Alle helgens dag 2018

Da jeg slog øjnene op i morges, vidste jeg ikke, at jeg skulle miste dig. Da jeg slog øjnene op i morges, havde jeg stadigvæk håbet siddende i sjælen. Da jeg slog øjnene op i morges, var sorgen ikke endnu ikke trådt ind i mit liv. Sådan havde jeg det første gang jeg mistede en, jeg havde kær.



Og i det øjeblik sorgen træder ind i livet, bliver livet noget andet. Noget forandret.



For nogle fylder smerten, det kaotiske og uforståelige. Og for andre igen er der lettelsen, der står forrest, efter et måske langt og opslidende sygdomsforløb. Vi reagerer forskelligt – men vi reagerer. Og selvom vi sørger på hver vores måde, så kan vi spejle os i hinandens sorg og hinandens fortællinger om livet uden den, man elsker.



Sorg er blevet beskrevet som at træde ind i et ukendt landskab med et landkort, der ikke passer til omgivelserne. Man famler sig frem. Måske man føler sig alene, og måske føler man som den første der, nogensinde har prøvet at mærke, hvordan det er at miste. Men døden er ikke ny. Sorgen er ikke ny. Død og sorg har altid og vil altid være en del af menneskers liv. Det er en realitet, som rammer os. Eller som en, jeg kender sagde, så bliver man pludselig voksen. Og det på trods, at hun både har mand og barn, så var det døden, der gjorde hende voksen.



Døden er livets modsætning. Og har man set et dødt menneske, så ved man, at det passer. Døden er et absolut fravær af liv. Det modsatte – mørket og modstanderen. Døden er så pludselig, selv når den er ventet. Fra et øjeblik til det næste er der død.



Og så kommer sorgen. Sorgen træder ind der, hvor kærligheden er, og iklæder kærligheden i sørgedragt. For sorg er kærligheden, men en kærlighed, der smerter. Sorg over alt det, der ikke længere er mere – alt det ikke mere vil være – og en fremtid, der for altid vil mangle det menneske. Men også en sorg over de konflikter og brud, der ikke nåede at blive klinket. De ord, der aldrig blev talt – og de øjne der aldrig mere vil møde hinanden.



Der findes ikke en særlig opskrift på at sørge. Det kunne man nogle gange ønske sig, så man bare kunne følge den. Men man står midt i det ukendte landskab og må tage hvert skridt famlende. Men når der ikke findes en opskrift på at sørge, så kan man heller ikke sørge forkert. Vi sørger som vi kan og skal. Der er ingen i sorg, der skal presses til at klare sig flot, eller være kommet ”over det” efter nogle måneder. Sorgen er – indtil den en dag ikke fylder det hele, men dog er der. Eller måske bliver den i højere grad til savn.



Sorgen gør det tydeligt, at vi mennesker er jordens salt, som Kristus siger til os. Vi er salt for hinanden. Det er mødet med hinanden, der giver livet dybde og smag. Det fællesskab, som vi giver hinanden, gør livet til noget mere. Vi er jordens salt. Så salt som de tårer vi græder af sorg. Vi er jorden salt.



Og midt i sorgens mørke, midt i magtesløsheden og midt i tvivlens favntag, da kommer der ord, der modsiger døden. Ord, der siger, at livet ikke ender i mørke. At døden ikke får det sidste ord. At der også er liv efter døden. At når vi ånder ud for sidste gang, så står Gud klar til at tage os ved hånden.



Vores håb er, at de døde er hos Gud i hans evige favntag. Der er en opstandelse.



De ord kan være som en stråle af lys, der trænger gennem gardinet en morgen i november. De ord kan give en sprække af håb midt i sorgen. Det er ikke ord, der gør det ok, at døden findes; men det er ord, der modsiger døden. Ord der nægter, at døden er det sidste, der er at sige om et menneske. Gud holder os fast på, at det er kærligheden, der skal have det sidste ord i et menneskes liv.



Vi skal miste hinanden, men vi har kærligheden. Den kan ingen tage fra os. Vi har altid kærligheden.



Men livet er forandret. Intet bliver som det var før. Vi skal leve med det vilkår, vi nok ikke bryder os om. Men Gud bryder sig heller om det. Vi er ikke alene, når vi protesterer mod døden. Gud er på livets side, og han lover os, at han er med hver enkelt af os – i livet, gennem døden og ind i opstandelsen. Så når vi må slippe de dødes hænder, så kan vi folde vores tomme hænder i bøn, og bede Gud tage over der, hvor vi ikke længere kan nå. Gud er med os indtil verdens ende – han er med os. Vi er ikke alene, hverken levende eller døde.

Døden er fravær af liv. Men livet bryder gennem døden, og insisterer på, at nok er døden en realitet, men livet får sidste ord. Kærligheden lever.



Amen



Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

17. søndag efter trinitatis, 2018

Der er noget nusset ved kristendommen. Noget sært snavset ved det. Vi glemmer det nok bare.

For vi sidder her i denne smukke kirke med det smukkeste lysindfald, der næsten kan få enhver til at stoppe et øjeblik og falde i staver over skønheden.

Og kristendommen er også skønhed, lys og glæde. Men den tager sit udgangspunkt et helt andet sted. Den begynder i skidtet.

