Nytår 2017, Lokalcentergudstjeneste

Denne dag er to dage i en. Egentlig er det Julesøndag, men det er også nytårsaftensdag. På en måde så fanger dagen os mellem to forskellige måder at se verden på.

Den evangelietekst, der egentlig hører hjemme på denne julesøndag er fortsættelsen af, hvad der skete efter Jesu fødsel. Kong Herodes beordrer, at alle drenge på to år og under skal slås ihjel. Og derfor flygter Maria og Josef sammen med deres lille nyfødte barn til Egypten, hvor de bor indtil Kong Herodes dør.

Julesøndag handler altså om mordet på en masse børn. Børn der måtte lade deres liv, fordi Kærligheden var kommet til verden.

Kærligheden har altid haft en provokerende indflydelse på ondskaben. Men hvor ondskabet er blevet provokeret, har kærligheden altid insisteret tilbage.

Og menneskets historie er fyldt med sådanne billeder, som har bidt sig fast, og som har fået os til at insistere på kærligheden. Tænk bare på: En lille pige, der løber væk i smerte fra en napalm bombe, får verden til at gispe efter vejret og insisterer på fred.

Eller: En bil forulykket i Paris med en prinsesse dødende på bagsædet, får verden til at insistere på menneskets ukrænkelighed.

Og der er massevis af andre billeder på vores nethinde, der har ændret verden: Martin Luther King, der bliver myrdet eller billedet af druknede børn på stranden efter de er flygtet fra de voksnes krig.

Der findes øjeblikke, hvor vi stopper op i vores liv, og mærker med hele vores krop, at vi er på vej i den forkerte retning, og nu må det stoppe. Nu må kærligheden tage over.

Uagtet politisk overbevisning, etnicitet, tro eller påklædning. Nogle gange må kærligheden tage over.

Man kan sige, at mennesket lever i to verdener. Den verden, hvor vi laver love og regler, og hvor vores rettigheder ligger. Den anden verden er livets verden, hvor kærligheden er. Den ene er rammen og den andet er livet. De skal begge være der – vi lever i begge. Men når den ene tager for meget over, så mister vi balancen.

Hvis vi kræver vores rettigheder så meget, at det går ud over andre mennesker, så vi sender mennesker bort, der er på flugt, som Jesus selv var det med sine forældre, så er det, at vi er holdt op med at leve i livsverdenen, og kun kræver vores ret.

Så må kærligheden insistere.

Det er det kristne budskab. Kærligheden skal høres, hvor hjertet har lukket sig for lyden af medmenneskets råb om hjælp.

Det pudsige er, at vi ofte tror, at når mennesker råber på hjælp, så skal vi prioritere i det. At det er et enten eller. Men sådan er kristendommen altså ikke skruet sammen. Vi skal ikke enten hjælpe den ene eller den anden. Vi skal hjælpe alle. Det kan være, at det i lovenes verden er svært at få til at gå op på finansloven; men vi skal som medmennesker hjælper, hvor der bliver råbt op.

Det kan være provokerende for nogle, når kirkens folk taler sådan, for det lyder politisk. Det er det på en måde også. Men det handler ikke om, hvilket parti, man stemmer på; men på hvordan man er menneske i samfundet. Og det har en politisk klang. Men det er funderet i troen.

Luther sagde om troen, at den ville give sig spontant udslag i gode gerninger. Det betyder, at når man får troen, så kan man ikke gøre andet end at handle godt mod andre.

Jeg kan have svært ved at forstå dem, der prøver at argumentere mod, at vi skal behandle hinanden godt. Vi er ikke som små kong Herodeser, der af frygt slår livet, glæden og kærligheden ihjel omkring os. Eller det skal vi ikke være.

Vi skal lade kærligheden opfylde os.

Det er julesøndagens budskab. Men i dag er jo også Nytårsaftensdag, og derfor fik i evangeliet til nytårsdag. Det sted, hvor Jesus giver os fadervor.

Noget af det første, vi beder om i fadervor er, at Guds vilje vil ske på jorden. Vi begynder med at bede om, at Guds kærlighed – Guds nåde – må blive en virkelighed her på jorden. Fuldstændig ligesom budskabet til julesøndag.

Fadervor er en stærk bøn, fordi vi beder den fælles. Vi beder med fællesskabet som udgangspunkt om, at kærligheden vil vokse på jorden. At den vil blive levende mellem os.

Så på sin vis, hænger Julesøndagens tekst og nytårets tekst sammen. Men hvor Julesøndagen har sit springbræt i tragedien, har Nytårsdag det i roen. Den ro man kan finde, når man beder og når man beder sammen.

Fadervor har sin store styrke i, at man altid siger vi i bønnen. Man beder altid i flertal, også selv om man er hjemme alene og beder den. Vi beder den aldrig alene, for Jesus beder med på bønnen.

Vi er altid i et fællesskab med ham, og med hinanden. Også når vi ikke kan mærke det, eller tror vi er glemt af Gud. Det er vi ikke. Det bekræfter fadervor for os.

Derfor er bønnen så stærk for vores hjerter. Fadervor er den bøn, der kan få os til stoppe op, og mærke om kærligheden har førstepladsen i vores liv eller der er noget andet, der fylder. Det er der tit.

Men en bøn, nogle ord og sammenfoldede hænder; og vi kan mærke, at kærligheden er på vej ind i vores liv. Så stærk er kærligheden, så meget insisterer den på at være en del af vores liv.

Det er håbefulde ord til årets sidste dag – kærligheden er med dig.

Hvad end 2018 må bringe os, hvordan det end vil gå os, så må vi tro og håbe, at kærligheden vil vinde, om den så har springbræt i tragedien eller i roen.



Amen

Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

Nytår 2017

Tiden
Vi har tolv ure i huset
alligevel slår tiden ikke til.
Man går ud i sit køkken
henter kakaomælk til sin spinkle søn
men når man vender tilbage
er han blevet for gammel til kakaomælk
kræver øl, piger og revolution
Man må udnytte tiden, mens man har den
Ens datter kommer hjem fra skole
går ud for at hinke
kommer ind lidt efter
og spør om man vil passe den lille
mens hun og manden går i teatret
og mens de er i teatret
rykker den lille med noget besvær
op i 3. G.
Man må udnytte tiden, mens man har den
Man fotograferer sin hidtil unge hustru
med blodrigt sigøjnertørklæde,
men næppe er billedet fremkaldt
før hun forkynder at det så småt
er hendes tur til at få folkepension
så sagte vågner enken i hende
Man vil gerne udnytte tiden,
men den blir væk hele tiden
hvor blir den af
har den nogensinde været der
har man brugt for megen tid
på at trække tiden ud
Man må benytte tiden i tide
flakke om en tid uden tid og sted
og når tiden er inde
ringe hjem og høre
"De har kaldt 95949392?
Der er ingen abonnent på det nummer"
Klik


Sådan lyder Benny Andersens digt om tiden, der flyver afsted.

