Jeg tror, at vi mennesker skal blive bedre til at stille os selv det spørgsmål, om vi har husket at skylde nogen noget i dag? Ikke sådan økonomisk betragtet, men om vi nu har husket at skylde hinanden en tjeneste, skylde hinanden æren eller gøre noget for Guds skyld.
Om vi nu har husket at sætte os i gæld – til hinanden. For vi skal huske at være forgældet til op over begge øre i tjenester og taknemmelighed. Vi skal være i så dyb en gæld, at vi aldrig bliver den kvit.
For der findes gæld, som ikke kan betales af – og der findes en måde at leve sit liv som skyldig, hvor vi hellere end gerne vil være netop det: skyldige. Når fx vi gør noget for et andet menneskes skyld for at løfte det op, for at gøre tilværelsen bedre eller mere tålelig, eller for at gøre livet lidt finere for dem.
Vi skal skylde hinanden noget, og nogle gange noget mere. Skyld som relationelt begreb, er smukt og stort – og gør livet større.
Men skyld har flere betydninger på dansk, og på den måde er det et vanskeligt ord. Vi kan nemlig bruge ordet i forhold til love og regler – altså det tage ud af sin relationelle sammenhæng, og sat ind i en juridisk ramme. Og da bliver det en skyld, der skal fjernes – tages væk og bødes for. Da er skyld noget, vi har pådraget os – og noget vi kan betale af på. Det er nok den måde at bruge ordet skyld på, som vi anvender mest i dagligdagens sprog, men det er faktisk ikke den måde, det bliver brugt på i Bibelen. Det er slet ikke som juridisk begreb, at skyld skal forstås i evangeliets lys. Men vi kommer tit til at tænke sådan, fordi vi kun har ét ord – nemlig skyld – at bruge, og det kan forstås og tolkes på flere måder.
Der findes faktisk også en helt tredje måde som ordet skyld, bliver brugt på i Bibelen, og det finder vi Fadervor, hvor vi siger: ”Forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere.”
På engelsk bruger man tre forskellige udgaver af ordet skyld. Som beskriver de tre måder, man skal forstå ordet på.
Når man taler om at gøre noget den anden skyld, så siger de: for his sake. Altså for hans sags skyld. Det er den her måde, vi bruger skyld på her i kirken. For Guds sag – for hinandens sag. Vi gør noget for hinanden, for at styrke og støtte hinanden.
Så taler de om, at man være guilty. Og her tænker på den juridiske skyld, hvor der skal betales med en dom eller en bøde. Der er et system, der håndterer den form for skyld, og andre der bestemmer og afgøre hvor skyldig man er.
Og til sidst har man engelsk så et helt tredje ord for den skyld, vi møder i fadervor. Her bruger de ordet trespassing, som betyder indtrængen. Altså et menneske, der har trængt sig ind på en, og overtrådt grænser. En der er gået for langt – eller måske ikke langt nok.
Sådan er der så mange nuancer i et eneste ord, som skyld. Og det gør en forskel.
Vi skal gøre os klart, hvordan vi bruger ordet, så vi ikke kommer til at gøre jura ud af Gud, eller gøre dom ud af nåden.
Og fordi skyld skal ses som noget vi enten gør for hinandens skyld, eller som noget, hvor et andet menneske har overtrådt en grænse, så skal vi med evangeliet som baggrund, gå anderledes til skyld, end hvis vi var i en retssal.
For når vi har med skyld at gøre her i kirken, så skal vi igen og igen forsøge at tilgive dem, der træder ind over vores grænser – og igen og igen så gør vi det for hinandens og Guds skyld. For kirkens og fællesskabet skyld.
At vi skal tilgive er, at vi skal blive ved med at forsøge at indlemme i menigheden, eller fællesskabet om man – at man ikke giver op, men derimod bliver ved med at åbne døren ind til det, man deler, så flere kan dele med. Vi skal genoprette relationen.
Det svære ved skyldens tre betydninger er, at Jesus bruger restssalen som metafor, for at få os til at forstå, hvad han mener. Han tager udgangspunkt i noget velkendt, for at forklare om noget nyt. Men i enhver metafor er der noget, der ikke passer på virkeligheden – og det der ikke passer på virkeligheden, og det der ikke passer på Guds rige, er, at Gud skulle være en dommer eller advokat. Der skal hverken fældes dom eller laves forsvarstaler i forhold til Gud. Faktisk ville Gud være verdenshistoriens dårligste dommer målt md juridiske øjne, for alle ville få samme dom: du er fri.
Man kan sige, at han er den vildeste og største dommer målt med kærlighedens øjne, men han får nok ikke job ved Vestre Landsret end af de kommende dage.
Gud er nådig – nåde betyder at tilgive og sætte fri.
Og når Gud giver os noget, så skal vi give det videre. Vi skal også tilgive hinanden. Vi skal tilgive den, der har taget alt for meget fra andre – tilgive den som intet kunne holde af, hvad han eller hun lovede, og som endte med at skylde alt for meget til andre. Og her skal vi igen tænke i overført betydning – det handler ikke om penge, men om livet mellem os.
Og ja – der findes de gange, hvor det er svært. Også for svært at tilgive. For der findes mennesker, hvis skyld til os, vi ikke kan tilgive, fordi den er alt for stor. Den er så massiv og voldsom, at vi ikke længere kan slippe den.
Der må en ind, der har mere end os. I lignelsen en konge, der kunne tåle et milliardtab – en Gud der kan tåle vores skyld.
Og her tilgives. Her sættes vi fri, så vi kan sættes os i relation til hinanden igen.
Lignelsen fortæller, hvad nåden gør ved os. Nåden er at få alt igen, og dermed er det en ny virkelighed, man sættes i. En ny verden. Man bliver genindsat ind i fællesskabet.
Men manden i lignelsen forstå det ikke. Ham der skylder så mange penge, at man næsten ikke kan forstå det. Han forstår ikke, at hvad eftergivelsen af gælden, bør gøre for ham. Han tænker, at tilgivelsen kun er mellem ham og kongen, og at det ikke angår det liv, som han lever med andre. At han frit kan gå ud, og kræve andre det, som de skylder ham. Men nej – sådan går det ikke.
At blive tilgivet er at blive sat ind i virkeligheden/en ny verdensorden, hvor du skal behandle andre, som Gud har behandlet dig. Eller som vi siger i Fadervors femte bøn: Forlad os vores skyld, som også vi forlader vore skyldnere.
