I begyndelsen af alting, var der ingenting. På nær Guds ånd – den hellige ånd – der svævede gennem intetheden. Og da er det, at Gud ved et ord begynder skabelsen. En skabelse, der har skabt ekkoet gennem universet op til i dag. Et kæmpe brag af et ord, der begynder alting.
Gud skaber med sit ord.
Og det er også ordene, som Gud siden hen forærer til menneskene – så vi med vores ord sammen kan skabe små verdener mellem os af kærlighed, fred, tilgivelse og håb.
Ord er vigtige – for ligesom de kan bygge op, så ved vi også at de kan rive ned. De kan ødelægge og fortære alt det smukke i tilværelsen. Det kommer an på, hvordan vi bruger vores ord.
Et ord sagt med gift i stemmen, kan blive båret med af modtageren resten af livet – og taget frem og husket. Vi kan ødelægge på sigt med vores ord; og selv når vi har glemt det, vi sagde, kan vores ord fortsætte med at ødelægge.
Men det omvendte er også sandt – vi kan bygge et menneske op med vores ord, og skabe glæde og vækst. Vi skal bruge vores ord til at synge lovsange.
Lukasevangeliet er lovsangenes evangelium – her finder vi hele tre lovsange; nemlig Marias lovsang, Simeonlovsang og Zakarias lovsang. Det er sange, der har presset sig på for Maria, Simeon og Zakarias, da de oplever, hvor tæt på Gud egentligt er i deres liv.
Og alle tre lovsange handler om frelsen i Kristus. Maria synger: Min sjæl lovpriser Herre, og fryder sig over Gud min frelser. Simeon synger: (…) mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk. Og Zakarias synger: Herren har besøgt og forløst sit folk.
De synger om frelsen – om glæden ved, at Gud vil os noget. Vil noget for os – og vil være hos os, når mørket sænker sig over os.
Det bemærkelsesværdige er, at alle tre lovsange er i begyndelsen af Lukasevangeliet. Det er som om Lukas vil have, at vi skal huske på lovsangenes glæde og budskab, når vi læser resten. De er fundamentet for resten af fortællingen.
Lukas bliver også kaldt de fattiges apostel, fordi han altid tager de svage i forsvar – for vi er intet, hvis vi ikke har alle med. Vi er et samlet folk. Vi kan høre det, når Zakarias i sin lovsang siger: Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk.
Der står Israels folk. I disse forfærdelige dage er det svært ikke at tænke på det konkrete landområde, der kaldes for Israel, og alt det forfærdelige, der lige nu foregår – også i denne time. Vi bliver blinde, når man i krigstid bruger et ord, der falder sammen med et land; men vi kristne bruger udtrykket på en anden måde – vi har et andet perspektiv. For når vi taler om Israels Gud, så mener vi her: vores Gud. Det åndelige Israel, som man bliver en del af, når man bliver døbt. Så hvad man end tænker om krigen; så handler Israel, når vi bruger udtrykket her i kirken, ikke om det jødiske folk, men derimod om os. Vi må som kristne tænke, at det handler om den Gud, der skabte alle mennesker – den Gud der nedbryder grænser og bygger broer mellem mennesker. Den Gud der lod sig føde som et lille barn.
Vi er en del af noget større – et levende håb.
Lovsange handler om håb – om at livet rummer de muligheder i Kristus, som vi ikke selv magter at åbne.
Eller som kirkefaderen Augustin siger som Zakarias’ lovsang:
“O velsignede hymne med glæde og lovprisning! Gudommeligt inspireret af Helligånden og dagligt sunget i Guds kirke! Å, må dine ord ofte være i min mund, og deres sødme altid i mit hjerte! De ord du bruger er mit livs trøst; og det du taler om er hele verdens håb!” (Augustin)
Vi lever også i en tid, hvor håbet til tider visner. Det er som om vi har fået fortalt os selv, at mennesker alligevel uddør, og at alt derfor er ligegyldigt. Det er en tanke, jeg ofte møder hos særligt yngre mennesker, og jeg bliver trist, når jeg hører den. For på den ene side forstår jeg godt, hvorfor de siger det. Vi er i gang med den 6. masseuddøen, siger nogle, der er krige, og klimaet raser. Men vi glemmer, at lige nu er der også dyr, man troede var uddøde, der kommer igen – krige ender og vi tilpasser os klimaet. Jeg siger ikke, at forandringerne lige nu ikke er voldsomme eller bekymrende, men netop nu skal vi lære at leve med håbet som fortegn. Vores frygt skal ikke få lov at definere vores tilgang til livet. Vi skal leve – og det er, hvad evangelierne forsøger at lære os.
Hvis nogle af jer genser Matador her i julen, så er der en ærketype på et menneske, der bestemt ikke lever, men som gør det modsatte af, hvad evangelierne fortæller os. Det er Kresten og Mads’ søster Anna, spillet af Kirsten Rolfes. Tante Anna er så gudsfrygtig, at hun slår andre i hovedet, når de forsøger at leve. Hun lever ikke i frelsen, men lever for at nå den – opnå den, og derfor lever hun ikke. Hun har sat sig et mål, som hun forsøger at nå gennem sine handlinger.
Og på en måde bliver tante Anna meget moderne, fordi hun sætter sig et mål, som hun arbejder for at nå.
Vi lever i handlingens tidsalder, hvor alt handler om at have målsætninger og at komme frem til dem. Vi har visioner for at udfolde dem, og missioner for at udføre dem.
Men evangelierne giver os ikke et mål for livet. Vi skal derimod lære at leve i den verden, som Gud har skabt med sit ord. Leve i et nu med håbet. Det kan være svært at høre og forstå, fordi vi er så vant til at have et mål, og nogle gange kommer vi tilmed til at tillægge Gud mål.
Det er jo ikke noget, vi ved ret meget om, men vi kommer til det, fordi livet også kan fremstå nemmere med et mål i sige. Men det glade budskab er, at vi ikke behøver et mål – vi skal derimod øve os på at leve.
K. E. Løgstrup siger om det at leve: ”Det er i al ting at se Guds skabning – forvrænget og ødelagt af os – men dog kun til, fordi Gud har skabt det. Det er at modtage al ting. Det er om morgenen, når vi åbner vore øjne at modtage dem af Guds hånd, han har givet dem – og ham har sat solen på himlen til at os sit lys, så vi ved det og vore øjne kan se – og se farver og former, se vort medmenneske, høre det tale. (..) At leve, det er, at komme ud af den afstumpede selvfølgelighed, hvormed vi tager alle ting, som om vi havde lavet det alt sammen selv. At leve, det er at modtage – alt.” (Prædikener fra Sandager-Holevad, s. 84 ff).
Håbet er at modtage – at åbne sine arme og lade Guds hellige ånde strømme gennem os i dette nu. Vi skal lære at leve, og ikke kun skue mod en fremtid, som vi alligevel ikke kender.
Vi skal leve i en dyb taknemmelighed over, at Gud har givet os denne verden at leve sammen i, og derfra springer der en masse handlinger, der kan bære os ind i fremtiden på en ansvarlig måde.
På latin er ordet for at leve: vivus. Det betyder ikke bare at leve, men at leve bæredygtigt, udholdende og ægte. At leve er at være til stede i livet på en bestemt måde. Og i evangelierne er denne måde en modtagende måde.
Håbet er også en gave – ikke noget, vi skal præstere eller et mål, vi skal nå. Håbet er i høj grad en væren – en måde at leve på i tillid til, at Gud er helt tæt på i vores liv.
Så i denne adventstid – denne ventetid – skal vi også leve, trods forandringer, trods det der må komme. Så kan vi ikke andet end at være her lige nu. I et nu vi skal fylde med taknemmelighed og glæde.
Eller som vi skal synge om lidt:
En glød i mørket og jeg mærker glæden ved,
Han er på vej, det er et lys af evighed.
Amen
Dagens prædiketekst: https://www.bibelselskabet.dk/3-s-i-advent-fra-anden-raekke
Kirkebøn;
Livets Gud – du skabte os til at leve i denne verden – hjælp os nu til at gøre det i tiltro til, at du er med os. Gennem bekymringer, frygt, julestress og ensomhed. Du er med os – udholdende og tålmodig går du med os, også der hvor andre giver op. Og der hvor vi selv er bange for at vi giver op.
Giv os livet hver dag, så vi kan leve det så godt vi kan og magter.
Vær med alle, der tvivler på det budskab – vær med alle der hænger fast i fortiden – og alle der er bange for fremtiden. Vær med alle der er alt for ubekymrede, at de slet ikke kan sætte sig i andres sted.
Giv os dit nu, så vi lever med blikket rettet mod hinanden og det fælles liv.
Vær med alle der i denne tid er syge eller sidder ved en sygeseng. Vær med alle der mangler svar og alle der ikke har flere spørgsmål at stille.
Vær med alle der er påvirkede af krig – vær med kvinderne som ingen taler om – og børnene der må gemme sig fordi de voksne slås.
Gør os til bedre mennesker, Gud. Giv os lidt mere af din kærlighed og nåde. Vi trænger til den.
Vær med Møllevangskirken, og alle i den og omkring. Vær med din kirke over hele jorden.
Lad os være stille
Amen
søndag den 17. december 2023
søndag den 8. oktober 2023
18. søndag efter trinitatis, 2023
Forfatteren og journalisten Orla Bundgård Povlsen skrev et digt om kærligheden, – eller måske det var et digt om livet. Men det er også mange gange det samme. Digtet kan findes i hans digtsamling fra 1971 med navnet Flammekrebsen, og digtet lyder sådan her:
Kun kærlighed
kan redde os
Elsk!
sa stemmen
Kun kærlighed kan redde os – fra kunne man spørge? Hvad skal vi reddes fra? Og der er mange måder at svare på, men de samler sig alle i et svar – nemlig ondskaben. Vi skal reddes fra ondskaben, og fra den forråelse, der sker i os, når ondskaben får magten i vores liv – og i vores hverdag.
Vi lever i en tid, der forandrer sig – og som også forandrer os. Det sker både i ude i verden, hvor vi ser, at krige, forfølgelser og terror er blevet en naturlig del af dagsordenen. Det er ellers noget, som vi aldrig må vænne os til. Vi må aldrig acceptere, at mennesker slår hinanden ihjel, fordi de mener at have mere ret. Vi må ikke acceptere at mennesker bliver forfulgt, fordi de tror og tænker anderledes end os.
Men som det er nu, så er kæmpes der i disse timer i Gazastriben, og igen er det civile, der betaler den højeste pris på begge sider, når deres hjem forsvinder i murbrokker og deres kære bæres bort i kister.
Kun kærlighed
kan redde os
Elsk!
sa stemmen
Kun kærlighed kan redde os – fra kunne man spørge? Hvad skal vi reddes fra? Og der er mange måder at svare på, men de samler sig alle i et svar – nemlig ondskaben. Vi skal reddes fra ondskaben, og fra den forråelse, der sker i os, når ondskaben får magten i vores liv – og i vores hverdag.
Vi lever i en tid, der forandrer sig – og som også forandrer os. Det sker både i ude i verden, hvor vi ser, at krige, forfølgelser og terror er blevet en naturlig del af dagsordenen. Det er ellers noget, som vi aldrig må vænne os til. Vi må aldrig acceptere, at mennesker slår hinanden ihjel, fordi de mener at have mere ret. Vi må ikke acceptere at mennesker bliver forfulgt, fordi de tror og tænker anderledes end os.
Men som det er nu, så er kæmpes der i disse timer i Gazastriben, og igen er det civile, der betaler den højeste pris på begge sider, når deres hjem forsvinder i murbrokker og deres kære bæres bort i kister.
Ukraine er i krig mod en stormagt, der har våben, der kan udrydde hele Europa. Da krigen brød ud for snart 2 år siden, undersøgte mange her i landet igen, hvor der lå beskyttelsesrum. Og der hvor jeg bor med min familie er der ikke nogen beskyttelsesrum i nærheden, og vi kan ikke nå i sikkerhed, hvis det værste skulle ske.
