Kristi Himmelfarts dag 2019

Nogle har af jer har måske fulgt serien Game of Thrones, der de sidste mange år, har begejstret og forfærdet et stort publikum. Og selvom I ikke kender serien, så er det ikke så vigtigt for dagens pointe. En af hovedpersonerne, Jon Snow, oplever i serien at blive slået ihjel, og derefter genoplivet. En slags opstandelsesscene. I det sidste afsnit i serien bliver han spurgt, hvad han oplevede i døden – om der er noget. Og han svarer fuldstændig i overensstemmelse med de vinde, der blæser hen over verden, at der intet er. Der er bare død og mørke.

Det svar provokerer ingen i dag, og er faktisk det nemme svar at give på et stort spørgsmål. Og ingen stiller sig kritiske overfor det svar, når det kommer i en tv-serie. Men havde han nu svaret, at han havde oplevet Gud eller noget mere, større og smukkere, så ville serien sikkert have været udsat for skarp kritik.

For så ville serien have en holdning til noget åndeligt, og det ville ikke falde i god jord. Vi står i en tid, hvor troen er blevet så meget en privatsag, at der er faldet helt ud af vores bevidsthed, og mange gange mangler vi sprog for det åndelige. Der er kommet en fremmedhed overfor Gud. En blufærdighed, der gør, at vi ikke længere taler troens sprog, og vi alene taler samfundets, politikkens, naturvidenskabens eller mediernes sprog. Troens sprog har trange kår.

Troens sprog er det æstetiske, det smukke, det til tider uforståelige og dog større sprog.

Troens sprog griber vores hjerter og tager os med ud i en sfære, hvor troen på menneskeheden fornyes. Hvor kærligheden får lov at vokse trods verdens hårdhed og had. Troens sprog kræver, at vi åbner vores hjerter, og ikke altid lader hjernen altid tage imod beskeder og fortællinger.

Men hjernen har det med at tage over lidt for tit. Vi skal derfor øve os i at høre med hjertet.

Vi hører om Kristi Himmelfart i dag, og om hvordan Kristus blev taget op til himlen og sat ved Guds højre hånd. Billedet af Kristus, der flyver til himlen, er svær at forstå og nem at forestille sig. Og mange vil sige spontant: jamen det kan ikke være virkeligt. Det er hjernen, der tager over. Hjernen der søger logiske forklaringer på verden.

Og sådan kan meget forklares – selv kærlighed, kan forklares som kemi i hjernen. Men fortæl det til den forelskede, at det blot er kemi. Fortæl det til moderne, der holder sit barn i hånden, at det blot er kemi.

Der er så meget mere i verden end det logiske. Der er noget mellem alt og intet. Men det moderne menneske laver den fejlslutning, at vi tror, at vi skal leve enten med hjernen eller med hjertet. At man enten må tro på Gud eller tro på det forklarlige. Men verden og livet har aldrig været et sted for enten eller – det har altid været et både og. Både det målbare og det gådefulde. Både det mekaniske og det smukke. Det er der side om side i denne verden.

Kristendommen er sprækken i vores verden, hvorfra lyset, nåden, friheden og kærligheden strømmer – og giver den ekstra dimension til livet, der gør, at vi kan tale om et både og. Troen er der – men sproget skal tales for at holdes ved lige.

Troens sprog, der både indeholder ord, bøn, salmer, læsninger; men troens sprog der også indeholder stilhed, eftertænksomhed og overgivelse. Og kommer troens sprog frem, så bliver der plads til det ufattelige – det utrolige – det usandsynlige.

Og der er noget ufatteligt, utroligt og usandsynligt ved Kristi Himmelfart. Det er naturstridigt – det vil enhver fysiker give mig ret i. Men jeg tror ikke, at protesten mod kristendommen stammer fra det usandsynlige. Det stammer fra, at vi er bange. Bange for at blive ladt alene og være udenfor.

Det er en af de værste følelser et menneske kan have. At føle sig udenfor. Og derfor er det i mange af Jesu lignelser også det at være udenfor, han bruger til at beskrive det forhold, dem der vender Gud er i. De er udenfor, hvor der er gråd og tænders skæren. At være udenfor.

Udenfor Guds tanke, udenfor Guds omsorg og udenfor Guds åsyn. Det er en ensomhed, der skærer gennem marv og ben.

Og mange vender kristendommen ryggen, fordi de føler sig udenfor. De er ikke inkluderet i de salige.

Men livet er et både og. Kristus steg til himmels – forsvandt som menneske fra denne jord OG han kom samtidig tilstede i vores liv.

Jesus der gik mellem venner og fremmede. Jesus der spiste med tolderen, tilgav kvinden grebet i hor, opvakte Lazarus og enken fra Nains søn – det er ham, der steg til himmels, så han ikke længere kun skulle være Guds søn, der gik omkring i et lille geografisk område; men så han kunne være Guds søn for os alle sammen. Han har nu magten både i himlen og jorden. Det er nu sådan, at ingen længere behøver være udenfor, for Kristus er hos alle. Han steg op, så han kunne være os nær.

Han er hos dem, der sidder udenfor i gråd – han er hos dem, der vender kirken ryggen – han er hos dem, der længes efter ham, og dem, der ikke ved, de længes. Han er hos os mennesker, som vi er og hvor end vi er.

