Nytåraften 2021

I dag på årets sidste dag bliver den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu begravet. Han døde 2. juledag – 90 år gammel.

Desmond Tutu arbejdede livet igennem for forsoning i Sydafrika efter apartheid, og så var hans teologi gennemsyret af kærlighed, tolerance og sameksistens.

Hele den kirkelige verden har i den seneste uge hyldet Desmond Tutu for den han var, det han gav og den udvikling, han skubbede til.

Den Gud Desmond Tutu talte om, var en Gud, der så mennesker – ikke køn. Der så individer – ikke hudfarve. En Gud, der ikke dømmer folk pga. deres seksualitet, og en Gud der kan holde alle ud - også dem, der ikke kan holde sig selv ud. 

Desmond Tutu brugte et begreb, der hed UBUNTU. Det stammer fra Zulu, og betyder menneskelighed. Men det kan også oversættes med: ”jeg er, fordi vi er” eller ”et menneske er et menneske gennem andre mennesker”. Desmond Tutu udviklede begrebet ind i en kristen sammenhæng, hvor det fik en ny og mere universel betydning. Ubuntu gælder alle mennesker over hele kloden, og vi er bundet sammen i et kæmpestort net. Ingen står udenfor nettet – vi er alle en del af det.

I en tid hvor vi holder afstand, og undgår store menneskemængder, har vi i den grad brug for at blive mindet om fællesskabet. Mindet om, at det er fordi, vi væver vores liv sammen med andre, at vi er til.

Man siger, at alle i verden er forbundet i 6. led. Dvs. at leder man efter en vens vens vens osv. – ud i 6. led – så vil alle mennesker være forbundet med hinanden.

Større er jorden ikke – flere er vi ikke – end vi er sammen her på jorden, og kender hinanden, om ikke andet så ude i 6. led.

Men vi er ikke ens, alle os mennesker. Vi har samme værdighed – heldigvis, men vi er forskellige. Ligesom en krop har forskellige lemmer, men alle er nødvendige. Vi kan ikke se vores hjerter eller lever; men uden dem kan vi ikke leve. Vi tænker ikke over, at vi trækker vejret, men uden vores lunger kan vi ikke få vejret. Vi tænker ikke over, at vi rejser os og går – men uden ben står vi stille. Vores krop er sammensat af forskellige lemmer, der tilsammen udgør en krop. På sammen måde er menneskeheden forskellige, men vi kan ikke undvære en eneste. Forskellighed er nødvendig og en gave. Der er brug for alle – og ingen er mere værdifuld end andre. Deri ligger der en værdighed.

Der er sidst på året talt meget om værdighed i medierne. Hvornår er man værdig, har spørgsmålet lydt? I FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder fra 1948, står der: "Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder".

Man kan tale om to slags værdi. Der er den iboende værdighed, vi alene har, fordi vi er til i verden: fordi vi er blevet født ind i dette liv, og dermed er en del af menneskeheden. I kristen tankegang vil vi sige, at vi er lige, fordi vi alle har gudbilleligheden. Vi er alle født med noget i os, der ligner Gud – en refleks til at spejle kærligheden og et kompas til at guide os gennem livet.

Men man kan også tale om værdighed mellem mennesker – som det, vi giver hinanden, når vi udviser hinanden respekt. Værdighed er både at modtage og give – at man som individ giver til dem, der har brug for det; men faktisk også, at man tager i mod. At man tillader andre at være næstekærlige. Det er lige så næstekærligt at kunne modtage, som det er at give til andre. For selv det menneske, der er til besvær, er et værdigt menneske. Selv det menneske, der bare ligger og intet kan, kan stadigvæk tilbyde noget. Det handler om de øjne, der ser. Hvordan ser vi på hinanden?

Ubuntu. Jeg er, fordi vi er. Det er i mellemrummet mellem mennesker, at håbet fødes og kærligheden trives. Der sker noget mellem mennesker, når vi mødes, og med ærlig nysgerrighed – ikke nyfigenhed – men med den nysgerrighed, der kalder den bedste udgave af os frem i lyset.

VI rummer muligheder – det er kristendommens påstand. Alle mennesker rummer muligheder. Der findes ikke et menneske, der ikke har noget at give – som ikke kan berige mellemrummet mellem mennesker. Vi skal bare nogle gange lede lidt, og lede sammen. Men bare det at blive mødt med åbenhed fra et andet menneske, uden dom og uden fordomme, kan gøre en forskel. Det afhænger af øjnene, der ser.

Og i en tid, hvor det kun er øjnene, vi ser hos hinanden, fordi vores mundbind dækker vores ansigt, har vi i endnu højere grad brug for milde blikke. Vi kan jo så nemt gennem os bag mundbindet, og gå lige forbi folk vi egentlig kender. Så øjenkontakten er vigtigt – vi skal ses.

Værdighed er noget, vi giver til hinanden, og det begynder med et blik.

I kristendommen kan vi godt tale om, hvordan Jesu eget blik mon var. Vi har alle måske en forestilling om, hvordan det vil være, hvis Jesus så på en. Charlotte Rørth der mødte Jesus i et syn, skriver sådan om at møde Jesus:

"Han er stoppet op i sin gang og står stille og venter på mig. Jeg kan mærke, at han ser på mig, men venter lidt med at se ham i øjnene. Jeg betragter langsomt hans ansigt. Det er klassisk smukt, som en græsk gud, og det rødlige hår er en harmonisk forlængelse af hudens solbrændthed. Da jeg vover at møde hans blik, ser jeg ind i øjne, der er grønne og grå med en snert af blåt og fyldt med venlighed (...)

- Velkommen, godt at se dig.

Han siger det, uden at jeg forstår det, men min bevidsthed fatter det med det samme. Han kender mig. Han kender hvert et gram, hvert et sekund, kan se igennem alt, kan lide mig alligevel, trods alle mine løgne, små og store, min surhed og smålighed (...)" (uddrag fra "Jeg mødte Jesus" af Charlotte Rørth)

Sådan må det være at være set af Jesus – han ser det hele, og elsker alligevel. Elsker med en selvfølgelighed, og ikke kun på trods.

Jesus giver os værdighed gennem sit blik. Gennem sin væren, og selvom vi ikke ser ham, så møder vi ham i vores liv. Han er til tider usynligt til stede, men det kan hænde at vi i vores næsten blik, får et glimt af Jesu blik på os. Han ser os - også når vi ikke kan få øje på os selv. Han ser os og siger til hver eneste af os: godt at se dig. Vi er ikke alene. 

Vi holder afstand, men vi er ikke alene. Heller ikke nu efter næsten to år med en pandemi. Vi er stadigvæk i et stort universelt fællesskab. Vi er stadigvæk mennesker sammen - og Jesus er stadigvæk en del af vores fællesskab.

