Nogle mennesker har tilnavne, der siger noget om dem. Fx Helena den skønne fra Troja, Alexander den store eller Vilhelm erobreren.
Og det har Johannes også. Han bliver kaldt Johannes Døberen. Det er så smukt et tilnavn – Johannes Døberen.
Og tilmed betyder navnet Johannes: Gud er nådig. Så Johannes Døberens navn siger i virkeligheden dette til os: Gud er nådig og han døber. Men det er ikke lige det, der slår en, når man læser evangelieteksten til i dag.
I evangelieteksten revser Johannes Døberen de farisæere og saddukæere, der kommer til ham, og afslører deres motiv for at blive døbt. Johannes siger: I tror I kan flygte fra Guds vrede, men omvendelse kræver noget af dig – I skal bære den gode frugt. Og han fortsætter med at sige, at øksen allerede ligger ved træet fod – klar til brug.
Det forekommer ikke nådigt, men barsk. Som en trussel ligefrem. Og vi stopper op.
Og det er måske nødvendigt. At stoppe op til tider. Tilværelsen kan nemlig løbe af med os, så vi lever med hovedet under armen, og hjertet i en snor rundt om halsen. Det er risikoen ved tilværelsen, når hverdagene klumper sammen. Vi glemmer noget. Overser noget. Vi lader frygten få en plads i os, eller vi lader selvoptagetheden fylde. Vi glemmer de mennesker omkring os, og bliver måske ligefrem statister i hinandens liv, fremfor medmennesker. Eller vi ser en fjende, fremfor vores næste.
Vi har brug for, at der er nogen, der stopper os, og spørger om vi nu vender ansigtet og dermed opmærksomheden mod det rette i vores liv.
K. E. Løgstrup, der var en af Aarhus-teologerne, taler om det, han kalder for livslove. Der er love, der ligger i os fra begyndelsen, fordi vi er skabt af Gud. Iboende love, kalder han dem. De love er over os – større end hvert vores lille jeg. Det er love for vort liv med hinanden – love der gør, vi ”får med hinanden at bestille”. Det er fx en livslov, at vi ikke må lyve, men det normale er desværre, vi lyver, når vi kommer i forlegenhed, siger Løgstrup. Det er en livslov, at vi skal yde hinanden retfærdighed, men vi kommer desværre til at sørge for os selv først. Deri ligger en kamp, en modsætning og spænding. En kamp mellem livslovene og det vi gør. Men netop det er åndeligt liv, siger han også. Selve denne kamp – denne modsætning – ER det åndelige liv. Åndeligt liv er kæmpe for at give livslovene plads. Faktisk så kalder han det en kristen PLIGT at gå i konflikt, hvis livets iboende love, livslovene, bliver nedbrudt. Det fredsommelige liv kan ligefrem være et udtryk for en ligegyldighed, fordi vi dermed er rykket ind i vores egen lille verden, hvor andre ikke må komme. Det nemt at være der, men man vender ryggen til andre mennesker. (Prædikener fra Sandager-Holevad, Gyldendal, 1995, s. 260 ff). Sådan skriver Løgstrup.
Og mennesker må ikke vende hinanden ryggen – for så vender de Gud ryggen.
Men der noget, vi skal vende rygge til. Vi skal vende os væk fra selviskhed, had, hævn, forfængelighed, sladder, misundelse og mindreværd. Alt der ødelægger livet, og skaber splid i tilværelsen. Det skal vi vende os væk fra. Det er omvendelse – at vende sig bort fra det, der ødelægger livet med hinanden. Og vi skal vende os helt om. Vi kan ikke nøjes med at dreje hovedet – vi må vende os, så vi igen står ansigt til ansigt med fællesskabet og Gud. Ja, Gud kalder på os – kalder os til at vende os om. Og ikke bare en enkelt gang i løbet af ens liv – vi har brug for at vende os om mange gange. Ja, nogle gange flere gange om dagen. Lige få rettet ind efter kærlighedens kompasset – efter livslovene – så vi igen ser klart og ved hvilken vej, vi skal gå.
Og vi skal altid gå MOD hinanden. Hvem den næste så end er. Ens næste er ikke altid den, man bedst kan lide – nogle gange er det faktisk en, man bryder sig meget lidt om, eller som man er meget uenig med. Det er også vores næste. Det er så vanvittig irriterende, at det er sådan – og jeg er så træt af, at det er sådan. Men hvis det ikke var sådan, var nåden jo heller ikke. Nåden er jo, at man får den UFORTJENT. Man får den på sit glatte ansigt. Og selvom det støder mig, så har jeg også brug for det. Brug for at Gud er nådig – også mod mig. Og min næste.
Vi skal vende os mod Gud – og det er en glæde. For som Johannes Døberen råber og Jesus fortæller os, så er Himmeriget kommet nær.
En anden teolog Erik Aagaard, påpeger et sted, at Johannes Døberen netop ikke siger: omvend jer for døden er kommet nær, eller omvend jer for helvede er kommet nær. Der bliver derimod råbt: omvend jer for HIMMERIGET er kommet nær, og det er en glæde. Det skal ikke høres som en trussel, men derimod som et glædesudsagn. Vend jer mod Himmeriget – mod kærligheden – mod medmennesket – mod Gud for Himmeriget er kommet dig nær. (http://erikaagaard.dk/ prædiken til st. bededag, 1. tekstrække)
Livet kalder på os – og det råber Johannes Døberen om derude i ørkenen. Denne St. bededag, hvor vi har spist hveder – og hvor mange af os faktisk sjældent er i kirke, fordi der er konfirmationer. Denne fine og overraskende feriedag før en weekend. Men der bliver ikke råbt til os, for at sætte et skår i glæden, lyset og foråret. Der bliver råbt for at vi kan sikre os, at vi går den vej, vi skal. For at sikre, at vi netop går mod glæden, lyset og foråret.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/store-bededag-fra-foerste-raekke
torsdag den 29. april 2021
lørdag den 17. april 2021
2. søndag efter påske 2021
”Jeg kender mine får, og mine får kender mig”. Sådan sagde Jesus til sine disciple, og sådan taler han til os i dag. Han kender os. Også når vi ikke kan kende os selv.
Der findes en fortælling, jeg holder meget af, der er skrevet af Tove Jansson. Hun skrev om Mummi-troldene, der for mange er børneeventyr, men det er ikke kun rigtigt. De er lige så meget for voksne.
En af fortællingerne handler om Ninni, som jeg frit vil genfortælle med lidt kommentarer. Nu skal I høre.
Ninni vokser op hos sin tante, der ikke behandler hende ret godt. Tanten taler grimt til hende, og med tiden bliver Ninni usynlig. For det kan ske med mennesker, der over lang tid ikke bliver regnet for noget, talt grimt til, og som går rundt og er bange hele tiden – de bliver usynlige.
En dag flytter Ninni ind hos Mummi familien. Og Mummimor putter hende i seng den første aften, giver hende et æble, et glas saft og bolsjer og siger: Bliver du bange, så skal du bare komme ind til mig. For når man er bange, har man brug for en anden, der vil sidde ved siden af en.
Om morgenen kunne man pludselig se Ninnis fødder.
En dag taber Ninni et glas, der går i stykker, og da Mummimor ikke skælder hende ud, men derimod hjælper hende med at samle det op, bliver endnu mere af hende synligt. For mennesker, der laver en fejl, har ikke brug for skæld ud, men brug for at mærke, at de går an alligevel.
Og da Mummimor syr en smuk kjole til hende, bliver hun endnu mere synlig. For mennesker har brug for at mærke, at andre gerne vil gøre noget for dem.
Til sidst kunne man se alt af Ninni, på nær hendes ansigt. Har man været usynlig længe, bryder man sig ikke ret meget øjenkontakt, så Ninni havde ikke brug ansigtet før til sidst.
Ninni bliver helt synlig en dag, hvor Mummifar for sjov vil skubbe Mummimor i vandet. Men for usynlige mennesker er selv kærligt drilleri ikke altid sjovt, så Ninni bider Mummifar, der bliver så forskrækket, at han falder i vandet i stedet for. Og da kunne man se hele Ninnis ansigt. Og hun lo. For når man pludselig tør bruge sin frihed til at sige fra, så bliver man menneske.
Det er så meget evangelium i denne fortælling, der handler om værdighed, næstekærlighed og godhed. Handler om, hvad vi mennesker kan i forhold til anden – ja vi kan gøre hinanden usynlige, men endnu vigtigere, så kan vi gøre hinanden synlige igen. Vi kan bringe det bedste frem i hinanden – bringe hinanden frem.
Og på den måde handler i dag også om vores forhold til Gud – og hans forhold til os.
”Jeg kender mine får, og mine får kender mig”, siger Jesus.
Jesus kender os, og vil kendes ved os. Han skammer sig ikke over os, eller skælder os ud, men er den stemme, der altid er i vores liv, og ser os med mildt, kærligt og nådigt blik. Gør os synlige igen.
For vi har det med til tider at blive lidt væk fra os selv. Mon ikke vi alle har følt os usynlige fra tid til anden. Eller glemt, måske overset? Jeg tror der er en Ninni i os alle, der trænger til at blive kaldt på.
Som en hyrde, der kalder på sine får. Hyrde-metaforen er ofte brugt i Bibelen, og det er et vidunderligt billede på vores forhold til Gud.
En hyrde går sjældent foran sin flok, men altid bag ved eller ved siden af, hvorfra hyrden guider fårene den rigtige vej, gennem klippeskær, mudrede flodbredder og øde landskaber til de når det saftige græs. Hyrden skal skærme sin flok, jage det væk, der vil splitte flokken og ikke mindst så lede efter hvert får, der forvilder sig væk fra flokken – og det handler en anden kendt lignelse jo om.
Så billede viser noget særligt om vores forhold til Gud. For Gud er mennesker aldrig usynlige.
