Septuagesima 2019

Jeg vil dele en fortælling med jer, der begynder sådan her:

For et stykke tid siden, mødte jeg en 6. klasse. Læreren havde bedt mig om at sige noget om selvtillid. Det var unge mennesker, der stod på grænsen til at blive teenagere, og læreren ville, at vi skulle snakke om, hvordan man skal se på sig selv, og hvilke egenskaber som er vigtige for et menneske.

Jeg begyndte med at bede to af eleverne om at komme op til tavlen. De skulle fungere som sekretærer og skrive alt det op, som de andre kammerater sagde. Derefter fik eleverne lov til at komme med egenskaber, som de gerne ville være gode til, der ville give dem selvtillid. Næsten med det samme var der en dreng, der råbte: god til fodbold. En anden sagde ishockey og sådan fortsatte det: heste, hockey, motocross, udspring. Efter et stykke tid havde de nævnt de fleste idrætsgrene i verden.

Vi gik videre. En ville være god ti EDB, matematik og sprog, og en anden syntes at det var vigtigt at holde orden på værelset eller at kunne ordne motorer. En pige sagde, at hun ville være dygtig til at skrive, en dreng ville være dygtig til økonomi, en anden til at filme eller fotografere. En lille dreng ville være stærk og en anden ville kunne fortælle historier, så alle kom til at grine. Til sidst var hele tavlen fyldt. Så lod jeg de to sekretærer læse alt det igennem, som de andre havde fundet på. Det tog et stykke tid og medens de læste, følte vi det, som om vi blev mindre og mindre, stykke for stykke, alle sammen. For hvem i al verden kunne være god til at det, som eleverne havde sagt? Hvem?

Derfor bad jeg eleverne stille sig i en lang række.

- Nu får I lov at vælge noget væk, sagde jeg. Når det bliver din tur går du frem til tavlen og streger en ting ud, den egenskab du synes er den mindst vigtige at være god til.

Den første, der kom frem, var en pige. Hun tænkte i nogle sekunder og så stregede hun ishockey ud. Alle pigerne klappede. Den næste var en dreng. Han styrtede op og trak en tyk streg over hest. Så var det drengene, der jublede. Sådan fortsatte det et stykke tid: drengene stregede pigernes interesser ud og pigerne stregede drengenes interesser ud. Men så stilnede det af og en dyb alvor skænkede sig over klassen. Økonomi blev streget ud, god ordenssans og god fortælleevne. Fotografering forsvandt, ligesom motorer og EDB.

Efter et stykke tid gik en dreng frem. Da var langt mere end halvdelen af tingene på tavlen streget ud. Drenge læste langsomt alt det igennem, der var tilbage på tavlen, og det føltes umuligt at fjerne mere nu. Alligevel var han nødt til at gøre det. Til sidst trak en tyk streg over store muskler. Kridtet gik videre til en lille pige. Hun stod der også et stykke tid og spekulerede, før hun stregede sød over.

Til sidst var der kun fire ting tilbage på tavlen, fire egenskaber, der tydeligvis hørte til de allervigtigste ting i livet. det var intelligent, venlig, glad og evnen til at gøre andre mennesker glade. Der var kun en eneste person tilbage i rækken nu. Jeg rakte kridtet til hende. Hun stod der nogle sekunder og tænkte. Så tog hun et beslutsom skridt frem og trak en tyk streg over det, hun syntes, var mindst vigtigt. Hun stregede intelligent ud, ikke fordi det var uvæsentligt, men fordi det andet var vigtigere.

Vi stod der og kiggede på de tre ord, som nu var tilbage på tavlen. På sin vis, var vi nok lidt forbavsede alle sammen. Det var da ikke nogen mærkværdige ting, der stod der. For der kræves jo ikke en særlig begavelse for at være venlig eller glad. Alligevel var det lige det, som hele klassen beholdt. På en eller anden måde måtte dette alligevel betyde, at en sund selvtillid ikke kun er til for de store og virkelig dygtige. Det er noget, der må ligge indenfor rækkevidde for alle.

Sådan lyder fortællingen, jeg har fra andagtsbogen ”under overfladen” (s. 117).

Fortællingen sætter fokus på, at glæde, venlighed og at gøre andre mennesker glade, er de tre vigtigste egenskaber ved livet, hvis man skal koge det til det, der gør noget godt for vores menneskeliv.

I fortællingen handler det om selvtillid blandt børn, men vi kan nu også lære noget af fortællingen.

For det er nok sådan for mange af os, at vi fylder livet med en masse andre egenskaber, som vi i øjeblikket finder vigtige. Men som, når alt kommer til alt, måske bare er netop fyld. Eller som måske kommer til at spærre vejen for det aller vigtigste.

Og det er jo ikke fordi, vi ikke ved, hvad det vigtigste er. Vi ved godt, at livet handler om at være der for andre og at fylde det med glæde.

Vi har det bare med at løbe forvildet rundt uden mål, eller at løbe så hurtigt mod et mål for at komme først, at vi glemmer hinanden eller måske har vi så travlt med at holde øje med, hvad de andre får og om de får mere end os, at vi glemmer at glæde os. Også på andres vegne.

Alt sammen noget hører vi om i dagens tekster – Paulus taler om, at vi skal se kristenlivet som et løb, og løbe mod Gud, og at vi ikke må løbe planløst rundt. Og hvor der i et almindeligt løb, kun er en vinder, så fortæller Jesus os i sin lignelse, at alle har mulighed for at komme i mål. VI får alle den samme sejrskrans om vi er hurtige, langsomme eller har brug for at blive båret. Vi kommer alle i mål.

Paulus’ tekst og Jesu lignelse taler til hinanden – komplementerer hinanden. De taler om livet som menneske, og hvad der spærrer vores udsyn i dette livsløb.

Livet kan nemlig sammenlignes med et løb, og bliver det ofte – også i daglig tale. Vi taler om, at man kan have den gule førertrøje på, at man kan ligge i overhalingsbanen eller at man skal ind i kampen. Det er alt sammen sportsmetaforer, der kaster os ind i konkurrencen om at vinde. Om vi vil det eller ej. Hvem kan lide at tabe? Hvem holder med taberen?