Derfor er Kristi Himmelfart en festdag. En festdag, hvor vi fejrer, at hele verden tilhører Kristus. Verden har slået revner – ikke den dårlige slags revner, men den slags, hvor Guds rige kan finde vej til os.

There is a crack in everything, that is how the light gets in. Sådan sang Leonard Cohen. Der er en revne i alt, og det er sådan lyset trænger ind.

Verden slog revner – verden blev forandret af mødet med Guds søn. Det bliver klart for os på Kristi Himmelfart.

Vi skal både leve i denne verden som den er, og leve i lyset af Guds rige, der skinner ind over os. Vi skal turde stå ved kærligheden og håbet, også selvom det lette svar nogle gange er mørke og tomhed, og også er det svar, der skaber mindst røre i vandet. Men nogle gange er det lette svar ikke det rigtige. Gud skabte engang for milliarder af år siden røre i vandene, og siden dengang har livet banet sig vej gennem den mindste sprække og den mindste revne.

Lyset er kommet til verden, og lyset er nu spredt over hele verden.

Så lad os tale troens smukke sprog sammen. Lyset er spredt over hele verden.

Amen.




Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

1. søndag efter påske 2019

Fred være med jer. Sådan lyder ordene fra Jesus til sine disciple. Sådan lyder ordene fra Jesus til os, også i dag. Sådan lyder ordene til alle gudstjenester. Fred være med jer.

Det er et stort ønske til os og til verden. Hvad kan man næsten ønske mere for andre mennesker end fred. Fred i verden, fred i livet, fred med dem selv og dem de er.

Verdens religioner har næsten alle freden som deres kerne.  Men det betyder ikke, at der ikke kan være skrifter, også i Bibelen, der, revet ud fra deres sammenhæng, kan give udtryk for det modsatte. Skriftsteder som kan ophøjes til sandheder og bruges som argument for at gøre og ville det onde. Men det er både misbrug og misforståelse. Misbrug af tillid og misforståelse af Gud i sidste ende.

For da Jesus var blevet henrettet. Og ikke bare henrettet, men hånet, spyttet på, slået, latterliggjort, ydmyget og svigtet. Da han havde hængt på korset til sin død, og nu endelig var opstået på 3. dagen Påskemorgen, og igen mødte sine disciple – der vel at mærke er menneske, der alle som én flygtede og svigtede ham, da de opdagede alvoren og blev bange, da mødte Jesus dem med ordene:

Fred være med jer.

Han mødte dem ikke med hverken anklager eller vrede, og slet ikke med hævn. Han møder dem med fred. Fred. Det er ikke bare forbilledligt, men det skal gøre noget ved os, når Jesus møder mennesker med et Fred være med jer. Møder os med det.


Det SKAL spejle tilbage på vores liv og verden. Det SKAL spejle tilbage på vores måde at være kristne på.

I sidste uge genlød Sri Lanka af lyden fra bomber, der sprang. Sprang i kirker, hvor troende fejrede, at Jesus har overvundet døden og fejrede at livet er større og stærkest. Sprang på hoteller, hvor mennesker og heriblandt børn, sad klar til at nyde morgenmad sammen. Langfredag gentog sig denne påskemorgen. Og sorgen væltede så mange familier omkuld, mens vi andre så til i uforståenhed overfor de mennesker, der bar bomberne ind. Dette had. Og et rungende ”hvorfor” flængede himlen over os, som det altid vil gøre, når døden rammer pludseligt og uretfærdigt. Hvorfor. Man står magtesløs tilbage.

Og hævnens vej begynder at vise sig for os. Det er måske forståeligt et kort øjeblik, men vi skal huske, at hævn dækker over sorg. Dækker over det menneske, der står tilbage og ville ønske, at dette mareridt ikke var sket. At verden aldrig skulle have oplevet dette. Hævnen er blot et klæde, der må og skal rives væk, for hævnen er aldrig en vej at gå. Aldrig.

Jesus møder os med et Fred være med jer.

Fred i sindet, fred i hjertet. Det er det modsatte af hævn. Og hævn avler hævn. Så på et tidspunkt skal det stoppes. På et tidspunkt må vi insistere på den fred Vor Herre selv kom med.

Sidste søndag var et angreb på den kristne kirke, ikke bare i Sri Lanka, men i hele verden. Verdensmagten vil gøres deres ypperste for at retsforfølge bagmændene, hvilket de selvfølgelig skal; men som kirke skal vi svare igen. Vi skal svare igen med kærlighed og tilgivelse. Det er ALTID troens svar på hævn. Vi skal insistere på kærlighed, hvor den ikke er. Tilgivelse hvor den mangler.

Fred være med jer, sagde Jesus. Han sagde ikke Fred være med os. Det kan ellers umiddelbart lyde mere inkluderende, men er det langt fra. For hvis Jesus havde sagt Fred være os, så havde han ment den lille gruppe mennesker, der lige var samlet og som han lige kunne få øje på. Når Jesus derimod siger Fred være med jer, så mener han os alle sammen. Alle mennesker til alle tider. Dem, der ikke er her, og dem vi ikke når. Derfor siger Jesus: Fred være med jer – med jer alle sammen.

