7. søndag efter trinitatis 2014

Lige nu bliver vi bombarderet med nyheder om forskellige voldelige handlinger og epidemier, der fører til tab af menneskeliv. Vi siger, at det koster menneskeliv.

Da jeg var barn, troede jeg reelt, at det kostede noget at tage et liv. Jeg kunne ikke helt forstå, hvordan de havde fundet frem til prisen på et menneske – jeg var i al fald sikker på, at det måtte koste mange millioner kroner.

Vi taler om menneskeliv med ord hentet fra økonomiens verden. Det er termer, vi forstår, fordi det gennemsyrer vores hverdag. Vi arbejder, så kan tjene penge. Vi køber ting for penge. Vi får at vide, at tid er penge. Vi forstår så godt det system.

Derfor er det nærliggende at tale om menneskelivet i økonomiske termer. Men vi kan jo ikke sætte en pris på et menneskeliv, og vi kan heller ikke købe et menneske, selvom nogle måske bilder sig ind, at det kan lade sig gøre. Det er absurd at tale om et reelt beløb, der kan sættes på et menneske. For et menneske er så meget mere end den fysiske krop. Hvor meget koster det første grin? Hvor meget er en smuk drøm værd? Og hvor meget vil vi give for en tåre? Vores liv kan vi ikke sætte en pris på, for vi er mere end alle rigdomme i hele verden.

Og alligevel taler om, at vi det koster et liv. Det gør vi, fordi vi ved, at et menneskeliv er værdifuldt, og vi får aldrig råd til at erstatte det. Vi er mere end det, der kan sælges for en skilling.

Vi er mere end mange spurve, siger Jesus til. Det er en underdrivelse, men så konkret, at vi kan forstå det.

Livet er værdifuldt. Det ved vi godt, både med hjerte og hjerne. Og alligevel så løber hverdagen af med os. Det er, som om vi skal stå og stirre ned i afgrunden før vi forstår, hvad det vil sige at have fast grund under fødderne. Vi tager livet for givet, når vi har masser af det – og undrer os nok over, hvorfor vi ikke satte mere pris på det, når vi bliver truet med at få det taget fra os.

Jeg har lige læst en bog af Ingrid Bentancourt, der er en colombiansk/fransk politiker, som i 2002 blev taget som gidsel af FARC - en revolutionær guerillabevægelse i Columbia. Hun bliver holdt som gidsel i seks år i Columbias tætte jungle, hvor hun levede under kummerlige forhold, blev udsat for sult, ydmygelser og nedværdigelser. Seks år, hvor hun ikke anede om hun nogensinde ville blive frigivet og se sine børn igen. Hun beskriver i bogen: ”Selv stilhed hører op”, hvordan hun midt i dette helvede på jord, forsøgte at fastholde sin værdighed som menneske. Hun nægtede, at lade sig kalde ved nummer, og reagerede kun, når fangevogterne kaldte hende for Ingrid. Hun forsøgte at kæmpe mod det i hende, der fik hende til at skubbe sine medfanger til side, når der blev serveret mad, og hun fastholdt at fejre sine børns fødselsdag fra sit fængsel, selvom børnene ikke vidste, om hun var død eller levende. Hun beskriver, hvordan hun savnede sit liv, og hvordan hun ville give af sin TID til familie og venner, hvis hun blev befriet. Hun opdagede med andre ord livets værdi, og forsøgte derfor at fastholde sin værdihed.

Værdighed betyder faktisk, at et menneske har en iboende værdi i sig, der kalder på andres respekt og ærbødighed – en ukrænkelighed, vi skal fastholde overfor hinanden. Værdigheden har vi fra Gud, der skabte os i sit billede, og dermed gav os en lighed med ham. Det kalder vi for gud-billed-ligheden, eller sjælen.

