ikke tænke sig, kvinder boede uden en anstandsdame. Hun skulle eftersigende have boede i 7, stuen. Bemærk at de andre eforer, der boede her, havde eforen her., hvor vi står nu, og kollegie kontorets bygninger som bolig. Men de var også mænd. Senere fandt ligestillingen heldigvis ind, og man vovede, at kvinder boede helt alene, og sammen med mændene. Men 7. stuen bærer præg af, at være særlig. Nogle rum er større end gennemsnittet, og andre er små, men har altandør. Og så ligger kollegiets eneste 1.5 værelses på denne gang. Det blev mit værelse.
Rygterne svirrede da jeg flyttede ind – der var tale om, at der måske var et køkken på det værelse, jeg havde fået. Det skulle være en hel lille lejlighed. Skuffelsen var stor, mest blandt mine gangfæller, da jeg kunne afsløre, at køkkenet blot var et par skabe, der godt nok engang havde stået i et køkken, men som ikke længere kunne betegnes som et køkken. Og sammen med varmemesteren blev vi enige om, at de bare skulle ud under træet, og på magisk vis forsvinde. Dog var et rygte sandt: der er eget toilet på værelset.
Det skulle vise sig, at blive en rigtig god tid på kollegiet – jeg nød det. Jeg nød det lidt mindre til kapsejladsen, hvor jeg fandt ud af, hvorfor man siger: if you can’t beat them, join them.
Sådan har alle, der har boet på kollegium, historier at fortælle. Historier, der er til at grine af men også historier, der har ændret deres liv og livsbane. Historier, der på forunderlig vis har bagt dem andre steder hen, end hvor de regnede med at skulle ende. Historier, der overgik deres vildeste fantasi.
Lige når, står de fleste af jer et sted i jeres liv, hvor I ved med sikkerhed er på vej væk. Man begynder et studie, og ved at man skal afslutte det en dag. Man ved, at man tager denne uddannelse, som et middel til at nå et mål – det være sig et arbejde, en hverdag eller et livsprojekt. Men de fleste opdager på vejen, at midlet bliver et mål i sig selv. Langsomt bliver det en identitet at være studerende, og det kan synes som lysår væk, at man bliver kandidat. Og det er her, når fremtiden er længst væk, og man kun lige er til stede her og nu, at drømmene blomstrer. Her er mulighederne åbne.
Alle mennesker har drømme om deres liv. Om vi så taler en studerende i Danmark, et gadebarn i Indien eller en surfer i Australien – alle har vi drømme. Vi har mål, vi gerne vil nå, vi har ting vi gerne vil have set, bøger vi skal have læst og udfordringer vi skal overkomme. Alle har vi drømme. Dog er verden anderledes i dag for de studerende, der bor her, end for de studerende, der flyttede ind på kollegiet i 1030’erne. Ikke kun den politiske scene var anderledes, men også måden at se mennesket på var anderledes. Dengang handlede livet om, at finde frem til hvem man var. Den handlede om at danne sig selv – i dag er det vendt om – nu handler det om at skabe sig selv. Det er en stor forandring, for nu skal vi opfinde os selv og skaber selv dem, vi gerne vil være. Med fare for at lyde gammel, så forekommer det mig dog nemmere at finde frem til sig selv, end at skabe sig selv.
Og måske netop derfor er det godt, at tage sine drømme op til revision. Hvorfor drømmer vi dem? Vil vi holde lavt selvværd fra døren? Drømmer vi for at være noget i andres øjne. Drømmer for at opnå berømmelse? Eller drømmer vi fordi vi ikke kan lade være? Fordi drømmen om livet ligger så tæt på hjertets slag, at vi ikke kan lade være?
Drømmer vi med andre ord, om at skabe en identitet, andre kan se på og beundre, eller drømmer vi, fordi vi dermed faktisk kommer tættere på dem, vi er? Vi må ikke stavnsbinde drømmen til kun at handle om image. Drømme bliver små og ubetydeligt, når vi kun drømmer om at være noget i andres øjne – men drømmer vi om at blive noget for andre, så bevæger vi os i retningen af det menneske i os, vi er skabt til at være. Så åbne vi muligheder i os selv. Sagt med andre ord, så handler det ikke om at være et objekt i verden, som andre kan beundre, men det handler om at blive et subjekt i verden – et menneske, der til stede for andre og blandt andre.
Og mens vi lige om lidt skal tænde bålet, og synge midsommervisen, får vi alle en stund, hvor man falder ind i sig selv – bemærk, at man falder ind i sig selv og ikke ud af sig selv. Er man først faldet ud af sig selv, så er man hysterisk, men lader man sig falde ind ad, så finder man frem til, hvem man er. Det er ikke alt, vi behøver skabe selv, noget er giver på forhånd. Noget ligger allerede i os.
Så denne midsommer vil jeg tilegne drømmene – drømmene om fremtiden, om livet, om familien, om vennerne, om hverdagen og om de dage, man aldrig glemmer. Så send en drøm af sted. Og lad håbet bære den på sine vinger.
Tak for jeres opmærksomhed – og god aften.
Da jeg var barn, tog min far mig en gang om året i sommerferien med til Aarhus. Det lå fast, at vi skulle til Moesgaard museum og Naturhistorisk museum. Jeg elskede det. At gå på eventyr mellem hylder og montre, hvor alt fra udstoppede fugle, dna kæder lavet i overdimensioneret plastic og såmænd et gammel moselig. Det var en eventyrverden for mig. Vi endte som regel ved Naturhistorisk museum, og efterfølgende var der lige tid til en smuttur rundt om søen i parken, der dengang var meget større – og ikke kun fordi jeg var mindre. Jeg så både på ænder og kæmpe træer, men også de mange studerende, der selvsikre bevægede sig rundt, fangede min interesse – de sad rundt i græsset, spiste, drak kaffe af termokander og røg en masse smøger – dengang var rygning in. Og mens vi vandrede rundt, og min far viste mig, hvor han selv engang havde læst, viste han mig også kollegierne med alle alterne, der vendte ud mod parken. Fyldt med ølkasser, mennesker der læste i solen og vasketøj – og jeg drømte. Drømte om, at den engang skulle være mig, der boede her, og tage del i det liv. Og jeg proklamerede højt for min far, at her ville jeg bo. Hvad jeg lige dengang ville læse, stod hen i det uvisse, men bo her, det ville jeg. Det pudsige er, at jeg faktisk stod ved den blok, der senere skulle blive mit hjem.