Den aften i februar i 2022, hvor alvoren gik op for os, og hvor vi ikke anede hvor langt galskaben ville række, lagde vi os til at sove med vores lille dreng imellem os, og takkede hinanden for det liv, vi havde delt – uvidende om, hvorvidt vi ville vågne dagen efter.
Det er noget, jeg aldrig havde troet, jeg skulle opleve – vi havde ikke troet, at der igen ville være krig i Europa.
Kun kærlighed
kan redde os
Elsk!
Sa stemmen
Men de senere år har også forandret os – måske siden 1. september 2001. Måske endda før det – og måske har vi altid været sådan. Eller haft en tilbøjelighed til at det. Nemlig det at se mennesker som fjender.
Der har bredt sig en hårdhed i Danmark, hvor vi ikke længere synes, at vi skal hjælpe hinanden, og hvor vi mistror dem, der bliver nødt til at modtage mere af staten end de kan give igen. Vi brokker os over, at vi giver ulandsbistand til lande, der har det langt værre end os. Vi brokker os over, at vi skal tage imod flygtninge, der har efterladt hele deres liv og omgangskreds i et land med krig. Vi brokker os, når mennesker ikke kan tale dansk eller ikke vil række os hånden.
Der er noget helt galt i denne tid – noget galt med vores etiske kompas, noget galt i vores syn på andre mennesker – vi er ved at miste kærligheden.
Kun kærlighed
kan redde os
Elsk!
Sa stemmen
Vi har brug for at blive reddet – fra os selv, fra den forråelse, der sker i verden og fra en verdensorden, der sætter det enkelte menneskes ukrænkelighed nederst, og magt øverst. Vi har brug for at elske – ødselt og stort.
Vi har brug for en gigantisk modvægt mod ondskaben.
Vi har brug for Helligånden – vi har brug for Kristus – vi har brug for Gud.
Vi har brug for Kristus, der gjorde det vanvittige, at han satte den svage forrest – han talte om, at børn skulle arve Guds rige. Børn, der hver har et cv eller en karriere endnu. Det er ord, der var så revolutionerende og vilde, at vi den dag i dag, nævner dem ved hver eneste dåb. Fordi det siger noget umisteligt om vores forhold til Gud, nemlig at det er OS, Gud vil have – ikke en velformuleret ansøgning til Himlen.
Kristus talte ikke kun om børn, men han talte også med alle de mennesker, som ingen andre ville kendes ved – den fattige, den svage, den udstødte og den udskammede. Han talte også med svindlere, prostituerede, hjemløse og syge. Og nu tænker I måske – ja, jeg ved jo ikke, hvad I tænker, men måske tænker I, hvad syge mennesker dog laver i en opremsning sammen med svindlere og prostituerede, for det er jo slet ikke det samme. Men det er netop pointen – at det faktisk ikke betyder noget i Guds øjne. Det handler ikke om, HVAD vi er, men om, AT vi er. Og det vi er, er elskede. Så Kristus talte med alle, der havde brug for ham. Også dem, der ikke vidste, at de havde brug for ham – heldigvis.
Kristus viste os, at vores fjende i livet, er hverken hinanden eller det, vi kan eller ikke kan, men derimod den onde magt, der korrumperer os til at tro, at der ER forskel på os. Derfor har vi brug for kærligheden, for den nedbryder skel – den nedbryder afstande – den alene nedbryder had.
Vi skal derfor elske – insistere på kærligheden, og særligt hvor den ikke findes. Og har vi en mulighed for at hjælpe, hvor lille den end kan forekomme, så skal vi hjælpe. Altid.
Johannes Møllehave skriver i en artikel, at han engang mødte en kvinde, der insisterede på at hjælpe andre, og hun sagde: så længe min hånd er varm, vil jeg give.
Det er så fint og stort sagt – så længe min hånd er varm, vil jeg give.
Og vi kan alle give – vi kan give af vores tid, vores omsorg. Vi kan selv i det små insistere på kærligheden, og elske det liv, og dem der er omkring os – dem vi møder, som måske først fremstår som fremmede, men som er mennesker lige som dig om mig.
Selv en fremmed er et menneske. Et menneske med håb og drømme som os selv.
Det er noget, jeg aldrig havde troet, jeg skulle opleve – vi havde ikke troet, at der igen ville være krig i Europa.
Kun kærlighed
kan redde os
Elsk!
Sa stemmen
Men de senere år har også forandret os – måske siden 1. september 2001. Måske endda før det – og måske har vi altid været sådan. Eller haft en tilbøjelighed til at det. Nemlig det at se mennesker som fjender.
Der har bredt sig en hårdhed i Danmark, hvor vi ikke længere synes, at vi skal hjælpe hinanden, og hvor vi mistror dem, der bliver nødt til at modtage mere af staten end de kan give igen. Vi brokker os over, at vi giver ulandsbistand til lande, der har det langt værre end os. Vi brokker os over, at vi skal tage imod flygtninge, der har efterladt hele deres liv og omgangskreds i et land med krig. Vi brokker os, når mennesker ikke kan tale dansk eller ikke vil række os hånden.
Der er noget helt galt i denne tid – noget galt med vores etiske kompas, noget galt i vores syn på andre mennesker – vi er ved at miste kærligheden.
Kun kærlighed
kan redde os
Elsk!
Sa stemmen
Vi har brug for at blive reddet – fra os selv, fra den forråelse, der sker i verden og fra en verdensorden, der sætter det enkelte menneskes ukrænkelighed nederst, og magt øverst. Vi har brug for at elske – ødselt og stort.
Vi har brug for en gigantisk modvægt mod ondskaben.
Vi har brug for Helligånden – vi har brug for Kristus – vi har brug for Gud.
Vi har brug for Kristus, der gjorde det vanvittige, at han satte den svage forrest – han talte om, at børn skulle arve Guds rige. Børn, der hver har et cv eller en karriere endnu. Det er ord, der var så revolutionerende og vilde, at vi den dag i dag, nævner dem ved hver eneste dåb. Fordi det siger noget umisteligt om vores forhold til Gud, nemlig at det er OS, Gud vil have – ikke en velformuleret ansøgning til Himlen.
Kristus talte ikke kun om børn, men han talte også med alle de mennesker, som ingen andre ville kendes ved – den fattige, den svage, den udstødte og den udskammede. Han talte også med svindlere, prostituerede, hjemløse og syge. Og nu tænker I måske – ja, jeg ved jo ikke, hvad I tænker, men måske tænker I, hvad syge mennesker dog laver i en opremsning sammen med svindlere og prostituerede, for det er jo slet ikke det samme. Men det er netop pointen – at det faktisk ikke betyder noget i Guds øjne. Det handler ikke om, HVAD vi er, men om, AT vi er. Og det vi er, er elskede. Så Kristus talte med alle, der havde brug for ham. Også dem, der ikke vidste, at de havde brug for ham – heldigvis.
Kristus viste os, at vores fjende i livet, er hverken hinanden eller det, vi kan eller ikke kan, men derimod den onde magt, der korrumperer os til at tro, at der ER forskel på os. Derfor har vi brug for kærligheden, for den nedbryder skel – den nedbryder afstande – den alene nedbryder had.
Vi skal derfor elske – insistere på kærligheden, og særligt hvor den ikke findes. Og har vi en mulighed for at hjælpe, hvor lille den end kan forekomme, så skal vi hjælpe. Altid.
Johannes Møllehave skriver i en artikel, at han engang mødte en kvinde, der insisterede på at hjælpe andre, og hun sagde: så længe min hånd er varm, vil jeg give.
Det er så fint og stort sagt – så længe min hånd er varm, vil jeg give.
Og vi kan alle give – vi kan give af vores tid, vores omsorg. Vi kan selv i det små insistere på kærligheden, og elske det liv, og dem der er omkring os – dem vi møder, som måske først fremstår som fremmede, men som er mennesker lige som dig om mig.
Selv en fremmed er et menneske. Et menneske med håb og drømme som os selv.
Og er det svært at se den anden, som mere end en fremmed, så forestil dig det menneske som barn. Engang er de blevet født af en mor, der har holdt dem i sine arme for første gang. De er vokset op, og har haft drømme for livet.
De er blevet krammet og kysset på panden.
Det kan åbne vores horisont for hinanden at lave denne lille mentale øvelse, når vi igen kommer til at sætte et menneske i bås.
For det gør vi – Jakob Holt, der er fotograf og har rejst i USA, og taget billede af mennesker i alle samfundslag, siger, at hvis vi behandler mennesker som vores fordomme siger os, at vi skal, så opfører de sig derefter. Så hvis vi møder mennesker med fordommene forrest, så vil folk leve op til de fordomme.
Det kan åbne vores horisont for hinanden at lave denne lille mentale øvelse, når vi igen kommer til at sætte et menneske i bås.
For det gør vi – Jakob Holt, der er fotograf og har rejst i USA, og taget billede af mennesker i alle samfundslag, siger, at hvis vi behandler mennesker som vores fordomme siger os, at vi skal, så opfører de sig derefter. Så hvis vi møder mennesker med fordommene forrest, så vil folk leve op til de fordomme.
Jakob Holt har engang til et foredrag fortalt, hvordan han gik gennem bydelen The Bronx, der ligger i New York, og havde valgt ikke lægge sine fordomme hjemme. Der skete så det, at han blev overfaldet. For dem, han mødte, var endnu ikke vant til at blive mødt uden fordomme.
Men Jakob Holt er en principfast mand, så han forsøgte igen at gå gennem bydelen, og igen blev han overfaldet. Men han blev ved med at gå der, og det samme skete, indtil den dag, hvor han ikke længere blev overfaldet – og iflg. ham selv først skete det, da han helt havde lagt sine fordomme på hylden.
Der er en læring i hans erfaring, nemlig at i mødet med andre mennesker, går det ikke altid som man ønsker, men det betyder ikke, at skal give op eller holde op med at insistere på kærligheden.
Vi skal blive ved.
Der er kun et at gøre, nemlig lytte til stemmen, der siger:
Kun kærlighed
kan redde os
Elsk!
Sa stemmen
Og der er håb – der er altid håb. For kærligheden er altid mere end ondskaben og livet større end hadet.
Alt det onde – det kan overvindes med kærlighed. Det ved vi – for ellers kunne vi ikke fejre påske.
Kærlighed KAN forandre verden – ellers sad vi slet ikke her.
Der er brug for kærligheden, hvisker Helligånden til os.
Netop nu. Særligt nu.
Elsk.
AMEN
Lad os bede:
Fredens Gud - kom til os med din kærlighed. Vær til stede med din nåde og forsoning. Lær os at være mennesker med hinanden – for hinanden.
Åbn vores øjne for fredens og frihedens veje, og hjælp os med at holde fast på de veje, når vi har lyst til at give op og slå igen.
Vær med alle Gud, der kæmper i frontlinjerne, vær med alle der står bagved og lever med konsekvenserne. Vær med alle, der lige nu er bange – og alle, der frygter for deres liv.
Lær os at bygge broer fremfor kløfter, og hjælp os til lade give slip på den lille ondskab, der lever i vores hverdag. Lad os elske andre, som vi elsker os selv.
Vær med alle, der er på kanten af livet og alle der er udstødte. Vær med alle syge, og alle hvis liv falder fra hinanden.
Vi beder i dag særligt for alle i Mellemøsten, og alle der er påvirkede af krigen. Vi beder dig om Gud, at du må hjælpe os til at finde freden – blæs på de iskolde hjerter, så vi kan finde veje at gå sammen i fællesskab.
Vi beder for alle der sulter, og alle vi glemmer, fordi ingen fortæller deres historier.
Åbn vores øjne, så vi kan se, hvor vi kan hjælpe og gavne mest.
Vi beder for Dronning Margrethe d. 2 og hele det kongelige hus.
Vi beder for regeringen her i landet – og i alle lande, at de må lede med næstekærligheden forrest.
