For at begynde med noget helt vildt almindeligt, så var jeg med min familie i Plantorama i går for at købe ligusterhækkeplanter. Der er nemlig kommet huller i hækken ind til vores naboer, og de er nu ellers utrolig rare mennesker, men vi synes alligevel at 4 huller langs med hækken ind til dem, synes at lidt meget.
Så vi tog afsted for at købe ti hækkeplanter, der så skulle graves ned i de gabende huller. Men vi er jo ikke rigtig havemennesker, min mand og jeg. Eller vi lever nok mest efter devisen at frembringe så megen biodiversitet i haven som muligt. Så vi måtte læse en instruktion til, hvordan man gravede de der planter ned. Og det viste sig så, at vi jo slet ikke var klar til det.
Der skulle dels graves 60 cm ned i jorden. Det er altså et ret dybt hul. Derefter skulle det fyldes med grus, der kunne agere som en slags faskine så rødderne ikke druknede, og så skulle der være 30 cm til græsset. Vi opfyldte ingen af de krav.
Men planterne kom ned i jorden.
Så nu står de der – de der stakkels hækkeplanter, hvis eneste opgave er, at de skal dække nogle huller – og de er sat ret elendigt, men så godt vi kunne og efter bedste evne.
Om der stadigvæk er huller i hækken til sommer, må vi jo se, for lige nu kan man ikke afgøre om det har hjulpet. Men for nu har vi gjort, hvad vi kunne.
Og kære menighed, nu må I bære over med mig, for jeg kom sådan til at tænke på, at livet jo er som en ligusterhæk. Vi bliver sat, skal vokse op og blive stærke, så vi ikke vælter i blæst. Engang imellem taber vi alt det, der er gør os smukke, men vi skal stole på, at det kun er for en stund, og at vi kommer til at stråle igen når vi har hvilet og kan sætte nye skud.
Og så sker det, at der kommer huller i vores liv. Store, gabende huller, som enhver kan vade igennem. Og som måske lige frem inviterer til det.
Vores liv har huller. Noget visner eller går ud – noget bliver rykket op. Og vi får brug for hjælp til at få sat noget nyt ind, der kan dække hullerne.
Men vi ved ikke til at begynde med om de planter, der bliver plantet, holder. Om rødderne har luft nok, så de ikke drukner – om græsset er langt nok væk, så de ikke kvæles. Vi ved simpelthen ikke om de planter, der bliver sat i vores liv huller, har styrken til at dække hullet, så vi ikke længere lægger mærke til det. Det eneste, vi kan gøre, er at vente. Vente og se. Og håbe.
Livet leves, mens vi lever det. Vi kan ikke planlægge det på forhånd, for livet bliver til på vejen.
Og derfor ved vi heller ikke, hvor livet får huller.
På sin vis er vi alle nødstedte i tilværelsen – vi deler et vilkår, og det er lidelsen ved livet. Vi kan ikke undgå det. Det er jo skrækkeligt på sin vis, men dog mere skrækkeligt, hvis vi forestiller os, at vi er i lidelsen alene. Hvis man som det eneste menneske har huller i livet, så bliver selve eksistens ubarmhjertig. Men sådan er det ikke – vi er fælles om vilkåret. Vi står i fællesskab med hinanden. Vi er knyttet sammen – vores rødder, om man vil, er flettet sammen. Vores grene rækker ind mellem hinanden. Vi er sammen, og selv det menneske, der lige nu føles sig uden for det fællesskab, får her inde at vide, at det er Gud, der laver det fællesskab til os – og med os – og sætter dig ind i det. Du er med – også de dage, hvor du ikke oplever det. Vi er kollektive i livets vilkår.
Vi har alle som en brug for at få livets huller plantet til med noget nyt – vi har alle som en brug for nådens vilde vækster, der kan flette vores liv sammen igen.
Nåden er det nye, der kan plantes ind – som kan sætte os fri, og forvandle vores liv til noget mere.
Nåden er, at selv de dage, hvor jeg har trampet rundt i livet, kan jeg modtage nåden.
Nåden er at få ufortjent, målt efter vores målestok.
Nåden er at få det, man ikke kan give sig selv, og som man ikke regnede med, og som kom uventet og dog velkomment.
Nåden er, at du ikke bliver målt på det, der gik galt – det du ikke nåde – og det, du græmmer dig over; men at du slet ikke bliver dømt. Eller man kan sige, at man dømmes med nåde, hvis vi skal fastholde domsmetaforen.
For Gud er som en gartner, der allerede er gået ud og er begyndt at grave huller til de planter, der mangler og som skal plantes ud.
Det er nåden.
Og Gud møder os med nåden. Alene med nåden.
I dagens evangelium hører vi om verdensdommen, som stedet er kaldt. Og den første del er noget af det smukkeste i Bibelen. Her står der, at vi skal mødes Jesu blik i vores næste. Og vi kan måske allerede huske (eller genkende) det blik fra et andet menneske i vores liv. At blive set på som et menneske med muligheder, og med rum til at blive den bedste udgave af sig selv. Dette nådige og milde blik, der bare ser os og accepterer os – også selvom vi til tider famler os frem.
”Det I gør mod mine de mindste, det gør I, mod mig.”, siger Jesus i dagens evangelium.
På forfatteren Tom Kristensens gravsten, står der:
”Bøjer jeg mig
så dybt som jeg kan
vokser min verden
sig stor.”
Det er et vidunderligt digt. At storheden ved livet også kan ses i det lille græsstrå, der bliver større, når vi bøjer os og zoomer ind med blikket. Livet bliver også større, hvis vi tør bøje os mod hinanden, og give slip på hierarkier, der fører os bort fra hinanden.
Så vi skal bøje os for hinanden – bukke for hinanden i dyb ærbødighed. I ære over, at her står et menneske, som Gud også har skabt. Og at da Gud havde skabt hele kosmos – alt fra hvert atom til galakse, så han på det, og mente, at lige præcis DU manglende for at gøre det komplet. Sådan skal vi møde hinanden, som den brik der var nødvendig for at gøre skabelsen god.
”Det I gør mod mine de mindste, det gør I, mod mig.”, siger Jesus.
De mindste små bliver rejst op. De mindste – de fængslede, de nøgne, de tørstige, de fremmede. Tænk at have en Gud, der bøjede sig så dybt han kunne, så vores verden kunne vokse sig stor.
Det er den forventning vi går ind i adventstiden med. At Gud bøjer sig for os og mod os – bøjer sig, så vi bliver store.
Amen
Dagens tekster:
https://www.bibelselskabet.dk/sidste-s-i-kirkeaaret-fra-foerste-raekke
Kirkebøn:
Livets Skaber
Du Hellige Ånd, der strømmer mod os i – er i os – og får os til at åbne os mod dig og hinanden.
Smelt det is, der kan lægge sig om vores hjerte og sjæle. Blød os op, så vi tør vende os mod verden og dem der står lige ved siden af.
Lad os rykke sammen i fællesskab, så vi oplever, at vi er forbundet i din skabelse. Hør os når vi er sammen i bønnen, og beder for verden:
Vi beder for alle små og hjælpeløse
Vi beder for alle bange og gemte
Vi beder for alle syge og alle fulde af sorg
Vi beder for fremmede og flygtninge
Vi beder for alle der tror noget andet end os
Vi beder for alle glemte og usynlige
Vi beder for alle med magt – i det små eller det store
Lad magten blive en vej til omsorg og varme – ikke til splittelse eller begærlighed.
Vi beder for din kirke her i Møllevang – lad den stå som en insisterende blok af håb midt i en verden, der har brug for det.
Vær med alle os små – og alle os store. Vær med os hvor vi er og som vi er.
AMEN
lørdag den 20. november 2021
søndag den 7. november 2021
Alle helgensdag 2021
Der mangler kun
et eneste menneske
i denne verden.
Alligevel
er den fuldstændig
tom.
Sådan skriver Helle Søtrup i sit digt Mellemværende no 7 fra bogen ”Kyshånd”.
Hun beskriver en af et uendelige antal reaktioner på tabet - på døden. Man kan opleve døden som tomhed – som mangel på væren. Som et hul i luften, der aldrig kan fyldes ud andet end af det menneske, man har fulgt til graven.
Et eneste menneske kan gøre forskellen for os. Og det ved vi måske egentligt godt.
Vi ved det godt, når vi bliver forelskede for første gang, og den er gengældt. Det eneste, man længes efter, er at være den anden nær, kigge den anden i øjnene, mærke den andens hånd i sin. Man martres, når man ikke er sammen – og kan ikke vente med at komme den anden nær.
Vi ved det godt, når vi bliver forældre. For pludselig er vores livs mening bundet sammen med det lille menneske, der ligger der, og uden det menneske, vil livet blive tomt.
Så vi kender det godt – følelsen af tomhed, og følelsen af, at et eneste menneske kan udgøre forskellen på fylde og tomhed.
Og tomhed gør noget ved os. Vi trives ikke i tomhed. Måske er vi bange for at glemme – glemme den, vi elsker.
Når vi konfronteres med døden, som kan komme ventet eller pludseligt, så konfronteres vi med en tomhed. Tomheden kan være pakket ind i kærlighed, men den kan også være pakket ind i fortrydelser, vrede, skam eller tilgivelse. Men hvordan vi ender vender og drejer det, så er tomheden pakket ind i livet. Et liv, der nu forandrer sig med døden.
Og døden er en grænse – vi kan ikke længere nå de døde. Den er definitivt og endelig. Vi skal leve uden, men alligevel med. Leve med minderne og livet – leve med det liv, man har delt – leve de værdier man har bygget op i relation til den afdøde.
Og her til Allehelgen bliver vi mindet om det – en dag om året, hvor vi særligt sætter fokus på døden og livet – på de døde og de levende.
Søren Kierkegaard, der var teolog og filosof, sagde, at elske en afdød er det bedste sted at lære kærligheden at kende (Trinitatistiden, Lindhardt, s. 435). Tænk at man kan lære om kærligheden i dødens skygge.
Men det kan vi, fordi begravelsen er kærlighedens sted. Det kan lyde underligt; men det kommer til udtryk på to måder.
Døden er som en slags si. Når døden tager et menneske fra os, så begynder vi at tænke tilbage på det, vi har delt, og ofte vil alt det fine, smukke og betydningsfulde stå klart. Det svære, det hverdagsagtige, skænderierne og uenigheder falder i baggrunden, og i forgrunden står det menneske, man elsker. Døden er en si, der sier det fra, som lige nu ikke er væsentligt, og tilbage er kærligheden.
En anden måde, hvorpå det kommer til udtryk, at begravelsen er kærlighedens sted, stammer fra den fortælling, som vi har fortalt til hinanden gennem generationer. Nemlig fortællingen om Kristus, der tre dage efter han døde, går ud af sin grav – for at vise os, at nok er døden en grænse, men ikke en grænse for kærligheden. At der bag ved dødens forhæng er liv og mening – kærlighed og Gud.
Og dø skal vi. Det ved vi godt, men vi tænker ikke over det – i al fald ikke hele tiden. Måske vi tænker mere over det jo ældre vi bliver.
Ved Allinge kirke på Bornholm står der en figur af en kvinde (Arne Randslet). En gammel kvinde, der har sat sig ned. Helt nede på jorden, og måske kan hun ikke længere rejse sig op af sig selv. Ved sin side står hendes håndtaske. Hun har ikke længere brug for den.
Og der sidder hun, men omkring hende har hun englevinger. Vingerne er krummet om hende som et skjold, som beskyttelse, som varme – som liv.
Og måske er hun parat til at flyve ind i dødens rige, og måske sidder hun der bare indtil en, vil hjælpe hende op at stå igen.
