4. søndag efter trinitatis 2021

Mon ikke de fleste mennesker har prøvet at sammenligne dem selv med andre? Det er i al fald en tese, som mange psykologer antager – at vi mennesker sammenligner os med hinanden. Det hedder også social comparison (Festinger). At man tager sit eget liv og ser på det gennem lyset af andres tilsyneladende mere interessante liv.

Min liste – for jeg har sådan en liste – altså min liste over mennesker, jeg sammenligner mig selv med, ser sådan her ud:

1. Kvinder, der får 4 børn og stadigvæk ser ud som da de fyldte 20 år.

2. Dem der mediterer, træner og spiser sundt hver dag.

3. De mennesker, der når at læse en ny og interessant bog hver uge, skriver en klumme til avisen, spiser brunch med deres veninder ved stranden uden at få sand mellem tæerne og ikke mindst har et ryddeligt hjem.

Eller sagt med andre ord – dem, der kan og gør alt det, som jeg ikke selv tilsyneladende når eller mangler.

Og er man der, hvor man sammenligner, så kan andres liv forekomme som problemfri og gnidningsløse – uden vasketøj eller snavs.

Det minder om den situation, hvor man ser splinten i andres øjne, og bjælken i sit eget. Man sammenligner alt det, de andre kan og viser frem, med den, man er i sit eget indre.

Man fælder en dom – ikke kun over sig selv, men også over andre. De andres liv gøres bedre og ens eget værre. Og det har vist sig, at sociale medier er en fremragende kilde til at vores selvværd ned med nakken. Der er lavet undersøgelser, der viser en direkte sammenhæng mellem ens brug af sociale medier og depression, ensomhedsfølelse og lavt selvværd. (https://www.psykologrikkepapsoe.dk/hvordan-paavirker-de-sociale-medier-os/).

Mennesker har altid sammenlignet sig med hinanden, men nu kan man nå at sammenligne sig med flere ved et enkelt klik.

Der er i denne tid, som vi lever i, særlig brug for et fokus på, at flere og flere mennesker føler sig ensomme. Vi fælder ikke altid kun en negativ dom over andre, men måske i højere grad over os selv.

Når vi sidder alene med vores tanker og sammenligninger, og der aldrig er et andet (virkeligt) menneske, der bryder ind og får den udgave af virkeligheden, vi skaber i vores indre, brudt med andre synsvinkler, så falder vi igen og igen en grøft af negativitet.

Der sker ikke en perspektivforskydning. Og den har vi brug for.

Vi har brug for at få øje på andet end os selv i spejlet – eller brug for at få øje på andet den anden gennem spejlet. Vi har brug for virkeligheden.

Vi har brug for barmhjertigheden.

Det er et ord, jeg holder meget af – barmhjertighed. På hebraisk kommer det af to ord: hanan og hesed.

Det ene betyder, at Gud er gavmildhed, og at den gavmildhed er både overraskende og givet frit. Det er en handling, der oprejser mennesker, når de er nede og fortvivlede. Og det andet ord bruger man om det, at mennesker kommer i relation med hinanden, og bliver brugt, når der er et overskud, som gør at man får lov at være med i en relation uden at man først bliver spurgt om, hvad man kan give eller gøre – eller hvem man er. Man bliver bare budt ind – eller som vi hørte i dåben, så siger Jesus: Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. De er indbudt inden de kan andet end blot at være. (”Trinitatis – en homiletisk rejse” af Mogens Lindhardt, Anis 2015, s. 164ff).

Det er alt sammen barmhjertighed. Eller et udtryk for Guds nåde.

Gud er barmhjertig, når han udøser sig nåde over os.

Vi får at vide, at vi skal være barmhjertige, som Gud er det. Men også her skal vi passe på ikke at sammenligne os, så vi ikke tror, at vi skal være guddommelige.

Vi kan derimod forestille os, at vi bor i et stort hus, som Gud har skabt her på kloden. I dette hus er Gud hele tiden nær med sin gavmildhed, sin omsorg, sin barmhjertighed og sin nåde. Huset har en kultur – eller i det her tilfælde en ånd. En måde at være på, som vi bliver bedt om at bringe videre. Vi skal ikke skabe den særlige stemning i huset – den har Gud allerede skabt, men vi skal arbejde med på den. (Ibid.s. 167).

Det er dagens evangelium – arbejd med på den verden, Jeg skaber for jer, siger Gud til os. Og det gør vi, når vi sætter os ud over hierarkier og social status, og begynder at behandle hinanden som mennesker før alt andet. Før det øjet ser, men som hjertet for længst har opdaget – at vi fælles om vores menneskelighed. Først og sidst er vi mennesker, der har brug for det samme i tilværelsen. Omsorg, opmærksomhed, kærlighed og barmhjertighed.

Vi er i et fællesskab med hinanden, hvor ingen er mere end den anden.

Det er gennem tiden blevet udtrykt meget forskelligt, og nogen ynder at sige, at vi alle er syndere. Det er ikke forkert, men problemet er, at man begynder ved synden, i stedet for at begynde med nåden og barmhjertigheden. Vores fællesskab som mennesker, er ikke konstitueret af synden, men at Guds nåde og barmhjertighed.

Det begynder ved Gud og ender ved Gud. Det er ham, der er Alfa og Omega.

Teologen Mogens Lindhardt taler også om synd, men han siger, at synd er en skade – noget, der bliver ødelagt eller slået itu. Og som ved enhver skade, så sørger man efter, man har fået den. Sorg er en reaktion på, at der er sket en skade. Det er altid den første reaktion. Den næste reaktion er, siger han, omsorg (Ibid. S. 172). Han taler om, at synden ikke må blive til en skandale mellem mennesker, hvor vi måske ruller os lidt rundt i andre menneskers synd, men at vi gør den til en tragedie, forstået på den måde, at vi skal vise omsorg fremfor at sladre, for nu at sige det sådan lige ud af posen. Vi skal ikke gøre synden større ved at dele dem med flere, men behandle den nænsomt og med omsorg.

Det er en anderledes måde at se synden på – og reaktionen på den. Synd er ikke bare noget, der kan stemples som ”forkert” ud fra et etisk perspektiv, men måske snarere en skade, der skal klinkes. Og kan klinkes gennem omsorg. Ved at sørge for hinanden – at sørge med hinanden.