Vi beder for Møllevangkirken, ja for hele kirken og alle kristen – alle troende. Må enhver kirke, tempel, moske eller hjemmealter være et kraftcenter for kærligheden. Gud vær til stede, der hvor mennesker er – vi har brug for dig.
Vi har brug for kærligheden. Amen
Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/18-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke
Vi skal blive ved.
Der er kun et at gøre, nemlig lytte til stemmen, der siger:
Kun kærlighed
kan redde os
Elsk!
Sa stemmen
Og der er håb – der er altid håb. For kærligheden er altid mere end ondskaben og livet større end hadet.
Alt det onde – det kan overvindes med kærlighed. Det ved vi – for ellers kunne vi ikke fejre påske.
Kærlighed KAN forandre verden – ellers sad vi slet ikke her.
Der er brug for kærligheden, hvisker Helligånden til os.
Netop nu. Særligt nu.
Elsk.
AMEN
Lad os bede:
Fredens Gud - kom til os med din kærlighed. Vær til stede med din nåde og forsoning. Lær os at være mennesker med hinanden – for hinanden.
Åbn vores øjne for fredens og frihedens veje, og hjælp os med at holde fast på de veje, når vi har lyst til at give op og slå igen.
Vær med alle Gud, der kæmper i frontlinjerne, vær med alle der står bagved og lever med konsekvenserne. Vær med alle, der lige nu er bange – og alle, der frygter for deres liv.
Lær os at bygge broer fremfor kløfter, og hjælp os til lade give slip på den lille ondskab, der lever i vores hverdag. Lad os elske andre, som vi elsker os selv.
Vær med alle, der er på kanten af livet og alle der er udstødte. Vær med alle syge, og alle hvis liv falder fra hinanden.
Vi beder i dag særligt for alle i Mellemøsten, og alle der er påvirkede af krigen. Vi beder dig om Gud, at du må hjælpe os til at finde freden – blæs på de iskolde hjerter, så vi kan finde veje at gå sammen i fællesskab.
Vi beder for alle der sulter, og alle vi glemmer, fordi ingen fortæller deres historier.
Åbn vores øjne, så vi kan se, hvor vi kan hjælpe og gavne mest.
Vi beder for Dronning Margrethe d. 2 og hele det kongelige hus.
Vi beder for regeringen her i landet – og i alle lande, at de må lede med næstekærligheden forrest.
Vi beder for Møllevangkirken, ja for hele kirken og alle kristen – alle troende. Må enhver kirke, tempel, moske eller hjemmealter være et kraftcenter for kærligheden. Gud vær til stede, der hvor mennesker er – vi har brug for dig.
Vi har brug for kærligheden. Amen
Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/18-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke
søndag den 3. september 2023
13. søndag efter trinitatis, 2023
Jeg tror, at de fleste mennesker har brug for, at der er nogen, der ser dem. Det tror jeg, fordi jeg selv har brug for at blive set. Men man kan blive set på, på mange forskellige måder. Man kan blive set på med beundrende øje, hvor den anden sætter en op på en piedestal. Man kan blive set på med misundelige øjne, hvor anden ikke kan glæde sig sammen med en. Man blive set på med frygtsomme øjne, hvor den anden er bange for en. Eller man kan blive set på mistroiske øjne, hvor den anden ikke stoler på det man siger eller gør. Og så kan man blive set på med kærlige øjne, der sætter både den der ser, og den der bliver set, fri.
Der er mange måder, vi kan se hinanden på – og i vore dage, ser vi på hinanden som aldrig før – og vi ser på os selv som aldrig.
Jeg læste en artikel, der handlede om en ung kvinde på 19 år (zetland, ”Der findes over 6000 billeder af Emma” 6. juni 2023), der er vokset op med digitalkameraet som fast følgesvend i forældrenes hænder. Der findes over 6000 billeder af hende indtil nu. Og det påvirker oplevelsen af livet, og faktisk også selvtilliden. Kvinden følte, at hun slet ikke havde magt over sit eget liv. Hun var blevet et objekt i en fortælling, der ikke længere var hendes.
Der er lavet undersøgelser, der viser, at vi faktisk slet ikke har godt af at se på os selv så meget.
Os der tager mange selfies er langt mere selvkritiske end dem, der ikke tager så mange. Det er blevet undersøgt – selfies er ikke godt for selvværdet.
Det gør altså noget ved os, når vi ser så meget på os selv. Det vidste man allerede i antikken, for der findes en myte om en mand ved navn Narkissos, der var en meget smuk mand. En nymfe – det er en slags ånd – forelsker sig i ham, men det er ikke gengældt, så hun straffer ham. Straffen er, at han bliver forelsket i sit eget spejlbillede, da han kigger ned i en vandpyt.
Og der sad han dag ind og dag ud og så ikke andre end sig selv, og han endte med at visne og blive til en påskelilje.
Det gør noget ved os, når vi ikke ser andre, og kun ser os selv.
Nu kan man måske tro, at det her kun gælder unge mennesker. Men jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange selfies jeg har på min telefon – men mange. Og jer ser på dem. Og hvem har ikke taget sig i under et videomøde på teams eller skype at bruge tiden på at se på sig selv, i stedet for på den, der taler.
Vi er sært fascinerede af os vores eget spejlbillede.
Men måske det ikke er så sært endda – for vi har brug for at blive set, men i stedet for at få øje på os selv, burde vi måske bruge tiden på at få øje på hinanden. Den du får øje på, ser også dig.
Og det højner selvværdet – fordi mødet med et andet menneske, der vil dig det godt, højner din tro på dig selv.
Vi er skabt til fællesskaber med hinanden og med Gud. Gud skabte menneske til at være sammen med andre. Vi er sat i et netværk, som vi skal være en del – og finde vores plads i.
Jesus fortæller i dag en lignelse – altså en fortælling, der skal ligne noget i vores liv med hinanden og med Gud. En fortælling om en mand, der er blevet udsat for vold og ondskab. En mand, der er blevet ydmyget og forladt – og nu alene er overladt til sig selv – og dermed også dybt afhængig af en andens hjælp.
Og da hører vi, at en præst kommer gående – ser manden, der har brug for hjælp, og går videre. Og dernæst en kommer en levit gående – ser ham og går videre.
Præster og levitter arbejdede begge i templet, hvor der var strenge krav om renhed. Man måtte ikke røre ved et lig, for så var man uren i hele 7 dage efter, og skulle derefter rense sig selv. Måske har det været medvirkende til, at de gik forbi? Måske var de bange for, at han skulle dø, mens de hjalp ham, og dermed ville gøre dem urene, så de i 7 dage ikke kunne komme i templet og tilbede Gud?
Jeg tror, at det er en af Jesu pointer, vi her har fat i. For de to mænd i lignelsen, har dét at tilbede Gud været vigtigere end at hjælpe det svage menneske. Jeg tror heller ikke, at Jesu vil fortælle os, at de to mænd er specielt onde eller dumme, men nærmere har Jesus villet åbne vores øjne for samfundsstrukturer, der ikke gavner den svage.
Præsten og levitten gør det, som man i samfundet ville karakterisere som ”rigtigt”; men at gøre alt rigtigt kan til tider være det helt forkerte.
Nogle gange må man bøje reglerne lidt for at kunne bøje sig mod sin næste.
Den næste der kommer forbi er fra Samaria – han er samaritaner.
Samaritanerne var fjenden på det her tidspunkt – Man foragtede dem, og gik udenom dem. Og havde landet Samaria haft et flag, var det bestemt ikke blevet hængt op på rådhuset, men måske nærmere brændt i foragt.
Derfor er det meget opsigtsvækkende, at det netop er samaritaneren – fjenden – der hjælper manden i grøften. Samaritanerne ser et menneske i nød, og hjælper.
Han ser forbi alt det, vi ellers kan se hinanden med – de filtre, vi kan sætte op. Det kan være nationalitet, religion, påklædning, politisk holdning, køn, seksualitet – ja, vi ser og ser – og vi bruger uanede mængder af tid på at finde kasser til alle mennesker. For i kasser skal de. Men tænk nu hvis, vi brugte lidt mindre tid på at finde bokse nok, så der er en til hver, og mere tid på at være sammen, som mennesker først og fremmest. Ja, tænk hvis det vigtigste ved et menneske var at møde det.
For i mødet – i mellemrummet mellem os, der vokser kærligheden frem.
I den bøn, jeg om lidt vil bede fra alteret på vores alles vegne ifm. nadveren, lyder ordene: ”Gør den indbyrdes kærlighed levende iblandt os.”
Kærligheden er det, der lever MELLEM os – ikke kun inde i vores hjerter, men mellem os, når vi går i fællesskab med hinanden. Og den er levende, vibrerende og dynamisk. Kærligheden er en svingning mellem os, når vi løfter blikket og ser hinanden i øjnene.
Vi skal forsøge at lave endnu flere fællesskaber, selvom jeg nu ikke forestiller mig, at det nødvendigvis bliver nemt. Det bliver både besværligt og træls – for sådan er vi mennesker også. Der er både præster, levitter og fjender som vi skal forholde os til, når vi er i fællesskab med hinanden. Der er mennesker, der er uenige med os, og som gør noget helt skørt. Så jeg siger ikke, at det bliver nemt, men det bliver bedre end at stirre på sit eget spejlbillede for at visne langsomt.
Vi er skabt i kærlighed – vi skal elske den Gud, der har skabt os, og vi skal elske hinanden. Det er hvad fortællingen til i dag, siger os. Vi har to relationer, vi skal passe – Gud og hinanden.
Eller det vil sige – fordi vi er i relation til Gud, så er vi bundet til at gå i relation med næsten.
Sagt på en anden måde – fordi Gud elsker os, så skaber det så meget ekstra kærlighed i os, at vi slet ikke kan andet end at gå ud og elske videre.
Kærlighedens overskud skubber os ud mod hinanden som mennesker og fjerner alt det, der ellers skiller os ad.
Men vi er også realister – for selvom vi får at vide, at vi skal være gode, så er vi det ikke altid. Vi er til tider små mennesker – eller jeg er i al fald. Jeg kender det med, at jeg ikke kan leve op til min egen idealisme, og jeg kommer til at skade folk og gøre dem ondt.
Men at jeg gør det engang imellem, betyder ikke, at det er ALT hvad der er at sige om mig. For jeg er også det modsatte – nemlig en, der hjælper, hvor jeg kan – og en der vil andre det bedste.
Og sådan er vi – vi er både en levit og en samaritaner. Og Gud er os nær i begge situationer.
For Gud sympatiserer ikke kun med manden i grøftekanten eller samaritanerne – han sympatiserer også med præsten og levitten, fordi det måske i virkeligheden er dem, der rent sjæleligt ligger overfaldet i grøftekanten.
Der er ikke et eneste menneske, som Gud opgiver. Han bliver ved med at elske, og særligt dem, der mangler kærlighed.
Den barmhjertige samaritaner er en fortælling om Guds rige – om Guds kærlighed – og om, at Gud ser stort på, hvilket vigtigt job vi har, eller om andre synes vi er fjender, men derimod ser Gud et stort hjerte hos os, der kan banke for livet omkring os, og for andre mennesker.
Gud ser os med kærlighedens øjne – og det er nu engang det blik, der er størst.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/13-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke
Der er mange måder, vi kan se hinanden på – og i vore dage, ser vi på hinanden som aldrig før – og vi ser på os selv som aldrig.
Jeg læste en artikel, der handlede om en ung kvinde på 19 år (zetland, ”Der findes over 6000 billeder af Emma” 6. juni 2023), der er vokset op med digitalkameraet som fast følgesvend i forældrenes hænder. Der findes over 6000 billeder af hende indtil nu. Og det påvirker oplevelsen af livet, og faktisk også selvtilliden. Kvinden følte, at hun slet ikke havde magt over sit eget liv. Hun var blevet et objekt i en fortælling, der ikke længere var hendes.
Der er lavet undersøgelser, der viser, at vi faktisk slet ikke har godt af at se på os selv så meget.
Os der tager mange selfies er langt mere selvkritiske end dem, der ikke tager så mange. Det er blevet undersøgt – selfies er ikke godt for selvværdet.
