1. søndag i fasten 2013

Var det bare så nemt – det med fristelser. At man blot sagde klart nej, hvorefter engle ville komme og sørge for en, som vi hører, at det sker med Jesus. Var det bare så enkelt, så ville jeg leve af grøntsager og aldrig spise for meget chokolade. Var det bare så nemt, så ville jeg ikke zappe rundt på fjernsynet en hel aften uden at finde noget, og i stedet for ville jeg løbetræne. Var det bare så let, så ville jeg aldrig bruge for mange penge på mig selv og give alle mine ejendele til fattige.

Var det bare så enkelt at sige nej.

Men det er bare ikke så enkelt. Vi bliver hele tiden fristet til at gøre alt det, vi ikke sætter os for. Vi gør ofte det modsatte af, hvad vi gerne vil. Vi når ikke vores mål. Og det er vanvittigt utilfredsstillende. Faktisk er det blot brænde til bålet, der brænder for vores selvlede.

Vi vil jo helst sætte os mål og nå dem. Vi vil gerne overraskes over vores egne ressourcer og kræfter. Og ikke mindst modstå fristelsen, så det ikke er den, der styrer os, men derimod os der fravælger den.

Var det bare så nemt at sige nej.

Men det er hverken enkelt eller nemt, og her taler vi blot om chokoladespisning og fjernsynskiggeri. Det er fristelser i den lille kategori.

Hvad med de fristelser, hvor man bliver kastet ind i grim samtale om kollegaen, der lige er gået ud af døren. Hvad med den, hvor man lyver for at slippe ud af en telefonsamtale?

Eller hvad med den kategori, hvor vi pludselig ser på andre, og tænker ved os selv: ”jeg er lige lidt bedre end dig” eller ”du skal ikke tro, du er noget”. Hvad med den kategori?

Men vi bliver hele tiden fristet til at gøre alt det, som vi faktisk ikke vil. Gøre alt det, der nedbryder livet frem for at opbygge det.

Fristeren hvisker til os hele tiden. Hvisker det i vores øre, der ødelægger vores relationer med hinanden – gør at nogle føler sig højt hævet over andre, hvor andre mister troen på dem selv. I kender måske det, der bliver sagt. Der bliver hvisket ting som:

Du skal da tabe dig før nogen kan elske dig.

Du skal da yde mere for at blive anerkendt.

Der er ingen, der kan lide dig, hvis du ikke forandrer dig.

Du er et dårligt menneske, hvis du spørger om hjælp.

Du er selv ude om, at andre ikke kan lide dig.

Det er din egen fejl, at du bliver drillet.

Osv.

Hele tiden runger sådanne udsagn for manges ører. Udsagn, der langsomt men sikkert ætser det væk i os, der giver os troen på os selv. Ætser det væk os i der giver os troen på, at vi alle er skabt med ligeværd.

Var det bare let at sige nej.

Men det er jo netop ikke let. Det er jo netop derfor fristelserne bliver til fristelser for os. Der bliver fristet med blændværk, glitter, magt eller med den opfattelse, at du ikke er noget værd, som du er.

Og vi lytter.

Så da Gud vælger at lade sig føde som et menneske, må fristeren selvfølgelig også hviske ind i hans øre. Hviske for at høre ham, om der da ikke er en sætning, der kan få ham til at falde og miste troen på sig selv. Få ham til at vakle – bare længe nok til at der kan blive skubbet til ham, så hele projektet kan blive spoleret.

Og fristeren frister.

Først spørger han Jesus, der har været ude i ørkenen i 40 dage og 40 nætter uden så meget som en krumme at tygge på, om Jesus ikke kan forvandle et par sten til brød. Og ikke bare frister han Jesus med maden, der kunne stå lige foran ham, hvis han ville; men spørgsmålet runger med i baggrunden: hvem er du, hvis du ikke kan forvandle de sten til brød? Er du da ikke længere Guds egen søn?

Der bliver krævet et bevis på, at han er Guds egen søn, som vi også så tit vender blikket mod himlen og kræver et bevis fra Gud selv. Kræver, at han viser, at han er til i vores liv.

Vi frister også Gud, når vi råber mod himlen, at han skal bevise for os, at han virkelig er til. Vi kræver det af Gud, vi ikke kan kræve, nemlig at han skal trylle for os.

Og svaret på vores krav får vi senere i Jesu liv, da han møder en mand med lammelser, og tilgiver hans synder. Folk omkring bliver forargede, fordi de tror han spotter Gud. De tror simpelthen ikke på, at han har magt til at tilgive synder.

Da svarer Jesus:

»Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå? (Mk, 2, 8b-9)

Er det lettest at trylle eller at tilgive synder? Vi bliver mest imponeret over manden, der kan gå, men det er tilgivelsen, der bør imponere os. Det er hjertet, der skal se.

Anden gang fristeren frister, stille han Jesus på en tinde, og beder ham styrte sig mod afgrunden, fordi englene vil komme og gribe ham. For ondt bør da ikke ramme Guds egen søn?

Men ondt rammer Jesus. Det ved vi. Vi ved, at han 3 år senere i sit liv, står afklædt, ydmyget og hånet af de selv samme mennesker, der ugen forinden havde hyldet ham med palmegrene, da han red ind i Jerusalem på et æsel. Ondt rammer ham, og han dør som et menneske i en situation, der ville nedbryde os, stod vi i det samme. Han bliver henrettet af de mennesker, han levede for at møde og elske. Og som han elskede selv på korset. Det er kærlighedens paradoks – det er Guds paradoks. At selv der, hvor bitterheden og hævnen bliver fristelsen, fastholder han sin kærlighed til os. Kærligheden bliver ikke klog af skade. Den tager ikke ved lære, men insisterer. Insisterer på, at dens magt, ikke er en magt, der fratager andre deres, men tværtimod er en magt, der sætter os fri.

Så da Jesus står overfor fristeren, der beder ham kaste sig ned fra den højeste tinde, og lade sig gribe af engle – eller sagt med andre ord, da fristeren frister Jesus til at undgå at leve et menneskeliv, som det nu engang er på godt og ondt, da svarer han nej, og dermed ja til at leve som os. Helt hernede i moradset, hvor livet går op og ned – der vil Gud leve med os.

Tredje gang fristeren spørger Jesus, viser han Jesus hele verden, og siger, at alt kan blive hans, hvis blot han vil tilbede ham en enkelt gang. Et hurtigt lille buk, og alt er dit.

Og her kommer vi nok til det sværeste at sige nej til. For det er nemmere at sige nej til brød til ens egen mave, eller sige nej til at man skal undgå en situation. Det oplever selv vi mennesker at kunne sige nej til. Har vi ikke set eksempler fra verdenshistorien, hvor sultne forældre har givet deres børn den sidste mundfuld mad? Under 2. verdenskrig tog en jødisk læge til Auschwitz sammen med men togvogn fyldt men børn, for at støtte dem og trøste dem velvidende at det ville føre til hans egen død. En situation han fik tilbudt at undgå. Så sat på spidsen kan vi godt sætte os selv forrest i skudlinjen, hvis vi redder eller hjælper andre ved det.

