14. søndag efter trinitatis 2018

Tag din båre og gå. Sådan lyder opfordringen i dag til os. Det bliver sagt tre gange i dagens evangelietekst. Og der er altid en båre, der skal bæres. For den lamme mand var det 38 års lammelse – for andre er det måske en opvækst, der gik skævt, et ægteskab der kulsejlede, en misforståelse der fik konsekvenser eller en fiasko i livet, der stadigvæk rammer, når man taler om den. Der er altid en båre, der skal bæres. Det kan være erindringen, sorgen, længslen efter det, der ikke blev – der er altid en båre.

Og opfordringen i dag lyder: tag din båre og gå. Gå ud i livet, ud i verden og lev så godt du kan. Mere forlanges der ikke af dig.

Der er mange, når de hører evangeliet til i dag, der bliver stødt over Jesus, der spørger: VIL du være rask, og det spørgsmål kommer til at stå i vejen for budskabet. For hvis man lægger vægt på VIL, ja så betyder det jo, at vi som mennesker har en vilje, der kan afgøre om vi vil være syge eller ej. Der er ikke mange, der ligger på Skejby, der har villet ligget der. Det forekommer så provokerende, hvis vi lægger vægt på vores egne vilje. Men hvis vi i stedet for hører, at det Jesus spørger om, er om vi vil tage imod det han kommer med til os. Vil du være rask – vil du have det jeg kan tilbyde dig? Så får det anden klang. For det han tilbyder er livet med Gud.

På Jesus tid var der en skarp opdeling mellem rent og urent. Det rene var Gud og templet, hvor man mente Gud var, og det urene var at finde i livet udenfor templet. Man kunne som menneske blive forurenet, og så skulle man vente til forureningen ligesom gik af, før man igen kunne komme i templet. Det betyder også, at Gud er den rene. Den absolut rene. Og man måtte ikke komme i templet som uren, fordi det kunne smitte Gud.

Det lyder helt absurd for os, at Gud kan blive smittet med vores urenhed, men det er fordi, der sker noget nyt med Jesus. Og vi lever i lyset af Kristus.

Da Jesus kommer, så spiser han sammen med urene – syndere, toldere, skøger, lamme, spedalske – alle dem, som det herskende samfund så som urene. Men Guds egen søn spiser med dem, omgås dem, elsker dem. Og det gør han FORDI det ikke længere handler om, at Gud kan blive smittes med vores urenhed, men fordi vi bliver rene i samværet med Gud.

Når Jesus spiser sammen med de laveste i samfundet, så gør han dem samtidig rene. Der bliver vendt om på smitten så at sige. Før kunne det urene smitte Gud, men nu kommer Gud til os og gør os rene.

Rene og urent er ikke en tanke, der fylder meget i vore dages tro. Og det gør den ikke, fordi vi har et andet vilkår. Gud kommer med sin kærlighed, der forandrer verden for os – han gør os rene. Vi får tilbudt en personlig relation til Gud, der gør, at vi slet ikke kan forestille os, at det engang var anderledes. Men efter Kristus har været i verden, er verden forandret, og vi har en Gud, der vil spise med os alle, som dem vi er.

Så det er vendingen, der sker med Jesus. Der sker noget nyt med ham, så derfor lyder spørgsmålet: vil du være rask? Eller hvad han mener er: vil du være ren, være en del af mit rige – vil du have kærligheden?

Og for manden ved dammen blev det begyndelsen på et nyt liv. Det blev en forvandling, da han tog i mod.

I Guds rige er kun kærligheden tilbage, og derfor så vi et glimt af Guds rige i Jesu møde med den lamme.

Og det giver håb også for dette liv. For uanset hvor lammet vi kan være i livet eller hvor ødelagt det er, så er der håb for os. Hver dag er der mulighed for, at der kan bryde noget nyt ind, som forvandler også os. Det er aldrig for sent. Det kan være et møde med et medmenneske, et ord der varmer eller et glimt i livet – noget, der gør, at vi åbner vores øjne mens vi åbner vores hjerter.

Men det er også hver gang vi er her i kirken, og rejser os fra nadverskranken, at vi hører ordene bag ordene: Tag din båre og gå. Guds fred være med dig.

Livet med Gud er et liv til frihed. Troen skal gøre os frie – ikke binde os til regler og ramme – ikke lamme os. Men gøre os frie og frimodige i samværet med hinanden.