Vores skæbnefællesskab er ikke synden, men Guds barmhjertighed, Guds nåde og vores fælles evne til at vise omsorg – også overfor det menneske, vi ikke kender endnu. Vi sætter hinanden i relationer ved at gentage den indbydelse til livet, som Gud har givet os, når han frit og kvit invitere os – uden at vide, hvad livet vil bringe os.

Vi er hinandens, som vi er Guds.

Det skal vi møde hinanden med i stedet for sammenligningens ubarmhjertige blik. Vi er fælles på denne klode som Gud har skabt – den er lige som eget din som min – som vores næstes.

AMEN




Dagens evangelium: https://www.bibelselskabet.dk/4-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke




Kirkebøn:



Overraskende og barmhjertige Gud – i livets travlhed og livets kaos kommer du til os, hvor vi er. Du kommer og finder os, når vi ikke kan finde os selv. Når vi er faret vild i egne tanker og sammenligninger – i misundelse og ensomhed.

Du kommer og viser os omsorg – viser os barmhjertighed. Du peger på en anden vej end den, vi kan komme til at tage – ikke fordi vi er slette, men fordi vi ikke kan få øje på andre.

Tak Gud fordi du igen og igen peger os i en anden retning. Peger os mod hinanden hjerter og mod dig.

Hjælp os så vi kan hjælpe hinanden med at arbejde for en verden, hvor kærlighed får 1. pladsen i vores liv – hvor vi ser på hinanden med overbærenhed, og hvor vi byder hinanden ind i vores liv.

Og vær os nær i denne bøn, når vi beder for verden.

Vær med alle syge, der er bange og i smerter.

Vær med alle ensomme, der tror sig forladte.

Vær med alle der mangler, og føler de falder ned i den mangel.

Vær med alle, der føler sig uperfekte.

Vær med alle, der glemmer andre – mest fordi de er bange for at andre har glemt dem.

Vær med alle der kæmper i livet.

Vær med alle der sørger og savner.

Vær med alle de magtfulde.

Vær med vores kirke her – lad os binde bånd til alle andre kirker i hele verden, så vi sammen kan skabe fællesskaber på tværs af alt det, der ellers skiller os ad.

Lad os være stille sammen.

Amen

Skt. Hans 2021

Her står jeg med en kost i hånden. Klar til at flyve til Bloksbjerg. For sådan troede man engang – at hekse satte sig på koste og fløj hele vejen til Bloksbjerg, hvor de festede hele natten.

Så engang gemte man koste væk til Skt. Hans for at sikre sig, at heksene ikke skulle flyve afsted – jeg ved ikke om det skyldes frygt for hekse eller misundelse over ikke at komme med til festen.

Men i dag kender vi det at flyve på koste fra Harry Potter, der jo er et talent på en koste, og første gang han prøver, bare kan. Han deltog i mange Quiddish-kampe på kost - en Nimbus 2000 og sidenhen en Firebolt-kost. 

Men hjemme hos mig, kender jeg nu mest kosten fra, når jeg skal feje. Og lige præcis den her kost står udenfor, så jeg kan feje terrassen ren for blade, jord og hvad der ellers sådan er. Jeg fejer og fejer – selvom jeg ved, at i morgen vil der ligge lige så meget som i dag. Sådan er det med snavs og skidt – det er næsten som om det kommer helt af sig selv.

Det tror jeg, vi alle kan nikke genkendende til – os der har arbejdet hjemmefra i over et år. Det er som om, at når man er hjemme, så samler der sig mere snavs i hjørnerne, end hvis man ikke var hjemme. Det kommer bare – flyver over trægulvene og samler sig i store grå totter eller tunge bunker af sand.

Det minder måske lidt om det, der også sker inden i os – altså i vores hjerter. At snavs sådan kan samle sig i totter. Bekymringer og negative tanker.

Jeg har lige været til et foredrag med en psykolog Pia Callesen, der siger, at bekymringer er som at sidde ved running Sushi. I ved det der transportbånd der går gennem en restaurant med sushi-tallerkner på, og så tager man det, man gerne vil have, når der kommer en tallerken, man synes om. Ikke helt som i lufthavnen, hvor man helst skal tage sin egen kuffert. Nej, her må man tage lige det man vil.

Men, Pia Callesen siger, at bekymringer er som den tallerken med sushi som ingen tager og som bare kører rundt og rundt. Spørgsmålet er om man så egentlig har lyst til den tallerken med dårlig fisk, når den kommer? Nej vel. Men bekymringer er som stabler af tallerkner med dårlig sushi som man tager og spiser. Hvor Pia Callesen siger, at man skal øve sig i at lade dem køre videre med rundt velvidende at de nok kommer igen – men vi skal øve os i ikke at tage fat i bekymringen.

Det er egentligt et godt råd, og som et menneske, der i høj grad har katastrofetanker på daglig basis er det virkelig et godt råd. Jeg forestiller mig al mulig forfærdeligt vil ske, og havde, da Mette Frederiksen sidste år lukkede DK, allerede forestillet mig mundbind, afstand og sprit. Jeg var med andre ord langt foran jer. Men jeg havde ikke forestillet mig, at vi kunne mødes her i aften – også sådan er det med bekymringer. De viser sig sjældent at holde stik. Der sker næsten altid et eller andet godt, der ødelægger bekymringen.

Og det jo egentligt godt.

Derfor har jeg en kost med, for håbet, lyset og alt det gode i livet er som den her kost, der kommer uventet og fejer bekymringer, negative tanker og domme over andre, væk – fejer hjørnerne i vores hjerter rene, så vi igen kan få øje på det smukke.

Og i aften er det det, vi tænder bål. Ikke for at skræmme heksene som man gjorde engang – de må hjertens gerne tage til fest i aften – men for at huske os selv på, at lyset, håbet, kærligheden stadigvæk er i verden – og i os.

Vi skal det næste år – og måske mange år frem – øve os i at feje alt det væk, der afholder fra at leve livet med hinanden – for hinanden. Her hvor corona får baghjul har vi fået en mulighed for at redefinere alt det, der betyder noget for os – vi skal gribe chancen.

Lad os skabe en fremtid, der er om muligt endnu smukkere med nærvær, samvær og kærlighed.

Glædelig midsommer.

