På irsk findes der er ord, som jeg desværre ikke kan udtale – men det er et ord for tillid/tiltro. Det betyder oversat: du er det sted, jeg stiller mig, den dag mine fødder er ømme.
Du er det sted, jeg stiller mig. Det sted, hvor jeg tør stå og kan stå når mine fødder er ømme. Når jeg på den lange vandring som livet er, ikke længere kan gå; men må standse og lade op, kan jeg gøre det hos dig.
Det er tillid – det er tiltro.
Men det er også at turde være sårbar og skrøbelig den dag, man har brug for en pause. At turde stå ved, at man ikke magter alt eller kan alt; men at man engang imellem falder sammen. Falder fra hinanden. Får ømme fødder.
Jesus Kristus levede et liv, hvor han viste os, at hos ham kunne vi komme og stille os. Vi kan være dem, vi er hos ham.
Hans virke er én stor fortælling om det.
Næste søndag er evangeliet hentet fra Lukasevangeliet, hvor en kvinde står sit hår ud overfor Jesus – det har bølget ned over ryggen på hende, og kranset om hendes hoved. Og hun brugte det til at tørre Jesu fødder med efter at have badet dem i olie. Det har været uhørt på Jesu tid, at en kvinde har gået med utildækket hår. Hun har taget sløret af – afsløret sig selv – for at stå sårbar foran sin mester. Hun har ikke haft en maske til at skjule sig med, men har på sin vis stået med hele sit liv i hænderne – alt det hun har gjort, de gange hun har fejlet og de gange hun ikke slog til.
Men hun viste sin sårbarhed, skrøbelighed og fuldstændige afhængighed af Jesus, da hun slog håret ud. Men ærlig kontakt fordrer netop den sårbarhed.
Kvinden har haft tillid og tiltro til, at denne mand ikke ville dømme hende, men ville åbne sine arme og tage imod hende – accepterer hende. Det var en handling som hun ikke kunne give sig selv – man kan ikke kramme sig selv til accept. Den skal gives – som Kristus giver os et sted, vi kan stille os den dag, hvor vores fødder er ømme.
Det er budskabet om nærhed, vedkommende og kærlighed. Det er evangeliet.
Men det er også alt andet end ligegyldighed.
Og det er vigtigt – for Jesus var alt end ligegyldig, og de mennesker, han mødte, var alt andet end ligegyldige for ham.
Men netop ligegyldigheden har det med at snige sig ind på os og vores tilværelse.
Ligegyldighed er en måde at være i verden på. En fuldstændig usympatisk måde at være i verden, hvor man ikke forholde sig til det omkring en, og dermed ikke lader sig hverken røre eller forstyrre af andre, deres problemer eller deres væren.
Og når man hverken lader sig røre eller forstyrre, så bliver man heller ikke hverken berørt eller forundret over den verden, vi lever i eller de mennesker der omgiver os.
Det kan ligegyldigheden ikke – den har ikke følelser. For at lade sig berøre og forundrer, så kræver det, at man har empati, følelser og kan sætte sig ind i andres situation. At man gider gøre det ekstra der skal til, for at række ud mod andre. Ligegyldigheden gider ikke andet end den selv. Den kredser om sig selv. Ser ikke op.
Og den er farlig – for den dehumaniserer os. Den gør os til mindre end vi er. Den fjerner det potentiale for storhed, der ligger i os – altså storhed som værende det vi er, når vi lader næstekærligheden stå forrest. En storhed som Løgstrup kaldte for en spontan livsytring. Når vi spontant – uden bagtanke – rækker os mod et andet menneske, der har brug for vores hjælp. Den storhed ligger i os alle fra begyndelsen – som en del af vores skabthed; nemlig evnen til næstekærlighed.
Og det er den spontane handling, som ligegyldigheden fjerner. Den ødelægger det skabte – ødelægger Guds vilje med skaberværker.
Ligegyldighedens modsætning er kærlighed. Den kan ikke være til stede, hvis der er kærlighed. For kærlighed er det, der gør, at vi kan se på hinanden og genkende hinanden som medmennesker. Som Guds skabte. Kærligheden transcenderer nationalitet, etnicitet og tro. For det er mennesker, som Kristus forholder sig ikke – ikke til rette troende.
Det betyder selvfølgelig ikke, at tro er ligegyldig – selvfølgelig ikke. Men det betyder, at i vores relation til andre mennesker er det forbundetheden som skabte, der skal stå forrest.
Eller sagt på en anden måde, så skal vi som troende møde alle mennesker som ligeværdige og med samme næstekærlige omsorg – uagtet hvem de så ellers er.
Vi skal i øjnene på næsten, som heldigvis ikke er dækkede til, få øje på hinanden. Sådan virkelig få øje på et menneske, der, ligesom os selv, er elsket af Gud.
Men ligegyldigheden er altid en fare ved livet – den kan snige sig på os, når vi i over lang tid har hørt om flygtningelejre, børnekrigere, voldtægter, henrettelser, eksplosioner og covid-19. Så lukker vi ned.
Jeg gør det i al fald – men man skal huske at lukke op igen. Vi må ikke blive blinde for den verden, der er omkring os. Det er ikke kun i lille Danmark, at vi skal udvise næstekærlighed – det er i hele verden. Vi har et ansvar for den verden vi lever i. Vi må ikke gøre vores verden så lille, at det kun er vores matrikel, der interesserer os.
Så vil kritikere sige, at Jesus jo kun viste næstekærlighed for dem, han mødte ansigt til ansigt. Ja, det er rigtigt, men det er svært at bruge facebook før det bliver opfundet, og svært at blive opdateret på nyhederne før internettet. Ja, selvfølgelig kunne Jesus kun møde dem, han mødte fysisk; men fritager det så os fra at være næstekærlige ud over eget nabolag?
Nej, selvfølgelig ikke. Vi skal ikke bruge evangeliet som en undskyldning for at vende blikket væk. Verden angår også os.
Ja, verden angår os. Det er evangeliet.
Jesus er vred i dag, og spyr med ord, man brænder sig på. Hvis man ser på konteksten, så taler han til farisæerne, saddukæerne, rabbinerne og profeterne. Alle dem hvor ligegyldigheden havde fået taget i dem. Hvor egeninteresser stod højere end næstens ve og vel.
Derfor er Jesu vred. Men ligegyldigt om vi kender konteksten, som kan være nok så forståelig, så må domstekster og vredestekster aldrig få det sidste ord. Hvis vi gør dommen og vrede mere gyldige end de steder, hvor vi hører om nåde, retfærdighed, glæde og kærlighed, så gør vi også Gud til den dommer, der holder regnskab med vores liv. Og det regnskab ønsker ingen af os gjort op.
For Jesus siger også et andet sted: ”jeg vil barmhjertighed, ikke slagtofre”.
Jesus døde på korset for at undgå slagtofre.
Vi må ikke lade ligegyldigheden lægge sig som en slange om vores hjerter, så vi ligefrem frydes af dommens ord.
Vi skal bryde ligegyldigheden ned, så medmennesket står foran os med udslået ud – sårbar og skrøbelig. Så vi kan blive det sted for hinanden, hvor vi kan stoppe op og hvile os den dag, hvor vores fødder er ømme.
Vi skal insistere på kærligheden. Amen
Dagens tekst:
https://www.bibelselskabet.dk/10-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
søndag den 16. august 2020
lørdag den 25. juli 2020
7. søndag efter trinitatis 2020
Krzysztof Kieslowski, der er en polsk filminstruktør, lavede tilbage i 1988 en serie ved navn Dekalogen. Ti film, der handler om de 10. bud. Den første film handlede således om buddet: du må ikke have andre Guder end mig.
I filmen møder man den unge dreng Pavel, der er på besøg hos sin faster. Når han besøgte fasteren, kunne Pavel tale med hende om Gud – noget han ikke kunne med sin far, der kun troede på computere, og heller ikke med sin mor, der var bortrejst til udlandet. Men fasteren derimod kunne han tale med om Gud.
En morgen er han på vej i skole, og der ser han en død hund i sneen. Den er frosset og udmagret. ”Hvor er Gud” spørger han sin faster – og hun siger bare til ham: ”kom herhen”, og tager ham tæt ind til sig, og spørger ham: ”Hvad mærker du”. Han svarer ”Jeg elsker dig”.
Og fasterne kan kun sige: ”Ja, der er Gud”.
Ja, hvor er Gud?
Det spørgsmål lyder verden over – råbt i afmagt i krigshærgede lande, hvisket under dynerne i diktaturstater og grædt fra hospitalets gange. Hvor er Gud?
Juri Gagarin, der var det første menneske i rummet, sagde, da han landede på jorden, at Gud ikke fandtes, da han ikke havde mødt ham i rummet.
I filmen møder man den unge dreng Pavel, der er på besøg hos sin faster. Når han besøgte fasteren, kunne Pavel tale med hende om Gud – noget han ikke kunne med sin far, der kun troede på computere, og heller ikke med sin mor, der var bortrejst til udlandet. Men fasteren derimod kunne han tale med om Gud.
En morgen er han på vej i skole, og der ser han en død hund i sneen. Den er frosset og udmagret. ”Hvor er Gud” spørger han sin faster – og hun siger bare til ham: ”kom herhen”, og tager ham tæt ind til sig, og spørger ham: ”Hvad mærker du”. Han svarer ”Jeg elsker dig”.
Og fasterne kan kun sige: ”Ja, der er Gud”.
Ja, hvor er Gud?
Det spørgsmål lyder verden over – råbt i afmagt i krigshærgede lande, hvisket under dynerne i diktaturstater og grædt fra hospitalets gange. Hvor er Gud?
Juri Gagarin, der var det første menneske i rummet, sagde, da han landede på jorden, at Gud ikke fandtes, da han ikke havde mødt ham i rummet.
Og hvis det var så enkelt at afskrive Gud, så ville der ikke være tro i dag.
Men så let er det ikke – for bag facaden – bag ved det, som vi umiddelbart ser, aner vi en anden virkelighed.
Guds virkelighed.
Men spørgsmålet klinger endnu: hvor er Gud? Jeg ville ønske, at jeg kunne pege, men det kan jeg ikke.
For peger jeg på vores smukke kors lavet af Erik Heide, så ser vi alle, at korset er tomt. Kristus hænger der ikke mere.
Svaret er måske enkelt – Kristus er blandt os – mellem os – hos os.
Men så alligevel. For det er nok for enkelt – Kristus er ikke bare med os, som en skygge eller ånd, der uden vilje bare går hvor vi går. Nej, der ligger mere i det. Det handler evangeliet til i dag om.
I evangeliet står der, at ”Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke en af dem falder til jorden uden jeres Fader.”
Uden jeres Faders hvad? Der mangler ligesom et ord. I Bibelen 2020, som er en tolket version, står der: ”Alligevel falder der ikke en spurv til jorden, uden at jeres far er med”. Der har de forsøgt at afslutte sætningen ”uden jeres Fader”.
Det er da også på godt jysk træls, at der ikke står mere. Så vi gætter, men som Johannes Møllehave så rigtigt har sagt: ”Man kan ikke oversætte et ord, der mangler, det må man nøjes med at gisne om. Det er jo irriterende og drilagtigt nok” (”Hvor kærlighed bor” af Johannes Møllehave, Lindhardt og Ringhof, 2. udgave, 1. oplag 1997, s. 391).