Det gør altså noget ved os, når vi ser så meget på os selv. Det vidste man allerede i antikken, for der findes en myte om en mand ved navn Narkissos, der var en meget smuk mand. En nymfe – det er en slags ånd – forelsker sig i ham, men det er ikke gengældt, så hun straffer ham. Straffen er, at han bliver forelsket i sit eget spejlbillede, da han kigger ned i en vandpyt.
Og der sad han dag ind og dag ud og så ikke andre end sig selv, og han endte med at visne og blive til en påskelilje.
Det gør noget ved os, når vi ikke ser andre, og kun ser os selv.
Nu kan man måske tro, at det her kun gælder unge mennesker. Men jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange selfies jeg har på min telefon – men mange. Og jer ser på dem. Og hvem har ikke taget sig i under et videomøde på teams eller skype at bruge tiden på at se på sig selv, i stedet for på den, der taler.
Vi er sært fascinerede af os vores eget spejlbillede.
Men måske det ikke er så sært endda – for vi har brug for at blive set, men i stedet for at få øje på os selv, burde vi måske bruge tiden på at få øje på hinanden. Den du får øje på, ser også dig.
Og det højner selvværdet – fordi mødet med et andet menneske, der vil dig det godt, højner din tro på dig selv.
Vi er skabt til fællesskaber med hinanden og med Gud. Gud skabte menneske til at være sammen med andre. Vi er sat i et netværk, som vi skal være en del – og finde vores plads i.
Jesus fortæller i dag en lignelse – altså en fortælling, der skal ligne noget i vores liv med hinanden og med Gud. En fortælling om en mand, der er blevet udsat for vold og ondskab. En mand, der er blevet ydmyget og forladt – og nu alene er overladt til sig selv – og dermed også dybt afhængig af en andens hjælp.
Og da hører vi, at en præst kommer gående – ser manden, der har brug for hjælp, og går videre. Og dernæst en kommer en levit gående – ser ham og går videre.
Præster og levitter arbejdede begge i templet, hvor der var strenge krav om renhed. Man måtte ikke røre ved et lig, for så var man uren i hele 7 dage efter, og skulle derefter rense sig selv. Måske har det været medvirkende til, at de gik forbi? Måske var de bange for, at han skulle dø, mens de hjalp ham, og dermed ville gøre dem urene, så de i 7 dage ikke kunne komme i templet og tilbede Gud?
Jeg tror, at det er en af Jesu pointer, vi her har fat i. For de to mænd i lignelsen, har dét at tilbede Gud været vigtigere end at hjælpe det svage menneske. Jeg tror heller ikke, at Jesu vil fortælle os, at de to mænd er specielt onde eller dumme, men nærmere har Jesus villet åbne vores øjne for samfundsstrukturer, der ikke gavner den svage.
Præsten og levitten gør det, som man i samfundet ville karakterisere som ”rigtigt”; men at gøre alt rigtigt kan til tider være det helt forkerte.
Nogle gange må man bøje reglerne lidt for at kunne bøje sig mod sin næste.
Den næste der kommer forbi er fra Samaria – han er samaritaner.
Samaritanerne var fjenden på det her tidspunkt – Man foragtede dem, og gik udenom dem. Og havde landet Samaria haft et flag, var det bestemt ikke blevet hængt op på rådhuset, men måske nærmere brændt i foragt.
Derfor er det meget opsigtsvækkende, at det netop er samaritaneren – fjenden – der hjælper manden i grøften. Samaritanerne ser et menneske i nød, og hjælper.
Han ser forbi alt det, vi ellers kan se hinanden med – de filtre, vi kan sætte op. Det kan være nationalitet, religion, påklædning, politisk holdning, køn, seksualitet – ja, vi ser og ser – og vi bruger uanede mængder af tid på at finde kasser til alle mennesker. For i kasser skal de. Men tænk nu hvis, vi brugte lidt mindre tid på at finde bokse nok, så der er en til hver, og mere tid på at være sammen, som mennesker først og fremmest. Ja, tænk hvis det vigtigste ved et menneske var at møde det.
For i mødet – i mellemrummet mellem os, der vokser kærligheden frem.
I den bøn, jeg om lidt vil bede fra alteret på vores alles vegne ifm. nadveren, lyder ordene: ”Gør den indbyrdes kærlighed levende iblandt os.”
Kærligheden er det, der lever MELLEM os – ikke kun inde i vores hjerter, men mellem os, når vi går i fællesskab med hinanden. Og den er levende, vibrerende og dynamisk. Kærligheden er en svingning mellem os, når vi løfter blikket og ser hinanden i øjnene.
Vi skal forsøge at lave endnu flere fællesskaber, selvom jeg nu ikke forestiller mig, at det nødvendigvis bliver nemt. Det bliver både besværligt og træls – for sådan er vi mennesker også. Der er både præster, levitter og fjender som vi skal forholde os til, når vi er i fællesskab med hinanden. Der er mennesker, der er uenige med os, og som gør noget helt skørt. Så jeg siger ikke, at det bliver nemt, men det bliver bedre end at stirre på sit eget spejlbillede for at visne langsomt.
Vi er skabt i kærlighed – vi skal elske den Gud, der har skabt os, og vi skal elske hinanden. Det er hvad fortællingen til i dag, siger os. Vi har to relationer, vi skal passe – Gud og hinanden.
Eller det vil sige – fordi vi er i relation til Gud, så er vi bundet til at gå i relation med næsten.
Sagt på en anden måde – fordi Gud elsker os, så skaber det så meget ekstra kærlighed i os, at vi slet ikke kan andet end at gå ud og elske videre.
Kærlighedens overskud skubber os ud mod hinanden som mennesker og fjerner alt det, der ellers skiller os ad.
Men vi er også realister – for selvom vi får at vide, at vi skal være gode, så er vi det ikke altid. Vi er til tider små mennesker – eller jeg er i al fald. Jeg kender det med, at jeg ikke kan leve op til min egen idealisme, og jeg kommer til at skade folk og gøre dem ondt.
Men at jeg gør det engang imellem, betyder ikke, at det er ALT hvad der er at sige om mig. For jeg er også det modsatte – nemlig en, der hjælper, hvor jeg kan – og en der vil andre det bedste.
Og sådan er vi – vi er både en levit og en samaritaner. Og Gud er os nær i begge situationer.
For Gud sympatiserer ikke kun med manden i grøftekanten eller samaritanerne – han sympatiserer også med præsten og levitten, fordi det måske i virkeligheden er dem, der rent sjæleligt ligger overfaldet i grøftekanten.
Der er ikke et eneste menneske, som Gud opgiver. Han bliver ved med at elske, og særligt dem, der mangler kærlighed.
Den barmhjertige samaritaner er en fortælling om Guds rige – om Guds kærlighed – og om, at Gud ser stort på, hvilket vigtigt job vi har, eller om andre synes vi er fjender, men derimod ser Gud et stort hjerte hos os, der kan banke for livet omkring os, og for andre mennesker.
Gud ser os med kærlighedens øjne – og det er nu engang det blik, der er størst.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/13-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke
torsdag den 27. juli 2023
8. søndag efter trinitatis, 2023
Ord har magt. Og særligt når vi taler i billeder. Billeder kan så nemt vække associationer og tolkninger, der sætter skel mellem mennesker, i stedet for lægge fokus på nådens forvandlende kraft.
Jesus taler om os som frugttræer i dag. Og træer har en stor betydning i Bibelen – lige fra de to træer i Edens have, til træet som Noa byggede sin ark med – over til Job, der siger, at "for et træ er der håb". Til Jesus der bliver korsfæstet, og sømmet fast til planker af træ.
Vi kender træet – vores kirke her er bygget af træ. Det er overalt os – det favner her os her i kirken. Og vi sidder næsten som i en ark sammen herinde. Trygge, mens regnen rammer ruden.
Og nu hører vi, at vi er som træer – at Gud, er som en gartner, der går rundt og skærer dårlige grene af, og passer på de gode grene.
I dagens evangelium bliver træbilledet brugt til at afsløre de falske profeter. På Jesu tid vrimlede det med profeter, der talte fra alle gadehjørner, og derfor har talen om tage sig agt for falske profeter været en velbegrundet advarsel.
I dag har vi ikke helt så mange profeter, men vi har selvfølgelige magtmennesker, der vil bestemme over andre, og som ikke levner meget plads til demokrati eller næstekærlighed.
Men selvfølgelig skal vi også i dag tage os i agt, for dem, der vil skabe fronter. For dem, der råber højest og påberåber sig selvretfærdighedens harme. Eller dem, der under dække af at ville andre det gode, faktisk river mennesker ned og fra hinanden.
Skal vi kendes på vores frugter? Ja, det får vi at vide i dag. Det er svært at forestille sig et træ, der ikke bare engang imellem producerer et råddent æble.
Det æbletræ vi har i haven, producerer helt vildt mange æbler, men ikke alle bliver til spisemodne æbler. Mange af dem falder af førend de er begynder at vokse, og nogle af dem rådner på grenen. Nogle af dem har orm, og nogle af dem kan man slet ikke nå.
Et frugttræ producerer mange slags frugt – ikke alle er søde og gode. Men nogle af dem er selvfølgelig.
Og her er billedet af mennesket som et frugttræ meget nyttigt. For selvfølgelig er der ingen, der ikke bare engang imellem opfører sig som en idiot. Men vi gør det ikke hele tiden og altid. Vi er både idioter og gode mennesker. Vi er både onde og gode. Vi er både egoistiske og næstekærlige. Det ene udelukker ikke det andet.
Så hvilken frugt skal vi kendes på? Den dårlige eller den gode?
Hvad vores eget æbletræ angår, så ser vi på, og synes jo at det er et godt træ, der giver gode æbler – og det selvom halvdelen af æblerne var for små, sure, rådne eller blev spist af orme. På trods af at halvdelen af dem var dårlige, så er det jo ikke det samme, som at træet er dårligt. Der var jo også gode æbler på det træ.
Er mennesker sådan? Ja, det tror jeg, og det er også derfor jeg er kristen. Fordi jeg igen og igen hører i Bibelen, at Gud vælger de mennesker, som andre tror producerer dårlige æbler, og bruger dem i sin frelsesplan. Det er dem, som ingen andre regner, der bliver kaldt frem eller kaldt ned fra et træ, som Zakæus i sidste uge.
Men hvorfor så advare, hvis det er sådan, at Gud kan bruge alle mennesker – og hvis nåden virkelig er større end alt andet, hvorfor så skabe dette stærke billede af ulve i fåreklæder, der både skaber frygt og skel?
Og kan vi overhovedet skelne?
Vi må antage, at fordi det er os, der bliver advaret, så er det ikke os, der er ulvene. Det er noget andet – noget udefrakommende, der vil manipulere os og bilde os noget ind.
Vi kan ikke altid kende dem, fordi de jo netop ligner uskyldige får.
Men Jesus siger faktisk til os, at vi kan kende dem på deres handlinger.
Det er en af kristendommens paradokser. Nemlig den, at troen kommer spontant til udtryk i gode handlinger. At når vi har troen, så er der ingen afstand mellem troen til gerningen, og vi kan ikke gøre andet end det rette.
Men vi siger også, at vores handler ikke definerer os i – hermed mener vi, at gør vi noget forkert, så er der altid mulighed for at vende om og få tilgivelsen. Og modtager vi tilgivelsen, altså nåden, så mærker vi også kærligheden, og så vil vores handlinger faktisk afspejle Guds plan.
Sådan siger handlinger ikke noget om os, når de er onde, men alt om Gud, når de er gode.
Derfor siger Jesus også, at vi kan kende frugten ved at smage på den.
Og smage på den, bliver vi nødt til.
Hospitalsimanen Naveed Baig sagde engang, jeg holdet et oplæg sammen med ham, at tro var som et æble, man tog en bid af, og derefter skulle beskrive hvordan smagte til en, der aldrig havde taget en bid af et æble. Det kan man ikke, var pointen. Man bliver nødt til at selv at bide i æblet.