I morgen går vi ind i et nyt år – 2022 - et helt år fyldt med solopgange. De fleste håber, at coronaen vil forsvinde – det må være første gang i langt tid, at verden har haft et fælles nytårsønske.

Det ønske – den bøn – vil vi lægge, i hænderne på Gud.

Vi ved ikke, hvad året vil bringe – heldigvis. Men hvad det end bringer, har vi Jesu blik med os.

Jesus gav os engang fadervor. En bøn, der i al sin enkelhed favner verdens kompleksitet. En bøn der binder mennesker over hele verden sammen, og som bedes på mange sprog. Den vil vi bede om lidt, sammen. 

Vi er forbundet.

Må 2022 bringe os fred og kærlighed. Må vi møde hinanden med værdige blikke.

Amen

Dagens tekst:
https://www.bibelselskabet.dk/nytaarsdag-fra-anden-raekke

Juleaften 2021

I morgen på juledag bliver det hidtil største teleskop forhåbentlig sendt ud i rummet. Det er James Web teleskopet, der skal afløse Hubble teleskopet, der siden 1990 har sendt billeder tilbage til jorden af vores univers.

Når man sådan tager billeder af universet, så tager man faktisk billeder af fortiden. Det gør man, fordi lyset rejser med en bestemt hastighed, og inden lyset når teleskopet kan det have rejst millioner af år, og dermed være millioner af år gammelt. Så vi har en unik mulighed for at se tilbage i tiden, så at sige.

Hubble teleskopet zoomede på et tidspunkt ind på en lille del af universet i 11 dage, så den kunne opfange så meget lys som muligt. Det var bare en lille del af himlen, der umiddelbart forekom tomt og mørkt, og som Hubble alligevel zoomede ind på. Da man så billede opdagede man, at der langt ude var ikke mindre end 3000 galakser på det lille billede.

Vores klode er selv i en galakse, som vi kalder for Mælkevejen, og i vores Mælkevej – vores galakse – er der mange, mange solsystemer. Man regner med, at der er mellem 200-600 milliarder sole, altså stjerner, i vores mælkevej alene.

Og nu har man altså ved at zoome ind på en lille del af den store nattehimmel fundet 3000 galakser fyldt med milliarder af solsystemer og planeter.

Og nu bliver der sendt et endnu større og bedre teleskop op, der kan tage billeder af endnu mere, og endnu dybere ind i universet. Der er meget, der kan gå galt, når man skal sende den op, men det kan også gå godt. Og går det godt, kan vi lære endnu mere om den verden, vi lever i.

Det er helt vildt at tænke på. Jeg kan stadigvæk blive lidt svimmel ved tanken om, at vi kan sende noget så kompliceret ud i rummet, og faktisk se tilbage i tiden til dengang universet kun var 100 millioner år gammelt.

Verden er så stor, og man kan som menneske komme til at føle sig meget lille eller meget stor ved tanken. Lille, fordi vi bare er støvfnug, når man sammenligner os på den store skala – og store, fordi vi faktisk er her i livet på denne smukke, blå klode. Og nogle gange føler vi lidt af begge dele.

Men lige meget hvad er det sundt for os en gang imellem at løfte blikket og kigge ud. Der er så meget tummel i livet, restriktioner og frygt, der til dagligt får tag i os, og som på mange måder definerer meget af vores liv. Men vi kan alle kigge på nattehimlen, se ud i universet og undre os. Og måske fyldes med en glæde over, at verden er endnu større og vildere, end vi kan forestille os.

Det er også noget af det, som forskerne glæder sig allermest til ved det nye James Web teleskop, nemlig at lære om det, de slet ikke kan sige selv. De glæder sig til at opdage noget helt nyt – noget der kan få dem til at udbryde WOW (som WOW! signalet)

Det er noget fundamentalt menneskeligt at kunne glæde sig til det, man endnu ikke har opdaget eller oplevet. Som vi glæder os til at juleaften.

Søren Kierkegaard, der var dansk filosof og teolog, talte om, at forventningens glæde altid er den største. Han skulle efter sigende ud fra den devise, have inviteret sin forlovede Regine Olsen i teatret, og lige inden forestillingen gik i gang, så rejst sig, og bundt hende at nu de skulle gå hjem. For nu havde de fået det bedste – nemlig forventningen glæde, og så behøvede de ikke teaterstykket.

Det vil nok ikke gå i aften, hvis vi siger til børnene, at de ikke må få deres pakker, fordi de allerede har fået det bedste.

Men hvordan vi end modtager glæden, så gør den noget ved os. Den gør os en smule højere, og gør verden en smule større. Og så kan glæde faktisk masseres frem i ens liv. Når man øver sig på at takke, så vil glæde flytte lige så stille ind i livet. Og der er noget at takke for – vi kan takke for tag over hovedet, for solopgange og stjerner på himlen. Vi kan takke for mad på bordet, for hinanden, fællessang og oplevelser. Vi kan takke for tilværelsen, der viser sig lige foran os, og som kan åbne vejen til glæden for os.

Og vi siger jo tak – tak for gaverne, tak for hjælpen, tak for et opkald. Vi er på mange måder rigtig gode til at takke, men der sker noget når vi bliver bevidste om at takke for hverdagen også. Glæden flytter ind.

I aften handler det om glæden, der flytter ind i verden – om glæden, der bliver født som et lille barn. Den største glæde af dem alle, er, da Gud en nat bliver født som et lille skrøbeligt menneske – et lille støvfnug – i en stald, så han kunne fortælle os om det største af alt, nemlig kærligheden.

Gud er kærlighed, står der direkte citeret fra Bibelen. Og det er også en glæde, der kan vække taknemmelighed, at vi får lov at dele kærligheden.

Og kærlighed skal deles. Kærlighed er som en plante, der bliver plantet i mellemrummene mellem mennesker, og som slår rødder ind i vores hjerter, mens spiren vokser frem mellem mennesker – og mellem mennesker og Gud.

Det er det, julen handler om – den kærlighedsspire der vokser mellem os og Gud. Den blev plantet ved universets skabelse, og begyndte at blomster julenat, da Gud vælger at blive født som menneske. Gud vælger en fattig kvinde som mor til Jesus. For rigtigt at forstå det, skal vi måske forestille os, at Gud lader Jesus føde i en flygtningelejr eller i et busskur. Selv de vise mænd – de hellige tre konger – der kommer besøg, tager først til kongen, fordi de tror, at de kan finde Jesus der. De kunne ikke forestille sig, at Gud blev menneske i en stald.

Og sådan er det med Gud – Guds kærlighed er altid at finde på steder, vi slet ikke kunne forestille os. Men hvis vi ser på verden som gennem et teleskop, vil vi kunne se mere end vi kan forestille os – hvis vi stiller skarpt, kan vi se, at Gud virker og er i verden – også på steder, der umiddelbart virker sorte og tomme

I morgen bliver der sendt et nyt, stort teleskop op, der skal opdage verden.