Og hvis man endelig skal tale om vilje, så handler det ikke om, hvorvidt vi vil være raske eller ej, men om at Gud vil noget med os. Han vil oprejse os. Og når vi svarer Gud med en hvisken, et opgivelsens suk eller med vrede, at vi ikke kan, fordi vi allerede har prøvet i 38 år, så hvisker Gud tilbage til os: Tag din båre og gå.

Vi kan nogle gange falde ind i en opfattelse af verden, hvor vores egen tro eller vores eget syn på sagen kommer til at være afgørende for om vi kan bære den båre. Vi glemmer, at det er på Guds ord, at vi rejser os. Det er Guds suveræne ord til os, som er DET der forvandler. Ikke vores tro, der kan vakle eller vores selvtillid der kan svigte – men GUDs ord til os. Og på det ord kan vi leve og dø – på det ord, kan vi rejse os og gå ud i verden igen.

Spørgsmålet lyder derfor til os, også i dag: vil du være rask? Vil du have Guds kærlighed, så tag din båre og gå.

Amen




Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

13. søndag efter trinitatis, 2018

Der findes et forsøg med aber, der handler om, hvorvidt aber forstår retfærdighed. Forsøget var sådan her:

Man tog to aber i hver deres bur ved siden af hinanden, så de kunne se hinanden. Opgaven var så, at aberne skulle række en sten ud til forskeren, der så ville give dem et stykke agurk for stenen. De var begge glade for deres stykke agurk. Men så får den ene abe en vindrue, der i abeverdenen er meget bedre end agurk. Og det ser den anden abe. Og da det bliver dens tur, rækker den en sten frem – og får, ikke en vindrue, men en agurk. Hvad gør aben – smager på agurken, og smider den derefter resolut på gulvet. Det var ikke en vindrue. Da den får stenen igen, undersøger den om stenen er ok ved lige at banke den mod væggen – så afleverer den stenen, og får igen agurk. Også det stykke lander på gulvet. Den vil have en vindrue. For den anden får jo vindrue, og det er ikke fair, at den ikke selv får.

Forsøget var banebrydende for det viste, at aber har forståelse af retfærdighed. Det var ok så længe de begge fik agurk, ja så smagte det lige som det skulle, men hvis den anden fik noget bedre for samme opgave, så ville den slet ikke have agurken. Man skulle tro, at et stykke agurk er bedre end ingenting. Men sådan reagerede aben ikke.

Det er så interessant fra et biologisk synspunkt, at abers adfærd nogle gange minder om menneskers. Og også fordi der er en fællesnævner i skabelsen. Alt levende i skabelsen udviser en adfærd omkring retfærdighed. Vi kæmper ikke kun for at overleve på de andres bekostning – det skal gå fair til.

Det tror jeg, siger noget om den Gud, der har skabt alting. Nemlig at han har villet at retfærdighed skal være en del af vores liv. Og hvis aberne har den, hvor meget mere så ikke os mennesker, hans børn?

Vi tager lige scenariet fra dagens evangelietekst til i dag en gang til: Der står en mor sammen med sine to sønner. De to sønner kender Jesus godt, for de er hans disciple. Moren kaster sig ned for fødderne af Jesus, og beder for sine børn. Hun beder Jesus om at tage dem med sig ind i sit rige – den ene skal sidde ved Jesu ene side og den anden søn ved på den anden side.

Hun beder om, at sønnerne må en god plads. Det er ikke mærkeligt at beder om det. Hun overgiver sine børn til Jesus, og beder ham sørge for, at der er plads til dem. Eller sagt på abesprog, så vil hun gerne have, at de får vindruer og ikke agurker.

Men hun får ikke det svar, som hun sikkert håber på, for Jesus siger til hende, at det slet ikke er ham, men Gud der giver de pladser til dem, han vil give dem til. Jesus har altså ikke noget med det at gøre.

Og da de andre disciple, der står sammen med dem alle sammen hører Jesu svar, bliver de vrede på de to brødre. Det er uretfærdigt at bede om forrang. Helt ærlig, så kan det godt fremstå som om de er noget selvfede, de disciple. Men måske længes de andre disciple efter samme plads – måske ville de ønske de selv turde spørge.

Og at spørge om at få en bedre plads, er noget som vi i vore dage synes er helt ok. Hvis man skal klare sig på arbejdsmarkedet, så skal man være lidt fræk og spørge. Eller får man jo ingenting. Ordsproget om, at hvis man siger efter stjernerne, så er det værste der kan ske, at du rammer træerne, lever i bedste velgående. Så for os er det svært at hidse sig op over disciplenes mor, der spørger om en fordel.

