Grethe Risbjerg Thomsen har skrevet et digt, der lyder sådan her:
”Jeg dør en lille smule
for hvert sekund, der gaar,
jeg bærer døden med mig
igennem livets aar.
En nat, maaske en martsnat
saa mild af regn og tø,
skal jeg gaa bort i mørket
og holde op at dø”
Vi har alle en dødsdag – en dag – et øjeblik, hvor vi skal dø. Vi ved ikke hvornår, men en dag er øjeblikket fra livet til døden blot et åndedrag, der bliver taget og derefter blæst ud igen, for aldrig at blive taget en gang til. Vi dør på et øjeblik, men vejen derhen er forhåbentlig lang og god. Eller som man siger i Tyskland – en god død varer hele livet.
Men nogle gange oplever vi det, at døden river livet ud af kroppen på et menneske, før vi synes det er tid. Det har vi alle læst om i nyhederne i denne uge. Vi oplever, at døden kommer for tidligt. Og når det sker, så kastes der lange, mørke og tomme skygger ind over livet.
Det barske, det grumme og det modbydelige toner sig vej frem. Og vi kan blive bange, bekymrede eller måske vrede. Frygten er ophav til disse følelser og reaktioner.
Og frygten står altid klar til at tage fat i os, og ruske i os, så vi graver grøfter mellem hinanden, og mellem os og Gud. Ruske os ud i tanker, der fjerner os fra livet. Og derfor må vi gøre alt, hvad vi kan for ikke at sætte frygten forrest i livet.
Det forstår man måske særligt, når man står tættest på den pludselige død. I al fald kunne man på Mia Stevns forældres facebookprofil læse følgende:
”At dø i forsøget på at leve, er bedre end at leve af frygt for at dø”.
De ord ramt mig – ikke blot fordi, at man så levende kan forestille sig den afgrundsdybe sorg, de må stå i; men også fordi det er et udsagn til os. Et budskab, de vil give alle os andre.
Lev. Ikke i frygt. Så hellere dø i forsøget.
Lad os for et øjeblik fokusere på det budskab, som Mias forældre skriver, og ikke den ugerning, der er blevet begået mod et uskyldigt menneske.
”At dø i forsøget på at leve, er bedre end at leve af frygt for at dø”.
Det er et budskab, der klinger af salmen ”Altid frejdig”, hvor vi synger: ”(…) dø, om så det gælder. Da er livet ej så svært, døden ikke heller.” (DDS 784, 3)
Denne salme handler ikke så meget om døden, som den handler om livet. Som det altid handler om livet. Nok skal vi dø i et øjeblik, men før det og efter det, da lever vi. En dag holder vi op med at dø, og den dag, skal vi møde livet.
Og derfor synger vi ofte ”Altid frejdig” ved begravelser, for at minde os selv om, at livet er til. Altid. Også for de døde. Også for de sørgende. Også for de skyldige.
Og også for os på denne side af døden.
Livet er, og det liv skal vi forsøge at leve.
Vi skal ikke på forhånd grave os ned, så vi bliver som levende døde, men derimod sætte os selv i spil.
Det er hvad der sker for den 3. tjener i dagens evangelium. Han er billedet på et menneske, der ikke lever. Han graver sig ned – graver sit liv, sin formue og sig selv ned. Han vil ikke skylde nogen noget, siger han lidt omvendt, da han afleverer mønten til sin herre med ordene: ”her har du, hvad der er dit.”
Hverken mere eller mindre gav han – han gav bare det samme igen.
Og vi kan så nemt få ondt af ham – jeg får det i al fald, og tænker om Gud ikke er med ham. Men vi må lige holde os for øje, at det her en lignelse. Manden findes altså ikke i virkeligheden. Jesus har bare opdigtet ham for at lære os noget om livet. Så lad os pakke den ellers meget klædelige omsorg for manden væk for et øjeblik, så vi kan få øje på, hvad er det, der siges – hvad er det, vi skal lære?
De to første tjenere investerede deres mønter og fik afkast. Den sidste gravede den ned.
Det her handler hverken om karma, gerninger eller økonomi, den her lignelse. Men det handler om livet. Det handler om, at når vi tør gøre os selv skyldige i forhold til andre, så vil vi i Guds øjne altid have overskud. Også de dage, hvor vi taber vores investering i hinanden, og står tilbage med skylden.
Livet handler nemlig ikke om succes eller bedrifter – om pæne hjem eller flotte karrierer. Livet handler om alt det, der sker mellem os. Som flyder mellem os – liv, lys og kærlighed.
Og skulle Jesus nu en dag genfortælle lignelsen, så vi virkelig forstår den, så kunne han lige så godt have sagt, at den første tjener var hjemløs, tandløs og alkoholiker, og han fik overskud. Den anden tjener var flygtning og havde angst, og han fik overskud. Og den sidste tjener, ham som gravede sin talent ned, var ansat som underdirektør i et stort firma, der arbejdede for fred i verden, og han sagde: Her har du, hvad der er dit.
Bare så vi forstår, at det ikke handler om succes, men om at få øje på hinanden midt i vrimlen. Få øjenkontakt, når vi kigger op fra telefonen.
For tør vi vende os mod hinanden, leve livet – også selvom vi fejler, så har vi i Guds øjne et afkast. Det sørger Gud for. Han lægger det til, der mangler, så det giver overskud.
Det er nemlig ikke mængden af venner vi har, eller hvor mange fede oplevelser vi har, der afgør om vores liv gav overskud; men derimod om vi forsøgte. Forsøgte at være menneske mellem mennesker.
Hvordan vi er det, er forskelligt, og man kan ikke finde en manual, der forklarer det. For vi har alle fået forskellige talenter. Og dem må vi bruge, så godt vi kan, velvidende at ingen lever uden at skylde Gud alt.
Men selv den største skyldner, har Guds kærlighed.
Det hører vi om i beretningen om påskemorgen i Markusevangeliet. Der fortælles det, at englen, der kom ud fra graven, sagde til kvinderne, at de skulle fortælle om Jesu opstandelsen til disciplene OG til Peter. Peter var den discipel, der forrådte Jesus tre gange på en nat ved at nægte, at han kendte ham. Peters tro brød sammen den nat, og det kan forekomme, at han brændte alle broer. Men den morgen sendte Gud en særlig hilsen til ham. Manden Peter, der havde tabt hele sin investering, blev inviteret ind i Guds kærlighed.
Det er så stærkt – og på sin vis, så er dagens lignelse et skridt på vejen til påsken. På vejen til livet, der knuste døden den morgen ved graven.
I Østkirken synger man påskemorgen ved daggry. Præsten råber: Kristus er opstanden” Og menigheden svarer. Ja, han er sandelig opstanden. Og så synger de sammen:
Fra døden til livet, fra jorden til Himlen har Kristus vor Gud, ført os. Lad os være lys i denne højtid, lad os sige søster og bror endda til dem, der hader os. Lad os tilgive alt for opstandelsens skyld og råbe: ”Kristus er opstanden. Han er sandelig opstanden”.
Hver søndag er en fejring af påsken – også i dag. For til påske går det op for os, hvad det betød, at et lille menneske blev født julenat – Jesus Kristus levede den nat kærligheden ind i livet. En kærlighed, der altid lægger til – og særligt der, hvor gælden er størst.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/septuagesima-fra-anden-raekke
lørdag den 12. februar 2022
lørdag den 15. januar 2022
2. søndag efter helligtrekonger 2022
”Jeg ringer til dig senere” sådan siger jeg tit. Og jeg holder det også nogle gange, men ærlig talt så får jeg sjældent ringet tilbage. ”Jeg ringer lige lidt senere – jeg kan ikke tale nu”. Det er sådan en hensigtserklæring, man giver. Men vil gerne tale, men lige nu passer det ikke så godt, så derfor gør man det senere. Men senere har det med aldrig rigtig at blive nu. For mig i al fald. Jeg kommer fra det, eller jeg bliver optaget af noget i nuet, og så ja glemmer jeg det lidt. Men jeg kan godt komme i tanke om det – sådan 2 måneder senere. Og da er altså lidt pinligt at ringe tilbage, for det er da i sandhed senere. Og dem, man skulle ringe til, kan også blive lidt overraskede over, at man ringer.
Og det er ikke noget jeg er stolt af. Faktisk skammer jeg mig over det. Skammer mig over, at jeg ikke kan få det ind i knolden, og at livet overhaler mig. Hverdagen tager over, og løfter bliver brudt. Ikke af ond vilje, og slet ikke med vilje, men alligevel ikke overholdt.
Hverdagen.
Det er undskyldningen, at hverdagen kommer i vejen, eller at tiden smuldrer mellem fingrene på en. Der er altid undskyldninger. Jeg har for travlt, er for træt, skal lige nå noget andet, vasketøj, handle ind, tjekke facebook, mail og nyheder.
”Jeg ringer lige senere”.
Tænk hvis Gud sagde det til os, når vi henvendte os med vore bønner, tanker, salmer og ord. ”Jeg ringer lige til dig senere”. Ja, det er jo en helt grotesk tanke, at Gud ikke har tid til en.
Der findes en gammel film, der hedder: ”Bruce den almægtige”, hvor Bruce – en helt almindelig fyr – får lov at blive Gud for et stykke tid. Og han er ved at bukke under af alle de bønner, som folk har til ham. Men det vilde i filmen er faktisk, at Gud afslører, at Bruce ikke fik magt over hele verden, men kun nabolaget. Og det er ved at vælte ham. Så det almindelige menneske Bruce, kunne ikke nå at høre alle de bønner, som bare hans nabolag, havde til Gud.
Vi har store forventninger til Gud. Han skal holde til meget, og vi forventer at han er klar til at lytte, når vi er klar til at tale. Han skal stå klar, når vi er klar.
Men Gud er mere end det. For Gud står ikke bare og venter på, at vi kommer til ham – han kommer også til os, og måske særligt, når vi mindst venter det. Midt i hverdagen, midt i livet. Ja, Gud kommer også til dem, der slet ikke søger ham. Som kvinden ved brønden, vi hører om i dagens evangelium. Hun var i gang med livet og hverdagen – ja, hun var faktisk i gang med at slippe for andre mennesker. For hun er på vej ud til brøden midt på dagen, hvor temperaturen er højst, og hvor ingen andre tager ud til brønden. Men hun vælger dette tidspunkt – vælger at være alene – for at undgå at blive konfronteret med andre og deres sladder.
Og der er nok at sladre om, når det kommer til denne kvinde. Hun lever et liv, som andre ikke forstår, og som falder uden for normen, og derfor kan vi kun forestille os, at hun er blevet udsat for voksenmobning. Folk har sladret og været forargede over hende. Peget fingre ad hende.
Hun søgte ikke Gud – hun søgte derimod at slippe for andres blikke. Men der sidder Jesus så – lige ved hendes mål for turen.
Han er jøde og hun er samaritaner, og de er fjender. Jøderne og samaritanerne undgår hinanden, og ser hinanden som urene.
Situationen er ikke god for kvinden. Hun er socialt udstødt og møder tilmed en fjende.
Men det er jo ikke en fjende, hun møder – det er Jesus. Det bemærkelsesværdige er, at Jesus gør og siger noget andet end det, som man måske kunne forvente. Det sker også her, for han beder hende bare om noget vand. Noget så simpelt som vand.
Eller han beder hende jo faktisk om en tjeneste, og dermed gør han noget særligt. Han behandler hende ligeværdigt, fordi han har brug for hende og hendes hjælp. Måske det er derfor hun bliver modig, og spørger om det virkelig kan passe, at han som jøde, vil modtage vand af hende som samaritansk kvinde.
Og da åbenbarer Jesus sig – da fortæller han hende, hvem han egentligt er. At han ikke bare er en fremmed, men den som alle venter på: ham der vil komme med levende vand til alle.
Det vand vil slukke tørsten – en anden større tørst: en længsel i livet, en uro i tilværelsen og en frygt for fremtiden. Vil slukke alt det, der spærrer os vejen til livet og hinanden, og give os vand nok til at vandre ad den vej, der fører til Gud.
Midt i en helt almindelig dagligdag. Det kunne have været en onsdag omkring middag. Bare sådan – der kommer Jesus og giver hende det levende vand. Midt i det hele – midt i almindeligheden – midt i hverdagen – midt i de gøremål, man har – lige der, mellem ud og hjem. Ved Sykars brønd får hun at vide, at Jesus er sendt af Gud, og at Gud fra dette NU skal tilbedes alle steder. Også der ved brønden.
Gud er ikke bare et sted, og ikke bare engang; men Gud er lige nu. Hvor vi er. Som vi er.
”Det er mig, den der taler til dig” siger Jesus til hende som det sidste vi hører. Han bekræfter hende i, at han er messias; det betyder frelseren.