Skulpturen hedder metamorphose. Det betyder forvandling, forandring eller omformning. Kvinden er på vej til at forandre sig – til at forvandle sig fra livet til døden – eller rettere fra livet til opstandelsen. Eller har hun allerede forvandlet sig – er hun død, og venter på opstandelsen? På at blive rejst op?
Jeg kan selv godt lide tanken om, at kvinden sidder i livet med sine vinger og venter på døden og opstandelsen. For tænk nu hvis vi alle allerede har fået de vinger. Vinger der er klar til at bære os gennem dødsriget, og ind i livsriget. Ind i evigheden.
Vi får en lovning i livet – et løfte.
Døden er ikke afslutningen – døden er, men livet er mere. Vi har vinger, der kan os gennem livet, og vinger der kan bære os til Gud, når vi dør.
Det er i dåben, vi får det løfte, at Gud vil være med os. Der læser vi Jesu Kristi ord om, at han vil være med os indtil verdens ende. Ikke bare livets ende, men indtil verden ikke længere består. Gud er med. Også ind i den tomhed, der kan opstå, når vi går med tunge skridt væk fra en kiste. Gud er med os. Gud er de vinger.
Og han bøjer sig om os, værner os, beskytter os og skærmer os. Vi er ikke alene.
Jeg vil slutte med endnu et digt af Helle Søtrup fra samme bog: Kyshånd. Det hedder Overgivelse no 9, og lyder sådan her:
”Engle kan flytte tunge sten. ”
Så kort kan håbet beskrives. Vi er ikke alene.
Amen
Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/allehelgen-fra-foerste-raekke
Kirkebøn:
Livets Gud – glædens skaber
Du er med os, sige du. Hvisk det til mig de nætter, hvor jeg tvivler. Råb det til mig, de dage, hvor jeg står midt i stormen. Favn mig, elsk mig og hold mig ud, når jeg ikke længere selv kan det.
Åbn hjerterne på os, når vi kroger os ind i os selv, og glemmer verden omkring os, og lær os at leve med sorgen. Lær os at lade sorgen være en del af livet, så vi igen kan ånde, leve og glædes.
Vi beder for de døde, selvom vi godt ved, at du Gud allerede har dem i din hånd, og der ikke er mere vi kan gøre for dem.
Vi beder for alle der har mistet, og alle hvis tilværelse aldrig bliver den samme.
Vi beder alle der mister dem selv, og mister fornuften midt i sorgen.
Vi beder for alle, hvis liv ikke gik som de håbede på.
Vi beder for de syge – og dem der skal dø.
Vi beder for alle dem vi glemmer til hverdag, dem som ingen tænker på, og dem som kun du Gud kender.
Vi beder for din kirke – for glæden, håbet og englevinger.
Amen
et eneste menneske
i denne verden.
Alligevel
er den fuldstændig
tom.
Sådan skriver Helle Søtrup i sit digt Mellemværende no 7 fra bogen ”Kyshånd”.
Hun beskriver en af et uendelige antal reaktioner på tabet - på døden. Man kan opleve døden som tomhed – som mangel på væren. Som et hul i luften, der aldrig kan fyldes ud andet end af det menneske, man har fulgt til graven.
Et eneste menneske kan gøre forskellen for os. Og det ved vi måske egentligt godt.
Vi ved det godt, når vi bliver forelskede for første gang, og den er gengældt. Det eneste, man længes efter, er at være den anden nær, kigge den anden i øjnene, mærke den andens hånd i sin. Man martres, når man ikke er sammen – og kan ikke vente med at komme den anden nær.
Vi ved det godt, når vi bliver forældre. For pludselig er vores livs mening bundet sammen med det lille menneske, der ligger der, og uden det menneske, vil livet blive tomt.
Så vi kender det godt – følelsen af tomhed, og følelsen af, at et eneste menneske kan udgøre forskellen på fylde og tomhed.
Og tomhed gør noget ved os. Vi trives ikke i tomhed. Måske er vi bange for at glemme – glemme den, vi elsker.
Når vi konfronteres med døden, som kan komme ventet eller pludseligt, så konfronteres vi med en tomhed. Tomheden kan være pakket ind i kærlighed, men den kan også være pakket ind i fortrydelser, vrede, skam eller tilgivelse. Men hvordan vi ender vender og drejer det, så er tomheden pakket ind i livet. Et liv, der nu forandrer sig med døden.
Og døden er en grænse – vi kan ikke længere nå de døde. Den er definitivt og endelig. Vi skal leve uden, men alligevel med. Leve med minderne og livet – leve med det liv, man har delt – leve de værdier man har bygget op i relation til den afdøde.
Og her til Allehelgen bliver vi mindet om det – en dag om året, hvor vi særligt sætter fokus på døden og livet – på de døde og de levende.
Søren Kierkegaard, der var teolog og filosof, sagde, at elske en afdød er det bedste sted at lære kærligheden at kende (Trinitatistiden, Lindhardt, s. 435). Tænk at man kan lære om kærligheden i dødens skygge.
Men det kan vi, fordi begravelsen er kærlighedens sted. Det kan lyde underligt; men det kommer til udtryk på to måder.
Døden er som en slags si. Når døden tager et menneske fra os, så begynder vi at tænke tilbage på det, vi har delt, og ofte vil alt det fine, smukke og betydningsfulde stå klart. Det svære, det hverdagsagtige, skænderierne og uenigheder falder i baggrunden, og i forgrunden står det menneske, man elsker. Døden er en si, der sier det fra, som lige nu ikke er væsentligt, og tilbage er kærligheden.
En anden måde, hvorpå det kommer til udtryk, at begravelsen er kærlighedens sted, stammer fra den fortælling, som vi har fortalt til hinanden gennem generationer. Nemlig fortællingen om Kristus, der tre dage efter han døde, går ud af sin grav – for at vise os, at nok er døden en grænse, men ikke en grænse for kærligheden. At der bag ved dødens forhæng er liv og mening – kærlighed og Gud.
Og dø skal vi. Det ved vi godt, men vi tænker ikke over det – i al fald ikke hele tiden. Måske vi tænker mere over det jo ældre vi bliver.
Ved Allinge kirke på Bornholm står der en figur af en kvinde (Arne Randslet). En gammel kvinde, der har sat sig ned. Helt nede på jorden, og måske kan hun ikke længere rejse sig op af sig selv. Ved sin side står hendes håndtaske. Hun har ikke længere brug for den.
Og der sidder hun, men omkring hende har hun englevinger. Vingerne er krummet om hende som et skjold, som beskyttelse, som varme – som liv.
Og måske er hun parat til at flyve ind i dødens rige, og måske sidder hun der bare indtil en, vil hjælpe hende op at stå igen.
Skulpturen hedder metamorphose. Det betyder forvandling, forandring eller omformning. Kvinden er på vej til at forandre sig – til at forvandle sig fra livet til døden – eller rettere fra livet til opstandelsen. Eller har hun allerede forvandlet sig – er hun død, og venter på opstandelsen? På at blive rejst op?
Jeg kan selv godt lide tanken om, at kvinden sidder i livet med sine vinger og venter på døden og opstandelsen. For tænk nu hvis vi alle allerede har fået de vinger. Vinger der er klar til at bære os gennem dødsriget, og ind i livsriget. Ind i evigheden.
Vi får en lovning i livet – et løfte.
Døden er ikke afslutningen – døden er, men livet er mere. Vi har vinger, der kan os gennem livet, og vinger der kan bære os til Gud, når vi dør.
Det er i dåben, vi får det løfte, at Gud vil være med os. Der læser vi Jesu Kristi ord om, at han vil være med os indtil verdens ende. Ikke bare livets ende, men indtil verden ikke længere består. Gud er med. Også ind i den tomhed, der kan opstå, når vi går med tunge skridt væk fra en kiste. Gud er med os. Gud er de vinger.
Og han bøjer sig om os, værner os, beskytter os og skærmer os. Vi er ikke alene.
Jeg vil slutte med endnu et digt af Helle Søtrup fra samme bog: Kyshånd. Det hedder Overgivelse no 9, og lyder sådan her:
”Engle kan flytte tunge sten. ”
Så kort kan håbet beskrives. Vi er ikke alene.
Amen
Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/allehelgen-fra-foerste-raekke
Kirkebøn:
Livets Gud – glædens skaber
Du er med os, sige du. Hvisk det til mig de nætter, hvor jeg tvivler. Råb det til mig, de dage, hvor jeg står midt i stormen. Favn mig, elsk mig og hold mig ud, når jeg ikke længere selv kan det.
Åbn hjerterne på os, når vi kroger os ind i os selv, og glemmer verden omkring os, og lær os at leve med sorgen. Lær os at lade sorgen være en del af livet, så vi igen kan ånde, leve og glædes.
Vi beder for de døde, selvom vi godt ved, at du Gud allerede har dem i din hånd, og der ikke er mere vi kan gøre for dem.
Vi beder for alle der har mistet, og alle hvis tilværelse aldrig bliver den samme.
Vi beder alle der mister dem selv, og mister fornuften midt i sorgen.
Vi beder for alle, hvis liv ikke gik som de håbede på.
Vi beder for de syge – og dem der skal dø.
Vi beder for alle dem vi glemmer til hverdag, dem som ingen tænker på, og dem som kun du Gud kender.
Vi beder for din kirke – for glæden, håbet og englevinger.
Amen
søndag den 31. oktober 2021
22. søndag efter trinitatis 2021
Jeg tror, at vi mennesker skal blive bedre til at stille os selv det spørgsmål, om vi har husket at skylde nogen noget i dag? Ikke sådan økonomisk betragtet, men om vi nu har husket at skylde hinanden en tjeneste, skylde hinanden æren eller gøre noget for Guds skyld.
Om vi nu har husket at sætte os i gæld – til hinanden. For vi skal huske at være forgældet til op over begge øre i tjenester og taknemmelighed. Vi skal være i så dyb en gæld, at vi aldrig bliver den kvit.
For der findes gæld, som ikke kan betales af – og der findes en måde at leve sit liv som skyldig, hvor vi hellere end gerne vil være netop det: skyldige. Når fx vi gør noget for et andet menneskes skyld for at løfte det op, for at gøre tilværelsen bedre eller mere tålelig, eller for at gøre livet lidt finere for dem.
Vi skal skylde hinanden noget, og nogle gange noget mere. Skyld som relationelt begreb, er smukt og stort – og gør livet større.
Men skyld har flere betydninger på dansk, og på den måde er det et vanskeligt ord. Vi kan nemlig bruge ordet i forhold til love og regler – altså det tage ud af sin relationelle sammenhæng, og sat ind i en juridisk ramme. Og da bliver det en skyld, der skal fjernes – tages væk og bødes for. Da er skyld noget, vi har pådraget os – og noget vi kan betale af på. Det er nok den måde at bruge ordet skyld på, som vi anvender mest i dagligdagens sprog, men det er faktisk ikke den måde, det bliver brugt på i Bibelen. Det er slet ikke som juridisk begreb, at skyld skal forstås i evangeliets lys. Men vi kommer tit til at tænke sådan, fordi vi kun har ét ord – nemlig skyld – at bruge, og det kan forstås og tolkes på flere måder.
Der findes faktisk også en helt tredje måde som ordet skyld, bliver brugt på i Bibelen, og det finder vi Fadervor, hvor vi siger: ”Forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere.”
På engelsk bruger man tre forskellige udgaver af ordet skyld. Som beskriver de tre måder, man skal forstå ordet på.
