Jazz gudstjeneste september 2015

Jazz gudstjeneste er en aftengudstjeneste, hvor vi veksler mellem læsninger og musik. Her er refleksionen fra den aften:

Kom. Sådan lyder opfordringen fra den udstrakte hånd mod ham, der ligger sammenkrummet om sig selv. Kom. Håndfladen vender op, klar til at blive taget.

Kom.

Ikke et ord om, hvor de skal hen eller hvorfor; men ord om, at du ikke behøver være alene mere.

Du kan rejse dig og følge med. Du får en mulighed foræret. Ethvert menneske rummer muligheder. Vi er en halvåben dør, der kan åbnes ind til noget mere.

Selv det menneske, der lige nu krammer sig selv i et favntag af desperation – af fortvivlelse – af sorg – afmagt. Krammer sig selv i manglen på en anden.

Der er mørkest lige før daggry siger man. Da har natten varet længe, mørket har overtaget. Når man er tættest på lyset, kan det synes længst væk.

Men som enhver solopgang, så kommer lyset langsomt til syne i horisonten. Først så langsomt og langt væk, at man ikke kan tro, det engang vil blive til en solopgang. Det sorte mindskes, og længe inden solens runde kugle kan ses i det fjerne har den farvet himlen.

Den er på vej. Det må vi tro.

Det må vi håbe.

Vi får lov at håbe at selv det tætteste mørke har en solopgang. Vi får lov at håbe på muligheden selv i mørket. Muligheden for at det, vi ikke kan gennemtrænge nu, engang – en dag – vil blive lyst og klart.

Vi lever i vekslen mellem lys og mørke, sorg og glæde. Vi lever i livet med alt hvad det rummer af nat og dag. Tvivlen råder i natten og glæden om dagen. Sådan må det være, men det er ikke alt hvad der er at sige.

Selv når vores livspendul svinger mod det mørke og mod tvivlen, så har vi en Gud, der rækker sin hånd frem og siger Kom. Kom med. Og de dage, hvor vi ikke orker at tage den hånd, da sætter han sig i stedet for ved siden af os. Vi behøver ikke være alene – heller ikke når modet ikke rækker længere end til os selv. Da behøver vi ikke være alene. Hånden er rakt til os og muligheden er ikke slukket, men er en mulighed også for i morgen.

Kære Gud

Ud af den uro der er liv kommer til sidst troen.

Ud ad det vi giver kommer muligheden.

Ud af det vi ikke ved kommer håbet.

Ud af det vi ikke magter kommer forvandlingen.

Ud af det vi får kommer alt det vi skal dele med andre.

Ud at hvert øjeblik kommer du.



Amen




Tekster:

Jobs bog, 3,11-19

Hvorfor døde jeg ikke ved fødslen,
hvorfor udåndede jeg ikke fra moders liv?
Hvorfor var der knæ, der tog imod mig, og bryster, jeg kunne die?
Jeg kunne have ligget i ro,
jeg kunne have sovet og fundet hvile
sammen med konger og rådsherrer,
som byggede sig gravkamre,
eller sammen med stormænd, der var rige på guld og fyldte deres huse med sølv.
Hvorfor var jeg ikke som et dødfødt barn, der bliver gravet ned,
som børn, der aldrig ser dagens lys?
Dér har ugudelige raset ud,
udmattede har fundet hvile;
de, der var fanger, lever trygt,
de hører ikke slavefogedens stemme.
Dér er både små og store,
trællen er fri, uden herre.




Esajas, 49,14-18

• Men Zion siger: »Herren har svigtet mig,
Herren har glemt mig!«
Glemmer en kvinde sit diende barn?
Glemmer en mor det barn, hun fødte?
Selv om de skulle glemme,
glemmer jeg ikke dig.
Se, i mine hænder har jeg tegnet dig,
dine mure har jeg altid for øje.
De, der skal genopbygge dig, er hurtigt på vej,
de, der rev dig ned og lagde dig øde,
drager bort fra dig.
Løft blikket, se dig omkring:
De samles alle og kommer til dig.

Salme 121

Jeg løfter mine øjne mod bjergene,
hvorfra kommer min hjælp?
Min hjælp kommer fra Herren,
himlens og jordens skaber.

Han lader ikke din fod vakle,
han, som bevarer dig, falder ikke i søvn.
Han, som bevarer Israel,
falder ikke i søvn, han sover ikke.
Herren bevarer dig,
Herren er din skygge
ved din højre side.

Om dagen stikker solen dig ikke,
månen ikke om natten.



Herren bevare dig mod alt ondt,
han bevare dit liv.
Herren bevare din ududgang og din indgang
fra nu af og til evig tid.

Filliperbrevet, 4,4-7

Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær. Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.

15. søndag efter trinitatis, 2015

Kong Midas var konge i Grækenland. En dag gør han en tjeneste for guden Dionysos, der til gengæld vil gøre ham en tjeneste. Kong Midas ønsker derfor, at alt hvad han rører, vil blive forvandlet til guld. Dionysos forsøger at advare ham, men han vil ikke lytte. Og således sker det, at alt hvad han rører ved bliver forvandlet til guld. Han er begejstret, og skåle, potter og borde bliver til guld. Kongen vil da vise sin datter skønheden i sine evner, så han tager hende ved hånden og vil gå ud i haven for at vise hende guldblomster; men hun følger ikke med, og da han vender sig om, ser han en skulptur af guld af en lille pige med forventningens glæde i ansigtet.

Kong Midas begræder sine evner, og han bønfalder Dionysos om at fjerne dem igen. Kongens evner bliver fjernet og siden må han leve uden sin datter.

Det er en fortælling I sikkert alle kender. Kongen, der er så grådig, at han ender med at miste sin egen datter. Det der forekom som en gevinst blev en sorg.