Det er jo en sentimental begyndelse på en aften, hvor vi om lidt skal sætte ild til heks. Men nogle gange går de ønsker, man har, i opfyldelse, og hvad bedre aften, end denne aften til at sende ønsker af sted ud i verden. Selvfølgelig har vi den naturlige skæringsaften, hvad angår ønsker – nemlig nytårsaften. Der ønsker vi i et væk, at nu skal vi begynde på spinning mindst 4 gange om ugen, nu skal vi spise blomkål hver søndag, eller nu skal vi virkelig studere hver dag og ikke bare læse til eksamen. Og hver gang holder det måske 14 dage, og måske kun til dagen efter. Det er som om at nytårsaften alligevel ikke rigtig gør sig så godt ud i ønsker. Så hvilken bedre kan man tænke sig end denne aften vi står i nu? En sommeraften (hvor der er potentiale for, at den bliver) smuk, blå, lys og mild. En aften, hvor vi tænder bål rundt om i landet og samles omkring det, kigger på flammerne, lytter til dets knitren og for et øjeblik falder i et med verden. Her skal ønskerne lyde – og med ønskerne håbet om, at det bliver til virkelighed.
Jeg endte med at bo på dette kollegium, som jeg ønskede engang i 80’erne på en tur til Aarhus. Der skulle gå små 20 år inden jeg kunne flytte mine ting ind på værelset, og undervejs havde jeg sikkert ikke regnet med at skulle bo her. Jeg kom hertil som så mange andre – jeg flyttede ikke bare ind på uni kollegiet, men på heartbreak hotel. I massevis sad vi og slikkede vores sår, og drak rødvin til. Jeg flyttede ind på 7, stuen – den sære gang. Nu var vi nok ikke mere sære end gennemsnittet, men sære fordi ikke et værelse ligner det andet. Kollegium 7 var oprindeligt et kvindekollegium. Det er bygget langt senere, så også kvinder kunne få lov til at bo på kollegiet. Der var til kollegium 7 tilknyttet en kvindelig efor, for man kunne jo ikke tænke sig, kvinder boede uden en anstandsdame. Hun skulle eftersigende have boede i 7, stuen. Bemærk at de andre eforer, der boede her, havde eforen her., hvor vi står nu, og kollegie kontorets bygninger som bolig. Men de var også mænd. Senere fandt ligestillingen heldigvis ind, og man vovede, at kvinder boede helt alene, og sammen med mændene. Men 7. stuen bærer præg af, at være særlig. Nogle rum er større end gennemsnittet, og andre er små, men har altandør. Og så ligger kollegiets eneste 1.5 værelses på denne gang. Det blev mit værelse.
Rygterne svirrede da jeg flyttede ind – der var tale om, at der måske var et køkken på det værelse, jeg havde fået. Det skulle være en hel lille lejlighed. Skuffelsen var stor, mest blandt mine gangfæller, da jeg kunne afsløre, at køkkenet blot var et par skabe, der godt nok engang havde stået i et køkken, men som ikke længere kunne betegnes som et køkken. Og sammen med varmemesteren blev vi enige om, at de bare skulle ud under træet, og på magisk vis forsvinde. Dog var et rygte sandt: der er eget toilet på værelset.
Det skulle vise sig, at blive en rigtig god tid på kollegiet – jeg nød det. Jeg nød det lidt mindre til kapsejladsen, hvor jeg fandt ud af, hvorfor man siger: if you can’t beat them, join them.
Sådan har alle, der har boet på kollegium, historier at fortælle. Historier, der er til at grine af men også historier, der har ændret deres liv og livsbane. Historier, der på forunderlig vis har bagt dem andre steder hen, end hvor de regnede med at skulle ende. Historier, der overgik deres vildeste fantasi.
Lige når, står de fleste af jer et sted i jeres liv, hvor I ved med sikkerhed er på vej væk. Man begynder et studie, og ved at man skal afslutte det en dag. Man ved, at man tager denne uddannelse, som et middel til at nå et mål – det være sig et arbejde, en hverdag eller et livsprojekt. Men de fleste opdager på vejen, at midlet bliver et mål i sig selv. Langsomt bliver det en identitet at være studerende, og det kan synes som lysår væk, at man bliver kandidat. Og det er her, når fremtiden er længst væk, og man kun lige er til stede her og nu, at drømmene blomstrer. Her er mulighederne åbne.
Alle mennesker har drømme om deres liv. Om vi så taler en studerende i Danmark, et gadebarn i Indien eller en surfer i Australien – alle har vi drømme. Vi har mål, vi gerne vil nå, vi har ting vi gerne vil have set, bøger vi skal have læst og udfordringer vi skal overkomme. Alle har vi drømme. Dog er verden anderledes i dag for de studerende, der bor her, end for de studerende, der flyttede ind på kollegiet i 1030’erne. Ikke kun den politiske scene var anderledes, men også måden at se mennesket på var anderledes. Dengang handlede livet om, at finde frem til hvem man var. Den handlede om at danne sig selv – i dag er det vendt om – nu handler det om at skabe sig selv. Det er en stor forandring, for nu skal vi opfinde os selv og skaber selv dem, vi gerne vil være. Med fare for at lyde gammel, så forekommer det mig dog nemmere at finde frem til sig selv, end at skabe sig selv.
Og måske netop derfor er det godt, at tage sine drømme op til revision. Hvorfor drømmer vi dem? Vil vi holde lavt selvværd fra døren? Drømmer vi for at være noget i andres øjne. Drømmer for at opnå berømmelse? Eller drømmer vi fordi vi ikke kan lade være? Fordi drømmen om livet ligger så tæt på hjertets slag, at vi ikke kan lade være?
Drømmer vi med andre ord, om at skabe en identitet, andre kan se på og beundre, eller drømmer vi, fordi vi dermed faktisk kommer tættere på dem, vi er? Vi må ikke stavnsbinde drømmen til kun at handle om image. Drømme bliver små og ubetydeligt, når vi kun drømmer om at være noget i andres øjne – men drømmer vi om at blive noget for andre, så bevæger vi os i retningen af det menneske i os, vi er skabt til at være. Så åbne vi muligheder i os selv. Sagt med andre ord, så handler det ikke om at være et objekt i verden, som andre kan beundre, men det handler om at blive et subjekt i verden – et menneske, der til stede for andre og blandt andre.
