Påskedag 2018

”Jesus er opstået.” ”Er han virkelig” hvisker den gamle kone med de gigtplagede hænder til sin nabo, der vender sig mod gadesælgeren, der kom forbi i samme sekund og som siger: ”nej, vel er han ej – han døde, og hans venner har bare svært ved at forstå det”.

Rygterne går. De breder sig som en steppebrand – ude af kontrol, og med vinden som bannerfører. Ord bliver givet fra den ene til den anden, og med det bliver de større, vildere og får hver gang en ny mening med sig.

Den ene tror, og den anden tør ikke. Og midt i det hele står håbet og dirrer. Håbet. Kan det passe, at han er opstået?

Ingen så det ske – opstandelsen. Men da Jesus døde var vi der alle sammen. Vi stod for foden af korset, og hørte ham kalde: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Han døde ikke med smil på læben over udsigten til Paradiset. Han døde i smerte og sorg. Og han døde, mens vi så på. Vi var fulde af afmagt og chok over, at døden er så fysisk og så konkret. Døden kan vi ikke tænke os til.

Enhver der har stået ved et sengeleje og holdt en døende i hånden ved, at døden er fysisk. Det sidste åndedrag, efterfulgt af den sidste udånding. Kroppen der bliver kold, og livet der siver ud. Døden er konkret og legemlig. Så ja, vi var helt med Langfredag. Vi ved, hvad døden er. Vi møder den.

Men lige så meget vi var med Langfredag, lige så lidt er vi med til opstandelsen. Stenen er rullet fra, da kvinderne kommer til gravhulen, og Jesus er der ikke mere. Der er en engel i hvide klæder, der sidder på stenen. Han siger, at Jesus er opstået. Han sætter rygtet i gang om Jesus.

Et rygte vi lever på den dag i dag. Vi lever og dør på ordet om, at opstandelsen også gælder dem, vi kender – også gælder mig.

Men det kan være svært at tro. Første gang jeg selv oplevede et menneske dø foran mig, blev jeg kastet ud i en troskrise. Jeg faldt ned i et mørke, hvor jeg ikke kunne mærke Gud, og hvor ordene om opstandelsen klingede hult. Jeg havde svært ved at tro. Jeg frygtede, at jeg havde ret, og at Gud ikke var til. Jeg frygtede, at der efter døden kun var tomhed og mørke. Jeg kan love jer, at det er en forfærdelig krise at komme ud i – ikke bare som præst, men også som menneske. Jeg var i mørket. Kunne ikke se andet end mørke og tomhed. Uendelig tomhed.

På mange måder var jeg i mellemrummet mellem Langfredag og påskedag. Jeg var der, hvor intet gav mening, og hvor jeg var så uendelig bange for, at Gud havde forladt mig.

Det er hårdt – men det er også livet. At være kristen er ikke det samme som at tro uden tvivl. Livet er fuld af tvivl. At være kristen er heller ikke det samme som stoisk at tage døden som den kommer, eller at være så forhippet på at komme i Paradis, at man ligefrem glæder sig til døden.

Jesus ville ikke selv dø – han bad natten mellem torsdag og fredag om at måtte slippe. Han var bange for at dø.

Livet er at leve også når man er anfægtet, bange, tvivlende og i afmagt. Det er dele af livet – også som kristen.

Og mørket er altså en del af livet, selvom det skræmmer os. For der sker så meget, der er ude af vores kontrol i mørket. Og mørket mødet vi også i evangelierne – særligt til påske. For det er i nattens mørke, at Jesus bliver forrådt og taget til fange. Det er i mørket, at disciplen Peter forråder Jesus tre gange. Og da Jesus dør Langfredag falder der mørke over jorden. Og vi møder også mørket i vores eget liv. Og måske særligt, når døden rammer vores liv.

Men som jeg læste i en bønnebog, jeg sad med den anden dag, og blev særligt opmærksom på var, at det også er i mørket, at englen Gabriel besøger hyrderne en julenat for at fortælle dem, at Jesusbarnet er født.

Det er netop i den mørke nat! Det bliver et symbol på, at Jesus kommer for at lyse op i mørket. For det er sådan med mørket, at det aldrig er helt mørkt.

Kan I huske, da I som børn skulle sove, og ens forældre slukkede lyset. Så lå man i det, der i første omgang var som et bælgravende mørke. Man kunne ikke se en hånd for sig. Men som øjnene vænnede sig lyset, så trådte konturerne langsomt frem, og man kunne igen se skabet, stolen, legetøjet – og det, der før var ukendt og skræmmende, blev igen det rum, man kendte så godt.

Det er et lidt naivt billede på, hvad der er sket med mørket – og hvad opstandelsen gør i vores liv.

For opstandelse er ikke bare en hændelse, vi håber sker med vores døde, men også en hændelse, der lyser tilbage på vores liv.

For ligeså voldsomt mørket kan være, ligeså sikkert er det, at morgenen gryer. Solen vender tilbage. Og det hører vi om i dag. At da det gryede kom Maria Magdalene og den anden Maria til graven. De kommer derud og jorden skælver, og da møder de en engel, der fortæller om opstandelsen.

Og kvinder møder faktisk også Jesus lige efter. Jesus viser sig for nogle få udvalgte indtil sin Himmelfart. I Matthæusevangeliet, som dagens tekst er fra, viser Jesus sig for kvinderne og de 11 disciple.

Det kunne man godt ønske sig – at se den opstandne Kristus. Men opstandelsen handler ikke om beviser; men om mening.

Hver dag siden opstandelsen er mærket af påsken. Opstandelsen lyser på vores liv, for Kristus er med os, og han giver os sit ord på, at hvor du før var svøbt i et tæppe af kold, hård jord, der er det nu Guds kærlige hænder, der holder dig. Han giver dig ikke alt det tilbage du har mistet, men han giver livet mening – både før og efter døden.

Døden er en realitet, men døden har ikke sidste ord. Mørket er brudt. Det er der mening i. Vi er simpelthen lovet, at Gud tager imod os, når døden afskærer os fra hinanden. Det kommer vi ikke til at se før den dag, det bliver os; men vi hører rygtet om det.

Rygter skal man ellers være varsomme med, fordi de så let kan formes som ler i hænderne på dem, der spreder dem. De er sjældent sande.

Men dette rygte er mere end bare et rygte. Det er ord, der er fulde af håb, og som løfter os op, når vi er faldet, åbner vores øjne i mørket, så vi langsomt kan se, at mørket ikke har al magt i verden og vi stadigvæk kan genkende vores liv, og så giver det os troen på livet tilbage.

Så ja, Jesus døde. Han døde og sorgen var massiv. Han døde og håbet forsvandt med ham. Men kun for en tid, fordi han den første dag i ugen, da det gryede, rejste sig fra sit leje og gik i forvejen for os.

