Sidste søndag i kirkeåret 2011

Kirkeåret har nået sin afslutning – det er sidste søndag i kirkeåret. Nytåret er lige om hjørnet, både kirkens, men også kalenderårets nytår, venter på at komme i gang.



Men før vi kan komme i gang med alt det nye, må vi sige farvel til alt det, der var. Et år er gået. Der er ikke mere tilbage af det – vi har slidt dagene op, fyldt dem med indhold og brugt af dem. Eller som nu afdøde Poul Bundgaard sagde om sit eget liv, så havde han levet årene op. Og vi har også nu levet endnu et år op.



Og som altid, når man står ved en skillelinje, vil man evaluere på det, der skete. Hvad gik godt, hvad har vi oplevet? Hvilke ar fik vi gennem året? Hvem har vi sagt farvel til – og hvem har vi hilst velkommen til livet? Fik vi et år med medgang, eller var det modgange, der fyldte os?



Alle som en, der sidder her, vil vi huske tilbage på lige præcis det, der fyldte for os.



Men en evaluering er også alt en vægtning af, hvordan vi syntes, det gik – en slags privat domsfældelse. Gjorde vi det nu godt nok? Og især hvis man ikke ligefrem fyldes af stolthed over dele af ens handlen, eller hvis man fortryder noget, man fik gjort, kan dagens evangelium gøre folk meget små. For hvad nu, hvis det, jeg gjorde, gør, at jeg får evig straf? Så kan man nok krympe sig i sædet, og ønske, at Gud ikke må se en, som man er.



Og lige her kan evangeliet også gøre folk fremmede overfor troen, for hvad er nu det for noget med evig straf? Og nu er evigheden jo ret langt tid. Og så vender man ryggen til Gud.



Og ved I hvad? Det kan jeg godt forstå, at man gør. Hvad er nu det for noget? En Gud, der sender halvdelen af os til evig straf, og den anden halvdel til evig frelse. Tak skæbne, hvor frygten og truslen sætter ind. En Gud der truer os til lydighed! Ja, man kan jo godte sig, hvis man selv tror, man ender det rigtige sted, men hvad nu hvis man tager fejl? Ja, jeg må sige igen, at evigheden er ret langt tid.



Jeg hører disse ord fra dagens evangelium, og synes, at Gud er uretfærdig. Jeg kan næsten ikke rumme, at bare et menneske skal gå fortabt. Og det er paradokset. Her står vi, og ikke bare harmes, men også rystes over, at Gud vil straffe os. Hvem er da mest barmhjertig? Gud eller os? Har vi ikke lige overgået Gud i næstekærlighed, når han vil straffe, og vi vil frelse? Er det sådan Gud er? Det må se nærmere på.



Evangeliet til i dag, handler om vores gerninger, og om hvordan vi behandler hinanden. Jesus siger, at det I gør mod mine de mindste, det gør I mod mig. Det er klar tale. Det vi gør mod andre, gør vi også mod Gud. Men nu er vi i en kirketradition, der netop har gjort op med, hvad man kalder ”gerningsretfærdigheden”. Vi tror i den lutherske kirke på, at vi frelses ved tro alene – ikke ved handlinger eller gerninger. Vi kan altså ikke ligge på vores dødsleje og skrive en check til en fattig, og så derved forvente, at komme i Himlen. Det er alt for overfladisk, og kan gå hen og blive en mekanisk tro. Så bliver det nemt en konkurrence i hvem, der er det bedste menneske. Og tilbage i historien har det også vist sig, at havde man den tilgang, så var det ofte de rige, der var de ”bedste mennesker”. Alt det gjorde Martin Luther op med, da han tolkede Bibelen på en ny måde. Vi frelses kun ved vores tro!



Det gør det jo lidt mere vanskeligt at regne ud, hvordan det så faktisk går i livet. For selvfølgelig er det langt nemmere, hvis man kunne måle det ud fra handlinger end ud fra en tro. Det er så diffust. For mange mennesker, vil kun opleve tro i perioder af deres liv. Og i andre perioder, vil man opleve tvivl og endog vantro. Langt de fleste perioder vil være præget af hverdag. Derfor er det også utrygt, at vide, at det er troen alene, der frelser. Men selv en lille tro, er dog en tro.

Det er det gode budskab. Ved at lægge troen ind i os, som vores frelse, og ikke lade det være noget ydre, så bliver livet gjort større. Nu kan man ikke slippe af sted med forlorent at leve, men vi bliver nødt til at leve med hele vores liv! Troen kræver vores hjerter.



Troen vil altid opfatte hele ens liv, og ikke kun søndags livet. Det har konsekvenser, at man tror – konsekvenser for verden. Troen, vil altid boble til overfladen og forsøge få krop. Vi skal handle på troen, ikke fordi Gud bedre kan lide os, men fordi troen gør, at vi ikke kan lade være.



Vi skal realisere det gode i verden – ikke bare tale om det. Vi skal gøre noget for næsten – ikke bare bede for det. Vi skal kigge hinanden i øjnene – ikke bare drømme om det. Troen skal omsættes handling mod ens næste, fordi det ændre den måde, vi ser hinanden på. Troen skal have krop.



Og det ved Gud! Han lod sin egen søn føde i kød og blod. Han blev en krop i verden for at fortælle os det om Gud, vi ikke kan sige os selv. Krop må der til. Vi møder også kroppen i nadveren, hvor vi får Jesu kød og blod gennem brød og vin. Gud ved, at vi har brug for en krop for at kunne være til i verden.



Jesus levede for gennem sit liv, at vise os, hvordan han vil have, vi skal være overfor hinanden. Og han sætter det på spidsen i dag, hvor han siger, det I gør mod mine de mindste gør I mod mig. Og han kommer med eksempler for at vi virkelig kan forstå det – han siger, at det er dem, der sulter, tørster, de fremmede, de nøgne, de syge og de fængslede. Vi forstå nok, at folk skal have mad og drikke og tøj på kroppen. Men de fængslede? Morderne, voldsmændende, voldtægsforbryderne og pusherne? Hvad med gadens folk – de snavsede, bandende, svovlende, ildelugtende og fulde? De prostituerede, der larmer i Sjællandsgade, da Reden lå der? Dem også? Ja, dem også. De er de små. De er små, måske besværlige, voldelige, uimodtagelige for vores godhed og måske de endog er utaknemmelige. Og vi må indrømme, at vi ofte forvente en stor tak, når vi gør noget godt for andre, eller i det mindste forventer, at de sætter pris på det, og så gør noget ved det liv, de har. Vi sætter med andre ord krav til folk, når vi gør noget godt for dem.



Men hvad bilder vi os ind? Har vi udnævnt os selv til dommere over, hvornår folk fortjener godhed. Er det ikke netop godhedens væsen, at vi må give den videre, også til det menneske, der virkelig ikke fortjener det? Det er jo i sandhed de mindste – dem der har sværest ved at stole på andre, og dem der ikke takker for hjælpen. Dem skal vi møde. Ikke bare i ordet, men møde med kroppen. Vi skal se på dem, se dem i øjnene som de mennesker, de er. Og det er troen – vi er Guds hænder!