Jeg tror dog, at det ikke bare handler om, at Gud følger os som en skygge. Det bliver for tandløst og ligegyldigt, hvis vi reducerer Gud til en skyggetante i livet.
Der ligger mere i det manglede ord end det. Der ligger mere i ingenting end som så.
Det kender vi godt. Et menneskeliv er også fyldt med mangler og huller – og de betyder mere end som så. Vi oplever alle, at livet rummer fragmenter og brudstykker. Vi oplever alle, at noget er uafsluttet – og altid vil være det. Og der fortæller på sin vis også en historie om os.
Hjerneforskeren Peter Lund Madsen siger, at vores hjerner er skabt til at finde mønstre i livet. Så når noget sker, så finder vi et mønster.
Vi finder også mønstre i vores liv, og det vi oplever. Vi fortæller selv vores historie, og der vil altid være en hovedlinje gennem livet – et mønster, der bliver dominerende. Til tider kan det ske, at vi stirrer os blinde på det mønster. Det gør ikke så meget, hvis vi det vi ser, er kærlighed, omsorg og nærhed. Men det kan blive hæmmende, hvis vi kun ser svigt og sorg. Da skal vi nuancere historien – for måske var der et lille mønster af venskab eller familiebånd, der kunne fortælle en anden historie om ens liv end den dominerende.
Der er altid mere at sige om os mennesker end bare det ene mønster, vi stirrer på.
Der er mere at sige end de huller, mangler og det uafsluttede – der er altid mere.
Det er evangeliets påstand – at der er mere. Mere end det, vi tror, ser og opdager.
Altid mere end.
Senere i Matthæusevangeliet siger Jesus da også til sine disciple, at hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt jer.
Når vi har med Gud at gøre bliver 2+2 til 5. Gud vil møde os, hvor vi er.
Derfor vover vi også at sige, at selvom mennesker ligner støv på afstand, og der er massevis af os, så er hver enkelt af os villet af Gud. Vi er ikke tilfældige overfor Gud – vi skabt i vilje og med vilje af Gud.
”Du er mere værd end mange spurve”.
Men vi må selvfølgelig ikke blive så selvoptagede, at vi ikke opdager at andre mennesker har brug for os – det hørte vi om i sidste uge. Når vi i dag hører, at vi er mere værd end mange spurve, skal vi ranke ryggen og gå frimodige ud i livet.
Det betyder ikke, at vi undgår lidelse, for en discipel står ikke over sin mester, og vores mesters liv indeholdt megen lidelse.
Vi er ikke skånede livets hårdhed – vi kommer alle til at opleve smerte, fortvivlelse, tomhed og ensomhed. Det lægger Jesus vægt på i dagens evangelium.
Evangeliet til i dag, er en del af en større tale, hvor Jesus sender sine 12 disciple ud i verden for at de kan fortælle om Himmeriget. Og han lover dem ikke en let gang ud i verden, men en realistisk gang, og derfor siger han som han gør – ikke en spurv falder til jorden uden jeres Fader. I er mere værd end mange spurve.
Dit liv er givet af Gud – det er værdifuldt, også de dage, hvor du ikke selv tror det. Gud har skabt DIG til dette liv. Og sker det, at du taber, knuser og ødelægger det liv, så husk på, at selv der, er du mere værd end mange spurve.
Så Gud går ikke bare med os – han er med os med sin vilje og billigelse. Og ikke en spurv falder til jorden uden jeres Fader. Han er med, når livet går i stykker – og særligt der hvor det sker uden hans billigelse. Det er nemlig ikke Guds første vilje, at livet skal indeholde smerte, hårdhed og kulde. Det er ikke hans vilje, og DERFOR er han netop med os, der og når der er brug for det. Når kærligheden opleves at svigte, når håbet knuses og fremtiden mørknes.
Ja, netop der lægger Gud mere til i vores liv. Han lægger sin kærlighed.
En kærlighed som vi er en del af. Ja, Gud sætter en uendelig kærligheds værdi på dit liv. Du er til for den kærlighed – og den finder dig (Møllehave ibid. S. 398). Uanset hvad der så end sker – for kærligheden er betingelsesløs. Den er en del af dig – en del af os – levende og varm.
Kærligheden er varm, selv på en kold dag, hvor en ung Pavel finder en død hund i sneen.
Selv i mødet med døden, er kærligheden varm og Gud levende.
Det er troens kerne. Gud giver os livet – og giver os det af døde.
Så hvor er Gud? Han er der, hvor vi har brug for det – og lægger det til, som vi ikke kan selv.
Ingen af os falder til jorden uden vores far.
Amen
Dagens tekster, kan du finde her:
https://www.bibelselskabet.dk/7-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
Men så let er det ikke – for bag facaden – bag ved det, som vi umiddelbart ser, aner vi en anden virkelighed.
Guds virkelighed.
Men spørgsmålet klinger endnu: hvor er Gud? Jeg ville ønske, at jeg kunne pege, men det kan jeg ikke.
For peger jeg på vores smukke kors lavet af Erik Heide, så ser vi alle, at korset er tomt. Kristus hænger der ikke mere.
Svaret er måske enkelt – Kristus er blandt os – mellem os – hos os.
Men så alligevel. For det er nok for enkelt – Kristus er ikke bare med os, som en skygge eller ånd, der uden vilje bare går hvor vi går. Nej, der ligger mere i det. Det handler evangeliet til i dag om.
I evangeliet står der, at ”Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke en af dem falder til jorden uden jeres Fader.”
Uden jeres Faders hvad? Der mangler ligesom et ord. I Bibelen 2020, som er en tolket version, står der: ”Alligevel falder der ikke en spurv til jorden, uden at jeres far er med”. Der har de forsøgt at afslutte sætningen ”uden jeres Fader”.
Det er da også på godt jysk træls, at der ikke står mere. Så vi gætter, men som Johannes Møllehave så rigtigt har sagt: ”Man kan ikke oversætte et ord, der mangler, det må man nøjes med at gisne om. Det er jo irriterende og drilagtigt nok” (”Hvor kærlighed bor” af Johannes Møllehave, Lindhardt og Ringhof, 2. udgave, 1. oplag 1997, s. 391).
Jeg tror dog, at det ikke bare handler om, at Gud følger os som en skygge. Det bliver for tandløst og ligegyldigt, hvis vi reducerer Gud til en skyggetante i livet.
Der ligger mere i det manglede ord end det. Der ligger mere i ingenting end som så.
Det kender vi godt. Et menneskeliv er også fyldt med mangler og huller – og de betyder mere end som så. Vi oplever alle, at livet rummer fragmenter og brudstykker. Vi oplever alle, at noget er uafsluttet – og altid vil være det. Og der fortæller på sin vis også en historie om os.
Hjerneforskeren Peter Lund Madsen siger, at vores hjerner er skabt til at finde mønstre i livet. Så når noget sker, så finder vi et mønster.
Vi finder også mønstre i vores liv, og det vi oplever. Vi fortæller selv vores historie, og der vil altid være en hovedlinje gennem livet – et mønster, der bliver dominerende. Til tider kan det ske, at vi stirrer os blinde på det mønster. Det gør ikke så meget, hvis vi det vi ser, er kærlighed, omsorg og nærhed. Men det kan blive hæmmende, hvis vi kun ser svigt og sorg. Da skal vi nuancere historien – for måske var der et lille mønster af venskab eller familiebånd, der kunne fortælle en anden historie om ens liv end den dominerende.
Der er altid mere at sige om os mennesker end bare det ene mønster, vi stirrer på.
Der er mere at sige end de huller, mangler og det uafsluttede – der er altid mere.
Det er evangeliets påstand – at der er mere. Mere end det, vi tror, ser og opdager.
Altid mere end.
Senere i Matthæusevangeliet siger Jesus da også til sine disciple, at hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt jer.
Når vi har med Gud at gøre bliver 2+2 til 5. Gud vil møde os, hvor vi er.
Derfor vover vi også at sige, at selvom mennesker ligner støv på afstand, og der er massevis af os, så er hver enkelt af os villet af Gud. Vi er ikke tilfældige overfor Gud – vi skabt i vilje og med vilje af Gud.
”Du er mere værd end mange spurve”.
Men vi må selvfølgelig ikke blive så selvoptagede, at vi ikke opdager at andre mennesker har brug for os – det hørte vi om i sidste uge. Når vi i dag hører, at vi er mere værd end mange spurve, skal vi ranke ryggen og gå frimodige ud i livet.
Det betyder ikke, at vi undgår lidelse, for en discipel står ikke over sin mester, og vores mesters liv indeholdt megen lidelse.
Vi er ikke skånede livets hårdhed – vi kommer alle til at opleve smerte, fortvivlelse, tomhed og ensomhed. Det lægger Jesus vægt på i dagens evangelium.
Evangeliet til i dag, er en del af en større tale, hvor Jesus sender sine 12 disciple ud i verden for at de kan fortælle om Himmeriget. Og han lover dem ikke en let gang ud i verden, men en realistisk gang, og derfor siger han som han gør – ikke en spurv falder til jorden uden jeres Fader. I er mere værd end mange spurve.
Dit liv er givet af Gud – det er værdifuldt, også de dage, hvor du ikke selv tror det. Gud har skabt DIG til dette liv. Og sker det, at du taber, knuser og ødelægger det liv, så husk på, at selv der, er du mere værd end mange spurve.
Så Gud går ikke bare med os – han er med os med sin vilje og billigelse. Og ikke en spurv falder til jorden uden jeres Fader. Han er med, når livet går i stykker – og særligt der hvor det sker uden hans billigelse. Det er nemlig ikke Guds første vilje, at livet skal indeholde smerte, hårdhed og kulde. Det er ikke hans vilje, og DERFOR er han netop med os, der og når der er brug for det. Når kærligheden opleves at svigte, når håbet knuses og fremtiden mørknes.
Ja, netop der lægger Gud mere til i vores liv. Han lægger sin kærlighed.
En kærlighed som vi er en del af. Ja, Gud sætter en uendelig kærligheds værdi på dit liv. Du er til for den kærlighed – og den finder dig (Møllehave ibid. S. 398). Uanset hvad der så end sker – for kærligheden er betingelsesløs. Den er en del af dig – en del af os – levende og varm.
Kærligheden er varm, selv på en kold dag, hvor en ung Pavel finder en død hund i sneen.
Selv i mødet med døden, er kærligheden varm og Gud levende.
Det er troens kerne. Gud giver os livet – og giver os det af døde.
Så hvor er Gud? Han er der, hvor vi har brug for det – og lægger det til, som vi ikke kan selv.
Ingen af os falder til jorden uden vores far.
Amen
Dagens tekster, kan du finde her:
https://www.bibelselskabet.dk/7-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
søndag den 19. juli 2020
6. søndag efter trinitatis 2020
Den unge mand står foran Jesus med alle sine intentioner. Han har gjort alt det rigtige – og ved det godt. Har måske brug for at blive rost og beundret for sit storsind. Han skal bare lige have tjekket den sidste ting af på listen – hvad mangler jeg så?, spørger han Jesus kækt. Hvad mangler jeg, så jeg kan være et godt troende menneske – blive fuldkommen – det sidste flueben.