Når man taler om at gøre noget den anden skyld, så siger de: for his sake. Altså for hans sags skyld. Det er den her måde, vi bruger skyld på her i kirken. For Guds sag – for hinandens sag. Vi gør noget for hinanden, for at styrke og støtte hinanden.
Så taler de om, at man være guilty. Og her tænker på den juridiske skyld, hvor der skal betales med en dom eller en bøde. Der er et system, der håndterer den form for skyld, og andre der bestemmer og afgøre hvor skyldig man er.
Og til sidst har man engelsk så et helt tredje ord for den skyld, vi møder i fadervor. Her bruger de ordet trespassing, som betyder indtrængen. Altså et menneske, der har trængt sig ind på en, og overtrådt grænser. En der er gået for langt – eller måske ikke langt nok.
Sådan er der så mange nuancer i et eneste ord, som skyld. Og det gør en forskel.
Vi skal gøre os klart, hvordan vi bruger ordet, så vi ikke kommer til at gøre jura ud af Gud, eller gøre dom ud af nåden.
Og fordi skyld skal ses som noget vi enten gør for hinandens skyld, eller som noget, hvor et andet menneske har overtrådt en grænse, så skal vi med evangeliet som baggrund, gå anderledes til skyld, end hvis vi var i en retssal.
For når vi har med skyld at gøre her i kirken, så skal vi igen og igen forsøge at tilgive dem, der træder ind over vores grænser – og igen og igen så gør vi det for hinandens og Guds skyld. For kirkens og fællesskabet skyld.
At vi skal tilgive er, at vi skal blive ved med at forsøge at indlemme i menigheden, eller fællesskabet om man – at man ikke giver op, men derimod bliver ved med at åbne døren ind til det, man deler, så flere kan dele med. Vi skal genoprette relationen.
Det svære ved skyldens tre betydninger er, at Jesus bruger restssalen som metafor, for at få os til at forstå, hvad han mener. Han tager udgangspunkt i noget velkendt, for at forklare om noget nyt. Men i enhver metafor er der noget, der ikke passer på virkeligheden – og det der ikke passer på virkeligheden, og det der ikke passer på Guds rige, er, at Gud skulle være en dommer eller advokat. Der skal hverken fældes dom eller laves forsvarstaler i forhold til Gud. Faktisk ville Gud være verdenshistoriens dårligste dommer målt md juridiske øjne, for alle ville få samme dom: du er fri.
Man kan sige, at han er den vildeste og største dommer målt med kærlighedens øjne, men han får nok ikke job ved Vestre Landsret end af de kommende dage.
Gud er nådig – nåde betyder at tilgive og sætte fri.
Og når Gud giver os noget, så skal vi give det videre. Vi skal også tilgive hinanden. Vi skal tilgive den, der har taget alt for meget fra andre – tilgive den som intet kunne holde af, hvad han eller hun lovede, og som endte med at skylde alt for meget til andre. Og her skal vi igen tænke i overført betydning – det handler ikke om penge, men om livet mellem os.
Og ja – der findes de gange, hvor det er svært. Også for svært at tilgive. For der findes mennesker, hvis skyld til os, vi ikke kan tilgive, fordi den er alt for stor. Den er så massiv og voldsom, at vi ikke længere kan slippe den.
Der må en ind, der har mere end os. I lignelsen en konge, der kunne tåle et milliardtab – en Gud der kan tåle vores skyld.
Og her tilgives. Her sættes vi fri, så vi kan sættes os i relation til hinanden igen.
Lignelsen fortæller, hvad nåden gør ved os. Nåden er at få alt igen, og dermed er det en ny virkelighed, man sættes i. En ny verden. Man bliver genindsat ind i fællesskabet.
Men manden i lignelsen forstå det ikke. Ham der skylder så mange penge, at man næsten ikke kan forstå det. Han forstår ikke, at hvad eftergivelsen af gælden, bør gøre for ham. Han tænker, at tilgivelsen kun er mellem ham og kongen, og at det ikke angår det liv, som han lever med andre. At han frit kan gå ud, og kræve andre det, som de skylder ham. Men nej – sådan går det ikke.
At blive tilgivet er at blive sat ind i virkeligheden/en ny verdensorden, hvor du skal behandle andre, som Gud har behandlet dig. Eller som vi siger i Fadervors femte bøn: Forlad os vores skyld, som også vi forlader vore skyldnere.
Vi hænger sammen. Som i et af den mange smukke edderkoppenet vi ser glimte i buskene om morgenen i den her tid. Er der bevægelse et sted, så bevæger nettet sig et andet sted. Vi må ikke tro, at vi unikt står alene i tilværelsen. Vi er sat i et netværk af mennesker.
Vi hænger sammen. Vi hænger på hinanden.
Det Gud giver, skal vi give videre af – generøst og gavmildt. Vi må ikke tage i struberne på hinanden, når vi selv har fået alt igen.
Vi får lov at få nye begyndelser med hinanden.
Sola Gratia, siger vi i den lutherske kirke. Det er en af vores kirkens fire sola’er, som man siger – det er latin og betyder ved nåden alene. Nåden er begyndelsen og enden i vores liv med Gud. Nåden er forudsætningen. Nåden er alene det, der binder os til hinanden – binder os til Gud. For nåden fjerner de sten af anstød, der bliver lagt på vores vej til næsten og Gud. Fjerner dem, knuser dem og lader os gå frie mod hinanden. Med hinanden.
Nåden er ny hver morgen.
Om lidt skal vi synge Iben Krogsdals smukke salme: Vi finder fred i kirken.
Her synger vi bl.a.:
”Vi bliver til i kirken
et sted med ny begyndelse til alle
med mild og vild opstandelse ved bordet
hvor vin og brød fortæller
så er det nu det gælder
gå ud og tag Guds kærlighed på ordet”
- Vers 6
Vi har fået en ny begyndelse – lad os gå ud og tage kærligheden på ordet.
Amen
Dagens: https://www.bibelselskabet.dk/22-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke
Kirkebøn:
Nådige, gavmilde, generøse Gud
Du tilgiver mere end vi kan – du sætter dem frie, vi har lyst til at sætte fast.
Tak for at gå imod vores fornuft og vores følelse af retfærdighed. Tak fordi du tilgiver, når vi straffer eller fyldes af hævnlyst.
Din nåde er større end den tilgivelse, vi kan mønstre, og det kan vi læne os op ad og ind i.
Med din nåde i hjertet, kan vi møde hinanden som ligeværdige, ligeskabte og ligeelskede.
Vi kan være for hinanden og bede for hinanden.
Og derfor beder vi i dag, for alle hvis skyld er så stor, at hvert skridt bliver tungt. Vi beder for alle, der har mærker på krop og sjæl efter overgreb. Vi beder for alle, der er bange og alle der lever i utryghed.
Vi beder for alle, der er flygtede fra deres hjem og lever på flugt. Vi beder for alle, der kalder fængslet deres hjem og som er glemt af mange. Vi beder for alle, der lever i udrejsecentre og alle der lever i isolerede fra andre.
Vi beder for alle, der ikke tror, de er noget værd, og alle der tror mere på sig selv end på andre.
Vi beder for alle der er utålmodige, og alle der lever så langsomt at alt synes at gå i stå.
Vi beder for alle, der har alt for travlt til at være menneske, og alle, der ville ønske de havde noget at lave.
Vi beder for alle der er syge eller lever med sygdom. Vi beder for alle, der skal dø snart, og alle der er ved at døden venter derude i fremtiden. Vi beder for alle pårørende til syge, og alle der arbejder for syge.
Vi beder for din kirke her i Møllevang – vi beder for kirken i hele verden, at den stædigt må holde fast i nådens budskab de steder, hvor forråelse, had og ligegyldighed sniger sig ind i menneskers hverdag.
Vi beder for hverdagen – hver dag. Amen
Om vi nu har husket at sætte os i gæld – til hinanden. For vi skal huske at være forgældet til op over begge øre i tjenester og taknemmelighed. Vi skal være i så dyb en gæld, at vi aldrig bliver den kvit.
For der findes gæld, som ikke kan betales af – og der findes en måde at leve sit liv som skyldig, hvor vi hellere end gerne vil være netop det: skyldige. Når fx vi gør noget for et andet menneskes skyld for at løfte det op, for at gøre tilværelsen bedre eller mere tålelig, eller for at gøre livet lidt finere for dem.
Vi skal skylde hinanden noget, og nogle gange noget mere. Skyld som relationelt begreb, er smukt og stort – og gør livet større.
Men skyld har flere betydninger på dansk, og på den måde er det et vanskeligt ord. Vi kan nemlig bruge ordet i forhold til love og regler – altså det tage ud af sin relationelle sammenhæng, og sat ind i en juridisk ramme. Og da bliver det en skyld, der skal fjernes – tages væk og bødes for. Da er skyld noget, vi har pådraget os – og noget vi kan betale af på. Det er nok den måde at bruge ordet skyld på, som vi anvender mest i dagligdagens sprog, men det er faktisk ikke den måde, det bliver brugt på i Bibelen. Det er slet ikke som juridisk begreb, at skyld skal forstås i evangeliets lys. Men vi kommer tit til at tænke sådan, fordi vi kun har ét ord – nemlig skyld – at bruge, og det kan forstås og tolkes på flere måder.
Der findes faktisk også en helt tredje måde som ordet skyld, bliver brugt på i Bibelen, og det finder vi Fadervor, hvor vi siger: ”Forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere.”
På engelsk bruger man tre forskellige udgaver af ordet skyld. Som beskriver de tre måder, man skal forstå ordet på.
Når man taler om at gøre noget den anden skyld, så siger de: for his sake. Altså for hans sags skyld. Det er den her måde, vi bruger skyld på her i kirken. For Guds sag – for hinandens sag. Vi gør noget for hinanden, for at styrke og støtte hinanden.
Så taler de om, at man være guilty. Og her tænker på den juridiske skyld, hvor der skal betales med en dom eller en bøde. Der er et system, der håndterer den form for skyld, og andre der bestemmer og afgøre hvor skyldig man er.
Og til sidst har man engelsk så et helt tredje ord for den skyld, vi møder i fadervor. Her bruger de ordet trespassing, som betyder indtrængen. Altså et menneske, der har trængt sig ind på en, og overtrådt grænser. En der er gået for langt – eller måske ikke langt nok.
Sådan er der så mange nuancer i et eneste ord, som skyld. Og det gør en forskel.
Vi skal gøre os klart, hvordan vi bruger ordet, så vi ikke kommer til at gøre jura ud af Gud, eller gøre dom ud af nåden.
Og fordi skyld skal ses som noget vi enten gør for hinandens skyld, eller som noget, hvor et andet menneske har overtrådt en grænse, så skal vi med evangeliet som baggrund, gå anderledes til skyld, end hvis vi var i en retssal.
For når vi har med skyld at gøre her i kirken, så skal vi igen og igen forsøge at tilgive dem, der træder ind over vores grænser – og igen og igen så gør vi det for hinandens og Guds skyld. For kirkens og fællesskabet skyld.
At vi skal tilgive er, at vi skal blive ved med at forsøge at indlemme i menigheden, eller fællesskabet om man – at man ikke giver op, men derimod bliver ved med at åbne døren ind til det, man deler, så flere kan dele med. Vi skal genoprette relationen.
Det svære ved skyldens tre betydninger er, at Jesus bruger restssalen som metafor, for at få os til at forstå, hvad han mener. Han tager udgangspunkt i noget velkendt, for at forklare om noget nyt. Men i enhver metafor er der noget, der ikke passer på virkeligheden – og det der ikke passer på virkeligheden, og det der ikke passer på Guds rige, er, at Gud skulle være en dommer eller advokat. Der skal hverken fældes dom eller laves forsvarstaler i forhold til Gud. Faktisk ville Gud være verdenshistoriens dårligste dommer målt md juridiske øjne, for alle ville få samme dom: du er fri.