Hvor provokerende må en præst være? Ja, det har jeg virkelig overvejet til i dag. Jeg skal ikke være så provokerende at fokus kommer på præsten fra Møllevang, som det så nemt kan ske, når man åbner munden. Fokus er på fortællingen om Jesus.

Så bær over med mig i dag – det er meningen, det skal provokere, og det kommer til at gøre ondt.

Evangeliet kunne i dag være omskrevet til:

Da Jesus gik forbi, så han Peter Lundin sidde for sig selv, og han sagde til ham: følg mig.

Eller

Da Jesus gik forbi, så han Peter Madsen sidde for sig selv, og han sagde til ham: følg mig.

Eller

Da Jesus gik forbi, så han Thomas Borgen sidde for sig selv, og han sagde til ham: følg mig.

Sådan kunne evangeliet til i dag måske se ud. For det er så provokerende, det er. Det er så dødhamrende provokerende. Og jeg bliver selv provokeret, og tænker, at nu går det over stregen.

Men Gud går over stregen – altid.

Og derfor var der også stor modstand mod Jesus dengang. For han kom og gjorde op med de sociale spilleregler, og ikke mindst med vores retfærdighedssans.

Hvem er det egentlig Gud kan bruge? Og svaret er mennesker. Eller som der står i evangeliet til i dag, så kommer han til syge, for det er dem, der har brug for en læge. Og han kom virkelig til dem, som stod på mål for andres foragt.

Så provokerende er evangeliet, for evangeliet er hverken en lovtekst eller et politisk manifest – evangeliet er Guds historie med os mennesker.

Og det begynder jo allerede på s. 3 i Bibelen, hvor Kain står sin egen bror ihjel, og Gud alligevel tilgiver ham. Tonen er sat.

Det betyder dog IKKE, at Gud er ligeglad med hvordan vi opfører os, for selvfølgelig skal vi gøre os umage med at leve med hinanden for øje. Det hører vi næsten lige så mange gange, som vi hører om tilgivelsen. Næstekærlighed er en af grundpillerne i kristendommen.

Men en anden er, at Gud ikke afviser dig, når du så fejler. Og det er særlig tydeligt, når Gud ikke afviser de værste af mennesker.

Og afviser han ikke dem, så afviser han heller ikke os.

Også selvom man engang imellem kan blive i tvivl om den påstand. Gud afviser os ikke, men siger, ligesom han sagde til Levi, Alfæus’s søn: følg mig.

Sådan kalder han dit navn op i dag, og siger følg mig.

En simpel opfordring: følg mig. Levi havde ikke engang sendt en invitation ud til Gud, men Gud har det med at dukke op alligevel. Gud går ikke så højt op i, om det passer i vores kalender eller ej. Han kommer bare, og siger Følg mig.

Og så har han den vane at invitere de helt forkerte, når han holder fest. Han vælger de upopulære, og dem der ikke hører til i fællesskabet. Han vælger dem, som ingen regner med, og dem som ikke regner med dem selv.

Det er et budskab, der i en popularitetskultur som vores, er fremmed. For meget interaktion handler om at være populær – er man vellidt, er man en succes, har man mange følgere på de sociale medier eller er man populær på sit arbejde. Der er så utrolig mange parameter, som vi bliver bedømt på, og som vi bedømmer os selv på. Og så kommer Jesus, og ser stort på det, og siger: følg mig.

Og så må man rejse sig og følge mig. Levi betyder noget i retningen af ”forbundet med”. Og navne har i sig en skjult tolkning af begivenhederne – de er ikke tilfældige i Bibelen. Levi var altså forbundet med Gud, så derfor kunne han ikke andet end at følge ham, da han kaldte.

Vi er også forbundet med Gud. Måske vi ikke mærker det, eller måske er vi i tvivl om det; men vi er forbundet med Gud. Han slipper os ikke, heller ikke når vi slipper ham.

Og når han kalder på os, og vi rejser os for at følge ham, så sker der en forvandling. Vi kan ikke blive siddende i det gamle, men må rejse os og begive os på vej ud i det nye. Man kan ikke komme ung vin på gamle lædersække – man kan ikke følge Jesus siddende – vi må turde bevæge os, og lade os bevæge af hinanden, kærligheden og Gud.

Det er jo på mange måder vanvittigt at være kristen. Gud kommer uinviteret, og inviterer desuden en masse med, der ikke passer med et godt image, og tilmed, så vil troen forvandle dig – forandre dig – give dig noget nyt – tvinge dig ud af din gamle rille.

Det er vanvittigt, og det nemmeste er at vende troen ryggen. For så beholder man sin gamle vin på sine gamle sække.

Følg mig, siger Gud til os. Følg mig alligevel. Følg mig på trods af din frygt, din tvivl, din modstand – alt det der holder dig tilbage, så følg mig alligevel.

”Vejen til helvede er brolagt med dårlige undskyldninger”, sagde min mor altid til mig, når jeg ikke ville hjælpe med opvasken eller rydde op. Nu tror jeg på muligheden for alles frelse, så helvede er ikke så vigtig en del af min personlige tro; men der findes noget rigtigt i de mange undskyldninger, vi kan finde i livet – og som stopper os fra at leve livet. Med hinanden og med Gud.

Søren Kierkegaard talte om, at man skulle kaste sig ud på 70.000 favne uden at vide, hvad der ville ske. Leve uden hele tiden at skabe sig sikkerhedsnet. Det er vovet og vildt at leve med kærligheden som fortegn.