Vi skal også opdage verden – vores egen livsverden. Vi skal få øje på alt det, der allerede er der, og som vi kan være taknemmelige for. Vi skal kigge – nogle gange længe – men så vil der også komme små lys til syne.

For lyset er kommet til verden. Og det i en stald.

Må Guds lys altid skinne for os – må verden åbne sig for, og må vores nysgerrighed altid blive mødt af glæden over det ukendte.

Glædelig jul.

Amen

Kirkebøn: 

Livets Skaber

Tak, fordi du åbner din himmel og kommer til verden – Ikke som vi troede, at du ville; men som du skulle for at kunne fortælle os om din kærlighed.

Vi beder i dag for den verden, vi lever i. Vi beder for alle på flugt fra krig eller fra deres liv. Vi beder for alle syge, og alle der er bange og udmattede. Vi beder for alle der skal dø, og alle der skal miste.

Vi beder for alle der sidder alene – ikke bare i aften, men altid. Vi beder for alle der mangler – om det er et hjem, kærlighed, en familie eller håb.

Vi beder for alle med magt – må de bruge den til at skabe en verden, vi kan leve i og en klode vi kan være på.


Vi beder for Møllevangskirken – for alle kirker i hele verden. Må de stå som fyrtårne af håb i en verden, der hvor håbet kan svigte.

Må vi altid mærke julens glæde hele året. 

2. søndag i Advent 2021

Vi tænder i dag endnu et lys i adventsstagen. Og for hver søndag bliver lyset stærkere og stærkere – breder sig mere og mere.

Lys har en særlig egenskab – det lyser alt i nærheden op. Det kan slet ikke lade sig gøre at tænde et lys og så kun få det til at skinne for en selv – er der andre i nærheden, vil det lyse op for dem også. Det skinner for alle. Jesus siger, at et lys skinner for alle i et hus.

I det øjeblik, man tænder et lys, vil det sprede sig – lyse op.

Lyset er ikke et individualistisk projekt – lyset er kollektivt. Det skinner for alle.

Lyset er det første som Gud skaber, da han skabte verden. Mørket var der i forvejen, men da Gud første gang skaber noget – vil noget med verden – da er det lyset, han skaber. Bliv lys, sagde han. Og fra et enkelt punkt eksploderede lyset ud i alle retninger og bredte sig mere og mere.

Oplyste verden.

Og siden har vi mennesker vendt os mod lyset. Vi tænder lys i denne mørke tid – vi stiller lysene i vindueskarmene, så det både sender lys ind i stuen, men også sender lys ud i verden. Vi vender os mod lyset – beundrer billige lyskæder, men som sat i en busk i en forhave, bliver en bebuder af håb. Det bliver vitterligt et lille hverdagsunder i al det mørke og grå.

Vi vender os mod lyset – når solen rammer jorden med sin første forårsvarme, så vender vi ansigterne mod den, og lader dens varme optø vores forfrosne sjæle.

Vi vender os mod lyset i et andet menneskes øjne, som får lov at skinne også på os – mod os.

Vi vender os mod lyset.

Himmeriget er som at få en lampe foræret.

Jeg har altid forestillet mig det som en flagermuslampe, men det kunne også være en petroleumslampe eller en lille skål med en væge i. Himmeriget er som en lampe, man får. Du har den allerede i hånden – lampen er din, hvis du vil have den. Det eneste, den mangler, er olie. Brændstoffet – det der skaber lyset og skaber varmen. Det er kærligheden – kærligheden, er kommer med glæde, håb, varme og lys.

Kærligheden. Vores lamper skal fyldes med kærlighed, så de kan lyse op.

Og Advent er en fortælling om at tage imod den kærlighed, der snart kommer til verden som det lille Jesusbarn.

Jeg lyttede for nyligt til en samtale mellem biskop Thomas fra retrætestedet Anafora i Egypten og Areopagos’ landechef Dorthe Davidsen Langås, hvori biskop Thomas taler om advent. Han siger følgende:

[Advent er]..

”At vi har brug for mærke, at Gud elsker så meget, at han blev menneske som os - så vi kan blive som ham. Vi føler Guds kærlighed, som omfavner os, og bringer os til en anden dimension – et andet niveau til at forstå vores menneskelighed. Han velsignede vores menneskelighed, så vi kan dele vores menneskelighed med ethvert andet menneske. Advent er en chance for alle til at forstå Guds kærlighed til menneskeheden.

Vi elsker, som han elskede os.

For at forberede mig på advent, må jeg forberede mig på at elske. Ikke som en slags social kærlighed eller overfladisk kærlighed. Da Jesus elskede os, elskede han os på et andet niveau. Han elskede os, også selvom vi var langt væk. Han elsker os stadigvæk.

Han elskede vores menneskelighed.

Advent er en mulighed for at vise kærlighed til de mennesker, vi er uenige med. At vise kærlighed til de mennesker, der er langt væk. At vise kærlighed til vores naboer og familier. Det er en periode, hvor vi skal udtrykke kærlighed på alle niveauer. Så kærlighed skal være vores hovedfokus i denne periode.”

Sådan taler biskop Thomas om kærligheden. Han siger, at advent er forberede sig på at elske. Og ikke bare elske det nemme eller lette – ikke bare lyse for dem, man selv synes, der skal lyses for – men elske vidt og bredt. Sprede kærligheden så ødsel og gavmildt, som stod man med en lampe i hånden, der kunne lyse et helt rum op.

Men som det er med kærlighed, så har vi et valg. For kærligheden kan i sin natur ikke tvinge. Begynder den at tvinge andre, da er den ikke længere kærlighed. Kærligheden er fri og gives i frihed. Den er en foræring, og man kan vælge, at sige nej. Eller vælge ikke at tage stilling. Vælge at nøle.

Og det handler slet ikke om, at Gud ikke elsker os alle sammen. For det gør han. Han elsker os mennesker – alle sammen – så tåbeligt meget, at han selv blev menneske for at møde os. Han elsker dem i fængslerne, dem der helliger deres liv til at skade andre – han elsker de trælse og de påståelige – de dumme og de grimme. Han elsker de smukke og succesfulde – og dem der ingenting kan. Han elsker de vaccinerede og de ikke vaccinerede. Han elsker ALLE. Ikke et eneste menneske står uden Guds kærlighed. Vi kan alle få en lampe af Gud.

Men det er op til OS selv om vi vil lade den lampe skinne og lyse. Det er op til OS, om vi er klar til at tænde den, så den kan lyse for os – gennem os.

Og lampen kan lyse. Den kan lyse alle krogene op, gøre spindelvævet synligt og rodet langs væggene. Men – åh – den bringer også varme og klarhed. Vi kan vende os mod den.