Men hvad nu med den evige straf? Det er et stakket menneske, der i sit liv, vil bruge tiden på at argumentere for helvede, og ikke hellere vil bruge tiden at sprede kærlighed. Vores opgave er ikke at forkynde torden og lynild, men at forkynde kærlighed mellem mennesker. Vi må ikke gå det ondes ærinde og gøre os til talsmand for fortabelsen.



Gud er ikke fortabelses gud, eller en ødelægger. Gud er livets Gud, åndedrættets Gud, lysets Gud, styrkens Gud, og glædens Gud.

Og det er den Gud, der tror på os!! Han strækker sig langt for os. Han giver sit liv, for at vi derigennem kan blive en del af den flok, der får evig frelse. Heldigvis. For hvis det kun er den, der handler, der bliver frelst, så står det jo slemt til for den, man handler godt mod. De gør jo intet andet end at modtage. Men sådan er Gud ikke.



Så frygt ikke – hør ikke på trusler om fortabelse. Gud er livets Gud, tro på det!



Teksten:
Jesus sagde: »Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.« Matt 25,31-46

18. søndag efter trinitatis 2011

Der var på et tidspunkt et program i fjernsynet, der hed: ”Menneskedyret”. I programmet udførte en forsker forsøg med mennesker, for at finde frem til, i hvor høj grad vores adfærd er styret af kropssprog og instinkter. I et af forsøgene sidder der en person i et rum. Forsøgspersonen står udenfor og får, inden de kommer ind i rummet med personen, at vide, at vedkommende ikke kan lide dem, og har talt dårligt om dem. Det spændende er hvordan vi reagerer. Mændene der kom ind i rummet, reagerede ved at være fjendtlige og havde overhovedet ikke lyst til at høre, hvad personen havde at fortælle. Kvinderne, der kom ind i rummer, var derimod ekstra søde og venlige overfor personen i et forsøg på at overbevise personen om, at der bestemt var god grund til at kunne lide dem. Men uagtet de forskelle der er på mænd og kvinder, så reagerede begge køn på, at de havde fået at vide, at personen ikke kunne lide dem. Ingen af dem kunne ignorere det faktum, at et menneske, ikke brød sig om dem. Det skal for en god orden skyld nævnes, at personen i rummet ikke anede noget om forsøget, og aldrig havde udtalt sig om nogen som helst.



Men tilbage til reaktionerne, så betyder det altså noget for os, om andre kan lide os eller ej – også selvom den person, der udtaler sig om os, er en vi kender godt eller ej. I bund og grund vil det, selvom vi måske fortæller os selv, at vi er ligeglade, påvirke os.



Men det er vel heller ikke så underligt? At det betyder noget for os, hvad andre mener om os? For hvad skal vi ellers måle vores liv på? Vi kan selvfølgelig måle det på det, vi opnår på arbejde, lønkontoen eller de ferier vi tager på. Men langt hen af vejen, så måler vi i høj grad os selv på vores relationer til andre mennesker – hvad de mener om os, og hvad de siger om os. Om ikke andet, så bliver målestokken vigtig, hvis folk ikke kan lide os.



I evangeliet til i dag spørger Jesus også om, hvad man mener om ham. HVAD MENER I KRSITUS? Nu kunne man godt mene, at Guds egen søn burde være ligeglad med hvad en gruppe farisæeren mener om ham, men vend et øjeblik tilbage til testen. Den person, der sad i rummet, kendte ikke forsøgspersonerne – og dermed burde forsøgspersonerne være ligeglade, for den person i rummet havde ikke noget med deres liv at gøre – men de er bestemt ikke ligeglade.



Og Jesus var heller ikke ligeglad, men af en anden grund end os. Når det betyder noget for Jesus, så er det ikke fordi han er bange for sladder eller bliver forfængelig – det betyder noget Jesus, fordi vi betyder noget ham. Han spørger, hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?



Engang mens jeg læste teologi, havde jeg en underviser, der sagde, at Gud er Gud om alle mand er døde. Jeg kan huske, at jeg var provokeret af det. For ja jeg kunne godt regne ud, at slår vi mennesker os selv ihjel gennem krige, så ingen er tilbage på jorden længere, så vil Gud stadigvæk være Gud – men det provokerende var det, der lå i udsagnet, nemlig at vi kunne leve og dø uden at Gud lod sig røre af det. Og man kunne jo også argumentere, at skulle det ske, så kunne han bare skabe en ny verden.



Men en Gud, der ikke lader sig røre af sit skaberværk, er en meget ligeglad Gud. Og er det overhovedet en Gud, vi kan bruge til noget?



Så hvem er Gud? Hvad mener vi om ham?



I kristendommen får vi viden om Gud i Bibelen. Vi får fortællinger om en lidenskabelig Gud i Gammel Testamente – og det er både en Gud, der bliver skuffet og vred på os mennesker, når vi vender ham ryggen eller opfører os mod hans vilje. Men det ændrer sig. På et tidspunkt i historien vil Gud ikke nøjes med at sidder et sted og kigge ned på os – nej, han vil ned til os, og leve som et menneske sammen med os. Så han lader sig føde som et menneske – Gud bliver en del af menneskets historie, da Jesus en nat bliver født. Og det ændrer Gud.



Gud bliver en anden, da han bliver far til Jesus. Han er ikke længere den Gud, vi møder i det Gamle Testamente. Han er nu en Gud, der sætter fokus på den kærlighed, han har skabt verden med.



Og når men elsker så kerer man sig også om det man elsker. Man kan ikke elske uden at bekymre sig eller tænke på den, man elsker. Da Gud en nat for mange år siden blev menneske, og da det menneske døde og senere kæmpede med døden, da blev det også den begivenhed, der skulle åbne vores øjne for, hvor meget Gud elsker os.



For Gud elsker os – og han elsker så meget, at det ville slå os ud at føle den kærlighed. Gud elsker os så meget, at Jesus måtte dø for vores skyd. Det er ikke altid til at forstå. Og vi glemmer det også nogle gange. For sådan er det at være menneske – vi kan så nemt glemme, at Gud elsker os. Når livet bare kører der ud af med arbejde, familie, venner. Når livet er fyldt med alt muligt andet, så er så nemt at glemme, at vi hele tiden har Gud med os. At han hele tiden går lige ved siden af os, som en følgesvend gennem livet.



Og her er forandringen med Gud. For Gud ville før Jesus, være blevet vred på os, hvis vi vendte ham ryggen; men i dag holder han fast i os. Og han holder sågar fast i de mennesker, der bruger hele deres liv på at overbevise andre om, at han ikke findes. Gud er ikke bare en fjern Gud, der holder sig væk fra os – nej, han ville være sammen med os. Og han turde lade sig påvirke, og turde forandre sig sammen med os. Og det er en Gud for mennesker. Gud lader sig påvirke af os.



For Gud går i relation med os. Han er ikke en dukkefører Gud, der sidder langt væk, men en der er blandt os. Han lever endnu den dag i dag blandt os gennem sin ånd, der blæser på os, på vore hjerter og som vi mærker gennem vores åndedræt. Gud er til stede hver gang vi mennesker møder et andet menneske – der skal vi vide, at Gud også er til stede.



Og Gud, fordi han går i relation med os, fordi han er fællesskabets Gud, betyder det også noget ham, hvad vi mener om ham. Han er ikke ligeglad med, at forbander ham, smider ham ud, eller bruger had eller hævn som motivationer i verden. Han er ikke ligeglad. Men han reagerer ikke som vi mennesker gør ved enten at blive fjendtlige eller fornærmede. For Gud er skaberen og ikke skabningen.