Vi skal bære den fred ud af kirken. Hver af os får freden, når vi er samlet her, og den bærer vi med os ud i verden. For fred skal bæres. Den er en konkret og håndgribelig måde at være menneske på, hvor vi holder fast i, at det er freden der skal brede sig. For hævn avler hævn, men freden bremser hævnen. Heldigvis.

Og det KAN være svært, når og hvis vi bliver provokerede eller krænkede, men der, ja, netop der –hvor freden er truet, skal vi holde endnu mere fast i den. Insistere som Thomas gjorde det, da han hørte, at Jesus var komme tilbage fra de døde. Han ville se naglemærkerne og stikke sin finger derind. Thomas, der lidt uretfærdigt er blevet kaldt tvivleren, hvor hans tilnavn faktisk betyder tvilling, er den discipel, der holder ved, at opstandelsen ikke bare må være et rygte, men at det ER sket – som historiske og ægte begivenhed.

Thomas insisterer, og vi tror det er et udtryk for tvivl. Men det er et udtryk for forståelsen af, at opstandelsen ikke bare er en tankemæssig begivenhed, men er sket.

På samme måde vil nogle mene, at ønsket om fred er udtryk for fejhed eller dumhed, når det i virkeligheden er Jesu ønske for mennesker. Vi skal blot bære det ønske med os.

Bære det med os i livet, i fremtiden, i mødet med hinanden – og nok vigtigst af alt, bære det med os ind i mørket.

Fred være med jer. Lad det give genlyd i hele verden. Lad os insistere på fred.

Amen




Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

Skærtorsdag 2019

I Danmark har vi det, der kaldes for en Smiley-ordning for virksomheder, der håndterer fødevare. Det kunne fx være en restaurant.

Der skal løbende ske en fødevarekontrol, og kan virksomheden – her restauranten – leve op til de krav der er for hygiejne, så får den en glad smiley – altså et glad ansigt – som de kan sætte i vinduet. Så kan vi forbrugere se om vi vil gå ind i restauranten eller ej.

Kravene er mange, og det handler om hvordan man opbevarer fødevaren, om man kan spore den tilbage til, hvor den er købt, om det er den rigtige temperatur maden opbevares ved, om der er rent i restauranten, om der er adgang til rindende vand osv osv osv. Der er ligger en 177 siders lang vejledning på nettet som man kan fornøje sig med.

Nå men hvis man overholder reglerne, får man en glad smiley, og har man fire glade smileys i træk, får man en elite smiley, og ellers må man nøjes med en sur. Og der skal, hvis man har fået en sur smiley, op til mellem 30-50 glade smileys til, før forbrugeren ikke kigger på stedet med ubehag længere. Den sure smiley vejer så langt tungere end den glade. Det er tankevækkende, at den sure smiley lagre sig i vores bevidsthed som sandhed.

Det måltid som Jesus deler med sine disciple skærtorsdag kan man forsøge at se på med miljø- og fødevareministeriets øjne. Og jeg kan med det samme fortælle jer, at det ville få en meget sur smiley med bødeforlæg, politianmeldelse og fratagelse af autorisation. Alt sammen hvad der faktisk sker Langfredag.

Men det måltid ville aldrig gå gennem nåleøjet. Bare det faktum, at madvarerne har været opbevaret ved almindelig stuetemperatur. Den var aldrig gået i dag, hvis det bord Jesus sad ved sammen med sine disciple havde været en åben restaurant.

Jesus fejrede påske ligesom alle de andre jøder den aften, og det særlige er, at jøderne faktisk havde og stadigvæk har en masse regler og love omkring deres måltid og fødevare. Regler og love som Jesus har fulgt.

Der er i jødedommen regler for, hvilket kød, man må spise – man må kun spise dyr, der drøvtygger og som har spaltede hove. Så de har spise okser, får og geder; men ikke grise og kameler. Grisen er ikke drøvtygger og kamelen har ikke spaltede hove. Det er helle ikke alle fugle eller fisk, man må spise, og da slet ikke insekter. Og så skal alle dyr være slagtet på den rigtige måde af en specialiseret slagter, der med den rigtige kniv skærer halsen over på dyret og derefter lader det hænge, så blodet kan rende ud, så man ikke spiser blodet. Blodet står der flere steder i Gammel Testamente, at man ikke må spise.

Alle de regler har Jesus fulgt. Og påskemåltidet har været underlagt egen ritualer. Man skulle først drikke fire glas vin blandet med vand, og under det andet glas, har man fortalt om, hvordan israelitterne blev udfriet fra Egypten af Moses og Aron, som er hele grunden til, at jøderne har fejret påske. De har sluttet med en lovsang. Derefter er måltidet begyndt, hvor de spise usyret brød, bitre urter og påskelammet. Man har sluttet med to bæger vin og en takkebøn.

Hvis vi ser på evangeliet, så er det tydeligt at det netop er dette måltid, Jesus deler med sine disciple. Jesus takker og velsigner maden, ligesom jøderne, men tilføjer så noget. Noget ganske særligt; nemlig at dette er mit legeme og dette er mit blod.

Det er særligt og stort, at han gør det.

For hermed bryder han med jødernes forskrifter. Dels udvider han ritualet, og dels siger han, at de skal drikke hans blod. Det blod, som ingen jøde under nogen omstændigheder, måtte indtage. For blodet ER livet (5. mosebog 12.23). I blodet er livet, og altså sjælen.