Og der er intet i det Jesus siger, der kan få os til at tro andet end, at Gud vil, at vi skal være synlige for hinanden. Og at vi skal øve os i at give hinanden plads til at være dem, vi er. Elsk din næste som dig selv, siger Jesus et andet sted. Elsk.
Og i Fadervor beder vi: ”ske din vilje som i himlen, således også på jorden.” Vi beder om, Guds vilje vil sætte sig igennem her på jorden. At Guds rige får lov at skinne gennem de sprækker, der er i tilværelsen. Lysne vores sind og vores håb. Guds rige er Guds kærlighed. Og Guds kærlighed ser os som hele mennesker – med vores skam, vores skyld, vores kampe, vores fortrængninger – ja alt det vi er. Som vi er. Og han ser det ikke som en streng dommer, men med kærlighedens øjne.
Ser os, så vi ikke mere behøver være usynlige.
Amen
Dagens evangelium: https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-paaske-fra-foerste-raekke
Kirkebøn:
Gud,
Led os gennem tilværelsen – gennem det, der er svært og forekommer umuligt. Led os når vi er ved at give op, og når vi har lyst til at gemme os. Led os når vi er faret vild, og når vi er trætte. Og tro på os, når vi ikke selv gør det – så lover vi at prøve at gøre det samme for dem, vi møder.
Så læg dine hænder om vores foldede hænder, Gud – og svøb vores ord i din kærlighed, når vi nu beder for den verden, du har givet os at leve i:
Vi beder for alle syge og alle, der er bange for at blive det. Jeg for alle, der spritter hænder for meget, og for alle der gør det for lidt. Vi beder for alle, der er arbejder på sygehuse, plejehjem, skoler og institutioner – ja, alle der har ekstra udsatte jobs i denne pandemi.
Vi beder for alle angstfyldte og smerteplagede. Og vi beder for alle der flygter og alle der må gemme sig.
Vi beder for alle, der har magt i livet – om magten er stor eller lille – lad magten bliver brugt til at fremme fællesskabet fremfor en selv.
Og vi beder for alle der bruger for meget tid på sociale medier og telefonen – lad os kigge op en gang imellem og få øjenkontakt med hinanden.
Vi beder for din kirke her på dette lille, trygge sted i verden. Lad den altid stå her og hjælpe os til at huske på det vigtigste i tilværelsen – nemlig kærligheden. Og lad kirken i hele verden danne ubrydelige og usynlige bånd, mens vi alle insisterer på ethvert menneskes ukrænkelighed.
Tak Gud at du leder os – Tak fordi du er vores hyrde. Vi tør gå – gå ud af kirken og ud i det liv, der skal leves.
Amen
Der findes en fortælling, jeg holder meget af, der er skrevet af Tove Jansson. Hun skrev om Mummi-troldene, der for mange er børneeventyr, men det er ikke kun rigtigt. De er lige så meget for voksne.
En af fortællingerne handler om Ninni, som jeg frit vil genfortælle med lidt kommentarer. Nu skal I høre.
Ninni vokser op hos sin tante, der ikke behandler hende ret godt. Tanten taler grimt til hende, og med tiden bliver Ninni usynlig. For det kan ske med mennesker, der over lang tid ikke bliver regnet for noget, talt grimt til, og som går rundt og er bange hele tiden – de bliver usynlige.
En dag flytter Ninni ind hos Mummi familien. Og Mummimor putter hende i seng den første aften, giver hende et æble, et glas saft og bolsjer og siger: Bliver du bange, så skal du bare komme ind til mig. For når man er bange, har man brug for en anden, der vil sidde ved siden af en.
Om morgenen kunne man pludselig se Ninnis fødder.
En dag taber Ninni et glas, der går i stykker, og da Mummimor ikke skælder hende ud, men derimod hjælper hende med at samle det op, bliver endnu mere af hende synligt. For mennesker, der laver en fejl, har ikke brug for skæld ud, men brug for at mærke, at de går an alligevel.
Og da Mummimor syr en smuk kjole til hende, bliver hun endnu mere synlig. For mennesker har brug for at mærke, at andre gerne vil gøre noget for dem.
Til sidst kunne man se alt af Ninni, på nær hendes ansigt. Har man været usynlig længe, bryder man sig ikke ret meget øjenkontakt, så Ninni havde ikke brug ansigtet før til sidst.
Ninni bliver helt synlig en dag, hvor Mummifar for sjov vil skubbe Mummimor i vandet. Men for usynlige mennesker er selv kærligt drilleri ikke altid sjovt, så Ninni bider Mummifar, der bliver så forskrækket, at han falder i vandet i stedet for. Og da kunne man se hele Ninnis ansigt. Og hun lo. For når man pludselig tør bruge sin frihed til at sige fra, så bliver man menneske.
Det er så meget evangelium i denne fortælling, der handler om værdighed, næstekærlighed og godhed. Handler om, hvad vi mennesker kan i forhold til anden – ja vi kan gøre hinanden usynlige, men endnu vigtigere, så kan vi gøre hinanden synlige igen. Vi kan bringe det bedste frem i hinanden – bringe hinanden frem.
Og på den måde handler i dag også om vores forhold til Gud – og hans forhold til os.
”Jeg kender mine får, og mine får kender mig”, siger Jesus.
Jesus kender os, og vil kendes ved os. Han skammer sig ikke over os, eller skælder os ud, men er den stemme, der altid er i vores liv, og ser os med mildt, kærligt og nådigt blik. Gør os synlige igen.
For vi har det med til tider at blive lidt væk fra os selv. Mon ikke vi alle har følt os usynlige fra tid til anden. Eller glemt, måske overset? Jeg tror der er en Ninni i os alle, der trænger til at blive kaldt på.
Som en hyrde, der kalder på sine får. Hyrde-metaforen er ofte brugt i Bibelen, og det er et vidunderligt billede på vores forhold til Gud.
En hyrde går sjældent foran sin flok, men altid bag ved eller ved siden af, hvorfra hyrden guider fårene den rigtige vej, gennem klippeskær, mudrede flodbredder og øde landskaber til de når det saftige græs. Hyrden skal skærme sin flok, jage det væk, der vil splitte flokken og ikke mindst så lede efter hvert får, der forvilder sig væk fra flokken – og det handler en anden kendt lignelse jo om.
Så billede viser noget særligt om vores forhold til Gud. For Gud er mennesker aldrig usynlige.
Og der er intet i det Jesus siger, der kan få os til at tro andet end, at Gud vil, at vi skal være synlige for hinanden. Og at vi skal øve os i at give hinanden plads til at være dem, vi er. Elsk din næste som dig selv, siger Jesus et andet sted. Elsk.
Og i Fadervor beder vi: ”ske din vilje som i himlen, således også på jorden.” Vi beder om, Guds vilje vil sætte sig igennem her på jorden. At Guds rige får lov at skinne gennem de sprækker, der er i tilværelsen. Lysne vores sind og vores håb. Guds rige er Guds kærlighed. Og Guds kærlighed ser os som hele mennesker – med vores skam, vores skyld, vores kampe, vores fortrængninger – ja alt det vi er. Som vi er. Og han ser det ikke som en streng dommer, men med kærlighedens øjne.
Ser os, så vi ikke mere behøver være usynlige.
Amen
Dagens evangelium: https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-paaske-fra-foerste-raekke
Kirkebøn:
Gud,
Led os gennem tilværelsen – gennem det, der er svært og forekommer umuligt. Led os når vi er ved at give op, og når vi har lyst til at gemme os. Led os når vi er faret vild, og når vi er trætte. Og tro på os, når vi ikke selv gør det – så lover vi at prøve at gøre det samme for dem, vi møder.
Så læg dine hænder om vores foldede hænder, Gud – og svøb vores ord i din kærlighed, når vi nu beder for den verden, du har givet os at leve i:
Vi beder for alle syge og alle, der er bange for at blive det. Jeg for alle, der spritter hænder for meget, og for alle der gør det for lidt. Vi beder for alle, der er arbejder på sygehuse, plejehjem, skoler og institutioner – ja, alle der har ekstra udsatte jobs i denne pandemi.
Vi beder for alle angstfyldte og smerteplagede. Og vi beder for alle der flygter og alle der må gemme sig.
Vi beder for alle, der har magt i livet – om magten er stor eller lille – lad magten bliver brugt til at fremme fællesskabet fremfor en selv.
Og vi beder for alle der bruger for meget tid på sociale medier og telefonen – lad os kigge op en gang imellem og få øjenkontakt med hinanden.
Vi beder for din kirke her på dette lille, trygge sted i verden. Lad den altid stå her og hjælpe os til at huske på det vigtigste i tilværelsen – nemlig kærligheden. Og lad kirken i hele verden danne ubrydelige og usynlige bånd, mens vi alle insisterer på ethvert menneskes ukrænkelighed.
Tak Gud at du leder os – Tak fordi du er vores hyrde. Vi tør gå – gå ud af kirken og ud i det liv, der skal leves.
Amen
søndag den 4. april 2021
Påskedag 2021
Mange af os er det sidste år blevet klar over, hvad vi synes er vigtigt i gudstjenesten. Nogle vil mene, at det er fællessangen, andre nadveren og andre igen bønnen. Vi har måske alle hver vores del af gudstjenesten, som taler til os, og som vi næsten ikke kan undvære. Men fælles for os er, at vi kommer for at få et omdrejningspunkt i vores tilværelse. På den ene eller anden måde søger vi et omdrejningspunkt.
For et år siden blev alt vendt på hovedet – det snurrede så hurtigt rundt, at vi blev svimle af det. Og vi begyndte pludseligt at talte et nyt sprog. Vi brugte ord som flokimmunitet, smitteopsporing og værnemidler. Og som tiden gik kom flere ord til og vi talte om vaccinepas og kviktest. Vi var gået ind i en ny tid.
Alt var anderledes – og er det stadigvæk. Men sidste år sad vi ikke her til påske – det er to år siden vi sidst var samlede en påskemorgen til en gudstjeneste, hvor ordene: ”Kristus er opstanden – sandelig han er opstanden”, har lydt.