Og mens vi lige om lidt skal tænde bålet, og synge midsommervisen, får vi alle en stund, hvor man falder ind i sig selv – bemærk, at man falder ind i sig selv og ikke ud af sig selv. Er man først faldet ud af sig selv, så er man hysterisk, men lader man sig falde ind ad, så finder man frem til, hvem man er. Det er ikke alt, vi behøver skabe selv, noget er giver på forhånd. Noget ligger allerede i os.
Så denne midsommer vil jeg tilegne drømmene – drømmene om fremtiden, om livet, om familien, om vennerne, om hverdagen og om de dage, man aldrig glemmer. Så send en drøm af sted. Og lad håbet bære den på sine vinger.
Tak for jeres opmærksomhed – og god aften.
Skt. Hans 2023, Møllevangskirken
Det er svært at holde en båltale, særligt i dag, uden at nævne, at vi jo ikke rigtigt har et bål. Men Skt. Hans bliver det jo alligevel, med eller uden bål. Og sådan er der faktisk meget i livet – det bliver juleaften, også uden sne. Vi holder efterårsferie selvom bladene næsten knap er gule på det tidspunkt. Og nu holder vi Skt. Hans uden bål. Men jeg holder nu stadigvæk en båltale og vi skal synge midsommervisen.
Hvorfor? Fordi der er noget, der er vigtigere – der er noget på spil!
Jeg har altid holdt utrolig meget af Skt. Hans – fordi denne aften rummer alle muligheder, synes jeg. Det er en aften, der i tidens løb er spændt for mange forskellige vogne. Den var oprindeligt en rigtig helligdag på højde med juleaften og påsken, men den blev nedlagt i 1770 med helligdagsreformen, hvor man lagde en masse små helligdage sammen til St. Bededag. Og vi ved jo godt, hvordan det gik med St. bededag.
Men selvom kongen sløjfrede St. Hans så blev folk ved med at mødes om aftenen og tænde bål. Aftenen endte med at være en aften, hvor man i folketroen forsøgte at skræmme det onde væk, og det endte så for 100 år siden med, at man satte en dukke af en heks på bålet. Heldigvis er vi blevet klogere, og kunne ikke drømme at brænde en heks af, for vi ikke bange for stærke kvinder længere. Men vi ønsker stadigvæk at forsøge at skræmme alt det onde væk.
Og gid man denne ene aften kunne brænde alt det onde væk, så vi var sikrede et år frem. Det kan vi selvfølgelig ikke, men vi kan faktisk komme lidt af vejen. Vi kan sætte os sammen i dag, synge, mærke fællesskabet og se hinanden i øjnene. Og det er de små skridt mod en verden, hvor håbet kommet på 1. pladsen.
Det er de små skridt i retningen mod det bedre, der i sidste ende vil skabe forandringen.
I kender nok fortællingen om haren og skildpadden, der skulle løbe om kap? Aesops fabel. De begynder samtidig, og haren kommer hurtigt foran, men fordi den var så sikker på en sejr, så lagde den sig til at sove i græsset. Men skildpadden blev ved med at gå og gå. Og langsomt og stædigt kom den først over målstregen. Og selvom haren vågnede og løb alt, hvad den kunne, så endte det med, at den kom sidst over målstregen.
Der er flere moraler i den lille fortælling, men en af dem, jeg selv holder mest er, at den der med små bitte skridt, stædigt fortsætter, til sidst vil nå målstregen.
Men fortælling in mente kan jeg derfor sige: håbet er stadigvæk i vores verden, som bestemt er under forandring. Det, at vi ikke har bål i aften, er måske et tegn på en verden, der bliver varmere. Der er, ligesom sidste år, uro og krig ikke langt herfra, og magt mennesker forsøge at bestemme over andre.
Men i aften sidder vi her – vi glemmer ikke verden omkring os, men vi mærker, at der er mere at sige om verden end det, der splitter os ad. Vi får i aften en saltvandsindsprøjtning af fællesskab og sammenhold, og på den måde forandrer vi faktisk langsomt den verden, der er omkring os til noget bedre. Vi må aldrig give op – heller ikke selvom vi vil opleve, at vi ikke må tænde bål. Trods de forbud, der må blive smidt efter os, trods de mangler vi måske oplever, eller trods det der gør, at vi på forhånd næsten har tabt, så må vi ikke give op. Vi må gå samlet ind fremtiden med troen på, at den kan rumme lys, glæde, fred og sammenhold.
Manglerne skal ikke definere os, men det skal vores evne til at håbe.
Håbet er større, og det lever.
Glædelig Skt. Hans.
Hvorfor? Fordi der er noget, der er vigtigere – der er noget på spil!
Jeg har altid holdt utrolig meget af Skt. Hans – fordi denne aften rummer alle muligheder, synes jeg. Det er en aften, der i tidens løb er spændt for mange forskellige vogne. Den var oprindeligt en rigtig helligdag på højde med juleaften og påsken, men den blev nedlagt i 1770 med helligdagsreformen, hvor man lagde en masse små helligdage sammen til St. Bededag. Og vi ved jo godt, hvordan det gik med St. bededag.
Men selvom kongen sløjfrede St. Hans så blev folk ved med at mødes om aftenen og tænde bål. Aftenen endte med at være en aften, hvor man i folketroen forsøgte at skræmme det onde væk, og det endte så for 100 år siden med, at man satte en dukke af en heks på bålet. Heldigvis er vi blevet klogere, og kunne ikke drømme at brænde en heks af, for vi ikke bange for stærke kvinder længere. Men vi ønsker stadigvæk at forsøge at skræmme alt det onde væk.
Og gid man denne ene aften kunne brænde alt det onde væk, så vi var sikrede et år frem. Det kan vi selvfølgelig ikke, men vi kan faktisk komme lidt af vejen. Vi kan sætte os sammen i dag, synge, mærke fællesskabet og se hinanden i øjnene. Og det er de små skridt mod en verden, hvor håbet kommet på 1. pladsen.
Det er de små skridt i retningen mod det bedre, der i sidste ende vil skabe forandringen.