Men her står vi ved den største fristelse – nemlig at bruge kærligheden som pressions middel. Jesus får tilbudt verden. Den verden han er kommet for at møde. De af jer, der har set Ringenes Herre kan huske de situationer, hvor de gode bilder sig selv ind, at de kan bruge den onde ring til at gøre godt med. At de med den onde ring kan få magt til at indhylle verden i kærlighed. På samme måde tilbydes Jesus nu hele verden. Den kan blive din, hvis du blot tilbeder mig, så vil du bagefter kunne gøre det, du er kommet for.

Den største fristelse er nok den, hvor vi tror, vi bruger kærligheden til at tvinge andre.

Men Gud er ikke kommet for at tvinge os til sin kærlighed. Hvilken kærlighed har brug for tvang? Det eneste og dog det største kærligheden kan, er at insisterer på elske selv der, hvor der intet mere er at elske.

Da Jesus den sidste dag hang på korset, siger han til Gud: ”Tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør”.

Han beder om at vi skal tilgives, og her er kærligheden vel nok størst. Kærligheden vil altid mødes der, hvor den mangler og hvor der er brug for den. Der er brug for kærligheden, hvor der er mangel på den.

Men kærlighed skal ikke sætte sig igennem ved at tvinge os til Gud, for da bliver den ikke til andet end tilbedelse i frygt. Gud kunne med torden og lynild, men straf og trusler sagtens tvinge os til ham. Men hvorfor gør han ikke det? Fordi han ikke vil have undersåtter, men derimod vores hjerter. Og hjertet tvinger man ikke – det elsker man.

Jesus står i dagens fortælling ved begyndelsen af sit virke. Han er lige blevet døbt. Gud har lige proklameret: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!.” (Matthæus evangeliet kapitel 3, vers 17). Og her hører vi om, at Jesus bliver fristet. Og han siger nej. Siger nej på vegne af os, når vi ikke magter det. Siger nej på vegne af os, når vi falder igennem. Siger nej på vegne af os, når presset bliver for stort. Siger nej på vegne af os, når vi lytter til fristeren. Siger nej, fordi det slet ikke er nemt at sige.

Og i det nej, siger han ultimativt ja til livet, til kærligheden, og så siger han ja til os. Til dig og mig.

Gud siger ja til os, og elsker os. Gud elsker dig hele vejen ind i fristelsen, hele vejen tilbage til ham. Så enkelt er livet med Gud – du er elsket i det liv, der er dit. Ligegyldigt hvordan det så bliver.

Dagens tekst:

Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.« Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹ « Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: ›Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.‹ « Jesus sagde til ham: »Der står også skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.'« Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.” Da svarede Jesus ham: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ « Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham. Matt 4,1-11

Septuagesima 2013

Magrittes malede dette billede, hvorpå der står: ”Dette er ikke en pibe”.

Og nej, det er jo netop ikke en pibe – en virkelig pibe. Men det er jo netop en pibe – bare et billede af en.

Vi kan sagtens skelne mellem det malede billede og virkeligheden. Et billede forholder til sig virkeligheden, og siger noget sandt. Men der er jo mere at sige om en pibe end dette billede viser. Det afdækker blot en del af virkeligheden.

Det forstår vi. Men når det kommer til Jesu lignelser, så kan vi nogle gange have mere vanskeligt ved at forstå, hvad der bliver sagt. For hvad er virkeligt, og hvad er blot et billede?

Lignelsen til i dag handler om Himmeriget, og om at Himmeriget ligner en vingårdsejer. Vi får et billede på, hvad Himmeriget er.

Vi hører om vingårdsejeren, der ansætter daglejere dagen igennem, og som, da dagen er ved sin slutning, betaler dem alle den samme løn. De, der kun har arbejdet få timer i den bagende sol, får lige så meget i løn, som dem, der har arbejdet hele dagen.

Nu sidder vi her i kirken med mange års afstand til fortællingen. Vi ved, at vi er i en kirke, og I ved, at jeg med stor sandsynlighed vil bringe kærlighed på banen i dag. Det er ganske få søndage, hvor ordet kærlighed ikke bliver nævnt. Men det kan også blive en blokering. En blokering, hvor vi ikke længere høre, hvad der bliver sagt, og hvor fortællingerne ikke længere er en del af vores virkelighed. Kærligheden bliver en automatisk konsekvens, måske fordi vi har hørt fortællingerne så mange gange?

Vi protesterer ikke længere over det, der så åbenlyst er forkert. Vi lader os ikke provokerer, måske fordi vi ved, at det altid ender i kærlighed.

Men vi skal lade os provokere!!

I mødet med Gud, skal vi lade os provokere – turde komme derind, hvor vi indrømmer overfor os selv, at vi ikke forstår Gud. At selv hans kærlighed kan forekomme ødsel.

Og netop Guds kærlighed forstår vi ikke. Vi kan såmænd lide begrebet, for det kan de fleste, men vi forstår ikke dens omfang. Det er ikke fordi vi er særlig dumme, uvidende eller stædige. Nej, det er vi ikke. Og de fleste af os vil opleve kærligheden i vores liv, når vi forelsker os, elsker en nær ven, ens forældre eller ens børn. Kærligheden oplever vi, men den har også sine grænser.

For med jordisk kærlighed er det sådan, at vi ikke kan forvente, at andre elsker os. Vi kan ikke forvente at den vi elsker, elsker os igen. Vi kan ikke forvente, at vores familie elsker os for dem, vi er. Det er barske ord, og det gør ondt at tænke på, hvis man sidder i den situation. For vi er så afhængige af kærligheden – af at elske og blive elsket. Og den er samtidig også flygtig i vores liv. Den kan forsvinde, den kan styrkes og den kan falme. Kærligheden kan sågar slides op.

Vores kærlighed har grænser. Fordi vi har grænser. Fordi vi faktisk ikke kan alt.

Det er meget upopulært og umoderne at sige i en tid, hvor vi hele tiden får at vide, at vi kan alting. At vi kan nå alle mål bare vi sætter os for dem.

Men selv den trend er ved at vende. Efter en tid, hvor himlen kunne nås bare man stod på tæer, vil der nu komme erkendelse af, at livet også har skyggesider – og at vi har skyggesider. At ikke alt er muligt, at vi nogle gange er dem, der står klar til at blive hyret, og bliver forbigået.

Sidder I nu og tænker, at det jeg siger, er forfærdeligt eller at det ikke hører hjemme i dag? Sidder I og har lyst til at protesterer, så har I fat noget rigtigt. For det giver også mig lyst til at protesterer. Jeg kommer ikke i kirke for at få fortalt at kærligheden har grænser. Jeg kommer ikke i kirken for at en præst skal fortælle mig, hvad jeg kan eller ikke kan. Jeg har ikke lyst til prædikener, der fjerner mig fra netop kærligheden, fra livslyset, fra modet og fra håbet.

Protesten ulmer i mig, og hvis man ikke får lyst til at lukke ørerne i, så har man i al fald lyst til at fortælle vidt og bredt om den forfærdelige oplevelse, man havde.

GODT, siger jeg. GODT. Vi skal have lyst til at protesterer i mod det, vi ikke finder rimeligt. Mod det, der anfægter vores syn på verden.