Så spørgsmålet er: Vil vi lukke Guds kærlighed ind – om ikke andet så gennem en lille bitte sprække et sted. En lille åbning for kærligheden, så lyset lige så stille kan sive ind. For gennem selv sådan en lillebitte sprække af tvivl, kan der med tiden flyde så meget olie, at det kan fylde en hel kande. Men vi kan ikke tage imod Guds kærlighed på andres vegne, men vi kan derimod lyse for andre. Dele kærligheden i håbet om, at de opdager den lampe, de også står med i hånden.

For vi hænger sammen med Himmeriget – vi har fået lampen i hånden, og vi er inviteret til at lyse verden op.

Advent kommer af Adventus Domini. Det betyder Herrens komme. Vi venter på at høre fortællingen endnu en gang om Jesu fødsel. Om engle på marken, der synger for hyrder. Om fred og glæde.

Jesus, der bliver født julenat, vokser op, og bliver sidenhen kaldt Kristus. Det er et hædersnavn, han får. Den betyder den salvede. Man salver en konge med olie for at vise hans kongeværdighed. Man salver ham med OLIE. Når vi siger Jesus Kristus har vi olie.

Guds kærlighed er forbundet med Jesu Kristi liv med os. Guds kærlighed er vævet sammen med menneskelivet.

Adventus Domoni – Herrens komme. Kærlighedens lys. Det er håbet – det er glæden – det er livet.

Amen




Dagens tekst:

https://www.bibelselskabet.dk/2-s-i-advent-fra-anden-raekke




Kirkebøn:



Lysets skaber – kærlighedens kilde

Du har villet lyset i verden, Gud. Du har spredt det i hele universet. Selv et lille lys, kan fjerne det mest solide mørke.

Brug os som små lanterne i live, så vi kan lyse vejen op for andre. Lad lyset tage mere og mere til i verden, så mørket får mindre og mindre magt.

Giv os af din kærlighed, og giv os mod til at tage imod den.

Lær os at se mennesker med dine øjne, så vi ser på hinanden med kærlighed for forståelse. Lær os at der ikke er forskel på mennesker – du elsker alle.

Vi beder Gud – for alle der er langt fra os, og alle vi ikke forstår. Vi beder for alle syge og alle i sorg. Vi beder for alle i smerte og alle med knuste hjerter. Vi beder for alle fattige og alle der lever i mangel på mad, hjem, familie, humor eller glæde.

Vi beder for alle med magt – lad dem forvalte den lige så klogt som var de en brudepige med olie i lampen.

Vi for din kirke her i MV og for alle kirker i hele verden. Lad os vente på Herrens komme sammen. Lad os vente og bruge ventetiden på at sprede kærlighed. Amen

Sidste søndag i kirkeåret, 2021

For at begynde med noget helt vildt almindeligt, så var jeg med min familie i Plantorama i går for at købe ligusterhækkeplanter. Der er nemlig kommet huller i hækken ind til vores naboer, og de er nu ellers utrolig rare mennesker, men vi synes alligevel at 4 huller langs med hækken ind til dem, synes at lidt meget.

Så vi tog afsted for at købe ti hækkeplanter, der så skulle graves ned i de gabende huller. Men vi er jo ikke rigtig havemennesker, min mand og jeg. Eller vi lever nok mest efter devisen at frembringe så megen biodiversitet i haven som muligt. Så vi måtte læse en instruktion til, hvordan man gravede de der planter ned. Og det viste sig så, at vi jo slet ikke var klar til det.

Der skulle dels graves 60 cm ned i jorden. Det er altså et ret dybt hul. Derefter skulle det fyldes med grus, der kunne agere som en slags faskine så rødderne ikke druknede, og så skulle der være 30 cm til græsset. Vi opfyldte ingen af de krav.

Men planterne kom ned i jorden.

Så nu står de der – de der stakkels hækkeplanter, hvis eneste opgave er, at de skal dække nogle huller – og de er sat ret elendigt, men så godt vi kunne og efter bedste evne.

Om der stadigvæk er huller i hækken til sommer, må vi jo se, for lige nu kan man ikke afgøre om det har hjulpet. Men for nu har vi gjort, hvad vi kunne.

Og kære menighed, nu må I bære over med mig, for jeg kom sådan til at tænke på, at livet jo er som en ligusterhæk. Vi bliver sat, skal vokse op og blive stærke, så vi ikke vælter i blæst. Engang imellem taber vi alt det, der er gør os smukke, men vi skal stole på, at det kun er for en stund, og at vi kommer til at stråle igen når vi har hvilet og kan sætte nye skud.

Og så sker det, at der kommer huller i vores liv. Store, gabende huller, som enhver kan vade igennem. Og som måske lige frem inviterer til det.

Vores liv har huller. Noget visner eller går ud – noget bliver rykket op. Og vi får brug for hjælp til at få sat noget nyt ind, der kan dække hullerne.

Men vi ved ikke til at begynde med om de planter, der bliver plantet, holder. Om rødderne har luft nok, så de ikke drukner – om græsset er langt nok væk, så de ikke kvæles. Vi ved simpelthen ikke om de planter, der bliver sat i vores liv huller, har styrken til at dække hullet, så vi ikke længere lægger mærke til det. Det eneste, vi kan gøre, er at vente. Vente og se. Og håbe.

Livet leves, mens vi lever det. Vi kan ikke planlægge det på forhånd, for livet bliver til på vejen.

Og derfor ved vi heller ikke, hvor livet får huller.

På sin vis er vi alle nødstedte i tilværelsen – vi deler et vilkår, og det er lidelsen ved livet. Vi kan ikke undgå det. Det er jo skrækkeligt på sin vis, men dog mere skrækkeligt, hvis vi forestiller os, at vi er i lidelsen alene. Hvis man som det eneste menneske har huller i livet, så bliver selve eksistens ubarmhjertig. Men sådan er det ikke – vi er fælles om vilkåret. Vi står i fællesskab med hinanden. Vi er knyttet sammen – vores rødder, om man vil, er flettet sammen. Vores grene rækker ind mellem hinanden. Vi er sammen, og selv det menneske, der lige nu føles sig uden for det fællesskab, får her inde at vide, at det er Gud, der laver det fællesskab til os – og med os – og sætter dig ind i det. Du er med – også de dage, hvor du ikke oplever det. Vi er kollektive i livets vilkår.

Vi har alle som en brug for at få livets huller plantet til med noget nyt – vi har alle som en brug for nådens vilde vækster, der kan flette vores liv sammen igen.

Nåden er det nye, der kan plantes ind – som kan sætte os fri, og forvandle vores liv til noget mere.

Nåden er, at selv de dage, hvor jeg har trampet rundt i livet, kan jeg modtage nåden.

Nåden er at få ufortjent, målt efter vores målestok.

Nåden er at få det, man ikke kan give sig selv, og som man ikke regnede med, og som kom uventet og dog velkomment.