Det kan vi ikke sætte en pris på, og ofte heller ikke ord på, men det er en spontan rækken sig ud mod andre mennesker, fordi vi fornemmer, at de kalder på vores ærbødighed. Det er kærligheden, som vi er skabt ud af, der kræver os i mødet med næsten, så vi kan genkende mennesket i øjnene på hinanden.

Vi er mere værd end det, der kan sælges for en skilling.

Vi er mere værd end det, der kan sælges for en skilling, fordi Gud elsker os. Dette ”fordi” ændrer det hele fra at være et postulat, vi kan vælge at tro eller ej til at være et fundament, vi kan bygge vores liv på.

Vi er ikke bare mere værd, fordi vi er dyrere end et par skillinger – vi er mere værd, FORDI Gud elsker os. Vi er mere værd, fordi vi har fået kærlighed lagt i vores vægtskål. Den banebrydende, revolutionerende, provokerende og insisterende kærlighed, der bliver givet til alle mennesker – både dem, der ikke vil have dem; dem, der ikke kan tåle at andre også får den; dem, der har fortjent den; dem, der ikke burde få den; dem, der trænger til den og dem, der ikke opdager de har fået den. Alle som en, får vi lagt kærlighed i vores vægtskål, så vi aldrig skal opleve at blive vejet og fundet for let i Guds øjne.



Gud er med os. Det må betyde, at han er med os i alle livets facetter, og måske er det derfor, at vi hører Jesus sige om spurvene: at ikke én af dem falder til jorden uden jeres Fader…

Ja, i den oversættelse, som jeg læste højt for jer, står der, at ikke én af dem falder til jorden uden at jeres fader er med den. Det står der bare ikke i den græske tekst. Der står bare: uden jeres Faders….hvad? Der mangler et ord, og ord der mangler er svære at tolke på.

Der er dog tre mulige tolkninger eller betydninger, vi kan overveje, som passer sprogligt. Den ene er 1. uden jeres Faders tilstedeværelse. 2. uden jeres Faders vilje eller 3. uden jeres Faders billigelse Hvad fortæller de hver især om Gud.

1. uden jeres Faders tilstedeværelse – det handler om mere og andet end en Gud, der bare er til stede sammen med os, så det er ikke det, der er meningen.

2. uden jeres Faders vilje – hvis det var Guds vilje, at det onde også sker, så har vi med en meget legesyg og uretfærdig gud at gøre, så det kan ikke være meningen.

3. uden jeres Faders billigelse. Her har vi med en Gud at gøre, der tillader, at der sker ting, som ikke er hans vilje. Denne betydning rummer et Gudsbillede, der giver styrke.

Det betyder, at vi ikke umiddelbart kan læse Guds vilje ud af det, der sker i verden. Det er ikke Guds vilje eller straf, at ebolavirussen lige spreder sig med lynets hast, eller at nationer slås. Det er ikke Guds vilje, at nogle mennesker bliver syge og andre ikke. Det sker, men det er ikke Guds vilje.

Denne tolkning kan efterlade os i en usikkerhed, hvor vi kan have svært ved at forstå og acceptere livet? Men selvom det er angstprovokerende, så er det også befriende, at Gud vil os det bedste. At det ikke er ham, der får de to spurve til at falde om. Gud vil os det bedste.

En spurv falder ikke til jorden uden jeres Faders billigelse. Han glemmer os ikke (Jf. Luk 12.6). Vi er alle husket. Vi er alle værdige til at være Guds børn.

Et menneskeliv er værdifuldt.

Vi er mere værd end det, der kan sælges for en skilling.




Dagens tekst:
Jesus sagde: »En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk! Frygt derfor ikke for dem. For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene. Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.« Matt 10,24-31

Faze artikel, KFUM og KFUK, maj 2014

Jeg er speciel
…og helt almindelig.