Man kan sige, at han er den vildeste og største dommer målt med kærlighedens øjne, men han får nok ikke job ved Vestre Landsret end af de kommende dage.
Gud er nådig – nåde betyder at tilgive og sætte fri.
Og når Gud giver os noget, så skal vi give det videre. Vi skal også tilgive hinanden. Vi skal tilgive den, der har taget alt for meget fra andre – tilgive den som intet kunne holde af, hvad han eller hun lovede, og som endte med at skylde alt for meget til andre. Og her skal vi igen tænke i overført betydning – det handler ikke om penge, men om livet mellem os.
Og ja – der findes de gange, hvor det er svært. Også for svært at tilgive. For der findes mennesker, hvis skyld til os, vi ikke kan tilgive, fordi den er alt for stor. Den er så massiv og voldsom, at vi ikke længere kan slippe den.
Der må en ind, der har mere end os. I lignelsen en konge, der kunne tåle et milliardtab – en Gud der kan tåle vores skyld.
Og her tilgives. Her sættes vi fri, så vi kan sættes os i relation til hinanden igen.
Lignelsen fortæller, hvad nåden gør ved os. Nåden er at få alt igen, og dermed er det en ny virkelighed, man sættes i. En ny verden. Man bliver genindsat ind i fællesskabet.
Men manden i lignelsen forstå det ikke. Ham der skylder så mange penge, at man næsten ikke kan forstå det. Han forstår ikke, at hvad eftergivelsen af gælden, bør gøre for ham. Han tænker, at tilgivelsen kun er mellem ham og kongen, og at det ikke angår det liv, som han lever med andre. At han frit kan gå ud, og kræve andre det, som de skylder ham. Men nej – sådan går det ikke.
At blive tilgivet er at blive sat ind i virkeligheden/en ny verdensorden, hvor du skal behandle andre, som Gud har behandlet dig. Eller som vi siger i Fadervors femte bøn: Forlad os vores skyld, som også vi forlader vore skyldnere.
Vi hænger sammen. Som i et af den mange smukke edderkoppenet vi ser glimte i buskene om morgenen i den her tid. Er der bevægelse et sted, så bevæger nettet sig et andet sted. Vi må ikke tro, at vi unikt står alene i tilværelsen. Vi er sat i et netværk af mennesker.
Vi hænger sammen. Vi hænger på hinanden.
Det Gud giver, skal vi give videre af – generøst og gavmildt. Vi må ikke tage i struberne på hinanden, når vi selv har fået alt igen.
Vi får lov at få nye begyndelser med hinanden.
Sola Gratia, siger vi i den lutherske kirke. Det er en af vores kirkens fire sola’er, som man siger – det er latin og betyder ved nåden alene. Nåden er begyndelsen og enden i vores liv med Gud. Nåden er forudsætningen. Nåden er alene det, der binder os til hinanden – binder os til Gud. For nåden fjerner de sten af anstød, der bliver lagt på vores vej til næsten og Gud. Fjerner dem, knuser dem og lader os gå frie mod hinanden. Med hinanden.
Nåden er ny hver morgen.
Om lidt skal vi synge Iben Krogsdals smukke salme: Vi finder fred i kirken.
Her synger vi bl.a.:
”Vi bliver til i kirken
et sted med ny begyndelse til alle
med mild og vild opstandelse ved bordet
hvor vin og brød fortæller
så er det nu det gælder
gå ud og tag Guds kærlighed på ordet”
- Vers 6
Vi har fået en ny begyndelse – lad os gå ud og tage kærligheden på ordet.
Amen
Dagens: https://www.bibelselskabet.dk/22-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke
Kirkebøn:
Nådige, gavmilde, generøse Gud
Du tilgiver mere end vi kan – du sætter dem frie, vi har lyst til at sætte fast.
Tak for at gå imod vores fornuft og vores følelse af retfærdighed. Tak fordi du tilgiver, når vi straffer eller fyldes af hævnlyst.
Din nåde er større end den tilgivelse, vi kan mønstre, og det kan vi læne os op ad og ind i.
Med din nåde i hjertet, kan vi møde hinanden som ligeværdige, ligeskabte og ligeelskede.
Vi kan være for hinanden og bede for hinanden.
Og derfor beder vi i dag, for alle hvis skyld er så stor, at hvert skridt bliver tungt. Vi beder for alle, der har mærker på krop og sjæl efter overgreb. Vi beder for alle, der er bange og alle der lever i utryghed.
Vi beder for alle, der er flygtede fra deres hjem og lever på flugt. Vi beder for alle, der kalder fængslet deres hjem og som er glemt af mange. Vi beder for alle, der lever i udrejsecentre og alle der lever i isolerede fra andre.
Vi beder for alle, der ikke tror, de er noget værd, og alle der tror mere på sig selv end på andre.
Vi beder for alle der er utålmodige, og alle der lever så langsomt at alt synes at gå i stå.
Vi beder for alle, der har alt for travlt til at være menneske, og alle, der ville ønske de havde noget at lave.
Vi beder for alle der er syge eller lever med sygdom. Vi beder for alle, der skal dø snart, og alle der er ved at døden venter derude i fremtiden. Vi beder for alle pårørende til syge, og alle der arbejder for syge.
Vi beder for din kirke her i Møllevang – vi beder for kirken i hele verden, at den stædigt må holde fast i nådens budskab de steder, hvor forråelse, had og ligegyldighed sniger sig ind i menneskers hverdag.
Vi beder for hverdagen – hver dag. Amen
lørdag den 25. september 2021
17. søndag efter trinitatis 2021
Jeg holder øje med dig – sådan har mødre og fædre sagt til deres børn i tusindvis af år. Mens de er små børn, er det en forsikring om, at forældrene er i nærheden, og at man derfor ikke bliver væk fra hinanden. Man er en enhed.
Men som børnene bliver ældre, ligger der en lille formaning eller reprimande i udtrykket. En lille advarsel om ikke at lave ulykker. Jeg holder øje med dig. Det er både betryggende, men også frihedsberøvende at blive holdt øje med.
Vi er holdt øje med i høj grad i dag. Vores telefoner afslører hvor vi går og står – hvor vi handler og hvad vi søger. Kameraer ved gadehjørner filmer os og logger os. Vi er holdt øje med hele tiden på godt og ondt. Vi kan ikke rigtig blive væk. En gang imellem kan man godt få lyst til at blive lidt væk – ikke fra sig selv, men fra det samfund, der hele tiden logger os – holder øje med os.
Midt i denne uge valgte en fra min familie at "blive væk". Han er teenager, og gik fra sin efterskole. Alle ledte efter ham – politiet med hunde, venner, familie. Opslaget på facebook om at han var væk og savnet – at familien manglede ham – blev på 12 timer delte 3.000 gange. For det rammer lige ned i frygten hos os. Vi kan så levende forestille os, hvordan det må være, at en man elsker, bliver væk. Forsvinder uden et ord, og uden at man ved, hvad der er sket.
Hans mobil var slukket, så de kunne ikke spore ham. Han var væk, og sagde ikke det mindste pip for at vi kunne finde ham. Om formiddagen dagen efter, finder de ham. Jeg ved ikke hvor, men jeg ved, at de fandt ham i god behold. Og jeg ved, at var det min søn, så havde jeg løbet ham i møde med armene åbne, og havde krammet og kysset ham. Jeg ville slet ikke være vred, men så uendelig lettet. For tanken om, at man måske kunne miste det umistelige i livet, ville kun vække en dyb længsel efter at mærke kærligheden. Efter at favne igen.
Man ville gøre alt, der stod i ens magt, uanset hvad andre så måtte mene om det, man gjorde, for at få sin elskede igen.
Og man indser noget dybt om tilværelsen. At man hellere vil elske på afstand, og vide at den anden trives, end at elske i uvisheden.
Jeg holder øje med dig. Eller måske snarere: jeg vil se dig, og jeg vil følge dig – og træde til, hvis du råber på hjælp.
Som man ville hjælpe et barn, der falder i en brønd, som er Jesus eget eksempel fra i dag. At livet kan byde dig at handle uagtet hvad andre tænker og mener – uagtet regler. Livet kan kræve dig – og kaste dig ud i handlinger, der er nødvendige, men rigtige.
Det fik mig til at tænke på, at jeg for nylig var til et foredrag med en mand fra Nordkorea, der havde risikeret livet, fordi han er kristen. Han flygtede fra Nordkorea, blev fanget og sendt i fangelejr. Ikke engang et fængsel, men en fangelejr. Han flygtede igen, blev fanget igen, men denne gang gik det internationale samfund ind, og fik ham i første omgang til Filippinerne, og derfra til England. Han havde ikke noget pas på sig, men som han selv siger, så fik han ikke bare et pas, men også et pas til Guds rige. Han oplevede på sit eget liv, at Gud bygger sit rige lige midt i forfølgelsen.
Han har i dag ikke set sin familie i årtier, men får til gengæld lov at leve med religionsfrihed. Han bliver ikke længere holdt øje med af et regime, der fratager folk drømme og håb. Han er nu fri til at tænke, føle og bede uden frygt. Han er ikke længere forfulgt, men kan være fri til at følge den, han tror på.
Livet har taget en ny begyndelse for ham – som livet har det med at tage, når vi rammer kanten af det, og bliver sendt tilbage – slynget tilbage i tilværelsen.
Den mand fulgte heldigvis ikke reglerne, men gik imod dem. Gjorde det som hjertet bød ham at gøre. Det var en vanskelig og snoet vej til frihed, og der var tider, hvor han troede, at han skulle dø. Men han overlevede og lever, og rejser nu rundt i verden og fortæller sin historie. En historie om evangeliet, der lyser på en mørk baggrund, som evangeliet altid har gjort.
Jesus taler i dag om, at det ikke nytter af følge regler, hvis du dermed bliver ledt væk fra livet og hen til sted, hvor ligegyldighed og hårdhjertethed råder – hvor frygt og kaos er hverdag. Så nytter reglerne ikke længere – så skader de fremfor at gavne. Vi skal derimod ledes ind i livet – ind i midten af livet.
Svend Bjerg, der var teolog og lektor, sagde, at livets midte var der, hvor ondskaben ikke kunne findes, og at livets midte lyser op, hver gang vi holder gudstjeneste. ”For en kort stund, så længe gudstjenesten varer, vokser vi sammen i livets midte”, siger han, ’før vi igen bliver sendt ud hver især til en dagligdag fuld af adspredelser.” (Profane prædikener, 2010, Forlaget ANIS, s. 161).
Livets midte ER Guds rige. Et glimt af Guds virkelighed, der kommer til stede i denne verden.
Men som børnene bliver ældre, ligger der en lille formaning eller reprimande i udtrykket. En lille advarsel om ikke at lave ulykker. Jeg holder øje med dig. Det er både betryggende, men også frihedsberøvende at blive holdt øje med.
Vi er holdt øje med i høj grad i dag. Vores telefoner afslører hvor vi går og står – hvor vi handler og hvad vi søger. Kameraer ved gadehjørner filmer os og logger os. Vi er holdt øje med hele tiden på godt og ondt. Vi kan ikke rigtig blive væk. En gang imellem kan man godt få lyst til at blive lidt væk – ikke fra sig selv, men fra det samfund, der hele tiden logger os – holder øje med os.
