12. søndag efter trinitatis 2012 (konfirmandindskrivning)

Jeg vil fortælle jer en historie. Historien foregik for mange, mange år siden. Helt tilbage til dengang hvor eventyrene fandt sted.

Der var en gang en mand. Han var en uhyre smuk mand, og alle, der så på ham, gik i stå med det, de var i gang bare for at se på ham – så smuk var han. Fuglene holdt op med at synge, insekterne summede ikke og selv vinden og solen syntes at holde vejret, når han passerede dem.

Skønheden flød fra ham. Han hed Narcissis.

En dag kom Narcissis forbi en sø, og der ville han hente noget vand, for han var blevet så tørstig. Men da han bøjer sig ned for at drikke får han i vandets blanke overflade øje på sig selv. Og han går i står.

Forbavset, forundret ser han på sig selv, og bliver med et forelsket. Aldrig havde han set noget så skønt og smukt. Han kunne ikke andet end at se på sit ansigt og nyde synet. Han kigger og kigger og kigger og tiden går– dag ud og dag ind ser han på intet andet end sig selv. Hverken mad eller drikke får han.

Og der, forelsket i sit eget spejlbillede, stirrer han indtil han langsomt visner og dør.

Og sådan slutter historien om Narcissis med en tragedie, fordi han kun så sig selv.

Nogle gange kan jeg have den fornemmelse, at det ikke kun var i eventyrenes tid, at sådan noget kan ske, men at det også sker lige nu og her omkring os. Vi bliver nogle gange så optaget af os selv, hvad vi kan, hvor skønne vi er – eller måske ligefrem det modsatte, hvor dumme vi er og hvor lidt vi kan; at vi glemmer ALT omkring os. Vi laver ikke andet end at stirre på os selv.

Vi glemmer helt, at der er folk omkring os. Vi lukker os inde i os selv. Og om man gør det fordi man bliver forelsket i sig selv, eller man gør det fordi man hader sig selv, så ender man med at visne, fordi man glemmer at få næring.

Hvad er det for en næring, vi har brug for? I eventyret var det mad og drikke, og ja, det har vi brug for. Men der er en anden næring, vi har brug for – nemlig hinanden. Vi har brug for andre mennesker. Ja, man kan ligefrem blive tosset af at leve helt isoleret fra andre.

Vi har brug for at møde andre, se dem i øjnene, hilse på dem, snakke med dem. Og vi har brug for at elske andre end bare os selv – vi har brug for at elske hinanden.

Når man elsker et andet menneske, så sker det ofte helt af sig selv. Vi elsker dem, ikke fordi de er dygtige til et eller andet, eller fordi de er smukke – faktisk så elsker vi hinanden, fordi vi er dem, vi er. Forældre elsker deres børn – bare fordi, de er, dem de er. Og børn elsker også deres forældre. Også selvom forældrene er pinlige, så elsker man dem.

Når man taler om Gud, så kalder man tit Gud for ”vores far”. Han er jo ikke vores biologiske far, og vi kunne også have kaldt ham for mor. Men vi kalder ham nu engang for far. For han er som en slags forældre for os. Han elsker os, bare fordi vi er dem, vi er. Han elsker, ikke fordi vi er vildt dygtige til et eller andet, eller fordi vi er super smukke, nej, Han elsker os bare. Og selv når vi synes, at det med Gud, kan være pinligt, så elsker han os. Elsker os, når vi hader ham. Elsker os, når vi afviser ham. Elsker os, når vi tvivler på ham. Han elsker os, og det har han lovet at ville gøre.

Da I blev døbt med tre håndfulde vand på jeres hoved – da vendte vi jer ikke med ansigtet ned mod vandet, så I kunne finde jeres eget spejlbillede. Nej, når man døber små børn vender man dem med ansigtet opad – op mod de mennesker, der står omkring dem, så man kan se hinanden. Og der, mens man ser på hinanden, lover Gud os, at han vil være med os alle dage indtil verdens ende. Han er med os altid. Og derfor kalder vi ham for vores far. Han vil have, at vi skal se på hinanden, så vi husker på, at vi ikke er alene her i verden.

Når vi bliver velsignet i kirken, så hører vi de her ord: ”Herren velsigne dig og bevar dig. Herre lade sig ansigt lyser over dig og være dig nådig. Herren løfte sig ansigt mod dig og give dig fred.”

Herren løfte sig ansigt mod dig. Det betyder, at Han ser på dig – han ser dig, så du kan vide, at der ikke bare er mennesker omkring dig, men at Gud også er med dig.

Kirken er det sted, vi kan komme hen, når hverdagen bliver travl, når der bliver hevet i os fra alle sider, når vi er kede af det og trætte, når vi er opgivende. Det er også det sted, vi kommer hen, når vi er glade og spændte. Når børn bliver døbt og man bliver gift. Og så er det, det sted, man tager hen, når man skal konfirmeres. Og da kan jeg love jer for, at der er spænding og glæde i luften.

Men vigtigst af alt, så kommer man herhen for en ting, nemlig, at blive mindet om, at Gud er vores far, og at han elsker os. Gud siger: ”Luk dig op” til vores hjerter, når vi kommer til at lukke os om os selv som Narcissis gjorde det.

I videoen så I, at der var et hjerte, der blev givet videre fra den ene til den anden. Sådan er det at leve med hinanden og kærligheden. Livet er sjovere, når vi bruger tiden på at være der for andre, end når vi bruger den på at kræve vores ret. Så sørg for, at vi kan øje på hinanden. Luk dig op, luk dit hjerte op – og luk andre mennesker ind.

Da vil I opdage, at Gud hele tiden har været hos jer og hvisket til jer: Jeg elsker dig, luk dit hjerte op, og giv det videre.

Amen

Teksten: Bemærk at evangeliet til denne søndag er hentet fra 1 tekstrække 

Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis. Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham. Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: »Effatha!« – det betyder: »Luk dig op!« Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det. Og de var overvældede af forundring og sagde: »Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.« Mark 7,31-37

7. søndag efter trinitatis 2012

I dag er det et år siden, at en mand skød og dræbte 68 mennesker på Utøya. Det rystede os alle. Og det skræmte os, at han havde unge mennesker som målet.

Jeg husker præcis, hvor jeg var, og hvad jeg lavede, da jeg fik nyheden om massakren. Jeg husker vantroen og den sorg, jeg med det samme følte, også selvom jeg hverken har familie eller venner, der var involveret.

Og så husker jeg søndagen. Jeg afholdt gudstjenesten den søndag, og husker stemningen. Den tunge stemning, det er, at vide, at lige nu får den ene familie efter den anden at vide, at deres barn ikke overlevede.

