Vi er sat i det her liv, der på godt og ondt udspiller sig, med os som hovedrolleindehaverne. Det er kun os, der kan leve det liv, der er vores.
Livet kræver os, kunne man sige.
Karen Blixen havde livet igennem en del mottoer, som hun levede ud fra, og et af dem var: ”Je responderay”
Det betyder: Jeg vil svare.
Livet skal svares. Når der bliver kaldt på os, skal vi give et svar. Det nytter ikke at være stille, gemme sig eller lade som om man ikke hørte noget. Livet kræver svar.
Og dermed også ansvar. For ansvar er at svare på tiltale. Give et ja eller et nej. Ansvar er altså ikke det samme som at tage opgaver på sig, men derimod at give det svar, der må gives – også når det svar er nej.
Jeg vil svare.
Jesus fortæller os en lignelse i dag, om to søskende, der skal svare deres far. Den ene svarer ja og den anden nej. Og det ville såmænd have været udmærket, hvis det ikke var fordi, at de gør det modsatte af, hvad de svarer. Den ene svarer ja, da faren kalder, men kommer ikke. Den anden svarer nej, da faren kalder, og kommer.
Det er forvirrende, når folk gør det modsatte. Det gør os usikre og vi ved ikke, hvordan vi skal forholde os til dem. Forestil jer, at der var en på jeres arbejdsplads eller i jeres omgangskreds, der altid gjorde det modsatte. Det ville være næsten umuligt at være omkring dem.
Og alligevel fortæller Jesus en lignelse om to søskende, der er umulige at være omkring, fordi man ikke kan stole på deres svar.
Men det rammer alligevel noget – i al fald i mig. For engang imellem er det jo mig, der lover noget, jeg ikke kan holde. Eller siger nej til noget, jeg gør alligevel. Det er ikke min vilje at give det forkerte svar, men jeg fortryder eller ændre holdning – eller glemmer, hvad jeg har sagt.
Jeg vil svare – men jeg svarer nogle gange skævt.
Allerede Paulus skrev om det, da han i sit brev til romerne skrev: Det jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg er imod, det gør jeg (Rom 7, 15, 2020-oversættelsen).
Vi må nok indrømme, at sådan er vi mennesker. Vi har til tider lidt udfald. Og nogle gange gør vi endda noget, der gør andre ondt. Gøre noget ondt.
Paulus skriver i Romerbrevet, at det er menneskets selvoptagethed, der gør, at vi til tider vælger det onde fremfor det gode.
Selvoptagethed er det absolut modsatte af Guds intention med livet. Og måske derfor noget, vi slås så med. At være optaget af en selv, og dermed ikke af andre.
Jeg kommer sådan til at tænke på eventyret om Snehvide, der jo som bekendt var hvid som sne, rød som blod og sort som ibenholt. Snehvides onde stedmor, brugte et spejl til at hele tiden at blive forsikret om, at hun selv var den skønneste i landet her. Lille spejl på væggen der, hvem er den skønneste i landet her? Sådan spurgte hun, og hver dag så hun sit eget spejlbillede, og i lyset af sine egne øjne, fik hun at vide, at hun var den skønneste.
Vi kan stirre os blinde på os selv, hvis vi kun ser på verden gennem vores eget spejlbillede. Luther talte om, at vi mennesker kunne være indkroget i os selv. Og Paulus kalder det selvoptagethed eller synden. Det er det samme, der sker – det er det, der fjerner os fra hinanden, og dermed også fra Gud.
Jeg forstår lidt bedre, hvad synd eller selvoptagethed er, når jeg hører om spejlet fra Snehvide. Når man står foran et spejl og iagttage sig selv, så har man ikke rigtig blik for andre. Og det man ser på, er jo ikke engang en selv, men et billede af en selv. Det er et SPEJL-billede, og dermed også spejlvendt.
Og vi kommer aldrig til at se os selv udefra – sådan i virkeligheden. Det vil altid være en optagelse, en gengivelse, et billede – men aldrig som andre ser os i virkeligheden.
Hannah Arendt, der var filosof, sagde noget i retningen af, at der er noget ved os, der kun kan ses af andre, og som vi slet ikke selv er klar over. Du er mere end du selv ved.
Det er interessant, fordi vi tror, vi kender os selv bedst; men i din næsten blik, er du mere.
Og i Guds øjne endnu mere.
Når Gud ser på os mennesker, så ser han, hvad vi rummer – og vi rummer mere end vi kan få øje på i spejlet. Vi rummer nemlig muligheden for at sige ja til Guds kærlighed og holde fast ved det.
Det kan være, at livet gør, at det netop det ja, kan være svært at give, og vi har en tendens til at glemme det ja i vores hverdagsliv med hinanden.
Men Gud ved, at det ja altid ligger i os. Gud ser vores uanede potentiale.
Han ser ikke kun dårlig frugt, men ser den gode frugt, vi har mulighed for at give. Og han ser, at selvom vi kom til at sige ja, og ikke gjorde som vi havde lovet, så er vi mere end det: nemlig at vi altid vil være hans.
Gud har sagt ja til mennesket. Sagt ja til sin skabning, og stadfæster det, da han bliver menneske i Jesus Kristus.
Aldrig vil han vende ryggen til os, og det ligegyldigt hvor tåbelige vi er, hvor meget vi end fejler eller dummer os. Jesu egne disciple er så udmærkede eksempler på, hvordan vi mennesker kan love for meget eller for lidt. Den sidste nat, hvor Jesus levede, havde de fx lovet at ville holde sig vågne med Jesus, men de falder alle som en i søvn. Og senere lover disciplen Peter at stå ved Jesu side; men da hans eget liv er i fare, benægter han ethvert kendskab til Jesus. Sådan kan går livet i forskellige retninger, og vi kan ende med at love mere end vi kan holde.
Men lige meget hvor meget, vi end kan lave ged i den, lige så meget holder Gud fast i sit JA til os. Ja til kærligheden til os.
Guds kærlighed bliver ikke slidt eller blegner. Guds kærlighed forsvinder ikke. Den holder stædigt ved os.
Det kan vi leve på. Vi kan vove at svare livet, fordi holdepunktet altid vil være Guds kærlighed til os. Du er elsket – du er Guds elskede barn. Og han kalder på dig. Håber at du siger ja, og står ved det. Og svigter du, ja så får du en chance til, for Gud opgiver aldrig at se det store i os, også når vi ikke selv kan se det.
Så svar frimodigt.
Amen
Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/20-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
søndag den 25. oktober 2020
fredag den 9. oktober 2020
18. søndag efter trinitatis 2020
Fortællingen om Gud – eller rettere fortællingen om Gud og mennesket – er også en fortælling om træet.
Helt fra begyndelsen til i dag, spiller træet en rolle.
I Edens Have stod træet i midten af verden. Kundskabens træ. Ved at sætte sine tænder i dets lækre og indbydende frugter, kunne man pludselig kende forskellen på godt og ondt. Men Gud ville skåne mennesket, og sagde til Adam og Eva, at de ikke måtte spise af træet. De måtte tage alt det andet; men lige præcis det træ skulle de lade være. Men Adam og Eva gjorde ikke som Gud ville, og en dag tog de en frugt fra træet og spise af det. Og verden forandrede sig for altid. De så på hinanden på nye måder. De så på dem selv på nye måder. De var ikke længere uskyldige, men skyldige. Det var første gang mennesket ikke gjorde, som Gud ville. Og Gud blev vred. Så vred, at han sendte dem væk fra Edens Have – ud i verden.
Senere da jorden var blevet befolket, begyndte mennesket igen at forplumre Guds intention med sit skaberværk. I stedet for at leve i fred og kærligheden, omgav de sig med sladder, ondskab, hævn og ulighed. Og da besluttede Gud, at Noa – en retfærdig mand – skulle bygge et skib så stort, at to af hver art på hele jorden, kunne være i det. Og af træet formede han sin ark, der reddede skaberværket, mens Gud lod regnen falde over jorden, og igen straffede mennesket.
Men Gud indså noget. Da regnen var faldet, og alle mennesker var druknet i angst og panik, da indså Gud, at det ikke nytter at lave udrensninger på den måde. Det nytter ikke at lade nogle gå fortabt og redde andre.
Så Gud forandrede sig.
Og den dag, hvor solen stod op over verden efter regnen, satte han en regnbue på himlen, som et tegn på, at Han aldrig igen ville udrense verden på den måde. Aldrig igen skulle jorden bliver oversvømmet – aldrig igen ville Gud slå sin skabning ihjel.
Årene gik – og Moses blev født. En jødisk dreng, der skulle være slået ihjel af en bange og skinsyg farao, men heldigvis havde Moses en snedig mor, der reddede ham fra døden, og han fik lov at vokse op.
Moses var en dag ude i ørkenen, hvor han pludselig så en busk brænde. Men ikke sådan at træet forkullede eller glødede – nej, det brændte uden at brænde. Og Moses tog sine sandaler af, og knælede. Og da hørte han Guds stemme i sit indre, der sagde til ham, at han skulle befri Israelitterne, der levede som slaver i Ægypten.
Gud ville udfri i stedet for udrense. Og Moses spurgte, hvem skal jeg sige, at du er? Og Gud svarede: jeg er, den er.
Og Moses gik fra den brændende busk og udfriede sit folk.
Mange år senere igen, en julenat, blev et barn født i en stald, af alle steder. I stalden hvor dyrene stod – der fik himlen veer, og et lille barn blev født.
Men ikke hvilket som helst barn – Guds barn.
Jeg er, den jeg er, havde Gud sagt til Moses. Men den nat blev Gud et menneske, der kunne afslutte sætningen.
Jesus var barnet – det havde I nok gættet.
Og barnet blev voksen, og gav os slutningen på Guds første svar. Jesus sagde:
Jeg er livets brød.
Jeg er døren.
Jeg er den gode hyrde.
Jeg er opstandelsen og livet.
Jeg er vejen og sandheden.
Jeg er verdens lys.
Og
Jeg er det sande vintræ.
Sådan sluttede Jesus Guds svar til Moses i ørkenen. Og et af de ord, som Jesus sagde var: Jeg er vintræet. Eller vinstokken, faktisk. For en vin er ikke et træ, men en stok – en stamme. Den er knudret, knortet og skæv. Den er præcis som den skal være. Præcis så knudret, knortet og skæv, at vi mennesker nu fatter, at Gud forstår os. Ved hvad det vil sige at være menneske i denne verden.
Dette nye paradistræ.
Træet, der igen kan blive centrum i verden – centrum i vores hjerter.
Træet spiller en rolle i fortællingen mellem mennesker og Gud.
Og Jesus endte sit jordiske liv på et træ – på trækorset døde han. Og hans blod gled ned over korset, og farvede det rødt. Og de satte en krone på ham lavet af tornebuskens grene. Og tornene borede sig ned i hans pande, og fik blodet til at dryppe.
Han døde på et træ, men den dag slog Kristus rod i hele verden.
Jeg er vintræet, siger Jesus til os. Vi er grenene.