2. søndag efter trinitatis 2021

”Kaos giver ofte liv, når orden er blevet en vane”. Sådan skulle den amerikanske historiker Henry B. Adams efter sigende havde udtalt sig. Det er ellers ikke sådan, vi er vant til at se på kaos, som det, der giver liv. Faktisk er det nok nærmere det modsatte. Det er en værdsat kompetence på arbejdsmarkedet i dag, at man kan lede sig egen arbejdsdag, have overblik, styr på kalenderen, mails og aftaler. Der er ikke mange, der bliver ansat på, at de skriver, at de er gode til at skabe kaos omkring sig. Der skal derimod orden og struktur til.

Men spørgsmålet er om det ikke går imod den verden, vi lever i? Imod det liv, vi lever?

Jeg synes nemlig, at der ofte sker noget, der viser det modsatte. Jeg bruger fx oceaner af tid på lede efter mine nøgler eller mine briller, selvom jeg godt ved, at jeg bare skal lægge ting det samme sted. Hver gang.

Men livet er også kaotisk på andre planer end bare det helt personlige, når vi ser på klimakrisen, vi står midt i. En pandemi, der lukker verden ned. Man har måske mennesker i sit liv, der ikke altid agerer, som man regner med.

Der er et element at kaos i tilværelsen – af noget, vi ikke kan styre eller planlægge. Noget der får os til at stoppe op eller reagere eller græde eller gyse eller undres. Det kaotiske gør noget ved os. Eller livet gør noget ved os.

Vi kan ikke undgå at blive forstyrret i livet. Vi kan planlægge, men det uforudsigelige vil stadigvæk være der.

I 1970’erne udviklede man noget, der kaldes for kaosteorien, der i grundtræk går ud på, at alting udvikler sig over tid, og at startbetingelserne er vigtige for resultatet. Man kalder det også for sommerfugleeffekten. Det er ideen om, at en sommerfugls slag med vingen på den ene side af jordkloden kan føre til en orkan på den anden side. At enhver handling har konsekvenser – breder sig som ringe i vandet og rammer bredder, vi ikke kan forudsige. At livet er kaotisk i sin essens.

Vi kan ikke forudsige det eller beregne livet på forhånd. Men vi kan navigere i det – eller det det eneste vi kan. Navigere i det, der kan synes kaotisk og løssluppent – uordentligt eller rodet.

Problemet er nok mest os mennesker, der gerne vil have orden i vores liv. Vi opstiller regler, kasser og regneark – prøver at skabe orden i det kaotiske. Og vi bliver tit skuffede.

Men det største problem opstår, når vi forsøger at gøre det samme med Gud. Forsøger at få styr på Gud – sætte ham eller hende i en kasse, der passer med den lille del af verden, som vi kan se og opfatte.

Det er ikke fordi, det er forkert at gøre; men vi skal være forberedte på, at blive overraskede og overrumplede af Gud. Og måske særligt, når vi tror, vi har fået styr på Gud.

Jesus fortæller en lignelse om en mand. Når Jesus fortæller om en mand, en godsejer eller en vinbonde, så er det ofte Gud, han taler om.

Jesus fortæller om mand, der vil holde fest – men alle de indbudte takker nej i sidste øjeblik. De var nok ikke bekendte med Søren Pind-reglen. Det er en regel, som Søren Pind gjorde sig til fortaler i radioprogrammet Mads & Monopolet, der går ud på, at har man først sagt JA til et arrangement, så aflyser man ikke, selvom der kommer noget mere vigtigt eller spændende, man måske hellere ville til. Søren Pind- reglen er, at et JA altid gælder.

Men det vidste de indbudte mennesker i lignelsen ikke. De undskyldte sig, fordi noget vigtigere var sket i deres liv end denne fest. Enhver der har prøvet at blive brændt af på den måde, ved at det ikke er rart. Det er ikke rart at blive prioriteret fra – at få en følelse af at være uvæsentlig i andres liv.

Og manden i lignelsen bliver også vred. Ordet vrede betyder egentlig ”forvreden” – at noget bliver forvreden. Som en fod, man vrikker om på, og forvrider – smerten, der jager gennem kroppen. Eller som et hjerte man vrikker om på og forvrider – den smerte kan blive længe efter, man har lagt is på og hvilet. Men også forvreden som det ansigtsudtryk, som vreden giver. Man bliver svær at kende og vreden kan lyse ud af øjnene som lyn, der rammer den, man er vred på. Vreden opstår, når det man gerne vil, ikke sker. Som når folk takker ned til ens åbne arme og udstrakte hånd.

Men manden i lignelsen dropper ikke festen – han inviterer nogle andre.

Han inviterer de fattige, vanføre, blinde og lamme, som der står. Han inviterer dem, der på det her tidspunkt tilhører den sociale lavklasse. Dem der ellers aldrig får en invitation. I skal forestille jer, at det er mennesker, der har haft slidt og måske beskidt tøj på – de har været usoignerede. Det er mennesker, der med forskellige handikaps måske har haft svært ved at spise uden at spilde. Mennesker der har rørt ved maden med hænderne for at mærke den inden, der var kommet op til munden – eller måske mennesker, der har spist direkte af tallerkenen uden at bruge hverken arme eller ben.

Jeg er klar over det politiske ukorrekte i at male billedet for jer – men jeg tør kun at gøre det, fordi at netop en lignelse som denne, har været som et slag med en sommerfuglevinge; og i dag bliver der arbejdet med at fastholde menneskers ligeværdighed uagtet handicaps.

Fordi Jesus turde tale om det kaotiske i tilværelsen og tale om mennesker, som andre anså som kaotiske, har vi i dag et sundhedssystem, der forsøger at hjælpe mennesker uagtet. Jesus har skabt direkte socialpolitiske retningslinjer helt op til i dag – munke og nonne har gennem tiden bygget hospitaler og væresteder til dem, som ingen andre ville bekymre sig om. Insisteret på ligeværdigheden. Også hos mennesker, som mange så som kaotiske – svære at være sammen med – eller måske ligefrem besværlige.

I lignelsen bliver de kaotiske mennesker beskrevet meget konkret, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at lignelsen handler om mennesker som helhed og det kaos, vi alle har med os fra vores liv.

For er det ikke sådan, at vi alle til tider lever kaotisk – vores tanker kan rode, vores valg synes ulogiske og vi ved ikke hvilket skridt, der bliver det næste? Vi har alle et kaos med os, som vi måske forsøger at dække over eller forsøger at leve med.