Vi hænger sammen. Som i et af den mange smukke edderkoppenet vi ser glimte i buskene om morgenen i den her tid. Er der bevægelse et sted, så bevæger nettet sig et andet sted. Vi må ikke tro, at vi unikt står alene i tilværelsen. Vi er sat i et netværk af mennesker.
Vi hænger sammen. Vi hænger på hinanden.
Det Gud giver, skal vi give videre af – generøst og gavmildt. Vi må ikke tage i struberne på hinanden, når vi selv har fået alt igen.
Vi får lov at få nye begyndelser med hinanden.
Sola Gratia, siger vi i den lutherske kirke. Det er en af vores kirkens fire sola’er, som man siger – det er latin og betyder ved nåden alene. Nåden er begyndelsen og enden i vores liv med Gud. Nåden er forudsætningen. Nåden er alene det, der binder os til hinanden – binder os til Gud. For nåden fjerner de sten af anstød, der bliver lagt på vores vej til næsten og Gud. Fjerner dem, knuser dem og lader os gå frie mod hinanden. Med hinanden.
Nåden er ny hver morgen.
Om lidt skal vi synge Iben Krogsdals smukke salme: Vi finder fred i kirken.
Her synger vi bl.a.:
”Vi bliver til i kirken
et sted med ny begyndelse til alle
med mild og vild opstandelse ved bordet
hvor vin og brød fortæller
så er det nu det gælder
gå ud og tag Guds kærlighed på ordet”
- Vers 6
Vi har fået en ny begyndelse – lad os gå ud og tage kærligheden på ordet.
Amen
Dagens: https://www.bibelselskabet.dk/22-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke
Kirkebøn:
Nådige, gavmilde, generøse Gud
Du tilgiver mere end vi kan – du sætter dem frie, vi har lyst til at sætte fast.
Tak for at gå imod vores fornuft og vores følelse af retfærdighed. Tak fordi du tilgiver, når vi straffer eller fyldes af hævnlyst.
Din nåde er større end den tilgivelse, vi kan mønstre, og det kan vi læne os op ad og ind i.
Med din nåde i hjertet, kan vi møde hinanden som ligeværdige, ligeskabte og ligeelskede.
Vi kan være for hinanden og bede for hinanden.
Og derfor beder vi i dag, for alle hvis skyld er så stor, at hvert skridt bliver tungt. Vi beder for alle, der har mærker på krop og sjæl efter overgreb. Vi beder for alle, der er bange og alle der lever i utryghed.
Vi beder for alle, der er flygtede fra deres hjem og lever på flugt. Vi beder for alle, der kalder fængslet deres hjem og som er glemt af mange. Vi beder for alle, der lever i udrejsecentre og alle der lever i isolerede fra andre.
Vi beder for alle, der ikke tror, de er noget værd, og alle der tror mere på sig selv end på andre.
Vi beder for alle der er utålmodige, og alle der lever så langsomt at alt synes at gå i stå.
Vi beder for alle, der har alt for travlt til at være menneske, og alle, der ville ønske de havde noget at lave.
Vi beder for alle der er syge eller lever med sygdom. Vi beder for alle, der skal dø snart, og alle der er ved at døden venter derude i fremtiden. Vi beder for alle pårørende til syge, og alle der arbejder for syge.
Vi beder for din kirke her i Møllevang – vi beder for kirken i hele verden, at den stædigt må holde fast i nådens budskab de steder, hvor forråelse, had og ligegyldighed sniger sig ind i menneskers hverdag.
Vi beder for hverdagen – hver dag. Amen
søndag den 31. oktober 2021
lørdag den 25. september 2021
17. søndag efter trinitatis 2021
Jeg holder øje med dig – sådan har mødre og fædre sagt til deres børn i tusindvis af år. Mens de er små børn, er det en forsikring om, at forældrene er i nærheden, og at man derfor ikke bliver væk fra hinanden. Man er en enhed.
Men som børnene bliver ældre, ligger der en lille formaning eller reprimande i udtrykket. En lille advarsel om ikke at lave ulykker. Jeg holder øje med dig. Det er både betryggende, men også frihedsberøvende at blive holdt øje med.
Vi er holdt øje med i høj grad i dag. Vores telefoner afslører hvor vi går og står – hvor vi handler og hvad vi søger. Kameraer ved gadehjørner filmer os og logger os. Vi er holdt øje med hele tiden på godt og ondt. Vi kan ikke rigtig blive væk. En gang imellem kan man godt få lyst til at blive lidt væk – ikke fra sig selv, men fra det samfund, der hele tiden logger os – holder øje med os.
Midt i denne uge valgte en fra min familie at "blive væk". Han er teenager, og gik fra sin efterskole. Alle ledte efter ham – politiet med hunde, venner, familie. Opslaget på facebook om at han var væk og savnet – at familien manglede ham – blev på 12 timer delte 3.000 gange. For det rammer lige ned i frygten hos os. Vi kan så levende forestille os, hvordan det må være, at en man elsker, bliver væk. Forsvinder uden et ord, og uden at man ved, hvad der er sket.
Hans mobil var slukket, så de kunne ikke spore ham. Han var væk, og sagde ikke det mindste pip for at vi kunne finde ham. Om formiddagen dagen efter, finder de ham. Jeg ved ikke hvor, men jeg ved, at de fandt ham i god behold. Og jeg ved, at var det min søn, så havde jeg løbet ham i møde med armene åbne, og havde krammet og kysset ham. Jeg ville slet ikke være vred, men så uendelig lettet. For tanken om, at man måske kunne miste det umistelige i livet, ville kun vække en dyb længsel efter at mærke kærligheden. Efter at favne igen.
Man ville gøre alt, der stod i ens magt, uanset hvad andre så måtte mene om det, man gjorde, for at få sin elskede igen.
Og man indser noget dybt om tilværelsen. At man hellere vil elske på afstand, og vide at den anden trives, end at elske i uvisheden.
Jeg holder øje med dig. Eller måske snarere: jeg vil se dig, og jeg vil følge dig – og træde til, hvis du råber på hjælp.
Som man ville hjælpe et barn, der falder i en brønd, som er Jesus eget eksempel fra i dag. At livet kan byde dig at handle uagtet hvad andre tænker og mener – uagtet regler. Livet kan kræve dig – og kaste dig ud i handlinger, der er nødvendige, men rigtige.