Midt i denne uge valgte en fra min familie at "blive væk". Han er teenager, og gik fra sin efterskole. Alle ledte efter ham – politiet med hunde, venner, familie. Opslaget på facebook om at han var væk og savnet – at familien manglede ham – blev på 12 timer delte 3.000 gange. For det rammer lige ned i frygten hos os. Vi kan så levende forestille os, hvordan det må være, at en man elsker, bliver væk. Forsvinder uden et ord, og uden at man ved, hvad der er sket.
Hans mobil var slukket, så de kunne ikke spore ham. Han var væk, og sagde ikke det mindste pip for at vi kunne finde ham. Om formiddagen dagen efter, finder de ham. Jeg ved ikke hvor, men jeg ved, at de fandt ham i god behold. Og jeg ved, at var det min søn, så havde jeg løbet ham i møde med armene åbne, og havde krammet og kysset ham. Jeg ville slet ikke være vred, men så uendelig lettet. For tanken om, at man måske kunne miste det umistelige i livet, ville kun vække en dyb længsel efter at mærke kærligheden. Efter at favne igen.
Man ville gøre alt, der stod i ens magt, uanset hvad andre så måtte mene om det, man gjorde, for at få sin elskede igen.
Og man indser noget dybt om tilværelsen. At man hellere vil elske på afstand, og vide at den anden trives, end at elske i uvisheden.
Jeg holder øje med dig. Eller måske snarere: jeg vil se dig, og jeg vil følge dig – og træde til, hvis du råber på hjælp.
Som man ville hjælpe et barn, der falder i en brønd, som er Jesus eget eksempel fra i dag. At livet kan byde dig at handle uagtet hvad andre tænker og mener – uagtet regler. Livet kan kræve dig – og kaste dig ud i handlinger, der er nødvendige, men rigtige.
Det fik mig til at tænke på, at jeg for nylig var til et foredrag med en mand fra Nordkorea, der havde risikeret livet, fordi han er kristen. Han flygtede fra Nordkorea, blev fanget og sendt i fangelejr. Ikke engang et fængsel, men en fangelejr. Han flygtede igen, blev fanget igen, men denne gang gik det internationale samfund ind, og fik ham i første omgang til Filippinerne, og derfra til England. Han havde ikke noget pas på sig, men som han selv siger, så fik han ikke bare et pas, men også et pas til Guds rige. Han oplevede på sit eget liv, at Gud bygger sit rige lige midt i forfølgelsen.
Han har i dag ikke set sin familie i årtier, men får til gengæld lov at leve med religionsfrihed. Han bliver ikke længere holdt øje med af et regime, der fratager folk drømme og håb. Han er nu fri til at tænke, føle og bede uden frygt. Han er ikke længere forfulgt, men kan være fri til at følge den, han tror på.
Livet har taget en ny begyndelse for ham – som livet har det med at tage, når vi rammer kanten af det, og bliver sendt tilbage – slynget tilbage i tilværelsen.
Den mand fulgte heldigvis ikke reglerne, men gik imod dem. Gjorde det som hjertet bød ham at gøre. Det var en vanskelig og snoet vej til frihed, og der var tider, hvor han troede, at han skulle dø. Men han overlevede og lever, og rejser nu rundt i verden og fortæller sin historie. En historie om evangeliet, der lyser på en mørk baggrund, som evangeliet altid har gjort.
Jesus taler i dag om, at det ikke nytter af følge regler, hvis du dermed bliver ledt væk fra livet og hen til sted, hvor ligegyldighed og hårdhjertethed råder – hvor frygt og kaos er hverdag. Så nytter reglerne ikke længere – så skader de fremfor at gavne. Vi skal derimod ledes ind i livet – ind i midten af livet.
Svend Bjerg, der var teolog og lektor, sagde, at livets midte var der, hvor ondskaben ikke kunne findes, og at livets midte lyser op, hver gang vi holder gudstjeneste. ”For en kort stund, så længe gudstjenesten varer, vokser vi sammen i livets midte”, siger han, ’før vi igen bliver sendt ud hver især til en dagligdag fuld af adspredelser.” (Profane prædikener, 2010, Forlaget ANIS, s. 161).
Livets midte ER Guds rige. Et glimt af Guds virkelighed, der kommer til stede i denne verden.
Rummer og favner os. Der er ingen specielle regler eller love, man skal følge for at kunne komme til livets midte – ja, faktisk siger Jesus, at lovene kan stå i vejen, så vi ikke finder Guds rige. For Guds rige er ikke styret af regler og love – der er ingen hævede øjenbryn, ingen fordømmelse, ingen øjne der holder øje med om vi nu gør som vi skal.
Her er ingen hierarkier, ingen der kan sidde øverst eller nederst. Egentligt burde vi sidde i en rundkreds her i kirken med alteret i midten, fordi det i højere grad afspejler Guds rige.
Jesus gør op med regeltænkningen.
Man kan sige, at Jesus var anarkist. Ordet anarkist stammer fra græsk. An betyder uden, arké betyder begyndelse eller grund. ”Der er altså ingen begyndelse eller ende på Jesu forkyndelse af riget i midten, Guds rige” (ibid., s. 162). Jesus begynder med Gud og ender med Gud – fra evighed til evighed, som vi så tit hører sagt i kirken. En ihukommelse af, at Gud er fra altid til altid.
Vi kan ikke følge en lov og komme til Gud, men vi kan åbne os for, at Guds riget sætter sig igennem i tilværelsen. I livet – i glimt. I medmennesket, i hjælpen, i kærligheden, og her i kirken: hver gang vi døber et barn, hver gang vi deler nadveren og hver gang velsignelsen lyses.
Guds riget ER og lyser op i livet. Det liv, vi skal leve i troen på, at Gud holder øje med os, men ikke for at sikre sig, at vi ikke laver ulykker – nej, for at sige til os, SE – jeg er med alle dage, også de dage, hvor mørket truer. SE, jeg er med dig. Indtil verdens ende faktisk.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/17-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke
Her er ingen hierarkier, ingen der kan sidde øverst eller nederst. Egentligt burde vi sidde i en rundkreds her i kirken med alteret i midten, fordi det i højere grad afspejler Guds rige.
Jesus gør op med regeltænkningen.
Man kan sige, at Jesus var anarkist. Ordet anarkist stammer fra græsk. An betyder uden, arké betyder begyndelse eller grund. ”Der er altså ingen begyndelse eller ende på Jesu forkyndelse af riget i midten, Guds rige” (ibid., s. 162). Jesus begynder med Gud og ender med Gud – fra evighed til evighed, som vi så tit hører sagt i kirken. En ihukommelse af, at Gud er fra altid til altid.
Vi kan ikke følge en lov og komme til Gud, men vi kan åbne os for, at Guds riget sætter sig igennem i tilværelsen. I livet – i glimt. I medmennesket, i hjælpen, i kærligheden, og her i kirken: hver gang vi døber et barn, hver gang vi deler nadveren og hver gang velsignelsen lyses.
Guds riget ER og lyser op i livet. Det liv, vi skal leve i troen på, at Gud holder øje med os, men ikke for at sikre sig, at vi ikke laver ulykker – nej, for at sige til os, SE – jeg er med alle dage, også de dage, hvor mørket truer. SE, jeg er med dig. Indtil verdens ende faktisk.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/17-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke
lørdag den 11. september 2021
15. søndag efter trinitatis 2021
Angst, beklemt, bange, betænkeligheder, bæven, forfærdet, foruroliget, frygt, gru, gysen, hjertebanken, hunderæd, høneangst, livræd, nervøs, panikslagen, rædsel, skræk, skræmt, sky, urolig, utryg, ængstelig.
Det var 23 synonymer for bekymring. Det er ikke så lidt. 23 forskellige måder at sige til hinanden og sig selv, at man er bekymret. Der er altså sproglige varianter nok til at kunne udfylde og nuancere sin bekymring. Så langt så godt.
For at bekymre sig er en del af livet. Sådan er det at være menneske, og her adskiller vi os fra dyrene. Fordi vi har en tidslig forståelse af verden, så er vi faktisk i stand til at bekymre os om fremtiden. Vi ved, at der kommer en mandag i morgen, men vi ved ikke hvad den bringer. Og her det, at bekymringerne træder til med sit hovedspørgsmål: Hvad nu hvis…
At være bekymret er en bagside ved at være et tænkende og reflekteret individ – en bagside ved, at tilværelsen er uvis.
Men at det er en del af tilværelsen, er ikke det samme som, at vi skal gøre en dyd ud af at bekymre os.
Jesus siger i dag til os, at vi ikke skal bekymre os, og vi ved jo godt, at det er rigtigt. Der er de fleste, der vil være enig i, at det ikke er godt. For bekymringer trækker os væk fra at leve.
Jeg var for nylig til et foredrag med Pia Callesen, der er psykolog og ekspert i bekymringer. Eller i at lægge dem fra sig. Hun siger, at man som menneske kan øve sig i at lægge bekymringer fra sig ved at skemalægge dem. Man sætter ½ time af hver dag til bekymringer, og skulle der i løbet af dagen dukke en bekymring op (og det gør der jo nok), så skal man sige til sig selv, at man vil tage det op igen kl. 15.00, hvor man har bekymringstid. Når man så kommer til kl. 15.00, har det ofte vist sig, at man har glemt bekymringen eller at den ikke blev til noget. Hun kalder det ”Lev mere og tænk mindre”.
Det er ingen tvivl om, at hendes metode virker til at nedsætte stress og bekymringsniveauet – og på sin vis, så det faktisk det, som Jesus beder os om i dagens evangelium. At lade bekymringerne ligge er altså ikke i vores verden banebrydende nyt – for vi ved det allerede. Jesus har allerede sagt det til os.
Men det vi også ved, det er, at livet stadigvæk kan være svært, selvom vi øver os i at lægge bekymringer fra os. ”Hver dag har nok i sin plage”, siger Jesus til os. Som en påmindelse om, at livet ikke på magisk vis bliver nemmere ved at lade være at med at bekymre os – og dog skal vi øve os i at leve i dag, i stedet for at leve mentalt i næste uge. I stedet for at være et andet sted i tanken, skal vi komme til stede, hvor vi er.
Vi skal stille skarpt på det liv, der ligger lige foran os.
Og det liv, der ligger foran os, er altid livet med næsten. K.E. Løgstrup skriver i en af sine prædikener: ”Og Gud skabte menneskelivet, så det ene menneske ikke kan undvære det andet. Gud skabte ikke mennesket og overlod det så til sig selv. Nej Gud skabte mennesket og overlod det så til dets medmenneske” (Prædikener fra Sandager-Holgevad, Gyldendal 1995, s. 71).
Vi er skabt, så vi ikke kan undvære hinanden. Vi er skabt til at leve frie, uhindrede og i fællesskab. Det er intentionen med den verden, som Gud så var god.
Og ja! vi kan komme til at tvivle på om det kan passe, at vi overhovedet kan leve sådan. I går sad jeg og så udsendelser fra 11. september 2001, og genlevede de tanker og følelser, jeg havde den tirsdag eftermiddag for 20 år siden. Der tvivlede jeg. Når jeg læser om den umenneskelige behandling af mennesker på flugt, der bliver udvist i hele verden, og såmænd også her i Danmark, så tvivler jeg. Når jeg læser om klimakrisen, der er forårsaget af mennesker, så tvivler jeg. Der er massevis af grunde til en dyb og gennemborende bekymring på verdens og menneskers vegne.
Og man kan begynde at tvivle på om Gud vil kendes ved os, når vi kan være sådan.
Men Gud satte engang en regnbue på himlen. Lige der, hvor skyerne truer med skybrud og oversvømmede kældre. En regnbue, der skal vidne om og minde os om, at Gud vil os.
Og Gud er os nær. Han er ikke ved siden af sin regnbue, men derimod ved siden af os – han er til stede mellem os, som Helligånden.