Og meget har forandret sig siden. Vi har forandret os.
Vi har fået øje på nye måder at indgå i fællesskaber på, vi har fundet nye måder at hilse på, vi har vænnet os til mundbind og afstand. Vi kommer ikke længere med små kommentarer, når vi spritter vores hænder, som vi gjorde det første lange stykke tid – vi gør det bare. For det er blevet en del af hverdagen.
Og vi har fundet en måde at fejre gudstjeneste på, selvom det ikke er helt som vi ønsker det. Men vi mødes.
Som de kvinder i evangeliet, der mødes en morgen ved daggry for sammen at vandre til gravhulen og salve Jesu lig. Vi kan nemt mærke på os selv, hvordan de må have haft det. Den mand, der havde set på dem med så lysnede øjne, den mand der havde gjort undere, fået lamme til at gå og døve til høre. Ham der havde mættet folk og forarget folk. Ham som så mange havde fulgt uden at tøve et sekund. Han var død. Og som ethvert dødsfald før og efter, går verden i stykker omkring det menneske, man følger til graven. Solen vil ikke rigtig skinne, mørket vil ikke rigtig gå væk – og alting bliver uskarpt af tårerne i øjnene. Døden forandrer verden – døden forandre de levende.
Kvinderne er gået derud for at vise Jesus respekt – for at salve hans krop med velduftende olier.
Men da de kommer derud, er graven åben, og de går derfor ind i gravhulen. Derinde er der en mand i hvide klæder, der siger til dem, at Kristus er opstanden.
Og lige der drejer de om, for at gå ud i verden igen. De får pludselig et omdrejningspunkt – sådan helt konkret. De må vende om og gå den samme vej ud ad hulen, og alligevel er alt forandret. For nu er døden også forandret. De skal tilbage til livet, men ikke som før. På en anden måde. Nu med muligheder.
Nu kan enhver der står i gravhulens mørke få mulighed for at vende om – og gå en anden vej hjem.
Kristi opstandelsen er omdrejningspunktet i vores liv.
Vi vil håbe – og uden håbet kan vi ikke meget – vi vil håbe på, at livet ikke ender i intetheden eller tomheden, men at der er mere at sige. Nemlig: Gå og sig det videre.
Det fik kvinderne at vide – og ja, de blev bange. Det ville enhver ved mødet med en engel – for det var manden i graven nemlig. Men Maria Magdalene fortalte det videre – for hun mærkede sit livs muligheder i sig. Hendes stemme med de nye ord om opstandelsen måtte ud i verden og leve.
Og de ord har levet lige siden. De lever den dag i dag – de lever trods verdens storme. Ja, de lever netop der, hvor vi har brug for at høre: gå og sig det videre. Kristus er opstanden.
Opstandelsen er et ord, der altid vil være nyt for os – selvom vi bruger det tit. For det er ordet om, at der vil være liv, hvor alt er øde. Der vil spire kærlighed, hvor der er afsky. Der vil sprede sig fred, hvor der er skænderier. Der vil være accept, hvor der er fordomme.
Opstandelsen er ordet om, at vi er med i Guds rige. At alt det, der ellers splitter verden og formørker den, bliver rullet til side som en sten for grav, så vi kan få lov at vende os om. Det skal vi høre igen og igen – vi har brug for at høre, at Guds rige er på vej. Ja, allerede er i al den godhed og kærlighed, vi møder i verden. Guds rige er på vej – og vi skal gå og sige det videre.
Glædelig påske
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/paaskedag-fra-foerste-raekke
Kirkebøn:
Kristus – du gik ud ad hulen en søndag morgen, og har siden slået følge med os, hvor end vi er vandret hen. Du har været med, når livet har slået os omkuld, når vi ikke har levet op til vores egne idealer, når vi har ønsket magt mere end mennesker, og når vi er blevet blændet af vrede. Du har været med os lige der, hvor vi ikke har set os selv i øjnene, og du har insisteret på, at ville se os – og elske os.
Og nu er du gået hele vejen i døden for os for at hente os til livet.
Vi har kun vores hjerter at give dig som tak.
Vi beder i dag med foldede hænder – beder dig om, at du må åbne vores blik for hinanden.
Vi beder for dem, der er syge og dem der skal dø. Dem der er bange og dem der ikke tør være dem selv.
Vi beder for dem, der sidder alene i denne tid – og dem der føler sig glemt. Vi beder for dem, vi ikke når at ringe til, og dem vi ser hele tiden.
Vi beder for dem, der anderledes end os og dem vi ikke forstår. Vi beder for dem, der mener noget andet og dem der råber højest.
Vi beder for vores naboer – både dem vi kender, og dem vi aldrig har mødt.
Vi beder for dem, der ruller med øjnene og dem der vender ryggen til.
For et år siden blev alt vendt på hovedet – det snurrede så hurtigt rundt, at vi blev svimle af det. Og vi begyndte pludseligt at talte et nyt sprog. Vi brugte ord som flokimmunitet, smitteopsporing og værnemidler. Og som tiden gik kom flere ord til og vi talte om vaccinepas og kviktest. Vi var gået ind i en ny tid.
Alt var anderledes – og er det stadigvæk. Men sidste år sad vi ikke her til påske – det er to år siden vi sidst var samlede en påskemorgen til en gudstjeneste, hvor ordene: ”Kristus er opstanden – sandelig han er opstanden”, har lydt.
Og meget har forandret sig siden. Vi har forandret os.
Vi har fået øje på nye måder at indgå i fællesskaber på, vi har fundet nye måder at hilse på, vi har vænnet os til mundbind og afstand. Vi kommer ikke længere med små kommentarer, når vi spritter vores hænder, som vi gjorde det første lange stykke tid – vi gør det bare. For det er blevet en del af hverdagen.
Og vi har fundet en måde at fejre gudstjeneste på, selvom det ikke er helt som vi ønsker det. Men vi mødes.
Som de kvinder i evangeliet, der mødes en morgen ved daggry for sammen at vandre til gravhulen og salve Jesu lig. Vi kan nemt mærke på os selv, hvordan de må have haft det. Den mand, der havde set på dem med så lysnede øjne, den mand der havde gjort undere, fået lamme til at gå og døve til høre. Ham der havde mættet folk og forarget folk. Ham som så mange havde fulgt uden at tøve et sekund. Han var død. Og som ethvert dødsfald før og efter, går verden i stykker omkring det menneske, man følger til graven. Solen vil ikke rigtig skinne, mørket vil ikke rigtig gå væk – og alting bliver uskarpt af tårerne i øjnene. Døden forandrer verden – døden forandre de levende.
Kvinderne er gået derud for at vise Jesus respekt – for at salve hans krop med velduftende olier.
Men da de kommer derud, er graven åben, og de går derfor ind i gravhulen. Derinde er der en mand i hvide klæder, der siger til dem, at Kristus er opstanden.
Og lige der drejer de om, for at gå ud i verden igen. De får pludselig et omdrejningspunkt – sådan helt konkret. De må vende om og gå den samme vej ud ad hulen, og alligevel er alt forandret. For nu er døden også forandret. De skal tilbage til livet, men ikke som før. På en anden måde. Nu med muligheder.
Nu kan enhver der står i gravhulens mørke få mulighed for at vende om – og gå en anden vej hjem.
Kristi opstandelsen er omdrejningspunktet i vores liv.
Vi vil håbe – og uden håbet kan vi ikke meget – vi vil håbe på, at livet ikke ender i intetheden eller tomheden, men at der er mere at sige. Nemlig: Gå og sig det videre.
Det fik kvinderne at vide – og ja, de blev bange. Det ville enhver ved mødet med en engel – for det var manden i graven nemlig. Men Maria Magdalene fortalte det videre – for hun mærkede sit livs muligheder i sig. Hendes stemme med de nye ord om opstandelsen måtte ud i verden og leve.
Og de ord har levet lige siden. De lever den dag i dag – de lever trods verdens storme. Ja, de lever netop der, hvor vi har brug for at høre: gå og sig det videre. Kristus er opstanden.
Opstandelsen er et ord, der altid vil være nyt for os – selvom vi bruger det tit. For det er ordet om, at der vil være liv, hvor alt er øde. Der vil spire kærlighed, hvor der er afsky. Der vil sprede sig fred, hvor der er skænderier. Der vil være accept, hvor der er fordomme.
Opstandelsen er ordet om, at vi er med i Guds rige. At alt det, der ellers splitter verden og formørker den, bliver rullet til side som en sten for grav, så vi kan få lov at vende os om. Det skal vi høre igen og igen – vi har brug for at høre, at Guds rige er på vej. Ja, allerede er i al den godhed og kærlighed, vi møder i verden. Guds rige er på vej – og vi skal gå og sige det videre.
Glædelig påske
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/paaskedag-fra-foerste-raekke
Kirkebøn:
Kristus – du gik ud ad hulen en søndag morgen, og har siden slået følge med os, hvor end vi er vandret hen. Du har været med, når livet har slået os omkuld, når vi ikke har levet op til vores egne idealer, når vi har ønsket magt mere end mennesker, og når vi er blevet blændet af vrede. Du har været med os lige der, hvor vi ikke har set os selv i øjnene, og du har insisteret på, at ville se os – og elske os.
Og nu er du gået hele vejen i døden for os for at hente os til livet.
Vi har kun vores hjerter at give dig som tak.
Vi beder i dag med foldede hænder – beder dig om, at du må åbne vores blik for hinanden.
Vi beder for dem, der er syge og dem der skal dø. Dem der er bange og dem der ikke tør være dem selv.
Vi beder for dem, der sidder alene i denne tid – og dem der føler sig glemt. Vi beder for dem, vi ikke når at ringe til, og dem vi ser hele tiden.
Vi beder for dem, der anderledes end os og dem vi ikke forstår. Vi beder for dem, der mener noget andet og dem der råber højest.