Men forinden har Jesus lige haft et andet besøg. Lige inden den unge mand, kom nogle mennesker gående med børn på armen. Disciplene havde truet af dem, men Jesus havde sagt til dem – lad dem være, og stands dem ikke i at komme til mig, for himlenes kongedømme tilhører dem. Sådan havde Jesus sagt lige inden den unge mand, kom gående. Den unge mand havde måske hørt Jesu ord, og alligevel opdager vi nu, at han slet ikke havde forstået dem.
Han forstod slet ikke, at Guds riget er vores, hvis vi tager imod det som et lille barn. Uden forbehold, uden mistanke, uden behov for at være bedre end andre, uden krav om at gøre noget særligt eller om at blive rost. Vi skal bare åbne vores arme og tage imod Guds rige. Det er dit og har altid været det.
MEN…..
Desværre bliver der ofte indsat et men efter den gode nyhed. Et ”men” som vi mennesker ofte sætter for os selv. Når Gud siger: Guds riget er jeres. Siger vi: MEN kan det nu passe? Gud må da ville have lidt i retur, så vi har det med at indsætte en klausul – en slags betaling for Guds rige.
Du har fået Guds rige, MEN du skal være et godt menneske, MEN du skal gøre dig umage, MEN du skal forsøge at være fuldkommen.
Vi indsætter lige et MEN, foran Guds rige, og misforstår dermed alt. Og bliver som den unge mand, der slet ikke forstår, at Guds rige allerede er hans.
Den unge mand vil gerne gøre mere, men mest for at blive til mere. Han siger JEG – han sætter sig selv som hovedperson i verden. Eller som Martin Luther ville have sagt, så kroger han sig ind i sig selv. Det er noget af det farligste, for når man kroger sig sammen for at se ind i sin egen navle, så ser man ikke andre mennesker.
Og den unge mand ser kun sig selv. Hvad skal JEG gøre for at blive til mere?
Og da er det, at Jesus åbner hans verden, og minder ham om loven, som han allerede kender – du skal ære din far og mor, du skal være tro mod din hustru og være god ved din næste. Der er altså andre i verden end dig. Han forsøger at åbne hans blik. Forsøger blidt at rejse hans hoved.
Men den unge mand forstår ikke, hvad Jesus mener endnu. Den unge mand forstår ikke, at det ikke handler om, hvad JEG gør, men om at vi er i fællesskab med hinanden – er afhængige af hinanden. Man får helt ondt af den unge mand, der ikke forstår det åbenlyse.
Men så er det, at Jesus rusker i ham med sine ord: sælg alt du ejer, giv det til de fattige og følg mig. Jesus beder ham om at gøre det umulige – eller ja, selvfølgelig er det muligt at gøre; men den unge mand har slet ikke lyst til at gå så langt i sin tro. Han vil kun gøre det, der er nemt, og ikke det, der kommer til at kræve et nyt liv af ham.
Jesus tvinger hans blik op – der er andre i dit liv end dem, du lige møder i hverdagen – der er også alle de fattige omkring dig. Og fattige bliver ved med at være fattige, hvis det eneste vi giver dem, er vores medfølelse. Den er god nok, men den fjerner jo ikke fattigdom.
Jesus udvider horisonten.
Eller som Charlotte Rørth fortalte efter hun mødte Jesus i Spanien – hun havde en klar oplevelse af, at det ikke var fordi hun var Charlotte Rørth, at hun mødte Jesus. Det kunne være sket for hvem som helst. Gud er nemlig Gud for os alle på lige fod. Ikke en af os er bedre end den anden i Guds øjne. Og vi skal huske, at da hun mødte Jesus, mødte vi alle Jesus. Det var ikke Charlotte Rørths private oplevelse – det var et møde til og for os.
Så spørgsmålet er ikke, hvad JEG skal gøre for at få Guds yndest, men hvordan vi være noget for hinanden. Hvordan kan vi som menighed tage os af hinanden – og alle dem, der ikke sidder her? Hvad kan vi gøre?
En enkelt gren knækker nemt, hvis man brækker den over, men står man med et bundt grene i hånden er det umuligt.
Vi er sat i fællesskab, og det er lige præcis det fællesskab, som Jesus peger hen på, da han møder den unge mand. Vi kan ikke klare livet alene – vi har brug for hinanden. Eller sagt på en anden måde – DU er vigtigt, faktisk meget vigtig, men i ANDRES liv. Men du er ikke vigtigt, hvis du tror du står alene på livets tinde, da er det, at Jesus skubber til os.
Det er dagens ene store pointe.
Men det vigtigste ved dagens evangelium kommer faktisk til sidst, nemlig da Jesus siger: for Gud er alt muligt.
Gud slutter med at svare på den unge mands spørgsmål efter at have rettet hans ryg, så han kunne få øje på fællesskabet. Svaret på, hvad vi skal gøre for at blive fuldkomne, er nemlig, at det slet ikke handler om, hvad VI gør, men om at alt er muligt for Gud.
Det er Gud, der er mulighedens mester – ham, der vender alt på hovedet, ham der forvandler og fornyer. Det er Gud alene, der giver os Guds riget.
Vi kan ikke ved at strække armene frem, få det til at komme. Vi kan ved at være den bedste udgave af os selv, få Guds riget. Vi kan ikke forbedre os vejen ind i Guds rige.
Når Gud handler, så sker det umulige. Så skabes verden i et lysglimt ud af ingenting, så opstår liv på blå planeter. Gud gør det umulige muligt. Når vi har med Gud at gøre, kommer kameler gennem nåleøjer, børn modtager Guds rige, de rige kommer ind i himlen og den unge mand sælger alt.
For Gud er alt muligt.
Svend Bjerg, der er dr.theol i København, siger, at netop den mulighed, kan vi sanse i vores gudstro. At vi gennem troen ser virkeligheden åbne sig – vi står med troens drømme og syner, som han siger (Profane prædikener, Sven Bjerg, Anis forlag, 2. oplag 2010, s. 71)
Så at tro er at åbne sig for, at umuligheder. At åbne sig for Gud som fornyer af verden – fornyer af os. At åbne sig for, at Gud frelser alene uagtet vores bestræbelser og succeser. Og gud ske tak og lov for det – for da er det, at vi ikke længere går med hovedet bøjet mod egen navle for at se, hvordan vi kan blive bedre; men er frie til at få øje på hinanden og kaste os ud i livet. Ikke som et krav eller en klausul, men fordi vi faktisk ikke kan andet – vi bliver grebet af troen. Grebet af mulighederne.
Guds rige er deres, det må I ikke standse dem i.
Guds rige er vores.
Amen
Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/6-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
Men forinden har Jesus lige haft et andet besøg. Lige inden den unge mand, kom nogle mennesker gående med børn på armen. Disciplene havde truet af dem, men Jesus havde sagt til dem – lad dem være, og stands dem ikke i at komme til mig, for himlenes kongedømme tilhører dem. Sådan havde Jesus sagt lige inden den unge mand, kom gående. Den unge mand havde måske hørt Jesu ord, og alligevel opdager vi nu, at han slet ikke havde forstået dem.
Han forstod slet ikke, at Guds riget er vores, hvis vi tager imod det som et lille barn. Uden forbehold, uden mistanke, uden behov for at være bedre end andre, uden krav om at gøre noget særligt eller om at blive rost. Vi skal bare åbne vores arme og tage imod Guds rige. Det er dit og har altid været det.
MEN…..
Desværre bliver der ofte indsat et men efter den gode nyhed. Et ”men” som vi mennesker ofte sætter for os selv. Når Gud siger: Guds riget er jeres. Siger vi: MEN kan det nu passe? Gud må da ville have lidt i retur, så vi har det med at indsætte en klausul – en slags betaling for Guds rige.
Du har fået Guds rige, MEN du skal være et godt menneske, MEN du skal gøre dig umage, MEN du skal forsøge at være fuldkommen.
Vi indsætter lige et MEN, foran Guds rige, og misforstår dermed alt. Og bliver som den unge mand, der slet ikke forstår, at Guds rige allerede er hans.
Den unge mand vil gerne gøre mere, men mest for at blive til mere. Han siger JEG – han sætter sig selv som hovedperson i verden. Eller som Martin Luther ville have sagt, så kroger han sig ind i sig selv. Det er noget af det farligste, for når man kroger sig sammen for at se ind i sin egen navle, så ser man ikke andre mennesker.
Og den unge mand ser kun sig selv. Hvad skal JEG gøre for at blive til mere?
Og da er det, at Jesus åbner hans verden, og minder ham om loven, som han allerede kender – du skal ære din far og mor, du skal være tro mod din hustru og være god ved din næste. Der er altså andre i verden end dig. Han forsøger at åbne hans blik. Forsøger blidt at rejse hans hoved.
Men den unge mand forstår ikke, hvad Jesus mener endnu. Den unge mand forstår ikke, at det ikke handler om, hvad JEG gør, men om at vi er i fællesskab med hinanden – er afhængige af hinanden. Man får helt ondt af den unge mand, der ikke forstår det åbenlyse.
Men så er det, at Jesus rusker i ham med sine ord: sælg alt du ejer, giv det til de fattige og følg mig. Jesus beder ham om at gøre det umulige – eller ja, selvfølgelig er det muligt at gøre; men den unge mand har slet ikke lyst til at gå så langt i sin tro. Han vil kun gøre det, der er nemt, og ikke det, der kommer til at kræve et nyt liv af ham.
Jesus tvinger hans blik op – der er andre i dit liv end dem, du lige møder i hverdagen – der er også alle de fattige omkring dig. Og fattige bliver ved med at være fattige, hvis det eneste vi giver dem, er vores medfølelse. Den er god nok, men den fjerner jo ikke fattigdom.
Jesus udvider horisonten.
Eller som Charlotte Rørth fortalte efter hun mødte Jesus i Spanien – hun havde en klar oplevelse af, at det ikke var fordi hun var Charlotte Rørth, at hun mødte Jesus. Det kunne være sket for hvem som helst. Gud er nemlig Gud for os alle på lige fod. Ikke en af os er bedre end den anden i Guds øjne. Og vi skal huske, at da hun mødte Jesus, mødte vi alle Jesus. Det var ikke Charlotte Rørths private oplevelse – det var et møde til og for os.
Så spørgsmålet er ikke, hvad JEG skal gøre for at få Guds yndest, men hvordan vi være noget for hinanden. Hvordan kan vi som menighed tage os af hinanden – og alle dem, der ikke sidder her? Hvad kan vi gøre?
En enkelt gren knækker nemt, hvis man brækker den over, men står man med et bundt grene i hånden er det umuligt.
Vi er sat i fællesskab, og det er lige præcis det fællesskab, som Jesus peger hen på, da han møder den unge mand. Vi kan ikke klare livet alene – vi har brug for hinanden. Eller sagt på en anden måde – DU er vigtigt, faktisk meget vigtig, men i ANDRES liv. Men du er ikke vigtigt, hvis du tror du står alene på livets tinde, da er det, at Jesus skubber til os.