Ja, tiden flyver. Smuldrer mellem vores hænder. Min far sagde til mig, dengang han fyldte 60 år, at jeg skulle huske at leve, for tiden går stærkt. Det gør den også, men mens man er barn, flyver tiden bestemt ikke. Der snegler den sig afsted. Hver dag er som en evighed, mens man leger, fordyber sig i øjeblikket, og ingen bekymringer har. Men som alderen lægger år på år, bliver dagene kortere, året som et øjeblik, og man hører sig selv sige, at så blev det jul og nytår igen. Og man undskylder sig med at tiden flyver, når man glemmer at ringe til sin gamle moster.

Og nu er det såmænd nytår….igen. 365 dage er gået siden sidst. Det har været forår, sommer, efterår, og nu står vi midt i vinteren. Der har været fejret fødselsdage, runde dag, mærkedage. Vi er glade gået ind i kirken, og nogle af os er også tynget af sorg gået herfra efter en kiste. Året har givet og taget.

Og nu fejrer vi det nye år.

Det nye, ubrugte år der ligger foran os. Klar til at bruge af. Bruge af?

Vi har i mange år i Danmark talt om, at vi er et forbrugersamfund. Når noget går i stykker, så køber vi noget nyt. Da jeg var barn kom tv’et til reparation, hvis det gik i stykker, i dag kommer til det storskrald. Vi bruger, forbruger af det nye. Vi elsker det nye. Derfor burde nytåret – det nye år, også give os et sug i maven af forventning. Tænk sig at få en gnistrende, helt ny og ubrugt år i gave her ved midnat.

Men at noget er nyt, er ikke i sig selv en kvalitet. Det er hvordan vi bruger det nye, hvad vi lægger i det, der giver det kvalitet.

På facebook har der her sidst på året kørt en reklame for venskaber, hvori der står, at tiden ikke handler om, hvordan man bruger den, men hvem man bruger den med.

Engang imellem kan man finde guldkorn de særeste steder, og her var det på facebook. Det nye år handler ikke kun om, hvordan vi bruger det, men i højere grad om hvem vi bruger det med.

Livet handler om, hvem vi omgiver os med, og ikke om vores liv er en succes og hvor meget vi tjener om året. Livet handler om mennesker. Mennesker er i centrum, og det er vi også, når Gud fortæller sin fortælling. Så handler det om os.

I skabelsesberetningen hører vi, at Gud skaber mennesker, men også alt omkring os. Han skaber naturen med dyr, planter og planeter og så skaber han os. Os mennesker. Og i sit skaberværk lægger han muligheder til os. Det er muligheder, som vi mennesker kan udforske. Og det har vi gjort – vi har sejlet på verdenshavene, fløjet til månen, opfundet mobiltelefonen og iPad en. Vi har med andre ord erobret verden. Men vi har også brugt af og misbrugt verdens ressourcer. Vi har ført verdenskrige og forurenet.

Ja, der er altid to sider af en mønt. To fortællinger. Den ene handler om, at vi mennesker har grebet livets muligheder og fået det absolut bedste ud af det – den anden handler om, at vi har misbrugt selvsamme muligheder.

Og hvorfor misbruger vi? Fordi vi kommer til at sætte os selv i centrum for universet, og der sker noget med os, når vi gør det. Vi glemmer simpelthen perspektivet ved livet, når vi ikke ser længere end vores egen næsetip. Vi glemmer, at der følger ansvar med mulighederne, og så glemmer vi hinanden. Vi bliver så effektive, at vi smider de mennesker på storskrald, der ikke lige passer ind i kasse, eller som ikke yder nok. Vi glemmer, at både livet og fællesskabet er en gave vi skal passe på.

Helt fra begyndelsen har Gud givet til os mennesker. Han gav os først livet, så gav han os verden, så fik vi hinanden, og da vi alligevel ikke kunne klare os helt alene, så gav han os sin søn. Vi har fået alt det, Gud har – vi har fået hans kærlighed.

Det skal vi til tider minde os selv om, og derfor kommer vi her i kirken. For her hører vi om og synger om den kærlighed, som Gud rækker til os.

Vi beder også om den – hver gang vi beder fadervor, så beder vi om, at Guds gaver må blive ved med at blive rakt os.

Fadervor er en hjertebøn. Vi beder den sammen højt, og vi kan den udenad. Egentlig burde vi bede den helt langsomt. Så langsomt, at vi fik tid til at smage, reflektere og meditere over hver evig eneste sætning. For bønnen er så mættet, at vi ikke altid fanger hver nuance. Det behøver vi ikke i forhold til Gud, for han ved godt, hvad vi beder om og længes efter uden vi bruger ord; men for vores egen skyld, fordi bønnen gør os godt. Den er god for vores hjerter.

I fadervor beder vi om, at Gud vilje må blive virkelighed på jorden. Og det Gud vil, er kærlighed. Vi beder om det daglige brød. Både det, der mætter maven, men også det brød, der kommer som ord, der mætter sjælen. Vi beder Gud om at tilgive os vores synd, så vi kan tilgive dem, der gør os ondt. Tilgivelse er vigtigt, så vi ikke lever i en verden af vendetta og hævn. Vi skal slippe det, der skiller os mennesker ad, så derfor er tilgivelse så vigtig, så vi kan nærme os hinanden.

Men det mest bemærkelsesværdige ved fadervor er, at vi beder den i flertal. Vi siger vi. Der bliver slet ikke sagt jeg. Og selv hvis man er alene, og beder fadervor, så siger man også vi. For bønnen skal minde os om, at vi allerede er i et fællesskab, også når vi føler os alene eller bare er alene. Vi er i et fællesskab med hinanden og med Gud.

Fadervor bliver den bøn, der retter os ud, så vi bliver opmærksomme på Gud og hinanden. Vi er allerede i et fællesskab. Et fællesskab af mennesker, hvor det ikke er vigtigt om du er særlig dygtig til et eller andet, eller hvor meget efteruddannelse du har, eller hvor mange 12-taller du har fået eller ikke fået til eksamen. Fællesskabet er du med i, fordi du er dig.

Tiden handler ikke om, hvordan vi bruger den, men hvem vi bruger den med – og vi skal bruge den med hinanden.

Men det kan forekomme svært, særligt når livet jager forbi os i et hæsblæsende tempo. Tiden er desværre også blevet et produkt, vi kan forbruge af. Noget vi kan organisere, så derfor findes der et utal af bøger, der skal hjælpe os til at få flere timer ud af et døgn på blot 24 af slagsen.

Tid er en forbrugsvare.

Men sådan er den slet ikke tænkt fra begyndelsen. Det var ikke meningen, at tiden bare skulle forbruges. Hvis vi tør smide den tanke fra os, at vi skal udnytte tiden, og derimod ser den som en gave, så bliver ikke bare tiden, men også livet faktisk større.

Tiden er noget, vi får. En gave, der strømmer mod os hver evig eneste morgen. Man kan sammenligne den med bølgerne på en strand, der ruller ind mod kysten. Tiden kommer til os – den er ikke en forbrugsvarer, men en gave. En gave vi skal takke for. Hver evig eneste dag, vi fik – og hver evig eneste dag, vi vågnede op. Tider skal komme, tider skal henrulle, som vi synger i Dejlig er jorden. Tiden er en gave, og som ved enhver gave skylder vi en tak.

Derfor begynder langt de fleste bønner her i kirken altid med en tak til Gud. Fordi vi takker for alt det, vi får.

Og det er også en fin måde at begynde det nye år på. Tak fordi Gud giver os året at bruge af, tiden der kommer mod os hver dag, hinanden som vi leve med og kærligheden som vi kan dele.

Lad 2018 være et år med fokus på fællesskabet, den gave livet og tiden er, og lad os bruge tiden med hinanden fremfor bare at bruge af tiden.

Må Guds velsignelse være med jer i året, der kommer.



Amen

Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

Juleaften 2017

D. 22. marts i år kom der over politiradioen en noget anderledes meddelelse. Der var blevet set engle på Holbækmotorvejen.

Mindst fem bilister og sågar mandskabet i en ambulance havde set englene gå i nødsporet. Altså rigtige engle med glorier, vinger og det hele.

Vagtchefen Martin Bjerregaard havde straks sendt en patrulje afsted, for som han påpegede:

”Det er først og fremmest forbudt at gå på motorvejen. Og sekundært afleder det bilisternes opmærksomhed, hvorfor det også er til fare for andre.”

(http://nyheder.tv2.dk/krimi/2017-03-22-anmeldelser-til-politiet-der-gaar-engle-paa-holbaekmotorvejen 5. december 2017, kl. 13.25)

Men da politiet når derud, er der ikke skyggen af en engel af se. Ikke så meget som en enkelt hvid fjer. Og så er det, at vagtchefen siger:

”Det er en dårlig spøg, hvis det er en spøg”

Og senere på twitter skriver politiet:

”Vi har IKKE fundet englene. Motorvejen gennemsøgt fra Roskilde til Holbæk. Næppe tale om ægte engle, men nok en joke. God dag.”

Jeg kan så godt lide, at de ikke fuldstændig afviser tanken om engle på Holbækmotorvejen. De siger, HVIS det er en spøg, og NÆPPE tale om engle, men det er NOK en joke. De åbner lige en lille dør på klem for, at det måske er vaskeægte engle. Det synes jeg er vidunderligt.

Og hvorfor ikke?

Hvis en engle skulle gå et sted på en motorvej, hvorfor så ikke netop i nødsporet. Det sted, hvor der er brug for engle – brug for lidt ekstra hjælp.

Vi mennesker kan i overført betydning også ende i vores livs nødspor. Det kan faktisk næsten ikke undgås i et liv. Vi ender på et tidspunkt der, hvor vi ikke kan fortsætte for fulde gardiner, men må bremse ned og orientere os igen – må køre i nødsporet. For nogle bliver det særlig tydeligt til højtiderne. Det er som om højtider sætter en særlig stemning i gang i os, og nogle gange bliver julen ikke den glæde, den gerne skulle være; men derimod en påmindelse om, at livet ikke er, som man gerne vil have det. Det kan være, at man savner en, der ikke er her mere, eller man er blevet afvist, eller det kan være, at man bare er ved at bukke under for stress og arbejde. Og der er en masse andre perspektiver på livet, der kan sende os i nødsporet.

Så hvis en engel skulle gå et sted, så er nødsporet det eneste rigtige sted at finde dem. Der hvor livet er på standby, og hvor vi har brug for håb, så vi igen kan komme ud på vejen, ud i livet.

Men troen på engle har i mange år været lidt trængt. Det har kun været til jul, man har støvet englens vinger af, og nydt de små, buttede væsner med milde børneansigter.

For hvis man sådan naturvidenskabelig går til værks, så er troen på engle helt hen i skoven. Engle skal have et vingefang på 7 meter for at kunne løfte en mand på ca. 80 kg på fra jorden. Det betyder så også, at brystkassen, der skal få de her vinger til at baske, vil rage ca. 1,5 meter frem. Man må desuden formode, at engle bor i himlen, men for at kunne forlade jordens atmosfære, skal de flyve 7,8 km i sekundet – det er det samme som 28.000 km i timen. Der skal virkelig baskes med vingerne for at komme op på de hastigheder. For ikke at tale om englenes tøj. De er ofte i hvide rober, som ville brænde op ved de hastigheder, og selv hvis det var lavet af særligt stof, der ikke kunne brænde, så er temperaturen i rummet tæt på det absolutte nulpunkt, nemlig minus 273 grader celsius. Englene ville ligne fryse til is. I kan godt høre, at rent naturvidenskabeligt er troen på engle håbløs.

Men vi har det med at dømme mange ting håbløse, som faktisk er fulde af håb. Faktisk har verden brug for at vi håber, selvom det kan se håbløst ud.

Men man kan godt miste håbet, når man læser nyhederne. Der er så meget i verden, som taler for håbløsheden. Verdensledere, der puster sig op overfor hinanden, børn der er nødsaget til at flygte fra de voksnes krig, drivhuseffekten og den generelle forråelse mellem mennesker – der er så meget i hverdagen, som kan få modet til at svigte, og troen på fremtiden til at blegne.

Men er der alligevel grund til håb?

Måske I kender Peter Lund Madsen. Hans bror hedder Anders Lund Madsen. Peter Lund Madsen har et radioprogram, der hedder Hjernekassen, og i disse dage har et program på DR, der hedder ”Peter Lund Madsen på dannelsesrejse”. Det som han, både i sit radioprogram og på sin dannelsesrejse, gentager igen og igen er, at der er håb for menneskeheden. Vi er så langt fremme teknologisk, vi er så gode til at tænke innovativt, at han slet er i tvivl om, at vi som art vil overleve. Han er begejstret på menneskets vegne i forhold til de fremskridt, vi tager.

Jeg bliver altid så opløftet af at høre på ham, for han indgyder håb i mig.

Og nogle gange skal der bare ET eneste menneskes tro til, at man selv begynder at tro. At man selv begynder at håbe.

Og her i kirken arbejder vi om nogen i håbsbranchen. Vi bygger vores hverdag på håbet.

Håb er, at man har tillid til, at livet rummer muligheden for noget godt. Og også at hvert menneske rummer muligheden for noget godt.

Og det har alt med julen at gøre. For julen er, at det håbløse bliver fyldt med håb. Gud lader sig føde som et lillebitte menneske, af et fattigt par i en stald. En ung teenager ved navn Maria bliver hans mor. Hvem skulle have troet, at det lille menneske skulle forandre verden? Det virker næsten håbløst.

Men det, der engang så næsten umuligt ud, blev en mulighed. For når Gud er med i ligningen, så bliver det umulige muligt. Så bliver håbet til virkelighed. Det lille barn blev verdens frelser. Det lille barn voksede op og fortalte os om Gud. Han åbnede en sluse mellem himmel og jord, og gav Gud et ansigt. Han fortalte os om den kærlighed som Gud elsker os med. En kærlighed så stor, at Gud til sidst gav sin egen søn for vores skyld. Guds fortælling med os mennesker er en fortælling om håb. Håb på vores vegne. Og nogle gange skal der bare ET eneste menneskes tro til, at man selv begynder at tro. At man selv begynder at håbe. Jesus er det menneske for os.

Så julen skal indgyde os håb. Den skal åbne verden for os, så vi ser verden med muligheder fremfor begrænsninger.

Albert Einstein sagde engang: ”Der findes to måder at se verden på. Den ene måde er at se ingenting som et mirakel. Den anden måde er at se alting som et mirakel.”

Hvilken en ville man vælge? Forhåbentlig den, hvor vi gør verden større fremfor mindre. At vi giver os selv lov til at blive forundret og fyldt med håb på verdens og andre vegne. Vi skal insisterer på håbet, også når det er håbløst. Vi skal tro, også når troen bliver argumenteret i sænk. Vi skal åbne muligheder fremfor at lukke dem. Sådan bliver livet en gave, både til os selv, men først og fremmest til andre.

Så måske gik der faktisk engle på Holbækmotorvejen den dag i marts. Lad os håbe det.

Må Guds kærlighed være med jer alle denne aften og nat, og må livet overraske jer, forbavse jer og åbne muligheder for jer. Glædelig jul!



Amen


Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

Sidste søndag i kirkeåret 2017

Da jeg skulle forberede denne prædiken skrev jeg på facebook: Hvis jeg siger dommedag, hvad siger du så?

Det kom der i løbet af et døgn ikke mindre end 99 kommentarer på.

Nu kender jeg en del præster, så de skrev selvfølgelig Guds nåde, Jesu genkomst, den mister livet skal vinde det og et par stykker skrev fårene til højre og bukkene til venstre, der netop er taget fra dagens evangelietekst.

Men de, der ikke var præster skrev alt fra angst, dårlig amerikansk film, black Friday, tandlæge til fantaster.

Noget af alt det her var skrevet i spøg, men det viser noget vigtigt om det moderne menneskes forhold dommedag – de har ikke et forhold til det. Eller de har ikke et forhold til den religiøse dommedag. For jordens dommedag hører vi om hver dag – klodens ressourcer bliver mindre og mindre, forureningen værre og værre, verdens ledere puster sig op overfor hinanden og oprustning er pludselig blevet en del af hverdags sproget igen – og så er der terror, der rammer tilfældigt og uretfærdigt. Der er nok af katastrofer, der kan lede vores tanker hen på dommedag. Den selvforskyldt dommedag, hvor vi mennesker i vores uendelige dumhed og snæversynethed er i gang med at ødelægge den verden – den smukke blå planet – som vi bor på.

Så ordet dommedag, er såmænd ikke fremmed for os. Men når vi kobler Gud på, så vækker den trang til at være humoristisk eller det bliver et argument for at kristendommen er manipulerende og magtsyg og vil holde folk nede med frygt.

Så ja dommedag vækker følelser og reaktioner.

Og dommedag ER svært at tale om. Dels fordi den ligger ude i fremtiden og måske ikke betyder ret meget for den enkelte, og dels fordi vi i vores daglige kirkelige liv får nogle billeder af dommedag, som er så solide, at enhver anden tolkning faktisk bliver vanskelig. Billeder er i sig selv ikke andet end tolkninger; men de kan blive så konkrete og rodfæstet i vores forståelse, at vi ikke længere giver plads til mere nuancerede forståelser.

Og dommedag er omgærdet af sådanne billeder. Særligt billede af Gud, der står og sender nogle mennesker op og andre ned, finder man mange steder. Ja selv den dag i dag lever den forståelse af dommedag i bedste velgående blandt mange – og det bliver bekræftet gennem film. Der findes mange film, der leger med den tanke, at et menneske egentligt skal ned, får en ekstra chance for at gøre noget godt, og dermed komme i himlen. Det handler om vores handlinger. Om vores gerninger - har vi gjort nok godt, så vi kan komme i Himlen??

Og før i tiden var skærsilden noget de fleste frygtede og troede på som en realitet. Der er talrige kalkmalerier i danske kirker til skræk og advarsel for menigheden. I Aarhus Domkirke er der stadigvæk et meget levende billede af skærsilden, og jeg forstår altså godt, hvorfor mange har været bange for det.

Så tanken om, at vi skal vejes ved dommedag om vi kan komme i Himlen eller skal i helvede, er faktisk et billede på dommedag, der stædigt holder ved – den dag i dag. Men billede er problematisk. Hvis vi insisterer på at fastholde, at dommedag handler om at skille fårene fra bukkene, så bruger vi trusler og magt til at få folk til at opføre sig ordentligt. Og Gud ansætter vi som bogholder til at holde styr på vores handlinger. Ja, egentlig kunne der sikkert skrives en algoritme, og så kunne der elektronisk holdes styr på os. Det er hårdt trukket op; men nødvendigt for at understrege, hvor ukristeligt det er, at fastholde talen om, at Gud dømmer halvdelen af os mennesker til helvede og den anden til himlen.

Vi må lægge sådanne billeder fra os, og stole på, at det, vi hører om Gud her i kirken, hver evig eneste søndag året igennem, og at det vi hører om Gud gennem Jesus – vi må stole på, at det gælder. Også når vi kommer til domsteksteren. Eller sagt mere præcist, så vi må TRO på Gud. Den Gud vi igen og igen hører ER kærligheden selv, kilden til glæden, ham der styrker vores håb og puster liv i vores tro. Den Gud. Den Gud, der lod sig føde som menneske af ren og skær kærlighed til sin skabning, fordi han ville være os nær.

Han skal vi tro på. Han er ikke hævnens gud, eller smålighedens gud – han er derimod kærlighedens Gud. Ham tro vi på!

Tro.

Tro er i sin essens tillid. En tillid til, at når vi hører om, at Gud er kærlighed, så gælder det. En tillid til, at Guds nåde rækker længere end vort øje ser. Og i det ligger der også et håb. Et håb om at Guds ord når alle mennesker. Om ikke andet så på dommedag. Alle får muligheden for at sige ja til Kristus. At mærke hans blik på en – det blik der ser, og ikke fordømmer. Det blik, der ser og forstår. Det blik, der gør os til mennesker.

Det er det, vi må sætte vores håb til. Vi håber, at det er rigtigt, at enhver frelses. Eller som en kollega Kaj Mogensen skriver i sin bog: Frelse og fortabelse: Hvis håbet skal være håbefuldt, kan det ikke håbe på mindre, end at Gud skænker alle mennesker den frelsende tro. S. 377.

Gud skænker os den frelsende tro. Han frelser os. Vi skal ikke frygte dommedag, men have tillid til, at Gud er en nådig Gud.

Dommedag er for mig en lige så stor realitet, som det er, at solen står op hver morgen. Jeg tror fuldt og fast på dommedag, og at en dag vil verden ende og Guds rige vil være overalt til alle tider. En tid hvor kærligheden vil være overalt – være alfa og omega. Og den dag vil Guds kærlighed skinne i verden, og oplyse ethvert mørke – selv mørket i mennesket – og da vil frelsen være her. Frelse betyder frihed. Så en dag vil friheden være. Kærligheden vil være. Gud vil være. Og sammen vil vi gå ind i Paradis.

Men indtil da, skal vi leve.

Luther skulle efter sigende engang være blevet spurgt: Hvis dommedag kommer i morgen, hvad vil du så gøre? Og han skulle have svaret: jeg ville plante et træ.

Det er faktisk slet ikke Luther, der har sagt dette, men nogle tyske teologer, der under 2. verdenskrig havde brug for håb. Og ved at lægge Luther ordene i munden, fik fortællingen mere autoritet. Og jeg synes faktisk ikke, at fortællingen bliver dårligere af, at det er nogle teologer, der under en af verdenshistoriens mørkets tider, har villet sprede håb, så de fandt på denne fortælling, og lagde en i munden på Luther.

Fortællingen er fin, fordi den så stædigt holder fast ved, at vi ikke skal bekymre os om dommedag, men holde fast ved at leve livet. Vores liv.

Vi skal plante et træ. Eller sagt på en anden måde så skal vi være noget for hinanden. Vi skal skabe vækst ved at hjælp, hvor der er brug for det.

Vi skal ikke gå og vente som hovedløse får på, at Gud nok skal frelse os. Vi skal leve med hinanden og for hinanden. Livet forpligter.

Det I gør mod minde de mindste, det gør I mod mig, siger Jesus. Ja, livet forpligter. Vi skal være noget for hinanden.

Vi skal vende blikket mod hinanden, plante et næstekærlighedens frø mellem os, og lade det vokse.

Hvis dommedag kommer i morgen, så plant et træ.



Amen







Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

Jazz gudstjeneste 2017

Aftengudstjeneste afholdt 14. november 2017
Om trosbekendelse, om ord, om at føle sig fortabt og blive fundet.

”Jeg satte alt mit håb til Herren,
og han bøjede sig ned til mig
og hørte mit råb om hjælp;

han trak mig op af undergangens grav,
op af slam og dynd;
han satte min fod på klippen,
så jeg stod fast.

Han lagde mig en ny sang i munden,
en lovsang til vor Gud.”
- Salme 40, Copyright Bibelselskabet 1992


Jeg satte alt mit håb til Herren, Jeg satte mit håb, men jeg satte det ikke fra mig. Jeg satte det hos dig, Herre og håbede. Hvad har man ellers tilbage, hvis man ikke har håb? Det er det sidste, vi står med, når vi holder livet i hænderne og er bange for at tabe det på gulvet så det knuses. Jeg satte mit håb til Herren, og håbede på, at han ville tage det forsigtigt i sine hænder og puste liv i det. Puste liv i mig.



Og han tog mit håb nænsomt mellem sine hænder og lyttede til mig. I en verden fyldt med ord, fyldt med tanker, fyldt med udsagn, dér lyttede han. Han lyttede, for han bøjede sig ned til mig og hørte mit råb om hjælp.



Vi lever i en tid af statements – i en tid fyldt med de rigtige ord, de rigtige emojis – det er et rigtigt pres. Og det handler om at råbe højest. Og jeg råbte også. Jeg råbte til Gud, fordi jeg troede, at han ikke kunne høre mig gennem skyerne. At ordene først skulle forlade jorden, gennem kakofonien af andres bønner, gennem gråvejret, op i en anden sfære før han kunne høre mig. Så jeg råbte. Jeg skreg af mine lungers fulde kraft. Jeg skreg og jeg vidste ikke engang, dengang, om jeg sådan troede, at han ville lytte. For hvad nu hvis. Hvad nu hvis han ikke var der?



Men han lyttede. Han bøjede sig ned.

Jeg behøvede ikke strække mig på tæerne – for han bøjede sig ned. Mod mig. Jeg behøvede ikke at råbe, for han hørte mig, da jeg endnu bare tænkte tanken om hjælp. Han var der inden, jeg vidste af det. Og han trak mig op af undergangens grav,
op af slam og dynd;



Han løftede mig simpelthen op. Alt det jeg stod på, som fik min verden til at gynge og rokke. Alt det jeg troede var sikkert, men som slet ikke var mit – slet ikke var mig. Jeg var fyldt af ord, der ikke var mine, men som var efterabninger af andres succesfulde ord. Ord, jeg gentog igen og igen, for at føle mig sikker. Men det var ikke ordene, der gav mig sikkerhed. Det var dig, Herre. Jeg troede, at jeg kun gik an, fordi jeg forsøgte at være perfekt i andres øjne; men så indså jeg, at du Gud også elsker det uperfekte ved mig. At mine ord gerne må være prøvende, forsøgende og forkerte. At jeg hellere skulle være mig end være en anden. Og at det ikke behøvede at være et skuespil. Jeg gik an lige hvor jeg var, og jeg følte at du satte min fod på klippen, så jeg stod fast.


Jeg kunne igen stå fast. Du satte min fod tilbage i livet. Det levede liv. Og ja her stormer det og blæser. Og jeg kan nogle gange tro, at jeg blæser omkuld, men jeg står på en klippe. Grunden er sikker. Og det skete hverken med fyrværkeri og selfies, eller med syner af dig Gud og med trompetfanfare. Det var mere som en stille fornemmelse af, at, da du lyttede til mig, da tog du ligeså blidt ved hånden. Du fandt mig, da jeg var væk fra mig selv. Du ledte længe nok, og stædigt nok til at finde mig.



Og da du fandt mig lagde du mig en ny sang i munden,
en lovsang til vor Gud.


Du gav mig ord. Du gav mig en ny sang. Ikke en sang om at puste sig op eller være bedre end andre. Men en sang om at være menneske. Være dit elskede menneske. En sang om livet. En sang om din kærlighed.

Og det blev en lovsang til dig.

Amen

Suzanne Brøggers bud på en ny trosbekendelse blev løst højt sammen med den apostolske trosbekendelse. 

Suzanne Brøgger:

JA, vi forsager hjertens gerne djævlen og hans lillesøster, som man fx kan møde i Paris, på hjørnet af rue Mouffetard. Og JA, vi forsager ved samme lejlighed ubevidsthedens fantastiske påfund og fascinerende forklædninger - velvidende at vi dermed risikerer at blive fejede og prydede og som følge deraf - inderligt fortabte.

Men JA, vi tror ganske givet og erfarer uafladeligt, at livet skabes hvert øjeblik, både Natlys, charms og quarks, at der er mere, hvor det kommer fra, og at det overvælder og overgår vores vildeste fantasi.

Og ligesom vi forelsker os i næsten og elsker de nærmeste tror vi simpelt hen på livets lys som vejen og sandheden.

Vi må tro, og derfor tror vi med glæde, at livets barn er undfanget af den ubegrænsede kærlighed og ved den moderlige afmagt født af en piv-åben, himmelråbende, godtroende kvinde i uendelig ømhed.

Og vi tror gerne, at dette barn blev pint og plaget, da vi kender menneskene fra os selv. Og vi tror stensikkert, at han

ulykkeligvis blev slået ihjel og begravet, men at han rejste sig gennem døden, og at kærlighedens stærkeste tegn er livets overvindelse af al død og forrædderi.

Og JA vi tror, at vejen, sandheden og livet regerer og altid vil fortælle os den sidste historie, selvom vi aldrig ved, hvordan den vil ende eller hvordan kærligheden vil vise sig.

For JA, vi tror på kærligheden i mellem os, og at kirken opstår ethvert sted, hvor der viser sig et sandt, uselvisk fællesskab mellem mennesker.

Vi tror på den helt grundløse tilgivelse og på kødets opstandelse, hvad enten det sker i form af et fløjlsblad, frugtkød, en farvet fjer, stribet pels, finner eller vinger. Og vi tror på det evige liv, fordi alt hvad vi husker af hjertet genopstår og lever videre i erindringen, inklusive myrer og molekyler.



Og JA, med al vor passion - godt ude på de 70.000 favne - gør vi det vildeste vovestykke og samler al vores mod i troen på, at livet er stærkere end døden. Nu og hvert øjeblik i løbet af dagen - og også dér, hvor tiden ikke findes. Amen.

Alle Helgens dag 2017

Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage.

Sådan er titlen på en bog, som Naja Marie Aidt har skrevet. Det handler om hendes søn Carl, som hun mister ved en frygtelig ulykke, hvor han under en psykose springer ud af et vindue og dør af sine kvæstelser.

Han dør 25 år gammel.

Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage.

Det er også titlen på et digt, som hun skrev, da Carl var 16 år gammel. Dengang uden at vide, at hun en dag skulle stå ved hans kiste og sige farvel.

Sådan er døden. Det kommer nogle gange u-inviteret og pludseligt. Den kan komme som en ulykke, uden varsel. Den kan komme som et chok. Mens den andre gange kommer ventet, ja nogle gange bliver den ligefrem budt velkommen. Men døden kommer, og den kommer til os alle.

Min gamle faster siger ofte til mig: Vi skylder alle en død.

Jeg forstår godt, hvad hun mener, men jeg tænker, at vi ikke så meget skylder en død, som vi skylder livet at leve det. Vi skal leve, for vi står med dét, som mange af dem, vi følger til graven, har kæmpet for at beholde.

Vi har livet – livet som vi får som en gave. Foræret. Sådan er det med de store ting; dem får vi altid foræret. Livet, kærligheden, børn, venskaber, nåden. Det får vi givet. Det er ikke noget, vi kan tage selv, tigge os til, true os til eller betale os fra. Alt det, der i sidste ende, giver livet værdi, er alt det, som vi får foræret.

Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage.

Og derfor skal vi også give det videre. Give af det, som vi får. Vi skal dele det med andre.

Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage.

I dag fejrer vi Alle helgen. At fejre er et stort ord at bruge om en dag, hvor vi mindes de døde. Men vi kan ikke mindes de døde, uden ikke også at fejre det liv, de har levet, og takke for det, vi har delt med dem.

Derfor fejrer vi Alle Helgen.

Og vi gør det her i efterårsmørket. Og mens bladene mister deres grønne farve og for en stund lyser verden op i røde og gule nuancer, tager mørket til. Dagene bliver kortere og vi lukker os mere og mere inde bag vinduer og døre. Næsten som et symbol på sorgen.

Jeg læste for nylig en facebook opdatering fra en ung kvinde, jeg kender, der har mistet sine forældre, hvor hun skriver, at hun er alene med sin sorg.

Alene. Den følelse af ensomhed med sin sorg, tror jeg mange kender. For når man står i sit sjæls mørke, kan det være uoverskueligt at skulle dele den følelse med andre.

Og vi kan føle at vi står alene med sorgen og savnet.

Men sorg og savn findes kun, fordi der også har været kærlighed. Det er kærlighedens pris, at kærligheden en dag, skal forvandle sig til sorg og savn. Kærligheden bliver hjemløs. Den farer rundt i verden, og kan ikke finde den, der før modtog den.

Så vi kan føle os så alene.

Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage.

Åh hvad skal man dog give tilbage, når man har lyst til at beholde alt for sig selv. Frygten for at mindet om den afdøde forsvinder. Duften, smilet, stemmen, den særlige fornemmelse man fik i deres selskab. Hvis man taler for meget om det, forsvinder det så?

Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage.

Nej, du forsvinder ikke fra mig, hvis jeg taler om dig. Så står du mere levende frem i min hukommelse. Så ærer jeg dig og dit liv.

Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage.

Jesus siger til os, at vi er saglige, når vi sørger. Salig betyder lykkelig.

Man føler sig ikke lykkelig i sorgen. Man føler sig alene.

Hvem ser vi normalt som lykkelige – er det de smukke, de magtfulde, de rige, sorgløse eller de succesfulde. I al fald ikke os, der sørger.

Men her taler Jesus om dem, der sørger og siger, at de skal blive lykkelige. Ikke fordi de sørger – men fordi Gud møder dem, og vil trøste dem.

Gud vil møde os, hvor vi er. Ikke hvor vi burde være, eller hvor vi gerne ville være; men lige der hvor vi er. Midt i sorgen. Midt i ensomheden. Midt i hverdagen. Der vil han møde os. Vi behøver ikke være dygtige, succesfulde eller sorgløse, for at gå an i Guds rige. Der kan vi komme, som dem vi er.

Saglige er dem, der sørger.

Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage.

Når mennesker dør, trækker vi alt det frem, som er godt og smukt ved det menneske. Det er det, vi mindes. Vi tænker ikke på skænderierne, de sårende ord, vi tænker ikke på vreden eller irritationen. Vi husker ofte alt det, der hører lyset til.

Men vi glemmer ikke alt det andet, det bare træder i baggrunden. Det er ikke så vigtigt som det andet. Men vi ved jo godt, at vi ikke elsker perfekte mennesker. Vi elsker, fordi vi elsker. Kærligheden kan ikke forklares eller forsvares. Den er bare.

Den er. Og dem vi elsker bliver perfekte for os.

Og kærligheden er helt ind i døden. Vi holder ikke op med at elske.

Det er kærlighedens magt.

Sådan ser Gud os også; men har ser mere end det. Han ser hele os. Vores skrøbelighed, vores sårbarhed, vores længsler, vores dårlige sider – han ser os med ALT hvad vi rummer. Han ser os.