Da jeg var barn, troede jeg, at alle mennesker var ”verdens bedste” til et eller andet. Det handlede bare om at finde ud af, hvad man var bedst til. Jeg må indrømme, at jeg ikke har fundet af, hvad jeg er den bedste til endnu, og nu er jeg blevet voksen. Mens jeg voksede op oplevede jeg også, at jo ældre jeg blev, des flere døre blev lukket for mig. Jeg kunne fx ikke blive verdensmester i gymnastik eller fægtning. Jeg var blevet for gammel!! Det er nu ikke fordi, jeg nogensinde har gået til de sportsgrene, men alligevel. Det var en underlig fornemmelse at blive klar over, at verden ikke lå åben foran mig, for der var faktisk veje, der blev lukket for mig – hvis jeg gerne ville være verdens bedste om ikke andet. Det gav mig en følelse af, at jeg måske ikke var speciel alligevel, men bare helt almindelig.

Jeg er bare helt almindelig, men jeg er også speciel.

Jeg tror ikke, at livet handler om at være den bedste i hele verden til et eller andet, men det handler om gøre sit bedste. Der er stor forskel. I Bibelen står der, at vi har fået forskellige ”nådegaver”. Ordet kommer fra det græske ”karsima”. Vi taler ofte om, at man kan have karisma, og der betyder det udstråling. Men i Bibelen betyder det noget andet, nemlig at vi har fået en gave af Gud helt gratis. Vi har fået karisma af Gud, fordi han elsker os. Man kan sammenligne det med en slags velsignelse eller et smil som Gud hele tiden sender din vej.

Gud vil fortælle dig, at du har fået en helt speciel plads i verden kun til dig, og at han gerne vil bruge dig der. Du er en slags medarbejder for Gud, og skal hjælpe ham med at sprede sin kærlighed ud i hele verden. Det kan vi gøre ved at smile til hinanden, hjælpe hinanden eller tilgive hinanden. Der er mange måder, man kan gøre sit bedste på.

Så det er helt ok at være helt almindelig, for i Guds øjne er du speciel. Husk at Gud valgte dig til dit liv.



Så måske er du den bedste i hele verden – du er i al fald den bedste til at være dig.




https://www.kfum-kfuk.dk/maalgrupper/ung/magasinet-faze/

Faze artikel, KFUM og KFUK, december 2013

Det er en kold vinterdag i december. Lysene skinner deres glade farver, mens kulden gør sit til at forskrække enhver, der vover sig udenfor.

Jeg går på gaden, da jeg mødet et par hjemløse. De sidder på en bænk og fryser. Da vi er de eneste på gaden, går jeg hen for at tale med dem, og det kommer hurtigt frem, at jeg er præst.

Den ene hopper op, og siger, at jeg skal have en gave, fordi jeg er præst. Han har den helt rette gave til en som mig, nemlig et bedetæppe. Jeg forsøger, at fortælle ham, at det er muslimer, der bruger bedetæpper, og ikke kristne, men han hører slet ikke, hvad jeg siger.

Derimod griber han fat om sin barnevogn, og begynder at tømme den for indhold. Han står med hovedet nede i barnevognen, men han bander og svovler og leder efter bedetæppet. Da han endelig finder det, er det med stolthed, at han breder det ud på jorden foran mig. Tæppet viser sig at være en dug, der engang var hvid, men nu mest var gråt.

Han står og ser på tæppet, og begynder at fortælle mig, at det var hans mors. Hans ønske var, at han ville bruge den i den lejlighed, han drømmer om; men sandsynligheden for at få et sted at bo er så lille, at han ikke længere tror på, at det vil ske. Han vil hellere have, at jeg får dugen, der nu er et bedetæppe.

Jeg tager imod bedetæppet.

I mellemtiden er det blevet vasket, og har genvundet sin hvide farve. Jeg passer godt på det, og har brugt det alterdug nogle gange. Og hver gang jeg tager det frem tænker jeg på ham, og den fantastiske gave, han gav mig.

Julen handler om at give, men vi kan give mere end gaver pakket ind i smukt papir. Julens gaver er også nærvær, omsorg, glæde og opmærksomhed. Vi har alle noget at give hinanden. Den hjemløse gav mig meget mere end en dug – han gav mig glæde.