Og teksterne rammer os på flere planer. For det er også en kritik af samfundet, og hvordan vi prioriterer. Hvad sætter vi på 1. pladsen i vores liv, synes de at udfordrer os på? Og er vi kommet dertil, hvor det er vigtigere at nå meget end at nå hinanden? Er vi kommet dertil, hvor det betyder mere om vores ydre er pænt, end om vores hjerter er det? Der er ingen tvivl om, at det kræver meget at være menneske i dag. Vi skal være hurtige, omstillingsparate, vi skal nå mere arbejde på kortere tid og budgetterne strammes. Kravene er høje, og det mærke de unge særligt. Men i alle generationer, kan det mærkes, at samfundet speeder op. Vi har mere travlt med at løbe og mindre med at være.

Og derfra ligger misundelse besnærende nært. For når man nu har så travlt med at løbe og anstrenger sig, eller måske er offer for at andre løber hurtigt, så begynder man at kigge på, om de andre får mere end en selv. Jo mindre tid til nærvær, des mere vil vi hige efter den, og føle os forfordelt, når vi ikke får den. Så bliver man som de første daglejere, der ikke kan unde, at andre får det samme som en selv.

Er dit øje ondt, fordi jeg er god, spørger Jesus os. Det er karske ord, der lyder til os.

Teksterne vil vække os, puffe til og åbne vores øjne for, at livet kan være noget andet – noget mere. Teksterne streger de egenskaber over, der ikke er væsentlige.

Det mål vi tror, vi løber efter, skal udskiftes med Gud som mål. Han er den, vi skal følge. Han er den væsentlige. Man kan sige, at Gud er konkurrenceforvridende, fordi han sætter os helt ud af den. Livet er ikke længere en konkurrence om, hvem der kan vinde lykken – og heller ikke en konkurrence om, hvem der er nærmest Gud, når vi nu er i gang med at fjerne konkurrencer. For det er på alle planer, at Gud aflyser konkurrencen. Det handler fra nu om, at vi bliver kaldet til at leve et nyt liv. Et liv, hvor det handler om at være – være med Gud.



Et liv, hvor vi glædes over hinanden, og gør for hinanden.

Et liv i tro. Ikke et liv i løb, men et liv i tro. Det er det nye – den banebrydende og forandrende. Livet i troen.

Troen vil altid påvirke den måde vi er overfor hinanden på. Luther siger; ”Tro er en levende, dristig tillid til Guds nåde”.

Det er en frihed i den måde at tænke på. Du behøver ikke bekymre dig om, hvorvidt du kommer i mål, for Gud flytter bare målstregen hen bag ved dig. Det er nåden. Og det er Guds nåde, vi sætter vores lid til en usikker verden.

Vi behøver ikke bekymre os om målstreger længere. Vi er ikke i konkurrence med hinanden, men i livet med hinanden. Det gør en forskel.

Og det kommer til udtryk i vores måde at være sammen på. For den dristige tro på Guds nåde kan ikke andet end at komme til udtryk i vores syn på hinanden. Misundelsen vil forsvinde, og tilbage vil der kun være næstekærlighed.

Kærlighed. Det ender altid med kærligheden, når vi har med Gud at gøre.

Nogle gange kunne man drømme om, hvordan Gud ser verden. Hvordan ser Gud på os – på dig og mig. Nogle mennesker vil ryste ved tanken, fordi de tvivler på om Guds kærlighed nu også rækker til dem; men det gør den. Faktisk tror jeg, at vi ville blive overrasket over, hvor stor Guds kærlighed er. Hvor langt hans nåde rækker. Hvor mange døre han banker på. Hvor mange menneskehjerter, han når.

Guds kærlighed kan ikke sættes i rammer, men lever mellem os. Den kalder på os. Den forsøger at få os til at stoppe op, så vi kan se, hvor vi er, og ikke kun hvor vi skal hen.

Vi skal strege det uvæsentlige ud. Vi skal turde stole på, at gør vi det, så står kun det væsentlige tilbage. Og det kan man leve på.

Amen



Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

3. søndag efter Helligtrekonger 2019

Videoklip eller genfortælling:

Der står en række unge mennesker på en række. De skal løbe et kapløb, og den der kommer først vinder 1000,- De er spændte og klar. Men pludselig råber en voksen til dem, at reglerne er blevet lavet om.

Hvis ens forældre er gift, må man træde et skridt frem. Nogle træder frem, men ikke alle. Hvis man har haft en faderfigur i hjemmet, må man træde et skridt frem. Nogle træder frem, men ikke alle. Hvis man har en uddannelse, må man træde frem. Nogle træder frem, men ikke alle. Hvis man aldrig har været bekymret for om mobiltelefonen blev afbrudt, fordi man ikke har kunnet betale regningen, må man træde frem. Nogle træder frem, men ikke alle. Hvis man aldrig har hjulpet sine forældre med at betale en regning, må man træde et skridt frem. Nogle træder frem, men ikke alle. Hvis man aldrig har været bekymret for det næste måltid, må man træde et skridt frem. Nogle træder frem, men ikke alle.

Da siger den voksne, at dem i front skal vende sig om. Og bag ved står der en række af unge mennesker, og har ikke rykket sig. Den voksne siger: Der er ingen af jer, står her, fordi I gjort noget forkert, eller fordi I ikke har gjort nok. Det er bare sådan, at nogle af jer på forhånd har fået flere muligheder i livet. Nogle af jer har et forspring. Men det betyder ikke, at I ikke skal løbe om lidt. I kan ikke undslå jer at deltage i livets løb. Men der er sandsynlighed for at dem i front vinder de 1000,- og ikke jer bagved. Og de af jer der nu vinder, I er forpligtede til at lære af det her. I skal bruge jeres sejr, så I kan lytte til de andres historier.

Det slutter med et citat fra 1. Johannesbrev, kapitel 16-18:

Derpå kender vi kærligheden: at han satte sit liv til for os; så skylder også vi at sætte livet til for brødrene. Den, der har jordisk gods og ser sin broder lide nød, men lukker sit hjerte for ham – hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham?

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Det er video/fortælling med et klart budskab. Vi kan ikke selv gøre for, at vi kommer til verden med en social arv. Den afgør vores plads i livets løb, og den, der står forrest, er forpligtet til at bruge sin sejr til at lytte til dem, der aldrig når i mål.

Videoen/fortællingen er fra USA, der har et andet politisk system end her, og hvor det i endnu højere grad er forældrenes formue, der afgør om man kan komme frem i løbet. Og derfor har deres teologi i højere grad fokus på social forandring end den historisk set har haft i Danmark. Og det handler kristendommen også om.

Men der er også en anden vinkel i denne fortælling/video, som kommer til udtryk. Nemlig fortællingen om, hvornår vi bliver fremmede for hinanden. Hvornår vi kommer til at stå så langt fra hinanden, at vi ikke længere ser et medmenneske, vi skal hjælpe, men en som vi måske mener bare burde løbe hurtigere.