Opstandelsen er lige her. Påsken har mærket alle dage. Mørket er brudt. Det er der mening i.

Amen



Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.





Salmevalg:
408: Nu ringer (I)
218: Krist stod op af døde (SL)
233: Jesus lever (FP)
222: opstanden er (EP)
235: Verdens igenfødelse, 236: Påskeblomst (Nadver)
828: Det er påske (U)

Skærtorsdag 2018

I fik alle tilbudt at få jeres fødder vasket inden I kom ind i kirken. Jeg skal lige høre – hvor mange af jer, takkede ja til tilbuddet?

Det er noget mærkeligt intimt ved at få sine fødder vasket. Man bliver næsten forlegen, når et menneske, tager fat om ens fødder, og højtideligt og nænsomt bader en. Man oplever virkelig, at det andet menneske tjener en. Og det kan være svært at tage imod.

Det syntes Jesu disciple også, da Jesus bøjede sig ned, og vaskede deres fødder. De blev beklemte.

Vi taler meget i kirken om at skal komme hinanden ved. Vi skal være noget for hinanden, hjælpe hinanden og elske hinanden; men når det kommer til den meget konkrete handling at få vasket sine fødder, så bliver det for meget. Det hænger dels sammen med, at vi mennesker er langt bedre til at give end til at modtage; men det hænger også sammen med, at handlingen faktisk bliver så håndgribelig – ja, nu er der jo ikke noget, der hedder fodgribelig, for så ville det have passet bedre – men det bliver altså så håndgribeligt, at vi vender os væk. Takke nej.

Jesu egne disciple gjorde akkurat det samme. De forsøgte at takke nej, da Jesus bøjede sig ned og ville vaske deres fødder. Det var selvfølgelig også selvsamme mand, som de havde forladt alt i deres liv for at følge. Det var ikke bare en fritidsbeskæftigelse at følge Jesus, men hele deres liv, så meget troede de på det, han sagde og gjorde. Jesus har været en autroitet for dem.

Så ja, det må have været så underligt for dem nu, at se Jesus bøje sig ned, tage fat om deres fødder og vaske dem. Men han gør det. Og det er noget helt særligt ved denne fodvask, for Jesus siger, at vi skal gentage den, ligesom vi skal med nadveren. Fodvaskningen er altså også et ritual, han giver dem. Det er ikke et ritual, som vi bruger så meget i den lutherske kirke, men den katolske gør, for en gang om året vasker paven faktisk sine kardinalers fødder.

Og det gør noget ved et menneske at være den, der vasker. Det gør en mere ydmyg at få lov at tjene et andet menneske ved at vaske deres fødder. Det er svært at fastholde hierarkier, når man vasker et andet menneskes fødder. Egentlig kunne man overveje om alle chefer og ledere en gang om året skal vaske fødderne på alle deres medarbejdere. Jeg tror de alle ville takke nej, netop fordi det vil svække hierarkiet.

Men det er også meningen. At svække hierarkiet og stille mennesker lige. Når vi ser på os selv med Guds øjne, så er det ikke vigtigt om den ene tjener mere end den anden, eller den tredje har mere ansvar på arbejde end den fjerde. Alle forskelle, alle ujævnheder bliver revet væk, og vi står tilbage som mennesker.

Derfor skal vi også lægge særligt mærke til, at det nu er netop Jesus, der bøjer sig ned, og vasker sine disciples fødder. Han stiller sig lige ved siden af dem som menneske, ja tilmed som tjener, og siger til dem, at hvis han ikke får lov at gøre dette for dem, så får ikke lod og del sammen med ham.

Jesu vil noget med os – vil sige os noget vigtigt. Nemlig at for at få del i Guds kærlighed skal vi forstå, at Gud er blevet menneske. Gud er et menneske ligesom os, og det at Gud er menneske, det gør noget ved vores forhold til Gud.

Gud blev menneske med hjerte, lever, nyrer, lunger, hænder, næse, øje, mund og fødder. Han er ligesom os. Han føler smerte, han får ondt i ryggen og hovedet, han græder, bliver vred, råber og elsker. Han gør alt det, som vi også gør. Han er menneske på vores vilkår.

Han er lige med os.

Kristendommen er en fysisk religion, og ikke bare en filosofisk tilgang til livet. Livet skal leves kristen, og ikke bare tænkes.

Derfor skulle I også selv i dag opleve, hvad det gør ved jer, når I får tilbud fodvask ved indgangen. Det bliver så tydeligt, at vi er kroppe, der kan røre ved hinanden og gå hinanden i møde.

Og vi kommer her i kirken skærtorsdag aften for at fylde vores maver, og mærke mæthed. Vi er kommet her for at være nær andre mennesker og mærke at vi sammen.

Joakim Stender, der er præst, siger i en artikel, at det kan være livsfarligt at gå i kirke, fordi man kan få evangeliet ind under huden. Og har man først det, så vil det ændre ens liv. Man vil sætte livet på spil ved at leve det for andre. https://www.kristendom.dk/gud-som-terapeut/stender-gud-er-blevet-b%C3%A5de-feminin-og-terapeut

Og han fortsætter og kritiserer, at mange går i kirke for at få det godt med dem selv – de går ikke i kirke for at få det godt med hverken Gud eller medmennesket. Og mange bliver tilmed irriterede, når der er andre i kirke, for så skal de forholde sig til larm, urolige mennesker og børn der larmer. For som han siger stærkt ironisk: ”Det er enormt forstyrrende at have medmennesker omkring sig, når man skal høre om næstekærligheden.”

Og han har jo ret – hvis vi gør kristendommen til noget, der ikke har med andre mennesker at gøre, så har vi heller ikke med kristendommen at gøre. Kristendommen, eller Gud, binder os til andre. Det kan ikke være anderledes. De besværlige, smaskende, snakkende andre.

Og ene og alene fordi, vi har godt at fællesskaber – fordi vi er skabt til fællesskab. Faktisk er det sådan, at der er lavet undersøgelser af, hvordan vores hjerner reagerer, hvis vi aldrig snakker med et andet menneske, og hjernens kemiske sammensætning ændrer sig, og vi bliver dårligere socialt. Det er en slags mindre skade på hjernen.

Heldigvis behøver man bare ET menneske, der taler til en engang imellem for at undgå det. Det er såmænd nok at komme i kirken en gang om ugen.

Og det er, hvad vi gør her – vi mødes i fællesskab, fordi vi tror, at fællesskabet gør noget ved os. Gør noget for os. Og det kræver helt fysisk af os, at vi tør møde hinandens blik, at vi tør række hånden ud mod en fremmede og sige goddag. Vi behøver altså ikke tilbyde hinanden fodvask, men kan nøjes med at bruge vores fødder til at gå hen mod hinanden. Vi kan mødes, spørge interesseret og blive en del af hinandens liv.