Vi har allerede spist af kundskabens træ, men Kristus giver os nu af livets træ. Af det andet træ i haven, som Gud først havde sagt, at mennesket ikke måtte spise af. For der var to træer derinde i Eden have. To træer, der var forbudte. Kundskabens træ og Livets træ. Og nu spiser vi af begge.
For alt er forandret.
Og vi får lov til en ny begyndelse med Kristus.
Det mærker vi, når vi går til alters og knæler. Her modtager vi lidt brød og lidt saft af druer, der har hængt på vinstokken.
Vi får lov til at få en ny begyndelse hver eneste gang, vi går til alters.
Vi får lov at spire, også efter en uge, hvor vi kan føle, at vi er blevet trådt på, at vi er blevet udtørret eller overskygget af andre. Her får vi en ny begyndelse. Her får vi tilgivelsen.
Og det er så vigtigt, at vi husker på det. Ikke bare for vores egen skyld, men for hinanden skyld.
Vi bliver alle tilgivet – vi har alle lige adgang til Guds tilgivelse. Vi har alle lige adgang til en ny begyndelse – en ny mulighed. Der er intet fejltrin, der for lille eller for stort til ikke at få tilgivelsen.
Alene fordi vi er elsket. Eller som Peter Bastian skrev det inden sin død: vi er altid allerede elsket.
Vi er tilgivet af Gud – og derfor skal vi også tilgive hinanden Ligesom vi beder om det i Fadervor: ”forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.”
Vi skal tilgive hinanden.
Og nogle gange skal vi kigge til andre lande for at forstå tilgivelsens magt. Synne Garff, der er præst og international chef for Bibelselskabet skriver i sin bog: ”Når Gud bøjer sig”, om krigshærgede lande, hvor evangeliet har klinket menneskehjerter sammen.
Her sammenlignes en traumatisk oplevelse med det at blive sagt på en stol. En stol som man så kan forsøge at rejse sig fra og gå rundt med på ryggen. Men vi har mulighed for stille stolen fra os. Det er ikke os, der har sat os på den stol – vi er blevet sat af en anden eller af andre. Tilgivelsen er at rejse fra den, frimodigt – og leve. I tilgivelsen bliver vi forløst til at leve. Vi glemmer ikke, men vi forholder os til det skete.
Og på den måde, begynder vi at behandle hinanden som grene på samme vinstok. Som grene på Kristusstammen. Som medmennesker, hvor ikke en af os kan undværes.
Vi er alle en del af vinstokken – en del af paradistræet.
Vi er alle en del af den ny begyndelse, og Kristus er vores stamme.
Amen
Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/18-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
Helt fra begyndelsen til i dag, spiller træet en rolle.
I Edens Have stod træet i midten af verden. Kundskabens træ. Ved at sætte sine tænder i dets lækre og indbydende frugter, kunne man pludselig kende forskellen på godt og ondt. Men Gud ville skåne mennesket, og sagde til Adam og Eva, at de ikke måtte spise af træet. De måtte tage alt det andet; men lige præcis det træ skulle de lade være. Men Adam og Eva gjorde ikke som Gud ville, og en dag tog de en frugt fra træet og spise af det. Og verden forandrede sig for altid. De så på hinanden på nye måder. De så på dem selv på nye måder. De var ikke længere uskyldige, men skyldige. Det var første gang mennesket ikke gjorde, som Gud ville. Og Gud blev vred. Så vred, at han sendte dem væk fra Edens Have – ud i verden.
Senere da jorden var blevet befolket, begyndte mennesket igen at forplumre Guds intention med sit skaberværk. I stedet for at leve i fred og kærligheden, omgav de sig med sladder, ondskab, hævn og ulighed. Og da besluttede Gud, at Noa – en retfærdig mand – skulle bygge et skib så stort, at to af hver art på hele jorden, kunne være i det. Og af træet formede han sin ark, der reddede skaberværket, mens Gud lod regnen falde over jorden, og igen straffede mennesket.
Men Gud indså noget. Da regnen var faldet, og alle mennesker var druknet i angst og panik, da indså Gud, at det ikke nytter at lave udrensninger på den måde. Det nytter ikke at lade nogle gå fortabt og redde andre.
Så Gud forandrede sig.
Og den dag, hvor solen stod op over verden efter regnen, satte han en regnbue på himlen, som et tegn på, at Han aldrig igen ville udrense verden på den måde. Aldrig igen skulle jorden bliver oversvømmet – aldrig igen ville Gud slå sin skabning ihjel.
Årene gik – og Moses blev født. En jødisk dreng, der skulle være slået ihjel af en bange og skinsyg farao, men heldigvis havde Moses en snedig mor, der reddede ham fra døden, og han fik lov at vokse op.
Moses var en dag ude i ørkenen, hvor han pludselig så en busk brænde. Men ikke sådan at træet forkullede eller glødede – nej, det brændte uden at brænde. Og Moses tog sine sandaler af, og knælede. Og da hørte han Guds stemme i sit indre, der sagde til ham, at han skulle befri Israelitterne, der levede som slaver i Ægypten.
Gud ville udfri i stedet for udrense. Og Moses spurgte, hvem skal jeg sige, at du er? Og Gud svarede: jeg er, den er.
Og Moses gik fra den brændende busk og udfriede sit folk.
Mange år senere igen, en julenat, blev et barn født i en stald, af alle steder. I stalden hvor dyrene stod – der fik himlen veer, og et lille barn blev født.
Men ikke hvilket som helst barn – Guds barn.
Jeg er, den jeg er, havde Gud sagt til Moses. Men den nat blev Gud et menneske, der kunne afslutte sætningen.
Jesus var barnet – det havde I nok gættet.
Og barnet blev voksen, og gav os slutningen på Guds første svar. Jesus sagde:
Jeg er livets brød.
Jeg er døren.
Jeg er den gode hyrde.
Jeg er opstandelsen og livet.
Jeg er vejen og sandheden.
Jeg er verdens lys.
Og
Jeg er det sande vintræ.
Sådan sluttede Jesus Guds svar til Moses i ørkenen. Og et af de ord, som Jesus sagde var: Jeg er vintræet. Eller vinstokken, faktisk. For en vin er ikke et træ, men en stok – en stamme. Den er knudret, knortet og skæv. Den er præcis som den skal være. Præcis så knudret, knortet og skæv, at vi mennesker nu fatter, at Gud forstår os. Ved hvad det vil sige at være menneske i denne verden.
Dette nye paradistræ.
Træet, der igen kan blive centrum i verden – centrum i vores hjerter.
Træet spiller en rolle i fortællingen mellem mennesker og Gud.
Og Jesus endte sit jordiske liv på et træ – på trækorset døde han. Og hans blod gled ned over korset, og farvede det rødt. Og de satte en krone på ham lavet af tornebuskens grene. Og tornene borede sig ned i hans pande, og fik blodet til at dryppe.
Han døde på et træ, men den dag slog Kristus rod i hele verden.
Jeg er vintræet, siger Jesus til os. Vi er grenene.
Vi har allerede spist af kundskabens træ, men Kristus giver os nu af livets træ. Af det andet træ i haven, som Gud først havde sagt, at mennesket ikke måtte spise af. For der var to træer derinde i Eden have. To træer, der var forbudte. Kundskabens træ og Livets træ. Og nu spiser vi af begge.
For alt er forandret.
Og vi får lov til en ny begyndelse med Kristus.
Det mærker vi, når vi går til alters og knæler. Her modtager vi lidt brød og lidt saft af druer, der har hængt på vinstokken.
Vi får lov til at få en ny begyndelse hver eneste gang, vi går til alters.
Vi får lov at spire, også efter en uge, hvor vi kan føle, at vi er blevet trådt på, at vi er blevet udtørret eller overskygget af andre. Her får vi en ny begyndelse. Her får vi tilgivelsen.
Og det er så vigtigt, at vi husker på det. Ikke bare for vores egen skyld, men for hinanden skyld.
Vi bliver alle tilgivet – vi har alle lige adgang til Guds tilgivelse. Vi har alle lige adgang til en ny begyndelse – en ny mulighed. Der er intet fejltrin, der for lille eller for stort til ikke at få tilgivelsen.
Alene fordi vi er elsket. Eller som Peter Bastian skrev det inden sin død: vi er altid allerede elsket.
Vi er tilgivet af Gud – og derfor skal vi også tilgive hinanden Ligesom vi beder om det i Fadervor: ”forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.”
Vi skal tilgive hinanden.
Og nogle gange skal vi kigge til andre lande for at forstå tilgivelsens magt. Synne Garff, der er præst og international chef for Bibelselskabet skriver i sin bog: ”Når Gud bøjer sig”, om krigshærgede lande, hvor evangeliet har klinket menneskehjerter sammen.
Her sammenlignes en traumatisk oplevelse med det at blive sagt på en stol. En stol som man så kan forsøge at rejse sig fra og gå rundt med på ryggen. Men vi har mulighed for stille stolen fra os. Det er ikke os, der har sat os på den stol – vi er blevet sat af en anden eller af andre. Tilgivelsen er at rejse fra den, frimodigt – og leve. I tilgivelsen bliver vi forløst til at leve. Vi glemmer ikke, men vi forholder os til det skete.
Og på den måde, begynder vi at behandle hinanden som grene på samme vinstok. Som grene på Kristusstammen. Som medmennesker, hvor ikke en af os kan undværes.
Vi er alle en del af vinstokken – en del af paradistræet.
Vi er alle en del af den ny begyndelse, og Kristus er vores stamme.
Amen
Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/18-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
lørdag den 26. september 2020
16. søndag efter trinitatis 2020
Æblerne ligger i græsset hjemme i min have – under æbletræet hvorfra de pludselig slap deres tag. Jeg når ikke at samle dem alle op, så en del af dem ligger og rådner. Jeg opdager det først, når jeg tager et æble op i hånden, at forrådnelsen er gået i gang, og jeg smider æblet tilbage, hvor jeg tog det fra. Tilbage til fuglene, insekterne og livets evige kredsløb.
Der er noget dragende, truende, smukt og helt særligt ved efteråret. Himlen kan være så blå, at man får fornemmelse af, at man kan se lige igennem den. Græsset er vådt og bladene er begyndt at skifte til et farverorgie af forfald.
Efteråret er en eksplosion af skønhed og overflod lige inden forrådnelsen og forfaldet.
Og sindet bliver stemt til mørket.
Og nu får vi i dag en fortælling, der er stemt af efterår.
Af forrådnelse og forfald, men også at skønhed og overflod. En slags omvendt efterår.
For det begynder med et dødsfald.
Døden kaster lange skygger ind over livet. Tomheden, manglen, hullet i livet efter det menneske, der før stod så levende foran os. Døden ryster os, og nogle gange så meget, at vi kan miste troen på, at det ender godt. Det tragiske, det uretfærdige eller det lidelsesfulde dødsfald. Dødsfaldet af en som man elsker så højt, at man knap kan trække vejret af sorg.
Det er en livserfaring, vi alle gør os. Døden er lige ved siden af livet.
Eller som digteren Tomas Tranströmer skriver:
”Midt i livet hænder det, at døden kommer
og tager mål af mennesker.