Nåden er, at du ikke bliver målt på det, der gik galt – det du ikke nåde – og det, du græmmer dig over; men at du slet ikke bliver dømt. Eller man kan sige, at man dømmes med nåde, hvis vi skal fastholde domsmetaforen.

For Gud er som en gartner, der allerede er gået ud og er begyndt at grave huller til de planter, der mangler og som skal plantes ud.

Det er nåden.

Og Gud møder os med nåden. Alene med nåden.

I dagens evangelium hører vi om verdensdommen, som stedet er kaldt. Og den første del er noget af det smukkeste i Bibelen. Her står der, at vi skal mødes Jesu blik i vores næste. Og vi kan måske allerede huske (eller genkende) det blik fra et andet menneske i vores liv. At blive set på som et menneske med muligheder, og med rum til at blive den bedste udgave af sig selv. Dette nådige og milde blik, der bare ser os og accepterer os – også selvom vi til tider famler os frem.

”Det I gør mod mine de mindste, det gør I, mod mig.”, siger Jesus i dagens evangelium.

På forfatteren Tom Kristensens gravsten, står der:

”Bøjer jeg mig

så dybt som jeg kan

vokser min verden

sig stor.”

Det er et vidunderligt digt. At storheden ved livet også kan ses i det lille græsstrå, der bliver større, når vi bøjer os og zoomer ind med blikket. Livet bliver også større, hvis vi tør bøje os mod hinanden, og give slip på hierarkier, der fører os bort fra hinanden.

Så vi skal bøje os for hinanden – bukke for hinanden i dyb ærbødighed. I ære over, at her står et menneske, som Gud også har skabt. Og at da Gud havde skabt hele kosmos – alt fra hvert atom til galakse, så han på det, og mente, at lige præcis DU manglende for at gøre det komplet. Sådan skal vi møde hinanden, som den brik der var nødvendig for at gøre skabelsen god.



”Det I gør mod mine de mindste, det gør I, mod mig.”, siger Jesus.

De mindste små bliver rejst op. De mindste – de fængslede, de nøgne, de tørstige, de fremmede. Tænk at have en Gud, der bøjede sig så dybt han kunne, så vores verden kunne vokse sig stor.

Det er den forventning vi går ind i adventstiden med. At Gud bøjer sig for os og mod os – bøjer sig, så vi bliver store.

Amen


Dagens tekster:

https://www.bibelselskabet.dk/sidste-s-i-kirkeaaret-fra-foerste-raekke




Kirkebøn:

Livets Skaber

Du Hellige Ånd, der strømmer mod os i – er i os – og får os til at åbne os mod dig og hinanden.

Smelt det is, der kan lægge sig om vores hjerte og sjæle. Blød os op, så vi tør vende os mod verden og dem der står lige ved siden af.

Lad os rykke sammen i fællesskab, så vi oplever, at vi er forbundet i din skabelse. Hør os når vi er sammen i bønnen, og beder for verden:

Vi beder for alle små og hjælpeløse

Vi beder for alle bange og gemte

Vi beder for alle syge og alle fulde af sorg

Vi beder for fremmede og flygtninge

Vi beder for alle der tror noget andet end os

Vi beder for alle glemte og usynlige


Vi beder for alle med magt – i det små eller det store
Lad magten blive en vej til omsorg og varme – ikke til splittelse eller begærlighed.

Vi beder for din kirke her i Møllevang – lad den stå som en insisterende blok af håb midt i en verden, der har brug for det.

Vær med alle os små – og alle os store. Vær med os hvor vi er og som vi er.

AMEN

Alle helgensdag 2021

Der mangler kun
et eneste menneske
i denne verden.

Alligevel
er den fuldstændig
tom.

Sådan skriver Helle Søtrup i sit digt Mellemværende no 7 fra bogen ”Kyshånd”.

Hun beskriver en af et uendelige antal reaktioner på tabet - på døden. Man kan opleve døden som tomhed – som mangel på væren. Som et hul i luften, der aldrig kan fyldes ud andet end af det menneske, man har fulgt til graven.

Et eneste menneske kan gøre forskellen for os. Og det ved vi måske egentligt godt.

Vi ved det godt, når vi bliver forelskede for første gang, og den er gengældt. Det eneste, man længes efter, er at være den anden nær, kigge den anden i øjnene, mærke den andens hånd i sin. Man martres, når man ikke er sammen – og kan ikke vente med at komme den anden nær.

Vi ved det godt, når vi bliver forældre. For pludselig er vores livs mening bundet sammen med det lille menneske, der ligger der, og uden det menneske, vil livet blive tomt.

Så vi kender det godt – følelsen af tomhed, og følelsen af, at et eneste menneske kan udgøre forskellen på fylde og tomhed.

Og tomhed gør noget ved os. Vi trives ikke i tomhed. Måske er vi bange for at glemme – glemme den, vi elsker.

Når vi konfronteres med døden, som kan komme ventet eller pludseligt, så konfronteres vi med en tomhed. Tomheden kan være pakket ind i kærlighed, men den kan også være pakket ind i fortrydelser, vrede, skam eller tilgivelse. Men hvordan vi ender vender og drejer det, så er tomheden pakket ind i livet. Et liv, der nu forandrer sig med døden.

Og døden er en grænse – vi kan ikke længere nå de døde. Den er definitivt og endelig. Vi skal leve uden, men alligevel med. Leve med minderne og livet – leve med det liv, man har delt – leve de værdier man har bygget op i relation til den afdøde.

Og her til Allehelgen bliver vi mindet om det – en dag om året, hvor vi særligt sætter fokus på døden og livet – på de døde og de levende.

Søren Kierkegaard, der var teolog og filosof, sagde, at elske en afdød er det bedste sted at lære kærligheden at kende (Trinitatistiden, Lindhardt, s. 435). Tænk at man kan lære om kærligheden i dødens skygge.

Men det kan vi, fordi begravelsen er kærlighedens sted. Det kan lyde underligt; men det kommer til udtryk på to måder.

Døden er som en slags si. Når døden tager et menneske fra os, så begynder vi at tænke tilbage på det, vi har delt, og ofte vil alt det fine, smukke og betydningsfulde stå klart. Det svære, det hverdagsagtige, skænderierne og uenigheder falder i baggrunden, og i forgrunden står det menneske, man elsker. Døden er en si, der sier det fra, som lige nu ikke er væsentligt, og tilbage er kærligheden.

En anden måde, hvorpå det kommer til udtryk, at begravelsen er kærlighedens sted, stammer fra den fortælling, som vi har fortalt til hinanden gennem generationer. Nemlig fortællingen om Kristus, der tre dage efter han døde, går ud af sin grav – for at vise os, at nok er døden en grænse, men ikke en grænse for kærligheden. At der bag ved dødens forhæng er liv og mening – kærlighed og Gud.