Gud reagerer ved at bruge det mest magtfulde han har. Han elsker os. Elsker hele vejen gennem vores svigt og vores grimme ord om ham. Elsker os hele vejen gennem vore bønner og vores dyrkelse af ham. Gud elsker mennesker – om de så siger og gør det ene eller det andet. Gud elsker os, fordi han ikke kan lade være eller holde op.



Og det forpligter. Vi har med andre ord fået en art opgave. Vi skal elske vores næste som os selv. Men det udfordrende i denne opgave er, at man ikke kan tvinge det frem. Det er uhyre vanskeligt at fremmane de samme følelser som man har for sig selv, overfor en fremmed man ikke kan lide. Og det gør sig gældende om man så elsker den man er, eller om man ynkes over sig selv. For hvor den ene måske bør elske næsten lidt mere, så bør den anden arbejde på, at vide sig elsket af Gud.



Og det er netop det smukke ved dette bud. For bud har vi ikke mange af i kristendommen. Faktisk så skal vi ikke ret meget – der er ingen love eller regler, vi skal overholde. Det er både befrielsen, men også det svære. For hvis man ikke bare kan overholde en lov, hvad gør man så? Så er der kun en vej frem – nemlig, at investere hele sit liv. Vi kan ikke holde troen i strakt arm – vi skal have den ind under huden. Vi skal med andre ord, ikke bruge hinanden for at score point hos Gud. Det betyder intet for Gud. Vi skal i stedet for at bruge hinanden, være noget for hinanden. Det kan man kun, hvis troen bliver levet indefra og ud – Som en bevægelse fra Gud til os – og til hinanden.



Og vi skal behandle om selv med den viden. Vi skal hverken sætte os selv på en piedestal og beundre det, vi ser; men vi skal heller ikke rulle os i vores ynk om hvor dårlige mennesker vi er. Begge dele er en dyrkelse af en selv. Men vi skal vide os elske af Gud, fordi Gud allerede har sat sit fingeraftryk på os. Både i skabelsen og dåben, bliver vi klar over, at vi er mærket af Gud. Og med den viden, skal vi møde andre. Det er kærlighed i Guds univers – at vi møder hinanden som ligeværdige.



Og det er hvad vi skal mene om hinanden.




Teksten:
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: »Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.« Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.« Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige: ›Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder?‹ Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?« Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget. Matt 22,34-46

9. søndag efter trinitatis 2011

Når man lever et liv med kristendommen, så hører man også en del fortællinger om, hvem Jesus omgikkes med. Vi hører om Zakæus, der snød og bedrog, men som straks holdt op, da han mødte Jesus. Vi hører kvinder grebet i utroskab og kvinder med for mange mænd, som Jesus forsvarer. Og vi hører lignelser om, at hjælpen i nøden kan komme fra uventede kanter. Alt dette hører vi, og vi får en ide om, hvilket slags menneske, Gud gerne vil have, vi skal være.



Og alligevel så er denne lignelse anderledes. For i alt andet, vi hører om, er der en retfærdighed, vi forstår. Den retfærdighed, at Jesus siger: Synd ikke mere. Når jeg nu tager dig til mig, så hold med at synde.



Det forstår vi, for så har man lært sin lektie. Og derfor er dagens evangelium – lignelsen om den utro godsforvalter også en irriterende tekst. For hvad betyder det lige, at han snyder og bedrager sin arbejdsgiver, og derefter får at vide, at han har handlet godt, fordi han har snydt! Ikke et sted, får han at vide, at han skal holde med at synde. Og sidst men bestemt ikke mindst, får at vide, at for at komme ind i Himlen, skal han skaffe sig venner ved denne metode. Pludselig kan vi altså arbejde os vej ind i himlen – det er nye boller på suppen, som må & skal vække anstød hos os. For er det nu vores ansvar at komme i Himlen? Og hvem kommer så ind?



Så hvad betyder denne lignelse? Vi kan aldrig helt vide, hvad Jesus har ment med sine lignelser. Men netop det er også styrken ved lignelser, fordi der ikke gives et svar (på nær de steder, hvor disciplene ikke forstår dem, og Jesus oversætter for dem). For det er nu op til os at sætte vores liv i spil sammen med evangeliet. Vi kan bruge dem den dag i dag, fordi vi får lov til at læse os selv ind i dem. Men også med den fare, at vi kan komme til at udlæse noget meget uevangelisk. Og som målestok på det, har vi kun vores egen samvittighed.



For denne lignelse har et strejf af Robin Hood over sig. Tag fra de rige og giv til de fattige. Dog med den finte, at godsforvalteren gør det med den bagtanke, at han så bliver bedre modtaget hos dem, han hjælper, når det kommer frem, at han er blevet fyret. Godsforvalteren er beregnende og manipulerende. Men det er alligevel ham, vi skal minde om. Skal vi være som Robin Hood – og skride til handling, og gøre noget ved uretfærdigheden med det samme? Siger lignelsen os, at vi skal tage fra de rige og give til fattige?



Hvis man spørger de mennesker, der har lavet optøjer i England i disse tider, så ville de mene, at de gør af netop disse grunde. At de mangler en masse, at alle er ligeglade med dem og at de ikke har jobs. En fortalte til nyhederne, at han var ligeglad med hvad han ødelagde og stjal, fordi han nu kunne gå hjem til et fladskærms tv. Underforstået, at han havde stjålet det. Er det hvad Gud vil have vi skal gøre – oprør, demonstrationer og tyveri?



Hvad er det for nogle mennesker, Gud gerne vil have, vi skal være? Hvem er vi? Hvad siger lignelsen os om vores forhold til Gud? Og hvad siger den om Gud?



Vi ved, at Jesus har en forkærlighed for mennesker, der trænger til kærlighed og længes efter den. Men hvem er de mennesker? Er det os?



Kaj Munk siger i en prædiken over denne lignelse, at der er meget pæne kristne kan lære af djævelen. Det er en ram sandhed, skriver han. Og har han ikke ret?



Der findes masse af stereotype forestillinger om, hvad en kristen er. Og jeg kan afsløre for jer, at mange uden for disse tykke mure mener, at en kristen er en lidt kedelig, stueren, et altid rigtigt handlede og retfærdigt menneske. Og hvem gider være sammen med sådan en? Hvem gider fortælle sådan et menneske noget som helst? For i lyset af al den rigtighed vil ens eget skidt og møg lugte langt væk?



Men hvad gør vi med alt det skidt og møg, som livet producerer? I en individets tidsalder, hvor alt handler om at skabe sig sit eget liv, så ser alt det grimme ikke så godt ud på cv’et. For tanken er, at så har vi nok ikke gjort det ”godt nok” – det med livet. Så vi er kigger den anden vej – holder det på afstand af os, og lader det ligge i en bunke og stinke. Og så forholder vi os til gengæld til de sider af os selv, som vi er sikker Gud godt kan lide. Den pæne siden. Den side som andre må se, og helst beundre. Den side kan vi godt lide.



Men hvad så med alt det andet? Hvad med alle de følelser vi har, som vi ikke bør have. Hvad med alle de grumme tanker om hæv, der dukker op? Hvad med alt det bagtaleri, vi lytter til? Og hvad med alle de mennesker, som vi svigter?