Når vi bliver fremmede for hinanden, så mister vi evnen til at se med empati på medmennesket. Så ser vi bare en masse af mennesker. En mur af mennesker, som man nemt kan vende ryggen til.

Fremmedheden har mange følgesvende, der gerne følger trop.

En af dem er hævnen. Hævnen, der forsøger at ramme omkring sig med sin giftige brod. Når vi bliver fremmede for hinanden, så er det nemt at hævne. Og man kan blive fremmed selv overfor et menneske, man før stod nært.

Hævnen luller sig ind i tanken om, at den egentlig vil gøre et regnskab op. Den vil gøre parterne lige ved at dele det forfærdelige, krænkelsen eller uretfærdigheden med den, der har forvoldt en ondt. Den vil gøre verden lige igen. Men det sker sjældent. Det sker aldrig.

En anden følgesvend er ligegyldigheden. Ligegyldigheden anstrenger sig for ikke at få øje på den fremmede. Vendere sig bort fra den fremmede. Ligegyldigheden gør mennesker ligegyldige.

Og sidst men ikke mindst kommer dommen, der dømmer og fordømmer alt det, den ikke forstår. Den har intet i klemme overfor den fremmede, og kan få frit spil.

Faren ved tilværelsen er, at vi bliver som fremmede for hinanden. At vi bliver hinandens spedalske.

Og man kan faktisk sammenligne den fremmede med de spedalske, som Jesus møder. De er befængte med en sygdom, som de ikke selv kan gøre for; og de er blevet fremmede for verden. De kan ikke engang genkende dem selv i spejlet længere. De bliver fordømt, holdt ud og er blevet ligegyldige. De er fremmede.

Men ikke for Jesus. Han kender dem – han genkender dem. Og derfor er han sammen med dem. Møder dem og fjerner det, der gør dem fremmede. Helbreder dem. Han viser os et glimt af Guds rige. Et glimt af en anden virkelighed, hvor vi får øjenkontakt med hinanden og ser. Bliver set af Gud.

Tilværelsen kan koges ned til dette ene. Bliver jeg set eller overset. Er der en, der får øje på mig? Og svaret er, ja – Gud får øje på dig.

Det er afvæbnende af blive set. Det nedbryder de mure, man han bygget om sit hjerte til forsvar. Det nedbryder de angreb, man måske har i støbeskeen. Fordi dine øjne blev mødt af venlighed, åbenhed og nysgerrighed. Fordi det ikke handler om, hvor mange forspring, du har i tilværelsen, eller hvor meget du har kontrol eller kommando over, eller hvor god du er til at klare og mestre livet. For her i dag, hører vi ord, der modsiger tilværelsens hårdhed. Ord der insisterer på, at vi kan gøre den fremmede kendt, at vi kan møde det onde med det gode – og at vi kan tro ordet om Gud.

Tro er at kaste sig ud på de 70.000 favne, som er et af de mere berømte Kierkegaard citater. Kierkegaard mener her, at tro ikke handler om, at være objektiv omkring Gud. Det handler derimod om, at man med sin uvished og alligevel tror. Tro er altså at turde tro ordet, selvom vi kun har et ord, og ikke et håndgribeligt bevis. Vi har et ord, der kan betvivles. Så vi må kaste os ud på de 70.000 favne og tro.

Tro på, at der er en anden fortælling om os mennesker end den vi ynder at fortælle, der ofte handler om det succesfulde menneske. Men i Guds perspektiv handler livet om noget helt andet. Han stiller os ved samme startlinje, og ingen får lov at træde et skridt frem. Vi står sammen der skulder ved skulder. Og får nåden.

Den største gave – den eneste gave vi i virkeligheden kan leve på. Nåden der som en solstråle på en vinterdag varmer vores hårde hjerter, så vi ved, at vi ikke bliver bedømt på vores fejl og nederlag. Vi bliver derimod værdifulde – dyrebare.

Kaj Munk har sagt: vi skal leve så livet bliver dyrebart for andre.

Livet er ikke et kapløb om komme først, men en vej, vi skal gå. Og vi kan vælge at gå den vej i lyset af Guds nåde og i troen på, at den, der går bag mig, foran mig og ved siden ikke er en fremmed, men et medmenneske.

Eller som vi skal synge om lidt:

• At tro er at komme,
trods hvad der vil hindre,
til gudslysets skær -
og skænke sin næste
Guds nåde i dagen,
hvor riget er nær. (DDS 582)

Amen




Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

Helligtrekongers søndag 2019

Kong Herodes er en af de personer i Bibelen, der har været udsat for fake news. Der bliver simpelthen spundet en historie om ham i Matthæusevangeliet som ikke passer.

For evangelieteksten til i dag fortæller mere end det, vi blot hører. Det sker nemlig senere i samme kapitel, at Kong Herodes iflg. Matthæus vel at mærke, bliver så forfærdet og rasende over at Jesus er født, at han befaler, at alle børn under 2 år skal slås ihjel, således ingen kan tage hans magt som konge.

Kong Herodes er af den grund gennem historien blevet en ærkeskurk – kongen der var så bange for et barn, at han begik mord. Kongen der var så bange for at miste magt, at han fik blod på hænderne.

Men det passer ikke. Kong Herodes har aldrig slået alle børn under 2 år ihjel. Matthæus finder på det.

Men en ting er nu sikkert alligevel – Kong Herodes var heller ikke en helgen. Faktisk var han kendt som en forfærdelig tyran, der slog sin første kone ihjel, og tre af sine sønner også. Så han slog børn ihjel, men sine egne.

Så på den led passer fortællingen om barnemordet som fod i hose til ham. Det kunne lige ligne Kong Herodes, kunne man fristes til at tænke, og måske det også er, hvad Matthæus tænkte, da han skrev det.

Barnemordet i Bethelhem er fake news.

Og nu vi er ved de der fake news, så må jeg skuffe jer mht. de Hellige tre konger. For de var slet ikke tre. Eller rettere, så ved vi ikke, hvor mange de var. Kun at der var nogle, som der står. Det kunne være to eller ti. Vi ved det ikke.

Og de har tilmed fået navne: Caspar, Melchior og Baltazar. Og de kommer iflg. legenderne fra tre forskellige steder i verden. Caspar er europæer, Melchior var asiat og Baltazar afrikaner. Så legenden lagde altså vægt på, at hele verden kom til krybben.

Men de hellige tre konger er altså også fake news. Eller i al det, at de var tre og kom fra hele verden.