Paulus siger, at vi skal vandre i Helligånden. At vandre i Ånden er i virkeligheden at leve ved jorden – ikke at leve i skyerne, selvom det kan lyde sådan. Og at vandre i Ånden er at leve med sin næste for øje. Vi lever ikke for at vinde verden, men for at finde hverandre.
Det er i medmennesket, at kimen til Guds rige findes.
Denne overleveret til hinanden, fjerner den byrde det kan være at skulle leve og være noget stort i andre øjne. Herinde får vi at vide, at det ikke handler om, hvad vi er i andres øjne, men om at få øje på hinanden. Der er en verden til forskel. Der er Guds rige til forskel.
I dag har vi høstgudstjeneste, og den gudstjeneste er anderledes herinde i byen end ude på landet. Vi synger nogle af de samme salmer, men vi har ikke udsigt til marker. Vi har altankasser, parker, grønt mellem blokkene, villahaver og kolonihaver. Vi har noget andet – og vores overlevelse er ikke afhængig af om purløgen spirer eller tomaterne er modne. Det er derimod en kærkommen tilføjelse til det, vi handler ind i Rema1000. Men selvom vi ikke har markerne og kreaturerne, så har vi på samme vis, brug for at takke. Takke for livet – takke for alt det, vi ikke har magt over, og som alligevel bliver os til del.
Det er høstens kerne – en tak til vores skaber, der igen og igen møder os med sin ødselhed og gavmildhed – med vores næste blik, med tiltroen til at vi kan forvalte verden og med håbet om, at vi rummer muligheder.
En tak for at vi får lov at høste – også der, hvor vi ikke har sået.
En tak – og tak har den bivirkning, at den trækker glæden med sig. Og glæden har den bivirkning, at den ætser bekymringer væk.
Vi skal i livet huske at takke – takke for hinanden, bede for hinanden og huske hinanden.
Og så skal vi leve med hinanden for øje.
Det var 23 synonymer for bekymring. Det er ikke så lidt. 23 forskellige måder at sige til hinanden og sig selv, at man er bekymret. Der er altså sproglige varianter nok til at kunne udfylde og nuancere sin bekymring. Så langt så godt.
For at bekymre sig er en del af livet. Sådan er det at være menneske, og her adskiller vi os fra dyrene. Fordi vi har en tidslig forståelse af verden, så er vi faktisk i stand til at bekymre os om fremtiden. Vi ved, at der kommer en mandag i morgen, men vi ved ikke hvad den bringer. Og her det, at bekymringerne træder til med sit hovedspørgsmål: Hvad nu hvis…
At være bekymret er en bagside ved at være et tænkende og reflekteret individ – en bagside ved, at tilværelsen er uvis.
Men at det er en del af tilværelsen, er ikke det samme som, at vi skal gøre en dyd ud af at bekymre os.
Jesus siger i dag til os, at vi ikke skal bekymre os, og vi ved jo godt, at det er rigtigt. Der er de fleste, der vil være enig i, at det ikke er godt. For bekymringer trækker os væk fra at leve.
Jeg var for nylig til et foredrag med Pia Callesen, der er psykolog og ekspert i bekymringer. Eller i at lægge dem fra sig. Hun siger, at man som menneske kan øve sig i at lægge bekymringer fra sig ved at skemalægge dem. Man sætter ½ time af hver dag til bekymringer, og skulle der i løbet af dagen dukke en bekymring op (og det gør der jo nok), så skal man sige til sig selv, at man vil tage det op igen kl. 15.00, hvor man har bekymringstid. Når man så kommer til kl. 15.00, har det ofte vist sig, at man har glemt bekymringen eller at den ikke blev til noget. Hun kalder det ”Lev mere og tænk mindre”.
Det er ingen tvivl om, at hendes metode virker til at nedsætte stress og bekymringsniveauet – og på sin vis, så det faktisk det, som Jesus beder os om i dagens evangelium. At lade bekymringerne ligge er altså ikke i vores verden banebrydende nyt – for vi ved det allerede. Jesus har allerede sagt det til os.
Men det vi også ved, det er, at livet stadigvæk kan være svært, selvom vi øver os i at lægge bekymringer fra os. ”Hver dag har nok i sin plage”, siger Jesus til os. Som en påmindelse om, at livet ikke på magisk vis bliver nemmere ved at lade være at med at bekymre os – og dog skal vi øve os i at leve i dag, i stedet for at leve mentalt i næste uge. I stedet for at være et andet sted i tanken, skal vi komme til stede, hvor vi er.
Vi skal stille skarpt på det liv, der ligger lige foran os.
Og det liv, der ligger foran os, er altid livet med næsten. K.E. Løgstrup skriver i en af sine prædikener: ”Og Gud skabte menneskelivet, så det ene menneske ikke kan undvære det andet. Gud skabte ikke mennesket og overlod det så til sig selv. Nej Gud skabte mennesket og overlod det så til dets medmenneske” (Prædikener fra Sandager-Holgevad, Gyldendal 1995, s. 71).
Vi er skabt, så vi ikke kan undvære hinanden. Vi er skabt til at leve frie, uhindrede og i fællesskab. Det er intentionen med den verden, som Gud så var god.
Og ja! vi kan komme til at tvivle på om det kan passe, at vi overhovedet kan leve sådan. I går sad jeg og så udsendelser fra 11. september 2001, og genlevede de tanker og følelser, jeg havde den tirsdag eftermiddag for 20 år siden. Der tvivlede jeg. Når jeg læser om den umenneskelige behandling af mennesker på flugt, der bliver udvist i hele verden, og såmænd også her i Danmark, så tvivler jeg. Når jeg læser om klimakrisen, der er forårsaget af mennesker, så tvivler jeg. Der er massevis af grunde til en dyb og gennemborende bekymring på verdens og menneskers vegne.
Og man kan begynde at tvivle på om Gud vil kendes ved os, når vi kan være sådan.
Men Gud satte engang en regnbue på himlen. Lige der, hvor skyerne truer med skybrud og oversvømmede kældre. En regnbue, der skal vidne om og minde os om, at Gud vil os.
Og Gud er os nær. Han er ikke ved siden af sin regnbue, men derimod ved siden af os – han er til stede mellem os, som Helligånden.
Paulus siger, at vi skal vandre i Helligånden. At vandre i Ånden er i virkeligheden at leve ved jorden – ikke at leve i skyerne, selvom det kan lyde sådan. Og at vandre i Ånden er at leve med sin næste for øje. Vi lever ikke for at vinde verden, men for at finde hverandre.
Det er i medmennesket, at kimen til Guds rige findes.
Denne overleveret til hinanden, fjerner den byrde det kan være at skulle leve og være noget stort i andre øjne. Herinde får vi at vide, at det ikke handler om, hvad vi er i andres øjne, men om at få øje på hinanden. Der er en verden til forskel. Der er Guds rige til forskel.
I dag har vi høstgudstjeneste, og den gudstjeneste er anderledes herinde i byen end ude på landet. Vi synger nogle af de samme salmer, men vi har ikke udsigt til marker. Vi har altankasser, parker, grønt mellem blokkene, villahaver og kolonihaver. Vi har noget andet – og vores overlevelse er ikke afhængig af om purløgen spirer eller tomaterne er modne. Det er derimod en kærkommen tilføjelse til det, vi handler ind i Rema1000. Men selvom vi ikke har markerne og kreaturerne, så har vi på samme vis, brug for at takke. Takke for livet – takke for alt det, vi ikke har magt over, og som alligevel bliver os til del.
Det er høstens kerne – en tak til vores skaber, der igen og igen møder os med sin ødselhed og gavmildhed – med vores næste blik, med tiltroen til at vi kan forvalte verden og med håbet om, at vi rummer muligheder.
En tak for at vi får lov at høste – også der, hvor vi ikke har sået.
En tak – og tak har den bivirkning, at den trækker glæden med sig. Og glæden har den bivirkning, at den ætser bekymringer væk.
Vi skal i livet huske at takke – takke for hinanden, bede for hinanden og huske hinanden.
Og så skal vi leve med hinanden for øje.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/15-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke
Kirkebøn:
Ødsle Gud – vi takker dig. Vi kan ikke andet end at sige dig TAK, for den du er – det du gør – og det du giver os – ganske frit.
Din opmærksom mod os er nådig, og vi ved, at vi er værd at elske, fordi du gør det. Lær os at dele af den kærlighed, så vores næste også mærker din kærlighed gennem os.
Og tilgiv os de dage, hvor vi ikke orker, siger tingene grimt eller mister lysten til at være noget for andre. Giv os igen styrken og glæden ved at se hinanden i øjnene og dele øjeblikke.
Vi beder Gud for den verden, vi lever i. Vær med alle der sulter og mangler. Vær med alle der drukner i arbejde. Vær med alle der er ensomme og opgivende. Vær med alle der er syge og triste. Vær med alle der kæmper og opgiver.
Vær med alle der har magt og midler – og alle der har overskud og glæde.
Hjælp os til dele ud af vores overskud. Hjælp os til at få øje på næsten.
Vær med din kirke her i Møllevang og over hele jorden. Lad kirkerne være stædige påmindelser om et menneskesyn hvor alle er lige, hvor alle er værdige og hvor alle får hjælp.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/15-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke
Kirkebøn:
Ødsle Gud – vi takker dig. Vi kan ikke andet end at sige dig TAK, for den du er – det du gør – og det du giver os – ganske frit.
Din opmærksom mod os er nådig, og vi ved, at vi er værd at elske, fordi du gør det. Lær os at dele af den kærlighed, så vores næste også mærker din kærlighed gennem os.
Og tilgiv os de dage, hvor vi ikke orker, siger tingene grimt eller mister lysten til at være noget for andre. Giv os igen styrken og glæden ved at se hinanden i øjnene og dele øjeblikke.
Vi beder Gud for den verden, vi lever i. Vær med alle der sulter og mangler. Vær med alle der drukner i arbejde. Vær med alle der er ensomme og opgivende. Vær med alle der er syge og triste. Vær med alle der kæmper og opgiver.
Vær med alle der har magt og midler – og alle der har overskud og glæde.
Hjælp os til dele ud af vores overskud. Hjælp os til at få øje på næsten.
Vær med din kirke her i Møllevang og over hele jorden. Lad kirkerne være stædige påmindelser om et menneskesyn hvor alle er lige, hvor alle er værdige og hvor alle får hjælp.
Amen
søndag den 5. september 2021
14. søndag efter trinitatis 2021
For mange år siden byggede man en mur i Berlin. Eller det vil sige, man byggede to mure. En fra hver sin side – og mellem de to mure var en stykke land. Det var ikke stort – et par meter bredt. Et grænseland. Et ingenmandsland omkranset af beton og militærstøvler. Der var intet og støv, og kun de mest standhaftige af alle planter vovede at sætte et frø i det golde landskab. En gang imellem blev dette ingenmandsland også betrådt af mennesker med drømme om noget andet. Ikke nødvendigvis mere, men bare noget andet: frihed, åbenhed og øjenkontakt. De sneg sig gennem mellemrummet i håbet om at lande på den anden side.
Men et ingenmandsland kan være farligt, for du træffer et valg om noget andet, og det, du bevæger dig fra, kan hive fat i dig for at få dig tilbage.
Ingenmandslandet er stedet for valg – går du tilbage eller frem – går du til højre eller venstre. Og ingen af os trives i virkeligheden der – i ventesalen, i kløften mellem to muligheder. Vi er anspændte, urolige og på vakt. Dér på grænsen af valget – på grænsen af livet – kan tilværelsen føles tung og til tider ganske ensom.