Men det er sådan det er, når kristendommen bliver levende – så oplever vi, at Guds rige bliver en virkeligheden nu og her i vores liv.

Så oplever vi også, at kirken, ophører med bare at være en samling af sten, der tilfældigvis er smukke, men bliver et udgangspunkt for livet med hinanden, som vi lige har sunget om i sidste salme.

Guds rige er begyndt her i vores hverdag – den spirer og gror. Kærligheden breder sig stædigt, selvom mørket engang imellem ser ud til at få overtaget, så er kærligheden stærkest. Vi skal være mennesker, der står sammen i et fællesskab, som vi her kalder for kirke, og i det fællesskab holder vi kærligheden forrest. Også når den møder mørket, snavset og skidtet, fordi det er her, kærligheden er allermest savnet.

Følg mig, siger Jesus til hver enkelt af os. Personligt og kærligt. Kast jer ud i livet – de 70.000 favne.

Lad os være en levende kirke, der tør insistere på kærligheden. Tør være der for hinanden.

Amen





Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.





Kirkebøn:

Overraskende Gud,

I den vidunderlige verden – i dette skønne liv, der både byder på store glæder, men også frustrationer og byrder, beder vi dig om, at du må komme til os, og hviske, råbe eller byde os: Følg mig.

Giv os modet til at turde springe ind i livet igen, når vi er stået af fordi vi er trætte eller kede af det.

Gør os ikke til dommere over hinanden, og lad ikke hævnens isnende hånd få tag om vores hjerte. Lad os insistere på, at kærligheden gælder der, hvor den ikke er – for de syge har brug for en læge.

Vær med dem, der lige nu kæmper med livet, for at beholde det eller for at udholde det. Lad livet sejre.

Vær med dem, der sidder i mørket, og føler sig ensomme. Lad mørket blive gennembrudt af dit lys.

Vær med dem, der savner et hjem og en familie. Vær med dem, der er ensomme, dem der er blevet forladt og dem, der tror de ikke er gode nok. Lad os finde hinanden.

Vær med de unge, der sætter filter op for alt i tilværelsen. Lad dem se verden uden filter og ikke mindst dem selv.

Vær med dem midt i livet, der drukner i tøjvask og arbejde. Lad dem hvile.

Vær med de gamle, der står tættest på døden. Lad dem leve stærkt.

Kære Gud – råb os alle op med dit: Følg mig. Lad os rejse os, så vi kan træde et skridt ind i verden, og sammen arbejde for, at Guds rige bliver en virkelighed.

Vær med din kirke her i Møllevang og Frydenlund. Vær med os alle.

Amen

15. søndag efter trinitatis 2018

Min kusine har sammen med sin mand for et par år siden bygget deres eget hus. Der var mange planer og tanker omkring det. Hvor skulle stikkontakterne sidde, hvilke klinker skulle der være i badeværelse, og hvor store vinduer skulle der være mod syd.

Det eneste, jeg aldrig har hørt dem diskutere, var om der skulle være køkkenalrum. For det skulle der selvfølgelig. Jeg tror næsten ikke, at der i dag bliver bygget huset, hvor der ikke er et køkkenalrum.

Det er stedet, hvor familien samles efter en lang dag, ungerne læser lektier eller ser ipad ved spisebordet, far ordner kartoflerne, mens mor koordinere næste uges kalender. Med variationer ser mange hjem sådan ud.

Og køkkenalrummet er nødvendigt i et liv fyldt med kalenderstyring og logistik. Vi har brug for at samles som familie, fordi alt andet går så hurtigt omkring os.

Køkkenalrummet er en reaktion på en accelerende verden – en replik til et liv, hvor vi længes efter at være mere sammen.

Det gælder ikke kun småbørnsfamilier – det gælder mennesker generelt, at livet går hurtigt. Det påvirker os alle – ingen går ram forbi. Vi læser massevis af mails hver dag, læser sms’er, opdaterer måske lige instagram og tjekker facebook, mens vi netværker på linkedin. Der er 100 kanaler at vælge imellem, film vi kan se, når det passer os og nyheder, der gentages i et væk. Vores hjerner kan næsten ikke følge med, og flere og flere får stresssymptomer og glemmer måske endda at nyde tiden i køkkenalrummet.

Vi lever på vores måde i vores tid. Og som enhver tid, skal den udsættes for sund kritik.

I vores tid lever vi nok på en måde, hvor vi mister jordforbindelsen og lever for meget i skyen og for lidt mellem hinanden.

På Jesu tid var det anderledes. Der var individet i langt højere grad indfældet i en gruppedynamik, og da Martha beder Maria hjælpe til (godt nok gennem Jesus), er det en helt almindelig forespørgsel, fordi det var forventet, at man hjalp til, når der var gæster. Det var en ære og en opgave. Martha er op gennem historien blevet psykologiseret, således at hun er blevet tillagt forskellige følelser, såsom vrede, harme, misundelse – men det står der intet om. Hun bad bare om hjælp.

Hver tid har sine vaner og kulturer – sine måde, vi mennesker omgås hinanden på.

Og hver tid har en risiko for at blive sig eget stilleben. Sit eget frosne billede af en tid, som låser os mere fast end befrier.

Og det er også sket med dagens evangelium. Det er frosset så godt fast på vores nethinde, at vi næsten ikke kan se anderledes på det.