Det er jo ikke kun i julen, at det er vigtigt, men der er bare særlig fokus på det i julen. Vi skal huske det hele året, at vi altid har noget at tilbyde hinanden og verden. Vi står aldrig med tomme hænder, men kan altid give hinanden lidt af vores tid og vores liv.

Julen er en smuk tid at gentage det budskab i, for julen handler om, at Gud gav sig selv til os. Vi fik en gave. Julenat blev Jesus født, og dermed viste Gud os, at han ønskede at komme tæt på os. Så tæt, at han lod sig føde som et menneske. Det er den største gave af dem alle, og derfra lovede han os, at han ville være med os alle dage indtil verdens ende.

Gå ud i livet med det, at Gud ønsker sig dig. Det er et ønske, man kan leve sit liv på. Og husk at del det med hinanden, for vi har alle noget at give.


https://www.kfum-kfuk.dk/maalgrupper/ung/magasinet-faze/

Faze artikel, KFUM og KFUK, juli 2013

I Guds øjne er du værdifuld

Mennesker er skabt til at være sociale, men det betyder ikke, at det er let.
I mødet med et andet menneske finder vi ud af, hvem vi selv. Vi spejler os hele tiden i dem, vi møder, og derved lærer vi også noget om os selv. Man kan sige, at vi bærer lidt af hinandens liv i vores hænder.

Det begynder allerede, når man er spædbarn. Et spædbarn bruger den første tid af sit liv på at spejde ud og få øjenkontakt med andre mennesker, for at blive set. Vi har alle sammen brug for at blive set, og derfor holder vi aldrig op med at spejde ud for at få øjenkontakt med andre mennesker.

Derfor gør det også ondt, når andre ikke ser os, eller når andre ignorerer os. I nogle samfund smed man folk ud af fællesskabet, hvis de skulle straffes. Det var den hårdeste straf, for pludselig hørte man ikke til nogle steder og ens familie og venner lod som om man ikke eksisterede. Dem, der blev smidt ud, må have følt sig værdiløse.

Men det kan være svært at være i et fællesskab, for på den ene side har vi brug at møde andre, så vi kan blive set, og på den anden side kan det gøre ondt, hvis vi bliver såret, glemt eller svigtet. Man kan føle sig ensom, også sammen med andre.

Mennesker er skabt til at være sociale, men det betyder ikke, at det er let.

Fællesskaber er svære, fordi der er så meget dynamik, når vi er sammen. Vi kommer med hver vores livsfortælling, opfattelse af verden og os selv. Nogle står med tårer i øjnene, fordi de føler, de ikke slår til, og andre kan have travlt med at fortælle, at deres liv er perfekt. Men når vi skræller alt det af, så står der altid et menneske tilbage, der har brug for at blive set, og få at vide: du er noget værd.

Da Gud skabte verden, skabte han to mennesker, så vi ikke skulle være alene. Men Gud ved også, at vi nogle gange føler os ensomme eller værdiløse alligevel. Fællesskaber er ikke altid lette, fordi vi glemmer, at fællesskabet er Guds ønske for os. Vi glemmer, at et fællesskab altid kan rumme en mere – og især den, der står alene. Et fællesskab er ikke defineret ved sin størrelse, men ved at der er plads til en til.. Man kan sige, at fællesskabets opgave er, at spejde ud og få øje på den, der står i udkanten og mangler et sted at høre til, og derefter invitere ind.

Når man går til gudstjeneste, bliver man i slutningen af gudstjenesten altid velsignet. Velsignelsen lyder sådan her:

Herren velsigne dig og bevare dig.

Herren lade sit ansigt lyser over dig og være dig nådig.

Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred.


I velsignelsen hører vi, at Gud løfter sit ansigt mod dig. Gud får altså øje på dig midt i mængden, og ser dig.