Sådan kan man pille Bibelen fra hinanden. Og det er også blevet gjort i teologens historie. Man har siddet og pillet alle undere og alt uforståeligt ud af Bibelen og bortforklaret dem eller forkastet dem. Og tilbage har man haft en Bibel, der mest af alt har lignet et censureret brev fra den kolde krigs tid. Fyldt med streger og uforståeligt nonsens.

Så ja, jeg står her som teologi, videnskabeligt uddannet, men også som troende og siger, at dele af Bibelen er fake news. Vi ved det godt. Det er ingen hemmelighed.

Og alligevel tror jeg. På trods.

For tro afhænger ikke af beviser. Troen falder ikke fra hinanden fordi barnemordet i Betlehem ikke fandt sted. Det er jeg nu egentlig meget glad for, at det ikke gjorde.

At tro er en måde at leve på med andre. En måde at anskue verden på. Og at tro på, at det vigtigste faktisk fandt sted – nemlig, at kærligheden kom til verden. Gud blev menneske. Troen på, at den Gud, der satte Bigbang og hele universet i bevægelse – den Gud lod sin søn føde som menneske for at leve mellem os.

Gud er ikke en bevisbyrde, der skal løftes. Gud skal tros.

Tro er fast tillid til det, der håbes på. Overbevisning om det, vi ikke kan se. Sådan står der i Bibelen (Hebræerbrevet 11,1).

Tro er tillid til håbet og en overbevisning om det, vi ikke kan se. Troen kan ikke bevises eller modbevises. Man holder ikke op med at tro, fordi man måske kommer til kort i en diskussion om tro. Sådan fungerer troen ikke. Troen er på trods.

Eller jeg vil hellere sige troen er på grund af. For det er ikke alt, der siger troen imod, der gør man sådan lidt martyragtigt tror.

Det er snarer på grund af den kærlighed, der hele tiden spirer i verden, der gør, at troen også er der.

Når glæden, håbet, tilliden og kærligheden finder vej til selv de mest mørke situationer, så er det troen, der viser sig. Troen på, at mørket, hadet og frygten ikke får sidste ord her i verden.

Det er de gange, hvor lyset skinner i mørket, at troen næres.

Troen er som stjernerne på nattehimlen. Lige når man går ud, i al fald herinde i byen, kan man ikke altid få øje på stjernerne, men når øjnene har vænnet sig til, så dukker stjernerne op en efter en. De titter frem på himlen indtil de til sidst dækker verdensrummet. Lyset skinner i mørket.

Lige som de vise mænd så stjernen, der ledte dem til stalden. Lyset var der. Lyset er der.

Men måske vi skal vænne os vores øjne til at se stjernerne. Det oplevede jeg sidste år.

Jeg var i efteråret på konfirmandlejr, hvor vi havde et natløb. De dejlige konfirmander løb rundt i skoven med deres lommelygter, og kunne ikke se andet end det keglen lyste op. Jeg prøvede at overbevise dem, at de ville se mere, hvis de alle sammen slukkede lommelygterne og lod øjnene vænne sig til. Så ville de få øje på lyset. Så ville mørket ophøre med at være mørkt.

Det billede kan vi overføre til det moderne menneske. Måske vi står med hver vores lommelygte, og forsøger at lyse verden op med vores lille kegle af kunstigt lys. Og det vi ser, giver ikke altid mening. Og vi kan måske endda blive frustrerede eller bange, når vi opdager, at en lommelygte ikke kan oplyse verden.

Vores øjne er ikke vænnede til at få øje på stjernerne. Tør man forlade sig på, at vi også kan finde vej, hvis vi slukker lommelygten og kigger efter stjernerne, så vil vi opdage, at mørket ikke er så mørkt, for lyset er kommet til verden. Det skinner, når alt er mørke.

Der findes ikke et mørke, hvor lyset ikke er. Der findes ikke et sted, hvor Guds kærlighed ikke lever. Himlens lys kom til jorden, og intet er mere så mørket, at lyset ikke også kan findes.

Måske kun som en enkelt stjerne på en nattehimmel, men dog som en enkelt lysende, stædig stjerne, der sender sit lys over millioner af kilometer og gennem årtusinder så det kan nå os – vidnesbyrdet om, at trods alt, der forsøger at skille os fra lyset, så er lyset der altid.

Et lys så klart, at nogle vismænd for 2000 år siden begav sig fra deres hjemland for at følge en stjerne til et sted, hvor et fattigt par, var blevet forældre for første gang. Så klart at forfattere siden har skrevet, ja nogle gange taget sig poetiske friheder, for at gøre det tydeligt for os, hvad lyset og kærligheden har gjort ved dem.

Kærligheden bliver aldrig fake news. Lyset bliver aldrig fake news.

De er der – det mærker vi – det ser vi – det erfarer vi. Kristus er.

Amen



Kirkebøn:

Lysgivende Gud – du kom og brød mørket med din kærlighed. Du gav verden din søn, så vi fik et lys, vi kan følge.

Vær med os, når vi vandrer i mørket. Vær med os, når bekymringerne står i kø, og vi føler os fortabte og fortvivlede.

Vær med de unge mennesker og børn, som har angst over livet, og som ikke sover af frygt for klimaet. Giv dem og ikke mindst os voksne styrken og visdommen til at navigere i verden, så vi giver dem troen på, at vi sammen kan gøre det rigtige.

Vær med de pårørende og påvirkede af togulykken. Giv dem trøst og omsorg i det liv, de nu skal leve – et liv, der så anderledes ud for blot en uge siden, men som nu for altid vil være forandret.

Vær med de syge, dem der venter på døden og dem der ikke kan holde deres liv ud. Vær med dem der venter på nyheder, og som ikke ved om de er gode eller dårlige.

Vær med dem, der drømmer stort og dem der tror på fremtiden – lad deres optimisme brede sig som ringe i vandet.

Vær med vores kirke her i Møllevang – og over hele jorden. Vær med de kristne, der bliver forfulgt fordi de tror på Dig.

Giv os alle en stjerne, vi kan følge, så vi ved, at selv i mørket er vi på rette vej.



Amen

Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

Juledag 2018

Om morgenen hører min mand og jeg trinnene. De små hurtige fodtrin fra vores lille søn på 2 år, der iler hen over gulvet ind i stuen for at lege. Trinene vækker en usigelige glæde i os, og vi kan ikke andet end at smile til hinanden. Smile i en indforstået kærlighed over det lille menneske, der med sin blotte tilstedeværelse skænker os livet. Det lille menneske der bare ved sine fodtrin, viser os, at han er klar til at tage dagen med storm.