Den tolkning har Jesus siddet med – det har han vidst, da han indstifter nadveren for første gang.

Så når vi kristne sidder her så mange år senere og gentager den aften, så gør vi det, fordi vi gennem nadveren får livet. Det er gennem Kristus at livet findes, og gennem ham, at vi kan leve – frie.

Frie for regler, der skal sikre, at Gud vil os. Frie for love, der skal sætte os i den rigtige boks, så vi kan få vores smiley af Gud.

Der sker nemlig noget nyt med Kristus. Han gør op med alle de regler, der er. Det er ikke længere vores anstrengelser, der afgør om vi har fortjent Guds kærlighed. Vi bliver alle inviteret med til nadverbordet, hvor vi får lov at sidde høj som lav, fattig som rig, rask som syg, synder som skyldig – vi samles her i et stort synligt og usynligt fællesskab af mennesker, der alle sammen trænger til at få livet. Trænger til at få at vide, at vi er frie og elsket.

Troen skal skære de bånd over, vi lægger på os – bånd af forventning, krav om succes, frygt, bekymring, selvretfærdighed, indkrogethed og smålighed. De bånd der ligger og klemmer os om livet som regler og love, de skal skæres over, så vi frit kan trække vejret.

Og dem skærer Kristus over for os, hver gang han siger: dette er mit legeme, dette er mit blod. Vi får livet af Kristus. Livet med ham, livet med hinanden og livet i kærlighed.

Det kan godt være, at måltidet ikke ville have levet op til fødevarestyrelsens udmærkede stramme krav om håndtering af fødevare ift. Hygiejne. Men det levede op til kærlighedens krav.

Gud ser på os, og af ham får vi alle sammen den glade smiley, ja tilmed elitesmileyen. Vi får dem, fordi vi er dem, vi er. Hverken mere eller mindre. Vi er elsket fra første begyndelse. Vi kan gå ud i livet og leve med hinanden.

Og det hele begynder her ved skranken, hvor vi knæler, får livet og kan rejse os igen som frie. Frie i Guds nåde. Frie til at kigge på hinanden og tænke: se, der går også en med en elite smiley.

Amen




Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

Mariæ Bebudelses dag, 2019

Ethvert liv rummer både en gave og en opgave.




Livet er en gave, som vi får. Vi har ikke gjort særligt for at få det. Vi er bare blevet født, og skal nu leve vores liv mellem fødsel og død. Det er et vilkår, men altså også en gave.




Det tillader vi os at kalde livet her i kirken, velvidende at nogle mennesker snarere ser livet som en forbandelse end en gave. Og velvidende at vi nogle gange synes, at gaven er svær, besværlig eller vanskelig. Men vi kalder livet for en gave, fordi livet rummer noget værdifuldt. Nemlig muligheden for at vi kan være noget for hinanden. At vi kan dele kærligheden. At kærligheden kan blive levende mellem os. Det er en gave til os selv, men jo også til andre.




Men livet er også en opgave. Ikke sådan at forstå, at der er særlig opgave vi skal løse, før vi kan dø. Det er mest på film, man møder den tanke. Nej, livet er en opgave på den led, at vi skal tage livet på os som det nu engang er. Vi skal gøre os umage med at leve, kunne man sige, uden at det skal lyde moralsk.




Søren Kierkegaard, der var teolog og filosof i 1800-tallet, har formuleret livet på denne måde: ”Valget af sig selv i sin evige gyldighed”.




Valget af sig selv i sin evige gyldighed....




Ofte når man tænker på valg i dag, så står man foran tusindvis af døre, man kan vælge at gå ind ad. Vi har i denne del af verden, næste uanede muligheder. Og det kan næsten lamme os, når vi skal vælge, fordi hvad nu hvis vi vælger forkert. Den tanke ser vi snige sig ind på unge, der bliver mere og mere angste for valgets konsekvens. Det er på alle måder trist for hele samfundet.




Men når Kierkegaard taler om valget, så mente han, at vi i virkeligheden kun har to valgmuligheder. Man kan enten vælge sig selv – og dermed leve det liv, man har fået givet med de muligheder, der byder sig. Eller man kan vælge ikke at vælge sig selv, og og dermed nøjes med at drømme om de muligheder, man aldrig fik. Det sidste fører til fortvivlelse, mens det fører til livet, når man vælger sig selv, og bliver hiin enkelte, som han også udtrykker det.




Vi har lidt forenklet et valg mellem at være os selv, eller at være den, vi ville ønske vi var, eller føler vi burde være. Det er jo så åbenlyst, at de fleste vil tænke, at man da altid skal vælge at være sig selv; men det er svært, når man så skal føre det ud i livet. For ude i livet er der andre mennesker, der har domme og fordomme, forventninger, tanker og holdninger til en. Og for at gøre det hele endnu mere kompliceret, så har vi sociale medier, der gemmer alle vore fejltrin, for at tage dem frem, når det er belejligt, og hænge dem midt i panden på os som en post-it note. Der er alle muligheder for at lave fejl, og at blive mindet om de fejl.