Det er dagens ene store pointe.
Men det vigtigste ved dagens evangelium kommer faktisk til sidst, nemlig da Jesus siger: for Gud er alt muligt.
Gud slutter med at svare på den unge mands spørgsmål efter at have rettet hans ryg, så han kunne få øje på fællesskabet. Svaret på, hvad vi skal gøre for at blive fuldkomne, er nemlig, at det slet ikke handler om, hvad VI gør, men om at alt er muligt for Gud.
Det er Gud, der er mulighedens mester – ham, der vender alt på hovedet, ham der forvandler og fornyer. Det er Gud alene, der giver os Guds riget.
Vi kan ikke ved at strække armene frem, få det til at komme. Vi kan ved at være den bedste udgave af os selv, få Guds riget. Vi kan ikke forbedre os vejen ind i Guds rige.
Når Gud handler, så sker det umulige. Så skabes verden i et lysglimt ud af ingenting, så opstår liv på blå planeter. Gud gør det umulige muligt. Når vi har med Gud at gøre, kommer kameler gennem nåleøjer, børn modtager Guds rige, de rige kommer ind i himlen og den unge mand sælger alt.
For Gud er alt muligt.
Svend Bjerg, der er dr.theol i København, siger, at netop den mulighed, kan vi sanse i vores gudstro. At vi gennem troen ser virkeligheden åbne sig – vi står med troens drømme og syner, som han siger (Profane prædikener, Sven Bjerg, Anis forlag, 2. oplag 2010, s. 71)
Så at tro er at åbne sig for, at umuligheder. At åbne sig for Gud som fornyer af verden – fornyer af os. At åbne sig for, at Gud frelser alene uagtet vores bestræbelser og succeser. Og gud ske tak og lov for det – for da er det, at vi ikke længere går med hovedet bøjet mod egen navle for at se, hvordan vi kan blive bedre; men er frie til at få øje på hinanden og kaste os ud i livet. Ikke som et krav eller en klausul, men fordi vi faktisk ikke kan andet – vi bliver grebet af troen. Grebet af mulighederne.
Guds rige er deres, det må I ikke standse dem i.
Guds rige er vores.
Amen
Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/6-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
lørdag den 11. juli 2020
5. søndag efter trinitatis 2020
"Jeg vil så gerne være lykkelig". Ordene rammer. Som et ønske, et krav. En længsel. Hun siger dem igen til mig over kaffen på cafeen. Som om jeg ikke hørte det første gang. Min veninde kigger på mig med søgende øjne – hvad siger jeg nu? Præsten, veninden, mennesket. Hvad svarer jeg lykken?
Ordene lyder atter: "Jeg vil så gerne være lykkelig."
Hendes udsagn rejser sig, og blander sig med tusindvis af andre stemmer, der siger det samme. Et slags kor, der synger ud i verdensrummet. Jeg fristes til at synge med, for jeg kan heller se mig fri for at ville kræve lykken.
Men lykke kan ikke kræves. Vi kan ikke tvinge den frem ved at ønske den; for lykken er bundet til øjeblikke uden for os selv; og er aldrig – vil aldrig være konstant eller skabt af os. Men bilder vi os ind, at lykken kan være det? Tror vi fejlagtigt, at vi kan arbejde lykken frem?
Lykken er næsten blevet hver mands eje. Eller i al fald noget, vi meget gerne skilter med, at vi har. Det er næsten som om, at vi bliver mere lykkelige af at andre beundrer os. Misunder os.
Men sådan er livet jo ikke hele tiden. Mellem disse glimt af lykke er der hverdage, grå dage og blå dage. Der er rutiner og gentagelser. Der er sorg og lidelse. Ville vi nogle gange ønske, at vi havde et andet liv?
Men vi kan ikke bytte liv – vi har fået det liv, der er vores.
Tag dit kors på dig og gå, siger Jesus til os. Siger det mange steder og mange gange. Tag dit liv på dig, for det er dit. Men tag ikke det liv på dig, som du ville ønske, var dit. Tag dit eget liv på dig.
Mit liv er mit – du kan ikke være andre, de er allerede taget – dine fodspor kan ingen andre fylde ud. Vi siger det på så mange måder til hinanden – og til os selv. Hvisker det de dage, hvor byrderne er for tunge.
Og Gud? Ja, hvor er han? Anklagen og længslen synger i ordene. Hvor er Gud, når livet er hårdt? Eller hvor er Gud overhovedet. Der bliver nægtet at tro på en gud, der ikke viser sig.
Men Gud vil ikke vise sig for at overbevise os om sin eksistens. Han er ikke underholdning, og han har ikke brug for at blive beundret i vores øjne, for at være gud nok.
Gud er!
Med hele sin fylde – kærlighedens kilde, tilgivelsens glæde. Han er mere end en følelse af lykke. Følelserne leder os faktisk ikke til Gud. For følelser kan svigte, og Gud svigter ikke. Følelserne er vores reaktion på verden, men de er ikke verden i sig selv.
Det er Gud, der er overalt i verden med sin helligeånd – men den kærlighed, der bliver levende, når vi nærmer os hinanden. Som to magneter, der tiltrækkes. Kærligheden er mennesker, der ser hinanden i øjnene, og genkender sig selv i den andens blik. Kærligheden er to hænder der søger hinanden i en biograf. Kærligheden er måltidet, der bliver lavet aften efter aften til familien. Kærligheden er glæden over andres glæde. Kærligheden er det lim, der holder os sammen. Sammenhængskraften.
Kærlighed er at blive genkendt som den, man er. Det er slet ikke det samme som at blive beundret på overfladen; men er derimod at blive set som et menneske. Som individ, der er villet af Gud i denne ofte kaotiske verden.
Villet i livet.
Når Gud taler, så taler han om os – om dig. Du er skabt, døbt, elsket og fulgt livet igennem. Din troshistorie med Gud er din unikke historie – den er ikke andres. Den er din alene.
Gud siger nok ikke så meget til vores livs bedrifter. Jeg tror faktisk ikke, han forholder sig særlig meget til vores succeser, evner eller uddannelser. Jeg tror derimod, at han forholder sig til os – vores inderste. Han vandrer med os gennem livet, han lider med os, glædes med os, og hver dag skænker han os sin nåde, når vi igen går vild i livet.
Men bliver livet så nemmere? Næ. Egentlig ikke. Vi er ikke lovet, at livet bliver nemmere eller mere lykkeligt, fordi vi er kristne. Vi er ikke mere skærmede eller beskyttede, fordi Gud vandrer med os. Vi er lige så udsatte i livet som enhver anden.
Det misforstod Karl Marx, der troede, at religion, ligesom opium, bedøver troende til ikke at tage del i denne verden, fordi vi så at sige, jo må have hovedet i himlen. Religion, mente han, var en virkelighedsflugt.
Men religion er netop ikke en virkelighedsflugt, men derimod et skridt ind i virkeligheden, og et skridt væk fra kravet om lykke.
Det vidste nonnen Teresa af Avilia, der sagde til de andre nonner, når de var særligt slidte og trætte, at så skulle de spise et godt måltid. De skulle altså ikke bede mere, men derimod spise en steg. Og Teresa af Avilia sagde, at hun så nonnernes Gudstro, når den udmøntede sig i det levede liv. Det er mellem mennesker, at livet er. At være troende er ikke at flygte fra livet, men derimod at tage det på sig. Tage sit kors på sig.
At leve med det liv, der nu engang er vores. Med de opgaver, udfordringer, sygdomme, lidelser og nederlag, der bliver os til del. Eller som vi siger i vielsesritualet – i medgang og modgang. Og vi skal leve med hinanden – for hinanden.
Det vidste Jesus også – og viste os. Han gav Simon med tilnavnet Peter en opgave, men også en gave. Han skulle grundlægge kirken – bad ham holde fast i fællesskabet, så vi generationer efter generationer har kunnet finde hinanden. Og måske særligt de stunder, hvor verden har været mørkest.
Og den dag i dag står kirken. Vi finder stadigvæk sammen – i glæde, i sorg og i håb. Vi finder sammen i livet. I fællesskabet.
Og her hjælper vi hinanden til at træde ind i virkeligheden, og blive hinandens næste.
Måske bliver vi ikke lykkelige af det – men vi styrkes og trøstes. Og det kan man leve på. Det kan man faktisk leve på – leve af.
Tag dit kors på.
Lev.
Amen
Dagens tekster:
https://www.bibelselskabet.dk/5-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
Ordene lyder atter: "Jeg vil så gerne være lykkelig."
Hendes udsagn rejser sig, og blander sig med tusindvis af andre stemmer, der siger det samme. Et slags kor, der synger ud i verdensrummet. Jeg fristes til at synge med, for jeg kan heller se mig fri for at ville kræve lykken.
Men lykke kan ikke kræves. Vi kan ikke tvinge den frem ved at ønske den; for lykken er bundet til øjeblikke uden for os selv; og er aldrig – vil aldrig være konstant eller skabt af os. Men bilder vi os ind, at lykken kan være det? Tror vi fejlagtigt, at vi kan arbejde lykken frem?
Lykken er næsten blevet hver mands eje. Eller i al fald noget, vi meget gerne skilter med, at vi har. Det er næsten som om, at vi bliver mere lykkelige af at andre beundrer os. Misunder os.
Men sådan er livet jo ikke hele tiden. Mellem disse glimt af lykke er der hverdage, grå dage og blå dage. Der er rutiner og gentagelser. Der er sorg og lidelse. Ville vi nogle gange ønske, at vi havde et andet liv?
Men vi kan ikke bytte liv – vi har fået det liv, der er vores.
Tag dit kors på dig og gå, siger Jesus til os. Siger det mange steder og mange gange. Tag dit liv på dig, for det er dit. Men tag ikke det liv på dig, som du ville ønske, var dit. Tag dit eget liv på dig.
Mit liv er mit – du kan ikke være andre, de er allerede taget – dine fodspor kan ingen andre fylde ud. Vi siger det på så mange måder til hinanden – og til os selv. Hvisker det de dage, hvor byrderne er for tunge.
Og Gud? Ja, hvor er han? Anklagen og længslen synger i ordene. Hvor er Gud, når livet er hårdt? Eller hvor er Gud overhovedet. Der bliver nægtet at tro på en gud, der ikke viser sig.
Men Gud vil ikke vise sig for at overbevise os om sin eksistens. Han er ikke underholdning, og han har ikke brug for at blive beundret i vores øjne, for at være gud nok.
Gud er!
Med hele sin fylde – kærlighedens kilde, tilgivelsens glæde. Han er mere end en følelse af lykke. Følelserne leder os faktisk ikke til Gud. For følelser kan svigte, og Gud svigter ikke. Følelserne er vores reaktion på verden, men de er ikke verden i sig selv.
Det er Gud, der er overalt i verden med sin helligeånd – men den kærlighed, der bliver levende, når vi nærmer os hinanden. Som to magneter, der tiltrækkes. Kærligheden er mennesker, der ser hinanden i øjnene, og genkender sig selv i den andens blik. Kærligheden er to hænder der søger hinanden i en biograf. Kærligheden er måltidet, der bliver lavet aften efter aften til familien. Kærligheden er glæden over andres glæde. Kærligheden er det lim, der holder os sammen. Sammenhængskraften.