Og vi bliver måske nødt til at smage frugterne af folks handlinger førend vi kan gennemskue om de er gode eller dårlige frugter, medmindre man med det samme kan se, at frugten er rådden.
Og kan vi smage det, så skal vi tage os i agt.
Men igen, så skal vi huske, at det er Gud, der er gartner, og dermed Gud, der skærer grenene af, der ikke kan bruges. Det er ikke vores opgave eller ansvar. Vi skal blot tage os i agt, så vi ikke følger efter den forkerte.
Livet er farligt – verden er aldrig rigtig i fred. Vi har kriser på krise. Og i skrivende stund er 360 millioner kristne forfulgte for deres tro. I 2016 målte man, at der var blevet slået 90.000 kristne ihjel alene det år pga, deres tro. Det svarer til, at der hver 6. minut bliver slået en kristen ihjel (https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/ekspert-en-kristen-draebes-hvert-sjette-minut).
Der er grund til at advare – ikke mod troen, men mod dem, der ikke vil lade andre tro det, de ønsker. Advare mod dem, der vil bytte friheden med tryghed, hvilket altid ender i ondskab og skel.
Det er et stærkt billede af os som træer. For vi giver frugt – alle sammen. Det kan vi ikke lade være mere.
Men det er alene Gud, der er gartneren – ham, der sørger for os.
Så vi skal leve i spændingen mellem troen på Gud, der er evigt god, og som skænker os troen, nåden og kærligheden. Og en verden, der ikke altid er god, og hvor vi kan blive forført af ondskaben. Vi skal leve med, at ikke alle vores livs frugter er gode, men at vi også engang imellem lader Guds rigets virkelighed skinne gennem vores handlinger.
Vi skal være agtpågivende uden at dømme.
Det er noget af en opgave, men Gud har tiltro til os. Altid.
Han har skænket os livet og hinanden, fordi han tror de muligheder, der er i os.
Fordi der i hver lille kerne ligger muligheden for at blive et stort og smukt træ.
Fordi livet til syvende og sidst rummer mere godhed end alt andet.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/8-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke
Vi kender træet – vores kirke her er bygget af træ. Det er overalt os – det favner her os her i kirken. Og vi sidder næsten som i en ark sammen herinde. Trygge, mens regnen rammer ruden.
Og nu hører vi, at vi er som træer – at Gud, er som en gartner, der går rundt og skærer dårlige grene af, og passer på de gode grene.
I dagens evangelium bliver træbilledet brugt til at afsløre de falske profeter. På Jesu tid vrimlede det med profeter, der talte fra alle gadehjørner, og derfor har talen om tage sig agt for falske profeter været en velbegrundet advarsel.
I dag har vi ikke helt så mange profeter, men vi har selvfølgelige magtmennesker, der vil bestemme over andre, og som ikke levner meget plads til demokrati eller næstekærlighed.
Men selvfølgelig skal vi også i dag tage os i agt, for dem, der vil skabe fronter. For dem, der råber højest og påberåber sig selvretfærdighedens harme. Eller dem, der under dække af at ville andre det gode, faktisk river mennesker ned og fra hinanden.
Skal vi kendes på vores frugter? Ja, det får vi at vide i dag. Det er svært at forestille sig et træ, der ikke bare engang imellem producerer et råddent æble.
Det æbletræ vi har i haven, producerer helt vildt mange æbler, men ikke alle bliver til spisemodne æbler. Mange af dem falder af førend de er begynder at vokse, og nogle af dem rådner på grenen. Nogle af dem har orm, og nogle af dem kan man slet ikke nå.
Et frugttræ producerer mange slags frugt – ikke alle er søde og gode. Men nogle af dem er selvfølgelig.
Og her er billedet af mennesket som et frugttræ meget nyttigt. For selvfølgelig er der ingen, der ikke bare engang imellem opfører sig som en idiot. Men vi gør det ikke hele tiden og altid. Vi er både idioter og gode mennesker. Vi er både onde og gode. Vi er både egoistiske og næstekærlige. Det ene udelukker ikke det andet.
Så hvilken frugt skal vi kendes på? Den dårlige eller den gode?
Hvad vores eget æbletræ angår, så ser vi på, og synes jo at det er et godt træ, der giver gode æbler – og det selvom halvdelen af æblerne var for små, sure, rådne eller blev spist af orme. På trods af at halvdelen af dem var dårlige, så er det jo ikke det samme, som at træet er dårligt. Der var jo også gode æbler på det træ.
Er mennesker sådan? Ja, det tror jeg, og det er også derfor jeg er kristen. Fordi jeg igen og igen hører i Bibelen, at Gud vælger de mennesker, som andre tror producerer dårlige æbler, og bruger dem i sin frelsesplan. Det er dem, som ingen andre regner, der bliver kaldt frem eller kaldt ned fra et træ, som Zakæus i sidste uge.
Men hvorfor så advare, hvis det er sådan, at Gud kan bruge alle mennesker – og hvis nåden virkelig er større end alt andet, hvorfor så skabe dette stærke billede af ulve i fåreklæder, der både skaber frygt og skel?
Og kan vi overhovedet skelne?
Vi må antage, at fordi det er os, der bliver advaret, så er det ikke os, der er ulvene. Det er noget andet – noget udefrakommende, der vil manipulere os og bilde os noget ind.
Vi kan ikke altid kende dem, fordi de jo netop ligner uskyldige får.
Men Jesus siger faktisk til os, at vi kan kende dem på deres handlinger.
Det er en af kristendommens paradokser. Nemlig den, at troen kommer spontant til udtryk i gode handlinger. At når vi har troen, så er der ingen afstand mellem troen til gerningen, og vi kan ikke gøre andet end det rette.
Men vi siger også, at vores handler ikke definerer os i – hermed mener vi, at gør vi noget forkert, så er der altid mulighed for at vende om og få tilgivelsen. Og modtager vi tilgivelsen, altså nåden, så mærker vi også kærligheden, og så vil vores handlinger faktisk afspejle Guds plan.
Sådan siger handlinger ikke noget om os, når de er onde, men alt om Gud, når de er gode.
Derfor siger Jesus også, at vi kan kende frugten ved at smage på den.
Og smage på den, bliver vi nødt til.
Hospitalsimanen Naveed Baig sagde engang, jeg holdet et oplæg sammen med ham, at tro var som et æble, man tog en bid af, og derefter skulle beskrive hvordan smagte til en, der aldrig havde taget en bid af et æble. Det kan man ikke, var pointen. Man bliver nødt til at selv at bide i æblet.
Og vi bliver måske nødt til at smage frugterne af folks handlinger førend vi kan gennemskue om de er gode eller dårlige frugter, medmindre man med det samme kan se, at frugten er rådden.
Og kan vi smage det, så skal vi tage os i agt.
Men igen, så skal vi huske, at det er Gud, der er gartner, og dermed Gud, der skærer grenene af, der ikke kan bruges. Det er ikke vores opgave eller ansvar. Vi skal blot tage os i agt, så vi ikke følger efter den forkerte.
Livet er farligt – verden er aldrig rigtig i fred. Vi har kriser på krise. Og i skrivende stund er 360 millioner kristne forfulgte for deres tro. I 2016 målte man, at der var blevet slået 90.000 kristne ihjel alene det år pga, deres tro. Det svarer til, at der hver 6. minut bliver slået en kristen ihjel (https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/ekspert-en-kristen-draebes-hvert-sjette-minut).
Der er grund til at advare – ikke mod troen, men mod dem, der ikke vil lade andre tro det, de ønsker. Advare mod dem, der vil bytte friheden med tryghed, hvilket altid ender i ondskab og skel.
Det er et stærkt billede af os som træer. For vi giver frugt – alle sammen. Det kan vi ikke lade være mere.
Men det er alene Gud, der er gartneren – ham, der sørger for os.
Så vi skal leve i spændingen mellem troen på Gud, der er evigt god, og som skænker os troen, nåden og kærligheden. Og en verden, der ikke altid er god, og hvor vi kan blive forført af ondskaben. Vi skal leve med, at ikke alle vores livs frugter er gode, men at vi også engang imellem lader Guds rigets virkelighed skinne gennem vores handlinger.
Vi skal være agtpågivende uden at dømme.
Det er noget af en opgave, men Gud har tiltro til os. Altid.
Han har skænket os livet og hinanden, fordi han tror de muligheder, der er i os.
Fordi der i hver lille kerne ligger muligheden for at blive et stort og smukt træ.
Fordi livet til syvende og sidst rummer mere godhed end alt andet.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/8-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke
søndag den 23. juli 2023
7. søndag efter trinitatis, 2023
Vi har alle brug for, at der er nogen, der får øje på os, og ser på os med milde og tilgivende øjne. Vi har brug for at blive set som dem vi er, og kaldt ud i livet. Det heler det brudte i os, når vi bliver set på, på den måde.
Men vi har derimod ikke brug for, at der er nogen, der afslører os eller blotlægger os. Det skaber nemlig skam, og heler ikke – det skaber blot større ar i os. Det river os i stykker.
Det hele handler om, hvordan vi bliver set på – det handler om motivet. For om vi bliver set med alt, hvad vi rummer eller afslører, så er det, det samme menneske, der står i centrum. Men hvor det ene blik, ser og stadigvæk elsker, så det andet blik og foragter.
Som Zakæus, der bliver set på begge blik. Flokken ser ham med skammes blik – fordømmelsens blik. De kan ikke lide ham, fordi han snyder. Og fordi de laver den antagelse, at de valg, du træffer 1:1 siger noget om, hvem du er som menneske. Og så er der Jesus, der også ser Zakæus med alt, hvad han er, og ser at han snyder. Men Jesus ser også potentialet – mulighederne i ham – ser ham med nådige øjne, og det forandrer ham.
Hver gang jeg læser Zakæus, så dukker der et eventyr op i mine tanker, nemlig "Kejserens nyde klæder" af H.C. Andersen. Eventyret handler som bekendt om en kejser, der gik mere op i sit udseende end om sine opgaver.
En dag kommer der to bedragere til slottet, der påstod at de kunne væve det smukkeste stof med de smukkeste mønstre. Men stoffet havde den evne, at var man dum eller duede man ikke til sit embede, så kunne man ikke se stoffet.
Kejseren tænkte, at ved at eje de klæder på, kunne han komme til at kende alle i sit rige. Ja, han tænkte nok, at han kunne afsløre dem.
Så derfor gav han væverne besked på at begynde at væve. Og det gjorde de.
Rygtet om væverne gik i hele byen, og alle var så nysgerrige efter at se klæderne, og endnu mere efter at se, hvor dum deres nabo var.
Kejseren sender indtil flere af sine embedsfolk ud til væverne, for at se, hvordan det går med arbejdet. Men ingen af dem, han sender ud, kan se stoffet, fordi væverne jo er bedragere. De vævede ikke andet luften sammen, men ingen ville afsløres som dumme, så derfor spillede kejserens folk komedie og lod som om de kunne se stoffet.
Og alle i byen talte om stoffet.
Da gik kejseren ud for at se det, og selvfølgelig kunne han heller ikke se stoffet, for hvem kan se luften? Men også han priste tøjet i høje toner, og alle omkring kejseren gjorde det samme. Og væverne fik medaljer for deres arbejde, og tilmed en titel af væverjunkere.
Dagen oprandt, hvor stoffet var færdigt, og var "syet" til klæder til kejseren.
Og væverne kom med det, og klædte kejseren på, og da ville han gå i parade gennem byen. Og sådan skete det, at kejseren, uden en trevl på kroppen, gik gennem byen og blev beundret af alle for det smukke tøj.
Ja, lige indtil et lille barn ser ham og udbryder: Men han har jo ikke noget på.
Og de ord gik gennem folket, der til sidst alle som en råbte: Men han har jo ikke noget på.
Sådan lyder eventyret af H. C. Andersen, som jeg er sikker på, at mange af jer kender.