Og da kommer Gud til os midt i livet, og indbyder os til fest. Han indbyder os ikke lige her til en stille, privat stund, men netop til fest, der som bekendt er bedst, når der er glæde, sang, høje stemmer og en væren i nuet. Fester er bedst, når tiden flyver og man har ondt i maven af at grine, når man går hjem. Når man har mødt spændende mennesker, haft gode samtaler eller danset fødderne ømme.

Eller sagt på en anden måde, så er fester bedst, når vi er i relation med andre. Når vi glemmer os selv.

Selvforglemmelse er så skønt et ord. Luther talte om en indkrogethed i sig selv – det kan ske, at man kroger så meget ind i sig selv, at man kun kan se sin egen navle og slet ikke kan få øje på andre. Og så kommer evangeliet og forvandler os – retter os ud, rejser os op, så vi ser hinanden. Deri ligger selvforglemmelse, for at have den anden for øje, er at have Gud på sinde.

Gud vil oprejse os og sende os ud, så vi kan indbyde hinanden til den festlige begivenhed, det er at blive rettet ud.

Evangeliet har det store potentiale, at det kan forvandle mennesker. Vi hører, at Gud kan skabe liv ud af kaos. Der står ikke noget om, at han fjerner kaos eller gør det nemmere at være menneske – tilværelsen vil til stadighed forkrampe os, fortvivle os og forfærde os. Men der er mere at sige end det – mere at sige om os end det, vi ikke kan overskue. Det mere giver Gud os, når han skaber liv ud af kaos. Skaber hjerter ud af sten og liv ud af ler.

Vi er oprejste, ranke og hinandens.

Amen

Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke


Kirkebøn:

Festens Gud – Livets Herre

Vi takker fordi du igen og igen sender os i hinandens arme. Vi beder dig om at hjælpe os med at indbyde til Dit fællesskab, og åbn vores øjne for dem, vi tror indbydelsen ikke rækker til; for også de er med.

Vi beder dig være med os, når vi nøler eller ikke tør. Og ret os ud, når vi igen falder sammen og kroger os ind i os selv.

Vi beder dig Gud vær med os i denne bøn for verden:

Vær med alle der er slidte og trætte.

Vær med alle der er bange eller bedrøvede.

Vær med alle der er syge eller i smerter.

Vær med alle der er usikre overfor fremtiden.

Vær med alle der håber eller længes.

Vær med alle der skammer sig eller skammes ud.

Vær med alle der træder på andre og alle der er blevet trådt på.

Vær med alle der er foragtede og alle der er forargede.

Vær med alle, der er magtfulde eller magtglade.

Vær med alle troende, og vær med alle der ikke tror om det så er på Dig Gud eller dem selv.

Vær med din kirke her i Møllevang. Lad den være et håbstegn i verden, og lad dens virkning være som et slag af en sommerfuglevinge, så fremtiden kan tegne lys og glædelig.

Hold os fast på, at det nytter at sprede ordet – at det nytter at insistere på kærligheden.

Amen

Trinitatis søndag 2021

”Det du giver slip på, vil forlade dig” sådan skriver Mirian Due i sin lille digtsamling ”Vågnet” (2021, Kronstork forlag). Det du giver slip på, vil forlade dig. Det er både en trøst og en trussel. En trøst; for det, vi bærer rundt på, som tynger os mod jorden og gør at hvert skridt bliver slæbende, kan vi lægge fra os og det vil forlade os. Men det kan også lyde som en trussel om, at glemmer du noget, så vil du aldrig få det igen.

Jeg kan nikke genkendende til det sidste, og jeg ved ikke om det er min alder, der er begyndt at tynge mig. Men jeg er begyndt at glemme detaljer fra min fortid, som jeg før bare huskede. Jeg kan sagtens finde skuffen i min hjerne, men når jeg åbner den, er tom. Så er det bare forsvundet – som fx navne på skolekammerater. Jeg husker deres ansigter, deres bevægelser og deres smil, men jeg har glemt deres navne.

”Hvor er tiden, der tager os?” synger en den danske musikgruppe ”Inside the whale”.

Tiden tager små stykker af vores hukommelse. Og små stykker af vores liv. Det vi ikke bruger, bliver smidt ud.

Og derfor er ihukommelse så vigtig for os. For at ihukomme; for at erindre. At minde sig selv om det, der er umisteligt, men som vi til tider glemmer. Vi husker ikke for fortidens skyld, men for fremtidens. Vi husker for at gå ind i livet.

Kirken er et sted, hvor vi ihukommer. Søndag efter søndag gentager vi ord om Jesu liv. Og vi gør det for at lade troens ord lægge sig som små frø i vores indre med håbet om, at det vil forplante sig gennem vores tilværelse.

”Vi forlader hverdagens verden og går ind for at lade os erindre om, hvem vi er, hvordan vi er blevet til det, vi er, og hvor vi skal hen.” (Mogens Lindhardt, Trinitas – en homiletisk rejse, s. 94). Herinde husker vi på det, der engang skete, men som på forunderlig vis stadigvæk sker med os og for os. Vi ihukommer.

Når vi fx døber et barn, gør vi det foran jer – menigheden. I ser barnet få vand på hovedet, I ser forældrenes stolthed – og vi bliver alle mindet om, at vi også en dag blev døbt. At de ord, der bliver sagt til det lille barn, også lyder til os – og ikke bare dengang, men at ordene har lydt til os lige siden. Når Jesus siger til barnet: se, jeg er med dig alle dage indtil verdens ende, så gælder det også os. Han slipper os ikke, og han glemmer os ikke. Heller ikke hvis vi slipper ham og glemmer ham. Han holder fast ved os. Det er noget, man ikke altid kan sige sig selv, men har brug for at høre igen og igen. Enhver dåb er derfor også en dåbserindring for os andre – eller den kan blive en mulighed for at være det.

Vi bliver simpelthen vidner til – ikke bare det enkelte barn – men på sin vis også hinandens dåb, selvom det kan række langt tilbage i vores livshistorie. For en dåb kræver vidner. Der skal være nogen, der overvære dåben. Det er tydeligt i loven, hvor der står, at man skal have mellem 2-5 vidner, som vi kalder faddere. Men det er bare loven, for det teologiske i det er, at ingen bliver døbt alene. Vi døbes omringet af nogen.