Vi beder for vores naboer – både dem vi kender, og dem vi aldrig har mødt.
Vi beder for dem, der ruller med øjnene og dem der vender ryggen til.
Vi beder for dem, der tror, det er deres skyld, at de andre gør sådan.
Vi beder for dem, der flygter fra krig, vold, frygt – eller fra deres eget liv. Vi beder for dem, der fanget hvad enten det er i fængsel eller af en, der ikke vil slippe dem
Vi beder for vores verdensledere, at de må udvise næstekærlighed og mildhed – og at de må vise os vejen til en bæredygtig verden.
Vi beder for vores kirke her i Aarhus Vest. Lad den sprede dialog og fred i vores nabolag – lad det her sted insistere på næstekærlighed og værdighed for alle - også dem vi ikke kan lide.
Vær med alle de kristne, der bliver forfulgt i verden – lad os alle hjælpe dem så godt vi kan, så de kan få lov at tilbede Dig uden at frygte for deres liv.
Lad os være stille et øjeblik og bede hver især.
Vi beder for dem, der flygter fra krig, vold, frygt – eller fra deres eget liv. Vi beder for dem, der fanget hvad enten det er i fængsel eller af en, der ikke vil slippe dem
Vi beder for vores verdensledere, at de må udvise næstekærlighed og mildhed – og at de må vise os vejen til en bæredygtig verden.
Vi beder for vores kirke her i Aarhus Vest. Lad den sprede dialog og fred i vores nabolag – lad det her sted insistere på næstekærlighed og værdighed for alle - også dem vi ikke kan lide.
Vær med alle de kristne, der bliver forfulgt i verden – lad os alle hjælpe dem så godt vi kan, så de kan få lov at tilbede Dig uden at frygte for deres liv.
Lad os være stille et øjeblik og bede hver især.
Amen
lørdag den 27. marts 2021
Palmesøndag 2021
Jeg hørte en radioudsendelse den anden dag, der handlede om en af de nye trends blandt unge – nemlig at blaffe eller at tomle. Ja, det er jo en gammel trend, men det er blevet moderne at tomle gennem Danmark. Dels er det billigt, det er økologisk og så oplever man – og det er ikke uvæsentligt – andre menneskers venlighed, når man bliver samlet op og kører et stykke vej sammen.
Men det jeg bed mærke i var, da de talte om tid. For at tomle fra f.x. Aarhus til Skagen tager ikke bare de 2 timer og 19 minutter det tager herfra, hvis vi satte os i en bil lige nu – det tager meget længere tid. For dels skal man ned til en vej, hvor man kan samles op fra, dernæst er det ikke sikkert, at man når længere end til Hobro i første omgang. Det kan tage en hel dag at nå frem. Så man skal ikke skynde sig – man skal have GOD TID.
Nu er tid jo noget mange af os har haft en del af det sidste år. Eller det vil sige – vi har jo har lige så meget tid som vi altid har haft. En dag varer stadigvæk en dags tid og et år et år. Men nu bruger vi den anderledes. Vi har været mere hjemme og set færre mennesker. Det har givet anledning til både frustration og kedsomhed – til ensom og tristhed. Men det har også givet tid til eftertanke og indsigt.
Men tiden har været som den plejer – det er os, der har brugt den anderledes – oplevet den anderledes.
Tid er relativ. Har man været forelsket, så flyver tiden i selskab med den, man elsker. Og man laver egentligt ikke så meget andet end bare kigge på hinanden. Men har man prøvet at miste, så ved man, at tiden næsten kan opleves at gå i stå. Dagene vil ikke gå, og alligevel går tiden væk fra den, man har fulgt til graven.
Vi oplever tiden forskelligt. Men hvor vi end er i livet, så opdager vi tiden, når vi står ved nye kapitler i vores liv. Vi opdager, at tid ikke bare er sand mellem fingrene, der flyver ud; men liv der bliver levet på godt og ondt. En måde at være i verden på – og ikke kun en måde at tælle på.
Palmesøndag handler om tid – og om at tage sig tid – om ikke at skynde sig.
Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel. Dette arbejdsdyr, der sikkert og solidt har gået fremad, men har gjort det langsomt. Så langsomt, at Jesus har kunnet nå at se hvert enkelt menneske i øjnene. Æsler, der har den besynderlige refleks, at de står stille, når de bliver bange. Der har været en risiko for, at æslet var blevet skræmt af de mange mennesker og havde stoppet op; men alligevel så udvalgte Jesus sig et æsel. Sådan er det tit med Jesus. Han udvælger ofte dem, som andre ikke tør satse på, om det så er et æsel. Man kan sige, at Jesus samler de blaffere op, som vi andre var kørt forbi. Han kan bruge mennesker – og han ser, hvad vi rummer, fremfor hvordan vi ser ud eller det vi har gjort forkert. Han ser vores muligheder, når andre ikke kan det. Det var ikke tilfældigt, at det var et æsel, han red ind i byen på. Netop et æsel.
Og når man sidder på et æsel, så sidder man ikke ophøjet – man sidder i øjenhøjde. Ja, man kan jo måske også her sammenligne det med at sidde ved siden af hinanden i en bil på vej mod Skagen. Man sidder ved siden af hinanden med ikke andet end tid til at tale og være.
Og Jesus kom jo netop for at være med os – give sig tid til os. Se os, kalde på os.
Han kommer langsomt ridende. Han stormer ikke – men tager sig tid. Med Gud er det ikke sådan, at vi kan krydse ham af en liste, som noget, vi nåede den dag. Gud kan man ikke tælle, som man kan tælle timer i en kalender. Gud er nemlig væren – med os – for os.
Gud er Gud fra evighed til evighed, siger vi. Det er vores måde at sige, at Gud ikke tæller timer eller minutter. For ham er det os, der tæller.
Os mennesker, der alle som en står midt i livets støv, os der råber alt for højt, og os der den ene dag hylder og dagen efter forbander. Gud er Gud for de mennesker, der står ved indgangen til Jerusalem og de selv samme mennesker, der om få dage vil råbe: korsfæst ham. Han er Gud for os, som vi er – både når vi skuffer os selv og hinanden, eller ikke lever op til de forventninger, vi har. Han er Gud for os, når vi er stædige som æsler og blide som lam.
Og han kommer til os – ser os ind i øjnene og samler os op.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/palmesoendag-fra-foerste-raekke
Kirkebøn:
Gud – du overrasker os igen og igen med din nåde. Den kommer os i møde, når vi ikke venter den, og den bliver givet til dem, vi ikke regnede med. Tak fordi vi ikke kan regne dig ud, Herre – men at vi altid kan stole på dig. Vi beder dig i dag om at se i nåde med os alle.
Vi beder i dag for verden – vi beder for alle dem, du får øjenkontakt med, som vi ikke ser her fra vores lille sted i verden. Vi beder for dem, der bliver glemt og dem vi overser.
Vi beder for alle dem, der syge og dem, der hele tiden tror de er det. Giv dem mod.
Vi beder for dem, der skaber splid og frydes over sladder – de har brug for din kærlighed.
Vi beder for dem, der kæmper med livet og mest med sig selv – lad dem møde troen på livet.
Vi beder for dem, der sørger og mangler. Lad dem leve på trods.
Vi beder for dem, der er sultne efter selskab, nærhed eller mad. Og vi beder for dem, der mangler et hjem, et barn eller kæreste.
Vi beder for dem, der er på flugt og dem der holdes fangne. Vi beder for dem, der kæmper for livet – og dem der kæmper for fred.
Vi beder for dem, der ser konspirationsteorier alle steder og dem der intet ser.
Vi beder for dem, der er bange for fremtiden, hverdagen eller sig selv.
Lad os alle mærke, at din Helligånd virker i verden og at du gør kærligheden levende mellem os hele tiden. Lad os løfte blikket, så vi mærker, at du ser os.
Vær med i din kirke her i Møllevang, og i hele verden. Vær med den, hvor den i er skjul og hvor den står på en bakketop. Lad den altid sprede budskabet om nåde og næstekærlighed. Og lad altid kirken hjælpe til at mennesker åbner sig for hinanden.
Amen
Men det jeg bed mærke i var, da de talte om tid. For at tomle fra f.x. Aarhus til Skagen tager ikke bare de 2 timer og 19 minutter det tager herfra, hvis vi satte os i en bil lige nu – det tager meget længere tid. For dels skal man ned til en vej, hvor man kan samles op fra, dernæst er det ikke sikkert, at man når længere end til Hobro i første omgang. Det kan tage en hel dag at nå frem. Så man skal ikke skynde sig – man skal have GOD TID.
Nu er tid jo noget mange af os har haft en del af det sidste år. Eller det vil sige – vi har jo har lige så meget tid som vi altid har haft. En dag varer stadigvæk en dags tid og et år et år. Men nu bruger vi den anderledes. Vi har været mere hjemme og set færre mennesker. Det har givet anledning til både frustration og kedsomhed – til ensom og tristhed. Men det har også givet tid til eftertanke og indsigt.
Men tiden har været som den plejer – det er os, der har brugt den anderledes – oplevet den anderledes.
Tid er relativ. Har man været forelsket, så flyver tiden i selskab med den, man elsker. Og man laver egentligt ikke så meget andet end bare kigge på hinanden. Men har man prøvet at miste, så ved man, at tiden næsten kan opleves at gå i stå. Dagene vil ikke gå, og alligevel går tiden væk fra den, man har fulgt til graven.
Vi oplever tiden forskelligt. Men hvor vi end er i livet, så opdager vi tiden, når vi står ved nye kapitler i vores liv. Vi opdager, at tid ikke bare er sand mellem fingrene, der flyver ud; men liv der bliver levet på godt og ondt. En måde at være i verden på – og ikke kun en måde at tælle på.
Palmesøndag handler om tid – og om at tage sig tid – om ikke at skynde sig.
Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel. Dette arbejdsdyr, der sikkert og solidt har gået fremad, men har gjort det langsomt. Så langsomt, at Jesus har kunnet nå at se hvert enkelt menneske i øjnene. Æsler, der har den besynderlige refleks, at de står stille, når de bliver bange. Der har været en risiko for, at æslet var blevet skræmt af de mange mennesker og havde stoppet op; men alligevel så udvalgte Jesus sig et æsel. Sådan er det tit med Jesus. Han udvælger ofte dem, som andre ikke tør satse på, om det så er et æsel. Man kan sige, at Jesus samler de blaffere op, som vi andre var kørt forbi. Han kan bruge mennesker – og han ser, hvad vi rummer, fremfor hvordan vi ser ud eller det vi har gjort forkert. Han ser vores muligheder, når andre ikke kan det. Det var ikke tilfældigt, at det var et æsel, han red ind i byen på. Netop et æsel.
Og når man sidder på et æsel, så sidder man ikke ophøjet – man sidder i øjenhøjde. Ja, man kan jo måske også her sammenligne det med at sidde ved siden af hinanden i en bil på vej mod Skagen. Man sidder ved siden af hinanden med ikke andet end tid til at tale og være.
Og Jesus kom jo netop for at være med os – give sig tid til os. Se os, kalde på os.
Han kommer langsomt ridende. Han stormer ikke – men tager sig tid. Med Gud er det ikke sådan, at vi kan krydse ham af en liste, som noget, vi nåede den dag. Gud kan man ikke tælle, som man kan tælle timer i en kalender. Gud er nemlig væren – med os – for os.
Gud er Gud fra evighed til evighed, siger vi. Det er vores måde at sige, at Gud ikke tæller timer eller minutter. For ham er det os, der tæller.
Os mennesker, der alle som en står midt i livets støv, os der råber alt for højt, og os der den ene dag hylder og dagen efter forbander. Gud er Gud for de mennesker, der står ved indgangen til Jerusalem og de selv samme mennesker, der om få dage vil råbe: korsfæst ham. Han er Gud for os, som vi er – både når vi skuffer os selv og hinanden, eller ikke lever op til de forventninger, vi har. Han er Gud for os, når vi er stædige som æsler og blide som lam.
Og han kommer til os – ser os ind i øjnene og samler os op.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/palmesoendag-fra-foerste-raekke
Kirkebøn:
Gud – du overrasker os igen og igen med din nåde. Den kommer os i møde, når vi ikke venter den, og den bliver givet til dem, vi ikke regnede med. Tak fordi vi ikke kan regne dig ud, Herre – men at vi altid kan stole på dig. Vi beder dig i dag om at se i nåde med os alle.
Vi beder i dag for verden – vi beder for alle dem, du får øjenkontakt med, som vi ikke ser her fra vores lille sted i verden. Vi beder for dem, der bliver glemt og dem vi overser.
Vi beder for alle dem, der syge og dem, der hele tiden tror de er det. Giv dem mod.
Vi beder for dem, der skaber splid og frydes over sladder – de har brug for din kærlighed.
Vi beder for dem, der kæmper med livet og mest med sig selv – lad dem møde troen på livet.
Vi beder for dem, der sørger og mangler. Lad dem leve på trods.
Vi beder for dem, der er sultne efter selskab, nærhed eller mad. Og vi beder for dem, der mangler et hjem, et barn eller kæreste.
Vi beder for dem, der er på flugt og dem der holdes fangne. Vi beder for dem, der kæmper for livet – og dem der kæmper for fred.
Vi beder for dem, der ser konspirationsteorier alle steder og dem der intet ser.
Vi beder for dem, der er bange for fremtiden, hverdagen eller sig selv.
Lad os alle mærke, at din Helligånd virker i verden og at du gør kærligheden levende mellem os hele tiden. Lad os løfte blikket, så vi mærker, at du ser os.
Vær med i din kirke her i Møllevang, og i hele verden. Vær med den, hvor den i er skjul og hvor den står på en bakketop. Lad den altid sprede budskabet om nåde og næstekærlighed. Og lad altid kirken hjælpe til at mennesker åbner sig for hinanden.
Amen
lørdag den 6. marts 2021
3. søndag i fasten 2021
”Det modsatte af kærlighed er ikke had, det er ligegyldighed.
Det modsatte af skønhed er ikke det grimme, det er ligegyldighed.
Det modsatte af tro er ikke vantro, det er ligegyldighed.
Det modsatte af liv er ikke død, det er ligegyldighed.”
Sådan skriver Elie Wiesel, der var jødisk forfatter, om ligegyldigheden og om hvor farlig den er.
Ligegyldighed er livets modsætning – den er farlig, fordi den har det med at snige sig ind på os, når vi i bedste mening tror, vi skal hærdes af livet. Men livet skal ikke hærde os – livet skal bevæge os.
Livet skal røre os og ramme os. Livet skal ryste os og fylde os. Vi skal berøres af andres liv. Vi skal mærke at vi lever, for at sige det med andre ord. For mærker vi ikke, er vi ligeglade.
Men vi er ikke skabt ligeglade – tværtimod. Vi er skabt til at bevæge os mod hinanden – med hinanden. Ligesom Gud satte verden i bevægelse i første omgang. Den første bevæger, kalder man Gud. Han fik med sit ord planeter til at bevæge sig i solsystemer og menneskehjerter til at bevæges af hinanden. Vi er skabte væsener, og det gør en forskel. For vi er ikke bare skabt – vi er skabt i Guds billede. Vi er skabt så vores inderste ligner Gud. Så når vi berøres af andres nød, kommer vi Gud nær.
Vi mennesker er ikke ligeglade. Det gør en forskel for os at møde andre mennesker. Vi lade os røre så meget, at vi kan mærke det helt fysisk som en smerte i maven. Vi kan røres så meget, at vores øjne fyldes af vand. Vi kan lade os røre så meget, at vores hjerter svulmer.
Vi er ikke ligeglade.
Men vi kan blive det. Det er en fare. For ligegyldighed begynder ikke med, at man vågner op en dag og er ligeglad med alt og alle. Den begynder i det små – og den findes i vores liv på mange planer. Små bitte handlinger, hvor vi sætter hinanden på plads – vender ryggen til, ignorer hinanden, taler grimt om hinanden – ikke regner den anden med. Tænker hinanden ude af livet. Holder op med at være mennesker for hinanden.
Det kan man ikke bygge trygge samfund på. Immanuel Kant, der var filosof i 1700-tallet, sagde: Opfør dig sådan, at dine beslutninger kan danne grundlag for en almengyldig lov.
Det er så fint sagt – at hver gang, vi handler, skal vi tænke: kunne det jeg gør nu, bliver en lovgivning alle skulle følge. Ligegyldigheden kan ikke være grundlag for en lovgivning, der værner den svage og passer på den skrøbelige. Tværtimod.
Vi skal være opmærksomme på, hvornår ligegyldigheden sniger sig ind på os – så skal der blinke en advarselslampe. For så har vi fejet og ryddet i vores indre, og dermed skabt tomhed og plads til mere ingenting. Til mere ligegyldighed.
I kristendommen taler vi om fylde – om at fylde noget ind i tomheden. Helt fra begyndelsen skaber Gud alt ud af intet. Han fylder universet. Og senere taler vi om tidens fylde. Det er tiden, hvor Gud inkarnerede sig som menneske i Jesus. Tidens fylde – tiden blev opfyldt – ikke udtømt, men opfyldt. Fyldt af ånd og liv – af vilje og kærlighed.
Kristendommen handler ikke om at tømme sig for tanker og følelser, men tværtimod om at lade sig fylde af Guds kærlige ånd – at lade sig fylde af medfølelse og dermed også af den smertelige empati. For det er DEN, der vender os mod hinanden.
Gud er ikke ligeglad med os – han kerer sig om os. Og det er så enkelt, at fordi Gud kerer sig om os, skal vi kere os for hinanden. Så enkelt kan det siges. Vi skal fylde vores liv i to retninger. Vi skal fyldes op af Guds ord og kærlige ånd – og vi skal fylde vores liv med næstekærlighed.
Og sådan kan vi byde ligegyldigheden trods.
Amen
Dagens evangelium: https://www.bibelselskabet.dk/3-s-i-fasten-fra-foerste-raekke
Kirkebøn:
Livets Gud – du gav os livet og gav os til hinanden. Tak for hvert møde i vores liv, der vækker os fra ligegyldighedens tomhed, og sætter os ind i relation med hinanden igen.
Tak fordi du er her – til stede i vores liv, og med din kærlige ånd, giver vores liv meningsfylde.
Vi beder for dem, der ikke tror på, at livet er værd at leve, og for dem der lever i tomhed og ensomhed.
Vi beder for dem, der mangler noget at fylde i livet – om det er en ægtefælle, et barn, en ven eller en familie.
Vi beder for dem, der syge, og for dem, der skal dø. Og vi beder for dem, der lider fysisk eller i sjælen.
Vi beder for dem, der er grædefærdige og dem der bare er færdige.
Vi beder for dem der uden job eller gået konkurs.
Og vi beder for dem, der kun ser en udvej tilbage i livet.
Vi beder for dem, der lige har mistet og for dem, der skal miste i dag.
Vi ved ikke hvad livet vil bringe os, men Gud vi beder dig om at være med os – og hjælpe os, så vi ikke møder mere end vi kan bære.
Vi beder for din kirke her i Møllevang – og i hele verden. Lad kirken tale ligegyldigheden og tomheden imod, så den kan insistere på kærlighed og omsorg for dem, som ingen regner og eller ser.
Lad os altid orke mere, ville mere og gøre mere, for at gøre denne verden til et sted for alle mennesker.
Det modsatte af skønhed er ikke det grimme, det er ligegyldighed.
Det modsatte af tro er ikke vantro, det er ligegyldighed.
Det modsatte af liv er ikke død, det er ligegyldighed.”