GODT. For protesten er også vidnesbyrdet om det menneske, der ikke vil lade stå til. Protestens magt i verden er stor. Det har omstyrtet diktatorer, den har oprejst mennesker og den har skabt samfund, man kan leve i. Vi har set protesten i Mellemøsten, og vi får den forhåbentligt at se i Indien. Ja, nogle gange håber vi på protesten, fordi den flytter os. Fjerner os fra en situation, vi ikke længere kan være i. Og den åbner nye horisonter for os. Protesten tilhører det menneske, der endnu håber på en morgendag, der kan blive bedre end denne.

Og når vi siger, at den jordiske kærlighed har grænser, så er det ganske vist sandt, men vi protesterer, fordi vi har brug for at høre noget mere. Vi har brug for at høre, at morgendagen rummer muligheder.

Lignelsen handler om det mere. Det vi kan bygge vores liv på.

Nemlig en kærlighed, der ikke slipper op, slides op eller falmer. En kærlighed, der stædigt, insisterende og nogle gange på trods flyder mod os med sit eneste budskab om, at også du er elsket af Gud. Gud ødsler med sin kærlighed. Ødsler med den, så det slet ikke giver mening for os.

Lignelsen i dag handler om himmeriget. Det er et billede på, hvordan Guds rige er. Og man kan ikke sætte en jordisk dagsorden på den. Men det er den jordiske dagsorden – vores tanker om, at man selvfølgelig ikke giver den samme løn til alle uagtet, hvor meget de har lavet – der skal være provokationen. Det, der sætter protesten i gang i os, så vi får brug for at høre noget andet.

Spørgsmålet må da være: hvem er DU i denne lignelse? Er du den, der står og venter, og ikke bliver valgt. Eller er du den, der bliver valgt som en af de første?

For lignelsen fortæller os om vores liv med Gud. Nogle har længe været arbejdere for Gud, og andre er først lige blevet set. Nogle har i årevis været kristne, udøvet næstekærlighed, stædigt holdt fast ved troen også i modvind, knoklet. Og hvad har man arbejdet for at opnå? De stakket deres anstændighed, korrekthed og lydighed i lader. Og selvom budskabet lyder, at det ikke handler om vores gerninger, så kan være rart at tænke på, at man har lidt på lager, hvis nu Gud skulle have glemt det. Er de mon så sikre på deres egen plads i Himmeriget, at det nu kun er de andres plads, de tvivler på?

Eller er man den, der føler sig fortabt og glemt af Gud, og som oplever det fantastiske i at blive set. At få en kærlighed – altså lønnen for dagens arbejde – uden at have ydet ret meget?

De første arbejdere kan sagtens unde de sidste deres del, så længe de selv får mere. Men her får vi Gud galt i halsen. For det handler ikke om hvor meget eller hvor lidt man få. Vi kan ikke dele Guds kærlighed op i bidder og så give den efter fortjeneste.

Den bliver tildelt alle uanset ydelse. Gud er ødsel med sin kærlighed – og så ødsel at havde han en forretning her på jorden, ville han gå konkurs. Vi må derfor aldrig tvivle på andres plads i Himmeriget, for da har vi allerede stillet os selv forrest i køen, og gradbøjet kærligheden.

Guds kærlighed er mægtig. Den gør at vores jordiske kærlighed, trods sine begrænsninger, kan vedblive at gælde. At kærligheden naivt fortsætter, hvor den før har brændt sig.

For med kærligheden er det sådan, at vi ikke skal blive kloge af skade. Der skal vi tværtimod blive overrumplet af overraskelse over, at også jeg blev valgt, selvom jeg stod så længe og ingen så mig.

Om 70 dage er det påske. Vi går ind i fastetiden. Det er en tid med bibeltekster, der handler om fristelse, og om kampen mellem det gode og det onde. Med os ind i den tid, indtil påske, hvor Jesus endeligt vinder kampen mod det, der ødelægger livet, skal vi huske, at vi alle er valgt af Gud – det er styrken, når vi går i mørket, om det så er gennem kirkeåret eller gennem livet. At når Gud fortæller en historie, er det mit liv, han taler om (Parafrase over Sløks teologi).



Kirkebønnen



Teksten:
»Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.« Matt 20,1-16

1. søndag efter helligtrekonger 2013

Da jeg var barn, fandtes der noget, man kaldte for trodsalderen. Når barnet er ca. 3 år gammel vil det begynde at sige forældrene i mod. Hvis man giver dem, de forkerte bukser på, kan ens barn finde på at stikke i et hyl af den anden verden.

Det er den alder, hvor barnet trodser det, der hidtil er sket. Men man har imidlertid besluttet at afskaffe trodsalderen. Ikke fordi det ikke findes, men fordi det nu hedder noget andet; nemlig selvstændighedsalderen.

Den alder, hvor barnets ”jeg” skal udvikles i forhold til resten af verden.

Det er ifølge psykologien er det en naturlig del af et menneskeliv, at vi går gennem en selvstændighedsalder, der gør at vi finder ud af, hvem vi selv er.

Spørgsmålet er hvornår den selvstændighedsalder holder op igen? Og holder den nogensinde op? Ifølge psykologerne gør den, men ser man på det fra et filosofisk, religiøst eller idehistorisk perspektiv, vil jeg tro, at mange vil komme til den konklusion, at vi resten af vores liv er i et stadie af selvstændiggørelse.

I et stadie hvor vi mere eller mindre forsøger, at gøre os uafhængige af andres hjælp, andres indblanding, at hvile i os selv, at kende os selv og at få det liv, vi drømmer om.

VI forsøger at blive selvstændige på utrolige mange måder og planer. Det er for en stor dels vedkommende godt og fornuftigt, da det netop er en af de evne, mennesket har, der adskiller os fra dyrene, og som har sikret fremskridt i historiens løb; som har fået eventyrer til at rejse i månedsvis rundt om jorden, som har fået nationer til at rejse sig mod uretfærdighed, og som har gjort, at vi i dag har demokrati.

Men selvstændigheden giver kun mening, hvis den er fulgt af respekt for hinandens ønsker og drømme samt et syn på fællesskabet, hvor man ikke tilsidesætter andres selvstændighed for blot at opnå sin egen. Man må med andre ord ikke være egoistisk på sådan måde, at man glemmer, at vi er sat i et fællesskab.

For selvstædigheden har den fare, at den kan blive selvcentrerende og verdensfjern, hvis den ikke hele tiden afbalanceres med afhængighed. Faren er, at selvstædighed netop bliver til ren og skær trods. Men vi må ikke glemme, at vi også er afhængige.

Afhængige af andre, for ingen kan leve et liv helt alene og isoleret.

Et godt billede på det, finder vi, når der bliver spillet fodbold i skolegården. De fleste vil gerne være en god angriber, og mange vil i begyndelsen af deres fodboldkarrierer forsøge at drible hele vejen alene, for blot at opdage, at det sjældent går godt. Den gode spiller ved, at man også skal spille til andre.

Ingen kan spille fodbold alene – der er brug for et hold. Og vi kan helle ikke leve alene, men har brug for andre mennesker omkring os. Vi har brug for Gud omkring os.

Sammen med ”selvstædigheds æraen”, som vi er i, er der også kommen en selvstændighed i forhold til Gud. Nu er religionskritik altid sundt, og skal støttes, da det udvikler vores tanker, og gør at vi ikke ukritiske tager menneskeskabte påfund til os. Men desværre er der sket den store misforståelse, at tro er noget, man som individ selv bestemmer over – at man selv vælger, hvad man vil tro.