I Guds øjne er du værdifuld. Han ser forbi alt det uvæsentlige og siger til dig igen og igen, at du altid vil høre til i hans fællesskab. Du er en vigtig del af hans fællesskab, og derfor er du aldrig mere alene end, at Gud står lige ved siden af dig indtil verdens ende.

https://www.kfum-kfuk.dk/maalgrupper/ung/magasinet-faze/

Faze artikel, KFUM og KFUK, oktober 2012

Skal man tilgive had?

Det er så nemt, at sige, at man hader. Jeg hader søndage. Jeg hader broccoli. Jeg hader at stå tidligt op.

Vi siger hele tiden, at vi hader. Men det ændrer sig, hvis vi siger det til et andet menneske. Vi bruger tit en masse hårde ord, som vi i virkeligheden ikke mener, og ”at hade” er et af dem. Vi siger det, og tænker ikke over, hvordan det bliver modtaget. Det er nemmere at sige til en, at man hader dem, end det er at høre det.

”Jeg hader dig”. Ordene kan skære sig gennem kroppen, og sætte sig helt inde ved hjertet, hvor de kiler sig fast. Der bliver de ved med at sende budskabet ud igen og igen, indtil den, der hørte dem, begynder at tro, at de er sande.

Ord forsvinder ikke, når vi har sagt dem, men kan blive ved med at klinge resten af livet. Ord kan ødelægge os.

Skal man tilgive det?

I England findes der en kirke (Sct. Michaels Church i Coventry), der blev bombet under 2. verdenskrig. Kirken lå i ruiner. Borgmesteren går en dag mellem ruinerne, og finder tre søm fra kirkens loft. Dem binder ham sammen til et kors, der skal minde os om, at man selv i ruiner kan finde håb og tilgivelse.

Korset blev lavet af søm. Søm som andre så på som ligegyldige, men som blev til et kors, der i dag er brugt over hele verden som et symbol på håb.

I kristendommen tror vi på, at Gud finder håb, hvor alt ser håbløst ud. Han tager det menneske, der er lagt i ruiner og ødelagt, og finder det frem, der er værdifuldt. Det Gud finder og tager frem, kan af andre, ligesom de tre søm, blive fejltolket som skrald og værdiløst. Men i Guds øjne er vi elsket, fordi han kan se gennem vores kaos, og se mulighederne.

Jesus døde for 2000 år siden på et kors. Han døde af kærlighed til os. Da han hang på korset bad han for sine fjender: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør” (Lk 23. 34).

Jesus bad om at hans fjender måtte tilgives, fordi de ikke var klar over, hvad de gjorde. Jesus bad om, at Guds kærlighed også måtte nå dem, og at Gud ville finde det værdifulde frem i dem.

Vi må ikke smide andre mennesker ud som skrald, fordi de i vores øjne er værdiløse. Vi må tro på, at der i alle findes noget værdifuldt, der i Guds øjne bliver smukt.

Skal du tilgive had?



Det kan være svært, når man selv er blevet såret og ødelagt. Derfor har vi brug for Gud. Vi må bede Gud om, at tilgive, når vi ikke selv kan. Og vi må bede Gud at se det værdifulde i os alle.




https://www.kfum-kfuk.dk/maalgrupper/ung/magasinet-faze/

Faze artikel, KFUM og KFUK, juni 2012

Gud i virkeligheden.

Hvem er Gud? Ja, og her mener jeg ikke bare den gamle mand med skægget, der danser på en sky. Jeg taler om den Gud, der virkelig findes. Hvis han altså findes.

Jeg bliver som præst ofte spurgt om jeg i virkeligheden tror på Gud. Mener de mon, at findes en u-virkelighed, hvor man kan tro på Gud, og en virkelighed, hvor man ikke behøver? Det minder om en biograf, hvor man sætter sig i sædet klar til at blive underholdt. Vi ser en historie, der både kan gøre os forskrækkede, få pulsen til at banke og berøre vores hjerter. Vi kan glemme tid og sted, men når rulleteksterne begynder, lyset bliver tændt og dørene åbnet, så kan vi frit gå ud fra biografens mørke, tilbage i virkeligheden. Vi ryster historien af os, underholdt for et øjeblik, og går videre med livet.