Måske kan vi give os selv den opgave, at vi en gang i løbet af den kommende uge, skal smile til et menneske som vi ikke kender. Altså forsøge at gøre afstanden mellem hinanden mindre. Et lille skridt mod et andet menneske, kan betyde en verden til forskel.

Det kan godt virke provokerende, eller være svært, fordi vi jo også er bange for at blive afvist. Men vi kan jo stille os selv det spørgsmål, om vi ville afvise et menneske, der smilte til os. Næppe. Vi ville nok blive glade og tage i mod det, så mon ikke den fremmede også vil tage imod vores smil?

Og skulle modet svigte, så kan vi altid folde vores hænder, og bede Kristus om at gå med os i mødet med hinanden.

Eller som forfatteren Susanne Heidemann skriver:

Der skal så lidt til

For at skabe glæde

For at give fornyet håb

For at give et varmt smil

For at give et varmt håndtryk

For at vise, at vi har brug for hinanden

For at vise jeg synes godt om dig

For at vi kommer hinanden nærmere



Sådan skriver hun. Der skal så lidt til. Der skal så lidt til af det, der er så vigtigt. Og når afstanden mellem os bliver mindre, når hierarkier falder og vi står foran hinanden, og bare er mennesker, da mærker vi det store, at Gudsriget er kommet os helt nært. Da har vi lod og del sammen med Kristus. Da har vi del i Guds nåde.

Et par fødder, der vender i retningen mod hinanden er nok. Der skal så lidt til.

Amen



Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.






Salmer:
100 Salmer, nr. 860: Vi finder fred i kirken

Når du samler os om bordet - af Holger Lissner

DDS 365: Guds kærlighed ej grænser ved

DDS 321: O Kristelighed i gendigtning

DDS: 787: Du som har tændt

Palmesøndag 2018

Dette billede hedder: A kiss of life. Livets kys. Det er taget i 1967 af Rocco Morabito. Randall G. Champion arbejdede oppe i ledningerne, og fik et stød, der gav ham hjertestop. Og kun hans sele forhindrede ham i at falde hele vejen ned. Hans kollega J. D. Thompson skyndte sig op til ham, og begyndte at give ham mund til mund. Han kunne ikke give ham hjertemassage, men fortsatte med at give mund til mund indtil han kunne mærke en svag puls, og fik ham derefter ned på jorden, hvorfra Randal G. Champion kom på hospitalet. Og han overlevede.

Livets kys – ja, billedet kunne ikke hedde andet.

Den ene holder den anden sine arme, deroppe under himlen, og trækker vejret for ham. Og på Champions taske ser endda vi aftegningen af et kors. Tilfældigt måske, men for os et symbol på, at vi er de mennesker, der falder i livet, og har brug for, ikke bare hinanden, men brug for Gud – brug for Kristus til at komme og blæse livet, håbet, kærligheden ind i os igen. Ham der holder os fast, så vi ikke falder.

Netop dette billede illustrerer begyndelsen på påsken.

Og det er begyndelsen på påskeugen i dag. Det begynder og ender i jubel og glæde; men derimellem er der vrede, svigt, forråelse, tortur, død, sorg og smerte. Alt det, der er modsætningerne til jubel og glæde.

Og måske derfor kan man også stå med en besk smag i munden i dag, hvor vi hører om indtoget i Jerusalem. Jesus, der rider på et ungt æsel ind i byen, og folkeskarerne hylder ham som konge. De er vilde af begejstring – de er fulde af forventning.

Og hvordan de om få dage vil vende ryggen til ham. Vil kræve at han skal dø, fremfor Barabbas. Alt det ved vi, der sidder her i dag, og derfor kan glæden forekomme forloren og svær at tage del i.

Vi forarges over den ødselhed som folkeskaren viser Jesus. Fordi vi ved, at den ikke holder ved.

Og netop vores reaktion på folkeskarens jubel, er ikke så meget anderledes end disciplenes reaktion på kvinden, vi hører om i evangeliet, da hun går hen til Jesus, og hælder olie over hans hoved. Salver ham.

De bliver også forarget over hendes ødselhed, og kan slet ikke tage del i den hengivelse, hun viser. De synes hun bør handle anderledes, være anderledes.

Vi ved faktisk ikke hvem kvinden er, for hun bliver aldrig præsenteret. Hun kunne være Maria, som vi hører om hun er i de andre evangelier, eller hun kunne være en af gadens piger, der har arbejdet sig til pengene, som hun har købt olien for. Hun kunne være hvem som helst.

Men hun er en kvinde, der kommer med en kostbar olie. Hun har valgt at bruge olien, ikke på sig selv, men på Jesus. Hun hylder Jesus, som også skaren hylder Jesus, da han rider ind i Jerusalem.

De hylder begge deres konge, der kommer til dem på hver deres måde.

Folkemængdens er så fyldt og dirrende med glæde. Jesus kom på et æsel, som konger dengang red på i fredstid – så han kom som deres konge, og viste dem, at nu er fredens tid begyndt.

Og kvidens hyldest er så intim, at vi næsten må rødme af blufærdighed over at være vidne til den. De sidder til bords, da hun kommer ind i huset, skrider hen til Jesus, bryder halsen af alabastakrukken, og hælder olien ud i en tynd stråle over ham. Salvede ham, som man salvede konger dengang. Hun viste dem, at her var deres konge.

Så hvorfor kan sådanne fantastiske begivenheder vække vores forargelse?

Vi forarges over kvinden, fordi hun bruger så umådelig mange penge på noget, der kunne være bedre brugt andetsteds. Vi forarges over, at hun udstiller sig selv og sin kærlighed til Jesus. Vi bliver lidt beklemte ved det, og har mest lyst til at kigge væk. Men kvinden skammer sig ikke, for hun ved, at hun blot giver kærligheden form og handling. Hun gør kærligheden levende og tydelig. Jovist olien er dyr, men det er blot penge. Handlingen er den kostbare. Hun er symbolet på det menneske, der er parat til at slippe alt for at være Gud nær.

Men vi forarges også over folkemængden. Fordi de så let glemmer deres tilbedelse, og vender sig mod Jesus. De burde skamme sig. Men det gør de ikke, for de ved jo ikke, hvad der venter de kommende dage. Lige i øjeblikket er deres konge kommet. Vi kan bedst lide mennesker, der står ved deres ord og deres holdninger. Står ved deres Gud. Men hverken folkemængden eller disciplene stod ved deres Herre. Hver og en krøb de udenom, da øjeblikket kom. Hver og en faldt de ned fra livet. De var hverken konsekvente eller standhaftige.