Det mærkede Emma Holten, da hun tilbage i 2011 blev udsat for hævnporno af sin ekskæreste. Hun blev skammet ud af samfundet, men også af sig selv. Dengang. Ikke i dag. Og det var jo ikke hende, der havde lavet en fejl; men det oplevede hun, at folk havde en mening om. Hun var offeret, der fik skammen med i købet.




Nok ligesom Maria fra dagens evangelium, der får at vide, at hun skal føde et barn, selvom hun er jomfru. Maria har ikke gjort noget forkert eller lavet en fejl, men hun oplevede også, at folk havde en mening om hende. Hun blev offer og fik skammen med i købet.




Tilbage til Emma Holten, så tog hun til genmæle og valgte dermed at blive sig selv. Hun tog livet på sig, og slap fri af både skammen og andres domme. De fleste af dem i al fald. Og det skete, da hun stod i sit liv og sagde ja det er mig, og det skete for mig. Hun valgte sig selv, og slap fri.




Det er et grelt eksempel på, hvordan vores liv kan tvinge os i en retning, indtil vi vælger os selv i alt dets gyldige evighed.




Men det kan være svært at stå fast, og det oplever mange. Det er svært at stå ved den, man nu engang er, med de fejl og mangler man har. Med de uheldige valg, man selv træffer, og de valg andre træffer for en. Det kan simpelthen være svært at være sig selv.




Medmindre man har kærligheden.




Der står i Bibelen, at Gud er kærlighed. Det er så vigtig en lille sætning, for resten af Bibelen er en udlægning af dette ene, nemlig at Gud er kærlighed. Alle handlinger, fortællinger, møder og undere er en konsekvens af, at Gud er kærlighed.




Gud skaber af kærlighed, opretholder af kærlighed, vejleder af kærlighed og frelser af kærlighed. Det er er så stort og så smukt, at det ikke kan rummes af mine fattige ord her i dag. Kærligheden er altid det mere.




Det kender vi nok i forelskelsen. At være forelsket er også at være en lille smule gal, men den selvforglemmelse, der ligger i forelskelsen, den fortæller os noget om Guds kærlighed.




Vi kender også kærligheden fra den kærlighed, man oplever, når man bliver forældre. Man oplever kærligheden som stor – så stor, at den kan tru med at sprænge i brystet på en. Men den er også skrøbelig, fordi man ved, at hele ens lykke afhænger af om dette lille væsen har det godt eller ej. Det fortæller os noget om Guds kærlighed.




Vi kender den fra kærligheden mellem venner – denne ærbødige og respektfulde kærlighed til et menneske, man stoler og regner med i alle situationer. Det fortæller os noget om Guds kærlighed.




Vi er omringet af Guds kærlighed, og vi lærer om den i alle de kærlighedsrelationer, vi kommer i. Vi bliver klogere på Guds kærlighed, når vi tør dele kærligheden mellem hinanden. Gøre kærligheden levende mellem os. For Gud er kærligheden og dermed kilden til kærligheden i vores liv.




Og åbner vi os for Guds kærlighed, så ser vi, at vi er elsket som dem vi er. Og derfor går det an at vælge sig selv, som den man er. Deri ligger den evige gyldighed. Det sker næsten samtidigt iflg. Kierkegaard, når man vælger sig selv, opdager man Guds kærlighed.




Jeg tror nu på, at vi også kan øve os. Vi kan øve os i at se på os selv med Guds øjne og stole på, at Guds kærlighed også gælder mig. Langsomt fremad, men dog et skridt mod at lukke lidt mere op for kærligheden.




Fortællingen om Maria er en fortælling om et menneske, der valgte at stole på, at Guds kærlighed strakte sig så langt, at den også gjaldt hende – en fattig teenager fra den anonyme landsby Nazareth.




Gud valgte hende, og dermed kunne hun ikke andet end at vælge sig selv til. Gud gav hende en gave og en opgave, som hun sagde ja til. Hun har nok været bange, nervøs og i tvivl. Men selvom disse følelser har banket i brystet og fået maven til at snøre sig sammen, så valgte hun sig selv i al sin evige gyldighed.




Hun valgte det liv, der lå foran hende, fremfor det liv, hun måske forestillede sig.




Vi har også et valg. Friheden ér vores. Men Gud er den samme, og hans kærlighed ligger lige der, klar til at vi kan tage den. Gud tilbyder os kærligheden i håbet om, at vi vælger den. Men vi skal netop vælge den – det nytter ikke, at vi får den med tvang, for så holder det op med at være kærlighed. Kærlighed kan hverken tvinges, trues, købes eller tigges frem. Kærlighed er altid givet frit, og skal modtages frit.




Vi kan vælge kærligheden, også selvom vi nogle gange skal leve helt liv, før vi indser, at den altid var der. Kærlighed bliver aldrig for gammel og der er aldrig for lidt af den.




Det er styrken, så valget af sig selv i al sin evige gyldighed bliver muligt. Det er gaven og opgaven.




Gud hjælpe os og elske os dertil.


Amen


Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

Midfaste 2019

Kender I Leon? Leon Logothesis er hans fulde navn. Han er halvt englænder og halv græker. Men det ikke det mest spændende eller interessante ved ham. Hans opvækst var præget af mobning, og han følte sig meget ensom. Det er nu heller ikke det opsigtsvækkende ved ham. Han har skrevet en masse bøger, men heller ikke det er det mest vanvittige ved denne mand.