Barnet, der symboliserer det menneske, der endnu ikke er påvirket af andres meninger om det, da det alene har oplevet kærligheden, siger det, som ingen andre tør sige af frygt for at blive lukket ude, skammet ude eller ikke hører til.
Det er ikke fordi de mennesker, der er omkring kejseren er onde, men frygten fylder mere i deres liv. De er måske selv blevet sårede, og er bange for at blive det igen. Så de skyr sandheden.
Men barnet ser sandheden, og er ikke bange. Barnet tør være i livet med sandheden og en tro på, at man som menneske stadigvæk går an, slår til og hører til, selvom man siger det, man ser.
Det eventyr minder på nogle måder om Zakæus fortællingen.
Zakæus er også udsat for et bedrag, som alle spiller med på; nemlig den, at vores handlinger definerer os. Ud for den tankegang, vil man mene, at fordi Zakæus har handlet slet, så er hans sjæl også slet. Zakæus er udenfor gruppen og sammenholdet. Man kan med et moderne ord sige, at han er udsat for voksenmobning.
Og ingen siger noget, for alle er bange for at blive sat ved siden af Zakæus og dermed uden for gruppens trygge ramme.
Men der bliver vi narret, som folket i eventyret bliver narret af væverne. For der er ikke noget stof.
Zakæus er ikke udenfor gruppen, og har aldrig været det. For Jesus kalder Zakæus ud i livet igen, og ind i fællesskabet ved at inviterer sig selv som gæst i hans hjem. Det er ikke engang Zakæus, der skal ind i Jesus liv – nej. Jesu kommer lige ind i Zakæus’ liv, og er med ham. Jesus sætter kærligheden forrest, og lader ikke de dumme valg, som Zakæus har truffet være det sidste, der er at sige om ham. Han giver ham en chance – en mulighed for at blive sig selv på en bedre måde.
Zakæus skal ikke blive til det, vi sådan lidt med en floskel ”et bedre menneske”. Nej, han skal være sig selv, men på en bedre måde.
Og det bliver han. Med det samme. Spontant om man vil.
For da Zakæus bliver set – ikke med fordømmelse eller had, men med mildhed og tilgivelse, da tør han være sig selv. Stå ved det, han har gjort forkert, og gøre det om.
Han bliver nemlig ikke afsløret som bedrager, men bliver set med kærlighed – og Jesus ser også hans bedrag, men ser samtidig også alt det andet, han rummer. Og lige der sker forandringen med os.
Det er Guds milde blik – det samme blik, vi møder i dåben, nadveren og i velsignelsen. Når Gud ser på os – løfter sit åsyn på os, da forandrer vores verden sig.
Vi mennesker skal øve os i at bruge det blik på hinanden – både kejser og nabo har brug for at blive set med milde blikke. Vi kan selvfølgelig ikke se på hinanden, som Gud gør det – vi har stadigvæk brug for Guds nådige ansigt, der ser os, og befrier os fra synden. Men vi skal ikke modarbejde Guds nåde ved at dømme hinanden – vi kan derimod arbejde med på Guds plan. Eller blive trælle for Gud, som Paulus beskriver det. Det er en gammeldags måde at sige på, at vi skal arbejde for Gud ikke for synden. Vi skal ikke være så bange for at blive sat udenfor af gruppen, at vi ikke tør tale sandheden, når et menneske sidder alene i et træ, fordi ingen andre vil give det menneske en plads ved sin side. Vi skal have modet til at kalde det menneske til at sidde ved siden af os.
Jesus kalder det store frem i et lille menneske – således også med os. For er det ikke os, der sidder i det træ en gang imellem, og føler os ladt uden for? Er det ikke os, der har brug for at høre en venlig stemme?
Vi har brug for Jesus til at kalde på os – men vi har også brug hinanden til at give os plads i fællesskabet.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/7-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke
Men vi har derimod ikke brug for, at der er nogen, der afslører os eller blotlægger os. Det skaber nemlig skam, og heler ikke – det skaber blot større ar i os. Det river os i stykker.
Det hele handler om, hvordan vi bliver set på – det handler om motivet. For om vi bliver set med alt, hvad vi rummer eller afslører, så er det, det samme menneske, der står i centrum. Men hvor det ene blik, ser og stadigvæk elsker, så det andet blik og foragter.
Som Zakæus, der bliver set på begge blik. Flokken ser ham med skammes blik – fordømmelsens blik. De kan ikke lide ham, fordi han snyder. Og fordi de laver den antagelse, at de valg, du træffer 1:1 siger noget om, hvem du er som menneske. Og så er der Jesus, der også ser Zakæus med alt, hvad han er, og ser at han snyder. Men Jesus ser også potentialet – mulighederne i ham – ser ham med nådige øjne, og det forandrer ham.
Hver gang jeg læser Zakæus, så dukker der et eventyr op i mine tanker, nemlig "Kejserens nyde klæder" af H.C. Andersen. Eventyret handler som bekendt om en kejser, der gik mere op i sit udseende end om sine opgaver.
En dag kommer der to bedragere til slottet, der påstod at de kunne væve det smukkeste stof med de smukkeste mønstre. Men stoffet havde den evne, at var man dum eller duede man ikke til sit embede, så kunne man ikke se stoffet.
Kejseren tænkte, at ved at eje de klæder på, kunne han komme til at kende alle i sit rige. Ja, han tænkte nok, at han kunne afsløre dem.
Så derfor gav han væverne besked på at begynde at væve. Og det gjorde de.
Rygtet om væverne gik i hele byen, og alle var så nysgerrige efter at se klæderne, og endnu mere efter at se, hvor dum deres nabo var.
Kejseren sender indtil flere af sine embedsfolk ud til væverne, for at se, hvordan det går med arbejdet. Men ingen af dem, han sender ud, kan se stoffet, fordi væverne jo er bedragere. De vævede ikke andet luften sammen, men ingen ville afsløres som dumme, så derfor spillede kejserens folk komedie og lod som om de kunne se stoffet.
Og alle i byen talte om stoffet.
Da gik kejseren ud for at se det, og selvfølgelig kunne han heller ikke se stoffet, for hvem kan se luften? Men også han priste tøjet i høje toner, og alle omkring kejseren gjorde det samme. Og væverne fik medaljer for deres arbejde, og tilmed en titel af væverjunkere.
Dagen oprandt, hvor stoffet var færdigt, og var "syet" til klæder til kejseren.
Og væverne kom med det, og klædte kejseren på, og da ville han gå i parade gennem byen. Og sådan skete det, at kejseren, uden en trevl på kroppen, gik gennem byen og blev beundret af alle for det smukke tøj.
Ja, lige indtil et lille barn ser ham og udbryder: Men han har jo ikke noget på.
Og de ord gik gennem folket, der til sidst alle som en råbte: Men han har jo ikke noget på.
Sådan lyder eventyret af H. C. Andersen, som jeg er sikker på, at mange af jer kender.
Barnet, der symboliserer det menneske, der endnu ikke er påvirket af andres meninger om det, da det alene har oplevet kærligheden, siger det, som ingen andre tør sige af frygt for at blive lukket ude, skammet ude eller ikke hører til.
Det er ikke fordi de mennesker, der er omkring kejseren er onde, men frygten fylder mere i deres liv. De er måske selv blevet sårede, og er bange for at blive det igen. Så de skyr sandheden.
Men barnet ser sandheden, og er ikke bange. Barnet tør være i livet med sandheden og en tro på, at man som menneske stadigvæk går an, slår til og hører til, selvom man siger det, man ser.
Det eventyr minder på nogle måder om Zakæus fortællingen.
Zakæus er også udsat for et bedrag, som alle spiller med på; nemlig den, at vores handlinger definerer os. Ud for den tankegang, vil man mene, at fordi Zakæus har handlet slet, så er hans sjæl også slet. Zakæus er udenfor gruppen og sammenholdet. Man kan med et moderne ord sige, at han er udsat for voksenmobning.
Og ingen siger noget, for alle er bange for at blive sat ved siden af Zakæus og dermed uden for gruppens trygge ramme.
Men der bliver vi narret, som folket i eventyret bliver narret af væverne. For der er ikke noget stof.
Zakæus er ikke udenfor gruppen, og har aldrig været det. For Jesus kalder Zakæus ud i livet igen, og ind i fællesskabet ved at inviterer sig selv som gæst i hans hjem. Det er ikke engang Zakæus, der skal ind i Jesus liv – nej. Jesu kommer lige ind i Zakæus’ liv, og er med ham. Jesus sætter kærligheden forrest, og lader ikke de dumme valg, som Zakæus har truffet være det sidste, der er at sige om ham. Han giver ham en chance – en mulighed for at blive sig selv på en bedre måde.
Zakæus skal ikke blive til det, vi sådan lidt med en floskel ”et bedre menneske”. Nej, han skal være sig selv, men på en bedre måde.
Og det bliver han. Med det samme. Spontant om man vil.
For da Zakæus bliver set – ikke med fordømmelse eller had, men med mildhed og tilgivelse, da tør han være sig selv. Stå ved det, han har gjort forkert, og gøre det om.
Han bliver nemlig ikke afsløret som bedrager, men bliver set med kærlighed – og Jesus ser også hans bedrag, men ser samtidig også alt det andet, han rummer. Og lige der sker forandringen med os.
Det er Guds milde blik – det samme blik, vi møder i dåben, nadveren og i velsignelsen. Når Gud ser på os – løfter sit åsyn på os, da forandrer vores verden sig.
Vi mennesker skal øve os i at bruge det blik på hinanden – både kejser og nabo har brug for at blive set med milde blikke. Vi kan selvfølgelig ikke se på hinanden, som Gud gør det – vi har stadigvæk brug for Guds nådige ansigt, der ser os, og befrier os fra synden. Men vi skal ikke modarbejde Guds nåde ved at dømme hinanden – vi kan derimod arbejde med på Guds plan. Eller blive trælle for Gud, som Paulus beskriver det. Det er en gammeldags måde at sige på, at vi skal arbejde for Gud ikke for synden. Vi skal ikke være så bange for at blive sat udenfor af gruppen, at vi ikke tør tale sandheden, når et menneske sidder alene i et træ, fordi ingen andre vil give det menneske en plads ved sin side. Vi skal have modet til at kalde det menneske til at sidde ved siden af os.
Jesus kalder det store frem i et lille menneske – således også med os. For er det ikke os, der sidder i det træ en gang imellem, og føler os ladt uden for? Er det ikke os, der har brug for at høre en venlig stemme?
Vi har brug for Jesus til at kalde på os – men vi har også brug hinanden til at give os plads i fællesskabet.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/7-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke
fredag den 23. juni 2023
Skt. Hans 2011, Universitets parken
Kære Alle – jeg skal som traditionen byder, men som jeg også føler, sige jer tak for invitationen til at holde dette års båltale. Båltaler er en mærkelig kategori, fordi de finder sted i et krydsfelt mellem hedenskab, kristendom og folkelighed. Og så skal talen helst være forståelig, morsom, oplysende og aktuel. Jeg har tænkt længe over, hvad jeg skulle sige. Det oplagte og sikre ville være at tale om Johannes døberen, der har lagt navn til dagen – der næstmest oplagte vil være at tale bålet og om hvordan man lavede bål så man kunne holde al ondskab og magi på afstand. Og så selvfølgelig at tale om lyset og mørket – den evige kamp som foregår på makroplan og mikroplan – mellem nationer og i ethvert menneskeliv. Mulighederne er mange. Så hvorfor faldt mit valg så på det, jeg vil tale om, nemlig kollegie livet og drømme? Fordi vi står her! Vi står på et de mest historiske steder i Aarhus, og skriver os selv ind i den. Fordi universitet har præget byen og fordi det fremover vil være et sted, der farver Aarhus. Og selvom mange af jer ikke ender i Aarhus, fordi jobbene kalder på jer i andre egen af landet, og selvom I ikke er indfødte århusianere eller siger Nørrega(j)e eller nugah(å)rn, så vil Aarhus altid være en del af jeres liv. Den del, der med tiden vil gulne som et gammelt billede og gennem dette skær fremstå som en tid, hvor drømmene kunne drømmes, hvor idealerne var himmelhøjt og hvor friheden var jeres. Så derfor siger jeg jer tak for at jeg måtte komme og tale – og nu til talen:
Da jeg var barn, tog min far mig en gang om året i sommerferien med til Aarhus. Det lå fast, at vi skulle til Moesgaard museum og Naturhistorisk museum. Jeg elskede det. At gå på eventyr mellem hylder og montre, hvor alt fra udstoppede fugle, dna kæder lavet i overdimensioneret plastic og såmænd et gammel moselig. Det var en eventyrverden for mig. Vi endte som regel ved Naturhistorisk museum, og efterfølgende var der lige tid til en smuttur rundt om søen i parken, der dengang var meget større – og ikke kun fordi jeg var mindre. Jeg så både på ænder og kæmpe træer, men også de mange studerende, der selvsikre bevægede sig rundt, fangede min interesse – de sad rundt i græsset, spiste, drak kaffe af termokander og røg en masse smøger – dengang var rygning in. Og mens vi vandrede rundt, og min far viste mig, hvor han selv engang havde læst, viste han mig også kollegierne med alle alterne, der vendte ud mod parken. Fyldt med ølkasser, mennesker der læste i solen og vasketøj – og jeg drømte. Drømte om, at den engang skulle være mig, der boede her, og tage del i det liv. Og jeg proklamerede højt for min far, at her ville jeg bo. Hvad jeg lige dengang ville læse, stod hen i det uvisse, men bo her, det ville jeg. Det pudsige er, at jeg faktisk stod ved den blok, der senere skulle blive mit hjem.