Og sådan har døbte dannet ring om døbte siden begyndelsen – for at ihukomme. Og netop fordi dåben ikke efterlader sig kropslige mærker, har vi brug for erindre, at korstegnelsen for ansigt og bryst gælder endnu og at vandet endnu risler i vores liv. Og vidne om det til hinanden – holde hinanden fast på, at dåben er det, der binder os sammen og binder os til Gud. Og vi bliver bundet til Gud – får en ny relation. Og intet kan komme mellem os og Gud fra nu af og til evig tid. Det er væsentligt – og måske særligt i en tid, hvor vi måles og vejes på vores præstationer og succeser. At intet du gør eller siger – og intet andre gør eller siger overfor og om dig – kan skille dig fra Gud.

Vi siger endda om dåben, at vi bliver genfødt – at dåben altså er en slags genfødsel – en ny fødsel, hvor vi bliver født ved vand og ved Helligånd. Vi bliver født to gange – som mennesker og som ånd, siger Jesus i dag til Nikodemus, der kommet til Jesus for at spørge ham ud.

Men Nikodemus forstår ikke først, hvad Jesus mener. Han forstår ikke, at Jesus taler om livets to fødsler – to overgange fra et til noget andet. Og ligesom vi bliver født ind i denne verden, og går fra den snævre verden i vores mors maver til dette, så er åndens fødsel en fødsel fra en snæver verden til noget større. En fødsel til Guds virkelighed.

Eller som Jesus forklarer, så handler det om Helligånden, der suser som vinden. Helligånden er en bevægelse i verden mellem mennesker. Den tyske teolog Klaus Wengst forklarer det ved, at: ”Ånden er Guds virkelighed, som sætter sig igennem i det jordiske” (ibid. S. 95).

Ånden fejer gennem livet, og den kan feje det væk, som er for tungt for os at bære på. Det der tynger os i livet, og vi må slippe. Men ånden fejer det ikke væk, før vi slipper det.

Vi skal erkende, at det går an at stille det fra os, som vi har gjort forkert og hvor vi gjorde andre fortræd. Du får lov at stille det fra dig – og Ånden fejer det væk. Eller vasker det væk, kunne man sige – som det sker i dåben, der også kan sammenlignes med et bad.

Mirian Dues lille sætning: ”Det du giver slip på, vil forlade dig” kan med kristelige øjne tolkes som Åndens løfte til os. Når du kommer her i kirke, får du forladelsen. Du får lov at forlade alt det, der gør livet tungt, for du er menneske af ånd, og Guds Ånd virker i dig – omkring dig og mellem os.

Guds virkelighed er også en del af vores virkelighed.

Det er det her, som Nikodemus ikke ved, at han spørger om, og ikke har fattet, at han har brug for. Han kommer i nattens mørke, men har brug for lyset.

Nikodemus bliver i evangeliet for kaldt et menneske, og derefter nævnes han med titler. Han kommer som et billede på os, når vi glemmer, at vi er af Ånd. Når vi glemmer, at det betyder noget, at Gud har bundet sig til os – at Helligånden virker i verden – og at vi hele tiden skal ihukomme og bevæges for at leve. Det skal vi erindre – det skal vi ihukomme – det skal vi have gentaget.

For Gud elskede nemlig verden så højt, at han ofrede sin eneste søn for, at den, der tror på ham, ikke skal dø, men få evigt liv. (Johannes 3,16, Bibelen 2020).

Amen




Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/trinitatis-fra-foerste-raekke




Kirkebøn:

Gud – vær en fødselshjælper – en jordemor – i vores liv, så vi kan komme igennem det der er svært, og slippe det, der snærer os.

Vær med os, når vi spørger blinde for det, du hver dag så nådigt giver; men som vi igen og igen har brug for at erindre.

Vær med os, når gemmer os i mørket – og kald os ud i lyset igen. Lad din velsignelse skinne på os.

Og lad os åbne vores øjne for verden, der er din og vores.

Derfor beder vi for alle der ikke kan finde vej i livet og har brug for en guide. Vær den guide, Gud.

Vi beder for alle, der er syge og har smerte, og har brug for lindring. Skænk den lindring Gud.

Vi beder for alle der skal dø og alle der er bange. Giv dem klarhed, Gud.

Vi beder for alle der mangler et hjem eller et sted, hvor de føler de hører til. Giv dem ro i sjælen, Gud.

Vi beder for alle der er forhærdede og råber ad andre. Giv dem kærlighed og åbenhed, Gud.

Vi beder for alle, der fælder domme over andre, fordi de er bange for selv at blive dømt. Kend dem fri af nåde, Gud.

Vi beder for alle der er sløsede med deres opgaver. Giv deres omgivelser tålmodighed, Gud.

Vi beder for alle, der har magt. Giv dem bløde hjerter, Gud.

Vi beder for kirken, Gud – som er bygget af menneskehænder, men som tilhører dig. Din kirke. Vi beder om, at du må virke i den, så vi hele tiden arbejder for dit rige i verden – så vi åbner hjerter fremfor at lukke døre. Så vi løfter fremfor at træde på.

Hjælp os med livet – vi skal bevæges.

Amen

Pinsedag 2021

Vi mennesker har den besynderlige vane, at vi har inddelt verden med grænser. Der er grænser over hele kloden, og de ser meget forskellige ud. Grænser kan være snoede eller slået med en lineal på et kort. Nogle steder er grænsen markeret med flag, andre steder er grænsen en flod, der deler landene fra hinanden – og få steder i verden, har vi mennesker bygget høje uigennemtrængelige mure. Der bliver grænsen tydelig og klar. Og andre steder igen står der tilmed grænsevagter, der skal sikre, at kun de helt rigtige kan krydse grænsen.

Og vi er så vant til at inddele verden i grænser, at det går igen i vores hjem. Vi sætter hegn rundt langs vores matrikler – eller hænger dørtelefoner op, så alle og enhver ikke kan komme ind.

Ja, vi inddeler verden og vores liv i grænser.

Og krige opstår netop der, hvor grænserne ikke bliver respekteret, men overtrådt. Grænser er på mange måder vigtige, men også genstand for strid og fremmedgørelse. Grænser er begge dele.

Og pinsen handler også om grænser – grænsen mellem himmel og jord, og mellem folkeslag. Pinsen handler om sproget som grænse.

Vi mennesker er jo mangfoldige. Det kan vi tydeligt se i verdens forskellige skikke og traditioner – vi ser det på tøjet, gestikken, måden at hilsen på og maden – og ikke mindst i sproget. Vores mangfoldighed bliver tydelige, når det kommer til det talte ord, for ikke nok med at folkeslag har deres sprog, så har hver egn også sin dialekt. Og selv i et lille land som Danmark, binder det os sammen, at hver egn har sine måder at udtale ord på – og endda ord der kun bruges på den egn, og ingen andre steder. Det bygger bro.