Men er det at tro på Gud, ligesom en god biograffilm?

Der findes ingen svar på om Gud findes. Der er hverken fundet matematiske formler eller fysiske beviser på, at Gud er til. Faktisk er det eneste, vi har, de fortællinger, vi hører om Jesus. Forskere ved, at der har levet en mand, der hed Jesus, men de kan ikke svare på, om han var Guds søn.

Men hvorfor så tro?

Der findes en bog, der hedder: ”Den lille prins” skrevet af Saint-Exupéry. I bogen møder en mand den lille prins. Prinsen overtaler ham til at tegne et får. Manden er ikke særlig dygtig til at tegne, og han forsøger flere gange at tegne et får. Til sidst giver manden op, og tegner en kasse med lufthuller i. ”Der har du dit får” siger manden til den lille prins. Den lille prins ser på kasse, og udbryder til mandens store overraskelse, at det lige præcis er sådan et får, han altid har ønsket sig.

Sådan er Gud også – i virkeligheden. Vi finder ikke et bevis på, at han findes, men vi må tro på, at han, ligesom fåret i kassen, faktisk er til.

Det er med Gud som med kærligheden. Vi ved, at den er til, når vi bliver forelsket, men vi har ikke brug for at finde den i vores hjerter. Vi kan mærke, at den er der. Vi har heller ikke brug for at rode i hjernen for at finde stoffet, der gør vores knæ bløde, når vi ser ham/hende vi er vilde med. Det er nok bare at vide, at man er forelsket.

At tro er både at kunne se et får i kassen, og vide at man er forelsket uden at have set, hvordan en forelskelse ser ud. Det er mere end bare en god biograffilm. Gud i virkeligheden er at tro på noget, vi ikke kan se, men tro alligevel.


https://www.kfum-kfuk.dk/maalgrupper/ung/magasinet-faze/

Præsteklumme juli 2014

Jeg udfordrer dig

Dette forår har facebook været oversvømmet med udfordringer. Den mest udbredte udfordring handlede om, at man skulle hoppe i vandet inden 24 timer, og gjorde man det ikke, skyldte man udfordreren en is, en middag eller andet. Udfordringen blev dog i løbet af foråret forandret, da en und mand blev træt af den. Derfor købte han en masse dagligvarer og noget tøj, som han puttede i en kasse og gav til en hjemløs. Han udfordrende andre til det samme. Jeg ved ikke, om det blev lige så stort som det at hoppe i vandet; men det er interessant, at han vendte udfordringen om, så den pludselig handlede om at give til de fattige.

Jeg sætter tit mig selv i situationer, hvor jeg bliver udfordret. Det er en rar fornemmelse at rykke sine grænser; men mange gange er mine udfordringer kun skridt i mit liv. Derfor kom jeg til at tænke på, om der ikke ligger en anden udfordring bagved; nemlig den, at mens vi rykker grænser i vores liv, skal vi også samtidig rykke tættere på hinanden. Vi kan ikke nøjes med at rykke længere væk fra vores begyndelsessted, hvis vi ikke også rykker sammen.

Vi skal rykke sammen, fordi vi har en fællesnævner i livet, som intet kan sætte ud af spil. Fællesnævneren lader sig ikke påvirke af livsstil, uddannelse, retfærdighed eller fordomme. Fællesnævneren er det, der gør, at vi kan se forbi alt, hvis vi vil. Fællesnævneren ser forbi ethvert ydre og ethvert levet liv – hvordan det så end blev – og ser, at der står et menneske.

Fællesnævneren er vores menneskelighed. Udfordringen er at kunne se det, hver gang vi møder et nyt menneske.

De små skridt i dit liv, kan blive til store skridt for andre.