Anden påskedag 2015

Hvordan siger man farvel til et menneske, man elsker? Hvordan accepterer man, at livet ikke blev som man ønskede det? Hvordan fastholder man håbet, når det er revet ud af ens hænder, og man står tilbage med intet. Hvordan gør man – hvordan lever man?

Hvorfor kan ens hjerte blive ved med at slå, når det er gået i stykker?

Selvom nyheden om, at solen skinner over skyerne er nået frem til en, og selvom vi går fejrede, at Kristus er opstanden, så er vores liv – lige her og nu – stadigvæk svøbet ind i hverdagens rytmer og livets hårdhed. Her dør vi stadigvæk, her skuffes vi og her bliver drømme knust.

Hvordan finder man mening i det meningsløse? Hvor finder vi evighedsglimtet i hverdagen?

Når livet velsigner os, og vi føler, at vores ønsker bliver hørt, så er det så nemt at finde. Så er enhver lille spire, ethvert smil og enhver person næsten et levende bevis på Guds godhed. Så bobler livet i os, og vi glædes og lader den strømme gennem os.

Men sådan er livet jo ikke hele tiden. For døden er jo en virkelighed i vores verden. Vi bliver tvunget til at gå veje, som vi ikke ønsker at gå. Modvilligt må vi gå tunge skridt.

To af disciplene gik tunge skridt. 

De går den lange til Emmaus. Det er faktisk påskedag i fortællingen, selvom vi sidder her dagen efter. Det er altså kun tre dage siden, at de i vantro og chok måtte erkende, at Jesus faktisk døde. De havde måske troet til det sidste, at det ikke kunne ske. Men det skete. Og nu har de hørt den forfærdende nyhed, at Jesus er opstanden – påstår kvinderne, der kom til den tomme grav. Og hvor vi glæder os med påskeliljer og højtidssalmer, fordi vi står 2000 år på afstand af begivenheden, så bragte denne nyhed forfærdelse.

Selvfølgelig. Graven er tom. Jesus er lige død og nu er graven tom. Rygtet siger, at han er levende; men frygten for det ukendte, mangel på forståelse af, hvad det her betyder, har jaget gennem dem. De er bange.

Med moderne ord har de to disciple været ude for en traumatisk oplevelse, som de slet ikke har fået bearbejdet endnu. De er slet ikke klar til at tale om, hvad det betyder, men er endnu der, hvor de har brug for at tale om, hvad der er sket.

Disciplene havde brug for at tale igennem hvad der var sket, og derfor gik de på vejen til Emmaus. Martin Luther sagde i ”Troens evangelium” at sjælesorg er brødrenes indbyrdes samtale og trøst. Det er hvad de to gør – de taler sammen, og det er sjælesorg. Man kan se denne fortælling som kirkens første beretning om sjælesorg. De forsøger at finde hoved og hale i livet. De er kede af det, og det gør dem blinde for det åbenlyse, forvirrende overfor fakta og bedrøvede af sorgen.

Men da er det, at de møder en mand. Vi ved, at det er Jesus, men det ved de ikke. Og Jesus får dem til at fortælle om, hvad der er sket. De får lov at sætte ord på oplevelserne.

Jesus giver dem plads til at fortælle, ligesom man i sjælesorgen skal give hinanden plads til at fortælle uden at komme med løsninger, gode råd eller konkludere på hvad der bliver sagt. Man skal bare lytte, og det gør Jesus som et forbillede for os, der også skal øve os i at lytte til hinanden.

Hvad har du på hjertet og hvordan ser verden ud fra din synsvinkel? Man skal med andre ord begynde at vandre en stykke af vejen med den, man møder, ligesom Jesus gjorde det.

Og når man går, så går man ofte skulder ved skulder. Det er immervæk svært at høre, hvad den anden siger, hvis man går 100 meter foran – man bliver nødt til at slå følge, og tillade sig selv at gå i den andens tempo. Og der, mens man går skulder ved skulder, som ligemænd, der opstår der en mulighed for at tale om livet. Vi går og taler – fordi vi er fælles om at bevæge os, ikke bare ud af vejen, men gennem livet.

Jesus lytter til fortællingen, og da sætter han den ind i bibelsk forståelsesramme. Han giver dem derefter nogle ord, de kan tolke deres oplevelser med.

De bliver bragt til en nyt sted – får en ny orientering i livet, der gør, at de igen kan leve.

Det lyder nemt, måske for nemt. Desværre er det ikke nok at sige til folk, at Gud elsker dig. Hvis det kunne gøres med det, så kunne kirken degraderes til en højttaler, der kunne gentage det hver dag så alle kunne høre det. Det gør det ikke – vi har brug for at tage til hjertet, at den Gud, der elsker mig, elsker mig så højt, at han ikke bare har slået følge med et par disciple for 2000 år siden, men at han har slået følge med mennesker i dag. Og engang imellem sker det, at vi opdager det. Det kan for nogle være en fornemmelse i kroppen af, at der er en mening med tilværelsen, det kan være en overbevisning om, at ens håb bliver hørt, eller det kan også være en voldsom oplevelse, som Charlotte Rørth oplevede det, da hun mødte Jesus. Det har hun skrevet en bog, der hedder: ”Jeg mødte Jesus”, og med den fantastiske undertitel: ”bekendelser fra en modvillig frelst”.