Og disse to kvinder bliver på hver deres måde arketyper for to måder at være kristen på – er man den, der lytter til ordet, eller er man den, der handler.

Men de beskriver faktisk ikke så meget en stilstand, som den bevægelse, der er nødvendigt i livet. Der er mere i evangeliet til i dag end et silleben.

Martha er kvinden, der glemmer øjeblikket, fordi hun har så mange opgaver, at tiden til åndelighed bliver udskudt. Hvem kender ikke det? Vi sørger så godt for vores ydre – træning (eller nogen af jer gør det måske), cremer, sund mad. Vi dyrker kroppen og forsøger at passe godt på den. Men vi glemmer, at vi også er åndelige mennesker, der har brug for det indre. Vores indre skal passes på sammen måde. Martin Luther skulle engang have sagt, at han mediterede en time om dagen, på nær, når han havde travlt. Så mediterede han to timer. Det viser, at vi skal bevæge hen mod Kristus. Vi skal tage os tid og give åndeligheden plads i livet.

Martha skal gå mod Kristus.

Maria er kvinden, der er så opslugt af Jesus, at hun glemmer andre omkring sig. Maria har brug for at gå væk fra Kristus og ud i verden. Når ordet har slået rod i os, skal det vokse, og give frugt i mødet med hinanden.

Maria skal bevæge sig ud i verden.

Det er ikke den ene kvinde fremfor den anden, for begge skal gøre en bevægelse.

Man kan sige, at Martha skal ind foran Jesu fødder og lytte – og Maria skal ind i køkkenet og tjene. En vekslen mellem ord og tjeneste.

Og det handler jo ikke kun om kvinder – det handler om mennesker. Fortællingen er bare tilfældigt om kvinder, fordi kvinder ofte har en magtfuld position i Lukas evangeliet, hvor denne fortælling er fra.

Det handler om mennesker, og om hvordan vi har brug for en vekslen mellem ro, lytten og aktiv handlen.

Vi har brug for at få et samtalekøkkenet i vores religiøsitet. Det er stedet, hvor vi samles, finder ro, sidder alene i fællesskabet – men også stedet, hvor vi mødes og deler erfaringer. Et troens samtalekøkken, hvor den ene kan tjene, mens den anden fordyber sig – og omvendt.

Troen må gerne være et hjemligt sted, hvor vi kan slappe af. Et sted, hvor kravene ikke tynger os, men hvor vi med åbenhed og umiddelbarhed lever med hinanden.

For der er sket det, at Jesus ikke bare engang imellem kommer på besøg, som han gjorde den dag hos Martha og Maria – nej, Kristus er hos alle. Han er hos os og med os, og klar til at lytte, tale og puffe os blidt ud i verden.

Vi behøver ikke vælge mellem Marta og Maria – vi er Martha og Maria. Vi er begge i en bevægelse gennem livet.

Amen





Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

14. søndag efter trinitatis 2018

Tag din båre og gå. Sådan lyder opfordringen i dag til os. Det bliver sagt tre gange i dagens evangelietekst. Og der er altid en båre, der skal bæres. For den lamme mand var det 38 års lammelse – for andre er det måske en opvækst, der gik skævt, et ægteskab der kulsejlede, en misforståelse der fik konsekvenser eller en fiasko i livet, der stadigvæk rammer, når man taler om den. Der er altid en båre, der skal bæres. Det kan være erindringen, sorgen, længslen efter det, der ikke blev – der er altid en båre.

Og opfordringen i dag lyder: tag din båre og gå. Gå ud i livet, ud i verden og lev så godt du kan. Mere forlanges der ikke af dig.

Der er mange, når de hører evangeliet til i dag, der bliver stødt over Jesus, der spørger: VIL du være rask, og det spørgsmål kommer til at stå i vejen for budskabet. For hvis man lægger vægt på VIL, ja så betyder det jo, at vi som mennesker har en vilje, der kan afgøre om vi vil være syge eller ej. Der er ikke mange, der ligger på Skejby, der har villet ligget der. Det forekommer så provokerende, hvis vi lægger vægt på vores egne vilje. Men hvis vi i stedet for hører, at det Jesus spørger om, er om vi vil tage imod det han kommer med til os. Vil du være rask – vil du have det jeg kan tilbyde dig? Så får det anden klang. For det han tilbyder er livet med Gud.

På Jesus tid var der en skarp opdeling mellem rent og urent. Det rene var Gud og templet, hvor man mente Gud var, og det urene var at finde i livet udenfor templet. Man kunne som menneske blive forurenet, og så skulle man vente til forureningen ligesom gik af, før man igen kunne komme i templet. Det betyder også, at Gud er den rene. Den absolut rene. Og man måtte ikke komme i templet som uren, fordi det kunne smitte Gud.

Det lyder helt absurd for os, at Gud kan blive smittet med vores urenhed, men det er fordi, der sker noget nyt med Jesus. Og vi lever i lyset af Kristus.

Da Jesus kommer, så spiser han sammen med urene – syndere, toldere, skøger, lamme, spedalske – alle dem, som det herskende samfund så som urene. Men Guds egen søn spiser med dem, omgås dem, elsker dem. Og det gør han FORDI det ikke længere handler om, at Gud kan blive smittes med vores urenhed, men fordi vi bliver rene i samværet med Gud.