Så hvad er det præcist, der er problemet i dagens evangelium. Set med moderne øjne griber moren bare muligheden, da den kommer. Det er som sådan heller ikke det, at hun beder om en plads, der er problemet – det er faktisk noget meget fint i, at hun overgiver sine to sønner til Gud. Men problemet er, at alle omkring Jesus (igen kunne man tilføje) misforstår, hvad magt og tjeneste er. Dét er problemet.

At overgive sit liv til Gud, er ikke at få en høj position i Himlen – eller at få en særlig fin position her på jorden i et religiøst hierarki. Det handler slet ikke om at få en af de to særlige pladser. Og helt ærlig, så tror jeg, at vi tænker for småt om Jesus – og alt for konkret. Kunne man derimod ikke forestille sig, at alle pladser i Guds rige er særlige? At hver evig eneste plads var ved siden af Jesus?

Det lyder storsindet og måske ligefrem uretfærdigt. Der må da være nogen, der er lidt tættere på Gud end andre? Og svaret er, at vi alle er lige tætte. Der er ikke mennesker, der særlig hellige eller helgener – for alle får vi den gode plads. Vi får alle vindruer.

Som præst hører jeg tit den joke om, at jeg har forbindelserne i orden op til, og derfor bliver jeg særlig tit bedt om at sørge for godt vejr. Det er ret sjovt, men jeg må skuffe jer: præster er ikke Guds meteorologer på jorden – og vi har heller ikke særlige forbindelser til Gud. Gud er lige meget Gud for alle mennesker. Han er ikke kun 45% Gud for nogen og så 87% for andre. Det er jo helt skørt at tænke på. Nej, han er 100% for os alle.



Det kan godt være uvant for os at tænke på, for vi indordner os anderledes her på jorden. Her har vi vores hverdag fyldt med hierarkier og har en masse formaliseret magtfordeling, så vores samfund kan fungere. Vi fordeler magten, så den kan bruges til fælles bedste. Der er intet forkert eller farlig ved magt – kun når den bliver misbrugt.

Det ved Jesus godt, og derfor anklager han i dagens evangelium stormændene, ikke at de har magt, men at de misbruger den. De bruger magten til det forkerte – de leder ikke vejen, men bruger den kun til at selv at blive større og rigere.

Men det er ikke hvad Gud vil – Guds rige skal være anderledes. Der er altså ikke nogen, der er mere værd end andre, eller får en bedre plads. For vi har allerede fået den smukkeste plads af dem alle – nemlig at være tjenere for hinanden. Vi skal tjene hinanden – det er en af kristendommens fornemste udsagn om livet. At være hinandens tjenere. Og her er kristendommen noget andet end samfundet – men netop derfor er der også brug for kristendommen. For i lyset af Guds kærlighed, er det vigtigt at vi holder fast på, at ethvert menneske, vi møder, er et vi skal tjene. Og her tænker jeg ikke på en på en tjener på en cafe, men mere tjene som en tilgang til hinanden.

Løgstrup, der var en kendt teolog og præst, formulerede det på den, at vi har holder hinandens liv i vore hænder. Vi er så tæt forbundet – man kunne sammenligne det med dominobrikker, at vi hele tiden skal hjælpe med at rejse dem, der vælter i livet. Ja, for ellers vælter vi alle sammen.

Løgstrup taler om, at mennesker har en grundlæggende tillid til hinanden, som altid kommer i spil i det umiddelbare møde. Faktisk lever et lille stykke af Gudsriget ud i vores hverdagsliv.

Vi er tjenere for hinanden.

I virkeligheden er Jesu budskab simpelt. Vær der for hinanden, uden dom, uden forargelse og uden vores menneskelige retfærdighedssans.

Mange har nemlig den tanke, at nogle fortjener vindrue og andre agurker. Selv indenfor kristendommen møder man nogle gange den holdning, at nogle bør få vindruer og andre agurker. Men jeg tror ikke på en Gud, der gør forskel. For hvis Guds kærlighed virkelig skal gælde, så skal den gælde. Så gennemsyrer den alle vores magtforhold og fordelinger – alle vores spørgsmål og krav om at få forrang. Alt det gennemsyrer kærligheden. Gennemsyrer selv dødsriget.

Så er den tillid vi har indpodet i vores inderste den rette vej i livet. Så ved vi, at det ikke handler om at gøre sig fortjent til enten det ene eller det andet. Vi får alligevel det vigtigste givet – en plads hos Gud.

Gud giver os en plads uden vi behøver spørge om den, eller sende vores mor ud i forbøn for os. Vi får den af Gud, fordi vi er hans.