Hun skriver et sted i sin bog følgende, da hun taler med sin mor om mødet med Jesus:

Én ting er, at jeg mødte Jesus. Men at han kendte mig, er voldsomt. Han, der er søn af den gud, der er så fjern for mit liv og familie, at min mor lige nu over kaffen kun kan bruge ham som et udråbsord.

»Gud, er du blevet religiøs?«

»Ja, det er jeg vel,« svarer jeg og ser ned i gulvet, ikke flov, men genert. Selv for et ordrigt menneske som mig er det svært at få det sagt. At tro er et tyst område, et tabu, i mit og mange danskeres liv.

»Ingen må få noget at vide om mødet, mor.«

»Nej, det lover jeg.«

Under samtalen er det, som om ordene prøver at flytte oplevelsen fra mine sanser og krop op i min hjerne, ind i intellektet. Men kan synet komme til at høre til der? Det kan ikke forklares eller bevises. Det er sansning. Det er ikke viden, der er kommet ind via en læreproces med opmærksom og koncentreret læsning og lærdom. Og den er kommet helt uden varsel. Jeg er hverken digter eller teolog, mediterende eller har anden kunnen, der på nogen måde kan kvalificere mig til at opfinde eller opsøge den slags oplevelser. Kan det ske for mig, kan det ske for alle. Man kan næsten ikke være mindre klar til sådan en tur end mig.

»Men det store er ikke, at det er mig, der har mødt Jesus,« siger jeg pludselig til min mor, og hun siger, hun ikke forstår.

»Det gør jeg heller ikke, men det føles ikke som afgørende, at han viste sig lige netop for mig. Jeg er ikke udvalgt. Jeg er ikke noget særligt. Han har netop valgt mig, fordi jeg er almindelig.«

Da ordene siges, lyder de tåbelige. Alle omkring mig – ikke mindst min egen mor – ved, at jeg så absolut er lige så forfængelig og selvoptaget som alle andre. Og hvem vil ikke gerne være den udvalgte? Det er bare ikke sådan, det er. Det er, som om jeg elsker hele verden, som har han lagt en kærlighed til andre ind i mig, som er så stor, at der er rigeligt til alle. Og at jeg derfor ikke behøver være bekymret for, om der er nok til mig. Han var der bare og elskede mig så meget, at jeg også bare kan elske andre uden nødvendigvis at skulle føle mig som noget særligt. At han elsker mig uanset hvad, gør jo, at han også elsker andre uanset, hvordan de er.
(Information, 5, april 2015 http://www.information.dk/522906)

Sådan skriver hun. Hun er ikke noget særligt. Og alligevel så ganske særligt, at hun møder Jesus – eller rettere sagt, at hun opdager, at Jesus går med hende. Og har altid har gjort det.

Deri ligger trøsten, der kan få os tilbage på rette spor. Du er ikke alene. Du er så særlig, at Jesus også går med dig. Og han går ikke 100 meter foran, men slår følge med dig, og går i dit tempo. Han vil gerne vide, hvordan verden ser ud fra din synsvinkel og han har tid til at lytte. Han kender dig. Han forstår din sorg og trængsler. Han forstår din frygt for fremtiden. Han forstår din forvirring, og giver dig tid til at fortælle om det.

Påskens tomme grav betyder for dig i dag, at Kristus er gået ud af den, for at gå ved siden af dig.

Derfor kan  vi igen i dag, og alle dage gentage ordene, som disciplene sagde: Herren er virkelig opstået.

Ja, han er virkelig opstået til liv i dag og i al evighed.



Amen




Dagens tekst:

Samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?« De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede: »Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?« »Hvad da?« spurgte han. De svarede: »Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket – hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.« Da sagde han til dem: »I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?« Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne. De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde: »Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.« Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden: »Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?« Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde: »Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.« Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet. Luk 24,13-35

Skærtorsdag 2015

Der har før i tiden været mange myter, der har været forbundet med skærtorsdag.

Før i tiden troede man, at dagene omkring skærtorsdag var særlig hellige, ikke bare for kirkens folk, men også for overtroens – for troldmændene, elverfolket og ikke mindst for heksene.

Man fortalte, at aftenen inden skærtorsdag samledes alle heksene for at flyve til Bloksbjerg, hvor de ville danse om heksebålet sammen. For at sikre, at heksene ikke skulle flyve afsted, skulle man derfor gemme alle genstande, som de kunne flyve afsted på. Leen blev gemt vejen, knivene måtte ikke ligge med stålet op ad, og kostene blev gemt af vejen. Alt sammen for at sikre, at den heks, der tog afsted ikke skulle komme tilbage og gøre skade på ejendommen eller beboerne. Men heksene fløj ikke alene – de tog alle skaderne med sig til Bloksbjerg, og derfor, siger man, kan man ikke se en skade på himlen den aften. Men tænkt nu hvis de også tog gæssene med – det ville en bondemand med respekt for sig selv ikke have, så alle gæs blev gennet sammen og låst inde den aften.

Så afsted tog heksende sammen med skaderne, og derfor har man også i folkemunde kaldt aftenen for St. skadeaften eller Sct. Skadeaften.