Og så husker jeg prædikenteksten. Peter, der har forsøgt at fange fisk hele natten uden held, og Jesus, der kommer til ham, og siger: prøv igen. Det gør han, trods træthed. Og det forunderlige sker, at nettet fyldes af fisk. Fortællingen gav mening i en tid, hvor mange havde lyst til at give op, smide håndklædet i ringe og lade sig overmande af vrede og hævnlyst. At vi igen skulle smide vores net ud, i naiv tillid til, at der var mere at få, hvor alt så øde ud. At der er glæde at finde, hvor sorgen er stor.

Og ja, jeg kunne have nævnt så mange andre tragedier, som i denne tid synes at stå i kø i nyhedsstrømmen. Meningsløse dødsfald, bestialske handlinger mod uskyldige mennesker og en natur, der lige nu synes at kæmpe mod os.

Og nu er der allerede gået et år siden den dag, hvor skrig fyldt luften over en norsk ø. Og nogle mindes det stadigvæk, hvor andre allerede er blevet trætte af at høre om det.

Tiden arbejder ikke altid med os, men kan synes, at arbejde mod os, når den får os til at glemme tragedier. Får os til at sige til hinanden ” nu skal vi også begynde at tale om noget andet” eller ”Nej, nu har vi set nok fra den retssag i Norge.” Tiden kan få talen om tragedier til at kede os. Og da er det ikke bare tragedien, vi underkender, men også glæden ved livet.

For da bliver tragedier til ren underholdning. Og underholdning forlanger at blive fornyet, så den kan bevare sin tilskuers interesse. Falckredderen har ofte større problemer med folk, der stimler sammen for at kigge på, end de har med at redde liv. Virkeligheden er blevet en tv-skærm, hvor vi kræver en ret til, ublu, at se på, mens vi både kan kommentere og pille næse. I en artikel af Lasse Vöge (http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE28384/hvad-glor-vi-paa/) kalder han det for ”kollektiv opstemmende begær efter virkelighed”. Tragedien er blevet underholdning, der skaber sammenhold, og det samme sker da også for glæden. Glæden er blevet det, vi kræver.

Hvor ofte hører vi ikke om mennesker, der søger et liv, hvor der kun er lykke og glæde. Og de søger det aktivt gennem kurser, målsætninger og handlinger. De gør hvad de kan for at undgå smerte og lidelse. Og måske der i deres baghoveder er en stemme, der bilder dem ind, at de er mislykkede mennesker, hvis ikke de hele tiden er glade og tilfredse. Som om selve utilfredsheden eller smerten ved livet, er bevis på en fiasko. Da bliver glæden på lige fod med en tragedie en handelsvare, vi kan få fingrene i, bruge af og få stillet et behov.

Men kunne det tænkes, at tragedien ikke er sat i verden til vores underholdning, og kunne det tænkes at glæden er mere en et bevis på vores succes i livet?

Kan vi tænke anderledes om både tragedien og glæden, uden at ende der, hvor vi siger, at lidelsen er til, for at vi bedre kan forstå glæden. Hvis man gør dem afhængige af hinanden på den måde, da forfladiger vi både tragedien og glæden.

De er ikke afhængige, men de er derimod begge en del af et liv. Vi oplever både sorger og glæder i livet, men i hvilket mål, vi får det, ved vi ikke. Og derfor kan også bliver slået af den største følelse af uretfærdighed, når ulykker rammer den uskyldige. Ulykken rammer altid netop som: en ulykke. Som noget uventet og uvelkomment.

I dagens evangelium hører vi om, at ikke en eneste spurv falder til jorden uden jeres far. Altså ikke et eneste væsen dør, uden Gud.

Der er blevet tolket på dette sted i mange retninger i tidens løb. Og ofte hører man, at en spurv ikke falder til jorden uden, at det ikke også er Guds vilje.

Problemet med den måde, at læse det på er, at det lyder til, at Gud har en vilje med ulykken. Og da ligger det besnærende nært at lave den slutning, at hvis Gud har en vilje med ulykken, må jeg have fortjent det, der rammer mig. Gud hævner sig på mig, fordi jeg laver fejl. Pludselig bliver livets uforudsigelse sving vores egen skyld. Vi tager en skyld på os, for noget, vi ikke har magt over. Det er et stort ansvar at tage, og slet ikke vores. Vi kan ikke læse Guds vilje ud af det ulykkelige, der hænder os – ud af de tragedier, der rammer. Tragedier sker på trods af Guds vilje med os. På trods! Hvorfor ulykker så sker, ved vi ikke. Det meningsløse er jo netop i sin natur: meningsløst. Der er ingen mening med ulykker, og hvorfor det rammer netop dem, de rammer.

Stedet kan altså tolkes på en anden måde. For der i dag hører vi også Jesus sige, at en discipel ikke står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sig herre. Han taler ikke her om rang, men derimod om skæbnefællesskab. Vi er sat i samme liv med samme vilkår. Gud er steget ned fra himlen for at være sammen med os her på jorden. Og læser man det på denne måde, at Gud har sat sig selv ind i livet, sammen med os, da falder de to spurve til jorden, ikke fordi Gud ønsker, at de skal dø, men i faldet er Gud med dem. Og er Gud klar over to små spurves fald mod jorden, da hvor meget mere så ikke os mennesker, som han har skabt i sit eget billede? Selv antallet af hår på vores hoved, kender han.

Og da bliver de ord, der gentages i dag: Frygt ikke – til en forvisning om, at vi ikke er alene. Frygt ikke, siger Jesus til. Frygt ikke.

Og det giver os derimod et ansvar, vi kan bære. For livet handler ikke om, at tage en skyld på os, der ikke er vores. Det handler om, at vi bliver sat frie til at leve vores liv, fordi vi ved, at Gud er med os.

Gud er ikke bare en dukkefører, der sidder i sin himmel og bestemmer over os. Nej, han kommer helt herned, og går lige ved siden af os i vort liv. Og når det uretfærdige sker, når ulykken rammer og vi råber til himlen i afmagt og smerte, da råber han med os. Skriger sine lunger ud af smerte sammen med os.

Hjælper det noget, ville nogle spørge? Har I tænkt over, at når man han problemer, så er det værste de mennesker, der vader ind i dem, og fortæller os, at vi ”da bare lige skal gøre sådan og sådan”. Det hjælper intet. Men det menneske, der tør gå ind sammen med os til problemets kerne og tør udholde vores tvivl, smerte og sorg, giver langt større lindring. Det er hvad Gud gør hele tiden med os. Han forlader ikke vores side, men er med fra evighed til evighed. Han sørger for vores udgang til livet, og han er der, når vi skal gennem indgangen til himlen.

Og da er det, at han kan sige: ”Frygt ikke. Jeg er med dig hele vejen, også de steder, hvor andre giver op, eller dine egen kræfter slipper op – da er jeg med dig. Gennem sorgen og gennem tragedien – gennem livet og gennem døden, da er jeg lige her.”

Gud er med os ene og alene, fordi vi er til. Her bliver glæden til mere end tragediens modsætning.