Men når Jesus siger dette til kvinden ved brøden, så siger han det også til os. ”Det er mig, den der taler til dig”, som i at han også taler til os nu. Han venter ikke til senere, lader ikke alt muligt andet komme i vejen, eller glemmer os. Han taler til os nu, også i dette øjeblik.
Som en hvisken i vores indre. Det er mig, der taler til dig, som jeg talte til dig ved din dåb.
Mange af jer har nok hørt mig tale om Jesu dåb mange gange ifm. dåb her i kirken. Hvordan himlen åbnede sig, da Jesus blev døbt, og en due steg ned, og der lød en røst fra himlen: Det er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag.
Og hvordan vi kan forestille, at himlen også åbner sig ved hver eneste dåb lige siden, og at der igen lyder en røst, men nu som en stille hvisken i barnets øre: du er mit elskede barn.
Vi er talt til i dåben – og kaldt på. Kaldt ud i livet med Guds ord endnu klingende i øret: du er elsket.
Ligesom kvinden stod ved brøden, står vi ved døbefonten. Og font betyder da også kilden. Vi står ved brønde rundt om i verden, og bliver døbt med livets vand i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Vi får livets vand. Lige her i kirken – på et øjeblik bliver dette nu gældende og vedkommende. Bevidstgjorte om vigtigheden i hvert nu, der kommer til os.
Livets vand skal ikke engang drikkes, men risles over os i tre, små håndfulde vand.
Og fra da er kilden altid i os – og med os, sammen med Guds ord: du er elsket – det er mig, den der taler til dig.
Det er i hverdagen livet lives – det er i hverdagen, at Gud kommer til os. Vi stadfæster det ved en begivenhed her i kirken, som også er en fest for familien, nemlig dåben. Men dåben er også vores eget personlige møde med Jesus, der sidder på kanten af brøden, klar til at give os af sit levende vand.
Og den dåb bærer vi med os livet igennem, og kan komme tilbage til livet igennem. Huske os selv på, at vi ikke skal jage Gud, men at han allerede sidder klar. Også de dage, hvor vi glemmer ham og os selv.
Selv de dage hvor vi skammer os, og undgår andres blikke, møder han os. Selv den dag, hvor vi har lidt et nederlag tilbyder han os det levende vand.
Vi er talt til, og kaldt på. Vi er elskede og mødt.
Vi har fået del i det levende vand.
Amen
Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-helligtrekonger-fra-anden-raekke
Og det er ikke noget jeg er stolt af. Faktisk skammer jeg mig over det. Skammer mig over, at jeg ikke kan få det ind i knolden, og at livet overhaler mig. Hverdagen tager over, og løfter bliver brudt. Ikke af ond vilje, og slet ikke med vilje, men alligevel ikke overholdt.
Hverdagen.
Det er undskyldningen, at hverdagen kommer i vejen, eller at tiden smuldrer mellem fingrene på en. Der er altid undskyldninger. Jeg har for travlt, er for træt, skal lige nå noget andet, vasketøj, handle ind, tjekke facebook, mail og nyheder.
”Jeg ringer lige senere”.
Tænk hvis Gud sagde det til os, når vi henvendte os med vore bønner, tanker, salmer og ord. ”Jeg ringer lige til dig senere”. Ja, det er jo en helt grotesk tanke, at Gud ikke har tid til en.
Der findes en gammel film, der hedder: ”Bruce den almægtige”, hvor Bruce – en helt almindelig fyr – får lov at blive Gud for et stykke tid. Og han er ved at bukke under af alle de bønner, som folk har til ham. Men det vilde i filmen er faktisk, at Gud afslører, at Bruce ikke fik magt over hele verden, men kun nabolaget. Og det er ved at vælte ham. Så det almindelige menneske Bruce, kunne ikke nå at høre alle de bønner, som bare hans nabolag, havde til Gud.
Vi har store forventninger til Gud. Han skal holde til meget, og vi forventer at han er klar til at lytte, når vi er klar til at tale. Han skal stå klar, når vi er klar.
Men Gud er mere end det. For Gud står ikke bare og venter på, at vi kommer til ham – han kommer også til os, og måske særligt, når vi mindst venter det. Midt i hverdagen, midt i livet. Ja, Gud kommer også til dem, der slet ikke søger ham. Som kvinden ved brønden, vi hører om i dagens evangelium. Hun var i gang med livet og hverdagen – ja, hun var faktisk i gang med at slippe for andre mennesker. For hun er på vej ud til brøden midt på dagen, hvor temperaturen er højst, og hvor ingen andre tager ud til brønden. Men hun vælger dette tidspunkt – vælger at være alene – for at undgå at blive konfronteret med andre og deres sladder.
Og der er nok at sladre om, når det kommer til denne kvinde. Hun lever et liv, som andre ikke forstår, og som falder uden for normen, og derfor kan vi kun forestille os, at hun er blevet udsat for voksenmobning. Folk har sladret og været forargede over hende. Peget fingre ad hende.
Hun søgte ikke Gud – hun søgte derimod at slippe for andres blikke. Men der sidder Jesus så – lige ved hendes mål for turen.
Han er jøde og hun er samaritaner, og de er fjender. Jøderne og samaritanerne undgår hinanden, og ser hinanden som urene.
Situationen er ikke god for kvinden. Hun er socialt udstødt og møder tilmed en fjende.
Men det er jo ikke en fjende, hun møder – det er Jesus. Det bemærkelsesværdige er, at Jesus gør og siger noget andet end det, som man måske kunne forvente. Det sker også her, for han beder hende bare om noget vand. Noget så simpelt som vand.
Eller han beder hende jo faktisk om en tjeneste, og dermed gør han noget særligt. Han behandler hende ligeværdigt, fordi han har brug for hende og hendes hjælp. Måske det er derfor hun bliver modig, og spørger om det virkelig kan passe, at han som jøde, vil modtage vand af hende som samaritansk kvinde.
Og da åbenbarer Jesus sig – da fortæller han hende, hvem han egentligt er. At han ikke bare er en fremmed, men den som alle venter på: ham der vil komme med levende vand til alle.
Det vand vil slukke tørsten – en anden større tørst: en længsel i livet, en uro i tilværelsen og en frygt for fremtiden. Vil slukke alt det, der spærrer os vejen til livet og hinanden, og give os vand nok til at vandre ad den vej, der fører til Gud.
Midt i en helt almindelig dagligdag. Det kunne have været en onsdag omkring middag. Bare sådan – der kommer Jesus og giver hende det levende vand. Midt i det hele – midt i almindeligheden – midt i hverdagen – midt i de gøremål, man har – lige der, mellem ud og hjem. Ved Sykars brønd får hun at vide, at Jesus er sendt af Gud, og at Gud fra dette NU skal tilbedes alle steder. Også der ved brønden.
Gud er ikke bare et sted, og ikke bare engang; men Gud er lige nu. Hvor vi er. Som vi er.
”Det er mig, den der taler til dig” siger Jesus til hende som det sidste vi hører. Han bekræfter hende i, at han er messias; det betyder frelseren.
Men når Jesus siger dette til kvinden ved brøden, så siger han det også til os. ”Det er mig, den der taler til dig”, som i at han også taler til os nu. Han venter ikke til senere, lader ikke alt muligt andet komme i vejen, eller glemmer os. Han taler til os nu, også i dette øjeblik.
Som en hvisken i vores indre. Det er mig, der taler til dig, som jeg talte til dig ved din dåb.
Mange af jer har nok hørt mig tale om Jesu dåb mange gange ifm. dåb her i kirken. Hvordan himlen åbnede sig, da Jesus blev døbt, og en due steg ned, og der lød en røst fra himlen: Det er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag.
Og hvordan vi kan forestille, at himlen også åbner sig ved hver eneste dåb lige siden, og at der igen lyder en røst, men nu som en stille hvisken i barnets øre: du er mit elskede barn.
Vi er talt til i dåben – og kaldt på. Kaldt ud i livet med Guds ord endnu klingende i øret: du er elsket.
Ligesom kvinden stod ved brøden, står vi ved døbefonten. Og font betyder da også kilden. Vi står ved brønde rundt om i verden, og bliver døbt med livets vand i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Vi får livets vand. Lige her i kirken – på et øjeblik bliver dette nu gældende og vedkommende. Bevidstgjorte om vigtigheden i hvert nu, der kommer til os.
Livets vand skal ikke engang drikkes, men risles over os i tre, små håndfulde vand.
Og fra da er kilden altid i os – og med os, sammen med Guds ord: du er elsket – det er mig, den der taler til dig.
Det er i hverdagen livet lives – det er i hverdagen, at Gud kommer til os. Vi stadfæster det ved en begivenhed her i kirken, som også er en fest for familien, nemlig dåben. Men dåben er også vores eget personlige møde med Jesus, der sidder på kanten af brøden, klar til at give os af sit levende vand.
Og den dåb bærer vi med os livet igennem, og kan komme tilbage til livet igennem. Huske os selv på, at vi ikke skal jage Gud, men at han allerede sidder klar. Også de dage, hvor vi glemmer ham og os selv.
Selv de dage hvor vi skammer os, og undgår andres blikke, møder han os. Selv den dag, hvor vi har lidt et nederlag tilbyder han os det levende vand.
Vi er talt til, og kaldt på. Vi er elskede og mødt.
Vi har fået del i det levende vand.
Amen
Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-helligtrekonger-fra-anden-raekke
mandag den 3. januar 2022
Helligtrekongers søndag 2022
Det er endnu kun den anden solopgang i året 2022, vi oplever. Året er nyt og sprødt, og ved vi ikke, hvad der vil ske for os hver især i det kommende år. Det giver os rum til at fylde året med forventninger, ønsker og drømme.
Og det handler på sin vis også om drømme i dag. Om at ville noget, og forsøge at nå det. Men også om, at vejen ofte viser sig at være helt anderledes, end man regnede med fra begyndelsen.
Det er i dag Helligtrekonger søndag, og I skal nu høre om en af de vise mænd. Ham som ingen skrev om i Bibelen, da han kom for sent. I skal høre om den 4. vismand:
”Vismanden Artaban boede i det fjerne Persien - ti dagsrejser nord for hovedstaden Babylon. Artaban havde forstand på stjerner og var god ven med tre stjernetydere nede i Babylon. Sammen havde de fundet ud af, at når en ny stjerne stod funklende klar i vest, så ville i det fjerne land Judæa med hovedstaden Jerusalem en konge skulle fødes, som var større end alle andre konger.
Og skulle stjernen dukke op på himlen havde vennerne aftalt, at de ville vente på ham netop i ti dage, så de sammen kunne drage den lange vej gennem ørkenen til Jerusalem for at tilbede den nye konge.
Artaban forberedte sig på, at stjernen skulle dukke op. Han havde solgt alt, hvad han ejede og købt tre ædelstene, en rød rubin, en blå safir og en funklende diamant. Dem ville han give den nyfødte konge.
Så en aften så han stjernen tydeligt på himlen, og han begav sig straks af sted ned mod Babylon, hvor han skulle møde sine kolleger, de andre stjernetydere og vismænd.
Midt på den tiende dag var der stadig et godt stykke vej. Det kunne stadig nås inden mørkets frembrud, men der var ingen tid at spilde.
Da hørte Artaban en stønnen i vejkanten. En gammel mand lå forslået og frarøvet alt, selv det meste af det tøj, som skulle beskytte ham mod den brændende sol om dagen og den isnende kulde om natten.
Artaban blev irriteret: sådan en tilfældig gammel mand skulle ikke hindre ham i at nå frem. Men hans medlidenhed fik overtaget. Han vendte hesten, sprang af og trak den gamle ind i ly for den brændende sol og gav ham noget at drikke. Den gamle var meget svag, men efterhånden hjalp Artabans pleje, så han kunne klare sig selv. Men da var mørket faldet på, og Artaban måtte vente til næste morgen med at ride videre.
Så snart solens stråler fra øst farvede bjergtoppene mod vest, kastede Artaban sig op på hesten og red i et vild ridt mod Babylon. Men for sent: vennernes karavane var draget af sted ud i den øde ørken tidligt om morgenen.
Artaban tog da den ene af sine ædelstene, sin rubin, og solgte den, så han fik råd til at udruste sin egen karavane og komme af sted.
Rejsen mod vest gennem ørkenen var lang og besværlig, men en dag nåede Artaban frem til en lille by Betlehem uden for Jerusalem. Han havde fået at vide, at der var en fremmed karavane med fornemme folk draget hen. Men her var vennerne ikke. Der var ikke spor af dem.
Og underligt nok var der heller ingen mennesker i byens gader. Det var, som om en uhyggelig fare gemte sig et sted. Artaban bankede på en tilfældig dør; da ingen svarede, gik han ind. En kvinde sad og knugede sit lille barn til sig. ”De kommer” hviskede hun. ”De kommer, romerne, de slår ihjel”.