Kærlighed er at blive genkendt som den, man er. Det er slet ikke det samme som at blive beundret på overfladen; men er derimod at blive set som et menneske. Som individ, der er villet af Gud i denne ofte kaotiske verden.
Villet i livet.
Når Gud taler, så taler han om os – om dig. Du er skabt, døbt, elsket og fulgt livet igennem. Din troshistorie med Gud er din unikke historie – den er ikke andres. Den er din alene.
Gud siger nok ikke så meget til vores livs bedrifter. Jeg tror faktisk ikke, han forholder sig særlig meget til vores succeser, evner eller uddannelser. Jeg tror derimod, at han forholder sig til os – vores inderste. Han vandrer med os gennem livet, han lider med os, glædes med os, og hver dag skænker han os sin nåde, når vi igen går vild i livet.
Men bliver livet så nemmere? Næ. Egentlig ikke. Vi er ikke lovet, at livet bliver nemmere eller mere lykkeligt, fordi vi er kristne. Vi er ikke mere skærmede eller beskyttede, fordi Gud vandrer med os. Vi er lige så udsatte i livet som enhver anden.
Det misforstod Karl Marx, der troede, at religion, ligesom opium, bedøver troende til ikke at tage del i denne verden, fordi vi så at sige, jo må have hovedet i himlen. Religion, mente han, var en virkelighedsflugt.
Men religion er netop ikke en virkelighedsflugt, men derimod et skridt ind i virkeligheden, og et skridt væk fra kravet om lykke.
Det vidste nonnen Teresa af Avilia, der sagde til de andre nonner, når de var særligt slidte og trætte, at så skulle de spise et godt måltid. De skulle altså ikke bede mere, men derimod spise en steg. Og Teresa af Avilia sagde, at hun så nonnernes Gudstro, når den udmøntede sig i det levede liv. Det er mellem mennesker, at livet er. At være troende er ikke at flygte fra livet, men derimod at tage det på sig. Tage sit kors på sig.
At leve med det liv, der nu engang er vores. Med de opgaver, udfordringer, sygdomme, lidelser og nederlag, der bliver os til del. Eller som vi siger i vielsesritualet – i medgang og modgang. Og vi skal leve med hinanden – for hinanden.
Det vidste Jesus også – og viste os. Han gav Simon med tilnavnet Peter en opgave, men også en gave. Han skulle grundlægge kirken – bad ham holde fast i fællesskabet, så vi generationer efter generationer har kunnet finde hinanden. Og måske særligt de stunder, hvor verden har været mørkest.
Og den dag i dag står kirken. Vi finder stadigvæk sammen – i glæde, i sorg og i håb. Vi finder sammen i livet. I fællesskabet.
Og her hjælper vi hinanden til at træde ind i virkeligheden, og blive hinandens næste.
Måske bliver vi ikke lykkelige af det – men vi styrkes og trøstes. Og det kan man leve på. Det kan man faktisk leve på – leve af.
Tag dit kors på.
Lev.
Amen
Dagens tekster:
https://www.bibelselskabet.dk/5-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
søndag den 28. juni 2020
3. søndag efter trinitatis 2020
For et par generationer siden, var en kvinde, der boede ved vandet, ude at gå. Derude ved vandkanten, hvor himmel og hav rører hinanden, tabte hun sin vielsesring. Ikke med vilje, men ved et uheld gled den lille guldring af fingeren, og forsvandt mellem sand og sten. Og da hun opdagede det, blev hun ulykkelig, og ledte og ledte, men selvfølgelig fandt hun ikke sin ring. Den var tabt.
Tiden gik, der kom børn til, kroppen fik mærker af livets slidt, solnedgange og solopgange afløste hinanden.
På den tid hentede man sand fra stranden til at strø på gulvet i forbindelse med rengøring og til pynt. Sådan gjorde de også den dag, hvor det skete. De gik til stranden hentede sand, og strøede ud på gulvet. Og der lige midt i snavset, glimtede noget pludselig som en lille stjerne. Det var, ja I nok gættet det, hendes vielsesring. Den selvsamme ring som hun årtier forinden havde tabt. Den var med gulvsandet fra stranden endt lige præcis i hendes hus. Ringen var blevet fundet igen, og der var en glæde som kun var blev overgået den dag, hun første gang fik den på.
Se, den historie er sand. Det er faktisk sket, og alligevel lyder det så usandsynligt, at netop den ring, der årtier forinden var blevet tabt på en strand, skulle ende hjemme på gulvet hos den samme kvinde. Det er svært at tro, og kun fordi Søren Ryge engang har fortalt den i fjernsynet, tror jeg på historien.
Det tabte blev fundet.
Der er noget næsten evangelisk i fortællingen – det der synes tabt for altid, bliver alligevel ad omveje, som vi hverken har kontrol eller magt over, fundet og skaber glæde.
Det minder om lignelsen til i dag. Om sønnen, der blev tabt for faderen og familien, og som alligevel på trods af alt, alligevel kommer hjem og skaber glæde. Og det selvom der måske er gået årevis, siden har forsvandt. Men mon faderen i den tid mistede sit ønske om at gense sin søn? Jeg tror det ikke. Jeg tror faderen har ønsket, at sønnen en dag ville komme gående, og mon ikke han har forestillet sig, hvordan han selv ville løbe ham i møde? Omfavne ham, dufte hans hår, se ham i øjnene og smile. Ikke skænde eller true ham, men holde ham tæt. Tæt på hjertet og tæt på livet.
Lignelsen hedder i daglig tale ”Den fortabte søn”. Fortabt er et pudsigt ord. Det er sammensat at ”for” og ”tabe”. Når man sådan sætter FOR på et ord, så indikerer det, at noget ændres til en ny og blivende tilstand. Så når man siger FOR-tabe, så betyder det, at det er noget, der ikke kan findes igen. Når det er fortabt, kan det altså ikke genfindes. Det tabte kan findes, men det fortabte er for evigt tabt.
Derfor er det jo interessant, at sønnen kaldes den fortabte. Og her menes altså den yngste søn, selvom flere har forsøgt at gøre gældende at den ældste er fortabt. Men det er han ikke – han er blot vred og misforstår, og det fortabes man heldigvis ikke af.
Det er den yngste, der er fortabt – blevet væk fra sin far. Blevet væk fra sit eget liv. Han er gået sin egne veje, og det er der jo faktisk ikke noget galt i. Ja, det tilskynder vi hinanden at gøre. Så hvor er det, at han bliver tabt?
Han bliver tabt og fortabt lige der, hvor han tror, at han kan klare sig uden andre – der hvor han trækker sig fra kærligheden, som vi i lignelsen møder i faderens skikkelse. Der bliver han fortabt.
Og så taber han også sig selv. Han kommer ud i en krise, hvor han ikke længere kan finde fodfæste i sit liv.
Men det er ikke krisen, der gør ham fortabt – det er da, han vender ryggen til. Og skal vi tage ordet fortabt til indtægt, så betyder det, at den yngste søn nu er gået ind i en ny og blivende tilstand, der ikke sådan kan ændres. Han er hermed fortabt for altid. Med lignelsens ord dømt til at bo langt fra sit hjem i kummerlige forhold. Oversat at bo væk fra det hellige i livet, og dermed i en verden, hvor Guds rige ikke længere bryder igennem.
Hvis lignelsen nu endte her, så ville vi kun kunne bruge den til at moralisere overfor andre, men heldigvis fortsætter den. Der er evangelium i lignelsen, og evangeliet er, at faderen og sønnen finder hinanden, og der bliver glæde.
Det fortabte bliver fundet. Sådan ser nåden ud – det fortabte bliver fundet.
Nåde er, at Gud kan ændre det, der ikke kan ændres. Han kan ændre en ellers blivende tilstand til noget nyt. Så det, der ellers var fortabt – ikke kunne ændres og aldrig ville blive fundet, kan, når vi har med Gud at gøre, faktisk blive fundet. Det FOR-tabte bliver til FOR-nyelse i Guds rige. Det er nåde.
Sønnen bliver derfor bundt indenfor, selvom vores retfærdighedssans måske taler imod, og siger at sønnen i det mindste burde få en timeout eller blive skældt ud. Men Faderen fester, når det, der er tabt, bliver fundet. Uden forbehold.
Hvad med os – er vi fortabte. Tja, det er der forskellige holdninger til. Men det er egentlig ikke så vigtigt, for pointen er, at når vi føler os som en forladt og fortabt guldring på en stor strand, når vores indre glød falmer af vind og vejr og ensomhed, så leder Gud efter os. Vi bliver fundet, pudset og fornyede, så vi igen kan skinne klart. Nåden gælder også os.
Gud har givet os et løfte, som han ikke fortryder. Et løfte, som han gentager på forskellig vis. Et løfte om at værne os, gå med os og velsigne os. Et løfte om at vi altid har et hjem hos ham, og at vi, når vi kommer, altid vil blive modtaget med åbne arme.
For nåde er at blive taget imod, når man selv tror man ikke fortjener andet end den nederste plads – eller måske slet ikke engang en plads. Nåde er, at den er ufortjent, og at selv den, der bliver misundelig, får nåden.
Gud vender ikke ryggen til os, men tager imod os som vi er – hvor vi er i livet.
Martin Luther brugte store dele af sit liv på lede efter en nådig Gud. Den søgen gør mange sig stadigvæk, og spørger Gud: hvad kan du gøre for mig Gud. Måske lyder det som et krav til Gud, men det er også en søgen efter Guds nåde. Søgen efter Gud, når føler, han ikke længere følges med os.
Men som Peter Bastian skrev i den bog, der skulle blive hans sidste, så er mennesket altid allerede elsket. Vi er elsket inden vi beder om arven, og elsket inden vi kaster os ud i en søgen efter det, vi allerede har. At tro handler ikke om det, vi kan gøre for Gud, men om at Gud tager imod os. Nåden har altid været vores. Hvis vi vil have den.
Det indså Luther, og formulerede derfor, at Kristus havde og har fritaget os fra at skulle frelse os selv. Vi skal ikke selv skabe fornyelse ud af fortabelse – det gør Kristus for os. Vores fortabelse bliver til fornyelse og glæde, og vi skal ikke andet række vores arme frem og lade os omfavne.
Mere skal der ikke til – mere har der aldrig været brug for.
Lad glæden begynde.
Amen
Dagens tekster:
https://www.bibelselskabet.dk/3-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
Tiden gik, der kom børn til, kroppen fik mærker af livets slidt, solnedgange og solopgange afløste hinanden.
På den tid hentede man sand fra stranden til at strø på gulvet i forbindelse med rengøring og til pynt. Sådan gjorde de også den dag, hvor det skete. De gik til stranden hentede sand, og strøede ud på gulvet. Og der lige midt i snavset, glimtede noget pludselig som en lille stjerne. Det var, ja I nok gættet det, hendes vielsesring. Den selvsamme ring som hun årtier forinden havde tabt. Den var med gulvsandet fra stranden endt lige præcis i hendes hus. Ringen var blevet fundet igen, og der var en glæde som kun var blev overgået den dag, hun første gang fik den på.