Men hver og en af dem blev alligevel grebet på trods af Gud. Hver og en af dem fik livets kys af livets Herre, som vi også ser det på billedet.

Gud kan nemlig bruge mennesker, som vi er, og ikke som vi bør være. Gud ved godt, at livet kan være svært, og vi har brug for hjælp. Han søger ikke perfekte troende mennesker – han søger bare mennesker.

Det er nåde. Det er barmhjertighed, som man kun kan finde den hos Gud. Gud finder vej til dem, der ikke fortjener det, dem der er forlorne, dem der er inkonsekvente og fortabte. Dem finder ham, og dem griber han. Hvem skulle han ellers gribe?

Palmesøndag er dagen for vores reaktion på Jesu komme. En dag fyldt med forventning, spænding, glæde, hengivenhed og kærlighed. Vi kender ikke dagen i morgen, og vi kender ikke vores egne svigt. Vi kan sværge, at vi altid vil gøre det gode, men vi ved ikke om vi kan holde ord. Og da er det, at vi hører, at når vi svigter, så bliver vi grebet alligevel. Når vores hjerter i overført betydning stopper med at banke for andre, og vi forarges over andre, svigter dem eller forråder dem, da bliver vi grebet, holdt fast og får livets kys indtil Gud igen kan mærke vores puls.

Vi er grebet.

Det er påskens budskab og påskens pant. Det er ordene, vi kan gå ind i påskens mørke med, velvidende at lyset venter på os i fremtiden.

Vi er grebet – vi får livets kys.




"Du som har dig selv mig givet, lad i dig mig elske livet, så for dig kun hjertet banker, så kun du i mine tanker er den dybe sammenhæng." DDS 192




Amen




Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

1. søndag i fasten 2018

Hvornår er livet godt?

Det spørgsmål sidder på rygraden af mange os, som en lakmusprøve på om det, vi gør lige nu, er en del af ”det gode liv.”

Vi skal kunne svare bekræftende på det, og hvis ikke, så skal vi videre, ud af vagten, nyt kapitel, ny begyndelse.

Hvornår er livet så godt?

Svarene bugner i ugeblade, på nettet og i artikler. Alt fra særlige diæter, til øvelser over mantraer. Sætninger vi kan klistre på et spejl og læse igen og igen. Det gode liv er indenfor rækkevidde, hvis vi blot anstrenger os. Men sikke en byrde at bære rundt på. Når livet ikke er godt, at det ens egen skyld, fordi man ikke anstrengte sig nok, og straks sender det en ind på yogamåtten igen med et glas afkog af grønkål, sennepsfrø og chia. Fordi så bliver livet godt.

Der ligger en kæmpe fornægtelse i den tilgang til livet. Vi nægter at indse, at livet til tider er opvask, vasketøj, madpakker, mælkekartonen der går hul på i posen på vej hjem, trælse beslutninger, konflikter og manglende selvværd. Livet er en masse hverdage, der skal leves. Men livet rummer en mulighed for at være godt, men så vi skal redefinerer, hvornår det er godt. Gør vi det, og tør vi tale om det gode liv i andre termer end individets lykkefølelse, så får vi et liv, der faktisk er godt – også i de perioder, hvor det er svært. Vi skal nemlig ikke gøre livet så enkelt, at alt, der ikke lige passer ind i vores lakmusprøve, bliver smidt ud. Livet har flere facetter end det. Og heldigvis.

Så spørgsmålet lyder igen; hvornår er livet godt?

Jeg så en TED-talk, der er små videoforedrag, som ligger gratis på nettet, hvor en kvinde talte om, hvorfor nogle mennesker bliver gamle. Og svaret var, at dem, der blev virkelig gamle, var dem, der så andre mennesker. Sad man først alene i sin lejlighed, så ville man visne og sygne hen. Men omgav man sig med mennesker, så ville de virke som vand på et frø, og man ville spir.

Der ligger en dyb visdom i det. Det er medmennesker, der bærer os igennem de perioder, hvor livet er hårdt.

Vi har brug for at have et menneske tæt på – eller vi har brug for at have en livsvogter. En person, der kan vogte over os og passe på os.

Ordet vogte er måske ikke så kendt, og særligt ikke herinde i byen. En vogter betyder her en der passer på en. En der, ligesom en gammeldags fårehyrde, sørger for, at man bliver ledt til de steder, hvor græsset er saftigt og grønt, hvor der er vand – og kommer der farer, så vil vogteren hjælpe en igennem.

Hvis jeg erstattede vogter med ordet ven, så ville billedet måske være nemmere at forstå. Vi har brug for en vogter – en ven.

Jesu omgav sig med venner – med disciple. Hans venner var ikke altid særlig gode. De holdt af Jesus, ja de elskede ham; men de svigtede ham, forrådte ham og frasagde sig al kendskab til ham. De var ikke særlig gode venner på den led, og de ville aldrig have bestå en lakmusprøve på det gode liv.

Og alligevel er det DEM som Jesus omgiver sig med. Dem, der er mennesker på godt og ondt.

Hele Bibelen er fyldt med sådanne fortællinger om mennesker, der set gennem vore moralske briller, falder igennem, men som set med Guds øjne får lov at få del i kærligheden og livet.

Det hele begynder med sådan en fortælling. De første mennesker, der bliver født af en kvinde – Kain og Abel. Abel vogter får, og Kain dyrker jorden. Tvillinger, var de. Måske var de tilmed enæggede og lignede hinanden – spejlede hinanden. De var to af samme begyndelse, men endte hver sit sted. Abel, der vogter og bliver velsignet – sikke en glæde han må have følt over sit gode liv. Og så Kain, hvis offer bliver afvist, og hans mark ligger gold og øde hen – sikke en misundelse og vrede.

Kains misundelse fylder i fortællingen. En misundelse og vrede der drev ham hen foran sin bror. Og der, mens kiggede på sit spejlbillede, slog han ham ihjel. Han kunne ikke unde sin bror mere, end han selv fik.

Men Gud opdagede det. Gud vidste det, og kaldte på Kain. Men Kain svarede: skal jeg vogte min bror? Et svar der er givet i forsvar og trods. Et svar han forventede at få et nej til.

Men svaret er ja. Ja, du skal vogte din bror. Ham der vogtede får, havde også brug for en, der vogtede over sig. ”Ingen kan frasige sig ansvaret for medmennesket”. (Det gamle testamente – på gudstjenestens vilkår, Kirsten Nielsen, 2003, s. 119).

Så Ja, Kain ansvaret var dit. Men selvom Kain ikke bestod, da han slog sin egen bror ihjel, så beskyttede Gud ham alligevel. Gav ham et Kainsmærke, så han kunne leve uden frygt for de andres domme. Han var beskyttet af Gud. Kain fik del i livet på trods. Kain fik lov at vende om.