Vores fodtrin afslører os. De fortæller om, hvordan vi har det.

De kan være nervøse, småløbende, tunge eller lette. Fodtrinene følger vores hjerter.

Fødderne bærer os gennem livet. Bliver krogede, hårhudede og knoklede af det. De bærer vores kroppe og vores poser fyldt med varer. De bærer vores hjerter, der er tunge af julesorg.

Det er tungt at bære et menneske.

Vores fodtrin afslører os. Tunge trin gennem kirken på vej mod en hvid kiste. De tungeste af dem alle. Lette fodtrin mod ens elskede ved alteret. Man flyver afsted.

Livet er en række af vandringer mod noget, fra noget og væk fra noget.

Og midt i denne vandring hører vi om en anden vandring – om Maria og Josef, der bliver påbudt at vandre fra en by til en anden. Fordi en kejser i Rom vil have et tal. Og de gør det, for der er ikke noget valg. De vandrer den lange vej.

Og inden de igen er vendt hjem fra turen ud og hjem, dér har himlen sat et aftryk i deres hjerter. Der bliver Jesusbarnet født.

Og kort efter må de flygte til Egypten for at undslippe en magtsyg konge, der blev bange for et barn. De måtte igen afsted ud i uvisheden mod et sted, de ikke kendte, og med et håb i deres hjerter om, at de ville møde mennesker, der ville tage dem til sig, og ikke smide dem ud. Afhængige af andres velvilje til at dele af deres overskud, kom de gående i afmagt.

Fødderne bar dem den lange vej til et nyt land, hvor de boede indtil de endelige kunne komme hjem igen.

Deres vandring er også vores vandring. Hvor er vi på vej hen? Tripper vores fødder af travlhed, hopper vi af glæde eller slæber vi os afsted?

Vi er altid på vej. Men nogle gange bør vi stoppe op og tænke over vores fart. Måske sætter farten ned, eller gå med mindre skridt. Lade være med at fare afsted. Måske endda stå helt stille.

Lad trinnene være til stede i nu’et som små barnefødder en stille morgen, fremfor en voksens alvorlige skridt gennem et liv med krav om at tage sig sammen, tage sig selv alvorligt og leve rigtigt. Det voksne og alvorlige kommer helt af sig selv, men det andet kræver øvelse. Det kræver øvelse at turde leve som om Gud har fået menneskefødder, og har gået mellem os. Det kræver øvelse at leve som om Guds rige har slået en revne i vores virkelighed, og lader sin kærlighed sive ind til os gennem sprækkerne.

Det kræver øvelse at leve let.

Men selvom noget er svært, skal vi ikke give op. Vi skal øve os. Hver dag.

Øve os indtil vi bliver bedre til at give plads til lyset og kærligheden.

For vi kan jo vælge hvilken vej vi går. Vi kan vælge gå mod Gud eller væk fra ham. Det er et valg, vi kan træffe. For Gud tvinger os ikke til krybben – han sætter en stjerne på himlen, som vi kan vælge at følge. Men det er op til os. Han vil have frie mennesker – ikke et guddommeligt diktatur.

Vores fødder kan omveje, genveje og fare vild. Det er strengt at skulle bære os. Det er tungt med alt det ansvar.

Men Gud blev menneske, så vi ikke behøvede bære alt det ansvar alene. Han ville bære det for os, for han kunne se, vi var ved at bukke under af træthed, anstrengelse og glædesløshed. Så han ville gå sammen med os, og bære med. Være med.

Gud blev menneske en nat, for at vi kunne læsse vores tunge byrder af hos ham. For at ikke en eneste af os skal gå alene. Heller ikke det menneske, der går sin vej væk fra Gud. Gud går med af omsorg, bekymring og kærlighed – og han beder om, at også det menneske, må vende om, og vende sig mod ham.

Han er med os gennem julesorgen og juleglæden. Gennem livet som det er, når det er.

Han slipper os ikke, men lader sine fodspor give ekko ved siden af vores.

Det er julen. Jul bliver ikke skabt af alt det, du når, men af Gud. Det er gaven. Foræringen. Hans fodtrin lyder ved siden af dine, og sætter du farten ned og lytter efter, lover jeg dig, at du kan mærke det er sandt.

Kristus lever.

Amen







Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

Juleaften 2018

Da jeg mødte min mand i sin tid, blev vi hurtigt enige om, at vi var åh så ens. Vi havde de samme værdier og de samme meninger om næsten alt. Det var fryd og gammen og stor forelskelse. Og da vi kom til at skulle fejre den første jul sammen, så troede vi også, at vi var åh så ens. Men helt ærlig og kun mellem os her i dag, så har hans familie altså nogle sære vaner. Eller også er det min familie, der har det. Det var vi ikke helt enige om. Vi fandt i al fald ud af, at vi ikke var så ens, som vi gik og troede. Og sådan tror jeg mange af os har det. Vi går og tror, vi er så ens, men det er juleaften et bevis på, at vi nok ikke er. Tag nu fx maden juleaften. I min familie får en helt tradition julemiddag, hvor vi først får risengrød, derefter kalkun og til sidst får en mocca-karamel-valnødde lagkage. Jeg var ret gammel inden jeg opdagede, at I næsten alle sammen får risalamande. Så vi er altså forskellige – nogle af jer får and, andre medister eller måske flæskesteg. Nogle af jer danser om juletræet, og andre kigger på det. Nogle har levende lys, andre elektriske. Nogle danser gennem huset og synger: nu er det jul igen, og nogle af jer får måske besøg af julemanden.



Der er et væld af traditioner, som hver især for os, gør at det bliver juleaften. Og alligevel så sidder vi alle næsten samtidig og fejrer jul. Sammen.



Det er det samme vi gør, og alligevel noget helt forskelligt. Men vi er alligevel enige om, at det er juleaften, vi fejrer.



Det samme er faktisk sket her til julegudstjenesten. Jeg ved ikke om I lagde mærke til det, for I fik faktisk juleevangeliet to gange. Men fra to forskellige steder i Bibelen. Den første læsning var fra Matthæus, der begyndte med ” Med Jesu Kristi fødsel gik det sådan til”, og den anden velkendte fra Lukasevangeliet, der begynder med ”og det skete i de dage”. Det er bemærkelsesværdigt, at der findes to beretninger om det samme, og jeg tror, at havde jeg kun læst den fra Matthæusevangeliet, så havde I undret jer og manglet den anden. Det var måske ligefrem ikke blevet rigtig jul.