Vi har en plads – både i livet og hos Gud. En plads der er vores. En plads, hvor vi skal tjene hinanden – hjælpe og holde hinandens liv i vores hænder. Amen


Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.


Salmevalg:


Et hus at komme til (I) - Janne Mark

29: Spænd over os (SL)

370: Menneske din egen magt (FP)

192: Hil dig frelser (EP)

Nadver: 260: Du satte dig selv

Nadver: 847: Kalken med ordet

31: Til himlene rækker

5. søndag efter trinitatis 2018

Alle navne har en betydning.

Hvis vi ser på dem, der er døbt i dag, så betyder.....(her fortalte jeg, hvad dåbsbørnenes navne betød)

Alle navne har en oprindelse.

Navnet Peter, der er navnet på den disciple, vi hører om dag, betyder klippe. Peter hedder også Simon, og bliver tit benævnt som Simon Peter i Bibelen. Simon betyder: den der beder eller den der lytter. Så Simon Peter, eller bare Peter, er klippen, der har tid til at bede og lytte.

Det giver rigtig god mening i dag, hvor Peter får at vide, at han er den, der skal bygge den første kirke. Kirken skal være en klippe i samfundet og et sted, hvor man kan komme og bede og lytte – og blive lyttet til.

Men det sjove er, at Peter faktisk ikke er en særlig god discipel. Han er egentlig ret dårlig til det med at være disciple. Gang på gang stoler han ikke nok på det, som Jesus siger, og da Jesus bliver henrettet, da lyver Peter og siger, at han ikke kender Jesus af frygt for at ende som ham.

Så Peter ville dumpe som disciple, hvis det var en test. Eller blive fyret med det samme.

Og alligevel vælger Jesus ham. Det er værd at bide mærke i. For sådan er det, når det kommer til Gud. Han vælger ofte mennesker, vi må undre os over, at han kan bruge. Og Peter kan bruges.

Peter er et menneske på godt og ondt. For selvom man måske kan kigge på Peter i dag og harmes over, hvor dårlig en discipel han var, så er han jo ikke specielt anderledes end os andre. Vi lægger bare flere filtre på vores liv i dag end man gjorde dengang. Men der findes ikke et eneste menneske, der ikke har skuffet, svigtet eller løjet. Vi er altså, hvis vi tør se os selv i øjnene ligesom Peter. Men ligesom Peter kunne bruges, kan vi bruges.

Eller som en af vore kirkefædre Augustin har sagt: ”Tror du, at han som magtede den store kunst at skabe dig, har glemt, hvad han kan bruge dig til?”

Og bruges kan vi – hver i vores liv, på vores sted. Vi har alle en betydning og vi sætter alle et aftryk.

Det kan man godt glemme, og særligt de dage, hvor livet er svært. Hvor døden river dem vi elsker fra os, hvor sygdom vælter vores tiltro til livet, hvor sårende ord laver huller i vores sjæle og hvor kriser og tanker ætser vores selvværd. Der er rig mulighed for at glemme, at Gud kan bruge en. Men også en rig mulighed for at komme i tanke om det igen.

Og på den måde kan Peter bliver et forbillede for os. For Peter – eller klippen – var en klippe fyldt med revner og sprækker. Han var uens, skarp og man kunne slå sig på ham. Og hans tro den var fyldt med tvivl og frygt. Og han ville hellere sin egen vilje end Guds.

Men han blev valgt. Og fordi han blev valgt, har vi en fortælling om et menneske, der fik en central rolle i kristendommen. Et menneske, der trods sin tvivl, fortalte om Kristus.

Vi kan det samme. Vi er ikke væsensforskellige fra Peter. Vi kan også fortælle om Kristus – dele budskabet om kærlighed. For Gud regner ikke sammen på de gange du svigtede, han regner bare med dig.

Og vi har brug for at blive brugt.

Brug for at være noget for andre.

Den sandhed står særligt lysende klart i de øjeblikke, hvor livet bliver alvorligt. Den nu afdøde tv-vært Camilla Bek Holten, sagde inden hun døde af kræft, at de gange hun havde gjort noget for andre uden at forvente en offentlig tak, var som små diamanter for hende.

Vi er ikke kun som klipper for hinanden, men også som små diamanter.