Når Jesus spiser sammen med de laveste i samfundet, så gør han dem samtidig rene. Der bliver vendt om på smitten så at sige. Før kunne det urene smitte Gud, men nu kommer Gud til os og gør os rene.

Rene og urent er ikke en tanke, der fylder meget i vore dages tro. Og det gør den ikke, fordi vi har et andet vilkår. Gud kommer med sin kærlighed, der forandrer verden for os – han gør os rene. Vi får tilbudt en personlig relation til Gud, der gør, at vi slet ikke kan forestille os, at det engang var anderledes. Men efter Kristus har været i verden, er verden forandret, og vi har en Gud, der vil spise med os alle, som dem vi er.

Så det er vendingen, der sker med Jesus. Der sker noget nyt med ham, så derfor lyder spørgsmålet: vil du være rask? Eller hvad han mener er: vil du være ren, være en del af mit rige – vil du have kærligheden?

Og for manden ved dammen blev det begyndelsen på et nyt liv. Det blev en forvandling, da han tog i mod.

I Guds rige er kun kærligheden tilbage, og derfor så vi et glimt af Guds rige i Jesu møde med den lamme.

Og det giver håb også for dette liv. For uanset hvor lammet vi kan være i livet eller hvor ødelagt det er, så er der håb for os. Hver dag er der mulighed for, at der kan bryde noget nyt ind, som forvandler også os. Det er aldrig for sent. Det kan være et møde med et medmenneske, et ord der varmer eller et glimt i livet – noget, der gør, at vi åbner vores øjne mens vi åbner vores hjerter.

Men det er også hver gang vi er her i kirken, og rejser os fra nadverskranken, at vi hører ordene bag ordene: Tag din båre og gå. Guds fred være med dig.

Livet med Gud er et liv til frihed. Troen skal gøre os frie – ikke binde os til regler og ramme – ikke lamme os. Men gøre os frie og frimodige i samværet med hinanden.

Og hvis man endelig skal tale om vilje, så handler det ikke om, hvorvidt vi vil være raske eller ej, men om at Gud vil noget med os. Han vil oprejse os. Og når vi svarer Gud med en hvisken, et opgivelsens suk eller med vrede, at vi ikke kan, fordi vi allerede har prøvet i 38 år, så hvisker Gud tilbage til os: Tag din båre og gå.

Vi kan nogle gange falde ind i en opfattelse af verden, hvor vores egen tro eller vores eget syn på sagen kommer til at være afgørende for om vi kan bære den båre. Vi glemmer, at det er på Guds ord, at vi rejser os. Det er Guds suveræne ord til os, som er DET der forvandler. Ikke vores tro, der kan vakle eller vores selvtillid der kan svigte – men GUDs ord til os. Og på det ord kan vi leve og dø – på det ord, kan vi rejse os og gå ud i verden igen.

Spørgsmålet lyder derfor til os, også i dag: vil du være rask? Vil du have Guds kærlighed, så tag din båre og gå.

Amen




Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

13. søndag efter trinitatis, 2018

Der findes et forsøg med aber, der handler om, hvorvidt aber forstår retfærdighed. Forsøget var sådan her:

Man tog to aber i hver deres bur ved siden af hinanden, så de kunne se hinanden. Opgaven var så, at aberne skulle række en sten ud til forskeren, der så ville give dem et stykke agurk for stenen. De var begge glade for deres stykke agurk. Men så får den ene abe en vindrue, der i abeverdenen er meget bedre end agurk. Og det ser den anden abe. Og da det bliver dens tur, rækker den en sten frem – og får, ikke en vindrue, men en agurk. Hvad gør aben – smager på agurken, og smider den derefter resolut på gulvet. Det var ikke en vindrue. Da den får stenen igen, undersøger den om stenen er ok ved lige at banke den mod væggen – så afleverer den stenen, og får igen agurk. Også det stykke lander på gulvet. Den vil have en vindrue. For den anden får jo vindrue, og det er ikke fair, at den ikke selv får.

Forsøget var banebrydende for det viste, at aber har forståelse af retfærdighed. Det var ok så længe de begge fik agurk, ja så smagte det lige som det skulle, men hvis den anden fik noget bedre for samme opgave, så ville den slet ikke have agurken. Man skulle tro, at et stykke agurk er bedre end ingenting. Men sådan reagerede aben ikke.

Det er så interessant fra et biologisk synspunkt, at abers adfærd nogle gange minder om menneskers. Og også fordi der er en fællesnævner i skabelsen. Alt levende i skabelsen udviser en adfærd omkring retfærdighed. Vi kæmper ikke kun for at overleve på de andres bekostning – det skal gå fair til.

Det tror jeg, siger noget om den Gud, der har skabt alting. Nemlig at han har villet at retfærdighed skal være en del af vores liv. Og hvis aberne har den, hvor meget mere så ikke os mennesker, hans børn?

Vi tager lige scenariet fra dagens evangelietekst til i dag en gang til: Der står en mor sammen med sine to sønner. De to sønner kender Jesus godt, for de er hans disciple. Moren kaster sig ned for fødderne af Jesus, og beder for sine børn. Hun beder Jesus om at tage dem med sig ind i sit rige – den ene skal sidde ved Jesu ene side og den anden søn ved på den anden side.

Hun beder om, at sønnerne må en god plads. Det er ikke mærkeligt at beder om det. Hun overgiver sine børn til Jesus, og beder ham sørge for, at der er plads til dem. Eller sagt på abesprog, så vil hun gerne have, at de får vindruer og ikke agurker.

Men hun får ikke det svar, som hun sikkert håber på, for Jesus siger til hende, at det slet ikke er ham, men Gud der giver de pladser til dem, han vil give dem til. Jesus har altså ikke noget med det at gøre.

Og da de andre disciple, der står sammen med dem alle sammen hører Jesu svar, bliver de vrede på de to brødre. Det er uretfærdigt at bede om forrang. Helt ærlig, så kan det godt fremstå som om de er noget selvfede, de disciple. Men måske længes de andre disciple efter samme plads – måske ville de ønske de selv turde spørge.

Og at spørge om at få en bedre plads, er noget som vi i vore dage synes er helt ok. Hvis man skal klare sig på arbejdsmarkedet, så skal man være lidt fræk og spørge. Eller får man jo ingenting. Ordsproget om, at hvis man siger efter stjernerne, så er det værste der kan ske, at du rammer træerne, lever i bedste velgående. Så for os er det svært at hidse sig op over disciplenes mor, der spørger om en fordel.

Så hvad er det præcist, der er problemet i dagens evangelium. Set med moderne øjne griber moren bare muligheden, da den kommer. Det er som sådan heller ikke det, at hun beder om en plads, der er problemet – det er faktisk noget meget fint i, at hun overgiver sine to sønner til Gud. Men problemet er, at alle omkring Jesus (igen kunne man tilføje) misforstår, hvad magt og tjeneste er. Dét er problemet.

At overgive sit liv til Gud, er ikke at få en høj position i Himlen – eller at få en særlig fin position her på jorden i et religiøst hierarki. Det handler slet ikke om at få en af de to særlige pladser. Og helt ærlig, så tror jeg, at vi tænker for småt om Jesus – og alt for konkret. Kunne man derimod ikke forestille sig, at alle pladser i Guds rige er særlige? At hver evig eneste plads var ved siden af Jesus?

Det lyder storsindet og måske ligefrem uretfærdigt. Der må da være nogen, der er lidt tættere på Gud end andre? Og svaret er, at vi alle er lige tætte. Der er ikke mennesker, der særlig hellige eller helgener – for alle får vi den gode plads. Vi får alle vindruer.

Som præst hører jeg tit den joke om, at jeg har forbindelserne i orden op til, og derfor bliver jeg særlig tit bedt om at sørge for godt vejr. Det er ret sjovt, men jeg må skuffe jer: præster er ikke Guds meteorologer på jorden – og vi har heller ikke særlige forbindelser til Gud. Gud er lige meget Gud for alle mennesker. Han er ikke kun 45% Gud for nogen og så 87% for andre. Det er jo helt skørt at tænke på. Nej, han er 100% for os alle.



Det kan godt være uvant for os at tænke på, for vi indordner os anderledes her på jorden. Her har vi vores hverdag fyldt med hierarkier og har en masse formaliseret magtfordeling, så vores samfund kan fungere. Vi fordeler magten, så den kan bruges til fælles bedste. Der er intet forkert eller farlig ved magt – kun når den bliver misbrugt.

Det ved Jesus godt, og derfor anklager han i dagens evangelium stormændene, ikke at de har magt, men at de misbruger den. De bruger magten til det forkerte – de leder ikke vejen, men bruger den kun til at selv at blive større og rigere.

Men det er ikke hvad Gud vil – Guds rige skal være anderledes. Der er altså ikke nogen, der er mere værd end andre, eller får en bedre plads. For vi har allerede fået den smukkeste plads af dem alle – nemlig at være tjenere for hinanden. Vi skal tjene hinanden – det er en af kristendommens fornemste udsagn om livet. At være hinandens tjenere. Og her er kristendommen noget andet end samfundet – men netop derfor er der også brug for kristendommen. For i lyset af Guds kærlighed, er det vigtigt at vi holder fast på, at ethvert menneske, vi møder, er et vi skal tjene. Og her tænker jeg ikke på en på en tjener på en cafe, men mere tjene som en tilgang til hinanden.

Løgstrup, der var en kendt teolog og præst, formulerede det på den, at vi har holder hinandens liv i vore hænder. Vi er så tæt forbundet – man kunne sammenligne det med dominobrikker, at vi hele tiden skal hjælpe med at rejse dem, der vælter i livet. Ja, for ellers vælter vi alle sammen.

Løgstrup taler om, at mennesker har en grundlæggende tillid til hinanden, som altid kommer i spil i det umiddelbare møde. Faktisk lever et lille stykke af Gudsriget ud i vores hverdagsliv.

Vi er tjenere for hinanden.

I virkeligheden er Jesu budskab simpelt. Vær der for hinanden, uden dom, uden forargelse og uden vores menneskelige retfærdighedssans.

Mange har nemlig den tanke, at nogle fortjener vindrue og andre agurker. Selv indenfor kristendommen møder man nogle gange den holdning, at nogle bør få vindruer og andre agurker. Men jeg tror ikke på en Gud, der gør forskel. For hvis Guds kærlighed virkelig skal gælde, så skal den gælde. Så gennemsyrer den alle vores magtforhold og fordelinger – alle vores spørgsmål og krav om at få forrang. Alt det gennemsyrer kærligheden. Gennemsyrer selv dødsriget.

Så er den tillid vi har indpodet i vores inderste den rette vej i livet. Så ved vi, at det ikke handler om at gøre sig fortjent til enten det ene eller det andet. Vi får alligevel det vigtigste givet – en plads hos Gud.

Gud giver os en plads uden vi behøver spørge om den, eller sende vores mor ud i forbøn for os. Vi får den af Gud, fordi vi er hans.

Vi har en plads – både i livet og hos Gud. En plads der er vores. En plads, hvor vi skal tjene hinanden – hjælpe og holde hinandens liv i vores hænder. Amen


Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.


Salmevalg:


Et hus at komme til (I) - Janne Mark

29: Spænd over os (SL)

370: Menneske din egen magt (FP)

192: Hil dig frelser (EP)

Nadver: 260: Du satte dig selv

Nadver: 847: Kalken med ordet

31: Til himlene rækker

5. søndag efter trinitatis 2018

Alle navne har en betydning.

Hvis vi ser på dem, der er døbt i dag, så betyder.....(her fortalte jeg, hvad dåbsbørnenes navne betød)

Alle navne har en oprindelse.

Navnet Peter, der er navnet på den disciple, vi hører om dag, betyder klippe. Peter hedder også Simon, og bliver tit benævnt som Simon Peter i Bibelen. Simon betyder: den der beder eller den der lytter. Så Simon Peter, eller bare Peter, er klippen, der har tid til at bede og lytte.

Det giver rigtig god mening i dag, hvor Peter får at vide, at han er den, der skal bygge den første kirke. Kirken skal være en klippe i samfundet og et sted, hvor man kan komme og bede og lytte – og blive lyttet til.

Men det sjove er, at Peter faktisk ikke er en særlig god discipel. Han er egentlig ret dårlig til det med at være disciple. Gang på gang stoler han ikke nok på det, som Jesus siger, og da Jesus bliver henrettet, da lyver Peter og siger, at han ikke kender Jesus af frygt for at ende som ham.

Så Peter ville dumpe som disciple, hvis det var en test. Eller blive fyret med det samme.

Og alligevel vælger Jesus ham. Det er værd at bide mærke i. For sådan er det, når det kommer til Gud. Han vælger ofte mennesker, vi må undre os over, at han kan bruge. Og Peter kan bruges.

Peter er et menneske på godt og ondt. For selvom man måske kan kigge på Peter i dag og harmes over, hvor dårlig en discipel han var, så er han jo ikke specielt anderledes end os andre. Vi lægger bare flere filtre på vores liv i dag end man gjorde dengang. Men der findes ikke et eneste menneske, der ikke har skuffet, svigtet eller løjet. Vi er altså, hvis vi tør se os selv i øjnene ligesom Peter. Men ligesom Peter kunne bruges, kan vi bruges.

Eller som en af vore kirkefædre Augustin har sagt: ”Tror du, at han som magtede den store kunst at skabe dig, har glemt, hvad han kan bruge dig til?”

Og bruges kan vi – hver i vores liv, på vores sted. Vi har alle en betydning og vi sætter alle et aftryk.

Det kan man godt glemme, og særligt de dage, hvor livet er svært. Hvor døden river dem vi elsker fra os, hvor sygdom vælter vores tiltro til livet, hvor sårende ord laver huller i vores sjæle og hvor kriser og tanker ætser vores selvværd. Der er rig mulighed for at glemme, at Gud kan bruge en. Men også en rig mulighed for at komme i tanke om det igen.

Og på den måde kan Peter bliver et forbillede for os. For Peter – eller klippen – var en klippe fyldt med revner og sprækker. Han var uens, skarp og man kunne slå sig på ham. Og hans tro den var fyldt med tvivl og frygt. Og han ville hellere sin egen vilje end Guds.

Men han blev valgt. Og fordi han blev valgt, har vi en fortælling om et menneske, der fik en central rolle i kristendommen. Et menneske, der trods sin tvivl, fortalte om Kristus.

Vi kan det samme. Vi er ikke væsensforskellige fra Peter. Vi kan også fortælle om Kristus – dele budskabet om kærlighed. For Gud regner ikke sammen på de gange du svigtede, han regner bare med dig.

Og vi har brug for at blive brugt.

Brug for at være noget for andre.

Den sandhed står særligt lysende klart i de øjeblikke, hvor livet bliver alvorligt. Den nu afdøde tv-vært Camilla Bek Holten, sagde inden hun døde af kræft, at de gange hun havde gjort noget for andre uden at forvente en offentlig tak, var som små diamanter for hende.

Vi er ikke kun som klipper for hinanden, men også som små diamanter.

Der ligger en stor menneskelighed i det. Vi er værdifulde for hinanden, og skal ikke gøre os hårde som sten. Diamanten er nok den hårdeste diamant, men hårdheden skal ligge i udholdenheden – ikke i forholdet til hinanden. Og her går vi tit galt i byen, og gør os netop hårde overfor andre, fordi vi måske tror livet bliver nemmere. Vi skubber det forreste, vi tror, kan holde til det – vores evner, vores succeser, vores kvalifikationer. Men til syvende og sidst ligger vægten altid på Guds valg og aldrig på vores kvalifikationer. Og vi er valgt og kaldet til livet med hinanden. Det giver et tilhørsforhold, at vi er udvalgte – men også en mening med tilværelsen. For vi er kaldt til livet. Sådan konkret råbt op. Gud vil noget med os – og for os.

Det er kærlighedsforholdet til Gud, der er på spil. Et kærlighedsforhold, der kan tåle sprækker og revner – modstand og reaktion.

Nok er Peter en klippe, men han er blød som en krop. Inger Christensen skriver i sit digt om byen følgende:

Et samfund kan være så stenet
At alt er en eneste blok
Og indbyggermassen så benet
At livet er gået i chok

Og hjertet er helt i skygge
Og hjertet er næsten hørt op
Til nogen begynder at bygge
En by der er blød som en krop


Sådan lyder det. En by som blød som en krop. Vi skal være mennesker – ikke titler og tal. Vi skal bygge, ikke kun en by, men en kirke så blød som en krop.

Kirken er levende stene, siger Grundtvig. For uden mennesker, var det her kun en tom bygning – en samling af ligegyldige sten. Det er os, der giver det betydning. Det er os, der dele kærligheden – det magter mørtel ikke. Vi skal møde hinandens øjne, og ikke bare se på alteret. Og kom Jesus herind i dag, ville han aldrig sætte sig på alteret, så vi kunne tilbede ham, men derimod sætte sig blandt os – på bænken ved siden af dig. Det er kirken, der er blød som en krop.

Den kirke startede ”klippen” Peter, og den kirke har vi siden fortalt hinanden om. Vi har været samlet her i stor glæde og dyb sorg. I stilhed og larm. I livets store højdepunkter og hverdagens trummerum. Det er kirken – ikke bare en bygning men et sted, hvor vi skal være diamanter for hinanden. Vi skal gøre det, der er godt hinanden.

I bogen ”Den lille prins”, der er en børnebog for voksne, hører vi om en lille prins, der rejser rundt i universet og møder mange mærkelige mennesker. På et tidspunkt kommer han til jorden, hvor han kommer i samtale med en ræv. Og ræven beder drengen om at gøre den tam. Prinsen ved ikke, hvad det betyder, så ræven forklarer, at man skal bruge tid på at komme hinanden nærmere. Og når ræven er gjort tam, er den ikke bare en hvilken som helst ræv ud af tusinder, men prinsens ræv. Og ræven vil synes, at prinsen ikke bare er en lille dreng ud af tusinder, men hans lille prins. Som ræven siger: ”Man lærer kun det at kende, som man gør tamt. Menneske har ikke mere tid til at lære noget at kende. De køber alting færdigt hos de handlende. Men der findes ingen butikker, hvor man handler med venner. Menneskene har ikke mere nogen venner. Hvis du ønsker dig en ven, så gør mig tam.”

Og ræven slutter med at sige til prinsen: Kun med hjertet kan man se rigtigt. Og det er den tid du har spildt på andre, der gør dem så betydningsfulde.

Jeg holder meget af Den lille prins og særligt dette afsnit. Forfatteren vender lige rundt på ordene, og siger, at det er den tid, vi har spildt på hinanden, der er betydningsfuld. Og vi ved jo godt, at tiden ikke er spildt, men vi prioriterer ikke altid derefter.

Vi skal spilde tiden på hinanden – bruge af den, for det er det mest værdifulde vi har.

Det er også det kirken er bygget op af. Mennesker der har spildt tiden på hinanden, gjort hinanden tamme og gjort hinanden betydningsfulde.

Og med os i den opgave, som vi bliver kaldt til, der står Gud klar til at gå med os – for han alene kender hver enkelt af os. Og i hans verden er vi alle gjort tamme – vi skal bare opdage det.

Amen



Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

Præsteklumme, februar 2018

Kan du gætte hvem jeg er?

Du kender dem nok godt – de der mennesker, man har en fornemmelse af altid har en maske på. De er aldrig helt dem selv. Man skulle tro, at de fejrede fastelavn hele året rundt. Det er som om, at hele deres peronlighed bliver forloren. Kald det mavefornemmelse eller instinkt, men det er ubehageligt at står overfor sådanne personer. De bliver utydelige.

Eller det vil sige, engang imellem er det jo os, der ”tager maske på” og bliver en anden. Nok mest for at skærme os selv, eller fordi vi bliver usikre. Vi påtager os en personlighed, der passer til situationen, tror vi, og spiller ud fra den. Spiller med, men spiller også fallit. For hvem er man, når man tager maske på? Det er nok individuelt, hvordan vores masker ser ud; men fælles for os alle er, at vi gerne vil være vellidte. Det betyder faktisk noget, at andre kan lide en. Og frygten for, at vi ikke er gode nok, kan være nok så skræmmende. Men faktum er, at lige meget om vi har maske på eller ej, så har andre en holdning til os. Så hvorfor ikke lade folk have en holdning til dem, vi reelt er, snarere end en selvfabrikeret maske?

Det handler om at turde være i sit liv.

Livet giver knubs. Det kan ikke undgås; og det hjælper ikke at leve gennem en stand-in. Vi kan ikke leve som andre end os selv.

Jeg tror, vi skal holde op med at bruge så meget tid på at polere vores maskers facader, og mere tid på at vise verden, hvem vi er. Og vi er forskellige. Vi har fået forskellige evner, og det er ok. Der er plads til og brug for alle.

Så skal vi ikke holde op med at bruge tid på at gætte, hvem der er bag masken, og istedet for bruge tiden på at lære hinanden at kende?