Der er noget dragende, truende, smukt og helt særligt ved efteråret. Himlen kan være så blå, at man får fornemmelse af, at man kan se lige igennem den. Græsset er vådt og bladene er begyndt at skifte til et farverorgie af forfald.
Efteråret er en eksplosion af skønhed og overflod lige inden forrådnelsen og forfaldet.
Og sindet bliver stemt til mørket.
Og nu får vi i dag en fortælling, der er stemt af efterår.
Af forrådnelse og forfald, men også at skønhed og overflod. En slags omvendt efterår.
For det begynder med et dødsfald.
Døden kaster lange skygger ind over livet. Tomheden, manglen, hullet i livet efter det menneske, der før stod så levende foran os. Døden ryster os, og nogle gange så meget, at vi kan miste troen på, at det ender godt. Det tragiske, det uretfærdige eller det lidelsesfulde dødsfald. Dødsfaldet af en som man elsker så højt, at man knap kan trække vejret af sorg.
Det er en livserfaring, vi alle gør os. Døden er lige ved siden af livet.
Eller som digteren Tomas Tranströmer skriver:
”Midt i livet hænder det, at døden kommer
og tager mål af mennesker.
Det besøg
glemmes og livet går videre.
Men tøjet
sys i det stille.”
Ja, døden er en del af livet, siger vi sådan lidt paradoksalt. For døden er jo netop ikke en del af livet, men det modsatte af livet. Manglen på liv. Eller som den romerske filosof Seneca skrev: ”Hvor døden er, er jeg ikke, og hvor jeg er, er døden ikke.”
Livet kan ikke være samtidig med døden. Har man stået ved et dødt menneske, så ved man definitivt, at det menneske er dødt. Døden er så tydelig – og en total modsætning til liv.
Og Lazarus var død. Han var en søn, en bror og en ven. Han var nogens.
Og nu er han død.
Og de har gjort ham i stand. De har viklet ham ind i stof, og lagt ham nænsomt i en grav, som en mor der lægger sit sovende barn i en vugge. Og de har lukket hullet til graven til med en sten.
Og de har grædt. For det gør vi, når vi døden rammer os. Græder fordi vi ikke kan andet.
Lazarus blev begravet, som man har begravet folk altid. Og efter et par generationer har mindet om det menneske, der den dag blev båret til gravet, været glemt. Og ingen har vidst, at der engang levede en Lazarus med tanker, følelser og venner.
Man dør ind i glemslen.
Eller det troede man. Engang. Men sådan gik det ikke. Sådan går det aldrig.
For Gud besøgte jorden. Og dermed ændrede alt sig.
Den dag, hvor Jesus kaldte Lazarus tilbage til livet, tog han fra døden og gav tilbage til livet. Den dag så de alle med egne øjne, at livet pludselig kunne være, hvor døden først havde vandret.
Det er en forunderlig fortælling, der minder os om påsken. Og derfor kaldes denne søndag også for efterårets påskedag.
Men egentlig er hver gudstjeneste en fejring af påsken. For i påsken sker der stor opstandelse, da Kristus går ud af graven. En opstandelse så vild, at hver søndag siden har været en fejring af netop den morgen.
Den morgen åbnede håbet sig som en mulighed, der kunne sprænge alle mure, så kun livet blev stående oppe. Opstandelsen var så voldsom, at selv jorden måtte ryste – og får os til at ryste den dag i dag. For opstandelsen er fortællingen om, hvordan døden mistede sin magt.
Som præcis den dag, hvor Lazarus bliver kaldt ud af sin grav. Jesus bruger ikke andet end sin stemme, og kalder på ham, som han har kaldt på sin ven før i tiden. Kalder på ham, som kun Gud kan kalde på os. Kalder ham ud i livet – ud i lyset.
Og Lazarus går ud – viklet ind i linned – viklet ind i alt det, som vi alle nok vikler os ind i. Mistro, kritik, frygt, tilbagetrukkenhed, modvilje eller mistillid. Vi kan vikle os ind i så meget. Vi ville så gerne håbe, men det kan være svært. Selv Martha, der på mange måder sætter sit liv og lid til Jesus, tror ikke på, at Jesus her i denne situation kan gøre noget. Hun tror på Guds magt, men hun tror, den har en grænse. Og da sker det:
Lazarus går ud ad graven viklet ind i det, der holder os tilbage, men som ikke holder Gud tilbage. Og derude vikler de ham ud som et nyt menneske. Som et menneske, der været i dødens mørke og intethed – og nu er vendt tilbage til livet.
Ja, Lazarus skulle siden hen dø igen, og få den opstandelse som Kristus viste os. Men den dag, hvor Jesus kaldte ham ud fra gravens hule, så de alle, at Gud har magt over selv døden. For Gud hjælper os.
Lazarus’ navn betyder faktisk Gud hjælper.
Vi burde egentligt alle have det tilnavn. Alle mennesker burde have det tilnavn: Lazarus. For at minde os om og holde os fast på, at Gud hjælper selv der, hvor hjælpen virker nytteløs eller umuligt.
Gud hjælper.
Opstandelsen er også vores. Vi skal også engang kaldes ud af graven med en mild stemme, og også vi vil vandre ud af graven ind i Guds rige.
Tvivleren i os, vil måske råbe hånligt ad det udsagn. Kritikeren i os vil måske grine ad den påstand. Frygten i os vil måske vende ryggen til det budskab.
Men hjertet i os vender os mod ordene og tage imod dem. Gemme dem inderst inde sammen med håbet og troen. Gemme dem og svøbe dem i kærlighedens lette klæde.
Gud hjælper – ikke bare Lazarus, men også os i dag.
Fortællingen om Lazarus er fortællingen om efteråret, der endte med livet. Ikke med død, forrådnelse og nedfaldne æbler. Men med et brud ind i en verden, hvor glemslen truer. Et brud, hvor Gud griber ind med sin milde røst og kalder os ud til livet. Et sted, hvor vi bliver dem, vi er skabt til at være.
Hvordan det præcis bliver, ved vi ikke; men det behøver vi heller ikke.
For som den franske filosof Michel Serres skriver:
Det er det, der vil ske ved verden ende, om morgenen på den sidste dag. Tiden vil sprudle i en retning, vi ikke har kunnet håbe på. (Trinitetsmaskinen, s. 6, 2010).
Lazarus åbner øjnene efter at have ligget i mørket i dagevis – lyset skærer dem, og han kniber dem uvilkårligt sammen. I begyndelsen kan han ingenting se. Men så ser han en skikkelse komme gående mod ham med fremstrakte arme….
Amen
glemmes og livet går videre.
Men tøjet
sys i det stille.”
Ja, døden er en del af livet, siger vi sådan lidt paradoksalt. For døden er jo netop ikke en del af livet, men det modsatte af livet. Manglen på liv. Eller som den romerske filosof Seneca skrev: ”Hvor døden er, er jeg ikke, og hvor jeg er, er døden ikke.”
Livet kan ikke være samtidig med døden. Har man stået ved et dødt menneske, så ved man definitivt, at det menneske er dødt. Døden er så tydelig – og en total modsætning til liv.
Og Lazarus var død. Han var en søn, en bror og en ven. Han var nogens.
Og nu er han død.
Og de har gjort ham i stand. De har viklet ham ind i stof, og lagt ham nænsomt i en grav, som en mor der lægger sit sovende barn i en vugge. Og de har lukket hullet til graven til med en sten.
Og de har grædt. For det gør vi, når vi døden rammer os. Græder fordi vi ikke kan andet.
Lazarus blev begravet, som man har begravet folk altid. Og efter et par generationer har mindet om det menneske, der den dag blev båret til gravet, været glemt. Og ingen har vidst, at der engang levede en Lazarus med tanker, følelser og venner.
Man dør ind i glemslen.
Eller det troede man. Engang. Men sådan gik det ikke. Sådan går det aldrig.
For Gud besøgte jorden. Og dermed ændrede alt sig.
Den dag, hvor Jesus kaldte Lazarus tilbage til livet, tog han fra døden og gav tilbage til livet. Den dag så de alle med egne øjne, at livet pludselig kunne være, hvor døden først havde vandret.
Det er en forunderlig fortælling, der minder os om påsken. Og derfor kaldes denne søndag også for efterårets påskedag.
Men egentlig er hver gudstjeneste en fejring af påsken. For i påsken sker der stor opstandelse, da Kristus går ud af graven. En opstandelse så vild, at hver søndag siden har været en fejring af netop den morgen.
Den morgen åbnede håbet sig som en mulighed, der kunne sprænge alle mure, så kun livet blev stående oppe. Opstandelsen var så voldsom, at selv jorden måtte ryste – og får os til at ryste den dag i dag. For opstandelsen er fortællingen om, hvordan døden mistede sin magt.
Som præcis den dag, hvor Lazarus bliver kaldt ud af sin grav. Jesus bruger ikke andet end sin stemme, og kalder på ham, som han har kaldt på sin ven før i tiden. Kalder på ham, som kun Gud kan kalde på os. Kalder ham ud i livet – ud i lyset.
Og Lazarus går ud – viklet ind i linned – viklet ind i alt det, som vi alle nok vikler os ind i. Mistro, kritik, frygt, tilbagetrukkenhed, modvilje eller mistillid. Vi kan vikle os ind i så meget. Vi ville så gerne håbe, men det kan være svært. Selv Martha, der på mange måder sætter sit liv og lid til Jesus, tror ikke på, at Jesus her i denne situation kan gøre noget. Hun tror på Guds magt, men hun tror, den har en grænse. Og da sker det:
Lazarus går ud ad graven viklet ind i det, der holder os tilbage, men som ikke holder Gud tilbage. Og derude vikler de ham ud som et nyt menneske. Som et menneske, der været i dødens mørke og intethed – og nu er vendt tilbage til livet.
Ja, Lazarus skulle siden hen dø igen, og få den opstandelse som Kristus viste os. Men den dag, hvor Jesus kaldte ham ud fra gravens hule, så de alle, at Gud har magt over selv døden. For Gud hjælper os.
Lazarus’ navn betyder faktisk Gud hjælper.
Vi burde egentligt alle have det tilnavn. Alle mennesker burde have det tilnavn: Lazarus. For at minde os om og holde os fast på, at Gud hjælper selv der, hvor hjælpen virker nytteløs eller umuligt.
Gud hjælper.
Opstandelsen er også vores. Vi skal også engang kaldes ud af graven med en mild stemme, og også vi vil vandre ud af graven ind i Guds rige.
Tvivleren i os, vil måske råbe hånligt ad det udsagn. Kritikeren i os vil måske grine ad den påstand. Frygten i os vil måske vende ryggen til det budskab.
Men hjertet i os vender os mod ordene og tage imod dem. Gemme dem inderst inde sammen med håbet og troen. Gemme dem og svøbe dem i kærlighedens lette klæde.
Gud hjælper – ikke bare Lazarus, men også os i dag.
Fortællingen om Lazarus er fortællingen om efteråret, der endte med livet. Ikke med død, forrådnelse og nedfaldne æbler. Men med et brud ind i en verden, hvor glemslen truer. Et brud, hvor Gud griber ind med sin milde røst og kalder os ud til livet. Et sted, hvor vi bliver dem, vi er skabt til at være.