Der ligger en stor menneskelighed i det. Vi er værdifulde for hinanden, og skal ikke gøre os hårde som sten. Diamanten er nok den hårdeste diamant, men hårdheden skal ligge i udholdenheden – ikke i forholdet til hinanden. Og her går vi tit galt i byen, og gør os netop hårde overfor andre, fordi vi måske tror livet bliver nemmere. Vi skubber det forreste, vi tror, kan holde til det – vores evner, vores succeser, vores kvalifikationer. Men til syvende og sidst ligger vægten altid på Guds valg og aldrig på vores kvalifikationer. Og vi er valgt og kaldet til livet med hinanden. Det giver et tilhørsforhold, at vi er udvalgte – men også en mening med tilværelsen. For vi er kaldt til livet. Sådan konkret råbt op. Gud vil noget med os – og for os.

Det er kærlighedsforholdet til Gud, der er på spil. Et kærlighedsforhold, der kan tåle sprækker og revner – modstand og reaktion.

Nok er Peter en klippe, men han er blød som en krop. Inger Christensen skriver i sit digt om byen følgende:

Et samfund kan være så stenet
At alt er en eneste blok
Og indbyggermassen så benet
At livet er gået i chok

Og hjertet er helt i skygge
Og hjertet er næsten hørt op
Til nogen begynder at bygge
En by der er blød som en krop


Sådan lyder det. En by som blød som en krop. Vi skal være mennesker – ikke titler og tal. Vi skal bygge, ikke kun en by, men en kirke så blød som en krop.

Kirken er levende stene, siger Grundtvig. For uden mennesker, var det her kun en tom bygning – en samling af ligegyldige sten. Det er os, der giver det betydning. Det er os, der dele kærligheden – det magter mørtel ikke. Vi skal møde hinandens øjne, og ikke bare se på alteret. Og kom Jesus herind i dag, ville han aldrig sætte sig på alteret, så vi kunne tilbede ham, men derimod sætte sig blandt os – på bænken ved siden af dig. Det er kirken, der er blød som en krop.

Den kirke startede ”klippen” Peter, og den kirke har vi siden fortalt hinanden om. Vi har været samlet her i stor glæde og dyb sorg. I stilhed og larm. I livets store højdepunkter og hverdagens trummerum. Det er kirken – ikke bare en bygning men et sted, hvor vi skal være diamanter for hinanden. Vi skal gøre det, der er godt hinanden.

I bogen ”Den lille prins”, der er en børnebog for voksne, hører vi om en lille prins, der rejser rundt i universet og møder mange mærkelige mennesker. På et tidspunkt kommer han til jorden, hvor han kommer i samtale med en ræv. Og ræven beder drengen om at gøre den tam. Prinsen ved ikke, hvad det betyder, så ræven forklarer, at man skal bruge tid på at komme hinanden nærmere. Og når ræven er gjort tam, er den ikke bare en hvilken som helst ræv ud af tusinder, men prinsens ræv. Og ræven vil synes, at prinsen ikke bare er en lille dreng ud af tusinder, men hans lille prins. Som ræven siger: ”Man lærer kun det at kende, som man gør tamt. Menneske har ikke mere tid til at lære noget at kende. De køber alting færdigt hos de handlende. Men der findes ingen butikker, hvor man handler med venner. Menneskene har ikke mere nogen venner. Hvis du ønsker dig en ven, så gør mig tam.”

Og ræven slutter med at sige til prinsen: Kun med hjertet kan man se rigtigt. Og det er den tid du har spildt på andre, der gør dem så betydningsfulde.

Jeg holder meget af Den lille prins og særligt dette afsnit. Forfatteren vender lige rundt på ordene, og siger, at det er den tid, vi har spildt på hinanden, der er betydningsfuld. Og vi ved jo godt, at tiden ikke er spildt, men vi prioriterer ikke altid derefter.

Vi skal spilde tiden på hinanden – bruge af den, for det er det mest værdifulde vi har.

Det er også det kirken er bygget op af. Mennesker der har spildt tiden på hinanden, gjort hinanden tamme og gjort hinanden betydningsfulde.

Og med os i den opgave, som vi bliver kaldt til, der står Gud klar til at gå med os – for han alene kender hver enkelt af os. Og i hans verden er vi alle gjort tamme – vi skal bare opdage det.

Amen



Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

Præsteklumme, februar 2018

Kan du gætte hvem jeg er?

Du kender dem nok godt – de der mennesker, man har en fornemmelse af altid har en maske på. De er aldrig helt dem selv. Man skulle tro, at de fejrede fastelavn hele året rundt. Det er som om, at hele deres peronlighed bliver forloren. Kald det mavefornemmelse eller instinkt, men det er ubehageligt at står overfor sådanne personer. De bliver utydelige.