Det reducerer troen til blot at være en vare på en hylde i et slags åndeligt supermarked, hvor man frit kan vælge, hvad man synes om den dag. Man sammensætter så de ideer, man synes om til sit helt eget trossystem. Nogle putter en masse i kurven, mens andre går rundt med tomme kurve og mener, at troen er for de fattige i sjælen.

Men måske er troen netop ikke afhængig DINE valg, eller hvad DU vælger eller ikke vælger at putte ned i kurven, men derimod afhængig af noget uden for os selv. Kunne det tænkes, at vi skal se på troen på en anden måde?

Tro kan kun være meningsdannende i vores liv, hvis den forholder sig til noget uden for os, nemlig Gud.

Tro kan man, uagtet hvem man er. Den afhænger ikke af, hvad man kan eller ikke kan, eller hvor trodsig, man end er. Troen er ikke noget, vi kan beslutte for os, men noget der kommer. Og det bliver tydeligt i dåben. I dåben lover Gud os, at vi aldrig skal vandre alene. Hverken i livet, i døden eller i opstandelsen er vi alene. Han lover at være med os på den vej, vi går. Hvor vi end går hen, hvordan vi kommer frem, og hvor meget vi end farer vild, så går vi aldrig alene. Trods vores selvstændighed, trods vores trods mod Gud, og vores tomme indkøbskurve, så er Gud med os. Gud tror på os, men det er op til os at stole på det.

I Hebræerbrevet i Ny Testamente, står der om troen at:
Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.” (Heb. 11.1)

Tro skal ikke bevises, men er vores reaktion, vores følelse, vores tillid til, at Guds løfte i dåben gælder.

Der er smukt, at det netop er i dåben – til det lille barn – at dette løfte gives. For løftet gives netop til barnet. Troen er nemlig ikke forbeholdt de særligt hellige, eller særligt belæste. Troen bliver heller ikke mere hellig af, at man bliver ældre. Nej, troen for alle mennesker. Gud kræver altså ikke en særlig livserfaring af dig for at du kan få lov at tro.

Erfaringen af Gud er troen! Så simpelt er det.

Det hører vi om i fortællingen til i dag. Og vi har en 12-årig dreng, der viser os vejen – nemlig Jesus. Han er selvstændigt løbet fra sine forældre, og de har bekymret ledt efter ham. Men han har i al den tid, de har ledt, blot være i templet, hvor han har talt med lærerne, lyttet til dem, stillet dem spørgsmål og svarede. Og alle blev slået af hans indsigt. Han er blot en dreng, men er allerede en udgave af den mand, han vil blive. Hans visdom og hans indsigt slår folk.

Han viser en selvstændighed, der er banebrydende for sin tid – han overtræder alle datidens regler, og går ind et sted, hvor børn ikke hørte hjemme uden deres forældre. Han går ind, åbner munden, hvor andre måske ville mene, at god opdragelse ville være at tie. Og der taler han, så folk bliver stumme, mens deres hjerter bliver åbne og tager imod hans ord.

Troen er ikke for voksne, men er for mennesker. Og det viser fortællingen i dag. At tro ikke er noget, vi kan beslutte over, eller noget vi kan bestemme over, men er vores reaktion på mødet med det, der er større end os – nemlig Gud selv.

Og hvad vores selvstændighed angår, må den ikke føre os væk fra Gud i trods, eller foranledige os til at tro, at vi kan klare livet selv. For det kan vi ikke. Jesus måtte også som 12-årig gå hjem med sine forældre efter at have været i templet, ligesom han senere samlede 12 disciple omkring sig. Ikke engang Guds egen søn kunne leve sit menneskeliv udenfor fællesskabet – ej heller os. Vores selvstændighed skal føre os ind i fællesskabet, og der gøre os afhængige af hinanden, så vi sammen arbejde for fælles gode vilkår. Og der skal vi turde sprænge uretfærdigheden grænser, som Jesus også gjorde det – selv da han kun var 12 år gammel.

Vi er aldrig, har aldrig og vil aldrig være alene – Gud går med dig.

”At tro er at komme 

til det, der er større, 

end vi kan forstå: 

Guds rige, som Kristus 

har åbnet i dagen 

for os, som er små. ” 

(DDS 582, 1)

Teksten:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.« Men han sagde til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem. Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker. Luk 2,41-52

Juledag 2012

Det er blevet dagen derpå. Dagen efter juleaften. Nogle har tømmermænd, andre er forædt. Nogle skal videre til julefrokosten som de glæder sig til, og andre håber snapsen vil komme hurtigt ned til dem, så de slipper for at møde familien ædru. Andre igen bruger dagen på at finde ro, eller måske fyldes man med den tomhed, der er så kendetegnende for netop dagene efter – når man er kommet i mål. Nogle kalder for det for sejrens melankoli (Paul Otto Brunstad) – den melankoli, der opstår, når vi når vores mål, og tænker: hvad så nu?

Og måske er julen som et mål, der skal nås. Enten skal man holde julen for familien, og december forsvinder i stress over indkøb af rødkål, kartofler, mandler. Og så skal man lige nå at gøre hytten ren, vaske vinduer, lave hjemmebagte småkager, konfekt og pakke gaver ind, mens man lige skal huske at hygge sig med det hele. Eller er det måske et måske et mål i sig selv at komme gennem juleaften alene?

Hvorom alting er, så er det dagen der på. Det er blevet hverdag. Og januar venter lige om hjørnet, den mørkest og koldeste af alle måneder på året. Vi vender tilbage til vores liv. Og med os ind i det nye år, tager vi tanker om, hvilket liv, vi har levet og hvordan vi vil leve fremover. Januar bugner af udsendelser, artikler, programmer og tilbud om, hvordan netop du kan forbedre dit liv. ”Hvordan kan jeg blive en bedre udgave af mig selv?”, synes at være det mantra, vi mødes med lige efter julen. Som om, at den man var, mens julen stod på, ikke rakte – ikke var god nok? Der bliver spundet guld på det faktum, at vi mennesker ofte rammes af usikkerhed i mødet med hinanden. Jon Kalman Stefánsson skriver i sin roman: ”Himmerige og helvede” om netop det på denne måde:

”Det er let at bedrage sig selv i ensomheden, man kan næsten skabe sin egen personlighed, være klog, velovervejet, have svar på alt, men blandt andre ser det anderledes ud, så gælder det, da er du ikke lige så velovervejet, langt fra så klog, du er nogle gange et forbandet fjols og siger alt muligt åndssvagt” (s. 134 n) 

I mødet med andre, bliver vi klar over, hvem vi er, og desværre føler mange netop det, at de ikke slår til. Vi rammes af usikkerhed i mødet med hinanden, fordi vi bærer hinandens liv i vores hænder – vi betyder noget for hinanden – så gælder det - og det medfører en sårbarhed – en skrøbelighed, der kan drive os til at dømme os selv som fjolser, og tro, at hverdagen skal bruges til at lave så meget om på sig selv, så vi kan være klar til næste store begivenhed.

Men der tager vi ganske fejl. For ikke blot tager vi fejl i vores dom af os selv, når vi føler os som fjolser, men vi tror dernæst også, at hverdagen kun er et mellemrum. Da lever vi ikke, men lader hånt om livet.