Mon Vor Herre også bare vender ryggen den anden vej? Nej, det gør han ikke. Gud forholder sig til alle de sider, vi rummer, for Gud husker nemlig på, hvem vi er: mennesker. Ikke en af os kan leve et helt liv i korrekthed uden ikke også blive forlorne. Vi skal i stedet for være mennesker. Men mennesker, der forholder sig hele livet, og ikke kun halvdelen fordi den anden ikke passer ind. Gud har ved nemlig godt, at vi fejler i livet til tider. Og han har givet os mulighed for at blive tilgivet for det bagefter. Ja ja, nu skal vi ikke rende ud og råbe grimme ord efter den første vi møder, fordi vi lige følte for det, eller begynde at stjæle og skade andre. Men vi kan ikke leve et liv uden at dumme os. Vi kan ikke leve et liv uden at komme til at såre en anden. Og vi kan ikke leve et liv uden at have brug for Guds tilgivelse og kærlighed. Vi skal leve et liv, ikke leve op til en illusion om et.



Og til det, har vi brug for Gud. Og når Kaj Munk siger, at vi kan lære af Djævelen, så mener, at vi kan lære, at det gode han faktisk gør – den utro godsforvalter.

Men i Danmark ser vi i høj grad på intentionen bag alle handlinger. Når vi dømmer folk i retssystemet så spiller intentionen ind – ville han det ondt eller godt. Og når det handler om f.eks. liv, der bliver mistet, så er det såmænd godt, at man ikke dømmer folk, der har været med i en trafikulykke med samme dom, som dem der koldblodigt myrder. Men kan og bør man sige det samme med det gode? At fordi du kun ved en fejl gjorde det gode, at så tæller det ikke? Eller at fordi du selv fik det godt, da du meldte dig som indsamler, så skal du lade være med at melde dig næste år?



Nej, helt samme måde kan man ikke bruge om det gode. Vi mennesker gør massevis af gode handlinger ved en fejl eller fordi vi gerne vil prale med det. Vi gør massevis af handlinger, der er gode, fordi vi går det så godt med os selv bagefter. Det ligger i det godes væsen, at det også smitter af på giveren – det kan ikke undgås, at gør man noget godt, så vil det godes magt være så stærk, at det med tiden, vil præge giveren. Vi må ikke fjerne det gode i verden, fordi det kommer fra en uventet kant, eller opstod ved en fejl eller fordi mennesker roser sig selv af det bagefter. For i den anden ende af den gode handling, står et menneske, der blev behandlet godt. Måske for første gang, måske blev det menneske set for første gang eller måske følte det menneske sig noget værd. Fordi det menneske mødte det gode. Og alle kan handle godt. Det ligger iboende i os, at vi slet ikke engang i mellem kan lade være med at opføre os godt. Lige som vi heller ikke kan det modsatte, men det er vi ikke i tvivl om. Vi har alle adgang til det gode. Og den utro godsforvalter handlede godt, selvom han snød. Vi kan lære af djævelen, for han har også adgang til det gode. For også han laver den fejl som ond nok ikke bør, når han gør noget godt i ny og næ.



Det gode gør vi fordi vi ikke kan lade være. Vi gør det i Taknemmelighed, som Luther sagde om det. Vi handler godt, fordi vi et sted i vort indre ved, at vi skylder Gud alt. Vi skylder Gud vores liv, vores eksistens, vores handlinger, vores fejltagelser og vi skylder Gud tak for vores adgang til Himlen. For himlen får vi ganske gratis, fordi Gud giver os den. Vi behøver ikke gøre os fortjent til den. Og hvem kan også det? Det ville blive et lille selskab i Paradis, hvis kun de retfærdige måtte komme ind. Så tak Gud for, at han også lukker os ind – at han ser os, nedskriver vores gæld, og sender os ud i livet md sin kærlighed.




Teksten:

Jesus sagde også til disciplene: »Der var en rig mand, som havde en godsforvalter; om ham fik han underhånden at vide, at han ødslede hans ejendom bort. Så tilkaldte han forvalteren og spurgte: Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter. Men forvalteren spurgte sig selv: Hvad skal jeg gøre, nu da min herre tager min stilling fra mig? Grave har jeg ikke kræfter til, tigge skammer jeg mig ved. Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for at folk skal tage imod mig i deres huse, når jeg bliver sat fra bestillingen. Han kaldte så sin herres skyldnere til sig én for én og spurgte den første: Hvor meget skylder du min herre? Hundrede ankre olie, svarede han. Forvalteren sagde: Her er dit gældsbevis, sæt dig straks ned og skriv halvtreds! Derefter spurgte han en anden: Og du, hvor meget skylder du? Hundrede tønder hvede, svarede han. Til ham sagde forvalteren: Her er dit gældsbevis, skriv firs!« Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør. »Jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger.« Luk 16,1-9

5. søndag efter trinitatis - 22. juli 2011 mindeprædiken

Denne weekend stak ondskaben sit grusomme hoved frem, og forandrede livet for alt for mange familier. Livet bliver for dem aldrig det samme. De er blevet ramt af tilfældigheden, uretfærdigheden, og de har mistet det eneste, man ikke kan bære at miste, nemlig: vores børn.

Hele dagen igennem i går kunne man følge det i fjernsynet og på nettet. Adskillige har sat det norske flag på deres profilbillede på facebook, og mange har ytret tanker og bønner til det norske folk, til familierne, der har nu mangler og til de overlevende, der resten af livet, må huske hvordan de overlevede på øen.

Der er mange følelser i spil, når sådanne hændelser rammer. Chok, sorg – og et behov for bønner og lys. Et stort behov for at gøre noget, der hvor der intet er at gøre. For at gøre intet, minder os blot om vores magtesløshed. Minder os om, at når katastrofer rammer os, så er vi lige så meget ofre, som enhver anden, og ikke alverdens teknologi eller knowhow kan gøre det forfærdelige mindre. Og det gør sig gældende både når tragedien er på et nationalt plan eller på et personligt plan. For ikke kun i går ramte meningsløsheden os – den rammer hele tiden og rammer i blinde. Trafikulykker, sygdomme og sult. Verden er fyldt med meningsløse lidelser, som blot er et klik på computeren væk. Det skete i Oslo minder også igen om, hvor sårbare vi er – overfor enhver form for ondskab.

Men når sådan noget sker, får det også andre følelser op i folk. Får når man rammer magtesløshedens mur, så er det nærliggende at ønske sig magten tilbage. Vi er handlingsmennesker, der gennem tale, snak og opkald kan få næsten alt til at ske. Magtesløsheden går os små, og det er der ikke mange, jeg kender, der bryder sig om. Så man forsøger at få magten tilbage gennem ønske om hævn. Og også sådanne tanker ser man udtryk på nettet siden fredagens massakre. Pludselig bliver der talt om gengældelse, om selvtægt på gerningsmanden og det forfærdelige og umenneskelige ønske om dødsstraf bliver luftet.