Han ser alt det, vi gemmer og glemmer.

Sådan er Gud.

Men han ser os med kærlighedens øjne, og lukker os ind i sit rige. Han ser os med sin retfærdighed, og den taler altid kærlighedens sprog. Gud elsker ikke perfekte mennesker – han elsker os. Han elsker dig.

Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage.

For Gud er en personlig Gud. Han vil ikke have massernes blinde tilbedelse; han vil have dig. Han har kendt dig fra du lå som foster. Og lige meget hvilken vej, du tager i livet, lige meget om du farer vild i livet, eller om du glemmer Gud, så husker han dig.

Låner jeg morgenrødens vinger, og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også der.
Ingen er glemt af Gud.

Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage.

Vi skal leve med vores sorg, og vores savn. Vi skal leve med det vilkår, at døden er i verden. At dem, vi elsker dør.

Og selvom det til tider kan overmande os, og få os til at vakle, så skal ordet om opstandelsen give os mod. Mod til at leve.

For vi hører, at døden ikke er det sidste, der er at sige om et menneske. Vi hører, at Gud er med os alle dage indtil verdens ende. Han er med os, der endnu skal leve, og han er med de døde.

Vi skal stole på, at Gud favner alle.

Det er hjertesprog. Det kan ikke begribes med logikken; men skal gribes med hjertet. Vi skal mærke, at det er rigtigt, at kærligheden stadig er – trods død.

Naja Marie Aidt skriver:

Har døden taget noget fra dig

så giv det tilbage

giv dét tilbage

som du fik af den døde

da den døde var levende

da den døde var dit hjerte

giv det tilbage til en rose,

et kontinent, en vinterdag,

en dreng der ser dig an

fra hættens mørke



Har døden taget noget fra dig

så giv det tilbage

giv dét tilbage

som du fik af den døde

da I stod i regnen i sneen

i solen og den døde var levende

og vendte sit ansigt mod dig

som ville han spørge om noget

du ikke mere husker og han

havde også glemt det og det er

en evighed

en evighed siden nu

(Naja Marie Aidt, har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, Carls bog, 1. udgave, 1. oplag, Gyldendal 2017, s. 139)

Amen




Kirkebøn:

Gud,

Vi beder for dem, der sørger og dem der savner. Vær med dem med dit nærvær

Vi beder for dem, der er syge og dem, der skal dø. Vær med dem med din kærlighed.

Vi beder for dem, der længes og dem, der mangler. Vær med dem med din tro.

Vi beder for dem, der er bange og dem der er ensomme. Vær med dem med dit håb.

Vi beder for alle dem, der mangler – dem, der lever en skyggetilværelse – dem andre glemmer – åbn vores øjne for hinanden.

Vi beder for din kirke her i Møllevang og over hele jorden.

Vær med os alle – nu og altid.

Amen




Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

19. søndag efter trinitatis 2017

Forargelsen er også en hemmelig fryd. Faktisk er forargelsen grundlaget for mange reality programmer på fjernsynet. Tænk på De Unge mødre, Paradise Hotel, Amalie og hendes liv – og hvad der nu ellers findes af programmer, der handler om, at folk udstiller sig selv, så vi andre kan grine af dem og forarges.

Forargelsen er en magtfuld følelse. Når man bliver forarget, sætter man andre i bås. Man laver et skel mellem os og dem. Dem, der ikke forstår verden. Dem, der er dumme. Dem, der er for langt ude. Dem, vi kan grine af. Og så er der os, der har forstået det hele.

Ja, det er en nok en grov generalisering, jeg laver, men den findes. Forargelsen over andre. Den giver en magt, fordi det er en selvbekræftelse af, at man har ret. At man er på den rigtige side.

Forargelsen er en hemmelig fryd. For vi griner af dem, vi forarges over.

Det er en side af den menneskelige natur, der ikke er specielt flatterende. Og den er ikke kun forbeholdt vores moderne tider, men har været til stede al den tid, der har været mennesker på jorden.

Den lamme mand i dagens evangelium, var også sådan et menneske, som de andre var forarget over, og som de grinede af. For faktisk var den lamme mand slet ikke lam. Hvis man ser i den græske tekst, står der, at han havde bløde knæ. Hans knæ skvulpede under ham, når han gik, og det har ganske givet set ret komisk ud. Man mente dengang, at bløde knæ faktisk var en straf fra Gud over et tyrannisk menneske. Og man kunne ikke andet end at fnise af en mand, der har gået rundt som Bambi på glatis. Og det har været legitimt at grine af ham, for han fortjente sin straf, mente man.

Men den tyranniske mand med de bløde knæ har alligevel haft venner. Eller i al fald fire mænd, der har båret ham hele vejen til Jesus. Nu er det jo ikke mærkeligt, at selv tyranner har venner – det mærkelige er, at de fire mænd har villet ses offentligt med manden med de bløde knæ.

For det er sådan med mennesker, vi alle er enige om, at vi godt må grine af – at hvis man omgås dem, så sætter man sig selv i samme bås. Derfor findes der desværre stadigvæk mobning både i skoler og på arbejdspladser. Er man først blevet dømt ude af fællesskabet, er det svært at komme ind igen, fordi ingen tør hjælpe. De er bange for at ende der, hvor det er dem, der bliver grint af – dem der er udenfor.

Så derfor er det bemærkelsesværdigt, at der findes fire modige mænd, der tør bære manden med de bløde knæ til Jesus. De var ligeglade med, hvad folkemængden mente om dem. De var ligeglade med forargelsen.

Og de kommer til huset, hvor Jesus er, hører vi, og kan ikke komme ind, fordi der er mange mennesker. Og så bugserer de båren op på det flade tag. Deroppe begynder de resolut at lave et hul i taget.

Neden for sidder Jesus med en masse mennesker omkring sig. Der er mørkt, støvet, varmt og tæt. De mange mennesker vil alle tæt på Jesus. De havde hørt om ham, og tilskyndet af de mange andre mennesker, har de alle villet tæt på. Hvem var han, hvad sagde han, var det rigtigt det, de hørt om ham?

Mens han sidder der og taler og lytter, begynder der at falde puds og snavs ned i hovedet på dem. Og som på en gråvejrsdag, gennemborer en solstråle pludselig mørket – de misser med øjnene og ser op, og med sikre bevægelser bliver hullet i loftet større. Hvilken vandalisme, hvilken frækhed – man kan næsten høre de tanker og den snak, der er gået i huset, mens de fire mænd har lavet hullet stort nok til at kunne sænke båren ned til Jesus.

Og så bliver manden sænket ned, og først da båren er i øjenhøjde med dem, kan de genkende ham.

Manden med de bløde knæ, ham vi griner af, ham vi ikke vil ses sammen med, ham der fortjener sin straf – tyrannen.