Det mest spændende, interessant, opsigtsvækkende og vanvittige ved denne mand er, at han tror på venlighed. Så meget, at han har rejst verden rundt ene og alene afhængig af andres venlighed.

Den seneste rejse, han tog, gik fra Alaska til Argentina i en lille gul folkevogn. Han måtte ikke modtage penge, men måtte gerne modtage folks venlighed i form af tilbud om overnatning i deres hjem, mad, benzin til bilen osv.

Og han når faktisk fra Alaska til Argentina. Og på den rejse møder han så mange mennesker, der alle åbner deres hjem for ham. De giver ham en seng, et måltid mad og fylder benzin på hans bil. Og alle disse mennesker, som Leon møder, har en historie der er helt unik og helt deres egen.

Således møder han en mand i Canada, der arbejder med migranter. Der er mennesker fra hele verden, der kommer til Canada i håbet om et bedre liv væk fra flygtningelejre, fattigdom og sult. Og denne mand, som Leon møder, åbner sine døre hver onsdag og byder på mad. Hele hans hjem fyldes hver onsdag aften af mennesker i alle nuancer, talende alle sprog, men med samme smil på læben. Nogle af dem er kommet i årevis og for andre er det første gang. Men de får alle mulighed for at møde medmennesker – møde venner.

En anden gang møder han en gruppe krigsveteraner, der arbejder i områder, der er hærget af oversvømmelser og orkaner. Der bygger de huse op igen for mennesker, der ikke har haft råd til stormsikring, og som derfor har mistet alt. Og de tilbyder deres hjælp gratis. De kommer bare, og så bygger de et nyt hus og dermed en ny begyndelse for andre.

En anden gang igen møder han en und studerende fra fattige Haiti, som gerne vil uddanne sig i Argentina, så han kan komme hjem og hjælpe med at opbygge landet igen.

Eller han møder en fattig familie i Mellemamerika, der sælger Tamales (der er mad), og lever i et lillebitte hus; men da de opdager, at Leon ingen penge har, giver de ham gratis mad og giver ham husly.

Og jeg kunne blive ved. Sådan er hans rejse fyldt med fortællinger om mennesker, der alle åbner deres hjem og deres liv for ham.

Det er alt sammen deres venlighed – deres barmhjertighed – der gør, at han kan rejse fra Alaska til Argentina med intet andet end en gul folkevogn og det tøj han har med.

Det er en livsbekræftende historie i en tid, hvor terror og frygt ofte præger mediebilledet. Livsbekræftende når man hører, at mennesker har en impuls til at være åbne – til at ville hinanden. At man faktisk kan rejse sikkert og åbnet i verden.

Det er på mange måder en moderne genfortælling af bespisningsunderet, hvor Jesus med så lidt som 5 bygbrød og 2 fisk alligevel mætter en hel folkemængde. Og der er tilmed mere i overskud end da de begyndte. Bespisningsunder er et tegn på, at Jesus er fra Gud, og at Gud er god. Et tegn på at Gud er overflodens Gud – der er ingen smalle steder, ingen der går sultne derfra og alle får alt det, de vil have. Gud giver i overflod. Når mennesker stiller sig sammen, er Gud levende tilstede mellem os, og giver os mere end vi har brug for. Gud er barmhjertig. Gud er kærlighed.

Leon møder mennesker, der ikke har meget. Enten fordi de er flygtede, er hærgede af krig, kommer fra fattigdom eller kaos – og alle disse mennesker, rækker en hånd til dette menneske, der kommer som en repræsentant fra en helt anden verden. For Leon kommer til dem i rent tøj uden huller, i gode solide, velnæret og endda i en bil. Det er jo tydeligt, at han ikke mangler. Det må undre dem, at han ikke bare trækker sit american express kort frem og tjekker ind på nærmeste Hilton.

Men alt det ser de forbi, måske fordi han ser forbi alt det, der ofte gør, at vi kommer til at sætte hinanden i kasse og bås. De får øje på hinanden som mennesker og derfra vokser kærligheden.

Leon er jo ikke Jesus. Men var det ikke det, som Jesus gjorde. Så forbi alt det, der ellers satte mennesker i bås. Så mennesket. Han så ikke en tolder, en skøge, en fisker eller en officer. Han så bare et menneske. Ikke andet, men så sandelig så meget mere.

Og er det ikke netop det, Jesus vil have os til at gøre. Se hinanden. Få øje på det menneske, der står der med hele sin historie. Og så sammen dele.

Være venlige og dele af det, vi har?

Men Leons historie er ikke kun smuk. For han må ofte spørge mange inden han finder et sted at overnatte eller noget at spise. Og han overnatter også mange gange i sin gule folkevogn. Og han rejser i områder, hvor de ikke engang kan tale samme sprog. Han er også ved at give op fra tid til anden.

Men han bliver ved. Fordi han tror på venligheden mellem mennesker. Vi må nogle gange insistere på venligheden mellem hinanden. Og da særligt der, hvor venlighed er svært at finde – der skal man netop insistere. For selvom man ikke altid møder venlighed, når man selv deler ud af sin venlighed, så betyder det ikke, at man skal give op. Man skal derimod blive ved. Også selvom man føler, at ens venlighed ikke er mere end 5 brød og 2 fisk til en kæmpe flok af mennesker.