I det samme hørte de trampen i gaderne, larmende rustninger, og så frygtelige skrig. Kvinden prøvede at gemme sig og sit barn. Døren blev revet op, og en romersk soldat stod i døren. Artaban stillede sig op foran ham. ”Jeg er alene her”, sagde han, og fortsatte: ”Og jeg stod netop og ventede på en soldat, som jeg kunne forære denne fine safir til, hvis du vil lade mig være i fred”.
Soldaten troede ikke på Artaban, men han tog alligevel safiren, og råbte til de andre soldater: ”Her er ikke nogen”. Og så gik han sin vej.
Kvinden græd af lykke og sagde: ”Gud velsigne dig for, hvad du har gjort!” Men Artaban bad i sit indre Gud tilgive ham, at han nu havde ødslet den anden af sine gaver bort.
Kvinden kunne fortælle, at der for nylig var født et barn i byen af nogle tilrejsende fra Nazareth, og at sære østerlændinge – ”Ja, undskyld”, sagde hun, for Artaban var jo selv sådan en – nogle østerlændinge havde besøgt barnet. Og snart efter var barnet og dets forældre var rejst ud af byen og vist nok draget til Ægypten.
Artaban tog nu af sted med sin sidste ædelsten gemt allerinderst inde på kroppen. Først kom han til Ægypten, men han fandt ikke barnet. Så rejste han rundt i mange egne og lande. Hans gode hjerte løb af med ham mange gange, og til sidst var han en fattig mand: kameler, folk, karavaneudstyr, alt var væk. Men diamanten havde han stadig.
30 år var der gået, og han nærmede sig Jerusalem. Det var ved påsketid. I byen var der en sær stemning. Der var soldater alle vegne. Folk fik ikke lov til at stå og tale sammen bare et øjeblik. Artaban fik spurgt en, hvad der var på færde. Manden svarede ham med en hvisken: ”Tre oprørere bliver korsfæstet i dag. Nogle kalder den ene Jesus fra Nazareth, Guds søn og jødernes konge”. Mere fik han ikke at vide, før en soldat vinkede dem videre.
Nu blev Artaban bange. Var han kommet for sent? Var det ham, han havde ledt efter alle disse år?
Hvor foregik henrettelsen? Han måtte af sted. Måske var det meningen med de mange års forsinkelse: Han skulle med sin diamant løskøbe kongen. Han havde allerede hånden inde ved diamanten.
I det samme kom tre soldater slæbende med en ung pige. Hun skulle sælges som slave. Lige da de kom forbi, rev hun sig løs og kastede sig ned og hagede sig fast i Artabans klæder: ”Frels mig!”, råbte hun.
Det rev og sled i Artabans indre. To gange var hans gave gået til mennesker - og nu? Han kunne ikke lade være: Han trykkede diamanten ind i hendes hånd: ”Her er din løsesum”.
I det samme blev alt buldermørkt. Byen blev rystet af et voldsomt jordskælv. En sten ramte Artabans tinding og han faldt om. Pigen bøjede sig over ham. Han så hendes ansigt, men bag hendes så han et andet: Kongens ansigt. Han var sikker.
”Tak, Artaban, for dine gaver”, sagde en stemme. ”Du klædte mig da jeg var nøgen, trøstede mig, da jeg sørgede, beskyttede mig, når jeg var svag, købte mig fri, da jeg var bundet”.
”Hvornår har jeg givet dig gaver?”, fremstammede Artaban. ”Jeg nåede det jo aldrig.”
”Du klædte mig, da du klædte den gamle, overfaldne mand i ørkenen. Du beskyttede mig, da du beskyttede en kvindes barn i Betlehem. Du købte mig fri, da du købte en kvinde fri fra slaveri. Alt, hvad du har givet mennesker, har du givet mig”.
Et lysskær gik over den gamle Artabans ansigt. Hans rejse var forbi. Han havde fundet kongen og givet ham hans gave.” (inspireret af Henry van Dyke)
Sådan lyder fortællingen. Arteban kom for sent til stalden, og alligevel kom han lige til tiden til det liv, der kaldte på ham. Han var der, når folk havde brug for ham. Han brugte af de gaver, som han havde tænkt, at Jesusbarnet skulle have; men som lige der i situationen var bedre brugt på de mennesker, han mødte. Og som på sin vis alligevel blev brugt på Jesus. For gennem dem, han viste kærlighed – næstekærlighed – mødte han også Jesus.
Livet går sjældent som vi planlægger det, og de gange det går lige som vi har tænkt det, kan det ligefrem ske, at man bliver lidt forundret over det.
Og alligevel så kan livet vise sig at være meningsfyldt, også når det slet ikke går som beregnet. For der er også liv på de stier og veje, som vi ikke altid selv vælger.
Jeg havde engang en underviser på pastoralseminariet, der lidt i sjov siger, at vi mennesker altid har et valg – om ikke kan vi vælge at lægge os i fosterstilling i sengen.
Det var selvfølgelig provokerende sagt og ment, for nogle gange kan det forekomme, at vi ikke har valg. Der er noget i livet, vi ikke har hverken magt eller kontrol over. Vi har alle noget, der er vores livsvilkår. Noget som blev noget andet end vi drømte – noget der måske er en byrde vi skal bære.
Men jeg tror alligevel, at vi kan gøre noget – eller at vi kan være noget, for at være mere præcis. Være noget for nogen.
Arteban havde kun den nye konge for øje – det var det, han drømte om. Og han mødte ham aldrig. Men blev hans liv mindre værd, fordi han ikke mødte ham? Nej, vil vi mene, for der er så meget andet i livet, der kom til ham. Der var andre mennesker, han mødte, som viste sig at have brug for ham. Ja, han var vigtigt for andre mennesker på andre steder, end han selv havde forestillet sig. Det kan vi lære af.
Og det kan vi gå ind i det nye år med: at vi også er kaldet på af livet; og at der er brug for os. 2022 bliver sikkert ikke, som vi regnede med, men det bliver så noget andet. Der er mennesker langs vores livsvej, som vi skal se i øjnene, smile til og være noget for.
Lad os gå vejen – og holde øjnene åbne for hinanden.
Og så vil vi til sidst indse, at vi hele livet igennem har været helt tæt på Gud.
Amen
Kirkebøn:
Livets Gud – du går med os på veje, som andre ikke altid kan følge os. Du går med os på veje, som vi selv ikke forstår. Du går med os, når vi farer vild og når vi er tøvende.
Men altid er du med os – og vi møder dit blik gennem vores medmennesker. Når vi deler kærligheden med hinanden, når vi rækker hinanden hånd, da mærker vi din kærlighed.
Vær med alle på deres livs vandring. Vær med alle der er bange for livet eller bange for næste skridt. Vær med alle der frygter for 2022 og alle der glæder sig. Vær med alle der er store og alle der er små. Vær med alle der er syge, og dem der bliver det i det kommende år. Vær med alle der skal dø og alle der skal miste. Vær med alle der har magt og alle der er magtsyge.
Vi beder dig Gud – helbred din ødelagte verden, og hel vores knuste hjerter. Vær med os.
Lad os være stille sammen
Hør vore bønner. Amen
Og det handler på sin vis også om drømme i dag. Om at ville noget, og forsøge at nå det. Men også om, at vejen ofte viser sig at være helt anderledes, end man regnede med fra begyndelsen.
Det er i dag Helligtrekonger søndag, og I skal nu høre om en af de vise mænd. Ham som ingen skrev om i Bibelen, da han kom for sent. I skal høre om den 4. vismand:
”Vismanden Artaban boede i det fjerne Persien - ti dagsrejser nord for hovedstaden Babylon. Artaban havde forstand på stjerner og var god ven med tre stjernetydere nede i Babylon. Sammen havde de fundet ud af, at når en ny stjerne stod funklende klar i vest, så ville i det fjerne land Judæa med hovedstaden Jerusalem en konge skulle fødes, som var større end alle andre konger.
Og skulle stjernen dukke op på himlen havde vennerne aftalt, at de ville vente på ham netop i ti dage, så de sammen kunne drage den lange vej gennem ørkenen til Jerusalem for at tilbede den nye konge.
Artaban forberedte sig på, at stjernen skulle dukke op. Han havde solgt alt, hvad han ejede og købt tre ædelstene, en rød rubin, en blå safir og en funklende diamant. Dem ville han give den nyfødte konge.
Så en aften så han stjernen tydeligt på himlen, og han begav sig straks af sted ned mod Babylon, hvor han skulle møde sine kolleger, de andre stjernetydere og vismænd.
Midt på den tiende dag var der stadig et godt stykke vej. Det kunne stadig nås inden mørkets frembrud, men der var ingen tid at spilde.
Da hørte Artaban en stønnen i vejkanten. En gammel mand lå forslået og frarøvet alt, selv det meste af det tøj, som skulle beskytte ham mod den brændende sol om dagen og den isnende kulde om natten.
Artaban blev irriteret: sådan en tilfældig gammel mand skulle ikke hindre ham i at nå frem. Men hans medlidenhed fik overtaget. Han vendte hesten, sprang af og trak den gamle ind i ly for den brændende sol og gav ham noget at drikke. Den gamle var meget svag, men efterhånden hjalp Artabans pleje, så han kunne klare sig selv. Men da var mørket faldet på, og Artaban måtte vente til næste morgen med at ride videre.
Så snart solens stråler fra øst farvede bjergtoppene mod vest, kastede Artaban sig op på hesten og red i et vild ridt mod Babylon. Men for sent: vennernes karavane var draget af sted ud i den øde ørken tidligt om morgenen.
Artaban tog da den ene af sine ædelstene, sin rubin, og solgte den, så han fik råd til at udruste sin egen karavane og komme af sted.
Rejsen mod vest gennem ørkenen var lang og besværlig, men en dag nåede Artaban frem til en lille by Betlehem uden for Jerusalem. Han havde fået at vide, at der var en fremmed karavane med fornemme folk draget hen. Men her var vennerne ikke. Der var ikke spor af dem.
Og underligt nok var der heller ingen mennesker i byens gader. Det var, som om en uhyggelig fare gemte sig et sted. Artaban bankede på en tilfældig dør; da ingen svarede, gik han ind. En kvinde sad og knugede sit lille barn til sig. ”De kommer” hviskede hun. ”De kommer, romerne, de slår ihjel”.
I det samme hørte de trampen i gaderne, larmende rustninger, og så frygtelige skrig. Kvinden prøvede at gemme sig og sit barn. Døren blev revet op, og en romersk soldat stod i døren. Artaban stillede sig op foran ham. ”Jeg er alene her”, sagde han, og fortsatte: ”Og jeg stod netop og ventede på en soldat, som jeg kunne forære denne fine safir til, hvis du vil lade mig være i fred”.
Soldaten troede ikke på Artaban, men han tog alligevel safiren, og råbte til de andre soldater: ”Her er ikke nogen”. Og så gik han sin vej.
Kvinden græd af lykke og sagde: ”Gud velsigne dig for, hvad du har gjort!” Men Artaban bad i sit indre Gud tilgive ham, at han nu havde ødslet den anden af sine gaver bort.
Kvinden kunne fortælle, at der for nylig var født et barn i byen af nogle tilrejsende fra Nazareth, og at sære østerlændinge – ”Ja, undskyld”, sagde hun, for Artaban var jo selv sådan en – nogle østerlændinge havde besøgt barnet. Og snart efter var barnet og dets forældre var rejst ud af byen og vist nok draget til Ægypten.
Artaban tog nu af sted med sin sidste ædelsten gemt allerinderst inde på kroppen. Først kom han til Ægypten, men han fandt ikke barnet. Så rejste han rundt i mange egne og lande. Hans gode hjerte løb af med ham mange gange, og til sidst var han en fattig mand: kameler, folk, karavaneudstyr, alt var væk. Men diamanten havde han stadig.
30 år var der gået, og han nærmede sig Jerusalem. Det var ved påsketid. I byen var der en sær stemning. Der var soldater alle vegne. Folk fik ikke lov til at stå og tale sammen bare et øjeblik. Artaban fik spurgt en, hvad der var på færde. Manden svarede ham med en hvisken: ”Tre oprørere bliver korsfæstet i dag. Nogle kalder den ene Jesus fra Nazareth, Guds søn og jødernes konge”. Mere fik han ikke at vide, før en soldat vinkede dem videre.
Nu blev Artaban bange. Var han kommet for sent? Var det ham, han havde ledt efter alle disse år?
Hvor foregik henrettelsen? Han måtte af sted. Måske var det meningen med de mange års forsinkelse: Han skulle med sin diamant løskøbe kongen. Han havde allerede hånden inde ved diamanten.
I det samme kom tre soldater slæbende med en ung pige. Hun skulle sælges som slave. Lige da de kom forbi, rev hun sig løs og kastede sig ned og hagede sig fast i Artabans klæder: ”Frels mig!”, råbte hun.
Det rev og sled i Artabans indre. To gange var hans gave gået til mennesker - og nu? Han kunne ikke lade være: Han trykkede diamanten ind i hendes hånd: ”Her er din løsesum”.