Men der findes altså to beretninger om det samme. Noget vi tror der er så ens, har alligevel to forskellige ordlyde og vægtninger. Den ene er ikke bedre end den anden – det er bare to forskellige fortællinger om det samme.



Vi har også i vores liv hver vores unikke fortælling – og tit har vi oplevet den samme oplevelse forskelligt. Vi har lagt mærke til forskellige ting. Vi har måske hørt det samme, men alligevel hørt noget forskelligt. Og det er fordi, vi altid kommer med hele vores liv og alle vores erfaringer i vores rygsæk, når vi møder hinanden. Vi står alle et sted i livet, som vi på en eller anden måde læser ind i det, vi oplever.



I kender det nok, når man er forelsket, så smiler alle – når man er gravid, så er der børn alle steder – når man er ked af det og savner, så er verden grå og trist. Verden og livet tager farve alt efter hvor vi er.



Derfor kan man også tale om, at verden ikke bare er et uni-vers, men et multi-vers. Vi ser hver vores lille del af verden, som for os bliver hele livet.



Men det er på sin vis også julens budskab. Juleevangeliet vrimler med forskellige mennesker med mange forskellige baggrunde.



Der bliver født et lille barn i en stald af en teenage mor, der er der sammen med sin forlovede, der tilmed skal være bonusfar til Jesus. De får besøg af nogle arbejdsmænd, nemlig fårehyrder, der har haft duften hårdt arbejde siddende i tøjet. Der kommer tre vise mænd i fornemt tøj med juveler og guld. Der var engle, der sang så smukt, at enhver skabning måtte fryde sig af glæde. Der er tilmed en selvstændig erhvervsdrivende, hvis man tæller kromanden med, der ejer stalden. Der er altså et udvalg af mennesker, der hver især spiller deres vigtige rolle i fortællingen. Allesammen med hver deres liv og hver deres oplevelse af, hvad der skete i stalden den nat.



Det er altså en fortælling om Gud, der ikke bare kommer i pompt og pragt til menneskeheden, men som kommer til os, så forskellige som vi er. Det er fortællingen om Gud, der slår hul i himlen og bliver et menneske som os. Og ikke bare til en bestemt tid til et bestemt folk, men til alle mennesker.



Det er meget smukt illustreret i bekendtgørelseskirken i Nazareth. Det er en kirke, der er bygget det sted, hvor man mener, Maria fik besøg af englen Gabriel. I den kirke er der mange billeder af Jomfru Maria med det lille Jesusbarn, men det særlige ved de billeder er, at de er lavet i forskellige lande. Som Maria og Jesus ville se ud, hvis de var fra det pågældende land.



Det er der en pointe i, for hvem ved, hvordan Jesus faktisk så ud. Vi kender ellers det her billede af Jesus rigtig godt – Jesus som den smukke mand med langt bølgende hår og skæg. Men faktisk så tror arkæologerne, at Jesus nok har set anderledes ud og mere i retning af sådan her (vis billede).



Og gør det så noget, hvordan han så ud? Næ det gør ingenting. For det vigtige er, hvad han gør ved vores hjerter.



Og her kommer han til alle mennesker. Han spejler os, så vi kan genkende ham – så vi tør se os selv i øjnene. Han ser os, som vi er, og ikke som dem, vi gerne vil være eller bør være. Han ser os lige præcis som vi – og elsker os.



Vi bruger ellers meget tid på at definere os som mennesker og individer. Som nation. Vi bruger tid på at sætte os selv, og nok også hinanden i kasser. Er man fårehyrde fra nabomarken, vis mand fra et sted langt herfra eller den lokale kromand – eller hvilke der kasser der end er i spil i jeres liv? Men de kasser betyder intet i lyset af Guds kærlighed, som juleevangeliet viser. Her bliver vi alle mennesker først og fremmest. Gud kommer til os så forskellige vi end er, og elsker os som vi er.



Og han møder os, så vi kan kende og genkende ham. Han kommer i den klædning, der giver mening for os. I mit hjerte taler Gud jo dansk, men det gør han jo nok ikke til resten af verden. Han kommer så vi kan forstå ham.



Vi er nok forskellige, men det er alligevel julen vi samles om. Og i stedet for at kigge på forskellene, bør vi se på det, vi er sammen om. Vi skal med andre ord kigge på barnet i krybben og ikke på hinandens klædninger og udseende. Det er barnet der skal være i centrum for os. Vi skal ikke være ens, men vi skal være sammen om at fejre jul.



Fejre barnet der kommer så uskyldigt til verden med kærligheden, glæden og freden. Barnet der varsler en tid, hvor det gode vil sige det onde imod. Barnet der planter håbets frø dybt i vores jord, så det kan spire i mørke tider.



Det er julen. Det er glæden. Det er håbet. Det er fremtiden.

Amen

Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

3. søndag i advent 2018

Hvad forventer vi af Gud? Vi sidder måske alle med hver vores forventninger eller ønsker til Gud. Hvad kan han gøre for mig?


Der går i disse dage en udsendelse om og af Charlotte Rørth, der har mødt Jesus i et kapel i Spanien. Hun forsøger i denne udsendelse at finde hoved og hale i sine oplevelser. Hun ved med sit hjerte, at det er Jesus, hun mødte og hun ved, at Guds kærlighed ramte hende. Det ved hun. Det ved hjertet. Men alligevel fortæller hun om, at hun i tiden efter oplevensen var bange for om hun var ved at blive skør. Om oplevelsen var virkelig nok.


Det sker, at man kan ende i mørket, selvom man får lyset. Eller man i al fald kan blive i tvivl.


Johannes døberen, vi hører om i dag, sidder i mørket. Han er fængslet, fordi han ytrede sin holdning til Kong Herodes Antipas ægteskabelige forhold. Der sidder han i mørket – både fængslets mørke og sit eget mørke. Og det selvom han fik en vigtig opgave af Gud. Johannes døberen skulle bane vejen for Kristus. Johannes vidste, at der ville komme en større end ham – en der ville give hans liv mening.


Hans forventning blev ikke mødt med glæde, men med en skuffelse så dyb, at kun fængslets mørke kunne matche det. Og derfor spørger han, da han hører om Jesus, om det er ham, han har ventet på, eller om han skal vente en anden?


Selvfølgelig spørger han. Han er ramt af tvivlen. Og Kristus svarer. Ikke med et ja eller et nej. Han peger derimod hen på sine gerninger. For svaret på, om Jesus er Kristus kan ikke kun besvares med et ja. Det skal opleves, mærkes og tros. Når blinde ser, lamme går og spedalske bliver rene, så er det et glimt af Guds eget rige, vi får. Man kan ikke svare rationelt på om man tror.


