Trinitatis søndag 2018

At skulle livet kan være svært. Og omstændigheder kan gøre det næsten umuligt. Man kan tvivle på fremtiden. Ja, tvivle på det liv, man står i lige nu og her.

Det oplevede Paul Wittgenstein. Han var bror til Ludvig Wittgensten, der var en berømt filosof. Men Paul Wittgenstein blev også berømt, men for noget ganske andet.

Paul var en meget talentfuld pianist, der havde sin debutkoncert i 1913, som han fik store roser for. Men året efter brød 1. verdenskrig ud, og han blev indkaldt til militærtjeneste. Der skete det forfærdelige for en pianist, at han blev skudt i sin højre albuen, og derefter taget til fange af russerne og sendt til Sibirien. Der var skaderne på hans arm så omfattende, at han fik amputeret armen.

Men Paul gav ikke op. Han ville bruge sin venstre hånd til at spille med, og derfor kontaktede han forskellige komponister, som han fik til at arrangere stykker til ham skrevet for kun venstre hånd.

Og det lykkedes faktisk Paul at lære kun at bruge sin venstre hånd, og at skabe musik med den.

Senere kom Paul Wittgenstein til USA, hvor han døde i 1946. Et liv fyldt med krige og forfærdelse, men også et liv med musik, vilje og liv. Skygge og sol. Han levede et liv med musik på trods af sin manglende arm. Man kan næsten sige, at han gjorde det umulige, men så alligevel ikke.

Paul ender med at blive kejthåndet. Kejtet betyder egentlig skæv. Så når man bruger venstre hånd, er der noget skævt på færde – noget, der burde være anderledes. Vi kender det også fra det, vi kalder for venstrehåndsarbejde, som er et stykke sjusket arbejde. Det er den højre hånd, der er den rigtige. Ja, før i tiden tvang man ligefrem skolebørn til at skrive med højre hånd, selvom de var venstrehåndede. Den højre var den dominerende og dermed den korrekte.

Men i denne fortælling om Paul Wittgenstein ser vi, at det som er kejtet eller venstrehåndsarbejde kan blive til noget stort. Det handler ikke om vores forudsætninger til at begynde med, men om at noget stort netop kan opstå på trods. Eller trods tvivl.

Disciplene i dagens evangelium tvivler også. Fordi det er hvad livet gør ved os – får os til at tvivle. Tvile på om vi nu magter den opgave, livet også er. Tvivle på om det, vi tror, kan bære, når det gælder. Det er ganske naturligt at tvivle. Tvivle på om jeg lille menneske kan holde til livet.

Og selvfølgelig tvivlede disciplene også, for de var ganske almindelige mennesker som dig og mig. Det er jo ikke underligt, at de tvivlede.

Men vi skal altid se tvivlen i troens lys. Hvis vi ikke gør det, så ender vi i ingenting – i nihilismen. Der er der mange, der er endt, og underligt nok stædig står fast. Som om dette ingenting har nået deres hjerter, og ætset håbet væk. Alt mister betydning i intetheden. For hvis intet er, har intet heller mening – heller ikke menneskelivet.

Så tvivlen skal ses i troens lys. Troen er håbet om, at der en forbindelse mellem himmel og jord, også når vi tvivler. Den forbindelse er dåben.

Dåben er en gave. Dåben har den særlige karakter, at man ikke kan døbe sig selv. Man kan give sig selv nadver, altså brød og vin; men man kan altså ikke døbe sig selv. Man bliver altid døbt – af et andet menneske. Ja, ikke engang Jesus kunne døbe sig selv, men blev også døbt af et andet menneske.
 Og dermed bliver det så tydeligt, at dåben er en dåb til fællesskab.

Man bliver døbt ind i en historie, hvor ens forældre og deres forældre før dem, er blevet båret til døbefonten og døbt. Man er en del af en slægt. Men man bliver også døbt ind i et fællesskab i menigheden. Her rejser vi os for det lille barn, når det bliver båret ind i kirken af trætte og stolte forældre. Vi rejser os i ærbødighed og som en velkomst til det lille menneske, der har livet liggende foran sig. For det lille menneske er jo ikke alene i verden, men har, uden overhovedet at gøre sig fortjent til det, fået en plads i vores fællesskab. Fordi det slet og ret ikke handler om, hvad man kan, men om, at enhver er velkommen.

Og så er dåben et fællesskab med Gud – med Kristus og med Helligånden. Jesus siger, at han vil være med os alle dage indtil verdens ende. Vi er ikke alene i dette liv, hvordan livet så end går for os.

Vi opdrager i dag vores børn til at være selvstændige. Det gør min mand og jeg også. Vi ønsker, at vores barn skal træffe fornuftige og gode valg, der også klinger med hans indre. Han skal gøre det, han brænder for. Jeg vil ikke træffe livets valg for ham, men tilskynder ham, at han skal kunne træffe dem selv. Og alligevel lod vi ham døbe. Det valg skulle han ikke træffe selv.

For selvom selvstændighed bliver sat højt i vores kultur, så er det altid det, vi får givet, der har størst betydning for os. Det er gaven, der åbner vores liv. Og dåben er en gave. I dåben får vi tilgivelsen. Der bliver altså givet noget til – ikke bare til os – men til vores liv. Noget ekstra som vi ikke kan selv kan skabe. Vi får nåden og ånden. Vi får nåden, som er Guds ubetingede kærlighed til os mennesker. Den kommer i form af syndernes forladelse. At lige meget hvad vi gør, og hvor meget vi kan træde ved siden af, så forlades de synder os. Det er aldrig sjovt at blive forladt; men her giver det mening. For synderne bliver tilbage, mens vi får lov at fortsætte i vores liv. Det giver Gud os, så vi ikke behøver gå med tyngden af alt det, vi gjorde, der sårede andre på vores skuldre. Vi kan gå frit.


Og så får vi ånden i dåben, som er Guds levende, vilde, stille, eftertænksomme, pulserende, brændende ånd. Den er som vinden, og er her hele tiden. Nogle gange blæser den i os, så vi bliver rykket med, og andre gange er den så stille, at vi ikke mærker den; men der er der hele tiden.

Dåben er dåb med vand og ånd. Vi bliver genfødt, siger vi. Vi skal ikke bare fødes af vores mor, men vi bliver født igen af ånden. Uden smerte, uden trængsler, men født af kærlighed.

Dåben er en gave. En forbindelse mellem himmel og jord. Himlen spejles i vandet, og vandet lander på barnet, og sammen er Guds ånd helt nær og omslutter med kærlighed.

Vi er ikke alene.

Det løfte får disciplene i dagens evangelium. Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende, siger Jesus til dem, mens han sender dem ud i verden for at fortælle om troen. Fortæl dem om mig, siger Jesus. Fortæl dem om kærlighedens magt, for Jesus har den magt i himlen og på jorden.