Vi ved ikke, hvad Kain følte. Vi kan gætte. Men vi finder et andet spejlbillede på Kain i Simon Peter, Jesu højtelskede discipel.

Simon Peter kender vi som mennesket, der så gerne ville gøre det rigtige, men som også svigtede.

En aften i påsken gav Jesus Simon Peter en helt særlig opgave. Han samlede sine disciple omkring sig og gav dem noget at spise. Det var en aften mættet af betydning. Han gav dem brød og vin, og kaldte det for sit legeme og blod. Han bad dem gøre og gentage det ritual, han lige havde givet dem, for så ville han være hos dem, selvom han var langt væk. Jesus gav dem sig selv.

Og da aftenen var ved at være slut, sagde Jesus til Simon Peter: ”Når du engang vender om, så styrk dine brødre. ”

Når du engang vender om? Jesus vidste, at Simon Peter ville vende ham ryggen, når det gjaldt. Men han vidste også, at Simon Peter ville vende om igen.

Vejen til Gud kan man altid finde igen, også selvom man vender den ryggen. Det bliver aldrig for sent. Ja selv ikke efter et brodermord.

Og Jesu højtelskede disciple ville vende Jesus ryggen; men Simon Peter ville også vende om igen, og da skulle han styrke sine brødre. Han fik en opgave – en retning i livet – en ansvar. Han skulle vogte sine venner.

En opgave som man kan leve et helt liv på. Han skulle styrke sine venner med tålmodighed, udholdenhed og mod, så de kunne udbrede evangeliet. Simon Peter skulle være noget for nogen.

At være noget for nogen. Det er det, livet er. At være noget for nogen. At være i relation, samhørighed og fællesskab med andre. At vogte hinanden – ikke vogte på hinanden; men være hinandens hjælpere. Lede hinanden til grønt græs, til rindende vand. Vi får en retning i livet – en retning mod hinanden, som i virkeligheden samtidig er en retning mod Gud. På den vej, vi skal gå, handler det ikke om, hvorvidt vi kommer først eller sidst, om vi er hurtige eller langsomme. Det handler om at være på vejen. Gud skal nok sørge for at vi kommer i mål.

For det handler ikke om at leve et perfekt og uplettet liv som om livet var et projekt – det handler om at leve. Leve så godt vi kan, og være der for hinanden. Og selv de dage vi i spejlet kun ser et dårligt menneske, så ser Gud noget andet og mere. Han ser muligheder i os, og tiltro os det mest dyrebare han har; nemlig hinanden.

Så det gode liv fik vi, da vi blev født. Selv når det går den forkerte vej, når vi vender Gud ryggen eller hverdagen overhaler os indenom. Vi har fået livet, som vi har fået hinanden – Gud ske tak og lov.




Amen


Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.



Salmevalg:

896: Som hjorten der tørster (I)

698: Kain, hvor er din bror (SL)

609: Dybt fornedres skal enhver (FP)

260: Du satte dig selv (EP)

440: O Guds lam uskyldig (nadver)

849: Igen berørt (efter nadver)

336: Vor Gud han er så fast en borg (U)

Fastelavn 2018

Det larmer. Vi lever i en tid af larm. Der er støj allevegne. Radioen er tændt, fjernsynet kværner i baggrunden, de sociale medier sørger for at vi hele tiden er på, telefonen bimler og bilerne suser. Der er lyd og larm konstant.

Sådan er det at bo i byen. Der er sjældent helt stille. Verden larmer – og vi larmer. Mennesker larmer. Vi larmer med vores holdninger og meninger, som vi spytter ud allevegne. Det handler om at blive hørt. Og bliver man ikke hørt, råber man højere og højere indtil man har overdøvet de andres larm. Så er det kun ens egen larm tilbage.

Vi må for alt i verden ikke være stille.

For den, der får det sidste ord, har ret. Eller det passer jo ikke, men sådan kan man have en tendens til at tro det. Den der råber højest, har ret. Det handler om at blive hørt fremfor at høre.

Det paradoksale er bare, at vi har brug for at – ikke at blive hørt – men at blive lyttet til. Vi har brug for, at et andet menneske anstrenger sig og hører, hvad vi fortæller.

Jeg har lige været til et foredrag med vores kirkeminister Mette Borck, der talte om, at vi skulle øve os i, ikke at tale højere, men at lytte højere. Det er et fantastisk udtryk, at lytte højere. Al den energi, man normalt bruger på at spytte ord ud, kunne man bruge på at lytte.

Vi har brug for, at der en, der vender sit øre mod os. Det har vi allerede hørt én gang i dag. I den første læsning beder salmisten Gud om at vende sit øre mod ham. Han beder Gud om at ville lytte til hans ord.

Og salmisten beder netop om det, fordi den menneskelige erfaring er, at vi mennesker ikke altid er så gode til det med at lytte til hinanden. Og hvem har ikke prøvet, at tale med en, der havde mere travlt med at lave alt muligt andet end at høre, hvad man siger? Den erfaring har vi alle. Ja, og nogle gange er det jo en selv, der ikke lytter efter. Og frygten er derfor, at Gud heller ikke lytter, så derfor beder salmisten om Guds øre.

Ja, Selv Jesu egne disciple hørte ikke altid, hvad Jesus sagde. Nogle gange var ordene skjulte for dem, og andre gange var de så indkrogede i deres eget, at de ikke hørte efter. Det har altid været en trøst for mig, at selv de mennesker, der har været Jesu nærmest, set hans undere og mærket hans kærlighed, selv de forstod ikke altid. Selv de lyttede ikke altid.

Og det er en del af menneskelivets vilkår. Vi hører ikke altid efter, og der er så meget, vi ikke forstår. Heller ikke om vores eget liv. Eller Gud. Livet kan være som en gåde for os. Vi ser det kun i brudstykker. Som om livet bare et spejlbillede, man kiggede igennem. Vi fornemmer, at der er noget mere at sige om livet, end det vi kan sanse og tænke os til. Ja, livet er en gåde. En gåde der en dag, vil komme et svar på.

Det paradoksale er, at vi kender svaret, men vi forstår ikke dets fulde betydning og omfang. Svaret på livet er ikke overraskende: kærlighed; men hvor vidtrækkende kærligheden er, kan vi ikke altid høre.

Men Gud hører den. Gud alene forstår omfanget af kærligheden. Han er jo selve kærligheden – kilden hvor kærligheden springer fra. Og derfor kan han også genkende den i verden. Han kan høre den, når den får lov at løbe gennem vores liv. Han ser kærligheden og hører den også i vores bønner. Han kan genkende den gennem vores kakofoni af ord, holdninger og meninger.

Han lytter. Selv en blind tigger ved vejsiden hører han. Han lytter. Og når man lytter til et andet menneske – sådan rigtig lytter – så opdager man, at man faktisk også ser det menneske, man står overfor. Sådan lytter Jesus til os. Lytter så højt, at han ser os.