I det samme blev alt buldermørkt. Byen blev rystet af et voldsomt jordskælv. En sten ramte Artabans tinding og han faldt om. Pigen bøjede sig over ham. Han så hendes ansigt, men bag hendes så han et andet: Kongens ansigt. Han var sikker.
”Tak, Artaban, for dine gaver”, sagde en stemme. ”Du klædte mig da jeg var nøgen, trøstede mig, da jeg sørgede, beskyttede mig, når jeg var svag, købte mig fri, da jeg var bundet”.
”Hvornår har jeg givet dig gaver?”, fremstammede Artaban. ”Jeg nåede det jo aldrig.”
”Du klædte mig, da du klædte den gamle, overfaldne mand i ørkenen. Du beskyttede mig, da du beskyttede en kvindes barn i Betlehem. Du købte mig fri, da du købte en kvinde fri fra slaveri. Alt, hvad du har givet mennesker, har du givet mig”.
Et lysskær gik over den gamle Artabans ansigt. Hans rejse var forbi. Han havde fundet kongen og givet ham hans gave.” (inspireret af Henry van Dyke)
Sådan lyder fortællingen. Arteban kom for sent til stalden, og alligevel kom han lige til tiden til det liv, der kaldte på ham. Han var der, når folk havde brug for ham. Han brugte af de gaver, som han havde tænkt, at Jesusbarnet skulle have; men som lige der i situationen var bedre brugt på de mennesker, han mødte. Og som på sin vis alligevel blev brugt på Jesus. For gennem dem, han viste kærlighed – næstekærlighed – mødte han også Jesus.
Livet går sjældent som vi planlægger det, og de gange det går lige som vi har tænkt det, kan det ligefrem ske, at man bliver lidt forundret over det.
Og alligevel så kan livet vise sig at være meningsfyldt, også når det slet ikke går som beregnet. For der er også liv på de stier og veje, som vi ikke altid selv vælger.
Jeg havde engang en underviser på pastoralseminariet, der lidt i sjov siger, at vi mennesker altid har et valg – om ikke kan vi vælge at lægge os i fosterstilling i sengen.
Det var selvfølgelig provokerende sagt og ment, for nogle gange kan det forekomme, at vi ikke har valg. Der er noget i livet, vi ikke har hverken magt eller kontrol over. Vi har alle noget, der er vores livsvilkår. Noget som blev noget andet end vi drømte – noget der måske er en byrde vi skal bære.
Men jeg tror alligevel, at vi kan gøre noget – eller at vi kan være noget, for at være mere præcis. Være noget for nogen.
Arteban havde kun den nye konge for øje – det var det, han drømte om. Og han mødte ham aldrig. Men blev hans liv mindre værd, fordi han ikke mødte ham? Nej, vil vi mene, for der er så meget andet i livet, der kom til ham. Der var andre mennesker, han mødte, som viste sig at have brug for ham. Ja, han var vigtigt for andre mennesker på andre steder, end han selv havde forestillet sig. Det kan vi lære af.
Og det kan vi gå ind i det nye år med: at vi også er kaldet på af livet; og at der er brug for os. 2022 bliver sikkert ikke, som vi regnede med, men det bliver så noget andet. Der er mennesker langs vores livsvej, som vi skal se i øjnene, smile til og være noget for.
Lad os gå vejen – og holde øjnene åbne for hinanden.
Og så vil vi til sidst indse, at vi hele livet igennem har været helt tæt på Gud.
Amen
Kirkebøn:
Livets Gud – du går med os på veje, som andre ikke altid kan følge os. Du går med os på veje, som vi selv ikke forstår. Du går med os, når vi farer vild og når vi er tøvende.
Men altid er du med os – og vi møder dit blik gennem vores medmennesker. Når vi deler kærligheden med hinanden, når vi rækker hinanden hånd, da mærker vi din kærlighed.
Vær med alle på deres livs vandring. Vær med alle der er bange for livet eller bange for næste skridt. Vær med alle der frygter for 2022 og alle der glæder sig. Vær med alle der er store og alle der er små. Vær med alle der er syge, og dem der bliver det i det kommende år. Vær med alle der skal dø og alle der skal miste. Vær med alle der har magt og alle der er magtsyge.
Vi beder dig Gud – helbred din ødelagte verden, og hel vores knuste hjerter. Vær med os.
Lad os være stille sammen
Hør vore bønner. Amen
tirsdag den 28. december 2021
Nytåraften 2021
I dag på årets sidste dag bliver den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu begravet. Han døde 2. juledag – 90 år gammel.
Desmond Tutu arbejdede livet igennem for forsoning i Sydafrika efter apartheid, og så var hans teologi gennemsyret af kærlighed, tolerance og sameksistens.
Hele den kirkelige verden har i den seneste uge hyldet Desmond Tutu for den han var, det han gav og den udvikling, han skubbede til.
Den Gud Desmond Tutu talte om, var en Gud, der så mennesker – ikke køn. Der så individer – ikke hudfarve. En Gud, der ikke dømmer folk pga. deres seksualitet, og en Gud der kan holde alle ud - også dem, der ikke kan holde sig selv ud.
Desmond Tutu brugte et begreb, der hed UBUNTU. Det stammer fra Zulu, og betyder menneskelighed. Men det kan også oversættes med: ”jeg er, fordi vi er” eller ”et menneske er et menneske gennem andre mennesker”. Desmond Tutu udviklede begrebet ind i en kristen sammenhæng, hvor det fik en ny og mere universel betydning. Ubuntu gælder alle mennesker over hele kloden, og vi er bundet sammen i et kæmpestort net. Ingen står udenfor nettet – vi er alle en del af det.
I en tid hvor vi holder afstand, og undgår store menneskemængder, har vi i den grad brug for at blive mindet om fællesskabet. Mindet om, at det er fordi, vi væver vores liv sammen med andre, at vi er til.
Man siger, at alle i verden er forbundet i 6. led. Dvs. at leder man efter en vens vens vens osv. – ud i 6. led – så vil alle mennesker være forbundet med hinanden.
Større er jorden ikke – flere er vi ikke – end vi er sammen her på jorden, og kender hinanden, om ikke andet så ude i 6. led.
Men vi er ikke ens, alle os mennesker. Vi har samme værdighed – heldigvis, men vi er forskellige. Ligesom en krop har forskellige lemmer, men alle er nødvendige. Vi kan ikke se vores hjerter eller lever; men uden dem kan vi ikke leve. Vi tænker ikke over, at vi trækker vejret, men uden vores lunger kan vi ikke få vejret. Vi tænker ikke over, at vi rejser os og går – men uden ben står vi stille. Vores krop er sammensat af forskellige lemmer, der tilsammen udgør en krop. På sammen måde er menneskeheden forskellige, men vi kan ikke undvære en eneste. Forskellighed er nødvendig og en gave. Der er brug for alle – og ingen er mere værdifuld end andre. Deri ligger der en værdighed.
Der er sidst på året talt meget om værdighed i medierne. Hvornår er man værdig, har spørgsmålet lydt? I FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder fra 1948, står der: "Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder".
Man kan tale om to slags værdi. Der er den iboende værdighed, vi alene har, fordi vi er til i verden: fordi vi er blevet født ind i dette liv, og dermed er en del af menneskeheden. I kristen tankegang vil vi sige, at vi er lige, fordi vi alle har gudbilleligheden. Vi er alle født med noget i os, der ligner Gud – en refleks til at spejle kærligheden og et kompas til at guide os gennem livet.
Men man kan også tale om værdighed mellem mennesker – som det, vi giver hinanden, når vi udviser hinanden respekt. Værdighed er både at modtage og give – at man som individ giver til dem, der har brug for det; men faktisk også, at man tager i mod. At man tillader andre at være næstekærlige. Det er lige så næstekærligt at kunne modtage, som det er at give til andre. For selv det menneske, der er til besvær, er et værdigt menneske. Selv det menneske, der bare ligger og intet kan, kan stadigvæk tilbyde noget. Det handler om de øjne, der ser. Hvordan ser vi på hinanden?
Ubuntu. Jeg er, fordi vi er. Det er i mellemrummet mellem mennesker, at håbet fødes og kærligheden trives. Der sker noget mellem mennesker, når vi mødes, og med ærlig nysgerrighed – ikke nyfigenhed – men med den nysgerrighed, der kalder den bedste udgave af os frem i lyset.
VI rummer muligheder – det er kristendommens påstand. Alle mennesker rummer muligheder. Der findes ikke et menneske, der ikke har noget at give – som ikke kan berige mellemrummet mellem mennesker. Vi skal bare nogle gange lede lidt, og lede sammen. Men bare det at blive mødt med åbenhed fra et andet menneske, uden dom og uden fordomme, kan gøre en forskel. Det afhænger af øjnene, der ser.
Og i en tid, hvor det kun er øjnene, vi ser hos hinanden, fordi vores mundbind dækker vores ansigt, har vi i endnu højere grad brug for milde blikke. Vi kan jo så nemt gennem os bag mundbindet, og gå lige forbi folk vi egentlig kender. Så øjenkontakten er vigtigt – vi skal ses.
Værdighed er noget, vi giver til hinanden, og det begynder med et blik.
I kristendommen kan vi godt tale om, hvordan Jesu eget blik mon var. Vi har alle måske en forestilling om, hvordan det vil være, hvis Jesus så på en. Charlotte Rørth der mødte Jesus i et syn, skriver sådan om at møde Jesus:
"Han er stoppet op i sin gang og står stille og venter på mig. Jeg kan mærke, at han ser på mig, men venter lidt med at se ham i øjnene. Jeg betragter langsomt hans ansigt. Det er klassisk smukt, som en græsk gud, og det rødlige hår er en harmonisk forlængelse af hudens solbrændthed. Da jeg vover at møde hans blik, ser jeg ind i øjne, der er grønne og grå med en snert af blåt og fyldt med venlighed (...)
- Velkommen, godt at se dig.
Han siger det, uden at jeg forstår det, men min bevidsthed fatter det med det samme. Han kender mig. Han kender hvert et gram, hvert et sekund, kan se igennem alt, kan lide mig alligevel, trods alle mine løgne, små og store, min surhed og smålighed (...)" (uddrag fra "Jeg mødte Jesus" af Charlotte Rørth)
Sådan må det være at være set af Jesus – han ser det hele, og elsker alligevel. Elsker med en selvfølgelighed, og ikke kun på trods.
Jesus giver os værdighed gennem sit blik. Gennem sin væren, og selvom vi ikke ser ham, så møder vi ham i vores liv. Han er til tider usynligt til stede, men det kan hænde at vi i vores næsten blik, får et glimt af Jesu blik på os. Han ser os - også når vi ikke kan få øje på os selv. Han ser os og siger til hver eneste af os: godt at se dig. Vi er ikke alene.
Vi holder afstand, men vi er ikke alene. Heller ikke nu efter næsten to år med en pandemi. Vi er stadigvæk i et stort universelt fællesskab. Vi er stadigvæk mennesker sammen - og Jesus er stadigvæk en del af vores fællesskab.
I morgen går vi ind i et nyt år – 2022 - et helt år fyldt med solopgange. De fleste håber, at coronaen vil forsvinde – det må være første gang i langt tid, at verden har haft et fælles nytårsønske.
Det ønske – den bøn – vil vi lægge, i hænderne på Gud.
Vi ved ikke, hvad året vil bringe – heldigvis. Men hvad det end bringer, har vi Jesu blik med os.
Jesus gav os engang fadervor. En bøn, der i al sin enkelhed favner verdens kompleksitet. En bøn der binder mennesker over hele verden sammen, og som bedes på mange sprog. Den vil vi bede om lidt, sammen.
Vi er forbundet.
Må 2022 bringe os fred og kærlighed. Må vi møde hinanden med værdige blikke.
Amen
Dagens tekst:
https://www.bibelselskabet.dk/nytaarsdag-fra-anden-raekke
Desmond Tutu arbejdede livet igennem for forsoning i Sydafrika efter apartheid, og så var hans teologi gennemsyret af kærlighed, tolerance og sameksistens.
Hele den kirkelige verden har i den seneste uge hyldet Desmond Tutu for den han var, det han gav og den udvikling, han skubbede til.
Den Gud Desmond Tutu talte om, var en Gud, der så mennesker – ikke køn. Der så individer – ikke hudfarve. En Gud, der ikke dømmer folk pga. deres seksualitet, og en Gud der kan holde alle ud - også dem, der ikke kan holde sig selv ud.
Desmond Tutu brugte et begreb, der hed UBUNTU. Det stammer fra Zulu, og betyder menneskelighed. Men det kan også oversættes med: ”jeg er, fordi vi er” eller ”et menneske er et menneske gennem andre mennesker”. Desmond Tutu udviklede begrebet ind i en kristen sammenhæng, hvor det fik en ny og mere universel betydning. Ubuntu gælder alle mennesker over hele kloden, og vi er bundet sammen i et kæmpestort net. Ingen står udenfor nettet – vi er alle en del af det.