Men når valget er truffet, så slapper vi af – skuldrene sænkes og åndedrættet kan blive dybt igen. Vi kan igen leve. Vi går de skridt, vi skal gå.
Det er forløsende at træde ud og væk. Ind i virkeligheden igen.
Livet er fyldt med valg – og vi lever i en tid, hvor der synes at komme flere og flere valg til. Ikke bare for unge, men egentligt for os alle sammen. Vi er så gennemsyret af det, at der opstod en filosofisk retning, kaldet eksistentialismen, der handler om, at mennesket skaber sig og bliver til gennem sine valg. Men kan det passe, vil man spørge. Og det spørgsmål dirrer ikke altid kun af kritisk stillingtagen, men måske snare af frygt overfor en tilværelse, hvor intet er givet, men alt er valgt? Hvor mine valg er lige så gyldige som min næsten, og hvor jeg alene – gennem mine valg – skaber mening og sammenhæng i tilværelsen. Skaber mig. Kan det passe, at jeg kun er mig i kraft af mig?
Det er et åg på skuldrene. Hvem ved i dag, hvad et åg er? Det er en stang, der ligger på tværs af nakken på to trækdyr, og som man forbinder til en vogn. Et åg skal man bruge, hvis man skal trække noget stort og tungt. Som ens eget liv.
Så vi har brug for hjælp.
Vi har brug for en, der vil trække åget med os, så vi ikke trækker det alene.
Vi har brug for Gud.
Jesus går på grænsen mellem Samaria og Galilæa. Han gik derude, hvor valgene skulle træffes, og der møder han ti syge. Lige så mange syge, som vi har fingre på hænderne. Og de syge råber til ham – for Jesus synes dem så langt væk. Så langt fra deres liv. De råber – anråber – beder og bønfalder.
Og Jesus svarer – ikke ved råb, men han taler til dem. Som en ven til en ven. En almindelige tiltale. Gå. Siger han. Gå – bliv ikke her, hvor intet er, men gå. Og uden at sige det med ord, fortæller Jesus dem, at de skal gå, for han har valgt livet for dem. Men ikke nok med det, så vælger ham dem. De er hans.
Det betyder noget, at vi er skabt, og ikke skal skabe os selv. Vi har fået noget fra begyndelsen – en essens – vi er skabt af en vilje og med vilje. Vi kan frimodige gå ud i tilværelsens kaos og valgmuligheder, for vi har et tilhørsforhold – en relation, der er givet.
Og vi har fået en Gud, der møder os i livets ingenmandsland – som hører os, når vi råber, og som taler til os. Som blidt skubber os ud i tilværelsen igen. Gå, siger han. Og skulle vi opleve, at vi har fået spedalskhed på sjælen, så vil også det blive helbredt. Vi har en vej ud af isolationen.
Der er noget smukt i at blive bedt om gå. Jesus siger tit til folk, at de skal gå. Rejs dig og gå.
Vi skal ikke gå vores vej, og så alligevel skal vi gå VORES vej. For vi kan ikke undslå os at leve livet – for hvert åndedrag vi tager, lever vi levet. Det sker pr. refleks – livet er på den led anmassende. Livet vil, at vi lever det.
Og Jesus kalder os ud i livet, så vi opdager, at vi lever det. Gå, siger han – gå nu ud i det liv, og lev – men bliv ikke her i det golde land, hvor intet er. Her kan man nok være når grænser skal krydses, men her kan man ikke leve.
For selvfølgelig oplever vi at befinde os i grænselandet i løbet af et liv. Vi oplever alle at være der, hvor vi ikke lige ved, hvad der skal ske næste gang – og hvor fremtiden virker endnu mere åben end den plejer.
Det er ikke kun et sted, hvor beslutninger træffes – det er også et sted med muligheder. Muligheder for at gå til den ene eller den anden side af grænsen – mulighed for noget nyt eller præcis det samme.
Og hvis Gud er noget, så er det mulighedernes Gud. Jesus levede et liv af muligheder – han gjorde det umulige muligt – han pegede på det omvendte af vores stivnede logik. For hjertet har en logik, der overgår al logik (frit efter Allan Holmgren). Gud er mulighedernes Gud.
I Guds rige sker det, vi ikke kan tænke os til, men alene må gribe med hjertet. Med overbevisningen. Gud giver kærligheden, glæden, freden, tålmodigheden, venligheden, godheden, trofastheden og mildheden en mulighed for at udfolde sig i vores liv. Det er alt sammen ord, som Paulus nævner i sit brev til menigheden i Galatien. Ord for Åndens frugt. Det er en beskrivelse af alt det gode, han kunne komme i tanke i tilværelsen, som måtte stamme fra Gud.
Mulighedernes Gud siger til os, gå. Gå ud i livet – og hvis jeg kan møde dig det mest golde sted og tale til det, så kan jeg også møde dig i livets kaos, og når i de valg, du træffer.
Vi er aldrig overladt alene. Vi har Gud, der går lige på grænsen af Guds rige og vores liv, så han hele tiden kan høre os, når vi råber og beder – og altid kan svare os: Gå – jeg er med dig. Alle dage. Ja, helt til verdens ende.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/14-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke
Men et ingenmandsland kan være farligt, for du træffer et valg om noget andet, og det, du bevæger dig fra, kan hive fat i dig for at få dig tilbage.
Ingenmandslandet er stedet for valg – går du tilbage eller frem – går du til højre eller venstre. Og ingen af os trives i virkeligheden der – i ventesalen, i kløften mellem to muligheder. Vi er anspændte, urolige og på vakt. Dér på grænsen af valget – på grænsen af livet – kan tilværelsen føles tung og til tider ganske ensom.
Men når valget er truffet, så slapper vi af – skuldrene sænkes og åndedrættet kan blive dybt igen. Vi kan igen leve. Vi går de skridt, vi skal gå.
Det er forløsende at træde ud og væk. Ind i virkeligheden igen.
Livet er fyldt med valg – og vi lever i en tid, hvor der synes at komme flere og flere valg til. Ikke bare for unge, men egentligt for os alle sammen. Vi er så gennemsyret af det, at der opstod en filosofisk retning, kaldet eksistentialismen, der handler om, at mennesket skaber sig og bliver til gennem sine valg. Men kan det passe, vil man spørge. Og det spørgsmål dirrer ikke altid kun af kritisk stillingtagen, men måske snare af frygt overfor en tilværelse, hvor intet er givet, men alt er valgt? Hvor mine valg er lige så gyldige som min næsten, og hvor jeg alene – gennem mine valg – skaber mening og sammenhæng i tilværelsen. Skaber mig. Kan det passe, at jeg kun er mig i kraft af mig?
Det er et åg på skuldrene. Hvem ved i dag, hvad et åg er? Det er en stang, der ligger på tværs af nakken på to trækdyr, og som man forbinder til en vogn. Et åg skal man bruge, hvis man skal trække noget stort og tungt. Som ens eget liv.
Så vi har brug for hjælp.
Vi har brug for en, der vil trække åget med os, så vi ikke trækker det alene.
Vi har brug for Gud.
Jesus går på grænsen mellem Samaria og Galilæa. Han gik derude, hvor valgene skulle træffes, og der møder han ti syge. Lige så mange syge, som vi har fingre på hænderne. Og de syge råber til ham – for Jesus synes dem så langt væk. Så langt fra deres liv. De råber – anråber – beder og bønfalder.
Og Jesus svarer – ikke ved råb, men han taler til dem. Som en ven til en ven. En almindelige tiltale. Gå. Siger han. Gå – bliv ikke her, hvor intet er, men gå. Og uden at sige det med ord, fortæller Jesus dem, at de skal gå, for han har valgt livet for dem. Men ikke nok med det, så vælger ham dem. De er hans.
Det betyder noget, at vi er skabt, og ikke skal skabe os selv. Vi har fået noget fra begyndelsen – en essens – vi er skabt af en vilje og med vilje. Vi kan frimodige gå ud i tilværelsens kaos og valgmuligheder, for vi har et tilhørsforhold – en relation, der er givet.
Og vi har fået en Gud, der møder os i livets ingenmandsland – som hører os, når vi råber, og som taler til os. Som blidt skubber os ud i tilværelsen igen. Gå, siger han. Og skulle vi opleve, at vi har fået spedalskhed på sjælen, så vil også det blive helbredt. Vi har en vej ud af isolationen.
Der er noget smukt i at blive bedt om gå. Jesus siger tit til folk, at de skal gå. Rejs dig og gå.
Vi skal ikke gå vores vej, og så alligevel skal vi gå VORES vej. For vi kan ikke undslå os at leve livet – for hvert åndedrag vi tager, lever vi levet. Det sker pr. refleks – livet er på den led anmassende. Livet vil, at vi lever det.
Og Jesus kalder os ud i livet, så vi opdager, at vi lever det. Gå, siger han – gå nu ud i det liv, og lev – men bliv ikke her i det golde land, hvor intet er. Her kan man nok være når grænser skal krydses, men her kan man ikke leve.
For selvfølgelig oplever vi at befinde os i grænselandet i løbet af et liv. Vi oplever alle at være der, hvor vi ikke lige ved, hvad der skal ske næste gang – og hvor fremtiden virker endnu mere åben end den plejer.
Det er ikke kun et sted, hvor beslutninger træffes – det er også et sted med muligheder. Muligheder for at gå til den ene eller den anden side af grænsen – mulighed for noget nyt eller præcis det samme.
Og hvis Gud er noget, så er det mulighedernes Gud. Jesus levede et liv af muligheder – han gjorde det umulige muligt – han pegede på det omvendte af vores stivnede logik. For hjertet har en logik, der overgår al logik (frit efter Allan Holmgren). Gud er mulighedernes Gud.
I Guds rige sker det, vi ikke kan tænke os til, men alene må gribe med hjertet. Med overbevisningen. Gud giver kærligheden, glæden, freden, tålmodigheden, venligheden, godheden, trofastheden og mildheden en mulighed for at udfolde sig i vores liv. Det er alt sammen ord, som Paulus nævner i sit brev til menigheden i Galatien. Ord for Åndens frugt. Det er en beskrivelse af alt det gode, han kunne komme i tanke i tilværelsen, som måtte stamme fra Gud.
Mulighedernes Gud siger til os, gå. Gå ud i livet – og hvis jeg kan møde dig det mest golde sted og tale til det, så kan jeg også møde dig i livets kaos, og når i de valg, du træffer.
Vi er aldrig overladt alene. Vi har Gud, der går lige på grænsen af Guds rige og vores liv, så han hele tiden kan høre os, når vi råber og beder – og altid kan svare os: Gå – jeg er med dig. Alle dage. Ja, helt til verdens ende.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/14-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke
lørdag den 31. juli 2021
9. søndag efter trinitatis, 2021
Jeg har – ligesom mange andre har, vil jeg tro – prøvet at været udsat for rygter. At der er gået en eller anden historie om mig, som har meget lidt med sandheden at gøre; men som får liv af de mennesker, der fortæller den videre. Nogle rygter vil man gerne lægge ryg til – og andre rygter er så langt fra virkeligheden, man kan komme.
Men rygter findes. For mennesker taler.
Martin Luther, der havde ordet i sin magt, og som ikke var bleg for at være bramfri, skulle efter signede havde udtalt, at hvis man deltog i rygter, så var det som at rulle sig i andre mennesker lort (undskyld mit sprog, jeg gengiver blot Luther), og at man ved at gøre det, kun kommer til at lugte fælt.
Han advarer mod rygter. De er sjældent sande.