Men hvor folkemængden ser manden, der ikke fortjener Jesu opmærksomhed, så ser Jesus derimod deres tro. Han ser de fire mænds tro, der har fået dem til at trodse andres meninger og en folkemængde, og han ser manden med de bløde knæ, som måske også har fået en tro, mens mændene har båret ham nærmere og nærmere Jesus.

Og da Jesus ser det, vi andre ikke ser, siger han til manden på båren: ”Søn, dine synder tilgives dig.”

Det er KUN Gud, der kan tilgive synder. Ikke andre. Jesus sætter sig i Guds sted, og da er det, at det bliver for meget for de skriftkloge. Og de forarges over Jesus. Men de siger det ikke højt, de tænker det bare.

Men Jesus ved, at de tænker det. Han ved, at de tvivler på ham. Og da kommer han dem i forkøbet, som vi hører. Han spørger dem, hvad der er nemmest? Om det er nemmest at helbrede manden eller om det nemmest at tilgive hans synder.

Jesus lader dem ikke svare, for han vil vise dem, at han har myndighed her på jorden, så derfor siger han til manden: ”tag din båre og gå.”

Det svære var faktisk at sige, at dine synder er dig tilgivet, og det lette var at helbrede manden. Men de skriftkloge troede ikke på Jesus, før de fik det håndgribelige, målbare og synlige bevis.

Det var ikke nok, at høre hans ord – de skulle bruge et under.

Og først da priser de ham.

Manden med de bløde knæ, fik igen kraft i sine ben, og kunne rejse sig op. Faktisk fik han så meget af sin styrke igen, at han selv kunne bære sin båre. Han kunne gå derfra.

Men han gik derfra som et frit menneske.

Og det er fortællingens omdrejningspunkt. Han gik derfra som et frit menneske – han fik tilgivet sine synder.

Han skulle ikke mere bære rundt på alt, han havde gjort forkert mod andre, de gange, han havde såret eller misbrugt andres tillid. Han skulle ikke længere være et menneske, de andre kunne grine af – for han var fri. Han kunne nu nøjes med at bære sin egen båre ud fra huset.

Og han kunne tilmed gå ud gennem huset af døren – han blev sænket ned som en synder, og kunne gå derfra som et menneske.

Den forvandling er stor.

Den forvandling er der mange af dem, som møder Jesus, der oplever.

Tænk på enken, der mister sin eneste søn, men som Jesus opvækker – tænk på manden med vand i kroppen, som Jesus helbreder. Fortællinger vi har hørt de sidste søndage.

Når Jesus møder mennesker, sker der en forvandling. Og den forvandling får vi også.

Den er ikke kun forbeholdt de mennesker, vi hører om i Bibelen – den er også for os, til os.

Hver gang vi går til nadver, får vi synders forladelse. I nadveren bliver det bekræftet, det vi fik i dåben, nemlig lovningen på, at vi kan blive frie mennesker.

Alt det, der tynger os ned, alle de nederlag, vi har lidt, alle de gange, vi har fejlet og fordømt andre – alt det, der kan gøre livet hårdt at bære: alt det bliver vi tilgivet.

For vi er frie.

Og der i kan der ligge en forargelse. Ikke som en hemmelig fryd, men en reel forargelse over, at Jesus faktisk lover det til alle.

Han lover det til alle dem, som vi ikke bryder os om. Alle dem, der har grint af os. Alle dem, der har fået os til at føle os små og uværdige. Dem lover han, at han vil sætte fri.

Men når han kan love dem det, så kan han også love dig det.

Når Gud kan være god mod utaknemmelige og onde, som der står i Lukas evangeliet (Luk, 6, 35-36), så han kan også være det mod os – ja, og så kan vi også være det.

Evangeliet er den sande forargelse. Og kristendommen må rigtig gerne forarge. For Gud er faktisk god mod onde og utaknemmelige. Han er god mod dem, der overhovedet slet ikke på nogen måde fortjener det – ifølge vores standarder.

Det er ikke retfærdigt, men Gud er ikke retfærdig. Faktisk er han hamrende uretfærdig. Der er ingen bagatelgrænse for hvem, Gud vil have med at gøre. Hvem Jesus vil give sin opmærksomhed.

Og vi har den – altså Jesu opmærksomhed. Hver gang vi kalder på ham, så lytter han. Hver gang vi folder vores hænder, så lytter han. Hver gang vi græder, så er han der. Hver gang vi føler os ensomme og fortabte, så er han der.

Vi har hans opmærksomhed.

Det gode er, at vi ikke har behov for at kende fire modige mænd, der kan bære os til ham. Han kommer til os, lige hvor vi er.

Men vi kan alligevel lære en hel del af de modige mænd med tro. Den måde de fire mænd trodser andres dom på – den måde de kæmper og anstrenger sig på, for at bære manden op på taget og derefter laver det hul i taget. Den tro og det håb som de går til livet på. Ja, de har tro.

Og tro kan bære os langt. Den kan få os til at kæmpe for den svage, den der er uretfærdigt behandlet, den der er udenfor, den der er trådt under fode, den svage, den bange, den syge – og den som ingen under noget godt.

Vi skal lære af fire mænd, ikke fordi Gud elsker os mere af den grund, men fordi vi ikke kan andet end at åbne os op overfor andre, når vi møder Guds kærlighed og Guds tilgivelse. Det gør noget ved os, at vi kan få lov at gå herfra som frie mennesker – og ikke som syndere. Vi bliver tro-faste. Eller sagt med andre ord, så får vi troen.

Og hvad er tro andet end at opdage, at vi er dybt afhængige af at møde Jesu blik, og høre hans ord til os, når han stille hvisker til vore hjerter: Mit barn, dine synder er dig forladt.

Det ord lyder nu og altid til os. Min barn, dine synder er dig forladt.



Amen




Kirkebøn:

Gud

Vi kommer til dig med alt det vi bærer rundt på – alt det der tynger – alt det der gør livet svært. Og vi beder dig; tag vore byrder fra os, så vi kan rejse os op, og bevæge os frit i verden.

Tilgiv os når vi tænker grimt om andre, når vi sårer andre eller når vi kun tænker på os selv.

Vær med os, når vi ligger som lamme i vores eget liv, og giv os dit ord på, at vi kan magte livet.

Kære Gud

Vær med os, når livet er svært, når livet gør ondt eller når vi er trætte. Vær med de syge og dem der skal dø. Vær med dem der mangler frihed i livet – dem der mangler mad eller glæde. Vær med dem der har brug for dig. Vær med dem, der er forfulgte og giv dem et hjem, de kan kalde deres.

Vær med dem, der har magt her i verden. Giv dem fornuften og hjertet til at se, at det ikke nytter at puste sig op overfor hinanden, men at det nytter at snakke sammen – og at give hinanden muligheden for fredelig sameksistens.

Giv os som er din kirke her i Møllevange troen på, at det nytter, når vi bærer over med hinanden og bærer hinanden. Vær med din kirke over hele jorden.

Det beder vi om – det beder vi for.



Amen






Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.