Og tiggeren i dagens evangelium bliver både hørt og set. Og det selvom tiggeren faktisk blev truet til tavshed. Nogle mennesker fra skaren, der fulgte Jesu, bad nemlig tiggeren om at holde mund, så Jesus kunne komme til og gå forbi. Men kærligheden går aldrig forbi. Kærligheden lytter, når der bliver kaldt på den. Det er næstekærlighed.

Næstekærligheden er vel en slags varemærke for kristendommen. De fleste ved, at kristendommen har noget at gøre med næstekærlighed. Og faktisk er næstekærlighed blevet et så almindeligt fænomen, at vi efterhånden finder det alle steder. Det er blevet så almindeligt i vores samfund, at vi faktisk tror, at det stammer derfra. Eller i al stammer fra os selv.

Vi glemmer helt det provokerende og radikale i næstekærligheden. Den har ikke altid været naturlig. Faktisk har den været så langt fra vores måde at være sammen på, at det har været almindelig accepteret, at man ikke hjalp alle. Nogle mennesker behøvede man end ikke værdige et blik.

Måske en tendens der er ved at vende tilbage.

Men hvorom alting er, så har buddet om næstekærlighed været et så provokerende budskab, at man blev nødt til at slå Jesus ihjel. Han skulle hånes, mishandles, spyttes på, piskes og til sidst dø, fordi han sagde til folk, at de skulle elske hinanden. Ja, ikke bare hinanden, men også deres fjender, de syge, de lamme, de fremmede og de udstødte. Hans ord slog han ihjel.

Det kostede ham livet at elske.

Og vi skal i dag også mindes om, at kærligheden er SÅ radikal. Den rækker ikke bare til dem, der fortjener den, men er for alle. Også dem, der har gjort os ondt. Dem der tror på noget andet. Dem der ser anderledes ud end os. Dem der er besværlige. Dem der larmer, overdøver os og truer os til tavshed. Dem skal vi elske.

De ord har vi alle sammen hørt i kirken før, men vores opgave er, at lytte højt til dem. Vi skal forsøge at gå i Jesu fodspor og hjælpe der, hvor der bliver kaldt. Også når der bliver kaldt fra egne af vores tilværelse, hvor vi ikke bryder os om at gå hen. Vi skal ikke undskylde os fra kærligheden. Vi skal heller ikke flygte fra den. Vi skal heller ikke lade den ligge, fordi vi tror den stresser os. Det gør den ikke.

Hvis vi vender os mod kærligheden, og ikke bort fra den, vil vi opdage, at den giver os overskud, glæde og nærvær. Vi er Guds hænder og fødder i verden. Vi skal gå hinanden i møde og favne hinanden. Vi skal lytte højt til hinanden – vi skal få øje på hinanden.

Vi skal simpelthen turde gå livets vej – kærligheden vej, fordi Jesus går den med os.

Denne opfordring til at gå med kærligheden, kan vi kun imødekomme fordi Gud først lytter til os, og ser os. Fordi vi selv bliver mødt, kan vi møde hinanden. Fordi vi selv bliver elsket, kan vi elske hinanden.

Vi er som tiggeren, Jesus får øje på. Og vi behøver ikke engang råbe, for enhver bøn er som et råb, hvor tyst den end bliver bedt. Han skal nok se os. Han skal nok høre os.

Så når vi til denne gudstjeneste synger og beder: Herre, forbarm dig over os. Så gør vi det i en tryghed og vished om, at vi bliver hørt.

Herre, forbarm dig over os. Og det gjorde han så.

Amen







Kirkebøn:






Gennem gråvejr, blæst og sne, kommer vi til dig med åbne arme. Vi har mest lyst til at favne os selv i denne kulde, men hjælp os til at åbne os op, så vi kan dele varmen.

Derfor beder vi dig om, at du må give os din kærlighed i vores favn, så vi kan gå herfra med åben pande, med frimodighed og styrke til at møde andre.

Vi beder dig om, at du må dele din kærlighed ud i verden med rund hånd, så vi sammen kan gøre livet mere tåleligt for alle.

Vi beder for dem, der kæmper med livet – hvad enten de er syge eller bange. Lad dem mærke, at du er med dem på vejen.

Vi beder for dem, der er ensomme eller fortvivlede. Læg din hånd om dem, så de kan trække vejret roligt og trygt.

Vi beder for dem, der flygter, mangler mad eller hjemland. Lad dem finde en oase i livet.

Vi beder for dem, der er udsat for vold, både psykisk og fysisk. Giv dem styrke til at gå hen til det sted, hvor de kan være frie. Og lad dem møde de mennesker, der kan hjælpe dem med det.

Vi beder for de hjemløse, der fryser i denne tid. Giv dem udholdenhed og lad dem møde næstekærlighed.

Og giv os troen på, at selv et lille bitte skridt ad kærlighedens vejen – er et stort skridt for dig Gud.

Vi beder for dem, vi har glemt at bede for. Forbarm dig over os.

Amen





Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.



Salmevalg:



826: Guds nåde er en vintergæk (I)

878: Jeg fryser i mit verdensskrud (SL)

172: Se vi går op til Jerusalem (FP)



164: Øjne I var lykkelige (EP)

440: O Guds lam uskyldig (Nadver)

849: Igen berørt (Nadver)

173: Et vidste han om vejen (U)

Nytår 2017, Lokalcentergudstjeneste

Denne dag er to dage i en. Egentlig er det Julesøndag, men det er også nytårsaftensdag. På en måde så fanger dagen os mellem to forskellige måder at se verden på.

Den evangelietekst, der egentlig hører hjemme på denne julesøndag er fortsættelsen af, hvad der skete efter Jesu fødsel. Kong Herodes beordrer, at alle drenge på to år og under skal slås ihjel. Og derfor flygter Maria og Josef sammen med deres lille nyfødte barn til Egypten, hvor de bor indtil Kong Herodes dør.

Julesøndag handler altså om mordet på en masse børn. Børn der måtte lade deres liv, fordi Kærligheden var kommet til verden.

Kærligheden har altid haft en provokerende indflydelse på ondskaben. Men hvor ondskabet er blevet provokeret, har kærligheden altid insisteret tilbage.

Og menneskets historie er fyldt med sådanne billeder, som har bidt sig fast, og som har fået os til at insistere på kærligheden. Tænk bare på: En lille pige, der løber væk i smerte fra en napalm bombe, får verden til at gispe efter vejret og insisterer på fred.

Eller: En bil forulykket i Paris med en prinsesse dødende på bagsædet, får verden til at insistere på menneskets ukrænkelighed.