I en tid hvor vi holder afstand, og undgår store menneskemængder, har vi i den grad brug for at blive mindet om fællesskabet. Mindet om, at det er fordi, vi væver vores liv sammen med andre, at vi er til.
Man siger, at alle i verden er forbundet i 6. led. Dvs. at leder man efter en vens vens vens osv. – ud i 6. led – så vil alle mennesker være forbundet med hinanden.
Større er jorden ikke – flere er vi ikke – end vi er sammen her på jorden, og kender hinanden, om ikke andet så ude i 6. led.
Men vi er ikke ens, alle os mennesker. Vi har samme værdighed – heldigvis, men vi er forskellige. Ligesom en krop har forskellige lemmer, men alle er nødvendige. Vi kan ikke se vores hjerter eller lever; men uden dem kan vi ikke leve. Vi tænker ikke over, at vi trækker vejret, men uden vores lunger kan vi ikke få vejret. Vi tænker ikke over, at vi rejser os og går – men uden ben står vi stille. Vores krop er sammensat af forskellige lemmer, der tilsammen udgør en krop. På sammen måde er menneskeheden forskellige, men vi kan ikke undvære en eneste. Forskellighed er nødvendig og en gave. Der er brug for alle – og ingen er mere værdifuld end andre. Deri ligger der en værdighed.
Der er sidst på året talt meget om værdighed i medierne. Hvornår er man værdig, har spørgsmålet lydt? I FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder fra 1948, står der: "Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder".
Man kan tale om to slags værdi. Der er den iboende værdighed, vi alene har, fordi vi er til i verden: fordi vi er blevet født ind i dette liv, og dermed er en del af menneskeheden. I kristen tankegang vil vi sige, at vi er lige, fordi vi alle har gudbilleligheden. Vi er alle født med noget i os, der ligner Gud – en refleks til at spejle kærligheden og et kompas til at guide os gennem livet.
Men man kan også tale om værdighed mellem mennesker – som det, vi giver hinanden, når vi udviser hinanden respekt. Værdighed er både at modtage og give – at man som individ giver til dem, der har brug for det; men faktisk også, at man tager i mod. At man tillader andre at være næstekærlige. Det er lige så næstekærligt at kunne modtage, som det er at give til andre. For selv det menneske, der er til besvær, er et værdigt menneske. Selv det menneske, der bare ligger og intet kan, kan stadigvæk tilbyde noget. Det handler om de øjne, der ser. Hvordan ser vi på hinanden?
Ubuntu. Jeg er, fordi vi er. Det er i mellemrummet mellem mennesker, at håbet fødes og kærligheden trives. Der sker noget mellem mennesker, når vi mødes, og med ærlig nysgerrighed – ikke nyfigenhed – men med den nysgerrighed, der kalder den bedste udgave af os frem i lyset.
VI rummer muligheder – det er kristendommens påstand. Alle mennesker rummer muligheder. Der findes ikke et menneske, der ikke har noget at give – som ikke kan berige mellemrummet mellem mennesker. Vi skal bare nogle gange lede lidt, og lede sammen. Men bare det at blive mødt med åbenhed fra et andet menneske, uden dom og uden fordomme, kan gøre en forskel. Det afhænger af øjnene, der ser.
Og i en tid, hvor det kun er øjnene, vi ser hos hinanden, fordi vores mundbind dækker vores ansigt, har vi i endnu højere grad brug for milde blikke. Vi kan jo så nemt gennem os bag mundbindet, og gå lige forbi folk vi egentlig kender. Så øjenkontakten er vigtigt – vi skal ses.
Værdighed er noget, vi giver til hinanden, og det begynder med et blik.
I kristendommen kan vi godt tale om, hvordan Jesu eget blik mon var. Vi har alle måske en forestilling om, hvordan det vil være, hvis Jesus så på en. Charlotte Rørth der mødte Jesus i et syn, skriver sådan om at møde Jesus:
"Han er stoppet op i sin gang og står stille og venter på mig. Jeg kan mærke, at han ser på mig, men venter lidt med at se ham i øjnene. Jeg betragter langsomt hans ansigt. Det er klassisk smukt, som en græsk gud, og det rødlige hår er en harmonisk forlængelse af hudens solbrændthed. Da jeg vover at møde hans blik, ser jeg ind i øjne, der er grønne og grå med en snert af blåt og fyldt med venlighed (...)
- Velkommen, godt at se dig.
Han siger det, uden at jeg forstår det, men min bevidsthed fatter det med det samme. Han kender mig. Han kender hvert et gram, hvert et sekund, kan se igennem alt, kan lide mig alligevel, trods alle mine løgne, små og store, min surhed og smålighed (...)" (uddrag fra "Jeg mødte Jesus" af Charlotte Rørth)
Sådan må det være at være set af Jesus – han ser det hele, og elsker alligevel. Elsker med en selvfølgelighed, og ikke kun på trods.
Jesus giver os værdighed gennem sit blik. Gennem sin væren, og selvom vi ikke ser ham, så møder vi ham i vores liv. Han er til tider usynligt til stede, men det kan hænde at vi i vores næsten blik, får et glimt af Jesu blik på os. Han ser os - også når vi ikke kan få øje på os selv. Han ser os og siger til hver eneste af os: godt at se dig. Vi er ikke alene.
Vi holder afstand, men vi er ikke alene. Heller ikke nu efter næsten to år med en pandemi. Vi er stadigvæk i et stort universelt fællesskab. Vi er stadigvæk mennesker sammen - og Jesus er stadigvæk en del af vores fællesskab.
I morgen går vi ind i et nyt år – 2022 - et helt år fyldt med solopgange. De fleste håber, at coronaen vil forsvinde – det må være første gang i langt tid, at verden har haft et fælles nytårsønske.
Det ønske – den bøn – vil vi lægge, i hænderne på Gud.
Vi ved ikke, hvad året vil bringe – heldigvis. Men hvad det end bringer, har vi Jesu blik med os.
Jesus gav os engang fadervor. En bøn, der i al sin enkelhed favner verdens kompleksitet. En bøn der binder mennesker over hele verden sammen, og som bedes på mange sprog. Den vil vi bede om lidt, sammen.
Vi er forbundet.
Må 2022 bringe os fred og kærlighed. Må vi møde hinanden med værdige blikke.
Amen
Dagens tekst:
https://www.bibelselskabet.dk/nytaarsdag-fra-anden-raekke
torsdag den 23. december 2021
Juleaften 2021
I morgen på juledag bliver det hidtil største teleskop forhåbentlig sendt ud i rummet. Det er James Web teleskopet, der skal afløse Hubble teleskopet, der siden 1990 har sendt billeder tilbage til jorden af vores univers.
Når man sådan tager billeder af universet, så tager man faktisk billeder af fortiden. Det gør man, fordi lyset rejser med en bestemt hastighed, og inden lyset når teleskopet kan det have rejst millioner af år, og dermed være millioner af år gammelt. Så vi har en unik mulighed for at se tilbage i tiden, så at sige.
Hubble teleskopet zoomede på et tidspunkt ind på en lille del af universet i 11 dage, så den kunne opfange så meget lys som muligt. Det var bare en lille del af himlen, der umiddelbart forekom tomt og mørkt, og som Hubble alligevel zoomede ind på. Da man så billede opdagede man, at der langt ude var ikke mindre end 3000 galakser på det lille billede.
Vores klode er selv i en galakse, som vi kalder for Mælkevejen, og i vores Mælkevej – vores galakse – er der mange, mange solsystemer. Man regner med, at der er mellem 200-600 milliarder sole, altså stjerner, i vores mælkevej alene.
Og nu har man altså ved at zoome ind på en lille del af den store nattehimmel fundet 3000 galakser fyldt med milliarder af solsystemer og planeter.
Og nu bliver der sendt et endnu større og bedre teleskop op, der kan tage billeder af endnu mere, og endnu dybere ind i universet. Der er meget, der kan gå galt, når man skal sende den op, men det kan også gå godt. Og går det godt, kan vi lære endnu mere om den verden, vi lever i.
Det er helt vildt at tænke på. Jeg kan stadigvæk blive lidt svimmel ved tanken om, at vi kan sende noget så kompliceret ud i rummet, og faktisk se tilbage i tiden til dengang universet kun var 100 millioner år gammelt.
Verden er så stor, og man kan som menneske komme til at føle sig meget lille eller meget stor ved tanken. Lille, fordi vi bare er støvfnug, når man sammenligner os på den store skala – og store, fordi vi faktisk er her i livet på denne smukke, blå klode. Og nogle gange føler vi lidt af begge dele.
Men lige meget hvad er det sundt for os en gang imellem at løfte blikket og kigge ud. Der er så meget tummel i livet, restriktioner og frygt, der til dagligt får tag i os, og som på mange måder definerer meget af vores liv. Men vi kan alle kigge på nattehimlen, se ud i universet og undre os. Og måske fyldes med en glæde over, at verden er endnu større og vildere, end vi kan forestille os.
Det er også noget af det, som forskerne glæder sig allermest til ved det nye James Web teleskop, nemlig at lære om det, de slet ikke kan sige selv. De glæder sig til at opdage noget helt nyt – noget der kan få dem til at udbryde WOW (som WOW! signalet)
Det er noget fundamentalt menneskeligt at kunne glæde sig til det, man endnu ikke har opdaget eller oplevet. Som vi glæder os til at juleaften.
Søren Kierkegaard, der var dansk filosof og teolog, talte om, at forventningens glæde altid er den største. Han skulle efter sigende ud fra den devise, have inviteret sin forlovede Regine Olsen i teatret, og lige inden forestillingen gik i gang, så rejst sig, og bundt hende at nu de skulle gå hjem. For nu havde de fået det bedste – nemlig forventningen glæde, og så behøvede de ikke teaterstykket.
Det vil nok ikke gå i aften, hvis vi siger til børnene, at de ikke må få deres pakker, fordi de allerede har fået det bedste.
Men hvordan vi end modtager glæden, så gør den noget ved os. Den gør os en smule højere, og gør verden en smule større. Og så kan glæde faktisk masseres frem i ens liv. Når man øver sig på at takke, så vil glæde flytte lige så stille ind i livet. Og der er noget at takke for – vi kan takke for tag over hovedet, for solopgange og stjerner på himlen. Vi kan takke for mad på bordet, for hinanden, fællessang og oplevelser. Vi kan takke for tilværelsen, der viser sig lige foran os, og som kan åbne vejen til glæden for os.
Og vi siger jo tak – tak for gaverne, tak for hjælpen, tak for et opkald. Vi er på mange måder rigtig gode til at takke, men der sker noget når vi bliver bevidste om at takke for hverdagen også. Glæden flytter ind.
I aften handler det om glæden, der flytter ind i verden – om glæden, der bliver født som et lille barn. Den største glæde af dem alle, er, da Gud en nat bliver født som et lille skrøbeligt menneske – et lille støvfnug – i en stald, så han kunne fortælle os om det største af alt, nemlig kærligheden.
Gud er kærlighed, står der direkte citeret fra Bibelen. Og det er også en glæde, der kan vække taknemmelighed, at vi får lov at dele kærligheden.
Og kærlighed skal deles. Kærlighed er som en plante, der bliver plantet i mellemrummene mellem mennesker, og som slår rødder ind i vores hjerter, mens spiren vokser frem mellem mennesker – og mellem mennesker og Gud.
Det er det, julen handler om – den kærlighedsspire der vokser mellem os og Gud. Den blev plantet ved universets skabelse, og begyndte at blomster julenat, da Gud vælger at blive født som menneske. Gud vælger en fattig kvinde som mor til Jesus. For rigtigt at forstå det, skal vi måske forestille os, at Gud lader Jesus føde i en flygtningelejr eller i et busskur. Selv de vise mænd – de hellige tre konger – der kommer besøg, tager først til kongen, fordi de tror, at de kan finde Jesus der. De kunne ikke forestille sig, at Gud blev menneske i en stald.
Og sådan er det med Gud – Guds kærlighed er altid at finde på steder, vi slet ikke kunne forestille os. Men hvis vi ser på verden som gennem et teleskop, vil vi kunne se mere end vi kan forestille os – hvis vi stiller skarpt, kan vi se, at Gud virker og er i verden – også på steder, der umiddelbart virker sorte og tomme
I morgen bliver der sendt et nyt, stort teleskop op, der skal opdage verden.
Vi skal også opdage verden – vores egen livsverden. Vi skal få øje på alt det, der allerede er der, og som vi kan være taknemmelige for. Vi skal kigge – nogle gange længe – men så vil der også komme små lys til syne.
For lyset er kommet til verden. Og det i en stald.
Må Guds lys altid skinne for os – må verden åbne sig for, og må vores nysgerrighed altid blive mødt af glæden over det ukendte.