Man føler hadet brænde. Og måske det kan give en umiddelbar lettelse for chokket og sorgen, at sådanne tanker bliver luftet. Men det fjerner ikke grundfølelsen. Det fjerner ikke sorgen, og det fjerner ikke meningsløsheden. Det giver et falsk billede af kontrol – af magt. For når man tænker sådanne tanker og føler et ønske efter at skade, hvem kan så se forskel på disse ønsker og ondskaben? Hvor er forskellen på at slå ihjel og at ønske et menneskes død? Hvor er forskellen på mordet og dødsstraffen? Hvem tjener man, når man lader hadet få frit løb?

Paulus siger: ”Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvinde det onde med det gode (Rom 12,21).”

Og i dag læste vi, at vi skulle vise medfølelse, broderkærlighed, barmhjertighed og ydmyghed. Hvad betyder det, når verden ramler? For det er alt andet lige nemmere at være medfølende med dem, man kender, og i gode tider. Og netop derfor får vi det igen og igen at vide, når vi kommer ind i dette rum. For her skal vi høre de ord, der minder os om, hvad Gud ønsker af os. Vi må ikke glemme, at Gud vil os, og vil noget med os.

Hvis man derimod overgiver sig til hadet, så overgiver man sig samtidig til ondskaben selv. Og man vælger den nemme løsning. For hadet og vreden er så nem af føle. Deri ligger fristelsen. Det onde er ikke svært tilgængeligt eller noget, der kræver særlige evner at finde. Det er en del af ondskabens væsen, at det kommer til os, når vi er nemmest at påvirke. Når vi er overvældet af sorg, eller som Jesus selv oplevede det – sulten og tørstig efter 40 dage i en ørken. Der kommer det onde og forsøger at omvælte os. Fordi det ondes magt i virkeligheden er svag, bliver det nødt til at satse på den svage.

Vi skal passe på, når vi pludselig ønsker andre ondt, for så har vi skiftet herre. Så har vi givet op. Hævnen rummer opgivelsen. Overgivelsen ligger i, at man lader hånt om alle forsøg på medmenneskelighed og kærlighed, når man hævner. Man opgiver, og fjerner sig fra det, der gør os til mennesker, nemlig medmenneskeligheden. Men hævnen lokker med fred i sjælen, og det gør medmenneskeligheden umiddelbart ikke. For i et menneskeliv, kan der ligge oplevelser, man aldrig kan tilgive, og hvor det bliver Guds ansvar at tilgive på vore vegne. Der kan ligge oplevelser, der aldrig når at blive forsonet. Og her kan hævnen lokke os med en nem løsning, hvor vi tror, vi opnår balance. Hævnen kan forekomme sød, men vi devaluerer os selv, når vi tyr til den. Vi giver op.

Evangeliet til i dag handler om Peters fiskedræt. Det kan forekomme langt væk fra en verden, hvor unge mennesker på bestialsk vis er blevet henrettet. Men netop denne fortælling om Peters møde med Jesus, kan give os ord, vi kan bruge. For Peter handlede det om fisk, han ikke havde fanget, men for Jesus handlede det om os. Peter havde givet op for den nat. Han ville ikke mere – han ville bare hjem, da Jesus kommer til ham og siger: Læg ud på dybet, og kast jeres net ud til fangst. Og i dag kommer Jesus til os, når vi er på dybet, og siger til os, at han har kastet net ud til os. Vi må ikke give op.

Men netop i mørket, hvor smerten lammer os, kan det være svært at vente på Gud. Netop i mørket hvor vi ikke orker andet end overgivelsen til den nemme løsning, fordi alt andet virker så svært og vi ingen kræfter har, kan det været svært at forestille sig Gud. Netop i det mørke, hvor vi allermest ønsker, at Gud vil komme og fange os, der kan han synes allerlængst væk.

Når verden ryster i afmagt, der kan Gud synes overvundet.

Men her kommer evangeliet til os og siger os det, vi ikke kan sige os selv. Det handler ikke om nettet – det er blot et net, der bliver kastet ud. Det handler heller ikke om fiskene, men det handler om det Peter gør, trods erfaringer. Trods ønsket om søvn og trods en lang nats mørke fyldt med strabadser uden frugten af hans arbejde. Trods det, så kaster han nettet ud igen. Trods det at det forekommer nyttesløst, så gør han det.

Det kan virke nemt lige at kaste lidt net ud. Men livet forekommer altid nemmere, når man er tilskuer til andres liv, end hvis man selv deltager. Og vi er altså indskrevet som deltagere i livet. Fortællingen viser os, at vores arbejde, vores tanker, vores ønsker og liv ikke altid giver det udbytte, vi ønsker os. Men vi må ikke give op. For så synker vi ned i dybet.

Når natten er længst, da ved vi, gennem det vi hører i dag, at Gud kommer til os, og kaster sit net ud til os, for at fange os. Gud forsøger at nå os. Han vil kalde os op fra dybet. Vi må til gengæld ikke opgive troen, selv når vi er trætte og forkomne.

Vi skal i denne tid holde fast i, at det, der gør os til mennesker skabt i Guds billede. Nemlig vores evne til kærlighed. Vi skal insistere på kærligheden når den allermest trængt. Vi skal insistere på glæden, og vi må aldrig skamme os over, at vi glæder os. Heller ikke midt i sorgen.

”Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvinde det onde med det gode (Rom 12)




Teksten:
Engang da Jesus stod ved Genesaret Sø, og folkeskaren trængtes om ham for at høre Guds ord, fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var gået fra dem og var ved at skylle garnene. Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden. Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: »Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!« Men Simon svarede: »Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.« Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges. De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke. Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: »Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.« For han og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået – ligeså Jakob og Johannes, Zebedæus' sønner, som fiskede sammen med Simon. Men Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham. Luk 5,1-11

2. søndag efter trinitatis 2011

”Tiden flyver af sted” – hvor ofte hører man ikke den sætning? Når man møder mennesker, man ikke har set længe, når man endelig får ringet tilbage til en, der venter på et opkald, når det igen er jul eller når man møder specielt travle mennesker. Tiden flyver af sted, siger vi, ryster på hovedet, mens vi accepterer, at det betyder, at vi kun når halvdelen af det vigtige, og at dem, der får det at vide, er faldet i den kategori, der ikke blevet nået, fordi tiden fløj af sted.



Og når tiden flyver af sted, så flyver vores liv med den. Tiden er den faktor, mange føler stjæler deres liv, og sandt er det, at for hvert sekund, der går, er vi tættere på døden. Men tiden er blevet det, vi har for lidt af. Undersøgelser viser, at vi arbejder mindre i dag end for 50 år siden, men samtidig så laver vi mere, når vi er på arbejde, og har langt flere tilfælde af stress. Tiden er nemlig fløjet af sted med os, og vi står tilbage, og forsøger at få så meget ud af vores tid som muligt. Der sker helst være resultater, og selv meditation er blevet resultatorienteret. Meditation er for resten et ord hentet fra latin, og betyder ”at søge midten”, og selv Luther, hvis tolkning af Bibelen vi bygger den danske folkekirke på, mediterede hver dag. Så meditation forstået som den tid på dagen, hvor man kobler fra verden og kobler sig ind på Gud – den tid, hvor man er stille, så man kan høre hvad Gud vil sige til os – selv den tid er blevet optimeret, så den med sikkerhed kan give os et resultat i hverdagen, så vi slipper for stress og jag – så vi kan blive mere effektive på arbejdspladsen. Selv det afslappende har fået et skær af tidsoptimering – for tiden flyver af sted.