For livet leves mellem højtiderne – mellem de store fester. Vi husker i punkter, men vi lever i bølger. Vi lever i hverdagen. Og den hverdag er vores – den bør ikke bare overstås, men skal leves.

Evangeliet til i dag, kender vi. Det er juleevangeliet. Det er nok det mest kendte sted i Bibelen.

Det handler om Jesus. Han blev født en nat for mange år siden. Han blev født i menneskets historiske tid – ikke en fjern mytisk tid. Han blev født ind i vores hverdag, for at forandre verden og os.

For med Jesu fødsel er verden blevet forandret.

Gud valgte at blande sig i vores liv. Han ville ikke blot være tilskuer til livet, men ville leve det med os. Fordi Gud bekymrer sig for os, elsker os, ser vores muligheder og ikke alle vores fiaskoer. Fordi Gud ikke ser fjolset, men mennesket.

Han kom herned på jorden som et lille barn, og med det lille barn, blev Guds virkelighed også til vores virkelighed.

Hvordan mærker vi det i vores liv? Den nat fik vi intet mindre end håbet. Det blev med Jesu fødsel givet til alle mennesker – håbet om, at Guds kærlighed ikke kun når de få udvalgte, men når enhver, der bor på denne klode.

Det bliver særlig tydeligt, når vi døber små børn, hvor vi hører, at Jesus siger til os: ”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” Ikke vores livs slutning, eller til han ikke gider mere – Nej, han er med til verdens ende. Og verden begynder og ender med Gud.

Det håb fik vi den nat for så mange år siden. Håbet, der også er en tillid til, at Gud tør blande sig i vores liv.

Her i sidste uge sang jeg ”Altid frejdig” (DDS 784), , og da faldt jeg over en bestemt sætning. Sådan kan det gå nogle gange, at salmer, man har sunget tusindvis af gange, pludselig åbner sig for en, og man tænker ved sig selv, at det var da alligevel utroligt, at man ikke havde set det før. Og jeg fik altså øjnene op for følgende sætning:

Altid frejdig når du går, veje Gud tør kende (DDS 784,1)

Veje Gud tør kende. Tænk at vi har en Gud, der tør gå med os. Han ser ikke den anden vej, eller lukker øjnene, når vi går veje, der skræmmer os, eller går veje, vi selv skammer os over. Han tør kende vores veje, og han tør kendes ved os.

Gud er modig. Faktisk så modig, at han lod en dreng føde – en dreng, der var Gud selv. Første skabe han os i sit billede, og så blev han ligesom os, for at møde os. Det er håbets største triumf – at Gud blev ligesom os.

Vi kan nu med frimodighed håbe på fremtiden. Vi kan håbe for livet med hinanden. Vi tør håbe, fordi vi ved, at Gud blander sig i vores liv. Han er ikke blot en fjern Gud, men bliver lige præcis som en af os. Deri ligger håbet – at Gud lever sammen med os i hverdagen.

Og Gud skeler ikke til hvor travlt vi har, hvor mange mål vi når eller ikke når, eller hvor mange venner vi har eller savner. Han er med hvert menneske.

Det gør julen til det glade budskab – at Gud holder os ud, også der, hvor vi ikke længere kan holde os selv ud. Også der hvor vi dømmer os selv som fjolser, selv der er Gud med os. Også dem ingen orkede at være sammen med, dem vi glemte, og dem vi aldrig så igen – dem er Gud med.

Verden er forandret, og det vi altid være en slags dagen derpå. Dagen derpå, hvor vores hverdag nu, for altid, vil rumme den vished, at Gud er med os alle dage indtil verdens ende.

Derfor skal vi også hylde hverdagen, for også den er skabt af Gud.

Jeg vil slutte min prædiken af med en hyldest til netop hverdagen. Det er et digt skrevet af Dan Turèll, og det lyder sådan her:

Jeg holder af hverdagen
Mest af alt holder jeg af hverdagen
Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt
der alligevel ikke er helt så kendt
Familiens på en gang fortrolige og efter søvnens fjernhed fremmede ansigter

Morgenkyssene
Postens smæld i entréen
Kaffelugten
Den rituelle vandring til købmanden om hjørnet efter mælk, cigaretter, aviser -
Jeg holder af hverdagen
Selv gennem alle dens irritationer
Bussen der skramler udenfor på gaden
Telefonen der uafladelig forstyrrer det smukkeste, blankeste stillestående ingenting i mit akvarium
Fuglene der pipper fra deres bur
Den gamle nabo der ser forbi
Ungen der skal hentes i børnehaven netop som man er kommet i gang
Den konstante indkøbsliste i jakkelommen
med sine faste krav om kød, kartofler, kaffe og kiks
Den lille hurtige på den lokale
når vi alle sammen mødes med indkøbsposer og tørrer sved af panderne -
Jeg holder af hverdagen
Dagsordenen
Også den biologiske
De uundgåelige procedurer i badet og på toilettet
Den obligatoriske barbermaskine
De breve der skal skrives
Huslejeopkrævningen
Afstemningen af checkheftet
Opvasken
Erkendelsen af at være udgået for bleer eller tape -
Jeg holder af hverdagen
Ikke i modsætning til fest og farver, tjald og balfaldera
Det skal til
med alle sine efterladte slagger
Så meget usagt og tilnærmelsesvist
vævende og hængende i luften bagefter
Som en art psykiske tømmermænd
Kun hverdagens morgenkaffe kan kurere -
Fint nok med fester! Al plads for euforien!
Lad de tusinde perler boble!
Men hvilken lykke så bagefter at lægge sig
i hvilens og hverdagens seng
til den kendte og alligevel ikke så kendte samme udsigt

Jeg holder af hverdagen
Jeg er vild med den
Hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen
Jeg holder stinkende meget af hverdagen

- Dan Turèll

Og med det vil jeg ønske jer alle en glædelig jul. Må Gud være med jer hver dag til hverdag.

Teksten:

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: “Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: “Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«Luk 2,1-14

Juleaften 2012

Jeg vil fortælle jer et eventyr. Et slags moderne juleeventyr, men det her eventyr er lidt specielt – for det fandt faktisk sted.

Inden jeg blev præst her i Møllevangskirken arbejde jeg som gadepræst for unge her i byen. Det betød, at jeg hver torsdag og fredag aften og nat gik rundt i midtbyen, og talte med de mennesker, jeg mødte – vi talte om livet, troen, drømme, skuffelser – vi talte om identitet og vi talte om Gud. Jeg bestemte ikke emnerne, men fulgte folk i de tanker, de lige havde, når jeg mødte dem.

En aften, hvor der ikke er mange mennesker i byen, møder jeg en af ”gadens folk” – en af de alt for mange hjemløse, der har gaden som bolig. Han er en ældre herre, der har boet på gaden i mange år, og drukket tæt i endnu flere. Jeg går hen og præsenterer mig selv, som gadepræst.

Han spærrer øjnene op, og kigger på mig. Jeg har en præsteskjorte på. Det er en sort skjorte men et hvidt indstik (I kender den måske fra film). Jeg tænker et øjeblik, at han måske ikke troede på, at jeg virkelig er præst. Men da han har set på mig et øjeblik, smiler han over hele hovedet, og siger til mig: ”du skal have en gave.”