Glædelig jul.
Amen
Kirkebøn:
Livets Skaber
Tak, fordi du åbner din himmel og kommer til verden – Ikke som vi troede, at du ville; men som du skulle for at kunne fortælle os om din kærlighed.
Vi beder i dag for den verden, vi lever i. Vi beder for alle på flugt fra krig eller fra deres liv. Vi beder for alle syge, og alle der er bange og udmattede. Vi beder for alle der skal dø, og alle der skal miste.
Vi beder for alle der sidder alene – ikke bare i aften, men altid. Vi beder for alle der mangler – om det er et hjem, kærlighed, en familie eller håb.
Vi beder for alle med magt – må de bruge den til at skabe en verden, vi kan leve i og en klode vi kan være på.
Vi beder for Møllevangskirken – for alle kirker i hele verden. Må de stå som fyrtårne af håb i en verden, der hvor håbet kan svigte.
Når man sådan tager billeder af universet, så tager man faktisk billeder af fortiden. Det gør man, fordi lyset rejser med en bestemt hastighed, og inden lyset når teleskopet kan det have rejst millioner af år, og dermed være millioner af år gammelt. Så vi har en unik mulighed for at se tilbage i tiden, så at sige.
Hubble teleskopet zoomede på et tidspunkt ind på en lille del af universet i 11 dage, så den kunne opfange så meget lys som muligt. Det var bare en lille del af himlen, der umiddelbart forekom tomt og mørkt, og som Hubble alligevel zoomede ind på. Da man så billede opdagede man, at der langt ude var ikke mindre end 3000 galakser på det lille billede.
Vores klode er selv i en galakse, som vi kalder for Mælkevejen, og i vores Mælkevej – vores galakse – er der mange, mange solsystemer. Man regner med, at der er mellem 200-600 milliarder sole, altså stjerner, i vores mælkevej alene.
Og nu har man altså ved at zoome ind på en lille del af den store nattehimmel fundet 3000 galakser fyldt med milliarder af solsystemer og planeter.
Og nu bliver der sendt et endnu større og bedre teleskop op, der kan tage billeder af endnu mere, og endnu dybere ind i universet. Der er meget, der kan gå galt, når man skal sende den op, men det kan også gå godt. Og går det godt, kan vi lære endnu mere om den verden, vi lever i.
Det er helt vildt at tænke på. Jeg kan stadigvæk blive lidt svimmel ved tanken om, at vi kan sende noget så kompliceret ud i rummet, og faktisk se tilbage i tiden til dengang universet kun var 100 millioner år gammelt.
Verden er så stor, og man kan som menneske komme til at føle sig meget lille eller meget stor ved tanken. Lille, fordi vi bare er støvfnug, når man sammenligner os på den store skala – og store, fordi vi faktisk er her i livet på denne smukke, blå klode. Og nogle gange føler vi lidt af begge dele.
Men lige meget hvad er det sundt for os en gang imellem at løfte blikket og kigge ud. Der er så meget tummel i livet, restriktioner og frygt, der til dagligt får tag i os, og som på mange måder definerer meget af vores liv. Men vi kan alle kigge på nattehimlen, se ud i universet og undre os. Og måske fyldes med en glæde over, at verden er endnu større og vildere, end vi kan forestille os.
Det er også noget af det, som forskerne glæder sig allermest til ved det nye James Web teleskop, nemlig at lære om det, de slet ikke kan sige selv. De glæder sig til at opdage noget helt nyt – noget der kan få dem til at udbryde WOW (som WOW! signalet)
Det er noget fundamentalt menneskeligt at kunne glæde sig til det, man endnu ikke har opdaget eller oplevet. Som vi glæder os til at juleaften.
Søren Kierkegaard, der var dansk filosof og teolog, talte om, at forventningens glæde altid er den største. Han skulle efter sigende ud fra den devise, have inviteret sin forlovede Regine Olsen i teatret, og lige inden forestillingen gik i gang, så rejst sig, og bundt hende at nu de skulle gå hjem. For nu havde de fået det bedste – nemlig forventningen glæde, og så behøvede de ikke teaterstykket.
Det vil nok ikke gå i aften, hvis vi siger til børnene, at de ikke må få deres pakker, fordi de allerede har fået det bedste.
Men hvordan vi end modtager glæden, så gør den noget ved os. Den gør os en smule højere, og gør verden en smule større. Og så kan glæde faktisk masseres frem i ens liv. Når man øver sig på at takke, så vil glæde flytte lige så stille ind i livet. Og der er noget at takke for – vi kan takke for tag over hovedet, for solopgange og stjerner på himlen. Vi kan takke for mad på bordet, for hinanden, fællessang og oplevelser. Vi kan takke for tilværelsen, der viser sig lige foran os, og som kan åbne vejen til glæden for os.
Og vi siger jo tak – tak for gaverne, tak for hjælpen, tak for et opkald. Vi er på mange måder rigtig gode til at takke, men der sker noget når vi bliver bevidste om at takke for hverdagen også. Glæden flytter ind.
I aften handler det om glæden, der flytter ind i verden – om glæden, der bliver født som et lille barn. Den største glæde af dem alle, er, da Gud en nat bliver født som et lille skrøbeligt menneske – et lille støvfnug – i en stald, så han kunne fortælle os om det største af alt, nemlig kærligheden.
Gud er kærlighed, står der direkte citeret fra Bibelen. Og det er også en glæde, der kan vække taknemmelighed, at vi får lov at dele kærligheden.
Og kærlighed skal deles. Kærlighed er som en plante, der bliver plantet i mellemrummene mellem mennesker, og som slår rødder ind i vores hjerter, mens spiren vokser frem mellem mennesker – og mellem mennesker og Gud.
Det er det, julen handler om – den kærlighedsspire der vokser mellem os og Gud. Den blev plantet ved universets skabelse, og begyndte at blomster julenat, da Gud vælger at blive født som menneske. Gud vælger en fattig kvinde som mor til Jesus. For rigtigt at forstå det, skal vi måske forestille os, at Gud lader Jesus føde i en flygtningelejr eller i et busskur. Selv de vise mænd – de hellige tre konger – der kommer besøg, tager først til kongen, fordi de tror, at de kan finde Jesus der. De kunne ikke forestille sig, at Gud blev menneske i en stald.
Og sådan er det med Gud – Guds kærlighed er altid at finde på steder, vi slet ikke kunne forestille os. Men hvis vi ser på verden som gennem et teleskop, vil vi kunne se mere end vi kan forestille os – hvis vi stiller skarpt, kan vi se, at Gud virker og er i verden – også på steder, der umiddelbart virker sorte og tomme
I morgen bliver der sendt et nyt, stort teleskop op, der skal opdage verden.
Vi skal også opdage verden – vores egen livsverden. Vi skal få øje på alt det, der allerede er der, og som vi kan være taknemmelige for. Vi skal kigge – nogle gange længe – men så vil der også komme små lys til syne.
For lyset er kommet til verden. Og det i en stald.
Må Guds lys altid skinne for os – må verden åbne sig for, og må vores nysgerrighed altid blive mødt af glæden over det ukendte.
Glædelig jul.
Amen
Kirkebøn:
Livets Skaber
Tak, fordi du åbner din himmel og kommer til verden – Ikke som vi troede, at du ville; men som du skulle for at kunne fortælle os om din kærlighed.
Vi beder i dag for den verden, vi lever i. Vi beder for alle på flugt fra krig eller fra deres liv. Vi beder for alle syge, og alle der er bange og udmattede. Vi beder for alle der skal dø, og alle der skal miste.
Vi beder for alle der sidder alene – ikke bare i aften, men altid. Vi beder for alle der mangler – om det er et hjem, kærlighed, en familie eller håb.
Vi beder for alle med magt – må de bruge den til at skabe en verden, vi kan leve i og en klode vi kan være på.
Vi beder for Møllevangskirken – for alle kirker i hele verden. Må de stå som fyrtårne af håb i en verden, der hvor håbet kan svigte.
Må vi altid mærke julens glæde hele året.
lørdag den 4. december 2021
2. søndag i Advent 2021
Vi tænder i dag endnu et lys i adventsstagen. Og for hver søndag bliver lyset stærkere og stærkere – breder sig mere og mere.
Lys har en særlig egenskab – det lyser alt i nærheden op. Det kan slet ikke lade sig gøre at tænde et lys og så kun få det til at skinne for en selv – er der andre i nærheden, vil det lyse op for dem også. Det skinner for alle. Jesus siger, at et lys skinner for alle i et hus.
I det øjeblik, man tænder et lys, vil det sprede sig – lyse op.
Lyset er ikke et individualistisk projekt – lyset er kollektivt. Det skinner for alle.
Lyset er det første som Gud skaber, da han skabte verden. Mørket var der i forvejen, men da Gud første gang skaber noget – vil noget med verden – da er det lyset, han skaber. Bliv lys, sagde han. Og fra et enkelt punkt eksploderede lyset ud i alle retninger og bredte sig mere og mere.
Oplyste verden.
Og siden har vi mennesker vendt os mod lyset. Vi tænder lys i denne mørke tid – vi stiller lysene i vindueskarmene, så det både sender lys ind i stuen, men også sender lys ud i verden. Vi vender os mod lyset – beundrer billige lyskæder, men som sat i en busk i en forhave, bliver en bebuder af håb. Det bliver vitterligt et lille hverdagsunder i al det mørke og grå.
Vi vender os mod lyset – når solen rammer jorden med sin første forårsvarme, så vender vi ansigterne mod den, og lader dens varme optø vores forfrosne sjæle.
Vi vender os mod lyset i et andet menneskes øjne, som får lov at skinne også på os – mod os.
Vi vender os mod lyset.
Himmeriget er som at få en lampe foræret.
Jeg har altid forestillet mig det som en flagermuslampe, men det kunne også være en petroleumslampe eller en lille skål med en væge i. Himmeriget er som en lampe, man får. Du har den allerede i hånden – lampen er din, hvis du vil have den. Det eneste, den mangler, er olie. Brændstoffet – det der skaber lyset og skaber varmen. Det er kærligheden – kærligheden, er kommer med glæde, håb, varme og lys.
Kærligheden. Vores lamper skal fyldes med kærlighed, så de kan lyse op.
Og Advent er en fortælling om at tage imod den kærlighed, der snart kommer til verden som det lille Jesusbarn.
Jeg lyttede for nyligt til en samtale mellem biskop Thomas fra retrætestedet Anafora i Egypten og Areopagos’ landechef Dorthe Davidsen Langås, hvori biskop Thomas taler om advent. Han siger følgende:
[Advent er]..
”At vi har brug for mærke, at Gud elsker så meget, at han blev menneske som os - så vi kan blive som ham. Vi føler Guds kærlighed, som omfavner os, og bringer os til en anden dimension – et andet niveau til at forstå vores menneskelighed. Han velsignede vores menneskelighed, så vi kan dele vores menneskelighed med ethvert andet menneske. Advent er en chance for alle til at forstå Guds kærlighed til menneskeheden.
Vi elsker, som han elskede os.
For at forberede mig på advent, må jeg forberede mig på at elske. Ikke som en slags social kærlighed eller overfladisk kærlighed. Da Jesus elskede os, elskede han os på et andet niveau. Han elskede os, også selvom vi var langt væk. Han elsker os stadigvæk.
Han elskede vores menneskelighed.
Advent er en mulighed for at vise kærlighed til de mennesker, vi er uenige med. At vise kærlighed til de mennesker, der er langt væk. At vise kærlighed til vores naboer og familier. Det er en periode, hvor vi skal udtrykke kærlighed på alle niveauer. Så kærlighed skal være vores hovedfokus i denne periode.”
Sådan taler biskop Thomas om kærligheden. Han siger, at advent er forberede sig på at elske. Og ikke bare elske det nemme eller lette – ikke bare lyse for dem, man selv synes, der skal lyses for – men elske vidt og bredt. Sprede kærligheden så ødsel og gavmildt, som stod man med en lampe i hånden, der kunne lyse et helt rum op.
Men som det er med kærlighed, så har vi et valg. For kærligheden kan i sin natur ikke tvinge. Begynder den at tvinge andre, da er den ikke længere kærlighed. Kærligheden er fri og gives i frihed. Den er en foræring, og man kan vælge, at sige nej. Eller vælge ikke at tage stilling. Vælge at nøle.
Og det handler slet ikke om, at Gud ikke elsker os alle sammen. For det gør han. Han elsker os mennesker – alle sammen – så tåbeligt meget, at han selv blev menneske for at møde os. Han elsker dem i fængslerne, dem der helliger deres liv til at skade andre – han elsker de trælse og de påståelige – de dumme og de grimme. Han elsker de smukke og succesfulde – og dem der ingenting kan. Han elsker de vaccinerede og de ikke vaccinerede. Han elsker ALLE. Ikke et eneste menneske står uden Guds kærlighed. Vi kan alle få en lampe af Gud.