Jeg har taget udgangspunkt i Leons historie, og han kalder det selv for venlighed. Men vi kunne også udskifte ordet og kalde det for kærlighed eller barmhjertighed. Det er det samme Leon oplever.

Barmhjertighed er den følelse man får i maven, når man møder et menneske, man gerne vil hjælpe. Det kan næsten gøre ondt i hjertet, fordi man ikke kan holde ud, at de ikke får hjælp. Og det gør, at man rækker ud efter dem. Man vil hjælpe dem med at gøre deres livsudfoldelse større. Når det sker, så bliver kærligheden levende mellem os.

Kærlighed har den egenskab, at den bliver større, når man bruger af den. Når den bliver delt, så bliver den varmere og til mere. Når kærlighed er, så bliver 2 +2 til 5. Der er noget ekstra, der bliver lagt.

Og det ekstra oplevede folkemængden den dag, da Jesus sagde: få folkene til at sætte sig. Og de satte sig, og han dele med dem. Det minder om en nadver, og det var det også. En nadver hvor ganske lidt blev til meget.

For sådan er det med Gud. Når vi kun ser begrænsninger og mangel, så tilfører Gud det mere, der giver overflod. Når mennesker mødes, så er det Guds kærlighed, der levende, bankende og virkende mellem os, får os til at gøre livet større for hinanden.

Lad os gå ud i verden med styrken til at sætte barmhjertigheden forrest i livet, så vi kan hjælpe hinanden på fode, om det så er et måltid mad eller en tankfuld benzin, et smil til en nedslidt mor, en arm til en ældre eller et øjeblik hvor vore øjne for lov at mødes.

Lad os alle sammen i ånden køre rundt i en lille gul folkevogn, og stole på, at vi kan hjælpe hinanden gennem vores livs rejse – men hinanden og med Gud.

Amen






Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

1. søndag i fasten 2019

”Gud – indtil nu har jeg i dag hverken sladret om nogen eller været i dårligt humør. Jeg har ikke været sur, ondskabsfuld eller selvist. Men om nogen minutter er det tid til at stå ud af sengen, og fra da af kommer jeg til at behøve en hel del hjælp.”

Sådan står der på en kalender, jeg har stående på mit kontor, med et ord til hver dag.

Og vi trækker på smilebåndene. Vi kender godt dem kamp. Kampen om var være den bedste udgave af os selv, og vi ved også, at vi taber til tider. Måske endda hver dag. For det er sådan, at når mennesker er sammen, så er der også konflikter.

Det vidste Paulus, der dannede de første menigheder. Hans breve er svar på konflikter og stridigheder. Fordi vi ikke altid er enige om, hvordan vi skal løse opgaver eller i hvilken rækkefølge. Det betyder ikke, at mennesker er dumme eller onde – det betyder blot, at vi i kirken ikke har samme mening om tingene. Og det har vi ikke. Folkekirken har det største antal medlemmer af nogen forening i Danmark, så selvfølgelig er vi ikke enige om tingene. Vi ser forskelligt på tolkningen af Bibelen, hvordan vi bygger menigheder og på præstens rolle i civilsamfundet. Men vi glemmer ofte at se, at det er en gave. En gave at vi kan være uenige og har forskellige meninger. Og en gave at vi trods alt er et trossamfund og ikke et meningssamfund. Troen står, men vi kan have forskellige meninger. Og det må vi gerne.

Men vi har denne base som vi står på. Grundlaget, klippegrunden som gør at vi gerne skulle stå funderet om det samme. Nemlig vores treenige Gud og opstandelsens virkelighed. Og så selvfølgelig dåben og nadveren som vores sakramenter, hvor ord og handling flettes sammen i et øjeblik, hvor himlen berører jorden.

Det er udgangspunktet for kirken.


Og det er udgangspunktet for den enkelte. For os i vores hverdag.

I en kaotisk, evigt forandrende, truende, hurtig og besværlig hverdag. Vi har en grund at stå op på. En grund, der gør, at når vi beder om hjælp til dagen, så kan vi regne med at får den. Ikke altid i den form vi ville ønske, men vi kan stole på, at Kristus vandrer med os i ind i hverdagen.

Det er trøstende ord i en verden, som jeg i al fald lige nu synes er truende. Eller fremtiden er ikke så trøstesløs som den har været for år tilbage. Der sker lige nu en forråelse af vores sind, så vi i højere grad tænker os og dem om hinanden. Der sker en nedbrydelse af vores anstændighed for, hvordan vi kan tale til og om hinanden. Der sker et brud i tilliden til, at næsten vil mig det godt. Selv kristendommen bliver i disse år trukket for forskellige vogne, som slet ikke har noget med kristendommen at gøre, men har alt med politik at gøre.

Der er på mange måder grund til alvorlig bekymring. Bekymring for, hvordan det vil gå os.

Teksten til i dag handler om ondskab. Men der er ingen grund til at pege hinanden ud som onde af den grund. Men vi skal være på vagt overfor den fristelse det er at gøre andre mennesker onde. Deri ligger nemlig den sande ondskab. Når vi gør det ondes gerning og samtidig tror, at vi gør det gode.

Fortællingen om Jesus ude i ørkenen skal være en hjælp i dage, hvor man bekymringen tager over, og vi er bange for at historien vil gentage sig.