Det er jo en sentimental begyndelse på en aften, hvor vi om lidt skal sætte ild til heks. Men nogle gange går de ønsker, man har, i opfyldelse, og hvad bedre aften, end denne aften til at sende ønsker af sted ud i verden. Selvfølgelig har vi den naturlige skæringsaften, hvad angår ønsker – nemlig nytårsaften. Der ønsker vi i et væk, at nu skal vi begynde på spinning mindst 4 gange om ugen, nu skal vi spise blomkål hver søndag, eller nu skal vi virkelig studere hver dag og ikke bare læse til eksamen. Og hver gang holder det måske 14 dage, og måske kun til dagen efter. Det er som om at nytårsaften alligevel ikke rigtig gør sig så godt ud i ønsker. Så hvilken bedre kan man tænke sig end denne aften vi står i nu? En sommeraften (hvor der er potentiale for, at den bliver) smuk, blå, lys og mild. En aften, hvor vi tænder bål rundt om i landet og samles omkring det, kigger på flammerne, lytter til dets knitren og for et øjeblik falder i et med verden. Her skal ønskerne lyde – og med ønskerne håbet om, at det bliver til virkelighed.
Jeg endte med at bo på dette kollegium, som jeg ønskede engang i 80’erne på en tur til Aarhus. Der skulle gå små 20 år inden jeg kunne flytte mine ting ind på værelset, og undervejs havde jeg sikkert ikke regnet med at skulle bo her. Jeg kom hertil som så mange andre – jeg flyttede ikke bare ind på uni kollegiet, men på heartbreak hotel. I massevis sad vi og slikkede vores sår, og drak rødvin til. Jeg flyttede ind på 7, stuen – den sære gang. Nu var vi nok ikke mere sære end gennemsnittet, men sære fordi ikke et værelse ligner det andet. Kollegium 7 var oprindeligt et kvindekollegium. Det er bygget langt senere, så også kvinder kunne få lov til at bo på kollegiet. Der var til kollegium 7 tilknyttet en kvindelig efor, for man kunne jo ikke tænke sig, kvinder boede uden en anstandsdame. Hun skulle eftersigende have boede i 7, stuen. Bemærk at de andre eforer, der boede her, havde eforen her., hvor vi står nu, og kollegie kontorets bygninger som bolig. Men de var også mænd. Senere fandt ligestillingen heldigvis ind, og man vovede, at kvinder boede helt alene, og sammen med mændene. Men 7. stuen bærer præg af, at være særlig. Nogle rum er større end gennemsnittet, og andre er små, men har altandør. Og så ligger kollegiets eneste 1.5 værelses på denne gang. Det blev mit værelse.
Rygterne svirrede da jeg flyttede ind – der var tale om, at der måske var et køkken på det værelse, jeg havde fået. Det skulle være en hel lille lejlighed. Skuffelsen var stor, mest blandt mine gangfæller, da jeg kunne afsløre, at køkkenet blot var et par skabe, der godt nok engang havde stået i et køkken, men som ikke længere kunne betegnes som et køkken. Og sammen med varmemesteren blev vi enige om, at de bare skulle ud under træet, og på magisk vis forsvinde. Dog var et rygte sandt: der er eget toilet på værelset.
Det skulle vise sig, at blive en rigtig god tid på kollegiet – jeg nød det. Jeg nød det lidt mindre til kapsejladsen, hvor jeg fandt ud af, hvorfor man siger: if you can’t beat them, join them.
Sådan har alle, der har boet på kollegium, historier at fortælle. Historier, der er til at grine af men også historier, der har ændret deres liv og livsbane. Historier, der på forunderlig vis har bagt dem andre steder hen, end hvor de regnede med at skulle ende. Historier, der overgik deres vildeste fantasi.
Lige når, står de fleste af jer et sted i jeres liv, hvor I ved med sikkerhed er på vej væk. Man begynder et studie, og ved at man skal afslutte det en dag. Man ved, at man tager denne uddannelse, som et middel til at nå et mål – det være sig et arbejde, en hverdag eller et livsprojekt. Men de fleste opdager på vejen, at midlet bliver et mål i sig selv. Langsomt bliver det en identitet at være studerende, og det kan synes som lysår væk, at man bliver kandidat. Og det er her, når fremtiden er længst væk, og man kun lige er til stede her og nu, at drømmene blomstrer. Her er mulighederne åbne.
Alle mennesker har drømme om deres liv. Om vi så taler en studerende i Danmark, et gadebarn i Indien eller en surfer i Australien – alle har vi drømme. Vi har mål, vi gerne vil nå, vi har ting vi gerne vil have set, bøger vi skal have læst og udfordringer vi skal overkomme. Alle har vi drømme. Dog er verden anderledes i dag for de studerende, der bor her, end for de studerende, der flyttede ind på kollegiet i 1030’erne. Ikke kun den politiske scene var anderledes, men også måden at se mennesket på var anderledes. Dengang handlede livet om, at finde frem til hvem man var. Den handlede om at danne sig selv – i dag er det vendt om – nu handler det om at skabe sig selv. Det er en stor forandring, for nu skal vi opfinde os selv og skaber selv dem, vi gerne vil være. Med fare for at lyde gammel, så forekommer det mig dog nemmere at finde frem til sig selv, end at skabe sig selv.
Og måske netop derfor er det godt, at tage sine drømme op til revision. Hvorfor drømmer vi dem? Vil vi holde lavt selvværd fra døren? Drømmer vi for at være noget i andres øjne. Drømmer for at opnå berømmelse? Eller drømmer vi fordi vi ikke kan lade være? Fordi drømmen om livet ligger så tæt på hjertets slag, at vi ikke kan lade være?
Drømmer vi med andre ord, om at skabe en identitet, andre kan se på og beundre, eller drømmer vi, fordi vi dermed faktisk kommer tættere på dem, vi er? Vi må ikke stavnsbinde drømmen til kun at handle om image. Drømme bliver små og ubetydeligt, når vi kun drømmer om at være noget i andres øjne – men drømmer vi om at blive noget for andre, så bevæger vi os i retningen af det menneske i os, vi er skabt til at være. Så åbne vi muligheder i os selv. Sagt med andre ord, så handler det ikke om at være et objekt i verden, som andre kan beundre, men det handler om at blive et subjekt i verden – et menneske, der til stede for andre og blandt andre.
Og mens vi lige om lidt skal tænde bålet, og synge midsommervisen, får vi alle en stund, hvor man falder ind i sig selv – bemærk, at man falder ind i sig selv og ikke ud af sig selv. Er man først faldet ud af sig selv, så er man hysterisk, men lader man sig falde ind ad, så finder man frem til, hvem man er. Det er ikke alt, vi behøver skabe selv, noget er giver på forhånd. Noget ligger allerede i os.
Så denne midsommer vil jeg tilegne drømmene – drømmene om fremtiden, om livet, om familien, om vennerne, om hverdagen og om de dage, man aldrig glemmer. Så send en drøm af sted. Og lad håbet bære den på sine vinger.
Tak for jeres opmærksomhed – og god aften.
Da jeg var barn, tog min far mig en gang om året i sommerferien med til Aarhus. Det lå fast, at vi skulle til Moesgaard museum og Naturhistorisk museum. Jeg elskede det. At gå på eventyr mellem hylder og montre, hvor alt fra udstoppede fugle, dna kæder lavet i overdimensioneret plastic og såmænd et gammel moselig. Det var en eventyrverden for mig. Vi endte som regel ved Naturhistorisk museum, og efterfølgende var der lige tid til en smuttur rundt om søen i parken, der dengang var meget større – og ikke kun fordi jeg var mindre. Jeg så både på ænder og kæmpe træer, men også de mange studerende, der selvsikre bevægede sig rundt, fangede min interesse – de sad rundt i græsset, spiste, drak kaffe af termokander og røg en masse smøger – dengang var rygning in. Og mens vi vandrede rundt, og min far viste mig, hvor han selv engang havde læst, viste han mig også kollegierne med alle alterne, der vendte ud mod parken. Fyldt med ølkasser, mennesker der læste i solen og vasketøj – og jeg drømte. Drømte om, at den engang skulle være mig, der boede her, og tage del i det liv. Og jeg proklamerede højt for min far, at her ville jeg bo. Hvad jeg lige dengang ville læse, stod hen i det uvisse, men bo her, det ville jeg. Det pudsige er, at jeg faktisk stod ved den blok, der senere skulle blive mit hjem.
Det er jo en sentimental begyndelse på en aften, hvor vi om lidt skal sætte ild til heks. Men nogle gange går de ønsker, man har, i opfyldelse, og hvad bedre aften, end denne aften til at sende ønsker af sted ud i verden. Selvfølgelig har vi den naturlige skæringsaften, hvad angår ønsker – nemlig nytårsaften. Der ønsker vi i et væk, at nu skal vi begynde på spinning mindst 4 gange om ugen, nu skal vi spise blomkål hver søndag, eller nu skal vi virkelig studere hver dag og ikke bare læse til eksamen. Og hver gang holder det måske 14 dage, og måske kun til dagen efter. Det er som om at nytårsaften alligevel ikke rigtig gør sig så godt ud i ønsker. Så hvilken bedre kan man tænke sig end denne aften vi står i nu? En sommeraften (hvor der er potentiale for, at den bliver) smuk, blå, lys og mild. En aften, hvor vi tænder bål rundt om i landet og samles omkring det, kigger på flammerne, lytter til dets knitren og for et øjeblik falder i et med verden. Her skal ønskerne lyde – og med ønskerne håbet om, at det bliver til virkelighed.
Jeg endte med at bo på dette kollegium, som jeg ønskede engang i 80’erne på en tur til Aarhus. Der skulle gå små 20 år inden jeg kunne flytte mine ting ind på værelset, og undervejs havde jeg sikkert ikke regnet med at skulle bo her. Jeg kom hertil som så mange andre – jeg flyttede ikke bare ind på uni kollegiet, men på heartbreak hotel. I massevis sad vi og slikkede vores sår, og drak rødvin til. Jeg flyttede ind på 7, stuen – den sære gang. Nu var vi nok ikke mere sære end gennemsnittet, men sære fordi ikke et værelse ligner det andet. Kollegium 7 var oprindeligt et kvindekollegium. Det er bygget langt senere, så også kvinder kunne få lov til at bo på kollegiet. Der var til kollegium 7 tilknyttet en kvindelig efor, for man kunne jo ikke tænke sig, kvinder boede uden en anstandsdame. Hun skulle eftersigende have boede i 7, stuen. Bemærk at de andre eforer, der boede her, havde eforen her., hvor vi står nu, og kollegie kontorets bygninger som bolig. Men de var også mænd. Senere fandt ligestillingen heldigvis ind, og man vovede, at kvinder boede helt alene, og sammen med mændene. Men 7. stuen bærer præg af, at være særlig. Nogle rum er større end gennemsnittet, og andre er små, men har altandør. Og så ligger kollegiets eneste 1.5 værelses på denne gang. Det blev mit værelse.