Men det er op til OS selv om vi vil lade den lampe skinne og lyse. Det er op til OS, om vi er klar til at tænde den, så den kan lyse for os – gennem os.
Og lampen kan lyse. Den kan lyse alle krogene op, gøre spindelvævet synligt og rodet langs væggene. Men – åh – den bringer også varme og klarhed. Vi kan vende os mod den.
Så spørgsmålet er: Vil vi lukke Guds kærlighed ind – om ikke andet så gennem en lille bitte sprække et sted. En lille åbning for kærligheden, så lyset lige så stille kan sive ind. For gennem selv sådan en lillebitte sprække af tvivl, kan der med tiden flyde så meget olie, at det kan fylde en hel kande. Men vi kan ikke tage imod Guds kærlighed på andres vegne, men vi kan derimod lyse for andre. Dele kærligheden i håbet om, at de opdager den lampe, de også står med i hånden.
For vi hænger sammen med Himmeriget – vi har fået lampen i hånden, og vi er inviteret til at lyse verden op.
Advent kommer af Adventus Domini. Det betyder Herrens komme. Vi venter på at høre fortællingen endnu en gang om Jesu fødsel. Om engle på marken, der synger for hyrder. Om fred og glæde.
Jesus, der bliver født julenat, vokser op, og bliver sidenhen kaldt Kristus. Det er et hædersnavn, han får. Den betyder den salvede. Man salver en konge med olie for at vise hans kongeværdighed. Man salver ham med OLIE. Når vi siger Jesus Kristus har vi olie.
Guds kærlighed er forbundet med Jesu Kristi liv med os. Guds kærlighed er vævet sammen med menneskelivet.
Adventus Domoni – Herrens komme. Kærlighedens lys. Det er håbet – det er glæden – det er livet.
Amen
Dagens tekst:
https://www.bibelselskabet.dk/2-s-i-advent-fra-anden-raekke
Kirkebøn:
Lysets skaber – kærlighedens kilde
Du har villet lyset i verden, Gud. Du har spredt det i hele universet. Selv et lille lys, kan fjerne det mest solide mørke.
Brug os som små lanterne i live, så vi kan lyse vejen op for andre. Lad lyset tage mere og mere til i verden, så mørket får mindre og mindre magt.
Giv os af din kærlighed, og giv os mod til at tage imod den.
Lær os at se mennesker med dine øjne, så vi ser på hinanden med kærlighed for forståelse. Lær os at der ikke er forskel på mennesker – du elsker alle.
Vi beder Gud – for alle der er langt fra os, og alle vi ikke forstår. Vi beder for alle syge og alle i sorg. Vi beder for alle i smerte og alle med knuste hjerter. Vi beder for alle fattige og alle der lever i mangel på mad, hjem, familie, humor eller glæde.
Vi beder for alle med magt – lad dem forvalte den lige så klogt som var de en brudepige med olie i lampen.
Vi for din kirke her i MV og for alle kirker i hele verden. Lad os vente på Herrens komme sammen. Lad os vente og bruge ventetiden på at sprede kærlighed. Amen
Lys har en særlig egenskab – det lyser alt i nærheden op. Det kan slet ikke lade sig gøre at tænde et lys og så kun få det til at skinne for en selv – er der andre i nærheden, vil det lyse op for dem også. Det skinner for alle. Jesus siger, at et lys skinner for alle i et hus.
I det øjeblik, man tænder et lys, vil det sprede sig – lyse op.
Lyset er ikke et individualistisk projekt – lyset er kollektivt. Det skinner for alle.
Lyset er det første som Gud skaber, da han skabte verden. Mørket var der i forvejen, men da Gud første gang skaber noget – vil noget med verden – da er det lyset, han skaber. Bliv lys, sagde han. Og fra et enkelt punkt eksploderede lyset ud i alle retninger og bredte sig mere og mere.
Oplyste verden.
Og siden har vi mennesker vendt os mod lyset. Vi tænder lys i denne mørke tid – vi stiller lysene i vindueskarmene, så det både sender lys ind i stuen, men også sender lys ud i verden. Vi vender os mod lyset – beundrer billige lyskæder, men som sat i en busk i en forhave, bliver en bebuder af håb. Det bliver vitterligt et lille hverdagsunder i al det mørke og grå.
Vi vender os mod lyset – når solen rammer jorden med sin første forårsvarme, så vender vi ansigterne mod den, og lader dens varme optø vores forfrosne sjæle.
Vi vender os mod lyset i et andet menneskes øjne, som får lov at skinne også på os – mod os.
Vi vender os mod lyset.
Himmeriget er som at få en lampe foræret.
Jeg har altid forestillet mig det som en flagermuslampe, men det kunne også være en petroleumslampe eller en lille skål med en væge i. Himmeriget er som en lampe, man får. Du har den allerede i hånden – lampen er din, hvis du vil have den. Det eneste, den mangler, er olie. Brændstoffet – det der skaber lyset og skaber varmen. Det er kærligheden – kærligheden, er kommer med glæde, håb, varme og lys.
Kærligheden. Vores lamper skal fyldes med kærlighed, så de kan lyse op.
Og Advent er en fortælling om at tage imod den kærlighed, der snart kommer til verden som det lille Jesusbarn.
Jeg lyttede for nyligt til en samtale mellem biskop Thomas fra retrætestedet Anafora i Egypten og Areopagos’ landechef Dorthe Davidsen Langås, hvori biskop Thomas taler om advent. Han siger følgende:
[Advent er]..
”At vi har brug for mærke, at Gud elsker så meget, at han blev menneske som os - så vi kan blive som ham. Vi føler Guds kærlighed, som omfavner os, og bringer os til en anden dimension – et andet niveau til at forstå vores menneskelighed. Han velsignede vores menneskelighed, så vi kan dele vores menneskelighed med ethvert andet menneske. Advent er en chance for alle til at forstå Guds kærlighed til menneskeheden.
Vi elsker, som han elskede os.
For at forberede mig på advent, må jeg forberede mig på at elske. Ikke som en slags social kærlighed eller overfladisk kærlighed. Da Jesus elskede os, elskede han os på et andet niveau. Han elskede os, også selvom vi var langt væk. Han elsker os stadigvæk.
Han elskede vores menneskelighed.
Advent er en mulighed for at vise kærlighed til de mennesker, vi er uenige med. At vise kærlighed til de mennesker, der er langt væk. At vise kærlighed til vores naboer og familier. Det er en periode, hvor vi skal udtrykke kærlighed på alle niveauer. Så kærlighed skal være vores hovedfokus i denne periode.”
Sådan taler biskop Thomas om kærligheden. Han siger, at advent er forberede sig på at elske. Og ikke bare elske det nemme eller lette – ikke bare lyse for dem, man selv synes, der skal lyses for – men elske vidt og bredt. Sprede kærligheden så ødsel og gavmildt, som stod man med en lampe i hånden, der kunne lyse et helt rum op.
Men som det er med kærlighed, så har vi et valg. For kærligheden kan i sin natur ikke tvinge. Begynder den at tvinge andre, da er den ikke længere kærlighed. Kærligheden er fri og gives i frihed. Den er en foræring, og man kan vælge, at sige nej. Eller vælge ikke at tage stilling. Vælge at nøle.
Og det handler slet ikke om, at Gud ikke elsker os alle sammen. For det gør han. Han elsker os mennesker – alle sammen – så tåbeligt meget, at han selv blev menneske for at møde os. Han elsker dem i fængslerne, dem der helliger deres liv til at skade andre – han elsker de trælse og de påståelige – de dumme og de grimme. Han elsker de smukke og succesfulde – og dem der ingenting kan. Han elsker de vaccinerede og de ikke vaccinerede. Han elsker ALLE. Ikke et eneste menneske står uden Guds kærlighed. Vi kan alle få en lampe af Gud.
Men det er op til OS selv om vi vil lade den lampe skinne og lyse. Det er op til OS, om vi er klar til at tænde den, så den kan lyse for os – gennem os.
Og lampen kan lyse. Den kan lyse alle krogene op, gøre spindelvævet synligt og rodet langs væggene. Men – åh – den bringer også varme og klarhed. Vi kan vende os mod den.
Så spørgsmålet er: Vil vi lukke Guds kærlighed ind – om ikke andet så gennem en lille bitte sprække et sted. En lille åbning for kærligheden, så lyset lige så stille kan sive ind. For gennem selv sådan en lillebitte sprække af tvivl, kan der med tiden flyde så meget olie, at det kan fylde en hel kande. Men vi kan ikke tage imod Guds kærlighed på andres vegne, men vi kan derimod lyse for andre. Dele kærligheden i håbet om, at de opdager den lampe, de også står med i hånden.
For vi hænger sammen med Himmeriget – vi har fået lampen i hånden, og vi er inviteret til at lyse verden op.
Advent kommer af Adventus Domini. Det betyder Herrens komme. Vi venter på at høre fortællingen endnu en gang om Jesu fødsel. Om engle på marken, der synger for hyrder. Om fred og glæde.
Jesus, der bliver født julenat, vokser op, og bliver sidenhen kaldt Kristus. Det er et hædersnavn, han får. Den betyder den salvede. Man salver en konge med olie for at vise hans kongeværdighed. Man salver ham med OLIE. Når vi siger Jesus Kristus har vi olie.
Guds kærlighed er forbundet med Jesu Kristi liv med os. Guds kærlighed er vævet sammen med menneskelivet.
Adventus Domoni – Herrens komme. Kærlighedens lys. Det er håbet – det er glæden – det er livet.
Amen
Dagens tekst:
https://www.bibelselskabet.dk/2-s-i-advent-fra-anden-raekke
Kirkebøn:
Lysets skaber – kærlighedens kilde
Du har villet lyset i verden, Gud. Du har spredt det i hele universet. Selv et lille lys, kan fjerne det mest solide mørke.
Brug os som små lanterne i live, så vi kan lyse vejen op for andre. Lad lyset tage mere og mere til i verden, så mørket får mindre og mindre magt.
Giv os af din kærlighed, og giv os mod til at tage imod den.
Lær os at se mennesker med dine øjne, så vi ser på hinanden med kærlighed for forståelse. Lær os at der ikke er forskel på mennesker – du elsker alle.
Vi beder Gud – for alle der er langt fra os, og alle vi ikke forstår. Vi beder for alle syge og alle i sorg. Vi beder for alle i smerte og alle med knuste hjerter. Vi beder for alle fattige og alle der lever i mangel på mad, hjem, familie, humor eller glæde.
Vi beder for alle med magt – lad dem forvalte den lige så klogt som var de en brudepige med olie i lampen.
Vi for din kirke her i MV og for alle kirker i hele verden. Lad os vente på Herrens komme sammen. Lad os vente og bruge ventetiden på at sprede kærlighed. Amen
lørdag den 20. november 2021
Sidste søndag i kirkeåret, 2021
For at begynde med noget helt vildt almindeligt, så var jeg med min familie i Plantorama i går for at købe ligusterhækkeplanter. Der er nemlig kommet huller i hækken ind til vores naboer, og de er nu ellers utrolig rare mennesker, men vi synes alligevel at 4 huller langs med hækken ind til dem, synes at lidt meget.
Så vi tog afsted for at købe ti hækkeplanter, der så skulle graves ned i de gabende huller. Men vi er jo ikke rigtig havemennesker, min mand og jeg. Eller vi lever nok mest efter devisen at frembringe så megen biodiversitet i haven som muligt. Så vi måtte læse en instruktion til, hvordan man gravede de der planter ned. Og det viste sig så, at vi jo slet ikke var klar til det.
Der skulle dels graves 60 cm ned i jorden. Det er altså et ret dybt hul. Derefter skulle det fyldes med grus, der kunne agere som en slags faskine så rødderne ikke druknede, og så skulle der være 30 cm til græsset. Vi opfyldte ingen af de krav.
Men planterne kom ned i jorden.
Så nu står de der – de der stakkels hækkeplanter, hvis eneste opgave er, at de skal dække nogle huller – og de er sat ret elendigt, men så godt vi kunne og efter bedste evne.
Om der stadigvæk er huller i hækken til sommer, må vi jo se, for lige nu kan man ikke afgøre om det har hjulpet. Men for nu har vi gjort, hvad vi kunne.
Og kære menighed, nu må I bære over med mig, for jeg kom sådan til at tænke på, at livet jo er som en ligusterhæk. Vi bliver sat, skal vokse op og blive stærke, så vi ikke vælter i blæst. Engang imellem taber vi alt det, der er gør os smukke, men vi skal stole på, at det kun er for en stund, og at vi kommer til at stråle igen når vi har hvilet og kan sætte nye skud.
Og så sker det, at der kommer huller i vores liv. Store, gabende huller, som enhver kan vade igennem. Og som måske lige frem inviterer til det.
Vores liv har huller. Noget visner eller går ud – noget bliver rykket op. Og vi får brug for hjælp til at få sat noget nyt ind, der kan dække hullerne.