Og heksene kom hjem igen til skærtorsdag, der jo af gode grunde var kirkens store altergangsgudstjeneste. Heksende var ingen undtagelse, så de drog også afsted til kirke. Men man sagde, at heksene spyttede altervinen ud, og gemte nadverbrødet, for senere at kunne udøve magi med det.

Men man kunne afsløre dem. Hvis man havde var så heldig at have det første æg en høne lægger på sig, så kunne man tage det i hånden, skue ud over menigheden, og da ville enhver heks vise sig for øjnene af den, der holder ægget med et køkkenredskab på hovedet.

Og jeg er faktisk så heldig netop at have sådan et æg på mig her til aften, så lad os lige se.

Nej jeg tænkte det nok. Der var ikke nogen hekse her til aften, og jeg kan også lige så godt aflive myten med det sammen. Der findes ikke hekse, der flyver til Bloksbjerg eller udøver ondt med nadverbrødet.

Men det er noget bemærkelsesværdigt i, at netop denne højtid har været forbundet med overtro – den har rummet noget mystisk, ja nærmest magisk, som så er blevet oversat til overtro.

Og det er fordi, der foregår noget, der overgår vores forstand. Der er mere på spil end bare dette måltid som vi deler. Det er med andre ord en dag, hvor sanserne er åbne.

Skærtorsdag er jo dagen, hvor Jesus indstifter nadveren, som kirken lige siden har gentaget. Han siger de store ord: ”Tag det og spis det; dette er mit legeme” og ”Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse.”

Det er store ord.

Gennem tiderne er der blev sat mange teologisk ord på nadveren, for at forklare fornuften, hvad der er på spil. Ordene har været rigtige og gode, men nadveren er større end de ord. Hvis man spørger et barn, hvad der er mest interessant eller største ved en gudstjeneste vil de fleste svare, at det er nadveren og velsignelsen. Nu er er velsignelsen ikke et sakramente, som nadveren og dåben; men der sker altså noget i nadveren, som taler til det barn, der endnu ikke forstår de store ord. Der er noget på spil.

Spørgsmålet er, hvad det er ved måltider generelt, der er så væsentligt, og som også gør nadveren til noget særligt. I Danmark har vi begrebet hygge, der næsten altid, og måske netop i Jylland, involverer noget mad, om det så er et regulært måltid eller om det er kaffe og kage.

Og når vi mødes på den måde, så knytter vi bånd med hinanden. Vi udveksler tanker og vi griner sammen. Men det er kun med folk, som vi kan lide, vi gør det her. Det er ikke ret hyggeligt at spise aftensmad med en, man ikke bryder sig om – det er altså udelukkende folk, vi kan lide som vi hygger med.

Så vi kender jo godt det, at når man samles om mad, så forstærker det et venskab – giver fælles minder.

Jesus gør det samme. Den sidste aften han lever, samler han også sine venner omkring sig for at spise og hygge. Men midt under måltider tager han brød og vin og gør det til andet og mere. Han gør det til krop og blod.

Man kan sammenligne det, der sker i nadveren, med et stykke jern, som man varmer op over ild. Ilden går ind i jernet, og giver det en glødende farve; men det er stadigvæk jern. Det er både jern og ild på en og samme gang. På samme både med brødet og vinen – det er brød, vin, krop og blod på en og samme gang.

Der sker noget. Gud kommer til os i kærlighed og gør det måltidet, vi deler, til mere end blot et måltid vi kan leve af; men til et måltid vi kan leve på. Det er et kærlighedsmåltid.

Det er tydeligt, når vi hører fortællingen om Jesus på skærtorsdag. Han deler nemlig måltidet med det menneske, han ved, vil forråde ham. Han deler maden med Judas.

VI ved ikke, hvordan Jesus havde det med Judas, men ud fra den måde Jesus har været på, så kan vi kun formode, at Judas også var elsket af Jesus. Det er mere end man kan sige om os, hvis vi blev sat i en position, hvor vi skulle dele et måltid med en, der havde forrådt os eller ville gøre det. En der gennem sladder eller modvilje har gjort livet surt for os.

Ville vi kunne dele et måltid med sådan et menneske i kærlighed. Næppe. Det kan vi ikke, men det kan Gud.

Nadveren er derfor langt større end de hyggemåltider, vi deler sammen med vores venner. Nadveren er nemlig det måltid Gud deler med alle, der vil have del i det. Selv Judas.

Det er nadverens storhed, at enhver, der kommer til den, bliver taget i mod uden spørgsmålstegn, optagelseskrav eller løftede øjenbryn. Der kan enhver sætte sig til bords, og enhver til få de samme ord at vide: dette er Jesu Kristi legeme, dette er Jesu Kristi blod.

Det er simpelthen umuligt at være et lukket selskab til en nadver. Enhver er velkommen, og enhver bliver mødt. Ja, selv hvis der skulle indfinde sig en heks fra Bloksbjerg ville denne kunne få del i nadveren, men igen må jeg lige slå fast, at det er umuligt at lave ondskab ud af nadveren. Nadveren er i sit væsen en kærlighedsgerning. Vi bliver sat ind i et fællesskab, ikke bare med hinanden, men med Gud. Et fællesskab der går på tværs af vores sociale skel og holdninger; og et fællesskab, hvor ene og alene det, at man er menneske skabt i kærlighed, er nok til, at vi får en plads. Der er altid en plads.