I kender nok fortællingen om haren og skildpadden, der skulle løbe om kap? Aesops fabel. De begynder samtidig, og haren kommer hurtigt foran, men fordi den var så sikker på en sejr, så lagde den sig til at sove i græsset. Men skildpadden blev ved med at gå og gå. Og langsomt og stædigt kom den først over målstregen. Og selvom haren vågnede og løb alt, hvad den kunne, så endte det med, at den kom sidst over målstregen.
Der er flere moraler i den lille fortælling, men en af dem, jeg selv holder mest er, at den der med små bitte skridt, stædigt fortsætter, til sidst vil nå målstregen.
Men fortælling in mente kan jeg derfor sige: håbet er stadigvæk i vores verden, som bestemt er under forandring. Det, at vi ikke har bål i aften, er måske et tegn på en verden, der bliver varmere. Der er, ligesom sidste år, uro og krig ikke langt herfra, og magt mennesker forsøge at bestemme over andre.
Men i aften sidder vi her – vi glemmer ikke verden omkring os, men vi mærker, at der er mere at sige om verden end det, der splitter os ad. Vi får i aften en saltvandsindsprøjtning af fællesskab og sammenhold, og på den måde forandrer vi faktisk langsomt den verden, der er omkring os til noget bedre. Vi må aldrig give op – heller ikke selvom vi vil opleve, at vi ikke må tænde bål. Trods de forbud, der må blive smidt efter os, trods de mangler vi måske oplever, eller trods det der gør, at vi på forhånd næsten har tabt, så må vi ikke give op. Vi må gå samlet ind fremtiden med troen på, at den kan rumme lys, glæde, fred og sammenhold.
Manglerne skal ikke definere os, men det skal vores evne til at håbe.
Håbet er større, og det lever.
Glædelig Skt. Hans.
lørdag den 6. maj 2023
4. søndag efter påske 2023
Introduktion:
Vi lever i en verden fyldt med håb. Selv når jorden ryster under os, vores hjerter skælver eller underlæben dirrer – selv der, hvor vi holder med at mærke os selv, står vi midt i håbet.
Håbet er der altid til hver en tid. Det lever vi på, og det dør vi på.
Prædiken:
Jesus taler til sine venner i dag – han advarer dem om, at han skal dø.
Vi har lige fejret påske, og hørt, at Jesus dør på korset – hånet og forhadt. Han bliver udstillet som en fupmager, der har påståede forbindelser til Gud. Det er også nemt at få den tanke, for hvilken Gud ville tillade at hans egen søn skal dø på et kors på den måde? Det er det nemmeste at vende Jesus ryggen, mens han hænger der på korset, og alle omkring ville have forstået det. For lige der – den fredag – ser det ud til, at Jesus tog fejl. Han var ikke Guds sendebud.
Men vi sidder jo her – 4. søndag efter påske – vi ved jo godt, at den rystelse alle Jesu venner følte Langfredag, blev til en langt større rystelse, da Jesus steg ud af sin grav 3 dage senere. At han ikke døde, men vandt over døden.
Rystelsen da stenen væltede fra graven, satte svingninger i gang i skaberværket, der endnu den dag i dag rammer os, og bevæger os. OG forandrer os.
Det er noget underligt noget – det med svingninger. Det er næsten en naturlov, at når noget ryster, så sker der noget nyt.
Jeg er blevet meget fascineret af den japanske teknik kintsugi. Den går ud på, at hvis man kommer til at smadre et stykke keramik, fx en keramikskål, så kan man lime stykkerne sammen med guld. Det betyder, at man meget tydeligt kan se, hvor skålen har været skåret, men at man gør en dyd ud af nødvendigheden – og fremhæver det ødelagte med guld. Den ødelagt skål bliver til en ny og forandret skål.
Det samme gør Gud ved os.
Gud bliver faktisk i det gamle testamente sammenlignet med en pottemager, der former mennesker ud af ler. Det er jo også pudsigt, at navnet ADAM, der er navnet på det første menneske fra skabelsesmyten, netop betyder både menneske, men også jord. Fordi ADAM er formet af jorden. Navnet kan også betyde rød, der både er lerets farve, men også farven på vores blod.
Gud former altså et menneske ud af ler – og lige som en skål af ler kan tabes og knuses, sådan kan vi det også. Vi mennesker får slået skår af os – det kan ikke undgås. Og nogle af os vil opleve, at vi bliver tabt (måske føle os fortabte) og går i stykker.
Men at noget går i stykker, er ikke det samme som, at det ikke længere har værdi. Ligesom den japanske teknik kintsugi klinker stykkerne sammen med guld, og gør det ødelagte til det smukke ved en skål, sådan klinker Kristus os sammen. Vi bliver samlet igen, helet og bragt ind i livet. Det ødelagte får nyt liv. Den rystelse, der fik skålen til at knuses, da den ramte gulvet, den rystelse banede vejen for noget nyt.
Og i evangeliet til i dag er rystelserne også på vej – for Jesus fortæller dem, at han skal dø, og at deres verden vil forandre sig. Man kan sige, at han advarer dem.
Jeg er ikke sikker på, at de helt forstår omfanget; og at deres livsverden i tre dage efter langfredag vil være så forandret, at de har svært ved at finde mening. Men efter påske da vil de forstå, at der var mening i det hele – og at Jesus ikke forlod dem på korset. De vil forstå efter påske.
Ligesom vi sidder her efter påsken og ved, at det ikke ender med, at Jesus dør på korset – men at han opstår i lys. Vi forstår, hvad Jesus prøver at sige til sine venner. Han prøver at få dem til at huske på, at de ikke står alene i livet. Heller ikke den fredag, hvor han dør på korset. Det ved vi, der sidder her i kirken, for det er ord, vi gentager ved hver dåb:
”Se, jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende.” Sådan siger Jesus til alle, der bliver døbt. Jeg er med jer.
Og det er ord, vi har desperat brug for at høre – også i dag. Særligt i dag.
Kristian Leth sagde, da han holdt foredrag her i kirken sidste år, at mennesker i dag står i en eksistentiel krise. Rent historisk er der sket det, at da sekulariseringen kom, blev Gud over os fjernet – og med individualiseringen blev fællesskabet omkring os fjernet. Og nu står mennesket alene i verden – alene i tilværelsen. Og det bliver vi syge af.