Men vi ved ikke til at begynde med om de planter, der bliver plantet, holder. Om rødderne har luft nok, så de ikke drukner – om græsset er langt nok væk, så de ikke kvæles. Vi ved simpelthen ikke om de planter, der bliver sat i vores liv huller, har styrken til at dække hullet, så vi ikke længere lægger mærke til det. Det eneste, vi kan gøre, er at vente. Vente og se. Og håbe.
Livet leves, mens vi lever det. Vi kan ikke planlægge det på forhånd, for livet bliver til på vejen.
Og derfor ved vi heller ikke, hvor livet får huller.
På sin vis er vi alle nødstedte i tilværelsen – vi deler et vilkår, og det er lidelsen ved livet. Vi kan ikke undgå det. Det er jo skrækkeligt på sin vis, men dog mere skrækkeligt, hvis vi forestiller os, at vi er i lidelsen alene. Hvis man som det eneste menneske har huller i livet, så bliver selve eksistens ubarmhjertig. Men sådan er det ikke – vi er fælles om vilkåret. Vi står i fællesskab med hinanden. Vi er knyttet sammen – vores rødder, om man vil, er flettet sammen. Vores grene rækker ind mellem hinanden. Vi er sammen, og selv det menneske, der lige nu føles sig uden for det fællesskab, får her inde at vide, at det er Gud, der laver det fællesskab til os – og med os – og sætter dig ind i det. Du er med – også de dage, hvor du ikke oplever det. Vi er kollektive i livets vilkår.
Vi har alle som en brug for at få livets huller plantet til med noget nyt – vi har alle som en brug for nådens vilde vækster, der kan flette vores liv sammen igen.
Nåden er det nye, der kan plantes ind – som kan sætte os fri, og forvandle vores liv til noget mere.
Nåden er, at selv de dage, hvor jeg har trampet rundt i livet, kan jeg modtage nåden.
Nåden er at få ufortjent, målt efter vores målestok.
Nåden er at få det, man ikke kan give sig selv, og som man ikke regnede med, og som kom uventet og dog velkomment.
Nåden er, at du ikke bliver målt på det, der gik galt – det du ikke nåde – og det, du græmmer dig over; men at du slet ikke bliver dømt. Eller man kan sige, at man dømmes med nåde, hvis vi skal fastholde domsmetaforen.
For Gud er som en gartner, der allerede er gået ud og er begyndt at grave huller til de planter, der mangler og som skal plantes ud.
Det er nåden.
Og Gud møder os med nåden. Alene med nåden.
I dagens evangelium hører vi om verdensdommen, som stedet er kaldt. Og den første del er noget af det smukkeste i Bibelen. Her står der, at vi skal mødes Jesu blik i vores næste. Og vi kan måske allerede huske (eller genkende) det blik fra et andet menneske i vores liv. At blive set på som et menneske med muligheder, og med rum til at blive den bedste udgave af sig selv. Dette nådige og milde blik, der bare ser os og accepterer os – også selvom vi til tider famler os frem.
”Det I gør mod mine de mindste, det gør I, mod mig.”, siger Jesus i dagens evangelium.
På forfatteren Tom Kristensens gravsten, står der:
”Bøjer jeg mig
så dybt som jeg kan
vokser min verden
sig stor.”
Det er et vidunderligt digt. At storheden ved livet også kan ses i det lille græsstrå, der bliver større, når vi bøjer os og zoomer ind med blikket. Livet bliver også større, hvis vi tør bøje os mod hinanden, og give slip på hierarkier, der fører os bort fra hinanden.
Så vi skal bøje os for hinanden – bukke for hinanden i dyb ærbødighed. I ære over, at her står et menneske, som Gud også har skabt. Og at da Gud havde skabt hele kosmos – alt fra hvert atom til galakse, så han på det, og mente, at lige præcis DU manglende for at gøre det komplet. Sådan skal vi møde hinanden, som den brik der var nødvendig for at gøre skabelsen god.
”Det I gør mod mine de mindste, det gør I, mod mig.”, siger Jesus.
De mindste små bliver rejst op. De mindste – de fængslede, de nøgne, de tørstige, de fremmede. Tænk at have en Gud, der bøjede sig så dybt han kunne, så vores verden kunne vokse sig stor.
Det er den forventning vi går ind i adventstiden med. At Gud bøjer sig for os og mod os – bøjer sig, så vi bliver store.
Amen
Dagens tekster:
https://www.bibelselskabet.dk/sidste-s-i-kirkeaaret-fra-foerste-raekke
Kirkebøn:
Livets Skaber
Du Hellige Ånd, der strømmer mod os i – er i os – og får os til at åbne os mod dig og hinanden.
Smelt det is, der kan lægge sig om vores hjerte og sjæle. Blød os op, så vi tør vende os mod verden og dem der står lige ved siden af.
Lad os rykke sammen i fællesskab, så vi oplever, at vi er forbundet i din skabelse. Hør os når vi er sammen i bønnen, og beder for verden:
Vi beder for alle små og hjælpeløse
Vi beder for alle bange og gemte
Vi beder for alle syge og alle fulde af sorg
Vi beder for fremmede og flygtninge
Vi beder for alle der tror noget andet end os
Vi beder for alle glemte og usynlige
Vi beder for alle med magt – i det små eller det store
Lad magten blive en vej til omsorg og varme – ikke til splittelse eller begærlighed.
Vi beder for din kirke her i Møllevang – lad den stå som en insisterende blok af håb midt i en verden, der har brug for det.
Vær med alle os små – og alle os store. Vær med os hvor vi er og som vi er.
AMEN
Så vi tog afsted for at købe ti hækkeplanter, der så skulle graves ned i de gabende huller. Men vi er jo ikke rigtig havemennesker, min mand og jeg. Eller vi lever nok mest efter devisen at frembringe så megen biodiversitet i haven som muligt. Så vi måtte læse en instruktion til, hvordan man gravede de der planter ned. Og det viste sig så, at vi jo slet ikke var klar til det.
Der skulle dels graves 60 cm ned i jorden. Det er altså et ret dybt hul. Derefter skulle det fyldes med grus, der kunne agere som en slags faskine så rødderne ikke druknede, og så skulle der være 30 cm til græsset. Vi opfyldte ingen af de krav.
Men planterne kom ned i jorden.
Så nu står de der – de der stakkels hækkeplanter, hvis eneste opgave er, at de skal dække nogle huller – og de er sat ret elendigt, men så godt vi kunne og efter bedste evne.
Om der stadigvæk er huller i hækken til sommer, må vi jo se, for lige nu kan man ikke afgøre om det har hjulpet. Men for nu har vi gjort, hvad vi kunne.
Og kære menighed, nu må I bære over med mig, for jeg kom sådan til at tænke på, at livet jo er som en ligusterhæk. Vi bliver sat, skal vokse op og blive stærke, så vi ikke vælter i blæst. Engang imellem taber vi alt det, der er gør os smukke, men vi skal stole på, at det kun er for en stund, og at vi kommer til at stråle igen når vi har hvilet og kan sætte nye skud.
Og så sker det, at der kommer huller i vores liv. Store, gabende huller, som enhver kan vade igennem. Og som måske lige frem inviterer til det.
Vores liv har huller. Noget visner eller går ud – noget bliver rykket op. Og vi får brug for hjælp til at få sat noget nyt ind, der kan dække hullerne.
Men vi ved ikke til at begynde med om de planter, der bliver plantet, holder. Om rødderne har luft nok, så de ikke drukner – om græsset er langt nok væk, så de ikke kvæles. Vi ved simpelthen ikke om de planter, der bliver sat i vores liv huller, har styrken til at dække hullet, så vi ikke længere lægger mærke til det. Det eneste, vi kan gøre, er at vente. Vente og se. Og håbe.
Livet leves, mens vi lever det. Vi kan ikke planlægge det på forhånd, for livet bliver til på vejen.
Og derfor ved vi heller ikke, hvor livet får huller.
På sin vis er vi alle nødstedte i tilværelsen – vi deler et vilkår, og det er lidelsen ved livet. Vi kan ikke undgå det. Det er jo skrækkeligt på sin vis, men dog mere skrækkeligt, hvis vi forestiller os, at vi er i lidelsen alene. Hvis man som det eneste menneske har huller i livet, så bliver selve eksistens ubarmhjertig. Men sådan er det ikke – vi er fælles om vilkåret. Vi står i fællesskab med hinanden. Vi er knyttet sammen – vores rødder, om man vil, er flettet sammen. Vores grene rækker ind mellem hinanden. Vi er sammen, og selv det menneske, der lige nu føles sig uden for det fællesskab, får her inde at vide, at det er Gud, der laver det fællesskab til os – og med os – og sætter dig ind i det. Du er med – også de dage, hvor du ikke oplever det. Vi er kollektive i livets vilkår.
Vi har alle som en brug for at få livets huller plantet til med noget nyt – vi har alle som en brug for nådens vilde vækster, der kan flette vores liv sammen igen.
Nåden er det nye, der kan plantes ind – som kan sætte os fri, og forvandle vores liv til noget mere.
Nåden er, at selv de dage, hvor jeg har trampet rundt i livet, kan jeg modtage nåden.
Nåden er at få ufortjent, målt efter vores målestok.
Nåden er at få det, man ikke kan give sig selv, og som man ikke regnede med, og som kom uventet og dog velkomment.
Nåden er, at du ikke bliver målt på det, der gik galt – det du ikke nåde – og det, du græmmer dig over; men at du slet ikke bliver dømt. Eller man kan sige, at man dømmes med nåde, hvis vi skal fastholde domsmetaforen.
For Gud er som en gartner, der allerede er gået ud og er begyndt at grave huller til de planter, der mangler og som skal plantes ud.
Det er nåden.
Og Gud møder os med nåden. Alene med nåden.
I dagens evangelium hører vi om verdensdommen, som stedet er kaldt. Og den første del er noget af det smukkeste i Bibelen. Her står der, at vi skal mødes Jesu blik i vores næste. Og vi kan måske allerede huske (eller genkende) det blik fra et andet menneske i vores liv. At blive set på som et menneske med muligheder, og med rum til at blive den bedste udgave af sig selv. Dette nådige og milde blik, der bare ser os og accepterer os – også selvom vi til tider famler os frem.
”Det I gør mod mine de mindste, det gør I, mod mig.”, siger Jesus i dagens evangelium.
På forfatteren Tom Kristensens gravsten, står der:
”Bøjer jeg mig
så dybt som jeg kan
vokser min verden
sig stor.”
Det er et vidunderligt digt. At storheden ved livet også kan ses i det lille græsstrå, der bliver større, når vi bøjer os og zoomer ind med blikket. Livet bliver også større, hvis vi tør bøje os mod hinanden, og give slip på hierarkier, der fører os bort fra hinanden.
Så vi skal bøje os for hinanden – bukke for hinanden i dyb ærbødighed. I ære over, at her står et menneske, som Gud også har skabt. Og at da Gud havde skabt hele kosmos – alt fra hvert atom til galakse, så han på det, og mente, at lige præcis DU manglende for at gøre det komplet. Sådan skal vi møde hinanden, som den brik der var nødvendig for at gøre skabelsen god.
”Det I gør mod mine de mindste, det gør I, mod mig.”, siger Jesus.
De mindste små bliver rejst op. De mindste – de fængslede, de nøgne, de tørstige, de fremmede. Tænk at have en Gud, der bøjede sig så dybt han kunne, så vores verden kunne vokse sig stor.
Det er den forventning vi går ind i adventstiden med. At Gud bøjer sig for os og mod os – bøjer sig, så vi bliver store.
Amen
Dagens tekster:
https://www.bibelselskabet.dk/sidste-s-i-kirkeaaret-fra-foerste-raekke
Kirkebøn:
Livets Skaber
Du Hellige Ånd, der strømmer mod os i – er i os – og får os til at åbne os mod dig og hinanden.
Smelt det is, der kan lægge sig om vores hjerte og sjæle. Blød os op, så vi tør vende os mod verden og dem der står lige ved siden af.
Lad os rykke sammen i fællesskab, så vi oplever, at vi er forbundet i din skabelse. Hør os når vi er sammen i bønnen, og beder for verden:
Vi beder for alle små og hjælpeløse
Vi beder for alle bange og gemte
Vi beder for alle syge og alle fulde af sorg
Vi beder for fremmede og flygtninge
Vi beder for alle der tror noget andet end os
Vi beder for alle glemte og usynlige
Vi beder for alle med magt – i det små eller det store
Lad magten blive en vej til omsorg og varme – ikke til splittelse eller begærlighed.
Vi beder for din kirke her i Møllevang – lad den stå som en insisterende blok af håb midt i en verden, der har brug for det.
Vær med alle os små – og alle os store. Vær med os hvor vi er og som vi er.
AMEN
Abonner på:
Opslag (Atom)