Jesus møder fristeren i ørkenen og bliver fristet til at sørge for sin egen nydelse, fristet til at teste Gud og fristet til at tilbede andre end Gud. Og Jesus svarer fristeren hver gang – eller han afslører ham ved at svare ham. River masken af det onde, så det onde står forsvarsløst tilbage og må fordufte.

Med de fristelser går igen i vores liv.

Fristelsen til at sætte egen nydelse først. Og her er der ikke tænkt på kage og rødvin. Men på den fristelse, at man glemmer andre, for at nå egne mål. At man bliver ligeglad med andre, fordi man selv vil opnå noget.

Og fristelsen til at teste Gud. Når vi tror vi tror bedre. Når vi tror, vi har bevist, at Gud ikke findes, fordi Gargarin ikke så Gud fra rummet. Når vi ikke får en åbenbaring, når vi beder om den. Så tester vi om Gud nu virkelig findes i vores liv.

Og så fristelsen til at tilbede noget andet. Vi synes nok vi tilbeder Gud, men måske vi bliver fristet til at sætte noget andet på 1. pladsen i vores liv end Gud. Vi skubber Gud ud i øjenkrogen, så han ikke er helt væk og fordyber os i hverdag.

Det er jo ikke stor ondskab det her, men ondskab findes på to planer.

Ondskab er det store ord om det, der sker når nationer, folkeslag og regimer brager sammen. Eller når en enkelt mand slår en masse unge ihjel på en ø i Norge. Så er det ondskab, vi kan genkende.

Men det lille ord om det onde er fristelsen. Det er ikke helt samme skala, men er som små giftige dryp i vores hjerter, der tilsammen kan få os derhen, hvor den store ondskab er. Og det ikke bare fristelsen til at spise kager. Det er derimod fristelsen til at være ligeglad med andre mennesker. At sætte sig selv forrest i livet og andre nederst. Det er, når man altid går efter egen nydelse først. Det lyder banalt og ligegyldigt, men er det ikke.

Kristendommen begynder i det små. Gud viste sig ikke for alle folk i hele verden, men kom til jorden som et enkelt lille menneske i et land langt væk herfra. Han kom og satte skub i os mennesker, så vi langsomt, men stædigt kan tale det onde i mod.

At sige nej til ondskab begynder i det små. Det begynder med forsagelse hver gang vi har gudstjeneste og siger, at vi tager afstand fra det onde. Det begynder, når vi stopper op og husker, at de mennesker vi udtaler os om eller har en mening om, er mennesker før de alt andet.

Vi er skabt med øjne, der kan kigge på hinanden. Kigge ind i sjælen og sige mere end 1000 ord. Når vi ser hinanden, så ser vi hinanden. Så opdager vi, at vi er fælles om mere end der adskiller.

Det er den suveræne livsytring som Løgstrup taler om. Nemlig den, at vi er en tilbøjelighed til at ville det gode.

Peter Lund Madsen, der er hjerneforsker, siger, at mennesker er gode. Hvis vi ikke var det, ville vi ikke kunne bygge civilisationer, men ville have udryddet os selv for mange år siden. Vi vil det gode. Vi er skabt i godhed, ud af godhed og til godhed.

Det skal vi holde fast i, når verden suser os om ørerne, og insisterende skal vi holde fast på det gode. Hver dag og hele tiden. Og selv når vi fejler, så skal vi vide, at Gud tilgiver os, fordi han ser godheden i os. Vi har potentiale kunne man sige. Potentiale for det gode.

Lad os begynde i det små – sige fristelsen imod, så vi sammen kan være nok uenige, men enige om kærligheden er vigtigere end alt andet. Amen




Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

Askeonsdag 2019

Asken falder. Asken falder i mit hjerte. Asken lægger sig mellem os.

Vi brændte vores broer som vi brændte vores håb. Tilbage er der kun grå aske.

Der er stadigvæk små flammer der slikker sig op ad. Endnu kan man holde varmen.

Men forude synes kun at ligge tung, grå fremtid. Frugtesløs og håbløs.

Hvis jeg stirrer ind i den grå morgendag er det alt jeg ser. Jeg stirrer og stirrer mig blind. Mit synsfelt formindskes og jeg får tunnelsyn. Jeg ser kun asken. Alt bliver alligevel til aske en dag.

Gud, hvor er du?

Jeg holder ud, og håber at du holder ved Gud.

Jesus gik i denne grå verden. Han så aske falde ned over os og stjæle farven fra verden. Asken dække vores indre som en dyne, der dæmper alle lyde.

Og han pustede. Pustede stille og insisterende asken væk - pustede til asken hvirvlede ud i himmelrummet igen.

Vi er mere end den aske vi bliver til. Af jord skal du igen opstå. Af aske skal du igen opstå.

Askeonsdag er begyndelsen på fastetiden, og en ikukommelse af vores forfængelighed. Men også en ihukommelse af vores opstandelse. Fremtiden kan synes grå og tung; men af asken rejser Kristus os igen. Giver os håb. Giver os farve. Giver os hjerte.

Vi skal gå fastetiden i møde med åbenhed for der pust, der blæser asken væk. Det pust der giver liv.

Det er askeonsdags håb.

Amen