Og der er massevis af andre billeder på vores nethinde, der har ændret verden: Martin Luther King, der bliver myrdet eller billedet af druknede børn på stranden efter de er flygtet fra de voksnes krig.

Der findes øjeblikke, hvor vi stopper op i vores liv, og mærker med hele vores krop, at vi er på vej i den forkerte retning, og nu må det stoppe. Nu må kærligheden tage over.

Uagtet politisk overbevisning, etnicitet, tro eller påklædning. Nogle gange må kærligheden tage over.

Man kan sige, at mennesket lever i to verdener. Den verden, hvor vi laver love og regler, og hvor vores rettigheder ligger. Den anden verden er livets verden, hvor kærligheden er. Den ene er rammen og den andet er livet. De skal begge være der – vi lever i begge. Men når den ene tager for meget over, så mister vi balancen.

Hvis vi kræver vores rettigheder så meget, at det går ud over andre mennesker, så vi sender mennesker bort, der er på flugt, som Jesus selv var det med sine forældre, så er det, at vi er holdt op med at leve i livsverdenen, og kun kræver vores ret.

Så må kærligheden insistere.

Det er det kristne budskab. Kærligheden skal høres, hvor hjertet har lukket sig for lyden af medmenneskets råb om hjælp.

Det pudsige er, at vi ofte tror, at når mennesker råber på hjælp, så skal vi prioritere i det. At det er et enten eller. Men sådan er kristendommen altså ikke skruet sammen. Vi skal ikke enten hjælpe den ene eller den anden. Vi skal hjælpe alle. Det kan være, at det i lovenes verden er svært at få til at gå op på finansloven; men vi skal som medmennesker hjælper, hvor der bliver råbt op.

Det kan være provokerende for nogle, når kirkens folk taler sådan, for det lyder politisk. Det er det på en måde også. Men det handler ikke om, hvilket parti, man stemmer på; men på hvordan man er menneske i samfundet. Og det har en politisk klang. Men det er funderet i troen.

Luther sagde om troen, at den ville give sig spontant udslag i gode gerninger. Det betyder, at når man får troen, så kan man ikke gøre andet end at handle godt mod andre.

Jeg kan have svært ved at forstå dem, der prøver at argumentere mod, at vi skal behandle hinanden godt. Vi er ikke som små kong Herodeser, der af frygt slår livet, glæden og kærligheden ihjel omkring os. Eller det skal vi ikke være.

Vi skal lade kærligheden opfylde os.

Det er julesøndagens budskab. Men i dag er jo også Nytårsaftensdag, og derfor fik i evangeliet til nytårsdag. Det sted, hvor Jesus giver os fadervor.

Noget af det første, vi beder om i fadervor er, at Guds vilje vil ske på jorden. Vi begynder med at bede om, at Guds kærlighed – Guds nåde – må blive en virkelighed her på jorden. Fuldstændig ligesom budskabet til julesøndag.

Fadervor er en stærk bøn, fordi vi beder den fælles. Vi beder med fællesskabet som udgangspunkt om, at kærligheden vil vokse på jorden. At den vil blive levende mellem os.

Så på sin vis, hænger Julesøndagens tekst og nytårets tekst sammen. Men hvor Julesøndagen har sit springbræt i tragedien, har Nytårsdag det i roen. Den ro man kan finde, når man beder og når man beder sammen.

Fadervor har sin store styrke i, at man altid siger vi i bønnen. Man beder altid i flertal, også selv om man er hjemme alene og beder den. Vi beder den aldrig alene, for Jesus beder med på bønnen.

Vi er altid i et fællesskab med ham, og med hinanden. Også når vi ikke kan mærke det, eller tror vi er glemt af Gud. Det er vi ikke. Det bekræfter fadervor for os.

Derfor er bønnen så stærk for vores hjerter. Fadervor er den bøn, der kan få os til stoppe op, og mærke om kærligheden har førstepladsen i vores liv eller der er noget andet, der fylder. Det er der tit.

Men en bøn, nogle ord og sammenfoldede hænder; og vi kan mærke, at kærligheden er på vej ind i vores liv. Så stærk er kærligheden, så meget insisterer den på at være en del af vores liv.

Det er håbefulde ord til årets sidste dag – kærligheden er med dig.

Hvad end 2018 må bringe os, hvordan det end vil gå os, så må vi tro og håbe, at kærligheden vil vinde, om den så har springbræt i tragedien eller i roen.



Amen

Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

Nytår 2017

Tiden
Vi har tolv ure i huset
alligevel slår tiden ikke til.
Man går ud i sit køkken
henter kakaomælk til sin spinkle søn
men når man vender tilbage
er han blevet for gammel til kakaomælk
kræver øl, piger og revolution
Man må udnytte tiden, mens man har den
Ens datter kommer hjem fra skole
går ud for at hinke
kommer ind lidt efter
og spør om man vil passe den lille
mens hun og manden går i teatret
og mens de er i teatret
rykker den lille med noget besvær
op i 3. G.
Man må udnytte tiden, mens man har den
Man fotograferer sin hidtil unge hustru
med blodrigt sigøjnertørklæde,
men næppe er billedet fremkaldt
før hun forkynder at det så småt
er hendes tur til at få folkepension
så sagte vågner enken i hende
Man vil gerne udnytte tiden,
men den blir væk hele tiden
hvor blir den af
har den nogensinde været der
har man brugt for megen tid
på at trække tiden ud
Man må benytte tiden i tide
flakke om en tid uden tid og sted
og når tiden er inde
ringe hjem og høre
"De har kaldt 95949392?
Der er ingen abonnent på det nummer"
Klik


Sådan lyder Benny Andersens digt om tiden, der flyver afsted.

Ja, tiden flyver. Smuldrer mellem vores hænder. Min far sagde til mig, dengang han fyldte 60 år, at jeg skulle huske at leve, for tiden går stærkt. Det gør den også, men mens man er barn, flyver tiden bestemt ikke. Der snegler den sig afsted. Hver dag er som en evighed, mens man leger, fordyber sig i øjeblikket, og ingen bekymringer har. Men som alderen lægger år på år, bliver dagene kortere, året som et øjeblik, og man hører sig selv sige, at så blev det jul og nytår igen. Og man undskylder sig med at tiden flyver, når man glemmer at ringe til sin gamle moster.

Og nu er det såmænd nytår….igen. 365 dage er gået siden sidst. Det har været forår, sommer, efterår, og nu står vi midt i vinteren. Der har været fejret fødselsdage, runde dag, mærkedage. Vi er glade gået ind i kirken, og nogle af os er også tynget af sorg gået herfra efter en kiste. Året har givet og taget.

Og nu fejrer vi det nye år.

Det nye, ubrugte år der ligger foran os. Klar til at bruge af. Bruge af?