Det er interessant, fordi vi netop lægger så stor vægt på ordet i protestantismen. Ordet var i begyndelsen – Gud var ordet, og det er ved ordet, at han skaber. Men hvis ordene ikke peger hen på en virkelighed, så er de tomme. Hvis ordene bare er retoriske spidsfindigheder, så er de ligegyldige. Derfor kunne Jesus ikke bare sige, at de skulle svare Johannes med et ja – derfor svarede Jesus, at de ord, I hører om, de er går i opfyldelse.


Men Kristus siger noget mærkeligt efter han fortæller, at blinde ser, lamme går og spedalske bliver rene. Han siger: ”Og saglige er de, der ikke forarges på mig.”


Forarges. Åh den herlige følelse af forargelse. Forargelse hedder på græsk, som Det Nye Testamente er skrevet på, Skandalon. Det er faktisk navnet på den pind, man bruger i en dyrefælde, der holder fælden i spænd. Når dyret kommer og skubber til pinden, så klapper fælden. Forargelse eller skandalon er altså det, der gør, at fælden klapper for os. Klapper om et menneske.


Forargelse er i vores sammenhæng, at Jesus Kristus er en anden end den, man forventer. Hans kærlighed var ikke som man ventede sig, og det forargede folk dengang. Forargede så meget, at det kostede ham livet. Tænk at kærlighed har den effekt? Kærligheden har så store konsekvenser på den måde, vi er mennesker med hinanden på, at den faktisk kan forarge. For kærligheden fjerner skel – fjerner barrierer – fjerner domme – fjerner systemer. Den gør os alle lige, og derfor forarger den. Den er en forandring af den verden, vi kender. For kærligheden er i sandhed Guds rige, der slår revner i vores virkelighed, og sender sit klare lys ind i vores verden og ind i vores hjerter. Vores verdens mørke, bliver oplyst af kærligheden, og nogle gange må vi misse med øjnene. Og nogle gange bliver vi forargede. Nogle gange klapper fælden om os, og vi sidder i fældes mørke og spørger med håb i stemme og med frygt i hjertet: er du virkelig den, der skal komme, eller skal jeg vente en anden? Er jeg ved at blive skør?


Og Kristus vil svare os – ikke som vi regner med – men som vi har brug for. Han forkynder budskabet for de fattige og de magtesløse. For os, der sidder i den klappede fælde. Det er os, han forkynder for, og han siger til os, at kærligheden er kommet til verden. Selvom vi sidder i livets realiteter, så er noget forandret.


Og Kristus svarer også Johannes i fængslet – ikke som han regnede med, men som han havde brug for. Da Kristus svarer Johannes i fængslet med, at de blinde ser, de døve hører og de spedalske bliver rene er det faktisk et citat fra Esajas. Det oprindelige citat lyder sådan her:


”Sig til de urolige hjerter: Vær stærke, frygt ikke! Nu kommer jeres Gud med hævn, Guds gengæld, han kommer og frelser jer. Da skal blindes øjne åbnes og døves ører lukkes op; da springer den halte som hjorten, den stummes tunge bryder ud i jubel”. (Es.35, 4-6a)


Kristus gengiver det bare ikke som i Esajas, for han udelader noget. Han udelader stykket om hævn. Den fjerner han simpelthen. Og så tilføjer han noget væsentligt. Han siger nemlig også til Johannes, at de døde står op, og evangeliet forkyndes for de fattige.


Kristus fjerner hævnen og tilføjer opstandelsen og evangeliet for de fattige.


Det er bemærkelsesværdigt. Fordi Kristus siger hermed til Johannes – og til os – at noget nyt er sket. Noget banebrydende nyt. Guds søn er kommet til jord, og det har konsekvenser.


Og så forkynder han evangeliet til de fattige. Egentlig er de fattige også dem, der er fattige på magt – altså de magtesløse. Dem der ikke har magt i deres liv – dem der sidder fast – dem der er ved at drukne – dem der er forargede – dem der sidder i fælden – dem forkynder han evangeliet for. De får det gode budskab. De får ord, der ikke er tomme, men som er fyldt af sandhed og kærlighed. De ord, der peger hen på en virkelighed, hvor Guds rige slår igennem.


Og adventstiden er tiden for alle de her tegn, der alle sammen peger i den samme retning; nemlig mod Guds søn, der bliver født. Mod en verden, der aldrig bliver den samme. Mod en verden, hvor Gud slår revner i alt det, vi tror, vi ved. En Gud der bliver menneske, fordi han ved, at vi har brug for en Gud, der står lige ved siden af os i livet, og ikke bare kigger ned på os. Men kigger os lige ind i øjnene og siger: blinde ser, døve høre, spedalske bliver rene, døde står op og evangeliet forkyndes for dem, der har brug for det – og ikke dem, der har gjort sig fortjent til det. Kristus er kommet til verden – kommet til os. Mørket er for altid brudt.


Amen



Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

1. søndag i advent 2018

Jeg vil dele en historie med jer, der stammer fra Johannes Møllehave, som mange af jer nok kender. Han fortæller om sin barndom, at han en jul, var blevet lovet en gave fra sin onkel. En ganske særlig gave. Onkelen ville ikke røbe, hvad det var, men kunne dog sige, at gaven, hverken kunne stå, gå, svømme eller flyve.

Det var noget af en gåde, og den lille Johannes tænkte og tænkte over, hvad det dog kunne være, som hans onkel, ville give ham. Han kunne til sidst ikke tænke på andet, og selve juleaften vandt han ikke mandelgaven, fordi han ikke kunne få en bid ned. Hvad mon det var, der hverken kunne stå, gå, svømme eller flyve.

ENDELIG kom tidspunktet, efter en lang aftens venten, hvor han sad med gaven i hænderne. Gaven var på størrelse med en skotøjsæske og vejede næsten ingenting. Æsken var fyldt med papir. Hvad mon der var så fint, at det skulle pakkes så smukt ind? Han fjernede mere og mere af papiret. Og til sidst lå gaven der på bunde af æsken.

Det, der hverken kan stå, gå, svømme eller flyve – en blyant. En blyant?

Og onklen udbrød: hvad sagde jeg – den kan hverken stå, gå, svømme eller flyve.

Johannes var så helt igennem skuffet. Glæden, forventningen og spændingen udløst i et eneste øjeblik af stor skuffelse. Blyanten lå der, og var ikke andet end en blyant.