Og det siger noget om os, nemlig at vi skabt til at kommunikere med hinanden – og med vores skaber.

Vi taler hele tiden med hinanden. Vi taler om den verden, der omgiver os, og de tanker, den vækker i os. Vi taler for at forstå. Når vi står i en situation, der er hård eller urimelig, eller når vi har trådt et andet menneske over tæerne, så kan det at tale om det, få det til at falde til ro inden i os. Ordene skaber orden i kaos.

Vi bygger bro med vores sprog. Bygge broer i vores indre og til andre. Sproget åbner vores verden og åbner os, så vi tør stå midt i livet.

Johannesevangeliet begynder også med følgende: ”I begyndelsen var ordet, og ordet var hos Gud, og ordet var Gud.” Johannes slår fast, at Guds væsen og ordet er et og det samme. Gud skaber verden med lyden, der brager gennem universet – og siden har lyden som bølger ramt os.

Pinsen er fortællingen om sproget, der ved første møde kan virke som om den skiller os ad, som vi hører i fortællingen om Babelstårnet, hvor de ikke længere kunne kommunikere og måtte opgive byggeriet – men som faktisk i pinsen bliver fortællingen om sproget, der netop gennem sin forskellighed, kan bære Guds ord og kærligheden ud i alle afkroge af verden. Kan nå alle mennesker på den måde, som netop de kommunikerer på.

For Gud er en lyd, som hjerterne forstår. Vi skal ikke først øve os på et særligt sprog, før Gud kan nå os. Og selv det lille barn, som vi bærer til dåben, kan Gud nå med sine ord, der bliver hvisket i deres øre og lagt i deres hjerter.

Gud er en bølge af lyd – en klang i vores indre – et vindstød, der hvirvler os op. Gud er Helligånden, der bevæger os, skubber til os, når vi er gået i stå og ikke tør tage næste skridt – når vi er bange og er rådvilde – når vi er bekymrede eller nervøse.

Gud bevæger os – sjældent med store skub – og oftest med en stille hvisken om, at han er med os alle dage – og også nu i dag, hvor modet svigter.

Det er såmænd ikke fordi jeg ikke tror, at Gud kan det med de store armbevægelser. Det synes jeg nok både jul og påske er et bevis på; men jeg tror vi nogle gange kommer til at overse Helligåndens virke i verden, fordi vi ser efter den store oplevelse. For ud over at Helligånden kan være vild og voldsom, sætte hjerter i brand og ildtunger over folks hoveder – så kan Helligånden også lige så stille massere vores hjerter. Blidt.

Og lige så stille skubber Helligånden de grænser, vi sætter op for os selv – grænser der gør livet svært og småt. Grænser for hvad vi kan, hvem vi er og hvad andre er for os. Grænser for hvor meget vi kan hjælpe eller være for hinanden.

Helligånden udvider de grænser – blæser mere luft, hvor der iltfattigt. Tænder ild, hvor vi er blevet kolde.

Helligånden åbner os for hinanden, så vi ikke behøver klare tilværelsen helt alene. Der er så mange menneske i verden, at ingen af os behøver klare livet alene – og står vi sammen, er vi stærke, og kan løfte hinanden, når vi skiftevis mister kræfterne og modet.

For livet vil møde os, og nogle gange vil det tage modet fra os. Livet har det med at kalde alle følelser frem i os på et eller andet tidspunkt, og det kan være svært nok at kendes ved, når man oplever en følelse, man ikke bryder sig om. Men det forunderlige er, at man ofte bagefter opdager, at den oplevelse gav en noget – og åbnede for en ny betydning for os. At oplevelsen flyttede en grænse i os.

Det kan være en ringe trøst, når man står midt i mørket, men dog alligevel kan det være en sprække, hvor lyset kan lyse ind. Helligånden har ikke forladt dig – heller ikke i mørket, og er i gang med at skubbe dig ud i lyset igen. Blæse dig blidt afsted – med de skidt, som netop du kan klare at tage, der hvor du er.

Pinse er over os – pinsen lever med os året igennem. Pinsen er, at Guds ånd er mellem os, taler til os, flytter grænser for os og blæser os et stykke ad vejen.

Pinsen er håbet om, at alt det, der er godt, smukt og sandt er af Gud – og at det findes i os alle.

Amen

Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/pinsedag-fra-foerste-raekke

Kirkebønnen:
Helligånd – blæs os et stykke, men blæs os ikke af vejen. Hjælp os til at være til stede i livet, som de mennesker, vi er skabt til at være. Ikke fejlfri, men åbne. Ikke perfekte, men håbefulde. Ikke syndfri, men frifundne.

Hjælp os nu til at være mennesker for hinanden i verden, så vi sammen kan hjælpe der, hvor der er brug for det.

Send os mod hinanden, så vi med hinanden kan leve livet.

Derfor beder vi i dag for:

Alle der går alene, og som mangler en at dele livet med.

Alle der føler sig ensomme, og som mangler en at tale med.

Alle der er syge, og som længes efter lindring.

Alle der skal dø, og som er bange.

Alle der er stressede, og som mangler stilhed.

Alle der er triste, og som mangler latter.

Alle som føler sig udenfor, og som mangler nogen at føle sig indenfor med.

Alle som kæmper, og som mangler våbenhvile.

Alle som flygter, og som mangler et hjem.

Alle der tænker ondt om andre, og som mangler kærlighed.

Alle som misbruger magten, og som mangler øjenkontakt.

Ja, vær med os Gud, som dem vi er – hvor vi end er.

Amen

Kristi himmelfartsdag 2021

Her den anden dag hørte jeg en podcast lavet af Peter Lund Madsen – Hjernekassen – der handlede om højdesyge. Peter Lund Madsen fortalte om engang, hvor han havde oplevet at få højdesyge, fordi han ikke havde brugt tid på at akklimatisere sig på vej op ad et bjerg. Højdesyge er meget alvorligt, og man skal straks gå længere ned ad bjerget, så kroppen kan følge med, inden man så igen kan forsøge at bevæge sig mod toppen. Man må ikke jage mod toppen – det tager tid.