Hvordan det præcis bliver, ved vi ikke; men det behøver vi heller ikke.
For som den franske filosof Michel Serres skriver:
Det er det, der vil ske ved verden ende, om morgenen på den sidste dag. Tiden vil sprudle i en retning, vi ikke har kunnet håbe på. (Trinitetsmaskinen, s. 6, 2010).
Lazarus åbner øjnene efter at have ligget i mørket i dagevis – lyset skærer dem, og han kniber dem uvilkårligt sammen. I begyndelsen kan han ingenting se. Men så ser han en skikkelse komme gående mod ham med fremstrakte arme….
Amen
Dagens tekster kan findes her: https://www.bibelselskabet.dk/16-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
søndag den 16. august 2020
10. søndag efter trinitatis
På irsk findes der er ord, som jeg desværre ikke kan udtale – men det er et ord for tillid/tiltro. Det betyder oversat: du er det sted, jeg stiller mig, den dag mine fødder er ømme.
Du er det sted, jeg stiller mig. Det sted, hvor jeg tør stå og kan stå når mine fødder er ømme. Når jeg på den lange vandring som livet er, ikke længere kan gå; men må standse og lade op, kan jeg gøre det hos dig.
Det er tillid – det er tiltro.
Men det er også at turde være sårbar og skrøbelig den dag, man har brug for en pause. At turde stå ved, at man ikke magter alt eller kan alt; men at man engang imellem falder sammen. Falder fra hinanden. Får ømme fødder.
Jesus Kristus levede et liv, hvor han viste os, at hos ham kunne vi komme og stille os. Vi kan være dem, vi er hos ham.
Hans virke er én stor fortælling om det.
Næste søndag er evangeliet hentet fra Lukasevangeliet, hvor en kvinde står sit hår ud overfor Jesus – det har bølget ned over ryggen på hende, og kranset om hendes hoved. Og hun brugte det til at tørre Jesu fødder med efter at have badet dem i olie. Det har været uhørt på Jesu tid, at en kvinde har gået med utildækket hår. Hun har taget sløret af – afsløret sig selv – for at stå sårbar foran sin mester. Hun har ikke haft en maske til at skjule sig med, men har på sin vis stået med hele sit liv i hænderne – alt det hun har gjort, de gange hun har fejlet og de gange hun ikke slog til.
Men hun viste sin sårbarhed, skrøbelighed og fuldstændige afhængighed af Jesus, da hun slog håret ud. Men ærlig kontakt fordrer netop den sårbarhed.
Kvinden har haft tillid og tiltro til, at denne mand ikke ville dømme hende, men ville åbne sine arme og tage imod hende – accepterer hende. Det var en handling som hun ikke kunne give sig selv – man kan ikke kramme sig selv til accept. Den skal gives – som Kristus giver os et sted, vi kan stille os den dag, hvor vores fødder er ømme.
Det er budskabet om nærhed, vedkommende og kærlighed. Det er evangeliet.
Men det er også alt andet end ligegyldighed.
Og det er vigtigt – for Jesus var alt end ligegyldig, og de mennesker, han mødte, var alt andet end ligegyldige for ham.
Men netop ligegyldigheden har det med at snige sig ind på os og vores tilværelse.
Ligegyldighed er en måde at være i verden på. En fuldstændig usympatisk måde at være i verden, hvor man ikke forholde sig til det omkring en, og dermed ikke lader sig hverken røre eller forstyrre af andre, deres problemer eller deres væren.
Og når man hverken lader sig røre eller forstyrre, så bliver man heller ikke hverken berørt eller forundret over den verden, vi lever i eller de mennesker der omgiver os.
Det kan ligegyldigheden ikke – den har ikke følelser. For at lade sig berøre og forundrer, så kræver det, at man har empati, følelser og kan sætte sig ind i andres situation. At man gider gøre det ekstra der skal til, for at række ud mod andre. Ligegyldigheden gider ikke andet end den selv. Den kredser om sig selv. Ser ikke op.
Og den er farlig – for den dehumaniserer os. Den gør os til mindre end vi er. Den fjerner det potentiale for storhed, der ligger i os – altså storhed som værende det vi er, når vi lader næstekærligheden stå forrest. En storhed som Løgstrup kaldte for en spontan livsytring. Når vi spontant – uden bagtanke – rækker os mod et andet menneske, der har brug for vores hjælp. Den storhed ligger i os alle fra begyndelsen – som en del af vores skabthed; nemlig evnen til næstekærlighed.
Og det er den spontane handling, som ligegyldigheden fjerner. Den ødelægger det skabte – ødelægger Guds vilje med skaberværker.
Ligegyldighedens modsætning er kærlighed. Den kan ikke være til stede, hvis der er kærlighed. For kærlighed er det, der gør, at vi kan se på hinanden og genkende hinanden som medmennesker. Som Guds skabte. Kærligheden transcenderer nationalitet, etnicitet og tro. For det er mennesker, som Kristus forholder sig ikke – ikke til rette troende.
Det betyder selvfølgelig ikke, at tro er ligegyldig – selvfølgelig ikke. Men det betyder, at i vores relation til andre mennesker er det forbundetheden som skabte, der skal stå forrest.
Eller sagt på en anden måde, så skal vi som troende møde alle mennesker som ligeværdige og med samme næstekærlige omsorg – uagtet hvem de så ellers er.
Vi skal i øjnene på næsten, som heldigvis ikke er dækkede til, få øje på hinanden. Sådan virkelig få øje på et menneske, der, ligesom os selv, er elsket af Gud.
Men ligegyldigheden er altid en fare ved livet – den kan snige sig på os, når vi i over lang tid har hørt om flygtningelejre, børnekrigere, voldtægter, henrettelser, eksplosioner og covid-19. Så lukker vi ned.
Jeg gør det i al fald – men man skal huske at lukke op igen. Vi må ikke blive blinde for den verden, der er omkring os. Det er ikke kun i lille Danmark, at vi skal udvise næstekærlighed – det er i hele verden. Vi har et ansvar for den verden vi lever i. Vi må ikke gøre vores verden så lille, at det kun er vores matrikel, der interesserer os.
Så vil kritikere sige, at Jesus jo kun viste næstekærlighed for dem, han mødte ansigt til ansigt. Ja, det er rigtigt, men det er svært at bruge facebook før det bliver opfundet, og svært at blive opdateret på nyhederne før internettet. Ja, selvfølgelig kunne Jesus kun møde dem, han mødte fysisk; men fritager det så os fra at være næstekærlige ud over eget nabolag?
Nej, selvfølgelig ikke. Vi skal ikke bruge evangeliet som en undskyldning for at vende blikket væk. Verden angår også os.
Ja, verden angår os. Det er evangeliet.
Jesus er vred i dag, og spyr med ord, man brænder sig på. Hvis man ser på konteksten, så taler han til farisæerne, saddukæerne, rabbinerne og profeterne. Alle dem hvor ligegyldigheden havde fået taget i dem. Hvor egeninteresser stod højere end næstens ve og vel.
Derfor er Jesu vred. Men ligegyldigt om vi kender konteksten, som kan være nok så forståelig, så må domstekster og vredestekster aldrig få det sidste ord. Hvis vi gør dommen og vrede mere gyldige end de steder, hvor vi hører om nåde, retfærdighed, glæde og kærlighed, så gør vi også Gud til den dommer, der holder regnskab med vores liv. Og det regnskab ønsker ingen af os gjort op.
For Jesus siger også et andet sted: ”jeg vil barmhjertighed, ikke slagtofre”.
Jesus døde på korset for at undgå slagtofre.
Vi må ikke lade ligegyldigheden lægge sig som en slange om vores hjerter, så vi ligefrem frydes af dommens ord.
Vi skal bryde ligegyldigheden ned, så medmennesket står foran os med udslået ud – sårbar og skrøbelig. Så vi kan blive det sted for hinanden, hvor vi kan stoppe op og hvile os den dag, hvor vores fødder er ømme.
Vi skal insistere på kærligheden. Amen
Dagens tekst:
https://www.bibelselskabet.dk/10-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
Du er det sted, jeg stiller mig. Det sted, hvor jeg tør stå og kan stå når mine fødder er ømme. Når jeg på den lange vandring som livet er, ikke længere kan gå; men må standse og lade op, kan jeg gøre det hos dig.
Det er tillid – det er tiltro.
Men det er også at turde være sårbar og skrøbelig den dag, man har brug for en pause. At turde stå ved, at man ikke magter alt eller kan alt; men at man engang imellem falder sammen. Falder fra hinanden. Får ømme fødder.
Jesus Kristus levede et liv, hvor han viste os, at hos ham kunne vi komme og stille os. Vi kan være dem, vi er hos ham.
Hans virke er én stor fortælling om det.
Næste søndag er evangeliet hentet fra Lukasevangeliet, hvor en kvinde står sit hår ud overfor Jesus – det har bølget ned over ryggen på hende, og kranset om hendes hoved. Og hun brugte det til at tørre Jesu fødder med efter at have badet dem i olie. Det har været uhørt på Jesu tid, at en kvinde har gået med utildækket hår. Hun har taget sløret af – afsløret sig selv – for at stå sårbar foran sin mester. Hun har ikke haft en maske til at skjule sig med, men har på sin vis stået med hele sit liv i hænderne – alt det hun har gjort, de gange hun har fejlet og de gange hun ikke slog til.
Men hun viste sin sårbarhed, skrøbelighed og fuldstændige afhængighed af Jesus, da hun slog håret ud. Men ærlig kontakt fordrer netop den sårbarhed.
Kvinden har haft tillid og tiltro til, at denne mand ikke ville dømme hende, men ville åbne sine arme og tage imod hende – accepterer hende. Det var en handling som hun ikke kunne give sig selv – man kan ikke kramme sig selv til accept. Den skal gives – som Kristus giver os et sted, vi kan stille os den dag, hvor vores fødder er ømme.
Det er budskabet om nærhed, vedkommende og kærlighed. Det er evangeliet.
Men det er også alt andet end ligegyldighed.
Og det er vigtigt – for Jesus var alt end ligegyldig, og de mennesker, han mødte, var alt andet end ligegyldige for ham.
Men netop ligegyldigheden har det med at snige sig ind på os og vores tilværelse.
Ligegyldighed er en måde at være i verden på. En fuldstændig usympatisk måde at være i verden, hvor man ikke forholde sig til det omkring en, og dermed ikke lader sig hverken røre eller forstyrre af andre, deres problemer eller deres væren.
Og når man hverken lader sig røre eller forstyrre, så bliver man heller ikke hverken berørt eller forundret over den verden, vi lever i eller de mennesker der omgiver os.
Det kan ligegyldigheden ikke – den har ikke følelser. For at lade sig berøre og forundrer, så kræver det, at man har empati, følelser og kan sætte sig ind i andres situation. At man gider gøre det ekstra der skal til, for at række ud mod andre. Ligegyldigheden gider ikke andet end den selv. Den kredser om sig selv. Ser ikke op.