Vi har i mange år i Danmark talt om, at vi er et forbrugersamfund. Når noget går i stykker, så køber vi noget nyt. Da jeg var barn kom tv’et til reparation, hvis det gik i stykker, i dag kommer til det storskrald. Vi bruger, forbruger af det nye. Vi elsker det nye. Derfor burde nytåret – det nye år, også give os et sug i maven af forventning. Tænk sig at få en gnistrende, helt ny og ubrugt år i gave her ved midnat.

Men at noget er nyt, er ikke i sig selv en kvalitet. Det er hvordan vi bruger det nye, hvad vi lægger i det, der giver det kvalitet.

På facebook har der her sidst på året kørt en reklame for venskaber, hvori der står, at tiden ikke handler om, hvordan man bruger den, men hvem man bruger den med.

Engang imellem kan man finde guldkorn de særeste steder, og her var det på facebook. Det nye år handler ikke kun om, hvordan vi bruger det, men i højere grad om hvem vi bruger det med.

Livet handler om, hvem vi omgiver os med, og ikke om vores liv er en succes og hvor meget vi tjener om året. Livet handler om mennesker. Mennesker er i centrum, og det er vi også, når Gud fortæller sin fortælling. Så handler det om os.

I skabelsesberetningen hører vi, at Gud skaber mennesker, men også alt omkring os. Han skaber naturen med dyr, planter og planeter og så skaber han os. Os mennesker. Og i sit skaberværk lægger han muligheder til os. Det er muligheder, som vi mennesker kan udforske. Og det har vi gjort – vi har sejlet på verdenshavene, fløjet til månen, opfundet mobiltelefonen og iPad en. Vi har med andre ord erobret verden. Men vi har også brugt af og misbrugt verdens ressourcer. Vi har ført verdenskrige og forurenet.

Ja, der er altid to sider af en mønt. To fortællinger. Den ene handler om, at vi mennesker har grebet livets muligheder og fået det absolut bedste ud af det – den anden handler om, at vi har misbrugt selvsamme muligheder.

Og hvorfor misbruger vi? Fordi vi kommer til at sætte os selv i centrum for universet, og der sker noget med os, når vi gør det. Vi glemmer simpelthen perspektivet ved livet, når vi ikke ser længere end vores egen næsetip. Vi glemmer, at der følger ansvar med mulighederne, og så glemmer vi hinanden. Vi bliver så effektive, at vi smider de mennesker på storskrald, der ikke lige passer ind i kasse, eller som ikke yder nok. Vi glemmer, at både livet og fællesskabet er en gave vi skal passe på.

Helt fra begyndelsen har Gud givet til os mennesker. Han gav os først livet, så gav han os verden, så fik vi hinanden, og da vi alligevel ikke kunne klare os helt alene, så gav han os sin søn. Vi har fået alt det, Gud har – vi har fået hans kærlighed.

Det skal vi til tider minde os selv om, og derfor kommer vi her i kirken. For her hører vi om og synger om den kærlighed, som Gud rækker til os.

Vi beder også om den – hver gang vi beder fadervor, så beder vi om, at Guds gaver må blive ved med at blive rakt os.

Fadervor er en hjertebøn. Vi beder den sammen højt, og vi kan den udenad. Egentlig burde vi bede den helt langsomt. Så langsomt, at vi fik tid til at smage, reflektere og meditere over hver evig eneste sætning. For bønnen er så mættet, at vi ikke altid fanger hver nuance. Det behøver vi ikke i forhold til Gud, for han ved godt, hvad vi beder om og længes efter uden vi bruger ord; men for vores egen skyld, fordi bønnen gør os godt. Den er god for vores hjerter.

I fadervor beder vi om, at Gud vilje må blive virkelighed på jorden. Og det Gud vil, er kærlighed. Vi beder om det daglige brød. Både det, der mætter maven, men også det brød, der kommer som ord, der mætter sjælen. Vi beder Gud om at tilgive os vores synd, så vi kan tilgive dem, der gør os ondt. Tilgivelse er vigtigt, så vi ikke lever i en verden af vendetta og hævn. Vi skal slippe det, der skiller os mennesker ad, så derfor er tilgivelse så vigtig, så vi kan nærme os hinanden.

Men det mest bemærkelsesværdige ved fadervor er, at vi beder den i flertal. Vi siger vi. Der bliver slet ikke sagt jeg. Og selv hvis man er alene, og beder fadervor, så siger man også vi. For bønnen skal minde os om, at vi allerede er i et fællesskab, også når vi føler os alene eller bare er alene. Vi er i et fællesskab med hinanden og med Gud.

Fadervor bliver den bøn, der retter os ud, så vi bliver opmærksomme på Gud og hinanden. Vi er allerede i et fællesskab. Et fællesskab af mennesker, hvor det ikke er vigtigt om du er særlig dygtig til et eller andet, eller hvor meget efteruddannelse du har, eller hvor mange 12-taller du har fået eller ikke fået til eksamen. Fællesskabet er du med i, fordi du er dig.

Tiden handler ikke om, hvordan vi bruger den, men hvem vi bruger den med – og vi skal bruge den med hinanden.

Men det kan forekomme svært, særligt når livet jager forbi os i et hæsblæsende tempo. Tiden er desværre også blevet et produkt, vi kan forbruge af. Noget vi kan organisere, så derfor findes der et utal af bøger, der skal hjælpe os til at få flere timer ud af et døgn på blot 24 af slagsen.

Tid er en forbrugsvare.

Men sådan er den slet ikke tænkt fra begyndelsen. Det var ikke meningen, at tiden bare skulle forbruges. Hvis vi tør smide den tanke fra os, at vi skal udnytte tiden, og derimod ser den som en gave, så bliver ikke bare tiden, men også livet faktisk større.

Tiden er noget, vi får. En gave, der strømmer mod os hver evig eneste morgen. Man kan sammenligne den med bølgerne på en strand, der ruller ind mod kysten. Tiden kommer til os – den er ikke en forbrugsvarer, men en gave. En gave vi skal takke for. Hver evig eneste dag, vi fik – og hver evig eneste dag, vi vågnede op. Tider skal komme, tider skal henrulle, som vi synger i Dejlig er jorden. Tiden er en gave, og som ved enhver gave skylder vi en tak.

Derfor begynder langt de fleste bønner her i kirken altid med en tak til Gud. Fordi vi takker for alt det, vi får.

Og det er også en fin måde at begynde det nye år på. Tak fordi Gud giver os året at bruge af, tiden der kommer mod os hver dag, hinanden som vi leve med og kærligheden som vi kan dele.

Lad 2018 være et år med fokus på fællesskabet, den gave livet og tiden er, og lad os bruge tiden med hinanden fremfor bare at bruge af tiden.

Må Guds velsignelse være med jer i året, der kommer.



Amen

Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.