Bjergbestigning tager tid – som så meget andet i tilværelsen. For spørgsmålet er, om vi også til tider kan få en slags højdesyge af livet. At vi gennem vores liv glemmer at akklimatisere os, og hele tiden ser mod toppen, fremfor at få øje på, hvor vi rent faktisk er. Og at vi til tider skynder os for meget, fremfor at tage den tid, som livet kræver.

For livet kræver. Det gør det – livet kræver - selvom vi ikke altid vil kendes ved det. Livet kræver, at vi lever det på de betingelser, som vi har fået givet. Eller som den islandske forfatter Jon Kalman Stefansson skriver det i sin bog: ”Fisk har ingen fødder”: (…) nogle gange er vores drømme ikke andet end et bedrag, en flugt, et bevis på at ikke tør vedkende os verden, ikke tør give os i kast med verden og os selv i den” (s. 132, 2013, 1. udgave, 5. oplag, Batzer & Co).

Vi skal turde give os i kast med tilværelsen, og ikke kun drømme om den eller drømme den anderledes. Og det kan kræve mod – og mod har det med at vise sig, når man har mindst af det. Som når man er ramt af højdesyge og på vej ned ad bjerget i stedet for op. Når livet har ramt en – og vist os den skrøbelighed, der i virkeligheden altid ligger i os, fordi det nu engang betyder noget at være menneske.

Modet til at gøre det, man ikke tør, men at gøre det alligevel. Til at gå ned ad for en stund for stole og håbe på, at man igen skal gå op. At stole på, at livets mange stunder med akklimatisering bringer os frem – og ikke kun bringer os tilbage.

Højdesyge.

Det er nu engang også underligt, at vi mennesker ikke kan tåle at stige til vejrs, og at vi får højdesyge på vej op ad bjerge. Vores tanker kan jo sagtens svinge sig under og over skyerne og helt til universets begyndelse; men vores kroppe må give op, og blive hvor de er skabt til at være – på jorden.

Vi kan vende vores blik mod himlen – mod himlene – og stadigvæk ikke tåle at være andre steder end her, bundet til jorden.

For vi er skabt af leret og formet af Gud. Vi er jordvæsener, og så alligevel. For vi lever med Guds åndedrag i vores lunger. Den luft som vi ikke kan stige til vejrs i, er den samme luft som vi fylder vores lunger med – og som vi lever af.

Og vi lever netop af luften – af ånden.

Vi trækker vejret i dybe åndedrag, og tænker ikke engang over, at vi hvert øjeblik har Guds hellige ånde i os. Vi får det automatisk og gratis – og helt pr. refleks.

Det er først, når luften bliver tynd, og når vi ikke længere kan følge med, at vi lægger mærke til, at vi hvert øjeblik trækker vejret. Opdager, hvor livsnødvendigt luften er – den luft, der ikke bare er usynlig til stede mellem alle mennesker, men også den luft der er til stede mellem himmel og jord.

Den samme luft som Kristus steg til vejrs i.

Og her viser Kristus os, at det overhovedet kan lade sig. At det er muligt at stige til vejrs, selvom vi kan blive lidt svimle og skeptiske ved tanken – for vi ved jo, hvor dårligt vi tåler højderne. Men ikke desto mindre, så er det, hvad vi hører i dag. Kristi Himmelfart.

Jesus kom ind i verden – og han tager tilbage til Gud. Faktisk kunne det ikke være anderledes. Han skulle den vej – for at vise os, at himmel og jord ER forbundet. Og at han – Jesus Kristus – er vejen, sandheden og livet.

Det er gennem ham, at vi også får del i vejen til himlen.

Vi får en vej udstukket, som vi skal gå. Men ikke bare gå alene som et ensomt projekt – det særlige er her, at vi skal gå den sammen. Ved Kristi Himmelfart stiger det menneske, som disciplene havde lært at kende i kød og blod, til himmels. Det er første og sidste gang at vi får et konkret menneske at følge. Gud blev menneske i Jesus – han inkarnerede sig, hvilket i sandhed er det største under af dem alle. Jesus levede med os som et sandt menneske, men også som sand Gud. Og disciplene og kvinderne fulgte ham. Vi følger ham. Men fra i dag af hører vi, at vejen, vi skal følge, kan lede os ud i hele verden. Fra at have levet i et punkt i historien, skal disciplene – skal vi – nu ud i verden og række budskabet videre. Lægge det i hånd efter hånd. Skabe og danne fællesskaber, og gå vejen mod bjergets top.

Og nok så vigtigt, så skulle disciplene ikke blive ved med at stå og se efter det sted, hvor Kristus forsvandt ind i skyen – de skulle tage livet på sig, og begynde at gå. Langsomt at bevæge sig – nogle gange op – lige så tit lidt ned igen, men hele tiden med Guds hellige ånde i deres lunger. Hele tiden med troen på, at vejen til himlen er banet, og vi går den vej.

Det ender godt – det får vi lovning på. Det ender godt. Er det ikke godt, så er vi ikke ved enden.

Amen

Dagens evangelium: https://www.bibelselskabet.dk/kristi-himmelfartsdag-fra-foerste-raekke



Kirkebøn:

Himmelske Gud – jordiske Kristus – kærlige Ånd.

Vi folder vores hænder og ser på jorden, men i virkeligheden så løfter du vores blik mod himlen. Du giver håbet om, at også vi en dag skal stige op samme vej som dig, og at vi allerede nu går den vej. Langsomt og til tider prustende og modvilligt – men vi går din vej.

Vær med os på den vandring som livet er – vær med os, når vi testes og får højdesyge. Vær med os, når vi mister troen på, at det nytter.

Vi beder dig Gud vær med os på den vej, vi går i din ære.

Gud vær med os, når vi bliver syge og bange. Vær med os, når vi mister tålmodigheden og glæden. Vær med os, når vi falder og bliver svimle. Vær med os, når vi mangler og længes. Vær med os, når vi kæmper og ryster.

Vær med os – din skabning – i de liv, vi har fået og de omstændigheder der er vores. Åbn vores øjne for hinanden, så vi ser mennesket bag mundbindet, næsten bag sløret, kærligheden bag frygten, håbet bag hadet – og så vi igen rækker ud mod dem, der har brug for vores hjælp – og dem vi ikke forstår.

Vi beder i dag særligt for alle, der flygter fra krig og håbløshed – vi beder for børn, der betaler prisen for de voksnes krig – og vi beder for alle, der drømmer om frihed og bedre muligheder for deres børn. Vi beder for de kristne, der er forfulgt alene, fordi de tror, at kærligheden nedbryder hierarkier og nåden er større end enhver jordisk magt.