Jeg har været på et kursus med en tids-observatør. Hun fortalte os hvilken tidstype vi var – altså hvilken måde vi opfattede tiden på. Var vi tidsoptimisten, der altid kom 5 minutter for sent og som gik uden ur – den type, der tror, at man kan køre Århus til Skagen på 1 time og 15 minutter. Eller var man tidspessimisten? Typen der gerne står 5 timer før afgang i lufthavnene, bare for at være sikker, og som hellere vil vente udenfor en dør i 10 minutter for derefter alligevel at kommer 5 minutter før tid. Tiden er ikke bare tid, men noget der også definerer en som menneske.



Og hvad gør vi så med den tid, der farer af sted? Vi halser efter den og forsøger at fange den – vi siger ja til opgaver og møder, og vi siger nej til det, der ikke ”giver os noget”. Vi siger nej til det, der ikke senere hen kan give os kompetencer eller fordele, fordi vi har travlt. Vi skal udnytte tiden til vores fordel, for ellers arbejder den i mod os. tiden – vores fjende og allierede.



Men hvad nu hvis – bare som et tankeeksperiment – at vi faktisk tager fejl? At tiden ikke flyver af sted, men at vi derimod opfatter den forkert?



Hvad nu hvis, det ikke handler om tiden, men handler om os?



Da jeg var ung, var der et ordsprog, der stod på alle penalhuse og skoletasker, skrevet med guld og sølv tusch – et ordsprog, der drev dansklærerne til vanvid, fordi vi håbefulde unge, altid kunne snige det ind i en stil – og det var carpe diem. Det betyder Grib dagen oversat fra latin, og fik især sin popularitet fra filmen: Døde poeters klub. Ordsproget inspirerede os unge til at se tiden som vores, vi kunne bruge af. Ofte mistolkede vi det dog i retningen af, at vi skulle udnytte tiden maksimalt ved netop at gribe dagen, og her mangler resten af ordsproget. For i sin længde så lyder ordsproget således: Lev livet uden at tænke på bekymringerne i morgen (Carpe Diem quam minimum credula postero). Det handler om i højere grad om, at man skal leve i dag og lægge bekymringer fra sig, end det handler om at maksimere udbyttet af dagen. Lev livet, og lad vær med at bekymre dig.



Og netop det udtryk fortæller os noget om tiden, der bliver set som noget ganske andet. For tænk nu hvis, tiden ikke er noget, der smutter mellem fingrene på os, men derimod er en gave. Noget der bliver foræret os hele tiden, hver dag, og som vi derefter kan vælge at gribe fat i – tage til os og bruge af? Vi bruger alt for megen energi på at se på den tid, vi allerede har brugt, og så derefter konstatere, at der gik tiden; end vi bruger på at kigge på den tid, der hvert sekund kommer til os. Tiden ruller mod os – foran os.



I salmen ”Dejlig er jorden” synges der på et tidspunkt: ”tiden skal komme, tider skal henrulle”. Og det er sådan tiden – og dermed livet – skal leves. Som noget, der kommer foran os hele tiden, og som igen og igen bliver givet til os. Vi mangler ikke tid – vi får tid. Hele tiden, hver morgen får vi en ny dagen givet os, som en foræring, vi kan bruge af.



Evangeliet til i dag, handler om, at verden måske ikke ser ud, som vi først antager, den gør. I lignelsen fortæller Jesus om en mand, der gerne vil indbyde til fest, men alle hans gæster sig nej tak, fordi de har så meget andet, de skal se til – der er så meget andet, de lige skal nå. Naturligvis bliver han vred, og måske skuffet, så han siger til sine tjenere, at de skal invitere alle blinde, lamme og vanføre – alle dem, der på dette tidspunkt var dømt ude af samfundet, fordi de ikke passede ind. De blev derimod inviteret til fest.



De gæster der siger nej, siger nej fordi de ikke har tid – de har travlt med en masse andet – de har travlt med livet, med arbejde, med privatliv osv. De har så meget, de skal have gjort, at de siger ”nej tak – ikke lige nu, for jeg har en ny mark”, siger den ene. ”Nej tak – ikke lige nu, for jeg har lige købt nye dyr”, siger den anden. ”Nej tak – ikke lige nu, for jeg er lige blevet gift.”



”Nej tak – ikke lige nu, men måske en anden dag, hvis det skulle vise sig, at jeg får brug for dig Gud – men lige nu går det fint for mig, så jeg behøver dig slet ikke.”



Siger vi det i dag?



Siger vi også nej til Gud, fordi vi har for travlt med livet? Siger vi også ”nej tak, ikke lige nu, måske senere” fordi vi bliver så fanget af hverdagen, at vi tror det andet altid kan komme? Siger vi nej tak til at pleje vort eget indre liv med Gud, fordi vi synes det er mere vigtigt at løbe en tur? Eller siger vi nej, fordi vi tror, at de gode stunder er nogle vi selv skaber og har ansvar for, og Gud er bedst til katastrofer?



Hvordan prioriterer vi vores hverdag med Gud – får han overhovedet lov til at fylde, eller fylder vi os selv med afstand og tvivl – fordi det er nemmere? Og nogle igen lukker helt af for Gud, ignorerer invitationen fra ham, for det nu nemmere at sige lade som om, man ikke fik invitationen end det er at tage stilling.



Men faktum er, at Gud inviterer os til sin fest. Og det er op til os om vi vil prioritere det i vores liv. Det er vores ansvar som gæsterne, at finde tid i vores kalender til Gud. Det handler om mere end vi tror – det handler om livet. Det handler om, at Gud har skabt os, verden, alt I ser omkring jer – det handler om, at hans søn lever sammen med os som et menneske, og dør for vores skyld – fordi han elsker os. Det handler om, at vi som mennesker får en ny måde at se verden på, hvis vi vender vores hjerter mod Gud, og tager i mod. Tager imod alt, der kommer fra ham – lytter til hans kalden og tager i mod.



Hver dag giver Gud os lyset, solen, varmen, kærligheden, glæden, trøsten, omsorgen. Hver dag giver Gud os hinanden, smilet i den fremmedes øjne og bøgehækken. Hver dag giver Gud os tiden, muligheden, nåden – og chancen for at sige JA TAK til hans invitation. For kære Venner – der er fest. Der er fest, og I er indbudt. Så pak undskyldningerne ned, og sig ja tak vi kan godt komme. Vi glæder os. Og vi siger ikke nej, fordi livet kommer i vejen, men vi siger ja, fordi du ER livet.







Teksten:
Jesus sagde: »Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede! Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme. Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads. Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.« Luk 14,16-24

1. søndag efter trinitatis 2011

Når man begynder på en rejse sammen med evangeliet, så vil man hurtigt opdage at nogle steder taler til hjertet mere andre. Nogle steder, taler så smertefyldt ind i livet, at man må holde vejret for at holde det ud, og andre taler så smukt og lykkebringende, at man føler Guds kærlighed helt ind i sjælen. Det er den effekt evangeliet kan have på dets læsere. Men fortsætter man rejsen, så opdager man også steder, hvor man ubevidst springer over, fordi de ikke giver mening, eller steder der ikke skurer i ens øre og indre, fordi de ikke giver udtryk for den Gud og herre, man kender. Men så kan det forunderlige ske, at man pludselig en dag, genlæser et sted, man har læst 100 gange og så opdager, som var det første gang ens øjne ramte bladet, hvad der står, og ens horisont udvider sig. Og det er ord, der har stået der hele tiden – klar til brug. Men det overraskende er, at det først er nu, at man virkelig ser, hvad der står. Det samme kan ske for salmer, man har sunget hele livet. Pludselig så ser man, hvad der står, og man forstår det på en ny måde. Men det er kun fordi ens liv forandrer sig, og fordi man står et nyt og måske fremmed sted i livet, at teksten kan åbne sig for os på denne måde. Det er også derfor, man aldrig bliver færdig med sin rejse ind i evangeliets ord – fortællingen om Jesus, og hvad han gjorde og hvem han var, mens han gik på jorden. Fordi det aldrig bliver uvæsentligt for os, hvad der står.