Eller det vil sige, engang imellem er det jo os, der ”tager maske på” og bliver en anden. Nok mest for at skærme os selv, eller fordi vi bliver usikre. Vi påtager os en personlighed, der passer til situationen, tror vi, og spiller ud fra den. Spiller med, men spiller også fallit. For hvem er man, når man tager maske på? Det er nok individuelt, hvordan vores masker ser ud; men fælles for os alle er, at vi gerne vil være vellidte. Det betyder faktisk noget, at andre kan lide en. Og frygten for, at vi ikke er gode nok, kan være nok så skræmmende. Men faktum er, at lige meget om vi har maske på eller ej, så har andre en holdning til os. Så hvorfor ikke lade folk have en holdning til dem, vi reelt er, snarere end en selvfabrikeret maske?

Det handler om at turde være i sit liv.

Livet giver knubs. Det kan ikke undgås; og det hjælper ikke at leve gennem en stand-in. Vi kan ikke leve som andre end os selv.

Jeg tror, vi skal holde op med at bruge så meget tid på at polere vores maskers facader, og mere tid på at vise verden, hvem vi er. Og vi er forskellige. Vi har fået forskellige evner, og det er ok. Der er plads til og brug for alle.

Så skal vi ikke holde op med at bruge tid på at gætte, hvem der er bag masken, og istedet for bruge tiden på at lære hinanden at kende?

Præsteklumme, april 2016

Ethvert liv bør leves i frihed.

Den sætning er forudsætningen for, at liv kan blive godt. Vi bør leve et liv, hvor enhver må mene, tænke, forsamles og tro på det de vil. Så længe det ikke skader medmennesket selvfølgelig. Det giver bevægelsesfrihed i sindet, når friheden kan bruges frit.

Jeg var for kort tid siden på besøg i Imam Ali Moskeen i København, der er en shia muslimsk moske. Der fik jeg mulighed for at tale med ung kvinde, der var konverteret til islam. Hun var opvokset på landet, havde sunget i kirkekor og fået en, hvad mange vil kalde, almindelige, dansk opdragelse. Og alligevel fandt hun i islam, den vej, som hun skulle følge. Hun konverterede, og efter en del år, valgte hun at tage tørklæde på. Hun havde tænkt, at det var hendes egen sag mellem hende selv og Gud, men hun blev klogere. For derefter oplevede hun at blive chikaneret på åben gade, skubbet til, råbt af, og sågar spyttet på. Kun fordi hun nu åbent viste, at hun som pæredansk kvinde, var blevet muslim.

Hendes historie rørte mig dybt. Dels fordi jeg var rystet over den chikane, hun oplevede, men fordi jeg også vil have ret til at tro på den treenige Gud, og gå med et kors om halsen, uden at blive chikaneret. Hendes historie er en historie om, at frihed er noget, vi giver hinanden.

Frihed er noget ganske sårbart, som meget nemt kan blive kvalt i fordomme, fordømmelse og frygt. Friheden kræver, at vi tiltror hinanden det bedste, og faktisk giver hinanden lov til at være anderledes end os selv. Gør vi ikke det, er det ikke frihed.

I kristendommen lærer vi, at vi er blevet sat fri. Vi er sat fri til at elske – og ikke kun andre kristne, men alle mennesker. Ja, selv vores fjender, skal vi elske. Det betyder, at selvom vi måske et kort øjeblik, kan mærke en frygt i maven over for en ukendt person, så skal vi øve os i at se mennesket bag. Og selvom vi gang på gang bliver skuffede over andre, så skal vi stadigvæk øve os i at se mennesket bag. Der er ingen undskyldning for at ikke at forsøge at elske. Det er kærlighed at give hinanden frihed.

Og dét er kærlighed, der insisterer på at være levende iblandt os.

Præsteklumme, oktober 2015

Fryd dig på trods
I foråret begravede vi min stedmor. Det skete efter flere års kamp mod kræft. Den sidste tid var hård – uendelig hård. Hun var svundet ind til en ingenting, hun var ældet og livsmodet var krympet. Hun skulle dø. Hun vidste det, sygehuspersonalet vidste det og vi vidste det. Men vi brød os ikke om det. Et sted inde i os selv, håbede vi vel alle på, at et mirakel ville helbrede hende, selvom man ikke kan kalkulere med mirakler.

Nogle sagde til os, at det var til det bedste; men vi syntes ikke, at det var til det bedste. Det bedste ville være, hvis hun ikke skulle dø. Det bedste ville være, at hun ikke skulle lide. Det bedste ville være, at hun levede.