Det er en fortælling, hvor pointen er så lysende klar, at vi ofte genfortæller myten om Kong Midas til børn. I skal ikke stræbe efter det materielle, for når alt kommer til alt er det kærligheden, der er vigtig. Jeg kunne også have genfortalt eventyret om Nattergalen af HC Andersen, hvor kejseren nyder nattergalens sang. En dag får kejseren en gave, der er en mekanisk nattergal overstrøet med diamanter, rubiner og safirer. Men da kejseren bliver syg, kan den mekaniske fugl ikke røre hans hjerte, og de må finde den ægte vare.

Igen en fortælling om at det ægte – det levende, ikke kan erstattes af et produkt.

Og sådan er mange af os opflasket med sådanne fortællinger, der skal give os et grundlag i livet. Der skal give os en ide om, hvordan vi skal prioritere vores liv. Eller som man siger, så er der ikke lommer i den sidste skjorte, vi får på. Vi kan ikke leve livet med glansen fra bankbogen i øjnene – det vigtig i livet er altid andre mennesker.

For nogle år siden samlede en australsk sygeplejerske ved navn Bronnie Ware en liste over de fem fortrydelser, som mennesker, der skulle dø, havde.

De fem fortrydelser var:

1. Jeg ville ønske, jeg havde haft mod til at være tro mod mig selv og ikke blot leve op til andres forventninger til mig.

2: Jeg ville ønske, jeg ikke havde arbejdet så meget

3: Jeg ville ønske, jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser

4: Jeg ville ønske, at jeg havde holdt kontakt til mine venner

5: Jeg ville ønske, at jeg havde ladet mig selv være mere lykkelig

(http://bronnieware.com/regrets-of-the-dying/)

De fem fortrydelser er et udtryk for top prioriteter. Men de er også netop fortrydelser, fordi hverdagen og livet har det med at sende bekymringer vores vej, så vi netop ikke gør det, vi egentlig gerne vil. Bekymringer har det med at snige sig ind på 1. pladsen i vores liv, uden at vi er herrer over dem. Det kan være bekymringer for pensionsopsparingen, hvad andre tænker om en, planlægning af ugen eller opgaver, der står i kø. Vi kan have så travlt med alt muligt andet, at vi slet ikke opdager, at vi har fyldt livet med bekymringer.

Man kan tale om, at der findes forskellige slags bekymringer. Man kan tale om bekymringer, der udspringer af omsorg. Man kan også tale om bekymringer, der er produktive, og får os til at handle, som ledte vi efter en naturlig nattergal, fordi den mekaniske ikke rakte langt nok. Og så har vi de uproduktive bekymringer. De bekymringer, hvor vores hovedbrud alligevel ikke gør den store forskel. Bekymringer, der bare fylder i vores liv. Forskning har vist, at fem minutters bekymring er nok til at bringe os i dårlig humør. Vi kan altså tænke os i dårligt humør.

Men spørgsmålet er om vi kan tænke os væk fra uproduktive bekymringer? Det kan vi nok ikke, og alligevel så kan vi øve os i at se på livet med andre briller. Vi kan øve os i kun at tjene en Herre, og ikke 117 andre prioriteter i livet.

Vi kan øve os i at give slip på alt det, vi alligevel ikke har kontrol over eller magt over. Livet er fyldt med elementer, vi ikke kan forudse eller tænke os til. Spørgsmålet er om vi tør give slip?

Anonyme Alkoholikere eller AA, som de også kaldes, afslutter verden over, deres aftener med sindsrobønnen, der lyder sådan her;

Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre. Mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen.

Det er netop det, der er øvelsen. Sindsro til at acceptere det, man ikke kan ændre.

Tør vi acceptere, at der er så meget, vi ikke kan gøre noget ved? Tør vi tro på, at når det kommer til Gud, så er det nok bare at være dem, vi er. Vi kan i forhold til ham hverken lægge til eller trække fra. Vi er nok som dem, vi er. Du er Guds.

Sætter vi det rigtige på førstepladsen, eller er vi som Kong Midas, der stræber efter mere og mere og mere, at vi til sidst opdager, vi har mistet det vigtigst, vi havde; hinanden?

Vi er sat her på jorden af Gud, så vi kan være hinandens. Så vi kan være Guds. Vi skal møde hinanden, gå i relation med hinanden, lytte til hinanden, dele livet sammen og være sammen. Vi har hinanden. Det ægte, det levende og det der kan røre vores hjerter.

Vi skal have sindsro nok til at hvile i, at det er nok i livet. Det er nok at være hinandens og Guds.


Det bliver sagt i Bibelen på denne måde, at vi skal elske Herren vores Gud, og vores næste som os selv. Det er 1. pladsen. Så kommer alt andet derfra. Så kan bekymringerne smuldre, og give plads livet.

Vi skal sætte hinanden ind i livet.

Og alligevel, så giver evangeliet til i dag mig en besk smag i munden. Du skal ikke bekymre dig for hvad du får at spise eller tøjet på kroppen. Det er dybt provokerende, når mennesker er på flugt fra krig, og lever fra hånden til munden. Det er dybt provokerende, når der har været vist billeder af druknede børn på strande i Europa. Det er dybt provokerende, når det jo ikke er virkeligheden, at vi bare skal lade være med at bekymre os.

Den dag evangeliet ikke provokere os, er den dag, vi er holdt op med at læse, hvad der faktisk står. For det skal provokere os. Vi kan i vores del af verden, nemt forstå, at det materielle ikke er det vigtigste, fordi vi får dækket vores primære behov. Men står man i en situation, hvor fremtiden er usikker, og man mangler mad og drikke, så bliver det helt legalt at bekymre sig. Det kan i visse dele af verden, næsten være en umulighed at skulle vælge mellem Gud og mammon eller mellem Gud og bekymring. Jesus havde nok alligevel fingeren på pulsen, allerede dengang.

For hvem sætter vi på førstepladsen i vores liv?