Evangeliet til i dag er dog gøgeungen i Bibelen. Det er oprindeligt en jødisk tekst, der har fundet en plads i Lukas evangeliet. Den spiller i høj grad på tanken fra Gammel Testamente om et øje for et øje og tand for tand. Det er en retfærdighedstanke, som Jesus radikaliserer og gør op med, hvilket ses tydeligst i Bjergprædikenen, hvor hele Jesu forståelse af menneskers relation til Gud og hinanden bliver forklaret. Der er med andre ord en tanke i dagens evangelium om, at det gammel testamentlige syn på retfærdighed stadig er gældende.

Lazarus, der er den fattige i livet, får i døden sin gevinst, og den der er rig livet igennem, får i døden sin straf. Det er i stik modstrid med det, vi prædiker i kirken søndag efter søndag, nemlig at den, der fortjener det mindst, også er elsket af Gud.



Der er gjort mange forsøg på at presse evangelium af denne fortælling, og bliver det til stadighed. Man kan hurtig nok finde frem til, at den handler om at have de rette værdier. Men alligevel forbliver den en torn i øjet på den forståelse, vi har af, hvad kristendom er. Så hvordan får man lødig kristen teologiforståelse uden at gøre tvang på teksten?



Men som jeg begyndte med, så afhænger meget af øjnene, der ser. og ørerne, der hører. og livet, der bliver levet. Og en fortælling i evangeliet skal læses med de briller, der har tro, håb og kærlighed som fortegn – og ikke de briller, der tager ordet så bogstaveligt, at man glemmer, at vi er skabt med hjerne til at tænke med og hjerte til at føle med.



(Lad mig tage jer med på et spring)

Desmond Tutu er netop sådan en mand, der taler med tro, håb og kærlighed som fortegn for sit liv. Han taler bl.a. om en verden uden tortur. Desmond Tutu har været og er en af foregangsmændene i den helingsproces Sydafrika skulle igennem efter apartheid. Han talte som biskop for tilgivelse og forsoning. Man kunne ellers nemt forestille sig, at det ville have været næsten umuligt at samle landet. Så mange mennesker er blevet forfulgt, torteret, dræbt, hånet og har mistet familie på denne måde, at det har forekommet som en utopi at bare håbe på forsoning. Og man kunne også have forstået det, hvis den sorte del af befolkningen ville have nægtet at forsone sig, men derimod have haft lyst til hævn.



Men Desmond Tutu er ikke er mand, der lader sig begrænse af umuligheder eller fordomme. Han er mand, der tror på, at Guds kærlighed er en realitet i verden og ikke bare et tankespind eller et begreb, vi kan tale om på et teologistudie – nej, han tror vitterligt på, at Gud kan forandre verden. Han ved, at Gud kan forandre verden. Så i mange år har han arbejdet for forsoning, og det har båret frugt. Gennem et stædigt insisterende arbejde, har han sammen med en masse gode mennesker, formået at få sorte og hvide til at sætte sig sammen og tale om det skete – og derved binde deres smertefulde historier sammen til en fælles fortælling om livet i Sydafrika. Og det forsoner og heler. Og pludselig giver det mening, når man hører Jesus sige i Bjergprædikenen, at vi skal elske vore fjender, for når vi gør det, så indvilliger vi også i, at se vore fjender som medmennesker.



Sydafrika er et levende og hjertebankende eksempel på, at det umulige bliver gjort muligt, når man har troen på kærlighed og håbet på Guds nåde med i bagagen.



Denne fortælling om Sydafrika skal lyde i dag, fordi vi ser den spejlet i evangeliefortællingen. Manden Lazarus, der bliver fornedret og ikke drømmer om andet end at spise sig mæt. En drøm mange har den dag i dag. Men han regnes ikke for noget, og bliver ikke set af de mennesker, der kunne hjælpe ham. En oplevelse mange har selv i dag. Evangelieteksten fortæller os ikke kun noget om verden, som den var, men i høj grad noget om verden, som den er.



Og her bliver evangeliet til mere end blot en tro på metaplan, for evangelium er i høj grad levet liv. Vi skal også i dag harmes over uretfærdighed, om det så er rig eller fattig, der udsættes for det.



Vi kan med andre ord ikke nøjes med at tale om, at vi skal møde vores næste, hvis så ikke også gør det! Vi bliver nødt til at tage troen til vore hjerter – helt derind, hvor livet er, så vi kan mærke den pulserer i vore årer. Og når vi gør det, når vi tager i mod den tro, vi så nådigt får givet, så bliver kristendommen til handling. Forstå mig ret, vi får ikke flere point hos Gud eller flere hvide kugler, så vi sikres en frelse. Vi skal handle på det, vi tror på, fordi vi i det øjeblik, vi tager troen til os, ser mennesker, som vore medmennesker. Det er en pligt, at vi ikke, som den rige mand, ser den anden vej og ignorer. Det er derimod vores virkelighed – Guds virkelighed, at vi ikke skal vende os bort fra det menneske, der ligger i rendestenen, men at vi skal bøje os ned, forbinde sårene og give det mad. Det er os, der er Guds redskaber her på jorden – der er kun en måde, at gøre Guds kærlighed til en realitet i verden, og det er gennem os.



Det er ikke bare utopi, for det skete selv der, hvor man mindst af alt forventede, at det overhovedet kunne ske. Selv der fandt Guds kærlighed frem.



Så meget desto mere er det en mulighed i vores ende af verden, hvor vi på mange måder lever et privilegeret liv. Vi kunne sammenligne os med den rige, men vi har mulighed for at fortælle en anden slutning på lignelsen, end den vi hørte om. Vi kan fortælle en slutning, hvor vi tager hinandens liv i vore hænder og tog ansvar. Hvor vi sammen forsøger at gøre kærligheden større end hadet og ondskaben. Det er mere end flotte ord – det er en realitet. Det er hvad evangeliet til i dag, kan betyde for os lige nu i vores liv. Nemlig det, at vi må indse, at Gud har så stor tiltro til os, at han lader os være sine kærligheds redskaber i verden.



Det er vores rejse i verden med evangeliet i hånden. Det skal være de ord, vi pludseligt ser, og som med et taler til os og åbner vore øjne – at Gud elsker dig, tiltror dig, så du kan elske dem du møder.