Heldigvis får vi noget at vide, nemlig at Gud aldrig forlader os – Talsmanden vil komme. Talsmanden er Gud Hellige Ånd, der vil komme – den ånd, den luft, den sitren, den flamme der er mellem os mennesker. Helligånden er Gud der til stadighed ånder liv i verden – blæser på os med kærlighed.
Gud har aldrig forladt os, selvom nogle påstår andet. Gud er hos med sin Hellige Ånde – som Talsmanden, der taler sandhed. Som den levende kærlighed mellem os.
Og den Ånd vil klinke vores individualiserede sjæle-ar – ikke bare med sekundlim, men med det pureste guld, og derefter sætte os i fællesskab med hinanden.
Sekulariseringen og individualiseringen har været som et jordskælv for vores sjæle, og vi har måske glemt det væsentligste i livet, nemlig fællesskabet med hinanden med Gud. Men Helligånden er her – og arbejder på, at genindsættes os i fællesskabet med hinanden – og her mener jeg ikke et online fællesskab, men et in real life fællesskab, hvor vi kommer hinanden ved. Hvor vi kigger ind i øjnene på hinanden, og ikke bare er tilskuere eller publikum.
Vi skal være dele af hinanden liv, fordi Gud har skabt os til at være i fællesskab med hinanden. Helligånden klinker os sammen med tro, håb og kærlighed – ja, med det pureste guld.
Tro, håb og kærligheden. Troen på, at Jesus døde for os – håbet om, at livet er stærkere end døden – og med kærligheden der binder os til Gud og til hinanden.
Tro, håb og kærlighed vil klinke vores sjæle, så vi kan skinne som verdens lys.
Vi er ikke alene.
Amen
Dagens evangelium: https://www.bibelselskabet.dk/4-s-efter-paaske-fra-foerste-raekke
Vi lever i en verden fyldt med håb. Selv når jorden ryster under os, vores hjerter skælver eller underlæben dirrer – selv der, hvor vi holder med at mærke os selv, står vi midt i håbet.
Håbet er der altid til hver en tid. Det lever vi på, og det dør vi på.
Prædiken:
Jesus taler til sine venner i dag – han advarer dem om, at han skal dø.
Vi har lige fejret påske, og hørt, at Jesus dør på korset – hånet og forhadt. Han bliver udstillet som en fupmager, der har påståede forbindelser til Gud. Det er også nemt at få den tanke, for hvilken Gud ville tillade at hans egen søn skal dø på et kors på den måde? Det er det nemmeste at vende Jesus ryggen, mens han hænger der på korset, og alle omkring ville have forstået det. For lige der – den fredag – ser det ud til, at Jesus tog fejl. Han var ikke Guds sendebud.
Men vi sidder jo her – 4. søndag efter påske – vi ved jo godt, at den rystelse alle Jesu venner følte Langfredag, blev til en langt større rystelse, da Jesus steg ud af sin grav 3 dage senere. At han ikke døde, men vandt over døden.
Rystelsen da stenen væltede fra graven, satte svingninger i gang i skaberværket, der endnu den dag i dag rammer os, og bevæger os. OG forandrer os.
Det er noget underligt noget – det med svingninger. Det er næsten en naturlov, at når noget ryster, så sker der noget nyt.
Jeg er blevet meget fascineret af den japanske teknik kintsugi. Den går ud på, at hvis man kommer til at smadre et stykke keramik, fx en keramikskål, så kan man lime stykkerne sammen med guld. Det betyder, at man meget tydeligt kan se, hvor skålen har været skåret, men at man gør en dyd ud af nødvendigheden – og fremhæver det ødelagte med guld. Den ødelagt skål bliver til en ny og forandret skål.
Det samme gør Gud ved os.
Gud bliver faktisk i det gamle testamente sammenlignet med en pottemager, der former mennesker ud af ler. Det er jo også pudsigt, at navnet ADAM, der er navnet på det første menneske fra skabelsesmyten, netop betyder både menneske, men også jord. Fordi ADAM er formet af jorden. Navnet kan også betyde rød, der både er lerets farve, men også farven på vores blod.
Gud former altså et menneske ud af ler – og lige som en skål af ler kan tabes og knuses, sådan kan vi det også. Vi mennesker får slået skår af os – det kan ikke undgås. Og nogle af os vil opleve, at vi bliver tabt (måske føle os fortabte) og går i stykker.
Men at noget går i stykker, er ikke det samme som, at det ikke længere har værdi. Ligesom den japanske teknik kintsugi klinker stykkerne sammen med guld, og gør det ødelagte til det smukke ved en skål, sådan klinker Kristus os sammen. Vi bliver samlet igen, helet og bragt ind i livet. Det ødelagte får nyt liv. Den rystelse, der fik skålen til at knuses, da den ramte gulvet, den rystelse banede vejen for noget nyt.
Og i evangeliet til i dag er rystelserne også på vej – for Jesus fortæller dem, at han skal dø, og at deres verden vil forandre sig. Man kan sige, at han advarer dem.
Jeg er ikke sikker på, at de helt forstår omfanget; og at deres livsverden i tre dage efter langfredag vil være så forandret, at de har svært ved at finde mening. Men efter påske da vil de forstå, at der var mening i det hele – og at Jesus ikke forlod dem på korset. De vil forstå efter påske.
Ligesom vi sidder her efter påsken og ved, at det ikke ender med, at Jesus dør på korset – men at han opstår i lys. Vi forstår, hvad Jesus prøver at sige til sine venner. Han prøver at få dem til at huske på, at de ikke står alene i livet. Heller ikke den fredag, hvor han dør på korset. Det ved vi, der sidder her i kirken, for det er ord, vi gentager ved hver dåb:
”Se, jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende.” Sådan siger Jesus til alle, der bliver døbt. Jeg er med jer.
Og det er ord, vi har desperat brug for at høre – også i dag. Særligt i dag.
Kristian Leth sagde, da han holdt foredrag her i kirken sidste år, at mennesker i dag står i en eksistentiel krise. Rent historisk er der sket det, at da sekulariseringen kom, blev Gud over os fjernet – og med individualiseringen blev fællesskabet omkring os fjernet. Og nu står mennesket alene i verden – alene i tilværelsen. Og det bliver vi syge af.