Se, den historie er sand. Det er faktisk sket, og alligevel lyder det så usandsynligt, at netop den ring, der årtier forinden var blevet tabt på en strand, skulle ende hjemme på gulvet hos den samme kvinde. Det er svært at tro, og kun fordi Søren Ryge engang har fortalt den i fjernsynet, tror jeg på historien.
Det tabte blev fundet.
Der er noget næsten evangelisk i fortællingen – det der synes tabt for altid, bliver alligevel ad omveje, som vi hverken har kontrol eller magt over, fundet og skaber glæde.
Det minder om lignelsen til i dag. Om sønnen, der blev tabt for faderen og familien, og som alligevel på trods af alt, alligevel kommer hjem og skaber glæde. Og det selvom der måske er gået årevis, siden har forsvandt. Men mon faderen i den tid mistede sit ønske om at gense sin søn? Jeg tror det ikke. Jeg tror faderen har ønsket, at sønnen en dag ville komme gående, og mon ikke han har forestillet sig, hvordan han selv ville løbe ham i møde? Omfavne ham, dufte hans hår, se ham i øjnene og smile. Ikke skænde eller true ham, men holde ham tæt. Tæt på hjertet og tæt på livet.
Lignelsen hedder i daglig tale ”Den fortabte søn”. Fortabt er et pudsigt ord. Det er sammensat at ”for” og ”tabe”. Når man sådan sætter FOR på et ord, så indikerer det, at noget ændres til en ny og blivende tilstand. Så når man siger FOR-tabe, så betyder det, at det er noget, der ikke kan findes igen. Når det er fortabt, kan det altså ikke genfindes. Det tabte kan findes, men det fortabte er for evigt tabt.
Derfor er det jo interessant, at sønnen kaldes den fortabte. Og her menes altså den yngste søn, selvom flere har forsøgt at gøre gældende at den ældste er fortabt. Men det er han ikke – han er blot vred og misforstår, og det fortabes man heldigvis ikke af.
Det er den yngste, der er fortabt – blevet væk fra sin far. Blevet væk fra sit eget liv. Han er gået sin egne veje, og det er der jo faktisk ikke noget galt i. Ja, det tilskynder vi hinanden at gøre. Så hvor er det, at han bliver tabt?
Han bliver tabt og fortabt lige der, hvor han tror, at han kan klare sig uden andre – der hvor han trækker sig fra kærligheden, som vi i lignelsen møder i faderens skikkelse. Der bliver han fortabt.
Og så taber han også sig selv. Han kommer ud i en krise, hvor han ikke længere kan finde fodfæste i sit liv.
Men det er ikke krisen, der gør ham fortabt – det er da, han vender ryggen til. Og skal vi tage ordet fortabt til indtægt, så betyder det, at den yngste søn nu er gået ind i en ny og blivende tilstand, der ikke sådan kan ændres. Han er hermed fortabt for altid. Med lignelsens ord dømt til at bo langt fra sit hjem i kummerlige forhold. Oversat at bo væk fra det hellige i livet, og dermed i en verden, hvor Guds rige ikke længere bryder igennem.
Hvis lignelsen nu endte her, så ville vi kun kunne bruge den til at moralisere overfor andre, men heldigvis fortsætter den. Der er evangelium i lignelsen, og evangeliet er, at faderen og sønnen finder hinanden, og der bliver glæde.
Det fortabte bliver fundet. Sådan ser nåden ud – det fortabte bliver fundet.
Nåde er, at Gud kan ændre det, der ikke kan ændres. Han kan ændre en ellers blivende tilstand til noget nyt. Så det, der ellers var fortabt – ikke kunne ændres og aldrig ville blive fundet, kan, når vi har med Gud at gøre, faktisk blive fundet. Det FOR-tabte bliver til FOR-nyelse i Guds rige. Det er nåde.
Sønnen bliver derfor bundt indenfor, selvom vores retfærdighedssans måske taler imod, og siger at sønnen i det mindste burde få en timeout eller blive skældt ud. Men Faderen fester, når det, der er tabt, bliver fundet. Uden forbehold.
Hvad med os – er vi fortabte. Tja, det er der forskellige holdninger til. Men det er egentlig ikke så vigtigt, for pointen er, at når vi føler os som en forladt og fortabt guldring på en stor strand, når vores indre glød falmer af vind og vejr og ensomhed, så leder Gud efter os. Vi bliver fundet, pudset og fornyede, så vi igen kan skinne klart. Nåden gælder også os.
Gud har givet os et løfte, som han ikke fortryder. Et løfte, som han gentager på forskellig vis. Et løfte om at værne os, gå med os og velsigne os. Et løfte om at vi altid har et hjem hos ham, og at vi, når vi kommer, altid vil blive modtaget med åbne arme.
For nåde er at blive taget imod, når man selv tror man ikke fortjener andet end den nederste plads – eller måske slet ikke engang en plads. Nåde er, at den er ufortjent, og at selv den, der bliver misundelig, får nåden.
Gud vender ikke ryggen til os, men tager imod os som vi er – hvor vi er i livet.
Martin Luther brugte store dele af sit liv på lede efter en nådig Gud. Den søgen gør mange sig stadigvæk, og spørger Gud: hvad kan du gøre for mig Gud. Måske lyder det som et krav til Gud, men det er også en søgen efter Guds nåde. Søgen efter Gud, når føler, han ikke længere følges med os.
Men som Peter Bastian skrev i den bog, der skulle blive hans sidste, så er mennesket altid allerede elsket. Vi er elsket inden vi beder om arven, og elsket inden vi kaster os ud i en søgen efter det, vi allerede har. At tro handler ikke om det, vi kan gøre for Gud, men om at Gud tager imod os. Nåden har altid været vores. Hvis vi vil have den.
Det indså Luther, og formulerede derfor, at Kristus havde og har fritaget os fra at skulle frelse os selv. Vi skal ikke selv skabe fornyelse ud af fortabelse – det gør Kristus for os. Vores fortabelse bliver til fornyelse og glæde, og vi skal ikke andet række vores arme frem og lade os omfavne.
Mere skal der ikke til – mere har der aldrig været brug for.
Lad glæden begynde.
Amen
Dagens tekster:
https://www.bibelselskabet.dk/3-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
søndag den 21. juni 2020
2. søndag efter trinitatis 2020
”For jeg er med dig, jeg frelser dig og redder dig, siger Herren” Amen
Det er en dyb længsel i mennesket efter at høre til – at være en del af en gruppe. Det er en længsel så dyb, at man i nogle samfund har brugt det at smide folk ud af gruppen i kortere eller længere tid som en straf. Som den ultimative straf.
Når man ikke længere bliver regnet, bliver set eller hørt, så smerter det langt ind i sjælen.
Derfor gør vi mennesker meget for at blive i gruppen. Derfor ser man også, at nogle ser tavse til, mens der foregår mobning eller folk bliver bagtalt, fordi de selv er bange for at blive dømt ude.
Vi frygter at andre vender ryggen til os. Den afvisende, brede ryg som man viser, at man ikke længere er velkommen. Man føler sig låst ude, og har ikke længere lov til at komme indenfor. Man er ekskluderet.
Det ligger dybt i os, at vi gerne vil høre til. Vi har med andre ord brug for at føle os som en del af et fællesskab eller som velkomne et sted. Vi har brug for at blive mødt ansigt til ansigt.
Der gør en forskel.
I kristendommen hører vi i det gamle testamente om en Gud, der viser os sin ryg, viser sig i flammerne eller gennem tordenrøst. Men det ændrer sig i det nye testamente – den ændrer sig med Jesus. For her får vi et ansigt, der møder vores. En Gud, der kigger os ind i øjnene og siger kom. Gud vender sig om mod os, i stedet for at stå med ryggen til og siger: der er er plads til dig.
Det er tydeligt i dåben, hvor vi læser højt fra Bibelen, hvor Jesus siger: Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.
Vi er ikke alene, for Gud går sammen med os – han går ikke foran og viser vejen; men slår derimod følge med os på vejen.
I dagens evangelium hører vi, at Jesus bliver fulgte at store skarer. Af flokke af mennesker, der går lige efter ham. Det eneste de har set, er de andres rygge og baghoveder og støv, der blev hvirvlet op. Jesus har gået forrest. De har fulgt ham blindt og opildnet af massernes tilbedelseslyst.
Det er set mange gange i historiens løb at store masser af mennesker har opildnet hinanden, både til store og smukke statements, men desværre også til uhyrligheder. Begge dele er mulige, når mennesker mødes. Det hedder tribalisering, når mennesker uden ord med kun vha. kroppen tuner ind på hinanden og bevæger sig som stære i flok.
Jesus gør i sit virke op med de store flokke. Han har kendt risikoen for blind efterfølgelse, som netop kan ske, når man kun går efter en ryg af en person, og ikke bliver mødt ansigt til ansigt. Han siger nej til en kristendom, hvor vi skal jage efter ham.
Og derfor hører vi i dagens evangelium om, at han pludseligt vender sig om, står ansigt til ansigt med skaren og taler til dem. Taler alvor, for at vække dem ved at sige, at når de går efter ham, så er det ikke nok bare blindt at følge de andre, for Gud kræver dig – dit liv og dit hjerte. At være troende er ikke bare noget, man kan gøre i sin fritid, men kræver dig livet igennem.
Så Jesus vender sig mod dem, og giver dem et ansigt. De skal ikke længere følge ham, de bliver mødt af ham.
Hele skaren må gerne alle blive hans disciple, men ikke som en stor flok – kun som individer går det an. Det er DIG, Gud leder efter – ikke den flok, du tilhører.
I mødet med Gud betyder det ikke længere noget, hvilken betydningsfuld slægt du kommer af, det betyder ikke noget om du er rig eller fattig, populær eller vigtig. Det der betyder noget er DIG. Derfor siger Jesus også til os, at vi skal hade vores far, mor, hustru, børn, brødre og søstre. Når vi siger hader, så forestiller vi os altid en intens følelse i kroppen, men her skal mere tænkes som en påmindelse om, at i Guds rige er dine familierelationer ikke det vigtigste – det er derimod Gud og næsten. Du skal ikke kun sørge for dem, som du ved, elsker dig. Du skal være næste for alle, du møder.
Så det kræver at være kristen – og Jesus fortsætter med at tale om, at man heller ikke bygger et tårn uden at beregne udgifterne. Det er i al fald noget, vi kender ret meget til her i Møllevang. Der er i al fald lavet minutiøse beregninger, og de er mange bolde i luften, når man bygger et tårn.
På samme måde med vores Gudsforhold – Gud vil have med os at gøre hele tiden. Og den gode nyhed er, at Gud er her allerede.
Gud har vendt sig mod os, gået hen til vores dør og banket på. Hører vi ham banke, så vil han gå ind og holde måltid med os. Men det er HAM der kommer til os, og banker på døren til vores hjerter. Vi skal låse op, så han kan komme ind. Vi behøver ikke halse efter Gud, for han står og banker på.
Og når vi har låst op for vores Gud og skaber, skal vi vende os mod andre mennesker og møde dem ansigt og ansigt og invitere dem indenfor. Vi må ikke vende ryggen til hverken Gud eller mennesker.