Vi beder for alle der sidder med magt mellem hænderne – lad dem bruge den til at kalde det bedste frem i andre, og ikke kun kalde det værste frem i dem selv.

Vi beder for din kirke her i Møllevang. Lad os skabe fællesskaber på tværs af skel – og vi beder for din kirke i hele verden. Lad lyset fra den brede sig til ethvert mørke – også det mørke, der er inde i os.

Amen

St. Bededag 2021

Nogle mennesker har tilnavne, der siger noget om dem. Fx Helena den skønne fra Troja, Alexander den store eller Vilhelm erobreren.

Og det har Johannes også. Han bliver kaldt Johannes Døberen. Det er så smukt et tilnavn – Johannes Døberen.

Og tilmed betyder navnet Johannes: Gud er nådig. Så Johannes Døberens navn siger i virkeligheden dette til os: Gud er nådig og han døber. Men det er ikke lige det, der slår en, når man læser evangelieteksten til i dag.

I evangelieteksten revser Johannes Døberen de farisæere og saddukæere, der kommer til ham, og afslører deres motiv for at blive døbt. Johannes siger: I tror I kan flygte fra Guds vrede, men omvendelse kræver noget af dig – I skal bære den gode frugt. Og han fortsætter med at sige, at øksen allerede ligger ved træet fod – klar til brug.

Det forekommer ikke nådigt, men barsk. Som en trussel ligefrem. Og vi stopper op.

Og det er måske nødvendigt. At stoppe op til tider. Tilværelsen kan nemlig løbe af med os, så vi lever med hovedet under armen, og hjertet i en snor rundt om halsen. Det er risikoen ved tilværelsen, når hverdagene klumper sammen. Vi glemmer noget. Overser noget. Vi lader frygten få en plads i os, eller vi lader selvoptagetheden fylde. Vi glemmer de mennesker omkring os, og bliver måske ligefrem statister i hinandens liv, fremfor medmennesker. Eller vi ser en fjende, fremfor vores næste.

Vi har brug for, at der er nogen, der stopper os, og spørger om vi nu vender ansigtet og dermed opmærksomheden mod det rette i vores liv.

K. E. Løgstrup, der var en af Aarhus-teologerne, taler om det, han kalder for livslove. Der er love, der ligger i os fra begyndelsen, fordi vi er skabt af Gud. Iboende love, kalder han dem. De love er over os – større end hvert vores lille jeg. Det er love for vort liv med hinanden – love der gør, vi ”får med hinanden at bestille”. Det er fx en livslov, at vi ikke må lyve, men det normale er desværre, vi lyver, når vi kommer i forlegenhed, siger Løgstrup. Det er en livslov, at vi skal yde hinanden retfærdighed, men vi kommer desværre til at sørge for os selv først. Deri ligger en kamp, en modsætning og spænding. En kamp mellem livslovene og det vi gør. Men netop det er åndeligt liv, siger han også. Selve denne kamp – denne modsætning – ER det åndelige liv. Åndeligt liv er kæmpe for at give livslovene plads. Faktisk så kalder han det en kristen PLIGT at gå i konflikt, hvis livets iboende love, livslovene, bliver nedbrudt. Det fredsommelige liv kan ligefrem være et udtryk for en ligegyldighed, fordi vi dermed er rykket ind i vores egen lille verden, hvor andre ikke må komme. Det nemt at være der, men man vender ryggen til andre mennesker. (Prædikener fra Sandager-Holevad, Gyldendal, 1995, s. 260 ff). Sådan skriver Løgstrup.

Og mennesker må ikke vende hinanden ryggen – for så vender de Gud ryggen.

Men der noget, vi skal vende rygge til. Vi skal vende os væk fra selviskhed, had, hævn, forfængelighed, sladder, misundelse og mindreværd. Alt der ødelægger livet, og skaber splid i tilværelsen. Det skal vi vende os væk fra. Det er omvendelse – at vende sig bort fra det, der ødelægger livet med hinanden. Og vi skal vende os helt om. Vi kan ikke nøjes med at dreje hovedet – vi må vende os, så vi igen står ansigt til ansigt med fællesskabet og Gud. Ja, Gud kalder på os – kalder os til at vende os om. Og ikke bare en enkelt gang i løbet af ens liv – vi har brug for at vende os om mange gange. Ja, nogle gange flere gange om dagen. Lige få rettet ind efter kærlighedens kompasset – efter livslovene – så vi igen ser klart og ved hvilken vej, vi skal gå.

Og vi skal altid gå MOD hinanden. Hvem den næste så end er. Ens næste er ikke altid den, man bedst kan lide – nogle gange er det faktisk en, man bryder sig meget lidt om, eller som man er meget uenig med. Det er også vores næste. Det er så vanvittig irriterende, at det er sådan – og jeg er så træt af, at det er sådan. Men hvis det ikke var sådan, var nåden jo heller ikke. Nåden er jo, at man får den UFORTJENT. Man får den på sit glatte ansigt. Og selvom det støder mig, så har jeg også brug for det. Brug for at Gud er nådig – også mod mig. Og min næste.

Vi skal vende os mod Gud – og det er en glæde. For som Johannes Døberen råber og Jesus fortæller os, så er Himmeriget kommet nær.

En anden teolog Erik Aagaard, påpeger et sted, at Johannes Døberen netop ikke siger: omvend jer for døden er kommet nær, eller omvend jer for helvede er kommet nær. Der bliver derimod råbt: omvend jer for HIMMERIGET er kommet nær, og det er en glæde. Det skal ikke høres som en trussel, men derimod som et glædesudsagn. Vend jer mod Himmeriget – mod kærligheden – mod medmennesket – mod Gud for Himmeriget er kommet dig nær. (http://erikaagaard.dk/ prædiken til st. bededag, 1. tekstrække)

Livet kalder på os – og det råber Johannes Døberen om derude i ørkenen. Denne St. bededag, hvor vi har spist hveder – og hvor mange af os faktisk sjældent er i kirke, fordi der er konfirmationer. Denne fine og overraskende feriedag før en weekend. Men der bliver ikke råbt til os, for at sætte et skår i glæden, lyset og foråret. Der bliver råbt for at vi kan sikre os, at vi går den vej, vi skal. For at sikre, at vi netop går mod glæden, lyset og foråret.

Amen




Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/store-bededag-fra-foerste-raekke