Jeg begynder med det samme, at sige til ham, at jeg virkelig ikke behøver får en gave af ham. Men han hører intet af det, jeg siger. Han vender sig mod sin barnevogn, og proklamerer at jeg, når jeg nu er præst, skal have et bedetæppe.

Jeg forsøger at forklare, at det er en anden religion, der bruger det med bedetæpper, men den information går ind af det ene og ud af den andet øre hos ham. Han fortsætter med at rode i sin barnevogn, og op ryger bl.a. en helt kasse med æbler, et par sko og mange andre ting. Han fortsætter med at rode sin barnevogn igennem, og nederst finder han ”bedetæppet”.

Imens han breder det ud på jorden, for derefter lige at vise, hvordan man bruge det, fortæller han, at tæppet egentligt er en dug. Han har sin tid arvet det af sin mor. Hans drøm er at blive ædru, og at netop denne dug skal pynte i den lejlighed, han håber engang skal blive hans. Men, siger han i et suk, det sker nok ikke, så det er bedre, at du får dugen, og bruger den. Og præster skal da have bedetæpper ikke?

Og så overrækker han mig dugen, der er så beskidt, at den vejer til. Jeg får denne tunge, ildelugtende dug i hænderne, og pludselig er den min.

Jeg tager den med hjem, lægger den i klorin, og efter nogle timer lykkedes det mig også at få den ren.

Og sådan gik det til, at den første præst i Danmark, vil jeg tro, fik sit eget bedetæppe :-)

Jeg kunne ikke lade være med at tænke, det er tankevækkende, at det var mig, der fik en gave. Jeg kunne jo efterfølgende tage hjem til min trygge seng, mit fyldte køleskab, min varme bruser og mit liv, langt væk fra problemerne. Man skulle tro, at det var mig, der kom med overskuddet. Og alligevel var det ham, der i al sit underskud, gav mig en gave. Han forærede mig en dug, og alt jeg kunne, var at tage i mod.

Men sammen med den dug, gav han mig så meget mere – nemlig ligeværd. Midt på gaden, mellem brosten og affald, blev vi ligeværdige. Vores vilkår ville altid være forskellige, men ligeværdigheden kunne vi dele. Og den nat, blev mine øjne åbnet for netop det.

Der blev åbnet en flig af tæppet ind til en anden fortælling end den, man umiddelbart tror man ser, når man møder et andet menneske. Vi var ikke længere blot ”en af den andre” overfor hinanden, men blev to mennesker, der var hinanden vedkommende.

Hvad har det med julen at gøre? Det har alt med julen at gøre. Gud vender nemlig op og ned på alting, men måske vi ikke altid får øje på det, fordi vi har hørt juleevangeliet så mange gange.

Så lyt engang.

Det var ikke en nat som de andre, og på mange måder var det en nat som alle de andre. Der går et ungt par rundt i gaderne i storbyens kulde. De er lige kommet til byen med bussen, og leder nu efter et sted at sove, men ingen steder bliver de lukket ind. De er trætte og udmattede efter en lang rejse. 

Hun er gravid og skal snart føde. Deres liv er på tærsklen til at skulle ændre sig for altid, og midt i det hele står de alene i en fremmed by og kan ikke finde et sted at sove. De har ingen mulighed for at sikre, at deres barn kommer til verden i verden i en varm seng. 

De forsøger at banke på mange døre, men hvert sted er svaret det sammen: der er allerede fyldt op. 

Det var en nat som de alle de andre, og der var ikke plads til dem. Gaderne bliver lange som natten rykker nærmere og mørket kommer. 

Det sidste sted, de kommer til, banker de også på, og denne gang har de heldet med sig. Ejeren har et lille udhus bagved, hvor han da kan sætte en varmeblæser op til det unge par. Og, der, i et lille ydmygt udhus midt i en fremmed by, kommer deres søn til verden. Mellem parrets kærlige blikke fødes han. Det eneste sted, hvor der var plads til dem. Dagen, der var en almindelig dag for alle andre, blev for dem, den dag hvor deres liv begyndte – det blev begyndelsen for dem, men også for os. 

Sådan kunne juleevangeliet måske lyde i en nutidig udgave. Sådan bør den måske lyde, for at vi kan forstå, hvad det er, der gør denne nat så speciel.

Jesus blev ikke født hos en rig familie, eller hos en konge. Nej, han blev født af en fattig kvinde, der var ukendt. Han blev ikke født mellem silkelagner, men lå i hø og halm.

Gud vender op og ned på alting. Han vælger den laveste til at bære den mest ophøjede. Kun ved at møde os gennem den laveste, kan vi alle blive lige.

Den aften bankede et par på dørene rundt i byen. Vi banker også på døre i vores liv, når vi er trætte, opgivende og har brug for hjælp. Da er det os, der banker på.

Det kan være hårde, faste slag, det være små, forsigtige bank, der knap kan høres, eller det være et stille, uudtalt ønske om at blive set. Et ønske man måske ikke selv ænser. Vi har brug for et sted, hvor der bliver åbnet, når vi banker på.

I juleevangeliet får Josef og Maria en stald, som de kan sove i. Efter de havde banket på mange steder, finder de det ene sted, hvor der er plads til dem den nat. Det sted er ikke, som de forventede, men der i stalden blev alt som det skulle være. I den stald var der ikke blot plads til Maria og Josef, men også til de hyrder, der lå i nærheden, og til de rige visemænd.

Der var plads til mange – der blev åbnet op for dem, der kom.

Vi skal også åbne døre for hinanden, når der bliver banket på. Vi skal forsøge at se de mennesker, vi møder på vores vej, som mennesker. Vi skal give plads til, at ethvert menneske kommer med et helt liv i bagagen fyldt med oplevelser, drømme og håb. Først da kan vi få øje på hinanden som ligeværdige.

Det skal julen minde os om. At når der bliver banker på, så skal døren åbnes – og der skal vi få øje på det menneske, der står udenfor. Sådan bliver det en glædelig jul for alle.

Og dugen jeg fik – den har endnu. Jeg passer godt på den, så den kan minde mig om, at en dør blev åbnet for mig ganske uventet, og jeg fik lov at komme ind.

Glædelig jul.



Teksten:
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« Luk 2,1-14

7. søndag efter trinitatis 2009

Du løfter op min smerte, så smerten er hos dig, du, Gud der kender sorgen og deler den med mig.
Du fylder mig med undren, forunderlige Gud, du åbner altid udvej, når alt ser håbløst ud. - Amen


Når alt ser håbløst ud? Hvad er da håbløst?



Vi lever i verden, der med nemhed kan overmande ethvert menneske. Verden kan synes at falde fra hinanden og man kan intet andet gøre, end at kigge magtesløs til. Det kan virke håbløst.

Man kan se ind i sit indre, og det kan med nemhed overmande ethvert menneske. Mange bruger et helt liv på at ønske sig noget andet end det, man har fået. Ønske at livet var anderledes end det er. Det kan virke håbløst.



De øjeblikke af håb-løshed oplever alle mennesker på et eller andet tidspunkt i løbet af et liv. Et sted i livet, hvor spørgsmålene tårner sig op, og vi ikke længere kan se, hvilken vej vi skal gå. Vi famler og farer i blinde.



Men det er ikke kun os selv, der kan mærke håbløsheden. Håbløshed er noget, man kan give til andre. Vi kan nemlig synes, at et andet menneske er håbløst. At det ikke duer til noget, at det ikke er noget værd – at der ikke er noget håb for dette menneske.