Det hele hænger sammen – vi kan ikke nøjes med at bygge fundamentet til tårnet, hvis vi ikke bygger resten.
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
”Hvis du vil vende om, lader jeg dig vende om, så du kan stå i min tjeneste” sådan svarer Gud profeten Jeremias, som vi hørte læst højt ved alteret. Jeremias klager til Gud, og klager over sit liv. Han skammer sig pga. Gud, han er som et sår der ikke vil læges og Gud er for Jeremias som en bæk uden vand.
Ethvert menneske, der får sådan en svada, havde nok vendt Jeremias ryggen, men ikke Gud.
Han siger derimod:
”Hvis du vil vende om, lader jeg dig vende om, så du kan stå i min tjeneste” og ”Jeg er med dig, jeg frelser dig og redder dig”. Det er svaret på klagen. Gud vender sit ansigt mod os.
Så vi må også gerne klage til Gud – vi må beskylde ham for det værste og råbe det grimmeste. Det kan Gud bære, men han kan ikke bære, at vi tror, at han ikke er hos os. Eller at vi skal følge ham, som en diktator, der udstikker love og regler. Det er ikke sådan Gud er – det er ikke sådan vores tro er.
Vi tror, at Gud er med os alle dage – vi tror, at Gud skænker os frelsen uden at vi behøver gøre os fortjent til den – at han gavmildt giver os sin nåde – og at han hver evig eneste dag banker på vores hjertes dør for at komme ind. Den har øre at høre med, skal høre.
Og lytter vi, kan vi høre Guds skridt lige ved i siden af vores. Gå frimodigt ud i livet – gå.
Amen
Det er en dyb længsel i mennesket efter at høre til – at være en del af en gruppe. Det er en længsel så dyb, at man i nogle samfund har brugt det at smide folk ud af gruppen i kortere eller længere tid som en straf. Som den ultimative straf.
Når man ikke længere bliver regnet, bliver set eller hørt, så smerter det langt ind i sjælen.
Derfor gør vi mennesker meget for at blive i gruppen. Derfor ser man også, at nogle ser tavse til, mens der foregår mobning eller folk bliver bagtalt, fordi de selv er bange for at blive dømt ude.
Vi frygter at andre vender ryggen til os. Den afvisende, brede ryg som man viser, at man ikke længere er velkommen. Man føler sig låst ude, og har ikke længere lov til at komme indenfor. Man er ekskluderet.
Det ligger dybt i os, at vi gerne vil høre til. Vi har med andre ord brug for at føle os som en del af et fællesskab eller som velkomne et sted. Vi har brug for at blive mødt ansigt til ansigt.
Der gør en forskel.
I kristendommen hører vi i det gamle testamente om en Gud, der viser os sin ryg, viser sig i flammerne eller gennem tordenrøst. Men det ændrer sig i det nye testamente – den ændrer sig med Jesus. For her får vi et ansigt, der møder vores. En Gud, der kigger os ind i øjnene og siger kom. Gud vender sig om mod os, i stedet for at stå med ryggen til og siger: der er er plads til dig.
Det er tydeligt i dåben, hvor vi læser højt fra Bibelen, hvor Jesus siger: Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.
Vi er ikke alene, for Gud går sammen med os – han går ikke foran og viser vejen; men slår derimod følge med os på vejen.
I dagens evangelium hører vi, at Jesus bliver fulgte at store skarer. Af flokke af mennesker, der går lige efter ham. Det eneste de har set, er de andres rygge og baghoveder og støv, der blev hvirvlet op. Jesus har gået forrest. De har fulgt ham blindt og opildnet af massernes tilbedelseslyst.
Det er set mange gange i historiens løb at store masser af mennesker har opildnet hinanden, både til store og smukke statements, men desværre også til uhyrligheder. Begge dele er mulige, når mennesker mødes. Det hedder tribalisering, når mennesker uden ord med kun vha. kroppen tuner ind på hinanden og bevæger sig som stære i flok.
Jesus gør i sit virke op med de store flokke. Han har kendt risikoen for blind efterfølgelse, som netop kan ske, når man kun går efter en ryg af en person, og ikke bliver mødt ansigt til ansigt. Han siger nej til en kristendom, hvor vi skal jage efter ham.
Og derfor hører vi i dagens evangelium om, at han pludseligt vender sig om, står ansigt til ansigt med skaren og taler til dem. Taler alvor, for at vække dem ved at sige, at når de går efter ham, så er det ikke nok bare blindt at følge de andre, for Gud kræver dig – dit liv og dit hjerte. At være troende er ikke bare noget, man kan gøre i sin fritid, men kræver dig livet igennem.
Så Jesus vender sig mod dem, og giver dem et ansigt. De skal ikke længere følge ham, de bliver mødt af ham.
Hele skaren må gerne alle blive hans disciple, men ikke som en stor flok – kun som individer går det an. Det er DIG, Gud leder efter – ikke den flok, du tilhører.
I mødet med Gud betyder det ikke længere noget, hvilken betydningsfuld slægt du kommer af, det betyder ikke noget om du er rig eller fattig, populær eller vigtig. Det der betyder noget er DIG. Derfor siger Jesus også til os, at vi skal hade vores far, mor, hustru, børn, brødre og søstre. Når vi siger hader, så forestiller vi os altid en intens følelse i kroppen, men her skal mere tænkes som en påmindelse om, at i Guds rige er dine familierelationer ikke det vigtigste – det er derimod Gud og næsten. Du skal ikke kun sørge for dem, som du ved, elsker dig. Du skal være næste for alle, du møder.
Så det kræver at være kristen – og Jesus fortsætter med at tale om, at man heller ikke bygger et tårn uden at beregne udgifterne. Det er i al fald noget, vi kender ret meget til her i Møllevang. Der er i al fald lavet minutiøse beregninger, og de er mange bolde i luften, når man bygger et tårn.
På samme måde med vores Gudsforhold – Gud vil have med os at gøre hele tiden. Og den gode nyhed er, at Gud er her allerede.
Gud har vendt sig mod os, gået hen til vores dør og banket på. Hører vi ham banke, så vil han gå ind og holde måltid med os. Men det er HAM der kommer til os, og banker på døren til vores hjerter. Vi skal låse op, så han kan komme ind. Vi behøver ikke halse efter Gud, for han står og banker på.
Og når vi har låst op for vores Gud og skaber, skal vi vende os mod andre mennesker og møde dem ansigt og ansigt og invitere dem indenfor. Vi må ikke vende ryggen til hverken Gud eller mennesker.
Det hele hænger sammen – vi kan ikke nøjes med at bygge fundamentet til tårnet, hvis vi ikke bygger resten.
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
”Hvis du vil vende om, lader jeg dig vende om, så du kan stå i min tjeneste” sådan svarer Gud profeten Jeremias, som vi hørte læst højt ved alteret. Jeremias klager til Gud, og klager over sit liv. Han skammer sig pga. Gud, han er som et sår der ikke vil læges og Gud er for Jeremias som en bæk uden vand.
Ethvert menneske, der får sådan en svada, havde nok vendt Jeremias ryggen, men ikke Gud.
Han siger derimod:
”Hvis du vil vende om, lader jeg dig vende om, så du kan stå i min tjeneste” og ”Jeg er med dig, jeg frelser dig og redder dig”. Det er svaret på klagen. Gud vender sit ansigt mod os.
Så vi må også gerne klage til Gud – vi må beskylde ham for det værste og råbe det grimmeste. Det kan Gud bære, men han kan ikke bære, at vi tror, at han ikke er hos os. Eller at vi skal følge ham, som en diktator, der udstikker love og regler. Det er ikke sådan Gud er – det er ikke sådan vores tro er.
Vi tror, at Gud er med os alle dage – vi tror, at Gud skænker os frelsen uden at vi behøver gøre os fortjent til den – at han gavmildt giver os sin nåde – og at han hver evig eneste dag banker på vores hjertes dør for at komme ind. Den har øre at høre med, skal høre.
Og lytter vi, kan vi høre Guds skridt lige ved i siden af vores. Gå frimodigt ud i livet – gå.
Amen
Søndagens tekster kan findes her:
søndag den 7. juni 2020
Trinitatissøndag 2020
Da jeg skulle forberede prædikenen til i dag, gjorde jeg som jeg plejer, nemlig at finde bibelteksterne til søndagen på Bibelselskabets hjemmeside. Det har jeg gjort de sidste 12 år, så der var sådan set ikke noget nyt i det; bortset fra, at da jeg forsøgte at komme ind på hjemmesiden, blev siden rød, og der dukkede en advarsel med kæmpe trekant op.
Der stod: ”Vildledende website forude. Brugeren har ondsindede hensigter, og kan narre dig til at gøre farlige ting.”
Det gik jeg lidt og tyggede over, for jeg havde egentlig aldrig syntes at Bibelen var farlig.
Men det kan den være. Eller det vil sige, at den kan bruges af mennesker, der vil sætte deres egen magt forrest i verden, og dermed bliver Bibelen redskab for magtmisbrug. Bibelen kan være farlig, når man bruger den til at legitimere sin magt over andre mennesker. Når man tager en magt, man ikke har mandat til at tage, og som fastlåser folk i et greb, de ikke kan komme ud af og som kvæler dem, så er Bibelen farlig.
”I can’t breathe” sådan sagde den amerikanske George Floyd mandag i sidste uge, da han med et knæ på halsen døde af kvælning. Knæet tilhørte en betjent. Og siden har vi set, hvordan folket i USA demonstrerer mod magt, der bliver misbrugt, og særligt overfor den sorte del af befolkningen. Og vi ser politibetjente bruge deres knæ i solidaritet ved at knæle foran de demonstrerende masser, og vise, at de også kæmper mod magtmisbrug.
”I can’t breathe”. Jeg kan ikke få vejret.
På dansk siger vi, at vejrtrækningen er noget vi får. Vi modtager den luft, der holder i os, og det klinger af fortællingen fra begyndelsen på Bibelen, hvor Gud puster livsånde i Adams næsebor, og giver ham livet. At kunne vejret er en gave, vi modtager, hver gang vi ånder ind. Det ved patienter, der kæmper med at trække vejret – det ved mennesker med corona. At kunne trække vejret er en gave, vi får. Gud skænker os ånden, og intet menneske har ret til at tage livsånden fra et andet menneske. Den gave tilhører det menneske, der har fået den. Det er magtmisbrug, hvis man tager andres livsånde, fordi det er magtmisbrug at tage det, der ikke er dit.
Men magtmisbrug er også at tro, at magten gør en mere værdifuld end andre. Magtmisbrug er at træde ned ad, fordi man kan, eller fordi man ikke bryder sig om et andet menneske, eller fordi man er uenig. Magtmisbrug er et knæ, der holder den anden nede.
Denne slags magt har verdenshistorien set mange, mange gange, og det er nok ikke slut endnu.
Den magt fik Jesus slået ihjel – og den magt slår folk ihjel den dag i dag.
Men det bliver også tydeligt, at det er anden magt, vi taler om i kirken. Evangelierne vil lære os om magt, men på en anden måde. Allerede sproget herinde er anderledes, fordi vi her taler om almagt. Guds almagt.