Heldigvis får vi noget at vide, nemlig at Gud aldrig forlader os – Talsmanden vil komme. Talsmanden er Gud Hellige Ånd, der vil komme – den ånd, den luft, den sitren, den flamme der er mellem os mennesker. Helligånden er Gud der til stadighed ånder liv i verden – blæser på os med kærlighed.
Gud har aldrig forladt os, selvom nogle påstår andet. Gud er hos med sin Hellige Ånde – som Talsmanden, der taler sandhed. Som den levende kærlighed mellem os.
Og den Ånd vil klinke vores individualiserede sjæle-ar – ikke bare med sekundlim, men med det pureste guld, og derefter sætte os i fællesskab med hinanden.
Sekulariseringen og individualiseringen har været som et jordskælv for vores sjæle, og vi har måske glemt det væsentligste i livet, nemlig fællesskabet med hinanden med Gud. Men Helligånden er her – og arbejder på, at genindsættes os i fællesskabet med hinanden – og her mener jeg ikke et online fællesskab, men et in real life fællesskab, hvor vi kommer hinanden ved. Hvor vi kigger ind i øjnene på hinanden, og ikke bare er tilskuere eller publikum.
Vi skal være dele af hinanden liv, fordi Gud har skabt os til at være i fællesskab med hinanden. Helligånden klinker os sammen med tro, håb og kærlighed – ja, med det pureste guld.
Tro, håb og kærligheden. Troen på, at Jesus døde for os – håbet om, at livet er stærkere end døden – og med kærligheden der binder os til Gud og til hinanden.
Tro, håb og kærlighed vil klinke vores sjæle, så vi kan skinne som verdens lys.
Vi er ikke alene.
Amen
Dagens evangelium: https://www.bibelselskabet.dk/4-s-efter-paaske-fra-foerste-raekke
søndag den 23. april 2023
2. søndag efter påske 2023
Du har altid hørt til et sted, også de dage, hvor du synes, at du ikke passer ind, eller du oplever at se ind på fællesskabet fremfor at være med i det. :"Du har altid hørt til et sted", er som et ekko, der runger, når vi hører dagens evangelium. Du har altid hørt til – også de dage, hvor du selv vurderer, at du ikke engang fortjener det, så siger Jesus noget andet.
Det er vigtige ord i en tid, hvor vi måske har en tendens til at have svært ved at høre til.
Brene Brown, der er professor, og har skrevet bøger om menneskets sårbarhed, som en forudsætning for at leve, siger et sted:
”Gå ikke gennem livet, og søg efter beviser på, at du ikke hører til, for du vil altid finde dem.
Gå ikke gennem livet, og søg efter beviser på, at du ikke er god nok, for du vil altid finde dem. ” (oversat efter https://www.facebook.com/watch/?v=485485565328467, 23. april 2023)
Det vi søger, vil ofte være det, vi finder. Og selvfølgelig vil der være beviser på det modsatte af dagens evangelium. Hvis man leder, så kan man finde små episoder, der måske ikke direkte modbeviser, men så om ikke andet, støtter den tese, at man hverken hører til eller er god nok. For livet er kompleks, og vi kommer i tilværelsen ud for så meget, at hvis vi fokuserer et eneste sted, så kan det fylde det hele.
Jeg har lige læst en bog af højskolelærer Christian Hjortkjær, der udkom i 2020, og hedder: ”Utilstrækkelighed”. De handler om ungdommen, og er skrevet til os ældre, så vi bedre kan forstå unge, og hvorfor der er noget særligt svært i vores tid, og hvorfor de har brug for at høre fra os, at der ikke bare er håb, men at det ikke er bundet op på om man fejler eller har succes i livet.
Han skriver i sin bog, at vi har en generation af unge, der gør alt det rigtige. De laver deres lektier, de drikker mindre, skejer mindre ud, griber de muligheder livet giver dem, og alligevel føler de, at de ikke slår til. Jo mere de forsøger at gøre alt det rigtige, des mere oplever de, at de ikke slår til (Utilstrækkelig, Klim, 1. udgave, 5. oplag, Aarhus 2022, s. 47)
Unge er produktet af tidligere generationer – sådan har det altid været, også da vi var unge. Unge definerer sig i forhold til eller i opposition til tidligere tider. Og i dag har vi unge, siger Christian Hjortkær, der i så høj grad er blevet tudet ørerne fulde med, at de kan alt, hvad de sætter sig for, hvis de bare prøver lidt mere. Og det gør de så – prøver lidt mere. De har faktisk hørt efter tidligere generationer, og gør nu hvad de kan få at forvalte livets muligheder og friheder.
Og overalt bliver de mindet om det liv, der bare venter på, at de griber det.
Tænk bare på udsagn som:
Hvis du kan drømme det, kan du nå det.
Drøm stort.
Vær dig selv.
Vær unik.
Kun døde fisk flyder med strømmen.
Sådanne udsagn har unge hørt på, ja siden jeg selv var ung, og på et tidspunkt går de fra at være opfordringer til at være påbud. Konklusionen på at lytte til dette er: at du SKAL gøre sådan, for ellers bliver du aldrig et ordentligt, autentisk menneske. Ja, man kan næsten høre, at der bliver sagt, at gør man ikke alt det, og griber livet, så har man næsten ikke levet det. Det gør ikke mennesker godt, at få sådanne påbud - det er heller ikke evangelisk.
Det at blive menneske er noget, som alle generationer har forsøgt. På den led er unge af i dag, som mennesker altid har været.
Søren Kierkegaard beskriver det allerede i 1800-tallet, at livet handler om at blive sig selv. Men hans konklusion er en helt andet end i dag, også fordi han ikke var vokset op med t-shirt hvor der står, at man skal skinne som en stjerne.
Han siger derimod, at vi kan finde os selv, når vi giver slip på os selv. Han siger, for at begynde med konklusionen, at vi skal give slip på os selv, og opdage, at vi er skabt af noget større end os. Vi er ikke vores egen herre, eller vores egen lykkes smed, for den sags skyld, men vi er Guds – og det er ham vi skylder livet.