Jesus var selv udsat for rygter. De har svirret omkring ham – Jesus helbredte, opvakte døde og talte så hjerterne brændte. Men udover det, så provokerede han folk. Han spiste og talte nemlig med kollaboratører og urene – med toldere og syndere. Toldere, der var håndlangere for romerne, der havde besat landet, spiste han hos, og urene rørte han ved. Der var nok af grund til at rygterne var løbet forud for Jesus.
Men et andet rygte har også svirret – nemlig et rygte om en godsforvalter, der skulle have snydt med pengene, og skrevet gælden ned på skyldnere. Denne mands handlinger var på alles læber, og folk var forargede. Den ene mere end den anden.
Rygter om to mænd har fyldt i datidens Jerusalem. Rygtet om Jesus – Guds søn – og rygtet om den uærlige godsforvalter, som vi hører om i dagens evangelium.
Der er nemlig god grund til at tro, at den lignelse, som Jesus fortæller til os i dag, faktisk har rødder i noget, der er sket i virkeligheden – eller i al fald et rygte, der har huseret i datidens Jerusalem (jf. Joachim Jeremias). Og rygter har det med at forstørre dele af virkeligheden.
H. C. Andersen vidste også, hvordan rygter kunne forstørre en hændelse, og derfor fortalte han eventyret om en fjer, der bliver til fem høns, som I nok kender. En høne mister en fjer og inden dagen er omme går der en fortælling om fem høns, der plukker fjerene af sig selv. Jo rygter lægger til og forstørrer – ikke altid det smukke, men nok nærmere det sensationelle.
Jesus fortæller i dag om en godsforvalter, der er ansat ved en rig mand, og som bliver fyret, fordi der er gået rygter om, at han har ødslet med den rige mands ejendom. Om det er sandt ved vi ikke – og hvilket slags menneske han har været ved vi heller ikke. Faktisk så går rygtet endnu om den uærlige godsforvalter, som han i dag kaldes stadigvæk, for vi tillægger ham alle mulige og umulige intentioner, som doven, grisk eller utro – ja, bare det, at lignelsen har fået titlen ”den uærlige godsforvalter”. Inden vi er kommet i gang med lignelsen, har vi fældet dom over manden. Rygtet er gået i forvejen.
Jesus var ikke ukendt med rygter – han blev offer for det. Og måske derfor fortæller han denne lignelse – om en mand, der alene på rygtet mister sit arbejde, og nu ikke længere ved, hvad han skal gøre; men som så gør det eneste rigtige: nedskriver folks gæld.
Det minder om noget. Det minder om Jesus. Han ikke bare nedskrev gælden – han eftergav den. Han eftergav enhver det, han måtte skylde – ikke økonomisk, men i livet.
Jesus var ødsel, som godsforvalteren var det. Ødsel med Himmerigets gaver – ødsel med nåden og kærligheden – ligheden og glæden.
Godsforvalteren er her et billede på Jesus, der sætter en streg over gælden. Nedskriver den til et stort rundt 0.
Jesus tager altså et reelt rygte og vender det om – han siger ikke, at han er forarget over manden, der nedskriver gælden; men derimod roser han denne mand. Han vender op og ned på virkeligheden – eller han vender op og ned på vores forståelse af retfærdighed.
For i Guds rige er der altså ikke hæveautomater, og man kan ikke betale med penge. Det er absurd at tænke sig, at det vil være penge i Guds rige. Og derfor bør farisæerne arbejde med at få bugt mere deres egen glæde ved penge, før de peger fingre ad andre. Så pyt med at godsforvalteren har nedskrevet gælden, for han handlede godt i forhold til sin næste. Han gjorde hverdagene nemmere for dem, så ikke skulle kæmpe så meget – det er vigtigere end tallet på bundlinjen.
Men hvorfor gøre gode gerninger? For at redde sig selv?
Det spørgsmål får Martin Luther også en gang i en debat med en gruppe katolske teologer, der presser ham hårdt for at han skal svare på, hvorfor vi gør gode gerninger.
Luther vil helst ikke svare direkte, men sagde, at det ikke var for at få en fordel, det var heller ikke for at få Guds kærlighed. Men hvorfor så?
Teologerne pressede og pressede Luther, indtil han endelig svarede: Aus Dankbarheit. Af taknemmelighed. Af taknemmelighed over, at Guds godhed også gælder mig, og særligt de dage, hvor jeg ikke har fortjent den. For er man taknemmelig – husker man at takke for det, der blev en til del, så kommer glæden i tilgift. Og glæde kommer til udtryk i gode gerninger.
Vi mennesker gør det gode, fordi vi ikke kan lade være, når vores hjerter flyder over. Derfor begynder mange bønner med en tak for det små i tilværelsen, fordi det kan blive til det store.
En af bønnerne er fadervor. I den 5. bøn i fadervor beder vi: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere.”
Det er en sætning, der rummer hele evangeliet i få ord. Gud tilgiver os vores skyld – mens vi skal tilgive hinanden. Det er Guds generøse og ødsle handling med os – for os – der gør, at vi kan sende tilgivelsen videre mod hinanden.
Han nedskriver vores gæld på et øjeblik – inden vi får set os om, så får vi lov at gå herfra som frie mennesker – uge efter uge sætter Guds os fri til at være mennesker for hinanden.
Evangeliet er fortællingen om ødselhed. Gud ødsler med sin nåde.
Og i taknemmelighed over det, skal vi tilgive hinanden – skrive hinandens gæld ned, så vi hverken bærer nag eller rygter med videre i livet. Så vi tør stå foran hinanden i ligeværdighed hver dag i en taknemmelighed over, at Gud ser os og elsker os – både fordi og på trods.
Amen
Men rygter findes. For mennesker taler.
Martin Luther, der havde ordet i sin magt, og som ikke var bleg for at være bramfri, skulle efter signede havde udtalt, at hvis man deltog i rygter, så var det som at rulle sig i andre mennesker lort (undskyld mit sprog, jeg gengiver blot Luther), og at man ved at gøre det, kun kommer til at lugte fælt.
Han advarer mod rygter. De er sjældent sande.
Jesus var selv udsat for rygter. De har svirret omkring ham – Jesus helbredte, opvakte døde og talte så hjerterne brændte. Men udover det, så provokerede han folk. Han spiste og talte nemlig med kollaboratører og urene – med toldere og syndere. Toldere, der var håndlangere for romerne, der havde besat landet, spiste han hos, og urene rørte han ved. Der var nok af grund til at rygterne var løbet forud for Jesus.
Men et andet rygte har også svirret – nemlig et rygte om en godsforvalter, der skulle have snydt med pengene, og skrevet gælden ned på skyldnere. Denne mands handlinger var på alles læber, og folk var forargede. Den ene mere end den anden.
Rygter om to mænd har fyldt i datidens Jerusalem. Rygtet om Jesus – Guds søn – og rygtet om den uærlige godsforvalter, som vi hører om i dagens evangelium.
Der er nemlig god grund til at tro, at den lignelse, som Jesus fortæller til os i dag, faktisk har rødder i noget, der er sket i virkeligheden – eller i al fald et rygte, der har huseret i datidens Jerusalem (jf. Joachim Jeremias). Og rygter har det med at forstørre dele af virkeligheden.
H. C. Andersen vidste også, hvordan rygter kunne forstørre en hændelse, og derfor fortalte han eventyret om en fjer, der bliver til fem høns, som I nok kender. En høne mister en fjer og inden dagen er omme går der en fortælling om fem høns, der plukker fjerene af sig selv. Jo rygter lægger til og forstørrer – ikke altid det smukke, men nok nærmere det sensationelle.
Jesus fortæller i dag om en godsforvalter, der er ansat ved en rig mand, og som bliver fyret, fordi der er gået rygter om, at han har ødslet med den rige mands ejendom. Om det er sandt ved vi ikke – og hvilket slags menneske han har været ved vi heller ikke. Faktisk så går rygtet endnu om den uærlige godsforvalter, som han i dag kaldes stadigvæk, for vi tillægger ham alle mulige og umulige intentioner, som doven, grisk eller utro – ja, bare det, at lignelsen har fået titlen ”den uærlige godsforvalter”. Inden vi er kommet i gang med lignelsen, har vi fældet dom over manden. Rygtet er gået i forvejen.
Jesus var ikke ukendt med rygter – han blev offer for det. Og måske derfor fortæller han denne lignelse – om en mand, der alene på rygtet mister sit arbejde, og nu ikke længere ved, hvad han skal gøre; men som så gør det eneste rigtige: nedskriver folks gæld.
Det minder om noget. Det minder om Jesus. Han ikke bare nedskrev gælden – han eftergav den. Han eftergav enhver det, han måtte skylde – ikke økonomisk, men i livet.
Jesus var ødsel, som godsforvalteren var det. Ødsel med Himmerigets gaver – ødsel med nåden og kærligheden – ligheden og glæden.
Godsforvalteren er her et billede på Jesus, der sætter en streg over gælden. Nedskriver den til et stort rundt 0.
Jesus tager altså et reelt rygte og vender det om – han siger ikke, at han er forarget over manden, der nedskriver gælden; men derimod roser han denne mand. Han vender op og ned på virkeligheden – eller han vender op og ned på vores forståelse af retfærdighed.
For i Guds rige er der altså ikke hæveautomater, og man kan ikke betale med penge. Det er absurd at tænke sig, at det vil være penge i Guds rige. Og derfor bør farisæerne arbejde med at få bugt mere deres egen glæde ved penge, før de peger fingre ad andre. Så pyt med at godsforvalteren har nedskrevet gælden, for han handlede godt i forhold til sin næste. Han gjorde hverdagene nemmere for dem, så ikke skulle kæmpe så meget – det er vigtigere end tallet på bundlinjen.
Men hvorfor gøre gode gerninger? For at redde sig selv?
Det spørgsmål får Martin Luther også en gang i en debat med en gruppe katolske teologer, der presser ham hårdt for at han skal svare på, hvorfor vi gør gode gerninger.
Luther vil helst ikke svare direkte, men sagde, at det ikke var for at få en fordel, det var heller ikke for at få Guds kærlighed. Men hvorfor så?
Teologerne pressede og pressede Luther, indtil han endelig svarede: Aus Dankbarheit. Af taknemmelighed. Af taknemmelighed over, at Guds godhed også gælder mig, og særligt de dage, hvor jeg ikke har fortjent den. For er man taknemmelig – husker man at takke for det, der blev en til del, så kommer glæden i tilgift. Og glæde kommer til udtryk i gode gerninger.
Vi mennesker gør det gode, fordi vi ikke kan lade være, når vores hjerter flyder over. Derfor begynder mange bønner med en tak for det små i tilværelsen, fordi det kan blive til det store.
En af bønnerne er fadervor. I den 5. bøn i fadervor beder vi: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere.”
Det er en sætning, der rummer hele evangeliet i få ord. Gud tilgiver os vores skyld – mens vi skal tilgive hinanden. Det er Guds generøse og ødsle handling med os – for os – der gør, at vi kan sende tilgivelsen videre mod hinanden.
Han nedskriver vores gæld på et øjeblik – inden vi får set os om, så får vi lov at gå herfra som frie mennesker – uge efter uge sætter Guds os fri til at være mennesker for hinanden.
Evangeliet er fortællingen om ødselhed. Gud ødsler med sin nåde.
Og i taknemmelighed over det, skal vi tilgive hinanden – skrive hinandens gæld ned, så vi hverken bærer nag eller rygter med videre i livet. Så vi tør stå foran hinanden i ligeværdighed hver dag i en taknemmelighed over, at Gud ser os og elsker os – både fordi og på trods.
Amen
Dagens evangelium: https://www.bibelselskabet.dk/9-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke
Abonner på:
Opslag (Atom)