1. søndag i fasten 2015

Nu skal I høre en ret velkendt historie – nemlig historien om Anders Ands bedre jeg.

· Det er tidlig morgen, og vækkeuret ringer. Straks springer Anders Ands bedre jeg ud af sengen, klar med glorie og vingerne strøget, mens Anders And bare bliver liggende.

· Med lidt overtagelse og rysten kommer Anders And ud af fjerene.

· Han får overrakt sine skolebøger, så han som en dydig and kan komme i skole. Hans bedre jer fører an på vejen fløjtende, mens Anders And går bagved.

· Men undervejs venter fristelsen – nemlig hans dårlige jeg, der står klar med en fiskestang og udsigten til en dag ved søen, store fisk og afslapning. Men han har mere at tilbyde Anders And.

· Og derfor får han ham også overtalt til at prøve lidt af sin pibe.

· Det går ikke så godt for Anders And – den stakkel.

· Heldigvis leder hans bedre jeg efter, og kan ikke forstå hvor han er blevet af. Da han opdager, hvad der er sket bliver han rasende, men nægter at slås.

· Det synes Anders Ands dårlige jeg er en rigtig god ide, og han benytter lejligheden til at hive hans glorie hele vejen ned om livet. Men det skulle han aldrig have gjort, for…

· Så vanker der. Og når man kan flyve, så kan også give igen.

· Det bedre jeg giver igen, og det ender skidt for hans dårlige jeg, og der bliver plantet en lilje hvor han grav ligger.

· Så har Anders And et forklaringsproblem, men heldigvis bliver han tilgivet på stedet, og nu kan han atter gå mod skolen som den artige lille and han engang imellem er.

                                               ------------------------------------------

Sådan er tegnefilmen om Anders And og hans bedre jeg. I har måske set den, og den er rigtig god, og i en tid, der er usikker, har vi brug for at more os. Vi har brug for letheden.

Tegnefilmen er en af klassikerne med Anders And i hovedrollen, men den har et teologisk problem. Nu er det næppe heller tegnet for at tilfreds teologer, men vi kan bruge den som springbræt i dag.

Tegnefilmen springer mig nemlig i øjnene på særlig et punkt, nemlig at det bedre jeg og det dårlige jeg er afbilledet som en engel og en djævel.

Billedet af menneskets inderste som en engel eller en djævel hænger sig fast i manges tanker om, hvad et menneske er. Ofte synes jeg, at man hører, at alt ondskab stammer fra mennesket, og derfor er det så også os selv der er skyldige i, at ondskab finder sted. Det er jo en besnærende og fristende tanke, at skyde ondskaben over i mennesket selv, for ligger den først der, så kan vi forklare den. Vi har måske en tendens til at smide om os med diagnose, vi selv finder gode i situationen, og man kan næsten heller ikke være leder i dag uden at få mærkatet psykopat. Vi lever i et diagnosesamfund, hvor vi ikke længere lader lægerne om den opgave, men selv tager den på os. Og ondskaben er blevet en diagnose af menneskets sjæl.

Men ligesom Jesus i ørkenen blev fristet, bliver vi også her fristet til at give ondskaben en grund eller en mening, som den ikke har. Og vi bliver nogle gange fristet til at behandle hinanden som om ondskaben virkelig kom fra os.

Men vi skal holde fast i, at ondskab i sit væsen er meningsløst, og derfor heller ikke skal forklares. Og at ondskaben heller ikke ligger inde i os, men er noget, der kommer udefra og påvirker os. Vores inderste er godt og skabt af Gud.

Bibelen fortæller heller ikke om, at mennesket er djævle, men tværtimod at vi skabt i kærlighed. Det er hele omdrejningspunktet og grunden til, at Gud bliver ved med at ville os. Han ser håbet i os, når vi selv føler os håbløse.

Så hvor er ondskaben? Vi kan ikke forklare djævelens eksistens, for det ville være at give det en eksistensberettigelse. Det er bare noget, der er på trods. Vi kan ikke forklare det. Om det er en person eller en magt i verden, kan jeg ikke svare på, men gør det en forskel for vores holdning til ondskaben? Gør det ondskaben mindre ond? Det er der vi skal lægge vores kræfter, men tværtimod skal vi lægge vores kræfter i forsagelsen.

Vi siger i begyndelsen af trosbekendelsen, at vi forsager djævelen. Det betyder, at ”tager afstand fra”. Djævelen er noget, vi ikke vil have med at gøre. Det er en god begyndelse på enhver dag, at vi slår fast, at vi ikke vil have noget at gøre med ondskaben, og at vi ikke vil tage den ind til hjertet. Vi skal ikke diagnosticere ondskaben, men holde den væk fra os – forsage den.

Ordet djævel betyder egentlig den, der bagvasker eller skaber splid. Altså den der sår løgne og river mennesker væk fra hinanden. Derfor kan man heller ikke tro på djævelen, for man kan ikke tro på løgnen. Men vi kan se, at den er der.

Og løgnen kommer snigende og bilder os alt muligt ind om magtforholdet mellem Gud og djævelen. Den næststørste løgn vi kan blive hvisket i øret er, at misbruger vi vores magt blot en gang for at få balance, så gør det ikke noget. En enkelt gang betyder vel ikke noget, hvis det bringer retfærdighed. Det samme kunne Jesus vel have tænkt, da djævelen møder ham i ørkenen. Bare en enkelt sten om til et brød til at stille den værste sult. Bare en enkelt skridt ud intetheden for min tro vil vel frelse mig, og Gud gribe ind. Eller bare et enkelt buk for ondskaben så vil alle disse riger være mine og jeg ville kunne bringe fred.

Men han sagde nej, for han kunne gennemskue det. Det var ikke den slags gud Han ville være. Vi skulle ikke falde i svime over ham, fordi han kunne trylle sten om til brød, eller fordi han var et overmenneske, der kunne tvinge de fysiske love eller fordi han havde magten. Jesus levede for at vi kunne opleve Gud som den han er, nemlig som kærlighed. Og den kærlighed er så stor, at den møder os, som dem vi er. Vi skal ikke optræde eller performe, være særlige artige eller dydige som Anders And, der ender med at gå i skole, før Gud vil kendes vil os. Sandheden, der blæser os omkuld, er den sandhed, at du kan være det menneske, du er, og stadigvæk blive elsket. Derfor sagde Jesus nej til fristelsen, for han ville vise os, hvem Gud er – ikke ved at trylle eller tvinge, men ved at elske. Så Jesus sagde nej til fristelsen.

Det kan vi ikke altid, og det sker, at vi bliver fristet, og render den ondes ærinder i godhedens navn – se det er en ondskab, der er til at føle på. Heldigvis tilgiver Gud os lige på stedet.

Men den største løgn af dem alle som vi kan blive bildt ind, og som ofte møder os der, hvor vi er mest sårbare er den, at Gud er færdig med dig. Nu har Gud vendt dig ryggen. Det er den ondeste løgn.

Men det er en løgn. Det passer ikke. Gud bliver aldrig færdig med dig. Gud kom til verden for at sige den løgn imod, og gøre vores liv større.

Det er det, vi skal høre hver søndag, når vi kommer her – at nok kan djævelen fortælle os løgne og friste os, men det er ikke andet end løgn. Sandheden er, at du aldrig falder ud af Guds hænder. Selv den mest håbløse er der håb for. For Gud er livets Gud, der får det til at spire selv de steder, hvor andre giver fortabt.

Så selvom ondskaben og løgnen endnu er i verden, og selvom vi alle til tider bliver fristet, så er der grund til håb – vi holder søndag for at modsige løgnen, og holde fast i den sandhed, der ikke kan gentages nok gange:

Vi falder aldrig ud af Guds hænder – han er med os alle dage indtil verdens ende.



Amen




Dagens tekst:

Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.« Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹ « Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: ›Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.‹ « Jesus sagde til ham: »Der står også skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.'« Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.” Da svarede Jesus ham: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ « Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham. Matt 4,1-11

Fastelavn 2015

Familiegudstjeneste

Nu skal I høre:

Floden Jordan løb midt gennem ørkenen. Ørkenen strakte sig så langt øjet rakte, og kun fordi floden gik igennem kunne man faktisk bo der.



Der boede Johannes.

Johannes var vild at se på – han havde et stort uredt hår, buskede øjenbryn, gik med kamel uld slynget rundt om sig. Og han levede af det han kunne finde i ørkenen – græshopper og honning fra vilde bier.

Men selvom han boede ude i ørkenen og lignede en vildmand, så kom folk rejsende langvejs fra for at møde ham. Johannes døbte nemlig de mennesker, der kom for at besøge ham, i floden, der løb gennem ørkenen.



Der var en stor begivenhed at blive døbt. Johannes ville vade ud i floden sammen med den, der skulle døbes (man døbte kun voksne dengang) – og så ville han holde en, og dykke en helt ned under vandet, så både hår og tøj blev vådt. Og når man dukkede op igen, ja så var man døbt.



Men der var noget underligt, ja nærmest foruroligende ved Johannes. Når han så på en, så var det som om han kunne se alt det, man havde gjort forkert. Han kiggede lige ind i en, og man skammede sig altid, når Johannes havde set på en. Men folk kom alligevel for at blive døbt af ham.



En dag kommer der en mand rejsende ud til Johannes for at blive døbt af ham. Manden hedder Jesus.



Jesus er helt anderledes at se på end Johannes. Han går i en kjortel af stof, har sandaler på fødderne og det lange hår er redt. Men øjnene – de øjne. De ser på en, og man føler, at man er elsket. Det er som om han ser på en med alt, hvad man er, og så bliver man elsket alligevel.



Sådan har Johannes det også, da Jesus så på, og måske det var derfor han ikke ville døbe Jesus.



Johannes siger: ”Nej, jeg vil ikke døbe dig Jesus, for jeg trænger til at blive døbt af dig.” Men Jesus ser på ham med de øjne, og siger:

»Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.«



Det er nogle underlige ord, men Johannes forstår, at han skal døbe Jesus, så derfor vader de begge ud i vandet, og Johannes døber Jesus ved at dykke ham helt under vandet.



Og da Jesus kommer op fra vandet igen, åbner himlen sig, som om Gud lige med en stor saks skar et hul gennem skyerne. Og der fløj en hvid due ned fra himlen lige ovenover Jesus. Det var Guds ånd.



Og da lyder der en røst fra himlen – det er Guds selv, der taler:



”Det er min elskede søn – i ham har jeg fundet velbehag.”



Sådan lyder historien for Bibelen om Jesu dåb. Det er et underligt sted historien stopper. Der mangler ligesom en reaktion på Guds røst fra himlen. Hvad sagde Jesus til det, og hvordan reagerede Johannes? Blev han bange eller glad? Gik Jesus bare op på bredden og rejste videre? Vi ved det ikke.



Men vi ved, at Jesus blev døbt. Vi døber også i dag som I har set Christian blive døbt. Og vi forestille os, at Gud hver gang et barn bliver døbt, også siger: Jeg har velbehag i dig. Det betyder, at Gud ser på os, ligesom Jesus også gør, og er glad for at se på os.



Foran Gud behøver vi slet ikke forsøge at være en anden end den, vi er. Gud kan se bag vores udklædning og maske, og for øje på os derinde – og elsker os.



I dag er I er så fint klædt ud, at man næsten ikke kan kende jer. Men Gud ved godt, hvem I er. Selv hvis I virkelig forsøger at gemme jer eller farer vild, så kan Gud altid finde jer igen, og når han gør det, så ser han på jer med de der øjne, og I ved, at I er Guds barn.



Amen



Dagens tekst:
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: »Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?« Men Jesus svarede ham: »Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.« Så føjede han ham. Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!« Matt 3,13-17

Septuagesima 2015

”Der var engang en mand, der samlede på gamle, antikke bøger.

Hver gang han fandt en bog, han manglede i sin samling, svulmede hans hjerte af glæde. Han tog varsomt bogen med hjem og satte den højtideligt i sin bogreol. Bøgerne var hans et og alt.

Men han manglede en helt bestemt bog til sin samling. Det var en ganske særlig, sjælden bog. Han havde brugt år på at lede efter den. Hver gang han kom ind i et antikvariat gik han rundt og så på alle reoler om bogen skulle stå her.

Således gik mange år indtil en dag, hvor hans øje fangede titlen på bogens ryg. Forsigtigt tog han bogen ned fra hylden, og ganske rigtigt – det var den bog, han havde ledt efter. Han bladrede i den, men da opdagede han med sorg, at bogen manglede et helt kapitel. Kapitel 3 var der bare ikke. Det var ligesom revet ud af bogen.

Der stod han med bogen i hånden midt i butikken. Skulle han vælge at købe bogen eller lade være? Han tænkte ikke længe over det, og tog resolut bogen med sig hen til kassen og købte den.

Derhjemme stillede han, ligesom alle de andre bøger, den sjældne, men ukomplette bog op på hylden. Der stod den i nogle år, indtil han en dag, besluttede sig til at se nærmere på bogen. Atter tog han denne bog ned fra en hylde, men denne gang var han forberedt. Den manglede jo et kapitel, så han ville ikke blive skuffet. Men så skete der noget ganske vidunderligt. Mens han bladrede i bogen, opdagede han, at der midt i bogen, var stukket nogle ark ind. Han tog dem ud, og da så han, at de stykker papir, der var stukket ind, netop var det kapitel – kapitel 3 – som han troede bogen manglede.

Og da kunne han gøre sin bog komplet ved at lægge kapitel 3 ind på den rette plads.” (frit fortalt).

Sådan lyder fortællingen om manden, der samlede på gamle bøger.

Gud er den gamle mand, der ikke samler på bøger, men samler på mennesker. Han leder efter os, når vi er blevet væk, og han giver ikke op. Man skal være en meget passioneret samler for i årevis, at ville lede efter den bestemt bog. Og Gud er passioneret.

Gud samler på mennesker.

I lignelsen i dag sammenligner Jesus himmeriget med en vingårdsejer, der går ud og hyrer folk dagen igennem. Det var på denne tid en helt almindelig hændelse. Enhver gårdejer ville gå hen på torvet og hyre de arbejdere, der så sundeste og mest raske ud. Dem, han vidste, ville arbejde godt. Og som dagen skrider frem, står de tilbage, der ikke har kunnet udføre et stykke arbejde. Hvad enten de var gamle, handikappede eller dovne. Men i lignelsen bliver gårdejeren ved med at gå ud og hyre folk. Efterhånden er vingården fyldt med mennesker, der arbejder i meget forskellige tempi, og måske kunne man forestille sig, at der tilmed er nogle af dem, der virkelig har brug for mange og lange pauser.

De får alle lovning på den samme løn, men som vi hører, så går det ikke stille for sig, da lønnen så endelig skal udbetales, for dem, der har arbejdet længe, bliver meget sure over, at de ikke får mere end dem, der er kommet til senere og har lavet mindre.

Det er jo da egentlig en meget almindelig reaktion. Eller det er i al fald en reaktion, vi kan kende. For selvfølgelig er det uretfærdigt. Man skal ikke have været længe på arbejdsmarkedet, og delt ret mange aviser ud tidligt om morgenen, før man forstå den indbyggede retfærdighed, der ligger i det at arbejde. Det er der skrevet mange og lange filosofiske bøger.

MEN vi glemmer her, at fortællingen er en lignelse om Himmeriget, det er ikke en politisk tale. (Nu vil tro faktisk få indflydelse på et samfund, og på den måde vi ser andre mennesker, og forhåbentlig give os mere rummelighed og overskud, men det er en helt anden historie. Jesus var først og fremmest troende, og ikke politiker.)

Vi skal derfor overføre lignelsen til det, den handler om, nemlig vores liv med hinanden.

Og det hele begynder med, at Gud samler på mennesker. Han samler på os, og selvom vi har mangler og fejler, når han finder os, så sætter han os ikke tilbage på hylden, og leder efter et bedre eksemplar. Han tager os med det samme til sig, og behandler os ligesom alle de andre.

Gud behandler mennesker ens. Gud er god. Så enkelt kan det siges. Han er god. Han er faktisk urimelig god. Men den godhed kan være så stor, at vi nogle gange ser os sure på dem, der får den uden at have gjort sig fortjent til den. Men det er ikke godheden, der fejler noget, men derimod øjet, der ser.

Kan det virkelig passe, at Gud også kan bruge mennesker, der er dovne, gamle eller handikappede? Kan det virkelig passe, at Gud kan bruge mennesker, der har en anløben moral, har meldt sig ud af folkekirken eller tror på noget helt andet? Hvorfor er den tanke så underlig? Hvorfor skulle det være så mærkeligt, at Gud ser på mennesket, og ikke på hvad vi kan og gør?

Gud samler på mennesker.

Og derfor handler lignelsen også om livet, vi har fået betroet, og meningen med livet er, at vi skal leve det i kærlighed med hinanden.

Lønnen er kærlighed. Det er den denar, vi får lovet. I det lys er det absurd at tænke på, at vi vil have lønforhøjelse. Kærlighed kan ikke skæres i stykker og deles ud. Enten er der kærlighed eller også er der ikke. Det er enkelt: Gud er god, og han giver os lige meget. Faktisk er Gud dristig med sin kærlighed og vover at dele ud af den med løs hånd. Nej, godheden fejler som sagt ikke noget, men øjet gør, hvis den ikke under andre kærligheden. Vi skal ikke have så travlt med andres løn, men derimod have travlt med at dele ud af den kærlighed, vi har fået.

Gud samler på mennesker, fordi de i hans øjne kan bruges. Der er ingen overflødige eller ubrugelige mennesker. Gud samler på dig. Gud har brug for dig.

Og hver dag går han ud for at lede efter de mennesker, der er blevet væk, og han giver ikke op før han har fundet os alle. Himmeriget er det sted, hvor der er brug for alle.

Gud samler på mennesker.

Amen




Dagens Tekst:




Jesus sagde: »Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan

2. søndag efter helligtrekonger 2015

Det er en berømt tekst, vi hører i dag. Dels er det jo et fantastisk under, Jesus gør, da han forvandler vand til vin. Og det er en evne, som mange nok i tidens løb havde ønsket, at de havde. Og dels er fortællingen hos evangelisten Johannes, som skriver om brylluppet i Kana, netop den beretning, der fortæller, at fra nu af begynder Jesus på sine tegn, og åbenbarede derved sin herlighed. Det er altså begyndelsen på Jesu virke.



Jesus begynder sit virke med et tegn, og med tegn er det sådan, at de faktisk ikke behøver ord, for at vi forstår dem. I sig selv bærer de en betydning. Vi har dem i vores hverdag, men vi tænker altid lige over dem – vi forstår dem bare. Når vi kører forbi et hus, hvor flaget er hejst, ved vi, at derinde er der fest, jubilæum eller fødselsdag. Men kører vi forbi et hus, hvor flaget er på halv, ved vi, at der er sket et dødsfald. Det er tegn, vi tolker uden ord.


Ligesådan er det også, når en mor eller far, tager deres lille barn i favn og kysser det. Ord er overflødige. Og tegnet betyder så meget mere end det øjet ser. Der er mere på spil.


Vores hverdag er fyldt med sådanne tegnhandlinger. Og sådan var Jesu handling denne dag også et tegn. Der var og er mere på spil end blot det, at han var til et bryllup, hvor vinen lidt pinligt slap op før festen var begyndt. Denne fortælling handler ikke om, at Jesus blev dagens mand i skysovs, fordi han formåede at løse et problem. Derimod viser fortællingen os, at Jesu gav os et tegn, og med det viste han os noget om livet, om Gud og os.


Jesus begynder altså sit virke, da han skænker vin til en fest. Selvfølgelig kan vin også føre til store personlige tragedier, men her skal vi se på vinens symbolkraft. Vinene indikerer glæde og samhørighed. Vi er til fest – en livsfest, hvor vi skal møde hinanden med åbne arme. Vi skal lægge det fra os, der skiller os ad, og fokuserer på at være sammen om livet. Jesus skænker op til liv.


Og Jesus nøjes ikke med at kun at skænke et halvt glas til hver – nej, han forvandler faktisk omkring 600 liter vand til vin. Det er meget vin. Han kommer til os i overflod på det sted, hvor vi selv er løbet tør.


Vi kan i vores liv løbe tør for så meget. Vi kan løbe tør for søvn, og kun halvhjertet begive os ud i vores hverdag. Vi kan løbe tør for glæde, og gå som tomme batterier rundt mellem andre. Vi kan løbe tør for overskud, og ganske uretfærdigt skælde vores kolleger ud på arbejdet over småting. Eller vores ægtefæller og børn.


I vores underskud kommer Jesus med en overflod, der skal vække glæde. Han skænker os muligheden for at løfte vores øjne og få øje på, ikke bare hinanden, men også Gud selv. Vi skal gå frejdigt ind i livet og leve det på godt og ondt. Velvidende at livet både bringer situationer af underskud og overskud; men at vi nu har fået del i den kilde, der altid vil rinde i vores liv – nemlig Guds kærlighed.


Vin blive ofte brugt i Bibelen, som en metafor for Jesus, og den forandring der sker i vores forhold til Gud med ham. I Bibelen hører vi om, at:

Jesus siger om sig selv, at man ikke tager ny vin og hælder den på gamle sække, for så ødelægger man både vinens smag, og sækken kan ikke holde til vinen og vil sprænges (Matt. 2,22).

På samme måde tager Jesus den sidste aften, han lever, en kande med vin, og siger om den, at den er hans blod, som vi skal drikke hver gang vi mødes, og mindes ham.


Vinen fortæller os noget Jesus. Jesus kom for at gøre op med en bestemt måde at tilbede Gud på. Før Jesus gik forholdet til Gud ud på, at man skulle overholde Guds regler til punkt og prikke – man skulle frygte og elske ham på en og samme gang, og gjorde man det, kunne man forvente sin belønning både i det her liv og i Himlen. Sådan var loven om stenkarrene, som Jesus laver vin i, en af dem. Stenkarrene var beregnet til en rituel renselse før og efter hvert måltid, og en stor del af hverdags religiøsiteten. Ved at Jesus laver vin i netop disse kar, varsler Jesus altså en ny tid. Han vender op og ned på det, der før var. Nu er karrene ikke længere til renselse, men fyldt med vin, så de er til glæde og liv. Nu er Gud ikke længere blot en Gud, der kræver lovoverholdelse, og er en Gud, hvis ansigt vi ikke må se. Nu handler troen ikke om krav og forbud.


Jesus er den nye vin, som vi ikke bare kan hælde på gamle sække; men som fuldstændigt forandrer den vej, vi går. Skænk vin, skænk glæde. Vær ødsel med det – der er mere, hvor det kommer fra. Du skal ikke længere stille Gud tilfreds gennem lovoverholdelse – han ér tilfreds med dig. Han øser af sin godhed og kærlighed der, hvor vores slipper op. Han sørger for, at det tomme i os, bliver fyldt op igen.

Vandet smager af vin. Vandet smager af glæde og liv.

Derfor går vi også til nadver. Her får vi skænket et lille glas vin, som her i kirken er saft. Det handler slet ikke om hvorvidt det er alkohol eller ej – den horisont skal vi se forbi. Det handler om, at vi her sammen knæler og får givet et tegn – en forandringsmulighed i vores liv.

Vi kommer herop, knæler sammen. Vores alterskranke er en halv cirkel, der fortsætter ud i verden og danner kreds med mennesker over hele kloden, der også modtager nadver. Vi får lidt af et måltid skænket – ikke nok til at stille en sult, men nok til at vise os, og minde os om, at Jesus lavede vand til vin dengang og i dag.

Han forvandler os og vores liv lige nu.

Ligesom Jesus forvandlede vand til vin, vil han gøre med vores hjerter. Han vil forædle dem. I Bibelen står der, at han vil forvandle vores stenhjerter til hjerter af kød. Det er så smukt et billede. Den hårde uigennemtrængelige sten, der kræver store, kraftige redskaber, er nu forvandlet til et hjerte af kød og blød. Noget sårbart og levende. Noget der kan elske og banke for andre.

Vandet smager af vin. Vandet smager af glæde og liv.

Vores hjerter er forvandlet til kødhjerter, der banker for kærligheden. Og kærlighed skal man tage alvorligt. Ikke med tungsindig alvorlighed, men med glædens alvorlighed. Vi skal tage kærligheden på os, og være ødsel med den. Der er mere hvor den kommer fra – den er skabt i overflod. 

Og selvom der i vores liv vil komme perioder med tørke og vi oplever, at vi bliver usikre. Vi vil til tider stå som brudgommen, vi hører om i dag, og have regnet forkert, så vinen er sluppet op. Ja, vi vil helt sikkert forregne os, så skal dagens tegn minde os om, at vi igen og igen kan komme til Gud og få i overflod.

Her kan vi altid komme og få skænket vandet, der smager af vin, glæde og liv.

Amen

Dagens tekst:

Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham: »De har ikke mere vin.« Jesus sagde til hende: »“Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.« Hans mor sagde til tjenerne: »Gør, hvad som helst han siger til jer.« Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande. Jesus sagde til dem: »Fyld karrene med vand.« Og de fyldte dem helt op. Og han sagde til dem: »Øs nu op og bær det hen til skafferen.« Det gjorde de så. Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin – han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op – kaldte han på brudgommen og sagde til ham: »Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.« Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham.

Julesøndag 2014

Der fortælles om en mand, der var faret vild i ørkenen. Han vandrede omkring i det tunge sand med endnu tungere ben. Solen bagte og stak. Hvert skridt var en kraftanstrengelse, og han var tæt på at dø. Da så han forude en oase med palmer. Ja, han kunne endog høre det rislende vand. Læskende, koldt og klart lød det. Men han tænkte ved sig selv: ”Det er jo bare et fatamorgana. Min fantasi spiller mit et puds. I virkeligheden er der bare ingenting”. Uden håb og ude af sig selv sank ham om og døde.

Kort tid efter blev han fundet af to beduiner. ”Kan du forstå det”, siger den ene beduin til den anden, ”så nær ved vand, og dadlerne vokser næsten ind i munden på ham! Hvordan er det muligt”? ”Det skal jeg sige dig”, svarede den anden, ”han var et moderne menneske”.

Det moderne menneske. Det er hårde ord om det morderne menneske. En kritik der går på, at vi har så travlt med at fjerne os fra livets storhed, at vi ender med at dø af vantro.

Der er ingen tvivl om, at vi mennesker er nået langt på kort tid set i evolutionens målestok. Vi beboer hele kloden, har skabt store civilisationer, kunstværker, bygningsværker, pyramiderne, Mozart skrev sit Requiem, vi har fået Ipads, biler og opvaskemaskiner. Ja, vi har bybusser. Alt vi ser omkring os er skabt af menneskehånd. Vi har sågar haft mennesker på månen. Det er intet mindre end et mirakel.

Mennesket er nemlig en nysgerrig størrelse der til alle tider har stræbt efter noget mere. Enhver videnskab fører mennesket frem i verden. Vi er selve toppen af den evolutionære og overlevelsesmæssige fødekæde. Vi har skabt en verden og hverdag for os selv, der er langt fra junglens daglige overlevelse. Men i alt dette, vi har skabt, har nogen fået den tanke, at vi måske også bare har skabt Gud. Det er religionskritikken, hvor Nietsche, som den mest kendte, sagde om Gud, at han var død.


Der har nogle andre videnskaber siden taget til sig. Der er bl.a. skabt en afgrund mellem teologien og naturvidenskaben. Det ene, mener man, kan ikke eksistere samtidig med den anden. Og da Gud jo er erklæret død af visse, står man tilbage med kun naturvidenskaben. Selv i disse juledage har der været en debat i medierne omkring opstandelsen, som nogle få præster mener ikke kan være sket, da det strider mod naturlovene. Opstandelsen strider bestemt mod naturlovene, men det behøver ikke betyde, at det ikke kan være sket. Vi skal passe på, at vi ikke bliver som manden i ørkenen, der ikke tør tro på det, han tror, og ender med at dø af mangel på vand. Der behøver ikke være en kløft mellem naturvidenskaben og teologien, mellem naturlovene og troen. Man kan sagtens tro på Gud, og samtidig være tilhænger af Big Bang teorien eller darwinismen. Det handler nemlig slet ikke om et enten eller. Vi gør hverken naturvidenskaben eller teologien en tjeneste ved at skovle den ene ud frem for den anden. Vi skal turde sætte vores lid til, at livet måske er større end vi ser og forstår.



I dette års store, nye julekalender Tidsrejsen, siger hovedpersonen i sidste afsnit til sin datter, at man kan vælge at se på livet på to måder. Enten som om at alt er et mirakel, eller som om at intet er et mirakel. Det handler selvfølgelig om, at skal turde se på livet som et mirakel. Det ligger der en visdom i, som vi kan bruge i dag. For evangeliet til i dag handler om Simeon og Anna, to gamle mennesker, der holder til ved templet, og som på en ganske almindelig dag, hvor de har stået op, vasket sig og spist morgenmad pludselig får deres hverdag brudt af noget større. De får nemlig øje på det lille Jesusbarn i armene på et ungt par. Og der åbner de sig for Guds indgriben i deres liv.



De kunne have valgt at vende sig bort, men det gjorde de ikke. De blev stående, da Gud fandt en sprække i deres hverdag og lyste ind. Livets mirakel, der åbner for storheden og muligheden. Det siger noget om Gud. Han er forandringens Gud. Han forandrer verden, og gør det også i dag. Han forandrer verden omkring os fra at være formler på et stykke papir eller DNA tråde til at være liv. Og ikke bare liv, men hverdagsliv – gamle venner, der mødes, rygende varm kaffe, der bliver delt på en cafe, et spædbarn, der skrigende kommer til verden i favnen på lykkelige og smilende forældre og den smukke krans, der af kærlighed år efter år bliver lagt på den frosne jord ved gravstenen.



Livet er så meget mere end det, vi kan beskrive ad videnskabens vej. Livet er det store, det fantastiske og mageløse, der igen og igen må forbavse os. Hvis vi altså ikke bare vender os væk, men tør blive stående og tage i mod det, der kommer til os.



Gud, der fylder vores hverdag med Gudsrigets glæde.



Gud er langtfra død. Han er opstået af sten og aske til livet. Det er selvfølgelig en trossag. Det kan jeg ikke bevise. Der er så meget omkring Gud, som vi ikke kan svare på. Vi har kun hørt om Gud gennem fortællinger. Vi har sammen sagt trosbekendelsen, som et kor af stemmer, der sammen bevidner, at det her tror vi på. Men hvem siger, at det er rigtigt?



Svaret på det spørgsmål er: ingen. Der er ingen beviser, ingen ligninger eller fotografier, der kan bevise Gud. Det vigtige spørgsmål er derfor: har vi brug for det?



Har vi brug for det? Ville det gøre vores tro mere sand eller mere levende? Har vi brug for det? I tvivlsøjeblikke kan vi bede om det, men vi har faktisk ikke brug for det. Vi har ikke brug for beviser; og en ny naturvidenskabelig opdagelse, kan heller ikke fratage os troen. For tro handler ikke om øjet, der ser, men om hjertet, der lytter.



Tro er et ikke et spørgsmål om beviser og retorik. Ingen er endnu kommet til tro efter en ophedet debat om Guds eksistens, fordi der var gode argumenter. Noget må vi derfor overlade til Helligånden.



Men selvfølgelig kan vi omvendt vakle i en tid, hvor vægten ligger på beviser og bundlinjer. Vi kan blive usikre på Gud, når han ikke lige mærkes i vores liv. Vi kan komme til kort, når livets hårdhed rammer os, og vi trods vitaminpiller og kostråd bliver syge eller rammes af ulykker. Da må vi spørge os selv, hvad har vi gjort Gud til?



En psykoanalytiker ved navn Ana Maria Rizutto taler om, at vi mennesker laver vores eget billede af Gud. Vi fremstiller et billede af Gud, der passer med vores liv og det vi får fortalt, og denne Gud lægger vi i lommen. Når livet gør ondt, tager vi den frem, som en slags krammedyr, og opdager først for sent, at dette billede ikke holder. Hun nævner, at nogle laver et billede af Gud, som dommer, der dømmer vores handlinger hårdt. Andre har et billede af Gud som købmand, og tror at man kan handle sig til et bedre liv, ved at love Gud at holde op med at ryge. Eller har vi slået Gud ihjel, så han slatten ligger ved siden af os uden at kunne gøre noget? Øvelsen går på at turde give slip på denne krammedyrsgud, og så få øje på den Gud, der står bagved. Vi skal fjerne de billeder, der spærrer vejen til Gud. Vi ser nok, men vi skal lytte med hjertet, for det er gennem hjertet, at vi kender til Gud.



Det gjorde Simeon og Anna i dagens evangelium. Gennem et virvar af mennesker i templet så de det unge par med Jesus, og der bryder de ud i jubel og lovpriser Gud. De ser med troens øjne – de lytter med hjertet.



Simeon siger: ”Mine øjne har set din frelse”. Det er troens øjne, han taler ham. Han har åbnet sit hjertet og lyttet. Opfordringen ligger til os i dag. Vi skal også lytte. Vi skal turde forlade os på, at livet er større end vi erfarer det. Vi skal med udtryk, der desværre ikke bliver brugt så meget, sige til os selv og andre: Gud i vold.



Gud i vold. Vi skal lægge livet i hans hænder, for der hører det til. Vi skal åbne vores sind og sanser for, at vi kan blive overrasket over Gud. Vi længes jo efter at se Gud, og vi må have tilliden til, at han vil stå frem for os. Ikke som vi forventer det, men som han vil. Oasen er der i vores liv – vi skal tro det, når vi kommer til den.

Gud i vold.

Amen





Kirkebøn:
Kære Gud.

Du åbner vores hjerter så dit lys kan trænge ind i vores liv. Vi beder dig:

Lad os se det mirakuløse ved livet, og lad os turde tro på, at vi har nået din oase. Vend os blidt om, når vi forsøger at gå vores vej væk fra dig.

Tag den skråsikkerhed fra os, der reducerer livet, og giv os i stedet for nysgerrighed, så vi sammen kan undersøge din verden, og møde hinanden med åbne sind.

Brug os i denne verden, så vi kan møde andre uden at bedømme og dømme deres valg.

Kære Gud, vær med dem, der er faret vild, og dem der tror de har fundet Sandheden. Åbn verden for os, så vi ser at livet er større end vores små hoveder kan forstå.

Vær med dem, der i denne juletid har siddet alene eller haft det svært. Vær med dem der har sørget over en, de har mistet, hvad enten vedkommende er gået sin vej, eller vi har båret en kiste til graven. Vær med dem der er syge og vær med dem, der sidder demente i en stol, og langsomt glemmer livet.

Vær med dem, der har magt her i landet og ud over hele verden. Lad dem træffe vise valg, der fører til fred og ikke til krig.

Vær med din kirke, både her i Møllevang og alle steder. Send os din kærlighed så vi kan blive ved med at insisterer på, at vi med kærlighed, overbærenhed og glæde når længst i denne verden.

Lad os være stille sammen....

Vær med dem, vi har bedt for, vær med dem vi glemte at bede og vær med dem ingen beder for. Hør vore bønner. Amen




Dagens tekst:
I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:

Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
For mine øjne har set din frelse,
som du har beredt for alle folk:
Et lys til åbenbaring for hedninger
og en herlighed for dit folk Israel.
Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.« Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning. Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham. Luk 2,25-40

Juledag 2014

Smilet er den korteste afstand mellem to mennesker. Sådan sagde den folkekære Victor Borge om livet mennesker imellem.

Smilet er den kortest afstand mellem to mennesker. Det er rigtigt. Men jeg kender en læge, der siger om smilet, at det faktisk bare er spejlneuroner, der gør at vi automatisk smiler igen. Der er altså slet ikke tale om en afstand, der bliver tilbagelagt, men om en efterabning.

Smilet er den korteste afstand mellem mennesker. Det er rigtigt. Men jeg hørte engang et foredrag af Karen- Marie Lillelund, der fortalte om engang hun oplevede et rigtigt godt og gammeldags regnvejr og blev ganske gennemblødt. Således kommer hun til en lille kiosk og vil gå i ly for regnen, og derinde møder hun en mand, der også er gennemblødt til skindet. Hun smiler til ham, for de deler en oplevelse. Han smiler igen og nikker. Men da hun er gået ud af kiosken kommer han løbende efter og siger: ”ja, undskyld, at jeg hilste før. Jeg troede, jeg kendte dig, men det gør jeg ikke”. Og straks trak han sit smil tilbage, som han havde givet hende. Det var slet ikke til hende.

Smilet er den korteste afstand mellem mennesker. Det er rigtigt. Men vi bliver også udleveret i smilet, for det kan hænde, at det ikke bliver modtaget. Eller måske er der en, der vil gøre smilet til meget mindre end det er. Vi vover pelsen og hjertet, når vi smiler til hinanden.

Vi kender ikke hinandens liv, eller har prøvet at gå i hinandens sko. Vi ved ikke, hvorfor andre reagerer som de gør. Der ligger altid en forhistorie i os, der går i dialog med vores liv lige nu. Vi reagerer som vi gør, fordi vi faktisk altid forsøger vores bedste, men nogle gange reagerer vi på en måde, hvor vi sårer andre. Vi sender et smil ubrugt retur, fordi vi ikke kan overskue blikket. Vi kan ikke rumme godheden. Vi kan ikke finde vej ud af mørket, og derfor sender vi nogle gange godheden ubrugt tilbage.

Men godheden, smilet og blikket har det nu med at klæbe fast til os som de værste burrer en sensommerdag. De hænger fast, og det er ikke altid, at vi opdager dem, men de er der.

Godheden har en magt i verden, som er lige så stærk - Ja, stærkere end alt mørket tilsammen. Godheden ligger som kernen i os mennesker. Den er skænket til os som den smukkeste og mest dyrebare gave af alle julegaver tilsammen, og vi kalder den for gud-billed-ligheden. Det i os, der har en lighed med Gud. Det er ikke Gud, men det har en lighed. Det er vores pejlemærke i livet. Det er samvittigheden, der som godhedens vogter guider os i retning mod lyset – mod smilet mellem mennesker.

Nogle har dækket den godt til med mørke, og andre har vandret så meget i mørket, at de har glemt hvor de lagde samvittigheden; men vi mennesker er skræmmende ens, for vi har, ligegyldigt hvilket liv vi har levet og lever, alle den samme gud-billed-lighed i os. Den er lagt i os fra skabelsesmorgenen, og kan ikke pilles ud af os. Den bliver aktiveret af smilet. Af blikket, der ser os med kærlighed.

Smilet er den korteste afstand mellem mennesker. Det er rigtigt. Og når man møder et menneske, der smiler til en, så breder der sig en varme i brystet. Der var en, der fik øje på mig, og sendte mig et smil.

Og vi har brug for, at der er nogen, der ser os. Hvis vi ikke bliver set, så visner vi. Vi har brug for andres blik, som planter har brug for vand.

Men vi har ikke brug for deres fordømmende eller misbilligende blik. Vi har ikke brug for en bigbrother, der vogter os, eller et øje i det høje, der skammer os ud af livet. Vi har faktisk heller ikke brug for det blik, der beundrende ser på vores handlinger eller udseende, for det er alt sammen forgængeligt, og vil kun være et blik, der holder en tid. Så vil det smuldre bort sammen med selvværdet.

Vi har derimod brug for det blik, der ser os, hvor vi er, og ikke hvor vi burde være eller ville ønske vi har. Vi har brug for et blik, der ser os, og ikke ser på os. Vi har brug for det blik, der ser os fordomsfrit, medmenneskeligt og kærligt. Det er blikke, der skaber øjeblikke af hellighed.

Livet er fyldt med sådanne hellighedsøjeblikke. Vi giver dem til hinanden som små gaver i hverdagen. Nogle gange ser vi dem ikke, fordi vi går med næsen i sky eller med hovedet mod jorden. Men tør vi kigge på hinanden, vil vi opdage, at smilet ligger latent i os mennesker, klar til blive udløst ved den mindste anledning.

I dag fejrer vi Jesusbarnets fødsel. Han var et lille barn, der kiggede på verden og der blev mødt af sin mors kærlige blik.

Og Jesus voksede op og kiggede tilbage på verden. Så den og så os. Han fik øje på os de meste umulige steder, og kaldte os frem i lyset. Han banede vejen mellem himlen og jorden, så vi nu kunne se den vej, vi skal gå. Han blev et menneske, så vi kan være mennesker for hinanden.

Julen er både en glædelig og sårbar tid. Den er glædelig, fordi vi fylder den med liv og fred, og fordi vi fejrer at Gud blev menneske. Men julen er også en sårbar tid, hvor vi mærket savnet efter de mennesker, der ikke er i vores liv længere, hvad enten de er gået deres vej, eller vi har lagt dem i graven. Julen er en tid, der skinner så klart, at selv kringelkrogene bliver oplyst, og støvet hvirvler.

Det er en glædelig og en sårbar tid. Vi er kommet her til kirken i dag med hver vores oplevelser af dette års jul. Vi sidder med hjertet fyldt af det, der optager os.

Men et er sikkert, vi sidder her sammen som mennesker, fordi Gud vil, at vi også skal få øje på hinanden, som han får øje på os. Vi skal se hinanden med et fordomsfrit, medmenneskeligt og kærligt blik.

Smilet er den korteste afstand mellem mennesker. Det er rigtigt. Lad os vove pelsen og smile til hinanden. Lad os turde se på hinanden. Og skulle det ske, at smilet bliver sendt ubrugt tilbage, så tænk i dit hjerte, at du alligevel lagde en smule godhed i det menneskes liv, der ikke lige slipper taget med det sammen.



Glædelig jul.




Amen




Dagens tekster:

Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land. Du gør jubelen stærk, du gør glæden stor; de glæder sig for dit ansigt, som man glæder sig over høsten, som man jubler, når man deler byttet. For det tyngende åg, stangen over deres skulder, og slavefogedens kæp brækker du som på Midjans dag. Hver støvle, der tramper i larmen, og kappen, der er sølet i blod, skal brændes og fortæres af ild. For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste. Stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids trone og over hans rige, så han kan grundfæste det og understøtte det med ret og retfærdighed fra nu af og til evig tid. Es 9,1-6a

Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne, men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn, hvem han har indsat som arving til alle ting, ved hvem han også har skabt verden. Han er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede, og han bærer alt med sit mægtige ord. Da han havde skaffet renselse for vore synder, tog han sæde ved den Højestes højre hånd i det høje, og han er blevet så meget mægtigere end englene, som det navn, han har arvet, overgår deres. For til hvem af englene har Gud nogen sinde sagt: “Du er min søn, jeg har født dig i dag, og et andet sted: Jeg vil være hans fader, og han skal være min søn?« Hebr 1,1-5

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: “Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: “Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« Luk 2,1-14

Juleaften 2014

I vores have står der et juletræ. Desværre er det plantet ret tåbeligt. Den ene side står i solen og er derfor fyldt med grene, smuk og prægtig. Den anden side står derimod i skyggen. Den har ingen grene og er fuldstændig skæv.

Vi skal have fældet det træ, tænkte vi i foråret, men da vi tog beslutningen om at fælde det, fik vi den tanke, at vi da kunne bruge det som juletræ. Det bliver nødt til at stå op ad væggen, men det er også pladsbesparende at have et træ med kun grene på den ene side. Det gik vi så og tænkte lidt over, og efterhånden blev ideen bare bedre og bedre. Som en slags redningsaktion af et ubrugeligt træ – det passede os rigtig godt.

Men i løbet af sommeren skete der noget underligt. Vores juletræ fik røde bær. Nu er vi ikke de store havemennesker hjemme hos os. Ja, den første havebog vi købte, handlede om ukrudt, fordi det ligesom matchede vores have lidt bedre; men vi havde nu alligevel aldrig hørt om røde bær på et juletræ.

Gode råd var dyre, og hvad gør man, når man skal søge oplysninger? Vi foretog en hurtig rundspørge på Facebook, og der fandt vi så ud af, at det slet ikke var et juletræ, men en taks, vi har stående. En taks?

Ikke nok med at juletræet er skævt, og mangler grene på den ene side, så er det også en taks. Nu synger vi jo ikke: ”Højt fra taksens grønne top”.

Det satte en stopper for juletræsdrømmene. Det var bare slet ikke som vi havde forventet.

Og det er julen i en nøddeskal for rigtig mange. Den bliver aldrig helt som vi havde forventet.

Juleaften er tyk af forventninger. Vi har i en hel måned talt dagene frem til jul. Vi har spist æbleskiver, set julekalender, købt gaver og forestillet os, hvordan denne aften skulle være. Anden, gåsen, flæskestegen eller hvad man nu spiser skal købes, mandler skal smuttes og bordet dækkes. Julen er en masse forberedelser, der alle kulminerer i denne ene aften, hvor det hele gerne skal gå op i en højere enhed.

Forventningens glæde er den største af alle, siger man. Og denne aften er ingen undtagelse.

Faktisk vi har også travlt med at afstemme forventningerne hele året igennem. Den gode ferie, det gode ægteskab, den gode børneopdragelse, den perfekte jul. Vi sætter ord på vores forventninger, og lever på den måde allerede ude i fremtiden. Hvad vil være perfekt for mig?

Det perfekte har det bare med at skuffe. Og det er faren ved forventningen. Den kan skuffe os så fælt. Og skuffelsen er den værste er alle. Især hvis det er os, der forårsager skuffelsen.

Min far sagde engang til mig, at man ikke skal forvente mere af folk end de kan give. Det kan lyde som hårde ord, men når man tænker efter er der en sandhed i dem. Det betyder ikke, at vi skal sætte baren lavt i forhold til hinanden, men at vi skal forsøge at se på det, der faktisk ER at være taknemmelig for. Forventningerne står nogle gange i vejen og skygger for det, vi faktisk får.

Vi skal måske øve os i at lægge alle vores forventninger fra os. Lægge dem på hylden, og lade dem samle lidt støv. For de største glæder i livet, viser sig altid at være dem, vi ikke have forventet.

Og glæde er hvad juleaften handler om.

I morgen bliver Jesusbarnet født. Vi fejrer hans fødselsdag. Gud, der er større end universet, valgte at besøge vores verden. Man kunne måske forvente, at Gud ville komme på en majestætisk og pompøs måde – når det nu er Gud – men han kom som et lille spædbarn. Man kunne måske forvente, at han ville lade sig føde af en fornem og lærd kvinde, men han blev født af ugift teenagepige fra en ukendt landsby, der bestod af ganske få huse. Man kunne måske have forventet, at han ville blive født i smukt hus, men han blev født i en stald og lagt i fodertruget, for der var ikke plads andre steder. Man kunne måske så have forventet, at de første til at få beskeden om Jesu fødsel var nogle vigtige og fornemme mennesker, men det var beskidte hyrder på en mark, der fik besøg af engle den nat.

ALT ved Gud er noget helt andet end det, vi forventer. For Gud er ikke forventningens Gud, men derimod forandringens Gud.

Gud kom til verden som alt andet end det, vi kunne forestille os, og selvom det umiddelbart virker sært, at han lader sig føde som en ganske almindelig mand uden nogen synlig politisk magt, position i samfundet eller penge på kistebunden, så skulle det vise sig at blive og være den største glæde af dem alle.

Gud kom til verden for at forandre den.

Han kom til verden for at fjerne skel og grænser mellem mennesker. For at fjerne vores mistro og mistillid til andres motiver. Han kom for at være menneske blandt mennesker.

Johanne Møllehave har skrevet et digt til denne aften, som jeg vil læse højt. Det lyder sådan her:

Vi trækker streger og sætter skel

imellem andre folk og os selv.

Vi taler om børn, som vi kalder ægte,

og andre hvis ægthed, vi vil benægte.

I evangeliet får vi at vide,

han stillede sig på de uægtes side.

Og alle dem, der faldt uden for stregen,

dem slog han følge med på vejen.

Så ingen af dem, som Vorherre skabte,

skal kaldes udenfor eller fortabte.

Han fjernede grænser og slettede skel,

og derfor slog de ham også ihjel.

Han satte en streg over hver en streg,

som sættes imellem dig og mig.

Det danner et kors, naturligvis,

og det blev hans kærligheds høje pris.

Hans kærlighed sletter julenat

de streger og skel vi selv har sat.



Sådan lyder det.

Han sletter julenat de streger og skel vi selv har sat.

Gud er ikke som vi forventede. Heldigvis. Han holder ikke kun med de mennesker, der er særlig fromme eller særlig dydige. Han holder med os.

Så ingen af dem, som Vorherre skabte, skal kaldes udenfor eller fortabte.

Gud vil nedbryde det, der skiller os ad, så vi kan få øje på hinanden. Gud ville forandre verden, ikke leve op til den. Og det skal vi også øve os i.

Og for at vi ikke skal glemme det, så hænger vi faktisk noget på juletræet, de kan minde os om det, nemlig det flettede julehjerte. Inden et julehjerte er blevet flettet har man blot to stykker mærkeligt papir, men i det øjeblik vi begynder at flette det sammen, så opstår det smukkeste hjerter. Vi skal også flette vores liv sammen med andre. Alene bliver vores liv blot mærkelige og usammenhængende stykker.

Gud flettede sit hjerte sammen med os julenat. Han så, at vi slet ikke kan finde ud af det alene, og derfor sendte han det bedste han havde, nemlig sin søn. Tilsammen skaber vi de smukkeste hjerter. Nogle er store, andre små. Nogle har mønstre og andre er simple. Men alle rummer de en skønhed. Vi skal indse, at der i ethvert menneske er et hjerte, der venter på at blive flettet sammen med et andet, så det kan blive fuldent.

Det er glæde. Han vil nå os midt i vores liv, hvor vi så end er. Han kommer til os, hvor vi står, og ikke hvor vi gerne ville være, hvor vi burde stå eller hvor vi forventer af være om 2 år. Han kommer lige nu til dig og slår følge med dig på vejen.

Livet bliver ikke altid som vi forventer, og hvordan vores flettede hjerter vil se ud, ved vi ikke. Men lige gyldigt hvad, så skal vi tro på, at glæden også gælder for os nu i dag.

Og for resten hvad taksen i vores have angår. Så har vi ikke fældet det, men derimod hængt en lyskæde på træet, så det nu lyse smukt udenfor. Så det blev et juletræ alligevel.

Glædelig jul – og flet nu nogle hjerter.



Amen




Dagens tekster:
Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land. Du gør jubelen stærk, du gør glæden stor; de glæder sig for dit ansigt, som man glæder sig over høsten, som man jubler, når man deler byttet. For det tyngende åg, stangen over deres skulder, og slavefogedens kæp brækker du som på Midjans dag. Hver støvle, der tramper i larmen, og kappen, der er sølet i blod, skal brændes og fortæres af ild. For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste. Stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids trone og over hans rige, så han kan grundfæste det og understøtte det med ret og retfærdighed fra nu af og til evig tid. Es 9,1-6a



Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« Luk 2,1-14