De bliver sendt ud i verden med kærlighed, med nåde og ånd. Men det var ikke kun disciplene, der fik den opgave. Den opgave har alle døbte. Derfor lyder dagens evangelium også til alle barnedåb i kirken. Vi skal dele kærligheden.

Se, nu er tvivlen igen vores, for hvordan skal jeg gøre det. Men her er vi som Poul Wittgenstein, der kan føle, at vi har fået højre hånd amputeret. Hvad ved jeg om tro, kan man tænke? Men med netop dette spørgsmål er det største skridt allerede taget. Vi er alle teologer, idet vi begynder at tale om tro. Det er ikke forbeholdt præsten. Heldigvis.

Og ligesom Poul, der endte med at spille med venstre hånd, så bliver vi altså sendt ud i verden i den tillid, at vi kan magte opgave. Vi bliver sendt ud trods vores tvivl. Vi bliver sendt ud selvom ikke altid føler, at vi er de bedste repræsentanter for den Lutherske evangeliske kirke, som folkekirken er.

Men netop her står vi ved noget væsentligt. For det handler ikke om at gøre reklame for en forening, men om at gå ud i verden og tale tro. Vi skal ikke lukke os inde i smukke rum, og tro at troen kun hører hjemme her. Den hører derimod hjemme i vores liv – i vores hverdag, og i de fællesskaber vi kommer i.

Jeg talte den anden dag med en skøn kvinde, jeg kender, der sagde, at tro er en privatsag. Jeg er for så vidt enig, men jeg vil hellere sige, at tro er personlig; men langtfra privat. Den skal nemlig deles.

Dåben er ikke en mur til verden, men en indgang til livet.


Så jeg vil slutte med at citere den salme, vi skal synge om lidt skrevet af Holger Lissner:



”Herre, spræng den mur, vi bygger
op omkring vor tro og dåb!
Styrt det hus, hvor vi os hygger
lukket til for verdens råb!
Lad kun stormens vindstød løfte
kirkens port af hængslet ned,
så dit hus kan stå vidåbent
med din nåde og din fred.”



Amen




Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.




Kirkebøn:



Kære Gud

Giv os det mere, vi ikke kan give os selv. Læg din kærlighed, din vilje, din nåde og tilgivelse til vores liv, så vi med din hjælp kan skabe det store ud af det små.

Vær med os, når vi tror vi skal magte livet selv, og hold dine hænder under os, når vi snubler i livet.

Vær med alle dem, der i disse dage kæmper med livet, med forventninger, med bristede idealer og skuffelser. Lys for deres fod.

Vær med alle dem, der er syge, kede af det eller indhyllet i smerter. Let deres liv.

Vær med alle dem, der mangler mad, mangler nærvær og omsorg, mangler et sted at bo, mangler mening. Giv dem håbet og næsten.

Vær med alle dem, vi glemmer at bede for og dem ingen beder for. Åbn vores øjne for hinanden.

Vær med din kirke – skub os blidt ud i verden, så vi der kan dele din kærlighed. Vær med din os her i Møllevang, og med alle over hele jorden – vær med dem alle dage indtil verdens ende. Amen

6. søndag efter påske 2018

Haverne blomstrer, alting skyder frem, og med det skyder mælkebøtterne også frem. De er de mest stædige og velholdne blomster, og faktisk ganske smukke, hvis man kan se forbi irritationen over, at de breder sig så meget.

En af mine venner kommer fra Thailand, og da hun første gang kom til Danmark, forelskede hun sig i disse smukke gule blomster, der var overalt. Hun nød dem – ja, det vil sige, hun nød dem til indtil hun fik at vide, at det kunne man slet ikke. De er ukrudt, en plante der med lynets hast overtager haverne og skyder lange, besværlige rødder ned i jorden. Nej, mælkebøtten måtte hun endelig ikke elske. Den skulle bekæmpes.

Så hun lærte, at det ikke er alt, man må elske.

Og måske derfor er mælkebøtten også en blomst, der ofte bliver sammenlignet med menneskelivet. Denne blomst, der bare skal have en sprække, så spirer den – op gennem asfalten og bryder den i stykker. Denne blomst, der trods sit ringe udgangspunkt, kan skinne om kap med solen. Denne blomst, der i nogle øjne er ukrudt, der skal fjernes og ikke har ret til at være – men dén blomst, er lige som mennesket.

Og Gud ser sine blomster – og ser os, ikke som ukrudt, men som en del af det skønne, store, vidunderlige skaberværk. Han ser os, og elsker os. Elsker os, selvom der er nogle, der mener, at alle ikke skal elskes – at alle ikke fortjener det. Men i Guds øjne har vi alle en herlighedsværdi.

Herlighed. Det er et stort ord. Vi bruger det ret tit om huse. De kan have en herlighedsværdi. Vi bruger herlighedsværdien som en målestok og en vurdering af et hus. Ligger det det rigtige sted, er det er en god udsigt osv. Men vi kommer også til at bruge den målestok om hinanden. Hvem har en herlighedsværdi – hvem er populær, kan få andre til at grine, samler folk om sig som en magnet? Hvem har ret til at blive elsket og hvem har ikke?

Det er så selvfølgelig en måde for os mennesker at være sammen på, at vi indordner vores sociale spilleregler efter det. Og det er ikke altid, vi kan beskrive, hvorfor nogle er populær og andre ikke, men nogle har bare i andres øjne en herlighedsværdi.

Men at noget er indrettet på en bestemt måde, betyder ikke, at det er godt. Og det betyder ikke, at vi ikke kan finde en anden måde at være sammen på, der er bedre. For det kan vi.

Lige nu indretter vi vores samfund efter en matrice, hvor konkurrence er en naturlig del af livet. Det kan måske nok set med politiske øjne give mening.

Men set med troens øjne er der en anden måde at være menneske på sammen. Set med troens øjne – eller rettere set med Guds øjne har ethvert menneske herlighedsværdi. Herlighed handler ikke om popularitet, men om kærlighed. Ikke spor andet. Vi skal ikke være særligt dygtige, stræbende, perfekte eller have x-factor for at være herlige i Guds øjne. Vi er herlige, fordi Gud elsker os. Der er ingen konkurrence i forhold til Gud. Han har ingen regnskabsbog, han skriver vores handlinger op i.

Tænk at livet er så stort og smukt, at ethvert menneske uagtet dets handlinger er elsket af Gud.

Jeg så engang en TED-talk med en kvinde, der netop fik lov at opleve livets storhed. Hun havde haft en nærdødsoplevelse. Hun var dødeligt syg af kræft, der havde overtaget store dele af hendes krop. Hun lå på randen af døden, da hun får et hjertestop. Da oplever hun livets storhed – hun sammenligner det med et supermarked, hvor alt lyset er slukket. Vi har alle fået en lille lommelygte og med den kan vi lyse en lillebitte del af supermarkedet op. Og i lommelygtens skær, står farverne slet ikke frem, men er blot en afglans af, hvordan det virkeligt ser ud. Da hun dør, oplever hun, at lyset bliver tændt i supermarkedet, og da kan hun se række efter række af farvestrålende, lysende, mangfoldige og vidunderlige ting. Verden var så meget større, så meget smukkere og så meget mere vidunderlig, end hun havde troet. Og der sker faktisk det, at hun vågner igen, og hun kommer sig efter sin kræftsygdom – mirakuløst endda.

Det er mange, der forsøger at bortforklare nærdødsoplevelser, og som hælder mere til at tro, at der intet er efter døden. Det forekommer måske mere nøgternt. Og nøgternt vinder ofte over fornemmelser og følelser.

Men det pudsige er faktisk, at ordet nøgternt stammer fra tysk, og henviser til den første messen, der blev afholdt i et kloster på fastende hjerte. Det rene, klare og enkle. Selve ordet nøgtern har sin oprindelse i troens verden. Så lad os tage det tilbage, og erklære, at det nøgterne også kan være den smukke, rene, klare og enkle sandhed, at livet rummer mere end vi kan se.

Vi har kun en lille lommelygte at lyse livet op med; men vi må kaste os ud i den overbevisning, at der er mere end det vores lille lyskegle kan fange. Vi skal åbne for livet – ikke lukke for det. Åbne vores sanser og liv for, at livet har en merværdi. Og leve med, at den merværdi kommer til udtryk i, at ethvert menneske er værd at elske. Ethvert menneske er en del af fællesskabet – Guds fællesskab med os.

Men det forpligter. For når vi får lov at være i et fællesskab med Gud, skal vores fællesskab her på jorden spejle det. Og måske særligt her i kirken.

Et fællesskab er altid defineret ved nogle grænser. Vores grænse i kirken er, at vi troende. Vi tror sammen – vi mener ikke altid det samme, og det skal vi have lov til; men vi tror. Det er vores ydre grænse. Men vi har også en opgave som fællesskab, og det er at invitere nye ind i det. Og det er vores alles opgave, for vi er alle en del af fællesskabet.

Det kan godt lyde svært, og nogle mennesker er svære at byde ind, fordi de larmer med deres adfærd, vender sig bort eller irriterer. Men de er som mælkebøtter, der i Guds øjne er værd at elske. De har en herlighedsværdi, som vi er forpligtede på gælder, også når vi ikke selv mærker det. Vi skal elske på trods – eller som Jesus siger det, så skal vi elske vores fjender. Det betyder ikke, at vi skal være forelskede i dem, men at vi skal øve os i at se dem med Guds øjne.

Den måde at se andre på en stor del af kirkens moderne historie. Desmond Tutu arbejder med forsoning og tilgivelse i Sydafrika. Et land der er er revet over af apartheid og misforståelser, men han tror på, at menneskeheden har en chance. Fordi Gud giver os den.

Vi i Danmark skal derfor ikke kigge på afstand af verdens tragedier, fordi vi fysisk sidder langt væk. Vi har måske et særligt ansvar, fordi den politiske arena har skabt et samfund, hvor mænd og kvinder langt hen ad vejen har lige vilkår. Og er man særlig privilegeret, så har man også et særligt ansvar. Vi skal insistere på, at mennesker er skabt til lighed. Insisterer på alles herlighedsværdi. Det skal vi dels fordi vi lever i et demokratisk land, men i langt højere grad, fordi vi er kristne. Vi har en Gud, der elsker os ubetinget – så skal den kærlighed gives videre for intet. Fordi vi mennesker er et.

Vi skal være et, som Jesus siger i dagens evangelium. Vi skal være et, ligesom faderen og sønnen er et. Vi har fået kærligheden, og den skal være i os – mellem os, levende og virkende.

Vi er et. Så kort kan det siges: vi er et.



Amen


Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.




Salmevalg:

806: Nu er det Åndens lyse tid (I)

303: Kom, Gud Faders Ånd fuldgod (SL)

281: Nu nærmer sig vor pinsefest (FP)



888: Vi trækker streger (EP)

439: O Du Guds lam (nadver)

257: Vaj, nu Dannebro på vågen (Nadver)

725: Det dufter lysegrømt (U)

5. søndag efter påske 2018

Jesus siger: jeg beder for dem, du har givet mig, for de er dine. Amen

Der ligger en nyfødt pige på et hospital. Hun ligger der helt alene – født for tidligt og med vand i lungerne. Forældrene bliver rådet til ikke at være der, mens den lille pige beslutter, om hun vil leve eller dø. Og bliver det det sidste, er det bedst, hvis forældrene ikke kender hende.

Det var i 1938, og forældrene gjorde som lægen havde sagt og tog væk. Der lå pigen så, alene. Men så alligevel ikke. For hver dag tog en ældre herre sporvognen ud til hospitalet for at sidde hos den lille pige, ae hende på kinden og holde hende i hendes lille hånd.

Og pigen overlevede. Hun er i dag en voksen kvinde – det er skuespilleren Susse Wold. Hun fortæller i sin selvbiografi ”Fremkaldt”, at hun tror, at den gamle mands nærvær og omsorg, er grunden til at hun overlevede.

Barnet fik menneskekontakt. Og fik også bagefter fortalt om denne episode, så det kunne blive en del af hendes liv.

Vi mennesker har brug for kontakt – vi har brug for at mærke hinanden. Når et lille barn kommer til verden bliver det med det samme lagt på moderens mave. Det er så vigtigt med den kropskontakt, at man har opdaget, at små for tidligt fødte børn faktisk stabiliserer sig i kontakt med et andet menneske. Deres hjerterytme falder i hak og åndedrættet bliver roligt. Børnene mærker, at de ikke er alene i verden, men at der er mennesker, der passer på dem – bekymrer sig om dem.

Det kender vi andre voksne også godt. Ethvert menneske har brug for at vide, at det ikke er glemt eller alene; men at vi netop er i et fællesskab med andre.

Og de dage, hvor vi glemmer af det ene eller den anden grund, har vi brug for at få fortalt, at det er sådan. Ligesom Susse Wold fik fortalt om den ældre herre, der viste hende omsorg, mens hun var spæd.

Vi er et fællesskab med hinanden – det skal vi sætte ord på, så vi ikke glemmer det.

Det kan være svært, og ofte glemmer vi faktisk at sige alle de vigtige ord til hinanden. Vi gemmer og glemmer de vigtige ord, måske fordi ordene kan være så alvorlige, at vi ikke vil bruge af dem lige nu. Mange tænker også, at nogle ord er så store, at de først skal siges på dødslejet. Men vi har jo ingen lovning på, at vi får mulighed for det. Så måske er tiden inde til, at vi tager livet så alvorligt, imens vi lever det, at vi tør sige de store, alvorlige og gode til hinanden lige nu.

Sige tak fordi vi er i hinanden liv, sige at vi elsker hinanden, sige hvad det andet menneske har gjort af godt for os. Sige det, der betyder noget – tale ord om kærlighed. Så vi ikke bare forlader os på, at de andre selv kan gætte, hvordan vi har det med dem; men så de faktisk hører det. Hører at de ikke er overladt og efterladt. Vi har brug for de ord. Både at høre dem fra hinanden, men også fra Gud.

Og de store ord får vi i dagens evangelium. Jesus beder en bøn for os. Han beder den i Gethsemane have lige inden han bliver anholdt og dømt til døden. Han beder en meget inderlig bøn, hvor hvert et ord har vægt.

I sin bøn beder han bl.a. for os mennesker. Han beder om, at vi må blive ved med at være i fællesskabet med ham, så vi ikke må føle, at Gud har forladt os, som var vi et lille, svageligt barn på et hospital i 1930’erne.

Vi må endelig ikke tro, at vi er blevet overladt til dette liv alene – vi er i et fællesskab med Gud.

Og derfor han beder om, at vi må holde fast ved ham og holde fast ved hans ord.

Ord kan man jo ikke holde fast i med hænderne. Ord flyver rundt mellem os, og forandrer sig og former sig.

Men når det kommer til Guds ord – de ord, der handler om kærlighed, så har vi fået et helt særligt organ til at holde fast i dem med. Vi har fået hjertet. Og nu ved jeg godt, at mange videnskabelige folk vil pille min påstand ned og degradere hjertet til en muskel; men hjertet er i poetisk og kærlig forstand mere end bare en muskel. Hjertet er det sted, hvor vi kan gemme de gode ord. Ord vi kan tage frem, når tvivl, sorg og mørke rammer vores liv. Ord vi kan gentage for os selv, og dermed minde os selv om, at de gælder.

Ord, der betyder noget, bliver også ofte gentaget. Vi siger: Jeg elsker dig. De ord har vi ikke brug for at blive moderniseret. De ord gælder til alle tider.

Guds liv med os mennesker er en fortælling om kærlighed. Om en Gud, der skaber os og derefter giver os kærligheden til at dele af. Den bevægelse ser vi i korset – den vertikale er Guds kærlighed, der kommer til os, og den horisontale er den kærlighed vi deler med hinanden. Korset og kærligheden.

Denne fastholden af mennesket er, hvad Jesu bøn handler om. Han vil holde os fast i vores relation til Gud og til hinanden.

Vi er ikke alene. Jesus beder for os.

Og vi beder også. Vi beder altid her i kirken – både de bønner, jeg som præst, beder fra alteret på vores alles vegne, kirkebønnen, der er en forbøn for verden, og så selvfølgelig fadervor. En gudstjeneste er fyldt med bønner. Smukke bønner.

Men bønner kan også være den tankestrøm, der fanger en i hverdagen. En bøn behøver ikke være formfuldendt, men kan være at overgive sig til livets inspiration – til Helligånden.

Mine konfirmander spørger ofte om jeg beder meget. Det gør jeg. Men mange gange ebber de ud inden jeg når at sige Amen. Nogle gange er det ord – tanker, taksigelser, refleksioner til Gud – bønner som, hvis jeg beder dem som aftenbønner, går over i søvnen. Og det er ok.

En kollega – Svend Bjerg – skriver, at ”Bøn til Gud er i sit væsen inspiration, som afbryder de fastfrosne tankebaner og nyskaber hjerter” (Kritisk Forum for praktisk teologi, nr. 116, Anis 2009, s. 20).

Bønnen er det, der puffer os ud af rammer, der låser os os fast – åbner vores hjerter for liv og hinanden. Bøn åbner for fællesskab.

Vi skal bede noget mere. Bede for hinanden og verden. Bede og åbne livet. Vi skal turde bruge de store ord – vi skal vide os elskede.

Jesus bad for os den nat, han skal dø. Han bad om, at vi må blive i fællesskab med ham. For vi er hans.

Jesus siger: jeg beder for dem, du har givet mig, for de er dine. Amen


Dagens evangelium:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig. Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.« Joh 17,1-11

Salmevalg: 

750: Nu titte til hinanden

840: Velsign mit barn

313: Kom regn af det høje



587: Guds kære egen søn

439: O Du Guds lam

10: Alt hvad som fuglevinger fik

871: Du virker i det stille 

2. søndag efter påske 2018

Hvem vil ikke gerne have et klart svar? Eller forestil jer, hvor irriteret man kan blive, hvis en person væver og trækker i langdrag – undskylder, bortforklarer, pakker noget ind – taler med uld i munden.

Så hellere et klart svar. Noget man kan forholde sig til. Det er en kultur, vi kender til her i Danmark, og en vi forsøger at dyrke på arbejdspladserne. Den er velkendt. Vi bliver ikke så forvirrede, når kommunikationen er på plads, og mange steder ansætter de en kommunikationsmedarbejder, der kan hjælpe med at få et klart budskab igennem. Vi har brug for orienteringspunkter, som et klart budskab er.

Det samme gør jøderne i dagens evangelium – søger et klart svar, et orienteringspunkt. De er usikre på om Jesus nu også den Kristus, som alle taler om, han er. Hvis han er, kan han vel sige godt sige det lige ud – et klart ja eller nej.

Det er egentligt meget forståeligt, og meget menneskeligt. Vi søger klare svar, forklaringer og årsager. Alt der kan give en mening i denne her usikre, tilfældige og underlige tilværelse, der er vores.

Eller man kan sige, at vi søger efter kontrol. Faktisk søger mange af os efter kontrol over så meget som muligt i tilværelsen, så vi ikke skal leve med så mange bekymringer. Og måske forsøger vi også at få kontrol over Gud. Det er i al fald sket nogle gange i kirkens historie, at man har forsøgt at få kontrol over Gud ved at sætte grænser for, betingelser og krav op for Guds kærlighed.

Man har gjort Guds kærlighed så lille, at en biskop i det 3. århundrede udtalte, at der ikke var frelse uden for kirken. Man skulle med andre ord tilhøre kirken for at kunne få del i Guds kærlighed.

Er det først kirken som institution, der kan sætte betingelser for frelsen, så er det åbnet en kattelem ind til en retorik, hvor kirken med hjemmel kan true folk til at blive i kirken. Det er magtsprog. Det er begæret efter mere magt, der får folk til at ville have kontrol over Gud, for at få kontrol over mennesker.

Og det er ækelt, om vi så finder det i kirken, hos politikere eller på arbejdspladsen. Magtsprog fjerner frihed, tillid og kærlighed.

Og dagens evangelium har også ord, der, løsrevet fra sammenhængen, kan tolkes i den retning, at nogle er ude og andre er inde. For Jesus siger: ”Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får.”

Det er en sætning, der kan få de små hår til at rejse sig – for hvad nu hvis, jeg er i den gruppe, der ikke hører til?

Og på mange måder er den bekymring meget sympatisk.

For evangeliet til i dag skal faktisk give os trøst. Trøste de bange og usikre. Trøste mennesker. Trøste os. Men evangeliet gør det ikke ved at give os et klar svar – vi får derimod en vej at gå.

Tilværelsen er usikker, det kan vi sikkert blive enige om. Både på det globale plan med verdensledere, der truer hinanden; på det økologiske plan med dyrearter, der forsvinder; og lige nu på det nationale plan med en mulig strejke og lockout. Der er massevis af usikkerheder i livet.

Men livet er ikke mere usikkert end det altid har været. Der er har altid været elementer uden for vores kontrol, der har truet freden. Det er ikke noget nyt. Det er livet.

Og derfor kan længslen efter kontrol være nærliggende. Men vi kan ikke altid få de svar, vi søger af livet. Vi ender med at stå stille i vores eget liv, hvis vi insisterer på at få klare svar af livet. Vi bliver derimod nødt til at springe ud i livet – og leve det – gå vejen. Det er simpelthen et vilkår, at vi ikke kan få vished om alt. Vi må leve livet med al dens usikkerhed, manglende kontrol og tvivl. Det kan i første omgang lyde nedslående, men heldigvis så er der en ting, der står fast i denne vindomsuste tilværelse, og det er, at ingen kan rive os ud af Guds hånd. Vi kan blive revet ud af så meget andet, men Guds hånd kan vi ikke rives ud af. Ingen eller intet har den magt, der kan rive os ud af Guds kærlighed.

Det siger Jesus også til os, når han giver os billedet af sig selv som hyrde og os som fårene. En hyrde der går sammen med sin flok – tæt sammen med den i heden, støvet, regnen, kulden og natten. Han er sammen med fårene – han vil beskytte dem med sit liv, han sørge for at der steder, de kan hvile og steder de kan hvile. Han leder dem frem gennem ufremkommeligt terræn, og han skubber på, når flokken går i stå – og så leder han efter hvert eneste får, der forvilder sig væk. Ikke et eneste får bliver glemt. Ingen kan rive os ud af Guds hånd.

Der vil være dage, hvor det er svært at mærke, og dage hvor man kommer i tvivl. Der vil være dage, hvor vi spørger Gud, som jøderne spurgte Jesus den dag og gerne ville have klare svar.

Og derfor får vi også ordene om, at ingen skal rive os ud af Guds hånd. Guds kærlighed er større end vi forstår og aner.

Vi er lige der, hvor vi skal være – i Guds hånd.

Men det er os, der ofte tænker, at vi burde være andre steder end der, hvor vi er. Det er os, der kræver mere af os selv end rimeligt er. Men heldigvis, så møder Guds os, hvor vi er – og ikke hvor vi burde være.

Og han møder også dem, der ikke hører hans røst. For han leder efter ethvert får. Selv dem, der tror, de kan kræve af Gud, håne ham og vende ham ryggen – selv de mennesker er i Guds hånd.

Og hvorfor skulle Gud også være interesseret i det modsatte? Det er kun vores egen menneskelige retfærdigheds sans, der nogle gange kræver et svar, hvor kun nogle bliver frelst og andre ryger i helvede. For ellers er det jo ikke retfærdigt, at man tror, kan man mene.

Men Gud er ikke retfærdig. Faktisk langt fra. Han er så død uretfærdig, at Jesus kom for at frelse syndere og uretfærdige – ikke kun de retfærdige og gode. Men hele rosset.

Så, hvad jøderne fik af svar den dag, var langt fra et simpelt ja eller nej, men en forklaring på, at Gud og Jesus er den sammen – hvad Jesus gør, står Gud bag. Hvad Gud vil, det gør Jesus. Så når Jesus siger, at ingen kan rive os ud af hans hånd, er det som at sige, at ingen kan rive os ud af Guds hånd.

Det må vi tro – også i dag. Selv når vores tro er lille som et sennepskorn, eller vi er som forvildede får, så kan ingen – ikke engang os selv – rive os ud af Guds hånd.

Amen




Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.



Salmevalg:
230: Påskemorgen sorgen slukke (I)

28: De dybeste lag i mit hjerte (SL)

54: Hvad mener I om Kristus (FP)

------------

893: Min tro er en søgen (EP)

439: Nadver

229: Hvor er dog påske sød og blid - nadver

31: Til himlene rækker (U)

Påskedag 2018

”Jesus er opstået.” ”Er han virkelig” hvisker den gamle kone med de gigtplagede hænder til sin nabo, der vender sig mod gadesælgeren, der kom forbi i samme sekund og som siger: ”nej, vel er han ej – han døde, og hans venner har bare svært ved at forstå det”.

Rygterne går. De breder sig som en steppebrand – ude af kontrol, og med vinden som bannerfører. Ord bliver givet fra den ene til den anden, og med det bliver de større, vildere og får hver gang en ny mening med sig.

Den ene tror, og den anden tør ikke. Og midt i det hele står håbet og dirrer. Håbet. Kan det passe, at han er opstået?

Ingen så det ske – opstandelsen. Men da Jesus døde var vi der alle sammen. Vi stod for foden af korset, og hørte ham kalde: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Han døde ikke med smil på læben over udsigten til Paradiset. Han døde i smerte og sorg. Og han døde, mens vi så på. Vi var fulde af afmagt og chok over, at døden er så fysisk og så konkret. Døden kan vi ikke tænke os til.

Enhver der har stået ved et sengeleje og holdt en døende i hånden ved, at døden er fysisk. Det sidste åndedrag, efterfulgt af den sidste udånding. Kroppen der bliver kold, og livet der siver ud. Døden er konkret og legemlig. Så ja, vi var helt med Langfredag. Vi ved, hvad døden er. Vi møder den.

Men lige så meget vi var med Langfredag, lige så lidt er vi med til opstandelsen. Stenen er rullet fra, da kvinderne kommer til gravhulen, og Jesus er der ikke mere. Der er en engel i hvide klæder, der sidder på stenen. Han siger, at Jesus er opstået. Han sætter rygtet i gang om Jesus.

Et rygte vi lever på den dag i dag. Vi lever og dør på ordet om, at opstandelsen også gælder dem, vi kender – også gælder mig.

Men det kan være svært at tro. Første gang jeg selv oplevede et menneske dø foran mig, blev jeg kastet ud i en troskrise. Jeg faldt ned i et mørke, hvor jeg ikke kunne mærke Gud, og hvor ordene om opstandelsen klingede hult. Jeg havde svært ved at tro. Jeg frygtede, at jeg havde ret, og at Gud ikke var til. Jeg frygtede, at der efter døden kun var tomhed og mørke. Jeg kan love jer, at det er en forfærdelig krise at komme ud i – ikke bare som præst, men også som menneske. Jeg var i mørket. Kunne ikke se andet end mørke og tomhed. Uendelig tomhed.

På mange måder var jeg i mellemrummet mellem Langfredag og påskedag. Jeg var der, hvor intet gav mening, og hvor jeg var så uendelig bange for, at Gud havde forladt mig.

Det er hårdt – men det er også livet. At være kristen er ikke det samme som at tro uden tvivl. Livet er fuld af tvivl. At være kristen er heller ikke det samme som stoisk at tage døden som den kommer, eller at være så forhippet på at komme i Paradis, at man ligefrem glæder sig til døden.

Jesus ville ikke selv dø – han bad natten mellem torsdag og fredag om at måtte slippe. Han var bange for at dø.

Livet er at leve også når man er anfægtet, bange, tvivlende og i afmagt. Det er dele af livet – også som kristen.

Og mørket er altså en del af livet, selvom det skræmmer os. For der sker så meget, der er ude af vores kontrol i mørket. Og mørket mødet vi også i evangelierne – særligt til påske. For det er i nattens mørke, at Jesus bliver forrådt og taget til fange. Det er i mørket, at disciplen Peter forråder Jesus tre gange. Og da Jesus dør Langfredag falder der mørke over jorden. Og vi møder også mørket i vores eget liv. Og måske særligt, når døden rammer vores liv.

Men som jeg læste i en bønnebog, jeg sad med den anden dag, og blev særligt opmærksom på var, at det også er i mørket, at englen Gabriel besøger hyrderne en julenat for at fortælle dem, at Jesusbarnet er født.

Det er netop i den mørke nat! Det bliver et symbol på, at Jesus kommer for at lyse op i mørket. For det er sådan med mørket, at det aldrig er helt mørkt.

Kan I huske, da I som børn skulle sove, og ens forældre slukkede lyset. Så lå man i det, der i første omgang var som et bælgravende mørke. Man kunne ikke se en hånd for sig. Men som øjnene vænnede sig lyset, så trådte konturerne langsomt frem, og man kunne igen se skabet, stolen, legetøjet – og det, der før var ukendt og skræmmende, blev igen det rum, man kendte så godt.

Det er et lidt naivt billede på, hvad der er sket med mørket – og hvad opstandelsen gør i vores liv.

For opstandelse er ikke bare en hændelse, vi håber sker med vores døde, men også en hændelse, der lyser tilbage på vores liv.

For ligeså voldsomt mørket kan være, ligeså sikkert er det, at morgenen gryer. Solen vender tilbage. Og det hører vi om i dag. At da det gryede kom Maria Magdalene og den anden Maria til graven. De kommer derud og jorden skælver, og da møder de en engel, der fortæller om opstandelsen.

Og kvinder møder faktisk også Jesus lige efter. Jesus viser sig for nogle få udvalgte indtil sin Himmelfart. I Matthæusevangeliet, som dagens tekst er fra, viser Jesus sig for kvinderne og de 11 disciple.

Det kunne man godt ønske sig – at se den opstandne Kristus. Men opstandelsen handler ikke om beviser; men om mening.

Hver dag siden opstandelsen er mærket af påsken. Opstandelsen lyser på vores liv, for Kristus er med os, og han giver os sit ord på, at hvor du før var svøbt i et tæppe af kold, hård jord, der er det nu Guds kærlige hænder, der holder dig. Han giver dig ikke alt det tilbage du har mistet, men han giver livet mening – både før og efter døden.

Døden er en realitet, men døden har ikke sidste ord. Mørket er brudt. Det er der mening i. Vi er simpelthen lovet, at Gud tager imod os, når døden afskærer os fra hinanden. Det kommer vi ikke til at se før den dag, det bliver os; men vi hører rygtet om det.

Rygter skal man ellers være varsomme med, fordi de så let kan formes som ler i hænderne på dem, der spreder dem. De er sjældent sande.

Men dette rygte er mere end bare et rygte. Det er ord, der er fulde af håb, og som løfter os op, når vi er faldet, åbner vores øjne i mørket, så vi langsomt kan se, at mørket ikke har al magt i verden og vi stadigvæk kan genkende vores liv, og så giver det os troen på livet tilbage.

Så ja, Jesus døde. Han døde og sorgen var massiv. Han døde og håbet forsvandt med ham. Men kun for en tid, fordi han den første dag i ugen, da det gryede, rejste sig fra sit leje og gik i forvejen for os.

Opstandelsen er lige her. Påsken har mærket alle dage. Mørket er brudt. Det er der mening i.

Amen



Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.





Salmevalg:
408: Nu ringer (I)
218: Krist stod op af døde (SL)
233: Jesus lever (FP)
222: opstanden er (EP)
235: Verdens igenfødelse, 236: Påskeblomst (Nadver)
828: Det er påske (U)

Skærtorsdag 2018

I fik alle tilbudt at få jeres fødder vasket inden I kom ind i kirken. Jeg skal lige høre – hvor mange af jer, takkede ja til tilbuddet?

Det er noget mærkeligt intimt ved at få sine fødder vasket. Man bliver næsten forlegen, når et menneske, tager fat om ens fødder, og højtideligt og nænsomt bader en. Man oplever virkelig, at det andet menneske tjener en. Og det kan være svært at tage imod.

Det syntes Jesu disciple også, da Jesus bøjede sig ned, og vaskede deres fødder. De blev beklemte.

Vi taler meget i kirken om at skal komme hinanden ved. Vi skal være noget for hinanden, hjælpe hinanden og elske hinanden; men når det kommer til den meget konkrete handling at få vasket sine fødder, så bliver det for meget. Det hænger dels sammen med, at vi mennesker er langt bedre til at give end til at modtage; men det hænger også sammen med, at handlingen faktisk bliver så håndgribelig – ja, nu er der jo ikke noget, der hedder fodgribelig, for så ville det have passet bedre – men det bliver altså så håndgribeligt, at vi vender os væk. Takke nej.

Jesu egne disciple gjorde akkurat det samme. De forsøgte at takke nej, da Jesus bøjede sig ned og ville vaske deres fødder. Det var selvfølgelig også selvsamme mand, som de havde forladt alt i deres liv for at følge. Det var ikke bare en fritidsbeskæftigelse at følge Jesus, men hele deres liv, så meget troede de på det, han sagde og gjorde. Jesus har været en autroitet for dem.

Så ja, det må have været så underligt for dem nu, at se Jesus bøje sig ned, tage fat om deres fødder og vaske dem. Men han gør det. Og det er noget helt særligt ved denne fodvask, for Jesus siger, at vi skal gentage den, ligesom vi skal med nadveren. Fodvaskningen er altså også et ritual, han giver dem. Det er ikke et ritual, som vi bruger så meget i den lutherske kirke, men den katolske gør, for en gang om året vasker paven faktisk sine kardinalers fødder.

Og det gør noget ved et menneske at være den, der vasker. Det gør en mere ydmyg at få lov at tjene et andet menneske ved at vaske deres fødder. Det er svært at fastholde hierarkier, når man vasker et andet menneskes fødder. Egentlig kunne man overveje om alle chefer og ledere en gang om året skal vaske fødderne på alle deres medarbejdere. Jeg tror de alle ville takke nej, netop fordi det vil svække hierarkiet.

Men det er også meningen. At svække hierarkiet og stille mennesker lige. Når vi ser på os selv med Guds øjne, så er det ikke vigtigt om den ene tjener mere end den anden, eller den tredje har mere ansvar på arbejde end den fjerde. Alle forskelle, alle ujævnheder bliver revet væk, og vi står tilbage som mennesker.

Derfor skal vi også lægge særligt mærke til, at det nu er netop Jesus, der bøjer sig ned, og vasker sine disciples fødder. Han stiller sig lige ved siden af dem som menneske, ja tilmed som tjener, og siger til dem, at hvis han ikke får lov at gøre dette for dem, så får ikke lod og del sammen med ham.

Jesu vil noget med os – vil sige os noget vigtigt. Nemlig at for at få del i Guds kærlighed skal vi forstå, at Gud er blevet menneske. Gud er et menneske ligesom os, og det at Gud er menneske, det gør noget ved vores forhold til Gud.

Gud blev menneske med hjerte, lever, nyrer, lunger, hænder, næse, øje, mund og fødder. Han er ligesom os. Han føler smerte, han får ondt i ryggen og hovedet, han græder, bliver vred, råber og elsker. Han gør alt det, som vi også gør. Han er menneske på vores vilkår.

Han er lige med os.

Kristendommen er en fysisk religion, og ikke bare en filosofisk tilgang til livet. Livet skal leves kristen, og ikke bare tænkes.

Derfor skulle I også selv i dag opleve, hvad det gør ved jer, når I får tilbud fodvask ved indgangen. Det bliver så tydeligt, at vi er kroppe, der kan røre ved hinanden og gå hinanden i møde.

Og vi kommer her i kirken skærtorsdag aften for at fylde vores maver, og mærke mæthed. Vi er kommet her for at være nær andre mennesker og mærke at vi sammen.

Joakim Stender, der er præst, siger i en artikel, at det kan være livsfarligt at gå i kirke, fordi man kan få evangeliet ind under huden. Og har man først det, så vil det ændre ens liv. Man vil sætte livet på spil ved at leve det for andre. https://www.kristendom.dk/gud-som-terapeut/stender-gud-er-blevet-b%C3%A5de-feminin-og-terapeut

Og han fortsætter og kritiserer, at mange går i kirke for at få det godt med dem selv – de går ikke i kirke for at få det godt med hverken Gud eller medmennesket. Og mange bliver tilmed irriterede, når der er andre i kirke, for så skal de forholde sig til larm, urolige mennesker og børn der larmer. For som han siger stærkt ironisk: ”Det er enormt forstyrrende at have medmennesker omkring sig, når man skal høre om næstekærligheden.”

Og han har jo ret – hvis vi gør kristendommen til noget, der ikke har med andre mennesker at gøre, så har vi heller ikke med kristendommen at gøre. Kristendommen, eller Gud, binder os til andre. Det kan ikke være anderledes. De besværlige, smaskende, snakkende andre.

Og ene og alene fordi, vi har godt at fællesskaber – fordi vi er skabt til fællesskab. Faktisk er det sådan, at der er lavet undersøgelser af, hvordan vores hjerner reagerer, hvis vi aldrig snakker med et andet menneske, og hjernens kemiske sammensætning ændrer sig, og vi bliver dårligere socialt. Det er en slags mindre skade på hjernen.

Heldigvis behøver man bare ET menneske, der taler til en engang imellem for at undgå det. Det er såmænd nok at komme i kirken en gang om ugen.

Og det er, hvad vi gør her – vi mødes i fællesskab, fordi vi tror, at fællesskabet gør noget ved os. Gør noget for os. Og det kræver helt fysisk af os, at vi tør møde hinandens blik, at vi tør række hånden ud mod en fremmede og sige goddag. Vi behøver altså ikke tilbyde hinanden fodvask, men kan nøjes med at bruge vores fødder til at gå hen mod hinanden. Vi kan mødes, spørge interesseret og blive en del af hinandens liv.

Måske kan vi give os selv den opgave, at vi en gang i løbet af den kommende uge, skal smile til et menneske som vi ikke kender. Altså forsøge at gøre afstanden mellem hinanden mindre. Et lille skridt mod et andet menneske, kan betyde en verden til forskel.

Det kan godt virke provokerende, eller være svært, fordi vi jo også er bange for at blive afvist. Men vi kan jo stille os selv det spørgsmål, om vi ville afvise et menneske, der smilte til os. Næppe. Vi ville nok blive glade og tage i mod det, så mon ikke den fremmede også vil tage imod vores smil?

Og skulle modet svigte, så kan vi altid folde vores hænder, og bede Kristus om at gå med os i mødet med hinanden.

Eller som forfatteren Susanne Heidemann skriver:

Der skal så lidt til

For at skabe glæde

For at give fornyet håb

For at give et varmt smil

For at give et varmt håndtryk

For at vise, at vi har brug for hinanden

For at vise jeg synes godt om dig

For at vi kommer hinanden nærmere



Sådan skriver hun. Der skal så lidt til. Der skal så lidt til af det, der er så vigtigt. Og når afstanden mellem os bliver mindre, når hierarkier falder og vi står foran hinanden, og bare er mennesker, da mærker vi det store, at Gudsriget er kommet os helt nært. Da har vi lod og del sammen med Kristus. Da har vi del i Guds nåde.

Et par fødder, der vender i retningen mod hinanden er nok. Der skal så lidt til.

Amen



Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.