For et par søndage siden hørte vi lignelsen om den barmhjertige samaritaner. En lignelse, der handler om hjælpen, der kommer, fordi vi ikke kan lade være med at hjælpe medmennesket. Fordi vi har hinanden. Hvilke problemer vi end kommer ud for her i livet, eller i fremtiden, så vil det altid vende tilbage til det udsagn, at vi har hinanden. Vi skal være mennesker for hinanden.

Også i dag skal vi være mennesker for hinanden. Vi skal leve for hinanden og med hinanden. Hvem skal hjælpe det menneske, der står med bekymringer til op over begge øre – det skal næsten. Hvem skal hjælpe den nødlidte, der mangler klæder og mad – det skal næsten. Hvem skal hjælpe flygtningen – det skal næsten.

Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre. Mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen

Livet er en balance mellem sindsro i forhold til de uproduktive bekymringer, der blot fylder i livet, og de ting, vi faktisk kan gøre noget ved. Den balance kommer vi nok til at jage livet igennem, men så længe vi forsøger at skabe den balance, så er det Gud vi tjener.

Amen

Dagens tekst:
Jesus sagde: »Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.« Matt 6,24-34

13. søndag efter trinitatis

Vi har alle et indre kompas, der drejer os i en retning mod hinanden. Vi søger hinanden, og vi kan mærke det helt fysisk. Når man får sommerfugle i maven, fordi man glæder sig til et besøg af en gammel ven. Når man møder et menneske, man umiddelbart bare kan lide, som giver en god fornemmelse i maven. Når man møder sin soulmate og man bare svinger i takt. Når man står ved kisten og sorgen river i en. Når man føler barmhjertighed med et menneske, der har brug for hjælp. Vi kan mærke inde i os selv, når det sker.

Vi har et kompas, der vender os mod hinanden. Det er gudbilledligheden – det i os, der ligner Gud, der får os til at søge mod fællesskabet med hinanden.

Og vi vil gerne gøre det rigtige. Sådan er vi skabt. Den tilgang til mennesket, ser man faktisk også andre steder. Nudging bygger på netop dette. Nudge betyder at puffe og går ud på, at vi gerne vil gøre det rigtige, men vi får det ikke altid lige gjort. Intentionen er der, men handlingen følger ikke med. Så skal man lave små puf, så vi begynder at gøre det rigtige. I har måske set det nede i byen, hvor der er lavet gule fodspor i gågaden, der ender ved skraldespanden. Det, at blive peget i retningen af skraldespanden, kan gøre, at vi husker at bruge den, og ikke smider affaldet på gaden. Vi vil gerne bruge skraldespanden, men skal lige puffes i den rigtige retning.

Vi vil gerne møde vores medmennesker og være barmhjertige, vi skal bare nogle gange puffes i den rigtige retning.

Jesus fortæller en lignelse om 4 mænd.

Den ene ligger nøgen i grøft. Han har intet på sig, der vidner om status eller tilhørsforhold. Han er strippet for identitet, og er blot det nøgne menneske, der ligger sårbar og skrøbelig. Han er afhængig af, at blive set, for ellers forgår han.

De næste to er henholdsvis præst og levit, der kommer forbi den nøgne mand; men de går forbi. Det er ikke fordi de er onde eller skrubbeløse, men faktisk var det sådan dengang, at de ikke skulle hjælpe en sådan mand. Samfundet var skruet sådan sammen, at de gjorde det rigtige ved at gå forbi. De kunne bruge love og sociale regler som en grund til ikke at blande sig. Og ikke en ville have syntes, det var forkert. De gjorde det rigtige.

Den sidste er en samaritaner, der går forbi og får medynk med ham. Samaritaneren begynder at hjælpe mennesket. Der var noget i samaritaneren, der fik ham til at stoppe op og hjælpe. Og det er denne mand – samaritaneren – der viser barmhjertighed, der gør det rigtige. Altså det rigtige i Guds øjne.

Jesus vender op og ned på rigtigt og forkert. Det levitten og præsten troede var det rigtige er det ikke længere, og den samaritaner, der i datiden var forkert, bliver rigtig. Sådan som det var dengang, sådan skal det også være i dag. Rigtigt og forkert har stadigvæk brug for at blive rystet på plads i os, for til stadighed sker det, at vi går forbi mennesket i grøften. Intentionen er god, men vi får gemt os bag noget, der gør, at vi ikke ser manden i grøften. Hvad er det, vi gemmer os bag? Et det velfærdsmodellen, politik, frygt eller travlhed?

Men et liv i skjul er ikke et liv. Vi skal leve i det åbne, hvor sårbare vi så end kan føle os der. Jesus vil nedbryde og fjerne de normgivne kategorier, de love og sociale strukturer vi gemmer os bag. Det eneste, der skal stå tilbage er os; menneske til menneske. Og det eneste, vi har tilbage at finde vejen med, er vores indre kompas: vores barmhjertighed. Det kompas, der skal få os til at vende os mod hinanden, og blot se et menneske, uagtet status, nationalitet, religion eller tilhørsforhold.

Vi skal nuges – puffes ud i livet og mod hinanden. Vi skal have dét at vide, som vi ikke kan sige os selv, så ser vores liv og verden i et andet lys. Ligesom den lovkyndige, der vil sætte Jesus på prøve, så Jesus fortæller ham denne lignelse, får et nyt syn på livet. Han bliver overrasket over hvor radikal Guds kærlighedsbegreb er, og hvor stor menneskets barmhjertighed kan være. De ord skal vi lytte til, og lade os puffe af.

Vi skulle måske have fodspor foran os, der peger os i retning mod mennesket i grøften, for når vi først står der, så gør vi det rigtige. Så hjælper vi. Så bliver vi en næste for det menneske, der har brug for hjælp. Vi skal puffes mod hinanden, så kompasset inde i os, kan vende sig mod andre.

Og vi bliver hver dag puffet i den rigtige retning, hvis vi vover at se efter fodsporene, der vil pege os i den rigtige retning, og ikke bare haster forbi, fordi vi ikke lige har tid i dag. Eller haster forbi, fordi vi er bange for, at noget andet går vores næse forbi. Eller hvilken lov, regel, undskyldning eller livssyn vi nu end gemmer os bag, der gør, at vi haster forbi. Der bliver vendt op og ned på alting i Guds rige – den eneste regel er: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.” Lige præcis som den lovkyndige svarer Jesus. Det er det eneste, der kan stå, når alt andet bliver brudt ned, og lignelsen fortæller os, hvad det betyder.

Det betyder, at vi mennesker er forbundet – bundet sammen af det ene udgangspunkt, at vi alle er skabt af Gud. Vi kan ikke nøjes med at have et godt forhold til Gud, hvis vi glemmer andre. Vi er afhængige af, at vi går hinanden i møde.

Vi skal gå herfra med den tanke, at kompasset inde i os vender os den rigtige vej, så vi kan gå ud i livet og være en nødlidendes næste. Vi skal mærke at andre også går vores vej. Ingen skal ligge nøgen i grøften, gennembanket, ensom, knust, såret, sulten, bange eller glemt. Vi skal komme hinanden til hjælp, fordi vi kan mærke, at sådan er det rigtige at gøre. Sådan kan ikke andet end at gøre.

Gå herfra med løftet hjerte, med øjne, der ser og et hjerte, der tør lade sig røre. Og bliv en næste for den næste.

Du er min næste. Jeg er din næste.

Og Jesus siger til os: »Gå du hen og gør ligeså!«

Amen




Inspiration er hentet fra http://2andreas.blogspot.dk/2015/08/13-sndag-efter-trinitatis-frste-rkke.html




Dagens tekst:

Så vendte Jesus sig til disciplene og sagde til dem alene: »Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.« Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?« Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.« Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: »Hvem er så min næste?« Jesus svarede og sagde: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?« Den lovkyndige svarede: »Han, som viste ham barmhjertighed.« Og Jesus sagde: »Gå du hen og gør ligeså!« Luk 10,23-37

11. søndag efter trinitatis, 2015

Hvad kan man stole på i sit liv? Ordet at stole på, har faktisk en oprindelse i en stol. Altså et underlag eller noget man kan støtte sig til – noget der sikre, at man ikke falder og falder igennem.

Man kan stole på meget i sit liv: sin uddannelse, sin karriere, sin familie, sine evner, sine venner, sine værdier, sit image og overbevisning. Alt sammen elementer omkring os, der gør, at vi kan støtte os til noget, når vi skal leve vores liv.

Og vi har Gud, vi kan støtte os til. Han er ikke bare en støtte, men han er selve underlaget, ja selve grundlaget for vores liv. Uden Gud intet liv. Vi kan stole på, at Gud går med os hver evig eneste dag. Som vi hører han lover det ved dåben, at han er med os alle dage indtil verdens ende. Vi kan stole på Gud.

Men det pudsige er, at det ikke er kun os mennesker, der kan stole på Gud. Gud stoler også på os. Hvordan man end tror det er gået for os, så er troen, at Gud har skabt, ikke bare mennesket, men hele universet. Det skete nok ikke på 6 dage, som der står i skabelsesberetningen, men over millioner af år gennem en konstant forandring af verden fra få grundstoffer til tungere grundstoffer indtil grundlaget for liv var skabt, og der en dag var en organisme. Og til i dag, hvor vi sidder her midt i livet med vores hjerne, vores selvbevidsthed og refleksion, vores ansvar og vores behov for at kunne stole på hinanden.

Gud har altså gennem en lang skabelsesproces skabt os, der sidder her i dag. Enhver af os er villet af Gud. Han har villet lige præcis dig i dit liv, og derfor er du til. Det er fantastisk, og kan gøre en helt åndeløs at tænke på. Vi er villet af Gud.

Og derfor kan man sige, at når Gud nu har villet dig og mig, så er vi ikke skabt til at leve i anarki med hinanden. Den orden, vi er kommet ud af, må også gøre sig gældende i den måde, vi skal leve vores liv på. Den kærlighed, som Gud viser verden, gennem sin søn, er vores pejlemærke for, hvordan vi skal være i vores liv. Gud stoler på os.

Lad mig tage jer et andet sted hen, for at kredse noget om, hvad hvordan vi skal være i vores i liv.

Vi bliver skabt til fællesskab. Fra begyndelsen skaber Gud to mennesker, for det ikke godt for os at være alene. Men der går ikke længe før de overtræder den eneste forbud, der var. Og i samme sekund begynder de at pege fingre af hinanden. De lægger skylden på hinanden. Peger den videre, væk fra sig selv. Og denne symbolske handling er fortsat gennem tiden – vi peger fingre af hinanden. Ikke nødvendigvis for at håne andre eller skælde ud, men nogle gange fordi det underligt nok, kan føles som om vi laver et fællesskab, hvis vi kan blive enige om, hvem vi ikke bryder os om, eller hvem der falder udenfor.

Den fordømmende finger. Denne finger bliver i dag peget på farisæren, der både er selvfed og usmagelige. Han er så glad i Herren, at han øser det ud over andre, så de kan få øje på, hvor god han er. Det er pral i den værste kaliber. Det er så nemt at fordømme sådan en mand. Fordi fordømmelse er nemt. Et lille ord, en lille sidebemærkning eller en tanke, der sætter et menneske udenfor.

Og selvom det er fristende og nemt at få øje på det aparte, det mærkelige, det pralende og syndebukken, så er livet en konstant øvelse i at lade være. Fordi noget er nemt, betyder det ikke, at det er rigtigt at gøre. Nogle gange er det rigtige det svære eller det, der kræver en ekstra anstrengelse. Den fordømmende finger, der peger mod fastlåsheden og udelukkelsen, skal erstattes af den finger der peger hen mod frigørelse og muligheder. Og selv en farisærer, har brug for at blive peget hen mod frigørelsen og mulighederne.

Gud elsker os, fordi han har skabt os. Han ønsker, at enhver af os, altid bliver peget hen mod frigørelse eller muligheder. Livet er en gave, der skal forvaltes, så vi alle får lov at leve i kærlighed og frihed. Gud stoler på os, så vi kan skabe de muligheder for hinanden. Det er sådan vi skal være i vores liv – vi skal skabe muligheder for hinanden.

Vi skal lære af lignelsen, at det ikke handler om, at vi skal inddele mennesker i farisærer og toldere, men at vi skal indse, at vi på sin vis både er farisæren og tolderen. Vi er mennesket, der bliver så selvoptaget af vores egne gerninger, at glemmer andre omkring os. Vi er mennesket, der peger andre ud, fordi vi dømmer dem efter egne standarder. Men vi er også mennesket, der indser, at vi har slået fejl, og derfor har brug for tilgivelse.

Mennesket er et komplekst væsen, og vi rummer både en solside og en skyggeside. Vi har det hele i os. Og takket være vores selvrefleksion, kan vi tage stilling til os selv, og vores handlen. Vi har muligheden for at indse vores muligheder, hvornår vi kan handle bedre, og hvornår vi ikke slog til.

Tolderen har det, man kalder for en syndserkendelse, og dermed angrer han. Han ved, at han har handlet forkert. Og det har i mange år været en af kirkens store udfordringer, at folk går herfra med den tro, at budskabet er, at du er en synder. Det er rigtigt, at det tit bliver sagt, men det bliver ikke sagt for nedgøre os; men for at tage hinanden alvorligt, også i synden.

Der var i Kristelig dagblad for nogle dage siden en artikel om en kvinde, hvis mand havde været utro, mens hun lå dødssyg. Hun overlever, og manden kommer tilbage. Og hun siger til ham, at det var ok og at han godt kunne forstå ham. Og på sin vis så tog hun ikke hans synd alvorligt, skriver hun. Han forventede vrede og krise; men blev mødt med et: kom bare tilbage ind i sengen. Det var mere ødelæggende end vreden ville have været.

Det er ikke at tage hinanden alvorligt. Når vi møder et menneske, der har lavet noget helt forkert, skal vi også fastholde, at det var forkert. Men her skal vi holde tungen lige i munden, for vi kan godt sige, det du gjorde var forkert, men det er IKKE det samme, som at sige, at du er dermed er forkert. Dine handlinger tager jeg afstand fra, men dig tager jeg til mig.

Her i kirken bliver vi taget alvorligt, både i skyggesiden og i solsiden. Og paradokset er, at når vi bliver set i skyggesiden med vores synd, og taget alvorligt, så har vi langt nemmere ved at tage i mod tilgivelsen. Det er, når vi tør ydmyge os selv, at vi i samme sekund bliver ophøjet.

Det er forandringens paradoks – det er tilgivelsens forvandlings magt.

Så kirkens budskab er ikke, at du er en synder, men budskabet er, at når du synder, så bliver det taget alvorligt. Du bliver taget alvorligt, fordi du er værdifuld.

Budskabet der skal lyde her under disse tage, der hvælver sig som et skib i vandet er, at Gud altid vil pege dig mod frigørelse og muligheder. Han vil altid pege mod kærligheden.

Du kan altid, til hver en tid stole på Gud.





Dagens evangelium:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: »To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.« Luk 18,9-14

7. søndag efter trinitatis 2015

Hvem er Gud for dig?

Spørgsmålet blev stillet af en veninde den anden dag, mens vi går rundt i Botanisk have mellem folk der lufter hunde, unge der griller og børn der klatrer i træer.

Hvem er Gud for dig?



Det åbenlyse svar er, at Gud er den treenige Gud, der lod sig inkarnere og åbenbare i Jesus Kristus, der siden døde på korset for mine synder skyld, og dermed overvandt døden, så opstandelsen også kan være mig til del.



Det var bare ikke det svar hun ledte efter. Hun ville vide, hvem Gud var for mig personligt.



Spørgsmålet var privat, ja nærmest intimt. Og så blev det stillet midt i Botanisk have mellem et hav af mennesker. Men hvilket bedre sted at tænke over Gud end midt i det levede liv.



Vi er blufærdige, når det kommer til at tale om Gud. Faktisk er vi så blufærdige, at en religionsforsker for nogle år siden kaldte Danmark for et ”samfund uden Gud”. Vi vil helst ikke tale om det, og nogle gange kan vi endda have svært ved at lytte til andres tale om Gud. Vi kan føle, at vi ikke helt er kristne nok, når andre taler om hvor meget de beder og hvor meget Gud kommunikere med dem. Eller vi kan føle, at vi deler noget af os selv, der er ukrænkeligt og umisteligt med andre, og derfor bliver vi sårbare. Der kan være mange grunde til, at vi har svært ved at svare på spørgsmålet om: Hvem Gud er for dig? Nogle vælger endog at kravle højt op i et træ for der at danne sig overblik over en situation, før de vil udtale sig om Gud. Og deroppe fra kan man endda gemme sig mellem bladene, så man ikke bliver opdaget. Det kan forekomme nemmere end at svare på, hvem Gud er for dig.



Men mange tænker over det. Ofte fortæller folk, der har mistet et familiemedlem, overraskede om en Bibel, de har fundet i kommoden – slidt af læsning. Eller om en seddel med ønsker om salmer – salmer de ikke anede, afdøde kendte til.



Mange tænker over troen, beder til Gud eller tænder lys for andre. Gud er ikke væk i Danmark. Gud er i høj grad lyslevende tilstede iblandt os.



Så hvem er Gud for dig? Det spørgsmål kunne jeg stille jer her i dag. Hvem er er Gud for dig? Spørgsmålet skal stilles til dig, for Gud er en personlig Gud. Gud taler ikke til masserne, men til dig og dit hjerte. Heldigvis. For den gud, der kun taler til store grupper, taler til gruppepsykologiens farlige mekanismer, der kan få en gruppe mænd til at stene en kvinde blot på et rygte. Nej, Gud taler til dig, for det er dit hjerte han vil have – ikke en euforiserende handling, hvor retfærdighedens harme dirrer i folk. Det er ikke masserne tilbedelse, men hjertets omvendelse han ønske. Han vil møde dig.



Zakæus mødte Jesus. Zakæus var kravlet op i et træ for bedre at kunne se, men Jesus ved, at han sidder deroppe med overblik og i dække af bladene, og kalder ham ned i menneskemængden. Kalder ham tilbage til fællesskabet, hvor han pludselig ikke længere har overblik, men må forholde sig til sit liv, sin manglende højde og sine gerninger. Han må ned midt i livet igen – han kan ikke blive siddende i ly for livet. Zakæus, der var overtolder, snød andre, holdt med besættelsesmagten og havde penge nok. Han må ned til det liv igen, for vi kan ikke undslå os vores liv.



Og Jesus inviterer sig selv på middag hos Zakæus. Det letter hjertet at vide, at når Jesus kommer til en mand som Zakæus, så kommer han også til os, som vi er og hvor vi er. Det letter hjertet i et samfund, der jagter anderkendelse, og hvor dine præstationer fortæller andre hvem du er. Da er det livsens alvorligt, at Jesus tør møde os som dem vi er, og ikke som det vi gør.



Men fortællingen ender ikke der.



Det er jo forunderligt, at tømreren, der gik mellem fattige, spedalske, syge og udstødte, også besøger den rige Zakæus. Der er ikke kun én bøn, der hviskes i dagens evangelium, men to. Den første er: Tag mig, som jeg er Gud. Men den anden bøn runger også: Tag mig, som du er Gud. (Trinitatis, En homiletisk rejseberetning, Mogens Lindhardt, afsnittet om 7. søndag efter trinitatis)



Der er ikke kun en bøn om en Gud, der tager del i vores hverdagsliv; men i lige så høj grad en bøn om, at Gud må tage os ind i sin verden. Tag mig som du er, Gud. I Fadervor beder vi: Ske din vilje som i himlen således også på jorden. Det er anden del af bønnen. At den himmelske vilje, også bliver en vilje på jorden.



Med et gammelt og udskældt ord handler det om omvendelse.



Omvendelse betyder at vende om. At man får en ny retning, eller bliver korrigeret på den vej, man går. Det er en accept af, at dette liv, jeg lever, må jeg lægge i Guds hænder. Eller Gud i vold, som man sagde før i tiden.



Paulus taler om det i romerbrevet, som jeg læste højt for jer. Det handler om vores slaveforhold til Gud. Paulus bruger det billede, så vi nemmere kan forstå forholdet, og det er altså ikke så vellykket et billede at bruge i dag, som det var på Paulus tid. I dag havde han nok valgt et andet billede at beskrive vores forhold til Gud på.



Vi er ikke slaver af synden, men skal være slaver af Gud, skriver han. En slave er viljesløs. Han gør, hvad han får besked på, uden tanke eller refleksion. En slave af synden gør det onde uden at tænke over det. En slave af Gud gør det gode uden at tænke over det, og alligevel er forholdet til Gud anderledes end slaveforholdet til synden.



I forholdet til Gud, skal vi hverdag øve os i at gøre det gode. Hver morgen er ny, kunne man sige. Og hver morgen skal vi vende om, og styrke barmhjertighed, næstekærlighed, glæde og kærlighed. Det er dig og mig, der skal gøre denne verden til et sted, hvor der er plads til alle. Selvfølgelig kan vi sige nej tak og kravle op i træet. Men vi kan også lytte, når der bliver kaldt på os, og kravle ned. Gud vil omvende vores hjerter.



Gud kommer til os, som han er. Vi skal lukke ham ind. Og derfor sender jeg spørgsmålet videre, jeg fik i Botanisk Have, til jer: Hem er Gud for dig? Eller rettere: hvad giver du Gud lov til at gøre for dig i dit liv?

Og med det kan vi bede igen:



Tag mig, som jeg er Gud.
Tag mig, som du er Gud.



Dagens tekst:

Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. Dér var der en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst. Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi. Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: »Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.« Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham. Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: »Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.« Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: »Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.« Da sagde Jesus om ham: »I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.«Luk 19,1-10

Skt. Hans 2015

Velkommen til denne smukke og nok egentlig meget danske sommeraften, hvor vi skal fejre Skt. Hans sammen. I denne tale vil jeg ikke sige et eneste ord om folketingsvalg, blokke eller stemmeprocenter. Det lover jeg, men den vil handle om det samme emne som vores politikerne også taler nemlig, livet. Men med en lidt anden vinkel.

Det har lige været midsommer, som er årets lyseste dag. Det er den dag, hvor solen er allerlængst tid på himlen, og vil byde på over 17 timer med dagslys. Det er noget, vi sætter pris på, på disse himmelstrøg. Solen er ikke så flittig en gæst her som andre steder, så derfor er det helt naturligt, at vi længes efter sollys. Det ser vi særligt i det spæde forår, hvor vi løber udenfor den første dag med sol og varme, og redder os både velvære og ofte en forkølelse. Men vi må udenfor, fordi vi gennem en lang vinter har længtes efter lyset.

Og netop det at længes, vil jeg tro, vi alle kender til. Længsler. Skulle man nu lave en indholdsfortegnelse på en længsel, så ville den indeholde 50% håb og 50% drømme. Længsler er sammensat af håb og drømme. Og nogle årstider har lægsler bedre luft under vingerne end andre. Midsommer særligt.

Når hylden blomstre, bierne summer, græsset dufter lysegrønt og fuglene kvidrer, så kan vores længsler brede sig ud, og drømmene og håbet får højere til himlen, og vokser sig større.

Her den anden dag genhørte jeg en fortælling fra tiden efter 2. verdenskrig – en fortælling, der handler om håb og drømme – og slik. Den fortælling vil jeg dele med jer.

Efter krigen blev Berlin inddelt i en engelsk, fransk, amerikansk og sovjetisk zone. Det var meningen at de fire forskellige besættelseszoner skulle styre i fællesskab, men det lykkedes ikke. Stemning var ikke god. Berlin lå langt inde i det sovjet kontrollerede område, og var derfor prisgivet Sovjets velvilje i forhold til adgang til vejnettet. Det udnyttede Sovjet. De afskar det veste Berlin muligheden for at bruge vejene, og dermed afskar de dem fra resten af verden. De slukkede kraftværket, der forsynede Vestberlin med strøm, og dette skete netop Skt. Hans aften 1948. Vestberlinerne vågnede op til mørke og en potentiel hungernød.

Der skulle ske noget drastisk, men ikke noget der ville udløse en 3. verdenskrig. Men mad skulle de have. Derfor besluttede man, at lave en luftbro til Vestberlin, hvor man hver dag forsynede millionbyen med mad – smidt ned fra luften. Hver dag, hvert minut fløj kæmpestore flyvere ud og smed mad ned til Berlinerne.

En soldat ved navn Gail Halvorsen, en amerikansk soldat, var en af de mange, der hver dag fløj ruter ind over Berlin. En dag hvor han går en tur på flyvebasen, ser han en flok børn stå for enden af landingsbanen, men selvfølgelig bag hegnet. Han går ned til dem, og de begynder at snakke sammen. De snakker om frihed, og børnene siger til ham, at det ok, at de sulter en tid, for de ved, at de engang vil blive mætte, men de vil ikke miste friheden, for den er de bange for aldrig at få igen. Børnene gør et stort indtryk på ham, og tiden flyver afsted for ham. Da der er gået en time vender ham om for at gå tilbage. Men da rykker det i ham. Der er noget, der får ham til at gå tilbage til hegnet, mens han leder i sine lommer. Der finder han to stykker tyggegummi som han deler i 4 stykker og giver børnene. Selve papiret som tyggegummiet var i, bliver delt i endnu flere stykker, og de børn, der ikke fik et stykke at smage, tager papiret op til næsen og snuser langsomt ind. Da får han en ide. Han går straks tilbage til sine kammerater, og beder dem opgive deres ration af slik. Han laver små faldskærme af lommetørklæder, så han på næste dags flyvetur kan smide slikket ud til børnene. Men for at de skal kunne kende netop hans fly fra alle de andre, så fortæller han børnene, at han vil vippe med vingerne, når han kommer flyvende, så ved de, at de skal stå klar til at modtage en lille faldskærm fra himlen fyldt med slik.

Som sagt så gjort – han begynder, og ideen breder sig. Der går ikke længe inden der bliver sendt massevis af kasser af chokolade til flyvestationen, så de kan kaste endnu mere slik ned til de mange børn, der lever i ruinerne efter en krig.

Det kan lyde som et fjollet tiltag, men for de børn, var det med til at holde modet oppe, og give dem en fortsat tro på fremtiden.

Soldaten Gail Halvorsen er over 90 år nu, men flyver stadigvæk flyvemaskine. Og han møder stadigvæk børn fra dengang, der tager til USA for at takke ham for det han gjorde for dem.

Hvorfor skal I nu høre denne historie til Skt. Hans. Fordi Skt. Hans er en fejring af lyset, håbet og drømmene. Bålet her er et glædesblus, der skal brænde langt ind de mørke nætter, og minde os om, at lyset altid vender tilbage.

Gail Halvorsen var bare en ung soldat, men han så en chance for at gøre en forskel, og han greb den. Han lod sine drømme og håb få 1. pladsen i livet. Selv siger han om livet, at hverken penge eller ting kan gøre en lykkelig, men når man lever for andre mennesker, så kommer lykken. Det er kloge ord, som vi kan lægge os på sinde. Måske skal vi selv øve os i at turde lade vore drømme og håb få 1. pladsen. Det kunne være de ord, vi tager med herfra i aften, os som vi kan øve os på. Lyt til dine længsler.

Skt. Hans er midsommerens fest. Om lidt vil vi tænde bålet, synge Midsommervisen sammen, mærke fællesskabet, og lade lyset og varmen fra flammerne skinne langt ind i hjertets mørke kroge. Lad os øve os i at gribe de chancer, der er, for at gøre en forskel.

Glædelig skt. Hans – og god sommer.

4. søndag efter trinitatis 2015

For kort tid siden var vi en gruppe fra kirken på rejse til Hamborg, hvor vi bl.a. besøgte den danske kirke i byen. Kirken er udsmykket af Erik A. Frandsen. Endevæggen hvor alteret er, er et stort spejl, hvor man som menighed kan sidde og spejle sig. Præsten ved kirken var meget glad for spejlet, da han kunne få øjenkontakt med sin menighed, selvom han stod med ryggen til. Nu ved jeg ikke om det var en ide til Møllevangskirken? Spejlet var meget flot, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om der ikke også ligger en ulempe i spejlet. Faren er jo, at når man kigger i det, kun får øje på sig selv. Lidt som dronningen i eventyret om Snehvide, der hver dag kiggede i spejlet, for at få at vide, hvem der var den smukkeste i landet her. Man har kun blik for sig selv.

Og vi mennesker har brug for blikke, men ikke vores eget. Vi har brug for andres blikke – eller sagt mere præcist, så har vi brug for, at der er en, der får øje på os, og ser os med milde øjne.

Et lille barn, der bliver født, har brug for, at en mor eller far kigger det i øjnene. Derfor døber vi også børnene med ansigtet ud mod os, og ikke ned mod vandets spejling. Vi skal få øje på hinanden, og ikke os selv. Det er i mødet med det andet menneske, at vi opdager, hvem vi er. Ikke i mødet med vores eget indre.

Vi har brug for livet igennem, at der er nogen, der ser os, hvor vi er, og ikke hvor vi burde være. Det er grundlæggende for kristendommen, at vi tror på en Gud, der faktisk tør møde os som dem vi er. Også når vores eget mod svigter. Gud ser os – altid. Det er opløftende.

Kristendommen er altså en religion, der skal løfte mennesker op. Det er faktisk lidt af et problem. Altså ikke at vi skal løftes op, men det er et problem, fordi vi har en tendens til at dukke nakken, når vi går ind i kirke. Og mange mennesker begynder at hviske og skælde deres børn ud. Men kirken er ikke et sted for stilleleg. Vi skal ikke dukke nakken, når vi går herind, men tværtimod så burde vi alle ranke ryggen, og tale klart og tydeligt til hinanden. Her skal vi vokse som mennesker. Vi burde give hinanden hånden, ja måske ligefrem et knus. Og så skal vi se hinanden i øjnene. Vi skal få øje på hinanden. Vi skal gå herfra med lette hjerter, med ord på sinde og sang på læben – alt sammen en opmuntring til at leve livet, så vi lever for hinanden og ikke kun for os selv. Vi skal løftes op og ud i livet.

Evangeliet til i dag handler om, hvordan det liv skal leves.

Jesus kommer med masse formaninger om, at vi skal være barmhjertige, at vi ikke skal dømme, at vi ikke skal få øje på andres fejl før vores egen. Og nogle gange har vi da travlt med andres liv – travlt med at snage, udtale os og bedømme det. Travlt med at gætte på andre menneskers motiver, og ofte gætter vi forkert.

Luther sagde engang om det, at mennesker har travlt med at vælte sig rundt i andres snavs, og det eneste man får ud af det er, man selv kommer til at lugte. Så man skal ikke rulle sig andres svinesti, men forsøge at gøre sin egen ren.

Som Jesus siger i dag, så skal vi fjerne bjælken i vores eget øje, før vi forsøger at gøre opmærksom på splinten i andres. Jesus bekymrer sig ikke kun for den enkeltes forhold til Gud, men også for hvordan vi forholder os til hinanden. Det ligger Jesus på sinde, at vi mennesker er gode overfor hinanden, så derfor siger han, at vi skal fjerne bjælker før vi fjerner splinter.

Man kan også sige det med mere moderne ord. Nemlig at ønsker man at forandre en relation til et andet menneske, så hjælper det ikke at fortælle, hvad vedkommende skal gøre anderledes. Det eneste man kan er, at forsøge at ændre på sin egen position. Hvis man gør det, man altid har gjort, så får man det resultat, man altid har fået.

Det er en moderne virksomheds tankegang, som også Jesus havde.

Nu er evangeliet fuld af formaninger, og som de individualister vi er, så kan der komme en trodsmagt i os, når vi får at vide, hvad vi skal gøre. Formaninger kan, og måske særligt i munden på en præst, der står på prædikestole, forekomme som en torden, man mest af alt har lyst til at vende ryggen. Mange, og mig selv inklusiv, vil ikke have at andre skal fortælle mig, hvordan jeg skal leve mit liv: det skal jeg nok selv finde ud af.

Men der er ikke mig, der siger det, men Jesus, der siger til os, at vi ikke skal bruge så meget tid på at dømme andre. Og i munden på Jesus, bliver ordene sagt med en guddommelig kærlighed. Ord der bliver sagt ud af omsorg. Ord, vi har brug for at få at vide. Det er ikke alt, vi kan finde i vore indre, eller ved at mærke efter. Noget skal vi have at vide, fordi vi ikke kan sige os selv det.

Jesus gentager gerne for os igen og igen det, vi har brug for at høre, så vi kan leve til bedste for hinanden.

Vi skal leve i glansen af den kærlighed, som Gud har for os. Vi skal dele af den kærlighed som Gud har for os. Det er ikke meget anderledes end forældre, der ønsker for deres børn, at de skal leve et liv i kærlighed, således ønsker Gud også for os.

Og når det så sker, at vi engang imellem fejler, og glemmer kærligheden. For det må vi jo erkende sker. Vi kommer til at tale ondt om andre, beklikke deres motiver eller dømme andre. Så kan vi kommer her igen, og igen få kærligheden og tilgivelsen. For kærlighed og tilgivelse hører sammen.

Der findes ikke en kærlighed uden tilgivelse. Når Gud tilgiver, kalder vi det for nåde. Et særligt navn til en særlig tilgivelse, for Guds tilgivelse er en anden art end vores. Nåden bliver givet uden betingelser, men givet af kærlighed. Nåden strømmer os i møde, fordi Gud kan se os – se helt ind i vore hjerter, og han forstår os. Nåden er ikke bare en tavle, der bliver vasket ren, men en forståelse af os og vores liv.

Vi skal øve os i at være mennesker, og øve os i at dele kærligheden. Og hver dag skal vi glæde os over, at Guds kærlighed er en evig kilde, der strømmer imod os. Vi får den hver dag, klar til at blive brugt og delt. Og vi får den ene og alene af den grund, at vi er skabt af Gud.

Gå ud herfra med rank ryg, og søg din næstes blik. Del kærligheden. Hver dag.



På den måde kan vi i sandhed gentage ordene, som vi siger i Fadervor; ske din vilje som i Himlen, således også på jorden.





Dagens evangelium:

Jesus sagde: »Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.« Han fortalte dem også en lignelse: »Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.« Luk 6,36-42