Sådan er første del af fortællingen om Johannes Møllehaves juleaften.

Og det er ved første øjekast en fortælling om skuffelse, men også om forventninger.

Og advent handler om forventninger. Tiden inden jul er pakket ind i et tykt lag af forventninger. Hver dag bliver særligt markeret som et skridt på vejen mod jul. Vi åbner måske en julekalender, pakkekalender, tænder kalenderlys, og i dag på denne 1. søndag i advent tænder vi adventskransen. Fire lys står der, og vi ved, at vi skal have alle fire tændt, sove en enkelt nat, og så er det juleaftensdag. En dag der om nogen har et magisk skær – for børn om ikke andet.

Forventningerne står i kø. Og det er ikke fordi forventninger er dårlige eller jeg skal tale dem ned.

Faktisk er det nogle gange dejligt, når andre forventer noget af os. Det gør, at vi gør os mere umage – gerne vil leve op til forventningerne. Så de kan kalde det bedste frem i os – vise os sider af os selv, vi ikke var klar over, at vi havde.

Men forventninger kan også stå i vejen for livet. Skuffe os, lede vores blik hen mod det, der ikke lykkes og mod det vi tror, vi heller vil have.

Som en blyant på bunden af en æske eller som lille, fattigt barn i en stald. Tilmed et barn, der lever den første del af sin barndom som flygtning sammen med sine forældre.

Skuffelsen er forventningens skyggeside.

Og værst er det, når vi skuffer hinanden. Vreden kan vi håndtere og forholde os til, men skuffelsen er anderledes. Den ligger bare mellem os, som en pude af tavshed. Skuffelsen. Og nogle mennesker bruger den tilmed som et våben til at få det, de gerne vil have.

Skuffelsen er når, man ikke får det, man gerne vil have. Eller man ikke får den adfærd man gerne vil have. Det kan også være svigt eller nederlag, der gør os skuffede. Og sårbare. Skuffelsen er svær at håndtere.

Børn har en umiddelbar tilgang til skuffelse, og kan slet ikke skjule den. De surmuler, bliver vrede, bliver måske kede af det, eller går for dem selv. De reagerer med det samme – vi andre stivnede mennesker, vi har lært sociale spilleregler, og kan til tider skjule skuffelsen. Især hvis det drejer sig om en julegave, man ikke havde ønsket sig. Vi smiler, takker – og går måske endda et skridt for langt i hjertelighed for ikke at blive afsløret i vores skuffelse.

Men den ligger der. Skuffelsen.

Men det at blive skuffet behøver ikke være så svær en følelse. For i den ligger der også en mulighed. Vi kan flytte fokus. Der ligger lige frem et potentiale i skuffelsen. Der er simpelthen noget, vi møder, som vi ikke kan ændre – noget vi må acceptere, er anderledes, end vi forventede. Og selvom skuffelsen lurer i baggrunden, så kan vi øve os i at se det, som vi fik i stedet for, og se om det har noget for sig.

Sådan er det ofte med troen – og med Gud. Vi får aldrig det, vi forventede, og altid det, vi aldrig drømte om. Gud viser igen og igen i de fortællinger, vi læser om Bibelen, at han vil have vores hjerter, og ikke blind tilbedelse. Vi skal omvende vores inderste og ikke bare omvende vores handlinger. Så ja, vi får aldrig det vi forventer, men vi får forunderligt nok ofte det, vi har brug for at klare livet, som det er. For Gud ændrer ikke livets gang – han fjerner ikke sorg, død og smerte lige nu og her; men derimod så giver han os den nåde og den kærlighed, der skal til, så vi kan leve. Leve på trods. Selv Jesus liv viste os netop det.

Jesus kommer til os, hører vi. Ridende på et æsel. Det er fortællingen, vi hører Palmesøndag lige før påske, og igen 1. søndag i advent. Han kommer ridende som et symbol på den bevægelse han vil gøre sig ind i vores hjerter. Han kommer til menneskeheden, som han kommer til verden julenat. Han kommer ikke i prompt og pragt, om end verden kan hylde ham med ekstaser. Nej, han kommer ydmygt. Ikke i stor og pompøs indpakning, men født i en stald, ridende på et æsel.

Og vil ind der, hvor hjertet bor. Hvor vi er. Vores forventninger til Gud, kan være større end det, vi får. Vi kan forvente, han skal være en regerende, magtfuld og streng konge, eller julemand for vores ønsker. Men han giver os ikke det, vi vil have af ham; men derimod det, vi har brug for. Han giver os sig selv.

Han bøjer sig hele vejen ned, og lever som os. Med os – for os. Han bliver et menneske. Et menneske på de vilkår menneskelivet har – lige fra fødsel, forventninger, glæder, sorger, smerte, valg, død og (ja) skuffelser. Han ved, hvordan vores liv er. Han forstår os. Han går med os. Vi er ikke alene, for altid går han med os. Alle dage indtil verdens ende.

Der er et fællesskab mellem os og Gud.

Og inden jeg glemmer det, vil jeg springe tilbage til den lille Johannes, som stod der juleaften med skuffelsen og sin blyant. De andre børn havde fået legetøj. Og nyhedens interesse var stor, men efter et par uger gad mange af hans venner ikke lege med deres nye legetøj. Og der stod Johannes med sin blyant og opdagede dens helt særlige kraft. Men den kunne han rime, stave, skrive fortællinger og bruge store ord. Den åbnede en verden for ham. Han havde aldrig drømt om at ønske sig en blyant, men gaven fik større betydning, da han opdagede, hvad den indeholdte.

Jeg tror heller ikke mange på Jesu tid drømte om, at Gud ville leve sit liv som en tømrersøn fra Mellemøsten. At Gud ville vælge et liv, hvor han skulle gå rundt mellem byer på sine egne fødder i varmen, og med snavset hængende ved sig. At han skulle leve som de fleste levede den gang. Men det har en betydning, når vi opdager, hvad det indeholder. Det indeholder en kærlighed så stor, at den baner sig vej gennem de murer, vi bygger op om hjerte, de skjold vi sætter om vores inderste. Han baner sig vej til os – ridende sagtmodig på et æsel.

Løft jeres hoveder, I porte,
løft jer, I ældgamle døre,
så ærens konge kan drage ind.

Sådan lyder det i den gamle salme, jeg læste højt fra alteret. Løft jeres hoveder – lad de porte og døre, der spærre åbnes, så kærligheden frit kan leve mellem os.

Det er advent.

Amen



Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.