Og dø skal vi. Det ved vi godt, men vi tænker ikke over det – i al fald ikke hele tiden. Måske vi tænker mere over det jo ældre vi bliver.

Ved Allinge kirke på Bornholm står der en figur af en kvinde (Arne Randslet). En gammel kvinde, der har sat sig ned. Helt nede på jorden, og måske kan hun ikke længere rejse sig op af sig selv. Ved sin side står hendes håndtaske. Hun har ikke længere brug for den.

Og der sidder hun, men omkring hende har hun englevinger. Vingerne er krummet om hende som et skjold, som beskyttelse, som varme – som liv.

Og måske er hun parat til at flyve ind i dødens rige, og måske sidder hun der bare indtil en, vil hjælpe hende op at stå igen.

Skulpturen hedder metamorphose. Det betyder forvandling, forandring eller omformning. Kvinden er på vej til at forandre sig – til at forvandle sig fra livet til døden – eller rettere fra livet til opstandelsen. Eller har hun allerede forvandlet sig – er hun død, og venter på opstandelsen? På at blive rejst op?

Jeg kan selv godt lide tanken om, at kvinden sidder i livet med sine vinger og venter på døden og opstandelsen. For tænk nu hvis vi alle allerede har fået de vinger. Vinger der er klar til at bære os gennem dødsriget, og ind i livsriget. Ind i evigheden.

Vi får en lovning i livet – et løfte.

Døden er ikke afslutningen – døden er, men livet er mere. Vi har vinger, der kan os gennem livet, og vinger der kan bære os til Gud, når vi dør.

Det er i dåben, vi får det løfte, at Gud vil være med os. Der læser vi Jesu Kristi ord om, at han vil være med os indtil verdens ende. Ikke bare livets ende, men indtil verden ikke længere består. Gud er med. Også ind i den tomhed, der kan opstå, når vi går med tunge skridt væk fra en kiste. Gud er med os. Gud er de vinger.

Og han bøjer sig om os, værner os, beskytter os og skærmer os. Vi er ikke alene.

Jeg vil slutte med endnu et digt af Helle Søtrup fra samme bog: Kyshånd. Det hedder Overgivelse no 9, og lyder sådan her:

”Engle kan flytte tunge sten. ”

Så kort kan håbet beskrives. Vi er ikke alene.

Amen


Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/allehelgen-fra-foerste-raekke


Kirkebøn:

Livets Gud – glædens skaber

Du er med os, sige du. Hvisk det til mig de nætter, hvor jeg tvivler. Råb det til mig, de dage, hvor jeg står midt i stormen. Favn mig, elsk mig og hold mig ud, når jeg ikke længere selv kan det.

Åbn hjerterne på os, når vi kroger os ind i os selv, og glemmer verden omkring os, og lær os at leve med sorgen. Lær os at lade sorgen være en del af livet, så vi igen kan ånde, leve og glædes.

Vi beder for de døde, selvom vi godt ved, at du Gud allerede har dem i din hånd, og der ikke er mere vi kan gøre for dem.

Vi beder for alle der har mistet, og alle hvis tilværelse aldrig bliver den samme.

Vi beder alle der mister dem selv, og mister fornuften midt i sorgen.

Vi beder for alle, hvis liv ikke gik som de håbede på.

Vi beder for de syge – og dem der skal dø.

Vi beder for alle dem vi glemmer til hverdag, dem som ingen tænker på, og dem som kun du Gud kender.

Vi beder for din kirke – for glæden, håbet og englevinger.

Amen

22. søndag efter trinitatis 2021

Jeg tror, at vi mennesker skal blive bedre til at stille os selv det spørgsmål, om vi har husket at skylde nogen noget i dag? Ikke sådan økonomisk betragtet, men om vi nu har husket at skylde hinanden en tjeneste, skylde hinanden æren eller gøre noget for Guds skyld.

Om vi nu har husket at sætte os i gæld – til hinanden. For vi skal huske at være forgældet til op over begge øre i tjenester og taknemmelighed. Vi skal være i så dyb en gæld, at vi aldrig bliver den kvit.

For der findes gæld, som ikke kan betales af – og der findes en måde at leve sit liv som skyldig, hvor vi hellere end gerne vil være netop det: skyldige. Når fx vi gør noget for et andet menneskes skyld for at løfte det op, for at gøre tilværelsen bedre eller mere tålelig, eller for at gøre livet lidt finere for dem.

Vi skal skylde hinanden noget, og nogle gange noget mere. Skyld som relationelt begreb, er smukt og stort – og gør livet større.

Men skyld har flere betydninger på dansk, og på den måde er det et vanskeligt ord. Vi kan nemlig bruge ordet i forhold til love og regler – altså det tage ud af sin relationelle sammenhæng, og sat ind i en juridisk ramme. Og da bliver det en skyld, der skal fjernes – tages væk og bødes for. Da er skyld noget, vi har pådraget os – og noget vi kan betale af på. Det er nok den måde at bruge ordet skyld på, som vi anvender mest i dagligdagens sprog, men det er faktisk ikke den måde, det bliver brugt på i Bibelen. Det er slet ikke som juridisk begreb, at skyld skal forstås i evangeliets lys. Men vi kommer tit til at tænke sådan, fordi vi kun har ét ord – nemlig skyld – at bruge, og det kan forstås og tolkes på flere måder.

Der findes faktisk også en helt tredje måde som ordet skyld, bliver brugt på i Bibelen, og det finder vi Fadervor, hvor vi siger: ”Forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere.”

På engelsk bruger man tre forskellige udgaver af ordet skyld. Som beskriver de tre måder, man skal forstå ordet på.

Når man taler om at gøre noget den anden skyld, så siger de: for his sake. Altså for hans sags skyld. Det er den her måde, vi bruger skyld på her i kirken. For Guds sag – for hinandens sag. Vi gør noget for hinanden, for at styrke og støtte hinanden.

Så taler de om, at man være guilty. Og her tænker på den juridiske skyld, hvor der skal betales med en dom eller en bøde. Der er et system, der håndterer den form for skyld, og andre der bestemmer og afgøre hvor skyldig man er.

Og til sidst har man engelsk så et helt tredje ord for den skyld, vi møder i fadervor. Her bruger de ordet trespassing, som betyder indtrængen. Altså et menneske, der har trængt sig ind på en, og overtrådt grænser. En der er gået for langt – eller måske ikke langt nok.

Sådan er der så mange nuancer i et eneste ord, som skyld. Og det gør en forskel.

Vi skal gøre os klart, hvordan vi bruger ordet, så vi ikke kommer til at gøre jura ud af Gud, eller gøre dom ud af nåden.

Og fordi skyld skal ses som noget vi enten gør for hinandens skyld, eller som noget, hvor et andet menneske har overtrådt en grænse, så skal vi med evangeliet som baggrund, gå anderledes til skyld, end hvis vi var i en retssal.