Salmer:
100 Salmer, nr. 860: Vi finder fred i kirken

Når du samler os om bordet - af Holger Lissner

DDS 365: Guds kærlighed ej grænser ved

DDS 321: O Kristelighed i gendigtning

DDS: 787: Du som har tændt

Palmesøndag 2018

Dette billede hedder: A kiss of life. Livets kys. Det er taget i 1967 af Rocco Morabito. Randall G. Champion arbejdede oppe i ledningerne, og fik et stød, der gav ham hjertestop. Og kun hans sele forhindrede ham i at falde hele vejen ned. Hans kollega J. D. Thompson skyndte sig op til ham, og begyndte at give ham mund til mund. Han kunne ikke give ham hjertemassage, men fortsatte med at give mund til mund indtil han kunne mærke en svag puls, og fik ham derefter ned på jorden, hvorfra Randal G. Champion kom på hospitalet. Og han overlevede.

Livets kys – ja, billedet kunne ikke hedde andet.

Den ene holder den anden sine arme, deroppe under himlen, og trækker vejret for ham. Og på Champions taske ser endda vi aftegningen af et kors. Tilfældigt måske, men for os et symbol på, at vi er de mennesker, der falder i livet, og har brug for, ikke bare hinanden, men brug for Gud – brug for Kristus til at komme og blæse livet, håbet, kærligheden ind i os igen. Ham der holder os fast, så vi ikke falder.

Netop dette billede illustrerer begyndelsen på påsken.

Og det er begyndelsen på påskeugen i dag. Det begynder og ender i jubel og glæde; men derimellem er der vrede, svigt, forråelse, tortur, død, sorg og smerte. Alt det, der er modsætningerne til jubel og glæde.

Og måske derfor kan man også stå med en besk smag i munden i dag, hvor vi hører om indtoget i Jerusalem. Jesus, der rider på et ungt æsel ind i byen, og folkeskarerne hylder ham som konge. De er vilde af begejstring – de er fulde af forventning.

Og hvordan de om få dage vil vende ryggen til ham. Vil kræve at han skal dø, fremfor Barabbas. Alt det ved vi, der sidder her i dag, og derfor kan glæden forekomme forloren og svær at tage del i.

Vi forarges over den ødselhed som folkeskaren viser Jesus. Fordi vi ved, at den ikke holder ved.

Og netop vores reaktion på folkeskarens jubel, er ikke så meget anderledes end disciplenes reaktion på kvinden, vi hører om i evangeliet, da hun går hen til Jesus, og hælder olie over hans hoved. Salver ham.

De bliver også forarget over hendes ødselhed, og kan slet ikke tage del i den hengivelse, hun viser. De synes hun bør handle anderledes, være anderledes.

Vi ved faktisk ikke hvem kvinden er, for hun bliver aldrig præsenteret. Hun kunne være Maria, som vi hører om hun er i de andre evangelier, eller hun kunne være en af gadens piger, der har arbejdet sig til pengene, som hun har købt olien for. Hun kunne være hvem som helst.

Men hun er en kvinde, der kommer med en kostbar olie. Hun har valgt at bruge olien, ikke på sig selv, men på Jesus. Hun hylder Jesus, som også skaren hylder Jesus, da han rider ind i Jerusalem.

De hylder begge deres konge, der kommer til dem på hver deres måde.

Folkemængdens er så fyldt og dirrende med glæde. Jesus kom på et æsel, som konger dengang red på i fredstid – så han kom som deres konge, og viste dem, at nu er fredens tid begyndt.

Og kvidens hyldest er så intim, at vi næsten må rødme af blufærdighed over at være vidne til den. De sidder til bords, da hun kommer ind i huset, skrider hen til Jesus, bryder halsen af alabastakrukken, og hælder olien ud i en tynd stråle over ham. Salvede ham, som man salvede konger dengang. Hun viste dem, at her var deres konge.

Så hvorfor kan sådanne fantastiske begivenheder vække vores forargelse?

Vi forarges over kvinden, fordi hun bruger så umådelig mange penge på noget, der kunne være bedre brugt andetsteds. Vi forarges over, at hun udstiller sig selv og sin kærlighed til Jesus. Vi bliver lidt beklemte ved det, og har mest lyst til at kigge væk. Men kvinden skammer sig ikke, for hun ved, at hun blot giver kærligheden form og handling. Hun gør kærligheden levende og tydelig. Jovist olien er dyr, men det er blot penge. Handlingen er den kostbare. Hun er symbolet på det menneske, der er parat til at slippe alt for at være Gud nær.

Men vi forarges også over folkemængden. Fordi de så let glemmer deres tilbedelse, og vender sig mod Jesus. De burde skamme sig. Men det gør de ikke, for de ved jo ikke, hvad der venter de kommende dage. Lige i øjeblikket er deres konge kommet. Vi kan bedst lide mennesker, der står ved deres ord og deres holdninger. Står ved deres Gud. Men hverken folkemængden eller disciplene stod ved deres Herre. Hver og en krøb de udenom, da øjeblikket kom. Hver og en faldt de ned fra livet. De var hverken konsekvente eller standhaftige.

Men hver og en af dem blev alligevel grebet på trods af Gud. Hver og en af dem fik livets kys af livets Herre, som vi også ser det på billedet.

Gud kan nemlig bruge mennesker, som vi er, og ikke som vi bør være. Gud ved godt, at livet kan være svært, og vi har brug for hjælp. Han søger ikke perfekte troende mennesker – han søger bare mennesker.

Det er nåde. Det er barmhjertighed, som man kun kan finde den hos Gud. Gud finder vej til dem, der ikke fortjener det, dem der er forlorne, dem der er inkonsekvente og fortabte. Dem finder ham, og dem griber han. Hvem skulle han ellers gribe?

Palmesøndag er dagen for vores reaktion på Jesu komme. En dag fyldt med forventning, spænding, glæde, hengivenhed og kærlighed. Vi kender ikke dagen i morgen, og vi kender ikke vores egne svigt. Vi kan sværge, at vi altid vil gøre det gode, men vi ved ikke om vi kan holde ord. Og da er det, at vi hører, at når vi svigter, så bliver vi grebet alligevel. Når vores hjerter i overført betydning stopper med at banke for andre, og vi forarges over andre, svigter dem eller forråder dem, da bliver vi grebet, holdt fast og får livets kys indtil Gud igen kan mærke vores puls.

Vi er grebet.

Det er påskens budskab og påskens pant. Det er ordene, vi kan gå ind i påskens mørke med, velvidende at lyset venter på os i fremtiden.

Vi er grebet – vi får livets kys.




"Du som har dig selv mig givet, lad i dig mig elske livet, så for dig kun hjertet banker, så kun du i mine tanker er den dybe sammenhæng." DDS 192




Amen




Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.