Og den er farlig – for den dehumaniserer os. Den gør os til mindre end vi er. Den fjerner det potentiale for storhed, der ligger i os – altså storhed som værende det vi er, når vi lader næstekærligheden stå forrest. En storhed som Løgstrup kaldte for en spontan livsytring. Når vi spontant – uden bagtanke – rækker os mod et andet menneske, der har brug for vores hjælp. Den storhed ligger i os alle fra begyndelsen – som en del af vores skabthed; nemlig evnen til næstekærlighed.
Og det er den spontane handling, som ligegyldigheden fjerner. Den ødelægger det skabte – ødelægger Guds vilje med skaberværker.
Ligegyldighedens modsætning er kærlighed. Den kan ikke være til stede, hvis der er kærlighed. For kærlighed er det, der gør, at vi kan se på hinanden og genkende hinanden som medmennesker. Som Guds skabte. Kærligheden transcenderer nationalitet, etnicitet og tro. For det er mennesker, som Kristus forholder sig ikke – ikke til rette troende.
Det betyder selvfølgelig ikke, at tro er ligegyldig – selvfølgelig ikke. Men det betyder, at i vores relation til andre mennesker er det forbundetheden som skabte, der skal stå forrest.
Eller sagt på en anden måde, så skal vi som troende møde alle mennesker som ligeværdige og med samme næstekærlige omsorg – uagtet hvem de så ellers er.
Vi skal i øjnene på næsten, som heldigvis ikke er dækkede til, få øje på hinanden. Sådan virkelig få øje på et menneske, der, ligesom os selv, er elsket af Gud.
Men ligegyldigheden er altid en fare ved livet – den kan snige sig på os, når vi i over lang tid har hørt om flygtningelejre, børnekrigere, voldtægter, henrettelser, eksplosioner og covid-19. Så lukker vi ned.
Jeg gør det i al fald – men man skal huske at lukke op igen. Vi må ikke blive blinde for den verden, der er omkring os. Det er ikke kun i lille Danmark, at vi skal udvise næstekærlighed – det er i hele verden. Vi har et ansvar for den verden vi lever i. Vi må ikke gøre vores verden så lille, at det kun er vores matrikel, der interesserer os.
Så vil kritikere sige, at Jesus jo kun viste næstekærlighed for dem, han mødte ansigt til ansigt. Ja, det er rigtigt, men det er svært at bruge facebook før det bliver opfundet, og svært at blive opdateret på nyhederne før internettet. Ja, selvfølgelig kunne Jesus kun møde dem, han mødte fysisk; men fritager det så os fra at være næstekærlige ud over eget nabolag?
Nej, selvfølgelig ikke. Vi skal ikke bruge evangeliet som en undskyldning for at vende blikket væk. Verden angår også os.
Ja, verden angår os. Det er evangeliet.
Jesus er vred i dag, og spyr med ord, man brænder sig på. Hvis man ser på konteksten, så taler han til farisæerne, saddukæerne, rabbinerne og profeterne. Alle dem hvor ligegyldigheden havde fået taget i dem. Hvor egeninteresser stod højere end næstens ve og vel.
Derfor er Jesu vred. Men ligegyldigt om vi kender konteksten, som kan være nok så forståelig, så må domstekster og vredestekster aldrig få det sidste ord. Hvis vi gør dommen og vrede mere gyldige end de steder, hvor vi hører om nåde, retfærdighed, glæde og kærlighed, så gør vi også Gud til den dommer, der holder regnskab med vores liv. Og det regnskab ønsker ingen af os gjort op.
For Jesus siger også et andet sted: ”jeg vil barmhjertighed, ikke slagtofre”.
Jesus døde på korset for at undgå slagtofre.
Vi må ikke lade ligegyldigheden lægge sig som en slange om vores hjerter, så vi ligefrem frydes af dommens ord.
Vi skal bryde ligegyldigheden ned, så medmennesket står foran os med udslået ud – sårbar og skrøbelig. Så vi kan blive det sted for hinanden, hvor vi kan stoppe op og hvile os den dag, hvor vores fødder er ømme.
Vi skal insistere på kærligheden. Amen
Dagens tekst:
https://www.bibelselskabet.dk/10-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
lørdag den 25. juli 2020
7. søndag efter trinitatis 2020
Krzysztof Kieslowski, der er en polsk filminstruktør, lavede tilbage i 1988 en serie ved navn Dekalogen. Ti film, der handler om de 10. bud. Den første film handlede således om buddet: du må ikke have andre Guder end mig.
I filmen møder man den unge dreng Pavel, der er på besøg hos sin faster. Når han besøgte fasteren, kunne Pavel tale med hende om Gud – noget han ikke kunne med sin far, der kun troede på computere, og heller ikke med sin mor, der var bortrejst til udlandet. Men fasteren derimod kunne han tale med om Gud.
En morgen er han på vej i skole, og der ser han en død hund i sneen. Den er frosset og udmagret. ”Hvor er Gud” spørger han sin faster – og hun siger bare til ham: ”kom herhen”, og tager ham tæt ind til sig, og spørger ham: ”Hvad mærker du”. Han svarer ”Jeg elsker dig”.
Og fasterne kan kun sige: ”Ja, der er Gud”.
Ja, hvor er Gud?
Det spørgsmål lyder verden over – råbt i afmagt i krigshærgede lande, hvisket under dynerne i diktaturstater og grædt fra hospitalets gange. Hvor er Gud?
Juri Gagarin, der var det første menneske i rummet, sagde, da han landede på jorden, at Gud ikke fandtes, da han ikke havde mødt ham i rummet.
I filmen møder man den unge dreng Pavel, der er på besøg hos sin faster. Når han besøgte fasteren, kunne Pavel tale med hende om Gud – noget han ikke kunne med sin far, der kun troede på computere, og heller ikke med sin mor, der var bortrejst til udlandet. Men fasteren derimod kunne han tale med om Gud.
En morgen er han på vej i skole, og der ser han en død hund i sneen. Den er frosset og udmagret. ”Hvor er Gud” spørger han sin faster – og hun siger bare til ham: ”kom herhen”, og tager ham tæt ind til sig, og spørger ham: ”Hvad mærker du”. Han svarer ”Jeg elsker dig”.
Og fasterne kan kun sige: ”Ja, der er Gud”.
Ja, hvor er Gud?
Det spørgsmål lyder verden over – råbt i afmagt i krigshærgede lande, hvisket under dynerne i diktaturstater og grædt fra hospitalets gange. Hvor er Gud?
Juri Gagarin, der var det første menneske i rummet, sagde, da han landede på jorden, at Gud ikke fandtes, da han ikke havde mødt ham i rummet.
Og hvis det var så enkelt at afskrive Gud, så ville der ikke være tro i dag.
Men så let er det ikke – for bag facaden – bag ved det, som vi umiddelbart ser, aner vi en anden virkelighed.
Guds virkelighed.
Men spørgsmålet klinger endnu: hvor er Gud? Jeg ville ønske, at jeg kunne pege, men det kan jeg ikke.
For peger jeg på vores smukke kors lavet af Erik Heide, så ser vi alle, at korset er tomt. Kristus hænger der ikke mere.
Svaret er måske enkelt – Kristus er blandt os – mellem os – hos os.
Men så alligevel. For det er nok for enkelt – Kristus er ikke bare med os, som en skygge eller ånd, der uden vilje bare går hvor vi går. Nej, der ligger mere i det. Det handler evangeliet til i dag om.
I evangeliet står der, at ”Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke en af dem falder til jorden uden jeres Fader.”
Uden jeres Faders hvad? Der mangler ligesom et ord. I Bibelen 2020, som er en tolket version, står der: ”Alligevel falder der ikke en spurv til jorden, uden at jeres far er med”. Der har de forsøgt at afslutte sætningen ”uden jeres Fader”.
Det er da også på godt jysk træls, at der ikke står mere. Så vi gætter, men som Johannes Møllehave så rigtigt har sagt: ”Man kan ikke oversætte et ord, der mangler, det må man nøjes med at gisne om. Det er jo irriterende og drilagtigt nok” (”Hvor kærlighed bor” af Johannes Møllehave, Lindhardt og Ringhof, 2. udgave, 1. oplag 1997, s. 391).
Jeg tror dog, at det ikke bare handler om, at Gud følger os som en skygge. Det bliver for tandløst og ligegyldigt, hvis vi reducerer Gud til en skyggetante i livet.
Der ligger mere i det manglede ord end det. Der ligger mere i ingenting end som så.
Det kender vi godt. Et menneskeliv er også fyldt med mangler og huller – og de betyder mere end som så. Vi oplever alle, at livet rummer fragmenter og brudstykker. Vi oplever alle, at noget er uafsluttet – og altid vil være det. Og der fortæller på sin vis også en historie om os.
Hjerneforskeren Peter Lund Madsen siger, at vores hjerner er skabt til at finde mønstre i livet. Så når noget sker, så finder vi et mønster.
Vi finder også mønstre i vores liv, og det vi oplever. Vi fortæller selv vores historie, og der vil altid være en hovedlinje gennem livet – et mønster, der bliver dominerende. Til tider kan det ske, at vi stirrer os blinde på det mønster. Det gør ikke så meget, hvis vi det vi ser, er kærlighed, omsorg og nærhed. Men det kan blive hæmmende, hvis vi kun ser svigt og sorg. Da skal vi nuancere historien – for måske var der et lille mønster af venskab eller familiebånd, der kunne fortælle en anden historie om ens liv end den dominerende.
Der er altid mere at sige om os mennesker end bare det ene mønster, vi stirrer på.
Der er mere at sige end de huller, mangler og det uafsluttede – der er altid mere.
Det er evangeliets påstand – at der er mere. Mere end det, vi tror, ser og opdager.
Altid mere end.
Senere i Matthæusevangeliet siger Jesus da også til sine disciple, at hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt jer.
Når vi har med Gud at gøre bliver 2+2 til 5. Gud vil møde os, hvor vi er.
Derfor vover vi også at sige, at selvom mennesker ligner støv på afstand, og der er massevis af os, så er hver enkelt af os villet af Gud. Vi er ikke tilfældige overfor Gud – vi skabt i vilje og med vilje af Gud.
”Du er mere værd end mange spurve”.
Men vi må selvfølgelig ikke blive så selvoptagede, at vi ikke opdager at andre mennesker har brug for os – det hørte vi om i sidste uge. Når vi i dag hører, at vi er mere værd end mange spurve, skal vi ranke ryggen og gå frimodige ud i livet.
Det betyder ikke, at vi undgår lidelse, for en discipel står ikke over sin mester, og vores mesters liv indeholdt megen lidelse.
Vi er ikke skånede livets hårdhed – vi kommer alle til at opleve smerte, fortvivlelse, tomhed og ensomhed. Det lægger Jesus vægt på i dagens evangelium.
Evangeliet til i dag, er en del af en større tale, hvor Jesus sender sine 12 disciple ud i verden for at de kan fortælle om Himmeriget. Og han lover dem ikke en let gang ud i verden, men en realistisk gang, og derfor siger han som han gør – ikke en spurv falder til jorden uden jeres Fader. I er mere værd end mange spurve.
Dit liv er givet af Gud – det er værdifuldt, også de dage, hvor du ikke selv tror det. Gud har skabt DIG til dette liv. Og sker det, at du taber, knuser og ødelægger det liv, så husk på, at selv der, er du mere værd end mange spurve.
Så Gud går ikke bare med os – han er med os med sin vilje og billigelse. Og ikke en spurv falder til jorden uden jeres Fader. Han er med, når livet går i stykker – og særligt der hvor det sker uden hans billigelse. Det er nemlig ikke Guds første vilje, at livet skal indeholde smerte, hårdhed og kulde. Det er ikke hans vilje, og DERFOR er han netop med os, der og når der er brug for det. Når kærligheden opleves at svigte, når håbet knuses og fremtiden mørknes.
Ja, netop der lægger Gud mere til i vores liv. Han lægger sin kærlighed.
En kærlighed som vi er en del af. Ja, Gud sætter en uendelig kærligheds værdi på dit liv. Du er til for den kærlighed – og den finder dig (Møllehave ibid. S. 398). Uanset hvad der så end sker – for kærligheden er betingelsesløs. Den er en del af dig – en del af os – levende og varm.
Kærligheden er varm, selv på en kold dag, hvor en ung Pavel finder en død hund i sneen.
Selv i mødet med døden, er kærligheden varm og Gud levende.
Det er troens kerne. Gud giver os livet – og giver os det af døde.
Så hvor er Gud? Han er der, hvor vi har brug for det – og lægger det til, som vi ikke kan selv.
Ingen af os falder til jorden uden vores far.
Amen
Dagens tekster, kan du finde her:
https://www.bibelselskabet.dk/7-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
Men så let er det ikke – for bag facaden – bag ved det, som vi umiddelbart ser, aner vi en anden virkelighed.
Guds virkelighed.
Men spørgsmålet klinger endnu: hvor er Gud? Jeg ville ønske, at jeg kunne pege, men det kan jeg ikke.
For peger jeg på vores smukke kors lavet af Erik Heide, så ser vi alle, at korset er tomt. Kristus hænger der ikke mere.
Svaret er måske enkelt – Kristus er blandt os – mellem os – hos os.
Men så alligevel. For det er nok for enkelt – Kristus er ikke bare med os, som en skygge eller ånd, der uden vilje bare går hvor vi går. Nej, der ligger mere i det. Det handler evangeliet til i dag om.
I evangeliet står der, at ”Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke en af dem falder til jorden uden jeres Fader.”
Uden jeres Faders hvad? Der mangler ligesom et ord. I Bibelen 2020, som er en tolket version, står der: ”Alligevel falder der ikke en spurv til jorden, uden at jeres far er med”. Der har de forsøgt at afslutte sætningen ”uden jeres Fader”.
Det er da også på godt jysk træls, at der ikke står mere. Så vi gætter, men som Johannes Møllehave så rigtigt har sagt: ”Man kan ikke oversætte et ord, der mangler, det må man nøjes med at gisne om. Det er jo irriterende og drilagtigt nok” (”Hvor kærlighed bor” af Johannes Møllehave, Lindhardt og Ringhof, 2. udgave, 1. oplag 1997, s. 391).
Jeg tror dog, at det ikke bare handler om, at Gud følger os som en skygge. Det bliver for tandløst og ligegyldigt, hvis vi reducerer Gud til en skyggetante i livet.
Der ligger mere i det manglede ord end det. Der ligger mere i ingenting end som så.
Det kender vi godt. Et menneskeliv er også fyldt med mangler og huller – og de betyder mere end som så. Vi oplever alle, at livet rummer fragmenter og brudstykker. Vi oplever alle, at noget er uafsluttet – og altid vil være det. Og der fortæller på sin vis også en historie om os.
Hjerneforskeren Peter Lund Madsen siger, at vores hjerner er skabt til at finde mønstre i livet. Så når noget sker, så finder vi et mønster.
Vi finder også mønstre i vores liv, og det vi oplever. Vi fortæller selv vores historie, og der vil altid være en hovedlinje gennem livet – et mønster, der bliver dominerende. Til tider kan det ske, at vi stirrer os blinde på det mønster. Det gør ikke så meget, hvis vi det vi ser, er kærlighed, omsorg og nærhed. Men det kan blive hæmmende, hvis vi kun ser svigt og sorg. Da skal vi nuancere historien – for måske var der et lille mønster af venskab eller familiebånd, der kunne fortælle en anden historie om ens liv end den dominerende.
Der er altid mere at sige om os mennesker end bare det ene mønster, vi stirrer på.
Der er mere at sige end de huller, mangler og det uafsluttede – der er altid mere.
Det er evangeliets påstand – at der er mere. Mere end det, vi tror, ser og opdager.
Altid mere end.
Senere i Matthæusevangeliet siger Jesus da også til sine disciple, at hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt jer.
Når vi har med Gud at gøre bliver 2+2 til 5. Gud vil møde os, hvor vi er.
Derfor vover vi også at sige, at selvom mennesker ligner støv på afstand, og der er massevis af os, så er hver enkelt af os villet af Gud. Vi er ikke tilfældige overfor Gud – vi skabt i vilje og med vilje af Gud.
”Du er mere værd end mange spurve”.
Men vi må selvfølgelig ikke blive så selvoptagede, at vi ikke opdager at andre mennesker har brug for os – det hørte vi om i sidste uge. Når vi i dag hører, at vi er mere værd end mange spurve, skal vi ranke ryggen og gå frimodige ud i livet.
Det betyder ikke, at vi undgår lidelse, for en discipel står ikke over sin mester, og vores mesters liv indeholdt megen lidelse.
Vi er ikke skånede livets hårdhed – vi kommer alle til at opleve smerte, fortvivlelse, tomhed og ensomhed. Det lægger Jesus vægt på i dagens evangelium.
Evangeliet til i dag, er en del af en større tale, hvor Jesus sender sine 12 disciple ud i verden for at de kan fortælle om Himmeriget. Og han lover dem ikke en let gang ud i verden, men en realistisk gang, og derfor siger han som han gør – ikke en spurv falder til jorden uden jeres Fader. I er mere værd end mange spurve.
Dit liv er givet af Gud – det er værdifuldt, også de dage, hvor du ikke selv tror det. Gud har skabt DIG til dette liv. Og sker det, at du taber, knuser og ødelægger det liv, så husk på, at selv der, er du mere værd end mange spurve.
Så Gud går ikke bare med os – han er med os med sin vilje og billigelse. Og ikke en spurv falder til jorden uden jeres Fader. Han er med, når livet går i stykker – og særligt der hvor det sker uden hans billigelse. Det er nemlig ikke Guds første vilje, at livet skal indeholde smerte, hårdhed og kulde. Det er ikke hans vilje, og DERFOR er han netop med os, der og når der er brug for det. Når kærligheden opleves at svigte, når håbet knuses og fremtiden mørknes.
Ja, netop der lægger Gud mere til i vores liv. Han lægger sin kærlighed.
En kærlighed som vi er en del af. Ja, Gud sætter en uendelig kærligheds værdi på dit liv. Du er til for den kærlighed – og den finder dig (Møllehave ibid. S. 398). Uanset hvad der så end sker – for kærligheden er betingelsesløs. Den er en del af dig – en del af os – levende og varm.
Kærligheden er varm, selv på en kold dag, hvor en ung Pavel finder en død hund i sneen.
Selv i mødet med døden, er kærligheden varm og Gud levende.
Det er troens kerne. Gud giver os livet – og giver os det af døde.
Så hvor er Gud? Han er der, hvor vi har brug for det – og lægger det til, som vi ikke kan selv.
Ingen af os falder til jorden uden vores far.
Amen
Dagens tekster, kan du finde her:
https://www.bibelselskabet.dk/7-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
søndag den 19. juli 2020
6. søndag efter trinitatis 2020
Den unge mand står foran Jesus med alle sine intentioner. Han har gjort alt det rigtige – og ved det godt. Har måske brug for at blive rost og beundret for sit storsind. Han skal bare lige have tjekket den sidste ting af på listen – hvad mangler jeg så?, spørger han Jesus kækt. Hvad mangler jeg, så jeg kan være et godt troende menneske – blive fuldkommen – det sidste flueben.
Men forinden har Jesus lige haft et andet besøg. Lige inden den unge mand, kom nogle mennesker gående med børn på armen. Disciplene havde truet af dem, men Jesus havde sagt til dem – lad dem være, og stands dem ikke i at komme til mig, for himlenes kongedømme tilhører dem. Sådan havde Jesus sagt lige inden den unge mand, kom gående. Den unge mand havde måske hørt Jesu ord, og alligevel opdager vi nu, at han slet ikke havde forstået dem.
Han forstod slet ikke, at Guds riget er vores, hvis vi tager imod det som et lille barn. Uden forbehold, uden mistanke, uden behov for at være bedre end andre, uden krav om at gøre noget særligt eller om at blive rost. Vi skal bare åbne vores arme og tage imod Guds rige. Det er dit og har altid været det.
MEN…..
Desværre bliver der ofte indsat et men efter den gode nyhed. Et ”men” som vi mennesker ofte sætter for os selv. Når Gud siger: Guds riget er jeres. Siger vi: MEN kan det nu passe? Gud må da ville have lidt i retur, så vi har det med at indsætte en klausul – en slags betaling for Guds rige.
Du har fået Guds rige, MEN du skal være et godt menneske, MEN du skal gøre dig umage, MEN du skal forsøge at være fuldkommen.
Vi indsætter lige et MEN, foran Guds rige, og misforstår dermed alt. Og bliver som den unge mand, der slet ikke forstår, at Guds rige allerede er hans.
Den unge mand vil gerne gøre mere, men mest for at blive til mere. Han siger JEG – han sætter sig selv som hovedperson i verden. Eller som Martin Luther ville have sagt, så kroger han sig ind i sig selv. Det er noget af det farligste, for når man kroger sig sammen for at se ind i sin egen navle, så ser man ikke andre mennesker.
Og den unge mand ser kun sig selv. Hvad skal JEG gøre for at blive til mere?
Og da er det, at Jesus åbner hans verden, og minder ham om loven, som han allerede kender – du skal ære din far og mor, du skal være tro mod din hustru og være god ved din næste. Der er altså andre i verden end dig. Han forsøger at åbne hans blik. Forsøger blidt at rejse hans hoved.
Men den unge mand forstår ikke, hvad Jesus mener endnu. Den unge mand forstår ikke, at det ikke handler om, hvad JEG gør, men om at vi er i fællesskab med hinanden – er afhængige af hinanden. Man får helt ondt af den unge mand, der ikke forstår det åbenlyse.
Men så er det, at Jesus rusker i ham med sine ord: sælg alt du ejer, giv det til de fattige og følg mig. Jesus beder ham om at gøre det umulige – eller ja, selvfølgelig er det muligt at gøre; men den unge mand har slet ikke lyst til at gå så langt i sin tro. Han vil kun gøre det, der er nemt, og ikke det, der kommer til at kræve et nyt liv af ham.
Jesus tvinger hans blik op – der er andre i dit liv end dem, du lige møder i hverdagen – der er også alle de fattige omkring dig. Og fattige bliver ved med at være fattige, hvis det eneste vi giver dem, er vores medfølelse. Den er god nok, men den fjerner jo ikke fattigdom.
Jesus udvider horisonten.
Eller som Charlotte Rørth fortalte efter hun mødte Jesus i Spanien – hun havde en klar oplevelse af, at det ikke var fordi hun var Charlotte Rørth, at hun mødte Jesus. Det kunne være sket for hvem som helst. Gud er nemlig Gud for os alle på lige fod. Ikke en af os er bedre end den anden i Guds øjne. Og vi skal huske, at da hun mødte Jesus, mødte vi alle Jesus. Det var ikke Charlotte Rørths private oplevelse – det var et møde til og for os.
Så spørgsmålet er ikke, hvad JEG skal gøre for at få Guds yndest, men hvordan vi være noget for hinanden. Hvordan kan vi som menighed tage os af hinanden – og alle dem, der ikke sidder her? Hvad kan vi gøre?
En enkelt gren knækker nemt, hvis man brækker den over, men står man med et bundt grene i hånden er det umuligt.
Vi er sat i fællesskab, og det er lige præcis det fællesskab, som Jesus peger hen på, da han møder den unge mand. Vi kan ikke klare livet alene – vi har brug for hinanden. Eller sagt på en anden måde – DU er vigtigt, faktisk meget vigtig, men i ANDRES liv. Men du er ikke vigtigt, hvis du tror du står alene på livets tinde, da er det, at Jesus skubber til os.
Det er dagens ene store pointe.
Men det vigtigste ved dagens evangelium kommer faktisk til sidst, nemlig da Jesus siger: for Gud er alt muligt.
Gud slutter med at svare på den unge mands spørgsmål efter at have rettet hans ryg, så han kunne få øje på fællesskabet. Svaret på, hvad vi skal gøre for at blive fuldkomne, er nemlig, at det slet ikke handler om, hvad VI gør, men om at alt er muligt for Gud.
Det er Gud, der er mulighedens mester – ham, der vender alt på hovedet, ham der forvandler og fornyer. Det er Gud alene, der giver os Guds riget.
Vi kan ikke ved at strække armene frem, få det til at komme. Vi kan ved at være den bedste udgave af os selv, få Guds riget. Vi kan ikke forbedre os vejen ind i Guds rige.
Når Gud handler, så sker det umulige. Så skabes verden i et lysglimt ud af ingenting, så opstår liv på blå planeter. Gud gør det umulige muligt. Når vi har med Gud at gøre, kommer kameler gennem nåleøjer, børn modtager Guds rige, de rige kommer ind i himlen og den unge mand sælger alt.
For Gud er alt muligt.
Svend Bjerg, der er dr.theol i København, siger, at netop den mulighed, kan vi sanse i vores gudstro. At vi gennem troen ser virkeligheden åbne sig – vi står med troens drømme og syner, som han siger (Profane prædikener, Sven Bjerg, Anis forlag, 2. oplag 2010, s. 71)
Så at tro er at åbne sig for, at umuligheder. At åbne sig for Gud som fornyer af verden – fornyer af os. At åbne sig for, at Gud frelser alene uagtet vores bestræbelser og succeser. Og gud ske tak og lov for det – for da er det, at vi ikke længere går med hovedet bøjet mod egen navle for at se, hvordan vi kan blive bedre; men er frie til at få øje på hinanden og kaste os ud i livet. Ikke som et krav eller en klausul, men fordi vi faktisk ikke kan andet – vi bliver grebet af troen. Grebet af mulighederne.
Guds rige er deres, det må I ikke standse dem i.
Guds rige er vores.
Amen
Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/6-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
Men forinden har Jesus lige haft et andet besøg. Lige inden den unge mand, kom nogle mennesker gående med børn på armen. Disciplene havde truet af dem, men Jesus havde sagt til dem – lad dem være, og stands dem ikke i at komme til mig, for himlenes kongedømme tilhører dem. Sådan havde Jesus sagt lige inden den unge mand, kom gående. Den unge mand havde måske hørt Jesu ord, og alligevel opdager vi nu, at han slet ikke havde forstået dem.
Han forstod slet ikke, at Guds riget er vores, hvis vi tager imod det som et lille barn. Uden forbehold, uden mistanke, uden behov for at være bedre end andre, uden krav om at gøre noget særligt eller om at blive rost. Vi skal bare åbne vores arme og tage imod Guds rige. Det er dit og har altid været det.
MEN…..
Desværre bliver der ofte indsat et men efter den gode nyhed. Et ”men” som vi mennesker ofte sætter for os selv. Når Gud siger: Guds riget er jeres. Siger vi: MEN kan det nu passe? Gud må da ville have lidt i retur, så vi har det med at indsætte en klausul – en slags betaling for Guds rige.
Du har fået Guds rige, MEN du skal være et godt menneske, MEN du skal gøre dig umage, MEN du skal forsøge at være fuldkommen.
Vi indsætter lige et MEN, foran Guds rige, og misforstår dermed alt. Og bliver som den unge mand, der slet ikke forstår, at Guds rige allerede er hans.
Den unge mand vil gerne gøre mere, men mest for at blive til mere. Han siger JEG – han sætter sig selv som hovedperson i verden. Eller som Martin Luther ville have sagt, så kroger han sig ind i sig selv. Det er noget af det farligste, for når man kroger sig sammen for at se ind i sin egen navle, så ser man ikke andre mennesker.
Og den unge mand ser kun sig selv. Hvad skal JEG gøre for at blive til mere?
Og da er det, at Jesus åbner hans verden, og minder ham om loven, som han allerede kender – du skal ære din far og mor, du skal være tro mod din hustru og være god ved din næste. Der er altså andre i verden end dig. Han forsøger at åbne hans blik. Forsøger blidt at rejse hans hoved.
Men den unge mand forstår ikke, hvad Jesus mener endnu. Den unge mand forstår ikke, at det ikke handler om, hvad JEG gør, men om at vi er i fællesskab med hinanden – er afhængige af hinanden. Man får helt ondt af den unge mand, der ikke forstår det åbenlyse.
Men så er det, at Jesus rusker i ham med sine ord: sælg alt du ejer, giv det til de fattige og følg mig. Jesus beder ham om at gøre det umulige – eller ja, selvfølgelig er det muligt at gøre; men den unge mand har slet ikke lyst til at gå så langt i sin tro. Han vil kun gøre det, der er nemt, og ikke det, der kommer til at kræve et nyt liv af ham.
Jesus tvinger hans blik op – der er andre i dit liv end dem, du lige møder i hverdagen – der er også alle de fattige omkring dig. Og fattige bliver ved med at være fattige, hvis det eneste vi giver dem, er vores medfølelse. Den er god nok, men den fjerner jo ikke fattigdom.
Jesus udvider horisonten.
Eller som Charlotte Rørth fortalte efter hun mødte Jesus i Spanien – hun havde en klar oplevelse af, at det ikke var fordi hun var Charlotte Rørth, at hun mødte Jesus. Det kunne være sket for hvem som helst. Gud er nemlig Gud for os alle på lige fod. Ikke en af os er bedre end den anden i Guds øjne. Og vi skal huske, at da hun mødte Jesus, mødte vi alle Jesus. Det var ikke Charlotte Rørths private oplevelse – det var et møde til og for os.
Så spørgsmålet er ikke, hvad JEG skal gøre for at få Guds yndest, men hvordan vi være noget for hinanden. Hvordan kan vi som menighed tage os af hinanden – og alle dem, der ikke sidder her? Hvad kan vi gøre?
En enkelt gren knækker nemt, hvis man brækker den over, men står man med et bundt grene i hånden er det umuligt.
Vi er sat i fællesskab, og det er lige præcis det fællesskab, som Jesus peger hen på, da han møder den unge mand. Vi kan ikke klare livet alene – vi har brug for hinanden. Eller sagt på en anden måde – DU er vigtigt, faktisk meget vigtig, men i ANDRES liv. Men du er ikke vigtigt, hvis du tror du står alene på livets tinde, da er det, at Jesus skubber til os.
Det er dagens ene store pointe.
Men det vigtigste ved dagens evangelium kommer faktisk til sidst, nemlig da Jesus siger: for Gud er alt muligt.
Gud slutter med at svare på den unge mands spørgsmål efter at have rettet hans ryg, så han kunne få øje på fællesskabet. Svaret på, hvad vi skal gøre for at blive fuldkomne, er nemlig, at det slet ikke handler om, hvad VI gør, men om at alt er muligt for Gud.
Det er Gud, der er mulighedens mester – ham, der vender alt på hovedet, ham der forvandler og fornyer. Det er Gud alene, der giver os Guds riget.
Vi kan ikke ved at strække armene frem, få det til at komme. Vi kan ved at være den bedste udgave af os selv, få Guds riget. Vi kan ikke forbedre os vejen ind i Guds rige.
Når Gud handler, så sker det umulige. Så skabes verden i et lysglimt ud af ingenting, så opstår liv på blå planeter. Gud gør det umulige muligt. Når vi har med Gud at gøre, kommer kameler gennem nåleøjer, børn modtager Guds rige, de rige kommer ind i himlen og den unge mand sælger alt.
For Gud er alt muligt.
Svend Bjerg, der er dr.theol i København, siger, at netop den mulighed, kan vi sanse i vores gudstro. At vi gennem troen ser virkeligheden åbne sig – vi står med troens drømme og syner, som han siger (Profane prædikener, Sven Bjerg, Anis forlag, 2. oplag 2010, s. 71)
Så at tro er at åbne sig for, at umuligheder. At åbne sig for Gud som fornyer af verden – fornyer af os. At åbne sig for, at Gud frelser alene uagtet vores bestræbelser og succeser. Og gud ske tak og lov for det – for da er det, at vi ikke længere går med hovedet bøjet mod egen navle for at se, hvordan vi kan blive bedre; men er frie til at få øje på hinanden og kaste os ud i livet. Ikke som et krav eller en klausul, men fordi vi faktisk ikke kan andet – vi bliver grebet af troen. Grebet af mulighederne.
Guds rige er deres, det må I ikke standse dem i.
Guds rige er vores.
Amen
Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/6-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
lørdag den 11. juli 2020
5. søndag efter trinitatis 2020
"Jeg vil så gerne være lykkelig". Ordene rammer. Som et ønske, et krav. En længsel. Hun siger dem igen til mig over kaffen på cafeen. Som om jeg ikke hørte det første gang. Min veninde kigger på mig med søgende øjne – hvad siger jeg nu? Præsten, veninden, mennesket. Hvad svarer jeg lykken?
Ordene lyder atter: "Jeg vil så gerne være lykkelig."
Hendes udsagn rejser sig, og blander sig med tusindvis af andre stemmer, der siger det samme. Et slags kor, der synger ud i verdensrummet. Jeg fristes til at synge med, for jeg kan heller se mig fri for at ville kræve lykken.
Men lykke kan ikke kræves. Vi kan ikke tvinge den frem ved at ønske den; for lykken er bundet til øjeblikke uden for os selv; og er aldrig – vil aldrig være konstant eller skabt af os. Men bilder vi os ind, at lykken kan være det? Tror vi fejlagtigt, at vi kan arbejde lykken frem?
Lykken er næsten blevet hver mands eje. Eller i al fald noget, vi meget gerne skilter med, at vi har. Det er næsten som om, at vi bliver mere lykkelige af at andre beundrer os. Misunder os.
Men sådan er livet jo ikke hele tiden. Mellem disse glimt af lykke er der hverdage, grå dage og blå dage. Der er rutiner og gentagelser. Der er sorg og lidelse. Ville vi nogle gange ønske, at vi havde et andet liv?
Men vi kan ikke bytte liv – vi har fået det liv, der er vores.
Tag dit kors på dig og gå, siger Jesus til os. Siger det mange steder og mange gange. Tag dit liv på dig, for det er dit. Men tag ikke det liv på dig, som du ville ønske, var dit. Tag dit eget liv på dig.
Mit liv er mit – du kan ikke være andre, de er allerede taget – dine fodspor kan ingen andre fylde ud. Vi siger det på så mange måder til hinanden – og til os selv. Hvisker det de dage, hvor byrderne er for tunge.
Og Gud? Ja, hvor er han? Anklagen og længslen synger i ordene. Hvor er Gud, når livet er hårdt? Eller hvor er Gud overhovedet. Der bliver nægtet at tro på en gud, der ikke viser sig.
Men Gud vil ikke vise sig for at overbevise os om sin eksistens. Han er ikke underholdning, og han har ikke brug for at blive beundret i vores øjne, for at være gud nok.
Gud er!
Med hele sin fylde – kærlighedens kilde, tilgivelsens glæde. Han er mere end en følelse af lykke. Følelserne leder os faktisk ikke til Gud. For følelser kan svigte, og Gud svigter ikke. Følelserne er vores reaktion på verden, men de er ikke verden i sig selv.
Det er Gud, der er overalt i verden med sin helligeånd – men den kærlighed, der bliver levende, når vi nærmer os hinanden. Som to magneter, der tiltrækkes. Kærligheden er mennesker, der ser hinanden i øjnene, og genkender sig selv i den andens blik. Kærligheden er to hænder der søger hinanden i en biograf. Kærligheden er måltidet, der bliver lavet aften efter aften til familien. Kærligheden er glæden over andres glæde. Kærligheden er det lim, der holder os sammen. Sammenhængskraften.
Kærlighed er at blive genkendt som den, man er. Det er slet ikke det samme som at blive beundret på overfladen; men er derimod at blive set som et menneske. Som individ, der er villet af Gud i denne ofte kaotiske verden.
Villet i livet.
Når Gud taler, så taler han om os – om dig. Du er skabt, døbt, elsket og fulgt livet igennem. Din troshistorie med Gud er din unikke historie – den er ikke andres. Den er din alene.
Gud siger nok ikke så meget til vores livs bedrifter. Jeg tror faktisk ikke, han forholder sig særlig meget til vores succeser, evner eller uddannelser. Jeg tror derimod, at han forholder sig til os – vores inderste. Han vandrer med os gennem livet, han lider med os, glædes med os, og hver dag skænker han os sin nåde, når vi igen går vild i livet.
Men bliver livet så nemmere? Næ. Egentlig ikke. Vi er ikke lovet, at livet bliver nemmere eller mere lykkeligt, fordi vi er kristne. Vi er ikke mere skærmede eller beskyttede, fordi Gud vandrer med os. Vi er lige så udsatte i livet som enhver anden.
Det misforstod Karl Marx, der troede, at religion, ligesom opium, bedøver troende til ikke at tage del i denne verden, fordi vi så at sige, jo må have hovedet i himlen. Religion, mente han, var en virkelighedsflugt.
Men religion er netop ikke en virkelighedsflugt, men derimod et skridt ind i virkeligheden, og et skridt væk fra kravet om lykke.
Det vidste nonnen Teresa af Avilia, der sagde til de andre nonner, når de var særligt slidte og trætte, at så skulle de spise et godt måltid. De skulle altså ikke bede mere, men derimod spise en steg. Og Teresa af Avilia sagde, at hun så nonnernes Gudstro, når den udmøntede sig i det levede liv. Det er mellem mennesker, at livet er. At være troende er ikke at flygte fra livet, men derimod at tage det på sig. Tage sit kors på sig.
At leve med det liv, der nu engang er vores. Med de opgaver, udfordringer, sygdomme, lidelser og nederlag, der bliver os til del. Eller som vi siger i vielsesritualet – i medgang og modgang. Og vi skal leve med hinanden – for hinanden.
Det vidste Jesus også – og viste os. Han gav Simon med tilnavnet Peter en opgave, men også en gave. Han skulle grundlægge kirken – bad ham holde fast i fællesskabet, så vi generationer efter generationer har kunnet finde hinanden. Og måske særligt de stunder, hvor verden har været mørkest.
Og den dag i dag står kirken. Vi finder stadigvæk sammen – i glæde, i sorg og i håb. Vi finder sammen i livet. I fællesskabet.
Og her hjælper vi hinanden til at træde ind i virkeligheden, og blive hinandens næste.
Måske bliver vi ikke lykkelige af det – men vi styrkes og trøstes. Og det kan man leve på. Det kan man faktisk leve på – leve af.
Tag dit kors på.
Lev.
Amen
Dagens tekster:
https://www.bibelselskabet.dk/5-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
Ordene lyder atter: "Jeg vil så gerne være lykkelig."
Hendes udsagn rejser sig, og blander sig med tusindvis af andre stemmer, der siger det samme. Et slags kor, der synger ud i verdensrummet. Jeg fristes til at synge med, for jeg kan heller se mig fri for at ville kræve lykken.
Men lykke kan ikke kræves. Vi kan ikke tvinge den frem ved at ønske den; for lykken er bundet til øjeblikke uden for os selv; og er aldrig – vil aldrig være konstant eller skabt af os. Men bilder vi os ind, at lykken kan være det? Tror vi fejlagtigt, at vi kan arbejde lykken frem?
Lykken er næsten blevet hver mands eje. Eller i al fald noget, vi meget gerne skilter med, at vi har. Det er næsten som om, at vi bliver mere lykkelige af at andre beundrer os. Misunder os.
Men sådan er livet jo ikke hele tiden. Mellem disse glimt af lykke er der hverdage, grå dage og blå dage. Der er rutiner og gentagelser. Der er sorg og lidelse. Ville vi nogle gange ønske, at vi havde et andet liv?
Men vi kan ikke bytte liv – vi har fået det liv, der er vores.
Tag dit kors på dig og gå, siger Jesus til os. Siger det mange steder og mange gange. Tag dit liv på dig, for det er dit. Men tag ikke det liv på dig, som du ville ønske, var dit. Tag dit eget liv på dig.
Mit liv er mit – du kan ikke være andre, de er allerede taget – dine fodspor kan ingen andre fylde ud. Vi siger det på så mange måder til hinanden – og til os selv. Hvisker det de dage, hvor byrderne er for tunge.
Og Gud? Ja, hvor er han? Anklagen og længslen synger i ordene. Hvor er Gud, når livet er hårdt? Eller hvor er Gud overhovedet. Der bliver nægtet at tro på en gud, der ikke viser sig.
Men Gud vil ikke vise sig for at overbevise os om sin eksistens. Han er ikke underholdning, og han har ikke brug for at blive beundret i vores øjne, for at være gud nok.
Gud er!
Med hele sin fylde – kærlighedens kilde, tilgivelsens glæde. Han er mere end en følelse af lykke. Følelserne leder os faktisk ikke til Gud. For følelser kan svigte, og Gud svigter ikke. Følelserne er vores reaktion på verden, men de er ikke verden i sig selv.
Det er Gud, der er overalt i verden med sin helligeånd – men den kærlighed, der bliver levende, når vi nærmer os hinanden. Som to magneter, der tiltrækkes. Kærligheden er mennesker, der ser hinanden i øjnene, og genkender sig selv i den andens blik. Kærligheden er to hænder der søger hinanden i en biograf. Kærligheden er måltidet, der bliver lavet aften efter aften til familien. Kærligheden er glæden over andres glæde. Kærligheden er det lim, der holder os sammen. Sammenhængskraften.
Kærlighed er at blive genkendt som den, man er. Det er slet ikke det samme som at blive beundret på overfladen; men er derimod at blive set som et menneske. Som individ, der er villet af Gud i denne ofte kaotiske verden.
Villet i livet.
Når Gud taler, så taler han om os – om dig. Du er skabt, døbt, elsket og fulgt livet igennem. Din troshistorie med Gud er din unikke historie – den er ikke andres. Den er din alene.
Gud siger nok ikke så meget til vores livs bedrifter. Jeg tror faktisk ikke, han forholder sig særlig meget til vores succeser, evner eller uddannelser. Jeg tror derimod, at han forholder sig til os – vores inderste. Han vandrer med os gennem livet, han lider med os, glædes med os, og hver dag skænker han os sin nåde, når vi igen går vild i livet.
Men bliver livet så nemmere? Næ. Egentlig ikke. Vi er ikke lovet, at livet bliver nemmere eller mere lykkeligt, fordi vi er kristne. Vi er ikke mere skærmede eller beskyttede, fordi Gud vandrer med os. Vi er lige så udsatte i livet som enhver anden.
Det misforstod Karl Marx, der troede, at religion, ligesom opium, bedøver troende til ikke at tage del i denne verden, fordi vi så at sige, jo må have hovedet i himlen. Religion, mente han, var en virkelighedsflugt.
Men religion er netop ikke en virkelighedsflugt, men derimod et skridt ind i virkeligheden, og et skridt væk fra kravet om lykke.
Det vidste nonnen Teresa af Avilia, der sagde til de andre nonner, når de var særligt slidte og trætte, at så skulle de spise et godt måltid. De skulle altså ikke bede mere, men derimod spise en steg. Og Teresa af Avilia sagde, at hun så nonnernes Gudstro, når den udmøntede sig i det levede liv. Det er mellem mennesker, at livet er. At være troende er ikke at flygte fra livet, men derimod at tage det på sig. Tage sit kors på sig.
At leve med det liv, der nu engang er vores. Med de opgaver, udfordringer, sygdomme, lidelser og nederlag, der bliver os til del. Eller som vi siger i vielsesritualet – i medgang og modgang. Og vi skal leve med hinanden – for hinanden.
Det vidste Jesus også – og viste os. Han gav Simon med tilnavnet Peter en opgave, men også en gave. Han skulle grundlægge kirken – bad ham holde fast i fællesskabet, så vi generationer efter generationer har kunnet finde hinanden. Og måske særligt de stunder, hvor verden har været mørkest.
Og den dag i dag står kirken. Vi finder stadigvæk sammen – i glæde, i sorg og i håb. Vi finder sammen i livet. I fællesskabet.
Og her hjælper vi hinanden til at træde ind i virkeligheden, og blive hinandens næste.
Måske bliver vi ikke lykkelige af det – men vi styrkes og trøstes. Og det kan man leve på. Det kan man faktisk leve på – leve af.
Tag dit kors på.
Lev.
Amen
Dagens tekster:
https://www.bibelselskabet.dk/5-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
Abonner på:
Opslag (Atom)