Kierkegaard taler om, at vi mennesker kan blive fortvivlede, hvis vi bliver mennesker, der kun ser muligheder. Så er vi hele tiden i gang med at få nye ideer, og komme videre. Et menneske, der kun er summen af næste nye ide, og som derfor heller aldrig kommer rigtigt til stede i nuet. Mennesket bliver grænseløst.
Til gengæld bliver vi også fortvivlede, hvis vi kun handler ud fra nødvendighed, og ikke tør se idealer. Hvis man kun handler efter, hvad der er nødvendigt lige nu, så ser man aldrig andre muligheder, og sætter alt for mange grænser op i livet. Man handler ud fra nødvendighed hele tiden, og ser ikke, at livet er større.
Og et sted imellem de to yderpunkter – mellem mulighed og nødvendighed er livet.
For livet bliver for karikeret, hvis vi befinder os i enten-eller. Der er noget mellem alt og intet – ja, det meste af livet er mellem yderpunkterne. Og selvfølgelig er vi en gang imellem i mulighedernes yderpunkt og andre gange i nødvendighedens; men for at blive os selv, så skal vi slippe det – ja, for at blive os selv skal vi slippe os selv.
For Kierkegaard handlede livet ikke om at få succes, men om at forholde sig til sig selv som skabt af Gud. Det handler om tro, og i overført betydning at kaste sig ud på de 70.000 favne, som hans siger, og der mærke hvad der holder os oppe – nemlig Kristus.
Eller for at vende tilbage til dagens evangelium at høre, at der bliver kaldt.
Jesus er som en hyrde, der samler sine får, og som kender sin får. Vi er kendt af Jesus. Han kender os, og selvom det nogle dage, kan lyde som en trussel, så er der en befrielse i, at vi ikke behøver anstrenge os, og gøre mere eller mindre, for Gud kender os og kender vores indre – og elsker os. Ikke på trods, men fordi vi er dem, vi er – med fejl, utilstrækkelighed og syndighed.
I Guds øjne er vi ikke summen af vores handlinger eller mere elskelige fordi vi har være succeser. Her har vi lov til at være fuldstændig almindelige og gennemsnitlige. Her kan vi få lov til at have verdens tyndeste cv, og alligevel blive elsket.
Vi hører til hos Gud – i hans flok. Vi hører til hos Gud, der vil sætte livet på spil for os – og gør det. En Gud, der vil have os alle med, og som derfor er klar på at ofre sig selv for at det skal ske.
Det er befrielsen – det er håbet i en tid, hvor flosklerne står i kø, når livet gør ondt. Og lige dem med floskler kender jeg. Jeg var unge i 90’erne, hvor mit penalhus var overtegnet med sådanne udsagn. Og de har aldrig rigtig sluppet mig, og jeg må med skam sige, at jeg kan gribe mig i at sige til et andet menneske: pas nu på dig selv. Som om det andet menneske havde glemt det, og havde brug for mig til at minde om det. Eller jeg siger: du skal bare være dig selv, for alle andre er jo optaget. Det er jo netop det at blive og være sig selv, der er problemet, så det hjælper ikke at blive mindet om det.
Floskler gør livet mindre, og vores ellers velmenende udsagn, gør ikke livet nemmere. Vi skal ikke gøre livet mindre, men vi skal derimod gøre håbet større, og pege i retningen af Gud.
Det er tilhørsforholdet til Gud – det Gud er noget i forhold til os, der gør en forskel. Gud er ikke bare skaber, men Gud forholder sig til os ved at gå i et forhold med os. Jesus var menneske med os, og selvom han døde, så opstod han, så han siden har kunnet være menneske med alle. Jesus er hyrden, der vogter os, leder os, værner os, og giver sit liv for os.
Han er hyrden, der vandrer med os gennem livets mange landskaber, og hele tiden leder os på rette vej. Han er hyrden, der går bag os, og altid er med og, også når vi ikke kan se det.
Og ikke nok med det, så går vi en flok – vi går sammen. Vi er en del af noget større – vi er en del af Guds menighed, også de dage, hvor ikke selv synes fortjener det, så hører vi igen og igen, når vi kommer her i kirken, at vi hører til.
Du er ikke bare dig selv – du er Guds. Altid og for evigt Guds.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-paaske-fra-foerste-raekke
Lad os bede:
Skaber og frelser – du kommer til os midt i livets morads og siger, at vi hører til. Siger at vi altid har været dine.
Det takker vi for.
Vi beder dig om, at du må styrke vores fællesskabsfølelse med hinanden, så vi ser medmennesker fremfor fjender, og ser hinanden i øjnene fremfor at se ned på hinanden.
Vi beder i dag for ungdommen, at du må guide dem i livet, og give dem livsmod. Lær os alle at se, at vores fejl ikke er konklusionen på vores liv; men at der altid er mere at fortælle om os – nemlig at vi er skab af dig.
Vær med alle, der i denne tid lever i ufred i enten deres land eller hjem. Vær med alle der mangler glæde og overskud, og vær med alle mennesker der kæmper for at få mad på bordet.
Vær med alle syge og alle i nød – trøst dem, så de mærker at også i mørket er du, Gud.
Vær med alle, der er mangler et hjem, kærlighed eller nærvær. Vær med alle der mangler modstandskraft og vilje.
Vi beder for alle med magt og myndighed – lad dem altid sætte den svage forrest. Vi beder for Dronning Margrethe d. 2 og hele det kongelige hus.
Vi beder for din menighed ud over hele jorden, at den må høre din røst, og følge dig Gud. Lad hver kirke stå som et tegn på, at du lever, virker og er i verden.
Lad os være stille sammen et øjeblik.
Hør vore bønner Gud.
Amen
Drøm stort.
Vær dig selv.
Vær unik.
Kun døde fisk flyder med strømmen.
Sådanne udsagn har unge hørt på, ja siden jeg selv var ung, og på et tidspunkt går de fra at være opfordringer til at være påbud. Konklusionen på at lytte til dette er: at du SKAL gøre sådan, for ellers bliver du aldrig et ordentligt, autentisk menneske. Ja, man kan næsten høre, at der bliver sagt, at gør man ikke alt det, og griber livet, så har man næsten ikke levet det. Det gør ikke mennesker godt, at få sådanne påbud - det er heller ikke evangelisk.
Det at blive menneske er noget, som alle generationer har forsøgt. På den led er unge af i dag, som mennesker altid har været.