Jeg holder meget af ordet almagt. Det referer til Guds kærligheds magt. Guds kærligheds magt er en almagt, der aldrig bliver mindre af brug, aldrig korrumperes og aldrig forsvinder. Gud fortryder aldrig sin kærlighed til os, sin skabning, og derfor er Guds magt en almagt. Den holder altid.
Gud elsker os inderligt og stædigt, og så meget, at han vil bruge sin magt til at frelse os.
Og til at frelse selv den stakkel, der livet igennem troede, at magten var hans ejendom. For Guds almagt er magten til at frelse os mennesker, som vi er.
Guds almagt har ikke brug for kontrol over andre, for at gælde alle. Den tør endda være afmægtig, som den var da Jesus hang på korset, og døde af kærlighed til dem, der ikke ville elskes. Eller turde.
Gud elsker på trods – også dem, der afviser ham. Det er almagten. For almagt er ikke den slags magt, der tvinger folk til troen på Gud, men en magt, der holder ud og holder ved, også når vi mennesker vender ryggen til Gud, og nægter at følge hans vilje.
For vi er sat frie under Guds magt – vi er sat frie til at bevæge os – vi er sat frie til at skabe frodighed og liv.
Guds magt frisætter i stedet for skelsætter. Guds magt er kærlighedens almagt. Alfa og omega – begyndelsen og ende.
Og vi lever her i miden af det hele – et sted, hvor ondskab og tåbelighed titter frem. Et sted hvor der er brug for advarselssider, der blinker, når vi nærmer os hinanden og hvor der står: ”Brugeren har ondsindede hensigter, og kan narre dig til at gøre farlige ting.” Og der findes helt konkrete eksempler på, at næstekærligheden får lavere prioritet end penge og privilegier. Så vi lever i en virkelighed, der ikke altid afspejler Guds almagt – en verden, hvor der er en spænding mellem det, der gør mennesker godt og et knæ på halsen.
Kristeligt set er enhver magt givet af Gud, så vi kan være næstekærlige mod hinanden. Det gælder alle i samfundet. Og når den magt ikke længere bruges til fælles bedste, skal vi sige stop.
Vi skal turde gå ud i verden, og tale magtmisbrug i mod og sætte Guds almagt ind i stedet for. Vi skal sige fra, når næstekærligheden bliver korsfæstet.
Vi har fået hinanden som ansvarsområde, og det forpligter os til at tage det ansvar på os. Vi må ikke se tavse til, når mennesker bliver onde ved hinanden – vi skal sige fra og sige stop. Det ligger måske langt fra den danske måde at være på, fordi tillid stadigvæk er en stor del af vores måde at være samfund på; men hvis vi ikke værner om den tillid, så smutter den os af hænde. Vi skal sige fra, når magten misbruges – ikke fordi det er det politisk rigtige at gøre, men fordi det er det kristelige at gøre.
Vi må insistere på kærligheden, når den er svær at finde.
Jesus siger i dagens evangelium, at vi skal gøre som han har befalet os. Det lyder faktisk meget som vores menneskelige magtsprog, men ordet er bedre oversat med ”at give en opgave”.
Vi skal gå ud i verden, og lære det, han lærte os. Vi skal møde hinanden fordomsfrie og med nærvær og omsorg. Vi skal gøre kærligheden til en måde at være på og en måde at handle på. Vi skal gøre den levende mellem os. Det gælder os alle. Gud har kaldet os alle til at være medmennesker for hinanden.
Men Jesus siger også i evangeliet til i dag ”se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”.
Vi er ikke alene i den opgave det er at være menneske, og det kan være en lettelse de dage, hvor opgaven kan tynge os, tvivlen fylder os eller frygten rammer os. Vi er ikke alene i dette liv – Gud er med os hvert øjeblik.
Han rækker os livet, så vi kan række os ud mod hinanden.
Verden er ikke tabt til ondskab. Tværtimod. Den er vundet af Gud. Men verden trænger til det Gud vandt, som den altid har trængt til det. Derfor giver Gud sin magt – sin fuldmagt til Kristus – så han kan række os kærligheden, glæden, frelsen, nyskabelsen videre til os. Der er stadigvæk og vil altid være grund til at håbe på at kærligheden er stærkest.
Jeg kan trække vejret. Nu.
Amen
Dagens evangelium kan findes på bibelselskabets hjemmeside - hvis du tør.
Der stod: ”Vildledende website forude. Brugeren har ondsindede hensigter, og kan narre dig til at gøre farlige ting.”
Det gik jeg lidt og tyggede over, for jeg havde egentlig aldrig syntes at Bibelen var farlig.
Men det kan den være. Eller det vil sige, at den kan bruges af mennesker, der vil sætte deres egen magt forrest i verden, og dermed bliver Bibelen redskab for magtmisbrug. Bibelen kan være farlig, når man bruger den til at legitimere sin magt over andre mennesker. Når man tager en magt, man ikke har mandat til at tage, og som fastlåser folk i et greb, de ikke kan komme ud af og som kvæler dem, så er Bibelen farlig.
”I can’t breathe” sådan sagde den amerikanske George Floyd mandag i sidste uge, da han med et knæ på halsen døde af kvælning. Knæet tilhørte en betjent. Og siden har vi set, hvordan folket i USA demonstrerer mod magt, der bliver misbrugt, og særligt overfor den sorte del af befolkningen. Og vi ser politibetjente bruge deres knæ i solidaritet ved at knæle foran de demonstrerende masser, og vise, at de også kæmper mod magtmisbrug.
”I can’t breathe”. Jeg kan ikke få vejret.
På dansk siger vi, at vejrtrækningen er noget vi får. Vi modtager den luft, der holder i os, og det klinger af fortællingen fra begyndelsen på Bibelen, hvor Gud puster livsånde i Adams næsebor, og giver ham livet. At kunne vejret er en gave, vi modtager, hver gang vi ånder ind. Det ved patienter, der kæmper med at trække vejret – det ved mennesker med corona. At kunne trække vejret er en gave, vi får. Gud skænker os ånden, og intet menneske har ret til at tage livsånden fra et andet menneske. Den gave tilhører det menneske, der har fået den. Det er magtmisbrug, hvis man tager andres livsånde, fordi det er magtmisbrug at tage det, der ikke er dit.
Men magtmisbrug er også at tro, at magten gør en mere værdifuld end andre. Magtmisbrug er at træde ned ad, fordi man kan, eller fordi man ikke bryder sig om et andet menneske, eller fordi man er uenig. Magtmisbrug er et knæ, der holder den anden nede.
Denne slags magt har verdenshistorien set mange, mange gange, og det er nok ikke slut endnu.
Den magt fik Jesus slået ihjel – og den magt slår folk ihjel den dag i dag.
Men det bliver også tydeligt, at det er anden magt, vi taler om i kirken. Evangelierne vil lære os om magt, men på en anden måde. Allerede sproget herinde er anderledes, fordi vi her taler om almagt. Guds almagt.
Jeg holder meget af ordet almagt. Det referer til Guds kærligheds magt. Guds kærligheds magt er en almagt, der aldrig bliver mindre af brug, aldrig korrumperes og aldrig forsvinder. Gud fortryder aldrig sin kærlighed til os, sin skabning, og derfor er Guds magt en almagt. Den holder altid.
Gud elsker os inderligt og stædigt, og så meget, at han vil bruge sin magt til at frelse os.
Og til at frelse selv den stakkel, der livet igennem troede, at magten var hans ejendom. For Guds almagt er magten til at frelse os mennesker, som vi er.
Guds almagt har ikke brug for kontrol over andre, for at gælde alle. Den tør endda være afmægtig, som den var da Jesus hang på korset, og døde af kærlighed til dem, der ikke ville elskes. Eller turde.
Gud elsker på trods – også dem, der afviser ham. Det er almagten. For almagt er ikke den slags magt, der tvinger folk til troen på Gud, men en magt, der holder ud og holder ved, også når vi mennesker vender ryggen til Gud, og nægter at følge hans vilje.
For vi er sat frie under Guds magt – vi er sat frie til at bevæge os – vi er sat frie til at skabe frodighed og liv.
Guds magt frisætter i stedet for skelsætter. Guds magt er kærlighedens almagt. Alfa og omega – begyndelsen og ende.
Og vi lever her i miden af det hele – et sted, hvor ondskab og tåbelighed titter frem. Et sted hvor der er brug for advarselssider, der blinker, når vi nærmer os hinanden og hvor der står: ”Brugeren har ondsindede hensigter, og kan narre dig til at gøre farlige ting.” Og der findes helt konkrete eksempler på, at næstekærligheden får lavere prioritet end penge og privilegier. Så vi lever i en virkelighed, der ikke altid afspejler Guds almagt – en verden, hvor der er en spænding mellem det, der gør mennesker godt og et knæ på halsen.
Kristeligt set er enhver magt givet af Gud, så vi kan være næstekærlige mod hinanden. Det gælder alle i samfundet. Og når den magt ikke længere bruges til fælles bedste, skal vi sige stop.
Vi skal turde gå ud i verden, og tale magtmisbrug i mod og sætte Guds almagt ind i stedet for. Vi skal sige fra, når næstekærligheden bliver korsfæstet.
Vi har fået hinanden som ansvarsområde, og det forpligter os til at tage det ansvar på os. Vi må ikke se tavse til, når mennesker bliver onde ved hinanden – vi skal sige fra og sige stop. Det ligger måske langt fra den danske måde at være på, fordi tillid stadigvæk er en stor del af vores måde at være samfund på; men hvis vi ikke værner om den tillid, så smutter den os af hænde. Vi skal sige fra, når magten misbruges – ikke fordi det er det politisk rigtige at gøre, men fordi det er det kristelige at gøre.
Vi må insistere på kærligheden, når den er svær at finde.
Jesus siger i dagens evangelium, at vi skal gøre som han har befalet os. Det lyder faktisk meget som vores menneskelige magtsprog, men ordet er bedre oversat med ”at give en opgave”.
Vi skal gå ud i verden, og lære det, han lærte os. Vi skal møde hinanden fordomsfrie og med nærvær og omsorg. Vi skal gøre kærligheden til en måde at være på og en måde at handle på. Vi skal gøre den levende mellem os. Det gælder os alle. Gud har kaldet os alle til at være medmennesker for hinanden.
Men Jesus siger også i evangeliet til i dag ”se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”.
Vi er ikke alene i den opgave det er at være menneske, og det kan være en lettelse de dage, hvor opgaven kan tynge os, tvivlen fylder os eller frygten rammer os. Vi er ikke alene i dette liv – Gud er med os hvert øjeblik.
Han rækker os livet, så vi kan række os ud mod hinanden.
Verden er ikke tabt til ondskab. Tværtimod. Den er vundet af Gud. Men verden trænger til det Gud vandt, som den altid har trængt til det. Derfor giver Gud sin magt – sin fuldmagt til Kristus – så han kan række os kærligheden, glæden, frelsen, nyskabelsen videre til os. Der er stadigvæk og vil altid være grund til at håbe på at kærligheden er stærkest.
Jeg kan trække vejret. Nu.
Amen
Dagens evangelium kan findes på bibelselskabets hjemmeside - hvis du tør.
Abonner på:
Opslag (Atom)