Rygterne svirrede da jeg flyttede ind – der var tale om, at der måske var et køkken på det værelse, jeg havde fået. Det skulle være en hel lille lejlighed. Skuffelsen var stor, mest blandt mine gangfæller, da jeg kunne afsløre, at køkkenet blot var et par skabe, der godt nok engang havde stået i et køkken, men som ikke længere kunne betegnes som et køkken. Og sammen med varmemesteren blev vi enige om, at de bare skulle ud under træet, og på magisk vis forsvinde. Dog var et rygte sandt: der er eget toilet på værelset.
Det skulle vise sig, at blive en rigtig god tid på kollegiet – jeg nød det. Jeg nød det lidt mindre til kapsejladsen, hvor jeg fandt ud af, hvorfor man siger: if you can’t beat them, join them.
Sådan har alle, der har boet på kollegium, historier at fortælle. Historier, der er til at grine af men også historier, der har ændret deres liv og livsbane. Historier, der på forunderlig vis har bagt dem andre steder hen, end hvor de regnede med at skulle ende. Historier, der overgik deres vildeste fantasi.
Lige når, står de fleste af jer et sted i jeres liv, hvor I ved med sikkerhed er på vej væk. Man begynder et studie, og ved at man skal afslutte det en dag. Man ved, at man tager denne uddannelse, som et middel til at nå et mål – det være sig et arbejde, en hverdag eller et livsprojekt. Men de fleste opdager på vejen, at midlet bliver et mål i sig selv. Langsomt bliver det en identitet at være studerende, og det kan synes som lysår væk, at man bliver kandidat. Og det er her, når fremtiden er længst væk, og man kun lige er til stede her og nu, at drømmene blomstrer. Her er mulighederne åbne.
Alle mennesker har drømme om deres liv. Om vi så taler en studerende i Danmark, et gadebarn i Indien eller en surfer i Australien – alle har vi drømme. Vi har mål, vi gerne vil nå, vi har ting vi gerne vil have set, bøger vi skal have læst og udfordringer vi skal overkomme. Alle har vi drømme. Dog er verden anderledes i dag for de studerende, der bor her, end for de studerende, der flyttede ind på kollegiet i 1030’erne. Ikke kun den politiske scene var anderledes, men også måden at se mennesket på var anderledes. Dengang handlede livet om, at finde frem til hvem man var. Den handlede om at danne sig selv – i dag er det vendt om – nu handler det om at skabe sig selv. Det er en stor forandring, for nu skal vi opfinde os selv og skaber selv dem, vi gerne vil være. Med fare for at lyde gammel, så forekommer det mig dog nemmere at finde frem til sig selv, end at skabe sig selv.
Og måske netop derfor er det godt, at tage sine drømme op til revision. Hvorfor drømmer vi dem? Vil vi holde lavt selvværd fra døren? Drømmer vi for at være noget i andres øjne. Drømmer for at opnå berømmelse? Eller drømmer vi fordi vi ikke kan lade være? Fordi drømmen om livet ligger så tæt på hjertets slag, at vi ikke kan lade være?
Drømmer vi med andre ord, om at skabe en identitet, andre kan se på og beundre, eller drømmer vi, fordi vi dermed faktisk kommer tættere på dem, vi er? Vi må ikke stavnsbinde drømmen til kun at handle om image. Drømme bliver små og ubetydeligt, når vi kun drømmer om at være noget i andres øjne – men drømmer vi om at blive noget for andre, så bevæger vi os i retningen af det menneske i os, vi er skabt til at være. Så åbne vi muligheder i os selv. Sagt med andre ord, så handler det ikke om at være et objekt i verden, som andre kan beundre, men det handler om at blive et subjekt i verden – et menneske, der til stede for andre og blandt andre.
Og mens vi lige om lidt skal tænde bålet, og synge midsommervisen, får vi alle en stund, hvor man falder ind i sig selv – bemærk, at man falder ind i sig selv og ikke ud af sig selv. Er man først faldet ud af sig selv, så er man hysterisk, men lader man sig falde ind ad, så finder man frem til, hvem man er. Det er ikke alt, vi behøver skabe selv, noget er giver på forhånd. Noget ligger allerede i os.
Så denne midsommer vil jeg tilegne drømmene – drømmene om fremtiden, om livet, om familien, om vennerne, om hverdagen og om de dage, man aldrig glemmer. Så send en drøm af sted. Og lad håbet bære den på sine vinger.
Tak for jeres opmærksomhed – og god aften.
Skt. Hans 2023, Møllevangskirken
Det er svært at holde en båltale, særligt i dag, uden at nævne, at vi jo ikke rigtigt har et bål. Men Skt. Hans bliver det jo alligevel, med eller uden bål. Og sådan er der faktisk meget i livet – det bliver juleaften, også uden sne. Vi holder efterårsferie selvom bladene næsten knap er gule på det tidspunkt. Og nu holder vi Skt. Hans uden bål. Men jeg holder nu stadigvæk en båltale og vi skal synge midsommervisen.
Hvorfor? Fordi der er noget, der er vigtigere – der er noget på spil!
Jeg har altid holdt utrolig meget af Skt. Hans – fordi denne aften rummer alle muligheder, synes jeg. Det er en aften, der i tidens løb er spændt for mange forskellige vogne. Den var oprindeligt en rigtig helligdag på højde med juleaften og påsken, men den blev nedlagt i 1770 med helligdagsreformen, hvor man lagde en masse små helligdage sammen til St. Bededag. Og vi ved jo godt, hvordan det gik med St. bededag.
Men selvom kongen sløjfrede St. Hans så blev folk ved med at mødes om aftenen og tænde bål. Aftenen endte med at være en aften, hvor man i folketroen forsøgte at skræmme det onde væk, og det endte så for 100 år siden med, at man satte en dukke af en heks på bålet. Heldigvis er vi blevet klogere, og kunne ikke drømme at brænde en heks af, for vi ikke bange for stærke kvinder længere. Men vi ønsker stadigvæk at forsøge at skræmme alt det onde væk.
Og gid man denne ene aften kunne brænde alt det onde væk, så vi var sikrede et år frem. Det kan vi selvfølgelig ikke, men vi kan faktisk komme lidt af vejen. Vi kan sætte os sammen i dag, synge, mærke fællesskabet og se hinanden i øjnene. Og det er de små skridt mod en verden, hvor håbet kommet på 1. pladsen.
Det er de små skridt i retningen mod det bedre, der i sidste ende vil skabe forandringen.
I kender nok fortællingen om haren og skildpadden, der skulle løbe om kap? Aesops fabel. De begynder samtidig, og haren kommer hurtigt foran, men fordi den var så sikker på en sejr, så lagde den sig til at sove i græsset. Men skildpadden blev ved med at gå og gå. Og langsomt og stædigt kom den først over målstregen. Og selvom haren vågnede og løb alt, hvad den kunne, så endte det med, at den kom sidst over målstregen.
Der er flere moraler i den lille fortælling, men en af dem, jeg selv holder mest er, at den der med små bitte skridt, stædigt fortsætter, til sidst vil nå målstregen.
Men fortælling in mente kan jeg derfor sige: håbet er stadigvæk i vores verden, som bestemt er under forandring. Det, at vi ikke har bål i aften, er måske et tegn på en verden, der bliver varmere. Der er, ligesom sidste år, uro og krig ikke langt herfra, og magt mennesker forsøge at bestemme over andre.
Men i aften sidder vi her – vi glemmer ikke verden omkring os, men vi mærker, at der er mere at sige om verden end det, der splitter os ad. Vi får i aften en saltvandsindsprøjtning af fællesskab og sammenhold, og på den måde forandrer vi faktisk langsomt den verden, der er omkring os til noget bedre. Vi må aldrig give op – heller ikke selvom vi vil opleve, at vi ikke må tænde bål. Trods de forbud, der må blive smidt efter os, trods de mangler vi måske oplever, eller trods det der gør, at vi på forhånd næsten har tabt, så må vi ikke give op. Vi må gå samlet ind fremtiden med troen på, at den kan rumme lys, glæde, fred og sammenhold.
Manglerne skal ikke definere os, men det skal vores evne til at håbe.
Håbet er større, og det lever.
Glædelig Skt. Hans.
Hvorfor? Fordi der er noget, der er vigtigere – der er noget på spil!
Jeg har altid holdt utrolig meget af Skt. Hans – fordi denne aften rummer alle muligheder, synes jeg. Det er en aften, der i tidens løb er spændt for mange forskellige vogne. Den var oprindeligt en rigtig helligdag på højde med juleaften og påsken, men den blev nedlagt i 1770 med helligdagsreformen, hvor man lagde en masse små helligdage sammen til St. Bededag. Og vi ved jo godt, hvordan det gik med St. bededag.
Men selvom kongen sløjfrede St. Hans så blev folk ved med at mødes om aftenen og tænde bål. Aftenen endte med at være en aften, hvor man i folketroen forsøgte at skræmme det onde væk, og det endte så for 100 år siden med, at man satte en dukke af en heks på bålet. Heldigvis er vi blevet klogere, og kunne ikke drømme at brænde en heks af, for vi ikke bange for stærke kvinder længere. Men vi ønsker stadigvæk at forsøge at skræmme alt det onde væk.
Og gid man denne ene aften kunne brænde alt det onde væk, så vi var sikrede et år frem. Det kan vi selvfølgelig ikke, men vi kan faktisk komme lidt af vejen. Vi kan sætte os sammen i dag, synge, mærke fællesskabet og se hinanden i øjnene. Og det er de små skridt mod en verden, hvor håbet kommet på 1. pladsen.
Det er de små skridt i retningen mod det bedre, der i sidste ende vil skabe forandringen.
I kender nok fortællingen om haren og skildpadden, der skulle løbe om kap? Aesops fabel. De begynder samtidig, og haren kommer hurtigt foran, men fordi den var så sikker på en sejr, så lagde den sig til at sove i græsset. Men skildpadden blev ved med at gå og gå. Og langsomt og stædigt kom den først over målstregen. Og selvom haren vågnede og løb alt, hvad den kunne, så endte det med, at den kom sidst over målstregen.
Der er flere moraler i den lille fortælling, men en af dem, jeg selv holder mest er, at den der med små bitte skridt, stædigt fortsætter, til sidst vil nå målstregen.
Men fortælling in mente kan jeg derfor sige: håbet er stadigvæk i vores verden, som bestemt er under forandring. Det, at vi ikke har bål i aften, er måske et tegn på en verden, der bliver varmere. Der er, ligesom sidste år, uro og krig ikke langt herfra, og magt mennesker forsøge at bestemme over andre.
Men i aften sidder vi her – vi glemmer ikke verden omkring os, men vi mærker, at der er mere at sige om verden end det, der splitter os ad. Vi får i aften en saltvandsindsprøjtning af fællesskab og sammenhold, og på den måde forandrer vi faktisk langsomt den verden, der er omkring os til noget bedre. Vi må aldrig give op – heller ikke selvom vi vil opleve, at vi ikke må tænde bål. Trods de forbud, der må blive smidt efter os, trods de mangler vi måske oplever, eller trods det der gør, at vi på forhånd næsten har tabt, så må vi ikke give op. Vi må gå samlet ind fremtiden med troen på, at den kan rumme lys, glæde, fred og sammenhold.
Manglerne skal ikke definere os, men det skal vores evne til at håbe.
Håbet er større, og det lever.
Glædelig Skt. Hans.
Abonner på:
Opslag (Atom)