For når vi har med skyld at gøre her i kirken, så skal vi igen og igen forsøge at tilgive dem, der træder ind over vores grænser – og igen og igen så gør vi det for hinandens og Guds skyld. For kirkens og fællesskabet skyld.

At vi skal tilgive er, at vi skal blive ved med at forsøge at indlemme i menigheden, eller fællesskabet om man – at man ikke giver op, men derimod bliver ved med at åbne døren ind til det, man deler, så flere kan dele med. Vi skal genoprette relationen.

Det svære ved skyldens tre betydninger er, at Jesus bruger restssalen som metafor, for at få os til at forstå, hvad han mener. Han tager udgangspunkt i noget velkendt, for at forklare om noget nyt. Men i enhver metafor er der noget, der ikke passer på virkeligheden – og det der ikke passer på virkeligheden, og det der ikke passer på Guds rige, er, at Gud skulle være en dommer eller advokat. Der skal hverken fældes dom eller laves forsvarstaler i forhold til Gud. Faktisk ville Gud være verdenshistoriens dårligste dommer målt md juridiske øjne, for alle ville få samme dom: du er fri.

Man kan sige, at han er den vildeste og største dommer målt med kærlighedens øjne, men han får nok ikke job ved Vestre Landsret end af de kommende dage.

Gud er nådig – nåde betyder at tilgive og sætte fri.

Og når Gud giver os noget, så skal vi give det videre. Vi skal også tilgive hinanden. Vi skal tilgive den, der har taget alt for meget fra andre – tilgive den som intet kunne holde af, hvad han eller hun lovede, og som endte med at skylde alt for meget til andre. Og her skal vi igen tænke i overført betydning – det handler ikke om penge, men om livet mellem os.

Og ja – der findes de gange, hvor det er svært. Også for svært at tilgive. For der findes mennesker, hvis skyld til os, vi ikke kan tilgive, fordi den er alt for stor. Den er så massiv og voldsom, at vi ikke længere kan slippe den.

Der må en ind, der har mere end os. I lignelsen en konge, der kunne tåle et milliardtab – en Gud der kan tåle vores skyld.

Og her tilgives. Her sættes vi fri, så vi kan sættes os i relation til hinanden igen.

Lignelsen fortæller, hvad nåden gør ved os. Nåden er at få alt igen, og dermed er det en ny virkelighed, man sættes i. En ny verden. Man bliver genindsat ind i fællesskabet.

Men manden i lignelsen forstå det ikke. Ham der skylder så mange penge, at man næsten ikke kan forstå det. Han forstår ikke, at hvad eftergivelsen af gælden, bør gøre for ham. Han tænker, at tilgivelsen kun er mellem ham og kongen, og at det ikke angår det liv, som han lever med andre. At han frit kan gå ud, og kræve andre det, som de skylder ham. Men nej – sådan går det ikke.

At blive tilgivet er at blive sat ind i virkeligheden/en ny verdensorden, hvor du skal behandle andre, som Gud har behandlet dig. Eller som vi siger i Fadervors femte bøn: Forlad os vores skyld, som også vi forlader vore skyldnere.

Vi hænger sammen. Som i et af den mange smukke edderkoppenet vi ser glimte i buskene om morgenen i den her tid. Er der bevægelse et sted, så bevæger nettet sig et andet sted. Vi må ikke tro, at vi unikt står alene i tilværelsen. Vi er sat i et netværk af mennesker.

Vi hænger sammen. Vi hænger på hinanden.

Det Gud giver, skal vi give videre af – generøst og gavmildt. Vi må ikke tage i struberne på hinanden, når vi selv har fået alt igen.

Vi får lov at få nye begyndelser med hinanden.

Sola Gratia, siger vi i den lutherske kirke. Det er en af vores kirkens fire sola’er, som man siger – det er latin og betyder ved nåden alene. Nåden er begyndelsen og enden i vores liv med Gud. Nåden er forudsætningen. Nåden er alene det, der binder os til hinanden – binder os til Gud. For nåden fjerner de sten af anstød, der bliver lagt på vores vej til næsten og Gud. Fjerner dem, knuser dem og lader os gå frie mod hinanden. Med hinanden.

Nåden er ny hver morgen.

Om lidt skal vi synge Iben Krogsdals smukke salme: Vi finder fred i kirken.

Her synger vi bl.a.:

”Vi bliver til i kirken
et sted med ny begyndelse til alle
med mild og vild opstandelse ved bordet
hvor vin og brød fortæller
så er det nu det gælder
gå ud og tag Guds kærlighed på ordet”

- Vers 6

Vi har fået en ny begyndelse – lad os gå ud og tage kærligheden på ordet.

Amen


Dagens: https://www.bibelselskabet.dk/22-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke


Kirkebøn:
Nådige, gavmilde, generøse Gud

Du tilgiver mere end vi kan – du sætter dem frie, vi har lyst til at sætte fast.

Tak for at gå imod vores fornuft og vores følelse af retfærdighed. Tak fordi du tilgiver, når vi straffer eller fyldes af hævnlyst.

Din nåde er større end den tilgivelse, vi kan mønstre, og det kan vi læne os op ad og ind i.

Med din nåde i hjertet, kan vi møde hinanden som ligeværdige, ligeskabte og ligeelskede.

Vi kan være for hinanden og bede for hinanden.

Og derfor beder vi i dag, for alle hvis skyld er så stor, at hvert skridt bliver tungt. Vi beder for alle, der har mærker på krop og sjæl efter overgreb. Vi beder for alle, der er bange og alle der lever i utryghed.

Vi beder for alle, der er flygtede fra deres hjem og lever på flugt. Vi beder for alle, der kalder fængslet deres hjem og som er glemt af mange. Vi beder for alle, der lever i udrejsecentre og alle der lever i isolerede fra andre.

Vi beder for alle, der ikke tror, de er noget værd, og alle der tror mere på sig selv end på andre.

Vi beder for alle der er utålmodige, og alle der lever så langsomt at alt synes at gå i stå.

Vi beder for alle, der har alt for travlt til at være menneske, og alle, der ville ønske de havde noget at lave.

Vi beder for alle der er syge eller lever med sygdom. Vi beder for alle, der skal dø snart, og alle der er ved at døden venter derude i fremtiden. Vi beder for alle pårørende til syge, og alle der arbejder for syge.

Vi beder for din kirke her i Møllevang – vi beder for kirken i hele verden, at den stædigt må holde fast i nådens budskab de steder, hvor forråelse, had og ligegyldighed sniger sig ind i menneskers hverdag.

Vi beder for hverdagen – hver dag. Amen

17. søndag efter trinitatis 2021

Jeg holder øje med dig – sådan har mødre og fædre sagt til deres børn i tusindvis af år. Mens de er små børn, er det en forsikring om, at forældrene er i nærheden, og at man derfor ikke bliver væk fra hinanden. Man er en enhed.

