11. søndag efter trinitatis 2017

Dette her er en afrettersnor – eller en rettesnor (står med en afrettersnor i hånden). En snor, som man bruger, når man fx skal mure en mur op. Man spænder snoren ud, og så bruger mureren snoren til at rette stenene ind efter, så muren og dermed huset står lige. Det er vigtigt, når man bygger et hus, at det ikke er skævt. Er det skævt, så kan man risikre, at det vælter senere hen. Så kan det ikke modstå stormvejr, eller at der er nogen, der læner sig op ad muren. En mur skal være lige, så den kan holde.

Derfor bruger man en rettesnor. En snor man retter ind efter.

Men vi bruger også ordet i en anden forbindelse – nemlig i overført betydning om vores liv. Vi kan have en rettesnor i livet. En snor, som sikrer os, at vores liv ikke bliver skævt, så det ikke kan holde. Vi skal som mennesker også kunne holde til stormvejr, og til at andre lænder sig op ad os. Vi har altså også brug for en rettesnor.

Og kristendommen er sådan en rettesnor. Noget vi kan bygge efter. Noget vi kan pejle efter.

Men hvad er kristendommen, hvis man skal sige det kort? Det er faktisk ikke nemt at gøre kort, for kristendommen er ikke et slogan, man kan sætte på en T-shirt, selvom det ville være smart. Kristendommen er en måde at leve sit liv på – en måde at være i verden på. Og det kan ikke beskrives kort nok til at kunne stå på en T-shirt– heldigvis. Kristendommen er en livsvej. Og det betyder, at vi ikke kan nøjes med at kigge på livet som om det var et teaterstykke, vi bare var skuespillere til – vi bliver nødt til at spille med; at leve med kristendommen og tage livtag med troen.

For man bliver aldrig rigtig færdig med kristendommen – den bliver ved med at udfordre dig.

Og det gør den fordi den Gud, vi tror på, er en levende Gud. Når man siger, at Gud er levende, så siger man i virkeligheden, at vi tror på en Gud, der er tilstede mellem os, også lige nu. Vi kalder det for Helligånden denne tilstedeværelse – eller vi kalder det også for kærlighed, for det er sådan, vi oplever den. Som kærlighed. Og kærlighed er det mest dyrebare, vi har i vores liv.

Det ved Justin Bieber også. Han skrev om kærligheden på et badeværelsesspejl på Hotel Royal, da han overnattede der i forbindelse med en koncert. Han skrev om kærligheden: kærligheden er tålmodig. Kærligheden er mild. Kærligheden misunder ikke, den praler ikke. Kærligheden søger ikke sit eget.

Det er flot skrevet. Så flot, at det faktisk ikke er Justin Bieber, der har fundet på det, men en mand ved navn Paulus, der levede for 2000 år siden. Paulus var med til at sprede kristendommen ud i verden, og han skrev dette til en menighed i byen Korinth. Og den kærlighed, som han skriver om, er Guds – den er Gud.

Så når jeg siger, at kristendommen er en rettesnor i vores liv, så siger jeg i virkeligheden, at kærligheden er den rettesnor. Gud er kærlighed – Jesus fortæller og viser os den kærlighed og Helligånden gør den levende mellem os. Kærligheden har både førstepladsen og sidstepladsen i vores liv. Den er alt. Og det er den kærlighed, som vi siden Jesus har forsøgt at forstå, opleve, fortælle om, bede om og til – og gøre levende iblandt os.

Kærligheden. Det er den, som årets konfirmander, der er inviteret særligt til denne gudstjeneste, skal forsøge at tage livtag med i det kommende år, inden de skal konfirmeres. Det er den kærlighed, som man selv efter konfirmationen stadigvæk forsøger at tage livtag med – som man bruger resten af sit liv på at fatte med hjerne og hjerte. Det er kærligheden, der skal vise os vej i livet.

Og det er faktisk også kærligheden som vi hører om i dagens evangelium. Vi hører om to mænd, der hver især beder til Gud.

En farisær og en tolder. Farisæerene var en religiøs retning inden for jødedommen, der gik meget op i at overholde de religiøse regler. Toldere var dem, der opkrævede penge for romerne, der på den tid, havde besat Palæstina. Ofte bliver farisæerene i Det nye Testamente fremstilllet som dem, der ikke har forstået Gud, selvom de var meget religiøse. Tolderne derimod er der godtnok ingen der kan lide på det her tidspunkt, men der er mange fortællinger om, at Jesus tilbringer tid sammen med tolderne, så derfor bliver de billedet på dem, som samfundet støder fra sig, men som Gud tager til sig.

Den ene, farisæeren, er lidt selvfed, og den anden, tolderen, ville helst kravle i et musehul, hvis han kunne. Umiddelbart virker lignelsen ligetil. Vær som tolderen og ikke farisæeren. Men det er faktisk ikke helt det, der er pointen i lignelsen. Det er en fælde, som vi meget nemt falder i.

Tolderens måde at være på, er ikke nødvendigvis bedre end farisæerens. Det er ikke bedre at lukke sig inde i sin egen synd og slå sig for brystet, fordi man ikke kan lide sig selv – og faktisk slet ikke opdager andre omkring sig. Han er alt for optaget af sig selv. Men det er heller ikke bedre at rose sig selv af alt det, man i al fald ikke er, og alt det man gør godt, som farisæeren. Det er faktisk ingen af de her to måder, der kan tjene som forbillede eller rettesnor.

Så hvem af dem, siger Jesus til os, vi skal være? Måske begge, for er det ikke sådan, at vi både rummer en farisær og en tolder i os?

Vi er altså både farisæeren, der roser sig selv af at være bedre end andre, og vi er også tolderen, der har så travlt med sig selv, at han slet ikke lægger mærke til andre omkring sig.


Men der er også en god nyhed, for både farisæeren og tolderen følger også kærligheden, når den viser dem vej.

Farisæeren giver en stor del af sit overskud til templet. Det gør vi også i en overført betydning. For man kan dele ud af andre slags overskud: glæde, kærlighed, omsorg og opmærksomhed. Det gør vi også.

Og tolderen beder ydmygt til Gud, og lægger sit liv i hans hænder. Han har brug for Gud – brug for kærligheden. Det har vi også. Vi er afhængige af Guds kærlighed, og af at han så gavmildt sender den til os hver morgen med solens stråler. Vi skal lægge vores liv i Guds hænder og stole på ham.

For Gud sørger for os – han viser os kærlighedens vej. Sørger for at vi har en rettesnor, vi kan bruge i vores liv.

Når kærligheden viser vej, så kommer vi til kærligheden, så bygger vi vores liv, så det kan holde til stormvejr, og til at andre læner sig op af os.

Så har kærligheden første og sidstepladsen i vores liv.



Amen



Lad os bede:
Vi beder for de farisæerere og toldere, vi møder i vores liv, om vi ser dem i spejlet om morgenen, eller om vi møder dem på arbejdspladsen, vennekredsen eller i Brugsen. Åbn deres og vores hjerter, så vi møder din kærlighed, der som en efterårsstorm fejer hovmodet og det dårlige selvværd bort som var det blade på et træ.

Vi beder for dem, der søger dig Gud, og som endnu ikke har opdaget, at du går bag dem. Lad dem mærke dig i deres liv.

Vi beder for dem, der ikke har overskud i deres liv, at dele ud af – lad dem møde en, der har rigeligt at give, så de sammen kan deles om din kærlighed.

Vi beder for dem, der er syge og kæmper. Giv dem mod og styrke til at kæmpe lidt endnu.

Vi beder for dem, der skal dø. Lad din Helligånd røre deres hjerte og øjne, så de ved, at de ikke skal dø alene, men at du er med dem hvert skridt på vejen.

Vi beder for alle her i vores menighed, og for hvad de måtte kæmpe med i disse dage. Vi beder for de tre små nydøbte børn – giv dem din velsignelse og kærlighed.

Vi beder for konfirmanderne, der skal begynde at gå til forberedelsen – lad nysgerrigheden fylde, så de kan møde dig med undren og glæde.

Vi beder for den kristne kirke i hele verden. Må dit ord om kærlighed nå så mange som muligt, så den kan blive en realitet i en verden, hvor ondskaben, råheden og grusomheden hele tiden stikker sit hoved frem. Må kærligheden først som sidst være det ord, den lyd, der runger i universet.



Amen



Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

3. søndag efter trinitatis, 2016

Vi lever i en tid med muligheder. Eller vi lever i en del af verden med mulighed. Vi kan næsten vælge det liv, vi gerne vil leve. Vi kan vælge uddannelse. Vi kan rejse til dele af verden, hvor mennesker ikke er nær så privilegerede som os. Vi kan vælg, om vi vil spise økologisk eller ej.

Vores liv er fyldt med valg, som det forventes, at vi træffer. Ja, faktisk vil mange mene, at der er noget galt med os, hvis vi ikke træffer valg. ”Kun døde fisk flyder med strømmen”. Sådan stod der på mit penalhus, da jeg gik i skole, sammen med en masse andre slogans, der skulle hjælpe os unge til at begynde at træffe valg. For hvad vi end traf af valg, så skulle vi sikre os, at det var vores egne. Vi måtte for alt i verden ikke bare flyde med strømmen.

Sådan var og er der lagt en slags forudbestemt skabelon ned over vores liv i denne del af verden. Individualismen kalder vi den. Det er individet, der er i centrum i dag.

Der er meget godt at sige om individualismen. Jeg er datter af en smed, så for 100 år siden ville det ikke ligge i kortene, at jeg skulle få mulighed for at få tage en akademisk uddannelse, og blive præst. Nå ja, så havde jeg også kønnet imod for 100 år siden –det fik vi heldigvis lavet om på, så kvinder også kan fungere som præster.

Men altså der er meget godt at sige om individualismen, fordi den giver os mulighed for at vælge vore egne veje i livet. Vi har frihed.

Men som alt andet, så er friheden ikke absolut, for med alt hvad vi gør, så er der konsekvenser, slagsider og priser, der skal betales. Og individualismen er ikke kun mulighedernes marked, men er også en række forventninger fra samfundet. Forventning, der kan få folk til at knække nakken.

Formanden for Dansk Psykolog Forening, Eva Secher Mathiasen, har påpeget, at der særligt findes tre krav til unge i denne tid. Krav, som jeg mener, ikke kun gælder unge, men som også rammer folk på arbejdsmarkedet.

Det første er kravet om et godt udseende. Man skal være smuk, velproportioneret og veltrænet. De sociale medier fylder hver dag unges liv med billeder af smukke mennesker, der er langt fra gennemsnitlige, men som de forventes at kunne leve op til. Det giver et stort pres på den enkelte, at skulle efterkomme sådanne idealer, og mase sin krop ned i forme, der slet ikke passer en.

Det andet krav, som Eva Secher Mathiasen nævner, er kravet om at have en personlighed, der trives godt i fællesskaber og ikke mindst gør sig bemærket i dem. Jeg er som menneske, præst og kristen en fortaler for fællesskaber, men jeg ved også, at det perfekte fællesskab ikke findes. Det kan være svært, krævende og man kan blive såret i fællesskaber. Man kan føle sig udenfor, og der kan være en kamp om at have den populære position i gruppen. Fællesskaber er besværlige, men de er også det værd. Men det er bare ikke den fortælling, de unge hører. De hører kun om perfekte, konfliktløse fællesskaber. De får at vide, at deres succes som menneske afhænger af, hvor gode de er til at indgå i fællesskaber, og ethvert glimt af svaghed, bliver gemt af vejen.

Det sidste krav er kravet om kompetencer. I en tidlig alder begynder unge at sammenligne sig med hinanden, og sammenligne karakterer. Vores to præster for studerende her i byen, der begge er knyttet her til kirken, kan fortælle om unge, hvis verden bryder sammen, hvis de får en anden karakter end 12. Der er simpelthen blevet et lighedstegn mellem ens værdi som menneske og ens faglige kunnen.

Mange unge tror, at hvis de ikke er de bedste, så er de ikke gode nok.

Så vidt formanden for Dansk Psykolog Forbund Eva Secher Mathiasen.

Disse krav, som hun nævner, er altså slagsiden ved vores samfund, og lægger et enormt pres på, ikke bare unge, men på folk på arbejdsmarkedet også. Kravet om at være det perfekte menneske, eller kravet om at leve op til forventningerne. Det gennemsnitlige menneske har trange kår, hvilket er rigtig skidt, for de fleste af os, er jo pudsigt nok netop det – gennemsnitlige. Og som gennemsnitlig menneske, vil man opleve at fejle, fiaskoer og at blive skuffet. Det er en del af et liv. Og denne del af livet skal også fortælles.

Lignelsen fortæller netop denne fortælling. Vi hører om to mænd. Brødre. Den ene vil have forskud på sin arv, og da han står med pengene i hånden, drager han ud i verden. Langt væk fra sin familie. Der lever han et liv, hvor han bruger alle sine penge. Så sker der det, at der udbryder hungersnød, hvor han er. Han er fattig, sulten og forarmet. Og han må tage arbejde som svinehyrde, og drømmende ser han på de bønner, som svinene får at spise, og forestiller sig, at de ligger i hans mave i stedet for svinenes.

Den anden bror lever et liv, som man kan forvente. Han bliver derhjemme, gør det i samfundets øjne rigtige og passer sine pligter. Han er mæt og har en seng at sove i. Men da hans lillebror vender hjem, og deres far tager imod lillebroren med fest og glæde, og uden et eneste lillebitte ondt ord eller skæld ud, bliver han vred. Så vred, at han nægter at deltage i festen, og skælder sin far ud. Misundelig og forsmået står den store bror uden for huset og nægter at gå ind.

De to brødre er diametrale modsætninger. To fortællinger om livet. At leve fuldstændig i sine lysters vold, og at leve fuldstændig som andre forventer det. De bliver en slags eksempler på, hvordan vi lever vores liv. Vi kan måske identificeres os men en af dem, eller med dele af dem. Vi kan se, at det er os, der nogle gange vender andre ryggen, for at stille vores egne lyster, eller det er os, der bliver vrede og misundelige over andres glæde. Vi er nok ikke kun én af de to brødre, men har dele af begge i os.

Og i virkeligheden er det er en lignelse eller en fortælling om noget ganske almindeligt og hverdagsagtigt; nemlig en familie, hvor forskellige personligheder engang imellem støder sammen.

Vi hører om, livet ikke er altid er perfekt. Vi kan ikke altid leve op til de krav, der bliver stillet, og vi kommer til at såre andre og os selv.

I kristendommen bruger vi ordet synd om netop det. Synd betyder faktisk adskilt. Synd er, når noget, eller måske nærmere nogen, er blevet adskilt. Når vi ikke længere er i relation med hinanden – når vi vender Gud ryggen, og drager væk fra ham. Så er vi tabt. Så er vi adskilt, og det er synd. Både for Gud og for os.

Brødrene synder på hver deres måde. De bliver adskilt fra faderen. Eller det er jo Gud, det handler om. De bliver adskilt fra Gud. Enten ved at rejse bort, eller ved i harme at påpege uretfærdig og føle sig forbigået – ved at stille spørgsmålstegn ved kærligheden.

Begge brødre bliver adskilt fra Gud, og ved at gøre det, så sårer de faktisk dem selv. De påfører dem selv et sår, så smertefuldt, at det hæmmer deres handlinger og følelser. Et sår, der lukker kærligheden ude. Og det er der mange, der gør. Vi lukker kærligheden ude af vores liv. Måske fordi vi selv er blevet såret engang, eller fordi vi ikke føler vi fortjener den, eller måske af helt andre grunde, så lukker vi kærligheden ude. Vi åbner os ikke for den. Og såret i vores indre, bliver ved med at smerte os. Og det eneste, der kan hele os, er kærlighed.

Vi har brug for kærligheden. Vi har brug for Gud, der ser os i det fjerne, og derefter kommer løbende imod os, sætter en ring på vores finger, klæder os i festtøj, og fejrer, at vi er kommet til ham.

Gud er kærlighed. Det står der faktisk i Bibelen. Gud er kærlighed. Han er selve kærligheden, og alt han vil og er, er kærligt. Han stiller ikke krav til os, han forventer ikke af os, at vi er bedre end gennemsnittet og han skælder os ikke ud, når vi går veje, han ved ikke er gode for os.

Han tager os derimod i favnen, som var vi små børn, der kommer grædende til ham, og tager os op og trøster os. Han favner os i kærlighed, og visker alt det bort, der gør, at vi tror, vi er mindreværd end andre. Vi er præcis som vi er skabt til at være. Vi er alle som en skabninger med kærligheden plantet solidt i vores hjerter. Vi har kærligheden, og vi kan bruge af den – både når vi tænker på os selv, og når vi tænker på andre. Vi skal være milde overfor os selv, som vi skal være milde overfor andre. Vi skal altså hverken dømme hinanden eller os selv. Vi skal forsøge at gøre den kærlighed, vi har fået givet, levende, så den kan trives mellem os. Derfor beder jeg også ved nadveren på alles vegne om, at kærligheden skal blive netop levende blandt os.

Kærligheden skal gro og vokse, så den kan række til alle omkring og os længere endnu, og det begynder med en Gud, der kommer dig løbende i møde, tager dig i sin favn, og elsker dig.

Amen

Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

6. søndag efter påske 2016

Jeg vil begynde med en lille fortælling. En aften sætter en træt og udmattet mor mad på bordet foran sin familie. Det er brændt toast. Drengen i familien, kigger på faren og venter, at han skal sige noget. Men faren tager blot toasten, skraber det mørke af og spiser den. Senere undrer drengen i familien sig, og spørger faren, hvorfor han ikke sagde noget til moren. Og faren svarer drengen: din mor var træt, og havde brug for min støtte. Brændt toast sårer ingens følelser, men ord kan såre, så derfor sagde jeg ikke noget.

Ord kan bruges til lige det, man har lyst til. Men det er ikke alt, der gavner. Det handler dagen i dag om – ordet, og hvordan vi bruger der.

Vi er nået til den sidste søndag inden pinse. I tiden mellem påske og pinse har vi lyttet til tekster fra Johannesevangeliet. De er ofte meget meditative og komprimerede, og de kan derfor være vanskelige at få vredet en mening ud af. Men det betyder ikke, at den ikke er der.

Teksten til i dag er hentet fra det, man kan kalder for Jesu ypperstepræstelige bøn. Det er en bøn, som Jesus beder, lige inden han går over i Getsemane Have med sine disciple, hvor han bliver arresteret og sidenhen korsfæstet. Vi er altså tidsmæssigt i påsketiden. Jesus beder i bønnen for sine disciple, og så beder han for os – de troende. Vi hørte første del af bønnen – altså bønnen for disciplene sidste søndag, og i dag er det så anden del af bønnen, hvor Jesus beder for os, det handler om.

Jesus taler igennem hele bønnen om herlighed. Han siger, at den herlighed, han har fået af Gud, har han givet videre til os. Vi får del i Guds herlighed. Men hvad betyder det? Herlighed er et stort og mærkeligt ord, og det kan være svært helt at fatte, hvad Jesus mener med det. Jesus vil sige til os, at der er sket noget nyt i verden. Guds virkelighed overlapper nu vores virkelighed. Verden har fået et skær af det guddommelige, og nogle gange kan vi se glimt af evigheden midt i forgængeligheden. Gud vil altså flette sit liv sammen med vores liv. Dét er herligheden, han taler om.

Og Jesus formidler dette til os gennem sin bøn, som han beder højt, så disciplene kan høre den. Han beder og de lytter.

Han bruger sine ord til at nå dem.

Og ord kender vi. Vi omgiver os med ord. Hver dag bliver vi bombarderet med ord. Tekst Tv, nyheder, aviser, hjemmesider, facebook og mails. Kommunikation er et af tidens mest brugte ord på arbejdspladser. Man hyrer konsulenter ind udefra, der skal hjælpe med kommunikationen internt og eksternt. Folk kommunikerer og er forbundet på kryds og tværs. Og det sætter pres på kommunikationen. For hvordan taler vi med hinanden, og hvad siger vi. Og lytter vi?

Jeg så en kortfilm lavet af det grønlandske hus i København om det at flytte til Danmark fra Grønland for at studere, og en af de studerende fortalte, at det overraskede ham her i Danmark, at vi havde så travlt med at tale, at vi glemte at lytte til, hvad den anden sagde. En samtale var i højere grad to monologer.

Den grønlandske studerende så, at vi alle har så travlt med at tilkæmpe os taletid, være i centrum og få egne holdninger igennem, at vi ikke hører, hvad den anden siger. Vi anstrenger os ikke for at forstå hinanden.

Vi bruger så meget tid på kommunikation i dagens Danmark, men kun som et middel til at blive hørt – ikke som en måde at lytte til hinanden på. Vi har derfor en opgave. Opgaven går ud på, at samtalen skal genindføres, som en samtale. To, der taler sammen, lytter, tænker, svarer og tager sig tid. Samtalen kan åbne for nye indsigter og perspektiver. Og samtalen har den vidunderlige bivirkning, at man kan blive rykket som menneske, når vi går i samtale med hinanden. Vi kan blive puffet til, og sågar ændre holdning gennem en samtale.

Ord skal bruges til at åbne verden, og skal ikke bruges til at lukke ned med.

Og ord ER fantastiske. Ordet giver os mulighed for at forklare, hvem vi er, hvor vi kommer fra og hvad vi tænker. Ord giver os mulighed for at skabe fortællinger, fantasifulde universer og poesi. Ord skaber mening.

I Johannesevangeliet står der: I begyndelsen var ordet, og ordet var hos Gud, og ordet var Gud.

Og i skabelsesberetningen hører vi, at det er gennem sit ord, at Gud skaber. Ved at lade ordet klinge, skaber han verden – skaber mening.

Ord er vigtige, for det er gennem ordet, at Gud henvender sig til os. Og det er gennem ord, vi kan henvende os til ham, og han lytter.

Hver gang vi beder en bøn, om det så er en, vi selv formulerer, eller fadervor, så lytter Gud. Han lytter bag om ordene, anstrenger sig for at lytte til vores hensigt. Vi har brug for, at Gud lytter til os. At vi bliver taget alvorligt.

Men vi skal også lytte til Guds ord. Det er også en samtale. Vi skal høre, hvad Gud vil sige til os. Faktisk er det ret simpelt det, som Gud har på sinde. Han vil fortælle os, at hans kærlighed er det største i verden, og at han elsker os. Faktisk er kærligheden så stor, at hverken død, liv, engle, magter, noget nuværende eller noget kommende, kræfter i det høje eller det dybe, eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed. Det er Paulus, der skrev sådan om Guds kærlighed, da han skulle forklare om den til menigheden i Rom. Guds kærlighed er så stor, at intet vi kan forestille os, eller ikke forestille os, kan skille os fra Guds kærlighed. Intet kan ødelægge hans kærlighed til os.

Det er det, Gud vil fortælle os, og han giver sit ord til os gennem Jesu liv. Han taler til os hver gang vi går i kirke, synger en salme, beder en bøn, læser i Bibelen eller er sammen i fællesskaber. Men vi kan også være bærere af Guds kærlighed.

Vi kan bruge vores ord til at bære kærligheden frem i verden. Vi bærer allerede kærligheden frem gennem vore relationer til forældre, søskende, ægtefælle, børn eller venner. Når vi oplever at blive elsket og holdt ud, selv når ikke kan holde os selv ud, så er det Guds kærlighed. Men Guds kærlighed er selvfølgelig større end det. Den er mere vedholdende og udholdende, for den rækker længere ud end til dem, vi lige er i relation til. Den rækker ud til dem, vi ikke gider, dem vi er trætte af, og dem, der har såret os. Den rækker ud til ensomme, forhadte og snavsede. Derfor skal vi også bære kærlighed i en anden forstand end den konkrete følelse af kærlighed over for dem, vi elsker – vi skal med ordet om Guds kærlighed bære kærligheden videre. Vi skal holde hinanden fast på, at Guds kærlighed gælder for alle. Ingen undtagelser. Inden glemt. Ingen stemt ude. INGEN. Vi skal minde hinanden om, at Guds kærlighed er større end vores retfærdighedssans og smålighed. For Guds kærlighed kan ikke fjernes fra et menneske af et andet menneskes dom.

Det er os, der kan holde hinanden fast på, at sådan er det. Guds kærlighed er ikke bare en følelse af åndeligt slægtskab, men også en handling, hvor vi inkluderer hinanden i fællesskaber for Guds skyld.

Og dermed vender vi tilbage til begyndelsen af prædikenen med fortællingen om faren, der ser, at det ikke altid handler om at få ret eller gøre sine meninger gældende, men handler om at bruge ordene med omhu. Bruge dem til at støtte op om hinanden, om man så skal spise brændt toast ind imellem. Lad os være Guds medarbejdere, der bærer Guds kærlighed frem i verden – Gud fletter sit liv sammen med vores, og sådan kan vi oplever vi, at det er sandt. At Guds herlighed virkelig er givet til os – nu og altid.

Amen




Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

Konfirmation 2016, St. Bededag

Kære konfirmander

Så kom dagen, hvor I skal konfirmeres. I gamle dage betød konfirmationen, at man nu var voksen. Konfirmationen var simpelthen overgangen fra barndom til det at være voksen.



Sådan er det ikke helt i dag – I er stadigvæk på vej til at blive voksne, men I er der ikke helt endnu. I skal have lov til at være teenagere og unge nogle år inden.



Men af en anden grund, så er I ikke helt voksne endnu – heldigvis. For I er et hold, der har en helt særlig evne til at lege. Indtil flere gange, er en af jer gået på toilet til konfirmandforberedelsen og kommet ind igen, efter at have været i kirkens udklædningstøj, klædt ud som krokodille, pingvin eller med kongekrone på hovedet. I har pjattet, grinet og fjollet rundt. I kan med andre ord lide af lege. Og det skal I være stolte af.



At lege er vigtigt, ikke bare nu, men hele livet igennem. For når man leger, så lukker man glæden, latteren og hinanden ind i ens liv. Når man leger, så gør man livet større.



Og leg faktisk har rigtig meget med kristendommen at gøre. Nu skal I bare høre.

Ordet leg består jo af tre bogstaver. Vi skal se på disse bogstaver en ad gangen.

L: L’et står for livsgnist. Livsgnist betyder, at man brænder for livet. Man vil leve livet.



I hørte før fortællingen om manden Zakæus. Zakæus var en mand, der snød alle dem, han kom i nærheden af for penge, og derfor var der ikke mange, der havde lyst til at være i nærheden af ham. Han havde ingen venner, og var faktisk ret alene. Han var også selv ude om det. Men så en dag kommer Jesus til byen. Ham vil Zakæus gerne se, men Zakæus har et andet problem. Han er ret lille, så derfor kan han ikke få øje på Jesus for alle de mennesker, der omgiver Jesus. Han kan kun se ryggen på en helt masse mennesker. Derfor får han den gode ide, at løbe i forvejen, klatre op i træ, og så derfra se Jesus. Deroppe fra var der heller ingen, der ville opdage ham. Men Jesus er ikke, hvem som helst. Han er Guds søn. Så da han kommer hen til træet, hvor Zakæus sidder, så kigger han op, og mellem blade og grene, ser han Zakæus. Han får øjenkontakt med ham, og beder ham komme ned. Det her lillebitte møde forandrer Zakæus for altid, så han beslutter sig til at betale ALLE de penge tilbage, han skylder, og mere til.

Zakæus fik livsgnist igen. Han var dømt ude af fællesskabet, fordi han havde gjort noget forkert, men da han møder Jesus, møder han også kærligheden. Zakæus blev fundet, og det gav ham livsgnisten igen.



Kære konfirmander. Man skal have en livsgnist i sig. En gnist, der gør at livet bliver værd at leve. Når I kommer i situationer, hvor den gnist er svær at finde, så tænk på Zakæus. Han blev fundet og sådan er I også fundet. Hver dag finder Gud jer, og møder jeres blik med kærlighed, så I kan få mod til at kravle ud i livet, og leve det.



Det næste bogstav i ordet LEG er E.

E: E’et står for evner. Vi alle født med evner. De er forskellige, men vi kan alle noget.



I hørte lignelsen om de tre tjenere, der alle fik nogle mønter, de skulle tage vare på. Mønter blev dengang kaldt for talenter, og det er jo ret sjovt, for hvis man tolker på denne fortælling, så er mønterne, de får, det samme som deres evner eller deres talenter.



De får alle tre talenter, som de skal passe på. De to første går ud og handler med deres talenter og tjener endnu flere. Men den sidste graver sin talent ned. Da herren kommer tilbage fra sin rejse, vil han se, hvad de har fået ud af deres talenter. De første bliver ros, for de fik endnu mere ud af det. Men den sidste, ham, der gemte sin talent væk, han bliver smidt ud.



Hvorfor nu det. Jo, hvis vi tolker, så er talenterne det samme som evner. Vi har alle fået evner. De er forskellige, men vi har alle evner. Og hvilke evner, vi end fik, så skal vi bruge af dem. I skal bruge jeres evner. Og hvordan I end bruger dem, og hvor meget eller lidt eller intet, der end kommer ud af det, så vil Gud rose jer. Det eneste I ikke må gøre, er at gemme jer væk.



Kære konfirmander. I skal bruge jeres evner. Hvis I ikke bruger jeres evner, så er det det samme som ikke at leve. Og I skal leve, så godt I kan. I skal kaste jer ud i livet. Det vil give jer skrammer, I kommer til at gøre tonsvis af ting, I ikke gider, men som I skal, fordi sådan er livet også. I kommer til at vove jer ud på eventyr, der rykker jeres grænser for, hvad I troede, I kunne. I kommer til at blive forelskede, I får glade dage, I får sørgelige dage, hverdage, store dage, dage I glemmer og dage I husker for altid, ligesom denne. Sådan er livet – men lige meget hvad, så skal I leve det efter bedste evne. Og hvordan resultatet end bliver, så vil Gud være der for jer. Det er ikke resultatet Gud er interesseret i, men at I forsøgte.

E står for evner. Brug dem.



Det sidste bogstavn er G. Det står for Gud og glæde. For de to hører sammen. Vi kan ikke tale om Gud, uden at tale om glæde. Gud er kilden til glæden, kærligheden, fred, tilgivelse og alt hvad der er godt i verden. Det er Gud, der hver dag sender glæde ned på verden sammen med solens første stråler.



Jeg ved godt, at vi ikke kan rende rundt og være lalleglade hver dag, og at vi nogle gange har god grund til at være kede af det. Men det I skal huske, det er, at Gud glæder sig over dig, når han ser dig. Det er hvad, det betyder. Gud glæder sig over dig hver dag. Og derfor er G det sidste bogstav i LEG.



Og I, ikke bare jer konfirmander, men alle her i dag, vi skal huske at lege. Der kan være farligt at blive voksen, for vi kan synes, at vi skal være så voksne og modne, at vi tager endnu mere ansvar, endnu mere kontrol, får endnu flere bekymringer, og så glemmer vi at lege. Vi glemmer at have det sjovt, være kreative og nyde nuet. Men det er vigtigt for os at lege, og lukke glæden ind.



Vi får faktisk også at vide her i kirken, at vi er Guds BØRN. Der er ingen, der får at vide, at de er Guds voksne. Det går simpelthen ikke. Så vi skal slippe vores trang til at være succesfulde og populære, og så bare lege, leve og være til.



Vi er alle her i dag børn. Guds børn.



Det sidste jeg vil sige, kære konfirmander er, at I får en gave her fra kirken i dag. I får et stykke legetøj, som I vil kunne kende fra da vi havde besøg af en ung, kristen mand fra Cambodia (konfirmandAktion). Han viste os et stykke legetøj, der kan bruges af alle. Det ligger under jeres stol, og det må I gerne tage frem nu.



Den kan I tage med herfra som en påmindelse om, at skal lege. Måske I kan prøve den til festen her bagefter. Og husk så at L, står for livsgnist, E står for evner og G står for Gud og glæde.



Så tillykke konfirmander. Nu skal vi synge om at lege – lege i livstræet, for livet er stort.



Amen







Tekster:

Lukas evangeliet, kapitel 19, vers 1-10



Og Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. Dér var der en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst. Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi. Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: »Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.« Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham. Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: »Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.« Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: »Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.« Da sagde Jesus om ham: »I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.«




Matthæus, kapitel 25, vers 14-30

Det er som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han. Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. Ligeledes tjente han med de to talenter to til. Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem. Den, der havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde: Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Også han med de to talenter kom og sagde: Herre, du betroede mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.



Amen

Påskedag 2016

Jeg kender en præst, der engang skulle undervise en enkelt konfirmand op til hans konfirmation. En dag tæt på påske tog hun ham med op i kirken, og der viste ham rundt, mens hun fortalte om påskens dage. Hun fortalte om palmesøndag, hvor Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel, mens folket hylder ham. Hun fortalte om skærtorsdag, hvor Jesus indstifter nadveren, som vi siden har fejret hver gang vi mødes til gudstjeneste. Hun fortalte om Langfredag, hvor Jesus bliver korsfæstet, og hvordan han bliver taget ned fra korset, da han er død, og hvordan han bliver lagt i en gravhule, og en stor sten rullet for.

Så kommer hun til påskedag, hvor hun fortæller ham om, hvordan Maria Magdalene og den anden Maria kom hen for at se til graven. Da de er næsten henne kommer der et jordskælv, og en engel stiger ned, vælter stenen fra graven, og siger til dem, at Jesus ikke længere er død. Han er opstået – blevet levende igen.

Da udbryder konfirmanden spontant: WHAT – blev han levende igen.

Sikke en fantastisk reaktion på Jesu opstandelse. Den konfirmand havde tydeligvis aldrig hørt fortællingen før. Men sikke et udbrud. Mon ikke kvinderne ved graven på deres egen måde, kunne have sagt og tænkt det samme?

Men sådan reagerer vi jo ikke i dag til en påskegudstjeneste, når evangeliet bliver læst højt. For vi ved jo godt, at han opstår. Det overrasker os ikke så meget. Men der går noget tabt, når man ikke længere lader sig begejstre.

Måske I kender den type mennesker, der, når man fortæller en historie, bare svarer med et ja ja. De lytter måske nok, men svaret til alt, hvad man siger er et ja ja. De lader sig ikke rive med eller imponere. Der er ingen begejstring. Det er så irriterende, at tale med sådan et menneske. Ja, vi gør det måske selv engang imellem.

Men man ødelægger en fortælling, når man ikke giver den plads og liv. Den bliver ligegyldig, fordi den der skal lytte, ikke lytter aktivt, men blot er der. Og enhver fortælling eller historie kræver, at der er nogen, der lytter. Lytter efter, sætter sig ind i den, og udbryder WHAT, når noget er overraskende.

Og ja, vi kender fortællingen om Jesu opstandelse. Men den bør få et WHAT med sig hvert år. For det er utroligt, selv den dag i dag, at det kunne ske. Det er virkeligt U-troligt at Jesus opstod. Altså det kan næsten være svært at tro.

I Lukas evangeliets beretning om Jesu opstandelse, er det faktisk også sådan, at Jesu disciple mente, at det var løs snak, da kvinderne kom og fortalte dem om den opstandne Kristus. De troede simpelthen ikke på dem. Man kan næsten forestille sig, at de netop svarede kvinderne med et ja ja. Den er god med jer. Og det var først, da den opstandne Jesus står midt blandt sine disciple, og lader dem mærke ham som kød og knogler, at de tror på kvindernes historie. De måtte simpelthen have beviser for at kunne tro på opstandelsen.

Og her vi tilbage ved en gammel sag – nemlig den, at vi ofte kræver beviser for at kunne tro på noget. Der skal beviser på bordet. For nogle år siden kom den anerkendte fysiker Stephen Hawking, der bl.a. har forsket i Big bang og sorte huller med en udtalelse om Guds eksistens. Han har fundet frem til, at tiden ikke eksisterede før Big Bang. Tiden var simpelthen ikke sat i gang, og derfor var der ikke en tid, hvorfra og hvor i Gud kunne skabe. Deraf udleder han, at Gud ikke eksisterer. Er der ingen tid, er der ingen Gud, mener han.

Jeg er selvfølgelig uenig med ham. Hawking er en fremragende fysiker, men han falder for den samme trang, som alle vi andre også gør til tider, at vi kræver beviser – selv for Guds eksistens. Vi lader os simpelthen ikke begejstre.

Naturvidenskab og tro behøver ikke være hinandens modsætninger, men kan sige noget forskelligt om verden, vi lever i. Jeg tror personligt på, at Gud skabte verden, og jeg tror, at Big Bang er den måde, han gjorde det på. Jeg tror, Gud skabte jorden, og jeg tror, at jorden er rund. Jeg tror, vi er skabt i Guds billede, og jeg tror, at evolutionen har fundet sted. Naturvidenskab og tro altså behøver ikke være hinandens modsætninger, og de behøver ikke skulle være i krig med hinanden.

Og Hawking siger, at tiden ikke var sat i gang før Big Bang, så kan vi tænke på, at Gud er Gud fra evighed til evighed. Kan man ikke tænke evigheden som det, der var før tiden?

Troen er ikke på bekostning af sund fornuft eller naturvidenskab, men er i samspil – det er bare to forskellige måder at beskrive og se verden på. I Bibelen står der om tro: ”Troen er fast tillid til det, der håbes på. Overbevisning om det, der ikke ses” (Heb. 11,1). Troen er ikke afhængig af beviser, men afhængig af hjerter. Troen er troen på, at der er mere end, vi kan veje, måle og se. At der bag det hele er noget poetisk, kreativt – at der er Gud.

Verden kan altså beskrives på forskellige måder. Tænk bare på hvor forskelligt, man kan beskrive en solopgang.

På den ene side kan man sige: Jorden har nu roteret om sin egen akse, hvorfor vi igen vender mod solen. Dette beskrives som en solopgang, selvom solen i realiteten ikke står op, men står stille i universet, mens det er jorden, der bevæger sig om solen.

Det er en måde, at se en solopgang på. Man kunne også sige det på følgende måde:

Se, nu stiger solen af havets skød,
luft og bølge blusser i brand, i glød;
hvilken salig jubel, skønt alt er tyst,
medens lyset lander på verdens kyst!

Sådan skriver Jacob Knudsen i 1891 om solopgangen. Spørgsmålet er, hvilken solopgang vil I have lyst til at opleve? Jeg vil vælge Jakob Knudsens til hver en tid.

Albert Einstein skulle efter sigende have sagt, der findes to måder at leve livet på. Den ene er, som om ingenting er et mirakel. Den anden er, som om alting er et mirakel.

Livet bliver større, hvis vi tør se det som et mirakel. Tør lade os begejstre.

Og det skal vi også turde, når det kommer til opstandelsen.

Opstandelsen betyder, at selvom livet dør for vore øjne, så tror vi på, at der et liv efter døden – et liv hos Gud.

Og ja, opstandelsen strider mod enhver fornuft. Mange vil tænke, at det ikke er muligt, for de har ikke selv set det. Vi må ikke afskrive det utrolige, bare fordi det er utroligt. Vi skal lade os begejstre. Vi må tro. Tro på, at det kvinderne fortalte, det som vi siden har fortalt hinanden hver gang vi lægger en afdød i jorden, og hver gang vi fejrer påske, er sandt. Kristus er opstanden.

Opstandelsen er her. Der er mere at se bag døden. Bag døden er livet. Livet er det første og det sidste, vi kan sige om et menneske.

Det har også betydning for os i dag. Opstandelsen er ikke kun et løfte til os den dag, vi dør. Opstandelsen betyder for os i dag, at Kristus er er overalt. Da Jesus levede som menneske var han bundet af sin menneskelighed, men da han opstod gik han tilbage til den treenige Gud – blev Gud. Og Gud er tilstede alle steder – Gud er lige her, hvor vi er i dag. Og han er med dig i din hverdag.

Luther sagde, at Kristus ikke sidder som en stork i sin rede oppe i skyerne. Han er derimod nær alle mennesker. Gud er en personlig Gud – han er din Gud. Det er også opstandelsens konsekvens eller betydning for os.

Opstandelsen er lige her. Både før og efter døden er livet til.

Vi skal udbryde et stort WHAT, når hører om opstandelsen – tænk sig, at Jesus slet ikke døde alligevel. Han levede, og dermed lovede han os, at det samme skal gælde for os.

Livet er et mirakel – både det, vi lever nu, og det vi skal leve engang hos Gud. Livet er et mirakel.

Glædelig påske.



Amen




Dagens evangelium:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. Matt 28,1-8

Langfredag 2016

Denne dag er den længste af alle. Lang fordi mørket samler sig om os. Lang fordi Jesus vidste, hvordan det ville ende. Lang fordi det var uundgåeligt, da han først var blevet dømt og hang på korset. Da kunne de ikke andet end at vente. Vente på døden, der ville komme og slå håbet ihjel.

De ventede alle sammen. Alle dem, der havde fulgt ham. Alle dem, der troede på ham. De ventede på afstand, og de ventede tæt på. Ventede på det, de ikke kunne tro, var ved at ske.

De blev hvirvlet rundt i sorgens slynge. De blev kastet til jorden af mistro. Nogle gemte sig, andre vendte ham rygge, og andre igen lod jammeren stige i struben.

Jesus var dømt. Dømt som en gemen forbryder, og han skulle straffes. Han fik den værste straf af dem alle – han fik korset. Kun slaver og forrædere fik den straf. Hvilken skam, hvilket fald. Han skulle på korset.

Og ikke nok med det – han fik en krone lavet af torne på hovedet. De maste den fast, så blodet piplede ned af hans ansigt. Menneskemængden råbte af ham – ikke Hosianna som for få dage siden, men derimod råb af foragt. De spyttede på ham. Han havde skuffet dem, og det var den største forbrydelse af dem alle. De følte sig forrådt, først bag lyset – de følte han havde snydt dem. Og så netop Jesus. Hans eneste skyld var kærligheden, men selv den kan vække foragt og vrede.

Da Jesus blev hængt på korset, hang der to forbrydere med ham. En på hver siden, som et symbol på de to veje, vi mennesker kan vælge.

Vi kan enten vælge den vej, hvor vi håner, spotter og hader, som den ene forbryder, der hang der, gjorde. Men det jo ikke kun Gud, der bliver spottet – vi spotter også hinanden. Vi bagtaler, mobber, udelukker og hader. Det sker.

Men vi kan også vælge den anden vej. Kærlighedens vej, som den anden forbryder, der hang der, gjorde. Han vedkendte sig sit liv, og derfra bad han Jesus om at huske på ham. Og Jesus glemmer ikke. Han husker enhver af os. Husker os – husker dig.

Og Jesus kender os. Han kender os så godt, at selv da han så, at flertallet valgte at håne ham, da bad han for dem: ”Fader tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”.

”Fader tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”. Der hang han på korset, og bad for dem, der havde slået sømmene i ham, for dem, der havde skubbet ham i armene på romerne; for dem der svigter, fejler og sårer andre. For dem bad han. For os beder han.

For Jesus er kærlighedens vej. Han er forsoningens vej. Forsoningen med dem, der vælger at gøre ondt. Forsoningen mellem folkeslag, religioner og mellem mennesker. Forsoning, så kærligheden kan vokse i os og mellem os, for størst af alt er kærlighed. Sådan er kærligheden ødsel – den vil nå enhver, og venter tålmodigt på, at vi tager i mod. Så Jesus kunne ikke andet end at bede for dem, der var i mod ham.

Men os, vi har et valg. Vi kan vælge at håne eller at elske. Det er et simpelt valg, som vi alligevel kæmper med hver dag. Vi vil det gode, men kommer til at gøre det onde. Vi kommer til at korsfæste kærligheden.

Men når det sker, så må vi huske, at Jesus bad: Fader tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør. For Jesus venter tålmodigt på os, venter på os, så han kan hviske de ord til os den dag, vi ligger på vores yderste. Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis!



Amen







Læsningerne var fra Lukasevangeliet. Prædiken afholdt mellem LUK 23,39-43 og LUK 23,44-49

Helligtrekonger 2016

Helligtrekonger markerer afslutningen på julen. Julepynten tages ned, og juletræet bliver tændt for sidste gang her i kirken. Festdagene er afsluttede, og vi bevæger os mod hverdagen igen. Det er en overgangstid, hvor vi går fra fest til hverdag. Fra et stadie i livet til et andet. Livet er fyldt med sådanne overgange. Vi bliver ældre, vi flytter, vi oplever tab og sorg, vi oplever glæde, blive gift, får børn eller vi skifter job. Sådan er livet fyldt med overgange. Konstant er vi på vandring gennem livet. Selvfølgelig kan det skabe ængstelse eller nervøsitet i os. Eller glæde og forventning. Men hvilken følelse det end, bringer frem i os, så bevæger vi os hele tiden afsted – fremad.

Ligesom de vise mænd fra østerland vandrede fra øst til vest for at finde den nye konge. De bevægede sig afsted – fremad mod Betlehem. Deres vandring er siden middelalderen blevet markeret flere steder i verden. I Schweiz vandrer man, ikke fra øst mod vest, men fra dør til dør og marker hvert hjem med bogstaverne CMB. CMB er forbogstaverne på de navne som de tre vise mænd har fået: Caspar, Melchior og Baltazar. Men CMB står også for Christus Masionem Beneficat, der betyder: Må Kristus velsigne dette hus. Lige meget hvor du vælger at hvile dig på din færd, så vil Kristus velsigne dig.

Og på sin vis gentager vi denne vandring i kirken, hver gang vi afholder dåb og dåbsbarnet bliver båret frem – frem mod Gud. Eller blot når vi som kirkegængere går i kirke, og vandrer ind af dørene og op langs gulvet. Det er en lille vandring, der skal symbolisere den store livsvandring vi er på.

De hellige tre konger havde stjernen på himlen, de skulle følge. Og de begav sig på deres livs vandring. De vandrede gennem ukendte og øde egne. De vidste ikke, hvad de ville finde, når de kom frem. Og det eneste holdepunkt var denne stjerne, der lyste på himlen.

Det kan være svært at forestille sig det mod, der skal til for at turde forlade alt bag sig og følge stjernen. Har folk grinet af dem, gjort nar af dem? Har folk rystet på hovedet og tænkt at de var nogle tosser? Men selvom det må have vakt undring, så drog de afsted. Sådan er bibelen fyldt med fortællinger om folk, der trods omverdenens reaktion, begav sig afsted, fordi Gud kaldte på dem. De fik ikke alle en tydelig besked, nogle af dem fik bare en stjerne på himlen til at guide dem, og alligevel gjorde de det. De begyndte en vandring, der givet dem en oplevelse, forandret dem og givet ny indsigt.

Tænk bare på Jomfru Maria, som vi lige har hørt om. En teenagepige, der ugift, får at vide, at hun skal være mor til Jesus. Eller Moses, der skal befri jøderne fra fangeskabet i Ægypten. Eller Peter, der fik det hverv at føre troen på Jesus videre, og blev grundlæggeren af kirken. Sådan er Bibelen fyldt med fortællinger om mennesker, der begav sig i kast med en opgave, der umiddelbart virkede for stor.

Nu er det måske for meget sagt, at vi andre skal vente på at få en helt specifik opgave fra Gud. For vi har fået vore opgave, og den kan også til tider virke for stor. Men Gud stoler så meget på os, at vi fik den allerede første gang vi trak vejret. Vi skal leve vores liv. Det lyder simpelt, men det ved vi godt, at det ikke altid er. Vi skal leve vores liv, og dele kærligheden med hinanden. Vi skal gøre livet levende, som Gud må have haft det i tankerne, da han på skabelsens morgen, så på livet og konstaterede, at det var godt. For selvom det til tider kan være hårdt, og vi føler vi kæmper mod den ene ulykke efter den anden, så er livet i sin grundessens godt.

Selv i vores livs mørkeste mørke er der et lys på nattehimlen, der kan guide os på vej.

Men vi ender ikke altid, hvor vi forventede at ende. De tre vise mænd drog i første omgang mod Jerusalem, for de lede efter en konge. Der fik de audiens hos Kong Herodes, men her fandt de ikke hvad de søgte, så de måtte drage videre. Og de kom til en helt anden by, og til en stald. Og der mellem dyr og halm, fandt de Maria med sin lille søn. Himlens konge.

Og han fik gaver, som var han en konge. Der findes en legende, der fortæller om de tre vise mænd, at det var mænd i tre forskellige aldre.

Den først var en und mand, der ledte efter en konge, han kunne hylde. En der var værdig til de idealer, han havde. Derfor bragte han guld som gave til det lille barn.

Den anden mand var midaldrende. Han længtes efter en, der kunne give hans liv mening. Han ville give Gud æren, og derfor ville han bringe noget med, der kunne bære hans tilbedelse op til Gud. Derfor bragte han røgelse til det lille barn.

Den sidste var en gammel mand med et langt liv bag sig. Han var plaget af de fejltagelser, han havde begået gennem livet, og ledte efter en frelser. Med den visdom, der kommer med alderen, vidste han, at frelsen måtte være en, der kendte til den lidelse, som livet bringer. Derfor bragte han den helende myrra med sig som gave til det lille barn.

Og alle tre mænd med hvert deres gave, og hvor de end var i deres liv, fik en plads ved barnets fødder.

Sådan lyder legenden om de tre gaver. Der var plads til dem alle, selvom det kan lyde som om de søgte noget forskelligt, så søgte de alle Gud. Og som der var plads til dem i stalden, er der også plads til os.

De vise mænd gik efter lyset, og fandt verdens lys. Jesu siger om ham selv, at han er verdens lys. Han er lyset, der skinner selv i mørket, som Betlehemsstjernen gjorde det dengang.

I disse dage, hvor der er så tidligt mørkt, har vi på disse breddegrader i særlig høj grad brug for at høre om lyset. Vi har brug for at holde fast ved, at mørket ikke har magten i verden, men at den må vige.

I Rusland fejrer de også Helligtrekonger. Til gengæld fejrer de ikke julen, men har netop Helligtrekonger, som deres højtid, foruden påsken. Men under det kommunistiske styre fik religion trængte dage. Kommunisterne ville udrydde religion, og indsætte ateisme i stedet for. Derfor blev mange kirker revet ned, og dem, der var tilbage, blev brugt som lagre for kartofler, korn og andet. Det var svært at være troende, men mange troede alligevel. Og mange havde under skjorten gemt et kors. Udenpå så man hammer og segl, men inden ved hjertet var korset. Da Sovjetunionen faldt, åbnende kirkerne igen, og det viste sig, at selvom troen havde været trængt i næsten et århundrede, kunne man ikke slå den ihjel. Troen levede.

Det er en fortælling om at lyset, selv i trængte tider, ikke kan slukkes. Og selv den dag i dag er der folk, der bliver forfulgt fordi de er kristne. Fordi de tror på lyset i verden.

Vi skal bære det lys med os ud i verden. Vi er små lanterne i mørket, der skal sprede den juleglæde, vi har just har hørt om. Vi skal være medmennesker for hinanden, så enhver må føle sig velkommen i fællesskabet. Juleglæden skal gælde hele året, for lyset er ikke bare en enkeltstående begivenhed, men er givet for altid. Lyset er sendt til os, så vi aldrig igen skal stå i et mørke, hvor vi ikke kan finde vej. Lyset er sendt til os, så vi aldrig igen skal føle os alene, når nattens mørke sænker sig over os. For Gud er med os. Gud er også der.

Og i denne overgang fra højtid til hverdag, hvor vi igen skal ud i den rasende og hektisk hverdag, der er han også med os.

Og når vi kommer til at gå ad omveje, og vi ender helt andre steder end vi regnede med, så er han også med os der.

Lyset er en gang for alle kommet til verden, og det vil lyse for vores fod, så vi kan finde vej i livet. Vi er ikke alene – Kristus vandrer med.

Amen




Dagens tekst:

Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.« Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten: ›Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.‹ « Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.« Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej. Matt 2,1-12