Zakæus fra dagens evangelium er en mand, der af andre stemples som håbløs. Han er overtolder. På dette tidspunkt er landet besat af romerne, og romerne krævede told ind. Til dette job ansatte de lokale, der sørgede for at skrabe penge ind, og de var ikke sene til både at skaffe penge til romerne og til dem selv.

Selvjustits herskede, og tolderne var kendt for at snyde og kræve urimelige summer ind. Tolderne var mennesker, man så som forrædere, kriminelle og som var foragtet for alt, hvad de var. En sådan mand var Zakæus. En foragtet mand. En håbløs mand, man ikke regnede for noget værd. En mand, der var blevet rig på de andres bekostning.



I evangeliet hører vi, at Zakæus, der er lille af vækst, gerne ville se, hvem Jesus var, men at han ikke kunne se over hovederne på alle dem, der stod omkring Jesus. Men han ville se Jesus, og derfor kravler han op i et træ, som et andet barn, for nemmere at kunne se, hvem denne Jesus var. Jesus ser ham, og kalder ham ned, og siger at han vil spise med ham i aften. Det bringer harme i kinderne på de tilstedeværende. Hvorfor i al verden vil Jesus tilbringe sin aften med en tolder, og tilmed en tolder, for hvem alt håb er ude?



Det er evangeliet til i dag. En fortælling om en mand, der er håbløs og som får håbet tilbage i sit liv.

Men hvorfor lige Zakæus? Hvorfor denne mand frem for alle de andre, der flokkedes om Jesus, og som stod med deres hjerter fremme for at give til det til ham? Hvorfor denne undseelige, lille mand?



Der er op gennem historien kommet mange bud på, hvorfor det lige er Zakæus, der bliver valgt den dag. Måske havde Zakæus fået dårlig samvittighed og søgte tilgivelse. Måske han havde angret længe. Måske han længtes efter Gud. Måske var han blevet nysgerrig, og ville vide mere om Jesus.

Der er mange svar på spørgsmålet om, hvorfor Jesus var så urimelig at henvende sig til det menneske, der mindst af alle fortjente hans opmærksomhed. For noget måtte Zakæus vel have gjort for at fortjene denne gestus, ellers vil det ikke være retfærdigt.



Men hvad nu hvis, Zakæus faktisk intet havde gjort for at fortjene denne opmærksomhed. Hvad nu hvis han hverken havde angret, længtes eller villet tale med Jesus? Hvad nu hvis dette faktisk er en fortælling om en mand, der på ganske uretfærdig vis får besøg af Guds egen søn, og det til trods for at han ikke søgte ham? Zakæus kravler op i et træ for at se Jesus, blot for at se ham. Ikke for at få ham i tale, eller røre ved ham, ej heller skulle Jesus helbrede ham. Der er intet i fortælling, der indikerer, at Zakæus havde et ærinde den dag, men blot at han gerne ville se, hvem denne Jesus var. Og midt imens han sidder i træets top, ser Jesus op og kigger på ham, kalder ham ved navn: Zakæus, kom ned, jeg er din gæst.



Det er uretfærdighed! Vi har alle en klar opfattelse af, hvad der er retfærdigt og uretfærdigt. Allerede som børn, har vi oplevet at blive uretfærdigt behandler. Fået skældt ud for noget, vi ikke har gjort – det er en følelse, vi alle har haft. Følelsen af uretfærdighed gør, at vi råber op, peger fingre, giver ondt af os og skælder ud. Og i skolegårde rundt om i landet, hører man tit: ”Det er ikke fair”, og i de voksnes ansigter og stille mumlen til hinanden hører man tit: ”Det er ikke fair”.



Og det er ikke fair, at netop Zakæus blev hentet ned fra træet. En mand, der ikke søgte Gud. En mand, der ikke angrede eller ville ændre sit liv. Nej, han var blot en mand, der lige ville se, hvem Jesus var. Retfærdigt? Næppe. Fair? Slet ikke. Fortjent? Aldrig.



Men evangeliet er ikke retfærdigt, fair eller giver løn efter fortjeneste. Det er ikke, hvad kristendommen handler om. Kristendommen handler om en mand ved navn Zakæus, der helt ufortjent bliver elsket af Gud, og som helt ufortjent får tilgivelsen. Kristendommen handler ikke om, at man som menneske skal ligge på sine blødende knæ og tilbede Gud, ej heller handler det om, at vi skal tage kontrol over vores liv – nej, kristendommen handler om manden, der uden grund fik en gave, så stor at han måtte ændre sit liv. Ingen dom, ingen dunder taler eller formaninger – kun den rene skære kærlighed. Den kærlighed, der rammer dybt i hjertet, og siger at synden er forladt.



Og det er i al sin uretfærdighed gode nyheder. Det er evangeliets budskab til os igen og igen. At når Gud møder dig, gør han det med kærlighedens dom. En dom, hvor han ikke ser dine handlinger eller alt det, de andre mennesker ser i dig. Han hører ikke efter hvad andre mener om dig. Han ser ikke vores håbløshed eller utilstrækkelighed. Nej, når Gud møder dig, så ser han dig. Gennem trækroner og blade, gennem mørke og ensomhed, gennem livet og trængsler, så ser han dig. Og der møder han dine øjne og kalder dig ved navn: Skynd dig at komme, jeg er i dag med dig.





Der giver han håbet tilbage. Og vi mennesker kan blot stå med hænderne fremme og tage i mod den gave Gud skænker os. Kærligheden, også kaldet nåden, er så overvældende en gave, at livet må forandre sig. Livet bliver ikke det samme, for nu er du ikke længere alene. Vi har hørt ham sige: jeg er i dag med dig.



Du bærer mig i livet, hvor alt kan ske med mig. Gud, lad mig altid vide, at jeg tilhører dig.



Teksten
Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. Dér var der en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst. Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi. Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: »Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.« Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham. Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: »Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.« Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: »Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.« Da sagde Jesus om ham: »I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.« Luk 19,1-10

3. søndag i advent 2012

Jeg har fået en skrabe julekalender. Sådan en, hvor man hver dag skal skrabe et felt indtil jul, og så kan man vinde penge. Jeg har blot et mindre problem med sådanne skrabe julekalendere: nemlig mig.

Jeg står som regel ved begyndelsen til en uge, og tænker ved mig selv, at jeg nok glemmer at få skrabet alle felterne i ugens løb, Så derfor skraber jeg forud – en uge ad gangen. Jeg siger til mig, at det handler om planlægning og effektivitet, samtidig med at jeg bliver nødt til at minde mig om, at jeg jo er voksen nu, og at den her situation overhovedet ingen sammenhæng har med dengang jeg var barn, og spiste min chokoladejulekalender forud.

Jeg har med andre ord et problem; nemlig mig. Jeg kan næsten ikke vente.

Der findes næsten ikke det barn i Danmark, der ikke glæder sig til jul med en forventning, der rydder al tålmodighed af vejen. De kan næsten ikke vente. Og aldrig har 24 dage været så lange, som de er i december.

Vi venter og venter og venter. Jeg håber og håber og håber. Og venter og venter og venter.

December er en ventetid. Advent er en ventetid. En ventetid fyldt med håb.