Eller som Axel Juel formulerer det:

Dejligst af alle glæder

er glæden for slet ingen ting.

Ikke for noget, du kan eller vil,

glæden for intet og glæden for alt,

glæden: fordi du er til.



Teksten:
Jesus sagde: »En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk! Frygt derfor ikke for dem. For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene. Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.«Matt 10,24-31

6. søndag efter trinitatis 2012

Jeg var for et par år siden til festival. Men ikke en som vi ser det på Roskilde eller i Skanderborg. Nej, jeg var til Hidu festival i Indien. Nærmere betegnet Kumb Mehla i Haridwar, der ligger ved Gangesflodens bred.

Festivalen finder kun sted hver 12. år, og er derfor et tilløbsstykke. Hinduer fra hele rejser tusindvis af kilometer så de kan deltage i denne festival. Flere af dem, har sparet sammen i årevis for at få råd til rejsen.

Legenden fortæller, at der i mytologisk tid skulle være spildt en udødelig væske – en nektar – ned i floden, da nogle af guderne skændtes.

Tanken er nu, at der ved særlige gunstige tider, hvor sol og måne står korrekt, da kan man som pilgrim bade i Ganges ved solopgang, og der får vaske alle sine tidligere synder af – og ikke bare dem fra dette liv. Hinduer tror, at vi har en uendelig mængde af liv, vi skal befries fra, men synderne holder os fast. Ved at vaske sig en solopgangsmorgen i den smukke flod, kan man vaske sig ren.

Kumb Mehla tiltrækker ikke bare pilgrimme, men også de hellige mænd, Indien har så mange af. Det er mænd, der på et tidspunkt i deres liv, har forladt alt de ejer, for at leve fra hånden til munden – enten af det, de kan finde i naturen, eller af gaver fra tilbedere.

Der er forskellige stadier af hellige mænd. Nogle holder med at indtage fast føde, og skulle efter sigende have levet udelukkende af te og mælk i flere årtier. Andre er mere ekstreme og nøjes ikke med blot at forlade hus og hjem – nej, de forlader også det tøj de har på. Og således vandrer de i deres Adam-kostume – så nøgne som de er kommet ind i verden – rundt i landskabet. De gnider asken af brændte ko efterladenskaber ind i deres hud og står med deres grå-hvide hud i skarp kontrast til de mørke indere. Naga Babas bliver de kaldt.

Men de mest ekstreme er dem, der udsætter sig selv for tortur. Således mødte jeg i Indien en mand, der for flere årtier siden havde hævet sin venstre arm i vejret, og havde holdt den der. Hans muskler stivnede, og nu kan det slet ikke lade sig gøre for ham, at få armen ned. Han må resten af sit liv gå med en arm hævet, som et bevis og et symbol på den ufattelige udholdenhed og kontrol han har, over sit eget liv.

Dagens evangelium kan klinge med som et ekko af dette nutidige fænomen – nemlig den totale, karikerede og ekstreme måde at leve et liv på. Sælg alt du ejer, siger Jesus til den rige, unge mand. Men du skal ikke nøjes med at sælge det – og skille dig af med det. Nej, du skal også give det, du tjener på det, til de fattige.

Overvej lige, hvor meget I har liggende i øverste køkkenskuffe derhjemme. Det er bare EN skuffe i et køkken. Tænk så på, hvad der ligger i de andre skuffer, i jeres gemmer, i garderobeskabe og reoler og i kælderen. Kan I sælge det? Hvis svaret er ja, så siger Jesus, IKKE at du blot skal sælge det, du kan undvære. Han siger faktisk sælg ALT, du ejer. Altså også arvesmykket fra din tante, modelflyet, du byggede som barn, vielsesringen du bærer efter din elskede døde, bogsamlingen, kolonihaven og sågar din hårbørste. Sælg alt du ejer. Det er ikke så lidt.

Og når det er solgt, skal du ikke købe nyt, men give overskuddet til en fattig. Måske en hjemløs, der hænger ud ved Klostertorv eller måske en, du kender, der lige har mistet sit job, og står med håret og humøret i postkassen.

Kan du det?

Ok, jeg vil gerne ligge hovedet på blokken – for det kan jeg altså ikke. Jeg vil gerne sælge det, jeg tror, jeg kan leve uden, men at sælge ALT jeg ejer – det kan jeg ikke.

Og dog – hvis jeg nu med sikkerhed vidste, at dommedag var nær, og at det ville sikre mig en plads i Himlen, ja, skal I se mig sætte et skilt med Loppemarkedsalg op.

Men nu ved jeg jo ikke, hvornår dommedag kommer. Og virker det ikke også, nu vi tænker over det, lidt nemt, at man kan købe ”en billet til forestillingen” (altså en billet til himlen) ved at sælge sine ting?

Og jeg har jo ikke lyst til at begynde at sælge ud af mine ting. Må jeg som manden, der møder Jesus gå skuffet derfra?

Der er i den tid, vi lever, i høj grad en søgen efter en mening med livet. Livet skal være meningsfyldt – det man laver, skal være meningsfyldt. Og helst skal både arbejde, privatliv og hobbyer går op i en højere enhed. Være en slags statement over den succes, man gerne vil have livet er – man gerne selv vil være måske. Men der er også i høj grad en søgen efter en åndelig mening – en spirituel mening. Mindfulness og meditation er blevet ord, der bruges også på arbejdspladser. Holismen noget de kommende sygeplejere bliver undervist i.

Det er gået op for os, at vi mennesker er både krop og sjæl – at vi er ydre og indre. Og det er ikke nok at have styr på det ydre. Vi kan ikke nøjes med det ydre – nøjes med at have støvsuget eller at have betalt vores regninger. Vi kan heller ikke nøjes med at gøre syge raske. Vi er helheder. Vi er både ydre og indre.

Vi kan ikke nøjes med at have støvsuget, hvis vi har vendt os bort fra en, der bad om vores hjælp.

Vi kan ikke nøjes med at have betalt vores regninger, hvis vi har spredt nedbrydende rygter om et andet menneske.

Vi kan ikke nøjes med at helbrede den syge, hvis den syge er gået i stykker i sit hjerte.

Vi må have helheden med. Men hvordan?

Pilgrimmene i Indien forlader alt det, de ejer, for derefter i ekstremerne at søge åndelig mening.

Er det det Gud vil have af os? Ekstremer?

Og vi får svaret. For vi stræber – vi vil så gerne have at vide, hvad vi skal gøre, for at det hele giver mening. Vi har i os alle sammen en længsel i os efter meningen. Læg mærke til hvordan det selvmordstruede jo netop står et sted, hvor meningen med livet er forsvundet. Vi lever fordi livet giver mening for os. Det er meningsfyldt.

Her taler jeg ikke om den dybe, forkromede universelle mening med livet, for den kender jeg ikke, andet end, at Gud skaber verden og ser den er god. Her taler jeg tværtimod om en meningsfyldt tilværelse.

Og den søger vi alle sammen – alle.

Og således også den unge mand i dagens evangelium. Han har gjort alt det, der er blevet bedt af ham – overholdt loven. Og nu kommer han til Jesus, for at høre, hvad han nu mangler på sin tjekliste. Manden har alt det ydre med – alt det, der er nemt. Nemlig loven. At overholde en lov er nemt nok, hvis gevinsten er tilpas stor – eller frygten tilpas overmandende. Da gør vi gerne, som vi får besked på.

Hvis I kender filmen ”The Wave”, vil man her finde et godt eksempel på, hvad der sker, når grupper følger ordrer. Ordrer, der bliver en lovreligion for dem – der gør dem bedre end andre, netop fordi de netop følger loven. Filmen, der i øvrigt er sandfærdig, handler om et High School projekt i USA, hvor en lærer laver en bevægelse for i virkeligheden at lære sine elever om nazismens totalitære regime, og de kræfter der ligger bag, når fornuftige og rationelle mennesker falder for ideer, der nedbryder enhver form for civilisation og menneskelighed, så får at vide hvad ekstrem lov overholdelse kan munde ud i. Og det viser sig, at elverne hurtigt tager hans slogans til sig: Strength through discipline, community and action. Altså styrke gennem disciplin, sammenhold og handling. De fik en masse love, de kunne holde, og det ender, som sådanne regimer ender, med vold. De troede, de var bedre end andre. Dem der var uenige med dem, skulle holde mund, om det så, krævede voldelige handlinger. Filmen ender med at den lærer, der skabte forsøget, viser dem en film om 2. verdenskrigs manipulation af en hel befolkningsgruppe. Og da går det op for eleverne, hvad de har været udsat for, og hvor nemt de lod sig rive med.

Det er et ekstremt eksempel på ekstrem lov overholdelse. Gud ønsker ikke af os, at vi skal være ekstreme. Vi skal ikke med Bibelen i hånden, banke andre oveni hovedet, fordi vi selv mener, at have overholdt det, Gud siger, vi skal overholde. Det er at gøre vold på sin selv, sine medmennesker og sidste instans er det blasfemisk overfor Guds kærlighed til os.

Han ønsker sig ikke andet end os. Som dem vi er – både det ydre og det indre. Og sidder du nu og tænker, at det ikke kan passe, for der er noget i dit liv, som Gud helt sikkert ikke vil have med at gøre – så er forkyndelsen – det gode budskab – at Gud vil have HELE dig. Både dit ydre, og det indre, du ikke kan lide. Gud vil have DIG.

Det frigørende, åndefyldte, græsgrønne, sprudlende budskab er, at Gud holder af dig som du er.

Det vi ikke kan – det kan Gud. For ham er det umulige mulige – nemlig, at Guds rige også bliver givet til det menneske, der mindst af alt fortjener det. For man kan ikke tjene sig vej ind i Himlen. Gud er ikke i forhandling med os om vores sjæle. Vi kan ikke tjene duksepoint hos ham. Det handler tværtimod om, at vi skal turde stole på, at Guds kærlighed også gælder dig. Kun Gud kan give os vejen til sit rige – og den giver han os. Det har han allerede gjort. For Gud er alt muligt.

Det er der mening i. Det er der kærlighed i. Det er der muligheder i.

Gud holder af os som vi er.




Teksten:

Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: »Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« Han svarede ham: »Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!« Han spurgte: »Hvilke?« Jesus svarede: »›Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor!‹ og: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹« Den unge mand sagde: »Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?« Jesus sagde til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!« Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende. Og Jesus sagde til sine disciple: »Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.« Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdede og sagde: »Hvem kan så blive frelst?« Jesus så på dem og svarede: »For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.« Matt 19,16-26

4. søndag efter trinitatis 2012

”Den der vil være venner med alle, har ingen venner”

Dette lille ordsprog findes på mange køleskabsmagneter, skrevet på mange offentlige toiletter og sagt til mange mennesker, der forfejlet har forsøgt at gøre alle omkring sig tilpas.

Eller sagt med andre ord, du skal ikke forsøge at gøre dig til alles ven, da det ikke kan lade sig gøre. Men betyder det så omvendt, at man skal sikre sig et par fjender, for derved også at sikre sig sine venner?

”Ingen går gennem livet uden venner og fjender”

Også denne hverdagspoesi kender vi. Det er en erkendelse af, at du ikke kan leve dit liv uden at opleve både venner og fjender. Men at erkende, at det er en del af et liv, er ikke det samme som, at vi bryder os om det.

Nogle fjendebilleder skræmmer os. I en terrorbevidst tid, kan en fjende springe frem som en trold af en æske, når vi mindst venter det. Og altid det sted, vi mindst regner med det. Vi gyser ved tanken om mænd som Anders Breivik, der på kort tid ikke bare forandrede livet for så mange familier, der nu må leve med savnet af deres unge, men som også forandrede en helt nations identitet.

Men fjender kan også give os en følelse af sammenhold. Tænk bare på nytårsaften, hvor pigekoret med smil på læben og et ungdommeligt glimt i øjet synger: ”Hans værge hamrede så fast, at gotens hjælm og hjerne brast”. At der bliver sunget om flydende hjernemasse forbigår de flestes opmærksomhed, fordi vi taler om fjenden. Vi holder sammen mod en fjende, og det giver os en følelse af sammenhold.

Vi er sammen om hadet til fjenden. Fjenden bliver objekt for vores trang til hævn, et mål for et had og en vej til at opnå en følelse af retfærdighed. For faktum er, at man jo altid vil føle at fjenden tager fejl, og man selv har ret. Og at besejre en fjende, vil derfor altid være det mest retfærdige.

At fjenden så tænker det sammen, kan i den sammenhæng forekomme mindre væsentligt.

Vi holder sammen om fjenden. Mange venskaber og alliancer kan have det tilfælles, at de kan blive enige med hinanden om, at de andre er nogle idioter. Kan man ikke blive enig om andet, kan man da blive enig der.

Men en fjende kan også være den personlige fjende. En du kender, en der måske er gået dig for nært, en der har såret dig, skubbet dig ud – eller fået dig til at føle dig lille og ved siden af. En som du bare må gøre til fjende, fordi det ellers gør for ondt at tænke på.

Men også nærhed, kan nemt blive distance. Man ser, at de mest nære venskaber og det mest kærlige ægteskab kan forandres til en slagmark. Og man spørger sig selv, hvor kærligheden er blevet af? Blev den slidt op – var der kun et vist mål, og brugte de af den for hurtigt? På sidelinjen undres man over, hvordan to mennesker kan ende der.

Men det er ikke et moderne udslag af tiden. Det er desværre noget, vi finder mange steder. Bibelen, og især Gammel Testamente, er fyldt med fortællinger om fjendebilleder.

Tænk bare på Kain og Abel. Man er ikke nået ret meget mere end få sider ind i Biblen før vi har det første mord – og tilmed et brodermord.

Kain bliver optændt af jalousi fordi Gud tilsyneladende tager i mod broderens offer og ikke hans egne. En jalousi, der munder ud i had og til slut mord.

Eller lignelsen om den fortabte søn. Den ene søn, der bruger hele sin arv på sjov og ballade, og derefter vender hjem med hatten i hånden, ydmygelsen på ryggen og stoltheden solgt, for derved forhåbentligt, om ikke andet, så at kunne arbejde som tjener for sin far. Men faren tager med åbne arme mod sin hjemvendte søn og giver ham den største fest; mens den ældste søn – den søn, der blev hjemme, opførte sig som han skulle, var pligtopfyldende og ordentligt, ingen fest får. Optændt af harme og følelsen af at være forbigået, går han til sin far og påpeger uretfærdigheden. Han kunne ikke unde sin bror en fest, fordi han følte den tilkom ham.

Mennesker, der har al mulig grund til at holde sammen, ender med at misunde hinanden, og blive fjender.

Ja, tænk bare på hvordan det kan udfolde sig, når søskende skal dele boet efter deres forældre. Hvordan slåskampen om et bestemt smykke eller et maleri, kan splitte hele familier fra hinanden i en sådan grad, at de aldrig bliver forsonet.

Jo, fjender kender vi til. Og så siger Jesus, at vi skal elske vores fjender og bede for dem, der forfølger os.

Vi skal elske dem, vi hader, og bede for dem, der gør vores verden utryg.

Det kan synes som en umulighed, og ofte er det umulige i det netop blevet påpeget. Vi har da i høj grad brug for nåden – tilgivelsen, når vi igen og igen fejler i kærligheden til fjenden. Men at vente på nåden, må ikke blive vores undskyldning for at vente på livet – og vente på at forsøge, at gøre det, som Jesus fortæller os. Nåden – tilgivelsen – må ikke blive sovepuden i livet. Nåden må ikke gøre os ligeglade eller dovne i forhold til hinanden.

Luther sagde, at havde man troen, så ville gode gerninger komme automatisk. Det har han ret i, og ingen har troen hele tiden i den grad, der et helt liv igennem gør netop det muligt. Så vi har brug for at gentage Jesu ord for hinanden, minde hinanden om, at det at leve sammen også er et ansvar. Et ansvar overfor næstens ve og vel i det omfang vi magter det. Og magter vi det ikke, hvilket vi ikke altid gør, da er det, at dommen over os, er nådens dom. Frikendelsen i kærlighed – som en far, der ser sin yngste søn kommer gående hjem, og breder sine arme ud for at omfavne ham.

Jesus siger, at vi skal elske vores fjender. Vi skal elske der, hvor det er sværest at elske. Og her er kærligheden ikke den forelskelse eller følelse vi får af at se på et barn, der tales om, men en kærlighed der har sine rødder i handlingen. En kærlighed, vi skal vise hinanden ene og alene, fordi vi står foran et menneske som os selv.

Og faktisk så kan vi godt lide historier om mennesker, der trods al mulig grund til at hade en fjende, faktisk formår at tilgive denne. Vi hører om det i Sydafrika, hvor forsoningsarbejdet mellem sorte og hvide, gør at tidligere fjender nu mødes som venner. Vi hører om det, når voldsofre møder deres gerningsmand, og ender med at tilgive. Vi vil gerne høre, at det kan lade sig gøre – vi længes måske ligefrem efter sådanne historier, fordi de gør verden smukkere, og giver os et håb om, at fjendskaber kan overvindes af tilgivelsen.

Og er det ikke netop det, som Jesus siger, vi skal? At vi skal insisterer på at elske, selv der hvor kærligheden kan være svær at vise.

Hvis man opgiver at forsøge at elske sine fjender, blot fordi det er svært, er det så ikke netop selve kærlighedens magt vi tvivler på? Vi skal fastholde den mulighed, der ligger i kærligheden, også når vi ikke selv magter det.

Gud lader sin sol ramme retfærdige og uretfædige – vi skal ikke gøre hinanden til fjender, eller sidde med vores retfærdigheds sans og gøre bestialske handlinger legale, fordi de sker mod vores fjende. Og aldrig må en religion tages som gidsel i en kamp mod en fjende. Kristendom skal være den målestok, du bruger til at kunne påpege, når den svages ret, bliver krænket; men det må ikke være kristendommen du tager med i hånden på slagmarken. For kristendommen laver ikke fjendebilleder, eller holder med en bestemt side. Kristendommen er troen på, at fjendebilleder skal smuldre væk, så vi til sidst kun ser hinanden som medmennesker. Når Jesus siger, vi skal elske vores fjender, så skal vi overfor ethvert medmenneske insisterer på, at ville se menneskeligheden. Ikke en af os er mere elsket af Gud end den anden – vi er alle hans børn om vi så er broderen, der aldrig har veget fra hans siden, broderen, der ødslede formuen bort eller sågar broderen, der slog ihjel. Og det kan Gud gøre, fordi han ser mennesket først – ikke handlingen. Jesus siger, vi skal elske vores fjender.

Så, se på dig liv, hvor er din fjende. Se på den fjende, hvor er mennesket. Se på det menneske og elsk det.






Teksten:

Jesus sagde: »I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!« Matt 5,43-48

2. søndag efter trinitatis 2012

Da jeg var barn tog min far mig ofte med ind på Naturhistorisk museum i Universitetsparken. Det var et legeland for en nysgerrig lille pige, og især husker jeg en udstilling om DNA. Man havde lavet kæmpe overdimensionerede DNA tråde, så tilskueren kunne se, hvordan det, der mest lignede en musetrappe, snoede sig rundt om sig selv. DNA’et var til udstillingen bygget af klodser for at illustrere, at det er DNA, der afgør, hvilke klodser, der bygger os som mennesker. Det er både opskriften på og manualen til et menneske. Har man fejl på sit DNA kan man blive født med alle mulige slags sygdomme, eller fysiske skader. DNA’et bestemmer os.

Det står skrevet i dine gener.

Udtrykket: ”Vand er tykkere end blod” får en ny og styrket betydning, for ikke bare kan man nu mene, at man følelsesmæssigt er mere bundet af blodet end vandet; men selve blodet er medstemmende for, hvem du bliver som menneske.

I disse år er der mere fokus på det end nogensinde. Ikke bare indenfor videnskaben, men også videnskabsjournalister skriver om deres gener i bøger, man kan købe på hylderne i DSB kiosker. Der bliver talt om stamceller og forskning. Kvinder overvejer at få fjernet deres bryster, fordi chancen for at udvikle brystkræft står skrevet i deres gener. Forældre fravælger børn, fordi chancen for at få et barn med en skade står skrevet i deres gener. Du kan få et kort bestilt på nettet over dine fremtidige sygdomme, fordi de står skrevet i dine gener. Du er afsløret allerede inden du var klar over, at der var noget, der skulle afsløres. Dit liv er allerede lagt ud foran dig, inden du er kommet i gang. Og nogle af os kan lige så godt give op på forhånd, fordi chancen for at det går som det skal, og man dør gammel og mæt af dage i en seng, er forsvindende lille.

Det står skrevet i dine gener.

Og midt i al denne afsløring, afdækning, opremsning og opstandelse over gener, står et menneske tilbage, der forsøger at følge med. Og forsøger at forstå, at det liv, der før var fyldt med håb, drømme og fremtid, på blot en strimmel papir efter en tur i laboratorium lige så godt kan opgive med det samme.

Det står skrevet i dine gener.

Men det er jo ikke generne, der er problemet – eller generne, der skal udråbes til de store skurke. Generne er der, og ja, de giver os nogle sandsynligheder i livet for den ene eller den anden mere eller mindre livsfarlige sygdom. Men helt ærligt, så kan en tur på cykel også koste dig livet. Og det står IKKE skrevet i generne.

Det står ikke skrevet i generne, at vi skal leve et liv, der netop ikke er afhængig af vores indre sammensætning, men hvor vi er afhængige af hinanden.

Det står ikke skrevet i generne, hvem du forelsker dig i, hvem der knuser dit hjerte. Det står ikke skrevet i generne hvilken uddannelse du tager og hvad du kommer til at arbejde med. Og det står ikke skrevet i generne, hvilke glæder og sorger, der kommer til at præge dit liv.

Der er ingen grund til at opgive med det samme, fordi det står skrevet i dine gener. Der er ingen grund til at tro, at fremtiden allerede er levet, fordi det står skrevet i dine gener.

Der er al mulig grund til leve, fordi Gud har skrevet på dit hjerte. Gud har allerede begyndt noget i dig. Og det står ikke skrevet i dine gener. I dåben skriver Gud sit navn på barnets hjerte, og vi tegner et kors over ansigtet og brystet – et kors over hjerne og hjerte. Et kors, der vidner om, at Gud har blæst sin livsånde ind i det lille menneske og dermed også sin egen ånd. At det lille barn, der ligger der, nu har fået en ny fortælling skrevet på sig – en fortælling, der taler om, at trods livet og på grund af livet, så er Gud med det. Gud er med det barn med sin endeløse kærlighed, sin endeløse tålmodighed og tilgivelse.

Men hvad nu med evangeliet til i dag?

Dagen i dag bliver ofte kaldet for trinitatistidens langfredag. Evangeliet er hårdt og lige på. Der bliver talt om, at man skal hade sin familie, ja endog sit eget liv, hvis man vil følge Jesus. Og der står skrevet, at den kloge mand inden kamp og inden han bygger et tårn, skal beregne om, det overhovedet kan lade sig gøre. Ser man på det gennem sit genoms smukke briller, så vil det straks give mening, for den familie – de forældre, der har videregivet et uhensigtsmæssigt gen, har man grund til at være vred på. Og man bør også lave beregninger på sit liv inden, man går i gang med det, om det procentvis giver mening at leve det.

Men det giver netop ikke mening, at forsøge at beregne sit liv, eller at se på sit liv gennem økonomens øjne. Vi kan ikke tale om vores liv som om det er noget, vi kan regne os ud af. Vi må ikke tale om vores liv som om det ikke var andet end penge i banken, vi kan hæve og trække på. Livet er ikke en forretning. Livet er ikke en udregnet sandsynlighed.

Livet er dit.

Ser man på evangeliet gennem menneskeøjne, gennem sin kærligheds smukke briller, da giver det straks mening. For kærligheden kræver dig. I oversættelsen står der nu, at man skal hade sine forældre. Men ordet kan også oversættes med, at man skal bryde op eller opgive. Hvorfor skal man opgive sin familie? Ikke af vrede over gener, men opgive for at kunne udvide, fordi vi skal indse, at familie er mere end gener. Vi er med i en større familie end gener og slægtsforskningen kan finde frem til. Vi er med i Guds familie.

Det er tydeligt i dåben. I dåben bliver barnet løftet ind i en større sammenhæng, nemlig ind i menigheden og Guds sammenhæng. Vi siger, at barnet nu tilhører den korsfæstede Herre Jesus Kristus. Barnet er ikke kun forældrenes, men også Guds barn.

Og det Guds barn rejser vi os for, som der også har været en menighed, der har rejst sig for os, da vi blev døbt. Stået op for enhver, fordi der er mere at sige om enhver af os end det liv, man kan beregne sig frem til. Fordi der til vores livsfortælling lægger sig Guds fortælling om os mennesker; nemlig vi alle er en del af Guds børneflok – at han er vores familie.

Og når vi om lidt går til nadver, så får vi lidt af Jesu Kristi legeme og blod, siger vi. Symbolet er, at vi indtager hans blod – vi bliver blodsbeslægtede med Gud selv.

Og derved, gennem dåben og nadveren, begynder han sin kærligheds gerning i os. Og derfor beder vi også efter nadveren, om han vil fuldende hvad han har begyndt i os. Styrke vor tro, grundfæste vort håb og gøre den indbyrdes kærlighed levende i blandt os.




Teksten:

Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!« Luk 14,25-35

Trinitatis søndag 2012

Slutningen bliver begyndelsen. Evangeliet til i dag er fra slutningen på Matthæusevangeliet, og samtidig er det begyndelsen på Trinitatistiden. Tiden der strækker sig over sommeren og gennem efteråret, for at finde sin afslutning lige før advent.

Trinitatissøndag, som det er i dag, er selv slutningen på tiden efter påske, hvor Jesus døde, opstod, steg til Himmels og sendte Helligånden til verden – og samtidig markerer Trinitatissøndag begyndelsen på tiden efter Guds indgriben i verden.

Der hvor det ene slutter, begynder noget nyt. I tiden lige efter Jesus var steget til Himmels, troede mange på, at Jesus snart ville komme igen, og at det ville ske i deres levetid. Da de så døde troede generationen efter dem, at tiden da snart måtte være inde. Paulus troede også, at endetiden var nær – og derfor rådede han også folk til at lade være med at indgå ægteskaber, for hvad nytte ville det være til? Til alles held fulgte man ikke hans råd, for det viste sig, at det heller ikke var tiden, hvor Jesus skulle komme igen.

Og nu er der gået 2000 år, og han er endnu ikke kommet igen. Han er blevet spået at skulle være lige på trapperne mange gange, men hver gang har det vist sig, at det ikke var nu.

Der findes en kortfilm, hvor instruktør Ander Thomas Jensen leger med tanken om, at Jesus vender tilbage. Søren Østergaard spiller Jesus. Filmen hedder ”Ernest og lyset.”

I den film bliver Jesus samlet op i en bil af Ernest, der er sælger rengøringsartikler. Og her forsøger Jesus, at overbevise Ernest om, at han er Guds egen søn. Men lige meget hjælper det. Ernest hopper ikke på den – og hvorfor skulle han også det. Ernest har alt for travlt med sit liv, sit salg af produkter og skænderier med sin kone.

Og det ender med, at en meget skuffet Jesus må vende hjem til Himlen med uforrettet sag.

Vi trækker på smilebåndet – tanken, at Jesus skulle fejle i at overbevise os om sit ophav virker absurd. Og vi glemmer, at han også for 2000 år siden mødte modstand, vantro og sågar tvivlere fra egne rækker. Og måske vore egne forventninger til Guds egen søn kommer i spil – for hvad, forventer vi egentlig af hans tilbagekomst. Har vi overhovedet nogle tanker om det?

Det er vanskeligt at forestille sig, hvad der vil ske. I slutningen af Bibelen står der i Johannes Åbenbaringen hvordan begyndelsen på Guds riget vil blive. Johannes Åbenbaringen beskriver kampe, engle, torden og uhyrer med mange hoveder.

Men faktum er, at vi ikke ved, hvad VIL ske, for Johannes åbenbaringen er, ligesom de steder i Gammel Testamente, hvor det bliver sagt, at der vil komme en mand som Jesus, ikke fyldestgørende for, hvad der reelt sker. Det er blot en afskygning af noget andet og noget mere.

Vi ved simpelthen ikke, hvordan det vil se, når Jesus kommer igen – og skulle han komme som Jesus i kortfilmen ”Ernest og lyset”, så er det heller ikke sikkert, at vi ville falde på knæ i ærefrygt – vi vil nok nærmere tvivle.

Ernest betyder jo i øvrigt alvor. Og måske er der netop en pointe i det. For at være alvor har to sider. Vi skal tage livet alvorligt, tage vores tro alvorligt, tage hinanden alvorligt, men vi må ikke tage os selv så alvorlige, at vi glemmer, at se, når Gud vil os noget.

Vi kan blive så alvorlige i vores eget liv – hængt op på alt det, vi skal, vores egen vigtighed i vores projekt, at glemmer, at se, at alvorligheden kun bliver livsgivende, når den rettes ud mod andre.

Vi har nogle gange så travlt med at være alvorlige i os selv, at vi ikke ser, hvad andre har at byde på. For vi skal lige nå det ene og det andet. Vi skal lige have gjort dit og dat. Og der er ingen i hele verden, der kan tager over for de opgaver, jeg har påtaget mig. INGEN. Og vi rynker vi panden i alvor, og glemmer at se. Og så er man måske som en Ernest, der i al sit livs alvorlighed ikke opdager, at Guds egen søn, har taget plads ved hans side i bilen en helt almindelig hverdagsaften.

Og måske er det sådan Jesus, indtil verdens ende, vil være hos os? Vi har lige haft pinse, hvor vi fejrer, at Helligånden kommer til verden efter Jesus er steget til Himmels. Det er et billede, vi bruger, til at forklare, at selvom den Jesus, disciplene kendte i kød og blod, nu ikke længere kunne være iblandt dem, så ville han aldrig forlade dem. Helligånden vil være der. Ånden fra Gud, der både er vores livsånde, vores åndedrag og det vi mærker, når vi fornemme, at her er mere på færde end normalt. Jesus/Gud/Helligånden er et og det samme – og i hvilken form han end har, så er han er midt i blandt os. Også en hverdagsaften i en bil på en øde landevej.

Vi behøver ikke vente på lys, glødende skyer, kampe, uhyrer og torden i det fjerne, før vi kan vide os sikre på, at Jesus er kommet til os.

Men det er svært. For det er nu engang sådan med os mennesker – at når vi ikke kan se, røre, føle, smage og mærke, så har vi svært ved at tro og fatte. Ja, selv Jesu egne disciple tvivlede på ham.

I evangeliet til i dag, kommer Jesu disciple til ham. Men nogle af dem tvivlede. Og ikke nok med det, så tvivlede de MIDT I TILBEDELSEN. Mens de står med ham foran sig, mens de tilbeder, da tvivler de.

Hvorfor? Fordi, det gør vi mennesker. Når vi bliver nervøse for fremtiden, når alt ser mørkt ud, når vi bliver for alvorlige, og når vi ikke forstår, hvad der sker. Så tvivler vi – så synker vi derned, hvor tvivlen er, også selvom vi er midt i en bøn. For bønnen – tilbedelsen af Gud – er samtidig vores håb om, at tvivlen vil blive gjort til skamme.

Og da svarer Jesus dem. Han lader ikke dem sidde alene med deres tvivl eller venter på, at de skal komme til ham – nej, han gør som altid gør. Han ser deres tvivl og kommer til dem. Det er HAM, der overvinder den afstand som tvivlen, og han som også kommer til os den dag i dag midt i vores tvivl, og siger:

»Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«

Han fortæller dem, hvem han er, og hvad han vil være for dem i fremtiden, og så giver ham dem en opgave.

De behøver ikke tvivle på, hvem han er eller har været. Ej heller behøver de tvivle på deres egen rolle i fremtiden. De bliver ikke glemt eller forladt.

Jesus levede så han kunne bringe jorden ind under Himlens magt. Guds riget – ikke det med basuner, torden og kamp – men det Guds rige, hvor kærligheden sejrer selv der, hvor det er mest usandsynligt; det Guds rige er begyndt i verden. Himlen er begyndt i verden.

Derfor levede Jesus for os – så han kunne gøre Himlens magt gældende også i dag. Også i hverdagen, ved middagsbordet, i skolen, i dagplejen, på lokalcenteret, til klubmøde – også der har Jesus levet for at gøre Himlens magt gældende. Han er, hvor vi er.

”Mig er givet AL magt i himlen og på jorden”, siger Jesus. Men ikke hvilken som helst magt – det er kærlighedmagten.

”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”, siger han også. Han har ikke forladt os, for i sin egen alvor, at gøre projektet færdigt. Han kan ikke gøre det færdigt uden ikke også at være MED os. For det er FOR os, han gør det. Det er for vores skyld, at han vil lade jorden kommer under Himlens kærligheds magt, og derfor kan han ikke forlade os. Han er med os til verdens ende.

Vores opgave er at fortælle hinanden om det vidunderlige, at Gud selv overvinder den afstand der er mellem Ham og os. Og selv når vi tvivler på Ham af frygt for fremtiden, af mistro til livet selv eller fordi vi igen og igen bliver slået til jorden, da kommer han til os, og nedbryder barrieren. Og siger: Mig er givet al magt i himlen og på jorden – og se, jeg er med jer alle dage indtil verden ende.




Teksten:

De elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« Matt 28,16-20

Påskedag 2012

Glædelig påske.

I disse år er der et boom i selvhjælp. Både i bogform, terapi og sågar ugebladene har fast emnet på banen. Spørgsmålet er: Hvad kan du selv gøre for at forbedre dit liv?

Jeg skal gerne indrømme, at jeg også har en selvhjælpebog eller to stående, såsom: ”Kys dit rod”, ”Travle kvinders guide til mere tid” og ”Fem gode minutter på jobbet”. De står på hylden, endnu ulæste som en påmindelse om et liv, jeg ikke lever.

Skjult i disse bøger, som sikkert flere end mig har stående, skjult i dameblades spørgeskemaer om DIT liv, og skjult i udsendelser om, hvordan man får styr på børn og økonomi, ligger en længsel.

Der er en god grund til, at det bugner med selvhjælp i disse år.

Livet er blevet et projekt, der kan løses. Du kan med andre ord enten have succes med dit liv – eller..ja, fejle. Enten lykkes det eller mislykkes. Og det kræver selvhjælp.

Hvordan er vi endt her? Det begyndte såre godt. Vi har gennem de sidste 300 år kæmpet for individets rettigheder og individets selvbestemmelse, hvilket kulminerede i menneskerettighederne, der skulle og skal sikre individets ret at tænke og tale uafhængig af regeringers og statsmagters holdninger.

Menneskerettighederne giver ikke svar på livet, men giver plads til at vi kan FINDE svaret med vores liv. Det betyder at religion også er en menneskerettighed. Vi må tro det, vi vil. Tanken er fri.

Hvis jeg skulle beskrive det land, jeg gerne vil bo i, så vil jeg beskrive det med ord, der sætter individet frit til at tænke og tale som det vil. Vi har et udgangspunkt, der tager hensyn til alle – og dermed også tager hensyn til den svage.

Men vi har fået mere med i købet. Vi er et sted, hvor individet er sat så frit, at der er risiko for, at det ender i intetheden. Det er ikke friheden, der er problemet; men det, at vi pludselig tror, at livet er vores ansvar helt alene.

Tendensen er, at vi tror nøglen til vores egen lykke findes hos os selv – i os selv. Det er jo alt godt, hvis man kan finde ud af det med livet – eller i de gode perioder; men hvad med de mennesker, der trods anstrengelser og forsøg stadigvæk ikke få det til at lykkes? Eller hvad med de perioder i ens liv, hvor intet går som det skal, selvom man lægger en masse anstrengelse i det? Hvad med de gange, hvor man rammes af ensomheden, af ulykker, af sorger eller af lavt selvværd?

Faren er, at man tager fiaskoen på sig – og bilder sig selv ind, at det er fordi man ikke gør det godt nok.

Hvis ”projekt liv” er dit ansvar, da er det også dig, der får skylden, hvis det ikke lykkes. Og det er et tungt åg at bære – et åg, der kan blive så tungt, at man bukker under for vægten. Og man ender med at miste orienteringen og fare vild i sit eget liv – alt sammen i en konstant søgen efter det gode liv.

Og det hele giver en længsel – en længsel efter mere orden på livet, mere kontrol, mere styr på tingene.

Og det gælder for alle. Der ligger en længsel, når man skal alt selv – en længsel efter at få hjælp til livet. For ingen kan klare det alene. Vi bruger med andre ord enorme mængder tid på at søge efter vores liv – lede efter det liv, vi gerne vil have. Vi søger i fjerne egne af verden, i os selv og vi søger overalt, vi mener, vi kan finde os selv.

Vi har en længsel – længsel efter mening, efter ro, efter overskuelighed, efter kontrol, efter et liv, der lykkes. Men hvornår ved vi, at vi er lykkes? Hvis vi hele tiden skal være den store, der kan klare livet selv, hvornår har vi så tid til at være den lille – den, der ikke kan alt selv, den der har brug for andres omsorg – og ikke bare giver ud af den.

Jo, vi længes – vi længes efter Gud. Vi længes efter, at livet ikke er kun er vores ansvar alene.

Og det er jo i virkeligheden løsningen på livet, hvis man overhovedet kan tale om noget sådant. For vores tids største illusion er, at vi vil have kontrol over et liv, vi ikke har magt over. Og det kommer som en konstant overraskelse for os, når livet ikke går efter vores planer, men tager sving, vi ikke har forudset. Livet sker for os – om vi så aser og maser nok så meget for at få det til at passe i en kasse. Løsningen er ikke, at du dermed skal anstrenge dig mere, søge mere og gøre mere for at få den kontrol; men derimod handler det om, at vi skal indse at ansvaret ikke er vores alene. Gud er med os alle dage indtil verdens ende. Vi har en at dele ansvaret med. Det er vores orienteringspunkt.

I en verden, der bevæger sig hastigt, og til tider uden vi kan følge med, da har vi brug for et orienteringspunkt – akkurat som kvinderne, der en tidlig morgen gik ud til Jesu grav. De har lige mistet deres hyrde, deres Mester – ham de har fulgt. Han er ikke bare død fra dem – selve måden må have siddet i kroppen på dem som en ekstra sorg. De sørger over tabet. Enhver der har prøvet at miste en man elsker ved, hvor uendelig ensom, man bliver, og hvor tom verden kan synes uden den person. Man forstår slet ikke, at andre kan fortsætte deres liv, når man selv er gået i stå.

Men denne morgen, hvor solen først lige er begyndt at få magt over natten, blev deres verden forandret for anden gang på kort tid. For de oplever et jordskælv, og ned fra Himlen stiger en engel, vælter den store sten, der står foran graven, og siger, at Jesus ikke ligger derinde mere. Kristus er stået op, og gået i forvejen til Gallilæa.

Engel siger til dem, at de skal gå efter ham – tilbage til Gallilæa.

Tilbage! Kvinderne skal ikke gå til et fremmed sted eller et nyt sted, så de kan finde Jesus. Nej, de skal gå tilbage til det sted, hvor de før har mødt ham. De skal finde vejen hjem, for det er DER, de møder den opstanden Kristus. Den Kristus, der forandrer verden. Den Kristus, der med sin kærlighed alene, slår døden til jorden. Den Kristus, der er med hvert menneske – den Kristus finder du ikke ved at søge over bjerge og gennem dale, men du finder Ham lige nu i dit liv. Der hvor du lever – i dit hjem – i din hverdag. Der hvor du er lige nu, der er Han også. Sammen med dig.

Han er her for at være sammen med os, så vi aldrig igen skal leve et sekund uden hans nærvær. Han er vores orienteringspunkt.

Det skal give os livsmod, livsglæde, livshåb – at vi ikke skal klare det her liv uden hjælp. Han er med os alle dage indtil verdens ende – fra evighed til evighed.

Glædelig påske.

Teksten:

Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. Matt 28,1-8