Det fik mig til at tænke på, at jeg for nylig var til et foredrag med en mand fra Nordkorea, der havde risikeret livet, fordi han er kristen. Han flygtede fra Nordkorea, blev fanget og sendt i fangelejr. Ikke engang et fængsel, men en fangelejr. Han flygtede igen, blev fanget igen, men denne gang gik det internationale samfund ind, og fik ham i første omgang til Filippinerne, og derfra til England. Han havde ikke noget pas på sig, men som han selv siger, så fik han ikke bare et pas, men også et pas til Guds rige. Han oplevede på sit eget liv, at Gud bygger sit rige lige midt i forfølgelsen.
Han har i dag ikke set sin familie i årtier, men får til gengæld lov at leve med religionsfrihed. Han bliver ikke længere holdt øje med af et regime, der fratager folk drømme og håb. Han er nu fri til at tænke, føle og bede uden frygt. Han er ikke længere forfulgt, men kan være fri til at følge den, han tror på.
Livet har taget en ny begyndelse for ham – som livet har det med at tage, når vi rammer kanten af det, og bliver sendt tilbage – slynget tilbage i tilværelsen.
Den mand fulgte heldigvis ikke reglerne, men gik imod dem. Gjorde det som hjertet bød ham at gøre. Det var en vanskelig og snoet vej til frihed, og der var tider, hvor han troede, at han skulle dø. Men han overlevede og lever, og rejser nu rundt i verden og fortæller sin historie. En historie om evangeliet, der lyser på en mørk baggrund, som evangeliet altid har gjort.
Jesus taler i dag om, at det ikke nytter af følge regler, hvis du dermed bliver ledt væk fra livet og hen til sted, hvor ligegyldighed og hårdhjertethed råder – hvor frygt og kaos er hverdag. Så nytter reglerne ikke længere – så skader de fremfor at gavne. Vi skal derimod ledes ind i livet – ind i midten af livet.
Svend Bjerg, der var teolog og lektor, sagde, at livets midte var der, hvor ondskaben ikke kunne findes, og at livets midte lyser op, hver gang vi holder gudstjeneste. ”For en kort stund, så længe gudstjenesten varer, vokser vi sammen i livets midte”, siger han, ’før vi igen bliver sendt ud hver især til en dagligdag fuld af adspredelser.” (Profane prædikener, 2010, Forlaget ANIS, s. 161).
Livets midte ER Guds rige. Et glimt af Guds virkelighed, der kommer til stede i denne verden.

Rummer og favner os. Der er ingen specielle regler eller love, man skal følge for at kunne komme til livets midte – ja, faktisk siger Jesus, at lovene kan stå i vejen, så vi ikke finder Guds rige. For Guds rige er ikke styret af regler og love – der er ingen hævede øjenbryn, ingen fordømmelse, ingen øjne der holder øje med om vi nu gør som vi skal.
Her er ingen hierarkier, ingen der kan sidde øverst eller nederst. Egentligt burde vi sidde i en rundkreds her i kirken med alteret i midten, fordi det i højere grad afspejler Guds rige.
Jesus gør op med regeltænkningen.
Man kan sige, at Jesus var anarkist. Ordet anarkist stammer fra græsk. An betyder uden, arké betyder begyndelse eller grund. ”Der er altså ingen begyndelse eller ende på Jesu forkyndelse af riget i midten, Guds rige” (ibid., s. 162). Jesus begynder med Gud og ender med Gud – fra evighed til evighed, som vi så tit hører sagt i kirken. En ihukommelse af, at Gud er fra altid til altid.
Vi kan ikke følge en lov og komme til Gud, men vi kan åbne os for, at Guds riget sætter sig igennem i tilværelsen. I livet – i glimt. I medmennesket, i hjælpen, i kærligheden, og her i kirken: hver gang vi døber et barn, hver gang vi deler nadveren og hver gang velsignelsen lyses.
Guds riget ER og lyser op i livet. Det liv, vi skal leve i troen på, at Gud holder øje med os, men ikke for at sikre sig, at vi ikke laver ulykker – nej, for at sige til os, SE – jeg er med alle dage, også de dage, hvor mørket truer. SE, jeg er med dig. Indtil verdens ende faktisk.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/17-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke

lørdag den 11. september 2021
15. søndag efter trinitatis 2021
Angst, beklemt, bange, betænkeligheder, bæven, forfærdet, foruroliget, frygt, gru, gysen, hjertebanken, hunderæd, høneangst, livræd, nervøs, panikslagen, rædsel, skræk, skræmt, sky, urolig, utryg, ængstelig.
Det var 23 synonymer for bekymring. Det er ikke så lidt. 23 forskellige måder at sige til hinanden og sig selv, at man er bekymret. Der er altså sproglige varianter nok til at kunne udfylde og nuancere sin bekymring. Så langt så godt.
For at bekymre sig er en del af livet. Sådan er det at være menneske, og her adskiller vi os fra dyrene. Fordi vi har en tidslig forståelse af verden, så er vi faktisk i stand til at bekymre os om fremtiden. Vi ved, at der kommer en mandag i morgen, men vi ved ikke hvad den bringer. Og her det, at bekymringerne træder til med sit hovedspørgsmål: Hvad nu hvis…
At være bekymret er en bagside ved at være et tænkende og reflekteret individ – en bagside ved, at tilværelsen er uvis.
Men at det er en del af tilværelsen, er ikke det samme som, at vi skal gøre en dyd ud af at bekymre os.
Jesus siger i dag til os, at vi ikke skal bekymre os, og vi ved jo godt, at det er rigtigt. Der er de fleste, der vil være enig i, at det ikke er godt. For bekymringer trækker os væk fra at leve.
Jeg var for nylig til et foredrag med Pia Callesen, der er psykolog og ekspert i bekymringer. Eller i at lægge dem fra sig. Hun siger, at man som menneske kan øve sig i at lægge bekymringer fra sig ved at skemalægge dem. Man sætter ½ time af hver dag til bekymringer, og skulle der i løbet af dagen dukke en bekymring op (og det gør der jo nok), så skal man sige til sig selv, at man vil tage det op igen kl. 15.00, hvor man har bekymringstid. Når man så kommer til kl. 15.00, har det ofte vist sig, at man har glemt bekymringen eller at den ikke blev til noget. Hun kalder det ”Lev mere og tænk mindre”.