Håbet kender vi. Vi kender Paulus treklang: tro, håb og kærlighed. Da jeg var barn gik vi alle med tro, håb og kærlighed om halsen i form af et kors, et hjerte og et anker for troen. Et anker vi også ser hos Aarhus’ skytshelgen Sankt Clement, der blev smidt i vandet med et anker bundet til sig, og senere blev han helgenkåret af den katolske kirke, og gjort til skytshelgen for sømænd og også denne by. Hans anker er et symbol på håb for selv den, der ser ud til at synke til bunds i livet.

Vi er ikke katolikker, men vi kan lære af den historie om håbets anatomi.

For hvad er verden uden håb – hvad er vi uden håb? Vi antager nærmest automatisk håbet som en forudsætning for livet. Vi kender det fra sygehusene, hvor vi ved, at den, der mister håbet, også mister livet. Men håb giver kun mening, hvis den er rettet fremad.

For hvis håbet vender mod fortiden, vender den mod noget, der har været, og noget der aldrig vil blive igen. Det er så nemt at ønske svundne tider tilbage, men da forveksler man håbet med minderne. Vi skal ikke håbe bagud – vi skal håbe foran os. Det kristne håb, er altid et håb for fremtidens muligheder – for Guds muligheder med os mennesker.

Da Sankt Clement sank mod bunden med et anker bundet til sig, ved vi ikke, hvad han tænkte. Og måske var det ikke håbet om fremtiden, der fyldte mest, men måske netop tvivlen. Da alvoren slog ham – gad vide hvad han tænkte?

Måske det samme, eller noget der minder om, hvad Johannes tænkte, da han sad indespærret i fængsel. Johannes Døberen sad i fængsel – ham, der døbte Jesus i Jordanfloden sad i fængsel for at have kritiseret kongens ægteskab. Det gjorde man ikke ustraffet.

Johannes var udråbt som ham, der skulle bane vejen for Guds egen søn. Ham, der skulle fortælle, at Messias var kommet – messias som profetierne havde forudsagt ville komme.

Han sad nu i fængsel for at have en mening om kongens valg af hustru. Og som han sidder der i mørket, rammes han af sit livs mørke, og synker nu til bunds i sin egen tvivl.

Jesus gik omkring i det fri, og havde ikke vist sig som den messias flertallet dengang forventede, at han ville være - han befriede ikke Palæstina fra romermagten. Hvad er det for en Messias, de forventede. Ja, hvilken messias forventer vi?

Vi kan nemt sidde her på afstand af evangeliet, og ryste på hovedet af dem, der ikke kunne se det åbenlyse – nemlig at det var Jesus – Guds søn – de mødte.

Men hvordan ville vi selv reagere, hvis vi mødte Jesus i dag? Der er et par stykker indlagt i Risskov Hospital, der faktisk mener, at de er Jesus. Hvorfor tror ikke vi dem? Hvorfor ryster vi på hovedet stadigvæk? Vi ryster på hovedet både af dem, der tvivlede dengang, og fortsætter med at ryste på hoveder af dem, der hævder at være netop Jesus i dag. Hvorfor gør vi det?

Fordi det ligger til os at sætte spørgsmålstegn ved påstande – det ligger i os, at vi tvivler. Vi tvivler hele tiden. På hinanden, os selv, på om vejene nu er sikre, på om det nye vaskemiddel kan holde hvad det lover, på om vi har købt nok mad ind til juleaften, på om der nu også er 92 oktan i tanken, når vi tanker, eller om de har fyldt noget andet på. Vi tvivler hele tiden – sætter spørgsmålstegn. Og derfor gør vi det også til Gud. Vi sætter spørgsmålstegn ved ham, ved hans magt og ved hans intentioner.

Selv Adam og Eva satte spørgsmålstegn ved om det nu kunne passe, at de ikke måtte spise af kundskabens træ. De tvivlede.

Og det gør vi den dag i dag. Og således, også Johannes, der havde banet vejen for Jesus. ”Er du den, der kommer, eller skal vi vente en anden?” Er det virkelig dig, der er Gud selv på jord? Kan det overhovedet passe?

Vi tvivler på Gud – men til forskel fra den almindelige tvivl, der griber os i hverdagen, så er tvivlen på Gud en anden art.

For vi tvivler på Gud, når verden og livet vil brydes med os. Vi tvivler på Gud, når vi tvivler på hinanden og på os selv. Vi tvivler på Gud, når vi slår hinanden ihjel, og børn bliver skudt på skoler. Vi tvivler, når sygdommen rammer vores nærmeste og efterlader os tilbage i livet.

Vi tvivler med andre ord, når vi møder det, vi ikke selv har kræfter til at sige i mod. Da tvivler vi. Ikke fordi vi dermed vil smide Gud på porten, men fordi vi i virkeligheden beder en bøn

Vi tvivler på Gud, fordi vi i virkeligheden ønsker, at han skal sige vore tvivl imod – gøre den til skamme. Tvivlen er håbets ansigt. Vi håber, at Gud vil være os nær. Tvivlen er menneskets hjertebøn til Gud. Vær mig nær. Vi tvivler ikke for at brydes med Gud, men fordi vi længes efter Ham.

”Er du den, der kommer, eller skal vi vente en anden”. Advent er ventetid – vi venter på at høre om julenat. Høre om dengang Jesus kom til verden, som verdens frelser.

Og vi skal ikke tro, at denne jul gør, at vi aldrig i evighed kommer til at tvivle igen. For det gør vi.

Et kristent liv handler ikke om at vi skal finde de rigtige svar på livets spørgsmål – og derefter er alt nemt. Et kristent liv handler om, at når vi synker i mørket, når vi føler at ankeret er bundet til os, så vi ikke kan andet end at falde til bunds, da ligger hjertebønnen i os:

Jeg tvivler Gud – sig mig i mod. Gør min tvivl til skamme.
Og han sagde mørket, tvivlen, ondskaben og alt der ødelægger livet i mod. Han lod Jesus føde som det lys i mørket, der skulle lyse for fremtiden, og give os håb. Håbet om, at livet aldrig er forgæves, hvordan det så end blev. Håbet om, at han elsker os, vores tvivl til trods.

Gud blev et menneske, så han ansigt til ansigt kunne fortælle os, at han elsker os – så enkelt er. Han giver os en kærlighed, som enhver er værdig til – ene og alene fordi vi er skabt som mennesker.

Og derfor kan vi folde vores hænder og bede:

"Må Gud give os troen. Troen på Gud, og troen på hinandens muligheder.

Må Gud give os håbet. Håbet om en fremtid, hvor intet ondt truer, og håbet om, at Guds virkelighed også er vores.

Må Gud give os kærligheden. Kærligheden, der åbne vores hjertets fængselsdøre og sætter os fri til at turde leve, og kærligheden der er størst af alt.

Tro, håb og kærlighed er disse tre, men størst af dem er kærlighed. Og det ser vi julenat, da Gud blev menneske."

Glædelig advent.


Teksten:

Da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple og spurgte ham: »Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?« Jesus svarede dem: »Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig.« Da de var gået, begyndte Jesus at tale til folkeskarerne om Johannes: »Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv, der svajer for vinden? Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder? Se, de, der bærer fornemme klæder, findes i kongeslottene. Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet. Det er om ham, der står skrevet: ›Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej for dig.‹ « Matt 11,2-10