Men hun døde. Stille og roligt. Smukt. Værdigt. Og ganske forfærdeligt.

Vi sang ”Dejlig er jorden” mens vi stod der i afmagt.

Vi sang om slægter, der skulle følge slægters gang. Vi sang om tonen fra Himlen, og vi sang:

Fred over jorden!
Menneske, fryd dig,
os er en evig frelser fød!

Det var stærke ord midt i sorgen. De rakte ud efter os, og greb os. Fryd dig menneske, for en evig frelser er født. Det var troens stemme, der pludselig svarede os på spørgsmål, vi ikke vidste, vi havde stillet. Og selvom det kan lyde absurd, så var der på stuen et håb, der gennemtrængte døden. Døden blev ikke det sidste, der var og er at sige om hende. Hun er hos Gud.

Hun blev ikke helbredt, som vi kan høre Jesus gør i Bibelen, eller som visse tv-prædikanter påstår de kan; men hun er hos Gud. Og selv det i vores hverdag er det næstebedste, for vi ville hellere have hende hos os, så er det et håb i vores liv, der gør, at vi kan fryde os over livet. Dejlig er jorden, også i afmagtens favntag.

2. søndag efter trinitatis 2018

Jeg har en lille bog stående på mit kontor med en masse små historier i. Bogen hedder: Altid elsket. Den står på reolen lige ved siden af mit skrivebord. Altid elsket står skrevet med rødt, så når mit blik glider hen over reolen, fanges jeg af titlen, og bliver lige mindet om; altid elsket. Bogens indhold er også godt, men det er titlen, der er skrevet med rødt, der igen og igen minder mig om en sandhed i livet. Og særligt en sandhed, jeg har brug for at høre igen og igen, når livet er svært.

Altid elsket, også når livet slet ikke går i den retning, jeg gerne vil have det. Altid elsket, når jeg snubler over livet, andre mennesker eller egne forventninger. Altid elsket. Og elsket på trods.

For selvom vi skal opleve fiaskoer, svigt eller modstand, så er vi elsket alligevel. På trods af det, vi selv synes vi fortjener, eller rettere ikke fortjener, så er vi elsket. Gud elsker os. Altid.

Og i en tid, hvor vi kan arbejde os til næsten alting, så er det befriende at vide, at der er noget, vi får også på de dage, hvor fejler. Der er noget i livet, som er ude af vore hænder. Vi glemmer det bare tit.

Faktisk er meget ude af vores kontrol. Det er vores jordiske succes og fremgang også – der er altid en stor portion held involveret for dem, der faktisk bliver store i samfundets øjne, og vi glemmer, at der sker dårlige ting for gode, flittige og dygtige mennesker. Livet rummer en uforudsigelighed, som vi må leve med.

Smukke mennesker dør. Gode mennesker bliver syge. Onde mennesker vinder i lotto. Livet kan simpelthen ikke sættes i rammer og kasser. Heller ikke selvom vi prøver. Hårdt. Og så hårdt, at forventningerne har det med at overtage vores liv, og gøre det mere surt end godt.

Livet er uforudsigeligt.

Åh, men hvor kan det skræmme dette uforudsigelige liv, og man kan få lyst til at trække sig, lukke sig inde på i sit hjem og lade verden udenfor ske. Problemet er bare, at man ikke lever, når man kigger på. Man er nødt til at kaste sig ud i livet, velvidende at vi ikke ved, hvordan det vil forløbe.

Modet til at så at gøre det, og kaste sig ud i livet, kan vi finde i ordene om, at vi er elsket. Altid.

De ord skal vi have med os som en rettesnor i dagens evangelium, der handler om, at Jesus siger, at vi skal hade vores familie for at kunne følge ham.

Det lyder så voldsomt for idealet er, at vi elsker vores familie, også selvom det ikke altid er virkeligheden.

Og vi møder et ideal, som er meget dominerende. Den ideelle familie er smilende, overbærende, lykkelig. De er aldrig i konflikt, aldrig uenige, og der eksister ingen skjulte forventninger mellem dem.

Men vi kan ikke leve op til det ideal, for i virkelighedens verden kommer vi til at skuffe hinanden, såre hinanden eller gå hinanden på nerverne. Selvfølgelig har mange øjeblikke, der er ideelle, men der er også mange øjeblikke af det modsatte.

Vi taler bare ikke så meget om det. Vi lever et liv, hvor vi halser efter det perfekte. Det gennemsyrer alt. Vi skal være perfekte mennesker – perfekte kærester, gøre en perfekt karriere og være perfekte forældre.