Sådan skriver Elie Wiesel, der var jødisk forfatter, om ligegyldigheden og om hvor farlig den er.
Ligegyldighed er livets modsætning – den er farlig, fordi den har det med at snige sig ind på os, når vi i bedste mening tror, vi skal hærdes af livet. Men livet skal ikke hærde os – livet skal bevæge os.
Livet skal røre os og ramme os. Livet skal ryste os og fylde os. Vi skal berøres af andres liv. Vi skal mærke at vi lever, for at sige det med andre ord. For mærker vi ikke, er vi ligeglade.
Men vi er ikke skabt ligeglade – tværtimod. Vi er skabt til at bevæge os mod hinanden – med hinanden. Ligesom Gud satte verden i bevægelse i første omgang. Den første bevæger, kalder man Gud. Han fik med sit ord planeter til at bevæge sig i solsystemer og menneskehjerter til at bevæges af hinanden. Vi er skabte væsener, og det gør en forskel. For vi er ikke bare skabt – vi er skabt i Guds billede. Vi er skabt så vores inderste ligner Gud. Så når vi berøres af andres nød, kommer vi Gud nær.
Vi mennesker er ikke ligeglade. Det gør en forskel for os at møde andre mennesker. Vi lade os røre så meget, at vi kan mærke det helt fysisk som en smerte i maven. Vi kan røres så meget, at vores øjne fyldes af vand. Vi kan lade os røre så meget, at vores hjerter svulmer.
Vi er ikke ligeglade.
Men vi kan blive det. Det er en fare. For ligegyldighed begynder ikke med, at man vågner op en dag og er ligeglad med alt og alle. Den begynder i det små – og den findes i vores liv på mange planer. Små bitte handlinger, hvor vi sætter hinanden på plads – vender ryggen til, ignorer hinanden, taler grimt om hinanden – ikke regner den anden med. Tænker hinanden ude af livet. Holder op med at være mennesker for hinanden.
Det kan man ikke bygge trygge samfund på. Immanuel Kant, der var filosof i 1700-tallet, sagde: Opfør dig sådan, at dine beslutninger kan danne grundlag for en almengyldig lov.
Det er så fint sagt – at hver gang, vi handler, skal vi tænke: kunne det jeg gør nu, bliver en lovgivning alle skulle følge. Ligegyldigheden kan ikke være grundlag for en lovgivning, der værner den svage og passer på den skrøbelige. Tværtimod.
Vi skal være opmærksomme på, hvornår ligegyldigheden sniger sig ind på os – så skal der blinke en advarselslampe. For så har vi fejet og ryddet i vores indre, og dermed skabt tomhed og plads til mere ingenting. Til mere ligegyldighed.
I kristendommen taler vi om fylde – om at fylde noget ind i tomheden. Helt fra begyndelsen skaber Gud alt ud af intet. Han fylder universet. Og senere taler vi om tidens fylde. Det er tiden, hvor Gud inkarnerede sig som menneske i Jesus. Tidens fylde – tiden blev opfyldt – ikke udtømt, men opfyldt. Fyldt af ånd og liv – af vilje og kærlighed.
Kristendommen handler ikke om at tømme sig for tanker og følelser, men tværtimod om at lade sig fylde af Guds kærlige ånd – at lade sig fylde af medfølelse og dermed også af den smertelige empati. For det er DEN, der vender os mod hinanden.
Gud er ikke ligeglad med os – han kerer sig om os. Og det er så enkelt, at fordi Gud kerer sig om os, skal vi kere os for hinanden. Så enkelt kan det siges. Vi skal fylde vores liv i to retninger. Vi skal fyldes op af Guds ord og kærlige ånd – og vi skal fylde vores liv med næstekærlighed.
Og sådan kan vi byde ligegyldigheden trods.
Amen
Dagens evangelium: https://www.bibelselskabet.dk/3-s-i-fasten-fra-foerste-raekke
Kirkebøn:
Livets Gud – du gav os livet og gav os til hinanden. Tak for hvert møde i vores liv, der vækker os fra ligegyldighedens tomhed, og sætter os ind i relation med hinanden igen.
Tak fordi du er her – til stede i vores liv, og med din kærlige ånd, giver vores liv meningsfylde.
Vi beder for dem, der ikke tror på, at livet er værd at leve, og for dem der lever i tomhed og ensomhed.
Vi beder for dem, der mangler noget at fylde i livet – om det er en ægtefælle, et barn, en ven eller en familie.
Vi beder for dem, der syge, og for dem, der skal dø. Og vi beder for dem, der lider fysisk eller i sjælen.
Vi beder for dem, der er grædefærdige og dem der bare er færdige.
Vi beder for dem der uden job eller gået konkurs.
Og vi beder for dem, der kun ser en udvej tilbage i livet.
Vi beder for dem, der lige har mistet og for dem, der skal miste i dag.
Vi ved ikke hvad livet vil bringe os, men Gud vi beder dig om at være med os – og hjælpe os, så vi ikke møder mere end vi kan bære.
Vi beder for din kirke her i Møllevang – og i hele verden. Lad kirken tale ligegyldigheden og tomheden imod, så den kan insistere på kærlighed og omsorg for dem, som ingen regner og eller ser.
Lad os altid orke mere, ville mere og gøre mere, for at gøre denne verden til et sted for alle mennesker.
Amen
søndag den 28. februar 2021
2. søndag i fasten 2021
Smuler – det handler om så lidt i dag. Ganske lidt. Små brødkrummer bliver tungen på vægtskålen, der får Jesus til at vende sig mod kvinden. Den kvinde, der så insisterende bliver ved med at ville ham noget, og nægtede at holde mund.
Det handler om så lidt – små hunde, der æder af de smuler, der falder fra deres herres bord, siger hun.
Og det er næsten ikke er til at holde ud for os. Vi har det sidste år vænnet os til mindre og mindre af alt det, der holder os til livet. Vi undværer samværet, smalltalken, håndtrykket, nærheden, at synge sammen, at knæle sammen – at støde ind i hinanden og læne os op ad hinanden. Vi har vænnet os til smuler, så vi næsten ikke kan holde det ud. Nu har vi brug for mere – og meget af det. Store og rå mængder af uhygiejnisk kaffeslabberas. Vi orker ikke smuler. Vi vil have mere. Så længe det ikke er mere af ingenting.
Det skriver Tina Dickow om i sin seneste sang, der er skrevet i et samarbejdet med hendes følgere på mediet Instagram, og sangen handler om denne tid med så lidt. Jeg vil læse lidt af teksten for jer:
HJERTESTORM
Der' sket så meget siden sidst
Og så alligevel ingenting
Det' vildt så meget drama, man kan få
Uden at stå ud af sin seng
Verden står stille
Det' mig, der drejer rundt
I hverdagens tåger, på afstand og tættere på mig selv
På godt og på ondt
Jeg er rolig, jeg er urolig - Jeg er vågen, jeg er i hi - Følelserne river og flår indeni
Som en storm i mit hjerte
En orkan i mit bryst
Længes jeg mod en verden
Af kærtegn og kys
En storm i mit hjerte, skriver hun. Sådan følte kvinden det, der kom til Jesus med en datter, der var syg. Der var storm i hendes hjerte. Det er nemt at sætte sig ind i hendes sted – for kvinden gør, hvad mødre har gjort altid, når deres børn er blevet syge. De kæmper med næb og klør, banker døre ind og insisterer på at blive hørt. Stormen i hjertet har revet og drevet dem frem.
Det har ikke været smukt og poetisk, da kvinden kom til Jesus. Hun kastede sig ned foran ham – hev måske fat i hans ben og holdt ham fast. Tryglede ham om det største i verden – tryglede ham om, at han ville gøre sin magt gældende også for hende. At han ville reparere det ødelagte og klinke det knuste – at han ville helbrede hendes datter. Kvinden bad ikke kun om smuler – hun bad om livet.
Men hun gjorde sig også til et menneske i Guds øjne – hun stillede sig som menneske foran Gud, nej hun bøjede sig foran Gud og sagde: giv mig af det, der for dig (skaber af universet, stjerne og måner) må være så lidt, men som for mig er hele livet (et eneste sølle menneskeliv).
Og da siger Jesus: Din tro er stor. Troen var ikke en krumme – nej, troen var stor.
Jesus så hende – som mor – som menneske – som et af sine elskede børn, der kæmpede. Som den, der havde brug for ham. Og Jesus er på vores side – menneskers side. Når vi har brug for det. Og når vi ikke har det.
Han er på vores side, og giver os ikke af smuler, men giver os af det hele. I overflod. Giver os af sin opmærksomhed, sin kærlighed – sin nåde.
Vi får i rå mængder. I overvældende grad. Hvert øjeblik rammer nåden os som en storm i et hjerte.
Det er ikke altid, at vi ved det. Det er ikke alle, der opdager det. Men det er troens puls, at vi tror, også de dage, hvor vi ikke gør det. Også de dage, hvor vi ikke kommer ud af sengen, ud ad døren eller ud over rampen. De dage, hvor vi dummer os og hvor vi bare er dumme. De dage er nåden også vores. Og særligt – ja særligt de dage, hvor vi tror Gud ikke ænser os, høre os eller bekymre sig om os – de dage får vi også, selvom vi ikke kan se det eller tro det.
For sådan er det med Gud – han er ikke nøjeregnende med sin kærlighed og sin nåde. Han giver os ikke kun smuler eller det der er tilovers. Han giver os alt.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/2-s-i-fasten-fra-foerste-raekke
Kirkebøn:
Skaber gud – kærlighedens kilde og livets udspring. Vi takker dig fordi du hører os, selv når vi hvisker i mørket.
Vi beder dig være med alle dem, der har brug for dig, men som ikke tør bede dig om noget eller bede til dig. Åbn deres hjerter.
Vi beder for alle dem, der har bedt hele livet, og aldrig følt, at du har hørt dem. Vis dem at du hører.
Vi beder for dem, der er syge og kæmper for livet. Lindr deres smerter og giv fred til deres sind.
Vi beder for dem, der er glade og forelskede. Vi beder for dem, der er triste og ensomme. Vi beder for dem, der er i deres følelsers vold, og dem, der aldrig føler noget.
Vi beder for dem, der er bange for corona, og dem der ikke tror på vaccinationer.
Vi beder for de hjemløse, de barnløse, de håbløse og fredløse.
Vi beder for verden, Gud – hjælp os til at gå fremtiden i møde med troen på, at vores indsats nytter, og at vi kan gøre denne klode til et sted i balance mellem natur og mennesker.
Vi beder for mennesker, der lever i fattigdom, i skjul eller i frygt. Vi beder for de kristne der er forfulgte, fordi de følger dig Gud.
Vi beder for vores kirke her i Møllevang, og for alle kirker i hele verden. Lad kirken bære lys ud i mørkste og fjerneste afkroge af verden, og hjælpe Dig Gud med at rejse de faldne, give værdighed til de udstødte og håb til os alle. Amen
Det handler om så lidt – små hunde, der æder af de smuler, der falder fra deres herres bord, siger hun.
Og det er næsten ikke er til at holde ud for os. Vi har det sidste år vænnet os til mindre og mindre af alt det, der holder os til livet. Vi undværer samværet, smalltalken, håndtrykket, nærheden, at synge sammen, at knæle sammen – at støde ind i hinanden og læne os op ad hinanden. Vi har vænnet os til smuler, så vi næsten ikke kan holde det ud. Nu har vi brug for mere – og meget af det. Store og rå mængder af uhygiejnisk kaffeslabberas. Vi orker ikke smuler. Vi vil have mere. Så længe det ikke er mere af ingenting.
Det skriver Tina Dickow om i sin seneste sang, der er skrevet i et samarbejdet med hendes følgere på mediet Instagram, og sangen handler om denne tid med så lidt. Jeg vil læse lidt af teksten for jer:
HJERTESTORM
Der' sket så meget siden sidst
Og så alligevel ingenting
Det' vildt så meget drama, man kan få
Uden at stå ud af sin seng
Verden står stille
Det' mig, der drejer rundt
I hverdagens tåger, på afstand og tættere på mig selv
På godt og på ondt
Jeg er rolig, jeg er urolig - Jeg er vågen, jeg er i hi - Følelserne river og flår indeni
Som en storm i mit hjerte
En orkan i mit bryst
Længes jeg mod en verden
Af kærtegn og kys
En storm i mit hjerte, skriver hun. Sådan følte kvinden det, der kom til Jesus med en datter, der var syg. Der var storm i hendes hjerte. Det er nemt at sætte sig ind i hendes sted – for kvinden gør, hvad mødre har gjort altid, når deres børn er blevet syge. De kæmper med næb og klør, banker døre ind og insisterer på at blive hørt. Stormen i hjertet har revet og drevet dem frem.
Det har ikke været smukt og poetisk, da kvinden kom til Jesus. Hun kastede sig ned foran ham – hev måske fat i hans ben og holdt ham fast. Tryglede ham om det største i verden – tryglede ham om, at han ville gøre sin magt gældende også for hende. At han ville reparere det ødelagte og klinke det knuste – at han ville helbrede hendes datter. Kvinden bad ikke kun om smuler – hun bad om livet.
Men hun gjorde sig også til et menneske i Guds øjne – hun stillede sig som menneske foran Gud, nej hun bøjede sig foran Gud og sagde: giv mig af det, der for dig (skaber af universet, stjerne og måner) må være så lidt, men som for mig er hele livet (et eneste sølle menneskeliv).
Og da siger Jesus: Din tro er stor. Troen var ikke en krumme – nej, troen var stor.
Jesus så hende – som mor – som menneske – som et af sine elskede børn, der kæmpede. Som den, der havde brug for ham. Og Jesus er på vores side – menneskers side. Når vi har brug for det. Og når vi ikke har det.
Han er på vores side, og giver os ikke af smuler, men giver os af det hele. I overflod. Giver os af sin opmærksomhed, sin kærlighed – sin nåde.
Vi får i rå mængder. I overvældende grad. Hvert øjeblik rammer nåden os som en storm i et hjerte.
Det er ikke altid, at vi ved det. Det er ikke alle, der opdager det. Men det er troens puls, at vi tror, også de dage, hvor vi ikke gør det. Også de dage, hvor vi ikke kommer ud af sengen, ud ad døren eller ud over rampen. De dage, hvor vi dummer os og hvor vi bare er dumme. De dage er nåden også vores. Og særligt – ja særligt de dage, hvor vi tror Gud ikke ænser os, høre os eller bekymre sig om os – de dage får vi også, selvom vi ikke kan se det eller tro det.
For sådan er det med Gud – han er ikke nøjeregnende med sin kærlighed og sin nåde. Han giver os ikke kun smuler eller det der er tilovers. Han giver os alt.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/2-s-i-fasten-fra-foerste-raekke
Kirkebøn:
Skaber gud – kærlighedens kilde og livets udspring. Vi takker dig fordi du hører os, selv når vi hvisker i mørket.
Vi beder dig være med alle dem, der har brug for dig, men som ikke tør bede dig om noget eller bede til dig. Åbn deres hjerter.
Vi beder for alle dem, der har bedt hele livet, og aldrig følt, at du har hørt dem. Vis dem at du hører.
Vi beder for dem, der er syge og kæmper for livet. Lindr deres smerter og giv fred til deres sind.
Vi beder for dem, der er glade og forelskede. Vi beder for dem, der er triste og ensomme. Vi beder for dem, der er i deres følelsers vold, og dem, der aldrig føler noget.
Vi beder for dem, der er bange for corona, og dem der ikke tror på vaccinationer.
Vi beder for de hjemløse, de barnløse, de håbløse og fredløse.
Vi beder for verden, Gud – hjælp os til at gå fremtiden i møde med troen på, at vores indsats nytter, og at vi kan gøre denne klode til et sted i balance mellem natur og mennesker.
Vi beder for mennesker, der lever i fattigdom, i skjul eller i frygt. Vi beder for de kristne der er forfulgte, fordi de følger dig Gud.
Vi beder for vores kirke her i Møllevang, og for alle kirker i hele verden. Lad kirken bære lys ud i mørkste og fjerneste afkroge af verden, og hjælpe Dig Gud med at rejse de faldne, give værdighed til de udstødte og håb til os alle. Amen
fredag den 19. februar 2021
1. søndag i fasten 2021
Hvem er jeg? Det spørgsmål er kommet til at betyde meget de senere år, og endnu mere den sidste tid, hvor vores identitet som menneske, er kommet under pres. Det gør noget ved os, når vi ikke kan være sammen med hinanden som vi plejer. Så hvordan definerer vi os – er vi danskere, jyder, aarhusianere eller kristne. Hvad er vi, når vi skal sætte en label på?
Der er mange, der gerne vil definere os – for os.
De sociale medier er et sted, der gerne vil definere os. Vi kan styre, hvad vi sender ud, men ikke hvordan modtager det, og hele tiden er spørgsmålet her, om man er spændende eller interessant nok til at folk vil følge en. Får man nok likes på et opslag.
Men det ikke kun de sociale meder, der påvirker os. Også arbejde, eller mangel på samme, kan blive en definition af os. Eller fritidsinteresser. Eller sygdom eller handicaps, kan blive identitetsskabende. Seksuel præference har i mange år fyldt den fælles debat, og er nu overtaget af debatten om kønsidentiteten. Der er som sådan smukt, at vi selv kan være med til definere os; men i alt det her, er også en dyb længsel efter at være. Høre til. Eller måske snarere at være nok, alene fordi man er, og ikke fordi man definerer sig selv.
Jesus blev døbt – det hørte vi om i kirken i sidste uge. Denne smukke begivenhed, hvor Jesus overtaler Johannes med tilnavnet Døberen til at døbe ham i Jordanfloden, og hvordan Gud åbnede himlen, da Jesus steg op fra vandet, og sagde til Jesus og alle omkring: ”Dette er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag.”
Jesus er døbt – Jesus er Guds elskede barn. Jesus har fået den eneste identitet – den eneste label – der i virkeligheden betyder noget for os. Vi er døbt og vi er Guds børn.
Og lige med det samme – efter sin dåb – drager Jesus ud i ørkenen, hvor der er tørke og stikkende sol. Der er ingen dåbens vand, der kan rinde som en kilde, men derimod det modsatte – den eneste væske er det på tungen. Og enhver der har været i en ørken ved også, at ørkener er stille som graven. Der så stille, at man næsten tror ens åndedræt er den eneste lyd i verden. Der er langt til Guds røst fra oven.
Og derude kommer det onde, som Djævelen, og begynder at ville definere Jesus. ”Hvis du virkelig er Guds søn”, siger Djævelen til Jesus, så bør du og burde du. Og straks forsøger Djævelen at drive Jesus ind i en bestemt måde at være på og opføre sig på. Det onde forsøger at tage patent på Jesu identitet.
Men Jesus svarer hver gang med citater fra skrifterne – han peger ud over sig selv, og svarer ikke, som man kunne fristes til med at tage udgangspunkt i sig selv, men ved at pege på Gud. Jesu tunge risler med dåbens vand, da han svarer Djævelen.
Jesus svarer, at vi mennesker lever af mere end maden, men også at de ord, vi hører. Han siger, at vi ikke må udfordre Gud, men underforstået skal stole på ham. Og så siger han, at vi skal tilbede Gud, og kun ham. Vi skal ikke tilbede Djævelen eller de fristelser, der må møde os på vores vej, når vi kommer til at sætte os selv øverst på tronen. Og det sker – jeg oplever det selv. At jeg kan blive så optaget af mig selv i verden, at jeg glemmer. Ja, glemmer andre og glemmer Gud. Tror jeg kan klare alt selv, når jeg i virkeligheden har fået den vigtigste gave af alle engang for 43 år siden, da jeg blev båret til dåben i en dåbskjole syet af min mors brudekjole, med mit navn broderet på, og en rød sløjfe om maven. Den samme kjole som jeg bar min søn ind i Møllevangskirken i, da vi bar ham til dåben.
Og ved en døbefont med lidt vand i, får vi den største gave af dem alle – en identitet som Guds. Vi er døbte – vi er hans.
Til enhver dåb åbner himlen sig, og Guds røst lyder i barnets hjerte: Du er mit elskede barn – i dig har jeg fundet velbehag.
Vi behøver fra det punkt ikke at klare livet særligt godt eller specielt smukt for at Gud synes om os. I hans øjne er det særlige ikke det, vi er udadtil, men vi er særlige, fordi vi er hans. Vi hører til hos ham. Selv den gennemsnitlige kvinde i begyndelsen af 40’erne, der forsøger at gøre sig smart på facebook og Instagram – for bare komme med et helt tilfældigt eksempel. Hun er elsket, som enhver af jer er elsket af Gud.
Det onde er det, der forsøger at tage patent på, hvem vi er og hvorfor vi er. Og det eneste svar vi kan sige er: Jeg er døbt.
Der er ikke mere at komme efter – vi er allerede Guds – og der er ingen andre, der kan gøre krav på os. Heller ikke engang os selv, når vi glemmer, at Gud har os. Vi er døbt. Det er hvem vi er.
AMEN
Dagens prædikentekst: https://www.bibelselskabet.dk/1-s-i-fasten-fra-foerste-raekke
Der er mange, der gerne vil definere os – for os.
De sociale medier er et sted, der gerne vil definere os. Vi kan styre, hvad vi sender ud, men ikke hvordan modtager det, og hele tiden er spørgsmålet her, om man er spændende eller interessant nok til at folk vil følge en. Får man nok likes på et opslag.
Men det ikke kun de sociale meder, der påvirker os. Også arbejde, eller mangel på samme, kan blive en definition af os. Eller fritidsinteresser. Eller sygdom eller handicaps, kan blive identitetsskabende. Seksuel præference har i mange år fyldt den fælles debat, og er nu overtaget af debatten om kønsidentiteten. Der er som sådan smukt, at vi selv kan være med til definere os; men i alt det her, er også en dyb længsel efter at være. Høre til. Eller måske snarere at være nok, alene fordi man er, og ikke fordi man definerer sig selv.
Jesus blev døbt – det hørte vi om i kirken i sidste uge. Denne smukke begivenhed, hvor Jesus overtaler Johannes med tilnavnet Døberen til at døbe ham i Jordanfloden, og hvordan Gud åbnede himlen, da Jesus steg op fra vandet, og sagde til Jesus og alle omkring: ”Dette er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag.”
Jesus er døbt – Jesus er Guds elskede barn. Jesus har fået den eneste identitet – den eneste label – der i virkeligheden betyder noget for os. Vi er døbt og vi er Guds børn.
Og lige med det samme – efter sin dåb – drager Jesus ud i ørkenen, hvor der er tørke og stikkende sol. Der er ingen dåbens vand, der kan rinde som en kilde, men derimod det modsatte – den eneste væske er det på tungen. Og enhver der har været i en ørken ved også, at ørkener er stille som graven. Der så stille, at man næsten tror ens åndedræt er den eneste lyd i verden. Der er langt til Guds røst fra oven.
Og derude kommer det onde, som Djævelen, og begynder at ville definere Jesus. ”Hvis du virkelig er Guds søn”, siger Djævelen til Jesus, så bør du og burde du. Og straks forsøger Djævelen at drive Jesus ind i en bestemt måde at være på og opføre sig på. Det onde forsøger at tage patent på Jesu identitet.
Men Jesus svarer hver gang med citater fra skrifterne – han peger ud over sig selv, og svarer ikke, som man kunne fristes til med at tage udgangspunkt i sig selv, men ved at pege på Gud. Jesu tunge risler med dåbens vand, da han svarer Djævelen.
Jesus svarer, at vi mennesker lever af mere end maden, men også at de ord, vi hører. Han siger, at vi ikke må udfordre Gud, men underforstået skal stole på ham. Og så siger han, at vi skal tilbede Gud, og kun ham. Vi skal ikke tilbede Djævelen eller de fristelser, der må møde os på vores vej, når vi kommer til at sætte os selv øverst på tronen. Og det sker – jeg oplever det selv. At jeg kan blive så optaget af mig selv i verden, at jeg glemmer. Ja, glemmer andre og glemmer Gud. Tror jeg kan klare alt selv, når jeg i virkeligheden har fået den vigtigste gave af alle engang for 43 år siden, da jeg blev båret til dåben i en dåbskjole syet af min mors brudekjole, med mit navn broderet på, og en rød sløjfe om maven. Den samme kjole som jeg bar min søn ind i Møllevangskirken i, da vi bar ham til dåben.
Og ved en døbefont med lidt vand i, får vi den største gave af dem alle – en identitet som Guds. Vi er døbte – vi er hans.
Til enhver dåb åbner himlen sig, og Guds røst lyder i barnets hjerte: Du er mit elskede barn – i dig har jeg fundet velbehag.
Vi behøver fra det punkt ikke at klare livet særligt godt eller specielt smukt for at Gud synes om os. I hans øjne er det særlige ikke det, vi er udadtil, men vi er særlige, fordi vi er hans. Vi hører til hos ham. Selv den gennemsnitlige kvinde i begyndelsen af 40’erne, der forsøger at gøre sig smart på facebook og Instagram – for bare komme med et helt tilfældigt eksempel. Hun er elsket, som enhver af jer er elsket af Gud.
Det onde er det, der forsøger at tage patent på, hvem vi er og hvorfor vi er. Og det eneste svar vi kan sige er: Jeg er døbt.
Der er ikke mere at komme efter – vi er allerede Guds – og der er ingen andre, der kan gøre krav på os. Heller ikke engang os selv, når vi glemmer, at Gud har os. Vi er døbt. Det er hvem vi er.
AMEN
Dagens prædikentekst: https://www.bibelselskabet.dk/1-s-i-fasten-fra-foerste-raekke
Kirkebønnen:
Gud – du er kilden til kærlighed. Du er vandet, der springer i ørkenen, og lyder der bryder tomrummet.
Vi takker dig fordi vi må samles og mærke dit nærvær i en tid, hvor vores tålmodighed er sat på prøve. Vi beder dig om at give os styrke til at holde ud – og til stadighed lade vores øjne møde hinanden over masken, som en ihukommelse af fællesskabet.
Vi beder i dag for alle dem, der har svært ved at mærke dig, Gud og som beder om at du må blive synlig i deres liv. Giv dem et pust fra dit åndedrag.
Vi beder for dem, der sidder alene, og længes efter mennesker. Lad os snart mødes igen, så vi kan holde i hånd og kramme.
Vi beder for dem, der er bange for fremtiden. Lad livet blomstre i deres liv, så de lever fremfor at vente.
Vi beder for dem, der er døende – sæt dig ved deres side Gud.
Vi beder for alle mennesker, der kæmper med at forstå dem selv i verden – giv dem din kærlighed, så de må mærke den først og fremmest.
Vi beder for alle dem, flygter fra krig, fattigdom eller diktaturer. Lad dem finde gæstfrihed og medmenneskelighed, hvor de kommer frem, så deres sjæl kan læges.
Vi beder for alle i Myanmar, hvor frygten fylder. Vi beder om, at friheden må finde vej, så Myanmars børn kan gå en sikker fremtid i møde.
Og vi beder for alle børn i hele verden. Lad os voksne bruge vores ansvar til at skabe gode rammer for børns opvækst, så ingen sulter, ingen vokser op i flygtninge lejre og inden oplever sig utrygge.
Og vær med vores kirker her på denne lille plet på jorden. Lad kirken her, og i hele verden, stå som små fyrtårne af håb og lys, og lad kirken guide folk til empati og næstekærlighed. Lad os altid kæmpe den svages kamp.
AMEN
Gud – du er kilden til kærlighed. Du er vandet, der springer i ørkenen, og lyder der bryder tomrummet.
Vi takker dig fordi vi må samles og mærke dit nærvær i en tid, hvor vores tålmodighed er sat på prøve. Vi beder dig om at give os styrke til at holde ud – og til stadighed lade vores øjne møde hinanden over masken, som en ihukommelse af fællesskabet.
Vi beder i dag for alle dem, der har svært ved at mærke dig, Gud og som beder om at du må blive synlig i deres liv. Giv dem et pust fra dit åndedrag.
Vi beder for dem, der sidder alene, og længes efter mennesker. Lad os snart mødes igen, så vi kan holde i hånd og kramme.
Vi beder for dem, der er bange for fremtiden. Lad livet blomstre i deres liv, så de lever fremfor at vente.
Vi beder for dem, der er døende – sæt dig ved deres side Gud.
Vi beder for alle mennesker, der kæmper med at forstå dem selv i verden – giv dem din kærlighed, så de må mærke den først og fremmest.
Vi beder for alle dem, flygter fra krig, fattigdom eller diktaturer. Lad dem finde gæstfrihed og medmenneskelighed, hvor de kommer frem, så deres sjæl kan læges.
Vi beder for alle i Myanmar, hvor frygten fylder. Vi beder om, at friheden må finde vej, så Myanmars børn kan gå en sikker fremtid i møde.
Og vi beder for alle børn i hele verden. Lad os voksne bruge vores ansvar til at skabe gode rammer for børns opvækst, så ingen sulter, ingen vokser op i flygtninge lejre og inden oplever sig utrygge.
Og vær med vores kirker her på denne lille plet på jorden. Lad kirken her, og i hele verden, stå som små fyrtårne af håb og lys, og lad kirken guide folk til empati og næstekærlighed. Lad os altid kæmpe den svages kamp.
AMEN
Abonner på:
Opslag (Atom)