Teksten:
Jesus sagde: »Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.« Luk 16,19-31

2. Pinsedag 2011

Hvis man skulle lave et lynkursus i kristendommen kunne man nøjes med at læse dagens evangelium op, og så tale over det. Faktisk kunne man holde et helt års prædikener over dagens evangelium, for her får vi kernen i kristendommen serveret. Her er vi så tæt ved Guds intention med os mennesker, at man næsten mærker livets mening pulsere i baggrunden. I dette lille stykke tekst, får vi beskrivelsen af mennesker, Gud, verden og Jesus, og hvordan det hele hænger sammen.



Men som alt andet i Bibelen skal man gå varsomt frem, når man læser, så man ikke kommer til at gøre Bibelens ord til lov frem for evangelium. Sagt med andre ord, at vi ikke kommer til at leve for bogens skyld med den som skyklap for verden, frem for at leve for Guds skyld med risikoen for at tage fejl.



I dagens evangelium står der om de sidste dage. Der står, at den, der ikke tror allerede er dømt, og at den der øver ondt hader lyset, fordi han der skal afsløres. Der er mange måder at læse sin Bibel på. Man kan tage forskellige briller på, der farver indholdet alt efter hvilken retning man vil gå. Man kan læse det bogstaveligt, hvilket vil ende med en masse selvmodsigelser og uoverensstemmelser, der vil være så utilfredsstillende, at man ville blive nødt til at vende ryggen til nogle dele af teksten. Andre vil læse den ud fra den samtid den er udformet i, så man forstår hvilke love og sociale normer, teksten læner sig op ad. Faren er, at alt bliver historie og ikke forkyndelse. Der er altså altid en faldgruppe man kan falde i, når man har med Bibelen at gøre. Også fordi Bibelen er hvad den er, nemlig en genfortælling af Guds historie med os mennesker. Den er ikke skrevet af Gud selv, eller bare af Jesus selv, men er genfortalt og derefter skrevet ned med de tolkninger, fornemmelser og følelser forfatteren har haft. Det skal vi nu ikke være kede af, for det er sådan kristendommen er lagt an – og lagt over til os mennesker. Kristendommen er ikke en tro, hvor vi stadigvæk fastholder stentavler med love give direkte af Gud, som vi så blot skal følge. Gud er ikke en gud, der leder som en hærfører eller hersker. Vi skal ikke følge Gud af frygt eller underkastelse.



Kristendommen lever og ånder fordi vi taler om den, og fortæller om den. De første kristne, disciplene, blev fyldt af Helligånden til pinse, og kunne pludselig tale alle sprog. Derfra gik de ud i verden, for at fortælle andre om deres liv med Jesus. Pinsen er en hyldest til genfortællingen, for det er, når vi fortæller, hvad Jesus gjorde og hvem Gud er, at kristendommens hjerte banker. Tænk bare på fortællingen om opstandelsen. I første omgang træder Jesus ikke bare frem for hele verden og viser, at han har overvundet døden – nej, han viser sig for to kvinder, der så fortæller om, at de har set ham. Gud vil, at vi skal fortælle om ham til hinanden. Gud vælger at lade sig selv binde til verden gennem sin søn, og fortæller således sig selv ind i menneskers historie som andet end en Gud, der sidder på en sky. Han er en Gud blandt os mennesker. Derfor er Jesu liv så uendeligt vigtigt, for her igennem får vi en pejling om, hvad det er Gud vil med os mennesker. Og han vil noget med os. Kirsten Nielsen, der er professor på teologi, har engang sagt, at det forandrer Gud, at han bliver far. Ja, Gud bliver forandret da han sender sin egen søn herned, for at leve som os, på de betingelser livet giver. Han gør det ikke som eksperiment, men som en art hensigtserklæring, så vi kan forstå Guds relation til os. Jesus lever som menneske, så han kan fortælle os, at Gud elsker os. Og det kan ikke ordnes på en stentavle, for kærlighed kan ikke beskrives på sten. Kærlighed kan man ikke læse om – den skal erfares.



Men til tider taler vi så meget om kærligheden og især i kirken, at vi glemmer hvad det betyder. Vi holder den ude foran os som et begreb og ser på den, vejer den, vurderer den og taler om den. Og når man holder kærligheden i strakt arm vedbliver den at være i strakt arm. Men kærlighed skal ind der, hvor hjertet banker for at virke. Vi skal turde tage den helt ind, turde stå i lyset for at mærke varmen. Forbliver man i mørket vil kærligheden aldrig give mening for en. Og selv når man så får kærligheden ind, så kan vi ikke altid fatte, at det er en flig af Guds kærlighed vi mærker. Måske fordi vi tror, at den Guds kærlighed vi kan få del i her på jorden, skal være ekstra speciel eller føles meget stærkt og guddommeligt. Men der tager vi fejl af Gud, for vi må huske på, at Gud lod sin søn leve som menneske. Den kærlighed vi oplever, når vi lever et menneskeliv, den er af Gud. Når vi f.eks. overraskes over et andet menneskes gode handling mod os, så er det Guds kærlighed vi mærker. Gud bruger os som reflektorer for sin kærlighed. Gennem hinanden oplever, at vi er vigtige for Gud. Vi må leve et liv med hinanden, blandt hinanden for at erfare denne kærlighed. Og her handler det bestemt ikke om den romantiske kærlighed og det her er ikke et skjult reklameindslag for ægteskabet som den eneste vej til Guds kærlighed, for det er en løgn. Vejen til Guds kærlighed går gennem alle mennesker, og kan opleves af alle mennesker. Den skal ikke begrænses til ægtefolk. Derfor bliver der også sagt i begyndelsen af evangeliet til i dag: At således elskede Gud verden, at han gav sin søn. Gud elsker verden, hvilket betyder, at han ikke kun elsker de få udvalgte, eller de ekstra søde – det betyder, hvad det betyder, nemlig at han elsker verden. Han har hele rosset med. Han udelukker ingen, men elsker alle. Derfor skal også vi elske dem vi møder på vores vej, om vi så synes de fortjener det eller ej. Dette er idealet. Virkeligheden ser anderledes ud. I virkeligheden lever nogle mennesker så alene, at de aldrig fornemmer Guds kærlighed gennem et andet menneske. Nogle mennesker er så skammet ud af flokken at de ikke længere tror på Gud. Virkeligheden er langt fra idealet, men netop derfor skal vi hører om idealet. Vi skal høre om Jesu liv og Guds kærlighed igen og igen og igen, så vi kan møde de mennesker, der bliver glemt. Så vi kan få øje på dem.



Vi skal få øje på hinanden som Gud allerede ser os. Ikke et eneste menneske er glemt af Gud – han holder den ensomme i hånden, vugger den bange i sin favn og aer den svigtede over håret. Ikke en er glemt af Gud. Således elskede Gud verden.



Jeg begyndte med at fremhæve at denne tekst handler om de sidste dage. Og det gør den. Den handler om, hvad der vil ske i fremtiden. Som jeg sagde, kan man læse sin Bibel på mange måder. Jeg læser Bibelen med de briller, jeg tror, er de rigtige, og vover at jeg måske tager fejl på den sidste dag. Jeg læser med kærlighedens briller, og læser, at Gud ikke sendte sin søn til verden for at dømme den, men for at frelse den. Og derfor citerer jeg den franske filosof Serres, når han siger:



”Det er det, der vil ske ved verdens ende, om morgenen på den sidste dag. Tiden vil sprudle i en retning vi ikke har kunnet håbe på.” (”Statuer” af Michel Serres)



Teksten:
Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud. Joh 3,16-21