Det er ingen tvivl om, at hendes metode virker til at nedsætte stress og bekymringsniveauet – og på sin vis, så det faktisk det, som Jesus beder os om i dagens evangelium. At lade bekymringerne ligge er altså ikke i vores verden banebrydende nyt – for vi ved det allerede. Jesus har allerede sagt det til os.
Men det vi også ved, det er, at livet stadigvæk kan være svært, selvom vi øver os i at lægge bekymringer fra os. ”Hver dag har nok i sin plage”, siger Jesus til os. Som en påmindelse om, at livet ikke på magisk vis bliver nemmere ved at lade være at med at bekymre os – og dog skal vi øve os i at leve i dag, i stedet for at leve mentalt i næste uge. I stedet for at være et andet sted i tanken, skal vi komme til stede, hvor vi er.
Vi skal stille skarpt på det liv, der ligger lige foran os.
Og det liv, der ligger foran os, er altid livet med næsten. K.E. Løgstrup skriver i en af sine prædikener: ”Og Gud skabte menneskelivet, så det ene menneske ikke kan undvære det andet. Gud skabte ikke mennesket og overlod det så til sig selv. Nej Gud skabte mennesket og overlod det så til dets medmenneske” (Prædikener fra Sandager-Holgevad, Gyldendal 1995, s. 71).
Vi er skabt, så vi ikke kan undvære hinanden. Vi er skabt til at leve frie, uhindrede og i fællesskab. Det er intentionen med den verden, som Gud så var god.
Og ja! vi kan komme til at tvivle på om det kan passe, at vi overhovedet kan leve sådan. I går sad jeg og så udsendelser fra 11. september 2001, og genlevede de tanker og følelser, jeg havde den tirsdag eftermiddag for 20 år siden. Der tvivlede jeg. Når jeg læser om den umenneskelige behandling af mennesker på flugt, der bliver udvist i hele verden, og såmænd også her i Danmark, så tvivler jeg. Når jeg læser om klimakrisen, der er forårsaget af mennesker, så tvivler jeg. Der er massevis af grunde til en dyb og gennemborende bekymring på verdens og menneskers vegne.
Og man kan begynde at tvivle på om Gud vil kendes ved os, når vi kan være sådan.
Men Gud satte engang en regnbue på himlen. Lige der, hvor skyerne truer med skybrud og oversvømmede kældre. En regnbue, der skal vidne om og minde os om, at Gud vil os.
Og Gud er os nær. Han er ikke ved siden af sin regnbue, men derimod ved siden af os – han er til stede mellem os, som Helligånden.
Paulus siger, at vi skal vandre i Helligånden. At vandre i Ånden er i virkeligheden at leve ved jorden – ikke at leve i skyerne, selvom det kan lyde sådan. Og at vandre i Ånden er at leve med sin næste for øje. Vi lever ikke for at vinde verden, men for at finde hverandre.
Det er i medmennesket, at kimen til Guds rige findes.
Denne overleveret til hinanden, fjerner den byrde det kan være at skulle leve og være noget stort i andre øjne. Herinde får vi at vide, at det ikke handler om, hvad vi er i andres øjne, men om at få øje på hinanden. Der er en verden til forskel. Der er Guds rige til forskel.
I dag har vi høstgudstjeneste, og den gudstjeneste er anderledes herinde i byen end ude på landet. Vi synger nogle af de samme salmer, men vi har ikke udsigt til marker. Vi har altankasser, parker, grønt mellem blokkene, villahaver og kolonihaver. Vi har noget andet – og vores overlevelse er ikke afhængig af om purløgen spirer eller tomaterne er modne. Det er derimod en kærkommen tilføjelse til det, vi handler ind i Rema1000. Men selvom vi ikke har markerne og kreaturerne, så har vi på samme vis, brug for at takke. Takke for livet – takke for alt det, vi ikke har magt over, og som alligevel bliver os til del.
Det er høstens kerne – en tak til vores skaber, der igen og igen møder os med sin ødselhed og gavmildhed – med vores næste blik, med tiltroen til at vi kan forvalte verden og med håbet om, at vi rummer muligheder.
En tak for at vi får lov at høste – også der, hvor vi ikke har sået.
En tak – og tak har den bivirkning, at den trækker glæden med sig. Og glæden har den bivirkning, at den ætser bekymringer væk.
Vi skal i livet huske at takke – takke for hinanden, bede for hinanden og huske hinanden.
Og så skal vi leve med hinanden for øje.

Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/15-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke
Kirkebøn:
Ødsle Gud – vi takker dig. Vi kan ikke andet end at sige dig TAK, for den du er – det du gør – og det du giver os – ganske frit.
Din opmærksom mod os er nådig, og vi ved, at vi er værd at elske, fordi du gør det. Lær os at dele af den kærlighed, så vores næste også mærker din kærlighed gennem os.
Og tilgiv os de dage, hvor vi ikke orker, siger tingene grimt eller mister lysten til at være noget for andre. Giv os igen styrken og glæden ved at se hinanden i øjnene og dele øjeblikke.
Vi beder Gud for den verden, vi lever i. Vær med alle der sulter og mangler. Vær med alle der drukner i arbejde. Vær med alle der er ensomme og opgivende. Vær med alle der er syge og triste. Vær med alle der kæmper og opgiver.
Vær med alle der har magt og midler – og alle der har overskud og glæde.
Hjælp os til dele ud af vores overskud. Hjælp os til at få øje på næsten.
Vær med din kirke her i Møllevang og over hele jorden. Lad kirkerne være stædige påmindelser om et menneskesyn hvor alle er lige, hvor alle er værdige og hvor alle får hjælp.

søndag den 5. september 2021
14. søndag efter trinitatis 2021
For mange år siden byggede man en mur i Berlin. Eller det vil sige, man byggede to mure. En fra hver sin side – og mellem de to mure var en stykke land. Det var ikke stort – et par meter bredt. Et grænseland. Et ingenmandsland omkranset af beton og militærstøvler. Der var intet og støv, og kun de mest standhaftige af alle planter vovede at sætte et frø i det golde landskab. En gang imellem blev dette ingenmandsland også betrådt af mennesker med drømme om noget andet. Ikke nødvendigvis mere, men bare noget andet: frihed, åbenhed og øjenkontakt. De sneg sig gennem mellemrummet i håbet om at lande på den anden side.
Men et ingenmandsland kan være farligt, for du træffer et valg om noget andet, og det, du bevæger dig fra, kan hive fat i dig for at få dig tilbage.
Ingenmandslandet er stedet for valg – går du tilbage eller frem – går du til højre eller venstre. Og ingen af os trives i virkeligheden der – i ventesalen, i kløften mellem to muligheder. Vi er anspændte, urolige og på vakt. Dér på grænsen af valget – på grænsen af livet – kan tilværelsen føles tung og til tider ganske ensom.
Men når valget er truffet, så slapper vi af – skuldrene sænkes og åndedrættet kan blive dybt igen. Vi kan igen leve. Vi går de skridt, vi skal gå.
Det er forløsende at træde ud og væk. Ind i virkeligheden igen.
Livet er fyldt med valg – og vi lever i en tid, hvor der synes at komme flere og flere valg til. Ikke bare for unge, men egentligt for os alle sammen. Vi er så gennemsyret af det, at der opstod en filosofisk retning, kaldet eksistentialismen, der handler om, at mennesket skaber sig og bliver til gennem sine valg. Men kan det passe, vil man spørge. Og det spørgsmål dirrer ikke altid kun af kritisk stillingtagen, men måske snare af frygt overfor en tilværelse, hvor intet er givet, men alt er valgt? Hvor mine valg er lige så gyldige som min næsten, og hvor jeg alene – gennem mine valg – skaber mening og sammenhæng i tilværelsen. Skaber mig. Kan det passe, at jeg kun er mig i kraft af mig?
Det er et åg på skuldrene. Hvem ved i dag, hvad et åg er? Det er en stang, der ligger på tværs af nakken på to trækdyr, og som man forbinder til en vogn. Et åg skal man bruge, hvis man skal trække noget stort og tungt. Som ens eget liv.
Så vi har brug for hjælp.
Vi har brug for en, der vil trække åget med os, så vi ikke trækker det alene.
Vi har brug for Gud.
Jesus går på grænsen mellem Samaria og Galilæa. Han gik derude, hvor valgene skulle træffes, og der møder han ti syge. Lige så mange syge, som vi har fingre på hænderne. Og de syge råber til ham – for Jesus synes dem så langt væk. Så langt fra deres liv. De råber – anråber – beder og bønfalder.
Og Jesus svarer – ikke ved råb, men han taler til dem. Som en ven til en ven. En almindelige tiltale. Gå. Siger han. Gå – bliv ikke her, hvor intet er, men gå. Og uden at sige det med ord, fortæller Jesus dem, at de skal gå, for han har valgt livet for dem. Men ikke nok med det, så vælger ham dem. De er hans.
Det betyder noget, at vi er skabt, og ikke skal skabe os selv. Vi har fået noget fra begyndelsen – en essens – vi er skabt af en vilje og med vilje. Vi kan frimodige gå ud i tilværelsens kaos og valgmuligheder, for vi har et tilhørsforhold – en relation, der er givet.
Og vi har fået en Gud, der møder os i livets ingenmandsland – som hører os, når vi råber, og som taler til os. Som blidt skubber os ud i tilværelsen igen. Gå, siger han. Og skulle vi opleve, at vi har fået spedalskhed på sjælen, så vil også det blive helbredt. Vi har en vej ud af isolationen.
Der er noget smukt i at blive bedt om gå. Jesus siger tit til folk, at de skal gå. Rejs dig og gå.
Vi skal ikke gå vores vej, og så alligevel skal vi gå VORES vej. For vi kan ikke undslå os at leve livet – for hvert åndedrag vi tager, lever vi levet. Det sker pr. refleks – livet er på den led anmassende. Livet vil, at vi lever det.
Og Jesus kalder os ud i livet, så vi opdager, at vi lever det. Gå, siger han – gå nu ud i det liv, og lev – men bliv ikke her i det golde land, hvor intet er. Her kan man nok være når grænser skal krydses, men her kan man ikke leve.
For selvfølgelig oplever vi at befinde os i grænselandet i løbet af et liv. Vi oplever alle at være der, hvor vi ikke lige ved, hvad der skal ske næste gang – og hvor fremtiden virker endnu mere åben end den plejer.
Det er ikke kun et sted, hvor beslutninger træffes – det er også et sted med muligheder. Muligheder for at gå til den ene eller den anden side af grænsen – mulighed for noget nyt eller præcis det samme.
Og hvis Gud er noget, så er det mulighedernes Gud. Jesus levede et liv af muligheder – han gjorde det umulige muligt – han pegede på det omvendte af vores stivnede logik. For hjertet har en logik, der overgår al logik (frit efter Allan Holmgren). Gud er mulighedernes Gud.
I Guds rige sker det, vi ikke kan tænke os til, men alene må gribe med hjertet. Med overbevisningen. Gud giver kærligheden, glæden, freden, tålmodigheden, venligheden, godheden, trofastheden og mildheden en mulighed for at udfolde sig i vores liv. Det er alt sammen ord, som Paulus nævner i sit brev til menigheden i Galatien. Ord for Åndens frugt. Det er en beskrivelse af alt det gode, han kunne komme i tanke i tilværelsen, som måtte stamme fra Gud.
Mulighedernes Gud siger til os, gå. Gå ud i livet – og hvis jeg kan møde dig det mest golde sted og tale til det, så kan jeg også møde dig i livets kaos, og når i de valg, du træffer.
Vi er aldrig overladt alene. Vi har Gud, der går lige på grænsen af Guds rige og vores liv, så han hele tiden kan høre os, når vi råber og beder – og altid kan svare os: Gå – jeg er med dig. Alle dage. Ja, helt til verdens ende.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/14-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke

lørdag den 31. juli 2021
9. søndag efter trinitatis, 2021
Jeg har – ligesom mange andre har, vil jeg tro – prøvet at været udsat for rygter. At der er gået en eller anden historie om mig, som har meget lidt med sandheden at gøre; men som får liv af de mennesker, der fortæller den videre. Nogle rygter vil man gerne lægge ryg til – og andre rygter er så langt fra virkeligheden, man kan komme.
Men rygter findes. For mennesker taler.
Martin Luther, der havde ordet i sin magt, og som ikke var bleg for at være bramfri, skulle efter signede havde udtalt, at hvis man deltog i rygter, så var det som at rulle sig i andre mennesker lort (undskyld mit sprog, jeg gengiver blot Luther), og at man ved at gøre det, kun kommer til at lugte fælt.
Han advarer mod rygter. De er sjældent sande.
Jesus var selv udsat for rygter. De har svirret omkring ham – Jesus helbredte, opvakte døde og talte så hjerterne brændte. Men udover det, så provokerede han folk. Han spiste og talte nemlig med kollaboratører og urene – med toldere og syndere. Toldere, der var håndlangere for romerne, der havde besat landet, spiste han hos, og urene rørte han ved. Der var nok af grund til at rygterne var løbet forud for Jesus.
Men et andet rygte har også svirret – nemlig et rygte om en godsforvalter, der skulle have snydt med pengene, og skrevet gælden ned på skyldnere. Denne mands handlinger var på alles læber, og folk var forargede. Den ene mere end den anden.
Rygter om to mænd har fyldt i datidens Jerusalem. Rygtet om Jesus – Guds søn – og rygtet om den uærlige godsforvalter, som vi hører om i dagens evangelium.
Der er nemlig god grund til at tro, at den lignelse, som Jesus fortæller til os i dag, faktisk har rødder i noget, der er sket i virkeligheden – eller i al fald et rygte, der har huseret i datidens Jerusalem (jf. Joachim Jeremias). Og rygter har det med at forstørre dele af virkeligheden.
H. C. Andersen vidste også, hvordan rygter kunne forstørre en hændelse, og derfor fortalte han eventyret om en fjer, der bliver til fem høns, som I nok kender. En høne mister en fjer og inden dagen er omme går der en fortælling om fem høns, der plukker fjerene af sig selv. Jo rygter lægger til og forstørrer – ikke altid det smukke, men nok nærmere det sensationelle.
Jesus fortæller i dag om en godsforvalter, der er ansat ved en rig mand, og som bliver fyret, fordi der er gået rygter om, at han har ødslet med den rige mands ejendom. Om det er sandt ved vi ikke – og hvilket slags menneske han har været ved vi heller ikke. Faktisk så går rygtet endnu om den uærlige godsforvalter, som han i dag kaldes stadigvæk, for vi tillægger ham alle mulige og umulige intentioner, som doven, grisk eller utro – ja, bare det, at lignelsen har fået titlen ”den uærlige godsforvalter”. Inden vi er kommet i gang med lignelsen, har vi fældet dom over manden. Rygtet er gået i forvejen.
Jesus var ikke ukendt med rygter – han blev offer for det. Og måske derfor fortæller han denne lignelse – om en mand, der alene på rygtet mister sit arbejde, og nu ikke længere ved, hvad han skal gøre; men som så gør det eneste rigtige: nedskriver folks gæld.
Det minder om noget. Det minder om Jesus. Han ikke bare nedskrev gælden – han eftergav den. Han eftergav enhver det, han måtte skylde – ikke økonomisk, men i livet.
Jesus var ødsel, som godsforvalteren var det. Ødsel med Himmerigets gaver – ødsel med nåden og kærligheden – ligheden og glæden.
Godsforvalteren er her et billede på Jesus, der sætter en streg over gælden. Nedskriver den til et stort rundt 0.
Jesus tager altså et reelt rygte og vender det om – han siger ikke, at han er forarget over manden, der nedskriver gælden; men derimod roser han denne mand. Han vender op og ned på virkeligheden – eller han vender op og ned på vores forståelse af retfærdighed.
For i Guds rige er der altså ikke hæveautomater, og man kan ikke betale med penge. Det er absurd at tænke sig, at det vil være penge i Guds rige. Og derfor bør farisæerne arbejde med at få bugt mere deres egen glæde ved penge, før de peger fingre ad andre. Så pyt med at godsforvalteren har nedskrevet gælden, for han handlede godt i forhold til sin næste. Han gjorde hverdagene nemmere for dem, så ikke skulle kæmpe så meget – det er vigtigere end tallet på bundlinjen.
Men hvorfor gøre gode gerninger? For at redde sig selv?
Det spørgsmål får Martin Luther også en gang i en debat med en gruppe katolske teologer, der presser ham hårdt for at han skal svare på, hvorfor vi gør gode gerninger.
Luther vil helst ikke svare direkte, men sagde, at det ikke var for at få en fordel, det var heller ikke for at få Guds kærlighed. Men hvorfor så?
Teologerne pressede og pressede Luther, indtil han endelig svarede: Aus Dankbarheit. Af taknemmelighed. Af taknemmelighed over, at Guds godhed også gælder mig, og særligt de dage, hvor jeg ikke har fortjent den. For er man taknemmelig – husker man at takke for det, der blev en til del, så kommer glæden i tilgift. Og glæde kommer til udtryk i gode gerninger.
Vi mennesker gør det gode, fordi vi ikke kan lade være, når vores hjerter flyder over. Derfor begynder mange bønner med en tak for det små i tilværelsen, fordi det kan blive til det store.
En af bønnerne er fadervor. I den 5. bøn i fadervor beder vi: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere.”
Det er en sætning, der rummer hele evangeliet i få ord. Gud tilgiver os vores skyld – mens vi skal tilgive hinanden. Det er Guds generøse og ødsle handling med os – for os – der gør, at vi kan sende tilgivelsen videre mod hinanden.
Han nedskriver vores gæld på et øjeblik – inden vi får set os om, så får vi lov at gå herfra som frie mennesker – uge efter uge sætter Guds os fri til at være mennesker for hinanden.
Evangeliet er fortællingen om ødselhed. Gud ødsler med sin nåde.
Og i taknemmelighed over det, skal vi tilgive hinanden – skrive hinandens gæld ned, så vi hverken bærer nag eller rygter med videre i livet. Så vi tør stå foran hinanden i ligeværdighed hver dag i en taknemmelighed over, at Gud ser os og elsker os – både fordi og på trods.

Dagens evangelium: https://www.bibelselskabet.dk/9-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke
søndag den 27. juni 2021
4. søndag efter trinitatis 2021
Mon ikke de fleste mennesker har prøvet at sammenligne dem selv med andre? Det er i al fald en tese, som mange psykologer antager – at vi mennesker sammenligner os med hinanden. Det hedder også social comparison (Festinger). At man tager sit eget liv og ser på det gennem lyset af andres tilsyneladende mere interessante liv.
Min liste – for jeg har sådan en liste – altså min liste over mennesker, jeg sammenligner mig selv med, ser sådan her ud:
1. Kvinder, der får 4 børn og stadigvæk ser ud som da de fyldte 20 år.
2. Dem der mediterer, træner og spiser sundt hver dag.
3. De mennesker, der når at læse en ny og interessant bog hver uge, skriver en klumme til avisen, spiser brunch med deres veninder ved stranden uden at få sand mellem tæerne og ikke mindst har et ryddeligt hjem.
Eller sagt med andre ord – dem, der kan og gør alt det, som jeg ikke selv tilsyneladende når eller mangler.
Og er man der, hvor man sammenligner, så kan andres liv forekomme som problemfri og gnidningsløse – uden vasketøj eller snavs.
Det minder om den situation, hvor man ser splinten i andres øjne, og bjælken i sit eget. Man sammenligner alt det, de andre kan og viser frem, med den, man er i sit eget indre.
Man fælder en dom – ikke kun over sig selv, men også over andre. De andres liv gøres bedre og ens eget værre. Og det har vist sig, at sociale medier er en fremragende kilde til at vores selvværd ned med nakken. Der er lavet undersøgelser, der viser en direkte sammenhæng mellem ens brug af sociale medier og depression, ensomhedsfølelse og lavt selvværd. (https://www.psykologrikkepapsoe.dk/hvordan-paavirker-de-sociale-medier-os/).
Mennesker har altid sammenlignet sig med hinanden, men nu kan man nå at sammenligne sig med flere ved et enkelt klik.
Der er i denne tid, som vi lever i, særlig brug for et fokus på, at flere og flere mennesker føler sig ensomme. Vi fælder ikke altid kun en negativ dom over andre, men måske i højere grad over os selv.
Når vi sidder alene med vores tanker og sammenligninger, og der aldrig er et andet (virkeligt) menneske, der bryder ind og får den udgave af virkeligheden, vi skaber i vores indre, brudt med andre synsvinkler, så falder vi igen og igen en grøft af negativitet.
Der sker ikke en perspektivforskydning. Og den har vi brug for.
Vi har brug for at få øje på andet end os selv i spejlet – eller brug for at få øje på andet den anden gennem spejlet. Vi har brug for virkeligheden.
Vi har brug for barmhjertigheden.
Det er et ord, jeg holder meget af – barmhjertighed. På hebraisk kommer det af to ord: hanan og hesed.
Det ene betyder, at Gud er gavmildhed, og at den gavmildhed er både overraskende og givet frit. Det er en handling, der oprejser mennesker, når de er nede og fortvivlede. Og det andet ord bruger man om det, at mennesker kommer i relation med hinanden, og bliver brugt, når der er et overskud, som gør at man får lov at være med i en relation uden at man først bliver spurgt om, hvad man kan give eller gøre – eller hvem man er. Man bliver bare budt ind – eller som vi hørte i dåben, så siger Jesus: Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. De er indbudt inden de kan andet end blot at være. (”Trinitatis – en homiletisk rejse” af Mogens Lindhardt, Anis 2015, s. 164ff).
Det er alt sammen barmhjertighed. Eller et udtryk for Guds nåde.
Gud er barmhjertig, når han udøser sig nåde over os.
Vi får at vide, at vi skal være barmhjertige, som Gud er det. Men også her skal vi passe på ikke at sammenligne os, så vi ikke tror, at vi skal være guddommelige.
Vi kan derimod forestille os, at vi bor i et stort hus, som Gud har skabt her på kloden. I dette hus er Gud hele tiden nær med sin gavmildhed, sin omsorg, sin barmhjertighed og sin nåde. Huset har en kultur – eller i det her tilfælde en ånd. En måde at være på, som vi bliver bedt om at bringe videre. Vi skal ikke skabe den særlige stemning i huset – den har Gud allerede skabt, men vi skal arbejde med på den. (Ibid.s. 167).
Det er dagens evangelium – arbejd med på den verden, Jeg skaber for jer, siger Gud til os. Og det gør vi, når vi sætter os ud over hierarkier og social status, og begynder at behandle hinanden som mennesker før alt andet. Før det øjet ser, men som hjertet for længst har opdaget – at vi fælles om vores menneskelighed. Først og sidst er vi mennesker, der har brug for det samme i tilværelsen. Omsorg, opmærksomhed, kærlighed og barmhjertighed.
Vi er i et fællesskab med hinanden, hvor ingen er mere end den anden.
Det er gennem tiden blevet udtrykt meget forskelligt, og nogen ynder at sige, at vi alle er syndere. Det er ikke forkert, men problemet er, at man begynder ved synden, i stedet for at begynde med nåden og barmhjertigheden. Vores fællesskab som mennesker, er ikke konstitueret af synden, men at Guds nåde og barmhjertighed.
Det begynder ved Gud og ender ved Gud. Det er ham, der er Alfa og Omega.
Teologen Mogens Lindhardt taler også om synd, men han siger, at synd er en skade – noget, der bliver ødelagt eller slået itu. Og som ved enhver skade, så sørger man efter, man har fået den. Sorg er en reaktion på, at der er sket en skade. Det er altid den første reaktion. Den næste reaktion er, siger han, omsorg (Ibid. S. 172). Han taler om, at synden ikke må blive til en skandale mellem mennesker, hvor vi måske ruller os lidt rundt i andre menneskers synd, men at vi gør den til en tragedie, forstået på den måde, at vi skal vise omsorg fremfor at sladre, for nu at sige det sådan lige ud af posen. Vi skal ikke gøre synden større ved at dele dem med flere, men behandle den nænsomt og med omsorg.
Det er en anderledes måde at se synden på – og reaktionen på den. Synd er ikke bare noget, der kan stemples som ”forkert” ud fra et etisk perspektiv, men måske snarere en skade, der skal klinkes. Og kan klinkes gennem omsorg. Ved at sørge for hinanden – at sørge med hinanden.
Vores skæbnefællesskab er ikke synden, men Guds barmhjertighed, Guds nåde og vores fælles evne til at vise omsorg – også overfor det menneske, vi ikke kender endnu. Vi sætter hinanden i relationer ved at gentage den indbydelse til livet, som Gud har givet os, når han frit og kvit invitere os – uden at vide, hvad livet vil bringe os.
Vi er hinandens, som vi er Guds.
Det skal vi møde hinanden med i stedet for sammenligningens ubarmhjertige blik. Vi er fælles på denne klode som Gud har skabt – den er lige som eget din som min – som vores næstes.
AMEN
Dagens evangelium: https://www.bibelselskabet.dk/4-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke
Kirkebøn:
Overraskende og barmhjertige Gud – i livets travlhed og livets kaos kommer du til os, hvor vi er. Du kommer og finder os, når vi ikke kan finde os selv. Når vi er faret vild i egne tanker og sammenligninger – i misundelse og ensomhed.
Du kommer og viser os omsorg – viser os barmhjertighed. Du peger på en anden vej end den, vi kan komme til at tage – ikke fordi vi er slette, men fordi vi ikke kan få øje på andre.
Tak Gud fordi du igen og igen peger os i en anden retning. Peger os mod hinanden hjerter og mod dig.
Hjælp os så vi kan hjælpe hinanden med at arbejde for en verden, hvor kærlighed får 1. pladsen i vores liv – hvor vi ser på hinanden med overbærenhed, og hvor vi byder hinanden ind i vores liv.
Og vær os nær i denne bøn, når vi beder for verden.
Vær med alle syge, der er bange og i smerter.
Vær med alle ensomme, der tror sig forladte.
Vær med alle der mangler, og føler de falder ned i den mangel.
Vær med alle, der føler sig uperfekte.
Vær med alle, der glemmer andre – mest fordi de er bange for at andre har glemt dem.
Vær med alle der kæmper i livet.
Vær med alle der sørger og savner.
Vær med alle de magtfulde.
Vær med vores kirke her – lad os binde bånd til alle andre kirker i hele verden, så vi sammen kan skabe fællesskaber på tværs af alt det, der ellers skiller os ad.
Lad os være stille sammen.

onsdag den 23. juni 2021
Skt. Hans 2021
Her står jeg med en kost i hånden. Klar til at flyve til Bloksbjerg. For sådan troede man engang – at hekse satte sig på koste og fløj hele vejen til Bloksbjerg, hvor de festede hele natten.
Så engang gemte man koste væk til Skt. Hans for at sikre sig, at heksene ikke skulle flyve afsted – jeg ved ikke om det skyldes frygt for hekse eller misundelse over ikke at komme med til festen.
Men i dag kender vi det at flyve på koste fra Harry Potter, der jo er et talent på en koste, og første gang han prøver, bare kan. Han deltog i mange Quiddish-kampe på kost - en Nimbus 2000 og sidenhen en Firebolt-kost.
Men hjemme hos mig, kender jeg nu mest kosten fra, når jeg skal feje. Og lige præcis den her kost står udenfor, så jeg kan feje terrassen ren for blade, jord og hvad der ellers sådan er. Jeg fejer og fejer – selvom jeg ved, at i morgen vil der ligge lige så meget som i dag. Sådan er det med snavs og skidt – det er næsten som om det kommer helt af sig selv.
Det tror jeg, vi alle kan nikke genkendende til – os der har arbejdet hjemmefra i over et år. Det er som om, at når man er hjemme, så samler der sig mere snavs i hjørnerne, end hvis man ikke var hjemme. Det kommer bare – flyver over trægulvene og samler sig i store grå totter eller tunge bunker af sand.
Det minder måske lidt om det, der også sker inden i os – altså i vores hjerter. At snavs sådan kan samle sig i totter. Bekymringer og negative tanker.
Jeg har lige været til et foredrag med en psykolog Pia Callesen, der siger, at bekymringer er som at sidde ved running Sushi. I ved det der transportbånd der går gennem en restaurant med sushi-tallerkner på, og så tager man det, man gerne vil have, når der kommer en tallerken, man synes om. Ikke helt som i lufthavnen, hvor man helst skal tage sin egen kuffert. Nej, her må man tage lige det man vil.
Men, Pia Callesen siger, at bekymringer er som den tallerken med sushi som ingen tager og som bare kører rundt og rundt. Spørgsmålet er om man så egentlig har lyst til den tallerken med dårlig fisk, når den kommer? Nej vel. Men bekymringer er som stabler af tallerkner med dårlig sushi som man tager og spiser. Hvor Pia Callesen siger, at man skal øve sig i at lade dem køre videre med rundt velvidende at de nok kommer igen – men vi skal øve os i ikke at tage fat i bekymringen.
Det er egentligt et godt råd, og som et menneske, der i høj grad har katastrofetanker på daglig basis er det virkelig et godt råd. Jeg forestiller mig al mulig forfærdeligt vil ske, og havde, da Mette Frederiksen sidste år lukkede DK, allerede forestillet mig mundbind, afstand og sprit. Jeg var med andre ord langt foran jer. Men jeg havde ikke forestillet mig, at vi kunne mødes her i aften – også sådan er det med bekymringer. De viser sig sjældent at holde stik. Der sker næsten altid et eller andet godt, der ødelægger bekymringen.
Og det jo egentligt godt.
Derfor har jeg en kost med, for håbet, lyset og alt det gode i livet er som den her kost, der kommer uventet og fejer bekymringer, negative tanker og domme over andre, væk – fejer hjørnerne i vores hjerter rene, så vi igen kan få øje på det smukke.
Og i aften er det det, vi tænder bål. Ikke for at skræmme heksene som man gjorde engang – de må hjertens gerne tage til fest i aften – men for at huske os selv på, at lyset, håbet, kærligheden stadigvæk er i verden – og i os.
Vi skal det næste år – og måske mange år frem – øve os i at feje alt det væk, der afholder fra at leve livet med hinanden – for hinanden. Her hvor corona får baghjul har vi fået en mulighed for at redefinere alt det, der betyder noget for os – vi skal gribe chancen.
Lad os skabe en fremtid, der er om muligt endnu smukkere med nærvær, samvær og kærlighed.
Glædelig midsommer.

Abonner på:
Opslag (Atom)
4. søndag efter trinitatis 2026
Et menneske består af 6 forskellige grundstoffer: kulstof, bring, kvælstof, calcium, fosfor og ilt – og så selvfølgelig vand. Det lyder ret ...
-
Jeg vil dele en historie med jer, der stammer fra Johannes Møllehave, som mange af jer nok kender. Han fortæller om sin barndom, at han en ...
-
Det er mørkt i dag. Natten klæber sig til jordens overflade, og vil ikke slippe sit tag. Lyset skinner kun i små 7 timer, og vi har den kort...
-
På forfatteren Tom Kristensen gravsten står der et berømt citat fra hans digt Græs: ”Bøjer jeg mig så dybt jeg kan, vokser min verden sig st...