Skærtorsdag får vi slået fast at hvad der end sker de kommende dage, hvad der end sker i morgen, hvor meget vi end kommer til at svige eller forråde og hvor meget ondt der end kan ske os eller vores kære, så står et fast: der er altid en plads, hvor du kan komme og igen høre ordene:

Dette er Jesu Kristi legeme, dette er Jesu Kristi blod. Tag det og spis det. Gør dette til ihukommelse af mig.





Amen







Dagens tekst:

Den første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvor vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?« Han svarede: »Gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple.« Og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet. Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. Og mens de spiste, sagde han: »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.« De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: »Det er vel ikke mig, Herre?« Han svarede dem: »Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.« Judas, som forrådte ham, spurgte: »Det er vel ikke mig, Rabbi?« Han svarede ham: »Du sagde det selv.« Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag det og spis det; dette er mit legeme.« Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.« Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget. Matt 26,17-30

Palmesøndag 2015

Hvad længes du efter?

Hvad er det dit hjerte hvisker til dig, når det ellers kan få ørenlyd? Er det mere tid til at få læst bøger, drukket kaffe med venner, eller er der et projekt i garagen, der venter? Er det mere nærhed med din ægtefælle eller er det, at der kommer en, der kan gennemskue din ensomhed. Hvad længes du efter?

Vi længes alle efter noget eller nogen.

Men det kan være svært i en travl hverdag at få tid til at møde sin længsel. Vi lytter ikke så tit til hjertet, så det får bare lov at tikke derud af, og det er først når det truer med at ville holde op med det, eller når vi har begravet os i så mange aftaler og møder, så vi har glemte os selv et sted midt i livet, at det går op for os, at hjertet måske også har noget at skulle have sagt i vores liv.

Men det er ikke populært. Altså at lytte til hjertet. Vi siger, at fornuften er rationel, og dermed bliver det modsatte, at følelserne er irrationelle. Det ligger lige til højrebenet at lave den kobling. Følelserne er det, vi ikke kan regne med – og vi undskylder dem også fra tid til anden. Tænk lige på, at hvis en kvinde bliver vred, så er det altid fordi det er den tid på måneden. Eller hvis en mand taler om sine føleler, så er han sikkert lige blevet skilt.

Vi taler ikke ret tit om vores følelser eller længsler.

Og det er en skam.

For vi lukker af for noget væsentligt ved menneskelivet.

På Jesu tid sagde man, at man gemte ord i hjertet. Det var ikke i hjernen – og selvom vi i dag ved, at ja hukommelsen sidder i hjernen, sådan rent fysisk, så ligger der en dybere sandhed om mennesket, når vi siger, at vi skal gemme ord i hjertet. Hjernen er nemlig larmens sted – det er der, hvor alle ord bliver gemt – og synonymerne. Der hvor sproget og tallene er. Der hvor koder til netbanken og de næste dages aftaler bliver lagret. Det er stedet, hvor vi planlægger, reflekterer og forstår. Hjernen er en banegård fyldt med lyde og larm.

Hjertet er det modsatte. Det er stilhedens sted. Det er stedet, hvor ordene holder op med at være konkrete ord, men får en betydning, som vi bare erfarer. Det stedet, hvor vi ikke behøver kommenterer, reflektere eller fortolke på det, vi har gemt der. Der er ingen domme, fordomme eller fordømmelser. Der er bare betydning.

Der er bare det: at være til stede.

Vi skal ind til vores hjerter – det er det sted, vi skal åbne for i vores liv. Det kan være, at det i begyndelsen blot skal stå på klem, men hvis vi bliver ved at med øve os, så kan vi lære at åbne vores hjerter for vores længsler.

I dag er det Palmesøndag, og denne dag handler om, at Jesus rider ind i Jerusalem. Men det er også blevet tolket som et symbol på, at Jesus rider ind i vores hjerter. Han åbner hjertets dør, og drager helt derind, hvor vores inderst ligger, hvor ordene mister mening og hvor kun betydningen er tilbage.

Jesus er nemlig ikke særlig interesseret vi hvor dygtige vi er til at huske bankkoder, tro det eller lad være. Han sidder heller ikke og klapper af os, når vi igen i en uge har nået meget mere end, vi egentligt magtede, fordi vi ikke kunne sige nej – tror vi. Men vi farer så tit vild i vores liv, og sætter alt muligt andet på første pladsen som slet ikke er væsentligt. I al fald ikke i forhold til vores hjerte.

Og så sker det, at vi bliver skuffede. Så grueligt skuffede. Over os selv, de andre…og Gud.

Den dag Jesus red ind i Jerusalem har der været larm og støj. Der har været støvet og varmt. Han kommer ridende på et lavbenet æsel, og har knap raget op over folkemængden. Man har skullet hoppe for at få et glimt af manden, som alle hylder. Og alligevel så er der noget ved ham, der gør at folk skære grene af palmerne og vajer med dem i luften mens de tager deres kapper og smider ud på vejen, så æslet kan gå på dem.

Kapperne er blevet beskidte og støvede. Der er noget helt jordnært sært i denne fortælling, for hvorfor gør de det? Hvorfor ofre en god kappe, og hvorfor hylde dette menneske – har det ikke netop været, fordi de alle havde en forventning til Jesus om, at her var den mand, der kunne løse deres problemer. En profet, der med sin klare og rene stemme kunne få hverdagen til at blive bedre. Og helt konkret ønskede de dengang, at romerne, der havde besat Palæstina skulle smides ud – det måtte en konge kunne gøre. De ønskede en bedre hverdag og derfor forventede de en masse af manden på æslet.

Vi er ikke så anderledes i dag. Vi forventer også en masse af Gud – vi råber også til Gud. I krisens stund, i nødens eller udmattelsens stund. Hvor Gud, der kan lette vores liv?

De mennesker, der den dag hyldede Jesus med palmegrene stod få dage efter og råbte skældsord efter ham, mens han bar det kors han selv skulle henrettes på. Vejen fra forventning til skuffelse er kort, da Jesus ikke løste de problemer, de stod med. Han kunne ikke trylle alligevel.

Eller sagt med andre ord, så kunne de ikke lide det svar Gud gav dem på deres forventninger. De tilbad ham, fordi de troede, de havde fået en Gud, der ville gøre som de ønskede. I stedet for fik de en Gud, der gav dem, hvad de havde brug for.

Alt i livet er ikke Guds ansvar. Det er fx vores ansvar at kæmpe mod uretfærdighed og gøre hverdagen nemmere for alle. Det kan vi ikke lægge over på Gud, men vi kan derimod bede Gud om at ride ind i vores hjerter. Vi har brug for at få åbnet hjertet, så vores længsler kan blive mødt. Vi har brug for at sætte livet på førstepladsen og ikke vores kalender.

Derfor hylder vi manden på æslet også i dag. Derfor vil vi også i dag vende vores blik, ikke opad mod himlen, men hen mod den Gud, der rider ind i byen, og lige ind i vores hjerter.



Amen


Dagens tekst:
Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!« Matt 21,1-9

Faze artikel, KFUM og KFUK, november 2014

Frihed er at være bundet i kærligheden

Der findes en anekdote om, hvad der sker lige inden et barn bliver født, og den lyder sådan her:

”Før et barn bliver født, tager en engel barnet og viser det hele universet. Barnet ser alle livets hemmeligheder og al verdens visdom. Barnet møder Gud og mærker den største kærlighed af alle.

Når barnet har set alt dette, så sætter englen forsigtig sin finger over barnets mund og hvisker, at det nu skal glemme alt det, det lige har set. Vi bliver nemlig nødt til at selv at opdage livet og tilegne os visdom. Men når et barn bliver født, så har det stadigvæk mærket efter englens finger. Det er fordybningen mellem munden og næsen, der skal minde os om, at verden er større end det, vi lige kan se.

Og fordi vi engang så livets i al dets storhed, søger vi resten af livet efter meningen med livet – og vi søger efter fællesskabet med den kærlige Gud.” (frit genfortalt fra bogen ”Altid elsket”af Kristina Reftel, s. 187, Unitas forlag)

I anekdoten taler de slet ikke om frihed, men den handler om frihed. Frihed er et flydende begreb, for hvad er det, vi gerne vil have frihed fra eller til? Vil vi selv bestemme over vores værelse, eller hvornår vi skal i seng om aftenen. Eller er frihed, at vi kan sige og gøre det, vi mener? Frihed bliver brugt i mange sammenhænge, men når vi taler om frihed i kristen sammenhæng, så mener vi noget helt bestemt.

Frihed i kristendommen er at være bundet. Det lyder skørt, men frihed handler om at være bundet i kærligheden. I anekdoten møder barnet Gud, og vil resten af livet lede efter den kærlighed. Vi kan slet ikke lade være med at søge efter Guds kærlighed, så derfor kan man sige, at vi er bundet i kærligheden.

Det oplever vi også i hverdagen. Vi har venner og familie, og kan slet ikke forestille os at livet uden dem. Vi binder os af kærlighed til andre, og vi har friheden til at gøre det.



Så næste gang du tænker over frihed, læg din finger på fordybningen mellem næse og mund, og husk på, at du er bundet i kærlighed.

https://www.kfum-kfuk.dk/maalgrupper/ung/magasinet-faze/

Præsteklumme december 2014

Julens forandrende glæde

Juleferien er over os, men i enhver ferie kommer der ofte et punkt, hvor vi trænger til at komme i gang med hverdagen igen. Vi længes efter noget andet end der, hvor vi er. Vi længes efter forandringen.

Søndagen mellem jul og nytår hører i kirken om forandring. Det handler om det lille Jesusbarn, der bliver bragt til templet, hvor en gammel mand ved navn Simeon griber Jesus og priser ham. Simoen havde fået at vide af Gud, at han først kunne dø, når han havde set Herrens salvede, altså Jesus. Det, at Simeon ser Jesus, betyder altså, at han skal dø. Det er jo ikke glædeligt, synes vi. Men for Simeon var glæden over at se Jesus, så stor, at han nu kunne dø med fred.

Julen skal også give os en glæde, så stor, at vi kan, ikke bare dø med fred, men særligt leve med fred i hjertet. Freden skal forandre vores hårde sten hjerter til bankende levende hjerter. Julen handler altså om forandring.

Den største forandring er, at Gud blev menneske, og dermed gav os muligheden for at lære Ham at kende gennem et menneske. Det er ikke længere bare os mennesker, der skal søge viden om Gud, men Gud der bøjer sig ned for at møde os. Den anden forandring er, at Gud ved at forandre sin mulighed for at møde os, faktisk forandrede vores hjerter, så kan møde hinanden.

Lige meget hvor vi er livet, så vil Gud række ud efter vores hjerter, og forandre hårdheden til liv. Det er julens glæde, der gerne må smitte mere end en forkølelse i en børnehave. Vi skal prise Gud, for glæden er så stor, at vi kan leve med fred.

Lad glæden forandre dig nu i dag.

2. søndag i fasten 2015

”Man har en holdning til man tager en ny”. Sådan sagde Jens Otto Kragh i et interview i 1977, og den blev videreudviklet i 2013, da Lars Lykke Rasmussen sagde: ”Vi har skiftet standpunkt, men ikke holdning”.

Hvorom alting er, så det at skifte holdning ikke noget, man bare gør. Når folk siger, at man har en holdning til man tager en ny, så kan det lyde som en slags forklaring på, hvorfor man har ændret holdning. Men det er jo ikke en forklaring. Det er bare en beskrivelse af, hvad der er sket. Men det er faktisk helt rimeligt at skifte holdning og stå ved det. Det skal bare ikke være for tit. Forestil jer fx børneopdragelse, hvis forældrene hver dag fik en ny holdning til hvad barnet måtte? Ja, man ville få et skrubforvirret barn. Det er med andre ord ikke god opdragelse at skifte holdning hele tiden. Men heller ikke på arbejdspladser eller i vennekredsen er det særlig prisværdigt at møde et menneske, der hele tiden skifter holdning. Dem der svajer i vinden alt efter hvad der lige nu er fremme i samfundsdebatten, eller alt efter, hvem de taler med. Det er sådan en slags menneskelig kamelæon, vi ikke kan regne med. Det giver usikkerhed, når vi ikke ved, hvor folk står.

Man har en holdning til man tager en ny. Måske nok; men det kan altså virke utroværdigt.

Hvem ønsker at være utroværdig? Og hvem ønsker en utroværdig Gud?

Jesu var i begyndelsen af dagens evangelium troværdig efter datidens standarder. En kanaanæisk kvinde råber i vilden sky efter Jesus. Jeg kan forestille mig, at han oplevede det ofte – at folk råbte efter ham og på ham. Ofte stimler folk sammen om ham, når han går ind i en by, og han må mase sig vej frem. Der har været et leben og en kakofoni af stemmer, der har råbt efter ham. Men denne kvinde er kanaanæisk. Hun tilhører en helt anden religion, der dyrkede andre guder. Hun har intet vidst om Jahve, mosebøgerne eller det grundlag Jesus kom fra. Hun ville ikke ane, hvad Jesus talte om, hvis han henviste til skrifterne. Hun var blank, men ét vidste hun: denne mand kan hjælpe, og derfor lagde hun sit liv i hans hænder.

Men hun er kanaanæisk. Hun er en anden – en fremmed. Og hun bliver afvist. Det er ubehageligt at tænke på, at et menneske bliver ignoreret af Jesus.

Disciplene blev irriteret på denne kvinde, der ikke vil holde op med at råbe efter dem, og beder Jesus om at sende hende væk.

Og Jesus svarer principfast, at han jo heller ikke er sendt for at frelse andre end dem fra sin egen tro. Det havde han en klar holdning til.

Men kvinden insisterer på, at blive set. Hun giver ikke slip, fordi hun ikke passer ind, og fordi hun møder en principfast mand. Hun holder ved – holder ud. Ikke for sin egen skyld, men for sin datters skyld. For kærlighedens skyld. Hun ville gå 1000 mil og 1000 til for sin datter. Det får kærligheden os til – den får os til at træde ud af vores egen comfort zone og principper. Kærlighed er ikke for mennesker med mange principper, de stædigt står ved. Kærligheden kræver ligefrem af os, at vi slipper vores principper og forandrer os.

Hvem har været den samme efter en forelskelse? Hvem har fået et barn og være fuldstændig lige som før?

Når vi møder kærligheden, så forandrer den os – som en kvinde med et sygt barn, der vil råbe og insistere på at blive set og komme ind i lyset.

Nu kunne Jesus have stået fast ved sin holdning og været ubevægelig og uforanderlig i mødet med hende. Kvinden var jo en fremmed og uønsket. En principfast gud ville have vendt blikket bort, og sagt for sig selv: man elsker kun sine egne, for det siger loven.

Men heldigvis er Gud ikke sådan. Gud er ikke lovens Gud. Når vi lægger vores liv i Guds hænder og følger ham, så får vi altså ikke en himmelsk Karnov sendt med posten, hvor vi blot skal følge de love, Gud har stukket ud. At tro er ikke det samme som at være god til jura. At tro er at åbne sit hjerte for kærligheden, og turde lade sig bevæge.

Evangeliet til i dag handler heller ikke om, at vi gennem de rigtige argumenter kan overbevise Gud. Det kunne man nemlig godt fristes til at tro, når man hører evangeliet, fordi hun går i rette med Jesus. Han ser nemlig dybere end hendes argumenter, og ser hende. Og der lader han sig bevæge af hendes nød.

Det er ikke kun os, hvor kærligheden kræver forandring – den kræver det også af Gud selv.