Søren Kierkegaard beskriver det allerede i 1800-tallet, at livet handler om at blive sig selv. Men hans konklusion er en helt andet end i dag, også fordi han ikke var vokset op med t-shirt hvor der står, at man skal skinne som en stjerne.
Han siger derimod, at vi kan finde os selv, når vi giver slip på os selv. Han siger, for at begynde med konklusionen, at vi skal give slip på os selv, og opdage, at vi er skabt af noget større end os. Vi er ikke vores egen herre, eller vores egen lykkes smed, for den sags skyld, men vi er Guds – og det er ham vi skylder livet.
Kierkegaard taler om, at vi mennesker kan blive fortvivlede, hvis vi bliver mennesker, der kun ser muligheder. Så er vi hele tiden i gang med at få nye ideer, og komme videre. Et menneske, der kun er summen af næste nye ide, og som derfor heller aldrig kommer rigtigt til stede i nuet. Mennesket bliver grænseløst.
Til gengæld bliver vi også fortvivlede, hvis vi kun handler ud fra nødvendighed, og ikke tør se idealer. Hvis man kun handler efter, hvad der er nødvendigt lige nu, så ser man aldrig andre muligheder, og sætter alt for mange grænser op i livet. Man handler ud fra nødvendighed hele tiden, og ser ikke, at livet er større.
Og et sted imellem de to yderpunkter – mellem mulighed og nødvendighed er livet.
For livet bliver for karikeret, hvis vi befinder os i enten-eller. Der er noget mellem alt og intet – ja, det meste af livet er mellem yderpunkterne. Og selvfølgelig er vi en gang imellem i mulighedernes yderpunkt og andre gange i nødvendighedens; men for at blive os selv, så skal vi slippe det – ja, for at blive os selv skal vi slippe os selv.
For Kierkegaard handlede livet ikke om at få succes, men om at forholde sig til sig selv som skabt af Gud. Det handler om tro, og i overført betydning at kaste sig ud på de 70.000 favne, som hans siger, og der mærke hvad der holder os oppe – nemlig Kristus.
Eller for at vende tilbage til dagens evangelium at høre, at der bliver kaldt.
Jesus er som en hyrde, der samler sine får, og som kender sin får. Vi er kendt af Jesus. Han kender os, og selvom det nogle dage, kan lyde som en trussel, så er der en befrielse i, at vi ikke behøver anstrenge os, og gøre mere eller mindre, for Gud kender os og kender vores indre – og elsker os. Ikke på trods, men fordi vi er dem, vi er – med fejl, utilstrækkelighed og syndighed.
I Guds øjne er vi ikke summen af vores handlinger eller mere elskelige fordi vi har være succeser. Her har vi lov til at være fuldstændig almindelige og gennemsnitlige. Her kan vi få lov til at have verdens tyndeste cv, og alligevel blive elsket.
Vi hører til hos Gud – i hans flok. Vi hører til hos Gud, der vil sætte livet på spil for os – og gør det. En Gud, der vil have os alle med, og som derfor er klar på at ofre sig selv for at det skal ske.
Det er befrielsen – det er håbet i en tid, hvor flosklerne står i kø, når livet gør ondt. Og lige dem med floskler kender jeg. Jeg var unge i 90’erne, hvor mit penalhus var overtegnet med sådanne udsagn. Og de har aldrig rigtig sluppet mig, og jeg må med skam sige, at jeg kan gribe mig i at sige til et andet menneske: pas nu på dig selv. Som om det andet menneske havde glemt det, og havde brug for mig til at minde om det. Eller jeg siger: du skal bare være dig selv, for alle andre er jo optaget. Det er jo netop det at blive og være sig selv, der er problemet, så det hjælper ikke at blive mindet om det.
Floskler gør livet mindre, og vores ellers velmenende udsagn, gør ikke livet nemmere. Vi skal ikke gøre livet mindre, men vi skal derimod gøre håbet større, og pege i retningen af Gud.
Det er tilhørsforholdet til Gud – det Gud er noget i forhold til os, der gør en forskel. Gud er ikke bare skaber, men Gud forholder sig til os ved at gå i et forhold med os. Jesus var menneske med os, og selvom han døde, så opstod han, så han siden har kunnet være menneske med alle. Jesus er hyrden, der vogter os, leder os, værner os, og giver sit liv for os.
Han er hyrden, der vandrer med os gennem livets mange landskaber, og hele tiden leder os på rette vej. Han er hyrden, der går bag os, og altid er med og, også når vi ikke kan se det.
Og ikke nok med det, så går vi en flok – vi går sammen. Vi er en del af noget større – vi er en del af Guds menighed, også de dage, hvor ikke selv synes fortjener det, så hører vi igen og igen, når vi kommer her i kirken, at vi hører til.
Du er ikke bare dig selv – du er Guds. Altid og for evigt Guds.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-paaske-fra-foerste-raekke
Lad os bede:
Skaber og frelser – du kommer til os midt i livets morads og siger, at vi hører til. Siger at vi altid har været dine.
Det takker vi for.
Vi beder dig om, at du må styrke vores fællesskabsfølelse med hinanden, så vi ser medmennesker fremfor fjender, og ser hinanden i øjnene fremfor at se ned på hinanden.
Vi beder i dag for ungdommen, at du må guide dem i livet, og give dem livsmod. Lær os alle at se, at vores fejl ikke er konklusionen på vores liv; men at der altid er mere at fortælle om os – nemlig at vi er skab af dig.
Vær med alle, der i denne tid lever i ufred i enten deres land eller hjem. Vær med alle der mangler glæde og overskud, og vær med alle mennesker der kæmper for at få mad på bordet.
Vær med alle syge og alle i nød – trøst dem, så de mærker at også i mørket er du, Gud.
Vær med alle, der er mangler et hjem, kærlighed eller nærvær. Vær med alle der mangler modstandskraft og vilje.
Vi beder for alle med magt og myndighed – lad dem altid sætte den svage forrest. Vi beder for Dronning Margrethe d. 2 og hele det kongelige hus.
Vi beder for din menighed ud over hele jorden, at den må høre din røst, og følge dig Gud. Lad hver kirke stå som et tegn på, at du lever, virker og er i verden.
Lad os være stille sammen et øjeblik.
Hør vore bønner Gud.
Amen
Abonner på:
Opslag (Atom)