Ja, som forældre får vi øvelser, vi skal lave med vores børn, så deres hoveder ikke bliver skæve, så de kan lære at vende og gå. Vi skal stimulere dem rigtigt, så de bliver kreative, selvhjulpne, selvstændige og rustede til livet. Man kan blive vildt stresset over alt den træning, man skal lave for sit barn i sin barsel. Det er ikke fordi, jeg er imod at vi skal give vores børn det bedste, eller at vi skal forsøge at være de bedste mennesker, men problemet er de dage, hvor vi ikke kan leve op til idealerne og forventningerne. De dage er hårde, og de dage, kan vi banke os selv oven i hovederne med. Det er svært. Faktisk er der lavet undersøgelser, der viser, at mange slapper mere af på arbejde end hjemme.

Familiens skød er ikke nødvendigvis et fredens sted, men kan lige så let være et svært sted og et smertende sted. Et sted, hvor vi bliver forpustede og kede af det. Et sted vi fejler.

Og nu siger Jesus så til os, at vi skal hade vores mor, far, børn – ja, hele familien. Det kan lyde så forvirrende.

Så hvad mener han?

Han mener, at der findes en måde at leve på, hvor vi, selvom vi ikke altid opnår det, vi ønsker, og selvom vi nogle gange er forkerte eller ikke slår til i samfundets øjne, så alligevel kan være til. Selvom nogle hårdnakket vil påstå, at det er umuligt, så kan man faktisk leve med alt det rod, man har med i bagagen. Den kristne tro er troen på, at det kan lade sig gøre – fordi vi har Guds kærlighed.

Vi skal se ud over os selv og se livet i den større sammenhæng. En sammenhæng, hvor vi ikke kun er i familie med dem, vi deler DNA med, men også er i familie med Gud. Vi skal udvide vores blik, så vi ikke stirre os blinde på vores eget liv, men faktisk ser, at vi er i en relation med Gud.

Det er en relation, hvor forventninger, domme og idealer ikke fylder, men hvor der kun er kærlighed. Der ér en relation i livet, vi ikke kan dumpe eller fejle i. Kærligheden er ikke afhængig af resultater. Det mærker man særligt, når mn bliver forældre – og i dag, hvor vi har døbt tre små drenge, så ved I, deres forældre, at I elsker dem, fordi de er dem, og ikke for hvad de kan. Der bliver kærlighedens væsen så tydelig. Kærlighed er uden betingelser.

Og hvor meget mere elsker Gud så ikke os? Vi er elsket altid.

Der er en kæmpe befrielse i det, at vi ikke bliver bedømt på om vores liv blev en succes eller på hvor få konflikter, vi havde med vores familie. For i Guds rige handler det ikke om dom, men om tilgivelse, nåde, velsignelse og kærlighed. Guds rige er kærlighedens rige.

Vi skal hade vores familie? Jamen, det skurrer stadigvæk i mine øre. Det giver ikke mening. Og faren er, at vi kommer til at hade i kærlighedens tjeneste.

Men vi skal ikke begynde at hade, hvor kærligheden er. Vi må ikke skubbe kærligheden væk til fordel for hadet. Hadet er ikke målet – det er aldrig målet.

Fortællingen her er svær, og derfor kan det være godt, at se i Matthæus evangeliet, hvor denne episode også er nævnt. Men hos Matthæus siger Jesus ikke noget om had, men om at vi ikke må elske vores familie mere end vi elsker Gud.

Her bliver det mere tydeligt og klart, hvad der menes. Her kan vi lettere forstå, at det ikke handler om at hade, men om at vi ikke må kroge os så meget ind i vores eget lille liv, at vi glemmer åndeligheden – glemmer Gud. Glemmer Guds kærlighed. Men det er ikke et enten eller – det er ikke en konkurrence mellem Gud og familien; men en ny måde at se sit liv på.

Vi skal åbne os vore verden, og tage imod Guds kærlighed. Og den kærlighed skal vi gøre levende mellem os.

Også i familien. Men også mellem dem, der ikke lige er vores familie eller venner. Vi skal være ødsel med kærligheden, og ikke bare dosere den til dem, vi synes fortjener den.

Det er er budskabet – del kærligheden. Del i ødselhed.

Lad kærligheden løfte dig op, så du glædes over det som er, og ikke det som ikke blev. Gud elsker dig som du er, ikke som den du ønskede at være. Gud elsker dig. Du er altid elsket.

Amen


Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.