Gud lade sig bevæge af vores nød.

Og Guds søn lader sig bevæge – han kom ikke kun for at frelse sine egne, men for at frelse mennesker. Det indser han, da han møder hende. Han ændrer holdning, og tak for det.

Jesus stirrede sig ikke blind på sine principper eller den religiøse lovs krav, men vendte blikket derhen, hvor der var brug for ham.

Han vil gå 1000 mil for os, og så 1000 til. Han vil gå i døden for os, og det gjorde han. Han lod kærligheden få første og sidste ord i sit liv.

Det er dagens glædelige budskab: Kærlighed kræver forandring.

At lægge sig liv i Guds hænder og tro, er det ikke en bastant og uformelig kasse, vi skal forsøge at mase os selv og andre ned i. At tro er derimod at være i bevægelse gennem livet, lade sig inspirere, vove at skifte holdning i ny og næ, følge kærligheden og give den lov til at forandre vores liv – og ikke mindst at vi lader os bevæge af andres nød, hvem de så end er. Om de er fremmed, uønskede eller højtråbende. Så skal vi øve os at lukke dem ind, som en kvinde i nød for 2000 år siden blev lukket ind i lyset af ren og skær kærlighed.

Jeg vil slutte med at læse et digt højt af Jens Rosendal, der handler om det at leve et liv i tro, hvor man lægger sit liv i Guds hænder og tør lade kærligheden forandre, og det lyder sådan her:

Troen er ikke en klippe
midt i et stormpisket hav,
tro er at sejle trods bølger
over en truende grav.

Troen er ikke det sikre
midt i en verden af fald,
tro er at være til stede,
høre, når nogen har kaldt.

Troen er aldrig artikler
trykt i en indbunden bog,
tro er at vove sig udad
varsom og kærlig og klog.

Troen er det, som kan svigte
i en forfærdelig stund,
troen er det, som kan gribes
midt på den gyngende grund.

Tro er det levende, nære,
som gi´r mig kræfter og mod,
så jeg går med dig på vejen,
selv om jeg ikke forstod.

Tro er at løfte din stemme,
der hvor din fjende har magt,
tro er at satse på håbet
udsat for verdens foragt.

Tro er utrolige kræfter,
som vil forandre alt.
Vove sig dybt ind i mørket,
hvis der for alvor er kaldt.


Amen


Dagens tekst:

Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.« Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: »Send hende væk! Hun råber efter os.« Han svarede: »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: »Herre, hjælp mig!« Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« Men hun svarede: »Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« Da sagde Jesus til hende: »Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask. Matt 15,21-28

1. søndag i fasten 2015

Nu skal I høre en ret velkendt historie – nemlig historien om Anders Ands bedre jeg.

· Det er tidlig morgen, og vækkeuret ringer. Straks springer Anders Ands bedre jeg ud af sengen, klar med glorie og vingerne strøget, mens Anders And bare bliver liggende.

· Med lidt overtagelse og rysten kommer Anders And ud af fjerene.

· Han får overrakt sine skolebøger, så han som en dydig and kan komme i skole. Hans bedre jer fører an på vejen fløjtende, mens Anders And går bagved.

· Men undervejs venter fristelsen – nemlig hans dårlige jeg, der står klar med en fiskestang og udsigten til en dag ved søen, store fisk og afslapning. Men han har mere at tilbyde Anders And.

· Og derfor får han ham også overtalt til at prøve lidt af sin pibe.

· Det går ikke så godt for Anders And – den stakkel.

· Heldigvis leder hans bedre jeg efter, og kan ikke forstå hvor han er blevet af. Da han opdager, hvad der er sket bliver han rasende, men nægter at slås.

· Det synes Anders Ands dårlige jeg er en rigtig god ide, og han benytter lejligheden til at hive hans glorie hele vejen ned om livet. Men det skulle han aldrig have gjort, for…

· Så vanker der. Og når man kan flyve, så kan også give igen.

· Det bedre jeg giver igen, og det ender skidt for hans dårlige jeg, og der bliver plantet en lilje hvor han grav ligger.

· Så har Anders And et forklaringsproblem, men heldigvis bliver han tilgivet på stedet, og nu kan han atter gå mod skolen som den artige lille and han engang imellem er.

                                               ------------------------------------------

Sådan er tegnefilmen om Anders And og hans bedre jeg. I har måske set den, og den er rigtig god, og i en tid, der er usikker, har vi brug for at more os. Vi har brug for letheden.

Tegnefilmen er en af klassikerne med Anders And i hovedrollen, men den har et teologisk problem. Nu er det næppe heller tegnet for at tilfreds teologer, men vi kan bruge den som springbræt i dag.

Tegnefilmen springer mig nemlig i øjnene på særlig et punkt, nemlig at det bedre jeg og det dårlige jeg er afbilledet som en engel og en djævel.

Billedet af menneskets inderste som en engel eller en djævel hænger sig fast i manges tanker om, hvad et menneske er. Ofte synes jeg, at man hører, at alt ondskab stammer fra mennesket, og derfor er det så også os selv der er skyldige i, at ondskab finder sted. Det er jo en besnærende og fristende tanke, at skyde ondskaben over i mennesket selv, for ligger den først der, så kan vi forklare den. Vi har måske en tendens til at smide om os med diagnose, vi selv finder gode i situationen, og man kan næsten heller ikke være leder i dag uden at få mærkatet psykopat. Vi lever i et diagnosesamfund, hvor vi ikke længere lader lægerne om den opgave, men selv tager den på os. Og ondskaben er blevet en diagnose af menneskets sjæl.

Men ligesom Jesus i ørkenen blev fristet, bliver vi også her fristet til at give ondskaben en grund eller en mening, som den ikke har. Og vi bliver nogle gange fristet til at behandle hinanden som om ondskaben virkelig kom fra os.

Men vi skal holde fast i, at ondskab i sit væsen er meningsløst, og derfor heller ikke skal forklares. Og at ondskaben heller ikke ligger inde i os, men er noget, der kommer udefra og påvirker os. Vores inderste er godt og skabt af Gud.

Bibelen fortæller heller ikke om, at mennesket er djævle, men tværtimod at vi skabt i kærlighed. Det er hele omdrejningspunktet og grunden til, at Gud bliver ved med at ville os. Han ser håbet i os, når vi selv føler os håbløse.

Så hvor er ondskaben? Vi kan ikke forklare djævelens eksistens, for det ville være at give det en eksistensberettigelse. Det er bare noget, der er på trods. Vi kan ikke forklare det. Om det er en person eller en magt i verden, kan jeg ikke svare på, men gør det en forskel for vores holdning til ondskaben? Gør det ondskaben mindre ond? Det er der vi skal lægge vores kræfter, men tværtimod skal vi lægge vores kræfter i forsagelsen.

Vi siger i begyndelsen af trosbekendelsen, at vi forsager djævelen. Det betyder, at ”tager afstand fra”. Djævelen er noget, vi ikke vil have med at gøre. Det er en god begyndelse på enhver dag, at vi slår fast, at vi ikke vil have noget at gøre med ondskaben, og at vi ikke vil tage den ind til hjertet. Vi skal ikke diagnosticere ondskaben, men holde den væk fra os – forsage den.

Ordet djævel betyder egentlig den, der bagvasker eller skaber splid. Altså den der sår løgne og river mennesker væk fra hinanden. Derfor kan man heller ikke tro på djævelen, for man kan ikke tro på løgnen. Men vi kan se, at den er der.

Og løgnen kommer snigende og bilder os alt muligt ind om magtforholdet mellem Gud og djævelen. Den næststørste løgn vi kan blive hvisket i øret er, at misbruger vi vores magt blot en gang for at få balance, så gør det ikke noget. En enkelt gang betyder vel ikke noget, hvis det bringer retfærdighed. Det samme kunne Jesus vel have tænkt, da djævelen møder ham i ørkenen. Bare en enkelt sten om til et brød til at stille den værste sult. Bare en enkelt skridt ud intetheden for min tro vil vel frelse mig, og Gud gribe ind. Eller bare et enkelt buk for ondskaben så vil alle disse riger være mine og jeg ville kunne bringe fred.

Men han sagde nej, for han kunne gennemskue det. Det var ikke den slags gud Han ville være. Vi skulle ikke falde i svime over ham, fordi han kunne trylle sten om til brød, eller fordi han var et overmenneske, der kunne tvinge de fysiske love eller fordi han havde magten. Jesus levede for at vi kunne opleve Gud som den han er, nemlig som kærlighed. Og den kærlighed er så stor, at den møder os, som dem vi er. Vi skal ikke optræde eller performe, være særlige artige eller dydige som Anders And, der ender med at gå i skole, før Gud vil kendes vil os. Sandheden, der blæser os omkuld, er den sandhed, at du kan være det menneske, du er, og stadigvæk blive elsket. Derfor sagde Jesus nej til fristelsen, for han ville vise os, hvem Gud er – ikke ved at trylle eller tvinge, men ved at elske. Så Jesus sagde nej til fristelsen.

Det kan vi ikke altid, og det sker, at vi bliver fristet, og render den ondes ærinder i godhedens navn – se det er en ondskab, der er til at føle på. Heldigvis tilgiver Gud os lige på stedet.

Men den største løgn af dem alle som vi kan blive bildt ind, og som ofte møder os der, hvor vi er mest sårbare er den, at Gud er færdig med dig. Nu har Gud vendt dig ryggen. Det er den ondeste løgn.

Men det er en løgn. Det passer ikke. Gud bliver aldrig færdig med dig. Gud kom til verden for at sige den løgn imod, og gøre vores liv større.

Det er det, vi skal høre hver søndag, når vi kommer her – at nok kan djævelen fortælle os løgne og friste os, men det er ikke andet end løgn. Sandheden er, at du aldrig falder ud af Guds hænder. Selv den mest håbløse er der håb for. For Gud er livets Gud, der får det til at spire selv de steder, hvor andre giver fortabt.

Så selvom ondskaben og løgnen endnu er i verden, og selvom vi alle til tider bliver fristet, så er der grund til håb – vi holder søndag for at modsige løgnen, og holde fast i den sandhed, der ikke kan gentages nok gange:

Vi falder aldrig ud af Guds hænder – han er med os alle dage indtil verdens ende.



Amen




Dagens tekst:

Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.« Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹ « Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: ›Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.‹ « Jesus sagde til ham: »Der står også skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.'« Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.” Da svarede Jesus ham: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ « Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham. Matt 4,1-11