Men som børnene bliver ældre, ligger der en lille formaning eller reprimande i udtrykket. En lille advarsel om ikke at lave ulykker. Jeg holder øje med dig. Det er både betryggende, men også frihedsberøvende at blive holdt øje med.

Vi er holdt øje med i høj grad i dag. Vores telefoner afslører hvor vi går og står – hvor vi handler og hvad vi søger. Kameraer ved gadehjørner filmer os og logger os. Vi er holdt øje med hele tiden på godt og ondt. Vi kan ikke rigtig blive væk. En gang imellem kan man godt få lyst til at blive lidt væk – ikke fra sig selv, men fra det samfund, der hele tiden logger os – holder øje med os.

Midt i denne uge valgte en fra min familie at "blive væk". Han er teenager, og gik fra sin efterskole. Alle ledte efter ham – politiet med hunde, venner, familie. Opslaget på facebook om at han var væk og savnet – at familien manglede ham – blev på 12 timer delte 3.000 gange. For det rammer lige ned i frygten hos os. Vi kan så levende forestille os, hvordan det må være, at en man elsker, bliver væk. Forsvinder uden et ord, og uden at man ved, hvad der er sket.

Hans mobil var slukket, så de kunne ikke spore ham. Han var væk, og sagde ikke det mindste pip for at vi kunne finde ham. Om formiddagen dagen efter, finder de ham. Jeg ved ikke hvor, men jeg ved, at de fandt ham i god behold. Og jeg ved, at var det min søn, så havde jeg løbet ham i møde med armene åbne, og havde krammet og kysset ham. Jeg ville slet ikke være vred, men så uendelig lettet. For tanken om, at man måske kunne miste det umistelige i livet, ville kun vække en dyb længsel efter at mærke kærligheden. Efter at favne igen.

Man ville gøre alt, der stod i ens magt, uanset hvad andre så måtte mene om det, man gjorde, for at få sin elskede igen.

Og man indser noget dybt om tilværelsen. At man hellere vil elske på afstand, og vide at den anden trives, end at elske i uvisheden.

Jeg holder øje med dig. Eller måske snarere: jeg vil se dig, og jeg vil følge dig – og træde til, hvis du råber på hjælp.

Som man ville hjælpe et barn, der falder i en brønd, som er Jesus eget eksempel fra i dag. At livet kan byde dig at handle uagtet hvad andre tænker og mener – uagtet regler. Livet kan kræve dig – og kaste dig ud i handlinger, der er nødvendige, men rigtige.

Det fik mig til at tænke på, at jeg for nylig var til et foredrag med en mand fra Nordkorea, der havde risikeret livet, fordi han er kristen. Han flygtede fra Nordkorea, blev fanget og sendt i fangelejr. Ikke engang et fængsel, men en fangelejr. Han flygtede igen, blev fanget igen, men denne gang gik det internationale samfund ind, og fik ham i første omgang til Filippinerne, og derfra til England. Han havde ikke noget pas på sig, men som han selv siger, så fik han ikke bare et pas, men også et pas til Guds rige. Han oplevede på sit eget liv, at Gud bygger sit rige lige midt i forfølgelsen.

Han har i dag ikke set sin familie i årtier, men får til gengæld lov at leve med religionsfrihed. Han bliver ikke længere holdt øje med af et regime, der fratager folk drømme og håb. Han er nu fri til at tænke, føle og bede uden frygt. Han er ikke længere forfulgt, men kan være fri til at følge den, han tror på.

Livet har taget en ny begyndelse for ham – som livet har det med at tage, når vi rammer kanten af det, og bliver sendt tilbage – slynget tilbage i tilværelsen.

Den mand fulgte heldigvis ikke reglerne, men gik imod dem. Gjorde det som hjertet bød ham at gøre. Det var en vanskelig og snoet vej til frihed, og der var tider, hvor han troede, at han skulle dø. Men han overlevede og lever, og rejser nu rundt i verden og fortæller sin historie. En historie om evangeliet, der lyser på en mørk baggrund, som evangeliet altid har gjort.

Jesus taler i dag om, at det ikke nytter af følge regler, hvis du dermed bliver ledt væk fra livet og hen til sted, hvor ligegyldighed og hårdhjertethed råder – hvor frygt og kaos er hverdag. Så nytter reglerne ikke længere – så skader de fremfor at gavne. Vi skal derimod ledes ind i livet – ind i midten af livet.

Svend Bjerg, der var teolog og lektor, sagde, at livets midte var der, hvor ondskaben ikke kunne findes, og at livets midte lyser op, hver gang vi holder gudstjeneste. ”For en kort stund, så længe gudstjenesten varer, vokser vi sammen i livets midte”, siger han, ’før vi igen bliver sendt ud hver især til en dagligdag fuld af adspredelser.” (Profane prædikener, 2010, Forlaget ANIS, s. 161).

Livets midte ER Guds rige. Et glimt af Guds virkelighed, der kommer til stede i denne verden.

Rummer og favner os. Der er ingen specielle regler eller love, man skal følge for at kunne komme til livets midte – ja, faktisk siger Jesus, at lovene kan stå i vejen, så vi ikke finder Guds rige. For Guds rige er ikke styret af regler og love – der er ingen hævede øjenbryn, ingen fordømmelse, ingen øjne der holder øje med om vi nu gør som vi skal.

Her er ingen hierarkier, ingen der kan sidde øverst eller nederst. Egentligt burde vi sidde i en rundkreds her i kirken med alteret i midten, fordi det i højere grad afspejler Guds rige.

Jesus gør op med regeltænkningen.

Man kan sige, at Jesus var anarkist. Ordet anarkist stammer fra græsk. An betyder uden, arké betyder begyndelse eller grund. ”Der er altså ingen begyndelse eller ende på Jesu forkyndelse af riget i midten, Guds rige” (ibid., s. 162). Jesus begynder med Gud og ender med Gud – fra evighed til evighed, som vi så tit hører sagt i kirken. En ihukommelse af, at Gud er fra altid til altid.

Vi kan ikke følge en lov og komme til Gud, men vi kan åbne os for, at Guds riget sætter sig igennem i tilværelsen. I livet – i glimt. I medmennesket, i hjælpen, i kærligheden, og her i kirken: hver gang vi døber et barn, hver gang vi deler nadveren og hver gang velsignelsen lyses.

Guds riget ER og lyser op i livet. Det liv, vi skal leve i troen på, at Gud holder øje med os, men ikke for at sikre sig, at vi ikke laver ulykker – nej, for at sige til os, SE – jeg er med alle dage, også de dage, hvor mørket truer. SE, jeg er med dig. Indtil verdens ende faktisk.

Amen

Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/17-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke